Tak for det. Jeg vil tillade mig at overbringe en hilsen fra Alternativet, som desværre ikke havde mulighed for at være med i debatten her i dag. Først og fremmest tusind tak for redegørelsen. Da vi stod her sidste år og debatterede den, talte vi om alle de ting, der manglede i den, og at den ikke var dækkende. Det bliver nok lidt den slags, vi også kommer til at gøre i dag, men det betyder jo ikke, at den ikke faktisk har forbedret sig, synes jeg i hvert fald og set med mine briller, i forhold til egentlig at dække den måde, som Danmark giver sin udviklingsbistand på. Så må man jo også sige, at med alt det, vi rent faktisk gør, er det svært at lave en redegørelse, der også skal være læsbar for folk uden for det her lokale, hvis den så ovenikøbet også skal rumme det hele.
Jeg vil gerne starte med at rose og sige tak for redegørelsen. Jeg synes, den fungerer godt som et vindue ind til det, vi gør. Der er masser af ting, man kan grave ned i, og det må man håbe at folk, der er interesseret i, hvordan vi bidrager til at gøre hverdagen lidt bedre, så vil gøre efterfølgende. Jeg vil også gerne rose ministeren, for det er jo meget tydeligt, at ministeren kommer med en anden portefølje i bagagen, nemlig klimaområdet. Det står meget tydeligt i redegørelsen, hvordan det også betyder noget for vores udviklingspolitik. Det synes jeg entydigt er positivt. Det er tydeligt, at Danmark står stærkt på den internationale scene i kraft af det, som ministeren kan, og i kraft af det, som Danmark kan, og det giver jo nogle kolossalt gode muligheder, både i forhold til udviklingspolitikken, men jo i virkeligheden også i forhold til den internationale scene, som EU ikke mindst bliver en aktør i, og hvor Danmark skal markere sig, i forhold til hvordan EU også skal arbejde for en mere solidarisk fordeling af verdens ressourcer. Det være sig økonomiske, politiske og demokratiske ressourcer.
Det kan også betyde noget for vores evne til som land at bidrage til at styrke samarbejdet og skabe en højere grad af tillid fra det, vi med et dårligt udtryk kalder det globale syd, til vores del af verden, som jo notorisk har siddet på den største indflydelse i alle tænkelige sammenhænge. Så det håber jeg det også kan blive brugt til, og det vil jeg bare appellere til her indledningsvis. Men det er godt at se, at det står som en systematisk ramme omkring den måde, som redegørelsen er skruet sammen på.
Der er sagt mange ting, så nu vælger jeg nogle ting ud. Jeg vil også gerne komme med en ros for, at vi fra dansk side har insisteret på at forblive i lande, hvor regimer gør nogle ting, vi ikke bryder os om. Vi har valgt at finde andre veje til at samarbejde med civilsamfundet steder, hvor vi i virkeligheden finder regeringens politik illegitim eller det autoritative regimes tilgang til minoriteter, eksempelvis lgbt, illegitim, men hvor vi så alligevel bestræber os på at være der og være klar til også at løbe en risiko og i virkeligheden finde andre veje for den måde, vi bruger vores udviklingsbistand på. Uganda er et utrolig godt eksempel på et sted, hvor vi har diskuteret meget, hvordan man egentlig gør noget i en svær kontekst – hvor man synes, man har noget at tilbyde, men hvor det kan være svært. Jeg synes, det er utrolig godt, at vi insisterer på den risikovillighed og også det fokus på det lange seje træk, også steder, hvor udviklingen går i en retning, som vi egentlig ikke havde ønsket.
Jeg vil også godt tilslutte mig koret, der roser, at Danmark igen er over 0,7 pct. af bni. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi i Enhedslisten ikke mener, at det er et mål, men at det er en bund. Vi mener faktisk, at målet skal være 1 pct., og også, at den ene procent af bni så ikke skal rumme de midler, vi naturligvis skal give til Ukraine, og at den heller ikke skal rumme de midler, vi skal bruge på klimafinansiering, men at de midler i virkeligheden burde være additionelle og ligge uden for den beregning, som vi laver. Jeg ved, at vi må, men jeg ville ønske, at vi gjorde det på en anden måde.
Så vil jeg gå til opmærksomhedspunkterne. Der er det her med ligeværdige partnerskaber og det med gerne at ville være brobyggere og kunne noget ude i verden i lyset af de geopolitiske spændinger og udviklinger. Jeg har sagt det her før: Jeg synes, det er utrolig vigtigt, at vi fra dansk side ikke kun melder os ind med ligeværdige partnerskaber, fordi vi ikke ønsker, at andre skal være til stede i Afrika, eller fordi vi betragter Afrika gennem en sikkerhedsprisme, altså fordi vi er bange for, hvem der ellers får indflydelse, eller at folk emigrerer. Nej, vi skal være der, fordi vi mener, at principperne for ligeværd, lige rettigheder, omfordeling af ressourcerne og indflydelse er noget af det, der skal være omdrejningspunktet for vores tilstedeværelse, og fordi vi faktisk mener, vi har noget at byde ind med.
Når jeg siger det, er det, fordi det er rigtig vigtigt, når vi har de her diskussioner om, hvem det egentlig er, vi er partnere med, og når vi taler de ligeværdige partnerskaber. Der er det jo helt afgørende, at den måde, vi fra dansk side går til det her på, ikke alene handler om at finde regeringer, vi kan være partnere med, og at være fleksible i forhold til vores principper, men at vi står ved det, vi tror på, og derfor også husker, at der bag autoritative regimer er nogle civilbefolkninger, som måske faktisk gerne vil noget af det, vi mener er det grundlæggende, nemlig flere rettigheder, mere indflydelse, mere lighed og en bedre klimaindsats, eller hvad det nu måtte være.
Der er unge, der arbejder for fred, der er unge, der arbejder for at få større indflydelse, og der er unge, der arbejder for at udvide demokratiet. Eller der kan være kvindeorganisationer, der arbejder for det, som nogle af mine ordførerkolleger var inde på. Der er organisationer, der arbejder for rettigheder for religiøse eller andre minoriteter. Så det er helt afgørende, når vi taler ligeværdige partnerskaber, at partneren ikke alene er regimet, men også den befolkning, der er nede bagved. Det er trods alt den måde, man bliver mest troværdig på, altså hvis man står ved det, der er ens grundkompas. Det står ikke helt så tydeligt i redegørelsen, og det her er bare en appel til, ikke nødvendigvis at det står der næste år, men at det i hvert fald bliver en tydelig del af den måde, vi arbejder på.
Det betyder også, at den måde, vi ser på civilsamfundet på, også er nødt til at udvikle sig: at det ikke kun handler om de klassiske civilsamfundsorganisationer, men at det også handler om andre former for sociale bevægelser og måder at organisere sig på. Det er den måde, verden bevæger sig på, og det skal vi også være klar til fra dansk side. For kampen mod korruption, for indflydelse, mod autoritære regimer og for fred og for fredsbevarelse og håndteringen af fredsløsninger, bagefter konflikterne er landet, er det helt afgørende, at forskellige civilsamfundsformer kommer i spil, for det er trods alt de mennesker, der skal bære det videre til deres egne samfund og håndtere det på en måde, så det bliver bæredygtigt og vedvarende.
Så vil jeg nævne tre små ting, som jeg synes er helt afgørende, ikke bare i forhold til formuleringen af en redegørelse, men i forhold til den måde, vi går til vores udviklingspolitik på, også når vi lige om lidt går i gang med at diskutere den nye udviklingspolitiske strategi. Flere ordførere har været inde på det, men det her med menneskerettigheder, rettigheder og demokrati eller demokratiske organiseringer mangler stadig et fokus, et systematisk fokus. Det bør være grundlaget for alle de indsatser, vi laver, også når vi har fokus på klimaet.
Klimaet er jo en dynamisk effekt, kan man sige, af mange af de problemer, vi i forvejen håndterer gennem vores udviklingsbistand, nemlig ulighed, fattigdom, mangel på jobs, mangel på inklusion og mangel på politisk indflydelse. Klimakrisen er i virkeligheden en dynamo på de problemer, og derfor er det helt afgørende at kigge på det. Men igennem den linse skal der også være et rettighedsfokus. Altså, det er vigtigt, at vores udviklingsbistand styrker og udvikler menneskers egen indflydelse på den udvikling, deres samfund skal tage. Det være sig seksuelle, religiøse og andre minoriteter, unge, marginaliserede kvinder osv.
Så det handler om, at vi også tænker alle de aktører, vi synes det er vigtigt skal have indflydelse, ind i alle de ting, vi gør, som ikke lige har et rettighedsfokus i sig selv. Det bør alt i virkeligheden have, også selv om den formelle overskrift er klima eller det humanitære. Det synes jeg er vigtigt at fremhæve. Jeg ved, at intentionen er der, og jeg tror, det er vigtigt, at vi bliver mere skarpe på det, også i den kommende strategi.
I samme boldgade vil jeg sige noget om hele fokusset på migration. Der er det simpelt hen afgørende, tror jeg, både for vores egen troværdighed, men også for, at det rent faktisk kommer til at virke, at et migrationsfokus ikke handler om, at der er mennesker, der ikke må flytte sig fra et andet kontinent til vores eget kontinent, fordi vi ikke har lyst til, at de skal være her. Det er simpelt hen afgørende at forstå, at folk flytter sig af en grund. Det gør man, fordi der er klimaforandringer, fordi der er mangel på jobs, og fordi der er mangel på muligheder, men mange unge, som det er blevet dokumenteret i forskellige rapporter om, hvorfor folk emigrerer, emigrerer rent faktisk ikke kun for jobs og bedre livsvilkår, men også, fordi de ikke har indflydelse på rammerne for deres eget liv eller for det samfund, som de er en del af. Det med ikke at kunne få indflydelse er også en faktor, i forhold til hvorfor folk rykker fra én del af verden til en anden.
Så hvis vi virkelig mener, at migrationsforebyggelse er noget, der skal tælle som en ramme om vores udviklingspolitik og udviklingsbistand, er det helt vildt afgørende, at vi ser, at den måde, man bedst gør det på, når det ikke er drevet af konflikter og klimaproblemer, men også af nogle andre ting, faktisk er at sikre nogle fremtidsmuligheder for unge, som betyder, at de også får indflydelse på det samfund, de er i, og bliver inkluderet i den måde, vi tænker vores udviklingspolitik på, ikke som målgrupper, men som konkrete aktører.
Derfor vil jeg til allersidst sige, at det er fantastisk, at Danmark er så stærkt til stede. Lad os nu sørge for at få den der procentsats højere op og få den gjort lidt renere, så klimabistanden og klimafinansieringen kommer ved siden af. Lad os sørge for, at alt, hvad vi gør, også har et fattigdomsbekæmpende og konfliktforebyggende aspekt, at modstandsdygtighed ikke kun gælder klima, men at det også gælder selvfinansiering, altså stærke skattesystemer, at det gælder uddannelse til alle børn og unge, at det gælder forebyggelse af konflikt og krig, og sidst, men ikke mindst, at vi bruger civilsamfundet ikke kun som aktør til at levere, men også til at udføre det der, hvor folk i virkeligheden bor. Sidst, men ikke mindst: Lad os nu få styrket den globale retsorden, som vi mener er så afgørende. Det er vejen frem. Derfor skal vi også bruge FN-organisationerne noget mere i vores bistand. Tak.