L 22 Forslag til lov om ændring af postloven, lov om Post Danmark A/S og lov om Det Centrale Personregister.

(Rammer for den fremtidige postbefordring).

Af: Transportminister Thomas Danielsen (V)
Udvalg: Transportudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 04-10-2023
1. behandlet / henvist til udvalg 12-10-2023
Betænkning afgivet 21-11-2023
2. behandlet/henvist til udvalg 28-11-2023
Betænkning afgivet 29-11-2023
Tillægsbetænkning afgivet 29-11-2023
3. behandlet, vedtaget 30-11-2023
Ministerområde:
Transportministeriet
Resumé:
Forslaget medfører en tilpasning af lovgivningen til udviklingen på postmarkedet, så transportministerens hidtidige pligt til at udpege en befordringspligtig postvirksomhed til at varetage landsdækkende befordringspligt ophæves. Postbefordringen foreslås fremover varetaget af markedet.

Med forslaget forpligtes transportministeren til at følge op på, om markedet fremadrettet vil levere landsdækkende posttjenester. Hvis markedet svigter, kan transportministeren gribe ind og udpege en postvirksomhed eller efter udbud indgå aftale med en postvirksomhed om postbetjening.

Derudover foreslås tre områder sikret gennem udbud: omdeling af gratis forsendelser til blinde, udlandspost og postbetjening af mindre øsamfund.

Der foreslås også ændringer i et antal øvrige bestemmelser i postloven, herunder om, at virksomheder, der befordrer kontraktpakker, omfattes af loven, om placering af brevkasser på ejendomme i landzone og i fritidsområder, om opdatering af reglerne for modtagerdatabaser, om vedligeholdelse af postnummersystemet, om udstedelse af frimærker og om anvendelse af det kronede posthorn.

Endelig foreslås ændrede bestemmelser om Trafikstyrelsens tilsyn og opkrævning af gebyrer, og at de hidtidige bestemmelser vedrørende uadresserede forsendelser udgår af postloven.

Lovforslaget er en udmøntning af ”Aftale om rammerne for den fremtidige indretning af postsektoren fra 1. januar 2024”, der blev indgået den 27. juni 2023 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Alternativet og Nye Borgerlige.

Loven træder i kraft den 1. januar 2024.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 79 (S, V, M, LA, KF, RV, ALT og UFG), imod stemte 27 (SF, DD, EL og DF), hverken for eller imod stemte 0.