Jeg synes jo, det her er et meget, meget vigtigt forslag, og det at snakke om vores vandressourcer er sådan noget, der godt kan få mig til at ligge søvnløs om natten. Jeg står lige her med et nyt udspil fra Danske Regioner, der netop fortæller om, hvor meget forurening der er i vores drikkevand, og hvordan vores vandressource er stærkt truet. Så det er jo en meget, meget vigtig sektor for hele vores samfund, og derfor er jeg meget, meget ked af, at vi, når vi i den her kreds skal kigge på den her sektor, vælger at kigge fuldstændig i den forkerte retning og slet ikke løse de problemer, der er i sektoren.
På en eller anden måde er det et meget godt eksempel på, hvordan Christiansborg virker i øjeblikket. Vi har problemer derude med vandforurening, vi har et kapacitetsproblem, og det, man vælger at gøre herinde, når man kigger på sektoren, er at kigge på, hvordan vi kan markedsgøre det, og hvad det er for en slags selskaber – alle mulige tekniske detaljer. Jeg skal indrømme, at det her er et meget, meget svært lovforslag, så jeg er slet ikke kommet ned i alle detaljerne endnu og har ikke forstået alle elementerne i det andet end sådan hovedlinjerne. Det synes jeg på et meget grundlæggende plan er dybt problematisk, altså at man fra Folketingets side faktisk ikke lytter til kritikken og forstår, hvor vigtig en sektor det her er.
Derudover er det også et godt eksempel på noget andet. Det bliver rost meget, at der er tale om en meget, meget bred forligskreds, men det viser jo netop, hvor apolitisk Folketinget sådan er blevet. Hvor er de ideologiske diskussioner? Når vi snakker affaldslov og vandlov, er vi altså nede i grundsubstansen af, hvad politik er. Hvad er det for en linje? Mener vi det grundlæggende er markedskræfterne, der skal løse vores problemer? Hvilken rolle spiller staten? Hvad er det for en velfærdsstat, vi har? Nu har vi en stat, der faktisk kan håndtere og understøtte vores naturressourcer, men det viser sig, at det kan vi i hvert fald ikke. Derfor er det ret ærgerligt, at hele den ideologiske snak fuldstændig er forsvundet, og jeg bliver nærmest kritiseret for at rejse de ideologiske spørgsmål, som om de ikke er relevante her.
Men summa summarum er, at der nu er et lovforslag her, som handler meget om effektivitet og forenklinger og alle mulige ting, og som på overfladen kan ligne noget administrativt og teknisk, men som netop gemmer rigtig mange detaljer, som det er rigtig vigtigt at forholde sig til. Her vil jeg bare lige nævne nogle af de første, som jeg synes er allervigtigst, og vi har allerede været inde på det i et par omgange, og det er det her med de mange beføjelser, der bliver givet ikke blot til ministeren, men videre til det her nye tilsyn, som jo så får nogle meget, meget store beføjelser, som jo ikke bare handler om, at de skal administrere og håndhæve, for de får også magt over vandselskaberne og i nogen grad også, ser det ud til – og meget af det er også stadig væk uklart, og det er også det, høringssvarene kritiserer, nemlig at vi ikke ved det præcis – mere magt også nogle gange over kommunerne. Det er jo sådan noget, der bekymrer mig set i et demokratisk perspektiv: Hvem er det her tilsyn? Hvordan kommer de til at arbejde? Hvad er den politiske linje? Og umiddelbart ligner den linje, der ligger i det, en meget blå og sort linje, der hverken motiverer i retning af miljø- eller klimatiltag eller har et perspektiv, hvor man beskytter borgerne eller kigger på kommunernes penge.
For ja, der er et spørgsmål om pris, men spørgsmålet er, om vi har brug for billigere vand i det her land. Hvorfor har vi brug for det? Vi har at gøre med en knap ressource, som vi faktisk skal bruge mindre af for også at understøtte vores grundvand, men i det hele taget har vi nogle meget vandressourcekrævende virksomheder, og der har vi faktisk ikke behov for, at de får billigere vand. Vi har brug for, at de effektiviserer og bruger mindre vand. Så der er den diskussion om, at det igen godt lige umiddelbart kan lyde godt, hvis man har et økonomisk perspektiv på den her sektor og siger: Nå, men borgerne vil da gerne have billigere vand. Men hvis vi kigger på det i et ressourceperspektiv, er det altså ikke altid lavere priser, der er det rigtige, og slet ikke, hvis det så også handler om, at vi gerne vil have mere rent drikkevand.
Derudover er der så den sidste pointe, jeg også gerne vil nævne, og det er den her manglende retssikkerhed i forhold til selskaberne, som mange af høringssvarene nævner. Det er sådan noget, jeg synes er stærkt bekymrende, altså hvis man herinde i Folketinget ikke forstår den kritik af de love og regler, vi sætter op ude i verden, og ikke giver nogle klare rammer for nogle meget centrale sektorer. Hvis vi begynder med at skabe usikkerhed både om deres investeringer og deres fremtid osv. osv. – og det var det samme, vi så i forhold til affaldsloven – skaber vi en usikkerhed i forhold til nogle centrale sektorer. Så jeg håber virkelig, at vi i den følgende proces her faktisk kan få luget nogle af de her ting ud, sådan at vi kan sikre selskabernes retssikkerhed. Det kan da godt være, vi ikke er enige om den ideologiske linje, og det er helt fint, at vi har et Folketing, der langt ud på den traditionelle, gamle venstrefløj nu fører blå politik – og tillykke til højrefløjen med, at I har vundet alle de røde partier over på jeres fløj, det er jo rigtig fint – men i hvert fald skal vi jo stadig væk sikre os, at de retsvilkår, et selskab har inden for de her rammer, er i orden. Og der er det, vi både er tilbage ved beføjelserne, som er problem, men der også nogle andre ting, jeg tror vi kan kigge på. Så grundlæggende mener jeg bare, at vi skal tilbage til de politiske diskussioner, have noget mere ideologisk snak om, hvad det er for nogle grundlæggende mekanismer, vi indsætter i vores lovgivning, og så kan man altså ikke klare det her fra Folketingets side af ved bare at bemyndige ministeren til at træffe de politiske og ideologiske valg på vegne af os.