Tak for debatten. Jeg vil ikke komme med nogen lang tale, men bare et par enkelte bemærkninger. Det ene, jeg vil sige, handler om penge, som ikke har fyldt så meget i diskussionen, men dog alligevel lidt, og det er noget, som jeg synes generelt fylder meget i folkeskolediskussionen, fordi mange politiske diskussioner slutter med budskabet: Send flere penge. Jeg har prøvet at grave lidt i, hvor mange penge vi bruger på folkeskolen i dag. Vi bruger 92.000 kr. pr. elev i gennemsnit på 1 skoleår – nogle steder markant mindre og nogle steder mere, afhængigt af hvordan udfordringerne er på skolen – og det her beløb er jo inklusive specialundervisning, som også er en del af folkeskolens samlede undervisning. En af udfordringerne i folkeskolen for tiden er jo, at skolen lykkes med at inkludere færre og færre børn, og det betyder, at flere og flere børn går i specialklasser og specialskoler, hvor udgifterne pr. elev er markant højere, og det er så samtidig med til at udhule økonomien i de mere almene folkeskoletilbud, og det er lidt en ond spiral, folkeskolen er kommet ind i.
Med regeringens folkeskoleudspil foreslår vi at lægge yderligere penge oven i de 92.000 kr., og det gør vi med fuldstændig åbne øjne, fordi vi mener, at det er nødvendigt. Men jeg tror også, det er vigtigt for os som politikere, der laver lovgivningen omkring skolerne, at alle diskussioner ikke ender med: Send flere penge – men at vi diskuterer, hvordan vi så inden for rammerne af et af verdens dyreste skolesystemer vil lykkes med at få mere kvalitet ud i den anden ende. Og et bidrag til den diskussion er den debat, vi har haft i dag, så det er jeg glad for.
Den anden ting, jeg vil sige noget om, er formålet med skolen. Skolen er jo – sådan ser jeg selv på det – de voksnes gave til børnene. Det er en måde at sige til den næste generation, at de ikke selv behøver at opfinde den dybe tallerken, for vores generation har sådan set skrabet noget til bunke, som vi gerne vil levere videre. Det er noget viden og nogle færdigheder og indsigter, som de ikke behøver at opfinde en selv, fordi vi allerede har regnet en del ud, både om naturen, om menneskets historie og i forhold til nogle færdigheder, som kan bearbejde den virkelighed, man er en del af. Derfor tror jeg også, det er vigtigt at holde fast i, at når det nu er de voksnes gave til børnene, så nytter det ikke noget, at vi beder børnene om selv at vælge fra hylderne, hvad det er for en gave, de skal have. Altså, vi må holde fast i, at de voksne og i sidste ende Folketinget er dem, der bestemmer sig for, hvad der er skolens indhold, altså hvad det er for nogle fag og hvad indholdet af de fag, der skal formidles videre, er. Det nytter jo ikke noget, at vi spørger børnene, hvad de gerne vil lære i skolen, for så er der ingen grund til at holde skole.
Når det er sagt, ved vi jo, dels fordi vi lever i et demokratisk samfund, men også fordi vi ved, at det motiverer eleverne, og fordi det bare er almindelig sund fornuft, at vi også skal inddrage eleverne i de beslutninger, der træffes på skolerne. Derfor har vi regler om elevråd, og derfor er vi interesseret i, at der skal være flere valgfag, særlig for de ældste elever. Men vi bliver nødt til at holde fast i, at det er de voksne, der bestemmer, hvad det er, man skal lære i skolen. Ellers giver det for mig ikke mening i det hele taget at have en skole.
Det sidste, jeg vil sige, handler om den demokratiske betydning af de praktiske fag. Når jeg siger de praktiske fag, tænker jeg særlig på billedkunst, madkundskab, håndværk og design, som jo dels er nogle færdigheder, man kan tillære sig i skolen, men som jo også er en måde at påvirke sine omgivelser på, og derfor mener jeg også, at de fag har et demokratisk ideal i sig. I regeringen arbejder vi også på – vi har i hvert fald foreslået det – at for de ældste elever skal det også være muligt at vælge teknologi som et valgfag, og her er det vigtigt for mig, at teknologi ikke bare bliver et spørgsmål om, at man bliver forbruger af teknologi, men at man faktisk også kan bruge teknologi til at påvirke sine omgivelser, og dermed har det fag også et demokratisk ideal.
For vi politikere er jo vant til, at folk hele tiden spørger om, hvad vi mener, men de fleste borgere i det her samfund kan sagtens gå en dag, en uge eller en måned, uden at nogen faktisk spørger, hvad de mener, og hvad de mener at der skal forandres i samfundet. Der er det at opdrage næste generation til at påvirke sine omgivelser, f.eks. gennem musikken eller gennem håndværk og design, også en mulighed for at opdrage demokratiske borgere, der er i stand til at påvirke det samfund, de er en del af. Og det ønsker vi altså at knytte et ekstra fag på, nemlig teknologi, fordi den mulighed for, at man kan påvirke sine omgivelser og ikke blive en passiv forbruger af teknologien, også er ved faktisk at kunne forstå at anvende den, og derfor er teknologi for mig også et praktisk fag.
De tre ting – at penge ikke kan være det eneste svar, og at de voksne er nødt til at beslutte, hvad det faktisk er, man skal lære, og at de praktiske fag også har et demokratisk ideal i sig – er de vigtigste notater, jeg tager med mig videre fra forespørgselsdebatten.
Så synes jeg også altid, når vi diskuterer folkeskolen, at vi skal diskutere med hinanden, hvordan det egentlig går med det, vi allerede har besluttet, og som vi er enige om, f.eks. elevrådsbekendtgørelsen. Hvis man læser den, er den smuk, og den bærer efterkrigstidens demokratiske idealer i sig, nemlig at det er vigtigt at opdrage næste generation med indflydelse på deres egen dagligdag. Men hvordan går det egentlig med det? Hvor mange skoler har faktisk et velfungerende elevråd? Hvor mange steder understøtter skoleledelsen faktisk, at de i praksis er med til at påvirke de beslutninger? Og den diskussion bliver kun vigtigere, hvis vi fra Folketingets side beslutter at frisætte mere, fjerne flere bindinger i folkeskoleloven og lægge flere beslutninger ud lokalt; så bliver det endnu vigtigere, at vi får fulgt op på, om de idealer og de beslutninger, der er i elevrådsbekendtgørelsen, faktisk også materialiserer sig i den virkelige verden. Det er i hvert fald også en ting, jeg vil tage med mig videre fra debatten. Tak for ordet.