Tak. Danmark skal jo leve op til EU's vandrammedirektiv, og det har Danmark meget svært ved. Det har bl.a. en historik, der går tilbage til 2015, da de borgerlige vedtog en blå landbrugspakke. Det var en landbrugspakke, som øgede den mængde gødning, som landmændene kunne bruge, den baserede sig på frivillige aftaler, og randzonerne skulle så også slettes.
Det var vi mange partier der var imod, og vi står nu med en akut situation, hvor det for hver dag bliver sværere og sværere at leve op til EU's vandrammedirektiv. Vi skal frem til en samlet reduktion på mindst 18.000 tons, og der kan det at genindføre randzonerne sådan set være et væsentligt bidrag, ikke hele bidraget, men vi er nødt til at vælge noget, som batter noget.
Der har på det seneste og under et samråd i går været fokus på, hvor meget man har gjort for at redde Vejle Fjord, og der er vi altså nede i, at vi måske løser 1 pct. af den samlede opgave for at redde Vejle Fjord. Hvis vi tager randzonerne, er det altså et væsentlig større bidrag, og vi står over for, at vi er nødt til at lave noget handling, som virker, over for vores vandmiljø.
Jeg har noteret mig, at der er nogle af de personer, som var centrale, da man lavede den blå landbrugsaftale, som er kommet frem til at revurdere deres holdning. Det drejer sig om hr. Lars Løkke Rasmussen, som var statsminister, da man lavede den blå landbrugspakke, og som nu for et andet parti begynder at sige: Det var ikke rigtigt, hvad vi lavede dengang. Så jeg håber, at den der selvransagelse vil brede sig, brede sig til nogle af de partier, der havde ansvaret for det tilbage i 2015.
Vi står altså i en situation, hvor vores kvælstofforurening fra landbruget ikke er blevet reduceret siden 2015, og vi skal i løbet af 3 år leve op til EU's vandrammedirektiv. Det kan man ikke gøre uden markant handling. Noget af det kan være at reducere landbrugets brug af gødning, noget af det kan være at genindføre randzonerne, noget af det kan være at indføre nogle meget store naturområder, som Klimarådet har anbefalet os, men der skal handling til.
Det er jo der, det er lidt ærgerligt at opleve et samråd i går, hvor ministeren nøler med at sige, hvornår vi bliver indkaldt til forhandlinger. Den der lille del af finanslovsaftalen, en akutpakke for havet, var jo noget, som en række partier uden for regeringen fik presset igennem. Man bruger så omkring 400 mio. kr. på at sikre, at noget af det, som allerede er aftalt, bliver gennemført. Ja, det er fint nok, men det er altså noget, der stadig væk er nede i kategorien: små handlinger. Vi er nødt til at træde op på den store klinge, og der er genindførelse af randzonerne et af de virkemidler, vi skal have gennemført.
Så derfor vil jeg komme med en appel til, at den der selvransagelse, som hr. Lars Løkke Rasmussen, er startet på, ligesom breder sig til de partier, som havde det fulde ansvar for den blå landbrugspakke, og det var Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Der er så nyere partier, der ikke har stor indflydelse på det, men derfor kan de jo selvfølgelig godt påvirke det alligevel, når man skal stemme lige om lidt. Så her er en klar anbefaling til at stemme for det her beslutningsforslag, som Enhedslisten, SF og Alternativet har fremsat sammen, og som Radikale Venstre også har tilsluttet sig. Så jeg ser frem til en afstemning, der virkelig rykker. Tak for ordet.