Hvad skal man sige tak for? Tak for debatten. Det er jo altid spændende, når vi har de her beslutningsforslag til behandling, at høre de fire versioner af et nej, man får, et fra en minister og så tre fra de tre ordførere for regeringspartierne. Det er fire nuancer af grå, eller hvad man skal sige. Jeg synes, at der stadig væk udestår, hvordan det så er, man vil løse problemerne. Altså, vi er jo godt klar over, at en genindførelse af randzonerne ikke løser hele problemet. Det er sådan en 1.000-tonkvælstofreduktion, og det er jo slet ikke nok. Der skal langt mere til, og debatten her har jo ikke vist, hvordan man så skal komme i mål. Liberal Alliance har ret i, at der skal udtages nogle arealer fra landbruget, og det er ikke nogen nem øvelse, fordi den private ejendomsret jo eksisterer i Danmark. Man kan ikke bare tage jorden fra folk.
Vi skal lave noget, der er effektivt for at leve op til vandrammedirektivet i 2027, og man kan sådan set godt sætte sig ned og regne på, hvad det har af effekt, hvis man reducerer antallet af husdyr. Det har en stor effekt. Man kan også regne på, at hvis man nedsætter gødningsnormen, som blev sat op med den blå landbrugspakke tilbage i 2015, har det en effekt. Det kunne man jo også se, da man hævede gødningsnormen og gav landbruget lov til at have flere husdyr, end man tidligere havde haft. Hvis man kigger på grafen over kvælstofforureningen ude i vores hav, har den jo ikke været nedadgående de sidste 10 år. Det er jo den virkelighed, vi har. Så kan man godt snakke lidt om, om der kunne være et eller andet teknologisk, der kunne hjælpe os; det kan man jo ikke udelukke, men det er meget svært at lave noget, som har virkning på den korte bane.
Der er en del partier, der har stor begejstring omkring EU, og hvad EU kan og skal osv. I Enhedslisten er vi også meget for, at det, der er grænseoverskridende forurening, skal begrænses. Det er også derfor, vi skal have et vandrammedirektiv i EU, som virker, og hvor vi kommer frem til, at vores fælles hav er et rent hav, hvor vi får genoprettet fiskebestandene. Hvorfor producere alle fødevarer på landjorden, hvis vi kunne komme frem til en harmoni, hvor man havde langt færre husdyr i landbruget, men havde et hav med fisk i, så man kunne fange nogle fisk? Er det vidtgående at mene det? Ja, det er det jo lidt, når man hører debatten i dag; så er det godt nok langt fra det scenarie.
Jeg er godt klar over, at vi skal have en genforhandling af landbrugsaftalen i år, for der står jo i landbrugsaftalen, at det skulle ske i 2023 eller 2024. Det skete ikke i 2023, og så må det jo blive i 2024. Så er det, regeringen gerne vil have sådan en trepartsforhandling, og at den skal foretages inden, selv om vi jo er en lang række partier, som er parate til at forhandle for at lave noget, der virker. Det får vi så ikke lov til på den her side af sommerferien. Der er også en CO2-afgift, som skal indføres. Jeg tror nok, at selv regeringen er enige i, at det skal ske. Vi kan sagtens lave noget, som har en positiv effekt på både at nedbringe kvælstofforureningen og vores CO2-udslip. Der er en vis sammenhæng i tingene. Så det er ikke, fordi jeg er totalt pessimist, men vi har ikke tid nok, og det er derfor, vi er utålmodige og fremsætter sådan nogle forslag her om, at der skal ske mere.
Det her med at genindføre randzonerne var jo en del af det udspil, som SF, Radikale, Alternativet og Enhedslisten lavede om en akutplan for vores hav, som vi var ude med der i efteråret, hvor der var et kæmpe iltsvind – det største iltsvind i 20 år. Skulle det iltsvind ikke være anledning til, at man skulle lave mere handling? Det var det, der var vores tanke, og i den fælles plan var jo det, at randzonerne skulle genindføres. Er det så klogt samtlige steder at genindføre randzonerne? Det kan vi da godt tage en debat om. Hvad nu, hvis det kun var 60 pct. af stederne, man skulle bruge det greb? Det er vi da åbne over for en diskussion om, men er der ikke rigtig mange steder, hvor det giver mening at genindføre randzonerne? Man vil bare lave det hele om til, at det er frivilligt for landbruget at lave en indsats, og så får vi så indimellem at vide af miljøministeren, at der er en eller anden stor hammer, der skal falde. Jeg har ikke rigtig helt fundet ud af, hvor i skuffen miljøministeren har den hammer liggende. Jeg har ikke fået det forklaret. Vi har stillet nogle spørgsmål omkring det, men ikke fået svar endnu. Det kan være, der er et redskab, vi har overset, men jeg tvivler faktisk på det.
Hvis det er sådan, at man afviser alle tiltag, kommer vi frem til en dag, hvor regeringen sikkert vil sige: Ja, vi kan ikke nå i mål med vandrammedirektivet. Er det det, der er masterplanen, altså at man faktisk helst vil være fri for at komme i mål med det? Er det, fordi man ikke tør at genere et landbrug, som lobbymæssigt har stor indflydelse i Danmark, men økonomisk har væsentlig mindre indflydelse på vores samlede økonomi? Vores turismeerhverv har faktisk en væsentlig interesse for vores samlede økonomi. Vil de tyskere, der kommer herop for at fange en fisk, blive ved med at komme år efter år, hvis de ikke fanger nogen fisk? Det vil de da ikke. Vi står med nogle kæmpe problemer, som skal løses. Det vandrammedirektiv skal vi leve op til. Så vil der være nogle havområder, som det vil tage meget lang tid at genoprette, og der vil være andre steder, hvor vi nok kan se en effekt rimelig hurtigt.
Befolkningen er med på den her dagsorden. Der er frivillige, der vil plante ålegræs det ene og det andet sted. Det giver bare ikke mening, hvis der er så meget kvælstof i vandet, at ålegræsset ikke kan vokse. Vi har sådan set en vinderdagsorden her, men vi har en taberregering, og det er problemet i den her sag. Vi skal nå i mål med vandrammedirektivet, og det er der så ikke en politisk vilje til i dag. Det er der, hvor den står. Jeg ser frem til, at der bliver nogle reelle forhandlinger om at få nedbragt vores kvælstofforurening af havet.