Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 89:

Forslag til folketingsbeslutning om styrkede rettigheder for varetægtsarrestanter.

Af Zenia Stampe (RV) og Martin Lidegaard (RV).

(Fremsættelse 30.11.2023).

Jeg kan forstå, at fru Zenia Stampe ønsker at give en begrundelse for forslaget, så værsgo til at gå på talerstolen.

Jeg skal lige spørge om noget formelt først: Hvor lang tid er det egentlig, man har til det? (Fjerde næstformand (Karina Adsbøl):2 minutter). Okay, så kan jeg godt se, at jeg skal vente med min større tale til til sidst, og så vil jeg bare lynhurtigt motivere beslutningsforslaget.

Varetægtsfængsling og navnlig Danmarks anvendelse af varetægtsfængsling har jo været et varmt emne i mange år, i hvert fald i al den tid, jeg har fulgt retspolitikken, både hvad angår omfanget af varetægtsfængslinger, varigheden af varetægtsfængslinger, men også de forhold, som folk er varetægtsfængslet under. Derfor handler beslutningsforslaget grundlæggende om en opfordring til regeringen om at indkalde til forhandlinger om regulering af hele varetægtsfængslingsområdet, for i modsætning til almindelig strafafsoning er det et område, der ikke rigtig er reguleret.

Vi er jo ikke principielt imod varetægtsfængsling, selv om varetægtsfængsling i sig selv bryder med princippet om, at man er uskyldig, indtil andet er bevist og man har fået en dom. Vi kan godt se, at der kan være grunde til at varetægtsfængsle, men vi mener, at det sker med meget stor lemfældighed i dag, og at der ikke er reguleret godt nok, så vi er sikre på, at retssikkerheden og rettighederne er i orden.

Det er den overordnede begrundelse for forslaget, og jeg glæder mig til at vende tilbage og til at høre debatten.

Tak til ordføreren.

Så er forhandlingen åbnet. Den første, der får ordet, er justitsministeren. Værsgo.

Tak for ordet, og også tak til fru Zenia Stampe og medforslagsstilleren for at sætte fokus på et vigtigt emne, nemlig varetægtsfængsling. Varetægtsfængsling er et vigtigt redskab i vores retssamfund – et redskab, der først og fremmest skal sikre, at personer, som er sigtet for grove forbrydelser, ikke vanskeliggør opklaringen af forbrydelsen eller begår ny kriminalitet. Derudover er varetægtsfængsling i nogle tilfælde afgørende for retsfølelsen og kan også sikre, at de forurettede ikke skal frygte at møde deres gerningsmand på gaden, dagen efter at de er blevet udsat for en grov forbrydelse. Når det er sagt, er der et problem med lange sagsbehandlingstider i vores retssystem, og det kan medføre lange varetægtsfængslinger, så derfor er jeg enig med forslagsstillerne i, at omfanget af varetægtsfængslinger og rettighederne for varetægtsarrestanter er et område, som er værd at se på. Alligevel kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Beslutningsforslaget vedrører og berører forskellige elementer af varetægtsfængsling, og jeg vil begynde med at adressere den første del af beslutningsforslaget, der pålægger regeringen at indkalde til politiske forhandlinger om varetægtsarrestanters rettigheder. Herefter vil jeg gå til den anden del af beslutningsforslaget, som handler om, hvorvidt det er muligt at begrænse omfanget og længden af varetægtsfængslinger.

Reglerne om varetægtsarrestanternes rettigheder og pligter under varetægtsfængslingen er navnlig fastsat i varetægtsbekendtgørelsen. Varetægtsarrestanter har på en række områder som udgangspunkt de samme rettigheder som dømte, der afsoner en dom i et af kriminalforsorgens fængsler. Tilbuddene til varetægtsarrestanter er dog i visse tilfælde begrænset i forhold til tilbuddene i fængslerne. Det skyldes navnlig de bygningsmæssige forhold i arresthusene og manglen på fængselsbetjente. En stor del af arresterne i Danmark er ældre bygninger, hvor der f.eks. ikke er egentlige fællesskabsrum. Det betyder dog ikke, at varetægtsarrestanterne ikke har mulighed for fællesskab. Kriminalforsorgen tilbyder såkaldt styret cellefællesskab, hvilket konkret betyder, at arrestanterne har mulighed for at være sammen med en eller undtagelsesvis flere andre indsatte i eget opholdsrum i de tilfælde, hvor arresthuset ikke har et fællesskabsrum.

Kriminalforsorgen balancerer hele tiden mellem hensynet til den enkelte indsatte på den ene side og hensynet til mangel på fængselsbetjente og kapacitet på den anden side. I oktober har kriminalforsorgen f.eks. genåbnet pladser i arresten på Polititorvet i København trods fortsat personalemangel, og det var bl.a. af hensyn til de varetægtsfængslede.

Selv om jeg ikke kan støtte en lov om varetægtsarrestanters rettigheder, er jeg optaget af at sikre og forbedre varetægtsarrestanters rettigheder i kriminalforsorgens institutioner. Derfor iværksættes jævnligt initiativer, som forbedrer forholdene. Der er flere igangværende initiativer. Bl.a. blev det med aftalen om kriminalforsorgens økonomi besluttet at opføre en ny, sikker og moderne arrest på Sjælland for at udvide den samlede kapacitet og for at lukke utidssvarende kapacitet, hvis belægsituationen tillader det.

Der er ved planlægningen og også projekteringen af den kommende arrest i Slagelse stort fokus på, at de fysiske forhold bliver tidssvarende, både for så vidt angår cellerne og de faciliteter, der hører til. Det gælder bl.a. fællesskab, undervisning, behandling og beskæftigelse af varetægtsarrestanter. Samtidig har kriminalforsorgen nedsat en arbejdsgruppe, der bl.a. skal se på eventuelle udfordringer vedrørende afviklingen af besøg og også varetægtsarrestanters mulighed for besøg af familie og pårørende.

Der er dog som tidligere nævnt en række andre større udfordringer, som skal løses, før det er tid til at vurdere, om der skal lovgives om varetægtsarrestanters rettigheder. Det angår således de bygningsmæssige forhold i arresthusene, som betyder, at en ligestilling af rettighederne for afsonere og varetægtsarrestanter vil være meget vanskelig at efterleve i praksis under de nuværende fysiske rammer. En stor del af arresterne i Danmark er ældre bygninger, der således ikke er tidssvarende, både for så vidt angår cellerne og de tilhørende faciliteter til bl.a. fællesskab, undervisning og beskæftigelse.

Hvis varetægtsarrestanters rettigheder skal ligestilles med afsoneres rettigheder, vil det være nødvendigt at ombygge eller lukke en stor del af de eksisterende arresthuse og opføre nye og tidssvarende arresthuse. De økonomiske konsekvenser af beslutningsforslaget må derfor antages at være ganske betydelige. Opførelsen af et nyt arresthus estimeres at koste 2,5 mia. kr., og derfra kan man jo så gange op. Hertil kommer et historisk højt belæg i kriminalforsorgens institutioner og ikke mindst manglen på uniformeret personale. Det påvirker også tilbuddene i arresthusene.

Varetægtsarrestanters rettigheder er som sagt et emne, der løbende er fokus på både i Justitsministeriet og kriminalforsorgen, herunder i forhold til om der er behov for at ændre reglerne for varetægtsarrestanter.

Så går vi til spørgsmålet om omfanget af varetægtsfængslinger i Danmark. Når vi taler om omfanget af varetægtsfængslinger i Danmark, synes jeg man er nødt til at tage højde for flere forskellige forhold. For det første er varetægtsfængsling et vigtigt værktøj til at sikre, at personer, der er sigtet for grove forbrydelser, ikke vanskeliggør opklaringen af forbrydelsen eller begår ny kriminalitet, og at eksempelvis voldtægtsofre ikke skal møde gerningspersonen på gaden kort tid efter forbrydelsen.

For det andet er der krav, som skal opfyldes, før man kan varetægtsfængsle en person. Det kan ikke bare ske uden videre. Der er bl.a. krav til alvoren af kriminaliteten, mistankens styrke og til begrundelsen for varetægtsfængslingen. Desuden skal varetægtsfængslingen være et proportionelt indgreb. Det betyder, at det i enhver sag om varetægtsfængsling vurderes, om indgrebet er proportionelt i forhold til sagens betydning, længden af den forventede straf, hvis den sigtede findes skyldig, og den sigtedes personlige forhold. Sidst, men ikke mindst, er der frister for, hvor længe en person kan være varetægtsfængslet, før en dommer eventuelt igen skal tage stilling til, om betingelserne er opfyldt.

Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at varetægtsfængsling er et indgribende værktøj. Selv om antallet af varetægtsfængslinger er faldet med over 20 pct. de seneste 5 år, er der noget, der tyder på, at den gennemsnitlige varighed af varetægtsfængslinger har været stigende, og at varigheden er længere i Danmark end i Sverige. Justitsministeriet ser derfor på – det er noget, jeg har bedt ministeriet om – hvad der kan være årsagen til forskellene i omfanget af varetægtsfængslinger i Danmark sammenlignet med andre lande, herunder Norge og Sverige. Det vil Folketingets partier som opfølgning på det arbejde blive indkaldt til en drøftelse om her i første halvår af 2024.

For at opsummere vil jeg sige: Regeringen ser med stor alvor på, at vores fængsler og arresthuse befinder sig i en meget vanskelig situation. Vi arbejder derfor på højtryk for at få lettet presset på de danske fængsler og arresthuse, både med flere fængselsbetjente og flere pladser til varetægtsarrestanter og indsatte. Begge dele er der hårdt brug for, og begge dele er en forudsætning for de tilbud, vi kan tilbyde varetægtsarrestanterne i landets arresthuse, og for, at arrestanter rent faktisk kan gøre brug af tilbuddene. Men beslutningsforslaget, hvor man ikke har taget højde for det høje belæg i kriminalforsorgen, manglen på uniformeret personale og de bygningsmæssige udfordringer, kan regeringen som nævnt ikke støtte. Tak for ordet.

Tak til justitsministeren. Der er en kort bemærkning til fru Zenia Stampe, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg vil starte med at kvittere for talen og især slutningen, hvor ministeren lægger op til en politisk drøftelse, for det var i virkeligheden det, jeg sad og brændte inde med – at jeg måske godt kan forstå, at en regering ikke med det samme er parat til at forpligte sig til ny lovgivning, især ikke når der er alt muligt andet med strafreform osv. i pipelinen, men at man lægger op til en eller anden form for politisk involvering. Så tak for det.

Så vil jeg bare gerne lige have en refleksion. Altså, når Danmark varetægtsfængsler så meget – det er ca. 40 pct. af vores indsatte, der er varetægtsfængslet; det tilsvarende tal i Tyskland er 20 pct., i Norge ligger det også på 20 pct. og i Sverige på 30 pct. – har justitsministeren så en forklaring på, at der er så stor forskel på, hvor meget man varetægtsfængsler i forhold til de her sammenlignelige lande?

Justitsministeren.

Jeg tror, det er vigtigt at holde sig for øje, at der jo er noget, der tyder på, at det i, hvad kan man sige, sammenligning med befolkningen osv. ikke er antallet af beslutninger om varetægtsfængsling, men at det er varetægtsfængslingernes længde. Og det tror jeg man kan forklare på flere forskellige måder. En af de nærliggende forklaringer er selvfølgelig, at hele vores retsvæsen, domstolene i særdeleshed, har været præget af meget lange sagsbehandlingstider, som jo så også gør, at den enkelte varetægtsfængslede venter længere tid på at få sin sag afgjort og få en endelig dom, der så kan føre til en egentlig fængsling, hvis dommen tilsiger det.

Så kan der måske være noget i at undersøge – og det er noget af det, jeg har bedt Justitsministeriet om – om vi er mindre tilbøjelige til eksempelvis at varetægtsfængsle ved brug af surrogasi. Og andre forklaringer kan selvfølgelig også gøre sig gældende. Men jeg vil være meget tilbageholdende med skarpt at konkludere, at vi skal varetægtsfængsle mindre. Jeg synes jo, det er en skrækkelig sag og et skrækkeligt eksempel med bilisten på Langebro, der slog en politibetjent ihjel, og hvor man netop ikke varetægtsfængslede den mistænkte, og hvor vedkommende i dag befinder sig i De Forenede Arabiske Emirater, som vi har svært ved at få udleveret ham fra. Det er bare for at nævne ét eksempel.

Tak. Spørgeren for den anden korte bemærkning? Nej. Så går vi videre til hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance.

Det fangede lige min opmærksomhed, at ministeren svarede fru Zenia Stampe, at det ikke handler om mængden af varetægtsfængslinger i forhold til befolkningsantallet. Men nu kigger jeg jo bare på tallene, og jeg kan se, at vi i Danmark har 28 varetægtsfængslede pr. 100.000 indbyggere, mens man i Sverige har 17, i Norge 15, i Finland 12 og i Tyskland 10. Altså, der er næsten tre gange så mange varetægtsfængslede pr. 100.000 indbyggere i Danmark som i Tyskland, og så kan det ikke kun være, fordi vi har en sløvere sagsbehandling ved domstolene, men der må også være noget andet, der ligger bag. Det må ministeren da på en eller anden måde kunne medgive, altså at tallene i hvert fald peger på, at det, ministeren lige sagde, måske ikke var helt så nagelfast, som ministeren fik det til at lyde.

Justitsministeren.

Jeg siger sjældent noget, der er nagelfast, men jeg forholder mig i hvert fald til, at det, der vurderes at være makronbunden bag de tal, som hr. Steffen Larsen korrekt gengiver, er, at den enkelte også sidder varetægtsfængslet i længere tid. Det vil jo sige, at der, hvor man måske i nogle lande når at føre det til en domfældelse og derved en regulær fængsling tidligere, så sidder man i den samme sag længere tid.

Ikke desto mindre er det stadig væk værd at kigge ned i, om vi er mere tilbøjelige til at varetægtsfængsle, også målt i antal. Som jeg også nævnte i mit svar til fru Zenia Stampe, kan det eksempelvis være, at vi er mindre tilbøjelige til at give folk en fodlænke på og bruge surrogat i andre sammenhænge, og der har jeg jo bedt Justitsministeriet om at dykke ordentligt ned i de tal, der ligger bag, for så også at kunne have en politisk drøftelse med Folketingets partier.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Jo, men 100 pct. flere varetægtsfængslede pr. 100.000 indbyggere er alligevel meget, i forhold til at det alene skulle være, fordi det går langsomt i vores retssystem, vel vidende at det faktisk også gør det i nogle af vores nabolandes retssystemer. Det ved vi jo fra nogle af de tal, vi har fået fra vores domstolsforhandlinger, og det er heller ikke, fordi det går superhurtigt ved de tyske domstole eller de svenske domstole for den sags skyld. De har også relativt lange ventetider, i forhold til at en sag kommer til domfældelse. Så der må være noget andet, der ligger bag det, når vi har 100 pct. eller næsten 200 pct. flere pr. 100.000 indbyggere, som sidder varetægtsfængslet.

Justitsministeren.

Men der vil jo helt sikkert også som et oplæg til den drøftelse vise sig at være andre bagvedliggende forklaringer. Jeg vil bare være meget, meget tilbageholdende med at konkludere, at det nødvendigvis er, fordi vi varetægtsfængsler for meget. Det kunne f.eks. også godt være, at man i Sverige varetægtsfængslede for lidt i forhold til de enorme kriminalitetsudfordringer, som man har derovre.

Derfor er jeg også bare meget varsom med at konkludere skarpt på, hvad der er svaret på den her problemstilling og den her helt åbenlyse udfordring. For det er jo klart, at når man i Vestre Fængsel eksempelvis har et belæg, der i perioder er på 115 pct. – sådan var det, sidst jeg besøgte dem – skaber det enorme udfordringer. Derfor tror jeg også, vi alle har en interesse at få et 360-gradersblik på hele den her problemstilling.

Tak. Så er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti.

Nu har mine kollegaer jo taget fat på problemstillingen om, hvorvidt vi varetægtsfængsler for meget. Jeg tror, at selv hvis vi kiggede på alle de omkringliggende lande, ville vi nok komme frem til, at vi varetægtsfængsler langt mere end rigtig mange andre lande. Så der er nok noget, der tyder mere på, at Danmark stikker ud her, end at det er de andre lande, der varetægtsfængsler for lidt.

Det, jeg gerne vil spørge til, er en lille flig af det, for jeg er meget optaget af børnene, altså de indsattes børn. Jeg synes jo, at børn skal have krav på kontakt med deres forældre. Der er faktisk rigtig mange af de her børn, som sidder og forestiller sig, at far er på vand og brød og sidder i en sort-hvid-stribet dragt med en kugle om benene, for det er det, de ser i tegnefilmene. De er enormt bekymrede for, hvad der jo typisk er en far. Men der er jo besøgs- og brevkontrol, og det spænder rigtig meget ben for, at de kan få besøg af de her børn, og hvis de får besøg, er det sådan noget, der ligger i institutionstiden eller i skoletiden, fordi der skal være en politimand til stede. Den type foranstaltninger overforbruger vi også. Så er det noget, ministeren kunne tænke sig at kigge på og sørge for, altså at besøg kan finde sted på tidspunkter, hvor det ikke går ud over skoletiden?

Tak. Justitsministeren.

Først vil jeg bare lige hive fat i den første del, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt nævner. Jeg tror, det er vigtigt hele tiden at holde sig for øje, at ja, vi har et større omfang, herunder længere varetægtsfængslinger i Danmark. Det er noget, som jeg mener vi alle sammen med fordel bør og skal diskutere og også dykke ned i. Jeg vil bare meget nødig konkludere på forhånd, at det er for meget, og at det derved er et problem, at vi gør det.

Nu nævnte jeg før Sverige, og man kan jo også i forhold til nogle af de andre sammenlignelige lande diskutere, om det er, fordi vi så også har mindre kriminalitet i Danmark, om vi er bedre til rent faktisk også at få opklaret den kriminalitet, der er, fordi der bliver varetægtsfængslet, og om man derved så også undgår, at de mistænkte for en given forbrydelse ikke har held med at obstruere den videre efterforskning af forbrydelsen. Jeg tror bare, man er nødt til at have det element med frem for kun at konkludere skarpt, at vi varetægtsfængsler mere, og at ergo er det i sig selv et problem.

Tak. Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Så vil jeg stille mit andet spørgsmål igen. Det handler nemlig om børnene og besøgs- og brevkontrol, som vi ikke har nogen særlig gode opgørelser over, men som jeg i hvert fald har set tal på ligger på omkring 50 pct. Det her betyder, at ægtefæller må tage fri fra arbejde, fordi det skal ligge i arbejdstiden, vel at mærke politiets arbejdstid. Det er børnene, der skal hives ud af skolen, og i forvejen er de i en sårbar situation. Så kunne vi ikke finde en bedre løsning, hvor der også, hvis man skal opretholde den her ordning, kan laves noget, som ikke går ud over børnenes skolegang og de voksnes arbejdstid?

Tak. Justitsministeren.

Jeg er meget åben over for at diskutere, hvilke forbedringer der kan være. Det er i hvert fald helt åbenlyst, at det vil være til alles fordel. Det vil være til fordel for medarbejderne i kriminalforsorgen, fordi det vil være konfliktnedtrappende, at arrestanterne rent faktisk også har kontakt til deres familier og har mulighed for også at se dem under en varetægtsfængsling, lige såvel som det selvfølgelig også er til fordel for familien og ikke mindst også børnene. Det er jo ikke dem, der skal straffes for, at de har en forælder, der har begået kriminalitet. Men det skal selvfølgelig hele tiden gå hånd i hånd med, at det ikke bidrager til, at man lægger hindringer i vejen for efterforskningen af kriminaliteten, som vi jo bl.a. i sin tid så det med den såkaldte Amagermand og dennes involvering af sin søn i forbindelse med efterforskningen af det, han var mistænkt for.

Når formanden rejser sig, er tiden gået.

Nu er det hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for en fin tale. Jeg synes egentlig, justitsministeren rammer mange balancer rigtigt og fornuftigt i sin tale. Jeg konfronteres en gang imellem af borgere, der sender mig enkeltsager og spørger, om det ikke er urimeligt, at f.eks. i den her situation er der ikke varetægtsfængsling og der er personen sat fri, indtil der kan ske noget andet. Nu stiller jeg et meget ledende spørgsmål, men det kan vel også være, justitsminister, at der er nogle sager, hvor vi faktisk varetægtsfængsler for lidt, altså hvor der, hvis vi havde den kapacitet i vores kriminalforsorg, der skulle til, og hvis vi førte den retspolitik, vi fuldstændig kunne drømme om, ville være situationer, hvor vi ville varetægtsfængsle mere eller længere, end vi gør i dag, ikke sandt, justitsminister?

Justitsministeren.

Hvis jeg lige må starte med den sidste del. Jeg tror, vi skal være meget påpasselige med at mistænke anklagemyndighedens påstand om varetægtsfængsling og tilsvarende dommernes afgørelse af det som værende et hensyn til kapaciteten i kriminalforsorgen. At der så er kapacitetsudfordringer i kriminalforsorgen, er jo helt åbenlyst.

I forhold til den første del er jeg fuldstændig enig med hr. Peter Kofod. Jeg tror, der kan være mindst lige så mange eksempler, hvor man enten burde have varetægtsfængslet eller i hvert fald burde have gjort noget andet. Jeg synes jo, at den skrækkelige sag med politibetjenten Magnus Buhl Hansen, der blev slået ihjel på Langebro, og hvor den mistænkte efterfølgende ikke bliver varetægtsfængslet, derefter udrejser af landet og nu efter vores bedste vidende opholder sig i Dubai, i hvert fald er et skrækkeligt eksempel på en situation, hvor man ikke varetægtsfængslede.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning. Man skal lige huske at trykke sig ind.

Tak for det svar. Det er måske delvis sagt af justitsministeren i talen, men jeg har bare en yderligere kommentar. Bare fordi man gør ting på en anden måde i Sverige, behøver det jo ikke at være os, der gør noget forkert. Det kunne jo også være i Sverige, man har gjort nogle ting på en meget uhensigtsmæssig måde. Så det er måske bare en kommentar til det, men ellers vil jeg sige, at jeg jo er fuldstændig enig i det, ministeren sagde i sin besvarelse af mit tidligere spørgsmål. Tak.

Justitsministeren.

Det er jeg meget enig i, og derfor tror jeg, vi alle sammen, særlig på det retspolitiske område, jo desværre skal vænne os til en virkelighed, hvor det er sådan, at når vi omtaler eller bruger frasen lande, vi normalt sammenligner os med, er den triste kendsgerning, at landet på den anden side af Øresund kan vi ikke længere sammenligne os med. Vi kan ikke længere sammenligne os med det, der foregår i Sverige. Jeg tror desværre også, i hvert fald hvis man kigger på bestemte dele af kriminalitetsstatistikken, at der også andre steder i Europa er mange lande, Sverige heller ikke kan sammenligne sig med, og det tror jeg vi ligesom måske bare alle sammen skal vænne os til.

Tak til justitsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Bjørn Brandenborg fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, formand. Beslutningsforslaget lægger for det første op til, at vi igangsætter forhandlinger, som skal sikre varetægtsarrestanter bedre rettigheder. For det andet lægger forslaget op til, at regeringen afdækker og foreslår initiativer, der mindsker omfanget og varigheden af varetægtsfængslinger. Dermed sætter forslagsstillerne spot på et vigtigt emne, nemlig hvordan vi varetægtsfængsler her i Danmark.

Vi varetægtsfængsler jo af forskellige årsager, eksempelvis for at sikre efterforskningen eller sikre, at gerningspersonen ikke flygter eller begår mere kriminalitet. Og fordi varetægtsfængsling er et meget indgribende redskab at tage i brug, er der selvfølgelig en række betingelser, der skal være opfyldt, før man bliver varetægtsfængslet.

Men det betyder selvsagt ikke, at vi ikke løbende skal se på, hvordan og hvor meget vi varetægtsfængsler her i landet. Det skal vi selvfølgelig, og vi drøfter da også jævnligt forholdene for varetægtsarrestanter og omfanget af varetægtsfængslinger i forskellige sammenhænge; i dag gør vi det i form af beslutningsforslaget, som vi dog ikke kan stemme for.

I forhold til spørgsmålet om varetægtsarrestanters rettigheder har justitsministeren netop gennemgået, hvordan det i praksis ser ud med det område i dag, så det vil jeg ikke trætte jer med. Jeg vil blot nævne, at vi i Socialdemokratiet er meget bevidste om, hvor alvorligt det ser ud i vores kriminalforsorg i forhold til både bemanding og pladser, og selv om der er sat et grundigt arbejde i gang for at vende udviklingen, er det desværre også en udfordring i forhold til varetægtsområdet.

Vi skal selvfølgelig stadig gøre, hvad der er muligt for at forbedre varetægtsarrestanternes rettigheder. Derfor er jeg glad for at høre, at det er et spørgsmål, som der både fra myndighedernes side og politisk løbende er fokus på, og at der er initiativer i gang. Men som situationen er i dag i de danske fængsler og arrester, er det ikke nogen løsning at sætte gang i nye forhandlinger om arrestanters rettigheder.

I forhold til spørgsmålet om at begrænse omfanget og længden af varetægtsfængslinger skal man huske på, at varetægtsfængsling jo ikke er noget, man bare gør i flæng. Der er, som jeg nævnte indledningsvis, en række betingelser, der skal være opfyldt, ligesom det selvfølgelig skal være proportionalt, og vi har nogle dygtige dommere, som er i stand til at vurdere, hvornår en varetægtsfængsling er nødvendig og hensigtsmæssig.

Men når vi bruger varetægtsfængsling i det omfang, vi gør, skal vi selvfølgelig være bevidste om årsagerne hertil. Det kan jeg forstå at man allerede undersøger i Justitsministeriet, og jeg kan forstå, at Folketingets partier vil blive indkaldt til drøftelser herom. Det ser vi selvfølgelig også meget frem til.

Vi kan altså ikke støtte forslaget. Forslagsstillerne bringer et vigtigt emne på banen, men det vil kræve andet og mere at løse de udfordringer, som vores kriminalforsorg står over for, også på varetægtsområdet. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Så er der en kort bemærkning til fru Zenia Stampe, Radikale Venstre. Værsgo.

Det kan godt være, at regeringen ikke er villig til at se på arrestanternes rettigheder, men hvad så med børn af arrestanter og deres rettigheder? Jeg er nok ikke den eneste, der har set »Indefra med Anders Agger« fra Vestre Fængsel, hvor der var et meget hjerteskærende program om en far og kontakten med børnene.

Det er også noget af det, som SF's ordfører var inde på, nemlig at vi jo desværre bare kan se i dag, at selv om børnene i princippet har ret til at se deres forældre, betyder kapacitetsproblemer ofte, at det ikke kan lade sig gøre, og jeg vil spørge: Kunne man så som minimum se på børnenes ret til at se deres forældre?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Og ja, indledningsvis vil jeg til det sidste spørgsmål svare, at det er noget, som vi også er indstillet på at vi skal se på, og det er jo, som ordføreren selv giver udtryk for, sådan, at børn i den her verden ikke selv vælger deres forældre, og derfor skal der selvfølgelig også være et hensyn til børnene.

Jeg synes så, at det eksempel, som ordføreren bruger, fra Anders Agger-dokumentaren jo også er udtryk for, hvor kompliceret det er. For den person, som var beskrevet i den dokumentar, var en, som sad inde for meget, meget alvorlige forbrydelser og for meget, meget stor svindel, hvor man kan sige, at hensynet i forbindelse med varetægtsfængsling også handler om, at man, som jeg sagde indledningsvis i min tale, ikke kan påvirke efterforskningen eller på anden måde være behjælpelig med at begå ny kriminalitet.

Det mistænker jeg sådan set ikke børnene for, men det er jo det, der er hensynet og grunden til, at man har de forskellige hensyn, som man har.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Det er så lidt svært at forstå. For et overvåget samvær med et barn skal man godt nok være meget fantasifuld for at forestille sig hvordan kunne påvirke en efterforskning.

Men jeg vil egentlig gerne spørge til alternativer, for det nævnte justitsministeren. Der er jo alternativer til varetægtsfængsling. Det kunne være med fodlænke, surrogat, tilsyn osv., men i dag bliver de muligheder i praksis kun anvendt i forbindelse med mindreårige og folk, som har psykiske lidelser. Hvordan stiller regeringen sig i forhold til at se på alternativer til varetægtsfængsling?

Ordføreren.

For at tage det første, som ordføreren sagde, først synes jeg jo netop, at det, justitsministeren gav udtryk for, var, at man kan diskutere det, når det er helt små børn, men der er jo så også andre folks børn, bl.a. Amagermandens søn, som var involveret i at prøve at påvirke efterforskningen, da man diskuterede og efterforskede den sag.

Til det sidste vil jeg sige, at ja, det er noget, regeringen er indstillet på at kigge på, i hvert fald Socialdemokratiet – jeg kan jo ikke tale på vegne af de andre ordførere. Det er både i forhold til diskussionen omkring kapaciteten, men sådan set også generelt i forhold til hele diskussionen omkring værdighed og omkring, at der måske er noget andet, der ville virke bedre og mere effektivt over for nogle af de mennesker, som har andre ting at slås med her i livet, end at de begår kriminalitet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi går videre i ordførerrækken til hr. Preben Bang Henriksen fra Venstre. Værsgo.

Tak. Forslaget her, som vi debatterer i dag, drejer sig om at indkalde til en forhandling, og så drejer det sig om at foreslå initiativer, der mindsker varetægtsfængslingen her i Danmark. Helt generelt bærer forslaget jo præg af – og det er så sandelig en ærlig sag – at man mener, at der varetægtsfængsles for meget. Jeg må bare påpege noget, som flere andre ordførere også har været inde på. Jeg tror ikke, at vi lige på det her retspolitiske område skal søge et særlig godt sammenligningsgrundlag ovre i Sverige. Sverige har jo udviklet sig til et samfund, hvor kriminaliteten florerer i en grad, som vi heldigvis ikke kan forestille os herhjemme. Om det skyldes mere eller mindre varetægtsfængsling, ved jeg ikke, men jeg synes godt nok, at vi skal passe på med at efterligne noget som helst af den svenske retspolitik her i Danmark. Så det argument vil jeg i hvert fald tillade mig at lægge til side.

Det er klart, som også forslagsstillerne er inde på, at varetægtsfængsling har store personlige konsekvenser. Det har så også konsekvenser for fængselskapaciteten. Hvis der skal stilles yderligere ting til rådighed og tages yderligere initiativer for de varetægtsfængslede, kræver det, som justitsministeren var inde på, også, at der på det bygningsmæssige og på det personalemæssige område skal ske ændringer. Det er i hvert fald noget, man i den grad skal kigge på.

Varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762 er noget, man benytter, hvis der er risiko for, at den pågældende mistænkte forlader landet, hvis der er risiko for, at han bliver ved med sin forbrydelse, eller hvis der er risiko for, at han vil påvirke efterforskningen, samt endelig, hvis den forbrydelse, som den pågældende er mistænkt for, alligevel er så grov, at man efter almindelig retsbevidsthed ikke kan have vedkommende gående på fri fod, mens sagen kører.

Jeg tror, man er nødt til at præcisere nærmere, hvilke af disse hovedsagelig fire begrundelser det er, man vil have lempet. Hvis man bare siger, at man vil lempe på varetægtsfængslingen, kommer der i hvert fald det modspørgsmål fra min side: Hvad er det, man vil lempe? Er det sådan, at man siger, at nu skal det være nemmere at komme ud og påvirke efterforskningen, eller at det skal være nemmere at kunne rejse ud af landet eller hvad? Altså, der er altså også en skyggeside af det her, må jeg sige, hvis vi lemper alt for meget.

Når alt det negative så er sagt, må jeg sige: Ja, jeg vil meget gerne være med til at se på det her. Vi kan tage et konkret eksempel fra de seneste dage, nemlig det medlidenhedsdrab, der har været skitseret i dagspressen. Her må jeg gå ud fra, at den pågældende mand er blevet varetægtsfængslet efter bestemmelsen om, at det krænker retsbevidstheden, at man går rundt på fri fod efter at have taget livet af en anden person. Der kan man jo godt spørge sig selv, om ikke der netop i sådan en situation som den, vi har beskrevet her, efter samtlige foreliggende omstændigheder burde være en mulighed for, at vedkommende alligevel ikke skulle sidde varetægtsfængslet. Man må jo sige, at det er lidt svært at finde et konkret formål med, at vedkommende sidder der. Sagen kommer nok for under alle omstændigheder.

Så summa summarum kan Venstre ikke støtte forslaget, men Venstre er opmærksom på de omstændigheder, der gælder omkring varetægtsfængsling, herunder også at der varetægtsfængsles i meget lang tid. Det er jo ingen hemmelighed, at politiets efterforskning ikke altid går lige hurtigt i alle sager, og på den baggrund kan der måske være en tendens til, at en person kommer til at sidde længere varetægtsfængslet, end godt er. Så man skal måske lige have politiets efterforskning med ind i billedet. Men på det foreliggende grundlag kan Venstre ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Zenia Stampe, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Hr. Preben Bang Henriksen holdt jo en tale, der handlede om at være for eller imod varetægtsfængsling. Vi er ikke imod varetægtsfængsling. Men vi er optaget af den udvikling, vi kan se inden for varetægtsfængsling, hvor der varetægtsfængsles mere og mere og i længere og længere tid. Og det er jo ikke kun Sverige, vi sammenligner os med, så tag endelig Sverige ud af ligningen. Det er også Norge, som varetægtsfængsler nærmest halvt så meget som Danmark. Det vil sige, at der er en meget, meget stor forskel, og mig bekendt er Norge ikke et meget mere kriminelt land end Danmark. Så der er jo tydelige tegn på, at det her er et område, der håndteres anderledes i Danmark end i andre sammenlignelige lande, og så lad os tage Sverige ud.

Så jeg skal bare spørge: Er Venstre ikke nysgerrig i forhold til at få kortlagt, hvad der ligger bag den her udvikling, og hvad der ligger bag, at Danmark har et så stort omfang af varetægtsfængsling?

Ordføreren.

Nu er vi der igen, havde jeg nær sagt. Jævnfør vores sidste forslag, da der blev spurgt, om man ikke er nysgerrig i forhold til at få noget kortlagt. Det er svært at svare nej til. Og det gjaldt jo også det foregående emne, vi havde til debat her i Folketinget.

Jeg mener ikke, der er noget grundlag for at foretage en større undersøgelse, og jeg må nok lige sige, at jeg læser forslaget sådan, at det går ud på – citat: »initiativer, der mindsker omfanget og varigheden af varetægtsfængsling«. Der må jeg sige, at på det foreliggende grundlag har jeg ikke lige set noget grundlag for, at det er for langt. Jeg siger, at der kan være enkelte situationer, som vi måske kan tage op til overvejelse. Jeg nævnte et eksempel her fra de seneste dage. Men generelt kan jeg ikke skrive under på, at vi skal mindske omfanget af varetægtsfængsling.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Så det er altså fuldstændig uproblematisk, at Danmark varetægtsfængsler dobbelt så meget som Norge. Det giver ikke anledning til refleksion, at danske juridiske eksperter igen og igen har råbt vagt i gevær på det her område og sagt, at vi varetægtsfængsler i for lang tid og forholdene er for dårlige. Er der slet ikke nogen refleksion i forhold til de her tal?

Ordføreren.

Vi er absolut ikke argumentresistente på det her område. Men jeg vil nok sige, at omstændighederne omkring varetægtsfængsling jo kan håndteres på mange forskellige måder. En anden måde at se det på er, at i dag afkortes varetægtsfængslingen en til en i den endelige dom. Det kunne jo godt være, jævnfør korrekt anført af De Radikale, at det at sidde varetægtsfængslet på mange måder er langt mere belastende, så hvem har egentlig skrevet under på, at afkortningen dér skal ske en til en? Så der er mange ting, man kan tage op til overvejelse, og det er jeg helt sikker på at justitsministeren også gør.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Igen skal jeg starte med at sige, at jeg også taler på vegne af Enhedslisten i denne sag. Jeg vil gerne takke Radikale Venstre for at have lavet det her forslag omkring varetægtsfængsledes vilkår. Jeg synes, at det er et forslag, vi kan støtte, og det er godt, at den debat bliver taget op.

Der er ingen tvivl om, at når man er varetægtsfængslet, sidder man under de strammeste vilkår og de dårligste vilkår i kriminalforsorgen. Vores arresthussektor er enormt gammel. Den er simpelt hen ikke indrettet til beskæftigelse og behandling i den udstrækning. Vores arresthuse er bygget på et tidspunkt, hvor det ikke var så vigtigt.

Jeg husker, at vi i Retsudvalget var på besøg i Aarhus Arrest. Der er måske andre, der husker det besøg sammen med mig. Der sad to mennesker i kælderen, som fik undervisning i dansk – var det 2 timer om ugen? – og ingen af dem havde afsluttet deres folkeskole, og det eneste, de ønskede sig, var sådan set bare noget mere danskundervisning. Men det kunne de ikke få, for der var simpelt hen ikke lokaler nok, og de skulle bruges til mange forskellige ting. Det er jo superærgerligt, at vi ikke, når vi nu har nogle mennesker i varetægt i kortere eller længere tid, kan bidrage med noget mere uddannelse eller relevant beskæftigelse i den forbindelse. En af mine kongstanker har været, at uanset hvor kort eller lang tid man sidder, bør man kunne lære noget mere,få et amu-bevis eller foretage sig noget, som stiller en bedre, når man engang bliver løsladt.

I virkeligheden er det også sådan, at mennesker, der bliver varetægtsfængslet, typisk er i dyb krise, fordi de jo bliver hævet ud af deres hverdag. Uanset hvad de har gjort, tror jeg, at erfaringen er, at det er der, man nemmest trænger ind til dem, for det er her, de er i den her sårbare situation. Det burde vi jo udnytte til at fylde mest muligt på i forhold til hjælp, behandling, uddannelse, eller hvad det nu kan være, fordi det faktisk er der, vi har bedst chance for at påvirke dem. Men sådan er virkeligheden ikke indrettet. Arresterne er ikke indrettet til det, og vores arresthuse er virkelig gamle og burde erstattes af nye bygninger, men det er jo en helt anden diskussion.

Så er der selve rettighederne. For nogle år siden var jeg meget optaget af, at der blev lavet en handlingsplan. Der var jo rent faktisk mennesker, som blev løsladt, fordi sagen faldt fra hinanden, og så stod de sådan set ringere, end hvis de blev løsladt fra fængslerne, fordi der ikke var nogen krav om en handlingsplan. Man kan jo have mistet sit arbejde. Man kan have mistet sin kone eller kæreste. Ens hus kan være gået på tvang. Der kan være sket rigtig mange ting i den tid.

Det var godt, at der kom en handlingsplan, men der er jo stadig væk spørgsmål, som jeg synes vi trænger til at få belyst. Det er også baggrunden for, at vi f.eks. har fremsat et forslag, hvor vi spørger, om ikke man kunne varetægtsfængsle med fodlænke i nogle sager, lave en forsøgsordning og finde ud af, om det er så farligt at varetægtsfængsle nogle med fodlænke, så de kan bevare tilknytningen til deres uddannelse eller til deres arbejde, i tilfælde af at det måtte ende med, at sagen ikke bliver til noget, eller at de bliver frifundet og skal indpasse sig i et liv uden for murene efterfølgende. Det synes jeg godt at vi kunne få nogle erfaringer med. Vi er jo ikke helt færdige med at behandle det forslag endnu.

Så er der besøgs- og brevkontrol, som jeg også er meget optaget af, og som jeg mener at vi bruger lige så uhæmmet og ukritisk, som vi bruger varetægtsfængsling. Det skaber altså store udfordringer for de børn, som har enormt meget brug for at holde kontakten til deres forældre. Vi har i SF fremsat indtil flere forslag om rettigheder til børn af indsatte. Det er jo sådan, at hvis man har besøgs- og brevkontrol, skal der sidde en politimand med, og det foregår i politiets arbejdstid. Det er altså almindelig kontortid, hvilket betyder, at det altid går ud over ægtefællens job. Man skal tage fri. Man må heller ikke engang have alle sine børn med. Hvis man har mere end to, skal der to besøg til, og det giver heller ikke mening, når man f.eks. har små børn; så skal de jo alle sammen kunne se deres far på en og samme tid.

Så der er masser af mærkelige ting omkring varetægtsfængsling, som jeg synes vi kunne gøre bedre, ikke mindst den meget, meget lange sagsbehandlingstid, som jo gør det her til et stort problem. Så tak til Radikale Venstre for forslaget. Det kan vi sagtens støtte.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Tobias Grotkjær Elmstrøm fra Moderaterne.

Tak for ordet. Beslutningsforslaget fra Radikale Venstre sætter fokus på noget meget centralt, hvis I spørger mig, nemlig kriminalforsorgen og landets fængsler. Det er desværre forholdene flere steder i retssystemet, som skaber de udfordringer, som ligger til grund for beslutningsforslaget og ønsket om kortere varetægtsfængslinger. Sagsbehandlingstiden ved politiet, anklagemyndigheden og domstolene kan trække ud, og det kan betyde, at varetægtsfængslingen i nogle tilfælde trækker ud.

Med den ambitiøse flerårsaftale om domstolene fra 2023, som Radikale Venstre selv var med i, kan vi forhåbentlig komme en stor del af udfordringerne til livs. Med flere dommere og jurister skal sagsbehandlingstiden bringes ned, og det kan forhåbentlig også nedbringe varigheden af varetægtsfængslingerne.

En anden del af beslutningsforslaget indebærer, at man kigger på at begrænse antallet af varetægtsfængslinger. For os i Moderaterne er det vigtigt at slå fast, at varetægtsfængslinger står som et centralt element for både retsfølelsen og retssikkerheden i Danmark. Det er vigtigt, at eksempelvis personer, som er sigtet for grove forbrydelser, ikke render frit rundt på gaden og potentielt møder dem, som har anmeldt dem. Derudover bliver der ikke varetægtsfængslet, medmindre der er et proportionalt indgreb, som så at sige matcher længden af den forventede straf og den sigtedes personlige forhold. Der er det sådan, at 85 pct. af de varetægtsfængslede faktisk også ender med at få en ubetinget straf efterfølgende i forbindelse med en retssag. Vi har tiltro til, at domstolene træffer de rigtige beslutninger omkring varetægtsfængslinger, så vi eksempelvis undgår, at sigtede personer begår ny kriminalitet. I forlængelse af det skal det egentlig også nævnes, at antallet af varetægtsfængslinger er faldet med over 20 pct. inden for de seneste 5 år.

Når det er sagt, hilser vi i Moderaterne forslagsstillernes budskab omkring alternativer til varetægtsfængsling velkommen. I Moderaterne er vi særlig optaget af først og fremmest at forebygge kriminalitet og dernæst at sikre bedre resocialisering, så vi som samfund undgår, at personer falder tilbage til ny kriminalitet. Her er det for os at se særlig vigtigt, at vi retter mere fokus på unge lovovertrædere, end vi gør i dag,og at vi også retter fokus på førstegangskriminelle, altså folk, der ikke er tidligere straffet. I forhold til den gruppe vil vi gerne se på mulighederne for, at man eksempelvis kan få fodlænke på i stedet for at være varetægtsfængslet, og at man i det hele taget også kan afsone efterfølgende med fodlænke. For med de kapacitets- og mandskabsproblemer, vi har i kriminalforsorgen, synes jeg faktisk, at det giver ganske god mening. Det håber vi også at flere partier er villige til at kigge på, når vi i første halvår af 2024 skal have videre drøftelser omkring varetægtsfængslinger.

Så i Moderaterne deler vi sådan set Radikales bekymring omkring den stigende varighed af varetægtsfængslinger, og vi ser frem til videre drøftelser omkring det. Men på nuværende tidspunkt kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Zenia Stampe, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg bemærkede, at ordføreren forklarede den øgede varighed med sagsbehandlingstiderne i hele straffesagskæden. Det har jeg flere gange selv spurgt ind til, når vi har haft møder i Justitsministeriet, og hver gang har jeg oplevet, at embedsværket har rystet på hovedet, ikke i manglende respekt, men fordi man ikke rigtig har datagrundlag for det. Man kan faktisk ikke rigtig forklare, hvad der er årsagen.

Så jeg har bare et spørgsmål: Kunne ordføreren måske hjælpe os med at tilvejebringe et ordentligt grundlag for at forklare de her lange varetægtsfængslinger? For indtil videre har jeg i hvert fald ikke fået et klart svar, når jeg har spurgt ovre i Justitsministeriet.

Ordføreren.

Det er jo klart, at for at man kan varetægtsfængsle, skal der være nogle betingelser, som er opfyldt. Der skal være en risiko for, at man kan flygte ud af landet, der skal være en risiko for, at man kan begå nye lovovertrædelser, og der skal være en risiko for, at man kan påvirke vidner. De betingelser skal være opfyldt, før der kan varetægtsfængsles. Er de ikke opfyldt, bliver man jo sat fri, inden der bliver afsagt en dom i retten. Det er jo væsentligt at bemærke.

Det er klart, at hvis der så går lang tid, før man kan få prøvet sin sag ved retten, og betingelserne stadig væk er opfyldt, så vil man fortsat være varetægtsfængslet. Når der så bliver afsagt en dom, skal man jo afsone i stedet for at sidde varetægtsfængslet. Så kommer man også over i et helt andet arresthus med helt andre muligheder.

Så jeg mener, at det har en betydning med de lange sagsbehandlingstider. For man går fra at være varetægtsfængslet til at være afsoner, og der er en væsentlig forskel.

Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Jeg deler den analyse. Jeg spørger bare, fordi jeg nemlig flere gange forgæves har spurgt i Justitsministeriet, om det er en del af årsagen til de her lange varetægtsfængslinger.

Så vil jeg bare til sidst gerne sende en opfordring til hr. Tobias Grotkjær Elmstrøm, for jeg tror egentlig, at vi deler mange perspektiver i forhold til det her. Vil ordføreren ikke forsøge at tage især børnenes forhold op? For det synes vi især er presserende.

Ordføreren.

Det er jeg fuldstændig enig i. Der kan jeg også drage lidt erfaring ind fra mit arbejde som advokat, hvor vi repræsenterer dem, der sidder varetægtsfængslet. Det er jo et problem, at det er forholdene i arresterne, der gør, at dem, der sidder varetægtsfængslet, ikke kan se deres børn.

Jeg vil sige, at der er nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på arrestanters og afsoneres besøgsforhold i arresterne. Så der er faktisk noget, som der vil komme et resultat ud af på et tidspunkt.

Så er det fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti.

Jeg synes næsten, at det her er sådan et deja-vu fra sidste uge. Socialdemokratiet og Venstre gik på talerstolen og holdt en tale, og Moderaterne gik op og var helt uenige. Derfor skal jeg bare høre, om det er et deja-vu, eller om det er, som ordføreren giver udtryk for, regeringens officielle holdning, at man i stedet for at varetægtsfængsle førstegangskriminelle skal give dem en fodlænke på. Sådan forstod jeg det.

Ordføreren.

Det er Moderaternes holdning, at man skal prøve at se på alternative strafformer. På et tidspunkt kommer vi til at se på en strafreform, hvor man bl.a. skal se på strafskærpelser. Man skal også se på alternative strafformer, og det mener jeg er helt i tråd med regeringens politik.

Spørgeren.

Det tror jeg simpelt hen ikke at Socialdemokratiet var enig i, for det gibbede simpelt hen i dem, så de nærmest hoppede op fra stolene, da ordføreren holdt sin tale. Det er sjældent, at de virkelig sidder og spidser ører og ser helt nervøse ud og tænker: Hvad kommer nu? Hvad siger ordføreren nu, som man i de andre to partier ikke er enige i?

Så jeg må bare sige, at det er virkelig, virkelig spændende, hvis det betyder, at både Socialdemokratiet og Venstre fra nu af mener, ati stedet for at varetægtsfængsle voldtægtsforbrydere og seriekriminelle, som begår grov vold, skal de have en fodlænke på. Held og lykke, siger jeg bare.

Tak. Ordføreren.

Jeg tror ikke helt, at du hører, hvad det er, jeg siger. Der er selvfølgelig forskel på den kriminalitet, som man begår i førstegangstilfælde. Vi har selv været med til det i forhold til voldtægtsdømte, der ikke kan afsone med fodlænke, og jeg hørte også justitsministeren selv italesætte det med fodlænker. Det er noget, vi også vil se på. Det kan godt være, man prøver at skabe splid i regeringen, men jeg ser det overhovedet ikke for mig.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Nu er det fru Betina Kastbjerg fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for ordet. I Danmark varetægtsfængsler man, hvis den sigtede har gjort noget strafbart, som har en strafferamme på 1 år og 6 måneders fængsel. Derudover skal dommeren vurdere, at der er en risiko for, at den sigtede flygter, at den sigtede vil begå nye lovovertrædelser, eller at den sigtede vil prøve at forhindre opklaringen af sagen, f.eks. ved at slette sine spor eller påvirke vidner eller medgerningsmænd. Det synes jeg sådan set er ret fine argumenter for at varetægtsfængsle.

I Danmarksdemokraterne ønsker vi ikke, at gerningsmænd, som kunne være sigtet for frygtelige forbrydelser, skal kunne gå frit rundt og kommunikere med omverdenen og potentielt obstruere en efterforskning, som vi så det med ubådssagen. Vi mener i Danmarksdemokraterne heller ikke, at vi af hensyn til f.eks. ofre for personfarlig kriminalitet kan tage så store hensyn til gerningsmanden, som det i så omfattende grad foreslås med forslaget. Det er vores klare overbevisning, at for at bevare borgernes retsfølelse og retssikkerhed er det nødvendigt, at varetægtsarrestanter forbliver bag lås og slå.

I Danmarksdemokraterne står vi altid på offerets side. Forslagsstillerne henviser til svaret på spørgsmål 382 fra Retsudvalget af 6. marts 2023 om hyppigere og længere varetægtsfængslinger. Men tabellen siger jo noget andet. Her kan man se, at antallet af varetægtsfængslinger er faldet støt fra 2014 til 2022. Til gengæld er det korrekt, at de varetægtsfængslede sidder længere i varetægt i 2022, end de gjorde i 2014. Men det skal jo bl.a. nok også ses i lyset af de lange ventetider hos domstolene.

Nu har vi lige indgået en ny flerårsaftale om domstolene med henblik på at nedbringe de lange ventetider, så jeg forstår heller ikke helt grundlaget for at fremsætte beslutningsforslaget. Så i Danmarksdemokraterne kan vi ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Mange tak, fru formand. Og tak til Radikale Venstre for at fremsætte dette forslag. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i Liberal Alliance også har et øje på den måde, vi i Danmark benytter varetægtsfængsling på, for det er absolut kritisk, at vi i Danmark varetægtsfængsler i det omfang, vi gør.

Så lad os bare lige få tallene på bordet engang. De er fra den 1. juni 2022. Der var der 1.671 varetægtsfængslede. Det var 39 pct. af alle indsatte i Danmark, som på det tidspunkt talte 4.248 indsatte. Antal varetægtsfængslede i procent af antal indsatte var lige knap 40 pct., altså 39 pct. og en sjat, og i Sverige var det tal på 27 pct., i Norge på 25 pct. og i Finland på 24 pct. Antal varetægtsfængslede pr. 100.000 indbyggere var i Danmark 28 personer, mens det i Sverige var 17 personer, i Norge 15 personer og i Finland 12 personer. Og den gennemsnitlige længde i måneder i 2021 var på 4,9 måneder. I Sverige var det 3,4, og i Norge var det 2,5.

Så ja, det er korrekt, at man kan sige, at den gennemsnitlige længde af tiden, vi benytter til at varetægtsfængsle i, har en vis effekt på antallet og procentdelen, men ikke i samme omfang, som hvis vi kigger på vores nabolande. Den Europæiske Torturforebyggelseskomité, CPT, anførte i sin rapport til den danske regering i 2019, at tallene i Danmark sammenlignet med andre europæiske lande indikerer en overanvendelse af varetægtsfængsling i Danmark, og at det altså ikke kun kan forklares med længere sagsbehandlingstider.

Som bonus får 15-20 pct. tiltalefrafald eller frifindelse i retten, hvorefter de altså uberettiget har siddet som frihedsberøvede, og frihedsberøvelse er jo en af de værste straffe, vi kan pålægge mennesker i Danmark, så det at frihedsberøve i den grad, man gør med varetægtsfængsling, er problematisk.

Det er derfor også vigtigt, at vi ser på, hvilke typer sager man automatisk varetægtsfængsler i, og på, hvilke områder det er, at der varetægtsfængsles på, uden at det reelt forhindrer vidnepåvirkning, politiets undersøgelser eller flugtrisikoen. For der er områder, hvor vi herinde fra Christiansborg har lovgivet om, at vi i udgangspunktet altid varetægtsfængsler, hvilket kan være med til at forværre det her problem i Danmark.

At være varetægtsfængslet med besøgs- og brevkontrol er også at være underlagt det strengeste regime, man reelt kan underlægge nogen i den danske retspleje, og det er også ofte udgangspunktet i narkotikasager, også hvor der ikke kan forhindres efterforskningsskridt. Det er igen problematisk, som vi ser det.

Tiden, som vi varetægtsfængsler den enkelte sigtede i, er yderst problematisk, og her ser vi virkelig, at hele straffesagskæden er forbundne kar. For de lange ventetider ved domstolene, i forhold til forsvarsadvokat og anklager og forsvarsskifte i sager, medfører også, at 60 pct. af alle varetægtsfængslinger i gennemsnit har fundet sted, efter at politiet har afsluttet efterforskningen ved anklagemyndighedens tiltalerejsning. Det er ifølge Rigsadvokatens tal fra 2023. Der må man jo konstatere, at når 60 pct. af varetægtsfængslingerne foregår, efter at efterforskningen er afsluttet, så skal vi altså have fart på domstolene for at få det problem løst.

Nu vil jeg gå til knasterne i dette forslag, som ellers har mange gode takter. For problemet med dette beslutningsforslag er også, at omkring varetægtsfængsledes rettigheder fastslår man en række rettigheder, som varetægtsfængslede skal have. Der bør kunne differentieres mellem forskellige niveauer af varetægtsfængsledes rettigheder.

Nogle sigtede vil det også i fremtiden være nødvendigt at underlægge besøgs- og brevkontrol, hvorfor deres rettigheder i udgangspunktet vil skulle være mere begrænsede end andre sigtedes. Det er derfor vigtigt, at vi nøje ser på, hvorledes disse rettigheder skal indrettes, og ikke, at det skal være en generel rettighed for de varetægtsfængslede.

Vi ser dog i Liberal Alliance frem til at diskutere og undersøge mulighederne for at ændre på, hvordan man bruger varetægtsfængsling, og vi stemmer derfor i udgangspunktet hverken for eller imod dette beslutningsforslag, selv om vi støtter dele af forslagets intention.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Zenia Stampe, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg vil bare kvittere for talen, som jeg synes var med til at kaste lys over det problematiske i omfanget, og jeg er ikke bitter over, at Liberal Alliance stemmer blankt. Måske har vi også lidt for meget beskrevet, hvad vores ønskescenarie er. For i virkeligheden er jeg egentlig godt tilfreds med, at der er et parti, ikke mindst i blå blok, som også synes, at det her er et område, som vi bør beskæftige os med, og så kan det jo godt være, løsningerne ikke skal være hundrede procent radikale, men ligge et andet sted.

Derfor vil jeg bare kvittere for det, der måske ikke er en stemme for, men dog en blank stemme og en anerkendelse af problemstillingen, og jeg håber, at vi kan samarbejde på længere sigt om at få sat mere fokus på området. Tak.

Ordføreren.

Jamen hvis man ellers bemærker, hvilke spørgsmål jeg primært har stillet til justitsministeren det sidste halve år, så er det spørgsmål omkring varetægtsfængsling, og jeg har en stor interesse her.

Man kan også sige, at det jo igen er de forbundne kar. Jeg vil egentlig bare lige nævne det her: De forbundne kar i retsplejen gør jo også det, at vi lige nu har ventetider på, at folk kan komme ind at afsone deres reelle straffe. Hvis de har slået nogen ned eller de har begået anden grov kriminalitet, har vi ventetider på, at folk kan komme i fængsel. Det er jo bl.a. også, fordi vi fylder vores celler med varetægtsfængslede.

Det kunne være, vi skulle kigge på, om vi skal varetægtsfængsle i det omfang, vi gør, eller hvad vi kunne gøre for derimod at få nogle faktisk dømte kriminelle ind at sidde bag tremmer i stedet for at have dem til at gå rundt og egentlig bare vente på at komme ind at afsone.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

De Radikale har fremsat B 89, som er et beslutningsforslag, der rummer flere elementer. Det er både at sikre bedre rettigheder i forhold til besøg, samvær med børn, adgang til post og telefonsamtaler og udgang, det er at sikre, at færre varetægtsfængsles, og det er at sikre, at varetægtsfængslingerne bliver kortere.

Jeg vil tage det sidste om sagsbehandlingstider først. Der er det et klart ja til, at de sagsbehandlingstider og ventetider, der er hos domstolene, bliver kortere. Det er uacceptabelt, at man skal vente så længe. Det er uacceptabelt, at man i en årrække har set, hvordan antallet af måneder, varetægtsfængslinger varer, er blevet nærmest fordoblet. Det er sket inden for den sidste håndfuld år. Og det er grundlæggende problematisk, at man kan være frihedsberøvet i så lang tid, fordi der er ventetider ved domstolene.

I efteråret lavede vi så en politisk aftale i fællesskab om domstolenes økonomi – den første politiske aftale af sin slags. Det er en politisk aftale, som tilfører domstolene betydelige midler. Det paradoksale er, at det på kort sigt vil betyde, at ventetiderne kommer til at stige endnu mere, fordi en række af de sager, som så kommer for retten, jo har ventet meget længe. Vi har også gentagne gange flaget det synspunkt, at vi bliver nødt til at sikre en større grad af helhedsorientering, hvor de politiske aftaler om henholdsvis domstolene, kriminalforsorgen og politiet og anklagemyndigheden ikke fører til forøgede ventetider eller kapacitetsudfordringer andre steder. Straffesagskæden er forbundne kar, så når man laver en aftale, som styrker politiet og anklagemyndigheden, fører det til øgede ventetider hos domstolene, og når man laver en politisk aftale, som skal nedbringe ventetiderne hos domstolene, risikerer det jo også at føre til større udfordringer i kriminalforsorgen, hvor man altså både vil komme til at mangle pladser og vi samtidig har udfordringer med at skaffe betjente. Straffesagskæden er forbundne kar, og det nytter ikke noget, at de forbundne kar skaber utilsigtede konsekvenser for hinanden. Derfor er der brug for at sammentænke eller måske endda sammenlægge de politiske aftaler på retsområdet.

At give bedre rettigheder handler jo om, hvad dét reelt betyder. Når man eksempelvis er underlagt brevkontrol, er det jo, fordi man har vurderet fra domstolenes side, at det vil være problematisk og altså kan risikere at underminere efterforskningen og den kommende retssag, hvis den varetægtsfængslede har adgang til post og telefonsamtaler. Hvis bedre rettigheder handler om at sikre, at man kan få besøg af sin familie, hvilket i dag er udfordret, fordi man konkret står med nogle store udfordringer i særlig Venstre Fængsel, hvor man har inddraget besøgsrummene og lavet dem til celler, så er det jo der, man konkret skal håndtere, at de rettigheder, man har som varetægtsfængslet – altså at kunne få besøg af sin familie – ikke skal indskrænkes af praktiske hensyn, altså at det, at der overfyldt i fængslerne, gør, at man så ikke kan få afviklet de besøg. Så er det et spørgsmål om mangel på lokaler eller mangel på fængselspladser, skal det selvfølgelig håndteres konkret. Det er vi for så vidt enige i.

Når alt det er sagt, er vi da også opmærksomme på, at Danmark i højere grad end en række af vores nabolande varetægtsfængsler. Men vi synes, at det er vigtigt at starte med at få nedbragt ventetiderne ved domstolene. Vi synes, det er vigtigt at få tænkt i sammenhænge på tværs af straffesagskæden, således at vi får gjort noget ved overbelægningen i fængslerne, at vi får flere fængselspladser, og at vi får ansat flere fængselsbetjente. Det er mere presserende her og nu, og derfor kan Konservative ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Zenia Stampe, Radikale Venstre. Værsgo.

Ja, der er helt sikkert uenigheder mellem Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre i det her, men jeg vil kvittere for ordene omkring børnene. Sådan som jeg forstod det, var det en hensigtserklæring om, at det skal løses, altså at man, selv om der er kapacitetsproblemer, bliver nødt til at sikre børnenes ret til at se deres forældre. Og i virkeligheden handler det jo ikke om forældrenes ret til at være sammen med deres børn, men det handler om børnenes ret til at se deres forældre og være sammen med deres forældre, når forældrene er i statens varetægt.

Ordføreren.

Ja, grundlæggende ja. Og vi kunne jo godt tænke os, at man, når det eksempelvis handler om, at den varetægtsfængslede er kommet igennem og har fået sin dom og skal afsone sin straf, faktisk vender løsladelseskriterierne om, således at positiv og god opførsel medfører en tidligere løsladelse, i forhold til i dag, hvor der bare sådan lidt automatisk er en tidligere løsladelse, hvis man har afsonet to tredjedele af sin straf. Deri kunne det også være, at man rent faktisk bevarer familiebåndet. For vi ved, at noget af det vigtigste er bevarelsen af familiebåndet, hvis man efterfølgende rent faktisk skal leve et kriminalitetsfrit liv.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Det vil jeg bare kvittere for. Og jeg vil lidt på samme måde som i forhold til Liberal Alliance sige, at vores ønskescenarier nok ser forskellige ud, men at politik jo også er kompromisets kunst, og at vi ville være meget glade, hvis vi bare kunne få et flertal til at skabe lidt bedre vilkår på det her område. Så jeg vil bare kvittere og sige tak for ordførertalen.

Ordføreren.

Man bliver jo altid lidt bekymret, når det er retspolitik og man så får en kvittering for en tale af en radikal. Men når det handler om den del om at sikre, at flere kommer til at leve et liv uafhængigt af kriminalitet – og vi ved, at familien spiller en rolle – kigger vi i hvert fald gerne på det, også således, at det at blive løsladt ikke bare foregår pr. automatik, men at man reelt bliver løsladt, fordi man har opført sig godt, og at det så dermed er præmissen for at komme ud.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak, og tak til Socialistisk Folkeparti for at viderebringe, at vi i Enhedslisten støtter det her forslag. Nu kunne jeg så alligevel godt nå at komme herned i salen og ind i ordførerrækken for at holde den tale, jeg har skrevet til det glimrende beslutningsforslag fra Radikale Venstre. Så derfor ville jeg ikke gå glip af muligheden.

Der er næppe mange andre demokratiske lande i verden, der varetægtsfængsler mennesker i lige så stort omfang og i lige så lang tid, som vi gør her i Danmark, og det er et problem, at vi her er i toppen. For indtil man er dømt, er man uskyldig. Det er hele fundamentet for den måde, vi har indrettet vores retsstat på, og en varetægtsfængsling er i udgangspunktet en frihedsberøvelse af en person, hvor det ikke er bevist, at vedkommende har gjort noget forkert, og det er altså et redskab, man skal være meget påpasselig med at anvende.

Det er selvfølgelig under domstolenes domæne rent faktisk at træffe afgørelsen om, hvorvidt der skal ske en varetægtsfængsling, og de fører kontrol med, at betingelserne, som følger loven, er opfyldt, og de betingelser, der gælder i dag, med, at der enten skal være en risiko for flugt, gentagelse eller forhindring af efterforskningen, er reelle og rimelige betingelser for en varetægtsfængsling. Men der gælder faktisk også et krav om, at mindre indgribende foranstaltninger først skal tages i brug, og det er, som om det lidt er blevet glemt. I forhold til en flugtrisiko eller en gentagelse vil en fodlænke i mange tilfælde kunne løse det her problem, uden at man behøver at bure en ikkedømt person inde, hvilket jo er en meget indgribende foranstaltning. Men det er ikke en mulighed i nogen lov, og derfor kan man ikke afvise at varetægtsfængsle med henvisning til den her indgribende mulighed, og det gør sig nok også gældende med mange andre potentielle alternativer, man her kunne forestille sig.

Det, som vi har et særlig stort problem med i Danmark, er, i hvor lang tid potentielt uskyldige, men for den sags skyld jo også skyldige mennesker sidder varetægtsfængslet, før de er dømt. Det kan jo rent faktisk vare flere år, og det er voldsomt at sidde varetægtsfængslet under de betingelser, vi tilbyder i dag, også når man er skyldig i en forbrydelse. Og der er jo også en grund til, at man afsoner under nogle helt andre forhold og med helt andre rettigheder. For det er jo sådan set ikke i nogens interesse, at mennesker spærres inde uden mulighed for at kunne fortsætte med at være et reelt menneske og leve sit liv. At mennesker kan sidde varetægtsfængslet i flere år, kan i ganske få tilfælde give mening. Hvis man f.eks. er taget på fersk gerning midt i et terrorangreb, så ville det jo være grotesk, at man gik frit rundt på gaden dagen efter.

Men det største problem, vi har, og som regeringen åbenbart ikke syntes skulle løses ordentligt for et par måneder siden, er sagsbehandlingstiden ved vores domstole. Der er alt for få ressourcer til, at politiet kan foretage ordentlige efterforskninger inden for rimelig tid. Anklagemyndighedens sagsbunker er enorme, og ventetiden ved domstolene er næppe blevet forkortet mange dage med den ringe økonomi, som er prioriteret til det her område. Reelt har vi jo et system, hvor man kan blive varetægtsfængslet og rent faktisk afvente sin retssag ikke bare i kort tid, men i årevis, og det er altså et retssikkerhedsmæssigt problem.

Derfor synes jeg, det er rigtig godt, at Radikale har fremsat det her beslutningsforslag, for det er jo desværre realistisk nok til at vide, at vi ikke får løst problemerne med, at vi varetægtsfængsler mennesker i alt for lang tid i det her land. Det ville kræve, at der var en vilje til at lave det om, og det ville kræve, at vi havde afsat mange flere ressourcer til vores domstole. Men det kan jo være, at vi i det mindste, som det her forslag netop går ud på, kan være enige om, at det, hvis man skal sidde varetægtsfængslet i så lang tid, som man gør i Danmark, så er meget godt, at ens liv ikke sættes fuldstændig på pause. Derfor kan Enhedslisten støtte det her beslutningsforslag fra Radikale Venstre.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg kan starte med at meddele, at Dansk Folkeparti ikke har planer om at støtte forslaget her. Der er jo forskellige kriterier for, hvordan man kan varetægtsfængsle folk, og hvorfor man gør det, og der er jo ofte en rigtig, rigtig god begrundelse for at gøre det, og bare fordi vi gør det i højere grad end i lande, vi i andre sammenhænge normalt ville sammenligne os med, så er det jo ikke et udtryk for, at vi nødvendigvis er på galt spor i Danmark. Det kan være, at vi bruger det bedre end vores nabolande eller dem, vi normalt ville sammenligne os med. Så det er ikke i sig selv en indikator, at man i Sverige eller for øvrigt også i Norge gør noget på en anden måde, end vi ville gøre det i Danmark.

Der ligger her en bredere diskussion, der handler om ressourcer, som flere andre ordførere før mig også har været inde på. For det er jo rigtigt, at man med det pres, der er på hele kæden, så ikke kan tage de hensyn, som man måske ville gøre, til børn. Hvis der havde været flere fængselsbetjente, hvis der havde været faciliteter til det, så kunne det være, at man i nogle sager havde valgt en anden kurs. Så kunne det være, at nogle børn havde fået nogle muligheder for hyppigere at se deres forældre, og det er jo ikke børnenes skyld, at forældrene begår kriminalitet, eller at de er varetægtsfængslede, fordi de potentielt kan have begået noget, der er så alvorligt, at en varetægtsfængsling er nødvendig.

Når det så er sagt, er det jo fuldstændig rigtigt, som jeg også tror justitsministeren, men også den socialdemokratiske ordfører rejste som problemer, at hvis det, at man har kontakt med omverdenen, giver anledning til anden form for kriminalitet eller mere kriminalitet, f.eks. som det blev set med Amagermanden, så duer det jo heller ikke. Så alt i alt kan vi afvise det her beslutningsforslag. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til ordføreren for forslagsstillerne, fru Zenia Stampe, Radikale Venstre.

Tak for det. Man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Det er et grundlæggende princip i ethvert retssamfund. Alligevel fængsler vi i dag mennesker, selv om der endnu ikke er fældet dom. Det kan der være gode grunde til. Der kan f.eks. være tale om risiko for, at folk flygter fra at blive retsforfulgt, at de begår ny kriminalitet, eller at de forhindrer opklaringen af sagen, eller det kan være, hvis andre kan føle det krænkende, at den sigtede er på fri fod, før sagen er opklaret.

Vi er ikke imod varetægtsfængsling som sådan, men vi synes, der er klare problemer i den måde, Danmark anvender varetægtsfængsling på.

For det første: Varetægtsfængslinger er både mere hyppige og mere langvarige i Danmark end i andre sammenlignelige lande. De seneste tal fra Europarådet viser, at i Danmark sidder 38 pct. af alle indsatte i varetægt, mens tallene fra Norge er 19 pct. og fra Tyskland 21 pct. Hvad der er årsagen til det, har vi jo gisnet om i dag. Mange peger på kapacitetsudfordringer, ressourcespørgsmål, men jeg synes ikke, vi har fået et helt klart svar endnu på, hvad der er årsagen til, at det her er et fænomen, der fylder så meget i den danske retspleje.

For det andet, altså grunden til, at det er så vigtigt at skabe opmærksomhed om Danmarks brug af varetægtsfængsling: Varetægtsfængslede har på en lang række punkter dårligere forhold og rettigheder end dømte afsonere. De er ofte låst inde i små celler i op til 23 timer i døgnet uden mulighed for fællesskab og aktivitet. Størstedelen af underlagt brev- og besøgskontrol og har derfor stærkt begrænset mulighed for at opretholde kontakten med deres familie og børn. Det sidste fik vi et hjerteskærende indblik i i udsendelsen »Indefra med Anders Agger« i Vestre Fængsel.

Varetægtsfængsling af forældre har kæmpestore konsekvenser for deres børn, og lige præcis på det her område synes jeg aldrig nogen sinde, at kapacitet kan være en undskyldning. Faktisk spurgte jeg justitsministeren tidligere på året, hvad vores forpligtelser ifølge menneskerettighedskonventionen er, men også børnekonventionen i forhold til børns kontakt med forældre i statens varetægt, og jeg fik det svar, at i forhold til børnekonventionen – det var så et svar, man har hentet fra Socialministeriet – er det ifølge FN's Børnekomité en pligt for en stat at sikre, at barnet har ret til regelmæssigt at besøge sine forældre, der sidder i fængsel.

Når det handler om straf, altså ikke varetægt, så er forhold, vilkår og rettigheder reguleret i straffuldbyrdelsesloven, men der er ikke nogen tilsvarende lov, der regulerer varetægtsarrestanters rettigheder. Jo, det hedder sig, at de har de samme rettigheder som dem, der afsoner en straf, men ofte bliver de rettigheder sat standby på grund af kapacitetsproblemer, og fordi det ikke er rigtige rettigheder, gælder de ikke. Måske kan den manglende regulering forklares med, at det aldrig var meningen, at varetægtsfængslinger skulle fylde så meget i retsplejen på grund af uskyldsformodningen, altså at man er uskyldig, indtil andet er bevist.

Det er dog værd at bemærke eller fremhæve, at retsplejeloven faktisk åbner for mindre indgribende alternativer til varetægtsfængsling, f.eks. tilsyn, opholdssted, forbud mod samkvem med bestemte personer, ophold i eget hjem eller på institution, meldepligt hos politiet, deponering af pas eller økonomisk sikkerhed, såkaldt varetægtssurrogat, men i praksis benyttes alternativerne kun for mindreårige eller psykisk afvigende. På det punkt adskiller dansk praksis sig f.eks. fra Holland, hvor domstolene altid foretager en vurdering af alternativer, eller for den sags skyld Tyskland, der har ufravigelige frister i forhold til længden af varetægtsfængslinger.

Med beslutningsforslaget opfordrer vi regeringen til at indkalde til forhandlinger om varetægtsarrestanters retssikkerhed og rettigheder, dvs. både omfang og varighed, men også alternativer – og ja, rettigheder.

Så vil jeg gerne kvittere for debatten i dag. Der er ikke flertal for vores beslutningsforslag. Det havde jeg sådan set heller ikke regnet med, og måske var det også tonet lige lovlig radikalt i løsninger, men jeg vil gerne kvittere for debatten, fordi jeg synes, at et stort flertal af ordførere og sådan set også regeringen har været enig i, at det her er et vigtigt område at sætte fokus på.

Især vil jeg gerne kvittere for justitsministerens ord om en drøftelse. Det er jeg meget glad for, for jeg sad nemlig, inden ordet drøftelse blev nævnt, og brændte inde med, at det godt kan være, at man gør alt muligt, men hvordan kan vi politisk også være med til at sætte fokus på det her fra Folketinget, så det ikke bare er noget, der går i proces i Justitsministeriet? Så det vil jeg gerne takke for, og herunder går jeg også ud fra, der bliver en bedre kortlægning af, hvad årsagerne egentlig er til, at varetægtsfængslinger fylder så meget. Er det bare et kapacitetsproblem? Kan man så nøjes med at se på det? Eller skal man gå videre?

Også en særlig tak til alle dem, der har nævnt børnene. Jeg har det selv sådan, at man kunne ønske sig rigtig meget, men der er ingen tvivl om for os, at det er det mest presserende. Det er faktisk ikke arrestanternes rettigheder, men det er børnenes rettigheder til at se deres forældre, og der må vi jo desværre konstatere, at kapacitetsudfordringen gør, at der er børn, der ikke ser deres forældre så meget, som de har brug for, og efter vores overbevisning faktisk heller ikke så meget, som de faktisk har ret til.

Så tak til alle og også alle jer, der hader at blive rost af Radikale. Tak for dog, at vi kan være enige om, at det ikke er børnene, der skal straffes. Deres rettigheder skal vi også have øje for, når det handler om varetægtsarrestanter. Så tusind tak for debatten, og tak for annonceringen af de fremtidige drøftelser og kortlægning. Det er vi glade for.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.