Det næste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 55:

Forslag til folketingsbeslutning om at give ambulancepersonale adgang til sundhedsdata.

Af Louise Brown (LA) m.fl.

(Fremsættelse 15.11.2023).

Ordføreren for forslagsstillerne, fru Louise Brown, ønsker at give en begrundelse for forslaget.

Tak for det, formand. Forestil dig, at du har en sygdom, som du får noget ret speciel medicin for, noget medicin, der gør, at du ikke tåler ret meget andet medicin, og at det vil give koks i hele dit system. Forestil dig nu, at du er ude at gå en dag, og at du pludselig falder bevidstløs om, og at du ikke er til at vække. Der er heldigvis folk omkring dig, der iler til og hjælper, men du er helt væk. De ringer 112, ambulancen er på vej, inde i ambulancen sidder der en redder og en paramediciner, og de er på vej for at hjælpe dig. Nogle har fundet dit kørekort og oplyst dit navn osv. til alarmcentralen.

Inde i ambulancen kigger paramedicineren på skærmen med dine oplysninger for ligesom at forberede sig på, hvad det er for en patient, og hvad det er for et scenarie, som de er på vej ud til. Da de efter kun 10 minutter kommer frem, tjekker de dig naturligvis og skal nu til at starte behandlingen, men først skal de sikre sig, at de ikke giver dig noget medicin, du ikke kan tåle, og derfor ringer de ind til centralen, hvor en læge slår det op i registeret. Lægen kan oplyse, at du har den her specielle sygdom og derfor ikke tåler bestemte medikamenter. Det er heldigt, den slags oplysninger er tilgængelige.

Det lød jo umiddelbart, som om det gik forholdsvis hurtigt, da jeg læste det her op, men i virkeligheden kan sådan noget her tage op til flere minutter. Det er dyrebare minutter, hvor tiden bare går, og hvor det ellers så kompetente personale ikke kan give dig den optimale hjælp, som du har brug for, af frygt for at komme til at skade dig.

Forestil dig så nu, at det ikke er dig, der ligger der på chausséstenene og er ved at dø. Forestil dig, at det er det menneske, du holder allermest af i hele verden – og tiden går. (Taleren holder en pause). Det er den tid, der går, der er grunden til det her beslutningsforslag. Tak for ordet.

Tak til ordføreren.

Forhandlingen er hermed åbnet, og den første, der får ordet, er indenrigs- og sundhedsministeren. Velkommen.

Tak for det. Først vil jeg gerne takke forslagsstillerne for at sætte fokus på et vigtigt emne, nemlig hvordan vores dygtige sundhedspersonale har bedst mulighed for at behandle patienter og redde deres liv. I vores sundhedsvæsen er vi afhængige af rigtig mange forskellige dedikerede fagfolk, også i nødsituationer, hvor vi som borgere går ud fra, at vores behandlere har de bedste forudsætninger. Beslutningsforslaget handler om at give ambulancepersonale adgang til det fælles medicinkort, i daglig tale også kaldet FMK, og det såkaldte CAVE-register, som er et register over patienters lægemiddelallergier.

Ambulancepersonalet er ofte de første, som reagerer på nødsituationer og yder livreddende hjælp. De står ofte over for situationer, hvor netop tid er af helt afgørende betydning. Hvis de får selvstændig adgang til patienters sundhedsdata, kan de også træffe beslutninger om den præhospitale behandling hurtigere. Det vil bidrage til at spare ressourcer, og det vil frem for alt være bedre for patientsikkerheden.

En del af beslutningsforslaget går på at sikre ambulancepersonalet adgang til det fælles medicinkort, FMK. Som reglerne er indrettet i dag, har en række sundhedspersoner allerede selvstændig adgang til FMK, herunder bl.a. jordemødre og sygeplejersker, men det er ikke alle grupper. Udgangspunktet i vores lovgivning er, at det skal være en begrænset gruppe af personer, som har adgang til FMK, fordi oplysningerne i systemet er personfølsomme. Der er derfor også et væsentligt behov for at sikre fortrolighed om borgernes oplysninger.

På den anden side er det som nævnt vigtigt for regeringen, at sundhedspersoner har adgang til de nødvendige sundhedsoplysninger for de patienter, som er i behandling. Og i forhold til ambulancepersonalet deler regeringen vurderingen af, at det vil have behandlingsmæssige fordele, at de får adgang til FMK. Det vil især gøre sig gældende i tilfælde, hvor ambulancepersonalet rykker ud til kritisk syge eller tilskadekomne personer, hvor de ikke har mulighed for at komme i kontakt med patienten. Samtidig vil det også kunne bidrage til at aflaste læger og sygeplejersker på hospitalerne, ved at de ikke skal bruge tid på at indhente de oplysninger ved henvendelser fra ambulancepersonalet. De har også mange andre opgaver at bruge tiden på.

Derfor skal der heller ikke være nogen tvivl om, at vi i regeringen deler intentionen om at give ambulancepersonalet adgang til FMK. Det vil vi gerne arbejde videre med. Men beslutningsforslaget i sin helhed kan vi ikke støtte, fordi det for FMK's vedkommende – og det er sådan den mere praktiske del af det – ikke er nødvendigt at lægge ny lovgivning frem, sådan som beslutningsforslaget pålægger regeringen at gøre. Det er faktisk tilstrækkeligt i det her tilfælde at udstede en bekendtgørelse. Men den anden del omhandler, at der er behov for at afdække de økonomiske omkostninger, som er forbundet med forslaget og dermed videreudviklingen af FMK, og at man selvfølgelig også politisk skal sørge for at prioritere ressourcerne hertil. Der må jeg desværre gøre opmærksom på, at Liberal Alliances forslag ikke er finansieret.

Så for at opsummere den her del af beslutningsforslaget: Jeg og regeringen er meget positive over for og støtter, at ambulancepersonalet får adgang til FMK. Det er en fejl at foreslå en lovændring, da det er reguleret via en bekendtgørelse. Det er en mindre del af det. Men til gengæld skal forslag finansieres, og finansieringen skal på plads først. Det vil jeg gerne samarbejde om og se nærmere på.

Med hensyn til beslutningsforslagets anden del om at give ambulancepersonalet adgang til det, der hedder CAVE-registeret, er regeringen enig med forslagsstillerne i, at det potentielt vil give ambulancepersonalet bedre forudsætninger for behandling. Ved at give ambulancepersonalet adgang til oplysninger omkring lægemiddelallergier, kan vi minimere risikoen for fejlmedicinering og forebygge indlæggelser. Dog kan jeg oplyse, at CAVE-registeret endnu ikke er operativt som et landsdækkende register for sundhedspersoner, og det betyder altså, at det vil kræve en videreudvikling af selve registeret at give ambulancepersonalet adgang til patienters lægemiddelallergier gennem CAVE-registeret.

Jeg er enig i, at et landsdækkende lægemiddelallergiregister vil kunne styrke sammenhængen på tværs af sektorerne, fordi alle sundhedsaktørerne fremadrettet vil registrere lægemiddelallergi ud fra samme standard, men en videreudvikling af CAVE-registeret, sådan at man vil kunne komme hen til det mål, vil også medføre et behov for finansiering, og det er heller ikke fremlagt i beslutningsforslaget fra Liberal Alliance. Så også her er der et behov for at afdække omkostningerne hertil. Der er behov for, at der prioriteres finansiering til det formål, og af de grunde, jeg nu har gennemgået, afviser regeringen altså beslutningsforslaget i den fremsatte form.

Men det er samtidig med en positiv tilkendegivelse af, at regeringen er enig i beslutningsforslagets intentioner, og derfor vil jeg også gerne samarbejde videre med Folketingets partier, med henblik på at vi måske kan lykkes med at lande en beretning i udvalgsbehandlingen, og partierne skal jo i så fald forpligte sig til at være med til at anvise finansiering. De partier, der plejer at gå op i, at pengene skal passe, inden man bruger dem, burde i hvert fald også kunne se en fidus i den del.

Men jeg vil i hvert fald sige tak til forslagsstillerne for at fremsætte beslutningsforslaget, og for regeringens vedkommende kommer vi med en udstrakt hånd med hensyn til at samarbejde om at gøre de her gode intentioner til virkelighed i forhold til både FMK og CAVE-registeret, herunder selvfølgelig også at vi sikrer, at finansieringen anvises, og at vi samtidig ser det i forhold til de mange forskellige aktuelle udviklingsprogrammer i regi af FMK, som allerede kører, og som det skal tilpasses i forhold til. Men vi er meget positive i forhold til intentionerne.

Tak til ministeren. Der er en enkelt kort bemærkning indtil videre, og det er til fru Louise Brown.

Tak for det, og tak for talen, minister, og tak for anerkendelsen af det her forslag.

Nu siger ministeren, at det var en fejl, i forhold til at det ikke er nødvendigt med en lovændring. Jeg er jo ny på Tinge, så den var jeg ikke lige med på. Men når nu det er så nemt, vil ministeren så udstede den her bekendtgørelse, og i så fald hvornår?

Ministeren.

Jeg tror faktisk, at jeg allerede tidligere, også i forbindelse med en mundtlig besvarelse af folketingsspørgsmål her i salen, har sagt, at jeg er positiv over for det. Men jeg udsteder ikke ufinansierede bekendtgørelser, og jeg havde egentlig håbet og også troet, at Liberal Alliance var et parti, som vægtede økonomisk ansvarlighed højt og dermed også ville sikre, at man ikke bruger penge, før man har fundet dem og man har anvist dem.

Derfor vil jeg gerne være med til at sikre, at vi kan komme i mål med det, der er de gode intentioner, og som vi fra regeringens side støtter, men pengene skal passe. Det er også derfor, jeg rækker hånden ud til et samarbejde med Folketingets partier, hvis ellers man er optaget af at sikre, at vi kan nå i mål med de her intentioner, og at vi så kan få set på, hvordan vi gør det på den bedst mulige måde, og at vi selvfølgelig samtidig sikrer, at forslaget også bliver finansieret.

Spørgeren.

Tak. Det er helt rigtigt, at Liberal Alliance gerne vil have, at vi bruger vores penge fornuftigt. Jeg kunne komme med et bud. Så lad os reducere Erhvervsstyrelsen til sådan et præcoronaniveau. Der er aktuelt 400 plus ansatte, hvoraf mange af dem er blevet ansat til at behandle lønkompensation. Så jeg forestiller mig, at nogle få millioner kroner til noget systemudvikling her er småpenge i den sammenhæng. Der var et bud på en finansiering!

Ministeren.

Som jeg allerede har tilkendegivet i min indledende tale her, synes jeg, det vil være fornuftigt, hvis ellers Folketingets partier er interesseret i, at vi samarbejder om, hvordan vi kan gøre intentionerne til virkelighed, herunder også, at der bliver anvist finansiering, og jeg må for en god ordens skyld gøre opmærksom på over for Liberal Alliance, at pengene altså kun kan bruges en gang. Derfor er det sådan, at når man kommer med forslag, nytter det ikke noget, at det er de samme forslag, som man også bruger i alle mulige andre sammenhænge til at finansiere noget helt andet.

Jeg tror ikke, at det her er nogen umulig opgave, og det er egentlig også derfor, at jeg synes, man skal tage det her ned i den mest positive ånd, i forhold til at jeg siger, at jeg gerne at ville samarbejde om at gøre det, jeg tænker er det vigtigste, nemlig at sørge for, at det også kan blive til virkelighed.

Så er det hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det. Jeg tager det ned i den allermest positive ånd og vil derfor spørge helt opklarende, om ministeren kan give et bud på, hvordan det skal finansieres. Altså, hvor mange penge snakker vi om at der skal bruges for at få det her implementeret?

Ministeren.

Jeg ligger ikke lige på stående fod inde med et præcist økonomisk skøn. Jeg tror, at for den del, der vedrører FMK, er det ikke nogen større udgift, vi taler om. Min umiddelbare vurdering er, at den vil være noget større, når vi snakker om CAVE-registeret. Det er blot for lige at forventningsafstemme.

Så er der jo bare lige ét lille aber dabei, når vi taler om FMK. Nu har jeg været med i politik i så mange år, at jeg har oplevet, at vi alle sammen har mange gode idéer til, hvad vi skal med FMK, men vi er også voldsomt bagefter med at implementere nogle af alle de mange gode intentioner, vi har, med hensyn til hvad FMK skal levere, som vi også lige skal sørge for at komme i mål med, inden vi putter nye ting oveni. De ting skal passe sammen. Det vurderer jeg overhovedet ikke er nogen umulighed, og heraf også min udstrakte hånd i forhold til både at se på, hvordan vi kan få det passet ind i relation til systemudviklingen i FMK, men også samtidig sikre, at vi kan komme i mål med finansieringen, både når vi snakker om FMK, og når vi snakker om CAVE-registeret.

Spørgeren.

Hvis jeg hører ministeren ret, vil der være tale om både nogle implementeringsudgifter og så nogle blivende, varige udgifter. Der er noget, der er relativt småt med FMK, som i princippet kunne gøres nu og her, og så er der noget lidt større i et projekt, som egentlig ikke er færdigt endnu, og som derfor ligger lidt længere fremme. Så jeg går også ud fra, at når vi skal diskutere detaljerne i det her, vil der være noget, som er nemmere at løfte, og noget, vi kan vente med, fordi det ikke er noget, vi kan gøre nu og her, selv hvis vi gerne ville. Er det korrekt forstået?

Ministeren.

Jo, der er nogle udgifter forbundet med det her, og som sagt er min umiddelbare vurdering, at jeg tror, at udgifterne til CAVE-registeret er større, end når vi snakker om FMK. Men der er også en tidsmæssig horisont, for hvor FMK måske kan realiseres på den kortere bane, uden at jeg i dag skal lægge hånden fuldstændig ultimativt på kogepladen, så tror jeg, at hvad angår CAVE-registeret, så er det noget, der kræver noget udvikling, og derfor vil det kræve noget tid, fra finansieringen afsættes og beslutningen træffes, til at det også kan implementeres ude hos de enkelte sundhedsaktører. Der er som sagt nogle økonomiske omkostninger, og det synes jeg vi må drøfte yderligere i det videre arbejde.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ministeren. Så er det hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak, formand. Rigtig mange borgere har haft oplevelser, de aldrig glemmer, på et ulykkessted, eller de har været direkte vidne til, at en borger har fået alvorlig, kritisk sygdom. Når man står der, handler man det bedste, man kan; man tilkalder hjælp, minutterne er meget, meget lange. Hjælpen kommer frem, professionalismen er til stede, fagligheden træder til, og personalet handler så det bedste, de kan, og det bedste, de må.

Jeg har arbejdet 6 år på skadestuen, og der har jeg set rigtig meget ambulancepersonale komme enten glade eller også mange gange fortvivlede ind med patienter. Jeg stod der som sygeplejerske og var vidne til og lyttede til det, de havde kunnet gøre, og det, de havde oplevet, inden vi så tog over på sygehuset.

Dengang kunne ambulancepersonalet slet ikke det samme, som de kan og må i dag. Mange liv reddes, og mange menneskelige katastrofer undgås i dag takket være de øgede kompetencer, bl.a. hos ambulancepersonalet, men også det samlede præhospitale beredskab i det hele taget. Det er virkelig positivt, og det har virkelig været en fantastisk og rigtig udvikling.

Kan der så gøres mere og andet for netop at øge borgernes sikkerhed og patientsikkerheden og undgå sygdomme og varige men? Ja, det kan der. Og derfor er det også rigtig godt, at fru Louise Brown og Liberal Alliance løfter spørgsmålet omkring det fælles medicinkort og overfølsomhedsaspektet i forhold til CAVE-registeret, altså overfølsomhed over for medicin. Hvad angår adgang til det fælles medicinkort nu, hvor man skal kontakte personalet på hospitalet, så har det været fortalt allerede, også fra ministerens side, hvordan det belaster, for det kræver, at man får fat på nogle med det samme, og det kan være svært. Det er rigtigt at lægge det ud med adgang for det kompetente ambulancepersonale, som i forvejen har et meget stort ansvar.

Spørger man borgeren, hvis det er en af vedkommendes nære pårørende, ville svaret jo være helt klart: Ja for pokker, når det er registreret, så lad dog dem, der har behov for det, vide det her på det rigtige og det kritiske tidspunkt. Og som ministeren har sagt, ligger det her heldigvis ikke i en måske tung lovændring, men det ligger i en ministerbekendtgørelse, og det er virkelig godt og dejligt.

Der er også de økonomiske aspekter af det, og det tror jeg også forslagsstillerne har forstået nu. Det kan jeg forstå på de spørgsmål, der er blevet stillet til indenrigs- og sundhedsministeren, nemlig om det her koster mange penge eller ej. Det må vi afklare, og jeg tror og håber på, når vi har været ordførerrækken igennem, at det også vil afspejle sig i, at vi er meget enige omkring det her. Derfor er det også mit håb og ønske, at vi som ordførere vil kunne arbejde hurtigt frem mod at finde nogle løsninger her, som kan serves af ministeren.

Når det drejer sig om CAVE-registeret, altså det omkring overfølsomhed, som kan være virkelig fatalt, hvis man kommer til at give medicin, som borgeren ikke tåler, så er der en udviklingsvej foran; der er jo ikke noget nationalt fælles register. Der findes registre, som regionerne har bygget op, men skal vi gøre brug af det, som fru Louise Brown lægger op til her i beslutningsforslaget, skal der jo være et centralt register. Det er den rigtige vej at gå, og det håber vi fra Socialdemokratiets side at vi vil få udviklet. Der tror jeg, at det politiske skub, som vi forhåbentlig bredt kan blive enige om, ville være rigtigt at give i den her sammenhæng.

Så altså opsummeret vil jeg sige, at fra socialdemokratisk side er vi, som jeg allerede har udtrykt, enige i, at der både fagligt og patientsikkerhedsmæssigt er så mange sider af forslaget her, som er det rigtige at gøre. Jeg vil lægge op til og også gerne sætte mig i spidsen for, at vi får lavet en fælles beretningstekst i Sundhedsudvalget, som vil kunne kan bevirke, at vi vil kunne arbejde hurtigt videre med at sikre en implementering af det her.

Men, som jeg har nævnt, er der aspekterne omkring, at det ikke kræver lovændring, at der ikke er anvist en økonomi, og at CAVE-registeret ikke findes på nationalt plan. Det skal vi naturligvis forholde os til, og det håber jeg vi kan gøre i en fælles beretningstekst. Mange tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så går vi til den næste ordfører, og det er hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre.

Tak for det, og tak til forslagsstillerne for at være med til at sætte fokus på det her emne, hvor vi fra Venstres side er fuldstændig enige i ambitionen, og vi har også diskuteret det tidligere, men vi er rigtig glade for, at der nu også kommer fokus på det her i Folketingssalen.

Vi er enige i, at vi skal gøre det lettere for vores ambulancereddere hurtigt at finde data, når de er ude ved en akut patient, men som en kollega tidligere har givet udtryk for, er det jo en rejse, som vi med vores kendskab til it i vores sundhedsvæsen ved både kræver penge, men også en stor indsats, for at finde frem til de rigtige løsninger, og det kommer til at kræve økonomi.

I forhold til forslaget her synes jeg, det er fint, at vi får debatten i dag, men jeg har også forstået det, som om det er noget, der kan gennemføres via en bekendtgørelse. Derfor synes jeg ikke, det er nødvendigt, at vi indfører lovgivning på området, men vi er fuldstændig enige i, at det er noget, vi skal have som ambition, ligesom der også er rigtig mange andre steder i vores sundhedsvæsen, hvor vi stadig, selv om vi altid må huske, at vi er langt i forhold til rigtig mange andre lande, kan gøre det bedre, for at de her systemer understøtter den bedst mulige udførelse af de sundhedsfaglige opgaver.

Med de ord kan vi sige, at på grund af den manglende finansiering, og også fordi der ikke er behov for lovgivning, kan vi ikke støtte beslutningsforslaget i dag, men det skal ikke tages ned, som om vi ikke støtter ambitionerne i det forslag, og vi glæder os meget til den videre dialog, også med Liberal Alliance, i forhold til hvordan vi kan komme i mål med den her ambition. Når vi har overblikket over det, håber jeg selvfølgelig også, at der vil være en vilje i Folketinget til også at være med til at prioritere, når der eventuelt på et tidspunkt skal findes måske også relativt mange penge for at komme i mål med den ambition. Det ser vi frem til de videre drøftelser af.

Men tak for at sætte fokus på det. Det er et vigtigt emne, og det er et af de områder i vores sundhedsvæsen, hvor vi er enige i, at vi skal gøre det bedre. Tak for det.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning til ordføreren. Det er fra Louise Brown.

Tak. Det er jo glædeligt at høre, at regeringen bakker op og gerne vil det her, men jeg kunne bare godt tænke mig, at vi så gjorde det, for jeg forestiller mig vitterlig ikke, at det er mange penge, der er tale om. Derfor skal jeg lige høre ordføreren, som jo selv sidder i et regeringsparti: Det her er vel ikke politiske drillerier, i forhold til at regeringen hellere selv vil fremsætte forslaget senere?

Ordføreren.

Nej. Altså, ministeren tilkendegav jo i sin tale, at hun arbejder videre med det her, bl.a. på baggrund af at Liberal Alliance også rejser det, for at få et overblik over økonomien. Hun har jo så allerede kigget på det og sagt, at det ikke er nødvendigt med ny lovgivning. Der tager jeg hende på ordet og tror på de oplysninger, hun har fået fra Sundhedsministeriet, og derfor synes jeg ikke, at det er drilleri at sige, at der ikke er behov for lovgivning her i Folketingssalen. Jeg ser frem til, at vi kan komme lidt tættere på, hvad det her kræver både udviklingsmæssigt og økonomisk for at komme i mål.

Så nej, sådan må det bestemt ikke opfattes. Det er meget reelt, at jeg synes, det er godt, der bliver sat fokus på det, og jeg er enig i, at vi i fællesskab skal kigge nærmere på, hvordan vi kan komme i mål med det, for det er et rigtig godt forslag.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så jeg siger tak til ordføreren. Så er det fru Kirsten Normann Andersen fra SF. Velkommen.

Mange tak. Tak til Liberal Alliance for at fremsætte det her meget fornuftige beslutningsforslag om, at man skal give ambulancebehandlere adgang til sundhedsdata, når det er sådan, at de skal ud at tage sig af svært syge borgere, som ikke kan svare for sig selv, men hvor der er behov for, at det sundhedsfaglige personale har adgang til viden, der kan være vigtig for den behandling, som de skal modtage i situationen.

Vi taler rigtig meget om afbureaukratisering herinde, og det er virkelig, virkelig svært for en sygehjælper at forstå, at et forslag, som handler om, at man skal give direkte adgang til vigtige informationer, i stedet for at man skal tage telefonen og ringe til nogen inde på et sygehus, som skal forstyrres, og som først skal finde de data, som de så kan meddele tilbage til dem, der står ude i situationen, kan være dyrt i forhold til det, der er sparet, når det er sådan, at man bruger ressourcerne rigtigt.

Jeg synes, det er ulogisk, og jeg er optaget af, at vi generelt i højere grad bruger ressourcer på at sikre, at personalet har direkte adgang til at løse de opgaver, som de skal løse rundtomkring, og at vi undgår unødvendig dokumentation, men at vi også undgår unødvendige bureaukratiske arbejdsgange i dagligdagen i sundhedsvæsenet.

Det er muligt, at der er nogle tiltag på vej. Jeg tror, at jeg nåede at høre ministeren sige, at når man kigger på det store billede, skal man også kigge på de små detaljer i forhold til sundhedsvæsenet. Men det er svært for mig at forstå, at man ikke hurtigt ville kunne igangsætte et udredningsarbejde, der kunne få afdækket, hvordan vi gør det her i praksis, og hvordan vi kan sikre, at ambulancebehandlere får lettere ved at gøre deres arbejde i hverdagen. Det synes jeg man skal tage initiativ til. Om det bliver via en beretning i udvalget – for jeg kan trods alt høre, at der også er andre, der synes, at det her lyder som sund fornuft – eller hvordan man gør det, må jeg lade være op til forslagsstillerne. Jeg synes i hvert fald, at det giver god mening at have en drøftelse i udvalget om, om en beretning kunne pålægge regeringen at sørge for, at det her forslag også bliver gjort til virkelighed, enten i forbindelse med at man skal udmønte en sundhedsreform eller som et selvstændigt forslag. I SF ville vi i hvert fald støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Louise Brown.

Det er faktisk bare en anerkendelse. Så tak for det. Og jeg ved jo, at ordføreren har kendskab til det her, og jeg kan også godt mærke, jeg ved ikke, om det ligefrem er en indignation, men i hvert fald en lyst til at ændre det her, når det netop er bureaukrati, der står i vejen for, at vi kan redde menneskeliv. Så tak for anerkendelsen.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg har levet længe nok til også at kunne huske, hvor lang tid det tog at få autorisation for ambulancebehandlere, man sådan set også for social- og sundhedsassistenter, og jeg synes stadig væk, at social- og sundhedshjælperne skal have autorisation. For de arbejder hver eneste dag med sundhedsloven, og det har betydning, at man har adgang til vigtige data, når det er sundhedsdata, og når man arbejder med mennesker, som er afhængige af, at andre mennesker tager sig af deres almene sundhed, og det er virkelig svært for mig at forstå, at man ikke bare gør det.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Og så er den næste fru Karin Liltorp fra Moderaterne. Velkommen.

Tak for ordet. I Moderaterne er vi enige om vigtigheden af at styrke patientsikkerheden, især i den præhospitale fase, hvor hurtig og præcis behandling kan være afgørende for menneskeliv. Derfor støtter vi også som de fleste andre til fulde intentionen bag det fremsatte forslag om at give ambulancepersonale adgang til sundhedsdata. For der er ingen tvivl om, at adgang til relevante medicinske oplysninger er en hjørnesten i at sikre den bedst mulige behandling af patienter, og det siger sig selv, at ambulancepersonalet spiller en uundværlig rolle i den proces. At kunne træffe hurtige og informerede beslutninger kan være forskellen på liv og død.

Derfor er det faktisk ganske uforståeligt, at ambulancebehandlere og paramedicinere ikke har samme adgang til sundhedsdata som andre autoriserede sundhedspersoner. Ofte er det jo ambulancepersonalet, der er de første til stede efter en ulykke eller et ildebefindende, og hvis patienten ikke er i stand til at svare på simple, men vigtige spørgsmål, f.eks. om, om der er noget medicin, vedkommende ikke kan tåle, ja, så sætter det seriøse begrænsninger for behandlingen. I værste fald kan det være livstruende for patienten.

Der er derfor tale om en uacceptabel og unødvendig forskelsbehandling af vores sundhedspersonale, der ikke alene sætter patienternes sikkerhed på spil, men som også lægger et unødvendigt pres på vores allerede overbelastede hospitalssystem.

Men desværre, hvilket flere andre også har sagt, kan Moderaterne på trods af vores fulde opbakning til intentionen bag dette forslag ikke med god samvittighed støtte forslaget i dets nuværende form, da der ikke er redegjort for finansieringen af forslaget. Det kan vi uanset de gode intentioner ikke se bort fra. Men som ministeren også kom ind på i sin tale, håber vi i Moderaterne, at der bliver arbejdet videre med det gode forslag, sådan at finansieringen også er sikret, og så vi kan bevæge os fremad med en plan, der ikke kun er velmenende, men også økonomisk bæredygtig og praktisk gennemførlig.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er den næste ordfører hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak for ordet, formand. Og tak til Liberal Alliance for at komme med et forslag, der jo dybest set er sund fornuft. I Danmarksdemokraterne går vi meget ind for sund fornuft, og vi kan da ærgre os over, at det ikke er os, der fremsætter det her forslag, for det handler jo sådan set bare om at komme ud over stepperne.

Vi står med et sundhedsvæsen, der er helt enormt presset. Vi står med alt for mange indlæggelser på sygehusene. Vi står og venter på en Sundhedsstrukturkommission, der skal komme og fortælle os lidt om, hvordan strukturen måske kan blive fremadrettet. Og vi står foran nogle diskussioner om, hvordan vi skal indrette sundhedsvæsenet. Det er der virkelig behov for, og jeg glæder mig meget til, at vi kommer til det.

Men lige her og nu står vi også med nogle personaler, som vi kan udnytte bedre. Vi står med nogle patienter, der kan få en hurtigere, sikrere og bedre behandling, hvis vi gør det her muligt. Jeg kan så forstå, at Liberal Alliance i beslutningsforslaget foreslår, at det skal være en lovændring, men at ministeren siger, at det ikke er nødvendigt. Så det gør jo bare, at vi kan komme endnu hurtigere i gang.

Så jeg vil da klart opfordre til, at vi alle sammen, inklusive ministeren, laver en fælles beretning, der beskriver, hvordan vi kommer hurtigst muligt igennem med det her. Der er nogle ting med noget økonomi, der skal afklares. Det er fair nok, og det skal vi selvfølgelig nok stå på mål for at finde. Og der er noget med CAVE-registeret, hvor der er brug for noget udvikling; det må vi kunne se en plan for.

Så alt andet lige håber jeg, at vi i bred enighed her i dag kan sige, at nu går vi videre, og at nu får vi skabt det her system og får givet den her mulighed så hurtigt, som vi kan gøre det. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak for det, formand, og også stor tak til fru Louise Brown for at bringe det her i spil. Det er et utrolig vigtigt område. Det er jo klart nok, at de præhospitale enheder og dem, som tager sig af det akutte beredskab, selvfølgelig skal have så gode arbejdsbetingelser som overhovedet muligt, og derfor skal de selvfølgelig også have let adgang til digitale løsninger, sådan at de bliver så godt som muligt klædt på til de udfordringer, der kan være, uanset om det er medicin, allergi, eller hvad det er, det handler om.

Men jeg hørte også ministeren være meget velvillig over for at gribe den her bold, så vi sikrer, at vi får de ting på plads på den ene eller anden måde. Det er jo også sådan, at vi rent faktisk ikke har et uanet antal ambulancebehandlere og paramedicinere. Der er også udfordringer i forhold til at skaffe nok personale der. Så det er jo oplagt, at man sørger for at sikre, at arbejdsbetingelserne i forhold til at hjælpe patienterne bliver så gode som overhovedet muligt.

Nu er det så kommet frem, at man kan bruge en bekendtgørelse, og der er også noget i forhold til finansiering, men vi må jo tage det i udvalget, for jeg hører også, at der er stor velvilje hele vejen rundt. Så det skal vi bare sørge for at arbejde med. Men tak for forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Velkommen.

Tak for det, formand, og tak til fru Louise Brown for at fremsætte dette forslag, som vi i Radikale Venstre til fulde bakker op om. At give sundhedspersoner adgang til de rette data på det rette tidspunkt er fuldstændig afgørende, og fru Louise Brown forklarede jo også meget fint i sin indledende tale, at det her handler om den bedste behandling, og at det handler om tid – tid betyder noget. Så hvis vi kan give vores ambulancepersonale adgang til vigtige oplysninger fra FMK, Fælles Medicinkort, og fra CAVE i forhold til allergier, kan vi potentielt redde liv og give en bedre behandling. Det skal vi løse, og jeg hører heldigvis også fra alle inklusive ministeren, at det er noget, vi vil løse sammen herinde.

Så vi bakker op om forslaget. Og jeg er enig i, at vi skal kigge i udvalget på, hvordan vi kan løse det her. Selvfølgelig skal vi finde pengene. Jeg vil gerne vide, hvor mange penge det drejer sig om. Det går jeg ud fra at vi alle sammen gerne vil. Så mon ikke, vi kan finde en enighed og sammen løse dette problem nu, hvor Liberal Alliances ordfører har bragt det på banen. Så tak igen. Vi bakker op fra Radikale Venstres side.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

Tusind tak. Jeg synes egentlig ikke, at der er så meget at tilføre den her debat. Jeg synes, at der er blevet sagt rigtig mange gode ting, og jeg kan sådan set også høre, at det her virkelig gode forslag fra Liberal Alliance har ret bred genklang i Folketinget. Så lad os da bare få det indført. Det giver jo ikke nogen mening, at man som sundhedspersonale kan risikere at stå med en patient, eksempelvis i en ambulance, hvor man så ikke har adgang til de sundhedsdata, som er nødvendige for at kunne behandle den patient. Så fuld opbakning fra Dansk Folkeparti til det her forslag.

Tak til ordføreren. Så går vi til fru Helene Liliendahl Brydensholt fra Alternativet. Velkommen.

Tak. Hvor er der en fed energi i den her sal i dag. Det hele er bare virkelig positivt, og alle er enige. Alternativet er også meget enig i Liberal Alliances forslag. Vi støtter op. Vi hører også fra ministeren, at ministeren er enig i intentionen og gerne vil arbejde videre med det. Vi vil selvfølgelig også gerne være med til at tage det med i noget udvalgsarbejde og lave en beretning, og hvad der ellers skal til. Det er et rigtig godt forslag, der adresserer en reel problematik ude i samfundet, og jeg er sikker på, at det vil gøre en forskel, når vi får forhandlet det på plads. Så tak til Liberal Alliance for det.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Louise Brown. Velkommen.

Kort tid efter valget i 2022 fik jeg en henvendelse fra Martin og Asbjørn. De var begge ambulancebehandlerelever, og de havde altså noget på hjerte, og det var, at de ofte oplevede i deres hverdag, at den manglende adgang til Fælles Medicinkort og CAVE stod i vejen for en hurtig og effektiv behandling. I 2019 forlængede man ambulancebehandleruddannelsen til 3 år og 7 måneder, og efter 3 års anciennitet kan man så videreuddanne sig til paramediciner. Samtidig besluttede man, at alle behandlere og paramedicinere fremadrettet netop skulle være autoriseret sundhedspersonale. Men lovgivningen er altså ikke fulgt med, hvilket kan være til stor ulempe for patienten i sidste ende, og det er trods alt dem, det handler om.

Da man oprettede Fælles Medicinkort tilbage i 2004, blev det besluttet, at følgende autoriserede sundhedspersoner skulle have adgang: læger, tandlæger, jordemødre, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, farmaceuter og farmakonomer. Med det her beslutningsforslag var det så hensigten at pålægge regeringen, eller i hvert fald indenrigs- og sundhedsministeren, at fremsætte et lovforslag, som giver netop ambulancebehandlere og ambulancebehandlere med særlig kompetence, paramedicinere, adgang til Fælles Medicinkort og CAVE. Nu hører vi så, at det måske ikke er nødvendigt med en lovændring. Det er jo bare glædeligt.

Det her vil være til fordel for alle parter og først og fremmest for patienten, men jo også for de pårørende, det præhospitale og det inhospitale personale og i sidste ende vores samfund. Som jeg var inde på i min motivationstale tidligere, forbereder redderne sig i ambulancen på vej ud til patienten i ambulancen. De forbereder sig på, hvad for nogle behandlingstiltag der omgående kan iværksættes, når de kommer ud, for at forbedre patientens tilstand og for at behandle symptomerne. De har en eller anden melding at forholde sig til, men de kan jo, som det er nu, ikke forberede sig ved at se en oversigt over patientens tidligere diagnoser, medicinliste eller medicinske allergener, og det er faktisk, på trods af at systemet er forberedt til det. For det bliver allerede praktiseret på akutlægebilerne, så noget må vi jo kunne gøre nemt her.

Hvis en patient har manglende sygdomsindsigt eller nedsat bevidsthed eller er handicappet, psykisk syg eller konfus eller desorienteret grundet en eller anden situation, så er det jo netop, at de ikke altid har mulighed for at kunne indsamle alle de nødvendige oplysninger, der skal til for at kunne hjælpe redderne i retning af en hurtig diagnose. Herunder kan der også mangle oplysninger, der, som vi netop har hørt, kan være til direkte ulempe eller fare for patienten, hvis der er ikke er adgang til oplysningerne.

Når paramedicinerne og ambulanceredderne ikke er ude og møde patienterne i ambulancerne, bemandes de præhospitale visitationsenheder og udkørende lægevagter flere steder af paramedicinere, så det ville give mening at give paramedicinerne adgang til de her ting. I samråd med relevante samarbejdspartnere burde vi jo give de her medarbejdere de bedste forudsætninger for netop at hjælpe patienten. Det er det, de er her for, og det er det, de ønsker.

Nu er jeg jo ganske vist ikke læge, men jeg ved dog, at den bedste løsning ikke altid er at komme på sygehuset. Måske kan patientens udfordringer bedre afhjælpes i hjemmet af et akutteam eller en hjemmesygeplejerske, eller måske er det faktisk en problematik, der kan vente til næste dag og så et besøg hos egen læge. Det er løsninger, som redderne ofte bruger i forvejen, men som i højere grad vil kunne aflaste akutmodtagelserne for de her irrelevante besøg i fremtiden. Det er jo selvfølgelig forudsat, at det er løsninger, der overholder alle de retningslinjer, der er, og det skal altid være med fokus på patienten og patientsikkerhed og sådan, at de pårørende føler sig trygge.

En kæde er som bekendt ikke stærkere end det svageste led, og jeg mener, at patientens forløb igennem sundhedsvæsenet som helhed vil kunne blive styrket, hvis vi giver autoriserede ambulancebehandlere og paramedicinere adgang til relevante sundhedsdata. Det ville også ligestille dem med de andre sundhedsfaglige og give dem en bedre mulighed for at træffe den rigtige beslutning på et oplyst grundlag.

Danske Patienter har for nylig lavet en undersøgelse, der viser, at vi rent faktisk gerne vil dele vores sundhedsdata, så det er i hvert fald ikke her, at der er en udfordring, og faktisk tænker jeg heller ikke, at den her udfordring som sådan er bevidst. Jeg tror egentlig mest, det handler om, at redderne og paramedicinerne først fik deres autorisation i 2019 og derfor ikke er inkluderet i den mængde af sundhedspersoner, jeg nævnte tidligere, og som er indskrevet i forbindelse med oprettelsen af Fælles Medicinkort i 2004. Så for mig virker det lidt som noget, der faktisk hurtigt kan laves om, og vi har hørt ministeren sige, at det også er forholdsvis nemt at gøre, så skal vi ikke bare gøre det sammen?

Jeg vil gerne takke alle ordførere og takke ministeren, for det lader til, at vi sagtens kan blive enige her i Folketinget om, at vi skal handle på det her nu, og jeg ser frem til, at vi arbejder videre med det i udvalget og måske kan lande en fælles beretning. Det kunne være rart, så vi kan få reddet nogle mennesker hurtigere og også gøre behandlingerne mere sikre derude. Tak for ordet.

Der er en enkelt kort bemærkning til ordføreren, indtil videre i hvert fald. Den er fra fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det. Så får jeg lige lejlighed til at sige tak for forslaget en gang til. Men det er i virkeligheden også for lige at gøre opmærksom på, at jeg har lovet at hilse fra Enhedslisten og sige, at de også støtter forslaget. Det fik jeg ikke sagt, da jeg stod på talerstolen, og nu har jeg så sagt det herfra i stedet for.

Ordføreren.

Hvor er det dejligt. Så er vi jo enige alle sammen. Det er skønt. Tak for det.

Vi siger tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse til dette, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.