Tak for det. Det er en lang debat, må man sige, og jeg får selvfølgelig som ordfører for forslagsstillerne lov til at slutte af. Jeg har lyttet opmærksomt, og det, jeg hører, er stort set, at der er velvilje. Men man siger alligevel nej, og det skyldes udelukkende konventionerne. Det bekymrer meget, for det synes jeg vi løber ind i alt, alt for mange gange, og jeg mener stadig væk, at der skal et opgør til, og jeg bliver nødt til at rykke ministeren. Venstres ordfører var også oppe at tale om, at nu skulle der ske noget på det her område, og at man i hvert fald ville undersøge det nærmere – kunne vi dog bare komme dertil . Man begynder jo at stille sig tilfreds med ikke helt store ting, som man ellers godt selv kunne ønske sig – kunne vi dog bare komme i gang med det . Og det vil der blive rykket for. Jeg vil bare gøre regeringen opmærksom på det, for det kan ikke nytte noget, at der er ét parti i regeringen, der taler om det, og at ministeren så ikke følger op på det.
Det er egentlig overvejende Dansk Folkepartis holdning, at i Danmark skal der være én kultur, og det skal være den danske. Danmark skal ikke være et multikulturelt samfund, hvor alverdens mennesker lever og ånder efter deres egen kultur – en kultur, der på alt for mange planer er i modstrid med den danske. Vi påbegyndte den helt store indvandring fra MENAPT-landene – det er jo bl.a. mange lande i Afrika og i Mellemøsten – i 1983, hvor der i øvrigt var omkring 3 pct. indvandrere fra hele verden i Danmark. Nu er der i alt over 15 pct. indvandrere; ca. 10 pct. er fra ikkevestlige lande, og ca. 5 pct. er fra MENAPT-landene. Og det er jo her, hvor beslutningsforslaget primært har sit fokus, for det er jo ikke kineseren, inderen eller amerikaneren, der udfordrer vores samfund med parallelsamfund.
Der, hvor problemerne opstår, er helt grundlæggende blandt de 5 pct., altså dem, der kommer fra MENAPT-landene. Desværre er der en alt for stor del af dem, der ikke er ordentligt integreret i Danmark. Det er for mig meget svært at forstå, at man, når man kommer til Danmark, så ikke tager det her dejlige land til sig, men at man i stedet for mener, at man skal fortsætte med at leve, som man gjorde i det land, man kommer fra, men hvor man åbenbart ikke længere bryder sig om at være.
Men når man ikke selv kan finde ud af, hvordan man skal opføre sig i Danmark, så stiller vi det her beslutningsforslag, som sikrer en målsætning om en reduktion på 70 pct. af alle ikkeintegrerede indvandrere. For som jeg sagde tidligere: Desto flere, der kommer hertil, og som fastholder deres hjemlands kultur, desto mere forandrer sig Danmark sig til det negative. Det er en udvikling, som vi i Dansk Folkeparti fortsat vil gøre alt, hvad vi kan, for at modvirke.
En gang imellem virker det jo, som om det hele bare er lige meget, og det synes jeg ikke at det er. En gang imellem virker det, som om udlændingepolitikken ikke har så stor opmærksomhed længere ude blandt befolkningen. Det passer ikke, og jeg tror egentlig, at de ordførere, der sidder her – det håber jeg da – indimellem kommer lidt væk fra de sociale medier og også er ude at besøge baglandet og er ude i det nære, og at de godt ved, at det ikke er rigtigt.
Jeg var egentlig godt tilfreds med, at hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance tog det med demografien op og var meget opmærksom på det, og han nævnte Ishøj, hvor demografien er helt skæv. Jeg husker selv de mange gange, hvor jeg som Folketingets formand var ude og fortælle om, hvordan det arbejde var, og der var jeg ude på rigtig mange gymnasier i udkanten af København. Jeg syntes, at der blev taget godt imod mig. Men det, jeg også lagde mærke til, var, at i de gymnasieklasser sad pigerne for sig, og mange af dem var stadig tildækkede, og drengene sad et andet sted, og det var ikke bare sådan, at drengene sad blandt de etnisk danske drenge; nej, de sad i små klumper. Sådan noget er ikke godt – det er virkelig ikke godt. Ude i aulaen, hvor man kunne se fotografier af de forskellige afgangsklasser, som var stolte over deres eksamen, kunne man tydeligt se år for år, hvor stor en indvandring der kom fra andre lande. Og jeg må bare sige, at det, at det var folk af anden etnisk herkomst, hvilket man selvfølgelig også kunne se på fotografierne i aulaen, ikke var det, det drejede sig om; det, det drejede sig om, var stadig væk, at det var folk, som garanteret ikke var integreret.
Billedet i gymnasieklasserne, da jeg var ude og fortælle dem om det at være i Folketinget, var helt, helt tydeligt, og det synes jeg simpelt hen er så bekymrende, at det næsten ikke er til at holde ud. Jeg må bare sige, at jeg ikke synes, at man – som fru Zenia Stampe sagde – skal leve af det her og nærmest nyde godt af det. Jeg bryder mig ikke om det.
Jeg ville helst have undværet debatten, og jeg ville helst have mit gamle Danmark tilbage. Men det er ikke mit gamle Danmark, og så er man nødt til at tage den her debat op igen og igen, og det agter Dansk Folkeparti at gøre. Tak.