Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 49:

Forslag til folketingsbeslutning om at anerkende frisørers og bioanalytikeres skader i bevægelsesapparatet som arbejdsskader.

Af Victoria Velasquez (EL) m.fl.

(Fremsættelse 14.11.2023).

Den første, der får ordet, er ordføreren for forslagsstillerne, fru Victoria Velasquez, for at give en begrundelse for forslaget. Værsgo.

Mange tak for det. Vi skal anerkende skader i bevægelsesapparatet som arbejdsskader. Det har vi gjort før, altså anerkendt skader, som ikke bliver anerkendt i dag, og hvor vi systematisk ser, at der er et problem. Lige nu oplever vi, at det rammer bl.a. frisører, bioanalytikere og andre, og det skal vi tage alvorligt. Man skal ikke blive syg af at gå på arbejde, og hvis man bliver syg af at gå på arbejde, skal det anerkendes. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at forebygge og sørge for, at det ikke kommer til at ske, men sker det, er det så vigtigt, at man får det anerkendt.

Den debat om, hvad vi kan gøre for at skabe et bedre arbejdsmiljø og beskytte dem, som går på arbejde, mod at blive syge, men selvfølgelig også, når det sker, at de så får den hjælp, de har brug for, glæder jeg mig rigtig meget til, at vi får rejst her i Folketingssalen. Dertil vil jeg også bare anerkende det store arbejde, som der er blevet lavet, bl.a. af frisører, bioanalytikere, laboranter og den repræsentation, som de også har her i dag af deres fagforeninger, der viser, at én ting er konkret at gøre en forskel på den enkelte arbejdsplads, men man skal faktisk også tage medlemmernes trivsel og arbejdsmiljø op på nationalt plan, og at det er til behandling og forhandling her i Folketingssalen i dag.

Så jeg glæder mig rigtig meget til at høre, hvordan de forskellige partier gerne vil bidrage til at løse den her problematik, for det skal ikke fortsætte, at vi systematisk ser, at der er nogle, der ikke får anerkendt, at deres arbejde er hårdt, og at de kommer til skade af det.

Vi siger foreløbig tak til ordføreren for forslagsstillerne, fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er beskæftigelsesministeren.

Tak for det, og tak til Enhedslisten for at fremsætte et vigtigt beslutningsforslag. Jeg vil godt starte med at erklære mig fuldstændig enig i forslagsstillerens indledende bemærkninger om, at mennesker ikke skal blive syge af at gå på arbejde, og når det sker, skal det anerkendes. Det er en helt grundlæggende ramme om vores arbejdsliv, at det skal være sundt og sikkert. Det har arbejdsgiverne et ansvar for at sikre, men det sker alligevel, at mennesker ikke kommer hjem, fordi vi har arbejdsulykker, der fører til, at mennesker mister livet, og der er også mennesker landet over, som har arbejdsliv, der slider dem op.

Jeg mener grundlæggende, at vi har et system, der fungerer godt, hvor vi på baggrund af lægefaglig evidens og med en armslængde fra politiske beslutninger kan få behandlet arbejdsskader og få anerkendt dem, når det er arbejdet, der forårsager skaderne. Det er jo grundlæggende det, der er rettesnoren, altså at den lægefaglige evidens er vores fundament at stå på, og at vi jo selvfølgelig ønsker os, at alle, der får en arbejdsskade, også får den anerkendt som en arbejdsskade. Det er bekymrende, synes jeg, hvor mange der i de her brancher melder om, at de ikke kan holde til deres arbejde, og oplever, at det er deres arbejdsliv, der forårsager f.eks. smerter i bevægeapparatet.

Når det er sagt, kan jeg i forlængelse af det her på talerstolen også melde, at det ikke betyder, at vi fra regeringens side kommer til at støtte beslutningsforslaget i forhold til det at pålægge regeringen at ændre erhvervssygdomsfortegnelsen. Det skyldes grundlæggende, at det ville være et principielt brud med den armslængde, jeg synes er sund, altså at det ikke er fra Folketingets talerstol, at vi skal definere, hvad der er en arbejdsskade, og hvad der ikke er. Jeg mener, det er godt, at det er baseret på lægefaglig evidens.

Jeg synes dog også, at vi i forlængelse af den konstatering må sige, at mennesker ikke skal blive syge af at gå på arbejde. Når de alligevel bliver syge af det, skal det anerkendes. Her har vi nogle mennesker, der oplever at blive syge af at gå på arbejde, hvor det ikke anerkendes. Hvad er konklusionen så på det? Er det, at vi hiver det herind og siger: Godt, så bestemmer vi det? Eller skal vi operere inden for det system, vi har, men samtidig anerkende, at der er nogle her, der f.eks. oplever smerter, som i dag ikke bliver anerkendt? Jeg mener, vi skal gøre det sidste. Altså, systemet i dag er sådan bygget op, at der er en række krav til anerkendelsen af erhvervssygdomme, som gælder for ansatte på tværs af alle brancher. Det mener jeg er en god ramme, men det er Erhvervssygdomsudvalgets ansvar at foretage den vurdering i forhold til de enkelte sygdomme, og det kan ske på to måder.

For det første har Erhvervssygdomsudvalget ansvaret for, hvad for nogle sygdomme der fremgår af erhvervssygdomsfortegnelsen. Erhvervssygdomsfortegnelsen er en liste over sygdomme, hvor der er lægefaglig evidens for, at de kan være erhvervsbetingede, når beskrevne arbejdsmæssige påvirkninger er til stede. Det er i dag Erhvervssygdomsudvalget, der indstiller nye erhvervssygdomme, der skal fremgå af erhvervssygdomsfortegnelsen, og i Erhvervssygdomsudvalget sidder der ud over repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter også nogle lægefaglige og arbejdsmiljøfaglige eksperter.

For det andet vurderer Erhvervssygdomsudvalget også konkrete arbejdsskadesager, hvor en sygdom ikke er på listen, men hvor det i den konkrete sag er godtgjort, at sygdommen må anses for udelukkende eller i overvejende grad at skyldes arbejdets særlige art. Jeg kan konstatere, at Erhvervssygdomsudvalget løbende følger den lægefaglige forskning og også løbende tilføjer sygdomme til erhvervssygdomsfortegnelsen, hvis der er ny evidens på området, der giver anledning til ændringer. Det er deres opgave, og det er det, der gør, at systemet følger med tiden og den nyeste viden. Vi kan f.eks. se, at det skete sidste år, hvor blærekræft blev optaget på listen, i forhold til hvis man har været udsat for sod og tjærestoffer, og det gør f.eks., at vores brandfolk nemmere kan få anerkendt en arbejdsskade efter udsættelse for netop sod og tjærestoffer. Jeg synes, det er et godt princip, men det stiller også nogle krav til, at det system hele tiden sørger for at holde øje med ny viden og sørger for, at den nye viden findes.

I beslutningsforslaget fremhæves bl.a. to studier fra NFA om muskel- og skeletbesvær og sammenhængen mellem henholdsvis løftearbejde og langtidssygefravær. Jeg har fået oplyst fra NFA, at de to studier ikke undersøger, om repetetive arbejdsbevægelser leder til erhvervssygdomme blandt frisører og bioanalytikere, og derfor kan studierne ikke direkte bruges til at sige, at de to gruppers arbejde medfører arbejdsskader som følge af repetitive arbejdsbevægelser, og det handler jo bl.a. om, at de her menneskers arbejde sjældent er kraftfuldt. Hvis det bare var det, var det nemmere, men derudover er udfordringen i forhold til de parametre, vi anerkender efter i dag, ifølge AES, at frisørers arbejde er kendetegnet ved mange varierende bevægelser og opgaver i løbet af en arbejdsdag, og selv om hver enkelt funktion kan være gentagen, så er der forskellige bevægelser og ikke kraft nok i de forskellige opgaver, i forhold til den viden, vi har, og i forhold til de parametre, der er i dag.

Betyder det så, at alle de her mennesker tager fejl, og at det, de oplever på deres krop, ikke er rigtigt? Nej, det kan vi faktisk ikke konkludere. Det eneste, vi kan konkludere, er, at vi ikke har forskning og viden, der underbygger det, og det betyder, at frisører og bioanalytikeres arbejde ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervssikring lige nu typisk ikke er der, hvor de opfylder kravet til belastning, som fremgår af erhvervssygdomsfortegnelsen. Det er jo løbende noget, de kigger på, og de har så sent som i 2022 taget stilling til to forskellige rapporter på bevægelsesområdet, som kunne have en betydning for de her arbejdsskader. Det gav de ikke anledning til, men det handler også om, hvad det er, forskningen kan bruges til, og hvad vi kan gøre fra politisk side, og jeg synes ikke, vi kan hive det ind som en politisk beslutning og sige, at vi er uenige i det lægefaglige, og at vi så nu bestemmer det. Men det, vi kan gøre, er, at vi kan understrege, hvor vigtigt det er, at Erhvervssygdomsudvalget løbende følger udviklingen, og at de løbende drøfter det her. Jeg kan også forstå, at Erhvervssygdomsudvalget har planlagt at drøfte rapporten på et kommende udvalgsmøde i 2024, altså i indeværende år, og jeg har også bedt om at få en afrapportering, når rapporten er blevet behandlet.

Jeg mener jo grundlæggende, vi har et system, der er fornuftigt bygget op, men det er ikke det samme som at sige, at det er perfekt, eller at der ikke løbende kan ske justeringer, og det er heller ikke det samme som at sige, at det, som de her mennesker oplever, ikke er rigtigt. Vi kan godt på den ene side fastholde de her principper og armslængden fra det politiske og samtidig understrege, at det hele tiden skal bygge på ny viden, og at den nye viden skal foreligge. Jeg er meget optaget af, at praksis hviler på det bedst mulige vidensgrundlag, og det er vurderingen, både når jeg spørger hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og andre steder, at der både hjemme i Danmark, men også internationalt er en manglende viden i forhold til frisører og bioanalytikeres bevægelser og belastninger i arbejdet, og det synes jeg vi skal gribe fat i. Det synes jeg er vejen frem, altså at sørge for, at den viden bliver bragt til torvs, og det er det, vi kan gøre politisk, og det er det, jeg har tænkt mig at gøre som minister. Jeg kan rette henvendelse til Arbejdsmiljøforskningsfonden, hvor det er, vi har penge til hele tiden løbende at skaffe os ny viden, med en opfordring til at lave et særopslag, hvor Arbejdsmiljøsforskningsfonden stiller midler til rådighed til forskningsprojekter på det her område, fordi vi ad den vej kan sørge for, at den viden, vi i dag mangler, bliver bragt til torvs, sådan at vi kan få den relevante viden i forhold til frisørers og bioanalytikeres arbejdsskader. Den henvendelse har jeg tænkt mig at lave, jeg har tænkt mig at komme med den opfordring, og jeg har tænkt mig at bede om at blive orienteret, når det særopslag foreligger, og vi har resultater i forhold til udvalgets drøftelser og beslutninger på den opdaterede viden.

Jeg vil løbende følge den her sag. For jeg synes faktisk, at det er ret grundlæggende, hvis vi har nogle hele brancher, hvor de oplever at blive syge af at gå på arbejde, og de samtidig har en oplevelse af ikke at blive anerkendt, og at vi kan se, at der er nogle huller i forhold til den viden, der er om deres situation. Så skylder vi at få frembragt den viden, og vi skylder også at tage deres oplevelser som branche og som gruppe seriøst. Jeg mener ikke, at svaret er at gøre det til en politisk afgørelse, men jeg mener, at svaret er at læne sig politisk ind over det og sørge for, at den viden så kommer til torvs, og det vil jeg gøre. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Vi har en branche, hvor folk bliver syge af at gå på arbejde, og hvor det ikke bliver anerkendt. Det, som vi ser her, er et strukturelt problem, hvor det særlig er kvinder med hårde jobs, der bliver ramt af det, og det er ikke okay. Jeg var i en frisørsalon, hvor jeg talte med flere frisører, og den ene var allerede blevet opereret to gange, og da hun fortalte om, hvordan det her ikke bliver anerkendt som en arbejdsskade, selv om det så åbenlyst har noget med det at gøre, så nikkede alle de andre frisører og kollegaerne i salonen genkendende. Det er åbenlyst, når vi ser, at nogle, der generelt ikke har slidgigt, har det i præcis de fingre, som de har benyttet. Socialdemokraterne har før gjort det, at man politisk har sagt, at man her kan se, at der er noget, der ikke bliver anerkendt, og at man bliver nødt til at gøre noget ved det.

Derfor vil jeg gerne stille ministeren et spørgsmål. Når man i forhold til 99,7 pct. af anmeldelserne i forhold til muskel- og skeletsygdommene i skønheds- og hudplejebranchen ikke får nogen hjælp og man bliver afvist, og vi også kan se, at det billede tegner sig for bioanalytikere, hvad er det så et udtryk for?

Ministeren.

Det er jo da så klart et udtryk for, at vi har et arbejdsmiljøproblem, og at der her er nogle brancher, hvor vi mangler viden om, hvad det er, der rent faktisk slider. Vi mangler viden om bevægelser, der ikke er kraftfulde, men som stadig væk sætter sig i bevægeapparatet. Så jeg er til fulde på linje med forslagsstillerne i forhold til at anerkende, at det er oplevelsen i de her brancher, og det synes jeg også vi skal lytte til.

Det, der tidligere har været gjort, er lige præcis også det greb, jeg peger på i dag, nemlig at gå ind politisk og betone, at der er nogle arbejdsmiljøproblemer og nogle brancher, hvor vi kan se at der er potentielle mørketal og potentielt manglende anerkendelser. Og når jeg som minister samtidig får svaret, at det også er, fordi vi mangler viden, og at man ikke kan afvise, at der er mørketal, så er det jo der, vi skal sætte ind, og det synes jeg vi skal gøre nu.

Fru Victoria Velasquez.

Men det har Socialdemokratiet jo gjort før. I forhold til at der mangler viden, vil jeg bare sige, at Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur faktisk har kritiseret Danmark for lige præcis den her del. Især frisører oplever i højere grad muskel- og skeletbesvær, end man gør i fag som anlægsarbejde, slagteriarbejder, rengøring og betonarbejde. Det er forskning, som vi allerede har, og som er anerkendt.

Derudover har vi også forskning på europæisk niveau, som viser, at f.eks. det at arbejde som frisør indebærer en væsentlig og øget risiko for at udvikle skader i kroppen på grund af arbejdets form. Hvorfor står vi her? Hvad er det, vi kan gøre bedre fremadrettet nu, så dem, der lige nu står i den her klemme, ved, at vi vil gøre noget?

Ministeren.

Jeg synes, der er en meget klar vej frem. For det første skal vi i fællesskab anerkende, at det er det her, der opleves. Vi skal ikke negligere det, ikke sige: Du har ikke løftet noget tungt, så det kan ikke være rigtigt, at det er sådan, du har det – men faktisk anerkende de her menneskers oplevelser, og de er mange. Samtidig skal vi for det andet anerkende det, når vores myndigheder og vores institutioner, der sidder og behandler de her ting, siger, at der er viden her, vi ikke har, og at der er et potentielt mørketal, og at det kan vi ikke afvise. Men så er det jo der, vi skal sætte ind. Så skal vi jo sørge for, at vi får den viden, sådan at de fremtidige afgørelser kan blive truffet på et mere oplyst grundlag.

Fru Astrid Carøe, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak til ministeren for den her anerkendelse af frisørerne, selv om det lød, som om regeringen ikke vil bakke op det ellers glimrende beslutningsforslag fra Enhedslisten. Det er jo en bekendtgørelse i ministerens eget hus, som har retningslinjer om, hvor højt og tungt man skal have løftet for at blive anerkendt, og at repetitive arbejdsbevægelser ikke er en del vurderingen. Og vurderingen fra bl.a. fagbevægelsen for frisører og bioanalytiker er, at det er det, der står i vejen.

Jeg hører ministeren sige, der er behov for flere undersøgelser, før man vil kunne lave praksis om. Men jeg synes også, som ministeren selv siger, at der er behov for en eller anden form for anerkendelse. Derfor håber jeg, regeringen vil overveje at lave et kompromis her. Kan vi ikke lave en eller anden udvalgsberetning eller et eller andet, hvor vi anerkender den her udfordring? Det behøver ikke at være på den her måde, hvis regeringen ikke ønsker det, vi skal gøre det, men vi skal anerkende, at frisører kun holder 8½ år i faget, fordi de har smerter i led og muskler, og vi skal selvfølgelig følge op på, hvad vi kan gøre herindefra.

Ministeren.

Jeg er til fulde på linje med både spørgeren og forslagsstilleren i forhold til at anerkende de her menneskers oplevelser, at anerkende deres smerter. Det synes jeg er det mindste, vi kan gøre. Men vi burde også, vi burde også betone, at når de svar, der kommer til os fra de relevante instanser, peger på, at der er manglende forskning, og vi samtidig har et system, der bygger på forskning, så er det nøglen. Jeg synes, det er ret principielt, hvis vi politisk begynder at gå ind i de her afgørelser. Jeg mener, vi står os godt ved at have et arbejdsskadesystem, hvor anerkendelsen af menneskers skader bygger på en lægefaglig vurdering og forskning, i stedet for hvilket flertal der sidder i Folketinget. Men det er jo ikke det samme, som at vi ikke med vores stemmer og tale i mikrofoner herindefra og jeg som minister med den position, jeg har som minister til at gå ind i, hvad for nogle opslag der bliver lavet, kan komme med en opfordring og kan gå ind og understrege, at der skal ske noget her.

Fru Astrid Carøe.

Tak for det. Så håber jeg bare, at ministeren vil række ud til de partier, der er med i regeringen og sidder her i Folketinget, og opfordre til, at vi så laver en eller anden form for fælles beretning, hvor vi anerkender det her i højere grad, end hvis vi bare stemmer det her beslutningsforslag ned.

Jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren, hvad ministeren lidt mere principielt tænker om det her med, at det i de klassisk kvindedominerede fag er markant sværere at få anerkendt sin arbejdsskade, end det er i de klassisk mandsdominerede fag. Det her er jo et klassisk eksempel på det, men det er jo ikke kun her, vi ser det. Kan ministeren ikke godt se, at vi måske har en udfordring, som der også er behov for at få lavet nogle flere undersøgelser omkring for at sikre, at kvinder, der går på arbejde, også får anerkendt deres arbejdsskade?

Ministeren.

Der er så klart ligestillingsudfordringer på vores arbejdsmarked, og det viser sig også i forhold til arbejdsmiljøet. Der er nogle ting, hvor vi er rigtig langt fremme i forhold til at anerkende det. Frisører, der får eksem f.eks., har markant større grad af anerkendelse end frisører, at der får ondt i bevægeapparatet. Det vidner jo også om, at der er noget viden, vi er langt med, og så er der noget, vi mangler noget om. Det er jo det, vi må få opdateret, og vi må få bragt ny viden til torvs, sådan at mennesker, der bliver syge af at gå på arbejde, også oplever at blive anerkendt, når de bliver syge af deres arbejde.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til beskæftigelsesministeren og starter på ordførerrækken. Den første, der får ordet, er hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet.

Tak for det, formand, og tak til Enhedslisten for at fremsætte det her beslutningsforslag. Som ordføreren for forslagsstillerne og ministeren allerede har sagt, er det jo en todelt ting, vi diskuterer, når vi diskuterer det med at gå på arbejde. Først vil jeg sige, at det skal man ikke blive syg af, og at vi er nødt til at skabe et arbejdsmiljø, hvor man kan holde til det arbejde, man har. Det er en stor opgave, og den opgave og ansvaret for den påhviler jo i meget høj grad arbejdsgiverne. Men det er en meget stor opgave, og der kan det også godt være, når man ser, hvor mange eksempelvis frisører der forlader faget, at vi har en helt strukturel udfordring her. Det er også klart, at hvis man alligevel bliver syg, selv om vi skal gøre alt for at forebygge det, så skal man selvfølgelig også anerkendes. For hvis man er blevet syg af at gå på arbejde, har man fået en arbejdsskade, og så har man jo ret til i systemet at få en erstatning og en anerkendelse af, at det faktisk er arbejdet, der har gjort en syg.

Jeg synes, at vi igennem de senere år har hørt rigtig mange historier om frisører og bioanalytikere, der har måttet forlade faget, som har oplevet problemer med muskel og skelet, og som har oplevet store smerter, og det synes jeg er vigtigt at anerkende. Vi kan samtidig se, at et forsvindende lille antal af de sager, der er blevet rejst, faktisk har fået en anerkendelse. Hvis man ser på de to ting sammen, er der jo for at sige det rent ud noget, der tyder på, at vi har en blind vinkel. Det synes jeg i virkeligheden er det, som er det vigtige at konstatere i første omgang. Derfor er det også vigtigt at sige en stor tak til de medarbejdere, som faktisk har været modige nok til at stille sig frem med noget, der ikke var anerkendt endnu, eller har rejst det problem, at noget ikke bliver anerkendt, og en stor tak til de dygtige faglige kræfter, som har rejst deres medlemmers bekymringer og sager.

Derfor er det første budskab fra salen i dag i virkeligheden, at vi godt kan se, der er noget her, vi er nødt til at tage alvorligt og kigge meget mere på. Men det er også rigtigt, som ministeren siger, at vi er nødt til at gå den rigtige vej ind, for det kan jo ikke være sådan, at vi herinde, i øvrigt uden lægefaglig vurdering, skriver noget ned, retter i en bekendtgørelse eller gør et eller andet andet, hvor det er et politisk flertal, der bestemmer, hvad for nogle arbejdsskader der ligesom fører til erstatning. Der er princippet jo, og det er også det, der står i bekendtgørelsen, at hvis man har fået en arbejdsskade og det kan dokumenteres lægefagligt, at den kommer af det arbejde, man har haft, skal man selvfølgelig have en erstatning. Derfor er det vigtige også, om det kan dokumenteres lægefagligt, og ikke, om et folketingsflertal synes, at det er vigtigt, beundringsværdigt eller et stort problem, for det kan vi jo ikke vurdere. Men det, vi kan, er, som ministeren siger, at sende et meget klart signal om, at vi ønsker, at det bliver dokumenteret og undersøgt, sådan at vi har et grundlag at kunne opdatere dels fortegnelsen, dels principperne, dels praksissen ud fra.

Vi støtter ikke beslutningsforslaget, men jeg vil i øvrigt gerne sige på Socialdemokratiets vegne til fru Astrid Carøe, og jeg tænker også, at det gælder fru Victoria Velasquez, at vi gerne vil være med til at kigge på en beretning, hvor vi kan sige, at vi sådan set støtter ministerens henvendelse om at få et særopslag og om at få mere viden, så vi kan få det afklaret og få et vidensgrundlag, sådan at man vil kunne få erstatning, hvis der faktisk kan etableres en sammenhæng, hvad der jo er meget der tyder på der kan. Derfor vil jeg også gerne sige til de folk, som har rejst sagerne, og de folk, som har lavet det faglige stykke arbejde, der ligger bag det her beslutningsforslag, at det jo ikke er spildt, hvis beslutningsforslaget ikke bliver vedtaget. Vi har set med brandmænd og andre før, at hvis man faktisk går den vej, at man sikrer mere viden, kan det føre til, at man også får ændret praksissen, ændret i bekendtgørelsen og ændret i sagernes behandling og dermed får en anerkendelse af nogle af de her ting.

Derfor har det gjort en forskel, at det her også er blevet rejst i Folketingssalen, selv om beslutningsforslaget ikke i sin nuværende form kan finde flertal herinde. Det synes jeg er vigtigt at sige til dem, der har arbejdet med det, og det er vigtigt at sige, at det sådan set ikke er en syltekrukke. Det er tværtimod at holde fast i det princip, at vi er nødt til at have lægefaglig evidens og bevis for, at det er arbejdet, der har gjort en syg. Hvis man til gengæld har det, skal det selvfølgelig også anerkendes som en arbejdsskade.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning til fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror i høj grad, at de oplever, at det har givet mening at stå frem, for det er direkte deres ord, der er blevet til det her beslutningsforslag, men det vil jeg egentlig gerne tage lidt fat i. Jeg ved godt, at Socialdemokratiet før har anerkendt arbejdsskader på den her måde.

Lige nu er det jo frisører og bioanalytikere og andre, som betaler med deres kroppe, fordi vi simpelt hen halter total bagud på det her område. Der vil jeg bare spørge, om ordføreren egentlig ved, hvorfor Danmark ikke har lyttet til den kritik, der er kommet. Når f.eks. Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur har kritiseret det her problem, altså netop det her med, at det ikke er det kraftige stød, hvorfor bliver der så ikke lyttet, hvorfor bliver der så ikke reageret? Hvorfor er det først, når der kommer et beslutningsforslag, som jo er fremsat på vegne af alle de mennesker, der er ramt, at vi afsætter ressourcer til forskning? Det burde jo egentlig ikke være sådan, at man skal igennem mediemøllen for at vække politikeres bevågenhed, hvis det her system fungerede; så burde det jo være, lige så snart man ser, der er et problem, at der faktisk bliver afsat ressourcer til at få det afdækket.

Ordføreren.

Jamen det er jeg sådan set enig i. Det burde jo ikke handle om, om man kan få rejst diskussionen i Folketingssalen. Jeg synes, det er lidt svært at stå her og sige, at vi så kan konstatere, at de myndigheder og de eksperter og de folk, vi har til at sidde og arbejde med det, med vilje har set bort fra noget eller ikke passet deres arbejde eller ikke gjort det ordentligt. Men jeg synes jo, at når vi spørger myndighederne, om vi har et lægefagligt grundlag at stå på, om vi faktisk kan bevise, at det er det her arbejde, som har ført til de her skader, og at vi dermed kan konstatere, at det er en arbejdsskade, så siger de, at det mangler vi videnskabeligt belæg for. Så skal vi jo selvfølgelig sige, at det skal tilvejebringes.

Ja, i den ideelle verden, og det sker heldigvis også, tager man jo selv initiativ – i Arbejdsmiljøfonden og de steder, hvor man ligesom laver forskning – og kigger hele tiden på det nyeste. Det her er så et eksempel på noget, som, om man så må sige, er kommet igennem mediemøllen, som fru Victoria Velasquez siger, og ind i den politiske verden; men det ændrer jo ikke på, at man hele tiden skal opdatere sin viden på området.

Fru Victoria Velasquez.

Det vil jeg gerne følge op på, i forhold til at vi får lavet en beretning, hvor vi tager afsæt i de mennesker, der lige nu er i klemme og bliver ramt. Hvad er det konkret, de kan se frem til, der sker af handling nu i forhold til forskning? Hvad er tidsperspektivet i forhold til det her? Og så synes jeg også, det er vigtigt, at vi kigger på, hvad det her udtryk for, for det er et generelt problem. Altså, jeg kan komme med andre eksempler, hvor der er international forskning og en masse evidens, og alligevel er det nærmest umuligt at få det anerkendt som en arbejdsskade. Så vi står altså med et systematisk problem, og her er helt tydeligt, at det er frisører og bioanalytikere og andre, der har betalt for det.

Ordføreren.

Jeg tager også meget gerne en diskussion eller får lavet en kortlægning af eller bevisførelse for, hvis der, om man så må sige, systematisk bliver set bort fra tilgængelig viden. Det er ikke min opfattelse, at man sådan kan sige, at der sidder nogen med onde intentioner og lader være med at kigge på ting; men ikke desto mindre er jo enig med forslagsstilleren i, at vi her tilsyneladende har en branche, hvor vi har en blind vinkel. Det er jo baggrunden for, at ministeren retter henvendelse, og at vi skal have tilvejebragt en lægelig dokumentation, altså et forskningsresultat, som vi kan stå på.

Til gengæld er det lidt svært at sige noget om tidsperspektivet, for så begynder vi jo at blande os i, hvor grundigt forskerne skal undersøge ting, eller hvordan de skal indrette forskningen, og det vil jeg helst afholde mig fra, for det har jeg ikke forudsætningerne for.

Hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne. Værsgo.

Det her er et klassisk eksempel, hvor virkeligheden derude og systemet står på hver sin side. Der kunne det være rart, hvis systemet hoppede over på virkelighedens side og så går i gang her.

Nu siger ordføreren, at man gerne vil være med til en beretning. Samtidig siger ordføreren, at man ikke vil sætte nogen tidsplan for den her beretning. Jeg har været i Folketinget i lang tid nok til at vide, at beretninger godt kan ende i en syltekrukke. Og så vil man ikke blande sig i forskningen, men det gør man jo gang på gang herinde, hvor man sætter rammer for, hvor lang tid de har til at færdiggøre det, når der skal laves noget empirisk arbejde. Man kunne jo sige, at det første, man gør, er at sætte en tidsplan for, hvornår det er, man samler al evidens, som findes fra empiriske undersøgelser i udlandet. Så samler man det, og så får man nogle professorer og nogle fagfolk her i Danmark til at kigge på det udenlandske materiale, der ligger der, og så arbejder man videre. Men man må kunne sende et eller andet signal med nogle datoer fast til de mennesker, som kommer her og er dybt bekymrede for den tilstand, som de står i.

Ordføreren.

Først og fremmest har jeg fornemmelsen af, at hr. Lars Boje Mathiesen har gjort det til sin politiske mærkesag at påstå, at der er afkobling mellem system og virkelighed. Jeg vil gerne sige, at hvis man havde stået her på talerstolen, hvis jeg havde stået her på talerstolen, hvis kollegaer havde stået her på talerstolen og sagt, at vi desværre ikke kan dokumentere det, ergo er der ikke noget problem, og der er ikke noget at komme efter, så havde det været den diskussion, som hr. Lars Boje Mathiesen rejser. Det er ikke det, der sker. Det, vi tværtimod siger, er, at vi anerkender fuldstændig, at vi nok har en blind vinkel, og den vil vi gerne gøre noget ved.

Så kan vi diskutere, hvordan man tilrettelægger forskningen. Jeg hører bl.a. ministeren sige, at ministeren gerne vil have en tilbagemelding på både det opslag, der har været, og hvad resultatet af det er, hvad det er, der er blevet budt tilbage. Siger forskerne eksempelvis, at de mangler at kigge i de internationale studier, så tager det nok ikke lige så lang tid, som hvis man mangler at lave studier, og derfor er det jo lidt afhængigt af, hvor det er, hullerne er i vores viden og jo også, hvor lang tid det tager. Men selvfølgelig er det ikke en syltekrukke, vi leder efter. Det er bare at gøre det ordentligt.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Ordføreren har fuldstændig ret; jeg står altid på borgernes side mod systemet, så tak for komplimentet – det tager jeg som et stort kompliment. Når jeg mener, at det er en syltekrukke og en klassisk omgang Christiansborg-bla-bla, er det, fordi man ikke er villig politisk til at tage ansvar for den tidsplan, der skal lægges. Det kan man da ikke bare overlade til andre. Hvad er det, vi siger til de borgere, som vi er valgt af, og som vi skal repræsentere? Hvornår kommer der noget, der rykker videre? Så vil det være dejligt og befriende, hvis man herinde i Folketinget tog ansvar og sagde: Det her er den tidsplan, vi gerne vil have, for det er her, vi mener I kan forvente et svar.

Ordføreren.

Helt konkret vil jeg gerne have, at de kommer med et grundlag, som vi faktisk kan bruge til at anerkende de mennesker, som er blevet syge af at gå på arbejde, for det er jo det systemet, handler om. Og nej, hr. Lars Boje Mathiesen, det var faktisk ikke noget kompliment. For når man finder på en konflikt mellem systemer og mennesker, som ikke er der, er det jo ikke et kompliment; så er det, at man finder på et politisk problem. Men at vi skal stå på borgernes side, kan vi da ikke blive uenige om. Det er jo faktisk derfor, at vi siger, at her er der noget, vi skal have undersøgt bedre.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre.

Tak til Enhedslisten for at fremsætte et beslutningsforslag, der sætter fokus på frisørers og bioanalytikeres arbejdsforhold. Der er helt sikkert mange frisører og bioanalytikere, der er glade for, at der bliver sat fokus på de skader på bevægeapparatet osv., de muligvis får som følge af deres arbejde.

Jeg kommer desværre til at meddele, at Venstre ikke kan stemme for forslaget, og det er, fordi vi har et arbejdsskadesystem, som har et grundlæggende princip, som vi mener er sundt og rigtigt, nemlig at der skal være lægefaglig evidens for sammenhængen mellem den påvirkning, man bliver udsat for, i forbindelse med at man udfører sit arbejde, og så en sygdom, for at man kan anerkende sygdommen som en erhvervssygdom. Det skal ikke være en politisk beslutning; vi skal ikke stå her i Folketinget og lege læger og vurdere, hvilke sygdomme der skal være omfattet, og hvilke der ikke skal. Det må være sådan, at det skal være baseret på en faglig vurdering på baggrund af det eksisterende vidensgrundlag. Og det er jo et vidensgrundlag, der hele tiden bliver større og bedre; der laves forskning nationalt og internationalt, som bevirker, at flere og flere sygdomme bliver anerkendt som arbejdsskader.

Så vi forstår og deler ønsket om at styrke sikkerheden og anerkendelsen for de to erhverv, men det ville altså være meget uhensigtsmæssigt, hvis vi skulle afvige fra etablerede standarder og principper. Men vi anerkender selvfølgelig vigtigheden af opdateret viden, og derfor er det også rigtig positivt, at det bliver prioriteret at få et opdateret vidensgrundlag, som kan bruges til at vurdere, om frisørers og bioanalytikeres skader i bevægeapparatet skal anerkendes som arbejdsskader, hvilket meget jo tyder på kunne være tilfældet.

Derfor er jeg glad for, at ministeren er åben over for en beretning, og at vi kan sørge for, at det tema, som Enhedslisten har rejst her, kommer på dagsordenen, og så må vi se, hvad der sker.

Tak for det, og der er en enkelt kort bemærkning. Fru Victoria Velasquez, Enhedslisten, værsgo.

Når en ortopædkirurg siger, at skaden, som frisøren har, er en skade, som kommer direkte fra arbejdet, er det faktisk vedkommende, jeg lytter til. Og egentlig kan man sige: Når der ikke bliver handlet, er det jo, fordi man aktivt vælger ikke at lytte til dem, som faktisk behandler skadelidte. Det var den ene ting, jeg gerne ville høre ordførerens reaktion på.

Den anden ting er det her med, at vi jo tydeligvis ser, at på nogle områder er systemet låst. Vi har nogle parter, som repræsenterer skadelidte; som repræsenterer de lønmodtagere, der er kommet i klemme. Og de kan ikke få det igennem i den partskonstruktion, der er. Så vil Venstre være med til at sikre og se på, hvordan vi gør op med de strukturelle problemer, der så kommer, når de bliver låst på denne her måde? For jeg synes, at i de her eksempler, vi ser, er det jo helt åbenlyst. Du har ikke slidgigt i kroppen, ud over den finger du har brugt til at klippe med. Altså, det er jo helt åbenlyst med de udtalelser, der er, også fra de behandlende, at det skyldes arbejdsskader.

Vil Venstre være med til at se på, at vi årligt samler op på, hvor det så er, der mangler forskning eller andet, så vi får sørget for, at det kommer til at ske?

Ordføreren.

Altså, det lyder umiddelbart som en god idé. Jeg kan ikke stå og love, at det er noget, vi vil gøre. Men jeg synes umiddelbart, det lyder som en god idé. Og jeg er helt med på, at det ikke er en eller anden fiks idé, Enhedslisten har fået nede i frisørstolen, hvor frisøren har klaget over ondt i kroppen eller andet. Jeg er helt med på, at der er meget, der tyder på, at der kunne være den her sammenhæng. Men det må stadig væk være sådan, at det er Erhvervssygdomsudvalget, der afgør, om en skade skal anerkendes som en arbejdsskade og som en erhvervssygdom eller ej.

Victoria Velasquez.

Det er jeg glad for at ordføreren siger, for vi taler om, at det skal være på lægefagligt grundlag; det skal være på forskningsmæssigt grundlag. Men det, der er problemet her, er faktisk, at det bliver politisk, for det bliver låst i den struktur, vi har lige nu, hvor dem, der repræsenterer skadelidte, jo er afhængige af to andre parter. Og der glæder jeg mig rigtig meget til, at Venstre forhåbentlig vil være med i en beretning, hvor vi adresserer det her problem, som det jo lige nu konkret er frisører, bioanalytikere og andre, som betaler for.

Ordføreren.

Jeg kan se, at ministeren lytter meget intenst, så det er jeg sikker på er noget af det, som vi kommer til at arbejde videre med.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre, og jeg byder nu velkommen til fru Astrid Carøe fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Tak til Enhedslisten for at fremsætte det her beslutningsforslag. Det er også en dagsorden, der ligger SF meget på sinde. Som det også påpeges i forslaget, er frisører og bioanalytikere i særlig risiko for at få arbejdsrelaterede skader. Faktisk er frisørfaget blandt de fag, der er mest præget af fysiske belastninger i forhold til muskel- og skeletbesvær, da deres arbejde hovedsagelig består af arbejde i meget slidsomme og permanent akavede stillinger med ensformige og gentagne bevægelser.

Jeg har oplevet det i mit eget liv, hvor min egen frisør, Sofie, desværre har måttet dreje nøglen om på grund af arbejdsskader og finde på noget andet at lave, fordi hun havde så store problemer med nerverne i sine hænder og håndled og havde haft mange sygemeldinger, operationer og alt muligt andet. Så jeg har set hendes smerter. Man kan jo også se på tallene, at det ikke kun er hende. Hun holdt faktisk længe. Hun var frisør i over 15 år. I gennemsnittet holder frisører jo kun 8½ år.

Til trods for det anerkendes arbejdsskader fra frisørfaget stort set ikke i vores arbejdsskadesystem. Ifølge Dansk Frisør og Kosmetikerforbund er det nærmest umuligt, at en frisør kan få anerkendt en arbejdsskade på muskler og skelet, til trods for at deres medlemmer helt tydeligt har fået permanente skader som følge af deres arbejde. Det er helt urimeligt, at vi har en erhvervsgruppe, som er i høj risiko for at få en arbejdsskade, mens vi har et arbejdsskadesystem, som vender det blinde øje til, når de her sager skal behandles.

Ifølge Beskæftigelsesministeriet skyldes det, at arbejdsopgaver for frisører typisk ikke foregår med en kraftanvendelse, der er tilstrækkelig til at medføre anerkendelse efter erhvervssygdomsfortegnelsen. Med andre ord anerkendes skaderne ikke, fordi frisørarbejdet ikke medfører tunge løft.Samtidig med det viser en undersøgelse foretaget af NFA, at frisørbranchen ligger nummer to på listen over brancher med fysisk hårdt arbejde – nummer to!

Derudover synes jeg altså også, at det er relevant at fremhæve, at langt størstedelen af frisører og bioanalytikere er kvinder. Der er altså en klar kønsmæssig skævhed i den måde, vi anerkender arbejdsskader på i dag. Så lad os få en revurdering af arbejdsskadesystemet, som jo primært blev udviklet til lønmodtagere i industrien og byggeriet.

I den forbindelse er det selvfølgelig enormt vigtigt for mig at fremhæve, at industriarbejderen selvfølgelig fortsat skal anerkendes og have den godtgørelse, der er nødvendig og rimelig, men skulle vi ikke tage at gå skridtet videre og sikre en ligestilling af fagene, når nu forskningen helt entydigt peger på, at servicearbejde også i den grad skal betragtes som hårdt fysisk arbejde og derfor desværre også medfører arbejdsskader for de mennesker, som arbejder i branchen?

Jeg synes, at det er på høje tid, at vi får opgraderet de nuværende retningslinjer for anerkendelse af arbejdsskader, så de stemmer overens med den nuværende forskning på området. Derfor er vi også meget glade for, at Enhedslisten har fremsat det her forslag, og meget glade for de mange besøg, vi har haft af de mennesker, der har taget den her sag op, sådan at vi har kunnet få det her på dagsordenen.

Jeg ser meget frem til den kommende udvalgsbehandling og er glad for, hvad jeg hører indtil videre, nemlig at regeringen ikke umiddelbart bare hælder det her ned ad brættet, men faktisk tager det alvorligt, selv om det ikke lyder, som om man kan vedtage forslaget, lige som det står her. Så jeg håber virkelig, at vi kan mødes i en eller andet form for kompromis med en anerkendelse af de her frisører og bioanalytikere og en tilkendegivelse af, hvad der skal ske herfra.

Jeg er helt med på hr. Jens Joels bemærkninger om, at vi jo ikke kan sætte en tidshorisont på, hvor hurtigt forskning skal gå, men man kunne måske sætte en tidshorisont på, hvor hurtigt vi skal orientere os her i Folketinget om, hvordan arbejdet går. Så det håber jeg at man vil tage med videre i overvejelserne omkring, hvad vi kunne skrive i den her udvalgsberetning, så vi kan mødes på en eller anden måde. Jeg glæder mig meget til udvalgsberetningen og håber, at vi kan sikre et arbejde herfra, så vi i højere grad kan anerkende frisørerne og bioanalytikerne, end vi gør i dag.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Først vil jeg også bare rigtig gerne anerkende talen og det, som kommer fra ordføreren,især også det om, at vi sikrer de kvinder, som udfører et hårdt arbejde. Altså, jeg vil bare lige minde om, at de i forhold til grad af muskel- og skeletbesvær ligger højere end folk, der laver anlægs-, slagteri-, rengørings- og betonarbejde. Det er så vigtigt, at vi faktisk får anerkendt det, for alt for ofte bliver det negligeret og faktisk nogle gange endda latterliggjort. Så det er jeg rigtig glad for.

Helt konkret i forhold til den beretning, vi skal lave, mener jeg, at det er ukontroversielt, og jeg håber også, og det vil jeg gerne høre ordføreren om, at ordføreren vil være med til, at vi sammen – på tværs af partierne og med regeringen – får skrevet, at det er det repetitive og det kraftfulde, vi skal have skilt ad. Det er nemlig dér, kernen til problemet er, og det er en af hovedårsagerne til, at folk lige nu ikke får anerkendt deres arbejdsskader. Så jeg vil høre, om ordføreren vil være med til at prøve at arbejde for det, som egentlig burde være ret ukontroversielt, nemlig at vi får adskilt de to ting fra hinanden.

Ordføreren.

Jeg hører jo også regeringen sige, at der kan være nogle principielle ting. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi sætter ind på det her område. Lad os da se, hvor vi kan lande det henne. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er dér, noget af problemet skal findes. Det kan vi jo også se i den her bekendtgørelse. Vi hører også fra de mennesker, der arbejder med det her til daglig, at det er en af udfordringerne.

Derudover er der vist også en udfordring med, hvor højt man løfter. Frisører står i en meget akavet position, men arbejdet er under skulderhøjde, og det kan der vist også være nogle udfordringer med. De repetitive bevægelser udgør en stor del af problemet her.

Fru Victoria Velasquez.

Ja, det er det, de siger i forskningen. Som jeg jo også har sagt mange gange, og som også fremgår af beslutningsforslaget, er der på både nationalt og europæisk niveau forskning, der netop viser, at problemet er det ensformige arbejde. Det, som bliver benspændet, er det med det kraftfulde, så det håber jeg virkelig at vi sammen kan samle partierne om, sådan at folk ikke skal betale med deres krop, fordi lovgivningen, reglerne og bekendtgørelserne simpelt hen halter bagud.

Ordføreren.

Hvis det er det, der mangler forskning på, er det jo der, vi skal sætte ind. Jeg synes også, at det er underligt, når man har så meget forskning på både dansk og europæisk plan, at der er behov for mere, men det er jo nu engang sådan, systemerne fungerer. Så må vi sætte ind der først. Jeg håber bare virkelig, at vi kan mødes i en beretning og få startet et arbejde her i stedet for at stå splittet, og så sker der ingenting.

Hr. Jens Joel, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak til SF's ordfører. Jeg vil egentlig bare bekræfte, at vi sagtens kan se, at man i en beretning skriver noget om, hvordan man vil følge op på det her, og hvordan man vil sikre at få en status på det. Det, som jeg sagde om tidsplanen, handler udelukkende om, at man jo ikke kan bestille forskning og sige, at man gerne vil have en bestemt konklusion på et bestemt tidspunkt. Det er vi nødt til at have respekt for, men det betyder ikke, vil jeg gerne understrege, at vi synes, at når vi er færdige her i Folketingssalen, så ser vi bare, om der sker noget på et tidspunkt. Vi vil også meget gerne være med til at lave en plan for, hvordan vi følger op på det partierne imellem.

Ordføreren.

Det synes jeg er enormt positivt. Jeg har også selv været forskningsordfører, og jeg ved godt, at man ikke kan tvinge forskere til at blive færdige på et bestemt tidspunkt. Men vi kan godt herindefra bede om en status på arbejdet, og det synes jeg vi burde gøre i slutningen af 2024 eller deromkring, så vi ved, hvad det er, der sker.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Astrid Krag fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance.

Tak, og først og fremmest tak til Enhedslisten for at fremsætte det her beslutningsforslag. Jeg synes, at det er en god debat, vi har i salen. Vi havde også fornøjelsen af et godt møde i udvalget for nylig, hvor vi havde besøg af branchens mennesker, der kunne gøre os lidt klogere. De har også stillet sig til rådighed for os alle sammen, og det synes jeg også de skal have ros for.

Da jeg var barn, var det fedeste i hele verden at besøge min bedste veninde, og noget af det sjoveste, vi lavede sammen, var at lege frisør, for det kunne vi gøre meget realistisk, fordi hendes mor havde alt det udstyr, man overhovedet kunne tænke sig. Det var, fordi hun før i tiden havde været frisør, før hun fik skader på sin krop, som gjorde, at hun ikke kunne fortsætte, og hun arbejder i dag i en bank. Det er selvfølgelig en anekdote, og når vi skal vurdere noget så konkret som arbejdsskader, kan vi jo ikke basere det på anekdoter fra vores barndomsliv eller andet.

Her er der mange anekdoter, rigtig, rigtig mange anekdoter, men der er kun 0,3 pct., der får anerkendt en arbejdsskade, så jeg hører også, at der er en bred enighed om, at det ikke bare lyder, som om man kan blive syg af at være frisør eller bioanalytiker eller generelt have repetitivt arbejde. Det ser også ud til at være lige præcis det, der sker i mange tilfælde.

Ministeren redegjorde meget godt for, synes jeg, at hun har bedt om en afrapportering i forhold til at få belyst det her mere, og også for, at der er midler i Arbejdsmiljøforskningsfonden, så vi kan indhente noget mere data. Jeg ved også, at der er meget data derude, som vi kan bringe i spil, også i branchen selv. Der bliver også snakket meget om, at vi ikke skal træffe en politisk beslutning om noget, som læger vurderes at være klogere til at mene noget om. Det tror jeg heller ikke er det, Enhedslisten beder om, når jeg hører, hvad Enhedslisten vil. Det handler om at forbedre mulighederne for, at arbejdsskader i denne branche anerkendes.

Til spørgsmålet om, hvordan modellen skal se ud, vil jeg sige, at hvis det er sådan, at man politisk har lavet en bekendtgørelse eller en lovgivning, der stiller nogle betingelser til den lægelige vurdering, så er det jo, vi politisk kan gå ind og gøre noget og kigge på, om det er rigtigt formuleret. Jeg hører ikke, at man automatisk skal anerkende en arbejdsskade på baggrund af et bestemt erhverv, men at man skal kigge på, om rammerne er i orden. Det er vi i Liberal Alliance store tilhængere af at vi får kigget på.

Vi har på ingen som helst måde lyst til at stemme nej til det her forslag, hvis det kommer til afstemning. Det tror jeg heller ikke vi vil gøre. Men vi er også enige med mange af dem, som siger, at det her skal belyses lidt mere. Vi har også stillet et spørgsmål til ministeren, som hun ikke helt er færdig med at få svaret på endnu, men jeg hører, at der er en velvilje hele vejen rundt til at få kigget på det her. Jeg synes også, at det er fair, at man stiller nogle krav til, hvornår vi skal følge op, og hvilken udsigt vi har til handling. Det hører jeg også fra Socialdemokratiets ordfører sagtens vil kunne lade sig gøre fra ministerpartiets side. Så det er betryggende at høre.

Alt i alt tak til Enhedslisten. Det har tydeligvis været en debat, der skulle rejses. Det kan man jo høre på den måde, det modtages på. Og så håber jeg også, at vi i Liberal Alliance kunne være med til at kigge på, om man kunne lave en fælles beretning og eventuelt arbejde lidt videre med forslaget og få konkretiseret, hvordan det præcis skal se ud i sidste ende. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Jeg tænker, at det giver rigtig god mening at lave en beretning, og så må vi jo arbejde for, at den bliver så ambitiøs som muligt, men jeg skal lige vende det med frisørerne og bioanalytikerne og de andre først. Det er jo deres arbejdsliv, det handler om.

Jeg kunne godt tænke mig at komme lidt ind på, hvad det her egentlig konkret drejer sig om, og hvad jeg også håber vi når frem til i beretningen. Lad os eksempelvis tage en helt konkret person: Hun er blevet opereret i begge hænder og har fået implantater; hun har været laborant i 20 år, og hun opfylder det, som er et krav til at få anerkendt sin arbejdsskade, nemlig at det har været ensidigt repetitivt arbejde. Det er jo klart, at hvis du bliver ved med at gøre noget i 20 år, så slider det på dine muskler, og det slider på dit skelet. Det er jo konkret derfor, hun er blevet opereret. Men så er der det her med kraftanvendelse. I Danmark, bliver det, hvilket Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur også har kritiseret, koblet sammen med, at der også skal være kraftanvendelse, og så er det jo, vi skærer alle dem fra, som er frisører og bioanalytikere. Så vil Liberal Alliance være med til at kigge på den del, som er det, de særlig bliver ramt af?

Ordføreren.

Jo, det er netop det, jeg også forsøgte at italesætte i min tale, nemlig at vi pålægger den lægefaglige vurdering at opfylde nogle bestemte betingelser. Det kunne også være, at der skal være varige men. Nogle gange stiller vi den betingelse i forbindelse med den lægefaglige vurdering, at der skal være varige men. Det er også et vist skøn, vi overlader til lægevidenskaben, når de skal vurdere. På samme måde har vi, når vi her har sat ind som et kriterie, at der skal være kraftanvendelse, sat et kriterie til den lægefaglige vurdering. Og hvis det er det, der spænder ben, og hvis løsningen er, at der skal kigges på det, så er det klart noget, Liberal Alliance er åben for at kigge på.

Fru Victoria Velasquez.

Det er jeg bare rigtig glad for at høre, for det er nemlig spot on i forhold til noget af det, der er kernen her. Så det vil jeg bare anerkende, og så vil jeg også bare lige kvittere og sige, at jeg jo troede, at ordføreren ville starte sin tale med at fortælle om, hvilke konsekvenser det kan have, når børn leger frisør med hinanden, men det var så ikke det, vi skulle høre, og det er måske også meget godt. Jeg tror, at mange af os ved, at det ofte nok kan være en god idé at lade frisører om at klippe ens hår. Men det kan være, at vi kan smile endnu bredere, når vi lander beretningen. Det håber jeg.

Ordføreren.

Jeg ved det ikke. Jeg klippede min datters hår i går, for jeg lærte faktisk utrolig meget om at klippe hår som barn og kunne fortsætte derfra, men selvfølgelig var det under opsyn af en voksen og under forsvarlige rammer. Ja, det er selvfølgelig frisører, der som udgangspunkt skal klippe, men jeg synes også, det er fedt, at man som barn kan blive inspireret til det.

Tak for det, og der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi siger tak til fru Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til fru Karin Liltorp fra Moderaterne.

Tak for ordet. Kan den samme bevægelse udført gang på gang gennem mange år være skadelig, selv om den ikke er forbundet med stor belastning? Det er det store spørgsmål, når det handler om frisører og bioanalytikere. For nej, en saks eller for den sags skyld en pipette er ikke særlig tung eller svær at håndtere en enkelt gang eller ti gange, men når man har gentaget bevægelsen tilstrækkelig mange gange, er det bestemt ikke svært at forestille sig, at det gør permanent skade. Derfor synes jeg også, at forslaget tager udgangspunkt i en meget vigtig problemstilling, og det kræver jo, at vi kigger mere på området.

Jeg kan sige personligt, at det overraskede mig, at der ikke allerede var evidens på det her område. Det er der sikkert mange af os der i virkeligheden er blevet overrasket over, fordi vi netop nemt kan forestille os, at det selvfølgelig kan føre til skader. Så det at læse, at der faktisk ikke var nogen lægefaglig evidens på området, synes jeg derfor personligt var underligt. For man må jo trods alt sige, at både frisører og bioanalytikere er noget, der findes i hele verden, og man skulle jo tro, at der var masser af tilgængeligt data derude.

Jeg synes også, at de mange historier om tidlig tilbagetrækning i frisørbranchen tyder på, at der helt sikkert er noget om snakken. Derfor synes jeg jo stadig væk, at opgaven nu er at få samlet de data, som vi hele tiden snakker om, og vise, at der faktisk er et problem, og at vi skal gøre noget ved det. Altså, uden at være forsker på området forestiller jeg mig ikke, at opgave er kæmpestor. For jeg tror, at det kommer til at dreje sig om at hente den information, der er, og ikke holde sig udelukkende til Danmark, men også kigge på erfaringerne fra andre lande, og det er jeg sikker på at nogle dygtige forskere kan gøre, uden at det tager alt for lang tid.

Når vi ikke støtter forslaget i dets nuværende format, er det jo, fordi vi synes, at vi skal holde de beslutninger ud i en vis armslængde og holde fast i, at det er den lægefaglige vurdering, der tæller. Der skal være evidens for, at der er en sammenhæng mellem arbejdet og de skader, der er kommet, og det synes vi helt grundlæggende egentlig ikke at der skal laves om på. Men selv om vi ikke støtter op om forslaget i dets nuværende form, støtter vi jo helt op om, at det er noget, vi skal holde fokus på, og jeg synes også, at det lyder som en god idé at skrive en beretning og sige: Vi skal holde snuden i sporet, og vi skal have fulgt op på den her problemstilling.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Victoria Velasquez.

Tak til ordføreren for talen. Det er nemlig helt rigtigt, at der faktisk ligger en masse viden og data. Det er derfor, jeg bliver lidt nysgerrig, når regeringens svar er, at vi skal have mere forskning. Hvad er det, forskningen skal svare på her? Problemet er jo, at det her med det kraftfulde indgår i det, og det problem løser forskningen jo ikke. Det er netop ikke det kraftfulde, der gør, at man får arbejdsskaden; det er det repetitive, det ensformige, det gentagne arbejde. Så jeg vil bare gerne lige forstå, hvad det er, forskningen skal hjælpe til med i forhold til at få det adskilt.

Nu kommer jeg selv fra forskningens verden, og det, forskere gør, er netop, at de kigger på evidens og samler tilstrækkelig mange data for at sige: Ja, det er faktisk nøjagtig den her udførelse af arbejdet tilstrækkelig mange gange. Der ligger jo masser af viden derude, og der er jo også vist, at der med stor sandsynlighed er en sammenhæng, men til gengæld var der også andre undersøgelser, der viste, at der ikke var en sammenhæng. Jeg synes bare ikke, at det er vores beslutning herindefra, for vi er netop ikke forskere. Det er derfor lægerne, der skal sige: Ja, der er den her sammenhæng.

Spørgeren.

Det er jo ikke forskerne, der siger, at vi i reglerne skal fastholde, at der står kraftfulde. Så det er bare derfor, jeg ikke helt forstår det, når der er en masse viden og data og lægefaglige, behandlende læger, ortopædkirurger osv., som beskriver det her med det ensformige og repetitive arbejde. Og grunden til, at de ikke kan få anerkendt deres arbejdsskade, er, at der i reglerne står, at det kraftfulde skal være med. Er det, fordi ordføreren mangler, at der er en forsker, der siger, at vi skal tage det kraftfulde ud af reglerne? Jeg skal bare lige forstå det.

Ordføreren.

Det, som jeg synes mangler, er en forsker, der siger, at vi har data, der viser, at der er evidens for, at det her arbejde skaber skaderne. Der er det jo ikke godt nok at have anekdotisk evidens. Det er ikke godt nok, at der er én, der siger, at jeg tror, at der er en tydelig sammenhæng. Det er jo sådan, forskning virker. Man samler alle de data, der er på området, og siger: Nu kan vi med stor sandsynlighed sige, at det selvfølgelig er det her, det skyldes. Og så skal der jo efterfølgende laves om på reglerne, og så skal det optages på listen over arbejdsskader.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Så går vi til næste ordfører, og det er fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak. I Danmarksdemokraterne er vi meget optaget af, at det skal være sikkert og sundt at gå på arbejde. I det lys har vi stor sympati for beslutningsforslaget, vi skal behandle i dag.

Der er ingen tvivl om, at frisører og bioanalytikere på lige fod med andre faggrupper har krav på et ordentligt arbejdsmiljø. Men naturligvis mener vi stadig væk, at afgørelsen skal ligge hos de lægefaglige instanser. Vi mener, at det er vigtigt, at vi anerkender arbejdsskader, som ikke nødvendigvis kommer af hårdt fysisk arbejde, men som i høj grad kan komme af statisk arbejde med gentagne bevægelser. Det er måske ved at være tid til at revurdere arbejdsskaderne generelt. For os er anerkendelsen vigtig, og vores ønske vil være, at vi i udvalget kan se på muligheden for f.eks. omskoling, når man ikke længere kan varetage sit job. Jeg ved godt, at det var en sidebemærkning, så tilbage til forslaget. Det er tydeligt, at der er behov for at se på arbejdsskader med lidt andre øjne. Og selv om vi har stor tiltro til den lægefaglige viden, må vi også konstatere, at den måske trænger til en gennemgang.

Når vi ikke støtter forslaget, er det, fordi vi ønsker, at vi i udvalget får mulighed for at hente lidt mere viden fra den lægefaglige side og fra andre relevante instanser, før vi forhåbentlig og gerne bredt kan finde en løsning, der kan imødekomme alle dem, der lige nu er kommet i klemme i systemet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning. Fru Victoria Velasquez.

Tak for det. Det er bare, fordi det virker, som om der lidt er en misforståelse om, at der ikke er noget forskning og data på området. Der er forskning på området, bredt anerkendt, både nationalt og europæisk, som viser, at repetitivt og ensformigt arbejde har konsekvenser. Det bliver anerkendt, at der er en udfordring forbundet med det.

Det, som er hovedproblemet her, er jo reglerne, hvor vi simpelt hen har nogle regler, der siger, at det kraftfulde også skal være til stede, for at du kan få anerkendt noget som en arbejdsskade. Jeg tror, vi er mange herinde, der er glade for, at det kraftfulde ikke er noget af det, der er en del af en frisørs arbejde, for så kunne ens hår se rimelig skørt ud. Det vil sige, at vi lægger et kriterie op for, hvornår en arbejdsskade skal anerkendes, som ikke er en del af det, som er deres arbejde. Det er derfor, jeg er nysgerrig på, om ikke Danmarksdemokraterne vil være med til at se på, hvordan vi faktisk laver nogle regler, som er retvisende i forhold til det, der er problemet, så vi rent faktisk tager udgangspunkt i, hvad det er for et arbejdsliv, som vi har, og hvad det er for nogle skader, der kommer der.

Ordføreren.

Så fik jeg slet ikke udtrykt mig korrekt, for vi er ikke spor i tvivl om, at arbejdsskader kan komme af alle former for statisk arbejde med gentagne bevægelser. Jeg er bare bange for, at vi i det her forslag hænger os lidt fast i, at det kun er nogle få faggrupper. For jeg mener faktisk, det er meget bredere. Når jeg siger det, er det, fordi jeg selv har arbejdet i 20 år som blomsterdekoratør og fået slidgigt i begge mine tommelfingerled, så jeg ved godt, hvad det vil sige at lave statisk arbejde med gentagne bevægelser. Derfor siger jeg også bare, at vi mangler noget lidt mere dybdegående og lidt flere dybdegående undersøgelser af, hvor de her arbejdsskader sætter sig, altså det statiske arbejde med gentagne bevægelser, men også i et bredere omfang end kun frisører og bioanalytikere. Og jeg kigger op, for jeg har jo også haft samtaler med forbundet her og er meget, meget enig i, at det skal anerkendes.

Spørgeren.

Så kan jeg betrygge ordføreren i, at det ikke kun er frisører og bioanalytikere, der vil få gavn af det her forslag. Det er jo alle, som i dag bliver ramt er det her med det kraftfulde. Det er det, der er benspændet for, at de kan få anerkendt deres arbejdsskade. Så jeg håber bare, vi kan lave en beretning sammen – jeg skal jo som sagt lige tale med de mennesker, hvis arbejdsliv det vedrører, om det – sådan at vi helt konkret tager det, de oplever, seriøst. Jeg kan jo høre, at ordføreren har det helt tæt inde på livet og ved, hvordan det er.

Ordføreren.

Jeg er godt klar over, at det ikke kun er den her gruppe. Jeg godt klar over, at det spænder meget vidt. Men det er enormt vigtigt for mig og mit parti, at vi, når vi sætter os ned og laver noget, gør det så gennemtænkt og fuldført, at det, vi kommer ud med, dækker den rigtige faggruppe – og det kan være hvem som helst – men også, at det, vi kommer ud med, er noget, der rent faktisk virker i praksis. Så jeg vil ønske, og jeg håber, og jeg vil appellere til, at ministeren måske ser muligheden i en arbejdsgruppe i det her regi.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Så vi siger mange tak. Så er næste ordfører fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak. Inden vi går herned i salen en dag som i dag, har der jo været et forarbejde med at få printet papirer og akter og få samlet mapperne og gjort hele materialet klar, og hvem har så hjulpet mig i dag? Det har en frisør. For vi kender dem jo alle sammen, frisørerne, som strander med arbejdsskader, og som finder deres plads andre steder som f.eks. på Christiansborg. Derfor vil jeg også gerne sige tak til Enhedslisten for at have fremsat forslaget om anerkendelse af frisørers og bioanalytikeres skader i bevægelsesapparatet som arbejdsskader og for at sætte fokus på problemstillingen. Det er en dagsorden, som også optager De Konservative meget, faktisk så meget, at vi lægger navn til en konference om området senere på måneden her på Christiansborg i samarbejde med branchen og Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund. Og alle her skal selvfølgelig være så velkomne.

Der er ingen tvivl om, at arbejdet som frisør er hårdt. Det ved vi fra rapporter; det ved vi fra forskning. Derfor vil Konservative også gerne som udgangspunkt kreditere for intentionen i forslaget. Naturligvis skal vi sikre, at folk ikke bliver syge af at gå på arbejde. Men det er også en uhensigtsmæssig vej at gå, hvis det bliver os som Folketing, som skal afgøre og balancere på en vægt og stemme for eller imod, hvilke faggrupper der kan få anerkendt en erhvervssygdom. Derfor håber jeg virkelig, at vi i anden sammenhæng kan komme til at løse udfordringen, som vi allerede har debatteret det i dag. Erhvervssygdomme skal registreres og fastsættes, men ikke af os. Her kan Erhvervssygdomsudvalget og Arbejdsmiljøforskningsfonden være det forum, der måske kunne være det rette, så vi kan få den medicinske dokumentation eller evaluering af det eksisterende – og ikke en flertalsbeslutning her i salen.

Jeg har faktisk behov for at gå lidt ud ad en tangent, for der er en ret væsentlig problemstilling i det her, som er: Hvorfor forlader så mange frisører branchen i en ung alder? Den ene side af sagen er jo at få arbejdsskaderne anerkendt; den anden side af sagen er, at det er lige så vigtigt, hvad vi kan gøre for at undgå, at det kommer så vidt. Jeg er godt klar over, at det ikke er en del af beslutningsforslaget her, men det er jo en indlysende del af problemstillingen.

Så alt i alt, som beslutningsforslaget ligger her, bliver det med tungt hjerte, at vi kommer til at stemme imod, men jeg håber virkelig, at vi i udvalgsregi med en beretning eller anden form for arbejde kan finde en løsning og sætte turbo på det og gå videre med det. Og det fornemmer jeg også at der er rigtig stor opbakning til her i salen. For problemstillingen er der, og vi skylder at gøre noget ved den. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning til fru Victoria Velasquez. Værsgo.

Mange tak. Og tak til ordføreren for talen. Jeg ser meget frem til konferencen, og jeg er enormt enig. Altså, hvad gør vi, for at man kan holde til at blive i faget? Der kan også være helt konkrete problemstillinger som graviditet. Hvis andre er gravide, er der en masse regler for, hvad man ikke må, men hvis du er gravid som frisør – bare for at komme med et eksempel – må du godt blive udsat for nogle af de der ting. Der er noget her, vi kan gøre så meget bedre, altså for at forbedre arbejdsmiljøet.

Jeg håber ikke, at vi skal ud i, at Konservative ikke kan stemme for. Jeg håber, at vi lander på at kunne lave en beretning, som også kigger særligt på det her med det kraftfulde, som jo vedrører frisører, bioanalytikere, laboranter og andre faggrupper. Jeg vil bare se frem til samarbejdet der. For mig er det ikke vigtigt, at det bliver på den her måde. Vi er jo bare kommet med et forslag, et opråb, for at tage det, de oplever, alvorligt, og fordi der er gået så mange år, hvor der ikke er sket noget. Så jeg vil bare høre, om Konservative vil prøve at være med i en beretning.

Ordføreren.

Det vil vi rigtig gerne. Jeg ville være ked af, at det her ender med en simpel afstemning her i salen. Så helt sikkert ja.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så er det fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre.

Tak for det, tak for debatten, og tak for, at vi har den her i dag i salen. Jeg må ærligt indrømme, at jeg nok også er en af dem, der, når jeg kigger på det her, tænker, at det altså ser underligt ud, at nærmest ingen sager om de her skader bliver godkendt. Jeg har ikke noget lægefagligt at bygge det på; det er bare sådan rent intuitivt og menneskeligt, at jeg synes, det virker skørt. Det virker derfor også, som om der er et hul her, som bør kunne fikses. Jeg synes også, at debatten i salen i dag indtil videre tyder på, at der er nogle ting her, som vi er enige om rent faktisk gerne at ville løse. Så skal vi bare lige finde ud af at gøre det i fællesskab og finde vejen derhen.

Jeg er ret glad for, at ministeren rent faktisk er indstillet på at finde en vej frem i det her, så vi får den viden, der skal til, for at Erhvervssygdomsudvalget rent faktisk kan indstille til ændringer af det her. Jeg synes, det grundlæggende er en god måde, vi har vores arbejdsskadesystem bygget op på, og det er ikke et princip, vi i Radikale Venstre ønsker at ændre på. Jeg er nemlig enig i, at det ikke bare skal være Folketinget, der står og lige føler for det ene eller det andet, men at det skal ske på et oplyst grundlag. Jeg er dog også nødt til at understrege, at det er vigtigt for mig, at man i forhold til det arbejde, der så sættes i gang, og de penge og midler, der bliver fundet til den forskning, der skal laves, så sikrer sig, at det rent faktisk også kommer til at belyse det område, som mangler at blive belyst, og ikke bare alt muligt andet, sådan at vi ikke, når man har brugt de her midler på at undersøge noget, står bagefter og igen siger: Nå, det blev så ikke belyst ordentligt alligevel. Det er fra Radikales side fuldstændig afgørende, at vi rent faktisk sørger for, at det bliver meget tydeligt, hvad der mangler af viden, for at vi kan træffe en afgørelse her, og så Erhvervssygdomsudvalget rent faktisk kan lave en indstilling til ministeren. Så det er et obspunkt for Radikale Venstre.

Jeg håber rigtig meget, at vi kan lave en beretning, så vi nemlig ikke laver en syltekrukke og har en eller anden afstemning hernede, der bare sætter en stopper for det, men rent faktisk får skabt noget handling. For Radikale Venstre vil det også være vigtigt, at vi får en tidsstyring af det, ikke for at styre forskerne, men for at styre os selv og for, at det ikke bliver glemt. Det vil vi i Radikale Venstre i hvert fald rigtig gerne være med til. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Victoria Velasquez.

Tusind tak. Jeg vil bare sige, at det er jeg virkelig, virkelig glad for, og anerkende det. Og jeg er helt enig i, at det her jo ikke er nogen mavefornemmelse. Vi kan netop se, at Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at frisører er på topto over de mest fysisk krævende jobs, og omvendt kan vi også se, at 99,7 pct. får afvisning. Det vil sige, at det i den årrække, man har kigget på – fra 2006 til 2023 – faktisk kun er fem personer i gennemsnit, der har fået anerkendt deres arbejdsskade. Det er jo helt tydeligt, at der er et misforhold dér. Så jeg er bare rigtig glad for, at ordføreren vil være med til at sikre, at den beretning bare ikke skal blive en syltekrukke, og at vi får noget tidsstyring på det. Så tusind tak for det.

Ordføreren.

Selv tak. Jeg tror faktisk på, at der både for bioanalytikere og frisører og helt sikkert også for andre faggrupper er en udfordring her, og jeg ser det egentlig som en meget naturlig udvikling i vores arbejdsskadeanerkendelse og i det samfund, vi er i, at vi også kommer ind og kigger på det her.

Der er ikke flere bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så er det hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

Tak. Tak for ordet. For Dansk Folkeparti er det også vigtigt, at vi skaber et arbejdsmarked og et sikkerhedsnet, der er trygt for den enkelte dansker. Det siger jo næsten sig selv, at det kan slide hårdt på kroppen, hvis man laver den samme bevægelse igennem et helt liv, så for os er det rigtig vigtigt, at vi får skabt de her gode rammer om vores erhvervsfag. Kun på den måde kan vi også i fremtiden skabe en opbakning til, at folk vælger erhvervsfagene til. Så det nytter selvfølgelig ikke noget, at vi har et fag, hvor man fra starten skal indstille sig på, at man ikke kan modtage en erstatning, hvis man bliver skadet. Der er helt sikkert noget, vi bør kigge ind i, for de her mennesker anmelder jo ikke skaderne uden en årsag. Og der er nok også en forældet fortolkning af, at erhvervssygdomme som udgangspunkt kun kan ske ved tunge løft. Derfor er jeg i hvert fald også positivt indstillet på, at vi får lavet en række ændringer inden for området. Helt generelt er Dansk Folkeparti meget positive om det her, og vi håber også på, at der kan lande en god beretning. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Victoria Velasquez.

Det er jeg virkelig glad for, og jeg tror også, der er rigtig mange i hele landet, som er rigtig glade for at mærke, at det bliver taget alvorligt, når de står frem. Ordførerens tale fik mig til at tænke på det her med, hvor mange der anmelder det. Der er faktisk også flere, også nogle af dem, jeg talte med i frisørsalonen, og jeg hører det også fra andre, der siger, at dem, de har talt med, faktisk ikke har anmeldt det. Så de 99,7 pct., der har fået et afslag, er jo på en eller anden måde også et tal, der dækker over et mørketal, fordi der er mange, der ikke engang gider kaste sig ud i den her proces, når de kan se hvor få, der faktisk får medhold. Så det er bare virkelig vigtigt, at vi kan blive enige om det sammen, og det vil jeg bare kvittere for. Tak.

Ordføreren.

Tusind tak for det.

Der er ikke flere bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Det er en snoet vej op til talerstolen, og det kan også være, det bliver en snoet vej i forhold til at få anerkendt de arbejdsskader, som frisører og bioanalytikere har, men det er vi ligeglade med, vi bider os fast, for det skal simpelt hen lykkes. Derfor synes jeg også, det er opløftende at mærke den energi, der er, i forhold til at vi skal have sikret det. Jeg glæder mig rigtig meget til arbejdet med at få lavet den beretning. Jeg ved godt, det er en kunst at sørge for, at beretninger ikke bliver syltekrukker, men jeg er sikker på, at mange vil hjælpe med at gøre den så konkret som muligt og med at finde ud af de helt rigtige ting, som vi skal holde fast i.

Når frisører, bioanalytikere eller andre bliver ramt af en arbejdsskade og vi så ser nogle sager, hvor man tænker, at det er helt åbenlyst, at det er en arbejdsskade, men hvor de så alligevel ikke får anerkendt deres arbejdsskade, så kan vi simpelt hen ikke ignorere det og have en blind vinkel til det, som en af ordførerne også var inde på tidligere. Helt konkret kan man sige, hvad vi også har været inde på, at når vi kan se, at afslagene er så mange, viser det jo ret tydeligt, at vi har et problem her. Det er i 99,7 pct. af alle sagerne, hvor der kommer en afvisning, og eksempelvis frisører ligger i top 2 over de mest fysisk krævende jobs, altså over slagteriarbejdere, betonarbejdere osv. Det er ikke i orden, at det er på den måde. Alene det, at man inden for frisørfaget har noget, man f.eks. kalder en frisørskulder, er jo med til at vise, at der bare er en gængs forståelse af, at vi har et problem her. Det skyldes et forældet system, som jo primært er udviklet til at kigge på, hvordan nogle af jobbene inden for industrien er, men som slet ikke er fulgt med tiden. Det skal vi sørge for at der kommer en løsning på, for det går simpelt hen ikke, at det fortsætter med, at man til frisører, bioanalytikere og andre, som oplever permanente skader, og som bliver syge af at gå på arbejde, siger: Suck it up. Det kan simpelt hen ikke være den måde, vi behandler folk i vores samfund på.

Vi skal huske, at der er klar dokumentation for, at skader i de små muskler og led altså er lige så smertefulde som skader i de store led og muskelgrupper. Jeg synes også, at det derfor er vigtigt at sige, at jeg er glad for den anerkendelse, der her i dag er af skaderne og omfanget af det. I forhold til de skader, som man har, og de smerter, der følger med der, er det rigtig ofte sådan, at man modtager behandling, og eksempelvis frisører og bioanalytikere tager smertestillende medicin for at kunne passe deres arbejde. Helt konkret har vi igen en undersøgelse blandt frisører og kosmetologer, der viser, at 45 pct. ugentligt tager smertestillende medicin for at kunne klare jobbet. 36 pct. oplever hver eneste dag, at de har smerter, 75 pct. af frisørerne oplever som minimum hver eneste uge, at de har smerter, og 81 pct. har fået en behandling af smerterne, som har været arbejdsrelaterede. For faggruppen her ser vi problemet på både nationalt niveau og europæisk niveau, og det er ikke kun blandt frisørerne. Det er også blandt bioanalytikere, hvor vi kan se, at det generelt findes i forhold til dem, som har det repetitive og ensformige arbejde. I forhold til bioanalytikerne ligger tallet på 42 pct. for dem, som minimum ugentligt oplever smerter i forbindelse med deres arbejde.

Det er også derfor, at vi jo har udviklet beslutningsforslaget med folk, der direkte tager deres problem fra hverdagen, som de oplever, med herind i Folketingssalen, og på baggrund af grundig forskning , som allerede eksisterer på området, og det er derfor, jeg håber, at vi i beretningen kan gøre det så ambitiøst som muligt, så vi ikke længere skal lade de berørte frisører, bioanalytikere og andre vente længere. Vi skal kunne lykkes med at få adskilt det, der angår arbejde med kraftanvendelse , fra det, der angår det repetitive og ensformige arbejde, for ellers er det simpelt hen at lægge et benspænd op, så de ikke kan leve op til kravene, når det ikke er en del af deres arbejdsliv.

For man skal nemlig ikke blive syg af at gå på arbejde, og sker det, at man bliver det, skal man have det anerkendt. Det er min og Enhedslistens grundholdning, og det hører jeg også flere sige i dag at de er enige i. Så jeg glæder mig rigtig meget til det udvalgsarbejde, hvor man går i gang med beretningen.

Tusind tak for det store arbejde, og tak for forhandlingen her i salen.

Der er indtil videre en enkelt til en kort bemærkning, det er til fru Astrid Carøe.

Tak for det. Ordføreren og jeg er jo igen og endnu en gang ikke synderlig uenige på det her område. Jeg vil bare igen sige tak til ordføreren for at rejse debatten her i Folketingssalen og så dele begejstringen over, hvor god en debat det har været, og hvor meget det virker, som om det faktisk er noget, man vil gå videre med og kigge på bredt blandt partierne her i Folketinget. Det er måske, både fordi vi kan se tallene, men også fordi jeg synes, at det er meget sigende, at der er så mange, der har været oppe, godt nok med anekdoter, men med egne anekdoter om, at man kender folk, der virkelig har fået ondt af at arbejde som frisør.

Så håber jeg jo også meget på, vi kan lande den her beretning. Og jeg vil også takke ordføreren for at gribe den mulighed i stedet for, hvad der jo nogle gange kan være det nemme, bare at tage den i salen og få en afstemning. Jeg tror faktisk, vi kan rykke mere med en fælles beretning, men lad os se, hvad udvalgsarbejdet udvikler sig til.

Ordføreren.

Tusind tak. Og jeg vil gerne kvittere den anden vej tilbage, men jeg mener egentlig, at takken skal videre til dem, som er stået frem – menige medlemmer, frisører og bioanalytikere og andre, men selvfølgelig også deres valgte tillidsrepræsentanter ved foretræde og for at levere argumenterne til os, for det gør, at vi kan se, at det giver mening.

Så vil jeg sige: Nogle gange synes jeg, at ting skal til afstemning, fordi der er for meget uld i mund og folk skal bekende kulør. Vi har jo ikke besluttet det endnu, det skal vi finde ud af, men når jeg synes, det kan give mening at sige, at vi skal lave en beretning, så er det også, fordi jeg faktisk har tillid til, at nogle af de ting, som der er blevet sagt, kan føre noget godt med sig, og at det er det, der vil gøre det endnu bedre fremadrettet, og som måske vil gøre, at vi faktisk kan få skabt et bedre arbejdsmiljø for de berørte. Det er i hvert fald det, jeg håber på. Og så synes jeg, at det giver mening at lave en beretning, hvis det kommer dem, som det drejer sig om, til gavn.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.