Tak for ordet. Jeg fortsætter min meget prisværdige vikartjans. Med forslaget vil forslagsstillerne ændre færdselsloven, sådan at aldersgrænsen for erhvervelse af kørekort til stor knallert, knallert 45, sættes ned fra 18 til 16 år. Det synes vi i Socialdemokratiet vil være et skridt i den forkerte retning for færdselssikkerheden i almindelighed og for unges færdselssikkerhed i særdeleshed. Det er et forslag, som i lidt forskellige udgaver har været behandlet i Folketinget flere gange. Tilbage i 2019 var Socialdemokratiet ikke afvisende over for forslaget, men i 2021 afviste vi forslaget. Årsagen var, at transportministeren i 2021 bad Færdselssikkerhedskommissionen om at se nærmere på forslaget og komme med bemærkninger hertil.
Færdselssikkerhedskommissionen var meget klar i sit svar og sagde, at aldersgrænsen for erhvervelse af kørekort til stor knallert ikke bør sættes ned fra 18 til 16 år. Bag den tilkendegivelse fra Færdselssikkerhedskommissionen lå, at 11 ud af 12 høringssvar ikke kunne anbefale, at aldersgrænsen skulle sættes ned.
I høringssvarene udtalte f.eks. Rådet for Sikker Trafik, at tohjulede motoriserede køretøjer er de transportformer, der indebærer højst risiko for at komme alvorligt til skade eller blive dræbt i trafikken i forhold til antal kørte kilometer. Rådet for Sikker Trafik understregede, at hvis man sænker aldersgrænsen for stor knallert fra 18 til 16 år, giver man de mest risikovillige unge øget adgang til de mindst sikre transportmidler, samtidig med at man risikerer at flytte dem væk fra mere sikre transportformer som cykel, bus og bil.
Rådet for Sikker Trafik lagde meget klar vægt på, at det med stor sandsynlighed ville medføre menneskelige omkostninger i form af flere dræbte og tilskadekomne at sætte aldersgrænsen ned. Danmarks Tekniske Universitet påpegede, at tohjulede motorkøretøjer er den køretøjstyper, der indebærer den største risiko for involvering i en trafikulykke med alvorlig tilskadekomst eller med døden til følge.
Ifølge DTU var det veldokumenteret, at unge trafikanter udgør en risikogruppe i trafikken, også i Danmark. Unges aldersrelaterede, kognitive og psykosociale udvikling er et centralt element i unges risiko i trafikken, og blandt unge knallertkørere kommer det bl.a. til udtryk i en risikoadfærd og en stærk tro på egne evner til at mestre køretøjet, f.eks. under høj fart, samt en stærk tro på at kunne forhindre ulykkesinvolvering.
Vi kan spørge os selv, om en eventuel indførsel af knallert 45 for 16-18-årige vil føre til færre tunede knallerter. I Rigspolitiets 3 år gamle høringssvar var vurderingen, at muligheden for at erhverve kørekort til stor knallert som 16-årig ikke vil resultere i færre ulovlige knallerter, da den lovlige hastighed for den store knallert 45 ikke vil findes hurtig nok i de unges øjne, for de vil fortsat tune den knallert 30, som man kan erhverve sig som 15-årig, eller måske en knallert 45, hvis de fik mulighed for det. Spørgsmålet er, om det vil sikre de unge en bedre mobilitet. I debatten er argumentet om bedre mobilitetsmuligheder for unge blevet fremført. Det er rigtig vigtigt med god mobilitet, men sandheden er jo, at unge mennesker fortsat vil kunne køre på knallert, elcykel og almindelig cykel, så der er mulighed for mobilitet. Endelig viste høringssvarene i forbindelse med Færdselssikkerhedskommissionens høring, at det ikke ligefrem er et folkekrav fra hverken forældre eller unge at få det her forslag gennemført.
Derfor vil jeg afslutningsvis sige, at Socialdemokratiet prioriterer færdselssikkerhed højt, og vi synes, at det vil være et skridt i en forkert retning at tage chancer i forbindelse med de unges liv og førlighed. Høringssvarene indgivet til Færdselssikkerhedskommissionen fra en lang række aktører med stor indsigt i problemstillingen er meget klar: Hvis vi skal vægte færdselssikkerhed for de unge, skal vi ikke ændre aldersgrænsen. Lad os se, om der under behandlingen af forslaget her dukker noget nyt op, som gør os klogere på forslaget. F.eks. bør vi få svar på, hvor mange flere unge der vil blive dræbt eller komme svært til skade i trafikken, hvis dette forslag gennemføres.
Jeg vil opfordre transportministeren til at oversende høringssvar og notater fra den høring, som Færdselssikkerhedskommissionen gennemførte i 2021, og jeg vil opfordre ministeren til at spørge Færdselssikkerhedskommissionen, om der er kommet noget nyt under solen siden høringen i 2021. I Socialdemokratiet forholder vi os afventende, men vi er skeptiske og hælder mest til at holde den færdselsikkerhedspolitiske fane højt og passe godt på vores unge i trafikken. Tak for ordet.