Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 165:

Forslag til folketingsbeslutning om en øjeblikkelig og varig våbenhvile i Gaza.

Af Christian Friis Bach (RV), Trine Pertou Mach (EL) og Sascha Faxe (ALT).

(Fremsættelse 01.03.2024).

Jeg kan se, at ordføreren for forslagsstillerne, hr. Christian Friis Bach, ønsker at give en begrundelse for forslaget. Værsgo.

Tak for det. B 165 er en opdateret version af det borgerforslag, vi diskuterede i december, som næsten 80.000 danskere har skrevet under på. Det borgerforslag er desværre og dybt tragisk stadig lige relevant her 5 måneder senere. Situationen i Gaza er om muligt endnu værre i dag, end den var dengang. Dødstallet er nu steget til over 35.000 – en tredjedel er børn og kvinder. Mens vi står her, er 600.000 palæstinensere på flugt igen, mange af dem for tredje eller fjerde gang under de snart 7 måneder, krigen har varet. Det svarer til, at alle indbyggerne i Københavns Kommune er på flugt med kort varsel og med meget få ejendele. Børn, gamle, svage, syge mennesker er nu flygtet med kort varsel, efter at Israel har annonceret angreb og er begyndt at angribe i Rafah på trods af de stærkeste advarsler fra stort set hele det internationale samfund om ikke at gøre det.

Hvis de flygtninge drømmer om nu at kunne tage hjem, vil det hjem, de forlod, med stor sandsynlighed være bombet helt væk, bombet til ukendelighed i en destruktion af infrastruktur, som vi sjældent har set, og som har affødt stærk kritik fra FN's højkommissær for menneskerettigheder. I går advarede FN's verdensfødevareprogram, WFP, om, at risikoen for en dyb hungersnød nu er større end på noget tidspunkt, siden krigen brød ud. Der kommer lige nu kun en meget begrænset mængde fødevarer ind i Gaza, og der er børn, der er underernærede og fejlernærede, hvilket kan give dem permanente skader for resten af deres liv, og der er desperate forældre, som ikke kan få mad til deres familier. Det er en hungersnød, der bliver stadig mere alvorlig, på trods af Den Internationale Domstol i tydelige vendinger har pålagt Israel at sørge for, at civilbefolkningen får tilstrækkelig humanitær hjælp.

Der har været over 600 angreb på sundhedsfaciliteter. Der er ingen fuldt funktionelle hospitaler tilbage. Tusinder af børn med kroniske sygdomme kan ikke få handling. Det er samtlige grundlæggende menneskerettigheder, som bliver krænket.

Tak til ordføreren. Begrundelsen er 2 minutter. (Christian Friis Bach (RV): Beklager. Jeg fortsætter med resten senere). Så er forhandlingen åbnet, og den første, der får ordet, er udenrigsministeren. Værsgo.

Tak for ordet, og tak for begrundelsen. Forslaget her lægger sig jo godt op ad den debat, vi sådan set allerede har afviklet over det sidste stykke tid. Jeg vil selvfølgelig gerne redegøre for vores position. Noget af det bliver selvfølgelig en smule repetitivt, fordi jeg jo også i den forrige debat tilkendegav, at vi ser med dyb, dyb alvor og bekymring på den øjeblikkelige situation i Gaza og i hele området, risikoen for eskalation m.v., men først og fremmest jo den her humanitære katastrofe med over 35.000 dræbte, knap 79.000 sårede, vel tre fjerdedele af befolkningen i Gaza, der lever som internt fordrevne, og senest, som ordføreren for forslagsstillerne også var inde på, et Israel, som trods gentagne advarsler, tager de første skridt mod en militær landoffensiv i Rafah, som man allerede ser konsekvenser af, og de kan blive endnu mere uoverskuelige. Så det er en alvorlig situation, og den evakuering af civilbefolkningen, der lige nu er i gang, er, som FN også siger, forbundet med endog meget store risici for civilbefolkningen, bl.a. på grund af omfanget af ueksploderet ammunition, som formodes at ligge langs evakueringsruterne, ligesom der generelt meldes om utilstrækkelige faciliteter i de såkaldte humanitære zoner uden for Rafah.

Det er særlig på baggrund af den humanitære situation i Gaza, at regeringen meget aktivt, både bilateralt over for Israel og i relevante grupper af lande, gennem måneder har opfordret til en øjeblikkelig humanitær våbenhvile, som på kort sigt kan bidrage til at sikre øget humanitær adgang og livsvigtig nødhjælp til civilbefolkningen, og som vi håber også vil kunne udmunde i en varig og bæredygtig våbenhvile og ultimativt etableringen af en tostatsløsning. Så vi kan sådan set genkende vores position i meget af det, der står i beslutningsforslaget, men kan alligevel ikke støtte det. For når vi ikke, og det er i øvrigt på linje med det øvrige EU, kræver en øjeblikkelig og varig våbenhvile, skyldes det jo, dels at vi fortsat anerkender Israels ret til at forsvare sig mod terrorbevægelsen Hamas efter angrebet den 7. oktober, dels at Hamas fortsat holder op mod 100 gidsler indespærret i Gaza. Det er gidsler, som de indtil videre har nægtet at udlevere. Så hvis vi valgte at gå enegang i forhold til det øvrige EU og betingelsesløst insistere på en øjeblikkelig og varig våbenhvile, ville vi ud over ikke at stå nær så stærkt, som vi gør med en fælles EU-stemme, samtidig frasige os det pres på Hamas, som vi mener er vigtigt at fastholde.

Det er svært både at insistere på en betingelsesløs løsladelse af gidslerne og samtidig insistere på en varig våbenhvile. I stedet appellerer vi altså til en øjeblikkelig humanitær våbenhvile, som vi på sigt håber kan føre til en fredelig og bæredygtig løsning. Det er en vigtig nuance, at vi ikke betingelsesløst vil kræve en varig våbenhvile, som kun taler i Hamas' favør. Samtidig støtter vi naturligvis løbende op om de våbenhvileforhandlinger, der pågår mellem parterne med navnlig USA's, Egyptens og Qatars mellemkomst. Det ser tungt ud, men der skal lægges det pres på parterne. Vi insisterer også på, at Israel i udøvelse af sin ret til selvforsvar lever op til sine folkeretlige forpligtelser, herunder i forhold til beskyttelse af civile og i forhold til at sikre humanitær adgang; det er helt afgørende.

Beslutningsforslaget indeholder så også en opfordring til regeringen om at bidrage til efterforskning af mulige brud på folkeretten. Vi har netop drøftet det, og i respekt for vores alle sammens tid og uden på nogen måde, håber jeg, at fremstå arrogant vil jeg henvise til den diskussion, vi lige har haft. Vi støtter op omkring ICJ og ICC, og vi støtter op økonomisk. Der eksisterer en række FN-mekanismer, der netop har den hensigt og det formål at undersøge og dokumentere mulige krænkelser. Det handler f.eks. om FN's specialrapportør for de besatte palæstinensiske områder, det handler om den særlige undersøgelseskommission, der i 2021 blev nedsat af Menneskerettighedsrådet for at undersøge mulige krænkelser af menneskerettighederne både i Israel og Palæstina, det handler også om de mekanismer, der findes forankret i en række ngo'er og organisationer, bl.a. DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur, som samarbejder med anerkendte lokale menneskerettighedsorganisationer, der er til stede i Gaza, og som indsamler dokumentation af menneskerettighedskrænkelser, som kan tilgå internationale retsinstanser, FN-mekanismer og specialrapportører, og så handler det jo grundlæggende om, at vi yder et bidrag til ICC. Som jeg gjorde rede for i den tidligere debat, kan det ikke gives formålsbestemt, men det ruster jo ICC til at udøve det mandat, der er, og som bl.a. også omfatter dette.

Så indeholder beslutningsforslaget et ønske om, at vi skal øge den humanitære støtte til Gaza. Det er vi jo sådan set enige i, og det gør vi. Vi har sidste år ydet 280 mio. kr., og vi har i indeværende år indtil nu samlet set støttet det med lige knap ¼ mia. kr. Vi har også leveret faldskærmsdonation til Jordan og bidraget til et internationalt Røde Kors-felthospital i Rafah, og vi vurderer jo løbende behovet for yderligere støtte.

Så rummer beslutningsforslaget også et ønske om, at regeringen skal arbejde for, at der genetableres en politisk horisont for en varig fred og en tostatsløsning. Det er vi jo helt enige i, og det gør vi også. Det gør vi med afsæt i en række folketingsbeslutninger over de seneste år, og vi gør det især i samarbejde med EU, hvor vi støtter op om EU's aktive indsats for at formulere konkrete tiltag, der kan lede til en fremtidig fredsproces. Det sker selvfølgelig i et tæt samarbejde med USA og med regionale parter, som er centrale aktører.

Opsummerende vil jeg sige, at regeringen allerede er meget aktiv på mange af de områder, som beslutningsforslaget lægger op til, men der er altså den meget vigtige nuance, at vi ikke kræver en øjeblikkelig og varig våbenhvile af de grunde, jeg netop har forklaret. Derfor kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til udenrigsministeren. Der er en række korte bemærkninger. Den første er til hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak for opbakningen til langt størstedelen af det her beslutningsforslag. Vi har jo netop også prøvet at være imødekommende i forhold til de indlæg, der var i forbindelse med den sidste dialog, og det er vi glade for bliver anerkendt. Vi er jo meget tæt på, håber jeg, og jeg havde ønsket, at vi kunne samles om det her i dag. Men det, jeg hører udenrigsministeren sige, er, at man ikke ønsker en varig våbenhvile.

Er det, fordi man mener, at der bliver en vinder, eller vil fortsat krig kun give mere had, mere lidelse, mere fordømmelse og mere konflikt? Vil det kun underminere håbet om en tostatsløsning? Vil det svække Israel og også Israels omdømme i resten af verden? Vil det fortsætte lidelserne? Og vil det ikke også faktisk betyde, at mulighederne for at få de gidsler fredeligt og sikkert hjem bliver langt vanskeligere? Der er jo meget få gidsler, der er blevet befriet, men til gengæld rigtig mange gidsler, der desværre er blevet slået ihjel i de krigshandlinger, der har været.

Så anerkender udenrigsministeren ikke, at en varig våbenhvile faktisk er det bedste bud på alle de udfordringer, som udenrigsministeren selv beskriver?

Ministeren.

Jeg synes jo, at det bedste bud er varig fred, altså inden vi ligesom måtte have en konkurrence om, hvem der har de største ambitioner her. Vi har en ambition om varig fred, og det, der er diskussionen, er, hvordan man når derhen. Jeg vil da tro, at hvis jeg selv fuldstændig egenrådigt kunne forhandle alle konditionaliteterne på plads omkring en våbenhvile, kunne vi jo sagtens lave ikke bare en varig våbenhvile, men en endelig fredsslutning. Men det er jo ikke der, vi er.

Vi er der, hvor Hamas jo vel har en strategisk vurdering af, at alt spiller efter deres nodeblad, hvor der ikke er nogen parathed til at frigive gidslerne, og hvor det, man kan gøre sig en forhåbning om, ville være en øjeblikkelig humanitær våbenhvile, som ville kunne have forskellige faser, hvor man kunne frigive gidsler successivt og samtidig få mere nødhjælp ind og forhåbentlig i det midlertidige rum komme videre med at skabe et mere langvarigt rum. Så vi deler jo sådan set ambitionen om, at det her skal ende med en fred.

Tak. Så er det hr. Christian Friis Bach for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak. Den tidligere formand i stolen har blot automatisk antaget, at man havde en anden bemærkning, men jeg skal huske at trykke, beklager.

Det er bare lige to ting. Nu har Danmark faktisk stemt for en holdbar våbenhvile i EU, og jeg er jo så naiv, at jeg regner med, at en holdbar våbenhvile er en, der er varig. Så for det første vil jeg høre, om udenrigsministeren kan redegøre for den forskel? For det andet vil jeg høre, om udenrigsministeren bakker op om det forslag, der kom fra Den Arabiske Liga i går om en våbenhvile med FN's tropper til at monitorere og vedligeholde den.

Ministeren.

Det bliver jo hurtigt sådan noget med at stå og veje en masse ord op mod hinanden. Jeg synes, at det, man bør notere sig fra den foregående debat og også denne debat, er, at der er bred, bred opbakning i det danske Folketing til at presse på for at få en våbenhvile.

Så er jeg med på, at det selvfølgelig ikke er ren semantik, om den er holdbar, varig eller temporær, eller hvad den er. Jeg forsøger bare at gøre rede for, hvad der er årsagen til, at vi ikke uden videre kan sige, at der skal være en varig våbenhvile. For alle de konditionaliteter, der skulle til, for at man kunne indgå en varig våbenhvile, er der ikke, medmindre man vil give efter over for Hamas. Det er derfor, at vi arbejder for en øjeblikkelig humanitær våbenhvile, som sikrer frigivelse af gidsler successivt, mere humanitær bistand ind i Gaza og et rum uden kamp tilat komme videre og skabe forudsætningerne for den varige fred.

Tak. Så er det fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Jeg vil egentlig også koncentrere mig om det her med våbenhvilen, for jeg oplever i virkeligheden, at på de andre tre punkter er udenrigsministeren egentlig meget enig, altså de tre andre dele af beslutningsforslaget.

Sidste gang vi talte om, hvad det var, der manglede i borgerforslaget, manglede der en fordømmelse af Hamas. Det er der så kommet med i det her,netop fordi det ikke er svært at fordømme Hamas. Det er vi alle sammen enige om, men det er jo ikke ren semantik, om det er holdbart, varigt, kortvarigt eller midlertidigt, så jeg vil egentlig gerne spørge udenrigsministeren: Mener udenrigsministeren, at den krigsførelse, Israel bedriver i Gaza, kan føre til en afslutning? Kan man nå sit mål, for så vidt målet er at udrydde Hamas? Kan man nå det på den måde, som Israel fører krig på?

Ministeren.

Om man kan nå sine mål, kommer an på, hvordan man definerer sit mål, og jeg er ikke Israel. Jeg kan sige noget om, hvordan vi ser på situationen med danske øjne fra den danske regerings side, og vi ser på situationen, som jeg også har gjort rede for mange gange, på den måde, at der er nødt til at komme et sporskifte. Den eneste holdbare løsning er et Israel, der kan leve i tryghed, hvilket efter vores opfattelse langsigtet strategisk også forudsætter et selvstændigt Palæstina. For ellers vil den tryghed, der skal knytte sig, altså til israelernes dagligdag, komme med for høj en pris på en række andre parametre.

Vi er jo slet ikke uenige om målet, og det synes jeg også at vi lige skal hæfte os ved. Selv om vi ikke støtter det her beslutningsforslag, er det jo ikke udtryk for, at der er en afgrundsdyb uenighed. Altså, det er jo også det, som fru Trine Pertou Mach selv tager ned fra den her debat. Så lad os da lige notere det.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Jeg har jo også anerkendt tidligere, at udenrigsministeren rent faktisk lægger stor vægt på det her med de politiske løsninger som forudsætningen for en varig løsning. Det, jeg stadig væk mener er vigtigt at diskutere, er, hvad endemålet med den militære aktion er. Jeg spørger ikke udenrigsministeren til det militære. Hvis man ikke ønsker en varig våbenhvile, men mener, at den krigsførelse, der er, har et eller andet rationale, hvad er det så udenrigsministeren tror at man kan opnå ved at fortsætte frem for at få en varig våbenhvile, hvor man kan tage hul på det, der handler om genopbygning, nødhjælp og det politiske.

Tak. Ministeren.

Jeg argumenterer jo ikke for, at man skal fortsætte. Tværtimod har vi signaleret i månedsvis, at der er brug for et kursskifte. Derfor er det helt forkert at stille det op sådan og sige, at enten skal man bare skal fortsætte, ellerogså skal det være en varig våbenhvile. Altså, det, vi argumenterer for, på linje med en række andre lande i den her verden, er en øjeblikkelig våbenhvile, altså en øjeblikkelig humanitær våbenhvile, som kan afbøde den humanitære katastrofe, som kan sikre, at gidsler bliver frigivet, og som kan skabe rum til det, der er det næste skridt, nemlig at man kan få lagt nogle trædesten ud til noget, der ultimativt kan gøre, at det her kan slutte med fred, men altså ikke fred i form af fravær af krig på Hamas' betingelser.

Tak. Så er det fru Sascha Faxe, Alternativet. Værsgo.

Tak, og tak til ministeren for talen. Jeg tænker også – som ordførerne før mig – at det jo ikke er sådan, at vi står langt fra hinanden i det her. Vi er ude i gradsforskelle. Og jeg kunne egentlig godt lide spørgsmålet om, hvad formålet er. Altså, hvor er det, at vi er på vej hen? Jeg er ikke sikker på, at det blev helt besvaret, men jeg tænker måske egentlig mere på at gå ind i det om midlet, for det er lidt det, vi diskuterer. Er det en varig våbenhvile eller en humanitær våbenhvile?

Igen anerkender jeg, at fred ikke er fraværet af konflikt; det er en stabil situation, hvor det måske ikke går helt så hedt for sig, som det gør nu. Hvad er midlet til at opnå den fred og komme derhen? Hvornår er nok nok i forhold til de tab og frygtelige udgydelser, vi ser i Gaza lige nu?Hvornår rykker vi fra en humanitær våbenhvile til at sige, at vi er klar til at kræve en mere permanent våbenhvile?

Ministeren.

Problemet er, at vi jo ikke har nogen af delene, vel? Hvornår er nok nok? Altså, hvis vi ikke syntes, at nok var nok, ville vi jo ikke kræve, at der kom en øjeblikkelig humanitær våbenhvile. Vi synes, at der skal komme en øjeblikkelig humanitær våbenhvile. Det er desværre ikke i vores hænder her i Folketingssalen at vedtage den. Så tror jeg, at vi var nået et langt stykke vej. Det kræver, at parterne kan enes. Og der er vi nødt til at forstå, at det er et dobbelt hensyn. Hvis man statuerer en varig våbenhvile, er det jo det samme som at sige: Nu er det hele sluttet af, altså Israels ret til at kunne forsvare sig mod Hamas, som både har ideologi og øvrigt også våben sat ind mod at opnå det, der egentlig er deres ultimative mål, nemlig statens Israels ophør. Det får man jo ikke israelerne til, medmindre det var på en hel masse konditionaliteter, der tog hånd om, hvordan Hamas tages ud af spillet, hvad det er for en sikkerhedsparaply, der er i området, osv. osv.

Jeg vil bare sige, at det ikke er ladsiggørligt at få forhandlet så stor en pakke. Det er jo derfor, at vi tror på, at den rigtige vej frem er en øjeblikkelig humanitær våbenhvile, der tager hånd om gidselsituationen, som tager hånd om den humanitære bistand, og som skaber det rum, den ro, den pause, eller hvad ord man nu vil bruge, der gør, at man kan komme videre med det næste skridt.

Tak. Så er det fru Sascha Faxe.

Tak. Jeg er helt med på, at det ikke er det danske Folketing, der kan skaffe en våbenhvile. Det er heller ikke det, som jeg tænker vi diskuterer i dag.

Jeg hører udenrigsministeren sige, at man kan bakke op om og stå helt på mål for en humanitær våbenhvile, men ikke det andet, og at begrundelsen for, at man ikke gøre det med det andet, er, at den mulighed har vi ikke. Men jeg tænker, at vi må have samme muligheder inden for begge to, når vi taler om vores diplomatiske råderum. Så uagtet om vi taler om det ene eller det andet, hvad er handlingsplanen fra regeringens side for at arbejde, så meget som Danmark kan, hen mod en form for våbenhvile?

Tak. Ministeren.

Det er det arbejde, vi gør, som jo er at have stemt for i internationale fora, bl.a. i FN, resolutioner, som peger den vej. Det er at engageres i det i kredsen af EU-lande. Nu har vi et udenrigsministermøde, der kommer om lidt, hvor vi også arbejder på at få deltagelse fra en række lande i regionen. Vi kunne også løfte det helt op, og så kunne vi vedtage en resolution om, at Folketinget kræver, at der kommer fred. Altså, hvorfor skulle det bare være noget våbenhvile? Vi skal da vel have fred? Det vil jeg da gerne være med til at stemme for. Vi kræver, at der kommer fred.

Men fred er jo ikke bare fravær af krig. Det kræver en tostatsløsning, og vi tror på, at vejen i et meget, meget svært terræn, hvor ingen parterne endnu har bøjet sig af mod hinanden, så der er en våbenhvile, er at arbejde for en humanitær våbenhvile. Det er ikke, fordi ambitionerne ikke rækker videre end det. Vores ambition er jo et selvstændigt Israel og et selvstændigt Palæstina.

Tak til udenrigsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går over til ordførerne, og den første er hr. Jesper Petersen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Der er mange gode ting at sige om indholdet i forslaget her. Efter de mange debatter, vi har haft om situationen og konflikten i Gaza og Israel, vil det heller ikke komme bag på nogen – tænker jeg – at jeg og Socialdemokratiet har det sådan. Den humanitære situation i Gaza er katastrofal. Hvis Hamas ville palæstinenserne noget godt, havde de for mange måneder siden nedlagt våbnene, overgivet sig og frigivet gidslerne. Det sker desværre ikke, fordi Hamas jo er så kyniske og menneskefjendske, som de er. Det er vel en uge siden i dag, at vi seks, der var med Det Udenrigspolitiske Nævn i Israel og på Vestbredden, kom hjem igen. Vi besøgte jo bl.a. en af de kibbutzer, der blev angrebet den 7. oktober, og der må man sige, det stod meget, meget klart, hvor brutalt voldeligt, nærmest uforståelig voldeligt, det angreb den 7. oktober var.

Regeringen har længe talt for og arbejdet for en humanitær våbenhvile – som jo er en af de ting, vi drøfter nu – som forhåbentlig kan lede hen til en frigivelse af gidslerne og en bæredygtig, varig våbenhvile og en videre fredsproces. I lyset af den humanitære katastrofe i området har Danmark ad flere omgange leveret ekstraordinær humanitær støtte – et samlet bidrag. Udenrigsministeren nævnte beløbene: 280 mio. kr. sidste år og 250 mio. kr. i år.

Vi har ligeledes presset hårdt på for, at Israel skal give øget adgang for nødhjælp og gøre mere for at beskytte både civile og de humanitære nødhjælpsarbejdere, der arbejder under stor risiko, og som vi jo desværre også ser dødsfald iblandt. Og jeg har nævnt det før i debatter her, men det at se de her lastbiler, der holder i kø med nødhjælp, som egentlig kunne komme ind, men ikke kommer det, har jo – synes jeg – været voldsomt frustrerende. Og senest – var det i forgårs? – kom de her billeder af bosættere, der overfalder en lastbil ved et checkpoint og destruerer nødhjælp. Det må være noget af det mest usle, man kan foretage sig som politisk manifestation.

Jeg er også enig med forslagsstillerne i, at det er helt afgørende, at mulige brud på folkeretten og krænkelser af menneskerettighederne i konflikten skal dokumenteres og undersøges grundigt. Det pågår i regi af både ICC og ICJ, hvilket Danmark naturligvis bakker op om. Det er afgørende, at kamphandlingerne indstilles, at gidslerne løslades, og at nødhjælpen kommer frem til civilbefolkningen i Gaza, som lige nu betaler en alt for høj pris for krigen. Det er vi enige med forslagsstillerne i.

Men som udenrigsministeren også redegjorde for, kan vi ikke tilslutte os kravet om at skrive under på en øjeblikkelig, betingelsesløs, permanent våbenhvile, hvor betingelserne ikke er beskrevet nærmere. Det står fremstillet i bemærkningerne, som om det så betyder, at næste skridt nødvendigvis er krig. Sådan behøver det jo ikke at være. En våbenhvile kan netop føre til forhandlinger om en varig fred. Men det handler jo også om, hvad betingelserne bliver. Frigiver Hamas gidslerne? Tør Israel være trygge ved, at de ikke er udsat for en terrorrisiko?

Jeg er også enig i de bemærkninger, der er, om at genskabe en politisk horisont om varig fred, som efter vores mening kun kan ske gennem en tostatsløsning, hvor begge parter anerkender hinandens eksistens og jo forstår, at tryghed for den ene part kun opnås ved, at den anden også kan have en tryghed og en sikkerhed – den anden part end Israel er jo her vel at mærke palæstinenserne som sådan og ikke Hamas. Og det arbejde bidrager Danmark og allierede lande, ligesindede lande, til. Her er det jo så også en kæmpe politisk udfordring, at Israels regering med premierminister Netanyahu i spidsen ikke går ind for en tostatsløsning, hvad Hamas jo i øvrigt heller ikke gør. Og at den samme israelske regering tillader flere bosættelser på Vestbredden, og myndighederne ikke gør noget og i nogle tilfælde ligefrem har medvirket, når der er chikane og angreb på palæstinensere, gør kun hele den her knude endnu hårdere og er jo nødvendigt at gøre op med som del af at få en ordentlig, varig løsning.

Så som det her er fremgået, er der store dele af forslaget, som Socialdemokratiet kan tilslutte sig, men eftersom vi som sagt ikke kan støtte formuleringerne og kravet om en permanent våbenhvile, uden at forbehold eller yderligere betingelser er beskrevet, så kan vi ikke støtte beslutningsforslaget. Jeg skal desværre også hilse og sige fra Moderaternes Jeppe Søe, at han af private omstændigheder er blevet forhindret i stadig at være i Folketingssalen nu her, men at de har samme indstilling til forslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak for opbakningen til langt størstedelen af det her forslag. Vi har jo netop også prøvet at lytte til de indvendinger, som bl.a. hr. Jesper Petersen kom med til det oprindelige borgerforslag, og vi føler, at vi her har ramt noget, som burde kunne samle os meget bredt, og jeg synes ikke, det er rimeligt, at hr. Jesper Petersen ligesom siger, at det her er en betingelsesløs våbenhvile, og heller ikke, at det er en ensidig våbenhvile. Det er det jo på ingen måde.

En våbenhvile er jo en forhandlet våbenhvile, hvor der vil være mange betingelser – det anerkender vi jo fuldt ud, sådan er en våbenhvile – og en våbenhvile er ikke ensidig. Det her er jo ikke et krav til Israel, men det er i allerhøjeste grad et krav til Hamas om at nedlægge våbnene og stoppe angrebene på Israel. Men den helt fundamentale forudsætning er jo, at man går ind og ønsker, at der bliver en varig våbenhvile.

Så jeg vil bare høre hr. Jesper Petersen, når hr. Jesper Petersen siger, at det er en humanitær våbenhvile på vej mod en varig våbenhvile, om vi så ikke er ret tæt på at være enige.

Ordføreren.

Vi kan jo sagtens forlænge og fortsætte debatten, men positionerne står jo klart, også efter udenrigsministerens indlæg før, altså at der er den forskel, og at der vel har været det længe, at regeringen og ligesindede regeringer på vegne af deres lande støtter det, at der bliver, ja, en øjeblikkelig våbenhvile, men at det har den benævnelse, at det er en humanitær våbenhvile, og at det så forhåbentlig, inden den er ophørt, kan føre til, at man er nået videre i de forhandlinger, der er.

Men der må jo altså nødvendigvis følge nogle betingelser og nogle vilkår med, der gør, at man hen ad vejen kan have en varig våbenhvile og en mere fredelig situation, og jeg synes ikke, at der tages højde for det i det forslag, der her er fremsat, og i den diskussion, der har været igennem en lang periode, hvor hr. Christian Friis Bach vel ikke på noget tidspunkt har ment, at det var rimeligt, at Israel forsvarede sig militært.

Tak. Så kan formanden se spørgerens navn på skærmen her. Værsgo for den anden korte bemærkning.

Tak. Jeg øver mig hver dag. Jeg vil blot sige, at jeg bestemt mener, at Israel har ret til at forsvare sig. Jeg har blot anmodet om, at man forsvarede sig med alt det, vi tror på, altså retsstaten, domstolene, og at man identificerede, isolerede, sanktionerede og retsforfulgte hver eneste ansvarlige. Det er et forsvar, og det mener jeg stadig ville have været et stærkere forsvar for Israel.

Men det, jeg nu vil spørge om, er jo sådan set bare det her med våbenhvilen, for man kan også lave »ikke«-testen: Mener ordføreren, at Danmark ikke skal arbejde for en øjeblikkelig og varig våbenhvile?

Ordføreren.

Nej, jeg mener, at Danmark skal arbejde for fred og for en tostatsløsning, hvor både palæstinensere og israelere kan leve i tryghed og sikkerhed i et land, der er deres, og det er der jo så en hel masse både politiske og andre problemstillinger og forviklinger i. Der er lige nu en meget, meget vanskelig situation i Gaza, der er hele situationen omkring gidslerne, og der er en risiko for Israel, så længe Hamas har kapaciteten til at begå terrorangreb, og hvor de jo ville udslette dem, hvis de kunne. Så det må man tage højde for, og det synes jeg ikke man gør i tilstrækkelig grad.

Tak, tiden er gået. Så er det fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Og tak til ordføreren for talen. Jeg vil gerne fortsætte lidt i det her spor, omkring hvad det egentlig er, Socialdemokraterne vil arbejde for. For hvis man ikke ikke vil arbejde for en varig våbenhvile, så vil man vel godt arbejde for en varig våbenhvile. Og hvis ordføreren så lige om lidt siger, at det vil man alligevel ikke, bliver nødt til at spørge: Når vi nu står på tærsklen af en offensiv i Rafah, hvad er det så egentlig, perspektivet er, set med socialdemokratiske øjne, i den militære offensiv? Er det endnu flere civile tab og en endnu større humanitær katastrofe? Er det en rimelig og proportional pris for Israels jagt på Hamas? Det er den ene del af spørgsmålet.

Den anden del af spørgsmålet er: Tror den socialdemokratiske ordfører, at målet med at stoppe truslen fra Hamas kan klares militært på en måde, hvor konsekvenserne er acceptable for Socialdemokraterne?

Ordføreren.

Jeg synes egentlig, at fru Trine Pertou Mach her ikke er helt rimelig. Det er i øvrigt ikke første gang, jeg synes, at man ikke er det i den her diskussion, hvor man lægger forskellige sådan hypotetiske ting og stråmænd ind. Og jeg synes ikke, at det sømmer sig for den her diskussion.

Vi har en debat om, hvad den type af våbenhvile, Danmark skal kræve og arbejde for, er. Og det står klart, at alle er interesserede i at få fred, i at få en tostatsløsning – det tror jeg jo nærmest at hele Folketinget mener. Spørgsmålet er, om vi siger med det samme, at en våbenhvile nu uden yderligere betingelser stillet er permanent, eller om vi siger, at vi skal have en øjeblikkelig humanitær våbenhvile – det har Danmark ment længe at der skulle være – men at der jo altså er nogle hensyn til Israels sikkerhed og til frigivelse af gidslerne, som også er nødt til at være taget i betragtning. Det er det, der er debatten her.

Spørgeren.

Ordføreren kan jo godt brokke sig over, at man stiller det spørgsmål, men det er muligvis, fordi man ikke får et svar, så jeg prøver igen: Er det, der foregår i Gaza, hr. Jesper Petersen, en rimelig, proportional og acceptabel konsekvens af Israels forfølgelse af Hamas? Er det, vi ser, og det, vi også har set, siden det her borgerforslag blev stillet, af yderligere udvikling af humanitær katastrofe, en acceptabel konsekvens?

Ordføreren.

Altså, ordføreren ved jo godt, hvor regeringen står her. Og nej, det er da ikke acceptabelt eller bare okay, at så mange mennesker mister livet. Man skal føre sin forsvarskamp på en måde, hvor der tages et tilstrækkeligt hensyn til civile, der skal være en bedre adgang for humanitær hjælp, og der er behov for en våbenhvile.

Alle de ting siger regeringen, og alligevel vil man gerne stille det op, som om regeringen, Socialdemokratiet, eller hvad man vil, er fuldstændig ligeglade med det. Det er indenrigspolitisk politisering – mere end det er reelt at forholde sig til det, vi diskuterer her. Og jeg synes, det er uklædeligt, men det er jo sådan, man vælger at føre den her debat.

Så er det fru Sascha Faxe.

Tak. Det glæder mig, at ordføreren taler om fred. Jeg tænker, at det jo egentlig er derfor, vi står her. Det glemmer vi nogle gange, når vi taler om de her ting, altså uagtet hvilke konflikter vi taler om.

Lad mig starte på en anden måde. Vi taler om forskellige typer af våbenhvile, og om der er konditionalitet osv. Det er jo en del af en våbenhvile, uagtet hvilken type vi taler om, at der vil være forpligtelser for begge sider i konflikten. Men for at nå hen til fred og mener ordføreren så oprigtigt, at en varig våbenhvile ikke er vejen til fred?

Ordføreren.

Nej, våbenhvile vil være starten på at nå frem til en fredssituation – hundrede procent – og derfor støtter regeringen sådan en og har jo længe arbejdet for det. Det, der er debatten her, er jo, om man bare sådan uden videre vil sige, at den er så hermed nu og her; at man kan garantere, at den er permanent; og at der ingen yderligere krav er stillet. Jeg kan ikke se, at det står her, altså at det er en forudsætning for, at man mener, at der skal være en våbenhvile nu, at alle gidsler er frigivet, at Israel ikke længere er under en trussel fra terror. Jeg kan ikke se, at det står her nogen steder. Man mener, at det skal standse uden videre. Og ja, det skal standse på den måde, at der bliver en våbenhvile nu, og den kan forhåbentlig være vejen frem til, at ja, der bliver en varig våbenhvile, ja, faktisk, at der bliver en egentlig fredssituation.

Men der ligger en forskel her, og det er jo så derfor, at vi ikke kan ende med at stemme ens til det her forslag.

Spørgeren.

På den ene side hører jeg ordføreren sige, at ja, vi vil gerne en varig våbenhvile, vi vil gerne en varig fred, vi vil gerne en tostatsløsning. På den anden side siger ordføreren så, at vi ikke kan sætte konditionaliteterne i det her, og det kan vi ikke – det kan vi hverken i en varig våbenhvile eller i en humanitær våbenhvile. Det skal forhandles mellem parterne, altså Hamas og Israel.

Hvori består forskellen for ordføreren? Jeg må ærligt indrømme, at jeg simpelt hen ikke kan høre forskellen imellem det ene og det andet fra ordførerens side. Hvad skal der til, for at ordføreren kan støtte, at Danmark bakker op om en varig våbenhvile?

Ordføreren.

Jeg synes jo, at fru Sascha Faxe her igen forsøger at gøre noget mere enkelt og sort-hvidt, end det er. Hvorfor er det, at vi ikke bare beslutter os for, der skal være fred? Hvorfor er det ikke forslaget? Jamen det er da, fordi det ikke er så enkelt. Vi støtter, at der skal være en humanitær våbenhvile nu, og det har vi ment længe. Og den kan forhåbentlig være starten på ikke bare et ophør af de lidelser, der er der nu, men også på genopbygning, fred og en varig tostatsløsning.

Men man kan jo ikke bare stille sig op og sige, at uden videre er der ikke noget yderligere pres, at der ikke er nogen yderligere krav, at gidslerne ikke skal være givet fri, eller hvad det er for ting, der er nødvendige, for at den situation kan opstå.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger og ikke mere taletid. Vi går videre til den næste ordfører, og det er hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre. Velkommen.

Tak for det. Terror må aldrig være ubesvaret, og det gælder også for Hamas' frygtelige angreb på Israel. Terrorangrebet den 7. oktober har tydeligt sat sig i det israelske folk. Med så mange dræbte og tilfangetagne kender næsten alle israelere nogen, som har mistet. Vi taler altså her om det største drab på jøder siden anden verdenskrig, og at Israel selvfølgelig skal gøre deres for at minimere den fremtidige trussel om konflikt, er for mig helt forståeligt.

Men Israel skal selvfølgelig også overholde folkeretten, og terrorangrebet har ikke givet dem carte blanche til at gøre, hvad de har lyst til i Gaza. Der er ikke lukket nok nødhjælp ind, og de civile palæstinensere har lige så meget ret til hjælp og liv, som vi har her. Vi giver netop et seriøst bidrag til den humanitære hjælp. Jeg synes også, at det er rigtigt godt, at den amerikanske administration netop har færdiggjort nødhavnen ved Gaza, så der kan blive fragtet endnu mere nødhjælp ind. Derudover har vi også fra dansk side vedtaget en lang række humanitære hjælpepakker, sådan at vi kan hjælpe så meget som overhovedet muligt i forhold til den civile indsats.

For situationen i Gaza er alvorlig, og der er i den grad brug for en humanitær våbenhvile. De civile skal have mulighed for at komme ud af krigszonen omkring Rafah, som nu er under angreb fra israelerne. Der skal mere nødhjælp ind, og jeg har også som formand for Det Udenrigspolitiske Nævn gentagne gange fremført bekymringen om angrebet på Rafah, både over for højtstående israelske politikere og også over for vores kolleger i Knesset. Så i Venstre støtter vi altså op om en humanitær våbenhvile, som på sigt skal hjælpe til at skabe fred.

Men en øjeblikkelig og varig våbenhvile kan vi ikke støtte op om. Det ville være en sejr for Hamas' terrorregime og en falliterklæring i forhold til de mange gidsler, som Hamas som terrorgruppe stadig holder fanget i Gaza. Det er helt almindelige mennesker, som dags dato har været i fangenskab i 223 dage. Samtidig vil det undergrave Israels helt legitime forsøg på at beskytte deres folk og bekæmpe en terrorgruppe som Hamas. Der skal komme en løsning på krigen og konflikten, og på sigt skal vi have en tostatsløsning – det kæmper vi alle for – hvor de to folk kan leve fredeligt side om side med respekt for hinanden uden et terrorregime, uden ulovlige bosættelser og uden frygt for voldsomme terrorangreb. Tak.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Den første er til hr. Christian Friis Bach.

Tak til ordføreren. Jeg vil bare igen dvæle ved det her med, at ordføreren ser en varig våbenhvile som en indrømmelse til Hamas. En varig våbenhvile er jo entydigt et krav til Hamas om at nedlægge våbnene og undgå at angribe Israel og undgå at skyde og fyre raketter af og anerkende, at Israel skal have ret til at leve i fred. Det er jo et entydigt krav til Hamas. Og en varig våbenhvile er et stærkere krav til Hamas, for et brud på den våbenhvile vil jo netop give Israel ret til at angribe. Så jeg forstår ikke, at en varig våbenhvile bliver tolket som en kritik eller en særlig betingelse i forhold til Israel. Det er et stærkt signal til begge parter, og hvis Danmark arbejder for en øjeblikkelig og varig våbenhvile, siger vi, at nu skal der være fred. Vil ordføreren ikke anerkende det?

Ordføreren.

Nej, det vil jeg på ingen måde, og hvorfor vil jeg ikke det? Det er jo, fordi den ene part er Hamas, og hvis man tager Hamas' leders egne ord for gode varer, så har Hamas sagt, at de gerne vil fortsætte og gentage angrebet den 7. oktober igen og igen. Så det vil sige, at så længe man har en terrorgruppe som Hamas, som stadig væk har en militær kapacitet til at lave gentagne terrorangreb, så har en stat selvfølgelig også en legitim ret til at bekæmpe den terrororganisation. Og så glemmer hr. Christian Friis Bach de helt uskyldige civile israelere, som har været gidsler hos en terrorgruppe i 223 dage. Selvfølgelig har Israel al lov til at prøve at befri de gidsler. Alt andet ville være forkert.

Spørgeren.

Vi glemmer på ingen måde gidslerne. Der står i resolutionen, at de skal løslades øjeblikkeligt og betingelsesløst. Der er ingen, der glemmer gidslerne. Der er bare meget få gidsler, der er blevet befriet. Der er rigtig mange gidsler, der er blevet slået ihjel som følge af de fortsatte bombardementer og krigen. Det største antal gidsler, der er blevet frigivet, er i forbindelse med en våbenhvile, og en varig våbenhvile skal selvfølgelig indebære, at alle gidslerne skal sættes fri, og en varig våbenhvile skal monitoreres, gerne af en FN-styrke, som Den Arabiske Liga sagde det i går. Er det noget, som ordføreren vil bakke op om?

Ordføreren.

Jeg synes, det er meget interessante tanker, der kommer fra Den Arabiske Liga i forhold til det langsigtede perspektiv. Jeg havde selv lejlighed til at tale med PA-regeringen i Ramallah i sidste uge om, hvad vi gør på den lange bane i forhold til at få opretholdt en eller anden form for sikkerhed i Gaza, når krigen er slut. Og der synes jeg, at Den Arabiske Ligas forslag er rigtig interessant, og det kunne absolut være en konkret mulighed.

Fru Sascha Faxe.

Tak, og tak til ordføreren for talen. Mener ordføreren ligesom sine kollegaer i Socialdemokratiet og Moderaterne, at det forslag, som vi er kommet med, taler om en betingelsesløs våbenhvile?

Ordføreren.

Jeg mener, at forslaget er det, som forslaget beskriver. Så vidt jeg ved, er Moderaternes ordfører her ikke, så jeg ved ikke, hvad Moderaterne mener, andet end hvad der blev sagt klart, altså at vi selvfølgelig er på linje i regeringspartierne, men jeg har ikke hørt Jeppe Søe sige noget konkret i den her sag. Jeg er selvfølgelig hundrede procent med på, hvad der står i forslaget, for jeg har faktisk læst det.

Spørgeren.

Grunden til at jeg tog Moderaterne med ind i den her – vil jeg gerne lige sige til salen – er jo, at Socialdemokratiet sagde, at man skulle hilse fra Moderaterne og sige, at de bakker fuldt op om det, som Socialdemokratiet sagde, så derfor tænker jeg, at det var på linje. Jeg takker for, at der er en forståelse fra ordførerens side for, at vi ikke taler om betingelsesløs våbenhvile. Tak for det.

Ordføreren.

Jeg tager altid mod tak.

Så er det fru Trine Pertou Mach.

Tak til ordføreren for talen. Noget af det, vi har prøvet med det her beslutningsforslag, er at fjerne de knaster, der var, da vi i december diskuterede borgerforslaget, hvor der ikke var en klar afstandtagen fra Hamas' terrorangreb. Det har vi lagt ind i det her beslutningsforslag, netop fordi det er noget, vi alle sammen i Folketinget er fuldstændig enige om at fordømme. Vi er også enige om, at gidslerne skal frigives betingelsesløst. I virkeligheden hører jeg lidt, at den eneste knast er det her lille ord varig. Alt det andet er vi faktisk enige om, også det langsigtede, der skal komme efter våbenhvilerne.

Jeg vil egentlig gerne spørge ordføreren om det vise i politisk at stemme et beslutningsforslag ned, som rummer så mange ting, som Venstre i virkeligheden står for, når ordføreren også siger, at det, vi arbejder på, er fred. Fred betyder jo ganske enkelt ikke bare fraværet af krig, men alt muligt andet. En af forudsætningerne og en af byggestenene er jo et stop for våbenhandlingerne i Gaza. Så ville det kloge ikke være at støtte det her beslutningsforslag? Og så lad os arbejde videre på i fællesskab og i fælles front fra Danmark at presse parterne til den våbenhvile på de betingelser, der skal til.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg mener helt oprigtigt, at det klogeste ville være at bakke regeringens arbejde op. Det mener jeg. Det gør jeg, fordi jeg faktisk mener, at det er den rigtige politik, nemlig en balanceret tilgang til, at Israel har lov til at forsvare sig og gøre, hvad de kan, for at befri gidslerne, men samtidig skal overholde alle internationale forpligtigelser. Og det har Israel ikke været gode nok til i forhold til f.eks. nødhjælp og andet. Det har man også fra både regeringens side og en lang række af os politikeres side påtalt gentagne gange.

Og ja, jeg hørte godt, at ordføreren sagde, at varig var et lille ord. Det er det jo rent faktuelt, men der ligger bare noget mening i det ord. Der er jeg bare ikke enig. Der er vi ikke fra Venstres side enige i, at en varig våbenhvile er det skridt, der skal tages nu.

Spørgeren.

Nogle gange tænker jeg – lidt ligesom for de mennesker, der skal søge dansk statsborgerskab – at det er, som om målstregen flytter sig hele tiden. Nu prøvede vi med det her beslutningsforslag faktisk at fjerne de knaster, der var, da vi diskuterede det i december. Nu er der så en knast mere her, som i virkeligheden ikke er en stor knast, al den stund at ordføreren står her og siger, at der selvfølgelig skal en afslutning af den militære del til, før der kan ske noget.

Så jeg vil gerne bare slutte af med at spørge ordføreren, om Venstres ordfører mener, at det, der foregår i Gaza, er en rimelig og proportional konsekvens af Israels udøvelse af retten til selvforsvar.

Ordføreren.

Det er jo rigtig, rigtig svært for mig at være dommer over, hvad der konkret foregår på jorden, når vi ikke har den rigtige, neutrale vurdering af det. Der mener jeg, at det skal være domstolen, jævnfør også den sag, vi har behandlet før, som skal gå ind og vurdere, om der er sket eventuelle krigsforbrydelser eller ej. Jeg har en forventning om – og det har jeg også sagt gentagne gange – at Israel overholder alle internationale forpligtigelser og love. Hvis der er en uafhængig domstol, der kommer frem til, at de ikke gør det, skal det have en konsekvens.

Så er det hr. Jesper Petersen.

Jeg er blevet lidt forvirret undervejs i diskussionen, og måske kan hr. Michael Aastrup Jensen hjælpe lidt med at få det afklaret. Der, hvor knasten i vores diskussion har været, går jo det her spørgsmål om øjeblikkelig og varig våbenhvile.

Regeringspartierne – jeg hører også Venstre sige det – går ind for en øjeblikkelig humanitær våbenhvile. Når det så alligevel nu hedder sig, at det at have et krav om en varig våbenhvile fra start faktisk indebærer, at gidslerne er frigivet, at der er den hele række betingelser, som vi er nogle der sådan har forsøgt at mane frem, og som jo er ret væsentlige spørgsmål i denne sammenhæng, tror Venstres ordfører, at vi hurtigere ville få et stop for krigshandlingerne, hvis man kræver en humanitær våbenhvile, end hvis man kræver en varig våbenhvile, der skal komme øjeblikkelig og indebære alle de her krav, inden den kan indgås? Hvornår får vi efter Venstres mening hurtigst en våbenhvile, afhængigt af hvilket af de to perspektiver man stiller op?

Ordføreren.

Det synes jeg faktisk er et rigtig godt spørgsmål, og jeg tror, at alle kan se, at det er den humanitære våbenhvile, som vil sikre en hurtigst mulig våbenhvile. Så er det helt klart version 1.

Spørgeren.

Hvis man gerne hurtigst muligt vil have et ophør af krigshandlinger for at kunne tage hul på en proces frem imod en fredsproces og jo få adgang til nødhjælp, mindre risiko for de nødhjælpsarbejdere, der er der, så må man nødvendigvis mene, at en humanitær våbenhvile, der kan indgås øjeblikkelig, er det bedste og mest realistisk opnåelige p.t. Sådan forstår jeg ordførerens svar.

Ordføreren.

Det er et klart ja.

Hr. Søren Søndergaard.

Tak. Men uanset om vi snakker om en midlertidig eller varig våbenhvile, er det klart, at den kommer med nogle betingelser. Altså, der skal være nogle betingelser for, at den bliver opfyldt. Er det ikke korrekt, at en varig våbenhvile selvfølgelig må bygge på nogle betingelser, der går ud på, at parterne ikke angriber hinanden, og at den midlertidige våbenhvile ikke bygger på de betingelser?

Ordføreren.

Jo. Altså, hvis der skal være nogen idé med en varig våbenhvile, er det selvfølgelig, at man ikke skal angribe hinanden. Men nu er det jo ikke det eneste mål, som vi burde have. Vi burde også have et mål, der, som der også står i forslaget, er en øjeblikkelig løsladelse af alle de fuldstændig uskyldige israelske gidsler, som Hamas stadig har, men samtidig jo også, at Hamas som terrorgruppe ikke skal have kapaciteten til at kunne gentage angreb som det, de foretog den 7. oktober. Det her er en terrorgruppe. Vi får det til at lyde, som om det er et land, vi taler med, men det her er en terrorgruppe, og der er for mig en forskel, i forhold til hvis det var to lande, der skulle forhandle en varig våbenhvile.

Spørgeren.

Nu kan lande også udføre terror – bare se på Rusland Så det er fuldstændig muligt. Derudover vil jeg bare spørge: Mener hr. Michael Aastrup Jensen virkelig, at det er realistisk at forestille sig – det er sådan set også i forlængelse af det, hr. Jesper Petersen spurgte om – at Hamas vil gå med til en midlertidig humanitær våbenhvile, som betyder, at de løslader alle gidslerne, og at de stopper i kampene i 14 dage eller 3 uger, hvorefter kampene bliver genoptaget igen med fuld styrke?

Ordføreren.

Helt ærligt, hvis Hamas virkelig mener det, de påstår, nemlig at de ønsker den palæstinensiske befolkning det bedste, så er der jo et eneste svar på det, og det er, at den civile befolkning i Gaza mangler så meget humanitær hjælp og mangler at få sårede og civile ud og alt mulig andet, at en humanitær våbenhvile nu i dag ville hjælpe de civile i Gaza.

Tusind tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste, og det er fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak for ordet. Beslutningsforslaget opfordrer regeringen til fire ting: at kræve en øjeblikkelig og varig våbenhvile i Gaza; at bidrage til efterforskning af brud på folkeretten i Gaza og Israel; at øge humanitær bistand til Palæstina; og at arbejde for en politisk tostatsløsning. Det fremgår af bemærkningerne til forslaget, at det er inspireret af borgerforslaget B 84 fra november 2023 med samme tema. Modsat B 84 fremgår det af forslaget her, at terrorangrebet udført af Hamas den 7. oktober 2023 fordømmes på det kraftigste, Israels ret til at forsvare sig anerkendes, ligesom der opfordres til, at gidslerne løslades øjeblikkeligt og betingelsesløst. På det punkt er forslaget langt bedre end B 84.

Alligevel stemmer Danmarksdemokraterne imod forslaget, fordi vi ikke vil spændes for en vogn, hvor kritikken hurtigt vi blive rettet mod Israel med krav om undersøgelser af mulige brud på folkeretten og begåede krigsforbrydelser. Det har heller ingen indflydelse på konflikten, at den danske regering pålægges at kræve en øjeblikkelig og varig våbenhvile i Gaza.

Vi må håbe, at en våbenhvile snart falder på plads. Det ville være godt for alle parter og ikke mindst for det palæstinensiske folk, der i den grad er offer for Hamas. En våbenhvile er selvfølgelig begyndelsen til enden på konflikten, men det er nok at overvurdere regeringens indflydelse i det internationale samfund at tro, at en folketingsbeslutning i Danmark kan sikre en varig våbenhvile i Gaza. Man fristes til at sige, at forslaget er ren symbolpolitik, for selv om det blev vedtaget, ville det næppe have nogen indflydelse på konflikten.

Efterforskningen af brud på folkeretten er allerede en sag for Den Internationale Domstol i Haag, men her er fokus dog kun på Israel og ikke på det brud på folkeretten, som Hamas begik den 7. oktober 2023, hvor de uprovokeret angreb Israel og myrdede 1.200 israelere og tog mere end 240 gidsler.

Regeringen opfordres også til at øge den humanitære bistand og til at arbejde for en politisk tostatsløsning. Regeringen har allerede øget støtten til UNRWA, hvilket vi i Danmarksdemokraterne ikke støttede, fordi det skete på et tidspunkt, hvor organisationen ikke var endeligt undersøgt for deres rolle i terrorangrebet på Israel den 7. oktober.

Skiftende danske regeringer har gennem årene støttet en tostatsløsning – det er der ikke noget nyt i. Danmarksdemokraterne støtter naturligvis en våbenhvile, der kan accepteres af begge parter, og bakker fuldt ud op om en tostatsløsning på et tidspunkt, men vi støtter ikke beslutningsforslaget.

Jeg skulle hilse fra Dansk Folkeparti og fra Konservative og sige, at de heller ikke støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Trine Pertou Mach.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg studsede bare over en formulering, og det kan være, at jeg har misforstået det, og så kan ordføreren jo rette mig. Vi er alle sammen enige om, at de krigsforbrydelser, som det formentlig vil ende med at blive konkluderet at Hamas har begået, skal efterforskes, eller de forbrydelser skal i hvert fald efterforskes, og de ansvarlige skal dømmes og straffes. Men det lød næsten på ordføreren, som om det, som i virkeligheden er en af pindene i beslutningsforslaget her, nemlig det om de mulige krigsforbrydelser på også den israelske side, ikke skal efterforskes. Er det korrekt forstået?

Værsgo.

Nej, det er ikke korrekt forstået – ellers har jeg muligvis utrykt mig forkert. Men jeg sagde jo allerede tidligere, at naturligvis skal alle på begge sider i den her krig undersøges, og de skal også følge de love og regler, der nu engang er.

Spørgeren.

Godt. Men når nu vi alle sammen er enige om og har konkluderet og konstateret i mange andre dialoger, at Hamas' forbrydelser skal efterforskes, og at de ansvarlige skal dømmes og straffes, hvad er der så i vejen for at støtte et beslutningsforslag, som i virkeligheden siger, at det også skal gælde for den israelske side? Altså, selv om man vælger at stemme imod beslutningsforslaget, vil ordføreren så bekræfte, at også mulige krigsforbrydelser på Israels side skal efterforskes og straffes?

Ordføreren.

Det svarede jeg allerede på i forbindelse med den sidste sag, vi havde på programmet, og nu svarer jeg igen – jeg synes, at jeg havde svaret lige før, men jeg gør det gerne en gang til: Naturligvis skal alle overholde de love og regler, der. Jeg synes også bare, at det er vigtigt, og det har jeg i øvrigt også sagt et utal af gange fra den her talerstol, at Israel har ret til at forsvare sig mod det terrorangreb, som den palæstinensiske terrororganisationen Hamas udførte den 7. oktober 2023.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste. Det er fru Anne Valentina Berthelsen fra SF.

Tak for det, formand. Igen skal jeg beklage, at SF's egentlige udenrigsordfører, hr. Karsten Hønge, ikke kan være her, og derfor påtager jeg mig behandlingen af det her beslutningsforslag.

Siden Hamas' terrorangreb på Israel den 7. oktober har hele verden holdt vejret. Historien startede ikke den dag, men der startede et nyt mørkt kapitel i to folks lidelseshistorie. Vi har forfærdet kunnet følge med, imens stadig grusommere billeder fra både det sydlige Israel, fra Gaza og fra Vestbredden, hvor bosættervolden er stadig stigende, har fyldt i medierne. Alle steder har civile lidt og lider fortsat helt umenneskelige og ubegribelig tab.

Terrorangrebet den 7. oktober på Israel var en bevidst brutal handling med det direkte formål at genoplive jødernes historiske og evige frygt for deres liv og eksistensberettigelse som folk som en direkte fortsættelse af århundreders pogromer. Unge mennesker på festival blev brutalt myrdet, og kibbutznikker blev koldblodigt henrettet i deres eget hjem. Mest tragisk af alt er det, at i mange tilfælde var det netop de mennesker, som har troet allermest på fred i et stadig mere højredrejet og radikaliseret Israel, som betalte prisen. Det er mennesker, som hver dag hjalp palæstinensiske børn med at få basale nødvendigheder og lægehjælp, mennesker, som for en stor dels vedkommende var aktive i den israelske fredsbevægelse og på den venstrefløj, som vi i SF har samarbejdet med i årtier, og som i dag har så svære kår i Israel, at håbløsheden er umulig at overse. Nogle af dem sidder stadig fanget som gidsler hos Hamas. Må de snart komme hjem til deres kære!

Ved at angribe israelerne netop i deres hjem ramte Hamas den 7. oktober israelerne lige der, hvor det gør allermest ondt, og rippede op i århundreders traumer. Hjemmene og den tryghed og beskyttelse fra mange års sprængninger i busser og selvmordsbombere i store forsamlinger, som de hidtil har udgjort, blev med ét oversvømmet af frygt og af blod. Israel har derfor al ret til at forsvare sig selv, og det gjorde de hurtigt og gør det stadig væk.

Egentlig er det utroligt, at vi står her i dag så længe efter terrorangrebet og det første israelske gengældelsesangreb og behandler endnu et forslag om våbenhvile, for allerede da det her forslag blev fremsat, burde appellen have været forældet. Det burde for længst være sådan, at der var indgået en ny våbenhvile som erstatning for den, Hamas brød den 7. oktober.

Mange israelere opfatter krigen som en eksistenskrig, og det gør palæstinenserne også. For israelernes vedkommende er det et naturligt modsvar på Hamas' forbrydelser og de sår, som de nu som familier og folk er efterladt med. Det er langt hen ad vejen forståeligt, men på et tidspunkt ophørte rimeligheden i Israels forsvar og blev i stedet til koldblodig hævn. Ødelæggelserne og mængden af uskyldige civile palæstinensere, som har måttet bøde for Hamas' angreb og i alt for mange tilfælde betalt med deres liv, har for længst oversteget alle grænser for menneskelighed og gjort lige så uoprettelig skade på mulighederne for varig fred. Israel siger, at de vil nedkæmpe Hamas, og det forstår man, men den sejr kan ikke vindes militært, for det vil aldrig lykkes at nedkæmpe den ideologi, som Hamas repræsenterer. Til gengæld kan fundamentalismen og hadet få næring og forværres, hvis Israel fortsætter med uhæmmet at bombe i Gaza og lader det palæstinensiske folk lide, og hvis de fortsat undlader at sætte ind over for bosættervolden.

Men Netanyahu og hans fascistiske støtter vil ikke freden. De vil magten, og den eneste måde, de kan fastholde den på, er ved at fortsætte krigen. Derfor skal der lyde den største støtte til de demonstranter i Israel, som vil af med Netanyahu og hans krig – demonstranter, som bare vil have gidslerne hjem, og som hver dag vokser i antal, fordi det også er gået op for israelerne, at deres egen regering er en kæmpe sikkerhedstrussel mod dem selv og mulighederne for nogen sinde at få deres kære hjem igen. Også palæstinenserne vågner nu op til erkendelsen af, at Hamas aldrig har keret sig om deres liv, og de er nu, Hamas, under voldsomt pres i Gaza, hvor også flere palæstinensere efterhånden tør udtrykke uenighed med det fundamentalistiske regime. Det håb kan Israel udnytte til at forhandle en aftale om våbenhvile på plads – en våbenhvile, som får gidslerne frigivet og sikrer, at Rafah skånes for pulverisering. Og med de ord kan SF støtte beslutningsforslaget.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre til den næste ordfører, og det er fru Pernille Vermund fra Liberal Alliance. Velkommen.

Tak for det, og tak for ordet. Med nærværende forslag foreslås det, at Folketinget skal opfordre regeringen til at kræve en øjeblikkelig og varig våbenhvile i Gaza, bidrage til efterforskning af brud på folkeretten i Gaza og Israel, øge den humanitære bistand til Palæstina og arbejde for en politisk tostatsløsning på konflikten.

Jeg vil gerne starte med at understrege, at Liberal Alliance selvfølgelig ønsker varig fred i Mellemøsten, så både israelere og palæstinensere kan leve fredeligt side om side. Desværre ser det ud til, at der er lang vej til fred. Siden Hamas' terrorangreb den 7. oktober er mange gidsler stadig ikke blevet løsladt, og samtidig er tusindvis af israelere og palæstinensere blevet dræbt. Men i Liberal Alliance mener vi ikke, at en tostatsløsning er mulig, i hvert fald ikke så længe Hamas er ved magten i Gaza, for Hamas er en terrororganisation, der ønsker at udslette Israel fra landkortet og etablere en Islamisk Stat. Derudover ønsker vi i Liberal Alliance ikke et nyt Afghanistan i Gaza. Det vil være et nederlag for kvinderne, for homoseksuelle og for de demokratiske kræfter i Gaza, men det vil også være et nederlag for hele verdenssamfundet. Hamas er den største hindring for, at der kan komme fred i Mellemøsten, eftersom Hamas kategorisk nægter at anerkende staten Israel, som den ser ud og er placeret i dag. Det synes jeg vi skal huske hinanden på.

Liberal Alliance kan ikke støtte forslaget. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre til næste ordfører, og det er fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Velkommen.

Den 7. december sidste år på 2-månedersdagen for Hamas' brutale og afskyelige terrorangreb den 7. oktober havde vi her i salen første behandling af det borgerforslag, der hed B 84. Det forslag gik ud på, at Danmark skulle fordømme Israels krigsforbrydelser i Gaza, øge dansk bistand til Palæstina og arbejde for en politisk løsning på konflikten. På få dage – hvis ikke jeg husker forkert, var det på 48 timer – havde man samlet de første 50.000 underskrifter, for at forslaget kunne blive antaget, og i løbet af få dage derefter nåede man op på knap 80.000 underskrifter fra danske borgere. Det forslag blev afvist af et stort flertal i Folketinget. Og forslaget, som vi behandler her i dag, er jo, som andre har sagt, en opfølgning på det borgerforslag.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Enhedslisten egentlig havde håbet på, at vi havde været nødt til at trække beslutningsforslaget, fordi vi i Danmark havde bakket op om en varig våbenhvile og de andre ting i teksten. Sådan er det selvfølgelig ikke, det ved vi godt, men problemet med det her beslutningsforslag er bare, at det på en eller anden måde nærmest kommer på et tidspunkt, hvor situationen er meget værre, end den var tilbage i december. Der er endnu flere civile tab, endnu flere børn, der har mistet deres forældre, endnu flere forældre, der har mistet deres børn. FN har i den her uge anslået, at 1,1 million palæstinensere i Gaza – det er rundt regnet halvdelen af befolkningen i Gaza – er i risiko for katastrofal hungersnød på grund af manglende nødhjælp.

I øjeblikket ser befolkningen ind i angsten for en militær aktion i Rafah, som Israel så sent som i dag har bekræftet at de ikke har i sinde at indstille. 600.000 er, som flere har været inde på, flygtet fra Rafah – flygtet og fordrevet. Det er ikke første gang; for nogle er det anden, tredje eller fjerde gang, de bliver fordrevet fra der, hvor de har placeret sig. Folk har nærmest ikke noget mad. Nødhjælpsorganisationerne starter forfra, hver gang folk har været nødt til at flytte sig, fordi man flytter sig med meget, meget lidt, og det giver kolossalt store udfordringer, både i forhold til at sikre den uddeling, der er nødvendig, men også at få den organiseret, fordi Gaza er som det er, og ingen steder i virkeligheden er sikre. Den maritime bro, som det hedder, der er blevet anlagt, og de airdrops, der er blevet lavet, er som dråber i havet og skyldes i virkeligheden kun, at det ikke er lykkedes at presse israelerne til at åbne grænsen, for at nødhjælpen kan komme ind til at dække det behov, der er.

Alt det her er jo det, som af mange internationale aktører bliver kaldt en kollektiv afstraffelse og en politisk besluttet udsultning af en civilbefolkning. Og derfor er det her beslutningsforslag og diskussionen om, hvad det er for en form for våbenhvile, vi gerne vil have, jo stadig væk relevant.

Siden december har Den Internationale Domstol antaget en sag om risikoen for folkedrab i Gaza. I Enhedslistens øjne er en øjeblikkelig og varig våbenhvile ikke bare en pause i angrebene, hvor folk kan se frem til den næste runde af militære angreb, nej, det er en varig våbenhvile, der er behov for. Den konflikt, der er mellem palæstinenserne og Israel, mellem Hamas og Israel, løses ultimativt ikke militært. Fred kommer ikke gennem fortsat krig. Det gør sikkerhed for israelerne og for palæstinenserne heller ikke, tværtimod. Det, der er brug for, er det, som også beslutningsforslaget lægger an til i den sidste del, nemlig det lange seje træk for en reel politisk løsning, som gør op med undertrykkelse, ufrihed, vold, apartheid, besættelse og bosættelser og sikrer både den israelske og den palæstinensiske befolkning sikkerhed inden for egne grænser, lige rettigheder og frihed.

Så der er i vores øjne brug for, at Danmark stempler ind for alvor og forsvarer den civilbefolkning, der er, og også presser på for en varig våbenhvile. Det militære spor kommer simpelt hen ikke til at virke, men gør kun radikaliseringen stærkere og terrorgruppernes rekrutteringsgrundlag endnu større. Ingen kan se vejen frem til en retfærdig varig fred, men krig vil kun gøre den vej endnu længere, endnu mere besværlig og endnu mere umulig at se en ende på. Derfor synes vi, at det her beslutningsforslag gerne skulle samle bred opbakning. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Jesper Petersen.

Som debatten her er skredet frem, synes jeg jo, at det står klart, at der er nogle nuancer – i vurderingerne af det krav om våbenhvile, som regeringen stiller, og som andre lande også stiller, og det arbejde, man laver for det, og den måde at beskrive det på og realismen i at opnå det. Men på et tidspunkt har det også lydt, som om det faktisk var meningen, at man ville have det her forslag vedtaget, altså at man faktisk ønskede, at det kunne vedtages.

Men det er så også gået op for mig, efter at vi har diskuteret de her ting så mange gange – og vi siger de samme ting, som da vi diskuterede det for 3 uger siden – at det nok faktisk slet ikke er meningen, at det skal vedtages. Pointen er, at der er nogle mennesker, som er så engagerede, frustrerede og medfølende, at de laver et borgerforslag, og at dem vil man gerne vise, at man mener det lige så stærkt som dem. Det handler slet ikke om, at vi skal have vedtaget noget her. Det handler om, at man skal have debatten igen, så man igen kan sige til dem: Vi mener det lige så meget som jer, og se, hvor dumme regeringen er. Jeg synes, at det er for alvorlig en sag til at gøre det på den måde. Det må jeg sige.

Ordføreren.

Jamen spejl, fristes jeg til at sige. Jeg synes simpelt hen, at situationen i Gaza er for alvorlig til at polemisere på den måde, som ordføreren gør. Altså, vi har fremsat det her beslutningsforslag, fordi vi faktisk synes, at den rigtige udenrigspolitiske linje ville være at arbejde for en varig våbenhvile og så i øvrigt de andre punkter, som er i teksten. Længere er den ikke. Og regeringspartierne og i det her tilfælde Socialdemokraterne skal være meget velkommen til at bakke op om det; det håber vi faktisk at I vil.

Spørgeren.

Vi synes, at der skal være fred, og at vi skal have en tostatsløsning. Vi synes, at der skal være en våbenhvile, som er realistisk at indgå hurtigt. Vi skal ikke have noget, som ikke er det – hvad man jo godt ved, men alligevel er det den diskussion, vi skal have. Det står mere og mere klart for mig, at det faktisk er af indenrigspolitiske grunde, at vi igen skal have den her diskussion. Man har ikke rakt ud til andre partier på forhånd for at prøve at se, om vi kunne skabe et flertal ved at formulere os på den rigtige måde – for det er slet ikke det, det handler om. Det er slet ikke det, det handler om.

Ordføreren.

Hr. Jesper Petersen, vi er jo grundlæggende uenige om, hvorvidt Danmark skal arbejde for en varig våbenhvile. Det er vel bare det, der står. Vi fremsætter et beslutningsforslag, fordi vi håber, at det danske Folketing med et flertal kan vedtage, at Danmark udenrigspolitisk skal arbejde for en varig våbenhvile. Det er Socialdemokraterne ikke enige i; fair nok. Det er superærgerligt, at de her debatter ikke kan rykke Socialdemokraterne, men sådan er det jo nogle gange. Men at gøre det her til indenrigspolitisk polemik står for ordførerens egen regning.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til denne ordfører, så vi går videre til den næste, og det er fru Sascha Faxe fra Alternativet. Hr. Christian Friis Bach er ordfører for forslagsstillerne, så han kommer på til sidst og har faktisk også længere taletid, så derfor venter han gerne.

Velkommen.

Tak for at have snor i koreografien. Vi står med en årtier lang konflikt, som til tider er brudt ud i lys lue, ad mange omgange. I forgårs var det den 15. maj, og netop den dag viser noget om konfliktens længde og dybde. Det er både Israels uafhængighedsdag, men også en dag, palæstinenserne markerer som al-nakba , altså en stor sørgedag for fordrivelsen i 1948. Jeg tror ikke, at der er ret mange her i salen, der underkender konfliktens rod og dybde, så det er egentlig ikke det, vi skal snakke om, men jeg tager det med, fordi det ikke startede med Hamas' bestialske angreb, der antændte en krudttønde den 7. oktober sidste år. Det er noget, der har ulmet alt, alt for længe, og som vi som verdenssamfund simpelt hen ikke har taget det fornødne ansvar for og er gået ind i og har hjulpet til med.

Det har ført til, at vi nu står i en ulykkelig situation, hvor der er så mange døde og så store ødelæggelser, at det kan være svært for vores hjerne overhovedet at forholde sig til. Altså, nogle gange er det faktisk nemmere at forholde sig til et enkelt drab, end det er til de mange, mange tusindvis af mennesker, det handler om, sammenstyrtede byer, sult osv. Der er det meget nemmere, hvis vi kender enkelthistorierne, men de er blevet så mange, at det kan vi ikke længere. Så det bliver nogle gange sådan en meget akademisk snak, vi har.

Jeg noterer mig også med tilfredshed, at nærmest alle i salen støtter en tostatsløsning og også støtter, at det kræver, at Palæstina bliver anerkendt som en selvstændig stat. Selv om de samme partier den anden dag stemte nej til forslaget om at anerkende Palæstina som selvstændig stat, vil jeg faktisk gerne rose regeringen for at rykke sig og også for faktisk at rykke sig videre end vores allierede og vores kolleger i EU, selv om de nogle gange bliver taget til indtægt for og være grunden til, at vi ikke rykker os. For her den 10. maj stemte Danmark nemlig for en resolution i FN's Generalforsamling, som giver Palæstina flere rettigheder i FN-systemet, og samtidig var der også en klar opfordring til Sikkerhedsrådet om at optage Palæstina som fuldgyldigt medlem af FN. Det vil have en enorm betydning for det, der kommer fremadrettet herfra. Så tak for det.

For at nå hen til en reel tostatsløsning er vi også nødt til at skabe en form for stabilitet, der kan føre til en langvarig fred. Og jeg hører egentlig efterhånden også en rimelig stor enighed i salen om, at den fred går gennem en våbenhvile. Der er ikke nogen her, som ikke vil freden. Uagtet hvilken type våbenhvile vi taler om, vil der være krav, og det vil være til alle parter. Selvfølgelig skal der være krav til begge sider i den her konflikt. Begge sider skal lægge våbnene. Begge sider skal frigive gidslerne, som sidder på hver side.

Derfor havde det virkelig været mit håb, at vi ved at lytte til den debat, vi havde tilbage i december med vores kolleger her i salen, nu var nået frem til en formulering, vi kunne blive enige om. For selv om regeringen fører sin egen politik, som den skal, har et fælles forslag til vedtagelse her i salen faktisk en stor betydning. Hvis vi ikke mente, at udtalelser og debatter her i salen havde en betydning, så kunne vi aflyse rigtig, rigtig meget af vores arbejde.

Derfor er det mit håb, at Folketinget forstår, at en varig våbenhvile med frigivelse af alle gidsler vil skabe tryghed for civile på begge sider. Og det vil også skabe et fundament for den tostatsløsning og den fred, vi ønsker for begge folk.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Jesper Petersen. Værsgo.

Det går jo igen det her med en appel og sådan en slags ønske om, at det her kunne have været en slags samlende politisk udmelding fra Folketinget om, hvordan vi ser på situationen, på ønsket om våbenhvile og de andre ting, som vi jo er meget enige om, og som indgår i beslutningsforslaget.

Men hvis det egentlig var tanken, at vi skulle prøve at nå frem til det, hvorfor har forslagsstillerne så ikke på forhånd forsøgt at finde frem til formuleringer, man vidste vi ville kunne blive enige om? For forslagsstillerne har jo godt vidst, hvilken type våbenhvile regeringen arbejder for, nemlig den, der hurtigst muligt kan realiseres. Men det har forslagsstillerne jo ikke gjort eller forsøgt. De fremsætter forslaget her, og så kan vi have den samme debat, som vi har haft så mange gange før.

Ordføreren.

Altså, for mit vedkommende tænkte jeg egentlig, at vi havde haft den debat i december og havde talt om det og hørt, hvilke knaster der var. Det er ikke altid, at partier rækker ud. Her i morges var der en diskussion om stormflod her i salen, hvor der var et fælles forslag til vedtagelse på baggrund af den forespørgselsdebat, hvor ordførerens eget parti lige havde glemt at skrive til Alternativet. Så selvfølgelig sker det, at man ikke får rakt ud til alle.

Men vi har faktisk haft den her debat, og vi syntes, at vi havde lyttet ind i det. Det har åbenbart ikke været nok for ordføreren, og det kan jeg jo kun beklage.

Spørgeren.

Nu synes jeg, at fru Sascha Faxe ikke er helt rimelig i fremstillingen her, for det jo ikke sådan et bingoforsøg: Vi skyder her, og så håber vi, at vi rammer i midten. Hvis det er det, der er bestræbelsen, altså at få lavet sådan en form for vedtagelse, så diskuterer man da med de andre partier inden. Og ja, det gjorde vi i december, og man vidste også godt, at det her forslag ikke ville kunne samle et flertal i Folketinget.

Så at gøre, som om det var det, der var meningen, synes jeg man skal lade være med, for det er simpelt hen ikke ærligt, det er ikke rigtigt. Hvis det var for at få debatten en gang til, kan det jo også være interessant, men man skal bare lade være med at gøre, som om det var det andet, der var hensigten. Det var det ikke.

Ordføreren.

Nu motivforsker ordføreren på mine vegne, i forhold til hvad der var hensigten. Ordføreren og en lang række andre ordførere har jo i både den her debat og den debat, vi havde forud for i dag, sagt, at den her debat har vi haft mange gange. Jeg tilslutter mig, at vi ikke har haft den nok gange, men det er jo så en lang snak.

Men vi har haft den mange gange, og ud fra det har vi jo hørt nogle positioner. Så jeg mener helt oprigtigt – på trods af ordførerens motivforskning på mine vegne – at vi faktisk synes, at vi har lyttet og forsøgt at lave en formulering, som både har respekt for det, borgerforslag, der gik forud for det, men også for de holdninger, der er blevet udtrykt i dag, og vi hører jo også fra en ordfører, at årsagen til, at man ikke ville, kunne koges ned til fem bogstaver.

Så er det fru Charlotte Munch.

Tak. Er ordføreren enig i, at meget kunne løses, hvis Hamas løslod gidslerne, og hvis det palæstinensiske folk tog afstand fra Hamas?

Ordføreren.

Jeg tænker, at der jo er to sider i den her sag – det tror jeg faktisk er rigtig vigtigt – og Hamas er absolut en rigtig vigtig del af det. I forhold til hvorvidt det palæstinensiske folk har en ramme for at tage afstand fra noget som helst nu, hvor de flygter først det ene og så det andet, det tredje og det femte sted hen og har bomber flyvende om ørerne, vil jeg sige, at det tror jeg faktisk er svært at have et samlet forhold til.

Men det er så vigtigt, at det er begge sider, der indgår i den her våbenhvile. Det er ikke en ensidig ting, for så bliver det ikke en våbenhvile. Altså, så bliver det jo, at nogen trækker sig, og det ville jo, hvis det var, vi f.eks. sagde det samme til Ukraine, betyde, at russerne så f.eks. bare ville bombe videre, ikke? Så det ville jo heller ikke ønske i den sammenhæng. En våbenhvile er noget, der sker mellem de to kombattanter.

Spørgeren.

Jeg er dog glad for, der bliver taget afstand fra en ensidighed, for jeg har jo aldrig lagt skjul på i den her diskussion, som vi efterhånden har haft et utal af gange, at jeg synes, at der er en meget voldsom ensidighed i forhold til krigen her.

Men jeg har lyst til at spørge lidt videre: Hvis det palæstinensiske folk bliver ved at bakke op om Hamas, hvordan mener ordføreren så at en tostatsløsning er inden for rækkevidde?

Ordføreren.

Jeg må jo sige oprigtigt, at jeg ikke har hørt fra det palæstinensiske folk som samlet befolkning, at de støtter op om Hamas, så den præmis går jeg egentlig ikke ind på. Til gengæld vil jeg da tage fat i den der ensidighed, for der er et sted, hvor jeg anerkender fuldt ud at have en ensidighed, og det er i forhold til civilbefolkningen, uagtet hvilken baggrund de måtte have, altså uagtet hvilken hudfarve, religion, nationalitet de måtte have. Civilbefolkningen står altid først for Alternativet.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger, så vi går videre til ordføreren for forslagsstillerne. Det er hr. Christian Friis Bach fra Radikale Venstre. Velkommen til.

Tak for det. Lad mig starte der, hvor den sidste debat slap. Jeg nåede jo i min begrundelse for forslaget at fremlægge de humanitære grunde til, at vi mener, at den her resolution jo stadig væk på tragisk vis desværre er meget relevant. Det er samtlige grundlæggende menneskerettigheder, som bliver krænket for civilbefolkningen i Gaza. Det gælder i forhold til mad, vand, bolig, beskyttelse og sundhedsydelser. Det er det, vi oplever.

Da vi havde debatten i december, lyttede vi netop, vil jeg sige til hr. Jesper Petersen, meget nøje til de indvendinger, der var fra talerstolen, om, at der ikke stod, at der var en klar fordømmelse af terrorangrebet; at der ikke stod klart nok, at Israel har ret til at forsvare sig; at der ikke stod klart nok, at gidslerne skulle frigives øjeblikkeligt og betingelsesløst. Men det står der nu.

Men der står også en varig våbenhvile, og det gør der jo selvfølgelig, fordi vi mener det. Vi mener ikke, at der er nogen vindere, og at der bliver nogen vindere i den fortsatte krig. Der bliver kun mere lidelse, mere fordømmelse, mere had og mere konflikt. Det vil svække Israel, og det vil underminere ethvert håb om en tostatsløsning. Det vil fortsætte lidelserne, og det får ikke gidslerne ud. Det er meget få gidsler, der er blevet befriet. Dem, der er kommet ud, er primært kommet ud i en våbenhvile. Og en varig våbenhvile skal og må indebære, at alle gidsler bliver frigivet. Så derfor ønsker vi, at krigen stopper – at Hamas stopper, og at Israels angreb stopper. Og det er jo ikke betingelsesløst. Faktisk kommer kravet om en varig våbenhvile med langt stærkere betingelser end en humanitær våbenhvile, for det kræver, at Hamas nedlægger deres våben og stopper deres angreb.

Derfor er en varig våbenhvile også det rigtige krav at stille. Og siden vi debatterede det i december, har vi jo også følt, at både regeringen og den internationale dialog og samtale om det her har ændret sig. Danmark har jo stemt for en våbenhvile i FN's Generalforsamling. FN's generalsekretær har krævet våbenhvile. EU-landene har samlet sig om en holdbar våbenhvile. De arabiske lande opfordrede i går til en øjeblikkelig våbenhvile, monitoreret af en fredsbevarende styrke.

Derfor håbede vi faktisk, at det her var det, der kunne samle os nu. Så, hr. Jesper Petersen, det var ikke indenrigspolitisk. Men jeg tager en del af ansvaret for, at vi står her igen, for jeg lovede dengang fra talerstolen – vi endte jo desværre også, må jeg erkende, med at stemme gult til det oprindelige forslag – at vi ville prøve at fremsætte et forslag, der kunne samle os. Og jeg anerkender fuldt ud, at vi kunne have rakt mere ud til regeringspartierne i processen, op til at vi fremsatte det.

Men det er jo ikke for sent, og derfor vil jeg komme med et forslag, som jeg håber hr. Jesper Petersen med et spørgsmål kan respondere på: Hvis vi sammen stillede et ændringsforslag med den formulering, som hr. Jesper Petersen brugte fra talerstolen, nemlig en humanitær våbenhvile på vej mod en varig fred eller på vej mod en varig våbenhvile, kunne vi så også vedtage den her resolution sammen? For det er det ønske, vi har haft hele vejen igennem. Jeg siger i øvrigt tak for en god debat og kan jo glæde mig over, at vi er langt mere enige, end vi er uenige; at der er langt mere nu, der samler os, end der skiller os – bredt i Folketinget i hvert fald, altså ikke nødvendigvis alle, men bredt i Folketinget.

Jeg ønsker også, at vi bredt i Folketinget udtrykker det stærke ønske om en humanitær våbenhvile på vej mod en varig våbenhvile eller en varig fred for både Israel og Palæstina. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Jesper Petersen.

Det kan vi jo snakke om. Jeg vil sige, at som beslutningsforslaget ligger, er man jo ret tæt på at beskrive det, der er regeringens politik i sagen. På den måde er jeg jo glad for, forslagsstillerne fremsætter et forslag, der er så tæt på afspejle, hvad der er regeringens position, og det kan jeg jo godt lide at man bakker op om. Jeg synes faktisk, at den er balanceret og rigtig i den her meget vanskelige sag. Og så er der nogle enkelte formuleringer, der gør, det alligevel ikke kan lade sig gøre.

Jeg tror egentlig på, at hr. Christian Friis Bach har ret, når han for sit vedkommende giver udtryk for det ønske, for det har hr. Christian Friis Bach jo gjort længe. Jeg kan godt huske tidligere samtaler med ordføreren, hvor der faktisk var en ægte bestræbelse, og det har jeg respekt for. Jeg er ikke sikker på, at det gør sig gældende for alle, der er bag forslaget, men jeg tror egentlig på, at det har været hr. Christian Friis Bachs intention. Så jeg fortsætter gerne den dialog med hr. Christian Friis Bach.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg mener nu, at jeg på vegne af alle ordførere kan sige, at der har været et ønske fra os alle om at samle os omkring denne sag, for vi ønsker ikke, at den skiller os. Vi ser også, hvilke konsekvenser det har ude i det danske samfund, når vi står splittet. Og jeg kan jo notere mig, at ja, vi anerkender regeringens politik, men jeg kan også notere mig, at regeringen også har ændret sin politik og i dag udtrykker sig langt mere på en måde, som faktisk giver mulighed for, at vi kan samle os – så man selvfølgelig også i lyset af den fortsatte krig forstår, at vi bliver nødt til at gøre alt, hvad vi kan, for at sikre en varig fred.

Men jeg synes da, at vi skulle lave folketingshistorie, ved at regeringen stiller et ændringsforslag til et beslutningsforslag, og at vi dermed ender med at kunne samle os. Så det vil jeg opfordre ordføreren til, og vi står i hvert fald meget klar til at sikre, at vi får et forslag, som vi alle eller i hvert fald bredt kan bakke op om.

Spørgeren.

Ja, men hr. Christian Friis Bach har jo været parlamentariker længe nok til at vide, at hvis det faktisk er den bestræbelse, man har, efter at få et forslag, der kan samle alle, så er det jo en anden fremgangsmåde, man skal vælge. Det har man så ikke gjort, men har man har da også godt vidst, at hvis man formulerede sig på den her måde, så var det ikke det, regeringspartierne mente. Det kan man så prøve på at rette op på bagefter, men det kan ikke komme som en overraskende, at regeringspartierne i dag ikke stiller sig op på talerstolen og bare siger: Det her forslag er fjong, så hvornår kan vi komme til at stemme om det?

Ordføreren.

Altså, det kommer faktisk som en overraskelse; det vil jeg sige. Jeg har godt noteret mig, at der har været nuancer, men jeg har også noteret mig, hvad regeringen har stemt for i FN's Generalforsamling og i EU. Og i min naive forståelse, i min sproglige naivitet, troede jeg jo, at når man stemmer for en holdbar våbenhvile i EU, så mente man også, at den skulle holde og dermed være varig.

Så jeg forestillede mig faktisk og håbede på, at vi var nået dertil, hvor vi kunne samles om det her i dag, altså at den konflikt, vi oplever, og det verdenssamfund, vi ser, ville samle os om en varig våbenhvile. Men måske er der mulighed for en humanitær våbenhvile på vej mod en varig fred.

Vi siger tak til ordføreren for forslagsstillerne. Der er ikke yderligere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udenrigsudvalget. Og hvis ingen gør indsigelse mod dette, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.