Det næste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 131:

Forslag til folketingsbeslutning om afdækning af mulighederne for indførelse af økonomiske sanktioner mod Israel.

Af Trine Pertou Mach (EL) m.fl.

(Fremsættelse 28.02.2024).

Ordføreren for forslagsstillerne ønsker at begrunde forslaget. Velkommen.

Tak for det. Lad mig bare gøre det kort her indledningsvis. Siden den 7. oktober sidste år har verden været vidne til en uhørt brutal krigsførelse i Gaza oven på et uhørt brutalt terrorangreb i det sydlige Israel begået af Hamas. Den krig har efterhånden kostet 34.000 mennesker livet. Stort set alt, hvad man kan komme i tanker om af brud på krigens love, på almindelige spilleregler og på folkeretten, ja, på alt det, vi i virkeligheden tror på, er blevet listet op af alle mulige internationale organisationer, aktører og iagttagere.

Vi har haft mange debatter her i Folketingssalen om, hvordan vi skal fordømme, forholde os til og italesætte det, og vi mener i Enhedslisten, at nu er tiden kommet til at sætte handling bag de ord om, hvor alvorlig situationen rent faktisk er. Derfor har vi fremsat det her beslutningsforslag om at afdække mulighederne for at indføre økonomiske sanktioner mod Israel. Det er et beslutningsforslag, som har ladet sig inspirere af det, vi har gjort over for alle mulige andre stater i verden, som brutalt forbryder sig mod folkeretten, menneskerettighederne, de internationale spilleregler og hele det internationale retssystem.

Derfor håber vi på at få en god debat om, hvordan vi fra dansk side kan bruge de redskaber, vi kender, til også at presse staten Israel til at stoppe sin brutale krigsfremfærd og rykke ind på det politiske spor, som er fuldstændig afgørende for at få en varig og retfærdig fred for både den israelske og den palæstinensiske befolkning. Tak.

Vi siger tak til ordføreren for begrundelsen. Så er forhandlingen åbnet, og den første, der får ordet, er udenrigsministeren.

Tak for det, formand. Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at regeringen deler forslagsstillernes dybe bekymring over den katastrofale humanitære situation i Gaza. Mere end 33.000 palæstinensere har mistet livet, og 1,7 millioner mennesker svarende til tre fjerdedele af befolkningen er fordrevet. FN vurderer tilmed, at hele Gazas befolkning lever under ekstrem fødevareusikkerhed, og advarer om hungersnød i det nordlige Gaza. Det er på alle måder dybt bekymrende. Det er også på den baggrund, at regeringen for nylig annoncerede en ny humanitær støttepakke på 100 mio. kr. til Palæstina, som kommer oven i den allerede udbetalte støtte på 105 mio. kr. til UNRWA i år, og så bidrog Danmark jo med 280 mio. kr. sidste år.

Et af de helt store problemer er, at der ikke kommer nok nødhjælp ind i Gaza og frem til den nødlidende befolkning inde i Gaza. Både Danmark og EU har også over for Israel understreget det presserende behov for flere grænseåbninger, øget effektivitet ved grænseovergangene og bedre distribuering af nødhjælpen. Israel kan og skal gøre mere. De seneste meldinger fra Israel om bl.a. at ville åbne i Ashdodog grænseovergangen Erez i det nordlige Gaza er positive. Men det er jo ikke nok at melde det. Det afgørende er, at det nu følges op af handling, og det har vi gjort ganske klart over for Israel ad flere omgange og ad flere kanaler.

Kendelserne fra den internationale domstol, som forslagsstillerne også henviser til, har været med til at understrege situationens alvor. Senest beordrede domstolen ICJ den 28. marts Israel til at samarbejde med FN om øjeblikkeligt at sikre, at der kommer tilstrækkeligt med nødhjælp og madforsyninger ind i Gaza. Som jeg har understreget ved flere lejligheder, støtter Danmark den international domstol som FN's primære juridiske organ, og derfor forventer vi selvfølgelig, at Israel lever op til sine forpligtigelser. Det siger vi fra dansk side, men det siger vi også sammen med EU, senest i konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 21. marts.

En anden klar illustration af situationens alvor og dermed også af behovet for et sporskifte fra israelsk side var vedtagelsen af FN's Sikkerhedsråds resolution den 25. marts, som krævede en øjeblikkelig våbenhvile under ramadanen samt en øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle gidsler. Sikkerhedsrådet understreger ligeledes behovet for at øge den humanitære bistand og kræver alle barrierer for uddeling af humanitær bistand fjernet. Det var på mange måder en historisk vedtagelse, fordi det var alle ti ikkepermanente og derved altså alle ti indvalgte medlemmer af Sikkerhedsrådet, der kollektivt var penneførere på resolutionen, men også USA's afståelse er med til at sende et klart signal fra det internationale samfund til Israel om, at der er behov for at ændre kurs, og det er vi fra regeringens side helt enige i.

Forslagsstillerne fremhæver ligeledes den bekymrende situation med øget ustabilitet på Vestbredden, inklusive Østjerusalem, efter den 7. oktober. Det seneste halve år har vi bl.a. set en stigning i bosættervold, annoncering af nye bosættelsesenheder og konfiskering af palæstinensisk land, og det er selvsagt dybt bekymrende. Regeringens holdning vedrørende bosættelser er helt klar og jo også baseret på vedtagelser, som nyder bred støtte i Folketinget: Bosættelserne er ulovlige efter folkeretten og er med til at underminere muligheden for en tostatsløsning. Samtidig fordømmer vi bosættervold og har arbejdet aktivt for EU-sanktioner mod de ekstremistiske bosættere, og det forventer jeg kan vedtages snarest. Israel skal selvfølgelig overholde folkeretten, uanset om det er i Gaza eller på Vestbredden, og Israels ret til selvforsvar – for Israel har ret til selvforsvar – må og skal udøves inden for rammerne af folkeretten, ikke mindst den humanitære folkeret. Det betyder, at civile skal beskyttes. Det har vi fra dansk side fra start også understreget over for Israel. Det har vi gjort bilateralt, det har vi gjort i EU, det har vi gjort i FN, og det bliver vi ved med at gøre.

Samtidig må vi jo ikke miste blikket for, at Hamas har et kæmpe ansvar for, at vi er, hvor vi er. For uanset at historien om Mellemøstkonflikten er lang, var det Hamas' terrorangreb den 7. oktober, der accelererede og initierede den situation, vi befinder os i nu. Hamas holder stadig 100 gidsler, inklusive en dansk-israelsk statsborger, i Gaza, og derfor er der brug for at lægge pres på Hamas for at indgå en våbenhvile og frigive gidslerne.

Alt det her er for at sige, at der er flere ting, som jeg og regeringen er enige med forslagsstillerne i. Men når det kommer til ønsket om at indføre sanktioner mod Israel på linje med dem, der er indført over for f.eks. Rusland og Iran, så mener jeg, at forslaget her bygger på en forkert præmis. Sammenligningen mellem disse lande og Israel rammer ved siden af. Rusland har indledt en fuldstændig grundløs, uprovokeret og utilstedelig angrebskrig mod Ukraine. Og det iranske regime spiller en omfattende destabiliserende rolle regionalt, hvilket vi jo senest så med weekendens angreb på Israel, som udgør en klar eskalering, som regeringen på det kraftigste har fordømt, og som netop nu, hvor jeg står her på talerstolen, er genstand for en drøftelse på et ekstraordinært møde blandt EU's udenrigsministre, som jeg så ikke kan deltage i. Dertil kommer jo så også det iranske regimes hårde undertrykkende tilgang til egne borgere, som blot har kæmpet for frihed, og dets militære støtte til den russiske angrebskrig. Så det bliver skæve sammenligninger at tage Israel med i det selskab.

Vi skal huske på, at Israel den 7. oktober blev ramt af et bestialsk terrorangreb, hvor over 1.200 mennesker blev dræbt, og derfor har Israel også en helt legitim ret til selvforsvar. Men der skal ikke herske tvivl om, at denne selvfølgelig skal udøves inden for rammerne af folkeretten, og det har vi også en tiltagende kritisk dialog med Israel om. Men at sammenligne Israel med Rusland og Iran er jeg grundlæggende ikke enig i. Derfor har regeringen heller ikke til hensigt at arbejde for brede EU-sanktioner mod Israel tilsvarende dem, som blev vedtaget mod f.eks. Rusland og Iran.

Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at regeringen vil fastholde den aktive tilgang, både bilateralt og via EU, for at afhjælpe den humanitære katastrofale situation og for at få en humanitær våbenhvile på plads. Som jeg har gentaget, siden krisen startede, er det helt afgørende at sikre de rigtige balancer, og det her beslutningsforslag formår efter min og regeringens opfattelse ikke at ramme denne balance, når det grupperer Israel med lande som Rusland og Iran.

Derudover skal jeg så sige – men det er sådan mere principielt – at Danmark jo i udgangspunktet fører sin sanktionspolitik igennem EU og FN, og det er usandsynligt, at der her ville kunne opnås enighed om sanktioner mod Israel tilsvarende dem, som er indført mod Rusland og Iran, men det er altså ikke mit primære argument. Mine primære argumenter er dem, jeg omtalte før, og som fører til, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Mange tak for det. Der er korte bemærkninger, og den første er til fru Trine Pertou Mach. Værsgo.

Tak for det, og tak til udenrigsministeren for talen og også for den alvor, som man kan mærke at udenrigsministeren faktisk betragter situationen med. Jeg anerkender fuldt ud, at udenrigsministeren faktisk anlægger nogle nuancer, som ikke var til stede, og en balance, som måske ikke var til stede i regeringens tilgang til konflikten umiddelbart efter den 7. oktober.

Jeg forstår, at udenrigsministeren er ked af det her selskab. Men antag, at vi nu parkerer de lande og siger: Lad os nu prøve. Det er jo ikke, fordi man skal lave sanktionspakker, som man gør mod Rusland, men det ville være på samme måde, som når man anvender sanktioner som et redskab i udenrigspolitikken over for stater, der forbryder sig mod folkeretten og international lov. Hvis vi holder fast ved det, kan udenrigsministeren jo her bekræfte, at det er regeringens politik, at Israel er en besættelsesmagt; at bosættelserne er i strid med international lov; at Israel lige nu står anklaget for muligt folkedrab; og at en række internationale aktører påtaler krigsforbrydelser. Det er det selskab, vi taler om.

Udenrigsministeren.

Må jeg ikke først lige anholde, at regeringen ikke skulle haft en balanceret tilgang fra start? Jeg sagde allerede den 8. oktober, tror jeg det var, at den her regering godt kan kende forskel på en terrororganisation og en civilbefolkning, og vi har fra starten, hvor vi understregede Israels ret til selvforsvar, samtidig også understreget, at det skal ske med respekt for international ret og international folkeret. Så har der været en udvikling siden, som gør, at det, der har været afsættet, jo også sætter sig vedvarende anderledes og bl.a. har ført til, at Danmark gennem lang tid har plæderet for en våbenhvile og sådan set også ret klart sagt, at Israel er nødt til at tænke over, hvad Israels egen langsigtede interesse er.

Jeg kan godt bekræfte det, der bliver sagt, altså at Israel er anklaget for nogle ting – det med bosættelserne og det i forhold til folkeretten – og det er også en kendt dansk position, at vi er imod de ulovlige besættelser. Vi har selv argumenteret for i EU at nå derhen, hvor vi kunne indføre sanktioner. Det kommer til at ske nu med en langsommelighed, også i forhold til amerikanerne, fordi sanktionsregimet i EU hviler på konsensus. Så jeg kan godt bekræfte de ting, der blev sagt.

Fru Trine Pertou Mach.

Det, som vi foreslår med beslutningsforslaget, er jo ikke en bestemt række sanktioner. Det er det at kigge på, hvilke sanktioner der kunne være relevante for at ramme den israelske økonomi. Hvis ikke regeringen ønsker at kigge på det redskab, hvad kunne regeringen så forestille sig at man gør, når nu man må konstatere, at ord ikke er nok til at få Netanyahuregeringen til at skifte spor? Hvad er det så, man kan gøre, hvis ikke det er de kendte udenrigspolitiske redskaber som økonomiske sanktioner, man vil bruge?

Udenrigsministeren.

Jeg tror fuldt og fast på, at Danmarks mulighed for at påvirke situationen i Mellemøsten in casu, altså krigen mellem Israel og Hamas, er bedst, ved at vi lader vores stemme lyde direkte i forhold til Israel og via relevante internationale fora, hvor effekten er større, hvis vi siger det samme. Jeg afslører ikke noget nyt ved at sige – for vi har talt om det før – at min tilgang hele vejen igennem har været at prøve at bidrage til, at EU står samlet, og at EU står stærkt.

Jeg har med stor tilfredshed på det felt jo iagttaget, at der er sket noget. Hvis man ser på den måde, som EU fordelte sig på i farvefelterne ved de første afstemninger i FN's Generalforsamling, kan man se, at der er kommet en større entydighed. Der er også en situation, hvor EU nu kan indføre sanktioner i forhold til de ekstremistiske bosættere. Det er den vej, vi skal gå, og det er det diplomati, Danmark udøver; det er spørgeren også udmærket bekendt med fra Det Udenrigspolitiske Nævn og andre steder, hvor jeg kunne gå tættere på. Det er også det, vi har gjort sammen med ligesindede i forhold til at adressere den israelske regering direkte.

Tak. Så er det fru Franciska Rosenkilde fra Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil også gerne takke udenrigsministeren for talen og for også at anerkende situationens alvor. Jeg vil gerne bare lige følge lidt op på tidligere spørgers spørgsmål. Udenrigsministeren nævner selv de her balancer, og at det selvfølgelig skal ske inden for folkeretten. Så jeg er bare interesseret i at høre: Hvornår er balancen tippet?

Det er det ene spørgsmål. Det andet spørgsmål er: Udenrigsministeren anerkender selv, at det er vigtigt, at vi står samlet i Europa og i EU, så kunne udenrigsministeren ikke godt forestille sig, at hvis vi beslutter det her i Danmark, altså at undersøge mulighederne, så vil det være et stærkt signal om, hvor Danmark står henne i den her sag?

Udenrigsministeren.

Nej til det sidste. Jeg ville tage det som et udtryk for en yderligere atomisering af EU-landenes positioner, ligesom jeg ikke skal lægge skjul på, at jeg ikke synes, at det ikke gør noget godt, at lande i EU asynkront med en fredsproces arbejder på at sige, at de pludselig vil anerkende Palæstina eller sådan noget. Jeg synes, at der i den grad er brug for, at EU udvikler en fælles position, fordi det kan gøre en forskel.

Hvornår er balancen tippet? Jamen det kommer jo lidt an på, hvad det er for en vægt, man vejer af på. Hvis man vejer af på en juridisk vægt – det er jo det, der skal ske ved Den Internationale Domstol – vil jeg sige, at det kan jeg ikke vide og det kan jeg ikke forholde mig til; det ser voldsomt ud. Derfor vil jeg sige, at hvis man vejer af på en politisk vægt, så er balancen tippet i den forstand, at vi jo længe har kaldt på, at det ville være godt med et israelsk sporskifte, og det er det sådan set, uanset ad hvilken vej man når den konklusion. Altså, uanset om det er en analytisk tilgang til, hvad Israels egne interesser er, eller om det er en vurdering af de humanitære følger, så når man den konklusion, at det, der er brug for nu, er en våbenhvile, at få nødhjælp ind og en revitalisering af et spor, der kan føre til en tostatsløsning.

Tak. Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Så vil jeg bare spørge udenrigsministeren til sidst: Med alle de tegn, der er på brud på folkeretten og krigsforbrydelser, som lige nu bliver undersøgt, er der så ikke et tidspunkt, hvor udenrigsministeren ville mene, at det at bruge de her sanktioner kunne være en løsning?

Ministeren.

Det bliver sådan meget spektakulært at forholde sig til, hvad man skal gøre rundt om næste hjørne eller næste hjørne igen. Jeg er sådan set mere optaget af, hvad vi skal gøre nu, og det, der er brug for nu, er, at Europa sammen med USA fastholder et balanceret pres, altså på Hamas i forhold til at få frigivet gidslerne, men jo også på Israel i forhold til at understrege, hvad Israels egen langsigtede interesse er, og understrege behovet for at afværge en humanitær katastrofe. Det er det, der er vores tilgang. Det med unilateralt at arbejde med alle mulige tanker om, at man kunne lave sanktioner og sådan noget, fremmer efter min overbevisning ikke det formål.

Tak. Så er det hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre.

Tak for det. Og tak til udenrigsministeren for en god redegørelse. Vi glæder os jo over, at der nu bliver taget initiativ til at skærpe sanktionerne mod de aggressive dele af bosætterbevægelsen. I dag er FN's højkommissær for menneskerettigheder jo kommet med en ny udtalelse, som understreger Israels forpligtigelse som besættelsesmagt til at beskytte civilbefolkningen, herunder at stoppe den ulovlige, og nu citerer jeg: brug af magt mod palæstinenserne fra de israelske sikkerhedsstyrker, og at de øjeblikkelig skal stoppe deres aktive deltagelse i de bosætterangreb, som finder sted. Ser udenrigsministeren på den baggrund, at der er brug for også at se på sanktioner mod den del af de israelske sikkerhedsstyrker, som understøtter angrebene ifølge højkommissæren?

Tak. Ministeren.

Jeg tror, at mit respons på det allerede er dækket ind af de svar, jeg har givet tidligere. Der er ingen tvivl om, hvad der er Israels forpligtigelse; der er heller ingen tvivl om, at det, at Den Internationale Domstol har følt sig nødsaget til at afgive supplerende foreløbige foranstaltninger, understreger en alvor. Og det er jo også det, der har ført til, at den her regering længe har indtaget den position, at der er brug for en våbenhvile – og den skal der jo to parter til at indgå – men jo sådan set også meget åbent har sagt, at det vil være i Israels egne langsigtede interesser at skifte modus i den måde, de håndterer situationen på.

Tak. Så er det spørgeren for den anden korte bemærkning.

Jamen det, udenrigsministeren her taler om, er Gaza. Det, jeg taler om, er Vestbredden og højkommissærens udtalelse i dag om, at de israelske sikkerhedsstyrker aktivt bidrager til eller passivt ser til, mens aggressive bosættere angriber palæstinensiske landsbyer, og at de dermed på ingen måde opretholder deres ansvar som sikkerhedsstyrker i en besættelsessituation til at beskytte civilbefolkningen; tværtimod, siger højkommissæren, ser de passivt til eller bidrager aktivt til angrebene fra bosætterne. Bør man så ikke i hvert fald se på sanktioner mod dele af de israelske sikkerhedsstyrker, som ikke påtager sig ansvaret og endda aktivt bidrager til angrebene?

Tak. Ministeren.

Så bør man sige fra, klart og i et tydeligt sprog, og det er også det, vi gør. Men det kan man jo ikke tage som et udtryk for, at man ligesom skal springe hen til, at så laver vi bare sanktioner. Altså, vi har ingen sympati for bosættelserne; de er folkeretsstridige. Det er uomtvisteligt. Det fremmer heller ikke på nogen måder en situation, der kunne fremme en tostatsløsning. Det påtaler vi. Og det vil vi gerne gøre stærkt, og den stærke måde at gøre det på er i en EU-ramme, og der må jeg bare notere mig, at fra jeg formulerede et dansk tilsagn om at lave sanktioner mod de ekstremistiske bosættere, til, at vi nu er nået derhen, er der gået en rum tid. Så ting tager tid.

Tak. Så er det fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Ministeren kommer ind på EU-rammen, og jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren, om han vil uddybe og fortælle, hvilket arbejde Danmark ledt af ministeren gør lige nu i EU.

Ministeren.

Lige aktuelt gør jeg jo ikke noget. Fordi vi har en folketingsdebat her, er jeg frarøvet muligheden for – det er ikke nogen kritik; det er jo bare omstændighederne – at deltage i et møde, der finder sted lige nu og her i kredsen af udenrigsministre, og som er indkaldt med kort varsel på baggrund af det, der skete i weekenden. Havde jeg været dér, ville jeg jo have talt for, hvad jeg også har gjort i offentligheden, Israels egen interesse i at tænke langsigtet og bidrage til deeskalering. Det er sådan set det, vi bruger vores tid på. Det er også derfor, vi efter vores egen opfattelse har spillet en konstruktiv rolle omkring hele UNRWA-spørgsmålet, som jeg tror er almindeligt internationalt anerkendt, og hvor en række lande var på vej til bare at slå kasserne i. Det er derfor, vi direkte over for Israel i en række sammenhænge, som jeg har redegjort nærmere for i Det Udenrigspolitiske Nævn, har demarcheret i forhold til at understrege Israels ansvar for også folkeretligt at leve op til en forpligtigelse om at beskytte de civile. Det er derfor, vi indgår i en konstruktiv dialog med en række lande i regionen for at prøve at fremme perspektivet om en tostatsløsning.

Tak. Så er det spørgeren for en anden kort bemærkning. Værsgo.

Tak for at opremse de dele. Hvordan er det i forhold til associeringsaftalen mellem EU og Israel? Mener ministeren, at det kan give mening også at kigge der?

Ministeren.

Nej, det mener jeg faktisk ikke, og alle ja'er og nej'er i den her sag som i alle mulige andre sager, der rummer et udenrigsperspektiv, skal selvfølgelig tages med det forbehold, at det er ja og nej i situationen. EU har en særlig relation til Israel, og den synes jeg man skal fastholde som afsæt til at lægge et politisk pres på Israel, idet jeg for fuldstændighedens skyld lige skal minde om, at den første sætning i det her kapitel i bogen om en lang konflikt blev skrevet den 7. oktober af Hamas; det skal lige med. Med det i mente skal vi lægge et pres på Israel, og det handler ikke om at stille sig op og starte med at true med, at nu trækker vi os også fra en associeringsaftale.

Tiden er gået. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til udenrigsministeren. Den første ordfører er hr. Jesper Petersen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Som del af regeringen støtter Socialdemokratiet den linje, Danmark har fulgt i relation til terrorangrebet mod Israel og den efterfølgende krig mod Hamas fra Israels side. Israel har ret til selvforsvar og til at skærme sig mod terror og risikoen for, at Hamas igen dræber, lemlæster, voldtager og tager gidsler, herunder en dansk-israeler, som det skete den 7. oktober. Men det er jo også et selvforsvar, hvor Israel selvfølgelig skal overholde forpligtelserne inden for folkeretten, som det er understreget igen og igen.

Den danske regering er kritisk over for, at den israelske regering ikke har gjort nok for at beskytte civile og sikre tilstrækkelig adgang til nødhjælp i en meget, meget kritisk situation med mangel på mad, vand, medicin osv. Vi er vidner til en humanitær katastrofe. Alligevel har alt for få lastbiler kunnet komme ind, og vilkårene for fordelingen af nødhjælp har været alt for dårlige. Det har været decideret risikabelt for nødhjælpsarbejdere, som senest den tragiske hændelse med World Central Kitchen viste os. Samtidig har Danmark givet ekstra støtte til de humanitære indsatser i Gaza og heldigvis ikke lyttet til de politiske kræfter på den højre side i Danmark, der har ønsket at begrænse eller ophøre med støtten, hvad vi jo også haft lange diskussioner om her i Folketingssalen for nogle uger siden.

Som bekendt arbejder Danmark for en humanitær våbenhvile og støtter Israel i kravet om øjeblikkelig frigivelse af gidslerne, og Danmark arbejder for en tostatsløsning som grundlag for en stabil fredelig situation i området. Udenrigsministeren fremhævede, synes jeg, fint, hvordan det også heldigvis bevæger sig. Der er EU-vedtagelsen, FN's Sikkerhedsråd, der endelig har kunnet vedtage en resolution med krav om våbenhvile og om, at Israel ændrer kurs, bedre adgang for nødhjælp osv.

Der er mange grunde til at være kritisk over for den israelske regerings kurs på en række områder: bosættelsespolitikken, som debatten lige kom ind på for et øjeblik siden, de bekymrende tiltag til begrænsning af retsstatsprincipper, som jo var den store diskussion, inden terrorangrebet skete, m.m. Det er der heldigvis også mange kræfter i Israel der kæmper imod. Det kan de gøre på demokratisk vis, og Israel er jo netop et demokratisk land, som ikke tåler sammenligning med Rusland eller Iran, som forslagsstillerne sammenligner med i bemærkningerne.

Som udenrigsministeren også var inde på, må man også i diskussioner som den her minde om, at Danmark jo ikke har sådan sit eget sanktionsregime, men arbejder igennem EU og FN, når det handler om sanktioner. Det er heller ikke holdningen i de andre lande, at det her er vejen at gå. Så jeg er glad for, at udenrigsministeren også her siger, at Danmark støtter kritikken af bosættelsespolitikken på Vestbredden og arbejder for – hvad der ser ud til at lykkes – at indføre sanktioner mod ekstremistiske bosættere, som det diskuteres i EU for tiden.

Men generelt at indføre økonomiske sanktioner mod Israel kan Socialdemokratiet ikke støtte og kan derfor altså heller ikke støtte beslutningsforslaget her. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg kan godt mærke, at det, som ordføreren kalder en sammenligning, også stritter på Socialdemokraterne. Det, vi sammenligner, er ikke staterne. De er jo alle sammen forskellige. Rusland, Iran og Myanmar er heller ikke ens. Men det, sammenligningen går på, er bruddene på den internationale lov, som vi i Danmark mener er fuldstændig afgørende for, at verden kan fungere på en god og fornuftig måde. Derfor tåler det godt sammenligning, hvad angår adfærd, og i hvert fald i forhold til hvad det er for en retning, man kigger i efter redskaber, når nu ens ord slipper op.

Jeg går ud fra, at også hr. Jesper Petersen har måttet konstatere, at ord og formaninger over for Netanyahuregeringen på en eller anden måde ikke har den effekt, som man kunne håbe på. Derfor er mit spørgsmål til ordføreren: Hvad gør man fra Socialdemokraternes side? Hvor kigger man hen, når ordene er sluppet op, hvis ikke man er villig til at kigge på det lige foran, som vi har været vant til at kigge på igennem de seneste år, nemlig økonomiske sanktioner?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at det er rigtigt at sammenligne Rusland og Iran med Israel. Israel er et demokratisk land, der er udsat for et terrorangreb, og vi har jo nogle forventninger og krav til dem om, hvordan de gennemfører deres modsvar, og også, at de tager sig bedre af civile, end de har gjort, at de giver bedre adgang til nødhjælp, end de har gjort. Men det er et demokratisk land, hvorfor vi overhovedet kan have diskussionen med dem om, at vi faktisk forventer, at de overholder de her ting, hvad Rusland og Iran jo har demonstreret at de ikke vil. De er aggressorer, og de destabiliserer osv. Så jeg mener, det er en helt forkert sammenligning.

Men på det spørgsmål, som fru Trine Pertou Mach så bringer op her til sidst, må svaret jo blive det samme, som det udenrigsministeren gav, nemlig at vi har den serie af diplomatiske muligheder og redskaber, som vi har, og dem skal Danmark blive ved med at benytte sig af for at få det her til at bevæge sig i en bedre retning. Det går for langsomt, det er jeg enig i.

Tak. Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at bore lidt i det her med, hvad Socialdemokraterne egentlig mener der er af grundlæggende fælles værdier mellem Netanyahuregeringen og Socialdemokratiet. Er det besættelsespolitikken? Er det bosættelsespolitikken? Er det det apartheidstyre, som internationale organisationer gang på gang har konstateret man bedst betegner den politik og den strukturelle, systematiske undertrykkelse af den palæstinensiske befolkning som? Er det det, der er de fælles værdier? Er det det, at man ikke anerkender palæstinensernes ret til en egen stat? Hvor er de fælles værdier?

Ordføreren.

Nu synes jeg måske, at rækken af stråmænd bliver unødig lang til en så alvorlig diskussion som den, vi er i her. Som jeg også har sagt i lignende debatter, er der mange grunde til at være kritisk over for Netanyahuregeringen. Jeg gentog også nogle af kritikpunkterne i min tale for et øjeblik siden. Jeg synes, det her er noget af et sidespor at begive sig ud på. Israel er dog et demokratisk land omgivet af fjender, der gerne vil af med dem. Danmark har også en historisk relation til Israel, som vi som parti mener man skal honorere. Derfor kan man godt være kritisk over for Israel og den til enhver tid gældende kurs, der måtte være, og det er Socialdemokratiet også.

Tak. Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Nu begyndte vi at snakke om fælles værdier med Israel, og så ville jeg bare høre, om Socialdemokraterne ikke mener, at det f.eks. er en fælles værdi eller en fælles rettighed, at det, hvis man bliver angrebet af en terrororganisation, der slår 1.200 danskere ihjel og skærer brysterne af kvinder og sætter ild til børn, må være en fælles rettighed, at vi også havde svaret igen uden at skulle have det palæstinensiske svar på Enhedslisten tilbage og ramme os med økonomiske sanktioner som det første. Er det ikke sådan meget sikkert, at Socialdemokraterne går ind for selvstændige stater, demokratiske staters ret til at forsvare sig imod terrorangreb?

Ordføreren.

Naturligvis. Og det tror jeg også fremgår af både min tale her og af den kurs, regeringen har ført, altså at det er vi meget enige i. Der synes jeg så måske også, at de næste sætninger, der skal følge, må være, at man selvfølgelig også har nogle krav om og forventninger til, hvordan en demokratisk stat så fører sit forsvar. Det er den nuance, der må med i den her diskussion, og som vi som parti også prøver at forfølge, hvad den danske regering også gør.

Tak. Så er det fru Franciska Rosenkilde, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Mener ordføreren og Socialdemokratiet, at den brutalitet, vi ser fra Israels militærs side som et modsvar, på nuværende tidspunkt er i overensstemmelse med det, man ville definere som et modsvar på det terrorangreb, de var udsat for den 7. oktober? Og hvis ikke, hvad mener man så i Socialdemokratiet at man skal gøre for at tage afstand fra netop det?

Ordføreren.

Det kan fru Franciska Rosenkilde jo aflæse på regeringens reaktion og den holdning, der har været fremført hele vejen igennem, og som jeg mener må rumme det, Danmark som land gør, i forhold til hvor vi må placere os. Et land under angreb – på den bestialske måde, som det skete på den 7. oktober – har naturligvis ret til at forsvare sig. Man siger som regering i det land, at det kan vi ikke risikere at vores befolkning udsættes for igen, og derfor giver man et modsvar. Man gør det mod nogle, der skjuler sig blandt civile, og som jo er totalt ligeglade med alle former for internationale regler og hensyn osv.

Men selvfølgelig er vi også kritiske undervejs, når vi kan se, at der jo er enorme civile lidelser og tab; at der ikke bliver taget de hensyn til civile, som der bør tages; at der ikke bliver givet den adgang til nødhjælp, som man bør give – det er ulideligt at se den der række af lastbiler, der er parat til at køre ind for at hjælpe mennesker i nød, men som ikke kan få lov til at komme ind.

Så det er jo den balance, der er, og den kurs, vi vil blive ved med at forfølge: Vi må gøre mere for at hjælpe de civile i Gaza, men også anerkende Israels ret til at undgå terror.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Så vil jeg bare gerne spørge igen og lidt mere direkte til den balance, vi bliver ved med at høre om, for nu er der gået 6 måneder. Og jeg kan forstå på ordføreren, at han synes, at det er vigtigt at være kritisk, men der er gået over et halvt år, og mange, mange tusinder af civile er blevet dræbt, ikke mindst rigtig, rigtig mange børn. Ordføreren nævner, at man kigger kritisk – mener ordføreren virkelig, at det er nok fra dansk side?

Ordføreren.

Danmark bruger de diplomatiske muligheder og redskaber, vi har igennem de fora, vi indgår i, og hvor der kan lægges vægt bag, hvilket jeg synes at udenrigsministeren har redegjort godt for. Vi gør det direkte over for den israelske regering, og vi har jo senest været aktive i og er heldigvis lykkedes med både at få EU-vedtagelser og kan også iagttage, at det endelig er lykkedes at få en vedtagelse i Sikkerhedsrådet, som altså bakker op om, at der skal være en våbenhvile, bedre adgang til nødhjælp osv., som er Danmarks position og har været det i lang tid snart.

Så er det fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Våbenhvile er, som ordføreren siger, jo det helt rigtige, men det er bare ikke det, vi ser sker nu. Vi ser besætterpolitik, vi ser et apartheidsystem, vi ser krigsforbrydelser. 33.000 mennesker er blevet dræbt, heraf tusindvis af børn. Forældre har mistet deres børn, og har mistet deres forældre. Det er derfor, jeg virkelig gerne vil vide, hvad Socialdemokratiet så mener vi så gør nu. For hvis ord var nok, havde vi jo set handling nu; så havde vi set, at der var kommet en akut og varig våbenhvile. Men ord er ikke nok, så hvad er det for en handling, Socialdemokratiet vil gribe til?

Ordføreren.

Jeg synes, det har været fortvivlende at se, hvor langsomt det har bevæget sig, og som jeg nævnte før i eksemplet med den her række af lastbiler, man kan se, kommer der en del ind – der er jo også rigtig mange, der holdt stille – og der bevæger tingene sig jo også heldigvis. Men at det er gået for langsomt er jo så det, Danmark også har fremført igen og igen i alle de sammenhænge, vi indgår i, og vi bruger de diplomatiske redskaber, vi har. Det er jo præcis for at afhjælpe den situation, som fru Victoria Velasquez så rigtigt peger på, altså den humanitære katastrofe, der udspiller sig, og hvor der jo fortsat er risiko for, at det kan blive endnu værre. Derfor arbejder regeringen videre ad de linjer, som udenrigsministeren fint redegjorde for før, og hvor der heldigvis er et voksende pres og voksende krav til Israel om at give bedre adgang og tage mere hensyn til civile.

Tak. Spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Det går helt sindssygt langsomt, og imens er der uskyldige mennesker i tusindvis, som dør. Er ordføreren ikke bange for, at Israel udnytter den relation, som regeringen har over for Israel, og bruger det til at slå endnu flere uskyldige mennesker ihjel, fordi vi ikke handler?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, det er en rigtig fremstilling at sige, at der ingenting sker, i forhold til hvad Danmark gør. Man har jo i månedsvis forfulgt den linje, der er redegjort for her, og som udenrigsministeren også gjorde før, med de diplomatiske redskaber, Danmark har, og hvor man så hen ad vejen er lykkedes med at oparbejde, sammen med andre, et større internationalt pres på Israel. Det skal vi blive ved med at gøre af præcis de fortvivlende grunde, der bliver nævnt her.

Tak. Så er det hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Vi har jo været her en række gange og diskuteret de her ting, og det, jeg fokuserer lidt på, er derfor den her nye udtalelse i dag fra FN's højkommissær for menneskerettigheder, som meget, meget stærkt kritiserer den ulovlige magtanvendelse, som de israelske sikkerhedsstyrker anvender mod palæstinenserne, og man opfordrer meget stærkt til, at de øjeblikkeligt afslutter deres aktive deltagelse i og støtte til bosætterangreb på Vestbredden. Vi taler om sanktioner i det her beslutningsforslag, og nu har EU jo set på sanktioner mod de ekstreme bosættere. Kunne man overveje også at se på sanktioner mod de dele af de israelske sikkerhedsstyrker, som ifølge FN’s højkommissær for menneskerettigheder aktivt deltager i de her bosætterangreb?

Ordføreren.

Det er jo lidt en anden vej hen til det end det, der egentlig er foreslået her i beslutningsforslaget. Men vi er dog kommet ind på, i debatten, hvor kritisabelt og forkert det er med den bosættelsespolitik, der foregår. Det er jo ikke første gang, man hører om, at israelske styrker ser igennem fingre med eller på anden vis ikke gør, hvad de skal, i forhold til at bremse vold fra bosættere, så den kritik synes jeg absolut er berettiget.

Udenrigsministeren svarede jo på præcis det samme spørgsmål tidligere, og jeg kan heller ikke give tilsagn om, at så skal Danmark indføre sanktioner. Men jeg synes egentlig, det er fint, at det kommer med i debatten her, og de sanktioner, der så er på vej til at blive indført, handler jo så mere specifikt om de ekstremistiske bosættelsesgrupperinger. Jeg synes, det er godt, at det også er kommet med, og at vi forhåbentlig snart ser, at de faktisk vedtages i EU-sammenhæng.

Tak. Ønsker man sin anden korte bemærkning, skal man huske at trykke sig ind. Værsgo.

Tak for det, og tak for både erkendelsen af problemet og også, hører jeg, en vis åbning for, at man skal se på det. Man kan sige, at noget af det, som menneskerettighedskommissæren efterlyser, er også – og nu har jeg lavet en googlesøgning, så jeg ved ikke, om den er helt præcis – en hurtig, upartisk, uafhængig, effektiv og gennemsigtig efterforskning. Er det noget, Danmark kunne overveje i forhold til at styrke vores bidrag til at sikre en efterforskning af de her bosætterangreb på Vestbredden?

Ordføreren.

Jeg kan ikke sådan efter det, hr. Christian Friis Bach refererer, straks replicere, at nu sætter Danmark ekstra penge af til det. Det kan jeg ikke, men selve det at understøtte et arbejde, der generelt foregår – og det kan jo også være her – med at indsamle dokumentation for brud på forskellige væsentlige internationale regler, er noget, Danmark bakker op om. Det skal vi også gøre; det er et meget vigtigt arbejde.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre. Værsgo.

Den 7. oktober vågnede verden op til et aldeles forfærdeligt terrorangreb. Hamas og Islamisk Jihad angreb civile israelere og myrdede og henrettede og voldtog. Over 1.100 blev dræbt, heraf størstedelen civile mænd, kvinder og børn. Det var det største drab på jøder siden holocaust. Derudover blev over 200 uskyldige civile bortført og holdt som gidsler, og selv om en del af gidslerne siden er blevet løsladt som led i forhandlinger om humanitær pause, er der stadig over 100 gidsler, som bruges som våben af Hamas, og vi ved ikke, hvor mange af dem der stadig er i live.

Hamas er en terrororganisation, hvis erklærede må er at fjerne staten Israel fra landkortet. Israel har således ret til at forsvare selv, og i Venstre støtter vi målet om, at Hamas skal fjernes. Det er også i palæstinensernes interesse. Det er imidlertid en svær øvelse. Gazastriben er et ekstremt tæt befolket område, og i bykrig vil der uundgåeligt være civile ofre, og kampen vanskeliggøres af, at Hamas ikke kæmper som en regulær hær og ikke følger krigens love, men kæmper uden uniform og blander sig med civilbefolkningen, som bruges som skjold. Man gemmer sig på hospitaler, hvilket er ulovligt i henhold til krigens love.

Men at Israel har ret til at forsvare sig selv, er ikke ensbetydende med, at Israel må forsvare sig med alle midler. Israel er et land, og lande udkæmper krige i respekt for krigens love. Det betyder bl.a., at der skal tages størst mulige hensyn for at indgå civile tab. Det er svært at forklare, at det har været uundgåeligt for Israel at dræbe mere end 30.000, heraf omtrent 13.000 børn. Der er utvivlsomt en del af de dræbte, som er hamaskrigere, men børnene er ikke, og man skal have et hjerte af sten, hvis man ikke begræder tabet af de mange uskyldige børn og uskyldige civile.

Venstre støtter derfor øjeblikkelig humanitær våbenhvile, og Danmark har i FN stemt for en våbenhvile. Det er ligeledes Israels ansvar at sikre, at nødhjælp kommer ind i Gaza. Det sker ikke i tilstrækkeligt omfang. Der er mangel på mad og på vand, og der er en regulær risiko for egentlig hungersnød i Gaza. Af samme grund har bl.a. USA nedkastet nødhjælp fra fly, hvilket jo på ingen måde er en effektiv måde at distribuere nødhjælp på, men det viser, hvor desperat situationen er.

Vi er derfor nødt til at lægge pres på Israel for at lade tilstrækkelige mængder nødhjælp komme ind i Gaza Det kan vi ikke gøre alene, men vi kan arbejde via FN, EU og ligesindede lande Jeg vil godt slå fast, at Israel skal overholde folkeretten, og jeg vil gerne understrege, at Venstre går ind for en tostatsløsning. Vi er modstandere af den israelske bosættelsespolitik, og vi er særdeles kritiske over for Netanyahu og hans regering. Men at sidestille Israel med lande som Rusland og Iran, som forslagsstillerne gør, er forkert. Israel blev angrebet, og senest i weekenden blev de altså angrebet igen, denne gang af Iran. Det er således ikke rimeligt at sammenligne Israel med Rusland, som har invaderet et fredeligt og demokratisk naboland.

Udsigten til fred i Mellemøsten er desværre nok lang. Hamas ønsker ikke en tostatsløsning. Netanyahu ønsker det heller ikke, men langt de fleste israelere ønsker en fredelig tilværelse uden frygt for angreb fra hverken Gaza eller Vestbredden, og den eneste løsning er en tostatsløsning, hvor to lande kan leve fredeligt som naboer. Der går nok mange år, før de bliver decideret gode naboer, men det må være muligt for begge parter at forstå, at man er nødt til at acceptere hinandens eksistens.

Venstre støtter ikke økonomiske sanktioner mod Israel, men det ændrer ikke på, at vi har den dybeste medfølelse med alle de civile ofre på begge sider af konflikten, og jeg håber ikke, at de seneste døgns begivenheder eskalerer situationen i regionen yderligere. Venstre kan således ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg kan jo høre, at regeringspartierne har koordineret talenoter her omkring, at man siger, at man sidestiller og sammenligner Israel med Rusland og andre stater, herunder Iran. Det, som beslutningsforslaget går på, er at afdække mulighederne for indførelse af økonomiske sanktioner mod Israel, ligesom man har gjort det med andre stater, der forbryder sig mod folkeretten eller anden international lov. Så er det korrekt, at de her stater står i bemærkningerne; der står de som eksempler på lande, man har indført sanktioner over for. Skal vi ikke parkere den der retoriske leg og så forholde os til substansen: Hvad er det, Venstre ønsker at gøre, når ord ikke er nok til at flytte Netanyahuregeringens måde at føre krig på hen et sted, der overholder krigens love, og som i øvrigt skaffer den våbenhvile, som vi jo er enige om skal komme og skal komme nu? Hvad er det så, Venstre kan forestille sig?

Ordføreren.

Jeg synes egentlig ikke, det klæder fru Trine Pertou Mach at skælde ud på os, fordi vi henholder os til, hvad man selv har skrevet i sit eget beslutningsforslag. Altså, der står her, at nylige eksempler er sanktioner mod Iran, Myanmar, Rusland og Belarus. Og det er jo ikke mig, der har skrevet det, så derfor synes jeg, det er sådan lidt pudsigt at være fornærmet over, at vi nævner det. Og når det er den type lande, som der indføres sanktioner mod, skyldes det jo, at det at indføre økonomiske sanktioner mod et land er et meget, meget voldsomt skridt at tage. Og Israel er blevet angrebet. Rusland angreb. Så der er jo altså en kæmpe forskel. Belarus støtter i øvrigt Rusland, og Iran tror jeg vi alle kan se er i en helt anden liga. Så derfor er sammenstillingen af lande sådan set relevant, hvad enten det har været skrevet eller ej.

Tak. Så det spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak for det. Jeg er ked af det, hvis hr. Jan E. Jørgensen tog det som udskæld. Det overlader jeg til statsministeren at gøre; det gør jeg ikke selv. Men jeg synes egentlig, ordføreren snakker lidt udenom. Altså, det her handler om, at Israel fører krig på en måde, som har fået Den Internationale Domstol til at åbne en sag om et muligt folkedrab. Lange rækker af internationale organisationer peger på, at Israel forbryder sig mod krigens love. Også FN er ude at sige, at sult nu er blevet et våben i Israels krigskasse. Det er jo ganske, ganske alvorligt.

Jeg savner egentlig at høre, om Venstre kan fordømme det, og hvis man kan fordømme den måde at føre krig på, uagtet hvad der foregik den 7. oktober, som vi alle sammen er enige om at fordømme, hvad handler man så på, hvis ikke man er villig til at tage fat i sanktionsværktøjskassen?

Tak. Ordføreren.

Jamen vi er enige i, at det er en dybt alvorlig situation. Og når vi siger, at Israel skal overholde folkeretten, er det jo også det samme som at sige, at vi fordømmer, når/hvis det ikke sker, naturligvis. Altså, nødhjælp osv. må jo aldrig nogen sinde bruges som våben. Men jeg savner måske også lidt andet fra Enhedslisten. Man kunne jo eksempelvis også sige til Hamas, at hvis nu Hamas løslod sine gidsler, hvis nu Hamas nedlagde sine våben, hvis nu Hamas overgav sig, så ville det jo også være en måde at standse den ulykkelige krig på.

Tak. Så er det fru Franciska Rosenkilde, Alternativet. Værsgo.

Tak for ordet. Hvis jeg nu skal bruge ordførerens egen analyse af Israels meget brutale adfærd, som jeg er enig i, og man stadig væk ikke synes, det giver anledning til at tage afstand fra den her form for adfærd – og med al mulig respekt tænker jeg ikke, at ordførerens sympati for de frygtelige billeder, vi ser der kommer derfra, rækker ret langt – hvad mener ordføreren og Venstre så man gør rent handlingsmæssigt, når man kigger på den adfærd, som Israels brutale militær har haft de sidste 6 måneder?

Ordføreren.

Jeg ved, at Israel ikke er i tvivl om den danske regerings synspunkt, og det er også blevet fremført direkte i samtaler mellem den danske udenrigsminister og Israels udenrigsminister. Så der er ingen tvivl om, hvor vi står. Diplomati og folkeret osv. er jo skridt – altså, så tager man det næste skridt, hvis det forrige skridt ikke var tilstrækkeligt. Og vi ser bestemt alvorligt på situationen. Jeg kan jo ikke sidde her og fortælle, hvad de næste fire-fem-seks skaktræk er. Dels ved jeg det ikke, dels er det jo ikke kun op til os. Det er jo i høj grad gennem EU, vi lægger pres på Israel.

Spørgeren for anden korte bemærkning. Værsgo.

Så vil jeg bare gerne igen spørge: Hvad er ordføreren og Venstres holdning til det næste strategiske træk, hvis det ikke er på sin plads at se på muligheden for økonomiske sanktioner på nuværende tidspunkt?

Ordføreren.

Det tager vi et skridt ad gangen. Og nu er det jo altså regeringen, der fører udenrigspolitikken, og ikke Folketinget. Det er jo sådan, grundloven har bygget det op.

Så er det Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Ordføreren siger, at det er voldsomt at indføre økonomiske sanktioner. Jeg er enig i, at det er et voldsomt skridt at tage. Men det, vi er vidne til, er bare endnu mere voldsomt. Så mange dræbte mennesker, uskyldige, tusindvis af børn, journalister, der har betalt med deres eget liv for at sikre, at vi faktisk har viden om, hvad der sker, at vi har indsigt i de uhyrligheder, de krigsforbrydelser, den brutale krig, der finder sted mod et folk lige nu. Der er nødhjælpsarbejdere, der har betalt med deres eget liv for at sikre, at nødrationer, medicin og andre ting kan komme frem til de mennesker, der er fanget i Gaza. Der er læger og sygeplejersker og andre sundhedsfaglige personer, der har betalt med deres liv for at prøve at redde de uskyldige menneskers liv. Det er jo hjerteskærende. Man er nærmest tom for ord for det, vi er vidne til. FN er ude at sige, hvordan Israel bruger sult som våben. Derfor er det vigtigt, at vi tager et alvorligt skridt.

Så når ord ikke er nok, hvad mener Venstre så vi skal gøre?

Ordføreren.

Jamen situationen er alvorlig – meget alvorlig. Jeg synes måske, jeg savner lidt refleksion fra forslagsstillerne og dem, der støtter forslaget, om Hamas' rolle. Altså, det er sådan, at det var Hamas, der indledte et fuldstændig forfærdeligt angreb på Israel. Og Hamas holder stadig væk over 100 uskyldige israelere som gidsler.

Jeg synes, Enhedslisten er fuldstændig fraværende – fuldstændig fraværende – på de spørgsmål. Hvornår ser vi Enhedslisten sige, at man fra Hamas' side skal løslade gidslerne? Hvornår hører vi Enhedslisten sige, at Hamas skal nedlægge sine våben og overgive sig? Det synes jeg altså mangler i debatten. Vi er enige om, at det er en ganske forfærdelig krig, men vi kommer ikke uden om, at Israel har ret til selvforsvar. Det selvforsvar skal holde sig inden for folkeretten, og det er der jo meget der tyder på at det i hvert fald ikke i alle tilfælde har gjort. Men sådan må det være.

Tak. Spørgeren for anden korte bemærkning.

Jeg synes, det er helt vanvittigt at være vidne til det her. Det har Enhedslisten gjort siden dag et. Og prøv at høre her: Hamas er en fascistisk højreorienteret terrororganisation. Altså, vi var da nogle af de første, der var røget, hvis det havde været her i Danmark. Jeg mener helt seriøst, at man ikke tager de 33.000, hvis ikke flere, mennesker, der har mistet livet, alvorligt nok, når man prøver at fjerne fokus. Det her handler konkret om det, Israel gør lige nu, og jeg spørger Venstre: Hvad vil Venstre gøre i forhold til det, vi er vidne til? Og det vil jeg faktisk gerne have svar på, i stedet for at man kommer med en eller anden stråmand om noget andet.

Tak! Så er det ordføreren. Værsgo.

Vi har eksempelvis stemt for en våbenhvile i FN, altså en humanitær våbenhvile. Vi har doneret over 100 mio. kr. i humanitær bistand. Vi lægger pres på Israel på alle de måder, vi kan. Det har vi gjort direkte, og det gør vi gennem vores samarbejdspartnere. Det jo sådan, diplomatiet fungerer.

Tak. Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Og tak til ordføreren. Jeg synes jo, at timingen i det her forslag har været lidt underlig, så jeg har været noget forvirret. Men det bliver tydeligere og tydeligere, at det er sådan, at Enhedslisten nu taler ind i den her offerretorik. Det, der slog hovedet på sømmet for mig, var noget, jeg hørte en fra Enhedslisten udtale. Vi fordømmer jo alle sammen forbrydelsen den 7. oktober, det er vi forhåbentlig alle sammen enige i, men problemstillingen, hvilket ordføreren jo også er inde på, at den forbrydelse fortsætter, altså at gidslerne jo stadig væk er der. Så forbrydelsen fortsætter, og så siger man, at dem, der begår forbrydelsen, så lige pludselig tilsyneladende er ofrene.

Nu ved jeg jo, at ordføreren er jurist, og der er noget andet, jeg gerne vil høre. Der er også det fra Enhedslisten med, at der muligvis bliver lavet sager ved folkeretten, og det er jo rigtigt, men vil ordføreren som jurist ikke bare bekræfte over for mig, at man er uskyldig, indtil andet er bevist, og at det derfor jo også spiller ind i, at de her sanktioner i bedste fald er utidige, altså at timingen er lidt off i det her forslag.

Ordføreren.

Jamen altså, jeg kan godt bekræfte, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist – helt sikkert – og at det, at der indledes en sag osv., jo heller ikke er det samme, som at sagen får et bestemt udfald. Så langt kan vi sagtens være enige.

Det ændrer ikke på, at når Israel går efter forbryderne – lad os bare kalde dem det – så har Israel en folkeretlig forpligtelse til at sikre, at uskyldige ikke ryger med i købet. Og når over 30.000 er blevet slået ihjel – de er jo ikke alle sammen uskyldige, selvfølgelig ikke, men en meget stor del af dem er det altså – så er det jo, at forståelsen for Israel bliver mindre, og at Israel risikerer at miste opbakning og allerede har mistet opbakning fra verdenssamfundet. Det er en meget, meget ulykkelig situation.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Det sidste er jeg fuldstændig enig med Venstres ordfører i; det er en meget, meget ulykkelig situation. Jeg er slet heller ikke i tvivl om, at der er uskyldige, som er blevet ofre i det her. Men man bliver også bare nødt til hele tiden at holde sig for øje, at der her, som ordføreren selv var inde på, jo ikke er tale om en organisation, der selv overholder krigens love. Altså, de går rundt i civilt tøj og bruger deres egen befolkning som skjold. Så det er bare der, hvor man, når vi kommer til sagen i folkeretten, skal passe på med, om det, at der er røget uskyldige, egentlig ikke er Hamas' egen skyld.

Men jeg er enig med ordføreren i, at det er en frygtelig situation. Det er jeg fuldstændig enig med ordføreren i.

Ordføreren.

Det er svært at kæmpe mod en terrororganisation, som på ingen måde respekterer krigens love. Ikke desto mindre er man nødt til at gøre det. Hvis Israel skal opretholde opbakningen fra EU, fra USA osv., er man altså nødt til at kæmpe på en måde, hvor man ikke slår uskyldige civile ihjel. Det kan jo ikke altid fuldstændig undgås, men det, vi ser her nu, er meget, meget voldsomt.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken, og nu er det fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne.

Tak for ordet. Med forslaget her ønsker Enhedslisten at pålægge regeringen at afdække mulighederne for indførelsen af økonomiske sanktioner mod Israel. Når afdækningen af sanktionsmulighederne er klar efter en måned, skal regeringen arbejde for at få disse sanktioner gennemført i regi af EU. Det er en klar holdning, men Danmarksdemokraterne er bare ikke enige. Det er rigtigt, at EU i andre situationer har vedtaget økonomiske sanktioner og restriktioner mod stater, der forbryder sig mod folkeretten. Det gælder f.eks. mod Rusland som følge af angrebet mod Ukraine for 2 år siden. En præmis for forslaget er, at Israel begår forbrydelser. Det fremgår af forslaget, at sanktionerne skal rettes mod Israel som reaktion på den israelske regerings krigsførelse i Gaza og fremfærd på Vestbredden.

Det er indiskutabelt, at Israel siden angrebet fra terrororganisationen Hamas den 7. oktober 2023 har været i en forsvarskrig. Israel har en legitim ret til at forsvare sig, til at kæmpe for at få gidslerne løsladt og til at få Hamas nedkæmpet. Konflikten har desværre medført store ødelæggelser i Gaza og et stort antal dræbte, hvoraf de fleste er civile ofre. Hvis Israel skulle begå krigsforbrydelser, ville det forudsætte, at den israelske hær bevidst går efter civile mål eller vilkårligt smider bomber for at dræbe flest mulige. Sagen er, at Hamas gemmer sig i tunneller under beboelsesområder og blandt civile, hvilket uundgåeligt medfører civile tab. Israelske soldater kæmper med åben pande iført uniformer, men Hamas kæmper i civile klæder, hvilket gør det meget svært for de israelske soldater. Det er en tarvelig krig.

Det er derimod ikke til diskussion, at Hamas overtræder krigens love. Krigens love tillader ikke at tage gidsler og i øvrigt gøre de ting, som Hamas gjorde den 7. oktober, og Hamas kunne selv medvirke til at få konflikten nedtrappet. De kunne løslade alle gidslerne. Så ville presset på Israel for en våbenhvile blive så stort, at det nok skete. Man kan i høj grad tvivle på, om Hamas overhovedet vil det palæstinensiske folk det godt. Det virker mere, som om Hamas spiller på, at desto større ødelæggelserne bliver i Gaza som følge af krigens fortsættelse, desto større opbakning får palæstinenserne fra det internationale samfund. Ergo ser Hamas en fordel i, at konflikten fortsætter, fordi palæstinenserne vinder opbakning, mens israelerne taber opbakning. Man fristes til at sige, at de onde ler, og at de gode græder.

Når det er sagt, er det, der sker i Gaza, selvfølgelig dybt ulykkeligt. Der er mange ofre, og konflikten må finde en løsning. En begyndelse er, at gidslerne løslades, og at Hamas fjernes. Palæstinenserne må lade sig repræsentere af andre end terrororganisationen Hamas. Israel er et demokratisk land, mens palæstinenserne er meget langt fra noget, der ligner demokrati. En løsning på lang sigt er en tostatsløsning, hvor israelere og palæstinensere kan leve side om side med hinanden. Desværre er vejen dertil lang, og det forudsætter, at den ene part ikke bare umotiveret overfalder den anden, tager gidsler og myrder løs til alle sider, som det skete den 7. oktober. Vejen til at få konflikten stoppet er ikke at straffe Israel med økonomiske sanktioner. Det er trods alt Israel, der blev overfaldet den 7. oktober. Derfor støtter Danmarksdemokraterne heller ikke forslaget, og vi kommer naturligvis til at stemme nej. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for faktisk at forholde sig helt konkret til beslutningsforslagets tekst. Det er værdsat. Det er også helt reelt, at vi er uenige om det her. Det ved vi godt, for det har vi diskuteret en del gange.

Men jeg er lidt interesseret i, om Danmarksdemokraterne anerkender krigens love som noget, der gælder også for ens allierede og også i svære situationer og også, når man selv er blevet angrebet. Det er ikke nogen, man kan tage frem en gang imellem; det er nogen, der gælder hver dag, altid, i krig.

Ordføreren.

Ja, det er jeg naturligvis enig i.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Så vil jeg gerne spørge: Hvad er så Danmarksdemokraternes bud på, hvad man kan gøre, når ord og formaninger til Netanyahuregeringen om at overholde krigens love ikke virker? Hvad er så det redskab, Danmarksdemokraterne forestiller sig at man kan anvende, hvis ikke det kunne være økonomiske sanktioner eller sanktioner af forskellig karakter, sådan som vi gør i andre tilfælde, når stater forbryder sig? Hvad kan Danmarksdemokraterne så forestille sig?

Ordføreren.

Jeg er bestemt ikke enig i alt, hvad Netanyahu gør i den her krig. Men jeg kommer simpelt hen ikke til at stå her og fordømme Israels ret til at forsvare sig selv.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Så er det hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Katastrofen i Gaza er åbenbar for de fleste, og det samme må situationen på Vestbredden også være. Men samtidig virker de politiske beslutningstagere i Israel, som om de både er blinde og døve for protester fra udlandet.

Vi har pligt til at gøre alt, hvad vi kan, for at gøre en ende på katastrofen, og her kan sanktioner jo være det instrument, som i andre sammenhænge for politikere i international politik både er så velkendt og velafprøvede, og SF har jo også tidligere støttet forslag om, at Danmark ikke importerer varer fra områder, som er besat af Israel, hvilket jo også er en slags sanktion.

Jeg venter også en del af samarbejdet i EU om en fælles linje omkring sanktioner, og det skulle jo være lige på trapperne. SF synes, at USA har taget fat i nogle gode instrumenter ved at målrette sanktioner mod bosættere. Det værktøj ser vi meget gerne udvidet og brugt mod en række andre bosættere, men også, som vi ser det, ikke kun mod de her aggressive, ekstremistiske bosættere på Vestbredden, som på daglig basis chikanerer palæstinenserne – nogle gange bare ved almindelig chikane, andre gange ved midt om natten at vække palæstinensiske familier, vælte deres huse med bulldozere og så bare forvente, at palæstinenserne kan finde et andet sted at bo. Det er ikke bare grov chikane, men også et direkte overfald på almindelige palæstinensere.

Jeg synes faktisk, det er provokerende at se bl.a. en dansker, som jævnligt har optrådt i fjernsynet og i andre danske medier, stå nede på Vestbredden og udpege forskellige områder, hvor han vil være med til at etablere nye bosættelser. I hans selvforståelse skal palæstinenserne forsvinde, fordi det er sådan nogle undermennesker, fordi landet der har han jo fået. Selv om han er født og opvokset her i Danmark, har han øjensynlig fået det her land fra nogle højere magter. Det er dybt provokerende at se den slags aggressive, fundamentalistiske og ekstremistiske bosættere, og jeg synes, det er helt nødvendigt, at vi målretter sanktioner mod dem, men jeg synes ikke, det skal stoppe der.

Det, vi også ser, er jo, ud over Netanyahu selv, forsvarsminister Yoav Gallant, minister for national sikkerhed Itamar Ben-Gvir blandt en række andre optræde med et sprog, der puster til had, der underbygger den følelse, den forståelse, der ligger under enhver form for etnisk udrensning og folkedrab. Der er ministre her, der i den grad er skyldige i at skabe en stemning blandt nogle i Israel om, hvad palæstinenserne, som de jo selv kalder dem, ikke er rigtige mennesker; de skal bare forsvinde. Jeg synes, vi skulle målrette sanktioner mod de her ministre, som mange israelere selv kalder racister og fascister. Den type politikere har intet at gøre i et civiliseret selskab internationalt, men der er heldigvis forskel på israelere.

For et par måneder siden besøgte jeg grænseovergangen på Egyptens side ind mod Gaza ved grænseovergangen til Rafah, og det, vi oplevede der, var en usædvanlig nidkær politik i forhold til at forhindre varer i at komme ind. Der var tusind lastbiler på den ene side af grænsen og desperate palæstinensiske familier få hundrede meter derfra på den anden, men Israels beslutningstagere havde afgjort, at de her varer ikke måtte komme ind.

For kun et par uger siden havde SF arrangeret en rejse til Israel, som jeg selv deltog i, hvor vi besøgte en række politikere, fagforeninger, både jødisk-israelske fagforeninger og palæstinensiske fagforeninger. Jeg må bare sige, at det bekræfter troen på, at sanktioner virker, for Israel består af så meget andet end den her højreekstremistiske regering.

I befolkningen er der masser af mennesker, som ikke vil finde sig i det. Der er aktive politikere på centrum-venstre-fløjen. Der er fredsbevægelsen. Der er fagbevægelsen. For det må man sige om Israel, som den i øvrigt eneste i regionen: at det er et levende demokrati, hvor befolkningen faktisk har mulighed for at sætte sig igennem, og i den forbindelse vil sanktioner også kunne virke, og SF støtter beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken, og så er det hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Mange tak, fru formand. Den 7. oktober stod Hamas bag et af de mest voldsomme terrorangreb, vi har set i nyere tid. Med stormende, brutale mænd med mord i øjnene og våben i hånd indtog Hamas' grusomheder en fredelig festival med unge mennesker i Israel. Det var en aktion, som sætter ar på Israels sjæl og historie – et land, som er det mest forhadte og udskældte i sin egen region, og et folk og en region, som aldrig har haft mulighed for fred og samhørighed, men kun krig og forfølgelse. Dem beder man så om at blive pålagt sanktioner i deres kamp for at forsvare sig selv og nedkæmpe Hamas.

Der er ingen tvivl om, at vi også fra Liberal Alliances side fordømmer Israels bosættelser på områder, der ikke tilhører dem – det har vi gjort længe – eller at vi udskammer Israel, når de overtræder krigens regler. Den Internationale Domstol i Haag har allerede pålagt Israel foranstaltninger, som skal modarbejde hungersnød, folkedrab og for mange civile dræbte. Men Israel kæmper ikke imod Palæstina som sådan, Israel kæmper ikke imod det palæstinensiske folk, Israel kæmper imod de brutale terrorister fra Hamas, som vi alle sammen forhåbentlig finder modbydelige. De kæmper kampen, og de er de eneste i deres region, der tror på demokrati, frihed og menneskerettigheder i almindelighed.

Men Hamas gør ikke kampen nemmere, Hamas voldtager og myrder på brutal vis, mens de bruger uskyldige civile som skjold mod Israels bomber, og derfor er vi også nødt til at sige, at Hamas er skurken. Israels civile befolkning har ikke bedt om denne kamp og at lave sanktioner, der vil ramme dem, vil ikke være fremmende for noget. Vi har fælles værdier med israelerne, fordi de netop tror på demokratiet. Økonomiske sanktioner vil altså ikke være med til at gøre kampen for demokrati nemmere, men nok mere besværlig, og det vil også gøre livet værre for de helt almindelige borgere i Israel, som blot ønsker fred i stedet for krig. Derfor kan Liberal Alliance af åbenlyse årsager ikke støtte dette forslag. Til gengæld er vi åbne over for at se på, hvordan vi kan fremme fred og stabilitet i regionen, men det bliver formodentlig først muligt, når Hamas er væk fra magten og gidslerne frigivet. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Steffen Larsen om, hvordan verden i relationen mellem Israel og palæstinenserne med ordførerens ord så ud før 7. oktober.

Ordføreren.

Hvis man ser på det sted, hvor konflikten egentlig ligger lige nu, nemlig ved Gaza, kan man sige: Var der grænsekonflikter? Ja, det var der. Var der problemer? Ja, det var der. Men hvis vi kigger på den anden side, ovre ved Vestbredden, kan vi konstatere, at der var problemer fra Israels side med bosættelser, som ikke burde være der, og det skal jo selvfølgelig håndteres internationalt ordentligt. Der er også mulighed for at sanktionere bosættelserne direkte, og det synes vi måske kunne være interessant. Men generelt må vi sige, at konflikten er noget opblusset efter den 7. oktober. Så før den 7. oktober var det ikke godt, men det har det jo nok næsten aldrig været, men det var heller ikke lige så skidt, som det er nu.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak. Nej, det var ikke godt før den 7. oktober, det er jeg fuldstændig enig med ordføreren i. Og det var det jo ikke, fordi palæstinenserne heller ikke da havde deres egen stat, ikke havde frihed eller de samme rettigheder som israelerne, og fordi Israel jo de facto er besættelsesmagt og i øvrigt har den bosættelsespolitik, som ordføreren også giver udtryk for man fordømmer fra Liberal Alliances side. Med det in mente, hvad foreslår ordføreren så man kan gøre for at sikre, at man kan få den israelske regering ind på det spor, der er helt nødvendigt for at skaffe en varig og retfærdig fred, hvis ikke man tager nye redskaber i brug, som ikke kun er ord?

Tak. Så er det ordføreren. Værsgo.

Som sagt kan amerikanernes syn på sanktioner være interessant at kigge på, men jeg har ikke noget direkte bud. Nu er jeg heller ikke normalt udenrigsordfører, jeg er her for at dække for hr. Henrik Dahl, som er vores sædvanlige udenrigsordfører, men han kan ikke være har lige nu. Jeg vil sige, at det, der foregår, da er et problem, men man er også nødt til med et lidt bredere perspektiv at se på, hvad det er, der foregår.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så går vi videre i ordførerrækken, og nu er det hr. Jeppe Søe for Moderaterne. Værsgo.

Tak for det, formand. Tak for beslutningsforslagene her. Det giver jo regeringen og i særdeleshed ministeren mulighed for at vise, hvor balanceret jeg i virkeligheden synes den danske regering og hele Folketinget har været fra start af i den her konflikt uanset den polarisering, vi ser udenfor på Slotspladsen, og hvad vi ellers møder i samfundet af demonstrationer. Der synes jeg i virkeligheden, at den nuancerede debat, som man kan have, hvis man spørger ind til spørgsmålene her i salen, klæder det billede, vi også gerne skulle have befolkninger til at forstå – ikke bare herhjemme, men også i udlandet. I Moderaterne tilslutter vi os selvfølgelig med ret stor naturlighed udenrigsministerens ord i sin tale. Der er ikke meget at tilføje, og jeg vil ikke bruge Tingets tid på gentagelser.

Der bliver en række gentagelser, tror jeg, i aften, der er jo tre sager på, som i virkeligheden burde sambehandles. Jeg og Moderaterne synes, at Danmark presser på helt tilfredsstillende. Vi har fra dansk side gentagne gange understreget over for Israel, både direkte og bilateralt, at selvforsvar over for Hamas skal ske inden for folkerettens rammer. Vi ønsker at sikre stabilitet i området, så meget vi overhovedet kan, og har derfor udtrykt fordømmelse over for bosættelser og ineffektiv grænsekontrol, der har lukket alt for lidt nødhjælp ind. I forhold til bosættelserne forventes der jo sanktioner i EU, og de vedtages sandsynligvis snarest. Det er jo gennem EU og andre, at sådanne tiltag skal ske.

Jeg vil ligesom andre, der har stået her, påpege, at jeg måske undres en smule, for jeg finder også, at forslaget her sammenligner de forskellige lande. Det er ikke en talenote, regeringen har fået, som fru Trine Pertou Mach sagde, det er ganske enkelt min holdning, når jeg læser jeres forslag igennem. Jeg synes, der er en sammenligning med bl.a. Rusland og Iran. Rusland har indledt en uprovokeret angrebskrig, det iranske regime har dræbt og anholdt tusindvis af borgere, der kæmper for frihed. Israel derimod forsvarer sig efter et bestialsk angreb fra Hamas' side, og i det forsvar står Danmark, synes jeg, stærkt og siger klart, at det skal ske efter folkeretlige regler. Jeg ser intet sammenligningsgrundlag, og jeg ønsker derfor ikke at sammenligne sanktionsværktøjet. Det ville jo være en sammenligning at bruge det begge steder.

Jeg synes faktisk, at vi står et stærkt sted, og jeg synes i virkeligheden også, at Folketinget som sådan har stået ganske stærkt, og det er jo netop det samlede billede, der gerne skulle af sted, den samlede kritik og den samlede opbakning. Jeg synes i virkeligheden, det er dér, at Folketinget har været stærkt – i hvert fald indtil i aften. Jeg håber det bliver ved. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Den første er til fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg er helt sikker på, at ordføreren og jeg er enige, når jeg siger, at der jo også var en tid før den 7. oktober. Og det er ligesom det, det her forslag skal ses i lyset af. Altså, vi taler jo om en årelang konflikt, hvor vi godt kunne blive ved med at sige, at det her er forårsaget af det, men at det også var på grund af det og på grund af det. Det kan vi ikke bruge al vores tid på, men det er der ligesom ikke behov for, hvis man gerne vil hen i et løsningsrum.

Det, der er behov for, er et opgør med undertrykkelse, ufrihed, mangel på demokrati og mangel på lige rettigheder. Det, man med god grund kan sammenligne med, er f.eks. staten Sydafrika, dengang det var et apartheidregime. Der mødte verden det efter meget pres fra civilsamfund og aktivister den sydafrikanske mindretalsregering med sanktioner for at lægge et pres på og for at afskaffe apartheidregimet. Er det en sammenligning, ordføreren vil kunne anerkende?

Tak. Ordføreren.

Jeg anerkender, at der var en verden før den 7. oktober. Jeg har rejst i både Israel, Gaza og Sydafrika, så jeg kan ikke genkende sammenligningen. Jeg synes ganske enkelt, at det er vidt forskellige historier.

Jeg synes også, at vi – også forskellige Folketings samlinger – gentagne gange har stået meget klart på bosættelsespolitikken og været imod den. Jeg synes i virkeligheden, at vi også her har presset på. Jeg var egentlig ked af, at jeg tidligere hørte Enhedslisten sige, at ord ikke nytter, og at der må noget andet i spil. Enhedslisten har jo i deres folketingsgruppe hr. Søren Søndergaard, som kæmper med ord og masser af rejser for at kæmpe for menneskerettigheder i forskellige lande, og han ved jo netop – og vi oplever det igen og igen – hvor meget ord betyder. Så hvis vi som politikere ikke tror, at ord betyder noget, eller at verdenssamfundets samlede ord betyder noget, er vi virkelig ilde stedt. Jeg synes, at det er stærke og samlede ord, der kommer, også mod Israel, i de her tider.

Så der er en tid før den 7. oktober, men efter den 7. oktober synes jeg i virkeligheden at vi har fået stærkere ord.

Tak. Spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak for det. Det, jeg sagde, var, at ord ikke længere er nok i den her situation; der er behov for handling. Det skulle være mærkeligt, at en politiker står og siger, at ord ikke nytter noget, for det er jo det, vi lever af at udspy i tide og i mange menneskers øjne sikkert også utide. Så det er et spørgsmål om den konkrete situation, hvor ord og ordenes virkning ikke betyder noget i forhold til at flytte Netanyahuregeringens adfærd.

Hvad forestiller ordføreren sig at man kan gøre, hvis ikke den redskabskasse, der handler om økonomiske sanktioner, kan tages i brug?

Tak. Ordføreren.

I det øjeblik, hvor der måtte falde en dom, og i det øjeblik, hvor der måtte være reelle krigsforbrydelser, vil man kunne handle på anden vis. Nu hører jeg Enhedslisten flere gange sige, at der jo er foregået krigsforbrydelser, men det ved vi ikke. Vi ved, at der foregår ting, som set udefra ser voldsomt ud. Jeg har jo selv været journalist og været i de områder, og jeg kan godt se, at det ser voldsomt ud, men jeg ved det ikke. Det er der mange der ikke ved. Det vil blive undersøgt. Og i det øjeblik vil der kunne ske en dom, og der vil man jo kunne afsige dom og begynde at handle på anden vis. Men indtil da er det jo gisninger, og det ser forfærdeligt ud, og der skal gøres noget, men jeg tror altså, at ord og diplomati et langt stykke hen ad vejen kan meget.

Tak. Så er det fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Det er folkedrab, der ikke er dømt for endnu. Men samtidig har vi jo også Den Internationale Domstols ord for, at vi skal forhindre det. Det er derfor, det her er så hamrende afgørende, og det er derfor, vi ikke kan blive ved med bare at lade stå til. 33.000 mennesker er blevet slået ihjel og er blevet dræbt: journalister, sundhedsfaglige personer, nødhjælpsarbejdere, børn. Sådan kunne listen fortsætte. Derfor er jeg enormt optaget af, hvor Moderaterne står, og hvor Moderaternes politik er, for vi står ikke stærkt lige nu. Vi står ikke stærkt som Danmark, når vi ikke anerkender Palæstina som en selvstændig stat. Vi står ikke stærkt, når vi eksporterer våben til Israel. Og vi står ikke stærkt, når vores ord ikke bliver taget alvorligt. Det er derfor, vi siger, at vi bliver nødt til at handle, og prøver at spørge Moderaterne, om ikke man vil være med til at afdække mulighederne for at se på økonomiske sanktioner over for Israel. For vi kan ikke lade stå til.

Ordføreren.

Jeg synes, vi står stærkt. Jeg synes, vi står rigtig stærkt. En ny humanitær støtte på 100 mio. kr. er annonceret for nylig, vi har stemt for våbenhvile i FN, vi lægger pres på Israel for at lade mere nødhjælp komme ind, også via EU, via FN og ligesindede lande. Vi har understreget Israels ansvar fra starten. Vi har været ualmindelig pragmatiske i vores udenrigspolitik, synes jeg. Jeg synes, vi står meget, meget stærkt. Og mest af alt synes jeg, vi har stået samlet som Folketing, og det synes jeg også er ret væsentligt. Så jeg synes, vi står stærkt. Jeg er helt uenig.

Spørgeren for anden korte bemærkning. Værsgo.

Vi skal forhindre, at der finder et folkedrab sted. Vi ser, at tusindvis af mennesker bliver myrdet. Hvordan kan det være, at det står usagt, at der er så mange uskyldige, som er blevet slået ihjel? Jeg har ikke lyst til at polemisere debatten, så jeg vil faktisk oprigtigt gerne vide, hvad Moderaternes politik i forhold til, hvad vi gør nu, er. For jeg hører også ordføreren beskrive, hvor hjerteskærende det, vi er vidne til, er. Jeg håber virkelig, at ordføreren mener, at det, vi gør nu, ikke er nok. Så hvad er det næste, Moderaterne mener vi skal gøre?

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg tror aldrig, man kan gøre nok. Og jeg er helt enig i, at det, vi ser, er bestialsk – også det, vi så den 7. oktober. Jeg synes, det er meget få forslag, som Enhedslisten har rejst, i forhold til hvordan vi kan få styr på Hamas, få frigivet gidslerne, sådan at vi kan komme videre ad den vej og begynde at tale om en tostatsløsning og anerkendelse af alt muligt mellem himmel og jord. Det vil jeg meget, meget gerne tale om. Men lige nu er vi en situation, hvor der er nogle, der stadig væk er taget som gidsler. Der er en situation, der stadig er i gang. Der bør vi da tale om det frem for at begynde at tale om, hvordan tingene skal se ud i 2030.

Tak. Så er det hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne først nå herind nu, men har hørt din tale på vej på cykel herind – debatten startede lidt før end forventet. Jeg hørte, at du sagde, at man ikke skal sammenligne f.eks. Rusland som besættelsesmagt med Israel. Og det er jo rigtigt, at der er betydelige forskelle. Men der er jo også en ting til fælles, nemlig besættelsen. Israel har opretholdt en ulovlig besættelse af Vestbredden, Gaza og Golan siden 1967. Kan ordføreren komme på noget andet land i verden, der har opretholdt en ulovlig besættelse i så mange årtier uden at blive mødt med sanktioner fra omverdenen?

Tak. Jeg vil minde ordføreren om, at vi ikke anvender direkte tiltale. Ordføreren.

Jeg tror, at ordføreren kom til at kalde mig for »du«. Det hedder jeg ikke herinde.

Det er korrekt, at Israel også er en besættelsesmagt, fordi de har bosættelser. De bosættelser behandler vi jo så som bosættelser. Israel er ikke som land og som område en besættelse, men bosættelserne er. Regeringen støtter jo, at der indføres et EU-indrejseforbud mod ekstremistiske bosættere på Vestbredden. Jeg synes, vi gør rigtig meget for at tale om de bosættelser. De bosættelser er jo også et af problemerne i forhold til at kunne skabe en tostatsløsning, i det øjeblik man gik ind for dem. Hvis man syntes, at det var helt fint og slet ikke reagerede på dem, ville vi aldrig nogen sinde kunne tale om en tostatsløsning. Så jeg synes nu, vi er meget balancerede fra regeringens side og har været det fra starten, både i forhold til Israel og deres bosættelser og i forhold til absolut at adskille Hamas og en civilbefolkning i Gaza.

Tak. Ordføreren må heller ikke anvende direkte tiltale ved at gentage det, spørgeren sagde. (Jeppe Søe (M): Nåh nej, jeg må ikke sige, at jeg hedder »du«). Værsgo til spørgeren for anden korte bemærkning.

Tak, og jeg beklager den direkte tiltale. Jeg tror ikke, jeg fik noget svar på mit spørgsmål, om ordføreren mente, der var andre stater i verden, der havde opretholdt en besættelse i årtier uden at blive mødt med sanktioner fra omverdenen. Ordføreren siger, at bosættelserne er problemet. Ja, bosættelserne er et kæmpeproblem. Men uanset om der ikke var en eneste bosættelse, er Israel stadig væk en besættelsesmagt på Vestbredden og i Gaza og på Golan. Det er ulovligt besat land. Jeg håber, at Moderaterne er enige i, at det ikke bare er bosættelserne, men også opretholdelsen af den besættelsessituation i de besatte områder, som – i mine øjne – i et hvert andet tilfælde havde ført til helt andre internationale reaktioner, end vi har set i mange år, i det her tilfælde.

Tak. Ordføreren.

Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at vi midt i en situation som den her kan tale om 70 års opstand. Vi går ind for en tostatsløsning, og det betyder, at vi på et eller andet tidspunkt skal anerkende begge områder som to selvstændige stater, der skal ligge på samme territorie. Jeg synes ikke, vi er der nu. Og vi kommer senere til at skulle diskutere anerkendelsen af Palæstina, hvor vi også er imod. Men jeg synes slet ikke, det er en diskussion, som passer ind lige nu, hvor situationen er en ganske anden.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Nu er det fru Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Indledningsvis vil jeg gerne udtrykke en stor bekymring for den udvikling, der sker i Mellemøsten, og for de lange udsigter, der er til fred. Der er her fremsat et forslag, som kommer til at ramme Israel hårdt, nemlig om, hvorvidt vi skal indføre økonomiske sanktioner mod Israel. Og midt i en krigstid, midt i den her forfærdelige weekend, som vi netop har overlevet, er der her et forslag, som tilsidesætter Israel i en sårbar tid.

I bemærkningerne står der, at det her skal ses som en reaktion på den israelske regerings krigsførelse i Gaza og fremfærd på Vestbredden. Og dermed minder forslaget lidt om eller har i hvert fald familiære relationer til et forslag, vi behandlede tidligere på året, nemlig om, hvorvidt regeringen skal indføre forbud mod import af varer fra israelske bosættelser, for netop bosættelserne er jo en stor del af dagsordenen.

Så lad mig pointere: Vi ønsker ikke bosættelser, vi bifalder dem ikke, vi støtter dem ikke, og det tror jeg ikke at der er nogen her der gør. Ønsket går ligesom for så mange andre på en humanitær våbenhvile og i det lange løb er en tostatsløsning. Om end det har lange udsigter, og om end det også kræver et ekstremt godt diplomatisk arbejde, er det vejen frem. Vi mener ikke, at sanktionerne er vejen frem.

Vi vil gerne være allierede med Israel, og hvis man vil det, boykotter man dem ikke. Man sanktionerer dem ikke, man taler med dem. Hvis vi indfører økonomiske sanktioner mod Israel, bliver det også en hård sanktion diplomatisk. Vi risikerer at eskalere konflikten, vi risikerer at skubbe Israel og sandsynligheden for, at der bliver lyttet, længere væk.

Vi kan ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. Hvad angår den del om, at man risikerer at skubbe Israel længere væk, vil jeg bare spørge, om ordføreren kan uddybe det perspektiv. Altså, hvor står Konservative, i forhold til at man står i en situation, hvor ordene ikke bliver taget alvorligt, altså hvor vi bliver ved med at se, at tusindvis af uskyldige mennesker bliver slået ihjel i, nødhjælpsarbejdere, sundhedsarbejdere, journalister? Hvad mener Konservative at man så stiller op i den situation?

Ordføreren.

Det er en sætning, vi har hørt flere gange nu her, altså om, at ordene ikke rækker. Der er mange måder, man kan gå til sagen på. Man kan gå ad diplomatiets vej, man kan gå ad alliancernes vej, man kan gå ad EU's vej, og man kan gå ad samarbejdets vej. Men den anden mulighed, der bliver præsenteret her, vil jo i høj grad være en eskaleringsvej, og det tror vi sammenlagt vil være værre.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Hvordan vil Konservative så forhindre folkedrab?

Ordføreren.

Jeg tror, det er vigtigt at se på hele forløbet og huske, at Israels reaktion er en reaktion på et terrorangreb. Jeg synes, det er ret væsentligt, at vi ser på hele forløbet og ikke ensidigt på den her del.

Så er det fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Er det ikke sådan, at man skal vurdere handlinger isoleret fra, om de måtte være en reaktion på noget, eller noget andet, altså at krigens love gælder, uanset hvad gik forud og hvad der kommer bagefter – på samme måde som vi i det danske Folketing fordømte terrorangrebet den 7. oktober og sagde, at årtiers besættelse, apartheidregime, ydmygelser og menneskerettighedskrænkelser aldrig kunne retfærdiggøre terrorangrebet? På samme måde burde vi vel også kollektivt kunne være enige om, at det angreb ikke kan retfærdiggøre den brutale krig, som Israel lige nu fører mod det palæstinensiske folk i Gaza; at krigsforbrydelser aldrig er acceptable; at udsultning aldrig er acceptabelt, at kollektiv afstraffelse aldrig er acceptabelt. Mener De Konservative ikke det?

Ordføreren.

Jo, vi mener, at det er vigtigt at se på hver enkelt handling. Men noget af det dilemmafyldte omkring det her er jo, at man kun ser på den ene handling her. Og ja, vi fordømte Hamas, men vi kan jo ikke angribe Hamas. Vi er ude i en polariseret og dilemmafyldt debat, hvor vi så i det her tilfælde rammer en del af det, og det er jo det, der er dilemmaet.

Spørgeren.

Altså vi har fra Enhedslistens side i hvert fald stillet spørgsmål om, hvad man kan gøre for at begrænse pengestrømmene til Hamas og netop også modvirke den fortsatte finansiering. Så vi er med på alt muligt i den henseende. Nu står Hamas jo allerede på EU's terrorliste, hvilket i sig selv lægger nogle begrænsninger. Desværre virker det ikke helt efter den hensigt, vi gerne ville have. Men kan man ikke godt diskutere det, når nu man har det blik på – og det ved jeg at De Konservative har – at Israel er en allieret af Danmark, at den adgang vel netop forpligter os til at holde Israel ansvarlig?

Ordføreren.

Jo, det forpligter. Og den dag, hvor vi har en endelig dom, er det også tid til at se på: Hvad så? Men så længe vi har den her situation, hvor Hamas får lov til at agere, som de vil, så har vi en anden situation. Jeg synes også, at vi skal anerkendes for, at vi er mange, der har forsøgt at kæmpe imod pengestrømme til Hamas.

Så er det hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Som et lille land har Danmark efter min mening en helt egennyttig interesse i, at international lov bliver overholdt, og at der er ens standarder for alle lande. Derfor vil jeg gerne spørge ordføreren: Kan ordføreren komme på et andet land i verden, som har opretholdt en ulovlig besættelse af et andet folks territorium årti efter årti, har indført apartheidlignende behandling af borgerne i de besatte områder, tilbageholder mindreårige ved ulovlige udenomsretslige fængslinger og slår hundredvis af mennesker i den besatte befolkning ihjel årligt, år efter år? Kan ordføreren komme på et eksempel på et andet land i verden, der gør det her uden at blive ramt af økonomiske sanktioner fra verdenssamfundet?

Tak. Ordføreren.

Jeg synes, at vi her har tale om en ret stor fordømmelse af lige præcis dem, som ikke overholder det, altså Vestbredden, og vi har jo også haft den her ordstrøm tidligere på dagen. Det er vigtigt, at vi tager de sanktioner, men det er så måske også vigtigt, at vi gør det, når det giver mening. På nuværende tidspunkt ville det jo være en reel optrapning af en konflikt.

Spørgeren for en anden kort bemærkning.

Men nu har verdenssamfundet jo i årtier, i hvert fald dele af verdenssamfundet, Danmark har i hvert fald, haft den holdning, at Israel skulle forlade de besatte områder, så der kunne etableres en fri og uafhængig palæstinensisk stat. Men Israel har ignoreret FN's resolutioner 242, 192 og en række andre. Andre lande, som ignorerer FN's resolutioner, bliver jo typisk ramt af en konsekvens, af sanktioner, af noget, der kan foranledige dem til faktisk at følge dem, men det bliver Israel ikke, og derfor fortsætter Israel. Så hvad mener ordføreren så vi skal gøre for at få Israel til at opføre sig, som andre demokratiske stater forventes at opføre sig?

Tak. Så er det ordføreren.

Nu nævner ordføreren selv, at vi er et lille land, så hvad kan vi gøre? Det, vi kan gøre, er, at vi kan initiere handling sammen med andre, f.eks. gennem EU og f.eks. som nu, hvor vi diskuterer, hvorvidt der kan komme et indrejseforbud i forbindelse med ekstremistiske bosættelser på Vestbredden. Det er netop et eksempel på et tiltag, som vil kunne kræve international bevågenhed og internationalt initiativ.

Tak. Så er det fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Og tak for talen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, når ordføreren siger, at vi skal gøre noget, når det giver mening, at det aldrig har givet mere mening, end det gør nu, at afdække mulighederne for indførelse af økonomiske sanktioner. Og det er jo det, vi foreslår. Det er egentlig ret stille og roligt, synes jeg, når man tænker på den situation, der udspiller sig i Gaza lige nu over for den palæstinensiske befolkning. Altså, vi foreslår jo ikke, at vi skal stoppe alt samarbejde her og nu. Vi foreslår, at vi afdækker, hvad det er muligt at lave af økonomiske sanktioner over for Israel. Kan den konservative ordfører ikke se, at det lige netop nu er bydende nødvendigt at gøre noget i den her situation?

Ordføreren.

Jeg tror, at det, der først og fremmest er bydende nødvendigt, er at sørge for, at Hamas ikke kan fortsætte. Så længe de fortsætter, så længe har vi en udfordring i Mellemøsten.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Jamen vi kan hurtigt blive enige om, at det er bydende nødvendigt at sørge for, at Hamas ikke fortsætter. Men der er to parter i den her krig, og den ene part i den her krig er staten Israel, som er i gang med at udslette den palæstinensiske befolkning, og det er ved at ske på vores vagt. Det kan vi da ikke tillade, heller ikke, selv om vi er et lille land. Vi har et ansvar for som et lille land at gå forrest, og derfor har jeg så svært ved at forstå, at man ikke kan støtte det her forslag. Jeg synes, det er ret stille og roligt. Vi foreslår en afdækning.

Tak. Så er det ordføreren.

Fru Rosa Lund siger, at der er to parter i krigen, og det synes jeg ikke startede sådan. Jeg synes faktisk, vi skal tænke tilbage på den 7. oktober.

Så er det fru Franciska Rosenkilde, Alternativet. Værsgo.

Tak. Ordføreren sagde tidligere, at vi bør se på hele forløbet. Men når vi så kigger på hele forløbet, startede det, som vi også har hørt flere gange i løbet af debatten, jo før den 7. oktober. Vi kan bare kigge på det sidste halve år med alle de mange tusinde drab på civile palæstinensere, og hvis ordføreren og Konservative ikke mener, at det er på sin plads på nuværende tidspunkt at undersøge mulighederne for økonomiske sanktioner, hvad mener ordføreren og Konservative så vi skal stille op for at forhindre et folkemord?

Ordføreren.

Jamen jeg synes jo netop, det her er et eksempel på en meget ensidig fordømmelse. Ja, der har været tale om drab på civile, men der er også tale om gidsler, og der er også tale om, som FN har sagt, at bruge voldtægt som et våben i krigen. Vi skal se på hele situationen, altså hvem det var, der startede krigen, og hvad for nogle uhyrligheder der bliver begået, og det her synes jeg virker som en meget ensidig fordømmelse.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Vi er alle sammen meget enige om at tage afstand fra Hamas' angreb den 7. oktober. Det siger vi igen og igen. Vi mangler tværtimod at få at vide, at andre herinde i Folketinget tager afstand fra Israels meget brutale krigsadfærd. Så jeg vil gerne spørge ordføreren og Konservative igen: Hvad mener I vi bør gøre, hvis ikke det skal være at undersøge økonomiske sanktioner for at undgå et folkemord?

Ordføreren.

Jamen umiddelbart vil jeg synes, at der er flere ting. Det ene er jo Vestbredden, og hvad vi gør med den, og hvad vi gør med bosættelserne, som vi kraftigt fordømmer. Og med hensyn til Gaza er det jo at sikre, at vi får en nødhjælp, som er fornuftig, som er sikker, og som kan hjælpe så godt som muligt.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Christian Friis Bach fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til Enhedslisten, som rejser en vigtig debat om indførelsen af sanktioner i lyset af den brutale konflikt, vi ser i Israel og Gaza. Lad mig starte med at sige, at vi på det kraftigste fordømmer terrorangrebet på Israel og gidseltagningen, der er entydige krigsforbrydelser, og de kræver de stærkest mulige sanktioner mod alle ansvarlige i Hamas.

Vi ser nu med dyb bekymring på situationen i Gaza og på Vestbredden, den humanitære situation er dybt alvorligt for civilbefolkningen i Gaza. Der er over 30.000 døde, halvdelen er kvinder og børn, utallige og stærkt bekymrende meldinger fra FN-organisationer og folkelige organisationer om et næsten totalt sammenbrud i sundhedsvæsenet, rapporter om sult, selv om maden kun er få kilometer væk, bygninger, der rammes og bombes i strid med folkeretten, nødhjælpsarbejdere og journalister, som bliver slået ihjel, en international domstol, som vurderer, at der er grundlag for at gå videre med en sag om brud på folkedrabskonventionen, og en International Straffedomstol, som gennemfører undersøgelser af krigsforbrydelser, FN's højkommissær for menneskerettigheder, der igen og igen har kaldt Israels restriktioner, når det gælder nødhjælp, og omfattende ødelæggelser af civil infrastruktur for ulovlig og i strid med folkeretten.

Situationenen på Vestbredden bliver også stadig mere bekymrende. Der anlægges flere ulovlige bosættelser, der er rapporteret om talrige voldelige angreb fra bosættere på palæstinensiske landsbyer med tab af menneskeliv som resultat. Og i dag har FN's højkommissær for menneskerettigheder udtrykt stor fordømmelse af angrebene og understreget, at de israelske sikkerhedsstyrker øjeblikkelig skal stoppe den ulovlige magtanvendelse mod palæstinenserne, og at de skal stoppe deres aktive deltagelse i og støtte til bosætterangreb på palæstinensere.

Der er, som udenrigsministeren siger det, brug for et kursskifte i Israel. Jeg vil sige, at der er brug for et meget markant kursskifte i Israel, og derfor deler vi forslagsstillernes ønske om at se på alle muligheder for at lægge et øget pres på Israel. Vi ønsker at stoppe for våbeneksporten til Israel, og vi ønsker sanktioner mod de ekstreme bosættere, og vi er glade for, at de skridt er på vej. Vi så også gerne, at der blev set på sanktioner mod specifikke individer, herunder de politikere, der opmuntrer til eller de israelske sikkerhedsstyrker, som dokumenteret har deltaget i krigsforbrydelser. Vi ønsker målrettede sanktioner mod de dele af de israelske sikkerhedsstyrker, som ifølge FN's højkommissær for menneskerettigheder, som jeg lige citerede, aktivt deltager i og støtter bosætterangrebene. Vi ønsker at blokere for varer fremstillet i de ulovlige bosættelser, og vi ønsker at blokere for finansielle strømme til bosættelserne og til opførelsen af nye bosættelser. Vi ønsker med sikkerhed flere specifikke individuelle målrettede sanktioner, og vi tænker også med stor alvor over, om de generelle økonomiske sanktioner mod Israel, som beslutningsforslaget jo lægger op til, er det rigtige redskab, helt ligesom vi også ved andre krænkelser af menneskerettighederne i andre lande altid tænker over, om generelle økonomiske sanktioner vil ramme de rigtige, eller om de blot vil vende folkestemningen mod den demokratiske og folkelige bevægelse, som kæmper imod overgrebene. Så ønsker vi også, at sanktionerne sker i et samarbejde i EU, og der er dele af formuleringerne i beslutningsforslaget, vi kunne have ønsket os var anderledes.

Vi kommer ikke til at stemme imod beslutningsforslaget, og vi vil i lyset af debatten og udvalgsbehandlingen forholde os til, om vi stemmer for. Min vurdering lige nu er, at de her præcise formuleringer måske kan ende med, at vi hverken stemmer for eller imod, men vi vil tage endelig stilling efter udvalgsbehandlingen, og vi er glade for, at det her beslutningsforslag giver os en anledning til at tale for styrkede sanktioner mod Hamas og styrkede individuelle sanktioner mod de ansvarlige for de voldelige overgreb på Vestbredden og de krigsforbrydelser, som stadig flere dokumenterer desværre ser ud til at finde sted i Gaza.

Tak. Der er en kort bemærkning til fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten. Værsgo.

Tak til ordføreren for en rigtig god tale og også for at reflektere over, hvad det her redskab kan, og hvad det måske ikke kan. Jeg er rigtig glad for at høre, at ordføreren faktisk har en masse idéer til, hvad man kunne putte i en boks af mulige tiltag, man kunne lave. Det er i virkeligheden også det, beslutningsforslaget lægger op til, nemlig at man fra Folketingets side skulle pålægge regeringen at komme med en liste af mulige økonomiske sanktioner mod staten Israel.

Så hvis nu jeg siger til ordføreren, at noget af det, vi kan gøre i de kommende uger, hvor vi også kan arbejde med det i udvalget, er at se på, hvordan man kunne gøre yderligere på EU-niveau – at det er noget af det, vi kan putte i den her kasse med muligheder – hvad ville ordføreren så sige?

Ordføreren.

Vi er bestemt positive over for intentionen i forslaget, og vi vil gerne drøfte, om vi kan finde nogle formuleringer, som i højere grad kan forene os. Vi opfordrer under alle omstændigheder regeringen til aktivt og hele tiden – det hører jeg også udenrigsministeren gøre – at tænke over, hvad vi kan sætte ind med både for at dæmme op for de ekstreme bosættelser og de angreb, der finder sted, men også for at gøre mere for at dokumentere, efterforske, analysere og gribe ind over for alle tegn på krigsforbrydelser eller forbrydelser på folkedrabskonventionen, som finder sted i Gaza.

Så ja, vi deler intentionen, og vi deltager gerne i drøftelser om, hvordan vi måske kan skærpe det på endnu en måde, så vi rammer rigtigt. Vi opfordrer regeringen til at se på de muligheder, der måtte være.

Spørgeren.

Tak for det, og tak for den vilje til faktisk at prøve at se på, om vi kan arbejde os hen imod noget, som kan fungere også for ordføreren og ordførerens parti.

Vil ordføreren ikke bare de sidste sekunder reflektere over, om det ikke også ville være et udtryk for dobbeltstandarder, hvis man i virkeligheden ikke målte Israel op mod samme standarder, som vi gør med andre stater og deres forhold til brud på international lov, herunder krigens regler?

Ordføreren.

Vi prøver altid i enhver konflikt at hæve os op og i virkeligheden gå op og gå ned på samme tid. Vi går ned til det individuelle menneske, som bliver ramt, og hvis familie måtte lide eller være blevet slået ihjel – de lidelser, der finder sted. Det er der, vi skal have vores fokus. Og så skal vi have vores fokus på folkeretten, de internationale menneskerettigheder og de konventioner, vi har skrevet under på. Og der er entydige tegn på, at der sker handlinger i konflikten nu, som er i klar strid med den folkeret. Det tager vi dybt alvorligt, og derfor mener vi også, at vi skal se på, hvordan vi kan sikre, at de bliver overholdt.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Dansk Folkeparti kommer ikke til at støtte beslutningsforslaget. Der er nogle ganske enkle grunde til det. Hvis Hamas løslod gidslerne og nedlagde våbnene, ville krigen stoppe med det samme. Det er det ene.

Det andet er, at Israel er et velfungerende demokrati med beskyttelse af mindretal. I Gaza er det det omvendte. Det er et muhamedansk diktatur, hvor demokratiet blev aflyst, da Hamas fik magten. Der er kun 4.000 kristne tilbage, og homoseksuelle flygter. Hvor flygter de hen? Til Israel.

Så vi kommer ikke til at støtte beslutningsforslaget. Dansk Folkeparti støtter Israel, fordi det er et demokrati efter vestlige standarder. Og et demokrati har altid ret til at forsvare sig med de midler, som et demokrati nu har lov til at bruge.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Den første er til hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Mener ordføreren ikke, at demokratier skal overholde folkeret og international lov, og at de måske netop har et ansvar for at overholde folkeret og international lov? Mener ordføreren, at demokratier har lov til at opretholde en ulovlig besættelse af en anden nations territorium? Mener ordføreren, at et demokrati har lov til at udføre krigsforbrydelser?

Altså, det her handler jo ikke om, og man er imod eller for Israel; det her handler om, at alle lande, herunder også Israel og måske i særlig grad demokratier, skal overholde international lov og ikke må holde andre folkeslags lande besat. Så mener ordføreren ikke, at Israel skal behandles ud fra samme standarder som alle andre lande i verden, når det kommer til folkeret og menneskerettigheder?

Ordføreren.

Nu bringer ordføreren det selv på banen; jeg tror, at det i høj grad handler om at være imod eller for Israel. Beslutningsforslaget er en humanistisk maske, men i bund og grund er det jo jødehadet, der driver Enhedslisten til det her beslutningsforslag. Det handler om økonomiske sanktioner, og det kan vi ikke støtte.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Ordføreren skulle skamme sig. Ordføreren skulle skamme sig over at beskylde Enhedslisten for jødehad. Hvis der er noget, jeg aldrig i mit liv kommer til at acceptere, så er det jødehad og antisemitisme. Det er jeg opdraget med hjemme i mit barndomshjem. Det vil jeg ikke have siddende på mig, og det skal Enhedslisten ikke have siddende på sig. Det her handler på ingen måde om en modstand mod Israel. Jeg har israelske venner. Jeg holder af landet Israel. Jeg synes, at Israel skal have lov til at blive behandlet som alle andre lande i verden og leve i fred og tryghed. Men det er jo det, det her handler om. Det her handler jo netop om, at vi skal behandle Israel, som vi ville behandle alle andre lande, som vi var venner med, som var demokratier, og som optrådte på den måde, som Israel gør. Det er vel sådan, man behandler sine venner?

Tak. Ordføreren.

Der er noget, der tyder på, at jeg ramte noget, der var sandt, nemlig det jødehad, som er drivkraften bag beslutningsforslaget. Det er jeg noget trist over. Gaza og Israel kan ikke behandles på lige vilkår, men det er jo det, man gør med beslutningsforslaget. Hvis Gaza nedlagde våbnene og løslod gidslerne, ville der blive fred.

Vi går videre til fru Trine Pertou Mach. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes faktisk, at det er lidt skammeligt at skulle stå her og blive belært af hr. Alex Ahrendtsen på den her måde. Det undrer mig faktisk, at man synes, at det er i orden at beskylde sin folketingskollega, som står og diskuterer politisk, for at være racist. Det går an for meget få i den her sal at bruge den beskyldning mod sine kolleger.

Jeg vil gerne spørge ordføreren om, hvad det er for en fred, ordføreren taler om fandtes før den 7. oktober. Var det ikke en fred, der byggede på besættelse, på undertrykkelse, på et apartheidregime og på militær, politisk og økonomisk kontrol af de områder, som verdenssamfundet igennem mange år har sagt skal blive til den suveræne, frie, selvstændige palæstinensiske stat? Er det ikke det, der er sandheden om den fred, ordføreren taler om der var før den 7. oktober, altså at der i virkeligheden er tale om et undertrykkelsesregime og noget, som aldrig nogen sinde vil kunne skabe fred, hverken for den palæstinensiske befolkning eller for den israelske befolkning?

Ordføreren.

Nu forsøger ordføreren jo at belære mig om tingene. Det er et frit land. Jeg står på denne talerstol. Jeg kan sige, hvad jeg har lyst til. Og det er vores vurdering, at noget af det her er drivkraften, nemlig at man ikke bryder sig om Israel og det, landet står for. Ellers giver beslutningsforslaget ingen mening.

Man kan ikke sammenligne Israel med Gaza. Israel er et velfungerende demokrati med beskyttelse af mindretal. Gaza er et Hamasdiktatur, hvor man undertrykker og dræber alle, der ikke er enige med en. Ikke nok med det sender man terror ind over grænsen til Israel. Hvorfor i alverden er det så, at man skal udsætte Israels for økonomiske sanktioner, når der er så mange andre muligheder for at påvirke landet? Det giver i vores optik ingen mening, og derfor kan vi ikke støtte dette beslutningsforslag. For vi synes faktisk, at det er lidt modbydeligt. Vi er på Israels side, og det bliver vi ved med at være. At Enhedslisten så ikke er det, er Enhedslistens valg.

Spørgeren.

Vi er på menneskerettighedernes side. Vi er på civiles side. Vi er på folkerettens side, på den internationale lovs side og på alt det, som verdenssamfundet har forsøgt at bygge op siden anden verdenskrig på ruinerne efter en verdenskrig, hvor holocaust, racisme og forfølgelse af mindretal var noget, vi vendte ryggen til, og til hvilket vi sagde: Aldrig igen skal det ske.

Det er det system af ret, der skal tæmme magt, som vi faktisk forsøger at forsvare, også med det her forslag, og jeg er rigtig ærgerlig over, at det ikke er muligt for ordføreren at se igennem sine egne fordomme og faktisk tage en reel politisk diskussion om det her.

Ordføreren.

Det er meget interessant, at man går så meget op i menneskerettigheder, men er fuldstændig ligeglad med de menneskerettigheder, der bliver trådt under fode i Gaza. Der er de homoseksuelle, der må flygte, og hvor flygter de hen? Til Israel. Der er de kristne, der svært ved at udleve deres tro. De er mennesker, der hver dag bliver undertrykt af Hamas. Der er Fatah, som måtte flygte fra Gaza og ikke kan være til stede, efter at demokratiet blev afskaffet i 2006 af Hamas.

Så er det fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Mens Enhedslisten år efter år har arrangeret fakkeloptog til minde om krystalnatten og sagt »aldrig mere, aldrig igen«, så er det topfolk i Dansk Folkeparti, som er blevet anklaget for antisemitisme og verbale angreb på jøder. Det er Enhedslisten, som er imod al form for racisme og diskrimination og undertrykkelse, og det er altså, uagtet om du er jøde, om du er homoseksuel eller noget tredje. Og det er, fordi vi tager udgangspunkt i, at du er et menneske, og hvilke rettigheder det er, du har som menneske. Og det er derfor, at når du bliver udsat for at få frarøvet dit liv – helt uskyldige mennesker: børn, journalister, sundhedsfagligt personale, nødhjælpsarbejdere – så vil vi, uagtet hvilken nationalitet du har eller hvordan du ser ud eller din seksualitet, stå op og sige fra over for det, og det er det, vi gerne ville have Dansk Folkeparti til også at gøre. Så hvad vil Dansk Folkeparti gøre for at forhindre folkedrab?

Ordføreren.

Hvad vil Enhedslisten gøre for at stoppe Hamasdiktaturet i at uddrive alle modstanderne, at begå overgreb mod homoseksuelle, at undertrykke kvinder og at begå terror? Ikke ret meget – med det, man så foreslår, er økonomiske sanktioner mod en velfungerende demokratisk stat, der beskytter sine mindretal. Det er absurd. Og det er underligt, at Enhedslisten ikke selv kan se det, og derfor må man jo bare finde forklaringen andre steder. Det kan man så ikke lide at høre, fordi man ikke bryder sig om at få holdt et spejl op foran sig. Så bliver man jo vred. Det er jo det, der er sket; mine kollegaer er mega vrede. Jeg synes, at man skulle ransage sit hjerte i Enhedslisten. Det er et rigtig dårligt forslag, og vi kommer ikke til at støtte det.

Spørgeren.

Jeg afskyr jødehad, og derfor synes jeg, at det er absurd, at det kommer fra et parti, hvor man har den historik, man har. Men det kan være, at det er for at prøve at fjerne fokus. Enhedslisten har spurgt ind til økonomiske overførsler og frigivelse af gidsler. Vi har konsekvent været på sagen. Jeg ved faktisk ikke, om Dansk Folkeparti har gjort det. Det er ikke noget, jeg har hørt at man har gjort fra Dansk Folkepartis side. Så hvad har Dansk Folkeparti gjort mod Hamas på den ene side, men på den anden side også mod de krigsforbrydelser, som vi er vidne til?

Ordføreren.

Krigen stopper i morgen, hvis Hamas nedlægger våbnene og frigiver gidslerne. Det er faktuelt. Krigen fortsætter, hvis Israel ikke gør det samme. Israel er et demokrati. Demokratier er sårbare. Demokratier er udsat for kritik fra medier og fra sine venner. Jeg er ikke sikker på, at Enhedslisten er en ven af Israel med dette beslutningsforslag, og derfor støtter vi det ikke.

Fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak. Jeg vil gerne bede ordføreren for Dansk Folkeparti om at dokumentere sine påstande om, at antisemitisme skulle eksistere i mit parti. Hvis man læser PET's trusselsvurdering af Danmark, kan man se, at der, hvor antisemitismen er stigende, er i gamermiljøet og på hvor? Den yderste højrefløj, hr. Alex Ahrendtsen. Det er ikke i Enhedslisten. Det er det første.

Det andet er, at krigen sådan set var i gang inden Hamas' forfærdelige terrorangreb den 7. oktober. For hvis der er én ting, hr. Alex Ahrendtsen har ret i, er det, at Israel og Gaza ikke er det samme. Journalister kan ikke komme ind i Gaza, nødhjælpen kan ikke komme ind i Gaza, og der er heller ikke nogen, der kan komme ud af Gaza. Det er Dansk Folkeparti nødt til at forholde sig til. Så, hr. Alex Ahrendtsen, hvis det ikke er det her beslutningsforslag, der skal hjælpe civilbefolkningen i Gaza, som hr. Alex Ahrendtsen er så optaget af, hvad er det så?

Ordføreren.

Antisemitismen er især stigende i muhamedanske og islamiske miljøer i Danmark og i Europa. Det er voldsomme ting, som vore jødiske medborgere er udsat for. Vi har holdt mange møder med dem, og det er ubehageligt, hvad de er udsat for. Det er danske medborgere, som skal tåle hver dag at blive udsat for de værste racistiske overfald, og det kommer stort set kun fra de mennesker, som bekender sig til den ideologi, der hersker i Gaza.

Hvis vi siger ja til at støtte dette beslutningsforslag, siger vi også ja til at støtte den antisemitisme mod jøderne. Vi er på vore jødiske medborgeres side, vi er på Israels side. Jeg kan bare konstatere, at det er man ikke i Enhedslisten, og det er trist. Jeg synes, det er ærgerligt. Jeg synes, man skulle ændre politisk kurs i Enhedslisten. Men det er jo partiets valg; det er ikke mit.

Spørgeren.

Nu svarede ordføreren så ikke på mit spørgsmål. Jeg kunne jo forstå på de svar, der blev givet tidligere i dag fra hr. Alex Ahrendtsen, at man er meget bekymret for civilbefolkningen i Gaza, og at man er meget bekymret for dem, som har en anden seksuel orientering end den heteroseksuelle i Gaza. Det er vi også i Enhedslisten, så jeg gentager mit spørgsmål, hr. Alex Ahrendtsen: Hvad vil Dansk Folkeparti gøre for at sikre civilbefolkningen i Gazas overlevelse, hvis det ikke er det her forslag?

Ordføreren.

Det er jo ikke Dansk Folkepartis opgave at sikre det. Det er jo Israels opgave at sikre det. Hvis Gaza lægger våbnene og frigiver gidslerne, stopper krigen. Så kan vi med stor magt også sige til Israel, at nu må I holde op, hvis de fortsætter. Det er jo hele sagen i sin nøddeskal. Det her beslutningsforslag handler om økonomiske sanktioner og ikke alt muligt andet. Vi støtter ikke økonomiske sanktioner mod Israel – punktum!

Hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre.

Tak for det. Jeg vil sådan set blot til referatet og til eftertiden anføre min tydelige kritik af den sprogbrug og de beskyldninger, som hr. Alex Ahrendtsen er kommet med fra Folketingets talerstol mod Enhedslisten og hr. Pelle Dragsted. Det er ikke rimeligt, det er ikke debatten værdig, det er ikke folkestyret værdig, og udtalelserne bidrager kun til at skabe yderligere had og polarisering i en tid og i en konflikt, hvor vi har brug for det modsatte. Så jeg vil anmode ordføreren om at give en undskyldning.

Ordføreren.

Jeg undskylder overhovedet ikke, tværtimod. Dansk Folkeparti er Israels ven. Vi står på vore jødiske medborgeres side. Vi er forfærdede over den antisemitisme, som de er udsat for her i København, i Europa og i USA. I demokratier, hvor de har boet i generationer, skal de lide den tort at blive udsat for alle disse overfald, alene fordi et demokrati har valgt at forsvare sig selv over for terrorangreb fra et område, hvor der er diktatur, hvor der ingen menneskerettigheder er, hvor mindretal bliver undertrykt, og hvor mindretallene bliver nødt til at flygte. Og hvor flygter de hen? De flygter til Israel.

Så jeg synes, det her beslutningsforslag er virkelig skævt. Vi kommer ikke til at støtte det. Det er et forkert beslutningsforslag. Vi skal ikke indføre sanktioner mod Israel. Det er ikke den rigtige vej at gå, og det kommer vi til at sige igen og igen. Dansk Folkeparti stemmer imod dette beslutningsforslag. Det er ikke den rigtige vej at gå.

Spørgeren.

Jeg har fuld respekt for, at hr. Alex Ahrendtsen forholder sig til beslutningsforslaget, men jeg har ingen respekt for, at man benytter den her sprogbrug og kommer med personlige angreb, som ikke hører hjemme i denne sal eller på Folketingets talerstol. Det har jeg nu anført, så det kommer til referat.

Ordføreren.

Det er jo ikke noget ved sprogbrugen, som går ud over forretningsordenen. Det er en nøgtern analyse. Den kan man så være uenig i, og det har man jo selvfølgelig også ret til. Dansk Folkeparti står på vore jødiske medborgeres side. Vi står på Israels side. Det er et demokrati. Vi går ikke ind for økonomiske sanktioner over for et velfungerende demokrati, der har forsvaret sig selv. Det er absurd, at man stiller Hamasdiktaturet lige med Israel, og jeg synes, at man skulle lade være med at fremsætte sådan nogle forslag i salen.

Fru Franciska Rosenkilde fra Alternativet.

Tak. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at vise min sympati for mine kollegaer i Enhedslisten og til at tage dybt afstand fra ordførerens sprogbrug med, at Enhedslisten skulle være motiveret af jødehad. Det er fuldstændig uacceptabelt. Derfor vil jeg gerne gentage Pelle Dragsteds spørgsmål til ordføreren om, om ordføreren mener, at Israel er underlagt andre regler end andre lande, eller om vi bør have de samme standarder for Israel som for alle andre lande, nemlig at de selvfølgelig skal overholde international lovgivning, også når det kommer til krig og folkeret.

Ordføreren.

Det er lidt besynderligt at høre al den sympati blive Enhedslisten til del. Hvad med sympatien for de jødiske medborgere, der hver dag er udsat for antisemitisme i Danmark og i Europa? Hvad med sympatien for ofrene for Hamas' terror? Hvad med sympatien for Israel, der bliver overdænget med raketter, ikke bare fra Iran og Hamas, men også fra Hizbollah? Kringsat af fjender – der er ikke ret megen sympati at hente fra venstrefløjen, der støtter dette beslutningsforslag. Det forstår vi ikke. Vi synes, det er skudt langt forbi, og vi synes, det er under al kritik, at man kan foreslå økonomiske sanktioner. Én ting er at kritisere Israel, det må man gerne her og alle andre vegne, men at foreslå at indføre økonomiske sanktioner er bare skudt over mål. Vi kommer ikke til at støtte det.

Spørgeren.

Jeg må bare sige igen, at jeg adskillige gange har hørt Enhedslisten og mit eget parti, Alternativet, naturligvis også udtrykke dyb sympati for civile jøder, som bliver udsat for racisme på daglig basis. Det er jo slet ikke det, den her debat handler om. Den handler om det israelske militær og de brutale krigshandlinger, der foregår lige nu, som mere og mere minder om et folkedrab, og om, hvad Danmark kan gøre. Men det vælger ordføreren ikke at svare på. Det må ordføreren jo selv om.

Ordføreren.

Man kan jo kende mennesker på deres handlinger. Det her er en handling. Beslutningsforslaget er en handling. Det er vendt mod Israel. En økonomisk situation fra Vesten ville jo tvinge Israel i knæ, og det ville gå under. Det ville føre til Israels tilintetgørelse. Det ønsker vi ikke, og derfor kan vi ikke støtte det. Jeg synes, det er en farlig og en forkert vej at gå, og jeg synes, venstrefløjen skulle tænke sig godt om en anden gang. Man har ret til at fremsætte forslaget, man har friheden til det, men vi anbefaler, at man ikke gør det fremover.

Dermed tak til ordføreren. Den næste ordfører på talerstolen er fru Franciska Rosenkilde fra Alternativet.

Er der grænser for, hvad Danmark vil være med til? Er der grænser for, hvad vi vil være med til, hvis konsekvenserne er tabte indtægter til danske virksomheder og dermed tabte skattekroner? Ja, selvfølgelig er der det. Det tror jeg at hele Folketinget er enig i. Det europæiske sanktionsspor mod Rusland lader til, at der er bred enighed om det. Men hvor barren bør ligge i de enkelte tilfælde, er vi helt sikkert ikke helt enige om.

I Alternativet mener vi, at vi fra dansk side skal bidrage til det sanktionsspor, der lige nu åbner sig i EU. Vi skal bidrage ved hurtigst muligt at få afdækket, hvilke muligheder vi har for at sanktionere Israel. Hvorfor? Det er på grund af Israels brutale fremfærd og mulige krigsforbrydelser og folkedrab. De anvender sult som våben mod det palæstinensiske folk. Vi oplever lige nu den værste humanitære katastrofe i dette årtusind. Flere end 33.000 palæstinensere er blevet dræbt, 75.000 er blevet såret, og over 10.000 er savnet. Befolkningen oplever ekstrem hungersnød, og antallet af børn, der er blevet forældreløse, er enormt. Fra dansk side er vi nødt til at afsøge alle muligheder for, at vi sikrer en våbenhvile.

Sanktioner mod Israel er et oplagt skridt, vi skulle have taget for længst. Selv USA har indført sanktioner på varer fra de ulovlige israelske bosættelser, der for tiden bliver flere og flere. På hvilken side af historien vil vi stå? Alternativet er ikke i tvivl. Derfor støtter vi op om forslaget fra Enhedslisten. Tak.

Der er ingen korte kommentarer. Tak til ordføreren. Næste ordfører er jo så ordføreren for forslagsstillerne, fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Tak for det, og tak for en, lad os sige, mangfoldig debat med mange emner, som ikke nødvendigvis har noget at gøre med det her forslag, som Enhedslisten har fremsat, og som jo grundlæggende er politik, og som handler om, hvordan Danmarks udenrigspolitik skal skrues sammen over for en stat, der de sidste 6 måneder har begået, efter langt de fleste internationale organisationers vurdering, krigsforbrydelser; en stat, som står anklaget for folkedrab; som har dræbt 33.000 mennesker, heraf over 10.000 børn; som har fordrevet stort set hele Gazas befolkning; som bruger sult som et våben mod et folk – sult.

Nu vil jeg starte min egen tale med at sige: Hvor længe kan man vende blikket den anden vej? Det er i virkeligheden det, det her handler om for Enhedslisten. Siden det brutale terrorangreb den 7. oktober sidste år har verden været vidne til en uhørt brutal krigsførelse i Gaza. Israel har blokeret for forsyninger til civilbefolkningen. Det er kollektiv afstraffelse. Det er en åbenlys krigsforbrydelse. Hospitaler og sundhedsklinikker er blevet jævnet med jorden. FN-skoler er blevet smadret, elever og lærere er blevet dræbt. Hundrede tusinder af hjem for ganske almindelige mennesker er lagt i grus. Infrastrukturen er lagt i grus. Nødhjælpsarbejdere og journalister er blevet dræbt; mennesker, som brugte deres liv på at hjælpe andre til at overleve, eller mennesker, der brugte deres liv på at fortælle os om, hvad det er, der sker.

De børn i tusindtal, som er blandt de dræbte, er noget af det, jeg har allersværest ved at forklare mine egne børn at vi kigger på uden handling. Nu begynder tallene om, hvor mange børn der dør af sult, at tikke ind – sult. Det er børn, hvis liv er blevet stjålet; liv, som kunne have været levet i fred og retfærdighed; børn, der burde have leget på Gazas strande, spist vandmelon og spist sig mætte, kysset deres far og mor godnat og godmorgen på den næste dag, indtil de en dag selv blev så voksne, at de kunne flyve fra reden og skabe deres eget hjem. Men de liv er forsvundet.

En hel befolkning lever i fare for ekstrem sult. Det er ikke noget, Enhedslisten har fundet på, eller venstrefløjen har fundet på. Det er noget, alle forstandige internationale aktører siger, der kigger på virkeligheden i Gaza. Og det er jo ikke, fordi verden ikke vil levere nødhjælp til palæstinenserne. Det er, fordi den ikke kan få lov til at komme ind af besættelsesmagten Israel.

Lige nu står Israel anklaget for den værste forbrydelse af dem alle, nemlig anklaget for folkedrab ved Den Internationale Domstol i Haag. Vi ved alt det her; vi ved det, og vi ser det. Vi ser en besættelsesmagt, som ødelægger og smadrer; som begår krigsforbrydelser; som fordriver og afstraffer befolkningen kollektivt for et terrorangreb, der blev begået sidste år. Vi ser hundredtusindvis af fordrevne palæstinensere ved grænsen til Egypten, som ikke aner, hvordan deres næste dag, næste nat, næste uge ser ud; om de nogen sinde kan komme hjem eller de bliver presset ind i Egypten for derefter aldrig at kunne komme tilbage til deres eget land igen.

Jeg spørger bare igen: Hvor længe kan man vende blikket den anden vej og holde sig til, at man lægger pres og forventer og formaner? For vi ved jo godt, at den israelske regering fuldstændig ignorerer de formaninger, ignorerer folkeretten, international humanitær lov. De fører en heftig politisk kamp mod FN-systemet, ikke mindst mod UNRWA. Alt det, vi har bygget op i verdenssamfundet efter anden verdenskrig, er noget af det, der faktisk står for skud lige nu, samtidig med at den palæstinensiske befolkning er udsat for et vanvittigt overgreb.

Fra USA's side, EU's side og desværre også fra vores egen regerings side formaner man og forventer. Og jeg anerkender fuldt ud, hr. Lars Løkke Rasmussen, at udenrigsministeren ændrer retorik og også skærper alvoren i det, udenrigsministeren siger, herunder at man er nødt til at se på det lange, seje politisk træk, og at der var en tid før 7. oktober.

Ikke desto mindre er det faktisk sådan, at Netanyahu holder hænderne for ørerne, samtidig med at Vesten holder hænderne under ham og ikke kan finde ud af at fordømme de gerninger, der bliver begået, i skarpe vendinger. Jeg undrer mig simpelt hen over, om ikke der er nogen røde linjer i dansk udenrigspolitik; røde linjer, som hviler på international lov og folkeret og menneskerettigheder, på den internationale retsorden; begreber, som vi altid siger er vigtige for dansk udenrigspolitik, og som vi deler opfattelsen af er afgørende for at have en verden, der fungerer for mennesker og ikke for brutale tyranner.

Debatten her har handlet rigtig meget om Hamas' rolle og om de gidsler, som øjeblikkelig skal frigives, ubetinget. Det er også Enhedslistens opfattelse og vores ønske. Men den her debat skal i virkeligheden handle om, hvad vores næste skridt er, når nu ordene viser sig ikke at være nok. Hvad er vores næste skridt? Vi er kommet med et forslag her, som handler om, at man kunne kigge i værktøjskassen med økonomiske sanktioner. Det er ikke en ukendt værktøjskasse, det er faktisk en ganske kendt værktøjskasse. Det har man gjort over for andre aggressive autoritære og undertrykkende regimer. Det var også det, man gjorde tilbage i tiden, da Sydafrika var ledet af et hvidt mindretalsstyre, som var et brutalt apartheidregime. Der valgte man sanktionssporet, og det var med til at knække det apartheidstyre.

Så i Enhedslisten mener vi grundlæggende, at der er brug for et regulært kursskifte i vores politik over for situationen i Palæstina. Vi er forpligtet som land af folkeretten og af folkedrabskonventionen, og vi mener simpelt hen ikke, at vi lever op til den med den måde, som vores udenrigspolitik lige nu er skruet sammen på. Vi må bare erkende, at den israelske regering, som er ganske ekstrem og radikaliseret, ikke kommer til at ændre kurs, fordi Vesten rynker panden. Derfor ligger der også et ansvar hos os selv for at ændre og for at gå fra ord til handling.

Det her er ét forslag. Vi har ikke den endelige opskrift i Enhedslisten på, hvordan de her sanktioner skulle skrues sammen, hvordan de skal iværksættes, men vi kan se nogle ret lavthængende frugter, bl.a. EU's associeringsaftale med Israel. Der er muligheden for at kigge endnu stærkere på bosættervarer, der kommer ind i Danmark. Der er alle mulige forskellige muligheder, og i virkeligheden er det ikke dem, vi ønsker at diskutere her. Vi ønsker, at regeringen kommer med et bud på, hvordan det i virkeligheden kan skrues sammen.

Det mener vi faktisk ville være at stå ved det, som vi siger er vores udenrigspolitiske og politiske kompas i al almindelighed, nemlig menneskerettigheder, folkeret og international lov; det, der også er vores mål at bruge pladsen i FN's Sikkerhedsråd på, hvis vi får pladsen, når valget afgøres om ganske kort tid. Hvis man skal gøre en positiv forskel der og være troværdig som medlem af Sikkerhedsrådet, er det jo helt afgørende, at man er i stand til at stå på international ret, også i den her situation.

Det, der er på spil lige nu, er en verdensorden, som risikerer at havne i et meget, meget sort hul, hvor det rigtig svært at se, hvem der skal hive den op igen. Derfor ville vi så gerne med det her beslutningsforslag have en rigtig grundig diskussion af, hvordan Danmark kan placere sig anderledes. Det handler ikke kun om, som jeg tror det var udenrigsministeren der sagde, at arbejde unilateralt. Det handler om også at være med til at drive en politisk forandring frem i EU-kredsen, i Norden og internationalt, så vi faktisk begynder at gøre det, vi siger, nemlig at forsvare international ret, sanktionere de stater, der forbryder sig mod den, og sanktionere de lande, der besætter og undertrykker og krænker menneskerettigheder andre steder.

Tak for en rigtig god debat. For langt de fleste tak for den opbakning, der er, og også tak for de åbninger, der er fra nogle af kollegerne, nogle af partierne, til at kigge på, hvordan man kan skrue et sådant sanktionsregime sammen. Jeg håber og havde håbet – når nu vi er enige om, at nødhjælpen skal ind, og at der burde komme en våbenhvile, og at der er behov for et politisk spor, hvis vi skal løse det, der er den reelle konflikt, nemlig årtiers besættelse og undertrykkelse og manglende frihed og selvbestemmelse for det palæstinensiske folk – at vi også kunne være enige om, at et af de steder, vi skal kigge, er på økonomiske sanktioner. Jeg glæder mig til det videre arbejde i udvalget og håber og holder stadig væk døren åben for andre, der skulle komme på gode idéer, også innovative mekanismer, også hvis det gælder et regeringsparti. Tak for debatten.

Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg vil godt starte med det positive. Jeg er sikker på, at det kommer fra et godt sted hos ordføreren, sådan som jeg kender ordføreren. Men jeg bliver også nødt til at sige, at når jeg hører den måde, der bliver artikuleret på, synes jeg også, at Enhedslisten har en tendens til ligesom at spille sådan lidt – og det er sagt med respekt – eller agere nyttig idiot for Hamas. For når man vælger at sige, hører jeg – og det er virkelig ikke sagt for at køre en stemning op – at det skal være en permanent våbenhvile, så ved vi alle sammen, at det er noget, der vil gavne Hamas i stedet for en midlertidig humanitær våbenhvile.

Når man bliver ved med at argumentere for økonomiske sanktioner mod Israel, fordi de har begået folkedrab, må jeg sige, at vi endnu ikke har noget bevis for, at de har. Vi kan alle sammen få ondt i maven af at se på det, der sker, men folkedrabet er ikke bevist. Og det er jo det, som bekymrer mig som folketingsmedlem, nemlig at vi også risikerer at sætte en anden dagsorden, hvis vi gør det her. Vi risikerer at sætte en dagsorden, som egentlig bare siger: Hvis du er en terrororganisation, som er ligeglad med din egen befolkning, skal du bare gøre noget, der brutalt nok, og derefter skal du bruge din befolkning som skjold, og så kommer verden og hjælper dig med at opnå de i mål.

Kan Enhedslisten godt forstå, at vi andre kan blive forvirrede i det her, for vi er jo enige om ... (Anden næstformand (Jeppe Søe): Tak, tak, tak!). Jeg tager det i nr. 2 korte bemærkning.

Ja, garanteret. Ordføreren.

Nej, jeg kan ikke forstå, at ordføreren er forvirret. Men jeg kan anbefale at tage de briller på, der hedder folkeret, international retsorden, menneskerettigheder, for så er man nemlig i stand til både at fordømme det terrorangreb, som blev begået den 7. oktober, og fordømme de krigsforbrydelser, der sker nu. Så man også i stand til at tage det dybt alvorligt, når en stat står anklaget for muligt folkedrab.

Det, der er Danmarks forpligtelse i den sammenhæng, er jo ikke at vente på, at der muligvis kommer en dom om, at der bliver begået folkedrab; det er at handle forebyggende og forhindre, at det sker. Det er der, vores forpligtelse som stat ligger. Og jeg vil egentlig gerne høre ordføreren, hvordan han forestiller sig, at man gør det, når den, man taler til med sine formanende ord, faktisk ikke lytter. Hvad det så egentlig for greb, man kan anvende, hvis man mener, at man skal forhindre et folkedrab?

Spørgeren.

Man kan sætte sin lid til demokratiet, som vi står her nu, for det er jo det, der er hele essensen set fra min side. Israel er jo – om man kan lide dem, der står i spidsen for landet eller ej – et demokratisk styre, som dybest set jo internt kan rette op på det, hvis de er enige med Enhedslisten.

Men jeg er oprigtigt bekymret, og jeg kan sagtens se problemstillingen. Jeg mener også, at en tostatsløsning på sigt er en løsning. Min store bekymring i forhold til det her er, at hvis vi i Vesten nu siger, at vi tømmer Israels kasse, at vi tager pengene ud af deres kasse, så bliver vi også nødt til at sige – for Israel er jo et land, som har måttet kæmpe for sin overlevelse i mange, mange år – at vi gør Hamas en tjeneste. Så får de jo udslettet Israel, som de går ind for at gøre.

Ordføreren.

Når vi taler om økonomiske sanktioner, taler vi om noget, der gerne skulle være så virkningsfuldt, at det får den israelske regering til at ændre kurs og erkende, at den sikkerhed, som det israelske folk har krav på og ret til, kun kan opnås i et politisk spor, hvor man også sikrer palæstinensernes sikkerhed og frihed og rettigheder. De to ting hænger sammen. Det kan aldrig løses med våben. Det har de seneste mange år vist os. Der er behov for at komme ind i et politisk rum, og de her sanktioner kunne være et redskab til at presse Netanyahuregeringen, for ordene preller af.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.