Spm. nr. S 495

16) Til skatteministeren af:

Mikkel Bjørn (DF):

Hvordan vil ministeren sikre, at udenlandske studerende, der modtager su i Danmark, har et incitament til at betale tilbage på deres gæld frem for at undlade at betale og vente på, at den forældes efter 3 år, og hvad vil ministeren gøre for at forhindre, at udlændinge undlader at betale tilbage på deres su-gæld ved at gemme sig eller rejse ud af landet i 3 år og dermed unddrage sig betaling?

Hr. Mikkel Bjørn får nu mulighed for at læse spørgsmålet op.

Tak for det. Det næste spørgsmål er lidt i forlængelse af det tidligere spørgsmål. Vi kunne i Dansk Folkeparti godt tænke os at vide, hvordan ministeren egentlig vil sikre, at udenlandske studerende, der modtager su i Danmark, har et incitament til at betale de penge tilbage frem for at undlade at betale og så vente på, at den gæld forældes efter 3 år, og hvad har ministeren egentlig tænkt sig at gøre for at forhindre, at udlændinge undlader at betale tilbage på deres su-gæld ved at gemme sig eller rejse ud af landet i 3 år og dermed unddrage sig betaling?

Ministeren.

Med fare for at der bliver noget gentagelse her, når spørgsmålene er så ens, vil jeg sige, at vi er enige om, at det er utilfredsstillende, at skyldnere forlader landet uden at betale det, de skylder. Skiftende regeringer og skatteministre – før henviste jeg til min forgænger Karsten Lauritzen fra Venstre; det var, dengang Dansk Folkeparti sørgede for, at han havde skatteministerposten – har måttet erkende, at det er svært at inddrive gæld fra udrejste personer, da Gældsstyrelsen ikke har myndighedsbeføjelser i udlandet. Det betyder, at Gældsstyrelsen ikke kan anvende tvangsinddrivelse, som det er tilfældet for de skyldnere, som bor her i landet, også selv om de er udenlandske studerende. Det gælder f.eks. lønindeholdelse, som jeg var inde på, hvormed man trækker i lønnen, før den bliver udbetalt, eller modregning i overskydende skat. Gældsstyrelsens muligheder begrænser sig reelt til at udsende rykkere til skyldnere, der bor i udlandet, hvis de ellers har de korrekte kontaktoplysninger. Fra et inddrivelsesperspektiv er det derfor bopælen og ikke nationaliteten, der er afgørende. De værktøjer, som de danske myndigheder har til rådighed til inddrivelse, bestemmes kort sagt af, om skyldneren er her i landet eller ej.

Vi skal her også huske på, at af den samlede su-gæld på 1,2 mia. kr. hos skyldnere med bopæl i udlandet udgør de udenlandske statsborgeres gæld under en tredjedel. Altså for alle dem, der har gæld i udlandet, udgør de udenlandske studerende en tredjedel. Det vil sige, at en række af dem må man jo regne med kommer tilbage igen, hvis de er danske statsborgere, og derfor har vi mulighed for at inddrive den gæld en gang til. Det skal også ses, i lyset af at udenlandske studerende generelt vurderes til at bidrage, som jeg sagde, positivt til dansk økonomi.

Som jeg nævnte i svaret på det foregående spørgsmål, er vi altså i gang med flere initiativer til at øge inddrivelsen hos su-skyldnere i udlandet. I det internationale spor arbejder vi dels på at finde en fælles løsning i EU, der gør det muligt at inddrive su-gæld i EU-lande, dels, som jeg sagde, på bilaterale drøftelser med udvalgte lande om inddrivelsesaftaler. I det nordiske spor arbejder vi på, at der indgås en aftale om at udvide det nordiske samarbejde om gensidig bistand til inddrivelse af gæld. På trods af de initiativer, som der er nævnt, vil jeg sige, at det samlet set er min vurdering, at mulighederne for at bedre inddrivelsen over for udenlandske studerende på den korte bane er begrænset, og derfor skal det ikke oversælges. Det vil kræve international opbakning, som der selvfølgelig også arbejdes på, men desværre er det ikke kun os i Danmark, der sætter tempoet for det internationale arbejde.

Hr. Mikkel Bjørn.

Det var et meget teknisk og embedsmandsagtigt svar på et, synes jeg, meget simpelt politisk spørgsmål, nemlig om, hvad det er for nogle incitamenter, regeringen har tænkt sig at skabe, for at de mennesker rent faktisk betaler gælden tilbage. Hvis jeg kunne rejse til udlandet og tage et lån på flere hundredetusinde kroner, som jeg vidste der faktisk ikke var noget krav om jeg skulle betale tilbage efter blot 3 år, så tror jeg da, at der ville være et meget lille incitament til at betale de penge tilbage. Det er bare sådan en sund, menneskelig snusfornuft. Så skulle det være af rent moralske årsager, men hvis ikke der er nogen form for tvang involveret i det her, altså et incitament til rent faktisk at betale de her penge tilbage, forestiller jeg mig, at der er rigtig mange mennesker, der sidder og tænker: Hvorfor i alverden skulle jeg så nogen sinde betale de penge tilbage? Vi kan jo se, at der faktisk også er mennesker, der tænker sådan – mennesker, der tænker: Jamen okay, hvis forældelsesfristen kun er på 3 år og regeringen sletter min gæld efter blot 3 år, hvorfor i alverden skulle jeg så betale de penge tilbage? Så kan jeg rejse til Danmark, få en uddannelse, tage et lån på flere hundredetusinde kroner, rejse ud og aldrig nogen sinde betale de penge tilbage.

Det er da dybt forrykt, at man ikke som regering har et større ansvar over for de danske skatteydere, føler et større ansvar og også er villig til at tage nogle initiativer i brug, der sikrer, at der rent faktisk bliver skabt nogle incitamenter til at betale de her penge tilbage. Og så er jeg da meget glad for, at ministeren afslutningsvis indrømmer, at der er meget begrænsede muligheder for at inddrive de her midler, og netop derfor synes vi også i Dansk Folkeparti, at man burde være meget varsom med at udbetale su og lån til mennesker, som ikke har noget incitament til at betale de penge tilbage.

Ministeren.

Jamen så lad mig smide embedsmandshatten og tage politikerhatten på, hvis det er det, spørgeren efterlyser. Jeg er egentlig glad for det, der bliver spurgt om her til sidst, for det er så den grundlæggende forskel, nemlig at Dansk Folkeparti ikke ønsker, at udenlandske studerende i Danmark skal have mulighed for at få su eller tage su-lån på lige fod med alle mulige andre. Det ville være en rigtig, rigtig dårlig forretning for danske virksomheder, dansk beskæftigelse, dansk vækst og dansk velfærd. Det er jo et politisk valg, og der er vi så uenige. Hvis verden var, som spørgeren her beskriver den, altså at det bare er et slaraffenland, når man kommer hertil, kan det undre lidt, trods alt, hvis man kigger på proportionerne i det, at der ikke er flere udenlandske studerende, der valfarter til Danmark, hiver i den store låneautomat og så smutter herfra igen. Det er jo trods alt ikke helt sådan, verden ser ud, hvis man kigger på proportionerne i antallet af personer og summen af penge.

Spørgeren.

Når ministeren bruger et ord som slaraffenland, kommer jeg bare til at tænke på, at jeg ikke rigtig kender til mange lande, som man kan rejse til, hæve su og tage su-lån i det omfang, man kan i Danmark. Og det billede med, at det skulle være et slaraffenland eller et land, som folk ikke rejser til og tager en uddannelse i, har jeg meget, meget svært ved at genkende.

Så jeg synes egentlig, ministeren svarer udenom, og jeg ærgrer mig over, at regeringen ikke er mere lydhør over for, at det her faktisk er et meget stort problem.

Ministeren.

Det dækker vel over en helt grundlæggende uenighed, hvilket jeg også forsøgte at gøre klart, nemlig at spørgeren ønsker, at vi ikke skal give su og mulighed for su-lån til udenlandske studerende. Det mener regeringen fortsat at vi skal, og regeringen mener, at det samlet set er en rigtig, rigtig positiv ting for Danmark, at der kommer udenlandske studerende. Det bidrager også med et tocifret milliardbeløb. Så det er vel den helt grundlæggende forskel, og der kan vi vel godt anerkende, at vi er uenige.

Spørgeren for sit sidste spørgsmål.

Jeg tror sådan set ikke, vi er så uenige. Altså, det er jo ikke sådan, at jeg er modstander af, at mennesker kan komme til Danmark og tage en uddannelse, eller at vi i Dansk Folkeparti er modstandere af det, men vi er klart modstandere af at udbetale mange hundrede tusinde kroner til mennesker, som aldrig nogen sinde betaler de penge tilbage, og at regeringen ikke er villig til at skabe incitamenter til, at de mennesker rent faktisk betaler pengene tilbage. Jeg tror sådan set, det er der, vi er grundlæggende uenige. For at man kan rejse til Danmark og tage en uddannelse, synes jeg sådan set er fint, men det skal jo ikke være på de danske skatteyderes regning – det bør være på ens egen regning.

Ministeren.

Ahr, men der er vel også lidt stråmand her: »at regeringen ikke ønsker at skabe incitamenter til, at de skal betale pengene tilbage«. Det er vel ikke helt fair i forhold til det, jeg har svaret, og i forhold til det, at vi nu genopretter gældsområdet, og at vi bliver stærkere og stærkere til at inddrive den gæld, som danske studerende har, og som udenlandske studerende har, mens de er i Danmark. Men man kan selvfølgelig betone ordene lidt forskelligt

Tak til skatteministeren, og tak til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Næste spørgsmål er til ministeren for landdistrikter stillet af fru Susie Jessen.