L 69 Forslag til lov om et midlertidigt solidaritetsbidrag.

Af: Skatteminister Jeppe Bruus (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 22-03-2023
1. behandlet / henvist til udvalg 30-03-2023
Betænkning afgivet 04-05-2023
2. behandlet/direkte til 3. behandling 09-05-2023
3. behandlet, vedtaget 11-05-2023
Ministerområde:
Skatteministeriet
Resumé:
Lovforslaget har til formål at supplere og gennemføre de bestemmelser om et obligatorisk midlertidigt solidaritetsbidrag fra selskaber i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, der fremgår af artikel 14-16 i Rådets forordning (EU) nr. 2022/1854 af 6. oktober 2022 om et nødindgreb for at imødegå høje energipriser (nødindgrebsforordningen).

Det foreslås, at det midlertidige solidaritetsbidrag pålægges i indkomståret 2023. Det foreslås endvidere, at det midlertidige solidaritetsbidrag skal betales af selskaber med aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, og at det som fastsat i nødindgrebsforordningen skal være en betingelse, at mindst 75 pct. af den skattepligtige omsætning i indkomståret 2023 hidrører fra økonomiske aktiviteter inden for råstofudvinding, minedrift, raffinering af råolie eller fremstilling af koksovnsprodukter.

Det foreslås, at det midlertidige solidaritetsbidrag skal svares med den i nødindgrebsforordningens fastsatte mindstesats på 33 pct. Beregningsgrundlaget skal efter forslaget som udgangspunkt være selskabets eller det faste driftssteds skattepligtige indkomst opgjort før eventuel sambeskatning i indkomståret 2023. Det midlertidige solidaritetsbidrag vil kun skulle svares af den del af beregningsgrundlaget, der overstiger selskabets eller det faste driftssteds gennemsnitlige skattepligtige overskud før sambeskatning i de 4 første indkomstår påbegyndt den 1. januar 2018 eller senere med tillæg af 20 pct.

Det foreslås, at kulbrinteindvindingsvirksomheder skal kunne modregne det midlertidige solidaritetsbidrag i kulbrinteskat, som de skal betale af den kulbrinteskattepligtige indkomst i indkomståret 2023. Det foreslås i tilknytning hertil, at de skal kunne bortse fra fremførbare underskud fra tidligere år ved opgørelsen af kulbrinteindkomsten i indkomståret 2023 i det omfang, det er nødvendigt for at kunne udnytte adgangen til at modregne det midlertidige solidaritetsbidrag i kulbrinteskat vedrørende indkomståret 2023.

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 95 (S, V, M, SF, DD, Alex Vanopslagh (LA), KF, EL, RV, DF, ALT og SP), imod stemte 9 (LA), hverken for eller imod stemte 0. Ved en fejl stemte Alex Vanopslagh (LA) for forslaget.