L 116 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

(Fritagelse for fradrag i efterløn for arbejde i sundhedsvæsenet i 2023 og 2024).

Af: Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 26-04-2023
1. behandlet / henvist til udvalg 02-05-2023
Betænkning afgivet 24-05-2023
2. behandlet/direkte til 3. behandling 30-05-2023
3. behandlet, vedtaget 01-06-2023
Ministerområde:
Beskæftigelsesministeriet
Resumé:
Forslaget sikrer, at efterlønsmodtageres arbejde i det offentlige og private sundhedsvæsen ikke medfører fradrag i efterlønnen i en midlertidig periode fra den 1. januar 2023 til og med den 31. december 2024. Formålet med forslaget er at tilskynde flere efterlønsmodtagere til at blive længere tid på arbejdsmarkedet.

Forslaget er en udmøntning af aftalen fra februar 2023 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Danske Regioner om en akutplan for sygehusvæsenet.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2023, og at den vil få tilbagevirkende kraft fra og med den 1. januar 2023.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 101 (S, V, M, SF, DD, KF, EL, RV, DF, ALT, NB og SP), imod stemte 9 (LA), hverken for eller imod stemte 0.