F 17 Om bedre forhold for seniorerne på arbejdsmarkedet.

Af: Morten Messerschmidt (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)

Til: Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)

Samling: 2022-23 (2. samling)

Status: Foretaget

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

37) Forespørgsel nr. F 17:

Forespørgsel til beskæftigelsesministeren:

Hvilke initiativer påtænker regeringen at tage for at gøre det danske arbejdsmarked bedre for seniorerne og bekæmpe aldersdiskrimination?

Af Morten Messerschmidt (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF).

(Anmeldelse 03.05.2023. Fremme 09.05.2023).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til fredag den 2. juni 2023.

Vi skal nu i gang med endnu en forespørgselsdebat, og det indebærer, at ordførerne skal logge sig af ved deres normale pladser og derefter rykke frem på de forreste pladser og logge sig ind der. Vi holder derfor en kort pause, indtil det er sket.

Mødet er udsat. (Kl. 15:41).

Så ser det ud til, at vi er ved at være klar. Vi giver ordet til ordføreren for forespørgerne. Det er hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, der vil begrunde forespørgslen.

Tak, formand. Danmark er jo på mange måder et dejligt land at leve i. Det tror jeg de fleste af os er enige om. Men der er, især på arbejdsmarkedet, for en bestemt gruppe nogle vanskeligheder, og hvis vi kunne komme de vanskeligheder til livs, ville Danmark blive et endnu dejligere land at leve i – ikke kun for den bestemte gruppe, men for os alle sammen.

Den bestemte gruppe, jeg taler om, er selvfølgelig seniorerne, altså folk, der er lige omkring de 60 år, nærmer sig pensionsalderen, men i virkeligheden har nogle af de mest produktive og givtige år tilbage på arbejdsmarkedet. Der er kulturelle udfordringer, f.eks. at arbejdsgivere foretrækker folk, der er yngre, alene på grund af deres alder, men der er også nogle strukturer, som gør, at seniorerne simpelt hen løber panden mod en mur. Er man f.eks. i fleksjob, ja så bliver man frataget den mulighed, når man når sin pensionsalder. Arbejder man efter pensionsalderen, ja, så mister man adgang til dagpenge. Der er en række strukturer, som gør, at seniorernes potentiale generelt – hele den reserve, den ressource, som seniorerne udgør – på ingen måde bliver forløst.

Hvis Danmark var lige så god til at holde seniorerne på arbejdsmarkedet, som man er i Norge, havde vi 66.000 flere i beskæftigelse. Norge er jo ikke et land fjernt fra Danmark. Altså, indtil for 200 år siden var vi i personalunion. Kan vi ikke godt gøre det lige så godt som nordmændene? Det burde vi. Kan vi ikke godt anerkende den ressource, som seniorerne er?

Derfor fremlagde vi i Dansk Folkeparti for en måneds tid siden et forslag, som handler om at nedbryde de her barrierer, at komme aldersdiskriminationen til livs og netop at få gjort brug af den ressource, som seniorer er. Det er selvfølgelig for at prioritere vores egne, altså at sætte danskerne først. Det er det, vi gerne vil. Men det er jo i den forbindelse netop også for at komme med et bud på, hvordan man løser den udfordring, vi som samfund har, i forhold til manglende arbejdskraft.

Det er, som om der blandt de fleste andre partier har bredt sig sådan en fælles forståelse om, at det skal man bare løse ved at sænke beløbsgrænsen, så man kan få nogle udlændinge ind. Der er vi altså af den opfattelse, at vi har nogle reserver og nogle ressourcer i seniorerne, og at vi har nogle muligheder i seniorerne, som er noget mere attraktive. Det er derfor, at vi i dag har bedt om den her forespørgselsdebat. Det er selvfølgelig først og fremmest for at få regeringens, men forhåbentlig også andre partiers bud på, hvordan vi kommer aldersdiskrimineringen til livs, og hvordan vi får brugt de ressourcer, vi har. Tak, formand.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Og så er det beskæftigelsesministeren for en besvarelse.

Mange tak, formand. Og også tak til Dansk Folkeparti for at indkalde til en forespørgselsdebat om det her vigtige emne. Hele spørgsmålet om, hvordan vi skaber det bedst mulige arbejdsmarked for seniorer, er vigtigt, og det er vi også i regeringen rigtig optaget af.

Generelt står vi på ryggen af 30 år, hvor de her tal er gået i den rigtige retning. Beskæftigelsen blandt danske seniorer har været stigende, og det er rigtig godt. Men der er bare stadig væk udfordringer, selv om udgangspunktet er godt og vi igennem 30 år har set, at flere og flere af de seniorer, der kan og vil, faktisk også får mulighed for at fortsætte på arbejdsmarkedet. Udfordringen består bl.a. i det, forespørgerne rejser, med, at vi kan se, at vi stadig ligger under vores nordiske naboer. Vi kan se fra undersøgelser, når vi dykker ned i tallene, og når jeg som beskæftigelsesminister dykker ned i ledighedstallene, at seniorer risikerer, hvis de først mister deres arbejde, at de så har sværere ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet igen. Samtidig ved vi, at der er seniorer, der oplever – det hører vi både herhjemme, men også fra resten af verden – at deres alder af årsagen til, at de bliver frasorteret.

Alt det her til trods for at de fleste danskere lever længere og mange har flere raske leveår at give af, og til trods for at seniorerne, sådan som ordføreren for forespørgerne rigtigt nok siger, har masser af ressourcer at byde ind med på vores arbejdsmarked. Men rigtig mange af dem vil jo også rigtig gerne. Og derfor er vi også nødt til at have den her diskussion, og derfor er vi også nødt til at tage det her seriøst.

Det er vigtigt for mig at slå fast, at uanset hvem man er, og uanset hvad ens alder i øvrigt er, skal man have mulighed for at være en del af det danske arbejdsmarked. Det er blevet sagt flere gange, at vores erfarne medarbejdere og seniorer har vigtige erfaringer og kompetencer med fra et levet liv og fra en lang erfaring på arbejdsmarkedet. Og de fleste af os kender det jo heldigvis godt fra de arbejdspladser, vi har været på, at der er den der kollega, som har været der i ekstra mange år, og som man altid lige kan spørge, hvordan det nu lige er, hvordan det fungerer, og hvordan man plejer at gøre, og som kan hjælpe med den udfordring, man står med. Det er heldigvis også noget, som der er rigtig mange arbejdsgivere der er opmærksomme på er til gavn i hverdagen, og det er også noget, der bidrager til, at vi tilsammen har et mangfoldigt og stærkt arbejdsmarked.

Da vi i de tre regeringspartier trådte ind i det nuværende arbejdsfællesskab, som vi sammen udgør, var det ud fra et fælles ønske om at gribe de mere komplekse udfordringer, der præger vores samfund. En af dem er, at vi helt grundlæggende mangler kompetente hænder på vores arbejdsmarked. Både private og offentlige arbejdspladser har svært ved at rekruttere. Og det bunder bl.a. i, at vi heldigvis bliver flere børn og flere ældre, og at vi lever længere, men det betyder også, at os, der ligesom har en alder, hvor vi går på arbejde, udgør en mindre del. Gør vi ikke noget ved det, vil det bare stille og roligt begrænse vores muligheder for at udvikle os som samfund, og jeg er ikke i tvivl om, at en central del af løsningen på det er lige præcis at få åbnet vores arbejdsmarked markant mere for seniorer. Vi har brug for lige præcis det her greb, jo ikke mindst fordi vi generelt er i en tid med mangel på arbejdskraft.

Det har vi heldigvis også i Folketinget haft fokus på igennem en længere periode, og det har ført til en række, synes jeg, rigtig, rigtig gode og fornuftige tiltag. Vi har i fællesskab øget de økonomiske incitamenter, og det er kun godt. Vi har skabt en seniorpræmie som en økonomisk gevinst til dem, der arbejder første og andet år efter folkepensionsalderen. Vi har givet mulighed for at arbejde og udskyde udbetalingen af folkepensionen ved opsat pension. Vi har afskaffet den såkaldte ægtefællemodregning, så man som folke-, senior- og førtidspensionist ikke bliver straffet, hvis ens ægtefælle eller samlever arbejder. Og så sent som i dag sad vi nede på vores pladser og trykkede på den grønne knap og vedtog at afskaffe modregningen for det, man selv tjener ved siden af folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg.

Det er bare noget af det, vi i fællesskab har gjort for lige præcis at komme tættere på målet her, altså at der er flere seniorer, der får lyst til at fortsætte med at arbejde. Men det er ikke nok, og derfor skal vi også have debatten i dag, og derfor skal vi også blive i arbejdstøjet.

Mange af de udfordringer, der er på spil her, og som vi så står tilbage med – ud over at der var nogle økonomiske barrierer – handler om kultur og rammerne på den enkelte arbejdsplads, og det er bare en svær størrelse at have med at gøre i Folketingssalen. For hvordan skaber man herfra en kulturændring? Hvordan ændrer vi i fællesskab synet på seniorer på vores arbejdsmarked? Og hvordan skaber vi i det hele taget et arbejdsmarked, hvor seniorer oplever at blive set som vigtige kolleger og som den ressource, de er? Derfor er jeg også glad for, at en række af ordførerne, der er til stede i dag, med finansloven var med til med et bredt flertal at oprette et videncenter med fokus på fastholdelse af seniorer, så vi faktisk kan blive klogere på, hvad det er, der gør en forskel.

Jeg er også fuldstændig overbevist om – og det er jeg sikker på bliver delt bredt i dag – at hvis den her kulturændring skal blive reel, kan det ikke hjælpe noget, at vi i Folketinget tror, at vi skal løse problemerne selv. Vi har brug for at alliere os med arbejdsmarkedets parter. Vi skal have en fælles dialog om de gode løsninger, der ikke altid er ligetil. Derfor har vi jo også annonceret, at vi i meget høj grad ønsker at etablere en permanent trepartsinstitution. Det er en institution, som har vist sit værd igennem årtier ved sin gennemslagskraft; den har vist, hvordan vi ofte i fællesskab finder de bedste svar på de store udfordringer.

Jeg mener, der er en stor kraft i, at regeringen, arbejdsgivere og arbejdstagere byder ind med forskellig viden og forskellige redskaber. Men det giver også noget ejerskab til de løsninger, der så ligger, som en lov ikke kan gøre alene, og derfor mener jeg, det er et rigtig vigtigt greb. Og jeg mener, at lige præcis det her emne også vil være oplagt i den sammenhæng. Er det attraktivt nok at blive ved med at arbejde, selv når man kommer op i årene? Er det fleksibelt nok? Hvordan gør vi det nemmere? En af de statistikker, der bekymrer mig mest, er den, der viser, at hvis man mister arbejdet, har man meget svært ved at få et nyt, hvis man først er kommet op i årene. Så hvordan gør vi det nemmere?

Vi står med en kompleks, men også ret givende udfordring, synes jeg, for der er jo et kæmpe potentiale, hvis vi faktisk gør noget her, for at seniorer skal have lyst til og mulighed for at blive, hvis de kan. De barrierer, der er, skal seniorerne opleve bliver fjernet. Mange af dem er jo skabt mellem os som mennesker, og det er nogle gange det sværeste at gøre noget ved. Jeg står ikke her og bilder mig ind, at jeg har alle svarene; det gør regeringen heller ikke. Men vi er i en tid, der kræver, at selv hvis ting ser svære ud, skal vi turde tage hånd om det. Vi skal turde tage debatten, selv om vi ikke har alle svarene. Det gør vi i dag. Men det kræver også, at vi både i Folketinget, på arbejdspladserne og i samfundet i det hele taget har mod til at tænke nyt og finde løsningerne.

Derfor ser jeg også rigtig meget frem til, at vi i dag bidrager til den kæmpe øvelse, det er at få lagt arm med den her udfordring. Jeg glæder mig til at høre ordførernes tanker omkring løsninger, og jeg glæder mig til at gå i dybden med debatten. Så tak for den.

Tak til ministeren. Der er nu adgang til én kort bemærkning for ordførerne. Den første er fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det. Og tak for talen. Jeg er sådan set enig med ministeren i, at vi som Folketing allerede har taget rigtig mange gode initiativer for at gøre det attraktivt for seniorer at forblive på arbejdsmarkedet, og vi har måske også selv lidt forsømt at have lige præcis det fokus på seniorer. Vi har oftere talt om de svækkede ældre, og hvordan vi kan hjælpe dem væk fra arbejdsmarkedet, når de ikke kan holde til at arbejde mere. Men vi har bare stadig væk den udfordring, at omkring 50 pct. af seniorerne faktisk føler sig diskrimineret på arbejdsmarkedet, føler sig presset ud af job og har svært ved at få ansættelse igen, hvis først de er ude af job. Og det stiller krav til arbejdsgiverne, for det er jo arbejdsgiverne, der kan være med til at løse det her. Hvad kan vi som Folketing, og hvad kan regeringen tage af initiativer, for at det skal være mere attraktivt for arbejdsgiverne at vælge seniorerne og også erfaringen, som seniorerne jo også repræsenterer, til?

Ministeren.

Jeg tror egentlig, det er ret centralt i den her diskussion og i den politiske debat at have for øje, at vores seniorer er en fuldstændig forskelligartet gruppe. Nogle har meget, meget svært ved at kæmpe sig vej til pensionsalderen, på grund af at de har haft et hårdt arbejdsliv, og andre er i fuld vigør og vil i virkeligheden bare gerne blive ved. Og vi skal have blik for begge dele.

Det er rigtigt, at meget af det, vi har gjort, har handlet om økonomisk incitament for den enkelte. I det hele taget skaber det jo visse problemer på vores arbejdspladser landet over, at man ikke kan få de medarbejdere, man har brug for, men det gør også, at vi kan se, at der er en eller anden ny åbenhed over for faktisk at tage nogle grupper ind, som man ellers måske har fravalgt alene på grund af en dåbsattest. De her statistikker taler bare deres ret tydelige sprog. Men jeg tror bare, at vi er nødt til at få arbejdsgiverne med ind i den her diskussion, for noget af det foregår også helt systematisk, uden at der reflekteres over det menneske, man faktisk har foran sig.

Så er det hr. Morten Messerschmidt.

Den arbejdsgiver, som vi måske nemmest kan overbevise, kunne jo være det offentlige, altså at man kunne få den offentlige sektor til at gå foran. Et konkret forslag kunne være, at når man har en skattet medarbejder, som måske er 2 år fra sin pensionsalder, så bliver det en helt fast rutine, at den, der nu er chef eller afdelingsleder, eller hvad det er, har en samtale med medarbejderen om, hvad man kan gøre, for at den pågældende bliver lidt længere, i stedet for at forventningen er, at nu skal man også have medarbejderens afskedsreception på plads, og at man spørger til, hvad medarbejderen skal bruge sit otium til; altså at samtalen drejer sig om, at medarbejderen simpelt hen er så skattet, og at man forsøger at overbevise vedkommende om at blive ved at foreslå nedsat arbejdstid og andre privilegier eller noget. Kunne det offentlige gå foran med netop at få skabt sådan en kultur og praksis, så det var de samtaler, man havde?

Ministeren.

Jeg synes, der er rigtig mange kloge betragtninger i at vende perspektivet om og også tage noget initiativ i forhold til at sige: Vi ser dig, og vi vil gerne beholde dig – i stedet for bare pr. automatik at gå ud fra alderen og sige: Nå, nu er det din tid. For sådan behøver det jo ikke at være. Der er masser af mennesker, der sagtens kan arbejde efter folkepensionsalderen – vi er heldigvis forskellige.

Jeg synes, at det der ville være sublim ledelse. Det håber jeg man gør rigtig mange steder, men jeg tror, man kan blive endnu bedre til det. Men jeg har også en tilbageholdenhed med hensyn til at tro, at vi politisk kan insistere på det, uden at det er forankret, og uden at der er et ejerskab. For det er jo den enkelte chef, der er nødt til at se værdien i det der, og derfor er det også en debat, vi er nødt til at folde ud. Ejerskabet skal være andre steder end her, og det tror jeg faktisk er en ret central del, altså at det ikke bare bliver noget på et stykke papir, men faktisk kommer til at ske.

Tak for det, og den næste, der har bedt om ordet, er fru Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Nogle gange taler vi, som om det er sådan, at hvis bare vi kunne gøre noget, som andre gør, så ville alt være godt. Hvis bare jobcentrene kunne være, ligesom de var i Hjørring Kommune, ville alt i Danmark se godt ud. Men det kan være meget, meget svært at overføre noget fra et sted til et andet, hvor man har helt forskellige spilleregler og helt forskellige udfordringer osv. Vi taler også om det her med Sverige og Norge, og vi har måske især Sverige i tankerne, i forhold til at hvis bare vi havde lige så mange seniorer i arbejde, som de har i Sverige, så ville vi have så og så mange medarbejdere.

Nu har vi to meget forskellige arbejdsmarkedsmodeller i de to lande, og jeg vil umiddelbart tro, at ministeren ikke er interesseret i at skille sig af med flexicuritymodellen i Danmark. I Sverige har man nogle helt andre spilleregler. Er der på trods af det så nogle ting i Sverige, som ministeren mener de gør bedre, gør anderledes, og som vi kan lære af, vel vidende at en stor del af årsagen til, at der er den høje beskæftigelse for seniorer, er, at det simpelt hen er sværere at skille sig af med dem, hvis man ønsker det?

Ministeren.

Det er en fuldstændig relevant betragtning at se vores arbejdsmarkedsmodel som en helhed, for der er jo også noget af det her, der hænger sammen med, at det er nemt at hyre og fyre. Det er noget af det, der gør, at vi f.eks. har en meget, meget lav ungdomsarbejdsløshed, altså at vi har det fleksible arbejdsmarked. Det ønsker jeg ikke at pille ved. Så det her handler om, hvordan vi på en eller anden måde kan få de her ressourcer bedre i spil, ved at man ser værdien af dem, og at man ikke skaber et mere stift system.

Men når det så er sagt, er jeg da helt sikker på, at vi kan lære noget af landene omkring os. Derfor er jeg også glad for det videnscenter, for noget af det, det får til opgave, er netop også at samle viden, vi allerede har, og sige: Okay, hvad er det, vi har af gode erfaringer, og hvordan kan vi lære af det, med respekt for den model, vi har, som også har alle mulige andre fordele i sig, og jo også med respekt for, at vores udvikling heldigvis i 30 år har været, at det går den rigtige vej med meget lav strukturel ledighed og i det hele taget et arbejdsmarked, der fungerer godt på beskæftigelsen lige nu?

Tak, og der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren for nærværende, så vi siger tak til ministeren i første omgang. Vi går nu over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger, og den første, jeg byder velkommen til, er ordføreren for forespørgerne, hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Arbejdsmarkedspolitik har i rigtig mange år været en varm kartoffel sådan i politisk forstand. Og der er jo mange farezoner, man skal vare sig for. Hvad hører til under arbejdsmarkedets parter, og hvad kan vi overhovedet på Christiansborg? I mit parti nærer vi den dybeste respekt for det, og derfor synes jeg også, det er en god idé med den trepartsinstitution, som nu er permanentgjort. Vi kunne måske i virkeligheden godt tænke os, at det blev en firpartsinstitution, for med al respekt for arbejdsmarkedets parter har Ældre Sagen altså flere medlemmer end den største arbejdstagerorganisation i Danmark. Og når vi nu netop taler om seniorerne, tror jeg faktisk, Ældre Sagen har noget at byde på. Men det er jo bare en idé. Jeg skal ikke på den måde komme og spolere regeringens initiativer, men dog alligevel måske inspirere til, hvad man kunne gøre.

For jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen, der sidder og tænker, at det er godt med aldersdiskriminering, og at vi skal holde seniorerne væk fra arbejdsmarkedet. Derfor håber jeg, at den her debat kan blive en konstruktiv og frugtbar udveksling af idéer, som i løbet af den her folketingsperiode så rent faktisk kan blive til virkelighed. Og det, at vi fik løftet idéen om et videnscenter ind i finanslovsforhandlingerne, som der øjeblikkelig blev taget godt imod af alle andre omkring bordet, og at det nu bliver virkelighed, er jo et meget godt billede på, hvad vi rent faktisk kan i en konstruktiv ånd, og der er virkelig meget at gøre.

60 pct. af dem, der i Danmark lader sig pensionere, fortryder, at de helt har forladt arbejdsmarkedet. Så kan det jo godt være, at man ikke føler, man længere kan følge med i det ræs, som det er at have 37 timer eller 40 eller 50, eller hvad man nu har haft, men at vi måske derfor skal lade os inspirere af nogle af de overenskomster, der gælder allerede i dag, bl.a. i finanssektoren, hvor det er sådan, at når man nærmer sig pensionsalderen, får man krav på eller ret til at gå på en 4-dagesarbejdsuge.

Vores konkrete forslag er, at vi skal finde en model via arbejdsmarkedets parter, hvor det er præcis den rettighed, man som arbejdstager får 5 år før pensionsalderen. Har man lyst til bare at drøne derudad med 80 timer om ugen, skal man have lov til det, men man skal have ret til lige at tage en dag ud og til 2 år før at have en 3-dagesarbejdsuge. For på den måde tror vi at vi gør det mere attraktivt for mange seniorer at blive på arbejdsmarkedet. Det er både godt for seniorerne, at man i frokostpausen har nogen at diskutere med, hvor store idioter vi er inde på Christiansborg, og det er godt for økonomien, og man har hele det sociale netværk osv. Det er grundlæggende godt for mennesker at være i beskæftigelse.

Men det, vi så også er nødt til at diskutere, er selvfølgelig, hvad vi kan stille i stedet for. Altså, hvad er det for nogle rammer, der er derude i dag, og som udgør en aktiv barriere, som så gør, at folk ikke længere i den alder er i beskæftigelse? Nu nævnte jeg tidligere det her med, at man har begrænset adgang til sit fleksjob og ret til dagpenge osv. Ministeren er inde på de forhold, der gælder i forhold til seniorpræmie, som jo er rigtig, rigtig fornuftigt, men kunne vi måske gøre yderligere ting og skabe yderligere incitamenter?

Eksempelvis er der nogle af de private pensionsordninger, vi har i dag, hvor det er sådan, at når man først har aktiveret udbetalingerne, så kan man ikke stoppe dem igen. Det vil sige, at blandt de 60 pct., som fortryder at være gået på pension, er der simpelt hen nogle, som rent økonomisk ikke har mulighed for så at sige: Jeg har faktisk mulighed for at vende tilbage på 20 timer, eller hvad det nu måtte være. Og det duer jo ikke. Det duer jo grundlæggende ikke, hverken menneskeligt eller økonomisk, at systemet er indrettet på, at folk bare skal lade sig pensionere og så i øvrigt blive der resten af livet, hvis de har lyst til at blive ved med at arbejde. For det er både menneskeligt og samfundsøkonomisk godt, at folk bliver på arbejdsmarkedet.

Derfor er jeg glad for den her debat, og det er noget, som vi i Dansk Folkeparti i hvert fald kommer til at have meget fokus på, også i lyset af de ambitioner, som regeringen har om at ville fjerne seniorpensionen, som vi helt grundlæggende synes er forkert at fjerne, medmindre vi overflødiggør den. For vi kunne jo også have det som mål, at vi ikke har brug for seniorpensionen, fordi folk ikke bliver nedslidte. Vi kunne jo lave et arbejdsmarked, hvor man har mulighed for at gå ned på deltid osv. og derfor ikke bliver nedslidt, så man ender med som 64-årig kun at kunne arbejde 15 timer og derfor kan komme på passiv forsørgelse.

Det synes vi er den rigtige vej at gå, så når vi er kommet med det her udspil, er det faktisk et forsøg på at være konstruktive i forhold til de planer, som regeringen har fremlagt i forhold til arbejdsudbud osv. Vi synes ikke, man kun skal bruge pisken ved at fjerne ordninger, men også bruge guleroden i forhold til at se på, om vi kan skabe et arbejdsmarked, hvor fritidsliv og familieliv ikke står i modsætning til arbejdsliv, men at de faktisk kan gå hånd i hånd, også i seniorårene. Tak, formand.

Tak for det. Der er foreløbig to, der har bedt om korte bemærkninger. Først er det hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det, og tak for en god tale. Det er jo en vanvittig vigtig forespørgsel, for vi mangler arbejdskraft, og ældre mennesker er dygtige til deres job, men selvfølgelig er der også nogle, der ikke kan mere.

Men er ordføreren ikke enig i, at vi lidt selv er skyld i det her? Vi har italesat ældre som nogle ofre, som skal på pension, fordi de alle sammen er slidt op, og man spørger: Hvem har ikke ret til en værdig alderdom? Det har jeg hørt fra ministerens parti. Der kørte man den helt op, og man talte lidt ned til folk. Jeg kommer lige ude fra arbejdsmarkedet, hvor virkeligheden jo er, at når man så skal til at ansætte folk, har man en tendens til at have det i baghovedet, som alle os her i Folketinget har sagt, nemlig at det godt kan være, at det er lidt besværligt, og så fravælger man dem. Så kunne vi ikke starte med at italesætte ældre som en ressource igen og så ligesom give hånd på det? Så er vi kommet langt.

Jeg har et enkelt spørgsmål om den her ret. Jeg kan godt være bekymret for, at der er arbejdsgivere, også inden for det offentlige, som kunne begynde at udnytte den her ret til ligesom at presse de ældre og sige: Nu har du ret til 20 timer, og det passer sjovt nok lige ind i det, vi har penge til her.

Ordføreren.

Der er jo altid tidsler – selv i Paradis – og sådan vil det også være med de her ordninger. Når vi har valgt at kigge i den retning, er det, fordi vi kan se, at det virker inden for finanssektoren, hvor det faktisk er en del af hovedoverenskomsten. Vi skal selvfølgelig se, hvad man så har gjort sig af erfaringer, og også prøve at se, om vi kan undgå de uheldige udviklinger, som hr. Kim Edberg Andersen peger på.

Jeg tror, det er ekstremt vigtigt, at vi som folkevalgte og eksponerede personer er forbilleder eller gør det, som vi prædiker. Da jeg blev formand for Dansk Folkeparti for godt et års tid siden, skulle jeg jo ansætte nogle nye folk, og der var også nogle, der forlod os, så der blev nogle ledige pladser, og der gik jeg netop ind i det her meget fordomsfrit, og jeg har derfor ansat folk, der er oppe i 60'erne, vel vidende at det da godt kan være, at de så ikke er der 10 år frem, men det kan også være, at de er, fordi jeg kan skabe en arbejdsplads i vores lille værksted, hvor det faktisk er attraktivt at være.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det. Ordføreren var også inde på, at ordførerens parti mente, at man skulle arbejde mindre, og der kiggede jeg forgæves rundt efter Alternativets ordfører, for nu sidder de jo oppe ved skærmene og er meget glade for ordføreren.

Jeg er enig i det, men ude på den anden side af murene møder man jo en masse krav om dokumentation, en masse ting, man skal forholde sig til, og så bliver det her i hvert fald i små og mellemstore virksomheder et problem. Så er det nemmere at tage en på 22 år, selv om man måske godt ved, at en person på 55 eller 60 år har en erfaring, som man ville få med. Men er ordføreren ikke enig i, at vi også skal kigge på alt det ganske almindelige djøferi og papirnusseri?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig. Danmark – og især den offentlige sektor – er blevet klart overdjøfiseret. Jeg tror, at der de seneste 12 år alene i staten er blevet ansat 15.000 mere til ren ledelse, administration, kommunikation og alle den slags ting. Der tror jeg, at mange danskere – det gør jeg i hvert fald, og det kan jeg også høre at hr. Kim Edberg Andersen gør – stiller sig selv det spørgsmål, om det virkelig er det, vi tænker på, når vi taler om, at vi skal have flere offentligt ansatte. Det billede, jeg får oppe i hovedet, er sosu'er, sygeplejersker og portører, altså nogle, der er der for at sikre den borgernære velfærd; det er jo ikke kommunikationsmedarbejdere og djøf'ere.

Fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet, og også tak for en rigtig fin tale. Jeg er jo enig fra ord til andet i potentialet i forhold til seniorer. Jeg har selv haft fornøjelsen af at arbejde for sagen i ganske mange år og har også været med til at lave senioraftaler og andet, altså bl.a. at få seniorerne til at være studievejledere. De er erfarne. Fordelen ved at blive ældre er, at man faktisk også bliver rigtig erfaren. Og det kan man jo bruge til noget fornuftigt, dvs. alle de gode tricks og alt muligt andet.

Så min pointe er i virkeligheden: Når nu ordføreren begynder at pege på, at alle mulige skal have adgang til sådan et videncenter, er det så i virkeligheden ikke vigtigst at sætte seniorerne selv i spil? De ved jo netop, hvad det er, de kan byde ind med, og hvorfor det er, at det godt kan være en fordel med en erfaren jordemoder i en situation, hvor der opstår kriser, som man ikke har prøvet at stå med som ung og nyuddannet jordemoder, eksempelvis. Altså, det er det med at have diversiteten på arbejdspladsen, og hvad det faktisk kan få af betydning, også for et godt arbejdsmiljø.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig i, at vi jo netop skal lytte til seniorerne, og derfor synes jeg også, det er ekstremt vigtigt, at vi f.eks. inddrager en organisation som Ældre Sagen eller Faglige Seniorer, eller hvem det måtte være. Det er ikke, fordi folk i 20'erne og 30'erne lige pludselig ikke er ønsket på arbejdsmarkedet, men det er jo den periode i livet, hvor man bare buldrer derudad, og man har al energien osv. Så kommer man op i 50'erne og 60'erne, hvor man har nogle andre fordele, netop erfaringen. Man har typisk ikke hjemmeboende børn længere – så har man måske børnebørn, men det kan man lige passe ind i weekenden og sådan nogle ting. Altså, man kan tilbyde noget andet til arbejdsgiveren.

Det synes jeg netop vi skal have samlet erfaringen af, og det er det, jeg håber videncenteret kan bidrage til. Det kan også lave den spændende perspektivering til både Norge og Sverige og sige: Hvordan kan det være, at lande, som på mange områder er så ens med Danmark, har fundet en måde at gøre det på, hvor de bare får brugt de her ressourcer meget bedre til alles gavn og glæde? Så jo, det her handler i vidt omfang om, at vi også bliver klogere ved at tale med dem, der er derude, og som ved, hvordan man gør på den enkelte arbejdsplads. Vi behøver ikke opfinde alle guldkornene selv.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Tak. Jeg tror simpelt hen, at erhvervslivet har glemt at følge med tiden, for selvfølgelig har der været en tid, hvor man lavede job eller lavede efterløn og andet til seniorerne, fordi det var en god idé; så var der plads til de unge. Sådan gjorde man i 80'erne, da jeg selv startede på arbejdsmarkedet. Men jeg er bekymret for en tendens, hvor man presser seniorer ud. Jeg er bekymret for chikanen, altså for diskriminationen. Jeg er bekymret for mobningen. Jeg er netop også bekymret for chikane. Altså, skal vi også have initiativer, der kan modvirke den slags?

Ordføreren.

Afgjort. Jeg kender seniorer, som fortæller mig, at fordi man er fyldt 55, bliver man ikke længere tilbudt et it-kursus, eller når der kommer opdateringer osv., tænker man: Det må vi hellere lade de unge om. Altså, det er jo en helt forkert kultur. Og det er der, hvor jeg virkelig tror, at det offentlige kan gå foran. Beskæftigelsesministeren er jo arbejdsgiver for en anselig mængde mennesker, går jeg ud fra. Så lad os starte der. Og vi har vores partier, hvor vi jo er arbejdsgivere. Så lad os sætte et godt eksempel og så se, om ikke det spreder sig i samfundet.

Fru Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti.

Hr. Morten Messerschmidt talte om, at der er en rigtig, rigtig stor del af seniorerne, som faktisk fortryder, at de er blevet pensionister, og som gerne vil tilbage, men det er jo ligesom den ene del af gruppen. Der er jo også den anden gruppe, som ikke ønsker at udtræde af arbejdsmarkedet, men som bliver presset ud af arbejdsmarkedet, og nu talte vi før lidt om det her med det private erhvervsliv, og ordføreren selv var også inde på, om vi ikke skal starte i det offentlige og prøve at gøre det bedre der.

Så vidt jeg er orienteret, er det jo faktisk sådan, at det offentlige er værre end det private erhvervsliv til at skille sig af med seniorer kort før pensionstiden. Hvad er ordførerens holdning til det og kommentarer til den forskel, der ligger i de to dele af erhvervslivet?

Ordføreren.

Ja, desto mere er der jo så netop grund til, at man får ændret kulturen, og jeg har ingen grund til at tro, at det, som fru Helle Bonnesen siger, er forkert. Jeg har bare ikke set de undersøgelser. Og det duer jo slet ikke. Når vi så er optagede af problemerne med manglen på arbejdskraft, må det være en kær pligt at tænke en lille smule ud af boksen, altså hvordan man i sin afdeling, inden for sit ressort, kan sikre, at dem, der er på arbejdsmarkedet, og som leverer en fantastisk indsats, så bare bliver ved lidt længere.

Man kunne jo starte med at sige, at det skal være en fast del af kulturen, at lederen, chefen, eller hvad det nu hedder det pågældende sted, 1 år eller 2 år før pensionsalderen tager samtalen med den pågældende medarbejder: Du kan jo gå på pension, men vi vil rigtig gerne have, at du bliver lidt længere – det er ligesom i Fakta – og hvad kan vi gøre? Det kan være nedsat tid, nogle andre fordele, hvad det nu måtte være, altså at det er den faste tradition, at man får den samtale, i stedet for at man får samtalen om, at nu skal vi også planlægge din afskedsreception.

Fru Helle Bonnesen? Vi går videre i køen. Fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance, værsgo.

Tak, og tak for talen og for at samle os her i dag. Jeg vil gerne gribe fat i det der med at give ret til en kortere arbejdsuge. Jeg synes, det er en meget sympatisk tanke, men jeg vil også give hr. Kim Edberg Andersen lidt ret i, at vi tit snakker om de ældre, som om de er de her stakkels, usle mennesker, som vi barmhjertigt bliver nødt til at rumme på arbejdsmarkedet, og det er jo bare ikke en sandhed. Vi ved jo, endda fra nye undersøgelser, at de er en kæmpe ressource, og at vi er heldige at have dem til at deltage på arbejdsmarkedet. Så meget af det ligger måske i retorikken, også fra det her hus, i forhold til at de er nedslidte efter 40 år. Men det er de så overhovedet ikke alle sammen. Så jeg synes også, det skal fylde rigtig meget mere i vores debat, at vi snakker dem op.

Så vil jeg også komme ind på det med de 2 dages fri, hvis man vil have det, altså en kortere arbejdsuge. Jeg tænker lidt på, at man allerede nu kan opleve diskrimination. Altså, i den perfekte verden er der ingen, der diskriminerer på baggrund af alder, men hvis man som arbejdsgiver står og ikke kun er sat i verden for at tilgodese, at alle ikke føler sig stødt, men man står med en, som man ved om et år har en ret til en kortere arbejdsuge, tror du så ikke, at det kan føre til endnu mere af det?

Ordføreren.

Det er ikke, hvad jeg har hørt der er sket i de sektorer, hvor man har rettigheden. Det er ikke det samme som at sige, at det ikke kan ske andre steder. Men det, der er idéen her, er jo, at vi har en stadig stigende pensionsalder, snart skal vi stemme om, om den skal være 70 år, og det sætter nogle gange diskussionen nede i Frankrig lidt i perspektiv, ikke? Men det er altså deroppe, vi er i Danmark, og jeg tror, der er rigtig mange i erhvervsgrupperne, der, selv om man måske er på min alder eller yngre, tænker, at der godt nok er lang tid til 70 år.

Men det, der kunne gøre, at man så kan overskue det, og at man ikke bliver nedslidt, er, at man ved, at man, hvis ens krop ikke rigtig kan mere, så 5 år før har en ret til at gå ned på en 4-dagesarbejdsuge, og lidt længere fremme ned til en 3-dagesarbejdsuge. Hvis man f.eks. nu er tømrer, murer eller andet, hvor man virkelig bruger sin krop – min egen far er struktør – så kunne det måske være det, der gør, at man ikke, i det øjeblik man nærmer sig 60'erne, begynder at tænke: Okay, hvordan kan jeg komme over på en Arneordning? Hvordan kan jeg komme på en seniorpension osv.? Så man skal give perspektivet.

Fru Sólbjørg Jakobsen.

Men hr. Morten Messerschmidt er eksemplarisk til at føre samtalen videre. Jeg vil vende tilbage til, om arbejdsgiverne kommer til at diskriminere endnu mere på baggrund af alder, og ikke om de ældre ville sætte pris på det her. Og der synes jeg, vi bør holde fast i at kigge på den sektor, som hr. Morten Messerschmidt henviser til mange gange, nemlig finanssektoren. De har nemlig købt ind på kulturen, de har en masse andre tiltag, de også gør, som viser rigtig gode statistikker, både med sygefraværet, trivsel osv. Så dem kender jeg godt. Men de har jo købt ind på kulturen, de har ikke fået reglerne stukket ud af Folketinget.

Er hr. Morten Messerschmidt ikke bange for, at det kan have en negativ effekt, når vi gør det på den måde?

Ordføreren.

Idéen med den del af vores udspil er ikke, at det skal være i lovsform. Arbejdstiden er jo netop et anliggende mellem arbejdsmarkedets parter, og det er derfor, vi både anerkender og roser idéen om en permanent trepart, og at vi så også bare kommer med den kreative idé at gøre det til en firepart, hvor Ældre Sagen så træder ind. Der er jo på den måde ikke nogen kildebeskyttelse i politik, og jeg tror ikke, jeg røber noget ved at sige, at idéen her og dem, der har henvist mig til finanssektorens overenskomster, § 80, er fra Ældre Sagen. Så ja, jeg læser ikke alle de der overenskomster som godnatlæsning, og der var nogle, der tippede mig.

Hr. Dennis Flydtkjær, Danmarksdemokraterne.

Først tak for at indkalde til debatten, som jeg synes virker til at være meget løsningsorienteret og meget konstruktiv, og det vil jeg først rose for. Jeg er meget enig i, at det kunne være godt, hvis vi satte fokus på det offentlige system. For det er jo trods alt der, hvor vi kan have en indflydelse på det, og jeg vil bare nævne, at Forsikring & Pension har lavet en undersøgelse, der viser, at folk i det offentlige træder tilbage, 1 år og 4 måneder før man gør det i det private erhvervsliv, hvilket tyder på, at det netop er i det offentlige, der nok er det største problem, og det er jo lidt paradoksalt. For det var jo egentlig der, hvor man kunne tænke at de burde være en foregangsinstitution i forhold til at gøre noget ved det.

Så det er måske mere en kommentar, end det er et spørgsmål. Men kunne man ikke forestille sig, ud over at ministeren kunne gøre det i sine styrelser, at man kunne gøre det til en del af f.eks. en aftale mellem kommunerne og regionerne, at man sagde, at de altså – om det så er ved samtaler 2 måneder før, som hr. Morten Messerschmidt foreslog at man kunne gøre det, eller andet – skal prøve på at få ændret den her kultur? For det er jo åbenbart et større problem i det offentlige system, end det er i det private system.

Ordføreren.

Ja, det er utrolig interessant og bekymrende. Det er jeg helt enig med hr. Dennis Flydtkjær i. Det kunne jo have noget at gøre med, at der i hvert fald er visse dele af den offentlige sektor, hvor man er ekstremt presset, f.eks. sygeplejersker og sosu-assistenter, og hvor man derfor søger over på nogle andre ordninger. Jeg synes jo, at det kalder på, at man måske som et forsøg i de dele af det offentlige, hvor det her er udfordringen, prøver at tilbyde dem noget og spørger, om de f.eks. kunne have lyst til at fortsætte på en 4-dagesarbejdsuge. Det kunne jo faktisk godt være det.

Hvis man nu er sosu, og det gør lidt ondt i ryggen, og man også synes, det er lidt presset, og man hele tiden er jaget af tiden, så kunne det jo faktisk godt være den der tanke om, at man havde en 3-dagesweekend, hvor man kunne være sammen med børnebørnene, der gør, at man så siger, at okay, så træder man ikke tilbage, selv om man egentlig havde lyst. Så jeg synes sådan set i hvert fald, det underbygger min lyst til at lave et eksperiment med en uge med nedsat arbejdstid.

Hr. Dennis Flydtkjær.

Tak for svaret, og jeg er egentlig meget enig. For man ser jo også i undersøgelserne, at det, der sådan typisk er hovedårsagen til, at folk træder ud, bl.a. er, at de er bange for, at de ikke kan holde til det mere, eller at de ønsker mere fritid, og det underliggende er, som hr. Morten Messerschmidt også er inde på, at folk egentlig gerne vil arbejde, men måske bare på nedsat tid. Og der vil det jo være oplagt, og det må trods alt være bedre at have to ældre sosu-assistenter, der er på halv tid, end ingen af dem. Det er da trods alt bedre, når vi nu står og mangler arbejdskraften.

Så jeg synes jo, det er helt oplagt, hvis man får sat noget mere fokus på, at det trods alt er bedre, at man er der på lidt nedsat tid, fordi man så både kan tjene lidt penge og man har det sociale og man er ude at møde nogle andre kollegaer og alle de andre gode ting, der kan være, i stedet for at man måske bliver presset ud. Så tak for svaret.

Ordføreren.

Ja, og det var faktisk præcis den tanke, som jeg havde i går aftes, da ordføreren spurgte til finansieringen af vores forslag om et loft over pensionsalderen, altså at det, hvis vi kan få nogle af de seniorer, som i dag forlader arbejdsmarkedet, til at blive der, måske på nedsat tid, så er et udgiftstræk fra statskassen, som ikke er der, og samtidig bidrager man jo via skatten.

Det er derfor, jeg tror, vi skal tænke det her i en sammenhæng, altså at det, hvis vi kan lave nogle ordninger, hvor de, der egentlig i dag søger væk, bliver på nedsat tid, så både er godt for dem, fordi de har en tilknytning til arbejdsmarkedet, men at det også er godt for statens finanser.

Nu er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren for forespørgerne, og vi siger derfor tak til hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Thomas Monberg fra Socialdemokraterne.

Tak, formand, og stor tak til forespørgeren, både for en god tale, men også for at rejse den her rigtig vigtige debat, nemlig om seniorers forhold og vilkår på arbejdsmarkedet. Der skal ikke herske nogen tvivl om, hvor vigtigt det er for Socialdemokratiet, at vi får skabt nogle gode rammer og forhold for de mange seniorer, som bidrager på arbejdsmarkedet, og som ønsker at tage en ekstra tørn. Og vi har brug for dem, vi har brug for jer – jer, som har en masse erfaring, der er oparbejdet igennem et langt arbejdsliv, og som er guld værd for både arbejdspladser og samfundet generelt. Det er ikke en usikker økonomi, der er skyld i, at vi som land har brug for nye og store reformer, det er til gengæld manglen på arbejdskraft. Og i takt med at vi bliver flere børn og ældre, skærper det kun behovet for, at flere bidrager og bliver en del af det arbejdende fællesskab. Derfor er det for Socialdemokratiet og regeringen utrolig vigtigt, at alle, der kan, bidrager. For Danmarks rigdom og velstand er ikke baseret på hverken guld eller olie, men på det faktum, at alle, der kan, står op og går på arbejde. Det gælder ikke mindst de mange seniorer.

Vi har allerede gjort en del for at gøre det mere attraktivt for seniorer at blive på arbejdsmarkedet og for at bekæmpe den urimelige diskrimination. Vi har lempet modregningsreglerne for pensionen ved bl.a. at afskaffe ægtefællemodregning, vi har indført et forbud mod, at arbejdsgivere må screene jobansøgere for deres alder, og vi har med finansloven i 2023 afsat penge til et videnscenter for fastholdelse af seniorer på arbejdsmarkedet, som forslagsstilleren også er kommet ind på. Men en ny rapport fra NFA fastslår, at der stadig er behov for at være opmærksom på den her problemstilling. Den viser bl.a., at 45 pct., altså knap halvdelen af alle de ledige seniorer i undersøgelsen, har oplevet diskrimination på grund af deres alder det sidste år. Den viser også, at faktorer som mulighed for nedsat arbejdstid, øget fleksibilitet og mere fritid er vigtige for seniorernes fastholdelse på arbejdsmarkedet. Det er alle sammen faktorer, som især arbejdsmarkedets parter skal tage stilling til, og derfor mener jeg også, det er det mest rigtige at ville placere spørgsmålet i trepartsinstitutionen.

Der findes heldigvis også mange arbejdspladser, hvor de ældre lønmodtagere trives og bliver værdsat. I går var jeg hjemme i Horsens, hvor jeg kunne fejre min mors afsked med arbejdsmarkedet efter 44 år i samme virksomhed, så det viser lidt om, at der jo også er nogle, der faktisk tager det her ansvar seriøst. Men der er stadig udfordringer, og uanset om det handler om diskrimination, eller om det handler om at forbedre rammerne eller vilkårene, så seniorerne har lyst til at blive længere på arbejdsmarkedet, er det vigtigt, at vi fra Folketingets talerstol tør italesætte problemet. Og jeg er rigtig glad for, at beskæftigelsesministeren i dag har fået mulighed for at sende et klart budskab til de arbejdende seniorer, men også til arbejdsgiverne om, at arbejdende seniorer er en stor glæde for enhver arbejdsplads, at de besidder stor viden og erfaring, som både arbejdsgivere og kolleger kan få et godt udbytte af, og at ingen skal diskrimineres på arbejdsmarkedet, heller ikke på grund af alder.

Nu er det min første forespørgselsdebat, så jeg har et forslag til vedtagelse, som regeringspartierne og nogle andre partier er med i.

Jeg skal derfor på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF, Enhedslisten og DF fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget understreger, at seniorer er en værdifuld ressource på arbejdsmarkedet, der stadig i for høj grad er uudnyttet og for ofte oplever aldersdiskrimination. Det er væsentligt, at alder ikke er en barriere i arbejdslivet, men at de seniorer, der kan og vil, får de bedste muligheder for at fortsætte med at arbejde.

Folketinget udtrykker tilfredshed med nylig gennemførte økonomiske incitamenter for beskæftigelse, bl.a. ved at afskaffe modregningen i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg for egen arbejdsindtægt, men bemærker, at der er et væsentligt beskæftigelsespotentiale i at skabe et bedre og mere rummeligt arbejdsmarked for seniorer – eksempelvis i form af kortere arbejdsuger som alternativ til tilbagetrækning.

Folketinget noterer sig i den forbindelse, at der er behov for en indsats på de enkelte arbejdspladser, og at arbejdsmarkedets parter og de relevante ældreorganisationer også gøres til en del af løsningen.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 32).

Tak for ordet.

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil nu indgå i den videre forhandling. Jeg gør opmærksom på, at afstemningen er udsat til i morgen, når vi når dertil.

Nu går vi videre. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Og først og fremmest tak til hr. Thomas Monberg og regeringspartierne for en, synes jeg, god proces i forhold til at finde en vedtagelsestekst, som jeg og mit parti, Dansk Folkeparti, i hvert fald er rigtig glade for. Jeg synes, den er respektfuld, bl.a. i forhold til arbejdsmarkedets parter, som jo er hovedaktøren i de her spørgsmål, men som jo også sætter en retning, hvor vi politisk siger, hvad vi godt kunne tænke os, f.eks. at der skal være en mulighed for nedsat arbejdstid i seniorårene. Det er jeg rigtig glad for.

Så vil jeg høre hr. Thomas Monberg, om han ikke er enig i, at nogle af de rettigheder, som f.eks. retten til dagpenge og retten til at have fleksjob osv., som man i dag mister, når man runder sin pensionsalder, godt kunne forlænges. Vi er vel glade for, at folk er i beskæftigelse, og når det er noget, der forsvinder, fordi man nu er født det år, man er, og har nået sin pensionsalder, så er det i hvert fald ikke noget, der skaber et incitament til, at man bliver på arbejdsmarkedet. Så skulle vi ikke også kigge på det?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, og tak for rosen. Det har været en rigtig god proces, som du nævner. Der er jo altid grunde til, at man har lavet regler, og til, hvordan man har gjort tingene. Jeg har selv været med til at afskedige seniorer, fordi vi kunne lave nogle fratrædelsesordninger, dengang beskæftigelsen ikke var i den tilstand, den er lige nu, så der er jo også nogle ting, der er kommet ud af, at vi har en så høj beskæftigelse, som vi har i dag. Jeg kan også konstatere, når jeg hører om de forskellige erfaringer fra arbejdsmarkedet, som hr. Kim Edberg Andersen, fru Kirsten Normann Andersen og også du har gjort jer, at der netop er forskellige vilkår. Så derfor synes jeg faktisk, at det skal indgå i den her trepartsfunktion, når vi går i gang med det.

Tak. Jeg vil bare komme med en enkel, venlig henstilling: Vi bruger ikke direkte tiltale, vi siger hr. og fru.

Så er det hr. Morten Messerschmidt for sin anden korte bemærkning.

Tak for det, og tak for imødekommenheden. Jeg tror, at det her kan blive rigtig godt. Er hr. Thomas Monberg ikke enig i, at når man, som regeringen gør, taler om at afvikle seniorpensionen, så vil det rigtige i virkeligheden være, at vi overflødiggør seniorpensionen? Vil det rigtige ikke være, at vi skaber et arbejdsmarked, hvor folk ikke bliver nedslidte, f.eks. ved at tilbyde nedsat tid eller ved at man lytter til, hvad det er for nogle ønsker, de har, når de nærmer sig den alder, hvor man enten kan gå på den ene eller den anden ordning?

Ordføreren.

Nu har vi netop også lagt seniorpensionen ind i trepartsforhandlingerne, så det bliver jo en del af det samlede forløb. Men jeg er da helt enig i, at det vil være godt, hvis vi kan undgå sociale ydelser, men det er stadig væk et sikkerhedsnet, vi har i den samfundsmodel, vi har. Men hvis vi kan undgå, at folk skal modtage sociale ydelser, vil det da klart være at foretrække. Det er netop også det, jeg siger i min tale, nemlig at jeg prioriterer det her med, at vi går på arbejde hver dag. Jo flere, der kan gå på arbejde, jo bedre er det. Men dermed vil jeg jo så ikke sige, at ydelserne skal fjernes. Det er ikke det, jeg siger. Jeg siger bare, at det er vigtigt, at vi har den ambition, som du har. Så jeg er enig.

Fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak for talen i den første forespørgselsdebat for ordføreren, kan jeg forstå – så tillykke med den også. Jeg tror, man bliver nødt til at gøre noget aktivt for ligesom også at få sat fokus på, hvordan vi vænner vores tankegang til, at vi faktisk vil have, og at vi faktisk mener, at seniorerne er en ressource, og at vi ikke bare mener, at de er en ressource, fordi vi tilfældigvis mangler arbejdskraft i øjeblikket. Og det er ikke sådan, at man skal sige, at to ældre social- og sundhedshjælpere er bedre end ingen social- og sundhedshjælpere. Nej, det er to gode, kompetente medarbejdere, som man skal prøve, om man kan fastholde.

Jeg synes egentlig, at hr. Morten Messerschmidt havde en god pointe i sin ordførertale, hvor han foreslog, at man måske skulle tage fat på de offentlige arbejdspladser, som vi jo ret beset er en slags arbejdsgivere for, og begynde at arbejde med seniorpolitikker mere målrettet netop med henblik på fastholdelse. Kunne det være et tema, som man også kunne tage med i sådan et arbejde?

Ordføreren.

Jeg byder alle initiativer, der kan gøre det, at man kan fastholde folk, meget velkommen. Jeg kan sige så meget, at min mors direktør i den tale, han holdt for hende i går, sagde, at hun toppede de sidste 3½ år i sit arbejdsliv, hvor hun mødte en masse udfordringer, men fordi hun havde erfaring, var hun faktisk klar til at imødekomme dem. Så du har jo ret i, at man har nogle forskellige ressourcer at køre med igennem livet. I forhold til om vi skal tage fastholdelse med ind i det her, synes jeg, det, som ordføreren nævner, ville være en rigtig god idé.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. En ting er jo sådan set at fastholde de medarbejdere, som allerede er der, noget andet er, at alt for mange, som har mistet deres arbejde, har svært ved at vinde fodfæste på arbejdsmarkedet igen. Allerede som 50-årig bliver det svært at få nogen til at tage en til samtale. Endnu værre er det, at der også er seniorer, som oplever, at de bliver presset ud af arbejdsmarkedet. Hvis de ikke selv vælger at gå på pension, når pensionsalderen melder sig, så begynder de pludselig at blive kaldt til samtaler om, at der nu er fejl i produktionen eller ditten og datten. Bliver vi ikke nødt til at have en målrettet indsats, der også er målrettet mod arbejdsgiverne, så de får øje på, at det er forkert med den måde, de arbejder på lige nu?

Ordføreren.

Nu vil jeg ikke tage alle arbejdsgivere til indtægt for, at de arbejder dårligt med det her. For jeg har selv rigtig gode erfaringer fra mit liv. Jeg har selv været med til at lave en del seniorpolitik. Jeg har faktisk også som tillidsrepræsentant i en rimelig stor virksomhed kaldt de her mennesker ind, når de nærmede sig de 60 år, og spurgt, hvad de havde lyst til fremadrettet, og faktisk også prøvet at forberede dem til seniorlivet, hvis det var det, de ville; vi har haft de her dialoger. Jeg har også siddet og planlagt med, at der er muligheder i de overenskomster, der er. Det er netop derfor, trepartsfunktionen er vigtig, for der er jo nogle muligheder i nogle overenskomster for netop det her, der bliver nævnt af forslagsstilleren, om at gå ned på 4 dage og andet. Så derfor synes jeg faktisk, at trepartsfunktionen – jeg siger det lige igen – er rigtig god.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Thomas Monberg fra Socialdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til fru Eva Kjer Hansen fra Venstre.

Tak, hr. formand. Tak til forslagsstillerne for at rejse debatten her i dag og sørge for, at vi har opmærksomheden rettet imod, hvordan vi skaber et godt seniorliv, og hvordan vi undgår aldersdiskrimination. Jeg har i de mange år, hvor jeg har siddet i Folketinget, faktisk altid oplevet, at vi med jævne mellemrum har den her debat, når vi bliver opmærksomme på, at der er nogle regler, der er hindrende, eller at der er nogle initiativer, som vi mangler at tage. Jeg kan huske, at et af de første initiativer, som jeg var med til at fremsætte, var at ophæve aldersgrænsen på 70 år for at modtage sygedagpenge, hvis man stadig var aktiv på arbejdsmarkedet. Det var faktisk helt tilbage i år 2000. Så lavede vi også engang der i 2000 reglen om muligheden for at opsætte folkepensionen, altså simpelt hen at skyde den, hvis man blev på arbejdsmarkedet, og vi har undervejs haft rigtig mange diskussioner om, hvordan vi kunne fjerne nogle af de der aldersgrænser, der var på mange områder. Der er jo stadig væk nogle aldersgrænser, som jeg synes vi mangler at fjerne, og som jeg håber vi kan få en diskussion om. For lige så snart der er de der aldersgrænser, er det også, at det bliver svært at ændre kulturen, for så skabes der en forventning om, at nu må man jo, fordi der er de der aldersgrænser. Så det er godt, at vi får debatten.

Sagen er jo også, at en gruppe danske forskere i et ret nyt arbejdslivsstudie har identificeret en fordomsfuld faglig og social udstødning af seniorer. Alene på grund af deres alder bliver de overset, ignoreret, kørt ud på et sidespor af yngre arbejdskolleger og chefer, og man glemmer at anerkende det arbejde og de resultater, som de ældre kolleger skaber. Det er jo igen med til at understrege, at det er et vigtigt emne, vi diskuterer her i dag.

Indtil nu har fokus meget været på, at det jo er vigtige ressourcer, at det er vigtig arbejdskraft, og nu skal vi også passe på med, at vi ikke kun får kigget på det og er optaget af det, når der er tale om en situation, hvor vi har behov for ekstra hænder ude på arbejdsmarkedet. Det kan jeg ikke understrege nok, for det handler jo nok så meget om, at vi som mennesker kan leve det liv, vi gerne vil, altså om man har lyst til at være en del af arbejdsmarkedet, har lyst til at blive ved med at bidrage til samfundet, have kolleger, man mødes med, have netværk via ens arbejdsplads. Så det handler for mig rigtig meget om, hvad det er for et samfund, og hvad det er for nogle muligheder, vi giver hinanden, meget mere end at vi også har brug for den ekstra arbejdskraft, vi kan skabe ved at få fjernet nogle af de her hindringer. Det har altid for os i Venstre været en mærkesag, at der skal være gode muligheder for dem, der har lyst til at tage en ekstra tørn, og det skal også økonomisk kunne svare sig, når man gør en ekstra indsats, og derfor er det rigtig vigtigt, at vi kigger på, hvordan vi kan skabe den her fleksibilitet, og hvordan vi kan skabe en mere glidende overgang mellem det at være fuldt ud på arbejdsmarkedet og så være det lidt mindre end hidtil.

Som kollegerne har nævnt, har vi jo igennem årene taget en række initiativer, og det har vi faktisk også her på det seneste. Jeg tror, det betyder noget, at folkepensionister, der yder en ekstra indsats på arbejdsmarkedet, ikke bliver modregnet i deres folkepension, og jeg tror, det betyder noget, at vi har fået lempet reglerne om ægtefællers modregning, sådan at indtægter for folkepensionister og førtidspensionister ikke ændres, selv om deres ægtefælle har en arbejdsindkomst, og jeg tror, det betyder noget, at vi har fået sikret, at efterlønnere får lov til at tage en ekstra tørn i sundhedsvæsenet uden at blive modregnet i deres efterløn. Det er for nu at nævne nogle helt konkrete eksempler på steder, hvor jeg tror vi både konkret har taget nogle initiativer, der skaber forandring, men som også vil være med til at skubbe på i forhold til den kultur, der er ude på arbejdspladserne, og den snak, man har med hinanden om det at blive ældre og måske knap være der så meget som hidtil.

Så har flere allerede nævnt videnscenteret, og tak for forslaget og fællesskabet om at få etableret et videnscenter. Jeg tror, at de penge er givet godt ud, i forhold til at vi også får konkret viden og dermed et solidt fundament for den videre diskussion om, hvad det er for nogle initiativer, vi kan tage, og heldigvis med hinanden i fællesskab. For det, jeg hører, i hvert fald så langt som vi er nået i debatten nu, er, at der er en klar fælles interesse i at skabe fleksibilitet og muligheder for vores seniorer.

Tak for det. Der er foreløbig to, der har korte bemærkninger. Først er det hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for den meget imødekommende og, synes jeg, gode, konstruktive tale. Ordføreren taler om de her aldersgrænser, der gælder i dag. En af dem er jo i sundhedssektoren, hvor vi har en 75-årsgrænse, som man så kan søge dispensation fra. Altså, man har gjort det til hovedreglen, at man skal stoppe, medmindre man får dispensation. Skulle vi ikke vende det om, sådan at udgangspunktet er, at der ikke er en topgrænse, medmindre der er faglige indvendinger mod, at folk skal fortsætte? Der er rigtig mange, f.eks. i psykiatrien, som sagtens kan fungere og gerne vil fungere med den faglighed og uddannelse, de har, selv om de er kommet op i den alder.

Ordføreren.

Altså, jeg er enig med spørgeren i, at det ideelle er, at det beror på en faglig vurdering af, hvad ens kapacitet er, hvad man formår, og hvad man kan være med til. Jeg mindes jo så bare, at vi over årene har haft en hel del diskussioner om de her aldersgrænser på forskellige fagområder. Og vi er i hvert fald endnu ikke nået til enighed om, at vi altid kan bruge den her individuelle, konkrete tilgang. Men fra Venstres side er vi åbne over for, at det skal bero på en faglig vurdering.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det er jeg rigtig glad for, for især når det kommer til sundhedssektoren, må jeg indrømme, er jeg og mit parti meget bekymret for det her med, at man bare skulle forlade sig på at hente udenlandsk arbejdskraft. Altså, når man sidder der, hvor man netop er syg eller ens pårørende er syge, tror jeg at det er så vigtigt, at det er en, man deler sprog med. Derfor vil jeg bare høre, om ikke ordføreren er enig i, at det er et langt bedre alternativ for den enkelte dansker såvel som for hele samfundet, når vi mangler arbejdskraft, at prioritere eksempelvis seniorerne frem for udenlandsk arbejdskraft.

Ordføreren.

Jeg synes simpelt hen, det er en kunstig modsætning, som spørgeren opstiller. Jeg synes, at vi skal kigge på begge situationer. Vi har i den grad brug for ekstra hænder, især på sundhedsområdet. Og jeg synes, at vi skal blive langt bedre til at anerkende de uddannelser, man kommer med fra andre lande, og så eventuelt have tilbud om supplerende uddannelse, så vi sikrer, at man har den faglige indsigt og kapacitet, som vi kræver i det danske sundhedsvæsen. Men vi har i den grad brug for, at der er mennesker, der kommer udefra, og som vil hjælpe os med de hænder, vi mangler. Det ændrer ikke ved, at vi samtidig fint kan se på, om vi stadig væk har nogle snærende aldersgrænser på forskellige områder i vores samfund, og så lad os se, om vi kan styrke, at det er et fagligt grundlag, vi vurderer ud fra.

Fru Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti.

Fru Eva Kjer Hansen nævnte, at det her er et område, som hun har diskuteret rigtig mange gange igennem mange år, og jeg vidste næsten ikke rigtig, om jeg skulle blive begejstret eller ked af det. Er det her så vigtigt, at det er noget, man er nødt til at have et kontinuerligt fokus på, fordi det ikke er noget, hvorom vi bare kan sige, at vi nu har løst det og vi nu skal videre? Er det det, der menes? Eller er det, fordi det er rigtig svært at indføre det, når det så kommer til stykket? Intentionerne er gode, men når det skal ud at leve, er der straks en helt anden verden, der tager imod det. Kan ordføreren kommentere lidt på det?

Ordføreren.

Vi har jo en tilbøjelighed til at være lidt bagefter herinde i forhold til den udvikling, der finder sted. Jeg synes, at det var vigtigt at nævne nogle konkrete initiativer, vi har taget gennem de seneste årtier, fordi det også viser, at vi har prøvet at være imødekommende, når vi er stødt på nogle problemer. Heldigvis kan vi jo se, at gennem de seneste 30 år er antallet af seniorer, der er på arbejdsmarkedet, steget rigtig flot. Jeg synes bare, at vi skal give en endnu større frihed og en endnu større fleksibilitet. Og jeg tror, at vi vil se, at vi kontinuerligt er nødt til at kigge på det, fordi det jo også ændrer sig.

Tag hele velfærdsaftalen, vi indgik i 2006, hvor vi jo lavede en, synes jeg, blændende dygtig regulering i forhold til at indeksere levealderen med pensionsalderen. For sagen er bare, at indtil da så vi, hvordan vi havde mange flere år på pension. Nu sørger vi for, at det også bliver kanaliseret over til at være flere år på arbejdsmarkedet. Men samtidig stiger behovet for, at vi er mere fleksible og tager flere individuelle hensyn, efter hvad det nu er, folk gerne vil.

Fru Helle Bonnesen? Nej. Så er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Vi siger tak til fru Eva Kjer Hansen fra Venstre, og jeg byder nu velkommen til hr. Jeppe Søe fra Moderaterne.

Tak for det, formand. Allerførst vil jeg sige tak til hr. Morten Messerschmidt for at rejse den her forespørgselsdebat. Jeg har faktisk lyst til at uddybe det, for man plejer at sige sådan i starten af alle taler, men jeg mener det. Jeg synes ofte, Morten Messerschmidt er en, der starter værdidebatter, som ikke nødvendigvis har et sort-hvidt formål, men som har til formål at få en åben samtale, så det vil jeg gerne takke for. Og jeg synes også præcis, det er det, vi har her i rummet lige nu.

Nogle gange når jeg lytter til de her forespørgsler, må jeg erkende, at så tænker jeg: Hvad skal de egentlig til for? Altså, så kommer der en vedtagelsestekst, og så stemmer vi lidt om den, og så går livet videre, og mange timer er brugt. Men jeg tror i virkeligheden, at det lige præcis er samtalen, der kan være med til at ændre noget.

Jeg synes også, at Kim Edberg Andersen var inde på det samme tidligere: at de ord, vi bruger, og den måde, vi taler om et område på, forandrer noget. Samtale kan faktisk forandre noget. Hvis det her havde været en sort-hvid debat – hvad det ikke er, for jeg tror, vi alle sammen om det her bord faktisk er enige – så havde vi angrebet hr. Morten Messerschmidt ved at sige, at hr. Morten Messerschmidt sparker en åben dør ind og lignende, bare for at sige, hvor langt vi er. Og det er rigtigt: Morten Messerschmidt sparker en åben dør ind. Det er også derfor, vi kan lave en fælles vedtagelsestekst. Men det er nogle gange godt at sparke til en åben dør. Det er også godt at gå igennem den, for så kan man se, at den er åben, og at vi skal huske, at den er åben, og at vi kan bruge den til rigtig mange ting.

Jeg er enig i det, der er blevet sagt indtil nu. Det her er i høj grad noget, der skal løses af arbejdsmarkedets parter. Det skal forhåbentlig løses i vores permanente trepart. Det er også noget, hvor vi politikere så sandelig kan sende signaler. Men vi kan ikke gøre det alene. Og noget af det, som har overrasket mig ved at blive politiker, er, at alle de mails, jeg får nu, starter eller slutter med, at en borger skriver: Nu må I gøre noget. Og jeg er begyndt at svare: Jamen det er fint; det vil vi gerne; hvor langt er du selv nået med at løse det? For jeg forventer jo, at de er gået i gang med noget. For det her er – og det er det, politik er – at prøve at løse noget sammen. Og det gælder jo her arbejdsgivere, men det gælder jo også de ansatte, som er dem, der går op og ned ad hinanden, at vi skal tænke anderledes på hinanden.

Jeg tror så til gengæld også, at det er rigtigt, at Folketinget kan nogle ting, for det er os, der gennem mange år – hvis vi går tilbage til 70'erne, 80'erne og vel også 90'erne – har talt de unge op, så det kan man jo. Det har vi jo gjort. Men vi har gjort det lidt på nogens bekostning. Så skulle vi finde nogle måder, som de ældre kunne komme lettere ud af arbejdsmarkedet på. Og vi talte om de unge. Det er klart, vi gjorde det, for der var jo kæmpe ungdomsarbejdsløshed og bz-bevægelser og meget andet, så vi skulle have de unge ind, og så må man tale dem op. Vi skal bare have fundet en bedre balance.

Det var sådan på et tidspunkt, at vi nærmest kun hyldede de nyuddannede. Og jeg tror, jeg har sagt fra talerstolen før, at jeg næsten ikke ved noget værre end nyuddannede, fordi de de første mange år er virkelig irriterende, i hvert fald for os, der jo har været der længe og ved, hvad det hele handler om. Så skal de ikke komme dér med al deres nye viden, og de kan også huske, hvad de har lært. Så der er rigtig mange irriterende ting ved nyuddannede.

Men jeg tror, at de fleste nyuddannede, når de har været et sted et godt stykke tid, opdager, at det faktisk først er, når man møder erfaring og man går i samtale med erfaring, at man rent faktisk får nye tanker frem. Hvor den nye viden; den nyuddannede; den, der kan huske, hvad der stod i lærebøgerne, møder den, der har været i branchen i måske 40 år, opstår der pludselig noget helt unikt. Og vi må ikke mangle det unikke at tale sammen med, nemlig den, der har erfaringen, eller den, der – og det taler vi om som noget negativt – indimellem kan påpege: Jamen det har vi prøvet; det virkede ikke, eller: Sådan gør vi ikke her. Det kan såmænd være fint nok, hvis man tør lade sig udfordre, og det er jo begge parter, der skal kunne det.

Jeg er derfor vild med samtalen, for den kan forhåbentlig være med til at forandre en befolkning, som ikke skal tænke på det her som gråt guld eller noget, vi ellers kunne putte ord på, men som ganske enkelt skal finde ud af, hvor store erfaringer der går rundt derude og meget gerne vil ind.

Jeg havde for ikke så lang tid siden et besøg hos Senior Erhverv, som jo arbejder med folk, der gerne vil ind på arbejdsmarkedet. Jeg mødte en, der virkelig gerne ville være lagermedarbejder, og han havde søgt alle vegne. Men i hans cv stod der, han var tidligere chef. Han havde været chef for rigtig mange ansatte, og han havde ikke kunnet få noget job, indtil han så erkendte: Min eneste mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet igen er at lyve i mit cv, nemlig ved at strege alt det, som jeg ellers selv har nydt at være i, og gøre mig dårligere, end jeg er.

Og ganske rigtigt: I det øjeblik han ikke havde været chef for noget som helst, fik han jobbet. Så turde de godt lade ham gå rundt derude. Langsomt er han så begyndt at vise, hvad han kan, og nu er han jo den, der har gjort stemningen og kulturen på hele arbejdspladsen bedre, for det havde han erfaringen med. Det kunne han bare ikke sige; så havde han ikke fået jobbet.

Så lad os nu vide og forstå, at erhvervslivet har brug for erfaring, og at det ikke kun er os på Borgen, der skal skabe det; vi skal gøre det i samspil med dem, der skriver: Nu må I gøre noget.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti, værsgo.

Tak for også at dele den historie, som jo er meget illustrativ. Og tak for opfordringen til at sparke til åbne døre. Jeg føler nu alligevel, at jeg har sparket en lukket dør op med den vedtagelsestekst, som vi har her. For jeg har i hvert fald ingen erindring om, at nogen dansk regering tidligere har opereret med, at man som en del af seniorpolitikken kan tilbyde et retskrav på at gå ned på en 4-dages arbejdsuge. Det har jeg simpelt hen ikke.

Jeg ved godt, at den vedtagelsestekst, der ligger nu, rummer alle mulige forbehold osv. osv., og det skal den også, for meget af det ligger jo hos arbejdsmarkedets parter. Men det er i virkeligheden blot for at sige, at jeg synes, at den debat, vi har i dag, kan noget mere, end hr. Jeppe Søe måske gør den til, fordi det giver et perspektiv. Det gør måske, at hvis man sidder som 35-årig i en skurvogn til daglig og arbejder som tømrer eller andet faglært, er der et perspektiv, der drejer sig om: Det kan da godt være, jeg først kan pensioneres, når jeg bliver 68, men der er måske mulighed for nedsat tid inden.

Ordføreren.

Jeg forsøgte netop på ingen måde at nedgøre det. Jeg sagde netop, at det måske havde fået nogens øjne op for, hvor væsentlige de her debatter er. Vi kan jo begynde at diskutere, hvor åben eller hvor lukket eller på klem en dør kan være. Den var i hvert fald nemmere at sparke op, og det tror jeg man skal fokusere på. Jeg tror, vi er enige. Jeg tror, at Folketinget som sådan har opdaget den væsentlige guldklump, der ligger derude, som vi har brug for. Og det er ærgerligt, at vi ikke har opdaget den, før vi virkelig havde brug for den, for så havde vi aldrig mistet den.

Hr. Morten Messerschmidt.

Ja, for perspektivet er jo enormt. Altså, som det blev nævnt tidligere: Hvis vi bare sammenligner os med vores nordiske broderlande, er der virkelig noget at hente. Så tak for at have det perspektiv. Og jeg håber, at det her så kan være det nødvendige andet ben i det politiske projekt, der jo er sat i søen i forhold til reformer, hvor det handler om at fjerne seniorpension osv. Det kan netop være et ben, i forhold til at vi også skal prøve at se, hvordan vi kan skabe et arbejdsmarked, hvor de her ordninger faktisk bliver overflødiggjort, fordi målet er, at folk ikke bliver nedslidte.

Ordføreren.

Selv tak. Når regeringen kalder sig for et arbejdsfællesskab, er det ikke, fordi det er noget, der foregår i et lukket møderum; der er absolut også en åben dør. Det har meget ofte været fremstillet sådan, at vi sidder i et meget, meget lukket rum og så kommer ud med alle løsningerne. Jeg synes, vi oplever, at vi i vores regering har en samtaleform, hvor man er meget, meget åben for netop at lytte, og at døren står på klem for alle gode idéer – og tak for dem, der er kommet allerede.

Hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Værsgo

Tak for det. Og tak til ordføreren for at takke for talen og så faktisk mene det. Det var lidt underligt at høre, for det er ellers sådan, at når en ordfører siger tak for en tale, kan man godt gå ud fra, at det kun er nogle gange, ordføreren mener det.

Grunden til, at jeg kommer med det her lange indspil, er, at jeg jo synes, at det her bliver meget snak. Vi siger alle de rigtige og flotte ord, men – og nu bliver jeg sådan rigtig nordjysk – det siger vi jo, hver gang der er lidt lavkonjunktur, og vi siger det, hver eneste gang vi lige skal fikse et eller andet, så vi kan få nogle flere ind på arbejdsmarkedet, og så er de ældre en god gruppe at henvende sig til.

Men vi glemmer bare en ting, og det er, hvordan mennesker udvikler sig. Vi har alle sammen levet i en verden, hvor vi ved, sådan cirka hvor vores arbejdsliv ender, altså ved de 65, 68 eller 70 år, men vi bliver også meget krævende ansatte, for vi behøver jo ikke længere finde os i, at mester er en tumling hele tiden, for det har vi økonomien til. Huset er betalt, og vi vil også gerne passe børnebørnene. Så hvordan får vi gang i den dialog om, at det grå guld jo ikke kun er billigt til salg?

Ordføreren.

Nej, det er de så sandelig ikke. Jeg opfatter til gengæld også, at noget af det, der kræves nu, ud over de ting, hr. Kim Edberg Andersen nævnte, faktisk er et krav om også at blive brugt, når man hører, at der er brug for en, og det er jo et nyt krav. Det er noget, der er vokset langsomt frem. Jeg tror også, der er mange, der under corona opdagede, at man nyder at komme på arbejde, så man ikke skal være hjemme i Nordjylland med familien hele tiden. Altså, børn er rare, men det kan være rigtig rart at skulle på arbejde indimellem.

Så jeg tror i virkeligheden, at der er rigtig mange ting i tiden, som gør, at man har en begyndende forståelse for, hvor værdifuldt det er at gå på arbejde og møde en kollega eller to og skabe noget og komme hjem og være stolt over det, man har skabt. Det tror jeg faktisk gør en forskel. Det er ikke kommet fra os, det er kommet med fra dem, som bl.a. bor oppe hos os to i Nordjylland.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Nu skal jeg snart hjem på weekend, så jeg kommer aldrig nogen sinde til at sige, at jeg er glad for at komme væk hjemmefra – jeg skal jo hjem igen, så i Nordjylland lærer vi hurtigt at regne ud, hvordan det hænger sammen.

En anden ting, jeg gerne vil spørge om, er, hvordan vi får fjernet den her diskrimination. Det er det ene spørgsmål til Moderaterne. Og når vi så har fået fjernet diskriminationen, hvordan får vi så løst det, som hr. Morten Messerschmidt peger på, nemlig at man ikke bare som med et su-klippekort kan starte og stoppe sin pension, når man har lyst. Det kan godt være, at man har brug for at starte og stoppe den, og så kunne det være en god idé, at man kunne have x antal pensionsklip til 14½ år, eller hvor længe det nu er.

Ordføreren.

Jeg tør sige det meste, selv om jeg skal hjem, for jeg er nyskilt, og så kan man jo sige alt – det kan jeg anbefale, det giver en kæmpe frihed. Nej, i forhold til helt konkrete ting synes jeg det handler om, at når vi taler om at lave en kulturforskel, og det er jo faktisk det, vi gør – en kulturforandring – så er det noget, man skal gøre bl.a. gennem ord. Jeg synes, at ligesom Kim Edberg Andersen tidligere sagde, at vi i virkeligheden med nogle ord forsøger at tale ældre op, så kan de ord, vi bruger til at omtale f.eks. en pension eller lignende, alene gøre, at man kommer til at tale ældre ned. Så jeg tror faktisk bare, vi skal være mere opmærksomme på det. Det var ikke svar på alle spørgsmålene, men vi kan tage dem bagefter.

Nu er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Jeppe Søe fra Moderaterne, og jeg byder nu velkommen til fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Og tak til Dansk Folkeparti for at sætte den her dagsorden, også selv om det bliver sent på eftermiddagen, for det er en vigtig dagsorden, synes jeg.

Vi taler ofte om de svækkede ældre, som ikke kan holde til arbejdet i den sidste del af arbejdslivet. Det synes jeg også er en vigtig debat, og løsningerne burde i virkeligheden være overkommelige. For faktum er, at langt de fleste ønsker at forsørge sig selv så længe som overhovedet muligt. Efterløn og Arnepension og seniorpension og førtidspension og især folkepension er ikke ydelser, man bliver fed af. Og jeg bliver både skuffet og vred, når seniorer bliver ekskluderet fra arbejdsmarkedet mod deres vilje, især i en tid, hvor vi mangler arbejdskraft.

I min egen omgangskreds har en god ven for nylig været nødt til at indgå en fratrædelsesaftale, alene fordi virksomheden foretrak yngre og billigere arbejdskraft. Da han ikke selv valgte at gå på pension, var der pludselig ingen grænser for de fejl, som arbejdspladsen mente han gjorde sig skyldig i. Det er muligt, at de fysiske kræfter ikke er de samme i seniorårene som i ungdomsårene – det kan jeg også selv mærke. Det er jo en del af det at blive ældre. Men erfaring er faktisk en kompetence, som kan skabe ro i hverdagen.

En erfaren jordemoder håndterer bare en krise med større ro end den unge og uerfarne jordemoder, som møder krisen for første gang, og derfor giver det god mening, at de to får lov til at arbejde sammen så længe som overhovedet muligt. Diversitet i alder er bare en ressource. Derfor er det også stærkt bekymrende, når næsten hver anden over 50 år føler sig diskrimineret på arbejdsmarkedet – et fænomen, som er i stigning – og det er helt uacceptabelt, når arbejdsgiverne samtidig skriger på arbejdskraft.

At knap hver sjette senior stopper på arbejdsmarkedet på grund af en fyring eller en aldersgrænse, er alvorlige tal. Ikke alle kan, men mange seniorer vil gerne arbejde. De vil gerne bidrage, men de har brug for smidigere rammer. Ikke alle kan holde til at arbejde 37 timer om ugen, og hvorfor så ikke tilbyde lidt færre timer? Samtidig bliver vi også nødt til at sande, at der ikke er en one size fits all-løsning – det hedder det altså. Mureren, der har slæbt sten i mange år, bliver fysisk nedslidt, uanset hvad vi herinde bestemmer, at pensionsalderen skal være, og den murer skal have ret til at trække sig tilbage eller alternativt efteruddanne sig til et helt nyt seniorarbejdsliv.

Jeg er rigtig glad for aftalen i finansloven om et videnscenter for seniorer på arbejdsmarkedet, og jeg håber, at man kommer til at inddrage de ansatte selv. Jeg håber, at seniorerne vil bidrage med eksempler på, hvordan de er fantastiske studievejledere, som kender alle de trick, der skal til for at få en arbejdsdag til at fungere i praksis; hvordan man løser opgaverne på en lettere måde; hvordan man multitasker inden for det fag, som jeg selv kommer fra, for det er det, man ved, når det er sådan, at man har arbejdet i mange år.

Vores eget udspil fra foråret indeholder også et forslag om, at man skal have ret til nedsat tid, når man fylder 60 år; at alle offentlige arbejdspladser skal have en seniorpolitik; at man skal have større mulighed for efter- og videreuddannelse; og at vi skal have en handleplan imod diskrimination. De gamle medarbejdere er måske de dyre, men vi bliver nødt til at være opmærksomme på, at man ikke fyrer den dyre, blot fordi man foretrækker en ung og billig, især i en tid, hvor det er sådan, at man mangler arbejdskraft.

Min far gik på efterløn, da han var 63 år. Det gjorde han ikke af egen fri vilje; det gjorde han, fordi der var nedskæringer på fabrikken. Og han gjorde det i solidaritet med de yngre kolleger, som alternativt havde risikeret, at de skulle på dagpenge, for sådan gjorde man på det tidspunkt. Han søgte nyt arbejde, men uden held. Han fik aldrig et nyt arbejde, og det blev et vendepunkt i mine forældres liv, både økonomisk, men også socialt.

Forskellen på dengang og i dag er, at nu er det unødvendigt. Det er unødvendigt at fyre ældre medarbejdere i en tid, hvor det er sådan, at vi har stor mangel på arbejdskraft. Ord gør noget, og derfor skal vi også tale om det. Men ældre medarbejdere er altså ikke bare en god buffer. Jeg tror, at vi skal tale ligeværdighed ind i debatten omkring seniorer på arbejdsmarkedet og også som arbejdskraft. Det tror jeg faktisk er en ret vigtig ting her, og jeg er glad for, at der er et flertal for den dagsorden. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti, værsgo.

Tak for nogle, synes jeg, rigtig fine betragtninger. Det lader jo til, at vi har tænkt parallelt og måske også talt med de samme. Det bringer mig frem til at spørge om, hvordan ordføreren vil se på det her med en firpartsinstitution. Altså, jeg synes jo, Ældre Sagen er en utrolig agil og kreativ bevægelse, som virkelig er god til at komme med de gode forslag: Der kommer idéer, der udspringer af Holland, så fra Norge, Sverige osv.

Ville det ikke være oplagt at lade den organisation, der jo trods alt favner, tror jeg, næsten en million danskere som medlemmer, indgå i det her permanente arbejde?

Ordføreren.

Jeg synes, man skal inddrage civilsamfundsorganisationer, så meget som man overhovedet kan. Jeg har f.eks. selv et nært samarbejde med Alzheimerforeningen, som kæmper for, at unge med alzheimer, som jo bliver diagnosticeret i dag, fordi vi beder dem om at blive det, og fordi vi kan det, stadig væk har brug for at have tilknytning til arbejdsmarkedet så længe som overhovedet muligt. Men de oplever faktisk, at de bliver opsagt, så snart de har en diagnose. Så det er ikke ret attraktivt at få en diagnose, skal jeg hilse at sige.

Så jeg synes, at det er vigtigt, at man taler med mange organisationer. Danske Handicaporganisationer har også nogle vigtige betragtninger, i forhold til hvordan borgere med fysisk handicap bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet. Der kunne vi i høj grad have draget nytte af nogle af de erfaringer, som man også har der. Så jeg synes, at man skal inddrage civilsamfundsorganisationer, men jeg ville være bekymret for, at man vælger nogle frem for andre.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det synes jeg jo er en rigtig god betragtning. Vi har selv en handicappet datter, og i den forbindelse tænker vi ofte over, hvordan man får en fod ind på arbejdsmarkedet. Der er mange strukturer, men også en kultur, som forhindrer det.

Hvordan får vi så sådan en trepartsinstitution til at fungere og interagere med civilsamfundet? For det kommer jo ikke bare af sig selv. Altså, hvis man beslutter sig for at sidde tre om et bord, kan der jo godt være en tendens til, at man siger: Så skal der ikke være flere stole. Så hvordan sørger vi for, at der er dækket op til alle dem i civilsamfundet?

Ordføreren.

Det er der jo mange måder man kan gøre på, kan man sige. Men jeg tror også, at den samtale, vi har her, er vigtig. Jeg mødte selv den her unge kvinde, som var blind, og som insisterede på, at hun gerne vil have et ordinært arbejde. For med de rigtige hjælpemidler var hun faktisk mindst lige så god en medarbejder som dem, der i øvrigt var ansat i et ordinært arbejde.

Jeg tror måske, at vi også har stirret os en lille smule blinde på det her med, at man skal man have et tilskud, hvis man fejler et eller andet, for ellers kan man overhovedet ikke få et arbejde. Så jeg tror, at der er noget med, hvordan vi tænker, og den måde, som vi også er gået til arbejdsmarkedet på. Hvis vi skal skabe noget mere rummelighed, og det skal vi, skal vi tale om, hvordan vi gør det, og også tænke på en anden måde. Der løb min tid lige ud.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Dennis Flydtkjær fra Danmarksdemokraterne.

Først tak til Dansk Folkeparti for at indkalde til den her vigtige debat, som jeg synes har udviklet sig til at være meget løsningsorienteret. Det synes jeg da er superpositivt. Jeg tror egentlig, at vi bredt er enige om, at der her er en god dagsorden og noget, vi kan stå sammen om at gøre noget ved.

Vi ved jo, at vi over de næste mange år kommer til at mangle utrolig meget arbejdskraft, og derfor synes jeg det er vigtigt, at vi ser bredt på, hvordan vi kan få danskerne til at gøre en ekstra indsats. Det kan være alt lige fra skattereformer til alt muligt andet. Men jeg tror, at det her er en god dagsorden, vi får fokus på, altså hvordan vi kan holde seniorerne mere på arbejdsmarkedet. For her er der en kæmpe arbejdskraftreserve eller en kæmpe guldgrube, hvis man kan bruge de ord.

Jeg tror faktisk, at rigtig mange gerne vil blive på arbejdsmarkedet, hvis forholdene er dertil. Der er naturligvis rigtig mange faktorer, der spiller ind, for at det kan lykkes, og der er sikkert også mange problemstillinger. Det er helt umiddelbart logisk, at det gælder om at motivere folk, såfremt de vil og kan, til at blive noget mere på arbejdsmarkedet. Men der er selvfølgelig også den anden udfordring, som også er en del af debatten, at vi selvfølgelig skal have gjort op med den diskrimination, der er, hvor man alene bliver fyret, fordi man har en forkert alder. Det er selvfølgelig ikke i orden.

Som det også er fremgået af debatten, er det jo helt åbenlyst, at det, der nok er den store løsning, men også den svære løsning, er, at arbejdsvilkårene i høj grad bliver forhandlet hjem af arbejdsmarkedets parter. Derfor synes jeg også, at det er godt, at vi har fokus på den del af det, for det er jo i høj grad også en kulturændring, der skal til derude. Måske kan man få det ind i aftalerne – som hr. Morten Messerschmidt også har sagt – at dem, der er 60+ eller 65+, kan komme ned i tid. Det synes jeg da er oplagt. Men jeg tror måske ikke – og det hører jeg heller ikke hr. Morten Messerschmidt sige – at det er lovgivning, der skal til, men det er overenskomster, man skal prøve at se om man kan få det ind i. Her kunne en del af debatten, som vi også har i dag, måske være med til at presse i den retning.

Der er selvfølgelig også nogle andre ting, som peger på os herinde. Det er, hvordan vi regulerer via lovgivning. Det kan være, hvordan skattelovgivningen er for at blive på arbejdsmarkedet, modregningsregler i pensionssystemet osv. Nu har vi lige fjernet noget modregning, og det er jo supergodt, men jeg synes faktisk også, at det er vigtigt at nævne, at vi også har nogle initiativer som bl.a. den her seniorpræmie, som er supergod. Man giver folk en ekstra bonus, hvis de arbejder henholdsvis 1 år og 2 år mere efter deres folkepensionsalder.

Jeg synes også, at det er vigtigt, at vi stadig væk holder snuden i sporet på den del, at det ikke kun er arbejdsmarkedets parter, men at vi faktisk også kan skabe nogle incitamenter herindefra. Det gør vi også. Det er ikke for at sige, at vi ikke anerkender det. Men at vi også stadig væk holder fokus på det herinde, tror jeg er rigtig vigtigt.

Som sagt er der jo mange faktorer, der spiller ind. Og noget af det, jeg har bemærket, da jeg læste op på den her debat, er, at når man spørger seniorerne selv, er meget af det, der gør, at de måske kunne overveje at blive noget længere tid på arbejdsmarkedet, bl.a. at de kan komme på nedsat tid – som vi også har debatteret – og at de kan få mere fritid, øget fleksibilitet eller måske bare et bedre psykisk arbejdsmiljø. Og det tror jeg er supervigtigt at vi har fokus på.

Derfor synes jeg også, at det er godt, at der lød til at være en bred opbakning til, at det kunne være supergodt, hvis man i højere grad kunne få folk til at blive på arbejdsmarkedet, måske på 20 timer eller på 15 timer, eller hvad man nu har brug for og mod på. Det tror jeg da ville være godt både for den ældre, men sådan set også for virksomheden, fordi man får fastholdt den utrolige viden, der kan være hos en seniormedarbejder.

Jeg synes også, at det egentlig er vigtigt lige at få nævnt igen – selv om det har været fremme i korte bemærkninger – at Forsikring & Pension har lavet en undersøgelse, der viste, at det offentlige har den udfordring, at folk trækker sig tilbage, i gennemsnit 1 år og 4 måneder før man gør det ude i det private erhvervsliv. Det tegner lidt til, at vi har en udfordring, som vi politisk også kan være med til at påtale. Ministeren kan gøre det i staten, og os i partierne har jo byrådsmedlemmer rundtomkring, som kan være med til måske at sætte det på dagsordenen dér. Det kan være en aftale mellem KL og regionerne, hvor man måske kan prøve at få skrevet nogle tekstbidder ind om, at det her skal være et fælles fokuspunkt, fordi der er et kæmpe potentiale for at lave forbedringer på det område.

Så vil jeg også nævne noget, der har været en del af debatten, nemlig det med Norge og Sverige. Der har jeg også læst mig frem til, at hvis bare andelen af personer, som arbejder 5 år efter folkepensionsalderen, kan øges med knap 5 pct., hvilket ville udligne forskellen i forhold til det niveau, man har i Norge og Sverige, kan man få 7.500 ekstra sæt hænder til at være på arbejdsmarkedet. Og hvis nogen lurer på, hvorfor det er et andet tal end det, som hr. Morten Messerschmidt sagde, er det, fordi det er en anden tidsperiode. Det, jeg har fundet undersøgelser på, er 65-69-årige. Men hvis man bare får det øget med 5 pct., er det 7.500 ekstra hænder. Det er trods alt pænt meget bare ved at gøre som vores nabolande.

Så der er helt oprigtigt mange ting, vi kan gøre, og det er godt, at vi får det her fokus på det i debatten i dag. Så igen tak for at have indkaldt til den.

Tak for det, og der er foreløbig to med korte bemærkninger, først fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg hæfter mig i virkeligheden bare ved formuleringen. For hvis vi fokuserer den her debat på en måde, hvor vi kommer til at tale om, at vi skal motivere seniorerne til at blive på arbejdsmarkedet, fordi vi har brug for dem, så er det bare noget andet, end hvis det er sådan, at vi erkender, at der er en række barrierer for, at seniorer overhovedet kan få et arbejde, altså at de f.eks. ikke bliver kaldt til samtale, hvis de er ledige, at de f.eks. risikerer at blive presset ud af arbejdspladsen, måske fordi de netop er de dyreste medarbejdere, eller fordi det bare er sådan, man har gjort, altså at det er blevet en kultur, at seniorerne skal vige pladsen for de unge. Men det har vi bare ikke råd til lige nu. Så derfor bliver vi også nødt til at ændre vores retorik og få fjernet nogle barrierer.

Hvad tænker ordføreren om at det i virkeligheden mere er det, der bliver vores fokus, end at vi skal lokke nogle til at blive lidt længere?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg tænker jo egentlig, at det er begge dele. For jeg synes jo, det er rent positivt ment, at vi skal motivere folk til at blive længere på arbejdsmarkedet, hvis de vil og kan, men det er jo også klart, at jeg skal have fokus på den anden del, hvor folk diskrimineres eller de bliver fyret på grund af alder, eller at man f.eks., som det også blev nævnt – nu kan jeg ikke huske, hvem af ordførerne der nævnte det – ikke bliver sendt på kursus, fordi man har en vis alder, og det så ud fra virksomhedens synspunkt ikke kan betale sig at opkvalificere medarbejderen.

Så vi skal selvfølgelig også have fokus på den anden del. Så hvis det, der står tilbage, er, at det har været det ene fokus i min tale, så beklager jeg, for det har i hvert fald ikke været hensigten med det. Selvfølgelig skal vi have fokus på begge dele.

Hr. Thomas Monberg, Socialdemokratiet.

Tak skal du have. Og tak for en god tale og en imødekommende tale. Jeg lagde mærke til, at ordføreren tidligere også nævnte det her med forskellen på det kommunale og det private arbejdsmarked. Nu kommer jeg selv fra den kommunale verden, hvor vi faktisk har taget en hel del fleksjobbere og noget socialt ansvar med ind i det her, og jeg nævner det bare, fordi man, hvis man skal sammenligne noget, så også skal sammenligne det rigtigt.

Så anerkender ordføreren ikke, at det kommunale, det statslige og det offentlige i det hele taget antager en større social rolle, som måske også kan påvirke det med alderen, fordi man tager nogle, der er nedslidte eller andet, med ind for at give dem et stykke arbejde?

Ordføreren.

Jo, jeg skal medgive, at der kan være mange faktorer, der ligger under de tal, og som man ikke sådan umiddelbart kan se ud af det, og det, at der er en forskel på 1 år og 4 måneder, kan jo være ud fra brancherne, det kan være travlhed på hospitalet, eller at der er mere pres på det at være sosu-assistent, som gør, at man så stopper, fordi man måske ikke kan holde til det mere. Så der kan jo være mange faktorer, der spiller ind i det.

Men der er jo i hvert fald et generelt problem, og når der alligevel er en ret stor forskel på 1 år og 4 måneder, synes jeg i hvert fald, der er noget at arbejde med i de kommunale systemer. Så er det klart, at man skal anerkende, at der for nogles vedkommende kan være nogle gode grunde til det, fordi de måske har taget et større socialt ansvar ved at have flere fleksjobbere, folk, der er nedslidte, eller noget andet. Det anerkender jeg.

Hr. Thomas Monberg.

Tak til ordføreren for at anerkende det. For det er jo netop en faktor, og hvis vi skal lovgive og gøre noget i en trepartsforhandling, er det jo også rart, at vi går derind med åbne øjne, og at vi er åbne for, hvorfor situationen er, som den er. For jeg synes jo netop ikke, vi skal straffe dem, der tager et socialt ansvar i det offentlige og kommunale, det tog vi i hvert fald i den kommune, jeg var i. I forbindelse med ethvert budget satte vi et mål om, hvor mange fleksjobbere og hvor mange af dem, som var på ledighedsydelse eller andet, vi ville tage ind.

Så derfor tog vi et ansvar, og det ved jeg også at der er rigtig mange andre kommuner der gør.

Ordføreren.

Men jeg tror, at noget af det, de f.eks. skal være bedre til i det offentlige, jo bl.a. er det, at man, når man kommer hen sidst i sit arbejdsliv, får tilbudt nedsat tid. Jeg har jo haft møde med akademikernes fagforening, var det, så vidt jeg husker, som nævnte, at de faktisk havde en udfordring med, at mange af deres medlemmer skulle være på fuld tid, og de ellers røg ud. Og det var faktisk typisk i det offentlige, hvor man jo måske godt kunne fastholde dem. Og det er jo typisk ikke, fordi man har nedslidning som et problem, men at man måske ønsker noget mere fritid, at passe børnebørnene, og man godt vil have en tilknytning til arbejdsmarkedet, måske på 20 timer. Så der er også udfordringer den anden vej.

Men igen anerkender jeg fuldt ud, at der kan være nogle sociale tilfælde, der gør, at man har taget et specielt socialt ansvar, som gør, at der kan være nogle andre tal, der boner ud. Så det skal vi selvfølgelig også være opmærksomme på.

Tak til ordføreren, og den næste ordfører står klar. Fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance.

Tak, formand, og endnu en gang tak til Dansk Folkeparti for at sætte et vigtigt emne på dagsordenen. Det er faktisk på sin plads, synes jeg, at vi få snakket de ældre op og får snakket seniorerne på arbejdsmarkedet op. Vi har brugt enormt meget tid i løbet af det sidste stykke tid, i hvert fald også i valgkampen, på at snakke om udfordringer og snakke om, hvor nedslidt man kan være som ældre. Det er selvfølgelig klart, at vi skal have en god arbejdsmarkedspolitik, og eksempelvis bakker vi op om seniorpensionen, og vi kan godt se, at der er nogle, der havner i den situation. Men det skal ikke simpelt hen ikke fylde hele debatten, for det er simpelt hen ikke rigtigt, at det gør sig gældende for alle. Så tak for, at vi får lagt lidt i den anden vægtskål her.

Der er faktisk grund til, at vi også snakker det op, især efter de sidste 30 år. Som ministeren også kommer ind på, er der nemlig i løbet af de seneste 10 år kommet 136.000 flere lønmodtagere, som er over 60 år, i arbejde. Vi har faktisk aldrig haft flere seniorer i beskæftigelse, end vi har lige nu. Ledigheden for personer over 60 år er 2,8 pct. og er lige så lav som for befolkningen generelt, det er positivt. Og det er positivt, at vi har alle de her seniorer i beskæftigelse.

I Liberal Alliance så vi også gerne, at der kom endnu flere i beskæftigelse, ikke kun for deres egen skyld – altså især i forhold til dem, som vi hører gerne vil det, men som oplever en aldersdiskrimination – men også for vores andres skyld. Jeg tror, at jeg taler for de fleste, når jeg siger, at der ikke er noget bedre end en erfaren kollega, der kan hjælpe til, når man som ny på arbejdsmarkedet skal i gang med lidt af hvert.

Der er problemstillinger, vi skal tage fat i, og jeg synes, at vi alle sammen her i salen i dag kommer meget ind på det, nemlig oplevelsen af, at den her aldersdiskrimination er stigende, på trods af at vi kan se, at flere vil arbejde længere, og på trods af at vi kan se, at virksomhederne tager højde for de ældre og også for dem, der har andre udfordringer. De ældre har bare ikke nødvendigvis i sig selv udfordringer kun på grund af deres alder. Det synes jeg fylder enormt lidt. Der er mange, som går igennem et glædeligt arbejdsliv og bidrager på en skøn og dejlig måde til deres arbejdsplads, og som er de bedste kollegaer, og de er faktisk aldrig svage eller handicappede eller noget som helst i den stil.

Det synes jeg er godt at vi får italesat her, for det er nemlig det, der skal til. Det er kulturen. Det er opfattelsen. Der synes jeg, at det er godt, at vi kan løfte det her i salen, men det er også noget, hvor vi selv skal kigge indad og skal kigge ud til omverdenen og til arbejdsgivere og til kollegaer derude, og så skal vi lige få vendt den her opfattelse, for det tror jeg er en bærende faktor i den her diskussion. Og vi er også med på at kigge på, hvordan vi så får sørget for, at der er gode vilkår for ældre, der så har nogle behov, som andre ikke har, på grund af deres alder. Men jeg synes ikke, at det er det, vi snakker om her. Her snakker vi om dem, der vil, og dem, der kan, og som vi skal være åbne for og være glade for vil deltage.

Jeg vil afslutningsvis læse en vedtagelsestekst op, som vi har udarbejdet sammen med Radikale Venstre. Jeg skulle hilse fra deres ordfører og sige, at hun beklager meget ikke at kunne være her. Hun sidder til forhandlinger i et ministerium. Det er hende, der har været primus motor på vedtagelsesteksten, så jeg skulle hilse mange gange. Forslaget til vedtagelse er fremsat af os i Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Nye Borgerlige:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anser seniorer som en betydningsfuld del af det danske arbejdsmarked og som en gruppe, vi skal fastholde i arbejde. Seniorer har erfaring, der er til gavn for os alle, og det er derfor væsentligt, at alder ikke er en barriere i arbejdslivet. Ældre medarbejdere er lige så produktive som yngre medarbejdere, alligevel oplever mange ældre en usikkerhed omkring deres arbejdsliv.

Folketinget ønsker at bekæmpe aldersdiskrimination og sikre et arbejdsmarked, hvor seniorer kan bidrage med deres kompetencer. Det skal ske til gavn for både den enkelte senior på arbejdsmarkedet og for hele samfundet.

Folketinget anerkender, at der allerede er gjort noget for at gøre det attraktivt at arbejde, men er også klar til at kigge på yderligere økonomiske incitamenter og til at fjerne bureaukrati og regler, der må stå i vejen for seniorers arbejdsliv.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 33).

Tak for ordet.

Tak for det. Forslaget vil indgå i den videre forhandling.

Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Og tak for en glimrende vedtagelsestekst, som jo på mange stræk minder om det, som vi i Dansk Folkeparti er blevet enige med regeringen og SF om. Men der er alligevel en enkelt ting, som ikke er nævnt i den vedtagelsestekst, som fru Sólbjørg Jakobsen lige har læst op, nemlig det her spørgsmål om nedsat tid. Der vil jeg bare høre: Er det sådan et fravalg, man har taget, eller er det, fordi man kan se, at det er en del af debatten, eller er det bare en forglemmelse? Nu kan fru Sólbjørg Jakobsen nok bedst svare på sit eget partis vegne, men hvordan ser man på det her med, at man lader den model, der findes i finanssektoren, om, at man, når man nærmer sig pensionsalderen, kan gå ned på en 4-dagesarbejdsuge, bredes ud til også andre sektorer? Og selvfølgelig skal det være med fuld respekt for arbejdsmarkedets parter.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg kan kun svare for mig selv og mit eget parti, og ja, jeg har også set, hvordan finanssektoren har indført det her, og at de har seniorer, der er længere tid på arbejdsmarkedet. Det, som jeg også synes er værd at kigge på, når man ser på finanssektoren, er, at de også har et lavt sygefravær, også for kvinders vedkommende, som generelt har et højere sygefravær end mænd, og de har folk, der arbejder i flere timer, og folk, der arbejder længere, altså i arbejdslivet.

Det, som meget af det bunder i, tror jeg er, at de er i trivsel. Og trivsel bidrager til – det viser også andre undersøgelser – at man arbejder flere timer, at man er mindre syg og har færre sygedage, og at man også arbejder længere. Så jeg ser ikke hr. Morten Messerschmidts forslag om en kortere arbejdsuge som det, der specifikt gør, at folk er længere tid på arbejdsmarkedet. Jeg synes, det er noget, der er værd at tage med ind, og jeg bakker også op om det – det kan sagtens være noget i den stil. Men jeg vil gerne have det lidt mere rundet af.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg anerkender fuldt ud, at det ikke gør det alene. Altså, vi har lavet et udspil, hvor der er en hel palet af tanker, og jeg har ingen naiv forestilling om, at vi får det hele igennem, men vi prøver sådan bid for bid at presse på. Og jeg er i hvert fald rigtig glad for, at der nu tegner sig et flertal – men vi stemmer først i morgen – for en tekst, der ligesom åbner for det her med en reduceret arbejdsuge.

Alligevel er vi ved at blive overhalet af virkeligheden, for i rigtig mange kommuner vedtager man jo det her. Jeg mindes i hvert fald at have læst sådan ud af den ene øjenkrog, at man her i København tilbyder sine ansatte at kunne gå ned på en kortere arbejdsuge. Jeg tror også, det har noget på sig.

Ordføreren.

Jeg undres over, at man siger det her med respekt for arbejdsmarkedets parter, men at vi så skal beslutte herinde, hvad det konkret skal indeholde. Jeg synes, at meget af det skal komme fra arbejdsgiverne og lønmodtagerne selv; der synes jeg ikke, vi skal starte med her i Folketinget at diktere, hvad det er, det skal indeholde. Jeg kan godt se, hvor det kommer fra, men jeg er bare ikke helt enig i, at det er herfra, det skal starte. Det skal ske ved arbejdsmarkedets parter.

Dermed tak til ordføreren for Liberal Alliance. Så er det fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti.

Da jeg var i 20'erne, fik jeg et job i et sekretariat. Vi var tre kvinder, der blev sat sammen. Jeg var som sagt i 20'erne; så var der Elise, der var i 50'erne; og så var der fru Neukirsch, der var i 80'erne. Vi indgik i sådan en treenighed, hvor vi skulle få det til at fungere – og det fungerede. Jeg var dog lidt knotten over fru Neukirsch. Hun ville helst møde kl. 10, for så kunne hun bruge sit mimrekort. Man havde først tilladelse til at bruge busserne, når dagen var nået til kl. 10. Så vi måtte lige file kanterne af. Men det lærte mig virkelig, at alder sammen kan noget.

Derfor vil jeg også sige tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her vigtige debat. Og efter at Det Nationale Forskningscenter For Arbejdsmiljø i den her måned eller måske forrige måned har kunnet vise, at der fortsat er et stigende problem med aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet, så er debatten jo kun blevet mere relevant. Det er en diskrimination, som mange borgere oplever, allerede når de fylder 50 år; en alder, hvor man jo for manges vedkommende føler sig ung og arbejdsdygtig, hvad undersøgelser også understøtter.

Endvidere viser undersøgelser, at ældre medarbejdere er lige så produktive som yngre medarbejdere, bidrager med viden og erfaring, er guld værd for arbejdspladserne, og at de som bekendt er et gode, som yngre medarbejdere får gavn af. Ældre medarbejdere er altså erfarne medarbejdere, som skaber stabilitet og bygger bro til de nye.

Derudover står vi jo i en situation, hvor der er akut brug for arbejdskraft. Vi oplever det i sundhedsvæsenet, i håndværkerbranchen, i restaurationsbranchen. Og mangel på arbejdskraft er faktisk en af vores største og mest presserende økonomiske udfordringer. Hvis virksomhederne ikke har tilstrækkelig med hænder og fødder, hjerner og hjerter, så sakker vores samfund bagud. Det ønsker vi ikke hos Konservative, og det tror jeg ikke der er nogen der ønsker.

Derfor kan vi heller ikke vende det blinde øje til, når vi gang på gang ser analyser og undersøgelser, som viser, at ældre borgere har svært ved at få et job, blot fordi de er ældre. Vi har behov for et arbejdsmarked, som forstår og formår at omfavne forskellighed og variation i alder. De, som kan og vil, skal have mulighed for at fortsætte, og derfor skal vi her sørge for at omdanne vores arbejdsmarked til at kunne rumme seniorer. Det er spild af god arbejdskraft, hvis ikke vi udnytter de mest erfarne.

Hos Det Konservative Folkeparti har vi et ønske om, at Danmark skal være bedre til at fastholde seniorerne på arbejdsmarkedet, og derfor foreslog vi bl.a. også tidligere, at man kunne kigge på et højere beskæftigelsesfradrag for dem, som ønsker at fortsætte med at arbejde. Det mener vi gør en betydelig forskel, som kunne bidrage til, at nogle, som måske har nået pensionsalderen, ville blive på arbejdsmarkedet.

Hvis vi kigger på sådan de lidt mere konkrete ting, er der jo meget af det, der allerede har været diskuteret i dag, f.eks.: Hvad kan vi lære af landene omkring os? Hvad kan vi også lære af de her forskelle, der findes mellem det offentlige og det private? Hvorfor er erfaringerne og tallene så forskellige? Hvor er de gode rollemodeller for, at det er lykkedes?

Der kan også være økonomiske incitamenter. Vi har her i salen allerede været inde på nogle af dem, bl.a. den her 2-årige begrænsede indsats i sundhedsbranchen med modregning af efterlønnen, og vi har talt om afskaffelse af modregning i folkepensionens grundbeløb. Så vi er jo allerede i gang.

Så synes vi også, at a-kasserne kunne komme hen at blive en meget central spiller. Her i salen har vi også vedtaget, at vi nu skal lægge et øget ansvar på a-kasserne i de første 3 måneder. A-kasserne selv har jo været ude at sige, at de sagtens kunne se, at det kunne blive en længere periode. Her skal vi sørge for at være gode til at evaluere og måske netop at udvide tidshorisonten.

En af grundene til, at a-kasserne er så vigtige, er netop det her med, at hvis først en person er ude af arbejdsmarkedet og altså er blevet arbejdsløs, så er det så svært at få den senior tilbage på arbejdsmarkedet. Men a-kasserne siger, at hvis man allerede i den periode, hvor man er i opsigelse, begynder at tage fat på at finde det næste job – hvis man gerne vil have et næste job – så er resultaterne meget bedre. Så en tættere kontakt til dem, det gælder, vil være en god start.

Til sidst er der jo masser af lovgivning, vi kan gå efter i sømmene. Små sten på vejen, bl.a. inden for transportsektoren, hvor man er begrænset af noget aldersdiskrimination omkring efteruddannelse i forbindelse med kørekort og stort kørekort osv. Så vi kan godt herinde finde meget selv.

Så med de ord vil jeg slutte af med endnu en gang at takke Dansk Folkeparti for at stille forespørgslen. Det er en vigtig debat. Vi har fået nogle gode initiativer og konkrete ting på bordet, for vi skal selvfølgelig udnytte den arbejdsressource, som seniorerne kan tilbyde. Tak for ordet.

Tak til Det Konservative Folkeparti. Næste ordfører er hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Tak for det, formand. Jeg blev helt overrasket over, at det var mig allerede, men det er dejligt. Jeg sad lystigt og kiggede på hr. Morten Messerschmidt og tænkte, at det cirka var lige efter ham, at jeg skulle op; det var det ikke. Sådan er det med alderen.

Den 21. juni bliver jeg 50 år. Der kan jeg så mærke, at allerede der skal jeg forvente, at diskriminationen kommer. Det er der nok noget sandhed i et eller andet sted. Vi skal også passe på med at tale det for meget op. Vi skal tage tallene meget alvorligt, men vi skal også passe på med at tale det for meget op. Jeg tror, at noget, der er vigtigt, er, at vi begynder at italesætte, hvad der er godt ved at ansætte en på 50 år.

Jeg har selv siddet og ansat i masser af år. Jeg ved faktisk ikke, om man må sige det her, men med den risiko, vil jeg sige – og det her er humor; det er humor, bliver der sagt med de breakinggule bjælker – at når jeg skulle ansætte en sekretær, har jeg altid joket med, at jeg enten skulle have en, der var så ung og køn, at når hun tabte en kuglepen, glemte jeg, hvad jeg lavede, eller også skulle jeg have en, der var så erfaren, at hun rent faktisk kunne aflaste mig.

Jeg har altid valgt den sidste, for jeg var heldigvis af natur mest doven og havde brug for erfaringen og evnerne. Og igen vil jeg sige, at det var humor, men der er en sandhed i det her. Den erfaring, vi snakker om, ligger jo hos dem, der byder ind på en arbejdsplads med at kunne ret meget mere end det, der ofte står på cv'et. For de har prøvet noget og har en erfaring. De har stået på et kontor og lige pludselig skullet styre det hele, fordi der ikke var andre. Men nu var de der, og så fik de en masse erfaring.

De ældre håndværkere, jeg har arbejdet sammen med, er dem, der ikke behøver at tænke over det og måler to gange og saver en gang, for de har erfaringen. Det kan godt være, at ham den unge spændstige med sixpacken, der kan bære lidt mere, lige umiddelbart er ham, hvor man tænker: Hold da op, han kan tjene nogle penge ind i virksomheden. Men så om mandagen har han været lidt for længe i byen; det har vi alle sammen prøvet. Han kan være en karl om natten, men ikke om dagen. De har en tendens til – og det er jo også en påstand – at blive en lille smule mere syge op til en weekend end en på 70 år. Jeg kan ikke rende i byen på samme måde, som jeg kunne, da jeg var 22 år. Så ville jeg få en frygtelig skældud, når jeg kom hjem til konen – apropos det med at huske at sige, at man er træt af at tage hjemmefra.

Livsvilkårene for mennesker oppe i alderen er også anderledes. De er i en anden situation. Når man ansatte nogen i 30'erne eller i 40'erne, vidste man, at de kom med en kæmpe børneflok, og at de alle sammen havde lyst til at få flere. Og så er der barnets første sygedag og anden sygedag, og de skal på ferie, og alting skal planlægges.

Men når man ansatte en på 55 år, var de egentlig glade for at komme hjemmefra og skulle bare lige skal have lidt fritid, hvis børnebørnene nu skulle passes. Så skulle man være fleksibel som arbejdsplads, for det var vigtigt for dem. Til gengæld havde de nærmest aldrig et problem med at møde lidt tidligere eller være lidt senere på arbejdspladsen. Til forskel fra dengang det hele var stress og jag og babyer og fodbold, havde de tid og nød deres arbejdsplads.

De historier skal vi huske at fortælle. Måske ikke den første med humoren – det skal vi nok lade være med – men vi skal huske at fortælle, hvor meget de ældre, som vi faktisk har været rigtig gode til at tale ned, har at byde på. Og vi har været gode til at tale dem ned; Socialdemokraterne var rigtig gode til det ved sidste valg. Der skulle man have Arnepensionen igennem, og der var alle ældre over 32½ år faktisk nedslidt og skulle have en værdig tilbagetrækning. Varen skulle jo sælges, og man skulle vælges ind i Folketinget, og så var det en god måde at gøre det på. Så glemte vi bare bagefter at huske at fortælle om alle de andre, altså dem, der ikke havde brug for Arnepensionen, men som faktisk havde brug for lige at blive talt lidt op. Men der var man jo valgt, og så var det ikke så vigtigt, og så glemte man det.

Da der var stor ungdomsarbejdsløshed, opfandt vi alt muligt for at få de ældre ud af arbejdsmarkedet, fordi de unge skulle ind på arbejdsmarkedet. Nu er virkeligheden, at vi ikke har nok på arbejdsmarkedet. Og så står vi og stamper i jorden og spørger, hvordan vi så får flere ældre ind. Det gør vi måske ved at tænke på, at når man bliver ældre, er man ikke så afhængig af penge. Huset er betalt, bilen er betalt, far og mor er ikke så dyre i drift, og man har faktisk planlagt lidt efter, at man snart skal på pension. Så det er svært at lokke med penge, selv om jeg som medlem af Nye Borgerlige tænker, at incitamentet i forhold til pengepungen altid er et godt sted at starte.

Men hvordan løser vi det med fleksibiliteten både fra arbejdsgivere og fra staten, i forhold til hvordan man får den sidste del af ens arbejdsliv til at være noget, hvor man byder lidt mere ind, bare fordi man har lyst, og ikke så meget, fordi man skal betale noget?

En løsning kunne være, at man laver et klippekort på din pension, sådan at du kan starte og stoppe. Nogle af os er naturligvis slidt, når vi er 70 år. Så kan det være, at vi har en periode med ondt i ryggen, men så kan det godt være, at når vi er 70½ år, har vi det godt i ryggen igen, og så kunne vi godt tænke os at arbejde igen. Hvorfor skulle man så ikke kunne starte der og sætte pensionen på pause? Altså, vi har jo alle sammen planlagt, at vi skal på pension som 86-årige, for der er kun 14 år tilbage, og det er det, vi har sparet op af staten. Så det er jo ligegyldigt, hvornår man bruger det der stempelkort, hvor staten ligesom har lagt penge til side. Det skal vi huske at tale op.

Der er tusind problemstillinger. Meget af det er noget, hvor vi har skudt os selv i foden i forhold til at opbygge en velfærdsstat, hvor vi ligesom hele tiden har sagt: Du skal arbejde længe, længe, og når du så er færdig med at arbejde længe, længe, får du nogle ganske få år på pension, men der ved vi også godt, at der kan du ikke mere, og så skal du faktisk ikke noget.

Lad os udnytte ressourcen. Lad os tage alle de her små steder, alle sammen herinde, og finde dem frem og give dem til beskæftigelsesministeren, der er blevet 40 år eller snart bliver 40 år, mener jeg. Er det ikke sådan, og at der bliver en reception? Så siger vi: Nu løser vi det her, og nu finder vi nogle fede løsninger sammen, og så må regeringen gerne få sit stempel på det. Det kan jeg godt leve med.

Normalt taler man jo ikke om alder, overhovedet, men lige præcis i den her debat er det vel absolut relevant. Hr. Morten Messerschmidt – og jeg kender ikke din alder.

Tak for det, og tak til ordføreren for på sin egen sådan lidt underfundige måde at komme med nogle centrale pointer, synes jeg.

Det her er virkelig blottet for polemik. Det er faktisk et forsøg på at se, hvor bredt vi kan lave noget her. For når jeg sidder og kigger på den vedtagelsestekst, som vi i Dansk Folkeparti har lavet sammen med SF og regeringen, og sammenligner den med den vedtagelsestekst, som hr. Kim Edberg Andersen og andre har lavet, så er der jo ikke meget, der skiller dem, bortset lige fra det her med, at der konkret i vores vedtagelsestekst er nævnt det her med retten til at kunne gå på nedsat tid.

Derfor er det bare nærliggende at høre, hvordan hr. Kim Edberg Andersen ser på det. Altså, ville der egentlig være noget i hr. Kim Edberg Andersen, der ville forhindre ham i at stemme for den vedtagelsestekst, som vi har lavet? Det kan sagtens være, at det er mig eller en anden, der ikke har fået rakt ordentligt ud; lad det være sagt med det samme. Ville der være noget til hinder for, at hr. Kim Edberg Andersen stemte for den her vedtagelsestekst?

Ordføreren.

De to er virkelig meget identiske. Det er primært det med at have en ret. Og nej, jeg kunne faktisk teknisk set nok godt have skrevet mig på den vedtagelsestekst, som hr. Morten Messerschmidt er kommet med, og have levet med det med en ret. Jeg havde så haft et aber dabei, for jeg tænker, at vi har set nogle problemstillinger på andre områder, i forhold til at sosu-assistenter sjovt nok altid bliver ansat i 30-timersstillinger, på trods af at vi gerne vil ansætte dem på 37 timer. Så jeg har lidt en bekymring om, at der ville blive tænkt i det fra arbejdsgivernes side. Det er det, der er min bekymring, for det her skal være noget, hvor der ikke kan tænkes i det, altså spekuleres i, at man kan få en ansat på 30 timer, bare fordi der er den her ret.

Jeg ville være virkelig ked af det, hvis vi lavede noget, hvor man kunne komme ud for at blive trykket på maven, når man gerne ville arbejde 37 timer, og hvor de sagde: Vi mangler lige 7 timer her, og dem har vi ikke, så dem kan vi ikke give dig, men du har jo en ret. Det er det, jeg er bekymret for, for jeg tror, at sådan fungerer virkeligheden også nogle gange. Så det, der er problemstillingen for mig, er egentlig sådan meget ude i periferien, nemlig det med at have en ret.

Spørgeren.

Jeg vil sige, at det er en helt relevant indvending, som jeg ikke havde tænkt over. Og det er bare derfor, at jeg gerne vil invitere hr. Kim Edberg Andersen ind i det her rum, for han tænker tydeligvis nogle fornuftige tanker, som også kan udfordre nogle af de konventioner, som vi andre arbejder med, og det samarbejde vil jeg gerne fortsætte.

Ordføreren.

Nu tænker jeg ikke altid kun fornuftige tanker, så med mig skal man jo selv selektere dem. Det er jo nemt med mig. Man skal bare huske at selektere, nogle gange mere end andre gange. Men i Nye Borgerlige er vi altid villige til at gå med ind i det, for det er en rigtig, rigtig vigtig problemstilling, og det der med en ret kunne vi godt leve med. Men der er rigtig mange sten, der skal vendes, og jeg tror faktisk, at vi alle sammen mere eller mindre kan komme med gode bidrag til det, så vi får løst det ordentligt en gang for alle. Det burde vi nok gøre, i stedet for at vi skal frem til år 2040, før vi engang bliver færdige.

Dermed tak til Nye Borgerlige, og så er det beskæftigelsesministeren.

Tak for en rigtig god debat til alle ordførere. Det er jo fuldstændig rigtigt, hvad den sidste ordfører her siger, nemlig at det godt kan være, at ordføreren, altså hr. Kim Edberg Andersen, fylder 50 år og nu træder ind i diskriminationens årti, men på gruppemødet, da vi vendte den her problemstilling og havde diskussionen hos os selv i Socialdemokratiet, inden vi skulle herned i salen, var der nogle, der påpegede, at det nu allerede sker i 40'erne. Så på den måde er vi så i samme båd nu.

Jeg kan konstatere, at der heldigvis er en ret bred energi i at diskutere det, men faktisk også en vilje til at forsøge at bidrage med det, vi kan herinde. Jeg er vild med, at der over en bred kam bliver talt ligeværd. Det var fru Kirsten Normann Andersen, der brugte det ord, men også fru Eva Kjer Hansen siger ligesom, at det her jo ikke kun handler om, at vi lige nu mangler en arbejdskraft. For det handler også om, at der er mennesker her, som skal rummes på vores arbejdsmarked og ikke diskrimineres på baggrund af deres alder, og at det her ikke kun gælder i en tid med højkonjunktur. Til det kan jeg bare sige, at jeg for det første er fuldstændig enig, og jeg håber jo i det hele taget, at vi har den tilgang til vores arbejdsmarked, at folk bliver bedømt på, hvad det er, de kan, og ikke på, hvornår de er født, hvordan de ser ud, og hvilket køn de har, eller om de kommer med andre ting.

Der bliver også sagt, at vi hver især har interesseorganisationer og grupperinger, vi rækker ud til, der gør os klogere, og der bliver også nævnt Alzheimerforeningen, og der bliver spurgt om, hvad vi gør med folk med fysiske handicap. På den ene side er jeg glad for, at fru Sólbjørg Jakobsen siger, at seniorer jo ikke pr. automatik har et eller andet, der gør, at de ikke bare kan træde ind på en arbejdsplads, og at det bliver nødt til også være en del af diskussionen. Men der er jo også et hensyn i forhold til at sige, at hvad nu hvis du i slutningen af arbejdslivet har en lidt lavere kadence eller har nogle andre ting?

Det kan også, som hr. Kim Edberg Andersen siger, være en arbejdskraft, der får nogle andre prioriteter og dermed har brug for, hvis man har lyst til at have dem på arbejdsmarkedet, at kunne rummes i nogle andre fleksible rammer.

Så den her diskussion rummer så utrolig mange ting, og jeg vil godt understrege, at jeg er helt enig med fru Sólbjørg Jakobsen, når hun siger, at det er på baggrund af gode tal. Det startede jeg også min egen tale med at sige, nemlig at det er på baggrund af gode tal, altså at det går godt, og at vi får markant flere seniorer i arbejde, end vi har haft. Måske er det så også derfor, at diskriminationen føles større, for vi siger, at vi hele tiden har brug for folk, men så oplever man, at der så stadig væk ikke er brug for en.

De andre historier fortæller om tider, hvor vi godt vidste, at vi havde en overflod af arbejdskraft i forhold til det arbejde, der var, og så var der nogle i slutningen af arbejdslivet, der sagde: Godt, så giver vi plads til de unge. Nu har vi den omvendte situation, og det gør måske så følelsen endnu mere uretfærdig, altså hvis man oplever, at det alene er dåbsattesten der gør, at man ikke kommer til samtale.

Så er jeg også glad for, at vi får favnet seniorgruppen. Der er flere, der nævner, bl.a. Nye Borgerliges ordfører, at mit eget parti har haft travlt med at tale om dem, som havde brug for ret til tidlig pension eller andre foranstaltninger, der gør, at deres arbejdsliv ikke bliver en kamp på piller for at nå hen til en pensionsalder. Det er jeg stolt over, men jeg synes, det hører med til billedet, at det var den selv samme regering, der jo lavede aftalerne, og som nu sørger for, at vi står og har fjernet modregningsreglerne.

Det er jo, fordi vi hele tiden har set den gruppe, der havde brug for særlige foranstaltninger og en særlig ret til tidlig pension, men jo også hele tiden har tænkt i, hvordan vi så kunne gøre incitamentet større. Og jeg tror på økonomiske incitamenter for den enkelte, for alle dem, der godt kan og vil. Den balance synes jeg har været der i dag, og det vil jeg godt kvittere for bredt set over for ordførerkredsen, for det synes jeg klæder os.

Så er der jo mange forskellige ting, der kan bidrage til at løse det her. En af de ting, som jeg måske ikke havde set komme, var fru Helle Bonnesens pointe omkring, at reglerne for mimrekort også kan blokere for et øget arbejdsudbud lige pludselig, fordi man ikke møder før kl. 10.00. Hende fru Neukirsch lyder helt skøn. Men jeg tror i virkeligheden bare, at det understreger, at vi jo bliver nødt til at se hvert enkelt af de her mennesker ud fra det menneskes situation og behov og ikke tro, at vi kan komme med løsninger og ikke mindst lovgivning, som fikser det her.

Der er meget kultur i det, der ligger meget i den måde, hvorpå vi anskuer tingene, der er meget, der skal forplantes med et ejerskab, og meget, meget lidt af det, der er tilbage at gøre, skal i virkeligheden håndteres med en lov fra Folketingets side. Det synes jeg også har gennemsyret debatten.

Så jeg vil bare afslutte med at sige tak, fordi vi haft anledning til at diskutere det. Det er jeg helt sikker på vi kommer til igen, og også tak for rigtig mange gode perspektiver fra ordførernes side.

Første korte bemærkning er til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og også tak til ministeren for hendes, synes jeg, gode bemærkninger, men hvad så nu? For vi har en trepartsinstitution, som vi har drøftet måske skal tilføjes nogle elementer. Hvordan gør vi det, og hvordan kommer vi så videre herfra? Det er jo alt andet lige ministeren, der har bolden, så hvor skal den spilles hen? Bliver der indkaldt til nogle drøftelser eller forhandlinger? Vil man afvikle nogle seminarer?

Statsministeren gjorde jo tidligere i den her regeringsperiode det, at man afholdt nogle seminarer på Marienborg, hvor vi drøftede børn og unges mentale velbefindende, klimaspørgsmål osv. Kunne man forestille sig at lave noget tilsvarende? Hvad er planen fra regeringens side i forhold til at komme videre?

Ministeren.

Jeg synes i meget høj grad, at det der med faktisk at favne diskussionen og også gerne tage den uden for Christiansborg er et helt centralt element. Men jeg synes faktisk også, at der er rigtig meget i gang. Der er videncenteret fra finansloven, som vi har talt om, der først skal op og i gang. Vi har også de her modregningsregler, som kommer til at skulle ud og leve nu – det sidste grønne skub blev gjort i dag. Og så har vi jo fra regeringens side peget på, at vi meget gerne vil drøfte det med arbejdsmarkedets parter i en trepartsinstitution. Men vi har jo også overenskomstforhandlingerne ved siden af det, vi selv blander os i, hvor rigtig mange af de her ting bliver drøftet.

Så jeg synes, at der er rigtig god energi i rigtig meget af det, vi har talt om i dag. Jeg tror så også bare, at vi er nødt til at holde snuden i sporet og blive ved med at diskutere det på Christiansborg, vel vidende at vi hverken har alle løsningerne eller skal komme med alle løsningerne.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det sidste vil jeg godt påtage mig ansvaret for. Vi skal i hvert fald nok sørge for – det tror jeg at mange skal – at det her bliver diskuteret. Men noget af det, som jeg tror kunne være godt for debatten, var, hvis ministeren kunne skabe et overblik over, hvad der er overenskomstområdet, og hvad der er lovgivning, sådan at vi ved, hvad det egentlig er for en boldbane, vi spiller på. For det duer jo ikke, at vi sidder og får en hel masse gode idéer og så finder ud af, at det i virkeligheden var arbejdsmarkedets parter, der skulle have de idéer, eller at man holder sig tilbage fra at tænke nogle tanker, fordi man tror, at det skal komme derovrefra, når det i virkeligheden skal komme fra os.

Så kunne ministeren på en eller anden måde hen over sommeren facilitetere, at vi, der er her, og alle andre, der har lyst til at bidrage, får klarhed over, hvad der egentlig hører til her i Folketinget, og hvad der hører til hos arbejdsmarkedets parter?

Ministeren.

Det synes jeg er en god pointe. For der er rigtig meget af det, vi taler om her, som er ting, der bliver drøftet i overenskomstforhandlinger. Jeg vil egentlig godt kvittere for, at ordføreren hele vejen igennem har understreget, at det, at det finder vej ind i vores diskussion, ikke er det samme, som at vi nu pludselig synes, at det er et politisk emne, der skal håndteres her.

Det er også rigtig vigtigt for mig at understrege, at mit blik på det her er, at vi er nødt til at have arbejdsgiverne med, og at vi er nødt til at have ejerskab i vores virksomheder og på vores arbejdspladser. For det er også der, man er nødt til at se den enkelte medarbejder; det er også der, man er nødt til at stoppe med at fravælge folk på grund af deres alder alene.

Hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Tak for det, og tak til ministeren. Måden, ministeren replicerede på i forhold til det, jeg sagde, viser meget godt, hvad det handler om. Jeg formulerer mig selvfølgelig nok dumt, så det er jo fair nok.

Kritikken af Arnepensionen er egentlig bare en forklaring på, at vi talte det enormt meget op som politikere. Alt det gode, der er sket efterfølgende, taler vi ikke så meget om.

Jeg har været leder i mange år, og det sværeste at ændre på en ny arbejdsplads er kulturen. Én ting, man kan være helt sikker på, er, at det ikke er planchen på væggen, der ændrer det – det er det ikke. Det er input udefra, at man nudger og alt det her. Og det, jeg hører ministeren tage op med hensyn til trepartsforhandlinger, er planchen på væggen. Altså, hvis vi skal ændre kulturen, skal vi italesætte det alle sammen. En Mette Frederiksen kan komme ud og sige, at det er fedt med ældre, ikke? Altså, det er os, der skal ændre kulturen, for hvis kulturen bliver ændret og vi får italesat det og sagt til hinanden, at det bare er fedt at have ældre medarbejdere, så tror jeg virkelig, vi kommer langt. For med den der planche på væggen, som vi forsøger at lappe det med, for det er det, vi kan herinde, tror jeg desværre vi skyder os selv i foden.

Ministeren.

Jeg synes jo, der er meget andet, vi kan herinde. Altså, der er jo en grund til, at vi gentagne gange har behandlet de økonomiske rammer omkring det at arbejde efter sin pensionsalder. Det er jo noget af det, vi decideret har mellem hænderne, og hvor vi har taget ansvar og faktisk nu med brede flertal har gjort det markant mere attraktivt. Det er noget af det, der ligger på vores bord, og som vi faktisk har taget ansvar for.

Men jeg er en til en enig med spørgeren, i forhold til at der er meget kultur i det her, og at der er meget, som ikke er i nærheden af at kunne løses med lovgivning, og det er bare nødt til at være ret centralt placeret, når vi har den her diskussion.

Spørgeren.

[Lydudfald] ... for jeg tror nemlig ikke, at det er med lovgivning. Det er det, jeg kalder planchen på væggen. Det kan vi sætte ned over det, og så sker der ingenting. Man kan jo ikke tvinge folk til at ansætte ældre mennesker.

Men vil ministeren så i hvert fald ikke love mig, at man, når nu alt det her går i gang og samtalerne begynder, måske også tænker lidt ud af boksen, i forhold til at det jo kunne være, at man skulle have nogle eksperter i forandring af arbejdskultur ind og snakke med os om, hvordan vi gør. For som fru Eva Kjer Hansen jo påpegede, har vi gjort det her siden 2000; altså, vi har haft den her samtale siden 2000, og vi laver jo gode ting. Det er ikke, fordi vi laver dårlige ting, men vi løser det ikke helt; det gør vi altså bare ikke.

Ministeren.

Jeg synes faktisk, at vi løser ting. Jeg synes, at arbejdsmarkedets parter har bidraget til, at tallene ser bedre ud, end de har gjort i 30 år. Jeg synes, at vi politisk bidrager til det. Jeg synes også, det er værd at bemærke nu, hvor vi har en historisk høj beskæftigelse i det her land, at en meget stor del af det er drevet af vores seniorer, og det vil sige, at der jo er rigtig mange gode bevægelser i gang. Det er jo sådan set bare et plus at skulle bygge videre på det. Men at anerkende, at det faktisk går i den rigtige retning, og at der er taget skridt, synes jeg også er vigtigt.

Fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak, og også tak for en fin besvarelse. Jeg deler rigtig mange af synspunkterne, og jeg tænker sådan set også, at det jo netop er svært, fordi noget er aftalestof og andet er lovstof. Men noget af det, som jo hører til lovstof, er, at det eksempelvis er forbudt at diskriminere på grund af køn. Så der er nogle regler, i forhold til hvornår vi ikke må diskriminere, og hvor der jo i princippet er omvendt bevisbyrde.

Kunne man forestille sig, at man kunne tage sådan nogle redskaber i brug i forhold til at forebygge, at det ofte er seniorerne, der står yderst på vippen, hvis der er sparerunder eller andet? Det er også, fordi erfaring ofte betyder, at man har oparbejdet den højeste løn i virksomheden. Vi kender det i hvert fald typisk fra den offentlige sektor, hvor det er de dyre medarbejdere, der ofte ryger først, når der er sparerunder. Men vi har bare ikke råd til at sende erfarne medarbejdere ud på den måde. Så kunne man tænke nogle tanker i forhold til at forebygge diskrimination på grund af alder?

Ministeren.

Det er jo et meget godt eksempel på, hvordan love ikke forhindrer folk i at gøre nogle af de her ting alligevel, for det er imod loven at diskriminere på baggrund af alder. Nu har vi senest, i efteråret tror jeg det blev vedtaget, gjort ansøgningerne anonyme i forhold til alder, så man ikke får det der tal som det første, der popper op, hvor man så kan sige, at det ryger over i den der bunke med ansøgninger, vi ikke engang gider at læse. Så der er jo taget nogle greb, men i forhold til at gå derfra og så til, at der faktisk i mindre grad bliver en af følelse af diskrimination i vores seniormedarbejdergruppe, skal der også nogle andre ting til. Så ja til det der, men der er jo også bare en erkendelse af, at vi er nødt til ligesom at have hele paletten i spil.

Spørgeren.

Som gammel fagforeningsformand ved jeg jo godt, at der foregår meget, som er ulovligt, ude på arbejdspladserne rundtomkring, og det er jo det, fagforeningerne er beregnet til at sørge for at få sat en stopper for. Men vi ved også bare, at det er svært med diskrimination, fordi det er svært at bevise, at det er chikane, og at det ikke er, fordi medarbejderen faktisk er så uduelig, at det er den person, der står yderst på vippen. Det er jo der, hvor man netop ved at bruge sådan nogle begreber som omvendt bevisbyrde har mulighed for ligesom at give medarbejderne en forlomme i forhold til bevisbyrden med hensyn til diskrimination på grund af alder. Så derfor er det blot for at prøve at tænke ud af boksen eller i hvert fald finde på alternative løsninger til ligesom at komme i mål med nogle af de her ting.

Ministeren.

Nu er der stadig viden, vi har brug for både at få samlet sammen og få oparbejdet, og derfor er der også behov for et videncenter. Men når jeg kigger ned i de tal, vi trods alt har, fortæller de mig, at seniorer ikke bliver fyret oftere end andre – det er en generel betragtning – men når de bliver fyret, er det det at finde et nyt job, der er den store barriere. Det fortæller jo mig, at de fleste af dem, der har en seniormedarbejder, sådan set ikke har noget ønske om at skille sig af med dem. Men hvis der bare ligger en ansøgning fra en seniormedarbejder i bunken af ansøgere, er det ikke den, man vælger. Der er jo noget stereotypt og forudindtaget omkring, hvad det betyder, som jeg tænker at vi i hvert fald også kan være med til at adressere, og så er der også alt det der med anonymiseringen i forhold til alder i ansøgningerne.

Tak til ministeren, og tak til alle ordførerne.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og dermed er forhandlingen afsluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt finde sted fredag den 2. juni 2023.

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

37) Forespørgsel nr. F 17:

Forespørgsel til beskæftigelsesministeren:

Hvilke initiativer påtænker regeringen at tage for at gøre det danske arbejdsmarked bedre for seniorerne og bekæmpe aldersdiskrimination?

Af Morten Messerschmidt (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF).

(Anmeldelse 03.05.2023. Fremme 09.05.2023).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til fredag den 2. juni 2023.

Mødet er udsat. (Kl. 15:41).

Så ser det ud til, at vi er ved at være klar. Vi giver ordet til ordføreren for forespørgerne. Det er hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, der vil begrunde forespørgslen.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Og så er det beskæftigelsesministeren for en besvarelse.

Tak til ministeren. Der er nu adgang til én kort bemærkning for ordførerne. Den første er fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Ministeren.

Så er det hr. Morten Messerschmidt.

Ministeren.

Tak for det, og den næste, der har bedt om ordet, er fru Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Ministeren.

Tak for det. Der er foreløbig to, der har bedt om korte bemærkninger. Først er det hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Ordføreren.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Ordføreren.

Fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Ordføreren.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Ordføreren.

Fru Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti.

Ordføreren.

Fru Helle Bonnesen? Vi går videre i køen. Fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance, værsgo.

Ordføreren.

Fru Sólbjørg Jakobsen.

Er hr. Morten Messerschmidt ikke bange for, at det kan have en negativ effekt, når vi gør det på den måde?

Ordføreren.

Hr. Dennis Flydtkjær, Danmarksdemokraterne.

Ordføreren.

Hr. Dennis Flydtkjær.

Ordføreren.

Nu er det min første forespørgselsdebat, så jeg har et forslag til vedtagelse, som regeringspartierne og nogle andre partier er med i.

Jeg skal derfor på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF, Enhedslisten og DF fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 32).

Tak for ordet.

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil nu indgå i den videre forhandling. Jeg gør opmærksom på, at afstemningen er udsat til i morgen, når vi når dertil.

Nu går vi videre. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Ordføreren.

Tak. Jeg vil bare komme med en enkel, venlig henstilling: Vi bruger ikke direkte tiltale, vi siger hr. og fru.

Så er det hr. Morten Messerschmidt for sin anden korte bemærkning.

Ordføreren.

Fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Ordføreren.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Ordføreren.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Thomas Monberg fra Socialdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til fru Eva Kjer Hansen fra Venstre.

Tak for det. Der er foreløbig to, der har korte bemærkninger. Først er det hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Ordføreren.

Hr. Morten Messerschmidt.

Ordføreren.

Fru Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti.

Ordføreren.

Fru Helle Bonnesen? Nej. Så er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Vi siger tak til fru Eva Kjer Hansen fra Venstre, og jeg byder nu velkommen til hr. Jeppe Søe fra Moderaterne.

Så lad os nu vide og forstå, at erhvervslivet har brug for erfaring, og at det ikke kun er os på Borgen, der skal skabe det; vi skal gøre det i samspil med dem, der skriver: Nu må I gøre noget.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti, værsgo.

Ordføreren.

Hr. Morten Messerschmidt.

Ordføreren.

Hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Værsgo

Ordføreren.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Ordføreren.

Nu er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Jeppe Søe fra Moderaterne, og jeg byder nu velkommen til fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Og tak til Dansk Folkeparti for at sætte den her dagsorden, også selv om det bliver sent på eftermiddagen, for det er en vigtig dagsorden, synes jeg.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti, værsgo.

Ville det ikke være oplagt at lade den organisation, der jo trods alt favner, tror jeg, næsten en million danskere som medlemmer, indgå i det her permanente arbejde?

Ordføreren.

Hr. Morten Messerschmidt.

Ordføreren.

Så der er helt oprigtigt mange ting, vi kan gøre, og det er godt, at vi får det her fokus på det i debatten i dag. Så igen tak for at have indkaldt til den.

Tak for det, og der er foreløbig to med korte bemærkninger, først fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Hvad tænker ordføreren om at det i virkeligheden mere er det, der bliver vores fokus, end at vi skal lokke nogle til at blive lidt længere?

Ordføreren.

Hr. Thomas Monberg, Socialdemokratiet.

Ordføreren.

Hr. Thomas Monberg.

Så derfor tog vi et ansvar, og det ved jeg også at der er rigtig mange andre kommuner der gør.

Ordføreren.

Tak til ordføreren, og den næste ordfører står klar. Fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance.

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 33).

Tak for ordet.

Tak for det. Forslaget vil indgå i den videre forhandling.

Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Ordføreren.

Hr. Morten Messerschmidt.

Ordføreren.

Dermed tak til ordføreren for Liberal Alliance. Så er det fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak til Det Konservative Folkeparti. Næste ordfører er hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Normalt taler man jo ikke om alder, overhovedet, men lige præcis i den her debat er det vel absolut relevant. Hr. Morten Messerschmidt – og jeg kender ikke din alder.

Tak for det, og tak til ordføreren for på sin egen sådan lidt underfundige måde at komme med nogle centrale pointer, synes jeg.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Dermed tak til Nye Borgerlige, og så er det beskæftigelsesministeren.

Første korte bemærkning er til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Ministeren.

Hr. Morten Messerschmidt.

Ministeren.

Hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Kritikken af Arnepensionen er egentlig bare en forklaring på, at vi talte det enormt meget op som politikere. Alt det gode, der er sket efterfølgende, taler vi ikke så meget om.

Ministeren.

Spørgeren.

Ministeren.

Fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Ministeren.

Spørgeren.

Ministeren.

Tak til ministeren, og tak til alle ordførerne.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og dermed er forhandlingen afsluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt finde sted fredag den 2. juni 2023.

Se video af alle taler

Nu er det min første forespørgselsdebat, så jeg har et forslag til vedtagelse, som regeringspartierne og nogle andre partier er med i.

Jeg skal derfor på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF, Enhedslisten og DF fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 32).

Tak for ordet.

Så lad os nu vide og forstå, at erhvervslivet har brug for erfaring, og at det ikke kun er os på Borgen, der skal skabe det; vi skal gøre det i samspil med dem, der skriver: Nu må I gøre noget.

Tak for det. Og tak til Dansk Folkeparti for at sætte den her dagsorden, også selv om det bliver sent på eftermiddagen, for det er en vigtig dagsorden, synes jeg.

Så der er helt oprigtigt mange ting, vi kan gøre, og det er godt, at vi får det her fokus på det i debatten i dag. Så igen tak for at have indkaldt til den.

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 33).

Tak for ordet.

Folketinget

Resumé

Om forespørgslen

Forhandling

Forslag til vedtagelse

F 17 Om bedre forhold for seniorerne på arbejdsmarkedet.

Forhandling den 01-06-2023

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling