Det sidste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 57:

Forslag til folketingsbeslutning om hjælp frem for straf til stofbrugere.

Af Theresa Berg Andersen (SF) m.fl.

(Fremsættelse 14.03.2023).

Der er ikke nogen, der ønsker at begrunde forslaget. Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er social- og boligministeren.

Tak for det. Med det her beslutningsforslag ønsker forslagsstillerne at pålægge regeringen at igangsætte et lovforberedende arbejde inden udgangen af 2023, som skal munde ud i et lovforslag, der styrker indsatsen mod stofbrug og afhængighed igennem social og sundhedsfaglig intervention frem for straf til stofbrugerne.

Kæmper man med et stofmisbrug, skal man have den rette hjælp. Det gælder ikke mindst de mange mennesker, for hvem stofmisbruget blot er en ud af flere livsomstændigheder. Det er en målgruppe, vi i vores velfærdssamfund i dag ikke formår at hjælpe godt nok. Vi har som samfund en forpligtelse til løbende at forholde os til, hvordan vi bedst og mest effektivt hjælper borgere med stofmisbrug, og en forpligtelse til at forebygge, at flere, herunder særlig børn og unge, udvikler et misbrug. Jeg hilser selvfølgelig derfor også beslutningsforslagets intention om at styrke indsatsen på stofmisbrugsområdet velkommen.

Jeg vil her sige, at en af de her ting, som regeringen har besluttet i sit regeringsgrundlag, netop er at tage fat om den allermest udsatte gruppe af borgere i Danmark. Jeg er i øjeblikket på vej rundt til rigtig mange forskellige steder, som i dagligdagen beskæftiger sig med lige præcis den her gruppe. Jeg skulle hilse og sige, at vi har lavet ikke så få snubletråde for den gruppe af borgere. Det er også derfor, at vi ser på andre måder at organisere området på.

Jeg synes dog så, at i det her beslutningsforslag kobles muligheden for at få hjælp til ens stofmisbrug meget tæt sammen med spørgsmålet om straf for besiddelse af stoffer. Det er tæt på, at man får det indtryk, når man læser det, at ophævelse af straf er en forudsætning for, at folk kan få relevant social og sundhedsmæssig hjælp. Derfor vil jeg bare understrege, at alle borgere med et stofmisbrug har ret til misbrugsbehandling. Adgangen til behandling afhænger ikke af, om man har modtaget en straf for besiddelse af stoffer. Man kan som borger henvende sig direkte til kommunen for at komme i behandling, og herefter skal behandlingen iværksættes inden for 14 dage. Det er altså uafhængigt af, om man har modtaget en straf eller ej. Så straf udelukker med andre ord heller ikke nogen fra at modtage den nødvendige behandling. En generel afkriminalisering af stoffer er således heller ikke en forudsætning for at kunne sætte ind med relevant hjælp til målgruppen.

Så synes jeg, at der lidt er den problemstilling, at stofmisbrug bliver skåret over en kam i beslutningsforslaget og i den løsning, der bliver foreslået. Jeg mener, at det er vigtigt at holde sig for øje, at målgruppen af borgere med stofbrug spænder ekstremt bredt. Den spænder jo fra den person, der tager kokain på toilettet inde på en af de smarte barer i byen og i øvrigt aldrig gør det igen, og så over til den kvinde, man møder og hører om på Reden. Hun har været i Firkanten, som de kalder det på Vesterbro, siden hun var 14 år gammel, og har været afhængig af hårde stoffer siden da, og hun er nu 18 år gammel og arbejder som prostitueret i hverdagen og har allerede som 18-årig et årelangt misbrug bag sig og rigtig svære livsbetingelser i øvrigt.

Så det er bare for sige, at når vi taler om misbrug og forbrug, taler vi om en gruppe, der spænder enormt bredt. Så for så vidt angår gruppen af de mest udsatte borgere med stofbrug, kan der være særlige hensyn at tage, og der kan bestemt være behov for at afvige fra de rammer, der jo primært er indrettet til det store flertal. Det gælder i forhold til en behandlingsindsats. For en ting er jo, at man på papiret har ret til behandling. En helt anden ting er, om vi med den måde, vi har indrettet det på, faktisk også sikrer, at den reelt er tilgængelig for den målgruppe, som har det allersværest. For de mest udsatte borgere med stofmisbrug kan det være en barriere for at komme i behandling selv at skulle tage initiativ til det, selv at skulle komme hen til det og selv at skulle følge op på det og alle mulige andre ting. Derfor skal vi selvfølgelig have blik for, at det er meget forskellige grupper.

Så mener jeg også, at det er rimeligt, at vi med narkotikalovgivningen tager særlige hensyn til den gruppe af meget udsatte borgere. Det mener jeg i øvrigt også det er med vores sociallovgivning i øvrigt. Det er jo et stykke arbejde, vi ser ind i fra regeringens side, altså at lave særlige regler. Det kunne eksempelvis være, at man ikke længere skal være en del af den beskæftigelseslovgivning, som også i dag gælder for den her gruppe af borgere. Man kan jo umuligt opfylde de krav, der bliver stillet til en, og det har jo simpelt hen heller aldrig har været hensigten med lovgivningen, at man bliver fanget i et sådant kafkask system, når man er en meget udsat borger.

Så har jeg bare sådan et enkelt eksempel på, hvordan reglerne absolut ikke er indrettet til den her gruppe. Jeg spurgte ude på Reden på Vesterbro for nylig: Hvor i Danmark kommer kvinderne fra, altså fra hvor mange forskellige kommuner? Der sagde de så: Ja, minimum 70, bare som et slag på tasken. Det vil sige, at de kommer fra mere end to ud af tre danske kommuner, og vi har jo indrettet os på den måde, at ens hjemkommune er ens handlekommune. Det betyder, at hvis man som borger f.eks. er taget fra Viborg til København, men ikke har fået en adresse i København, så bliver ens hjemkommune, altså der, hvor man kan få social støtte, ved med at være Viborg Kommune, og det er, uanset at man f.eks. har boet i København i 15 år. Så hvis ikke man på noget tidspunkt er lykkedes med at få en adresse, fordi man eksempelvis er hjemløs, prostitueret og stofbruger, ja, så er det stadig væk Viborg Kommune, der er ens hjemkommune. Det kan godt være lidt besværligt, hvis man i forvejen har et bimlende højt stofbrug og i øvrigt arbejder som prostitueret den ganske nat, at skulle stille hos Viborg Kommune kl. 9.00 tirsdag morgen.

Altså, der er jo et eller andet absurd i, at vi overhovedet har indrettet lovgivningen på den måde. Så det er bare for at sige, at vi har spændt rigelig med snubletråde ud. Derfor er vi fra regeringens side for så vidt også åbne over for at kigge på, om der kan være andre steder, hvor man skal ind at justere på den måde, vi tackler den her gruppe på, også i forhold til spørgsmålet om stofbrug.

En af de ting, som jeg i hvert fald mener at vi skal kigge på, er de her regler, der er rundtom. Det kunne være politiets mulighed for at give en advarsel for besiddelse af stoffer i stedet for at give straf. Nu har jeg været på socialområdet i ret mange år, men jeg ville ikke kunne se, hvad for en af de to borgere der tilhører den gruppe, som man med rimelighed kan give en advarsel, og hvem af dem der ikke gør. Jeg ønsker held og lykke til den betjent, der skal stå på gaden og gætte, hvilken en af borgerne der falder inden for den ramme, og hvilken der ikke gør. Jeg synes ikke, at de regler, vi har fået lavet der, er rimelige. Politiet har været under ret meget kritik for det, og det mener jeg simpelt hen heller ikke er rimeligt.

Altså, jeg mener, at pilen peger på Christiansborg. Vi bliver simpelt hen nødt til at lave nogle regler, hvor det er tydeligt, hvad det er, vi mener med det. Det mener jeg godt at vi kan gøre bedre, og det er en af de ting, som vi fra regeringens side gerne vil se på: Kan man gøre noget, så vi lige får spændt bardunerne lidt, i forhold til hvordan vi gør det den vej rundt?

Vi har allerede forsøgt at forbedre undervisningen på politiskolen i forhold til den her mulighed, og jeg synes jo altid, at det er godt, at man laver en ekstra indsats i forhold til at få skabt så stor en forståelse for den her gruppe som overhovedet muligt. Men jeg kan godt annoncere på forhånd, at jeg ikke tror på, at det er nok. Jeg tror på, at vi bliver nødt til at lave regler, der er lavet med særlig hensyntagen til den her gruppe, og på en måde, så det faktisk også er til at afkode for landets politibetjente.

Jeg mener, at vi langtfra er i mål. Der er to afsnit, jeg er allergladest for i vores regeringsgrundlag. Det ene er det, der handler om handicap, og det andet er det, der handler om de allermest udsatte borgere i vores samfund. Og nogle af de borgere hører jo så under begge afsnit. Jeg glæder mig rigtig meget til at invitere Folketingets partier til forhandlinger på det område, når vi er klar til det. Lige nu foregår der et ret stort forberedende arbejde i den sammenhæng, og jeg glæder mig til at præsentere et udspil på området. Jeg tror, at både SF, som har fremsat forslaget her i dag, men også andre partier vil kunne genkende nogle af de tanker, vi har drøftet med hinanden i årevis på det her område. Tak for ordet.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti.

Man kan jo godt ærgre sig over, at der ikke skete noget for den mest udsatte gruppe i de 3 år, det rent faktisk stod i forståelsespapiret i sidste regeringsperiode. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren om, hvilke gavnlige effekter der er af at opretholde den nuværende retstilstand, uanset om man er den person, der bruger kokain i festligt lag i en weekend, eller om man er den udsatte kvinde fra Reden, som ministeren omtalte. Er der nogen af de to grupper, der har gavn af, at vi giver dem bøder, konfiskerer deres stof, giver dem pletter på straffeattesten? Altså, er der en god effekt af den måde, vi vælger at gøre det på i dag?

Ministeren.

Altså, efter min bedste overbevisning er det sådan, at det er en virkelig dårlig idé, at ting, der er virkelig skadelige, ikke også er gjort ulovlige af staten. Og så er der en gruppe, der har været afhængige af nogle stoffer i så mange år, at jeg ikke mener, det er meningsfuldt. Men jeg mener under ingen omstændigheder, at vi fra statens side skal ind og blåstemple, at man tager kokain i weekenden som ungt menneske.

Spørgeren.

Jeg bad heller ikke ministeren om at blåstemple det. Jeg spurgte bare, hvilke gavnlige effekter vi har af at give de to grupper pletter på straffeattesten og bøder. Det kunne jo være, det var en ung mand, der tog kokain ved festlige lejligheder, men som nu ikke får mulighed for at have et fritidsjob eller få en læreplads. Altså, det kan have ret vidtrækkende konsekvenser. Så hvad får vi ud af som samfund at opretholde den lovgivning? Det er bare det, jeg godt kunne tænke mig at ministeren siger noget om. I Portugal har man rent faktisk set, at det her har ført til et fald i brugen af cannabis og hårde stoffer, lige efter man afkriminaliserede. Og jeg synes da, det er meget tankevækkende. Tænk sig, om vi kunne gå nogle nye veje i narkopolitikken herhjemme og så faktisk få færre brugere ud af det.

Ministeren.

Jeg mener, det er for unuanceret at tale om den her gruppe under et. Jeg er simpelt hen lodret imod at lave en afkriminalisering af hårde stoffer for den store brede almene danske befolkning. Altså, fuldstændig på samme måde som jeg mener, at det er afgørende, at forskellige giftstoffer er forbudt i fødevarer, mener jeg også, at det skal være forbudt at indtage gift ad alle mulige andre veje, og at man fra statens side på den måde sender et ret klart signal om, hvordan man ønsker, at et normalsamfund hænger sammen.

Så er der en gruppe af borgere, der har så store vanskeligheder i tilværelsen, og som har været stofafhængige i så mange år, at jeg mener, at vi kan tale om, hvordan man omkring den gruppe kan få tilværelsen til at hænge anderledes sammen. Og så er det en større debat om straf i det hele taget, for man kunne jo sige det samme om den, der begår vold. Hvad får vi som samfund ud af, at vi straffer for vold? Ja, vi får forhåbentlig det ud af det, at folk ikke begår selvtægt, og at der er en ret klar signalgivning omkring, at vold ikke er i orden.

Tak til ministeren. Så er det ordførerrækken, der går i gang, og den første er fru Maria Durhuus fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet, og tak til SF for igen at sætte fokus på den her udsatte gruppe af borgere med et stofmisbrug. Vi havde debatten om vilkårene for stofbrugere for en måneds tid siden i forbindelse med behandlingen af B 38 om et id-kort til stofafhængige, og som jeg sagde dengang, er det et vigtigt område. Jeg har selv arbejdet inden for området i mange år, og jeg har også set mange menneskeskæbner, der har kæmpet en daglig kamp mod deres misbrug.

Derfor har vi i Socialdemokratiet også sympati for intentionen om, at vi i højere grad skal møde stofmisbrugerne med tilbud om hjælp og støtte til at komme ud af deres afhængighed, men jeg synes, at forslaget griber problemet skævt an. Det er grundlæggende et problem, at lovforslaget opstiller en præmis om, at hjælp og sanktioner er hinandens modsætninger. Der er nemlig ikke nogen modsætning mellem på den ene side at sanktionere overtrædelser af vores lovgivning og på den anden side tilbyde hjælp til dem, der er afhængige.

Allerede i dag er det sådan, at kommunerne skal tilbyde hjælp til stofafhængige. Det er altså ikke sådan, at fordi man får en straf, bliver man afskåret fra at komme i behandling. Vi kan jo så diskutere, om hjælpen er god nok, og der kan findes mange eksempler på, at det er den ikke. Det er også et område, der har været nedprioriteret i mange år, og det er et område, der har været underlagt mange forskellige vinkler og synspunkter hen over årene. Som vi diskuterede i forbindelse med B 38, findes der også allerede i dag bestemmelser om såkaldte advarselssignaler i loven om euforiserende stoffer, som giver politiet mulighed for at give en advarsel frem for straf. Rigspolitiet har anerkendt, at der er mulighed for forbedring og plads til det.

Forslagsstillerne henviser i bemærkningerne til beslutningsforslaget til, at modellen fra Portugal skal være et forbillede for en dansk indsats. Jeg besøgte selv Portugal og så nærmere på deres erfaring i forbindelse med en udvalgstur for nogle måneder siden, og jeg må sige, at mine oplevelser er noget anderledes end forslagsstillernes. Jeg oplevede intet i Portugal, som jeg ønsker i Danmark. Jeg så ikke på noget tidspunkt, at mennesker fik hjælp. Jeg hørte om, at de fik samtaler i stedet for straf, men jeg så et samfund, der havde givet op, et samfund, der havde besluttet sig for at kalde indsatsen for afkriminalisering, og et samfund, der på en eller anden måde havde ladet falde, hvad der ikke kunne stå. Der var gode intentioner, men der var ikke et samfund, der kunne løfte opgaven.

Og jeg bliver ramt, når jeg hører, at stofbrugere stadig væk ikke er velkomne på hospitalerne og andre steder til at få hjælp, men at det skal klares ude i stofindtagelsesrummene og i de små samfund, der tager sig af det. Vi hørte også, at det tit var de samme mennesker, de havde i samtale flere gange, og jeg hørte også, at når der var store festivaler og store samlinger, hvor man vidste, der ville være narkotika, var man nødt til at bede politiet om at kigge den anden vej og lade være med at gå derhen, for ellers ville ventetiden på at få en samtale blive for lang. Jeg så også handel foregå fuldstændig åbenlyst på gaden og fra en nedlagt pølsevogn.

Jeg er bekymret, for er det graciøst, er det det, vi vil i Danmark? Jeg undrer mig rigtig meget over, at forslagsstillerne bliver ved med at bringe Portugal i spil. Jeg undrer mig ret meget over, at vi ikke en eneste gang har set et ønske om at skabe forhold for misbrugere, som det, vi ser Zürich, hvor lægeordineret heroin skaber stabilitet og ro for dem, der har et misbrug, ligesom der for dem, der stabiliseres, tilrettelægges en behandling, således at 50 pct. af deres indskrevne bruger er i ordinær beskæftigelse. De er altså hevet ud af gadens rum, væk fra prostitution, væk fra kriminalitet, og det er i min optik hjælp. Vi har nu haft den mulighed i Danmark i mere end 10 år, og vi står stadig væk og drøfter ønsker om portugisiske tilstande.

Er vi lykkedes med indsatsen? Nej, det mener jeg ikke vi er, og vi skal bestemt gøre det bedre. Derfor er jeg også glad for, at der i regeringsgrundlaget lægges op til en ny indsats for mennesker med bl.a. massive misbrugsproblemer. De har behov for at blive mødt af en helt anden indsats, et helt andet menneskesyn, end de gør i dag, og vi skal skabe en ny politik sammen på området for misbrugerne. Vi skal inddrage og lytte til både dem, det handler om, og dem, der arbejder med dem, og der, hvor erfaringen ligger. Så i Socialdemokratiet kommer vi ikke til at støtte det her forslag, men vi kommer til at styrke indsatsen, og det håber jeg at vi kan gøre sammen, når udspillet præsenteres. Tak for ordet.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Jeg har også været i Portugal – det er selvfølgelig lidt længere tid siden – og jeg havde en anden oplevelse, men det er fair nok. Og der kan selvfølgelig være sket noget i mellemtiden.

Jeg vil bare høre, om ordføreren er enig med sin kollega fru Nanna W. Gotfredsen, som er citeret for i et forsvar for den portugisiske model at sige, at det her med straf til brugerne forhindrer nogle i at komme frem til hjælpen, altså at når det er det samme system, som straffer, og som også skal give hjælpen, så bliver det faktisk et problem for nogle brugere, og så holder de sig væk. Er ordføreren enig i det udsagn, og hvis ordføreren er enig i det udsagn, skulle vi så ikke gøre noget andet, så vi sørger for, at det bliver nemmere at komme frem til hjælpen?

Jeg er fuldstændig enig i, at hjælpen skal være der, og jeg synes ikke, at det her forslag er et udtryk for, at man opgiver mennesker. Det er at tilbyde mennesker hjælp; det er at tilbyde hjælp til nogle af de mennesker, som ikke nødvendigvis – og det var det, socialministeren snakkede om – når frem til hjælpen. Men når politiet antræffer dem og måske er de eneste, der ser dem, så har de faktisk muligheden for at få dem gelejdet hen til noget hjælp.

Ordføreren.

Jeg ser det jo ikke sådan, at det ene udelukker det andet. Jeg mener, at vi har en narkotikalovgivning i Danmark, fordi det er rigtig, rigtig farligt. Har man et stort forbrug af ulovlige stoffer, mener jeg sagtens at man kan få tilbudt en behandling, men jeg mener ikke, at man nødvendigvis skal fritages for den straf, der er for at bære stoffer på sig. Jeg hører, hvad der bliver sagt om præmissen om, at man har det til eget forbrug, men hvad så, hvis man har det til eget forbrug og sælger videre til andre for at tjene til det næste, man skal have til eget forbrug? Er man så bruger, eller er man pusher? Det er noget af det, jeg synes bliver uklart, når vi trækker det så sort-hvidt op, at vi siger, at vi enten skal afkriminalisere det, eller også skal vi ikke. Jeg har svært ved i debatten at finde ud af, hvorfor det ene udelukker det andet.

Spørgeren.

Det er da klart, at hvis man sælger videre, er det ikke lovligt. Det handler om eget forbrug, og sådan er det også i den portugisiske model. Så det er slet ikke så kompliceret; det behøver man ikke stille op som et problem.

Henrik Rindom, som jo er en af dem, der ved mest om rusmidler i Danmark overhovedet, og som også er fortaler for den portugisiske model, har faktisk foreslået, at fordi der er en gruppe unge mennesker, som vi aldrig kommer i kontakt med, og som vi simpelt hen ikke får hen til behandlingsmulighederne, så skulle man i stedet for at pålægge dem at betale bøden, hvis de får en bøde for cannabisbesiddelse, give dem et pålæg om at gå i behandling. Han mener, at vi så ville kunne få dem i behandling. Gør det ikke indtryk på ordføreren?

Ordføreren.

Er det så ikke også en straf, hvis du enten skal betale en bøde eller gå i behandling? Det er jo ikke anderledes end andre steder i vores samfund, hvor det er sådan, at man kan komme til at begå en handling, fordi man har nogle vanskeligheder med noget andet, og så bliver man idømt en straf, der går ud på at passe en behandling, fordi man har lavet noget, fordi man er syg.

Tak til ordføreren for Socialdemokratiet. Når jeg rejser mig, har I 3-4 sekunder tilbage; så kan I selv tælle inde i hovedet.

Næste ordfører er fru Anni Matthiesen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Og tak til SF for at fremsætte det her beslutningsforslag. I Venstre mener vi, at man, uanset hvor i samfundet man befinder sig, skal behandles med værdighed. Vi er altså i Venstre enige med forslagsstillerne om intentionen bag det her forslag, netop at sikre mere værdighed og bedre hjælp for de mest udsatte borgere med stofmisbrug.

Det må dog nævnes, synes jeg, og det synes jeg også er vigtigt at understrege i dag, at kommunerne allerede i dag er forpligtet til at tilbyde stofmisbrugsbehandling. Adgang til den behandling er ikke afhængig af, hvorvidt man har modtaget straf, heller ikke for besiddelse af stoffer. Det er blot for at understrege det, så der ikke er nogen tvivl om den del.

Det er sådan, at det er skrevet ind i regeringsgrundlaget – hvad jeg også tror at forslagsstillerne har bemærket – at vi jo kommer med et udspil, hvor vi netop sætter fokus på den her del. Jeg vil også godt lige nævne, at det ikke er så længe siden, at vi har diskuteret det her sidst – jeg tror, det er en måneds tid siden – hvor vi under behandlingen af det forslag, der hedder B 38, om id-kort til stofmisbrugere også var omkring nogle af de samme emner, som vi drøfter her i dag.

Jeg skal også huske at hilse fra Konservative og sige, at de desværre ikke kan bakke op om forslaget, og det kan vi heller ikke fra Venstres side.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti.

Jeg vil gerne høre, om ordføreren tror, at man kan straffe sig ud af afhængighed.

Ordføreren.

Jeg vil sige det på den måde, at i forskellige sammenhænge virker straf jo. Jeg er i tvivl om, om man kan gøre det, hvis det er mennesker, der er dybt afhængige af stoffer. Jeg tror sagtens, der kan være mennesker, som er så påvirket af stoffer, at det er det eneste, de går op i. Og der kan jeg godt være i tvivl om, om det har en virkning, uanset hvor meget man skruer op for straffen. Men i forhold til straf generelt mener jeg, at der helt klart er steder, hvor det har en betydning, og hvor det kan hjælpe.

Spørgeren.

Jamen hvis ordføreren ikke tror, at det hjælper i forhold til mennesker, som virkelig har et problem, hvorfor er det så, at ordføreren ikke vil kigge på en model, hvor vi behandler folk anderledes, og hvor vi rent faktisk tilbyder dem noget hjælp? Vi ved jo, at hvis man er meget afhængig, er det tit en proces. Det virker måske ikke første gang, man får hjælp, og det virker måske heller ikke anden gang eller tredje gang, men fjerde gang rammer man det vindue af motivation, som betyder, at den her gang bliver man rusmiddelfri. Så kunne det ikke give mening at tænke nyt på området?

Ordføreren.

Jeg vil rigtig gerne være med til at tænke nye tanker. Jeg vil også rigtig gerne være med til, at vi trække forskellige erfaringer med ind, også fra andre lande. Men jeg må sige, som den sidste ordfører også var inde på, at jeg er lidt bekymret ved modellen fra Portugal, i hvert fald i forhold til det, jeg har læst om det. Jeg tror ikke kun, det er gode ting, man kan trække ind fra Portugal. Det kan godt være, at der kan være dele af det, man kan trække ind, men jeg mener også helt klart, at der er nogle problemstillinger i forhold til den model, som man anvender i Portugal.

Så er det fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg har simpelt hen så svært ved at få øje på Venstres liberale politik her i salen i dag. Er det rigtigt forstået, at Venstre ønsker at straffe borgere, som er afhængige og har store problemer, i stedet for at få dem hen i nærheden af noget hjælp, mens kommuner, der begår lovbrud og på den måde også begår grelle ting mod borgere, bare skal gå fri? Er det forstået korrekt, at det er Venstres logik i forhold til straf?

Ordføreren.

Nej. Og nu angriber Liberal Alliance endnu en gang Venstre med, at man ikke kan genkende Venstres liberale politik. Så kan jeg kun sige, at det er gensidigt i forhold til den måde, som Liberal Alliance pludselig er blevet på. Jeg kan ikke genkende Liberal Alliance mere. Det kunne jeg rent ud sagt for et års tid siden, men det kan jeg ikke mere i dag.

Spørgeren.

Det er sjovt. Vi har ikke ændret politik på det her område, overhovedet. Vi har været for en frigivelse af hash osv. i mange år, og vi ønsker i hvert fald, at man sætter ind med mere hjælp end straf her.

Jeg må sige det på den måde, at Venstre ikke er der, hvor vi bare vil give det hele fri. Det er vi ikke, hverken når det gælder hash eller for den sags skyld stærkere narkotika. Så det kan jeg betrygge Liberal Alliances ordfører i. Der har Venstre ikke skiftet holdning.

Tak til ordføreren fra Venstre. Den næste ordfører på talerstolen er fru Nanna W. Gotfredsen fra Moderaterne.

Tak for ordet, formand. Allerførst tak til SF for, ja, så længe tilbage jeg nærmest kan huske, at have haft stofbrugernes ryg. Tak også for at have fremsat beslutningsforslaget her. Så får vi debatten igen, i det mindste her.

De intentioner og værdier, der ligger bag, er vi i Moderaterne helt enige i. Det er min position, og det er Moderaternes politik, at besiddelse af stof til eget brug skal afkriminaliseres, at stofbrugerne selv skal flyttes helt ud af straffeapparatet, for så vidt angår stofbrug – altså for besiddelse af stof til eget brug, for at præcisere det. Det er ikke stofferne, vi taler om, når vi taler om afkriminalisering, men vi taler om, at det er menneskene, der skal afkriminaliseres. Det er hjerteblod for mig, og det er Moderaternes position, men det er desværre også en position, der ikke fik plads i regeringsgrundlaget, hvorfor regeringen ikke bakker op om forslaget, som vi har hørt, og det er jeg forfærdelig ked af.

Straf er vores allermest indgribende reguleringsværktøj. Straf har skadevirkninger; straf er bevidst påføring af lidelse; straf må reserveres til mennesker, der med ond vilje påfører andre skader. Kriminalisering er stigmatisering, og stigma er tungt og nedbrydende for enhver, og for svært udsatte er det ubærligt. Som middel til at forebygge, at mennesker potentielt skader sig selv, er straf et helt og aldeles uegnet værktøj. Vi har faktisk også afstået fra i det store hele at gøre det i over 200 år med den her grumme undtagelse.

Forbudspolitikken har på en række punkter spillet fallit. Den har alvorlige skadevirkninger i sig selv. Dødeligheden, sygeligheden, stigmatiseringen, elendigheden, udstødelsen og alt det armod er unødigt, og vi kan ikke være det bekendt. Forbudspolitikken er også det, underverdenen tager direkte afsæt i, en underverden, hvor det væsentligste konkurrenceparameter nu engang er graden af udvisning af voldsparathed og brutalitet.

Afkriminalisering er ikke et mirakelmiddel i sig selv. Det er helt utvivlsomt et nødvendigt element, men der skal en del mere til, og det understreger portugiserne også selv igen og igen. Her er man nødt til at høre efter for at høre det: Der skal være tale om en kvalificeret, integreret tilgang, hvor medmenneskelighed, pragmatisme, en kontrolindsats mod underverdenen, forebyggelse, skadesreducerende indsatser og løbende evaluering og justering alle sammen er nødvendige. At få sådan en indsats skruet sammen og få alle aktører til at spille med er altså noget af et arbejde, og det rækker lidt ud over det her forslag.

Der er en ting i forslaget, jeg ikke helt forstår, og som undrer mig lidt, og det er, at det ser ud, som om politiet skal fortsætte som hidtil. Det er imidlertid ikke gået særlig godt, men det kan jeg måske blive klogere på i udvalgsarbejdet. Og så må jeg også bare sige her til sidst: Vi er der ikke; vi er ikke i nærheden af 90 mandater; vi mangler også noget faglighed. Det her skal vokse og modnes, og det vil jeg selv altid gøre alt, hvad jeg kan, for vil ske. Jeg overgiver mig aldrig. Tak for ordet.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti.

Tak for en meget engageret tale. Vi er jo fuldstændig på linje. Jeg tænker, at det må være meget frustrerende for fru Nanna W. Gotfredsen ikke at kunne overbevise regeringen om, hvorfor det her giver så meget mening, men vi må jo blive ved. Og den gode nyhed er, at vi efter valget er blevet flere, som bakker op om den portugisiske model, så det går da i den rigtige retning.

Men hvad er fru Nanna W. Gotfredsens bedste argument for, at vi skulle prøve at indføre den portugisiske model i Danmark? Hvad er det mest overbevisende argument, vi kan servere for de andre regeringspartier?

Ordføreren.

Jeg ved næsten ikke, hvilket af de gode argumenter jeg skal vælge. Men lidt inspireret af den udveksling, der allerede har været her, vil jeg bare sige, at det er illiberalt at bruge straf som middel til at afværge, forhindre og forebygge, at mennesker løber en risiko for at skade sig selv. Og så vil jeg sige, at straf overhovedet ikke virker på de mest udsatte – snarere tværtimod. Hvis det virker på nogen, er det på dem, der ikke har brug for straf. Og flertallet af dem, der bruger p.t. kriminaliserede rusmidler, har jo et kontrolleret brug. Så straf virker ikke på nogen af de grupperinger, vi kunne komme i tanker om, og så skal det heller ikke bruges.

Spørgeren.

Tak. Det er også just min pointe. Det her er et sundhedsproblem. Det er ikke et kriminalitetsproblem. Har Nanna W. Gotfredsen samme opfattelse som Henrik Rindom, som har været på besøg i Retsudvalget? Han siger, at der simpelt hen er nogle grupper, vi ikke kommer i kontakt med, og som har brug for hjælp på et tidligere tidspunkt. Men det kan jo godt være, at politiet træffer dem, og så har de den der klump i lommen, eller hvad de nu har i lommen. Hans pointe er, at ved at give dem muligheden for at undgå bøden og pletten på straffeattesten får de valget mellem det og at gå hen og få noget hjælp et sted. Er det fru Nanna W. Gotfredsens opfattelse, at der også er en gruppe, som vi ikke kommer i kontakt med, fordi systemet er, som det er?

Ordføreren.

Der er for mig at se slet ikke nogen tvivl om, at hvis mødet med politiet, som stort set altid går forud for også udvikling af afhængighed, var en åben dør ind til hjælp, ville det gået meget mindre galt for rigtig mange.

Så er det fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg vil bare sige tak for en rørende tale med et stort engagement. Hvor er det ærgerligt, at regeringen ikke bruger en så kompetent person som fru Nanna W. Gotfredsen på det her område. Hvor er det ærgerligt, at der ikke bliver lyttet til en så vidende person inden for det her. Det må være afsindig frustrerende, og jeg synes, det er rigtig ærgerligt, idet Liberal Alliance en til en deler din holdning og alt det, vi lige har hørt dig sige.

Ordføreren.

Jeg synes egentlig, at regeringen trækker på mine erfaringer igennem mange år. Så jeg bliver faktisk brugt her. Kunne de gøre det mere i den her regering? Ja, det tænker jeg. Men jeg har ikke tænkt mig at overgive mig.

Men nu, hvor jeg har anledningen til det, vil jeg sige tak til Liberal Alliance, som ikke bare længe har villet frigive cannabis – det er ikke så meget min mærkesag – men som jo faktisk har haft en klar afkriminaliseringspolitik siden august 2014.

Tak til ordføreren for Moderaterne. Så er det fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne.

Tak til SF for forslaget, som pålægger regeringen at igangsætte et forberedende arbejde, der skal munde ud i et lovforslag, der har til hensigt at styrke indsatsen mod stofbrug og afhængighed gennem social- og sundhedsfaglig intervention frem for straf til stofbrugere inden udgangen af 2023.

Konkret foreslår SF, at stofbrugere, der stoppes af politiet med stof til eget brug, henvises til et fagligt udvalg efter portugisisk forbillede. I det faglige udvalg foretager fagpersoner en vurdering af stofbrugets karakter og eventuelle behov for social- eller sundhedsfaglig opfølgning i dialog med stofbrugeren. Forslaget indebærer en afkriminalisering af besiddelse af euforiserende stoffer til eget brug. Forslagsstillerne forventer ikke, at forslaget medfører et behov for nye tilbud eller rettigheder, idet fagudvalget vil kunne henvise til alle de behandlingsmæssige og sociale hjælpetilbud, der allerede findes i dag, herunder den kommunale stofmisbrugsbehandling.

I Danmarksdemokraterne støtter vi intentionen i at sætte ind med hjælp frem for straf til de allermest udsatte borgere, og at de selvfølgelig skal mødes af en stofmisbrugsbehandling af høj kvalitet, der i øvrigt tager udgangspunkt i borgerens samlede livssituation. Der kan være enkeltpersoner, som har så svære livsforhold på grund af f.eks. psykiske lidelser og stofmisbrug, at en bøde for besiddelse af stoffer til eget forbrug ikke bringer borgeren tættere på et liv uden stoffer. Det skaber i stedet yderligere konflikt og besværliggør vejen ud af misbruget. Politiet kan i dag allerede på baggrund af f.eks. sociale forhold give en advarsel i stedet for en bøde, når de pågriber en person med narkotika til eget forbrug. Vi bemærker samtidig i Danmarksdemokraterne, at kommunerne jo allerede i dag har pligt til at sætte ind med behandling til borgere, der lever med et stofmisbrug, i hvert fald som tilstanden er i dag.

Så når vi stemmer imod forslaget her, er det, fordi vi ikke kan støtte, at man generelt afkriminaliserer besiddelse af ulovlige stoffer. Misbrug af stoffer udvikles oftest i en ung alder. De stoffer, der handles på gader og stræder, er ulovlige af en grund. De er stærkt vanedannende. Jeg tror endda, ministeren sagde, at det var gift, og det er helt korrekt. De kan have store personlige, sociale, fysiske og psykiske konsekvenser for dem, som tager de ulovlige stoffer. Med et misbrug ændres personligheden. Man tænker ikke på andet end stofferne. Ens liv retter sig fuldstændig efter at holde stofbruget ved lige. Helbredet skranter. Man kan hverken passe skole eller arbejde. Økonomien skranter. Forholdet til familie og venner tager skade. Man bliver socialt isoleret. Stofferne kan sågar udløse psykiatriske tilstande som både akutte og kroniske psykoser. Der er også en øget forekomst af selvmord hos stofmisbrugere.

Det er en social deroute af dimensioner, og Danmarksdemokraterne kan på denne baggrund ikke støtte beslutningsforslaget

Tak til ordføreren for Danmarksdemokraterne. Næste ordfører på talerstolen er fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Tak for det. Som fru Nanna W. Gotfredsen så rigtigt sagde, har Liberal Alliance i årevis ønsket en afkriminalisering af stoffer til eget forbrug, og vi har sådan set også fremsat et beslutningsforslag herom, som desværre ikke når at blive behandlet i den her samling. Men vi fremsætter det igen efter sommeren.

Især for stofmisbrugeren er livet hårdt og ubarmhjertigt, og de her mennesker har brug for omsorg, støtte og hjælp til at komme ud af deres misbrug gennem behandling. Derfor ser vi i LA positivt på det her beslutningsforslag og ikke mindst intentionerne bag det, nemlig at hjælpe i stedet for at straffe.

Når en stofmisbruger stoppes af politiet i dag, vil de fratage ham hans stoffer og pålægge ham en bøde, hvilket kun øger stofmisbrugerens kriminelle aktiviteter for at skaffe nye penge til misbruget. Den danske indsats imod euforiserende stoffer har ikke virket efter hensigten, hvis formålet altså har været at mindske antallet af brugere, idet forbruget ifølge Sundhedsstyrelsens rapport har været stort set uændret fra 2000 og frem til 2021.

Nu er det ikke sådan, at vi behandler en afkriminalisering af stoffer her i dag, men vi behandler et beslutningsforslag om at hjælpe stofmisbrugerne bedre, når de stoppes af politiet. Og selv om det er Liberal Alliances ønske, at vi skal gå i gang med et mere vidtgående tiltag, ser vi det her som et skridt i den rigtige retning, og vi støtter derfor beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører på talerstolen er hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det, formand, og tak til SF for at fremsætte det her forslag. Jeg tror sådan set, det er helt basalt, og jeg tror, det er blevet sagt mange gange tidligere, at man ikke kan straffe folk ud af afhængighed. Jeg tror, at når man har mødt mange stofbrugere, anerkender man også, at der er mange forskellige årsager til, at folk havner i et stofbrug eller stofmisbrug og også nogle gange i et misbrug, som de har et stort ønske om at komme ud af. Når man møder folk, får man som sagt en erkendelse af, at der er mange forskellige årsager.

Der er mange, der bruger det til at dulme sociale problemer, og der er nogle, der bruger det til selvmedicinering, men det, der er fælles for dem alle sammen, er, at de har hver deres historie, hver deres virkelighed, og derfor er et enkelt instrument som straf heller ikke et instrument, der kan bruges til at hjælpe de her mennesker. Derfor synes jeg, det er helt indlysende og også sympatisk, at SF har fremsat forslaget igen, for der er brug for at gå en ny vej i forhold til den måde, vi behandler stofbrugere på.

Til spørgsmålet om, om man i meget stort omfang kan behandle stofbrugere med en besked i e-Boks om, at de får en bøde, må jeg sige, at det jo er helt utilstrækkeligt, og det synes jeg også at der efterhånden med de erfaringer, vi har, burde være en større erkendelse af. Derfor er vi i Enhedslisten fuldstændig enige i det, som SF foreslår, og også i, at vi bør se på de erfaringer, der er fra Portugal, med en model, der også handler om afkriminalisering. Det handler om, at man som borger får tilbud om støtte og hjælp, i stedet for at man bliver udsat for straf og kriminalisering. Jeg synes, det er et indlysende godt forslag, og derfor kommer vi fra Enhedslistens side også til at støtte det.

Tak til ordføreren fra Enhedslisten. Den næste ordfører er hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige.

Det skal siges, at når jeg læser forslaget, vil jeg umiddelbart gerne støtte det. Når jeg hører debatten, kan jeg godt blive i tvivl. Så jeg går lidt i tænkeboks, men som udgangspunkt kommer jeg i dag til at sige, at vi støtter forslaget.

Problematikken for mig er faktisk, at det her ikke skal ende i en legalisering af hårde stoffer. Vi skal lige have skraldet lagene af det, sådan at vi er sikre på, at det, vi vil her nu, er at holde op med at jagte de svageste i vores samfund. Vi bliver som samfund nødt til at se hinanden i øjnene og sige, at der er nogle mennesker, der er så langt ude på kanten og er så svage, at det faktisk er o.k., at vi for dem laver et separat regelsæt, en anden måde at håndtere tingene på. For nogle mennesker hjælper det simpelt hen ikke, at de får en bøde, og nogle mennesker kommer vi til at straffe hårdere, fordi politiet ikke har en anden mulighed for at agere.

Jeg ser mest det her forslag som noget, der bevirker, at politiet kan få lov at agere på en anden måde end at give en bøde og fratage folk det stof, de har i lommen. Ethvert tænkende menneske vil vide, at hvis man tager det stof, som narkotikaafhængige på kanten af samfundet har brug for, så er det eneste, der sker ved det, at der bliver begået kriminalitet, fordi de skal bruge stoffet. Og hvis det bliver taget af en politibetjent, uden at de på nogen måde bliver sendt videre i systemet, så de bliver hjulpet, så har de jo bare brug for stoffet kort tid efter, og så skaffer de det. Vi har ikke politi nok til at stoppe det alligevel, så det er en måde, vi agerer på, fordi vi er løbet tør for gode løsningsforslag. Der ser jeg faktisk det her som noget, der er et godt løsningsforslag, men jeg bliver selvfølgelig bekymret, når jeg hører debatten herinde, hvor det blæser lidt i vinden, om det er for at hjælpe de svageste, eller om det er for at tage første skridt til en legalisering af hårde stoffer.

Legalisering af hårde stoffer kommer vi i Nye Borgerlige aldrig til at synes er en fed idé, for det er af kæmpestor vigtighed, at vi vælger at holde fast i, at hårde stoffer er enormt problematiske, og at man, hvis man som supervelfungerende yuppietype bliver taget med kokain, skal have en straf. Man må gerne få en plet på straffeattesten for det, for det er nu engang måden, vi holder folk fra at begynde at gøre de ting, vi synes er uønskede i et samfund. Og det er uønsket, at folk bruger hårde stoffer. Det er det, fordi vi ved, at det – i hvert fald nogle gange – lige netop fører til, at folk havner som de mennesker, som man faktisk med det her forslag forsøger at finde en hjælp til.

Så jeg vil sige til ordføreren, at jeg som udgangspunkt er meget positiv over for det her. Jeg så gerne, at det blev meget, meget tydeligt – helt ind til benet – at det var en meget bestemt gruppe, vi søgte at hjælpe, hvis jeg skal stemme for det, og det vil jeg rigtig gerne. For vi skal hjælpe de svageste. Det er vores pligt – det er vores pligt! – og det er det eneste ordentlige at gøre. Derfor var jeg også for tanken i det forslag om at give et id-kort til de mennesker, der var kommet i den situation. Politiet har selvfølgelig ikke mulighed for at huske alle cpr-numre og alle stofmisbrugere, og så kunne de vise det kort, så de var fri for at få frataget det stof, der lige i situationen var så livsnødvendigt og af så altoverskyggende vigtighed for dem.

Så jeg er jo både på ordførerens hold og på ministerens hold. Det er ikke ønskeligt, at vi lemper for meget i forhold til hårde narkotiske stoffer. Jeg tror, at det lige så meget er et skråplan, som det har været ikke at have ordentligheden med sig og ikke at have stukket fingeren i mulden, dengang man lavede de regler, der er nu, og som det er at håndhæve dem så hårdt, som man gør nu.

Forslaget bliver jo stemt ned i den her omgang, men det kan være, at vi stemmer for det en anden gang. Hvis man skal være helt sikker på, at Nye Borgerlige støtter det, skal man sørge for, at det ikke medfører en afkriminalisering af hårde stoffer som sådan. Det har vi nok svært ved at se os selv i, for der er vi ikke Liberal Alliance – bestemt ikke – men kan vi på nogen måde lave nogle regler som dem i det her forslag, er det fint. For jeg synes faktisk, det langt hen ad vejen er et godt forslag, som gør, at vi bare bliver mere ordentlige over for de mennesker, der har allermest brug for det, og så overlever det danske samfund nok også, at der er nogle mennesker, som får lov til at gå videre med deres narkotika og et id-kort i lommen, hvis der gøres en indsats for, at de kommer ind i et system, der måske kan hjælpe dem ud på den anden side senere.

Den del stemmer vi for, og derfor er vi for forslaget, som det ligger i dag. Igen vil jeg sige, at der er mulighed for, at jeg ændrer mening, inden der skal stemmes om det, men jeg er meget, meget positiv. Jeg synes, at intentionen i forslaget er rigtig god.

Tak til ordføreren fra Nye Borgerlige. Og så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Og tak for en god debat. Det er jo faktisk rart at se, at vi bliver flere og flere, i hvert fald i tørre mandattal, der bakker op om den her model. Jeg er med på, at man ikke helt kan tælle Moderaterne med, men de er i hvert fald med os i ånden, og stod de mere frit, er jeg ret sikker på, at de også havde bakket det her forslag op.

Jeg ved jo godt, at det ikke er så velset med genfremsættelser, og vi har jo også haft det her forslag på i den sidste regeringsperiode, men jeg havde nemlig håbet på, at Moderaterne, som jo har været ude med et lignende forslag og bakker den portugisiske model op, måske havde lidt bedre held til at overbevise deres regeringskollegaer om, at det her kunne være en vej, som vi også kunne gå i Danmark. Det er desværre ikke tilfældet denne gang, men jeg er fuldstændig enig med fru Nanna W. Gotfredsen i, at vi aldrig overgiver os. Vi kommer til at kæmpe, og jeg tror også, at det vil lykkes for os en dag, for det system, vi har, har spillet fallit.

Vi har jo i SF en landsmødebeslutning om den portugisiske model. Den indebærer, at man i stedet for at tænke straf i strafferetlig henseende møder brugeren med en anden sanktion. Så det betyder altså ikke, at man ikke oplever en sanktion; det er bare en sanktion, som består af hjælp i stedet for. I den portugisiske model er stoffer stadig væk ulovlige, og man går også efter bagmændene.

For os handler det om at reducere skadevirkningerne af stofbrug og have fokus på brugeren. Så til Nye Borgerlige vil jeg sige, at det her forslag ikke handler om at afkriminalisere stoffer; det handler om at afkriminalisere brugeren, som ikke længere skal betragtes som kriminel. I stedet fokuseres der på afhængigheden som et sundhedsproblem, og de mødes med en hjælp, som passer til situationen, og en respekt for, at nogle ikke kan eller måske ikke vil tage imod hjælpen, og at det er en proces, hvor man nogle gange skal mødes mange gange med hjælp, før man har kræfterne til at gøre den indsats, der betyder, at man kan måle et fremskridt. Det synes jeg faktisk ikke er at opgive folk. Jeg synes, det er at respektere, hvor de er i livet, og sige: Vi vil gerne investere i dig, vi vil gerne hjælpe dig, men vi vil altså ikke straffe dig, fordi du ikke kan lade være med at bruge stoffer.

I Portugal er der heller ikke nogen politikere, som snakker om at gå tilbage til tidligere tider, hvor man straffer brugeren. Jeg mener faktisk også, at vi skal tage hul på at ændre vores tilgang. Vi kan ikke straffe os ud af afhængighed. Og hvordan tror vi egentlig at vi bedst hjælper de mennesker, som indtager de her ulovlige produkter? Er det bedst med et tilbud om hjælp? Eller er det bedst med en plet på straffeattesten og at konfiskere deres stof, så de skal ud at lave penge til nye stoffer? Måske skal de tage et par ekstra sexkunder for at få penge eller bryde ind i et par ekstra huse.

Min holdning er i hvert fald klar. Jeg synes ikke, at vi skal straffe brugerne, og jeg synes, at vi skal møde dem med hjælp. Og når man har mødt nogle af de mest udsatte brugere, synes jeg faktisk også, at det er utrolig svært at holde fast i en tilgang af straf.

Bliver det unge menneske, som festryger cannabis, hjulpet af en plet på straffeattesten, fordi han har en klump i lommen? Det kan være, at det forhindrer ham i at få et fritidsjob eller en læreplads – noget af det, som kunne gøre, at han kom videre i sit liv. Hjælper det den unge mand, som selvmedicinerer sig på grund af adhd? Det tror jeg simpelt hen ikke på. Og hvad med den aktive heroinbruger, som er i heroinbehandling, men som også har et sidemisbrug? Det er der rigtig mange der har. Bliver han eller hun hjulpet af, at vi kan straffe vedkommende? Jeg tror simpelt hen ikke på det.

Men måske kunne vi bruge anledningen til at komme i kontakt med nogle af de mennesker og tilbyde dem hjælp i stedet for. Det er i hvert fald det, Henrik Rindom har været i Retsudvalget og sige. Der er altså en gruppe af mennesker, som vi ikke kommer i kontakt med, fordi det, at der stadig væk er straf, betyder, at de ikke kommer i kontakt med hjælpeapparatet. Og måske kunne man bruge det, at politiet antræffer dem, til at få dem hjulpet hen et sted, hvor der faktisk er hjælp. Så kan det jo være, at de tager imod hjælpen, men det kan også være, de ikke tager imod hjælpen. Det er stadig væk en proces for nogle, men vi vil i hvert fald få den lille mulighed for at starte en dialog med nogle af de mennesker, som måske havde brug for, at vi var der for dem.

Jeg synes jo også, at selv om nogle bruger stoffet rekreativt til fest og farver, giver det faktisk heller ikke mening at gå efter dem med straf og politi. Langt de fleste af dem holder op igen. Der er heldigvis ikke 33 pct. af befolkningen, som f.eks. ryger cannabis på daglig basis, selv om 33 pct. af de unge rent faktisk har prøvet det, inden de fylder 35 år.

Det gode ved den her model er også, at sanktionen kan være hurtig. Vi ved jo selv, hvor langsomt det går i retssystemet i øvrigt. Der kan være meget lang vej, fra man modtager en sanktion, til den så bliver eksekveret. I det her system kan man indkalde folk til dagen efter, hvis man vil det og gearer systemet til det.

Til slut vil jeg sige, at vi jo også havde meget stærke indvendinger, da vi indførte heroinbehandlingen. Det var vi meget i tvivl om, og det var det samme med fixerummene. Jeg husker godt, hvor mange bekymringer der var for, om det nu ville gå galt, om det ville få flere til at anvende stoffer, og hvad det nu kunne betyde. Jeg vil sige, at i dag er vi jo ikke i tvivl om, at det var socialpolitiske landvindinger.

Jeg har nævnt det tidligere i dag, men jeg nævner lige igen, at fru Nanna W. Gotfredsen faktisk er blevet interviewet om den portugisiske model til TV 2. Her udtaler hun klart – og jeg tænker, at hun taler af erfaring – at flere ville turde søge hjælp med den portugisiske model, og det synes jeg er så vigtigt at holde fast i.

Jeg vil lige sige til Nye Borgerlige, at det her ikke handler om at legalisere stoffer; det handler om at afkriminalisere brugerne, ikke stofferne.

Til ministeren, som sagde, at man ikke skal fylde giftstoffer i sig, vil jeg bare sige, at det jo bliver konsekvensen af den nuværende politik. Henrik Rindom, som er en af dem, der ved mest om det her, siger, at der simpelt hen er nogle, vi ikke kommer i kontakt med, fordi vi har det system, som vi har på nuværende tidspunkt. Så der er store grupper, som ville have godt af at kunne komme i kontakt med hjælpeapparatet. Og så vil jeg sige, at jeg bliver lidt ked af, at ministeren som begrundelse for at afvise det her forslag bl.a. spørger, om vi så også skulle have straffrihed for vold. Altså, jeg vil sige, at der er meget stor forskel på et stofindtag og på vold. Vold går ud over andre, mens stofindtag går ud over en selv. Og jeg synes ikke, at man skal straffe folk for at indtage ting. Det må handle om, hvornår man påfører andre skade.

Så vil jeg sige til den socialdemokratiske ordfører, som sagde noget om, at man jo altid bare kan få behandling, og at vi ikke behøver at opgive at give straf, for at man kunne gå i behandling: Nej, det er rigtigt, men jeg vil bare gentage, at der er nogle brugere, vi ikke kommer i kontakt med, fordi systemet er indrettet, som det er i dag. De mennesker synes jeg vi svigter ved at blive ved med at holde fast i en politik, som har spillet fallit. Vi har prøvet det samme i rigtig, rigtig mange år. Kunne vi ikke bruge anledningen til at tænke nyt og anderledes?

Der er engang nogle, der har fortalt mig, at hvis man bliver ved med at gøre det samme, så får man det samme resultat. Skal man have et andet resultat, skal man gøre noget andet. Tak for ordet.

Der er ingen, der har bedt om ordet, så derfor tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Forhandlingen er nu sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)