Tak for det. En ung pige kommer her til Danmark som asylsøger. Hun er 17 år gammel, men trods sin unge alder har hun to børn: et på fire, et på tre og endnu et på vej. Hun er 17 år gammel og snart mor til tre. Det er absurd. Hun blev altså gravid første gang som 12-årig. Hendes mand er 29 år, da han kommer her sammen med pigen, så han gjorde hende gravid, da han var 24 år. Hun var 12 år – 12 år! Hvornår og om de er blevet gift, ved man ikke noget om. Hvornår de havde sex første gang, vides ikke. Måske var hun 10, og han var 22. Men vi kan i hvert fald konkludere, at var det sket i Danmark, at man som 22-årig havde sex med en 10-årig, så var man blevet dømt for det – dømt for at være pædofil, og man fik ikke lov at opretholde et sådant familieliv. Men når man kommer hertil som udlænding fra tilbagestående lande – og det må man konkludere det er, når man som 24-årig kan gøre en 12-årig gravid – tillader vi som land, at det ægteskab eller samliv, de to havde, før de kom hertil, kan opretholdes.
Ingen politikere vil sige højt, at de finder sådan et forhold ret og rimeligt, men internationale konventioner tilsiger, at det skal vi acceptere. Hvis hensynet til familiens enhed tilsiger, at de skal indkvarteres sammen, så bliver de boende sammen. Altså, hvis den pædofile har været så heldig at gøre barnet gravid, skal de indkvarteres sammen. I andre tilfælde bliver de først adskilt, og der bliver individuelt vurderet, om de begge ønsker at fortsætte med at være sammen. Men når man som helt ung bliver præsenteret for et fremtidigt ægteskab med fætter Ali, familiens ære er på spil, forventningerne til ægteskabet for familien vejer tungest, brudeafgiften er betalt og man ikke selv kender til andet liv end det med den ældre, pædofile fætter Ali, tror nogen så på, at det svar, man får fra sådan en ung pige, er et svar, der kan være andet end: Ja, jeg vil gerne bo sammen med ham. Det er rent stockholmsyndrom.
Vi må ikke i de her forløb underkende den kulturelle, religiøse og familiære forventning, der er til pigen, om, at selvfølgelig skal det ægteskab fortsætte. For har man reelt andet valg end at sige ja til at lade det eneste liv, man kender, fortsætte, også selv om en velmenende sagsbehandler forsøger sig med individuel sagsbehandling af, om pigen reelt ønsker at fortsætte dette ægteskab med den pædofile mand?
Præcis eksemplet, som jeg her lige har skitseret, er baggrunden for, at Dansk Folkeparti har fremsat dette beslutningsforslag. Og det er, uanset hvordan det er kommet i stand. For vi vil ikke acceptere at støtte op om islamiske kulturelle og religiøse sædvaner om, at pædofile mænd kan gifte sig med små piger og gøre dem gravide, og så er det en familie, også i dansk forstand.
Indholdet i det her forslag baserer sig jo på den såkaldte barnebrudssag, Instrukskommissionen, hvor ministeren blev idømt 2 måneders fængsel med fodlænke for at have tilladt at adskille alle parrene, hvor den ene eller begge var under 18 år. Nu må jeg så bare sige, at under afslutningsdebatten bemærkede jeg – jeg sad selv i salen – at hr. Morten Messerschmidt stillede fru Inger Støjberg et spørgsmål om, hvorfor i alverden man ikke fra Danmarksdemokraternes side kunne stemme for det her forslag, som vi havde fremsat. Nu er fru Inger Støjberg her ikke, men måske kan gruppeformanden svare på det, komme herop på talerstolen og tage imod nogle korte bemærkninger eller måske fremføre en hel ordførertale; jeg taler til gruppeformanden. Det kunne jo faktisk være godt for at få at vide, hvorfor i alverden Danmarksdemokraterne ikke kan stemme for det her forslag. Måske har man ændret holdning fra førstebehandlingen. Det kunne jo også tænkes. Det håber jeg faktisk på. Men jeg opfattede fru Inger Støjberg som meget fornærmet, meget aggressiv i forhold til hr. Morten Messerschmidt.
Jeg må bare sige, at det her jo bare er en hjælp til fru Inger Støjberg for ligesom at vaske hele tavlen ren og sige: I forhold til det, fru Inger Støjberg blev dømt for – og jeg skal ikke drage nogen konklusion af de juridiske spidsfindigheder i den her sag overhovedet; vi må jo tro på, at det er sådan, det er – kunne tavlen jo blive vasket ren fra Danmarksdemokraterne og fru Inger Støjbergs side. Men fru Inger Støjberg var ret sur, for at sige det mildt, og meget aggressiv over for hr. Morten Messerschmidt. En gang imellem kan det jo være den dårlige samvittighed, der gør det. Men jeg synes bare, det er ærgerligt – virkelig ærgerligt. Jeg synes også, det er ærgerligt, at fru Inger Støjberg ikke er her i dag. Det er faktisk specielt for hende et meget, meget væsentligt forslag. Der kan være andre ting i vejen. Men så er der en gruppeformand, som må være den næstkommanderende, og som jeg da rigtig gerne vil høre meningen fra. Jeg synes ikke, det er så svært.
Under førstebehandlingen var der desværre kun ét parti, der tilkendegav, at de ville stemme for. Det var Nye Borgerlige, og tak for det. Resten tilkendegav at stemme imod – underligt nok. Det er så mit håb, at der siden førstebehandlingen er kommet flere partier til, som heller ikke mener, at vi som samfund skal tillade, at en voksen mand bor sammen med en mindreårig, der bliver gravid som 12-årig og formentlig har haft sex lang tid før – det kan vi ikke vide, men i hvert fald bliver hun gravid som 12-årig. Det er grotesk. Den her sag er grotesk i alle henseender. Og der er ikke nogen folketingsmedlemmer, der kan gå herop på talerstolen og forsvare det overhovedet, andet end med et hensyn til de internationale konventioner, specielt ikke et parti, som i den grad har været bannerfører for, at det her skulle være på en anden måde. Der vægter det altså højere for Dansk Folkeparti med pigernes – som man siger – eller børnenes tarv og ikke de internationale konventioner.
Men jeg er spændt på afstemningen. Jeg appellerer meget til, at man indtager en anden holdning end den, som blev indtaget ved førstebehandlingen. Tak.