Det sidste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 24:

Forslag til folketingsbeslutning om at bevare store bededag og give politikerne 10 pct. mindre i løn (borgerforslag).

Af Leif Lahn Jensen (S), Lars Christian Lilleholt (V), Henrik Frandsen (M), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Peter Skaarup (DD), Ole Birk Olesen (LA), Mai Mercado (KF), Peder Hvelplund (EL), Martin Lidegaard (RV), Peter Kofod (DF), Helene Liliendahl Brydensholt (ALT), Peter Seier Christensen (NB) og Aaja Chemnitz (IA) .

(Fremsættelse 07.02.2023).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er beskæftigelsesministeren. Velkommen.

Tak for det, formand, og tak for ordet. Jeg ved jo, at diskussionen om at gøre store bededag til en almindelig arbejdsdag, ligger mange på sinde. Jeg mener sådan set, at det er rigtig fint, at vi i forskellige sammenhænge har haft en grundig diskussion af det spørgsmål, både her i Folketingssalen, i går på et samråd og i øvrigt. I dag skal vi så behandle et beslutningsforslag, der også vedrører regeringens forslag om afskaffelse af store bededag, men der er to elementer i beslutningsforslaget: for det første at bevare store bededag som en helligdag og for det andet, at finansieringen i stedet for findes ved at sænke politikernes løn med 10 pct.

Jeg vil starte med den sidste del af beslutningsforslaget om finansieringen. Jeg har ikke det samlede tal på flere decimaler for, hvad forslaget om, at politikernes løn skal sænkes med 10 pct., skønnes at give i finansiering. Beskæftigelsesudvalget har bl.a. stillet spørgsmål til Folketingets administration om det, og vi får beløbet i forbindelse med udvalgsbehandlingen. Men selv om vi ikke har det samlede konkrete tal, tør jeg godt sige, at det at sænke politikernes løn med 10 pct. vil være en dråbe i det store hav eller måske snarere, ja, det, der modsvarer det. Det vil formentlig alene udgøre et par procent af de 3 mia. kr., som forslaget om at gøre store bededag til en almindelig arbejdsdag skønnes at give i offentlige merindtægter, som er det finansieringsbidrag, vi som regering har prioriteret skal findes, og som bidrager til vores forsvar og sikkerhed.

Det bringer mig til beslutningsforslagets første del, delen om at bevare store bededag som en helligdag. Som det nok er de fleste i salen bekendt, førstebehandlede vi i sidste uge regeringens lovforslag om at gøre store bededag til en almindelig arbejdsdag. Det var en grundig debat, og jeg anerkender fuldt ud, at det ikke er nogen nem drøftelse eller en lille ting, når vi beder danskerne om at arbejde en dag mere eller vi i det hele taget gennemfører det her lovforslag. Men som det er tydeligt, er regeringens holdning, at det at afskaffe store bededag som en helligdag er en vigtig og central del af finansieringen af at styrke vores forsvar og sikkerhed i en tid præget af krig og uroligheder i Europa. Vi har simpelt hen brug for at kunne investere, og det kræver finansiering. Det gør det, både når det handler om at yde vores rimelige bidrag til NATO, og når det handler om at sende et vigtigt signal til vores europæiske naboer om, at vi selvfølgelig står side om side med dem.

Samtidig har diskussionen kredset omkring, om man ikke bare kan tage pengene fra et andet sted, men der er det også vigtigt for regeringen og for mig som socialdemokrat, at der også værnes om den finansiering, der gerne skal styrke vores velfærdssamfund. At alle børn og unge har de samme muligheder uanset forældrebaggrund og i øvrigt de ting, der handler om ventelister i vores sundhedsvæsen, og en psykiatri, der står klar, når vi har brug for det, er også rigtig vigtige ambitioner, som vi også rummer i regeringsgrundlaget, og det skal der også meget gerne være penge til.

Der er sjældent nogen sådan rigtig nemme løsninger, når man skal ud at finde store pengebeløb, men det er klart, at vi ikke afskaffer en helligdag bare for at afskaffe den. Det er et spørgsmål om prioriteringer, fordi der er ambitioner og investeringer, vi synes er vigtige og nødvendige. For mig handler det dybest set om, hvad vi kan som land – det var vi inde omkring, da vi behandlede det store lovforslag i sidste uge – og sådan har jeg det stadig. På den baggrund indstiller regeringen forslaget om at bevare store bededag som helligdag til forkastelse. Jeg ser frem til debatten i dag. Tak for ordet.

Tak for det. Der er nogle korte bemærkninger. Den første er til hr. Karsten Hønge. Værsgo.

Jeg synes, ministeren har fået en ualmindelig trist start på sit virke som beskæftigelsesminister. Det må jeg sige. Altså, der mangler jo ikke ord, når det kommer til erklæringer om, hvor begejstrede ministeren og ministerens parti er for det, vi kalder den danske model. På gode dage kan man ovenikøbet få flere af de borgerlige partier til også at prise den her helt særlige, geniale og sofistikerede måde, vi har strikket vores arbejdsmarked sammen på, og med god grund, for det er jo det samarbejde på arbejdsmarkedet, der gør, at vi har fleksibilitet og dynamik. Det er på arbejdsmarkedet, både det offentlige og det private, at man finansierer vores velfærdssamfund.

Vi har opnået store resultater gennem trepartsaftaler. Hvorfor var det, ministeren ikke engang kunne tage sig sammen til at tage telefonen og i det mindste ringe til FH og spørge, hvad de mener om det? Hvorfor er det, ministerens første store opgave som beskæftigelsesminister er at sætte bulldozeren i første gear og pløje hen over fagbevægelsen?

Ministeren.

Jeg anerkender sådan set ikke, at det er en bulldozer hen over fagbevægelsen. Jeg mener sådan set, at vi politisk har et ansvar for at få økonomien til at hænge sammen, og det synes jeg at vi gør med det her lovforslag, og jeg synes, vi gør det på en måde, hvor vi beder alle arbejdende lønmodtagere om at være en del af løsningen. Det synes jeg er mere solidarisk end så mange andre veje. Det er helt fair og jo også velkendt, at vi har en uenighed om det. Men det er der, jeg står. Sådan stod jeg også i sidste uge, og sådan har jeg det også i dag, også selv om der er kommet et borgerforslag, der vil noget andet.

Spørgeren.

Ministeren har i hvert fald ret i, at vi har opnået fantastiske resultater i 100 år i et samarbejde mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne. Det er jo der, løsningen ligger. Men regeringen gad ikke engang at lave et telefonopkald til de ledende fagforeninger om, hvad de synes om det her. Det er fuldstændig egenrådigt og ensidigt, at man så siger: Nu tager vi en beslutning.

Og må jeg så lige være fri for fremover at høre, at ministeren eller nogen som helst anden i den her regering beder danskerne om noget. Det gør regeringen ikke! De kommanderer dem til det.

Ministeren.

Altså, der er jo stadig væk en fleksibilitet på arbejdsmarkedet, uanset at vi hæver årsnormen med 7,4 timer. Og i forhold til hvordan og hvorledes min dialog er med forskellige parter, kan jeg forsikre om, at jeg bestræber mig på en tæt dialog, men derudover kommenterer jeg ikke på, hvem jeg ringer til hvornår.

Næste spørger er hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Nu sad jeg selv til åbent samråd med ministeren her i går, og ministeren gentager lidt det samme her, nemlig at man står med et valg mellem enten at hæve skatterne markant eller at skære i den grundlæggende kernevelfærd, og det er selvfølgelig noget spin. Der er jo masser af forskellige finansieringsmodeller. Oppositionen har allerede fremlagt en enkelt. Man kunne skære i ulandsbistanden, man kunne også skære i adgangen til offentlige ydelser for udlændinge, man kunne skære i DR. Der er rigtig mange steder, hvor man kunne finde de her penge, og hvor det ikke nødvendigvis er beskæringer i det, jeg i hvert fald vil kalde kernevelfærd. Derfor er jeg nysgerrig på ministerens holdning til det her: Er det ikke rigtigt, at man kunne finde de her penge på rigtig mange andre måder, og at det ikke står mellem enten at hæve skatterne eller skære i den grundlæggende kernevelfærd i Danmark?

Ministeren.

Altså, al den stund at statsbudgettet er på langt mere end det, vi taler om her, så er alt jo en politisk prioritering. Jeg ønsker ikke at skære benene væk under vores fælles public service-ydelser, som er det, der binder os sammen som land, og som leverer fantastiske både nyheder og debatter, regional dækning og børnefjernsyn, for ikke at tale om, at det binder os sammen søndag aften. Altså, det er jo en politisk uenighed. Jeg har det på samme måde i forhold til vores internationale forpligtelser som land og i det hele taget, i forhold til at de mennesker, der er i vores land, også fortjener en grundlæggende værdighed. Det er måske bare tre områder, hvor spørgerens parti og mit eget står forskelligt, men det er jo ikke det samme som, at det ikke er politik. Selvfølgelig er det politik, og selvfølgelig er det en prioritering. Og jeg synes sådan set, at det at bede en stor gruppe om at være en del af at løfte opgaven i stedet for at ramme enkeltgrupper i vores samfund rigtig hårdt er en mere fair fremgangsmåde, men det kan man jo sagtens være uenig i.

Spørgeren.

Siger ministeren dermed, at man i regeringen hellere vil bede danskerne holde for, end man vil bede udenlandske statsborgere om at gøre det samme?

Ministeren.

Jeg siger jo klokkeklart, at det her er en helt central del af, hvordan vi i regeringen synes at vi kan få pengene til at passe. Derudover er del en lang række andre reformer lagt an, og summen af det hele beløber sig til det regeringsgrundlag på mere end 60 sider, som spørgeren jo helt sikkert også har kendskab til. Der er forskellige balancer i det, og jeg synes, at det som en samlet helhed bringer Danmark et ambitiøst og godt sted hen, hvis vi lykkes med det hele.

Den næste spørger er hr. Søren Søndergaard.

Tak. Det lød næsten, som om ministeren var lidt forundret over det der kryds mellem politikernes privilegier på den ene side og så store bededag på den anden side, men der er jo kun at sige: i lige måde. Det er jo lige så genialt som krydset mellem store bededag og militærudgifterne. Eller for resten: Er det militærudgifterne? Jeg hører da gang på gang fortalere for forslaget om at afskaffe store bededag, som snakker om velfærdssystemet, som snakker om børnehaver, og som snakker om alt muligt andet, og hvordan hænger det regnestykke sammen? Har man også sørget for at have et regnestykke til det til tredje behandling, hvor man kan forklare præcis, hvordan de penge, man får ind på store bededag, føres over til det andet?

Og så til mit spørgsmål. Ministeren antyder ligesom, at valget var mellem at afskaffe store bededag og skattestigninger. Jamen det er jo ikke sandt. Vil ministeren ikke erkende, at det, der er valget, er mellem store bededag og så at lade være med at lave skattesænkninger? Det er jo noget helt andet.

Tak. Ministeren.

Jeg mindes ikke at have talt skattestigninger, men det kan være, jeg allerede har glemt mine egne ord her få minutter senere.

Det, jeg er forundret over, er, at man tror, at man kan finansiere et finansieringsbehov på 3 mia. kr. med noget, der giver sådan et par procent af 3 mia. kr. Det synes jeg måske i det mindste man skal have med, når man behandler sådan et forslag her. Derfor er det også godt, at Beskæftigelsesudvalget har stillet spørgsmål, så vi kan få det konkrete beløb, for det er hundrede procent sikkert, at de ikke modsvarer hinanden. Det var der, min forundring lå.

Men derudover er alt, hvad der kommer ind og ud, jo en politisk prioritering og kan sættes i sammenhæng med hinanden og derfor så jo også bare en anerkendelse af, at det, regeringen har lagt frem, er, at vi gerne vil styrke vores fælles forsvar og sikkerhed i en urolig tid. Det mener vi er vigtigt. Jeg kommer ikke til at stå her og sige, er man ikke kan træffe andre beslutninger, for alt er politik, men det er det, vi synes man bør træffe beslutning om, og det er det, vi synes er vigtigt. Vi kan også se, at der er forsvarsforhandlinger i gang om, hvordan man i øvrigt kan finde finansiering til det, og hvis man gør det, efterlader man potentielt et hul et andet sted, og der anfører jeg bare, at vi i regeringsgrundlaget har nogle ret store ambitioner, jeg ikke ønsker at file på i den sammenhæng.

Spørgeren.

En af de store ambitioner, som regeringen ikke ønsker at file på, er at give milliarder til de allerallerrigeste i vores samfund, for det er jo det, man gør. Man sænker jo skatten for de allerallerrigeste i vores samfund. Det er den ambition, som ministeren insisterer på at stå fast ved: flere penge til de allerrigeste, afskaf helligdagen! Der er et perfekt kryds, også økonomisk – et perfekt kryds! Men okay, jeg anerkender ministerens ærlighed, altså de rige frem for frihed for den almindelige befolkning.

Ministeren.

Jeg bestræber mig faktisk på ærlighed, og min ærlighed går på, at jeg er stolt af det samlede regeringsgrundlag, men at alle tre partier, der er trådt ind i det arbejdsfællesskab, også har båret forskellige ting med ind, og at der er ting, som vi hver især hæfter os rigtig meget ved, og som vi glæder os til at gennemføre, og så der er noget andet, hvor vi har strakt os mod hinanden. Men man kan jo ikke skille sådan noget ad, og det ved jeg også godt at spørgeren ved, for vi har også lavet aftaler med hinanden, også gode aftaler, hvor vi også har måttet bøje os mod hinanden, og sådan er politik jo.

Der er ikke flere spørgsmål, så vi siger tak til beskæftigelsesministeren. Den første ordfører er hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet. Velkommen til.

Tak for det, formand. Det er rigtigt, som beskæftigelsesministeren også allerede har redegjort for, at vi i dag behandler et borgerforslag om at bevare store bededag og give politikerne 10 pct. mindre i løn. Som beskæftigelsesministeren har været inde på, er der god grund til at diskutere, tror jeg, politikernes lønforhold, og det kan vi sagtens gøre. Det kommer vi i øvrigt også til om en måneds tid i Folketingssalen, fordi der også er fremsat et beslutningsforslag om det. Men i den her situation er det jo en meget lille del af den regning, vi skal betale, og derfor vil jeg egentlig koncentrere mig om det, som jeg tror er det, der ligger flest borgere på sinde, og som jeg oplever er den store diskussion, nemlig hvorvidt store bededag skal være en arbejdsdag, eller om det fortsat skal være en helligdag.

Der er jeg jo, ikke overraskende, for vi havde også en ret grundig behandling af det i sidste uge, af den overbevisning, at det at sikre, at vi alle sammen – lønmodtagere, uanset hvad for et job vi har – bidrager med en arbejdsdag mere om året, er en god løsning, en solidarisk løsning og en løsning, hvor man løfter i flok, i en situation, hvor jeg ønsker, at vi bliver bedre til at betale de regninger, vi har, for vores fred og sikkerhed og for den yderligere styrkelse af vores fælles forsvar, som er nødvendiggjort af Putins invasion i Ukraine, men jo også af en i øvrigt mere usikker verden.

Det er jo alt sammen i en situation, hvor vi ikke ønsker samtidig at slække på klimaambitionerne herhjemme, men hvor vi tværtimod har skruet op for vores klimaambitioner i regeringsgrundlaget og vil være CO2-neutrale hurtigere. Det er i en situation, hvor vi ikke synes, at den ældrepleje, vi leverer, ikke engang i dag, er god nok, men hvor vi samtidig kan se, at der kommer 125.000 flere borgere over 70 år om nogle år. Og det er jo en god ting, men de mennesker, som – i parentes bemærket – også har bygget det velfærdssamfund, som vi alle sammen lever i lige nu, har selvfølgelig også krav på, at der er ordentlig og værdig ældrepleje, når de har brug for den, og det kræver både penge og i øvrigt også hænder. For vi ved godt, at det er svært at rekruttere sosu'er, lærere og sygeplejersker, og vi ved, at erhvervslivet har svært ved at rekruttere industriteknikere, smede og bygningshåndværkere. Og det er jo, fordi vi står over for rigtig store opgaver de kommende år, at vi mener, at vi skal styrke både vores offentlige finanser og vores samlede evne til at løfte opgaverne i Danmark ved at sikre, at vi alle sammen arbejder en dag mere, frem for, som man tidligere har gjort, når der har været kriseregninger, der skulle betales, at sende regningen til dem, der stod uden for arbejdsmarkedet, eller dem, der ikke længere ville kunne have ret til tidligere pension eller andet. For det er ikke nogen hemmelighed, at de penge, vi tilvejebringer her, jo dækker nogenlunde det samme, som det koster at have en såkaldt Arnepension, altså en ret til tidligere tilbagetrækning, og jeg ønsker ikke, at det er dem med udsigt til Arnepension, som skal betale hele regningen, ved at vi tager den. Så vil jeg hellere, at vi løfter i flok.

Jeg ved, at der vil være nogen, for det har der været hele vejen igennem, som spørger: Er der ikke andre ting, vi kan gøre for at sikre, at vi får flere hænder og i øvrigt flere penge i kassen? Og jo, der er andre ting, vi kan gøre. Vi skal også være bedre til at sikre, at de grupper, som står mere uden for arbejdsmarkedet end gennemsnittet, er med. Det kunne være nogle af vores nytilkomne, flygtninge og indvandrere, som har en for dårlig tilknytning til arbejdsmarkedet. Der er nogle af vores kollegaer derude, som arbejder på deltid, men som gerne vil på fuld tid. Og vi har seniorer, som vi gerne vil sikre, hvis de har kræfterne og lysten, kan yde en ekstra indsats. Det er i øvrigt baggrunden for, at vi i går jo sagde, at vi ville fjerne modregningen, sådan at hvis man arbejder, efter man har nået folkepensionsalderen, bliver man ikke modregnet.

Vi vil gerne have alle de der ting i spil, og det er i virkeligheden min pointe. Man kan godt på alle mulige måder være med til at løse den her opgave, men vi er nødt til at bruge alle måderne, for ellers kommer vi ikke i mål. Regeringens ambition er et arbejdsudbud på 45.000 flere personer. De 8.500, som bededag bidrager med, er en stor del af bidraget til at sikre, at vi faktisk samlet set kan løfte de opgaver, vi har, og det er jo for at indfri et regeringsgrundlag, som vi mener både med hensyn til velfærdssamfundet, klimaindsatsen og vores fred og sikkerhed har skruet ambitionerne i vejret, men det er jo bestemt ikke ambitioner, som vi ikke også mener vi skal indfri, for alternativet er for ringe.

Vi støtter ikke borgerforslaget.

Tak for det. Der er et par spørgere. Den første er hr. Karsten Hønge.

Nå, i dag er det åbenbart finansieringen af hele velfærdssamfundet, der står på spil. Indtil for nylig var det ellers finansieringen af forsvaret. Men sådan er det jo for den her regering i det her spørgsmål, nemlig en lang zigzagkurs med sørøverforklaringer, bortforklaringer og overspringshandlinger i stedet for at stå ved det. Nu er det åbenbart selveste velfærdssamfundet, det gælder, og med et godt demagogisk trick prøver hr. Jens Joel at sige, at hvis vi ikke gør det her, så skal vi fjerne Arnepensionen, og det er da selvfølgelig et meget, meget trist perspektiv – i øvrigt sagt på en dag, hvor Mærsk scorer over 200 mia. kr. i profit, altså sagt på en dag, hvor vi kan se, at der er råd til skattelettelser, men ikke til så eventuelt at lave den her finansiering, som man leder efter.

Altså, hvordan hænger det her overhovedet sammen – at stjæle entydigt fra lønmodtagerne for så at bruge det til alt muligt andet i stedet for faktisk at lave en fair fordeling?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om hr. Karsten Hønge med vilje ikke hører efter, altså om det apropos demagogisk handler om at fremstille det på en anden måde, end jeg har sagt det. Altså, det første, jeg sagde, var, at det, det her tilvejebringer midler til, faktisk er øgede investeringer i fred og sikkerhed. Hr. Karsten Hønge var også med i torsdags, da vi havde en 6 timer lang diskussion om det her forslag, og det er jo ikke nye argumenter, det er ikke nye byggeklodser, der er i min tale. Undskyld mig, men det er jo samme emne.

Derfor er det jo rigtigt, at det her kommer af, at vi skal øge investeringerne i vores fred og sikkerhed – på grund af Ukraine, men også i en generelt mere usikker verden. Men det er selvfølgelig også rigtigt, som hr. Karsten Hønge og andre har påstået undervejs, at man jo bare kunne flytte rundt på pengene. Ja, det kan man godt, men hvis man tager pengene til forsvaret fra klimaindsatsen, så mangler de i klimaindsatsen, og hvis man tager pengene til klimaindsatsen fra velfærden, så mangler de i velfærden.

På den måde hænger tingene jo sammen, og det er derfor, jeg siger, at når vi både har ambitioner for vores fred og sikkerhed, for vores klima og for vores velfærd og vi i øvrigt har et ambitiøst regeringsgrundlag, som skal finansieres, så mener vi, at det her er den mest solidariske måde at gøre det på, fordi vi alle sammen bidrager.

Tak. Så er det hr. Karsten Hønge for sin anden korte bemærkning.

Nu skal jeg fortælle hr. Jens Joel, hvem det er, der flytter rundt på pengene. Det gør regeringen ved at påstå, at det at tage store bededag øjensynligt skulle være udtryk for en eller anden fair fordeling, men ensidigt rammer lønmodtagerne, ensidigt tager pengene fra de mennesker, som skal arbejde mere for en lavere løn.

Næh, regeringen flytter rundt på pengene, når man insisterer på at tage pengene fra lønmodtagerne – alene inden for det offentlige er det 50 mio. kr., man skovler ind ved ikke at udbetale de tillæg, som de her lønmodtagere skulle have haft tidligere – for at bruge dem til skattelettelser. Se, det er at flytte rundt på pengene, når Socialdemokratiet insisterer på at tage pengene op af lønmodtagernes lommer og give dem til skattelettelser til aktiearvinger. Se, det er at flytte rundt på pengene. Jeg troede bare ikke, det var socialdemokratisk politik.

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, at der også i regeringsgrundlaget er en omlægning af skatten. Der er 5 mia. kr. i omlægning, hvoraf vi bruger 4 mia. kr. til at lette i bunden. Jeg ved godt, at det har været udråbt som utrolig skævt, og det er også rigtigt, at det ikke var alle de ting, vi gør på skatteområdet, som var Socialdemokratiets ønske, men jeg kan godt lide den samlede balance. Jeg kan godt lide, at det, vi bruger klart flest penge på, nemlig 4 ud af 5 kr., er på at lette beskæftigelsesfradraget, altså skatten i bunden, og i øvrigt på et ekstra beskæftigelsesfradrag til de enlige forsørgere, som giver enlige forsørgere på den gode side af 7.000 kr. om året. Det er faktisk mange penge for folk med de mindste økonomier, som stadig væk står tidligt op om morgenen og får ungerne sendt i daginstitution og passer deres arbejde.

Så er det hr. Søren Søndergaard.

Mange bække små gør en stor å, og derfor synes jeg, at den socialdemokratiske ordfører kom lidt let hen over spørgsmålet om, hvordan man stiller sig til at begrænse politikernes privilegier. Det kan godt være, vi skal have en anden diskussion på et andet tidspunkt, men støtter man, at der sker en sådan begrænsning, fra Socialdemokratiets side – ja eller nej? Så kan vi tage diskussionen senere.

Det andet spørgsmål, jeg har, drejer sig om, at det jo er ministeren, der repræsenterer regeringen – det er jo klart – og ministeren er på regeringens vegne stolt over, at man afskaffer store bededag og bruger pengene på nogle af de allerallerrigeste i det her land og giver dem skattelettelser. Okay altså, men hr. Jens Joel repræsenterer jo Socialdemokratiet. Er Socialdemokratiet lige så stolt over, at man tager penge fra folk og fritid fra folk ved at afskaffe store bededag og giver dem til de allerallerrigeste i det her land ved at sænke skatten for dem?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, det er en korrekt udlægning af hverken – for den sags skyld – ministerens ord eller virkeligheden. Altså, det er jo rigtigt, at den lempelse i bo- og arveafgiften, altså det med at overdrage virksomheder, finansieres af, at man har skåret ned på erhvervsstøtteordningerne. Det er også rigtigt, at noget af det, vi havde aftalt om en beskatning i det gamle Folketing, ikke bliver til noget, fordi der efter folketingsvalget ikke længere er flertal for den aftale. Men jeg kan sådan set sagtens som socialdemokrat stå inde for de skattelettelser, vi laver på de 5 mia. kr., når vi bruger mere end 4 mia. kr. på at lette skatten i bunden, også selv om der så er en omlægning af topskatten og en indførelse af en ny toptopskat osv. osv. Selv om det vil være de fleste bekendt, at lige præcis det omkring topskatten ikke var Socialdemokratiets ønske, så kan jeg sagtens stå inde for det.

Hr. Søren Søndergaard.

Ministeren har det godt med at stemme for penge til de allerallerrigeste i det her samfund, samtidig med at der afskaffes en store bededag – fint nok. Men det andet spørgsmål var: Der er et forslag om en begrænsning af politikernes privilegier – og mange bække små gør en stor å – så vil Socialdemokratiet være med til det?

Ordføreren.

Der vil komme en samlet diskussion af det – og derfor også flere nuancer – når vi har den snak om et beslutningsforslag her om en lille måneds tid. Jeg synes ikke, at den samlede – om man så må sige – aflønning eller den samlede honorering af det at være politiker i Danmark er overdreven, men der har jo været masser af eksempler på ting, man godt kunne rydde op i. Jeg har selv været medlem af Folketinget i godt 11 år, og jeg tror, at vi har justeret – altså faktisk forringet – vilkårene tre gange, og det har jeg støttet op om, fordi jeg synes, at der har været nogle ting, som ikke har været godt nok. Derfor synes jeg jo selvfølgelig, at det kommer an på, hvad den konkrete diskussion er.

Så er det hr. Mikkel Bjørn.

Tak for det. Nu nævner hr. Søren Søndergaard det her med mange bække små, og jeg morede mig lidt over noget, ordføreren sagde i sin tale, nemlig at der er mange måder, vi kan finansiere vores øgede forsvarsudgifter på, og at vi er nødt til at bruge alle måderne. Så er det, jeg undrer mig over, hvorfor man så ikke bruger den her måde – hvorfor ikke skære i politikernes løn? Det er jo også en af måderne. Hvis vi skal bruge dem alle sammen, hvorfor så ikke den?

Ordføreren.

Jeg tror faktisk, at det, jeg sagde, var, at når vi skal skaffe flere hænder, er der mange måder at gøre det på. Og jeg ved, at der også er nogle, som siger, at hvis vi nu bare kunne få en bedre beskæftigelsesfrekvens, hvis vi nu kunne få flere af dem med anden etnisk baggrund, som lige nu i for høj grad er uden for arbejdsmarkedet, i arbejde – der er rigtig mange, der bidrager, men der er også for mange, der står uden for – og hvis vi nu kunne sikre, at flere af seniorerne, det er derfor, vi afskaffer modregningerne i deres pensioner, som har tid og lyst og stadig væk mulighed for at bidrage, faktisk belønnes for at gøre det, så kan vi få flere hænder til at løfte den samlede opgave. Der var det bare, jeg sagde, at den kedelige nyhed, for jeg er enig i, at der er mange andre ting, man kan gøre, er, at det ikke gør forslaget om store bededag overflødigt, fordi det faktisk bare er en af de mange ting, vi er nødt til at gøre for at sikre, at vi har mennesker nok til at løfte opgaven, både i ældreplejen og i børnehaverne og i øvrigt i forhold til forsvaret, men også i forhold til vores private erhvervsliv.

Hr. Mikkel Bjørn.

Jamen det, jeg undrer mig over, er bare, som ordføreren siger, men som også ministeren sagde, det her med, at det her spørgsmål jo altså handler om prioriteringer. Og det, jeg undrer mig over, er grundlæggende de prioriteringer, man så foretager, altså at man prioriterer udenlandske statsborgere, at man prioriterer masser af journalister i DR, at man prioriterer støtte til KVINFO på finansloven, og jeg kunne fortsætte i en uendelighed. Der er det jo, fuldstændig som hr. Søren Søndergaard siger, mange bække små osv. Hvis man fjernede alle de unødvendige ting, som vi hvert år finansierer, så kunne man jo hurtigt finde de her penge, uden at danskerne skulle holde for.

Ordføreren.

Men jeg betragter ikke det at yde udviklingsbistand eller møde vores internationale forpligtelser eller for den sags skyld, at vi har en public service-station i DR Byen, som unødige eller unødvendige udgifter. Alting er prioriteringer, alting er balancer, men jeg mener ikke, man kan sige, at det er unødvendige udgifter i et samfund som vores.

Så har jeg ikke flere på listen, så vi siger tak til ordføreren og går videre til Venstres ordfører, og det er hr. Christoffer Aagaard Melson.

Danmark står over for en række udfordringer i de kommende år, som kræver svære politiske beslutninger, hvis de skal tackles på en god måde. Hvis vi i en fremtid, hvor der bliver flere børn og flere ældre, f.eks. skal kunne løse de store problemer i vores sundhedsvæsen og skal kunne investere massivt i den grønne omstilling, så kommer det til at kræve reformer. Ellers kommer vi til at mangle de nødvendige hænder, både i den offentlige sektor og i den private sektor, der skaber de skatteindtægter, der danner grundlaget for, at vi kan adressere udfordringerne.

En afgørende grund til, at behovet for reformer, der kan styrke dansk økonomi, er blevet markant større, er selvfølgelig helt åbenlyst Putins brutale angreb på Ukraine den 24. februar sidste år. Angrebet fik nemlig et bredt flertal i Folketinget til at tage den helt nødvendige beslutning at øge udgifterne til forsvaret markant, så de er hele 20 mia. kr. større i 2033 end ellers forudsat. Siden foråret er situationen desværre ikke blevet bedre. Ukraine er stadig under voldsomme angreb, og truslen fra Rusland er ikke blevet mindre. Derfor vil vi fra regeringens side sætte turbo på opbygningen af dansk forsvar og fremrykke investeringen, så vi bruger 2 pct. af bnp allerede i 2030. Det koster yderligere 4,5 mia. kr.

Populært sagt blev de øgede forsvarsudgifter, der blev aftalt i foråret sidste år, finansieret ved at tage af opsparingen. Dengang var den løsning, som kunne opnå et bredt flertal, nemlig at øge det strukturelle underskud med 0,5 pct. Dermed blev mulighederne for at møde fremtidens udfordringer på andre områder selvfølgelig også forringet, da store dele af det råderum, der ellers kunne være brugt til at styrke klimaindsatsen eller andre indsatser, forsvandt.

Det kan selvsagt ikke blive ved med at gå, hvis vi også skal have råd til og hænder til at løse de andre vigtige udfordringer, vi står over for. Det er jo derfor, vi har foreslået at finansiere fremrykningen af forsvarsudgifterne og øge arbejdsudbuddet ved at fjerne store bededag. Vi lægger heller ikke skjul på, at yderligere investeringer i de mange ting, som vi i høj grad er enige om er nødvendige i fremtiden, også skal finansieres igennem ansvarlige reformer, der kan øge vores velstand og sikre de nødvendige hænder til at løfte fremtidens udfordringer. Det bliver ikke let, kan vi allerede nu konstatere efter debatten om store bededag, men det er nødvendigt, og det er ansvarligt.

Grunden til, at vi mener, at det er en rigtig løsning at fjerne en helligdag, selv om det er svært, er, at det ifølge Finansministeriet giver et ekstra provenu på hele 3 mia. kr. årligt og giver et øget arbejdsudbud på hele 8.500 personer. Derudover vil det give langt de fleste lidt flere penge mellem hænderne i en tid, hvor der er rigtig mange, der har svært ved at få enderne til at mødes, og det vil løfte bnp med ca. 9 mia. kr. Effekterne er så store, fordi det er en meget stor andel af danskerne, der bliver bedt om at bidrage med en ekstra arbejdsdag. Det er ikke let at bede om, men vi mener, at det er rigtigt. Derfor kan vi ikke støtte første del af borgerforslaget om at rulle forslaget tilbage.

Anden del af forslaget handler om, at politikerne skal have 10 pct. mindre i løn. Fra Venstres side har vi ikke aktuelle planer om at ændre gældende løn- og pensionsvilkår for politikere. Vi mener ikke, at de nuværende lønvilkår samlet set er urimelige, både på grund af ansvaret og arbejdsbyrden, men også fordi det er vigtigt, at et bredt udsnit af danskerne finder det attraktivt at bidrage til vores demokrati, også selv om man f.eks. har haft eller har en succesfuld erhvervskarriere. Og derfor kan vi heller ikke støtte op om anden del af forslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning, og det er fra hr. Karsten Hønge.

Må jeg da lige være fri igen? Venstre har da aldrig bedt lønmodtagerne om noget; Venstre kommanderer lønmodtagerne til at arbejde den her dag, ovenikøbet uden at ville spørge dem.

Jeg mener: Jeg ved godt, at Venstre efter det sidste hårde valgnederlag vakler noget groggy rundt, og det forstår jeg egentlig godt – men kunne man puste bare en smule mod og rygrad ind i Venstre og så sige, at måske skulle man følge det forslag, som jeres tidligere formand, Anders Fogh Rasmussen, kom med, nemlig at udskyde det her til efter næste valg? Så har vi mulighed for at diskutere det med befolkningen – vi har mulighed for at lade det stå sin prøve ved næste folketingsvalg.

Jeg mener: Anders Fogh Rasmussen sagde ovenikøbet, at sådan nogle regeringer her skal jo passe på med deres magtudøvelse. Og her mener jeg virkelig, at vi har ordene fra en mand, der ved, hvad han taler om.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Nej, vi mener, det er nødvendigt, at vi finder finansiering til at styrke dansk forsvar nu og her. Vi skylder både dansk forsvar og vores allierede i NATO at vise, at vi er villige til at finansiere det løft af forsvaret, vi lover dem, altså begge grupper og danskerne, med rigtige penge, som der er et flertal for her i Folketinget, og som der også er et flertal, der er villige til at tage ansvaret for at stemme igennem.

Derfor synes vi ikke, det er ansvarligt at skyde beslutningen til efter et folketingsvalg.

Hr. Karsten Hønge.

Hvornår skal vi da bruge pengene? Altså, vi taler her om at fremrykke nogle udgifter, som var det, det var designet til, fra 2033 til 2030. Hvad er det for et hastværk?

Så vil jeg lige spørge: En anden ledende Venstremand, nemlig økonomiministeren, har jo udtalt, at regeringen »har ikke indledt en popularitetskonkurrence« – det vil jeg i parentes bemærket give ham ret i – og dernæst fortsætter han med at sige, at afskaffelsen af store bededag står fast, og at flere upopulære reformer er på vej. Kunne ordføreren løfte sløret for, hvilke andre forfærdeligheder lønmodtagerne i Danmark skal se frem til?

Ordføreren.

Jamen vi skal jo lave et forsvarsforlig i år – gerne inden sommerferien – og derfor skal vi finde finansiering nu her, så det forsvarsforlig står på et solidt grundlag. Det er ligesom med alle mulige andre forlig, der rækker ud i fremtiden; der venter man jo heller ikke med at finde finansieringen, til der sidder et nyt Folketing, der så skal tage ansvar for nogle beslutninger, vi vil tage i det her Folketing og i den her regering. Derfor synes vi, at vi skal tage ansvar for det.

Man kan jo kigge i regeringsgrundlaget, hvis man vil se, hvad det er for nogle andre reformer, der er på vej; vi har en ambition om, at vi vil øge arbejdsudbuddet med 45.000 mennesker for at møde fremtidens udfordringer i Danmark. Så Karsten Hønge kan jo læse regeringsgrundlaget, og så kan han se nogle af de forslag, vi kommer til at arbejde med.

Så er det hr. Søren Søndergaard.

Jeg er gammel nok til at huske, at Venstre i årevis kørte en kampagne mod hr. Poul Nyrup Rasmussen for løftebrud. Jeg vil bare spørge Venstres ordfører, som jeg fuldstændig anerkender ikke har den alder, jeg har, om Venstres ordfører kan huske, hvorfor man beskyldte hr. Poul Nyrup Rasmussen for løftebrud, altså hvad der var grunden til det, og hvorfor man kørte den kampagne i årevis.

Ordføreren.

Jeg mener, det var noget med et efterlønsbevis eller et eller andet i den stil. Det, jeg kan sige i den her sag, er, at vi er gået til valg på at øge arbejdsudbuddet markant. Vi er også gået til valg på nogle forslag til at øge arbejdsudbuddet markant. Vælgerne har sammensat et Folketing, hvor vi jo så stadig væk samtidig arbejder for at nå det her mål, men det har vist sig, at der ikke er flertal en til en for de midler, Venstre har foreslået, og derfor synes vi, at det rigtige er at gå ind og kigge på, om vi så i et kompromis med nogle andre partier hen over midten kan finde frem til nogle andre midler i fællesskab, så vi kan nå målet. Vi er jo enige om, at der er brug for nogle flere hænder i det danske samfund. Der er vi i fællesskab bl.a. kommet frem til, at vi synes, det her forslag om store bededag er et fornuftigt forslag.

Det der med at sige, at når vi ikke har fået det flertal, vi regnede med, efter et valg, så ændrer vi midlerne for at nå det mål, vi stadig står fast på, synes jeg er helt fair. Jeg synes, det er helt gængs i dansk politik, at man stadig forfølger sit mål, selv om man ikke en til en kan nå det med de midler, man selv havde forestillet sig skulle bruges.

Hr. Søren Søndergaard.

Hr. Poul Nyrup Rasmussen gik også til valg på at sikre en sund økonomi. Det er lige så generelt og ikke nogen begrundelse for at begå løftebrud, medmindre man ikke mener, at det er alvorligt, at man går til valg på noget, som er så ukonkret, og så bagefter gør noget andet, som man tidligere overhovedet ikke har løftet sløret for. Derfor vil jeg bare spørge Venstres ordfører: Har Venstre i en eneste valgbrochure, på en eneste valgplakat, i en eneste valgannonce, i et eneste debatindlæg mundtligt eller skriftligt antydet, at man efter valget ville afskaffe store bededag?

Ordføreren.

Vi har ikke konkret nævnt store bededag, men det, vi har gjort, er, at vi er gået til valg på at skabe arbejdsudbud. Jeg mener, at vi i vores 2030-plan i forbindelse med valgkampen sagde, at vi skulle have 40.000 ekstra i arbejdsudbud – vi blev heldigvis enige om 45.000 i det kompromis, vi kunne lave – og vi sagde også, at vi ville nedsætte et reformudvalg, der simpelt hen skulle kigge på nye veje til at nå det her mål, som vi mente var nødvendigt. Dermed sagde vi jo også, at vi var villige til at gå nye veje for at finde flertal for at finde de her 40.000. Vi har aldrig nogen sinde sagt, at vi ikke kunne kigge på, om man skulle arbejde en dag ekstra. Så derfor synes jeg, det er noget helt andet, end hvis du konkret går ud og siger i en valgkamp, at du ikke vil gøre noget. Vi har aldrig sagt, at vi ikke ville bede danskerne om at arbejde en dag ekstra. Vi har faktisk sagt, at vi ville gå til valg på at nedsætte et reformudvalg.

Tak for det. Så har jeg ikke flere korte bemærkninger indtegnet. Tak til ordføreren. Og vi kan gå videre til Moderaternes ordfører, og det er hr. Jeppe Søe.

Tak. Jeg kunne vel i virkeligheden have holdt den samme tale, som jeg holdt forleden, men jeg synes, at der er nye ting i det her borgerforslag, som bl.a. peger på noget politikerlede, og det vil jeg egentlig gerne have lov til at tale om. For som jeg forstår det, er det, vi behandler her, et beslutningsforslag, der appellerer til, at én faggruppe, nemlig os politikere, skal bidrage til at løse en af samfundets udfordringer ved – citat: at gå ned i løn, afskaffe ministerbiler og/eller andre unødige hjælpemidler, som vi nyder alt for godt af i dag. Borgerforslaget er stillet på baggrund af regeringens beslutning om at bede arbejdsduelige danskere, herunder altså også politikerne, om at bidrage til fællesskabet i 7,4 timer årligt med den konsekvens, at vi ikke længere har fri på det, der fremover bare vil være en helt almindelig fredag.

Jeg har svært ved at se proportionerne i det her forslag. Til gengæld kan jeg godt få øje på politikerleden, både her i forslaget og i de sociale mediers kommentarspor, og jeg forstår det til dels. Det er ikke nogen særlig god historie, at vi her på tinge faktisk gør, hvad vi kan. Det er en bedre historie, at nogle få i samfundet er forfordelt, og den slags historier giver os i øvrigt mulighed for, at vi kan stå sammen om at dyrke en mistro og en misundelse, der samtidig nedgør andres indsats. Det er ærgerligt, at vi er mange, der fungerer sådan. Det er fristende at placere ansvar. Det skal vi som politikere bære – helt enig, jeg tager det gerne. Jeg synes fortsat, det er rimeligt, at alle danskere bidrager i flok. Jeg tænker, at vi ville blive genvalgt, hvis vi indførte et par ekstra helligdage, men politik må aldrig være styret af forsøget på at skaffe bedre målinger. Det her er vores politiske vurdering, det er vores valg, og det står vi på mål for.

Jeg har altså endnu til gode at høre nogen her i salen argumentere fornuftigt for, at noget politisk menneske skulle have ambitioner om at gøre livet surt for danskerne, der i en gallupmåling jo altså bliver til vælgere. Alle, der står på den her talerstol, har kæmpet for at stå her, og vi står her alle, fordi vi står for noget. Ingen af os har interesse i at lægge snubletråde ud for danskernes livsglæde, men vi er nu nogle, der tager ansvar for at bevare den livsglæde, også selv om det koster noget. Det kræver besindelse og det kræver nuancer at få øje på, at det, vi forsøger at pege på her, ikke er det, de fleste drømmer om, men der er trods alt også en del, der måske kan se, at det er nødvendigt. Andre løsninger ville ramme skævt og fremprovokere samme reaktioner, dog kun fra de få, der så blev ramt. Nu opfordrer vi til, at alle sammen bidrager. Det er trods alt et lille offer, når en nødvendig indsats bliver fordelt ligeligt på millioner af danskere. Det er lidt over et minut ekstra om dagen at arbejde, og man får løn for det. Det kan man være uenig i; det er også en del af et levende demokrati.

Men hav nu tillid til jer selv. Vi står her og har fundet en løsning, og vi gør det på danskernes folkelige mandat. Hvis den politiske proces i Danmark skal fungere, kræver det, at vi har tillid til hinanden. Tilliden til den politiske proces skal vi nok arbejde en smule på at genoprette, men med jobbeskrivelsen som politiker følger den konsekvens, at man må stå på mål for det, der fra min stol somme tider ligner en meget urimelig udlægning af indsatsen, vi politikere lægger. Jeg anerkender, at danske politikere har rigtig fine vilkår. Jeg er også indstillet på, at der måske er vilkår, der kunne trænge til et eftersyn og et gennemsyn, men grundlæggende er vilkårene for mig at se til at forstå, og de står mål med indsatsen og ansvaret. Vi politikere, hver og en, gør faktisk, hvad vi kan.

På fredag er der fællesspisning i 3. klasse på Nørholm Skole i Nordjylland. Min søn Villum går i den klasse. Han ville ønske, at jeg kom til det arrangement, som for ham er ugens væsentligste. Det gør jeg ikke, for jeg kan ikke nå det, og sådan må det være, for det er en del af jobbet. Vi politikere bliver faktisk på arbejdet, til vi er færdige, og når vi ikke er i salen, hvilket man jo kan se på tv-billederne at vi ikke altid er, ja, så er vi måske hjemme på det, vi før kaldte weekend, inden vi blev valgt – for så er der lovstof med i tasken, der skal gennemgås inden næste uges forhandlinger. Jeg siger ikke, at vi skal hyldes ekstraordinært for indsatsen. Jeg påpeger bare, at de fleste politikere faktisk har empirisk belæg for at udtale sig om det at yde en ekstra indsats, også når det somme tider er ubelejligt.

Hvis vi gennemfører borgerforslaget, har vi fundet i omegnen af 15-20 mio. kr. årligt. Så mangler vi fortsat et par milliarder, nemlig 2,8 mia. kr. Så kunne det næste borgerforslag måske lige pludselig lyde, at alle danskere skulle bidrage med 10 pct. af deres bruttoløn. Det sidestiller os jo så i indsatsen, men det ville være et useriøst forslag, og i øvrigt, når nu vi er ved det, ville det nok bryde lidt med den danske model.

Vi har fundet en løsning. Den er ubelejlig i værste fald. Det koster ikke noget andet end tid, nemlig et minut dagligt. Den har vi altså alle sammen at give af i svære tider. Borgerforslaget beder om et politisk bidrag. Jeg vil gerne bidrage. Jeg tillader mig helt ligefremt at rette samme appel til alle andre om også at bidrage. Lad os gøre det i fælles flok, hver og en, og trække Danmark i en meningsfuld retning. Det er en mulighed, vi har. Det er sådan, vi løser de udfordringer, vi har. Det er en forpligtelse. Vi kan altså godt det her sammen. Moderaterne kan ikke stemme for forslaget.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra hr. Karsten Hønge.

Selv på afstand kan jeg konstatere, at den spand, der står ved siden af ordføreren, er fyldt op til randen af alt det vand, der blev hældt ud af ørerne i den her ordførertale. Helt ærligt vil jeg sige, at det var en gang »på den ene side og på den anden side« og »op og ned ad stolper«. Men hvor var substansen?

Nu kan jeg så spørge ind til det, der åbenbart betyder noget for Moderaterne, nemlig det brede samarbejde. Det er da i hvert fald noget, som partiet har forsøgt at slå sig op på – at vi ligesom skal forliges og forenes. Så hvordan har hr. Jeppe Søe det med, at den første store handling, som regeringen med Moderaterne foretager, er at splitte Folketinget og splitte forholdet mellem Folketinget og arbejdsmarkedets parter?

Ordføreren.

Det synes jeg ikke vi har gjort. Vi har foreslået noget, som vi står på mål for. Og det synes jeg vi gør her i Folketingssalen ganske fint. Det er hr. Karsten Hønge og jeg uenige om; vi er uenige om forslaget, og vi er også uenige om formen. Jeg tror ovenikøbet, jeg i torsdags sagde, at jeg absolut ikke synes, at det er rart at starte med en høringsperiode, der kun er på en uge. Jeg mener vitterlig ikke, at det er måden, vi skal arbejde sammen på, men i mine øjne er det – som jeg også i torsdags blev angrebet af hr. Karsten Hønge for at sige højt – faktisk en respekt for den danske model, for det er en respekt for, at vi gerne vil have afsluttet det her inden overenskomstforhandlingerne.

Så jeg synes, det her er helt, som det skal være. Man lægger nogle ting frem, man gennemfører det, og man står på mål for det, både her i Folketingssalen og absolut også ude på pladsen foran og i resten af Danmark. Det synes jeg sådan set også politik skal handle om.

Hr. Karsten Hønge.

Så løb vandet ud over kanten på spanden, for det var da bare endnu mere vand ud af ørerne.

Men lad mig lige spørge: Når nu man er så optaget, som man er i Moderaterne, af det brede samarbejde, hvordan har man det så egentlig med bare at tromle sine synspunkter igennem, så selv en person som Anders Fogh Rasmussen synes, at det simpelt hen er for meget? Og der skal jeg sige, at jeg synes, at når vi har fået Anders Fogh Rasmussen med på, at der er for meget magtudøvelse, så tror jeg, vi kan sige, som man gør på engelsk: It takes one to know one. Altså, han synes, det her er for meget, og han har aldrig påstået, at han gik sådan vældig ind for det der brede samarbejde – han kunne finde ud af at administrere magten stort set selv – men her har vi et parti, der i den grad slår sig op på samarbejde. Så anerkender ordføreren ikke, at her er der tale om en usædvanlig magtarrogance?

Ordføreren.

Moderaterne slog sig op på og gik til valg på at samle en række partier i et rum og prøve dér at finde løsninger på de udfordringer, Danmark har. Det har vi gjort. Nogle forlod forhandlingerne, andre blev. Og der var tre partier, som blev i det lokale og har dannet en regering, som har fået et flertal af befolkningen. Og vi står på mål for de ting, som vi her har fremlagt.

Hr. Søren Søndergaard.

Ordføreren beklagede sig over, at det her forslag udpegede en enkelt gruppe, nemlig folketingsmedlemmerne, altså de folkevalgte, som nogle, der skulle bidrage, hvorimod det forslag, som ordføreren og ordførerens parti står for, er noget, der sikrer, at vi alle sammen bidrager lige meget, men bare med et minut mere om dagen. Det er usandt, det er forkert. Det er lodret forkert! Det er jo sådan, at folk, der arbejder på en helligdag, har haft mulighed for gennem overenskomstforhandlinger i årevis at forhandle sig til en kompensation for, at de arbejder på en helligdag. De har f.eks. sagt: Hvis vi skal arbejde på den helligdag, vil vi have dobbelt op i timeløn. Så har arbejdsgiveren sagt nej, men så har de sagt, at det vil de have. Så har arbejdsgiveren sagt: Nå jo, men så skal I være indstillet på at møde lidt tidligere, eller I skal været indstillet på at have en mere fleksibel arbejdstid, eller også skal I være indstillet på at droppe det tillæg.

Så alt det, man har fået, har man betalt for, men det bliver bare sløjfet med den her lov. Så det er jo ikke sandt, at der ikke er grupper, der kommer til at betale meget mere end bare med frihed.

Så er det ordføreren.

Det, man bl.a. får, er faktisk det, der hedder et genetillæg, og da vi fjerner fridagen, altså fjerner helligdagen, er der ikke længere nogen gene. Så hvis man har lagt sit liv op på, at man lever af genetillæg, som man jo får, fordi der er en gene i at gå på arbejde de dage, hvor andre har fri, har man da i hvert fald et problem med sin privatøkonomi. Vi fjerner en helligdag, vi gør den til en helt almindelig fredag – en helt almindelig fredag. Og det betyder selvfølgelig, at hvis der ikke længere er en gene ved at gå på arbejde, har man ikke den gene, og så kan hr. Søren Søndergaard sige, at man lige pludselig får færre penge, men det gør man, fordi man faktisk er sluppet af med en gene. Det kunne også være en måde at se på det på. Det er også dejligt at gøre det.

Hr. Søren Søndergaard.

Nu synes jeg ikke, vi skal diskutere privatøkonomi her, men jeg konstaterer jo bare, at man har betalt for det genetillæg, ikke bare ved at arbejde på helligdagen, for man har også betalt for det genetillæg ved nogle andre tillæg. Det er indgået i en forhandling med arbejdsgiverne. Det ved enhver, der har deltaget i en overenskomstforhandling, og derfor er det, som ordføreren siger, jo forkert. Det er ikke et udtryk for, at det her rammer alle lige hårdt. Det rammer den buschauffør, der ikke kan komme hjem til sin søns komsammen fredag eftermiddag, fordi han skal køre bus. Det rammer ham langt hårdere, end det rammer nogle andre.

Ordføreren.

Jeg vil sådan set bare gentage, at vi fjerner en helligdag. Vi gør den til en fredag, og vi gør det ovenikøbet på en måde, så de kan nå at få det med i overenskomstforhandlingerne. Det er så op til, kan jeg forstå, bl.a. hr. Karsten Hønge og andre, som måske kommer med forslag, der gør, at det bliver skudt yderligere, men vi forsøger faktisk at lægge det frem, altså præcis hvad vi vil, sådan at det er klarlagt til, at man i det lokale kan skrive under på noget, hvor man ved, hvordan virkeligheden er. Og det er det, vi har lagt frem at vi gerne vil have.

Så er det fru Helle Bonnesen.

Tak for en lang og meget ordrig tale. Jeg synes, jeg kunne høre, at der blev sagt fra hr. Jeppe Søes side: I skal have tillid til jer selv. Jeg kan have hørt forkert. Men hvis det er korrekt, kunne jeg godt tænke mig at få uddybet den sætning.

Ordføreren.

Ja, vi skal have den tillid til hinanden, at vi kan løfte i flok, og vi skal have tillid til det fællesskab, der kan nogle ting sammen. Og jeg ved godt, at det måske er en højskolemåde at kigge på det her forslag på, for man kan jo godt gå til det med hr. Søren Søndergaards tilgang med genetillæg og meget andet. For mig at se har vi nogle udfordringer i det her samfund, som vi skal løse i flok. Det gælder både det her, hvor vi altså skal arbejde 7,4 timer mere på et år, og det kan også gælde, når man står udenfor og laver en demonstration og råber om grøn omstilling. Ja, så kunne det være, at man skulle starte med at kigge på, om de bannere, man har malet på, er malet med akrylmaling, eller om det er med rødbedesaft. Altså, vi bliver nødt til alle sammen at bidrage; vi bliver nødt til alle sammen at gøre nogle ting anderledes.

Vi skal have dyrere flybilletter og meget andet. Vi kommer til at leve på en anden måde. Og nogle af de beslutninger, vi skal tage – forhåbentlig i et bredere fællesskab end det, vi har tilbudt den her gang – bliver da beslutninger, som gør, at vi skal leve på en anden måde, og hvor danskerne også skal bidrage med et større ansvar for de beslutninger, de gerne selv vil have gennemført.

Fru Helle Bonnesen? Nej. Så er der ikke flere, der har tegnet sig ind. Tak til ordføreren. Vi kan gå videre til SF's ordfører, og det er hr. Karsten Hønge.

Hvad har regeringen gang i? Hvad er det for et hastværk? Hvad er det, vi skal nå? Der er ikke et eneste godt argument for, hvorfor man skal presse og haste den her lovgivning igennem – ikke et eneste. I hvert fald i begyndelsen var argumentet, at man skulle fremrykke nogle investeringer fra 2033 til 2030. Det ligger altså nogle år fremme. Og ikke nok med det: Det en engangsudgift, der øjensynlig nu skal betales med en permanent forringelse. Anders Fogh Rasmussen, der i den grad ved noget om, hvordan man skal rulle regeringsmagten ud i Danmark, siger jo også, at det sagtens kan vente mindst til efter næste valg. Det giver ovenikøbet den gevinst, at man har mulighed for at diskutere det med befolkningen, og så kan vi tage stilling til det i en valgkamp.

Til gengæld vil jeg sige, at vi da godt nok ikke her i øjeblikket mangler alle mulige højstemte erklæringer, ikke kun fra socialdemokrater, men langt ud på højrefløjen, om, hvor fantastisk vores danske model er – altså den her model, der på en helt unik, genial og sofistikeret måde kan formå at få parter til at arbejde sammen, ikke kun på arbejdsmarkedet, men også mellem arbejdsmarkedet og det politiske system. Vores nuværende justitsminister og tidligere beskæftigelsesminister sagde:

»Jeg vil gerne minde om, at det er et centralt element i den danske aftalemodel, at Folketinget og den til enhver tid siddende regering overlader den løbende regulering af løn- og ansættelsesvilkår til arbejdsmarkedets parter.«

Det kan også følges op af den nuværende erhvervsminister, der siger:

»Vi har her beviset på et trepartssamarbejde, hvor vi i en af Danmarkshistoriens mest alvorlige kriser hurtigt er i stand til at lave kæmpe aftaler med meget stor betydning for det danske samfund. Når jeg taler med mine kolleger rundt omkring, er det noget, som beundres langt ud over vores landegrænser.«

Og nu vil regeringen altså tromle en afskaffelse af store bededag igennem hen over netop parterne på arbejdsmarkedet.

Man kan også udtale sig på den måde, som to fagforeningsledere begge har gjort. De har brugt hænderne som symbol på det. Lizette Risgaard siger, at det her forslag er en »knytnæve i synet« på den danske model. Man kan også sige som formanden for FOA, Mona Striib, at det her er en »udstrakt langfinger« til den danske model.

Fagbevægelsens Hovedorganisation skriver i et høringssvar:

»Lovforslaget er et eklatant brud med den danske model, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der regulerer løn- og arbejdsvilkår via kollektive overenskomster.«

Hvad er det, regeringen og især Socialdemokraterne har gang i her? Nu kan vi jo så se, at den nuværende økonomiminister siger:

Vi har ikke indledt en popularitetskonkurrence. Afskaffelsen af store bededag står fast, og flere upopulære reformer er på vej.

Med tanke på det her kan man jo spørge: Gad vide, hvad regeringen ellers har set sig sultne på af lønmodtagerrettigheder.

Så siger økonomiministeren også: »Vi har ikke lavet det her regeringsgrundlag bare til festlige lejligheder.« Jo, det har man rent faktisk – i nogle afsnit, i hvert fald der, hvor man taler om høringsfristernes længde.

Forhåbentlig har op mod en halv million underskrifter og en kæmpestor demonstration herude på Slotspladsen i søndags ødelagt noget af appetitten hos regeringen på igen at kaste sig over og spise af lønmodtagernes overenskomstmæssige rettigheder. Jeg er helt opmærksom på, at den nuværende regering er en lang regnvejrsdag for den almindelige lønmodtager, og der er god grund til at være bange for, hvad man ellers kan se sig sultne på.

Der triller en stressepidemi hen over landets arbejdspladser. Skulle det her virkelig være svaret, altså at få flere mennesker til at arbejde mere til en lavere løn? Her kan jeg så citere en anden socialdemokrat, nemlig vores tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der sagde:

»Tiden er kommet til at skabe rammer for et arbejdsmarked, der giver mere plads og mere rum for hensyn til familien.«

Det blev sagt i 1997.

Så der må vi spørge: Er forklaringen på at fjerne store bededag fortsat, at man skal finansiere den her fremrykning fra 2033 til 2030? Og når vi så har betalt det, der i den sammenhæng er en engangsudgift, får vi så fridagen tilbage? Så vil jeg bare sige: Det er jo ikke, fordi vi mangler penge. Penge er der nok af, hvis man har råd til at give dem til rige virksomhedsarvinger.

Til den sidste del af borgerforslaget omkring det at beskære lønningerne med 10 pct. vil jeg sige det på den måde, at det kan vi i SF godt støtte, forstået sådan, at løn her er en bredere betegnelse, der skal dække over den samlede indkomst for politikerne. Vi er ikke så optaget af at skære i den egentlige løn, men vi synes, der er god grund til at se meget kritisk, også med spareøjne, på vores pensionsopsparinger, på det skattefri omkostningstillæg osv. Så med de bemærkninger, som vi i hvert fald får ind i udvalgsbehandlingen, kan vi også støtte den finansiering, altså at de samlede omkostninger pr. enkelt folketingsmedlem skal sættes ned.

SF kan støtte borgerforslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen tegnet ind for korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Og vi kan gå videre til Danmarksdemokraternes ordfører, og det er fru Charlotte Munch.

Tak. Det er jo min debut her på talerstolen. Derfor håber jeg naturligvis, at hr. Karsten Hønge vil tage imod min tale med blidhed, og så vil jeg minde om, at spanden her allerede er fyldt.

I dag behandler vi beslutningsforslag nr. B 24, som er et borgerforslag om at bevare store bededag og give politikerne 10 pct. mindre i løn. I borgerforslaget foreslår man ligeledes at afskaffe ministerbiler og/eller andre unødvendige hjælpemidler. Det kommer nok ikke som den store overraskelse, at Danmarksdemokraterne mener, at store bededag skal bevares. Vi kan tilmed konstatere, at Danmarksdemokraterne langtfra er de eneste, der er imod afskaffelsen af store bededag. Som min formand udtalte ved førstebehandlingen af lovforslaget om store bededag, skulle man næsten tro, at man skulle køre i ministerbiler for at synes, at det er en rigtig god idé at afskaffe store bededag. Med forslaget om at afskaffe store bededag er man kommet som en tyv om natten. Danskerne har ikke haft mulighed for på nogen måde at lade dette forslag indgå i deres overvejelser om, hvem de ville stemme på den 1. november, da der var valg.

Jeg synes i virkeligheden, at dette borgerforslag er en god indikator på netop dette. Men ikke nok med det, for der bliver ved med at dukke den ene problematik op efter den anden i forhold til afskaffelsen af store bededag: Så skal lærerne på arbejde, men børnene skal ikke i skole; så udtrykker den økonomiske overvismand usikkerhed omkring den økonomiske gevinst ved afskaffelsen af store bededag; og så er der jo hele den debat om det indgreb, som forslaget er, i den danske model. Vi kan blot konstatere, at der efterhånden synes at være så mange argumenter imod afskaffelsen af store bededag, at vi i hvert fald har meget svært ved at få øje på fordelene.

Så er der spørgsmålet om politikernes løn og om, hvorvidt lønnen skal sættes ned med 10 pct. I Danmarksdemokraterne er vi åbne over for at kigge på politikernes vederlag. Derfor har vi også udtalt, at vi umiddelbart er positive over for SF's forslag om at nedsætte en hurtigtarbejdende kommission, som skal bygge videre på den tidligere Vederlagskommissions anbefalinger. Tak.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning, og den er fra hr. Karsten Hønge.

Jeg synes, fru Charlotte Munch holdt en strålende ordførertale – strålende ordførertale – toppende til sidst med ovenikøbet her på forhånd at give støtte til SF's forslag om at få kigget kritisk på politikernes løn og privilegier. Jeg kunne godt tænke mig, om fru Charlotte Munch lige kunne lægge et par ekstra ord på det her med, at vi nu øjensynlig skulle have fået en regering, der sådan går meget op i samarbejde. Der ved jeg, at Danmarksdemokraterne i hvert fald hele tiden forsøger at gøre sig spilbare som – som jeg forstår det – sådan et pragmatisk parti, der også godt vil indgå aftaler med den nuværende regering og være med i forlig osv. Hvordan vurderer fru Charlotte Munch situationen med en flertalsregering, der i den grad insisterer på at køre deres egne synspunkter igennem uden egentlig at have en ægte dialog med Folketinget og med arbejdsmarkedet?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg tror sådan set ikke, at vi på noget tidspunkt har lagt skjul på, at vi synes, at det er en ualmindelig dårlig måde at føre politik på. Vi har bare hele tiden sagt, at vi er åbne over for at støtte forslag, som vi finder relevante og gode. Men dermed ikke sagt, at vi synes, den her flertalsregering og deres tromlen hen over borgere og alle os andre herinde i Folketingssalen er en god idé.

Hr. Karsten Hønge.

Godt sagt!

Ordføreren.

Tak.

Så siger jeg også tak. Der er ikke flere indtegnet til korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Liberal Alliances ordfører, og det er Sólbjørg Jakobsen. Værsgo.

Tak for ordet. Det her borgerforslag indeholder to elementer. Det første element handler om store bededag. Det brugte vi 8 timer på i salen i sidste uge. Jeg tror ikke, at der er nogen, der er i tvivl om, hvor vi i Liberal Alliance står: Vi mener ikke, at store bededag skal afskaffes.

Men det her borgerforslag indeholder også et element, der handler om, at politikerne skal have 10 pct. mindre i løn. Jeg fornemmer det, som om det er, fordi man er politisk uenig, og så skal vi politikere have mindre i løn. Jeg synes ikke, at det kan tages seriøst på den her måde. Derfor vil jeg have det uddybet og kigget mere dybdegående på, hvad det er, de siger.

»Politikerne har desværre alt for travlt med os almindelige borgere, og hvordan de kan få flere penge ud af os, samt få os til at arbejde i flere og flere år. Men hvad kan de selv bidrage med? Og hvornår gør de det?«

Det er noget, der er med i forslaget, og det vil jeg gerne forsøge at svare på i stedet. Jeg er politisk meget uenig med regeringen, og det er jeg også tit med andre partier, der sidder her i salen, men jeg har den dybeste respekt for, at de har stillet sig til rådighed for demokratiet, og jeg har den dybeste respekt for, at de står ved de beslutninger, de tager, og at de tør stille sig på talerstolen gang på gang og tage de debatter. Jeg er kun 3 måneder inde i folketingslivet, og da jeg startede, gik jeg en smule op i løn. Det indrømmer jeg da også gerne at jeg syntes var rart. Der er også mange goder, der følger med, når man arbejder her, og det er også rart. Det gør livet nemmere, når man, som hr. Jeppe Søe snakkede om, giver afkald på rigtig meget andet.

Jeg har haft hårdt arbejde før, både fysisk og psykisk, men der er intet, der slår det her. Vi har en forsvarsminister, der lige er blevet sygemeldt med stress; jeg har en partiformand, der har været igennem det; jeg har lige læst Jacob Marks nye bog om, hvordan hans erfaringer har været. Livet herinde er ikke nemt. Vi har udvalgsarbejde, der fylder rigtig meget; vi har medierne og journalisterne, der jagter den næste historie; vi har Twitter, Instagram, Facebook, LinkedIn, mail, sms, you name it, alt, der bimler og bamler. Det er ikke mærkeligt, at man bliver presset, men man gør det, fordi man tror på noget. Og så kan det godt være, at det ikke er alle, der er her, der tror på det samme som mig, men de tror på, at de kan gøre det, som de mener er rigtigt, og det gør de for deres vælgere. Det har jeg kun den største respekt for. Derfor synes jeg ikke, at jeg har lyst til at drøfte store bededag i dag i forbindelse med det her forslag. Jeg har faktisk lyst til at sige, at jeg kan finde endnu mindre mening i det her kryds end regeringens kryds i forhold til forsvaret og store bededag.

Til gengæld kan jeg godt se, at det her bunder i frustration, og det vil jeg også forsøge at respektere. Der er trods alt mange mennesker, der har været inde at skrive under på det her. Til dem vil jeg sige: Hvis I mener, at vi gør det for dårligt, så er vores pladser faktisk ledige minimum hvert fjerde år; man kan godt selv stille op og prøve at gøre det bedre. Hvis man mener, at der ikke er nogen bedre kandidater at sætte et kryds ved, så kan man forsøge at bidrage til, at det bliver mere attraktivt for andre, som ville være kompetente, at sætte sig på listen. Det gør man faktisk ved at have en god dialog – enig eller uenig – og ikke ved at bidrage til, at politikerleden bliver større og større.

Jeg vil gerne takke alle i Folketinget, som har taget rigtig godt imod alle os nye. Jens Joel sidder f.eks. i Beskæftigelsesudvalget og kigger aldrig dumt, når man som ny spørger, hvad det her er, fordi der er så mange ting, man ikke ved. Der har været mange erfarne kræfter uanset partifarve, som bakker hinanden op herinde, fordi vi ved, hvor hårdt det er. Derfor er det det, jeg gerne vil sætte ord på i dag. Store bededag kender I vores holdning til. Jeg håber på en god dialog derude. Vi må gerne være uenige, men jeg synes også, vi skal holde det sagligt.

Liberal Alliance bakker ikke op om forslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen, der har indtegnet sig til korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er fru Helle Bonnesen.

Vi behandler forslaget om at bevare store bededag og samtidig give politikerne 10 pct. mindre i løn, og det er jo et forslag, som består af to dele: at store bededag skal bevares, og at politikerne skal gå ned i løn.

Som sagt blev det diskuteret 7 timer forleden dag. Jeg tror, at alle ved, at Konservative heller ikke ønsker at afskaffe store bededag; vi holder meget af den her helligdag, som vi har haft i mange hundrede år, ja, i hundredvis af år, som det lille åndehul i foråret, hvor folk har fri og familierne har tid til at være sammen, og hvor konfirmationerne blomstrer.

Men den anden del af forslaget, altså at politikerne skal gå 10 pct. ned i løn, kræver lidt mere. Jeg stillede faktisk mig selv spørgsmålet: Drejer det her sig om alle politikere? For hvis der er tale om det, taler vi om rigtig mange fritidspolitikere, for hvem det er en stor opgave at få hverdagen til at hænge sammen med andre former for arbejde. Eller er det kun tænkt som medlemmer af Folketinget? Det kan man godt tro, når man læser teksten i forslaget, der handler om ministerbiler og andre hjælpemidler.

Hvis det er den første definition, er det måske – det er Beskæftigelsesministeriet ved at regne på – noget, der kan dække et par procent af de her famøse 3,5 mia. kr., som vi jagter, og hvis det kun er mf'erne, taler vi, som andre også har nævnt, om de her måske 15-17 mio. kr. om året og altså et tidsrum på 235 år, før finansieringen så er på plads som alternativ til at afskaffe den her store bededag.

Uanset om det er den ene eller den anden, mener vi egentlig ikke, at det er på sin plads, at vi som folketingsmedlemmer selv diskuterer vores egen løn og selv sætter lønrammen for det. I hvert fald mener vi, at det er rigtig godt at have nogle andre til at kigge på det også. Det kunne som sagt være den nedsatte Vederlagskommission, som der også har været talt om, og som der også bliver fulgt op på. Det arbejde, der ligger der, er vi meget positive over for at kigge på, altså at få set på anbefalingerne, og det synes vi vil give et bedre eksternt syn på det, end hvis vi selv sidder og behandler det. Da det fremsatte forslag desværre er formuleret som et både-og og ikke et enten-eller , bliver det sådan, at vi stemmer nej til forslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen indtegnet til korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Og så kan vi gå videre til Enhedslistens ordfører, og det er hr. Søren Søndergaard.

Der er flere ordførere, der har hængt sig meget i forslagets ordlyd om, at man skal bevare store bededag og give politikerne 10 pct. mindre i løn. Det er også det, der står, så det kan man jo bestemt diskutere, men jeg synes måske, det var lidt klogere at prøve at forstå, hvad der ligger bag. Og hvis man ikke bare læser den linje, som står på forslaget, men også læser det bilag, som vi alle sammen har fået tilsendt, nemlig bilag 2 til forslaget, hvor forslagsstilleren udbygger, hvad det er, der menes, så fremstår det jo fuldstændig krystalklart, at det, det bygger på, er en frustration over en udvikling, som man ser, altså at man er:

»... uforstående over at man har en regering siddende som midt i alt det her, har råd til at holde lønfest for sine spindoktorer og som umiddelbart ikke udviser den mindste interesse for selv at bidrage til at få løst det problem som regeringen mener at vi har.«

Den frustration tror jeg der er rigtig mange i befolkningen som har. Om det så lige skal være 10 pct.s lønnedgang, eller hvad det skal være, kan vi godt gå ind i en diskussion af, men den frustration, der udtrykkes her, tror jeg at Folketinget gør klogt i at lytte til, for det er en meget udbredt opfattelse – og efter min mening er det også en meget korrekt opfattelse.

Når folk stiller sig herop og fortæller om alt det, vi laver, får jeg helt ærligt lyst til at sige, at der også er andre mennesker, der laver noget. De fleste af de mennesker, der laver politisk arbejde, laver det uden at få en krone for det, og de laver det, efter at de har været på arbejde, måske på skifteholdsarbejde. Ja, der er politikere, der bliver stresset, men der er også andre mennesker, der bliver stresset – af at arbejde på skæve tidspunkter, af ikke at kunne behandle patienterne ordentligt. Det giver massevis af stress for almindelige sygeplejersker, for almindelige hospitalsansatte.

Der er massevis af mennesker i det her samfund, som synes, at det ikke er indrettet på den rigtige måde. Så kan vi diskutere løsningerne, men de ser nogle politikere, som, hver gang de ligesom skal tage ansvar eller vise handlekraft, altid lader det gå ud over almindelige mennesker. Det er sjældent, at handlekraften handler om at sætte sig op imod de store i samfundet, altså dem, der har magt, dem, der har indflydelse, og dem, der har penge. Det er ikke dem, man sætter sig op imod; det er ikke der, man viser handlekraft. Men når det handler om almindelige menneskers fridag, som for mange mennesker i det her samfund er et åndehul, okay, så er handlekraften stor.

Altså, jeg ved ikke, om det kun er mig, der møder de mennesker, som spiser piller for at gå på arbejde. Jeg nægter da at tro på, at jeg er den eneste, der møder de mennesker. Jeg kan se, at hr. Karsten Hønge også møder dem. Det er måske, fordi jeg er med i Dansk Metal og hr. Karsten Hønge i Snedker- og Tømrerforbundet, og der møder man jo mennesker, som for at gå på arbejde og levere deres arbejdsindsats hver dag må tage smertestillende piller. For dem er det ikke bare en bededag. Det er ikke bare en bededag, det er ikke et minut længere om dagen, det er fuldstændig forkert. Det er en fuldstændig forkert måde at fremstille det på, og jeg tror, at det her forslag, vi har fået, er et udtryk for frustrationen over den måde at behandle folk på.

Vi ved jo, at der er masser af problemer med bededagsforslaget: traditionen, forlængelse af arbejdstiden, nedsættelse af lønnen, indgreb i overenskomsten osv. osv. Og jeg forstår simpelt hen ikke, at man føler, at man kan gøre det uden at spørge vælgerne. Jeg har respekt for Lars Løkke Rasmussen, som op til et folketingsvalg gik ud og sagde, at han ville afskaffe efterlønnen, og jeg har aldrig nogen sinde antydet, at det på nogen måde var illegitimt, at han gjorde det, for han havde annonceret, at det var det, han ville. Og han overbeviste åbenbart tilstrækkelig mange politisk til, at han fik den opbakning, så han kunne gøre det. Det er da en ordentlig måde at føre politik på, men det er ikke en ordentlig måde at føre politik på ikke at sige noget som helst under en valgkamp om, hvad man vil, og så gøre det umiddelbart efter en valgkamp, uden at der er sket noget nyt. For det, man siger er nyt, altså Ruslands aggression mod Ukraine osv., var sket lang tid før valget. Der er jo ikke sket noget som helst nyt i valgkampen, der gør, at det var et aktuelt emne efter og ikke et aktuelt emne før. Og vi ved jo, at der er partier, der har haft det her forslag liggende i skuffen og derfor har haft mulighed for at fremsætte det.

Jeg opfordrer til, at man lytter til den frustration, som det her forslag er et udtryk for. Og jeg opfordrer så i øvrigt også til, at man dropper bededagsforslaget. Tak.

Tak for det. Der er ikke indtegnet nogen til korte bemærkninger. Så vi siger tak til ordføreren. Så kan jeg umiddelbart ikke se nogen fra Radikale Venstre. Vi går videre, og så bliver det Dansk Folkepartis ordfører, og det er hr. Mikkel Bjørn.

Tak for det. Siden regeringens udmelding om at ville afskaffe store bededag har den brede opposition, økonomer, fagforeninger, ja, snart sagt alle været ude at tale imod fornuften i det forslag. Regeringen selv fortæller en historie om, at det er absolut nødvendigt grundet den helt og aldeles ekstraordinære situation, vi står i, og at vi ikke kan opruste vores forsvar på anden vis uden enten at hæve skatterne eller ved at skære i den helt grundlæggende kernevelfærd.

Det er naturligvis rent spin. Der er utallige finansieringsmodeller, der ikke kræver hverken skattestigninger eller nedskæringer i kernevelfærden. Oppositionen har allerede fremlagt en model for finansiering, og regeringen har endnu til gode at forklare, hvordan velfærden bliver slagtet med de nævnte forslag.

I Dansk Folkeparti skal det heller ikke være nogen hemmelighed, at vi hurtigt kunne skaffe 3 mia. kr. ved at rette op på vores nuværende forfejlede og lempelige kurs i udlændingepolitikken. Vi kunne skære i ulandsbistanden, skære i adgangen til offentlige ydelser for udlændinge, skære i tilskuddet til DR eller meget andet.

Regeringen mener derimod, at det er danskerne, der skal holde for, alt imens de både bruger pengene uansvarligt og samtidig meddeler danskerne, at de mister en helligdag fremadrettet og skal arbejde mere; regeringen selv og deres uansvarlige omgang med borgernes penge skal ikke holde for. Derfor er jeg meget glad for nærværende forslag, der kan være med til at udstille regeringens dobbeltstandarder og hykleriske tilgang i dette spørgsmål.

Vi kunne som sagt nævne utallige kilder, der kunne bidrage til også at sikre finansiering til oprustningen af vores forsvar, men når regeringen ikke mener, at det overhovedet kan lade sig gøre uden at hæve skatterne markant eller skære i kernevelfærden, så er det positivt, at menige borgere tvinger regeringen til at bevise, at de udmærket kunne finde pengene, hvis de ville, men at det ville kræve politisk vilje og mod, måske endda politisk eller økonomisk selvopofrelse, for at det ville kunne lade sig gøre.

Dansk Folkeparti er derfor positivt indstillet over for nærværende borgerforslag og stemmer derfor også for. Tak for ordet.

Der er ikke indtegnet nogen til korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Og så kan jeg ikke umiddelbart se nogen fra Alternativet, så vi går videre til Nye Borgerlige. Så kommer chancen bagefter til Alternativet, men nu er det ordføreren for Nye Borgerlige, hr. Kim Edberg Andersen. Værsgo.

Tak for det, formand. Tidligere i dag var der en socialdemokratisk ordfører, der gjorde sig lystig over, at Nye Borgerlige ikke var repræsenteret, da et helt selvforklarende lovforslag om indfødsret blev behandlet i salen. Alle her i salen ved, hvad vi kommer til at stemme om, så jeg brugte min tid – vi er jo et parti, der er ramt af, at to af vores medlemmer er blevet socialdemokrater efter valget, og derfor har vi mere at lave – ovre i Landbrugsstyrelsen, og det gav mig faktisk indledningen til noget af det her. For vi skal have braklagt nogle marker, og de skal overrisles, og så slog det mig, at det simpelt hen er sådan en to i en-politik, Socialdemokraterne er kommet med. De har valgt at hælde så meget vand ud af ørerne nu i forhold til det her forslag om store bededag, at markerne derved bliver overrislet, og så sparer vi de penge til det. For det må jo være det, der er logikken.

For samtlige andre retoriske greb, der er blevet brugt af regeringen i forhold til store bededag, er spin; det er pjat, og det er uærligt. Venstres ordfører stod tidligere i dag og sagde, at det gælder forsvaret. Men dengang vi havde det her store, famøse forlig, hvor alle stod sammen om, at vi skulle hæve finansieringen af vores forsvar, var der ikke nogen, der havde problemer med den forsvarsfinansiering, der var dengang. Og lige pludselig, efter et valg, hvor Venstre i forvejen havde sagt, at de ikke ville stemme på Mette Frederiksen som chef, så skal vi lige pludselig fjerne store bededag. Det giver ingen mening.

Der er en regning, der skal betales. Jeg hørte tidligere Moderaternes ordfører stå og sige herinde, at man jo bare fjerner en helligdag. Og jeg køber meget gerne ind på, at det er rigtigt – som jeg også har hørt nogle steder – at der ikke længere er ret mange mennesker, der bruger store bededag til at bede. Men vi håndværkere ved – og der kan jeg jo så kigge på Enhedslisten, for jeg har også været medlem af et håndværkerforbund – at de helligdage, vi har, er vigtige, fordi vi bruger dem til at have tid til familien og vi bruger dem til at hvile vores krop. Og det er det, vi stjæler, ved at jokke på den danske model.

Den er noget, arbejdsgivere og arbejdstagere har hyldet og rost til skyerne, for de kan godt lide, at man kan sætte sig ned sammen, lave en aftale, give hinanden et håndtryk, sådan som vi bruger at gøre i Nordjylland, og så kan man stole på, at det er det, der er reglen frem til næste gang, man sætter sig ned og laver en aftale. Det bryder vi med nu. Lige nu bryder vi med en tradition, som er en bærende kraft i det danske samfund, og det er Socialdemokraterne, der står og hopper allerhøjest for at få banket det i jorden. Det er ikke i orden.

I Nye Borgerlige er vi jo et parti, som ikke er så bange for at kigge på vores lønninger herinde, og det er selvfølgelig, fordi vi også er et parti, der har en skattepolitik, der vil gøre, at vi ville få stort set det samme, hvis ikke mere, ind på bankbogen hver eneste måned, hvis vi fik indført vores skattepolitik og samtidig gik 10 pct. ned i løn. Det kunne vi faktisk godt leve med. Og så havde vi gjort noget herinde, som måske ville være en lille smule underligt, og det var at gå forrest – altså at vi satte vores tegnebog der, hvor det gør allermest ondt, og ligefrem sagde: Jamen vi kan godt gå med til at beholde store bededag. Så kunne vi gå forrest, og man kunne tage 10 pct. af lønnen.

Så i Nye Borgerlige kommer vi med glæde til at stemme ja til det her, fordi vi om nogen er på samfundets side i forhold til det her; vi er om nogen dem, der har været ude at sige, at vi skal have en folkeafstemning om det her. Og jeg håber, at vi på et eller andet tidspunkt sammen med nogle af de partier, der er herinde, kan holde op med det fedtspilleri og frygten for, at vi engang måske skal være med i en regering, og så simpelt hen kræve, at vi alle sammen står sammen – 60 mandater – og får en folkeafstemning om forslaget.

Så Nye Borgerlige kommer til at støtte op om det her beslutningsforslag om at afskaffe store bededag og samtidig gå 10 pct. ned i løn.

Mange tak for det. Der er ikke tegnet nogen ind for korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Jeg ser, at Alternativet er kommet nu, så vi tager en anden runde og giver mulighed for, at ordføreren for Alternativet også kan komme på talerstolen. Værsgo.

Tak, formand. Det var pænt af dig. Det var nu ikke, fordi jeg ville opfordre til, at vi skulle have en anden runde her. Jeg ville bare lige nå at sige, at vi i Alternativet går lige så meget ind for at bevare store bededag, som vi har gjort hele vejen igennem, og vi håber på en folkeafstemning.

Så vil jeg også tilføje i forhold til borgerforslagets anden del, altså med hensyn til lønnen, vores gage, at vi er klar til at drøfte det der, hvor det skal drøftes. Det kan være i en kommission, og det kan være mange steder; nu har jeg ikke hørt debatten, så jeg ved ikke rigtig, hvad der er foreslået. Det vigtige for os er bare, at vi ikke nedsætter en kommission mere, som løber ud i sandet. Det gjorde vi sidst, og det synes jeg var lidt flovt. Så vi vil gerne drøfte det. Vi har ikke lagt os fast på, om vi skal have mere eller mindre i løn osv. osv., men vi vil gerne drøfte det ordentligt. Det skal bare være i en form, som den her gang giver et resultat, vi kan bruge til noget.

Tak for det. Der er ikke indtegnet nogen for korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Da vi jo så er i anden runde, spørger jeg lige, om der er andre, der vil på her i anden runde? Det er der ikke, og så er vi også færdige med ordførerrunden.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.