L 45 Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love.

(Ændringer som følge af barnets lov, initiativret for adopterede børn, adoption uden samtykke fra fødslen, samvær med børn på kvindekrisecentre m.v., fast-track for godkendelse af plejefamilier m.v.).

Af: Social- og ældreminister Astrid Krag (S)
Udvalg: Social- og Ældreudvalget
Samling: 2022-23 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 06-10-2022
Ministerområde:
Social- og Ældreministeriet
Resumé:
Man ønsker at gennemføre de ændringer i lovgivningen, der er nødvendige for gennemførelsen af det samtidig fremsatte forslag til »Barnets lov« (L 44), og indebærer ændringer på det familieretlige område, som skal gøre det muligt for forældre, myndigheder og børn og unge at træffe beslutninger, der kan hjælpe børn og unge tidligere og bedre.

Forslaget indebærer en række ændringer med hensyn til adoption, forældres ret til samvær med deres børn og kommunal anbringelse af udsatte børn hos plejefamilier. Det giver Ankestyrelsen mulighed for at træffe afgørelser om at frigive et barn til adoption inden barnets fødsel, når der i særlige tilfælde er grundlag herfor.

Derudover muliggøres netværksadoptioner i tilfælde, hvor et barn eller en ung har en særlig tilknytning til en person eller familie, der ønsker at sikre barnet en stabil opvækst, når barnets forældre ikke kan det.

Endvidere vil børn fra 12-årsalderen få ret til at tage initiativ til at få kontakt med deres slægtninge uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren.

Desuden indebærer forslaget, at en forælders samvær med sit barn midlertidigt kan suspenderes, hvis barnet opholder sig på et kvindekrisecenter eller i et tilbud efter servicelovens § 110 med den ene forælder, når det godtgøres, at opholdet skyldes vold eller trusler om vold fra den anden forælders side, og når den forælder, som barnet opholder sig hos, anmoder om, at barnet ikke har samvær eller anden kontakt med den anden forælder.

Endelig foreslås en fast-track ordning for godkendelse af plejefamilier. Ordningen vil indebære, at en anbringende kommune under helt særlige omstændigheder vil kunne anmode et socialtilsyn om at undergive en ansøgning om godkendelse som plejefamilie en særlig hurtig behandling og træffe afgørelse inden for en periode på seks uger.

Forslaget er en del af udmøntningen af aftalen om »Børnene Først«, som regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet og Kristendemokraterne indgik i maj 2021.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 2023, dog med specifikke undtagelser, jf. stk. 2.