Det næste punkt på dagsordenen er:

4) Forhandling om redegørelse nr. R 16:

Ministeren for udviklingssamarbejdes redegørelse for udviklingen i udviklingssamarbejdet.

(Anmeldelse 21.04.2022. Redegørelse givet 21.04.2022. Meddelelse om forhandling 21.04.2022).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er Socialdemokratiets ordfører, hr. Daniel Toft Jakobsen. Værsgo.

Tak for ordet. Vi ved jo godt, at det, der sker ude i den store verden, får betydning i Danmark, og at det, der sker i Danmark, får betydning ude i den store verden. Men det er måske blevet endnu mere tydeligt i løbet af de seneste 2-3 år, at det forholder sig netop sådan. Man kan vel godt sige, at perioden siden sidste folketingsvalg i den grad vidner om, at Danmark er en del af verden, og at verden er en del af Danmark.

Coronapandemien har været og er stadig et meget, meget tydeligt eksempel på, at det er de færreste store problemer og udfordringer, der stopper ved landegrænsen. Det gælder jo ikke bare pandemier. Det gælder også forurening, klimaforandringer, finanskriser, flygtningestrømme, stigende fødevare- og energipriser og meget andet, hvilket også krigen i Ukraine lige nu og her vidner om. Verdens kriser og udfordringer er også vores kriser og udfordringer.

Samtidig viser både pandemien og krigen i Ukraine, at Danmark faktisk kan gøre en positiv forskel ude i den store verden. Vi kan ikke løse alle verdens problemer alene, men vi kan give vores bidrag, sådan som vi har gjort med f.eks. coronahjælpepakker, vaccinedonationer og senest humanitær nødhjælp og andre former for hjælp til Ukraine. Så verden påvirker os, men vi kan også påvirke verden, hvilket vi jo har en lang og stærk tradition for at gøre, bl.a. som et af de få lande, der lever op til FN-målsætningen om at give mindst 0,7 pct. af bni i udviklingsbistand.

Når vi bidrager så meget, som vi gør, skyldes det både, at vi har nogle værdier, og at vi har nogle interesser. Vi har først og fremmest nogle værdier om, at vi gerne vil hjælpe der, hvor mennesker har det svært, og nogle værdier om at tænke på andre end os selv og ikke mindst på dem, der har mest brug for at blive tænkt på. Det er jo det, solidaritet handler om. Vi har samtidig en klar interesse i at bidrage til løsningen af de globale problemer og udfordringer, som jo netop ikke kun er ulandenes problemer, men vores alle sammens problemer.

Det hedder så fint i loven om internationalt udviklingssamarbejde, at dansk udviklingssamarbejde skal bidrage til at fremme Danmarks interesser i en mere fredelig, stabil og lige verden. Derfor er udviklingspolitikken vigtig, og derfor er strategien for vores udviklingspolitik vigtig.

Det er godt, at vi for et års tid siden fik lavet en strategi, som et bredt flertal i Folketinget står bag. Det er også godt, at vi ved samme lejlighed aftalte, at vi en gang om året skal have en drøftelse med hinanden om, hvordan det går med at omsætte strategien til handling med udgangspunkt i en årlig redegørelse fra udviklingsministeren om udviklingssamarbejdet. Derfor vil jeg gerne sige tak til ministeren for redegørelsen og også til de partier, der var med til at lave aftalen for knap et år siden, herunder ikke mindst til hr. Christian Juhl, der, i hvert fald som jeg husker det, kom med idéen til den her årlige redegørelsesdebat. Jeg synes, det er en god idé med sådan en redegørelse. Det giver en god anledning til at gøre status, og det giver en god anledning til at få drøftet udviklingspolitikken med hinanden, men jo også med borgere, civilsamfundsorganisationer og andre, sådan som det også er sket frem mod debatten i salen her i dag.

Jeg synes også, det er en god redegørelse, der er blevet lavet. Den giver et godt overblik over, hvordan der er blevet arbejdet med strategien, siden den blev vedtaget – det er lige fra en civilsamfundsfond i Myanmar til samarbejde med FN's fødevareorganisationer om indsatser i det østlige Afrika og til genopretning af skov i Indonesien, som både binder CO2 og gavner biodiversiteten, og til kortlægning af den danske indsats for tros- og religionsfrihed rundtomkring i verden.

Redegørelsen er bygget op på nogenlunde samme måde som strategien med et afsnit om det, der er fundamentet for det hele, nemlig demokrati og menneskerettigheder; et afsnit om det styrkede fokus på de lande og områder, hvor det er allersværest, og hvor behovene er allerstørst, nemlig de skrøbelige lande og nærområder til kriser og konflikter; et afsnit om klimaet og det grønne, hvor regeringen jo har nogle meget, meget ambitiøse målsætninger, og det er ikke mindst i forhold til klimatilpasning; og et afsnit om de partnerskaber med udviklingslande, ngo'er, FN-organisationer, virksomheder og andre, som selvsagt er en forudsætning, hvis vores udviklingssamarbejde – med streg under samarbejde – skal lykkes, og det skal det, for behovene derude er kæmpestore.

Lige nu fylder Ukraine af mange virkelig gode grunde meget i vores bevidsthed, men vi må ikke glemme alle de mennesker i Sahel, på Afrikas Horn, i Afghanistan, Myanmar og i mange andre lande og regioner, som også lige her og nu lever under nogle meget vanskelige vilkår, hvad enten det er fattigdom og mangel på basale materielle goder, eller det er undertrykkelse og manglende frihed til at deltage i samfundet sådan helt generelt, eller om det er diskrimination på baggrund af køn, seksualitet, tro, handicap, oprindelse, politisk tilhørsforhold, fagforeningsarbejde eller andet, eller om det er konflikter og krige og terrororganisationer, som hærger ens land, eller klimaforandringerne, som jo rammer hårdere og hårdere i mange af verdens allerfattigste lande; eller om det for den sags skyld er de stigende fødevarepriser, som lige nu og her skaber en meget, meget alvorlig situation mange steder.

Vi kan ikke løse det hele selv, men vi kan bidrage med penge og økonomi og selvfølgelig også med de holdninger og værdier, som vi har i vores land. Det synes jeg at strategien giver en rigtig god ramme for med demokrati og menneskerettigheder som et helt afgørende fundament, med ligestilling og pigers og kvinders rettigheder, som en meget, meget vigtig tværgående prioritet, med et styrket fokus på de områder, hvor det er sværest, dvs. skrøbelige lande og nærområder til kriser og konflikter, hvor vi gerne vil hjælpe flere bedre, og ikke mindst med en markant opjustering af det grønne i almindelighed og af klimabistanden i særdeleshed.

Strategien satte en klar retning. Jeg synes, at redegørelsen viser, at strategien bliver fulgt, og at vi bevæger os i den retning, som strategien udstikker, men jo også med mulighed for at rette til, når virkeligheden kræver det, f.eks. i forhold til hvordan og hvor meget vi er til stede i konkrete lande, når rammerne og vilkårene i landet ændrer sig.

Vi er ikke i mål, men vi har lavet en god strategi, som ikke bare er ord, men som faktisk har betydning og får betydning for den måde, som vi prioriterer vores udviklingsbistand på. Tak for ordet.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Rasmus Nordqvist fra SF.

Tak. Og tak til ordføreren for talen, og også tak for det samarbejde, vi har på det her område, som jo heldigvis er et ret bredt samarbejde, hvor vi både har nogle gode diskussioner og nogle uenigheder, men også finder hinanden i, hvordan vi får svaret på de her ting.

Jeg stiller nogle spørgsmål nu, og det er ikke, fordi jeg går ud fra, at Socialdemokratiets folketingsgruppe helt disser det arbejde, som den socialdemokratiske regering laver, men jeg kunne godt tænke mig at høre en vurdering fra ordføreren. For der har været megen diskussion om den interessebaserede mod den værdibaserede tilgang; der var også en diskussion, da vi lavede den nye strategi, som handlede om, at det skulle være en rettighedsbaseret tilgang, og det er lidt blevet stillet op i forhold til noget af det fokus, der er i den her redegørelse, som handler meget om den migrationsbaserede tilgang. Så det er ikke for at høre, om ordføreren synes, det er en forkert balance, regeringen har fundet, for det vil jeg ikke bede ordføreren om at kommentere på, men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan ordføreren mener vi i det næste år kan komme tættere på en mere rettighedsbaseret tilgang og en mere værdibåren tilgang i stedet for en tilgang med fokus på interesser og migration.

Ordføreren.

Jeg synes, at noget af det vigtigste at få sagt i den diskussion er, som jeg også prøvede at sige i min tale, at tingene jo også hænger sammen; altså, jeg tror ikke, man skal sige, at enten er det interessebaseret eller også er det værdibaseret. Mange af de store problemer, som er ude i verden, er også vores problemer, så når vi går til det og laver udviklingsarbejde ude i den store verden, vil det jo typisk være noget, som er helt i overensstemmelse med vores værdier, men som vi også har en stor interesse i at bidrage til, fordi problemerne netop ikke stopper ved landegrænsen.

Når vi så kigger frem i det næste år og ser på, hvordan vi måske kan få det værdibaserede og også – hvis jeg hører spørgeren rigtigt – det her med demokrati og menneskerettigheder sat endnu bedre i spil, synes jeg da, at det er noget af det, vi skal diskutere. Og jeg kan se i redegørelsen, at der står, at der arbejdes med en demokratifacilitet i forhold til at styrke den demokratiske samtale, både på nettet og i det hele taget, og den er jeg spændt på. Jeg ved ikke en hel masse om det, men jeg synes da, det er en spændende ting, og jeg synes, det er noget af det, vi skal diskutere, altså hvordan vi får endnu mere kød og blod på det med demokrati og menneskerettigheder.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Det vil jeg glæde mig til at diskutere og finde løsninger på.

Noget, vi også diskuterede i forbindelse med strategien, var jo, hvordan vi kunne se ind i det her med civilsamfundets råderum, som mindskes rigtig mange steder i verden, hvor også menneskerettighedsaktivister, særlig kvindelige menneskerettighedsaktivister, jo er under et ekstremt pres. Er ordføreren enig i, at vi må opgradere vores indsats lidt og være lidt mere proaktive i forhold til netop kvindelige aktivister og kvindelige menneskerettighedsaktivister, som altså er under et ekstremt pres ude omkring i verden i mange af de lande, vi samarbejder med?

Ordføreren.

Jeg er i hvert fald fuldstændig enig i den beskrivelse af udfordringerne og problemerne, som spørgeren giver her, og jeg er meget, meget villig til at diskutere, hvordan vi kan styrke det. Altså, demokrati og menneskerettigheder fylder meget i strategien – det er hele fundamentet. Og jeg bemærker også, at der er nogle, der har spurgt, om man ikke kunne have lavet nogle mål dér også osv. Jeg kan se, at Globalt Fokus har lavet et helt katalog med forskellige mål, der kan konkretisere det arbejde, og det synes jeg ville være spændende at diskutere i forbindelse med den meget vigtige del af strategien, som det udgør.

Tak for det. Så er det hr. Christian Juhl fra Enhedslisten.

Tak for det, og tak for redegørelsen og samarbejdet. Jeg vil gerne høre den socialdemokratiske ordfører om, hvad han mener der skal ske fremover, for grunden til, at vi har redegørelsen, er, at vi også skal prøve at kigge lidt fremad og se, hvad vi skal gøre fremover. Og der vil jeg gerne høre, hvordan ordføreren ser på det begreb, der hedder ny og additionel klimabistand. For det har vi haft nogle diskussioner om og været uenige om. Skal det være sådan, at der skal være ekstra penge til klimabistanden? Som salig Svend Auken sagde på et tidspunkt: Vi skal have 1 pct. til udviklingsbistand og 0,5 pct. til klima- og miljøbistand. Eller skal det stadig væk være sådan, som den nuværende minister fortolker det, nemlig at det hele bare skal være inden for 0,7-procentsrammen?

Ordføreren.

Det er vigtigt, at vi skruer op for klimabistanden. Det ligger også i strategien, og det er vi også i fuld gang med. Altså, vi har et mål om, at i 2023 skal 30 pct. af den udviklingsbistand, som ligger under det, der hedder § 6.3, bruges på det grønne, og her skal 25 pct., så vidt jeg husker, bruges på klimabistand, og af det skal der så være 60 pct., der bliver brugt på klimatilpasning. Så det er nogle meget ambitiøse mål, og det er vi allerede godt i gang med. Vi kommer til at give meget mere i klimabistand fremadrettet, end vi har gjort tidligere, og det er jeg glad for. Så spørger spørgeren, om det skal ligge ud over de 0,7 pct., og der er regeringens politik altså, at selv om man har lyst til at gøre så utrolig meget, så er der også på det her område en økonomisk ramme, og det er de 0,7 pct. Og så er det jo dejligt, at der er lavet nogle finanslovsaftaler, hvor det alligevel er lykkedes – med rigtig god hjælp fra bl.a. hr. Christian Juhl – at finde lidt flere penge til klimabistand.

Hr. Christian Juhl.

Jo, men jeg spurgte jo sådan set om Socialdemokratiets visioner. Det vil sige, at hvis dét er visionen, så skal det være, som det er nu, og så skal vi ikke rokke os derfra. Er det ikke lidt mærkeligt, at man i 1990'erne og omkring år 2000 havde politikere i Socialdemokratiet, der havde en vision, som rakte meget, meget længere – altså cirka det dobbelte af, hvad vi i dag leverer til klima- og udviklingsbistand. Dengang blev det defineret, at udviklingsbistanden skulle ligge på 1 pct., og at klimabistanden skulle ligge på 0,5 procent oveni, så vi yder 1,5 procent. Vi er jo trods alt et rigere og stærkere samfund i dag, end vi var omkring år 2000.

Ordføreren.

Jeg synes ikke, det er så mærkeligt, at politik kan ændre sig lidt over så mange år. Jeg er heller ikke enig i, at det, jeg står og siger, er, at det hele bare skal blive, som det er. Altså, vi har nogle ret store ambitioner i forhold til det grønne og klimabistand. Og det er jo ikke lige meget, hvordan vi bruger pengene inden for den ramme, vi har, og der laver vi nogle prioriteringer, som jo har bund i den strategi, vi har lavet sammen, hvor vi skruer op for det grønne. Det glæder jeg mig over, ligesom jeg også glæder mig over, at det indtil nu i de finanslove, der er blevet lavet under den her regering, er lykkedes med hjælp fra støttepartierne også at finde nogle penge ud over de 0,7 pct.

Tak. Så er det fru Katarina Ammitzbøll, Konservative Folkeparti.

Tak for talen, og tak for, at vi nu har den her redegørelse. Det er vi alle glade for. Og jeg kan jo heller ikke være uenig i den der analyse, ordføreren giver af de sådan overordnede linjer med covid-19 og Ukraine. Noget, som i hvert fald vi Konservative prøvede at nævne, da vi var med til at lave strategien, var, at man skal se udviklingsbistand i en kontekst med udenrigspolitik og sikkerhedspolitik. Men alt det, ordføreren står og taler om, kan jeg slet ikke se i redegørelsen. Hvordan ser ordføreren dansk udviklingsbistand netop i den meget komplekse verden, vi står i? Og hvorfor er det ikke reflekteret, ligesom det er i redegørelsen?

Ordføreren.

Uha, det blev et svært spørgsmål, synes jeg. Jeg læser ikke redegørelsen som værende i modsætning til det, jeg stod og sagde, om, at verden hænger sammen, og det om, at det f.eks. ikke bare er u-landene, som har alle problemerne, og os, der har alle løsningerne. Der er en lang række problemer i forhold til klima og meget andet, som vi er fælles om, og at vi derfor, både fordi vi har nogle værdier, men også fordi vi har nogle interesser, skal tage det her udviklingsarbejde og -samarbejde meget, meget alvorligt. Altså, det er Socialdemokratiets holdning, og det synes jeg ikke er i modsætning til det, som står i redegørelsen.

Fru Katarina Ammitzbøll.

Hvis jeg så bliver lidt mere konkret, har vi jo også snakket meget om landevalg, og et land i Asien, som vi stadig har en lille hånd med i, er Myanmar. Hvordan sikrer vi, at den udfasning, der nu sker af vores bistand til Myanmar, gør, at vi ikke bliver helt usynlige. Det, jeg hører, er, at vi jo kommer til at udfase og måske kun vil have 1 person udsendt til ambassaden i Myanmar. Synes ordføreren ikke, at det er vigtigt, vi fastholder et dansk fodaftryk i Asien?

Ordføreren.

Der er alligevel en del lande, som jo har lidt til fælles med Myanmar, i forhold til at der er sket nogle skift og nogle militærkup og andet, som gør, at der pludselig er kommet et styre, som det er rigtig svært at samarbejde med. Og i den situation synes jeg, det giver rigtig god mening at omlægge bistanden og gøre den langt mere rettet imod civilsamfundet. Men jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at vi ikke skal svigte de befolkninger i de lande, selv om der nu er kommet nogle regeringer, som vi ikke har så meget lyst til støtte. Vi skal finde ud af, hvordan vi kan støtte befolkningen uden også at støtte regeringen.

Tak for det, og så er det fru Karen Ellemann fra Venstre.

Tak til ordføreren for talen. Det er godt at være i gang med den her redegørelsesdebat, som vi har set frem til alle sammen. Ordføreren er lige lidt kort ind på det med pigerne og kvinderne, som jo i rigtig, rigtig mange år har været en topprioritet i den danske udviklingsbistand, og som er noget, vi virkelig, vil jeg mene, har en god ekspertise i, og hvor der måske et eller andet sted sådan bredt set i den store verden også er en forventning om, at det er Danmark, der virkelig sidder med ved bordet her og virkelig bider sig fast i bordkanten, men frem for alt også får skabt nogle resultater til gavn for piger og kvinder i verdens fattigste lande. Og det savner jeg lidt i den her redegørelse, for det er stærkt til stede i vores strategi, men det er, som om redegørelsen egentlig ikke afspejler den prioritering.

Er ordførerens vurdering, at det er, fordi der ikke er sket noget på det område, eller fordi man måske bare er løbet tør for plads eller bare har valg at prioritere anderledes? Altså, jeg kan jo sagtens læse i redegørelsen, at der står en masse om klimainitiativerne. Jeg synes bare, man glemmer koblingen til, at det faktisk også har betydning for piger og kvinders rettigheder.

Ordføreren.

Det er hvert fald en meget, meget vigtig prioritet, som jeg også nævnte i slutningen af min tale. Det kunne også godt være, jeg skulle have sagt noget mere om det i min tale. Det kunne jeg sagtens have gjort, men jeg nævnte det som en meget, meget afgørende prioritet til allerallersidst. Og det synes jeg også der står noget om:

»Ligestilling og kvinder og pigers rettigheder er en mangeårig dansk prioritet, som også står centralt i »Fælles om Verden« – både som en tværgående prioritet i humanitære indsatser og i det langsigtede udviklingsengagement.«

Men jeg anerkender fuldstændig, at man i forhold til redegørelsen kan diskutere, om der er noget, der skulle fylde lidt mere, eller noget, der skulle fylde lidt mindre, eller om redegørelsen skulle have været længere, eller om der skulle have været flere konkrete eksempler med eller færre. Nu er det også første år, vi har redegørelsen, så jeg synes da, det er helt fint, hvis vi også kan få en diskussion om, om det har ramt formmæssigt og sådan. Men der må ikke være nogen som helst tvivl om, at piger og kvinders rettigheder er en meget, meget vigtig prioritet, også for Socialdemokratiet.

Fru Karen Ellemann.

Det er jeg glad for at høre, og jeg er heldigvis heller ikke overrasket. Men det er godt at få det hørt. Og det er jo rigtigt, at den så har den form. Og hvor mange sider er der, og hvor lang var ordførertalen osv.? Men det er godt at få det cementeret. Jeg kommer formentlig til at spørge ministeren om det samme.

Lige et helt andet tema: Nu er vi jo så heldige, at der faktisk er eksempler på, at udviklingsbistanden virker, at udviklingsbistanden hjælper landene ud af fattigdom Et eksempel er Tanzania, hvor der sker en udfasning af Tanzania i den henseende, også i forhold til ambassadesamarbejde. Hvad er det socialdemokratiske syn på den her prioritering af at have velfungerende ambassader? Er det klogt helt at lukke ned i Tanzania, eller skulle man fokusere på noget handel?

Ordføreren.

Altså, som i så meget andet politik er der jo noget prioritering her, man skal gøre. Og det er jo ikke, fordi jeg synes, at det er det allerfedeste i verden at lukke en ambassade i et land, hvor vi har været i mange år. Men det giver så nogle muligheder for at skrue op andre steder, bl.a. nogle af de steder, hvor det er rigtig, rigtig svært at lave, og hvor der er kriser og konflikter og nærområder til kriser og konflikter osv., som er noget af det, vi gerne vil fokusere endnu mere på her. Og derfor må man prioritere sådan en gang imellem, og i det lys synes jeg det giver udmærket mening.

Tak. Så er det fru Anne Sophie Callesen fra Det Radikale Venstre.

Tak. Det er jo på en måde lidt tarveligt over for ordføreren – som jo altså ikke har skrevet redegørelsen selv, går jeg ud fra – sådan at påpege, hvad der mangler, men jeg vil alligevel gøre det. Jeg ved, vi kun kan stille et spørgsmål hver gang, og jeg har mange, så jeg vil også stille et til ordføreren, og det handler om uddannelse og koblingen til kvinder og pigers rettigheder.

For jeg synes, at det for det første er et meget kort afsnit om kvinder og pigers rettigheder. Og der mangler egentlig også den kobling, der handler om uddannelse, som jo er helt afgørende for, at kvinder ikke bliver mødre i en ung alder, og at de ikke får flere børn, end de ønsker. Og derfor vil jeg bare spørge til, hvordan ordføreren måske ikke så meget ville have skrevet det anderledes, men hvad ordføreren for Socialdemokratiet vil gøre for at arbejde for at sætte uddannelse højt på dagsordenen i det udviklingspolitiske arbejde.

Ordføreren.

Nu taler spørgeren om det, der står i redegørelsen, men jeg synes, der står flere gode ting om uddannelsesstrategien, ikke mindst i det afsnit, der handler om nærområder til kriser og konflikter. Altså det her med at få tænkt uddannelse med, også der, hvor der er brug for humanitær hjælp, altså få tænkt uddannelse med også i humanitære kriser. Det tror jeg er vigtigt. Det er også en måde at sikre, at det, vil laver i nogle af de her lande, ikke kun bliver humanitær her og nu-nødhjælp, men at det også har et langsigtet perspektiv. Der synes jeg, at det at tænke uddannelse med er en nøgle til det, så det synes jeg er vigtig at gøre. Og jeg synes også, det er noget af det, vi f.eks. gjorde – og det ligger måske lidt længere tid tilbage, og nu er det den første redegørelsen – da vi lavede de her coronahjælpepakker. Der var det med uddannelse og ikke mindst pigers adgang til uddannelse – og hvordan man også kunne få pigerne tilbage i skole, når de var kommet ud af skolen på grund af nedlukning og corona – noget af det, vi havde fokus på. Så jeg synes, vi får det tænkt med.

Fru Anne Sophie Christensen.

Tak for de betragtninger, også om hvordan man skal tænke uddannelse ind også i humanitære kriser, hvilket jeg er meget enig. Og jeg er enig i, at det netop også var det, vi blev enige om, bl.a. fordi vi Radikale også fik ind, at der skulle være fokus på uddannelse i coronahjælpepakkerne. Og så var der så et spørgsmål om, om nogle af de penge, vi frontloadede, så egentlig kom og blev lagt til senere. Men lad os tage den en anden dag. Jeg vil bare foreløbig sige tak for svaret, og jeg håber selvfølgelig, at ordføreren også i Socialdemokratiet vil presse på for, at uddannelse kommer til at stå rigtig højt på dagsordenen her.

Ordføreren.

Tak for det. Det er vigtigt med uddannelse, ikke mindst også at få det tænkt ind i forhold til det med humanitære kriser. Det skal vi jo prøve at få gjort, og hvis vi ikke får det gjort helt nok, er jeg sikker på, at den radikale ordfører, som hun har gjort så mange gange før, også vil minde mig om det i forskellige forhandlingslokaler fremadrettet. Og tak for det.

Tak for det, der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til Socialdemokratiets ordfører. Og så er det fru Karen Ellemann fra Venstre.

Tak for ordet, formand, og tak til ministeren for den her redegørelse, som er den første af sin art. Og det er nemlig helt på sin plads også at sige tak til hr. Christian Juhl og til Enhedslisten for simpelt hen at være med i strategien. Det synes jeg er utrolig positivt, altså at vi vitterlig spænder bredt her.

Det var en god opfindelse, det vil jeg gerne anerkende, for hvordan får vi ellers sikret den her årlige grundige diskussion af, hvordan rigets tilstand så at sige er, når det handler om vores udviklingsmidler? Og til det må jeg sige, at i forhold til redegørelsen her er der altså plads til forbedring, og noget af det, jeg leder efter, er jo lige præcis lidt flere af de her konkrete eksempler på, hvad vores fantastiske organisationer rent faktisk leverer af resultater derude.

Det er fint beskrevet, hvordan de strategiske partnerskaber er indgået, men det handler jo vitterlig om de aktører, der er i gang ude i de forskellige, skrøbelige stater, hvor den danske udviklingsbistand går til at bidrage til bedring. Og det siger jeg, fordi jeg synes, det er vigtigt at få med, og jeg synes frem for alt, at det er meget, meget vigtigt, at redegørelsen så at sige er i sync med strategien. Og det er der, jeg allerede nu med mit spørgsmål til den socialdemokratiske ordfører jo også har givet udtryk for, at jeg ikke synes, at redegørelsen helt er i sync med strategien, når vi eksempelvis taler om piger og kvinders rettigheder. Det er kort nævnt, og den socialdemokratiske ordfører var også lige inde på det; hvor det står osv. Men der er bare så meget mere substans i strategien, som det er vigtigt også at få ind i redegørelsen.

Derfor har jeg rent faktisk sådan et forslag til, hvordan vi skal forbedre redegørelsen sådan ad åre. Det er jo altså de første skridt, vi tager her, og det er netop for at sikre os – måske også i udarbejdelsen af redegørelsen – at vi i højere grad har input fra, som et eksempel, de strategiske partnere til ligesom at få den udarbejdet. Så har vi stadigvæk den her gode, lange periode til sådan set at have den brede høring og frem for alt til at arbejde ret grundlæggende på, at redegørelsen også har som formål at fastholde det folkelige engagement, så det folkelige engagement, altså støtten og opbakningen til, at vi som land bidrager med 0,7 pct. af vores bni, hvilket immervæk løber op i mange milliarder hvert år, vedblivende er der bredt i den danske befolkning. Det har vi hver især, uanset vores politiske tilholdssted, en opgave i at sikre.

For befolkningen, altså den danske befolkning, støtter det – det er helt klart min opfattelse. Og vi ser jo i særdeleshed her i forbindelse med krigen i Ukraine, hvordan danskerne både kan og vil mobilisere kræfter, når det virkelig handler om at hjælpe mennesker i nød.

Så hvis jeg trods alt skal tillade mig – jeg er jo i opposition, alt andet lige, selv om vi er fælles om det her – alligevel at være sådan lidt skarp på den her, så synes jeg, at den er et dårligt røntgenbillede af situationen, fordi jeg rent faktisk synes, at der skabes nogle resultater, som vi ikke til fulde får foldet ud her.

Jeg forstår godt, hvordan sådan et arbejde sættes i gang, og jeg forstår godt, hvordan presset er, både på Asiatisk Plads, altså i Udenrigsministeriet, men så sandelig også, hvordan presset er, når vi taler medarbejdere, som arbejder med udviklingsbistand i Udenrigsministeriet.

Og i den henseende vil jeg bare lige i parentes bemærke, at vi fra Venstres side i vores finanslovsforslag jo sådan set har sagt, at vi mener, der skal være flere midler bredt set til udenrigstjenesten, fordi der altså er pres på. Der er rigtig mange dygtige folk, som løber måske lige en tand for stærkt. Det kan jeg være bekymret for i forhold til rent faktisk at spille en rolle, både i de multilaterale forhandlinger, men så sandelig også i forhold til at være til stede med fuld bemanding på ambassaderne for at sikre implementeringen der. Så det er vigtigt lige at få pointeret, at der er altså en bekymring i forhold til at kunne løfte den store opgave, det er at have en velfungerende udviklingspolitik.

Med til den diskussion hører så også faktisk at takke danske fonde for de utrolig store bidrag, de yder, og hvordan puljen af midler, som strategiske partnere jo så gør brug af og får ud at virke derude, vitterlig er afgørende for, at der kan rykkes på de her vigtige dagsordener.

Det her er den første af sin slags. Det er officielt set på initiativ fra ministeren, for det er ministerens redegørelse. En redegørelse er en orientering, hvis vi nu skal være sådan lidt formalistiske. Det er jo ikke som sådan noget, vi skal forhandle. Jeg betragter nærmest lidt det her som et offentligt ordførermøde, for vi mødes jo ofte i ordførerkredsen og har gode, vigtige og konstruktive diskussioner og en lydhør minister og rigtig mange, synes jeg, initiativrige og engagerede kolleger fra forskellige partier. Det vil jeg gerne seriøst takke for.

Men som sagt er det her redegørelsen i sin første udgave, og jeg skal ikke give karakterer, men i hvert fald blot sige, at der er plads til at sige nogle klogere ting, og det synes jeg udviklingsarbejdet fortjener; og jeg synes, der er lidt mangler. Men tak for redegørelsen, og tak for fokus på det folkelige engagement. Lad os huske den del af det også. Lad det være ordene.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Rasmus Nordqvist.

Tak. Man kan jo egentlig bare fortsætte med de mange rosende ord til hinanden, for det er faktisk en behagelig ordførerkreds at være en del af, og vi har nogle gode snakke.

Jeg vil gerne spørge til to ting. Det ene er noget, som ordføreren selv er inde på med hensyn til Venstres holdning til, at udenrigstjenesten skal styrkes. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om Venstre også mener, at udviklingsbistanden skal styrkes. Her tænker jeg særlig på, at vi jo i disse tider har valgt at bruge rigtig, rigtig mange penge fra udviklingsbistanden på hjemlig flygtningehåndtering, og at vi jo ikke lever op til kravet om at give nye og additionelle midler til klimabistand. Så jeg vil spørge, om Venstres vilje til at hæve rammerne for Asiatisk Plads, altså Udenrigsministeriet, også går på indholdet, eller om det kun er på mandskabssiden fra dansk side.

Det andet, jeg gerne vil spørge ind til, er det her med interesser over for værdier, for det er enaf de diskussioner, vi har haft. Og vi havde den også nogle år forinden under en tidligere regering. Hvor ligger balancen set fra Venstres synspunkt i forhold til den her redegørelse?

Ordføreren.

Mange tak for et bredt og supergodt spørgsmål. Vi mener fra Venstres side, at det at kunne give 0,7 pct. af vores bni i udviklingsbistand er flot – det er et godt niveau. Vi har ingen ambitioner om, at den procentsats skal ændres.

Med hensyn til det andet spørgsmål, som handler om bekymringen i forhold til håndtering af flygtninge i Danmark, så er det jo i fuld overensstemmelse med OECD/DAC-reglerne, at det bliver taget fra den konto i det første år. Det er der ikke noget nyt i. Men jeg medgiver, at den her runde var svær, og det var den sådan set også sidst. Den er jo altid svær i forhold til prioritering.

Når vi i vores finanslovsudspil går ind og taler om en forøgelse af udenrigstjenesten, er det, fordi mandskab er indhold. Medarbejdere på ambassaderne, som kan håndtere det, er jo i høj grad også indhold. Så kan jeg ikke nå mere.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Så er det jo godt, at man kan spørge opfølgende. Først vil jeg lige sige, at jeg er enig i den sidste del om bemanding på ambassader osv., men jeg syntes bare, det var vigtigt også at få pointeret, hvor Venstre står i forhold til udviklingsbistanden som størrelse.

Det andet spørgsmål handlede om interesser over for værdier. Hvor synes Venstre at balancen er i den her redegørelse?

Ordføreren.

Det er jo en gentagelse af de debatter, vi har haft jævnligt, om, hvorvidt det er rettighedsbaseret eller værdibaseret. For mig er det her ikke et enten-eller. Det er det ikke. Jeg anerkender til fulde måden, vi er gået til opgaven på med strategien, og jeg er også enig med ordføreren i, at der er lagt meget vægt på den værdibaserede tilgang i den her redegørelse, og det er måske også det, min kritik går på, altså hvorvidt redegørelsen er i fuld overensstemmelse med strategien. Men det er altså ikke modsætninger. Så for at give et konkret svar er det for mig ikke et enten-eller, og vi skal kunne håndtere det, så balancen er fifty-fifty.

Tak for det. Så er det hr. Christian Juhl.

Også tak for samarbejdet fra mig til Venstres ordfører. Mandskab er indhold, siger ordføreren. Det vil jeg gerne udfordre ordføreren lidt på. F.eks. har vi i Colombia en ren handelsambassade, selv om vi ved, at menneskerettighederne i landet er under ekstremt pres, også fra dele af regeringens side i Colombia, og vi har, siden vi åbnede ambassaden, tror jeg, spurgt til, hvornår vi skulle have nogle folk, der havde forstand på menneskerettigheder. Både den norske og den svenske og vistnok også den tyske og hollandske ambassade deltager aktivt i arbejdet for at bekæmpe overtrædelse af menneskerettigheder. Danskerne sidder hjemme på ambassaden og siger: Det har vi ikke folk til, og vores opgave er defineret sådan, at vi skal kigge på handel.

Er det ikke en forkert prioritering? Det er jo startet i en borgerlig regerings tid, da der blev åbnet derovre. Jeg synes ikke altid, at mandskab er indhold, eller rettere sagt, indhold forudsætter også det rigtige mandskab.

Fru Karen Ellemann.

Tak for et rigtig godt spørgsmål. Til lige præcis den problemstilling om det, at der er en ren handelsambassade, er ensbetydende med, at medarbejdere slet ikke har blik for ordentlige arbejdsvilkår, ordentlige arbejdspladser i et land som f.eks. Colombia her, vil jeg bare sige, at den kvalitet, som danske diplomater er i besiddelse af, gør jo, at de, sådan som jeg i hvert fald møder medarbejdere i udenrigstjenesten, ikke har skyklapper på og kun tænker i handel, men jo rent faktisk har den værdibaserede tilgang og også den her forståelse for det rettighedsbaserede.

Så jeg ser ikke, at det ene udelukker det andet, men jeg vil meget gerne diskutere det nærmere. Alt andet lige, hvis man skal have nogle specifikke menneskerettighedseksperter på en handelsambassade, er det jo igen også en diskussion om, om der er midler nok i tjenesten bredt set, og derfor er det jo godt, at Enhedslisten måske er enig med os i Venstre med hensyn til forslaget om at øge bevillingen til udenrigstjenesten.

Hr. Christian Juhl.

Jo, men i det her tilfælde er vi fraværende, når man skal snakke menneskerettigheder i landet, og hvad angår det at gribe ind. Vi var også fraværende, da nogle i landet spurgte, om ikke vi kunne lave minerydning i Colombia, efter at FARC havde afleveret våbnene. Det var ikke en mulighed at diskutere i den ambassade, de plejer jo ellers også at have en pulje til den slags. Det vil sige, at vi ikke har præsteret det, vi kunne i den sammenhæng.

Der er også et andet spørgsmål. Når ordføreren siger, at 0,7 pct. er et passende beløb, hvad er så grunden til, at under den borgerlige regering var vi oppe på 0,83 pct., selv i tider, hvor vi havde mindre pres på den internationale situation, færre flygtninge, færre krige? Hvordan kan det være, at Venstre er tilfreds med 0,7 pct. i en mere ekstrem situation og også en rigere situation?

Fru Karen Ellemann.

Fordi 0,7 pct. ligesom er det, der generelt er udmeldingen om ambitionen for ethvert velhavende land. Og med 0,7 pct. – det ved hr. Christian Juhl – er vi jo blot et blandt fem lande i verden, som rent faktisk ligger på det niveau. Så jeg synes, at 0,7 pct. er det rigtige niveau, og frem for at prøve at støve penge op af ingenting er jeg jo optaget af, at der er vækst og fremgang i Danmark, sådan at vores bni bliver større, og dermed bliver beløbet af de 0,7 pct. større. Det ville være rart, hvis vi var mere fokuseret på den del i fællesskab.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Karen Ellemann. Så er den næste ordfører fra Socialistisk Folkeparti, og det er hr. Rasmus Nordqvist.

Tak. Før jeg går i gang, vil jeg lave sådan en lille disclaimer, altså lige tage et forbehold, for jeg ved godt, at denne redegørelse er lavet på baggrund af et halvt år, hvor den strategi, som den bygger på, ikke rigtig har været i spil. Vi besluttede strategien i juni, og allerede nu laver vi så en redegørelse. Det var, fordi vi besluttede at komme hurtigt i gang med de her debatter. Så nogle af de ord, jeg siger, kommer ikke til at være hårdt ment imod de gode mennesker, der siddet og udarbejdet den, men de er egentlig også nogle gode råd til, hvordan vi kommer videre med det, ligesom Venstres ordfører var inde på.

Nu smider jeg så fløjlshandskerne og siger det råt for usødet: Jeg synes, det er en tynd omgang, jeg synes, der er mange ord, der bliver fulgt op af meget lidt konkret, og det er hvert fald det, som jeg vil bede om til næste år, nemlig at vi er mere konkrete. Vi bliver nødt til at kunne måle os selv på, om vi gør det godt nok, og det gør man ikke ved prosa, der skal man også have de konkrete sager på, og vi har jo rigeligt af konkrete målsætninger i vores strategi til, at man kan gå i gang med dem fra en ende af. Så jeg vil i hvert fald se frem til, at vi til næste år bliver mere konkrete i det.

Noget af det, som jeg har syntes har været meget interessant, og det er også lidt det, jeg har spurgt ind til, er, at da vi havde strategidiskussionen, da vi sad og forhandlede, havde vi diskussionen om, om det skal være en rettighedsbaseret tilgang eller en mere værdibaseret tilgang, og der blev tit sagt, at det er lidt det samme, for vores værdier er jo menneskerettighederne, og derfor er alt godt. Da den her redegørelse så kom, blev det også diskuteret, om det er en værdibaseret tilgang, der ligger i den, eller om det er en interessebaseret tilgang. Så får vi igen at vide, at det er det samme, om det er interesser eller værdier, for det er helt det samme for Danmark altid. Men det må jeg altså anholde, for når man åbner den og læser indledningen, står der:

»Danmarks udviklingssamarbejde skal give svar på de udfordringer, Danmark står overfor ...«

Altså, det er ikke værdibaseret for mig, det er interessebaseret, baseret snævert på Danmarks interesser. Og det står i indledningen, så man kan ikke undgå at tage det med i sin læsning af resten af redegørelsen. Det kan vi gøre bedre, synes jeg, også ud fra den strategi, der ligger.

Så har jeg nogle nedslag i den, som jeg vil pege på, og som jeg synes er rigtig vigtige. Det ene handler om noget, som jeg er meget optaget af, og det er aktivisterne ude i de her lande, som vi arbejder med – menneskerettighedsaktivisterne, kvinderetsaktivisterne, som er ekstremt pressede lige nu, og som vi oplevede under corona kom ud for nogle situationer, så de blev endnu mere pressede. Hvordan er det, vi er ude og hjælpe dem? Det har jeg behov for flere svar på end det, der står, og særlig fordi det jo sådan set er omtalt i redegørelsen, at vi har været formand for det her call to action om piger og kvinder. Men har vi så fulgt op på det formandskab, er der sket noget særligt i år, når vi nu har siddet med den, er der kommet ekstra midler, har vi taget nogle særlige initiativer i forhold til alle de andre områder, vi er i, eller har vi gjort noget særligt i de internationale fora, vi sidder i, for ligesom også at tage den opgave på os, når vi nu har været formand for det? Det synes jeg er værd at finde ud af.

I det hele taget tror jeg, at vi i det kommende år, altså noget af det, vi ser frem mod, skal blive bedre til at understøtte minoriteter, piger og kvinders rettigheder, se på, hvordan vi understøtter det derude, altså det civilsamfund, som kæmper de her kampe. Jeg ved, at vores ambassader, apropos den tidligere diskussion, gør meget, men hvordan kan vi gøre mere? For det råderum, de har til at agere inden for i mange af de her lande, bliver mere og mere snævert, og så må vi gøre noget yderligere.

Noget andet, jeg synes bliver en meget vigtig diskussion fremadrettet – og det er særlig set i lyset af krigen i Ukraine og det store genopbygningsarbejde, der kommer, apropos finansiering – er: Hvor skal pengene komme fra? Vi kan ikke lige pludselig kun bruge udviklingsbistanden på Ukraine, for vi ser ind i mange andre udfordringer. Så hvordan er det, vi ser på en fremtidig finansiering af udviklingsbistand? Der tror jeg også, nogle af os må smide nogle af vores dogmer fra os og finde ud af – lidt som der står i strategien, også i forhold til privatsektorsamarbejdet, og jeg kigger lidt ned på De Konservatives ordfører, som meget var den, der fik det med ind i det – hvordan vi kan gøre mere af det, hvordan vi får samarbejdet og også får nogle privatsektorinitiativer op at stå i de her lande. Vi har allerede nogle redskaber til det. Det er noget af det, jeg tror bliver helt afgørende i det kommende år vi bliver klogere på og finder nye løsninger på.

Så er der noget, som vi også kommer til at skulle beskæftige os med, og jeg forstår egentlig ikke, at det ikke står her, og det er fødevarekrisen. Det burde stå med store, fede bogstaver over det kommende år, for det bliver jo den store udfordring også i forhold til nogle af de lande, som ministeren lige har besøgt.

Det sidste, jeg vil komme ind på, handler om skrøbelige lande, som jo har en særlig plads i strategien, og der har vi i lyset af den måde, som regeringen ønskede at finansiere flygtningemodtagelsen i Danmark på, taget rigtig mange penge fra nogle af de skrøbelige lande, fordi de i forvejen var svære at være i. Jeg snakker om Mali, som vi havde svært ved på grund af den militære situation, og det gælder også Burkina Faso. Der synes jeg, at vi skal blive dygtigere til ikke bare at sige, at det er svært at være her, så derfor kan vi ikke lige være i det land, men finde ud af, hvordan vi gør noget i forhold til den region. Sahel har en særlig plads på det danske opgavebord, og da Udenrigsudvalget var i Paris her for et par uger siden eller en måned siden og havde diskussionen med både politikere og embedsmænd i Frankrig, var der nogle gode snakke om, at vi måske så skal opgradere den støtte, vi yder i landene omkring, som måske ikke er de allermest skrøbelige lande, men som kan gå hen og blive det rigtig hurtigt, og om, hvordan vi egentlig kan kanalisere hjælp over til nogle af de lande og understøtte, at de ikke kommer til at knække over i den udvikling, der jo desværre er i nogle af de her lande i forbindelse med Sahel. Det er også noget af det, jeg meget håber vi kan arbejde videre med det kommende år.

Mange tak for redegørelsen, og også tak til jer, kære kolleger, på det her område, jeg synes, vi har nogle gode og vigtige diskussioner om det her, og jeg ved, at vi alle sammen brænder for det. Vi kan også have diskussioner, hvor bølgerne går højt, og det er kun godt, for det betyder også bare, at der er holdninger i det. Jeg ser meget frem til, at vi får de her redegørelser de kommende år, og forhåbentlig også bliver mere og mere konkrete på, hvad det er, vi måler os selv på. Tak for ordet.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Karen Ellemann.

Tak til hr. Rasmus Nordqvist, og tak til SF for ordførertalen her og for arbejdet generelt og samarbejdet generelt. Da ordføreren sagde det der med, at det da kunne være, at man som parti skulle overveje lidt at smide nogle af sine dogmer, rankede jeg lige ryggen lidt ekstra og blev meget, meget nysgerrig på, hvad der sådan helt præcis ligger i det. Det er ikke et drillespørgsmål, det er faktisk helt reelt, i forhold til at ordføreren ligesom anerkender nogle dogmer, men siger, at her må vi rykke os. Så det er sådan set blot en mulighed for at give ordføreren 1 minuts ekstra taletid for at uddybe den melding.

Ordføreren.

Tak. Det handler meget om det her med finansieringen, for jeg er dybt bekymret over, at selv hvis vi kommer til at leve op til vores ambition om 1 pct. af bni til udviklingsbistand, så ser jeg stadig væk ned i et stort, stort opgavekar, som ikke bliver fyldt op af det. Så hvordan er det, vi skaber andre finansieringer? Hvordan går vi til det på andre måder? Det er ikke en ny tanke for SF, men jeg tror, vi skal tænke nyt i forhold til at få engageret privatsektoren, og også se på, hvordan vi får opbygget en privat sektor i nogle af de her lande. Jeg er bl.a. meget interesseret i nogle af de projekter, som Folkekirkens Nødhjælp har lavet nogle steder med danske virksomheder, der har været med til at se på virksomheder i eksempelvis Uganda eller andre steder. Så det er sådan nogle ting, jeg tror vi skal til at være meget, meget bedre til at kigge ind i. Det gør ikke, at vi sænker vores ambition om, at Danmark skal bruge 1 pct. af bni, men selv der er det jo ikke nok; der skal meget mere til med de opgaver, vi står over for.

Fru Karen Ellemann.

Tak for et klart svar. Jeg er helt med på positionen i forhold til ønsket om at øge procentsatsen for udviklingsbistanden. Men når ordføreren så også ligesom udfolder, at det her handler om at anerkende, at der faktisk også finder privat finansiering sted til udviklingslandene, er det så udtryk for en ambition om at blande sig i det politisk eller måske blot at sige: Tak, hvor er det godt? Altså, er det i virkeligheden en appel til, at det måske ikke er noget, vi skal blande os så meget i, men være utrolig taknemlige over, altså at der også findes privat finansiering?

Ordføreren.

Men nu blander vi os jo sådan set i det rigtig meget, også fordi vi giver eksportkreditter og støtter igennem IFU osv. Så derfor kommer vi selvfølgelig til at skulle blande os politisk i det. Men jeg tror egentlig også, at det handler om, ikke hvordan vi blander os, men hvordan vi understøtter det, og hvordan vi får lavet rammerne, så SMV'erne også kan være en del af det her – man behøver jo ikke være en meget stor virksomhed for at kunne gøre det. Hvordan kan nogle af de gode håndværksvirksomheder, vi har i Danmark, måske også være med til at arbejde med udviklingen? Det er også en måde at få hele udviklingsarbejdet bredt mere ud, altså via viden om det i Danmark.

Tak. Så er det fru Katarina Ammitzbøll.

Tak til ordføreren for en interessant tale. Nu vil jeg lige tage fat i noget af det, som ordføreren har taget op et par gange nu her, og det er værdier og interesser. Ser ordføreren det fuldstændig som et modsætningsforhold, eller er der nogle steder, hvor man også faktisk kan se et sammenfald mellem interesser og værdier og det er helt legitimt også at fremme nogle interesser?

Ordføreren.

Jeg ser egentlig faren, for når man begynder at sige, at der kan være nogle sammenfald, og man så mister fokus, så er jeg bange for, at det vipper over og bliver for interessefokuseret. Det er i hvert fald det, jeg læser her, og vi har set et meget stort migrationsfokus, som det jo i høj grad er i dansk interesse at få gjort noget ved, så der ikke er for stort migrationspres på Europa. Så jeg tror, det er ret vigtigt at holde en meget lige vej i udviklingsbistanden og sige: Det handler om nogle værdier, vi gerne vil udbrede, det handler om menneskerettighederne, det handler om demokrati, det handler om fattigdomsbekæmpelse. Så bliver interesserne, de snævre nationale interesser i Danmark, sekundære. Men når man begynder at sige, at der er sammenfald, tipper den her balance lynhurtigt over, og det kan vi jo se her i den her redegørelse at den gør et par gange.

Fru Katarina Ammitzbøll.

Jeg prøver lige måske at tage det lidt over på det grønne område, for det ved jeg også at ordføreren er meget optaget af. Men når vi her ser, at vi både har nogle interesser og også har noget kapacitet til at fremme både grøn vækst og udvikling og grønne jobs, kan det jo også være ret værdibaseret, når vi gerne vil prøve at hjælpe andre til at få en bæredygtig vækst, og her er der så ikke noget modsætningsforhold.

Ordføreren.

Men der er jo alligevel et modsætningsforhold, for hvad for en kasse bliver pengene taget fra til at lave det arbejde, som fru Katarina Ammitzbøll spørger ind til? Jeg ser masser af muligheder i grøn eksport også til udviklingslande. Skal midlerne så gå fra udviklingsbistanden, eller skulle det måske være ovre i eksportkassen, at man tog de penge? Vi er gode til at lægge en masse udgifter over på udviklingsbistanden, selv om det måske lige så godt kunne vurderes til at ligge andre steder. Så nej, der behøver ikke at være en modsætning, men der vil jo altid være et hierarki, og der er én kasse, pengene kan tages fra, og lige nu tager vi alt for meget fra udviklingsbistanden til nogle af de her områder.

Tak. Så er det Christian Juhl.

Tak for det, og tak til SF for samarbejdet. Det er jo en fornøjelse. Jeg vil sige, at ordføreren snakker meget om fødevarekrisen eller nævnte den i hvert fald med stor alvor. Der har jeg flere gange haft lange samtaler med en fyr fra min egen hjemegn, nemlig Sønderjylland. Han bor i Sønderborg, og han hedder Martin og snakker altid om et produkt, der hedder chia, for det har både proteiner og kan give olie, og det kan rigtig mange ting. Det kan endda i bedste fald med ret få midler brødføde hele Afrika. Vi er nødt til at give nogle svar, jeg leder efter svar, og det her er jo ét. Hvad synes ordføreren vi skal gøre ved den fødevarekrise, vi er i, og hvordan skal vi gøre det? Vi kan jo ikke bare eksportere den meget forfejlede landbrugspolitik, vi har ført i 100 år i Danmark?

Ordføreren.

Jeg kender også godt til den person, som hr. Christian Juhl henviser til. Jeg tror, vi skal være meget påpasselige med, når vi arbejder med det her område, at vi ikke kommer til at få sådan en lidt bedrevidende og nogle gange tenderende til imperialistisk holdning til, hvordan vi skal gøre tingene. Nu skal vi ned og udbrede chia til hele Afrika, og så må de spise det. Jeg tror, vi skal passe på og altid gøre vores indsatser i samarbejde også med det lokale civilsamfund. Når jeg siger civilsamfund, er det ikke altid ngo'erne i Danmark. Det er faktisk dem derude, som jeg er rigtig optaget af. Så jeg synes egentlig, det først og fremmest selvfølgelig handler om en fødevarekrise – og der er noget humanitært igennem multilateralt samarbejde og FN-organisationer osv. – og så en langsigtet udvikling. Der skal vi ud at arbejde med de lokale landmænd, de lokale mennesker, der vil lave virksomheder og se på en fødevareproduktion.

Hr. Christian Juhl.

Det er jeg helt enig i. Vi havde en diskussion med Christian Friis Bach, da han var minister, og han sagde, at vi skulle bygge kæmpestore svinefabrikker, for så kunne vi jo hurtigt få mættet alle munde i Afrika. Men for at være ærlig og ordentlig over for Martin i Sønderjyllands idé om chia siger han jo, at han gerne vil have mulighed for at lave nogle pilotprojekter for at se, om det er et produkt, man kunne tænke sig at arbejde med og afprøve og eksperimentere med i afrikansk landbrug. For det er et godt produkt på mange områder. Derfor tror jeg nu nok, at han vil sige, at det skulle være, hvis folk ville, og hvis de syntes, der var mulighed i det, og hvis de selv kunne have ejerskab til produkterne og til den produktion af olie osv. Så måtte vi nok tage alvorligt, at det også er det, han mener, ligesom alle andre. Men ... (Tredje næstformand (Trine Torp): Tak! Tiden er gået.) Men hvad skal der til ellers helt konkret? For vi er nødt til i hvert fald at have nogle forslag.

Tak! Det er ordføreren.

Ja, men det var egentlig ikke for at tale den gode Martins – jeg kan ikke huske hans efternavn – projektidéer ned, men det bliver også nødt til at komme fra de her lande. Vi kan ikke komme udefra og sige, hvordan tingene skal gøres. Vi bliver nødt til at arbejde med de lokale kræfter, der er. Det er egentlig det, jeg også synes har været en stor styrke i dansk udviklingsbistand i mange år: Det er, at vi er derude og arbejde med dem, det handler om.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til SF's ordfører. Og så er det ordføreren for Radikale Venstre. Værsgo til fru Anne Sophie Callesen.

Jeg har engang hørt, at når man skal give feedback, skal man gøre det sådan lidt i en sandwichmodel, når man skal levere et måske lidt mindre positivt budskab, som nok også vil komme her. Men jeg synes bestemt også, der er grund til at rose redegørelsen, store dele af den, og mine budskaber vil nok i virkeligheden både handle om redegørelsen, men også om regeringens udviklingspolitik bredt set.

Men lad mig starte med det positive: En rettighedsbaseret tilgang til udviklingsarbejdet, som fylder rigtig meget, både i redegørelsen, men også, oplever jeg, i regeringens udmøntning af aftalen i det hele taget. Der er en stor vilje til at lytte til civilsamfundet, og konkret er der jo bl.a. i redegørelsen lyttet til de forslag, der er kommet fra bl.a. Globalt Fokus, om, hvordan man kan udfolde nogle af de mål, vi har sat os i nogle overordnede målsætninger, og nogle delmål. Og som flere også har talt om, er der den del, der handler om kvinders og pigers rettigheder, som jo også står, om ikke stærkt beskrevet, så i hvert fald beskrevet i redegørelsen, og som er et stærkt fokus i dansk udviklingspolitik. Og det er fortsat helt afgørende, at det er det.

Så vil jeg også gerne rose ministeren for at være meget åben om, at der er behov for, at Danmark også tager stilling i svære kontekster, skrøbelige situationer og hele tiden tager stilling til, hvordan vi kan gøre en forskel der, hvor det er sværest. Det synes jeg ministeren har været meget vokal omkring i det forgangne år – hvordan vi kan gøre en forskel i lande som f.eks. Mali, Burkina Faso og også Afghanistan, hvor vi jo har et enormt ansvar selv. Så tak for det. Selv om vi måske ikke altid er helt enige om, hvordan vi skal gøre det, synes jeg alligevel, at vi langt hen ad vejen finder hinanden dér.

Så synes jeg også, at klima og klimatilpasning er værd at nævne her, som andre også har gjort. Der glæder jeg mig også over, at regeringen har så stærkt et fokus på, at verdens fattigste lever med konsekvenserne af klimaregningen, og der er vi selvfølgelig nødt til at sørge for, at vores udviklingsbistand også adresserer det.

Men nu kommer så det første »men«, som selvfølgelig er klimabistanden og ønsket om, at vi lægger det oveni. Det er helt klart en mangel i dansk udviklingspolitik, at vi ikke har sat os en målsætning, så vi når derhen. Det har vi i Radikale Venstre et ønske om at vi får gjort. Det er ikke i morgen, vi kan nå derhen, og det er den tidligere regering, der er startet med ikke at levere, men kunne vi enes med regeringen om – det håber jeg meget, og også meget gerne med de andre partier, som er en del af den her aftale – at få lavet en målsætning, så vi når derhen, så ville det være en meget stor og væsentlig forbedring.

En anden ting, som jeg allerede har nævnt at jeg savner i redegørelsen, er fokusset på uddannelse også i forhold til kvinders og pigers rettigheder – den kobling, som er så ekstremt vigtig. Og jeg ved, at ministeren har blik for den, men jeg savner, at det fremgår tydeligt, hvordan man sammenkobler de to ting. Og noget andet, som jeg må sige undrer mig meget, er, at der under arbejdet for det kommende år ikke er nævnt arbejdet for netop kvinders og pigers rettigheder i en tid, hvor der er, desværre, så utrolig stor tilbagegang mange steder – ikke mindst i forhold til abortspørgsmålet. Jeg er med på, at man ikke kan nævne det hele – jeg har jo ikke mulighed for at stille alle mine spørgsmål til ministeren, så nu kommer det lidt indirekte her – men jeg håber selvfølgelig, at regeringen vil se, at det er helt afgørende, at vi har et stærkt fokus på det i aftalekredsen også i det kommende år.

Vi har et meget stærkt netværk i Folketinget, som fru Karen Ellemann er i spidsen for, og hvor jeg synes, at vi virkelig er gode til at sætte det på dagsordenen. Men det er klart, at det også hører til hos ministeren, og jeg oplever bestemt også en vilje til at fokusere på det, men når jeg læser redegørelsen, savner jeg altså, at det er fremhævet.

Så til den mere alvorlige kritik, så at sige – for det andet er måske ønsker til noget, der kunne fremhæves, men som dybest set er noget, jeg oplever vi er fælles om at interessere os for – og det handler om det, som også hr. Rasmus Nordqvist har adresseret, nemlig en mere interessebaseret tilgang til dansk udviklingsbistand, bl.a. når man nævner irregulær migration som helt afgørende i forhold til EU-sporet. Og bestemt er det vigtigt at adressere de grundlæggende årsager til irregulær migration, men jeg bliver bekymret, når jeg læser, at EU primært skal fokusere på irregulær migration. Og det skyldes jo ikke mindst, at vi også har hørt, at Danmark ønsker at inspirere andre lande i EU – altså at den danske regering ønsker at inspirere andre lande i EU med sin tanke om et såkaldt modtagecenter i Rwanda. Det bekymrer mig ekstremt meget, hvis det er det, der ligger bag ønsket om at have fokus på irregulær migration, fordi det jo ikke vil adressere de grundlæggende årsager til problemet, men bare skubbe dem et andet sted hen. Så jeg håber meget, at det ikke er det, det udtrykker.

Så nævnes der også projekter med grøn omstilling i Kosovo, som jo bestemt kan være gode, men også her får man den tanke, at det måske kunne hænge sammen med, at den danske regering har valgt at indgå en aftale om køb af fængselspladser i netop Kosovo. Det er jo stærkt bekymrende, hvis vores udviklingspolitik er blevet en del af en forhandling med andre lande om, hvordan vi kan fralægge os en del af ansvaret, også i forhold til vores retssystem. Jeg vil, havde jeg nær sagt, lade tvivlen komme regeringen en lille smule til gode, men selvfølgelig have et stærkt fokus på, at det ikke er det, der er tale om – altså dansk udviklingspolitik har og skal have fokus på at forbedre verden for de mennesker, der har det sværest. Det håber jeg virkelig vil være et dansk kardinalpunkt og også et socialdemokratisk kardinalpunkt. Det har det jo i hvert fald været før.

Så kommer vi til den helt tunge del af kritikken, som selvfølgelig handler om de besparelser, som regeringen valgte at lave for at finansiere modtagelsen af flygtninge fra Ukraine, og hvor vi har været meget forundrede over, at man i en så ekstraordinær situation, som Socialdemokraterne hele tiden har understreget at der er tale om, vælger at sende regningen videre – i en ekstraordinær situation, hvor stigende fødevarepriser samtidig gør situationen for verdens fattigste så ekstremt alvorlig. Det kommer vi i Radikale Venstre til at sørge for ikke fortsætter. Det er for os et fuldstændigt no-go at fortsætte med at finansiere modtagelse af flygtninge fra Ukraine over udviklingsbistanden.

Til sidst vil jeg vende tilbage til en ros, eller i hvert fald en anerkendelse, fordi regeringen faktisk netop anerkender danskernes engagement. Der står:

»Det overvældende engagement, som danskerne har udvist i forbindelse med krigen i Ukraine, viser, at det ligger danskerne meget på sinde, hvad der sker i verden.«

Det er jeg fuldstændig enig i, og derfor håber jeg også, vi vil se, at det vil ligge regeringen lige så meget på sinde at sørge for, at når nøden i verden er allerstørst, er svaret ikke, at vi skal blive inden for rammen af den udviklingsbistand, vi har i dag. Så skal vi selvfølgelig se på, hvordan vi kan gøre mere fra dansk side. For vi er et ekstremt rigt land, og vi har også råd til at modtage flygtninge fra Ukraine, uden at vi skal sende regningen til verdens fattigste.

Så med de ord vil jeg sige tak for redegørelsen til ministeren, og også tak for et godt samarbejde om den udviklingspolitiske strategi. Jeg oplever ministeren som meget engageret og meget inddragende over for ordførerne – som regel. Og så håber jeg selvfølgelig, at ministeren vil sikre sig, at der ikke kommer flere besparelser på udviklingsbistanden. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til fru Anne Sophie Callesen. Den næste ordfører er fra Enhedslisten. Hr. Christian Juhl, værsgo.

Tak for ordet. Jeg havde egentlig taget redegørelsen med, fordi den der sætning bankede lige ind i hovedet på mig – det der med, hvordan vi skulle give svar på de udfordringer, som Danmark står over for – men den har hr. Rasmus Nordqvist jo nævnt. Det er, hvis man læser ordene, en ganske forkert placering og en ganske forkert formulering af indledningen i sådan et afsnit. Lad det nu være.

Jeg er helt chokeret over, at jeg forleden dag opdagede, at det er mere end 60 år siden, vi startede med udviklingsbistand i Danmark, og at det faktisk har været en rejse, som jeg har været med på i rigtig mange af årene – selvfølgelig ikke alle årene, for jeg gik i korte bukser, da man begyndte, og det gør jeg ikke mere.

Vi har med redegørelsen fået et instrument til en demokratisk samtale om dansk udviklingssamarbejde, som mange danskere er engageret i, og det skal vi være glade ved. Der er stadig væk rigtig, rigtig mange frivillige. Der er mange i foreningerne. Måske er der ikke helt så mange, som der har været i de bedste år, men de er der, og de er også uden for murene i meget, meget stort antal. Og de har da heldigvis taget positivt imod vores idé om at lave en årlig redegørelse, og de har også brugt de her 3 uger før vores debat til at inspirere. Det er en god start. Vi gør meget godt ude i verden, og det er vigtigt at drøfte det.

Det er mit håb, at vi i de kommende år i højere grad vil gøre rede for tendenser og erfaringer og opstille målsætninger, tal og resultater, som giver et mere transparent grundlag for beslutningerne. Vi skal lære af det, vi gør; vi skal ikke bare sige: Hurra, hurra, sådan har vi gjort. Det er oversigter og tabeller over, hvad midlerne er gået til osv. Og hov, i den sammenhæng: Hvor blev verdensmålene af i redegørelsen? Det har vi jo pligt til at gøre status over, og det er vel også på sin plads at gøre det i den her sammenhæng. Men det er langt fra det redskab, som vi er mange, der kan huske, nemlig Danidas årlige afrapportering, som blev afskaffet. Jeg ved ikke, hvorfor den blev afskaffet, men vi kan i hvert fald svare på, hvorfor der er så langt fra den her redegørelse til det gedigne værk, som dengang gav et godt billede af, hvor vi var, og hvor vi skulle hen. Det skal være muligt at se, hvad vej det går, og om vi holder os til strategien.

Da jeg hylder et princip, der hedder, at uenighed gør stærk, vil jeg først og fremmest gerne sige de ting, som jeg gerne vil have gjort noget mere ved.

Der skal være mere sammenhæng mellem virkeligheden – den er barsk og brutal derude – og strategien. Den skal simpelt hen styrkes, og den strategi, vi har lavet, og den virkelighed, der er, skal tættere på hinanden. Desuden skal der være bedre balance mellem fokus på akut opstået ekstraordinære kriser og den langsigtede udviklingsbistand. Vi arbejder meget, meget hårdt i den forkerte retning og fokuserer på det akut opståede. Det betyder jo altså, at vi på et tidspunkt får flere flygtninge, fordi vi ikke er med til at give den langsigtede udvikling, der forebygger og giver mennesker ordentlige liv.

Partnerskaber med udviklingslandene skal styrkes. Fattigdomsorienteret og rettighedsbaseret indsats skal fremmes. Og jeg vil sige, at Danmarks interesser skal fylde mindre. Det er helt fint, at vi har forskellige idéer med det her udviklingsbistand, og det snakkede vi om forleden dag. Der er jo forskellige idéer. Altså, for nogle er det næstekærlighed, andre kalder det solidaritet, og nogle kalder det en god erhvervsinvestering. Sådan er der jo forskellige baggrunde for at støtte udviklingsbistanden.

Desuden skal civilsamfundets rolle styrkes og udvikles på basis af demokrati og menneskerettigheder, og enhver arbejder i den her verden bør have ret til både at organisere sig i en fagforening og forhandle egen løn. Derfor skal vi have fremmet kampen mod slaveri, menneskehandel og børnearbejde og retten til de faglige organisationer. De fylder alt for lidt i vores arbejde.

Vi skal have bedre rammer for folkeligt engagement og lokalt ledede partnerskaber. Vi skal have større fokus på klimakampen, målrettet mod verdens fattigste og mest sårbare. Og det er godt, at fokus blev ændret undervejs i vores debatter til den tilpasningsstrategi, der er i dag. Jeg husker de første debatter, hvor det først og fremmest var, at de skulle bygge sådan nogle vindmøller i Afrika. Men vi er nødt til at sige, at de er nødt til at beskytte deres muligheder, når vi nu har ødelagt mange af mulighederne. Civilsamfundet skal have mulighed for at tage del i det humanitære arbejde.

Så har vi jo haft et par uenigheder undervejs, i forhold til hvordan vi skal fortolke aftalen fra Paris om klimabistanden. Hvis vi skal betale en fair andel, skal vi op og betale 5 mia. kr. årligt. Det synes jeg at vi skal, som minimum. Hvis vi skal tale om nye, additionelle midler, skal det være midler ud over de 0,7 pct., som regeringen holder sig til, og som ministeren fortolker det. Det er forkert, hr. minister. Vi er nødt til at være visionære på det her område, som folk før os har været. Jeg skal undlade at citere Svend Auken i den situation. Meget af vores klimabistand er i øjeblikket en del af den normale udviklingsbistand; det skal det ikke være. Vi skal lægge ovenpå, for ellers svier vi det forebyggende arbejde, som vi skal lave med de her penge. Det er flovt, at vi i et rigt land som vores skal have en sådan uenighed. Jeg vil gerne citere en anden person, som jeg kender. Det her er et citat:

»Danmark har været foregangsland på både udviklingsbistand, miljø og klima. På alle de punkter kommer folk nu og siger til mig: Hvad er det der forgår? Danmark spoler baglæns. Det er en meget nedslående oplevelse ...«.

Det er et citat fra hr. Mogens Lykketoft i Politiken, og ham lytter jeg næsten lige så gerne til som Svend Auken.

En anden uenighed handler om tyveri af 2,1 mia. kr. fra udviklingsbistanden til betaling af udgifter til ukrainske flygtninge uden at diskutere det med ordførerne. Der er afsat penge i finansloven til flygtninge med et mindre beløb, og vi skal hjælpe ukrainere, der flygter fra den forfærdelige og uacceptable invasion, som Putins Rusland har igangsat. Men pengene skal ikke tages fra verdens fattigste.

Der var andre og mere skånsomme finansieringsmuligheder. Jeg nævner tre: Overskuddet fra sidste års finanslov på 58,7 mia. kr. kunne have været bragt i brug; de ligger i kassen og venter på os. Pengene fra det nationale kompromis, der i første runde udgør godt 3,5 mia. kr. i år og stiger til 18 mia. kr. i 2033, kunne være brugt, også fordi der står, at de skal bruges til humanitær indsats. Og hvis ikke lige præcis til de ukrainske flygtninge i 2022, hvad så? En tredje mulighed kunne have været en udskydelse af udviklingsbistanden, men det ville have forudsat, at vi kunne få et tilsagn fra ministeren om, at vi så har 2,1 mia. kr. ekstra at gøre godt med i 2023 ud over 0,7 pct., for så ville der være tale om en reel udskydelse. Det er altså tre mindre brutale måder at finansiere det på. Men alle tre forslag blev afvist af ministeren, og han ønskede ikke at forhandle med os som ordførere, selv om 2,1 mia. kr. ligger langt, langt ud over rammerne i finansloven, og derfor mener jeg personligt, at han havde pligt til det.

Så skal vi lige huske, når vi snakker om flygtninge, at alle skal behandles lige. Jeg er så forarget. Jeg er glad ved, at vi giver ukrainerne gode muligheder, når de kommer hertil – jeg er rigtig glad ved det – men jeg er så forarget over, at man, hvis man kommer fra Syrien, Mali eller Palæstina, er andenrangsflygtning, som har meget, meget ringere forhold. De skal også have ret til at arbejde og tage uddannelse og have ordentlige vilkår.

Alt i alt kunne lidt mere demokrati i vores samarbejde være rigtig godt, hr. minister. Det er fint at blive orienteret og have samtaler, men den konkrete indflydelse er det, der gør, at det er sjovere og bedre at lægge ryg til en regering. Den slags slider på tilliden til ministeren og til regeringen – det gør det i hvert fald i mit tilfælde, vil jeg sige. Og den er blevet voldsomt slidt her på det sidste.

Endelig håber jeg, at der bliver bedre overensstemmelse mellem strategi og finanslov. Jeg mener, at der virkelig er nogle oplagte forskelle i vores opfattelse af, hvad strategien siger, og hvordan det skal udmønte sig. Men alt i alt får vi udrettet en del, og jeg ser gerne, at der bliver større overensstemmelse mellem evne og vilje. Vi har de økonomiske evner til at yde mere; vi mangler blot viljen.

Jeg vil gerne slutte af med en nulevende og stadig væk aktiv politikers ord. Han siger, citat begynd:

»Derfor har de partier, som siger, at vi ikke har nogen forpligtelse til eksempelvis at øge ulandsbistanden eller klimabistanden, ikke forstået, hvordan verden hænger sammen i dag, og hvilket ansvar man skal påtage sig. Jeg synes, den vinkel er meget vigtig ... der er behov for øgede indsatser og ressourcer på klimaområdet i tillæg til det, vi allerede gør med hensyn til fattigdomsorienteret ulandsbistand og andre politikker til at fremme udviklingslandenes forhold.«

Og han hedder Jeppe Kofod, og det blev sagt her i Folketingssalen. Tak for ordet.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er en kort bemærkning. Fru Katarina Ammitzbøll, værsgo.

Tak til ordføreren, og også tak for et som altid godt samarbejde med Enhedslisten. Jeg hæftede mig ved flere ting, men én ting var lige omkring det her med koblingen til bistand fra det humanitære, hvor det her mere udviklingsorienterede fokus savnes. Jeg vil gerne lige spørge ordføreren, om han kan uddybe lidt mere, hvor det er, det savnes, altså om han kan komme med lidt flere eksempler på det.

Ordføreren.

I gamle dage, for at sige det lidt ligeud, skelnede vi meget mellem humanitær indsats og udviklingsbistand. Men i takt med at en flygtningelejr kan blive et mere eller mindre permanent sted, altså f.eks. i Palæstina, hvor man næsten bor på anden eller tredje generation nu i flygtningelejre, er man nødt til at sige, at så går det jo over til udvikling. Og der kan vores organisationer sagtens spille en meget mere væsentlig og strategisk rolle end det at være dem, som tager vare på flygtninge, til de engang kan flytte tilbage. For de er i noget, der ligner en permanent tilstand. Derfor er man nødt til at sige, at de skoler, vi ser i mange flygtningelejre, ikke er af en ordentlig standard, hvis de børn, som vi jo sandsynligvis begge to har mødt, siger: Jeg drømmer om at blive ingeniør. Jeg vil være pilot. Jeg vil være læge. De sidder 50 på gulvet, og den eneste, der har en bog, er læreren. Og man tænker, hvordan det her kan blive til en egentlig udvikling for de mennesker, når de er placeret i sådan en humanitær situation. Derfor vil jeg gerne have, at vores civilsamfundsorganisationer bliver inddraget mere i den slags samarbejde.

Tak til Enhedslistens ordfører. Værsgo for en kort bemærkning – jeg vidste ikke lige, hvor I var i rækkefølgen.

Tak. Det er så fint. Afghanistan har vi været i i 20 år. Der er det hele, som man kan læse i redegørelsen, nu skiftet til humanitær bistand. Hvad mener ordføreren om det? Kunne man netop her også se på udviklingssammenhængen samtidig?

Ordføreren.

For det første er jeg nødt til at starte med at sige, at det er en katastrofe, at vi overhovedet har været i krig i Afghanistan. Havde bare de midler, vi har brugt på den militære indsats, været omformet til en civil indsats, tror jeg endda ikke engang, der havde været lyst til, at man havde Taleban som ledere dernede, for så ville der være sket en meget, meget stærkere udvikling. Men i det tilfælde kan man fint sige: De sulter i øjeblikket. Vi skal hjælpe dem akut. Men vi skal også fortsætte arbejdet med, at unge, både kvinder og mænd, kommer i skole, får arbejde og bliver klogere på at opbygge demokrati og deres egne civilsamfundsorganisationer. Det kan sagtens gå hånd i hånd.

Tak til hr. Christian Juhl. Den næste taler er fru Katarina Ammitzbøll fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Med den udviklingspolitiske redegørelse er den danske udviklingspolitik blevet mere tilgængelig for borgerne. Det er i højere grad end før muligt at føre en demokratisk samtale om den danske udviklingspolitik. Det bliver nemmere for danske ngo'er og interessenter at tilgå politikken. Det er meget positivt. Vi er glade for, at vi har fået den her redegørelsesdebat, og jeg vil også bruge anledningen her til at takke for det gode samarbejde med ordførerne på tværs af partierne.

Samtalen er nu i fuld gang. I løbet af disse dage afholdes debatarrangementer om redegørelsen. Mange ngo'er har givet deres holdninger til kende og sendt deres bidrag her til debatten i Folketingssalen. Jeg håber, at ministeren nu vil være lydhør over for ngo'erne og borgernes synspunkter og deltage i den demokratiske dialog om dansk udviklingspolitik med udgangspunkt i denne redegørelse.

Som sagt sætter vi i Det Konservative Folkeparti stor pris på redegørelsen om den udviklingspolitiske strategi, så vi åbent kan drøfte udviklingspolitik, også bredt i forhold til hvordan den hænger sammen, hvad angår udenrigs- og sikkerhedspolitik; hvordan det spiller ind i hele den komplekse verden – man kan ikke sige verdensorden, for der er ikke meget orden lige nu – vi står i.

I redegørelsen er der mange positive toner, men toner er ikke nok for at give en god melodi. Der er mange gode hensigtserklæringer, tilsagn. Der nævnes vigtigheden af klima, demokratikamp, god regeringsførelse, samarbejde med lokale og internationale parter og det private erhvervsliv som afgørende vækstskabere. Men der savnes noget konkret information om, hvad budgetterne er. Hvad er det egentlig, der ligger bag ved de forskellige prioriteringer? Så kan man se, om det er en prioritering, eller om det bare er et tilsagn. Jeg savner også i den udviklingspolitiske redegørelse, at man mere beskriver den historiske indsats fra ngo'er og partnerskaber, som den danske bistand står på skuldrene af. Der er f.eks. hele SRSR-dagsordenen, som Danmark har haft og har en stærk position i forhold til. Det gælder også, hvordan lokal forankring har været sikret, og hvordan bistanden er agil og har været omskiftelig, fordi vi har nogle gode redskaber, og fordi vi også har nogle ngo'er, der er enormt omstillingsparate. Det har vi set både i Afghanistan og i Sahel, men vi har også set, hvordan de sandelig griber den grønne dagsorden.

Det internationale samarbejde er vigtigt, særlig for et lille land som Danmark, altså at vi placerer os godt internationalt. Det klinger en lille smule hult i forhold til de konkrete forpligtelser og også det totale fravær af verdensmålene, som til min store undren mangler som pejlemærke og ramme for det internationale udviklingssamarbejde. Hvor er de henne? Det er ellers noget, som Danmark jo bryster sig af at være på forkant med. Der er også den mere langsigtede indsats for unges uddannelse og inddragelse. Der er noget om et ungepanel, der er nogle tiltag, men hvad er det, vi kan gøre med de unge? Det er altså størstedelen af befolkningen i skrøbelige og udviklingsramte lande. Uddannelse er et grundlæggende fundament, det har vi også hørt fra tidligere ordførere, for at skabe aktive borgere, der kan skabe gode liv og fremtidsmuligheder for sig selv og deres familier. Det er også vigtigt at få den uddannelse og oplysning for at deltage aktivt i den demokratiske samtale, lige så vel som vi gør det i Danmark. I mange udviklingslande er uddannelser meget svært tilgængelige, især for piger. De afslutter deres skolegang alt for tidligt. Covid-19-pandemien satte virkelig også en stor begrænsning for uddannelse, fordi en milliard blev hjemsendt.

Vi mener jo, at vi her fra Danmark savner noget, nemlig at der står mere om opbygningen af velfungerende, modstandsdygtige offentlige uddannelsessystemer og også om det partnerskab, som vi har mødtes med flere gange her i Danmark, bl.a. Global Partnership for Education – og hvordan er det, at det placerer os både i forhold til at opbygge en ordentlig forvaltning, men også at skabe fremtidige muligheder for de unge?

Det er vigtigt med demokrati og rettigheder. Danmark skal gå forrest. Det blev vi sådan set ret enige om, da vi sad der og diskuterede det. Og det er meget vigtigt for De Konservative, det er meget vigtigt for mig. Det er helt afgørende for good governance eller forvaltning, robuste skattesystemer, demokrati og vækst i udviklingslandene, at vi får samling på det, at vi får rammerne på plads. Men der er lidt mere drypvise og lidt mere usammenhængende eksempler. Man har afsat 25 kr. til skattemæssig og finansiel gouvernancestøtte, det såkaldte Addis Ababa-initiativ. Det er ikke meget. Der er noget om en techdemokratikonference, men hvad bidrager den til? Der har været hjælp til evakuering af menneskerettighedsforkæmpere i fire lande, men hvad gør de organisationer, og hvad har man lavet der?

Der skal også lidt ros til, og det er for indsatsen i Etiopien. Det ser ud, som om det er gået meget fint. Der er et fokus, og det er igen noget med det der med, at man koncentrerer og samler sig både med partnere og ngo'er, og at vi har en tilstedeværelse. Det er vigtigt.

Vi har også været i Menneskerettighedsrådet, men det er ikke helt klart, hvad der menes med »et aftryk«. Jeg håber, vi har lavet mere end det.

Så vi savner sådan overordnet lidt mere om, hvad den strategiske og sammenhængende indsats er. Demokrati, rettigheder og forvaltning skal gå på tværs, men det skal også gå vertikalt.

Mål 1 er økonomisk udvikling og at bekæmpe fattigdom. Men fokus her er meget på flygtninge. Der står ikke ret meget om økonomisk udvikling og fattigdomsbekæmpelse. Det er ret meget den flygtningeproblematik, man har fokus på, og ret kortsigtet, frem for at man også ser på de mere grundlæggende og strukturelle problemer som f.eks. i Afghanistan. Her har vi været i 20 år. Vi har styrket uddannelse. Som jeg talte med FN's chef for Asien om her i sidste uge, da hun var i Danmark, så kunne man jo faktisk agere og arbejde rundt i Afghanistan ret mange steder. Det er vigtigt, at vi har et udviklingsfokus i Afghanistan. Det humanitære flytter ikke noget. Det er bare med til at sikre, at folk ikke dør, men det er ikke det, der skaber fremtid.

Der er positive tilkendegivelser om danske virksomheders potentielle rolle som vækstmotorer. Det er rigtig vigtigt, at vi får skabt en privat sektor, en økonomisk udvikling og jobs. Der er rigtig mange, der lige nu sover på en pakket kuffert i lyset af høje energipriser og fødevarepriser.

Der er nogle spændende og interessante tiltag vedrørende IFU og Sverige og mål om private investeringer på 3-4 mia. kr. Det er stort, og vi skal skalere. Det lyder rigtig godt. Men hvad er det, man vil gøre konkret for også at skabe den lokale privatsektor, for at skabe lokale jobs over for fattigdomsbekæmpelse?

Natur og klima fylder meget. Det er også vigtigt. Der er ikke nogen tvivl om det. Der står her, at vi udmønter rigtig meget gennem de multilaterale partnerskaber, og at vi også samarbejder med AU, Den Afrikanske Union, om energi, vand og klimatilpassede fødevarer og landbrug. Det er også udmærket. Men så slår man lige pludselig ned på energi og madlavning til Rwanda. Det er sådan lidt besynderlige spring igen, med hensyn til hvad det strategiske fokus er, hvordan vi gør det, hvordan vi gør det med vores egen private sektor, de lokale partnere, og også her er spørgsmålet: Hvordan stiller vi krav til god forvaltning og økonomisk gennemsigtighed, hvis vi skal fremme en privat sektor-drevet grøn omstilling? Så vi mangler altså både noget kobling til forvaltning, men også noget kobling til, hvad det er, man vil opnå i forhold til de udfordringer, vi har, med fødevaresikkerhed, forebyggelse af sultkatastrofer og ikke mindst fattigdomsbekæmpelse.

Vi opfordrer til her til sidst, at vi ser vores udviklingsbistand ind i den verdenssituation, vi står i. Vi ser også et Afrika, hvor Kina er gået ind på den økonomiske del. Vi ser med gru, hvordan Rusland – Wagnergrupperne – er gået ind på sikkerhedsdagsordenen. Det er en kæmpe trussel for de lokale befolkninger, men sandelig også for Europa. Så vi ser frem til, at vi fremadrettet har gode diskussioner, og ser frem til at se, hvad det er for nogle resultater, vi vil skabe, og med hvem og hvordan – og sandelig ikke mindst for den lokale befolkning. Tak for ordet.

Tak. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Christian Juhl.

Tak for det, og også tak for samarbejdet til den konservative ordfører. En ordfører – jeg tror, det var hr. Rasmus Nordqvist – spurgte, om det ikke var okay, at der var danske interesser, da han citerede indledningen. Er det ikke vigtigt, at vi siger, at vi laver udviklingssamarbejde for at skabe et ordentligt liv for verdens fattigste – at det er hovedformålet? Hvis så erhvervslivet kan spille en fornuftig rolle, er det okay, for de har nogle kapaciteter, som vi kan bruge. Men det er jo ikke hovedformålet. Det er jo ikke hovedformålet at komme ud og tjene nogle penge. Den diskussion havde vi i 1980'erne og 1990'erne, hvor man snakkede om returprocenter og den slags, og da var det nærmest det vigtigste for erhvervslivet. Og erhvervslivet har ofte en passiv holdning til udviklingssamarbejde og siger: Nåh ja, er der en mulighed, så bruger vi den, og vi bidrager også med det, vi kan, til den pris, vi nu skal have for det.

Men er det ikke vigtigt, at vi siger, at hovedformålet med vores udviklingsbistand sådan set er at skabe en mere retfærdig verden, hvor folk kan leve et godt liv og dermed også udvikle sig, og at deres børn kan gå i skole osv. osv.?

Værsgo.

Tak. Man kan sige, at i loven om udviklingspolitik er det jo fattigdomsbekæmpelse og at skabe udvikling. Så er der jo veje til at gøre det, og der er forskellige veje. Vi kan ikke ændre hele verden med udviklingsbistand. Det er klart, at vi også skal have den private sektor med i det. Så den private sektor kan man se som både et instrument til det, men jeg vil også sige, at det private erhvervsliv klart har en interesse i at tage et ansvar i verden og få en stabil verden. Det ser vi jo også i forhold til Ukraine, hvor bl.a. Dansk Industri har været ude og finde jobs og også været ude og matche lokale behov med donationer. Der er også et eksempel på det i redegørelsen. Der er mange af de måder, de arbejder på, som er hurtige og effektive til at nå ud på flere måder. Så der ser jeg at det kan spille rigtig godt sammen med vores bistand.

Værsgo til spørgeren.

Det er jeg enig i. Jeg kan godt huske, da Sydafrika afskaffede apartheid, og at vigtige store danske virksomheder var gået foran i boykotten af Sydafrika, fordi det var et af midlerne til at komme videre for den sorte befolkning. Da var Mandelas første skridt at tage til Danmark, Norge og Sverige og sige: Jeg vil også gerne snakke med jeres erhvervsliv, for de har gjort os en tjeneste, og vi vil gerne samarbejde med dem. Selvfølgelig hænger sådan nogle ting sammen.

En anden ting er, at Lars Løkke Rasmussen gjorde alt, hvad han kunne, fra første dag for at skære på udviklingsbistanden i 2015. De Konservative var en undtagelse og sagde: Nej, vi skærer ikke i det indeværende år. Hvordan stiller Konservative sig til de 0,7 pct. og til klimabistanden?

Tak. Værsgo.

Vi stiller os sådan, at vi selvfølgelig holder fast i de 0,7 pct. Det er vores forpligtelse. Det skal vi leve op til. Vi ser lige nu, at det er vanskeligt at øge udviklingsbistanden mere, fordi vi alle sammen står med en kæmpe udfordring. Men vi ser jo også, at der er måder, vi kan arbejde på, så vi er med til, hvad kan man sige, at mindske CO2-udledningen rundtomkring i verden. Det gør vi jo også med grønne løsninger. Vi ser jo også, at vi skulle have en revision af alle vores erhvervsinstrumenter, så de spiller bedre sammen. Men vi holder fast i de 0,7 pct., som tingene er lige nu.

Den næste korte bemærkning er til hr. Daniel Toft Jakobsen. Værsgo.

Tak for en god tale og et godt samarbejde. Helt generelt vil sige, at der ikke er nogen tvivl om, at den konservative ordfører har et stort hjerte for sagen, og jeg synes, vores samarbejde er en fornøjelse.

Jeg har et spørgsmål til ordførerens og Det Konservative Folkepartis holdning til den del af udviklingspolitikken, som handler om at bekæmpe irregulær migration. Det er jo noget af det, der fylder i strategien, hvor vi bl.a. skriver, at vi vil forebygge fattigdom, skrøbelighed i konflikter og vold, og at vi vil skabe bæredygtige alternativer til irregulær migration. Vi vil bekæmpe irregulær migration og hjælpe flere bedre langs centrale migrationsruter.

Der blev også lavet den her nærområde- og migrationsfond, hvor man samler nogle ting, vi har gjort i nogle år, og også lægger nogle nye ting til, og der var noget debat i den forbindelse. Jeg mindes også, at den konservative ordfører forholdt sig lidt kritisk til i hvert fald noget af det. Omvendt har jeg en forståelse af Det Konservative Folkeparti som nogle, som også synes, det er vigtigt at forebygge migration. Så jeg vil bare spørge til Det Konservative Folkepartis holdning til det her spørgsmål.

Tak. Værsgo.

Holdningen er her, at vi savner en neksustilgang til det, og det, vi talte om, var, hvordan vi agerer i skrøbelige lande, og vi så slet ikke, at de instrumenter spillede ind. Og når det så blev lagt frem, at det nu hedder en migrationsfond, så var spørgsmålet: Hvor er tilgangen med hensyn til skrøbelighed, hvor er neksustilgangen, og hvad er det, den her fond skal? Og det viste sig, at den primært skulle opbygge migrationshåndtering og asylsystemer lokalt, og det ser vi ikke har ret meget at gøre med at forebygge migration og hjælpe dem, der flygter, men mere at sikre, at de ikke kommer videre rundt. Vi synes jo, at der skal mange flere instrumenter til, men selvfølgelig skal folk også have en ordentlig proces, når de skal søge asyl eller ønsker at migrere, uanset hvilket land de er i. Men det virkede bare meget snævert, og så savnede vi neksustilgangen.

Har hr. Daniel Toft Jakobsen en kort bemærkning til? Ja. Værsgo.

Min opfattelse af den fond er nok ikke helt så snæver som det, ordføreren giver udtryk for her. Men jeg vil så også bare spørge ordføreren, om det er noget, Det Konservative Folkeparti, hvis vi får en ny regering og Det Konservative Folkeparti kommer i regering igen, vil ændre på, altså om man f.eks. vil nedlægge fonden, eller om der er nogle andre konkrete ting, som Det Konservative Folkeparti ønsker her.

Værsgo.

Tak. Jeg kan ikke konkret sige, om vi vil nedlægge en fond, og det er klart, at migration stadig er en kæmpe udfordring – det er en udfordring for os alle sammen, både med hensyn til at folk flygter over Middelhavet og med hensyn til de humanitære katastrofer. Men vi vil helt klart se på, hvordan vi skal forebygge migration og tage fat i nogle af de grundlæggende problemer, men samtidig vil vi selvfølgelig have et migrationsfokus i forbindelse med irregulær migration og stoppe den menneskehandel, der foregår, hvor mennesker bliver behandlet forfærdeligt, hvilket vi selv så på en rejse, vi var på med Folketinget.

Tak til den konservative ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Søren Espersen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak til ministeren for redegørelsen, som jo giver et udmærket billede af det danske engagement rundtom i verden. Jeg har valgt at fokusere min ordførertale på det, der foregår i Mellemøsten, som er meget relevant, idet Palæstina jo er en stor nyder af bistand fra Danmark. Der nævnes meget lidt om det, synes jeg, i redegørelsen – at det så betyder, at det danske engagement er ved at fade ud, tror jeg næppe. Jeg tror desværre, at regeringen ikke er det mindste interesseret i at skære ned, når det gælder selvstyreområderne.

Tallene viser også noget ganske andet, nemlig at Danmark igen øger støtten til Vestbredden og Gaza. Som jeg forstår det, øger Danmark nemlig fra i år sit årlige bidrag til UNRWA, som er FN's program for selvstyret, med 35 mio. kr. Løftet betyder, at UNRWA i perioden 2020-2023 hvert år vil modtage 105 mio. kr. fra Danmark svarende til en stigning på 50 pct. af den tidligere årlige støttesum. I mine øjne, i Dansk Folkepartis øjne, er det ganske urimeligt, at danske skatteydere på denne måde dels kommer til at legitimere et korrupt regime på Vestbredden, dels en terrororganisation i Gaza. USA, som jo kender alt til forholdene, har heldigvis forstået, hvad der foregår, og har valgt det fornuftige, nemlig at standse al bistand til selvstyret. USA har hidtil betalt en tredjedel af det samlede budget. Det var den tidligere præsident, som standsede pengestrømmen til UNRWA, og præsident Biden har fortsat det indlysende rigtige skridt.

Den anden dag markerede israelerne deres uafhængighedsdag, og få timer efter slog Hamas til i Elatområdet, hvor to terrorister myrdede tre civile og sårede fire andre hårdt. Som altid blev myrderierne fulgt op af en frådende begejstring og fejring af drabene i flere byer, mens Danmark og EU fortsat sender enorme summer af penge til palæstinenserne ledsaget af en forklaring om, at det er penge til sociale formål, uddannelse, sundhedsforhold og infrastruktur. Imidlertid undlader man altid at kontrollere, at pengene bliver brugt til de bevilgede formål. Det ved man faktisk også at de slet ikke gør. Pengene går til korruption, til våben, til underjordiske gange fra Gaza og ind i Israel, til raketskydning hen over Israel samt ikke mindst til kontant belønning af de terrorister, som har held med – i gåseøjne – at dræbe jøder. De to terrorister, som man ved hvem er, men endnu ikke har fundet, har med drabene allerede sikret sig et stort kontant bonusbeløb, men også en livsvarig ydelse til deres familie som en palæstinensisk anerkendelse af deres ugerning.

Jeg vil vove den påstand, at det rent faktisk er EU, som med sin stigende økonomiske støtte til palæstinenserne er medansvarlige for en stigende terror i Israel. Hvad ligner det, at EU fortæller omverdenen, at man støtter sociale formål, når man rent faktisk godt ved, at de fleste af EU's skatteborgeres penge kanaliseres til ganske andre formål? Også i Danmark er det problematisk. Ja, Danmark som medlem af EU er et problem. Vi må grave i, hvad danske tilskudskroner bruges til af palæstinenserne. Men når man stiller spørgsmål om dette, er svarene altid tvivlsomme. Hvorfor? Det er, fordi ingen hidtidige svar kan dokumentere, at pengene går til andre formål end terror. Danmark følger, som det siges, bare EU, men dermed gør Danmark sig ligeledes ansvarlig for, at EU's økonomiske tilskudspolitik i relation til palæstinenserne skaber mere terror.

For nogle år siden var jeg med Det Udenrigspolitiske Nævn på besøg i Israel på Vestbredden, og i den forbindelse havde jeg en samtale med en israelsk politisk analytiker, som fortalte, at palæstinenserne syntes at være på vej til at blive irrelevante. Jeg var noget overrasket over meldingen og bad ham forklare sig. Han fortsatte og sagde, at det var blevet sådan, at ikke alene regeringen, men et bredt flertal i Knesset havde indset, at man, uanset hvad man gjorde, alligevel aldrig ville kunne nå frem til en fredsaftale med palæstinenserne, som jo er dybt splittede og til tider ligefrem bekriger hinanden. Det er, sagde han, ikke alene israelerne, som ikke længere vil bruge tid på palæstinenserne. Den samme indstilling mærker han så småt er ved at melde sig i flere arabiske lande. Her har man for længst konstateret, at Egyptens efterhånden meget nære, ja, ligefrem fortrolige forhold til den gamle ærkefjende har udviklet sig til en succeshistorie. Egypten og Jordan var de første arabiske lande, som åbnede diplomatiske forbindelser til Israel og har siden på mange områder profiteret på samarbejdet. Efter Egypten, Jordan, UAE og Bahrain er Marokko på vej.

Er det gået, som den politiske analytiker spåede? Er palæstinenserne blevet irrelevante? I hvert fald synes Israels satsning på de arabiske lande at være lykkedes – frem for at de skulle bruge tid, energi og penge i et forsøg på at skabe et godt forhold til palæstinenserne. Det er en opgave, som synes udsigtsløs og ørkesløs. Det er meget trist at skulle sige det, men palæstinenserne har gjort sig selv irrelevante. Den støtte, vi yder til palæstinenserne, er jo så et problem i sig selv, idet man officielt ikke aner, hvad der foregår, så jeg opfordrer regeringen til i hvert fald at foretage en form for undersøgelse af, hvor de penge går hen, for det er store summer, det drejer sig om – det er jo ikke alene fra Danmark, det er også fra andre steder – så altså et ordentligt kontrolsystem, men også en orientering fra regeringen om, hvad man havde tænkt sig i forhold til at fortælle offentligheden, hvad de danske skatteyderes penge går til. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Anne Sophie Callesen. Værsgo.

Hørte jeg ordføreren sige, at når man giver udviklingsbistand til projekter i Palæstina, er det at støtte terrorisme? Og betyder det, at ordføreren betragter palæstinensere som terrorister?

Værsgo, ordføreren.

Nej, det gør jeg bestemt ikke. Jeg betragter Hamas som en terroristisk bevægelse og medlemmer af Hamas som terrorister.

Værsgo, spørgeren.

Okay, men for at spørge igen: Er det sådan, at ordføreren betragter Danmarks støtte til visse projekter i Palæstina som udtryk for, at man understøtter terrorisme?

Værsgo.

Der er projekter, som af praktisk og faktuel karakter er ganske udmærkede. Men hovedparten af de penge, der bliver bevilget til det palæstinensiske selvstyre og til styret i Gaza, er efter min opfattelse nogle penge, man giver direkte til terrorisme. Jeg kender til nogle eksempler: Hvis en terrorist f.eks. sprænger folk og sig selv i luften, er han sikker på, at der i alle ender og kanter bliver sørget for hans familie, som så får en livslang ydelse fra styret. Det er jo ikke hensigtsmæssigt.

Den næste korte bemærkning er til hr. Christian Juhl. Værsgo.

Nu har vi efterhånden haft mange diskussioner om Palæstina, og det synes jeg jo er vigtigt, og vi har endda også sat emnet på som et særskilt emne i ret mange debatter her i salen, og vi har også et politisk grundlag i Folketinget af tre runder, hvor vi har sagt, hvad vi mener om forholdene i Israel og Palæstina, med meget, meget stor opbakning fra stort set alle partier på nær Dansk Folkeparti og måske også Nye Borgerlige – jeg husker ikke helt, om de var i Folketinget, da vi besluttede det sidste.

Jeg er tilhænger af, at man kontrollerer alle danske udviklingsmidler, og hvad de går til. Det er det, der hedder transparens, og det er også derfor, vi har det system, vi har, hvor korruption og fejlbrug af penge eller tyveri offentliggøres på hjemmesiden. Og der synes jeg da, at ordføreren skulle gøre ligesom masser af ulandsbistandsorganisationer og andre, hvor man skal give meddelelse om, at der der og der er noget ulovligt i forhold til det, pengene er givet til, og så få ryddet op i det.

Men man skal jo huske, at man, hvis man gør en befolkning irrelevant, fremmer ekstreme holdninger, og at man, hvis man lader folk sulte, også fremmer ekstreme holdninger. Så er det jo sådan set lidt af et farligt spil, som Dansk Folkepartis ordfører vil ind på, ikke at sørge for, at de i hvert fald kan overleve, indtil de får deres eget land.

Tak. Værsgo.

Nu er det repræsentanter fra nogle arabiske lande, som kalder palæstinenserne for irrelevante, og det er også noget, som israelerne gør. Den sidste udvikling, som jeg også nævner, er omkring de der gode samarbejder, som man nu efterhånden har mellem Israel og flere arabiske lande. Det er der, hvor man betegner palæstinenserne som irrelevante, fordi man også på den side, specielt på den egyptiske, har indset, at det her kommer man ikke videre med; der er ingen udsigt til fred og fordragelighed.

Værsgo, hr. Christian Juhl.

Nu klandrede ordføreren palæstinenserne for, at de havde forskellige holdninger eller var uenige. Men man skal da ikke være ret lang tid i Israel, for at man kan se, at der godt nok også er forskel på holdningerne, og der findes også ret ekstreme holdninger i det israelske samfund. Derfor mener jeg: Er det ikke besætteren, der har hovedansvaret for, at der kommer en proces i gang, sådan at man finder den løsning, der handler om, at begge folk har ret til et land? Eller anerkender ordføreren slet ikke, at palæstinenserne har nogen ret til deres eget land?

Værsgo.

Men det er så der, hvor vi er uenige, hr. Christian Juhl. For jeg ved jo – og det er også det, israelerne selv siger – at man har prøvet igen og igen at komme i gang med det her, men man bliver mødt af stor fjendtlighed. Og det synes jeg er en katastrofe for de arabere og de palæstinensere, som gerne vil leve i fred og fordragelighed, og som bestemt ikke støtter Hamas og terrorbevægelserne.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Daniel Toft Jakobsen. Værsgo.

Tak. Jeg vil for det første bare sige tak for, at Dansk Folkeparti kommer her og deltager i debatten som det eneste parti, så vidt jeg lige kan se, som ikke er med i den udviklingspolitiske strategi, men jeg synes, det er rigtig godt, at partiet deltager alligevel.

Så er det jo for det andet en del af den strategi, at Danmark skal leve op til FN's målsætning om at give mindst 0,7 pct. af bni i udviklingsbistand. Og det kan man jo godt gå ind for, også selv om man ikke lige er med i strategien, og vi havde også en debat for nylig om klimabistand, hvor hr. Søren Espersen, så vidt jeg i hvert fald husker, sagde, at Dansk Folkeparti gik ind for, at vi skulle give 0,7 pct. af bni i bistand. Og det vil jeg bare høre om er rigtigt forstået.

Værsgo.

Det har altid været både min og også Dansk Folkepartis opfattelse, at det så er et tal, FN har bestemt, og det holder vi os til, og så håber jeg, at det er ramme nok til at kunne lave projekter, og der bliver jo også – det skal jeg også tilføje i den her debat – lavet rigtig mange gode projekter rundtomkring. Det er ikke for at forklejne det på nogen som helst måde.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste på talerstolen er ministeren for udviklingssamarbejde. Værsgo.

Kære ordførere – og det er I vitterlig – jeg synes, det er dejligt, at I har givet så mange reelt konstruktive input til vores første redegørelse med baggrund i vores nye udviklingspolitiske strategi. Fru Karen Ellemann sagde, at en redegørelsesdebat af den her karakter nærmest er som et offentligt ordførermøde, og det synes jeg faktisk er rigtigt. Det kan godt være, at det ville skabe en endnu større opmærksomhed om vores samtaler og dialog, hvis det var det, det hed – og især også, hvis der var kaffe og kage til, som der plejer at være til vores ordførermøder.

I juni måned sidste år var vi otte partier, der lancerede vores nye udviklingspolitiske strategi, »Fælles om verden«. Vi var enige om, at det ville være naturligt og nyttigt at indføre en årlig redegørelsesdebat for at kunne tage temperaturen på udviklingssamarbejdet og skabe fornyet opmærksomhed, og det er det, vi gør nu, og det er jeg virkelig, virkelig taknemlig for.

Det her er den første redegørelse med baggrund i den udviklingspolitiske strategi, og det er også min første. Vi har gjort det bedste, vi kunne – jeg har gjort det bedste, jeg kunne. Jeg har det motto, at jeg vitterlig gerne vil det bedste, men det er ikke altid, at jeg ved det bedste, og det er en diskussion som den her jo et fuldstændig fantastisk redskab til at få afdækket. Og det synes jeg virkelig at I har bidraget meget, meget konstruktivt til.

Det er sådan, at vi har fået sat en ramme for det at lave en redegørelse, og ifølge den er det faktisk sådan, at redegørelsen skal kunne læses op her i Folketingssalen på 30 minutter. Det er jeg ikke helt sikker på at vi har overholdt – man skal i hvert fald læse meget hurtigt. Men det er også blot for at sige til jer ordførere, der har været inde på, om der skulle være mere fylde, om der skulle have været noget, der var mere konkret, at ja, det skulle der, og jeg lover, at hvis jeg er her næste år, når der skal laves en redegørelse, vil jeg lægge mig i selen for at prøve at tage de gode input ind.

Udviklingssamarbejdet skal være med til at give svar på de udfordringer – og hør nu, hvad jeg siger – verden står over for, og de udfordringer, som Danmark dermed står over for. Der er flere af jer, der har kritiseret en ordlyd på en af de første sider om Danmark og verden, og når jeg læser det i dag, vil jeg sige, at den formulering, jeg fremsætter for jer her, er mere dækkende for det, som strategien står for, altså at udviklingssamarbejdet skal være med til at give svar på de udfordringer, som verden står over for, og de udfordringer, som Danmark dermed står over for.

For vi er fælles om verden. De globale udfordringer er også Danmarks udfordringer. Redegørelsen giver konkrete eksempler på det. I synes ikke, den giver nok konkrete eksempler på det, og det tror jeg vi skal prøve at rette op på. Men det er jo et spørgsmål om at få udtrykt, hvordan Danmark håndterer de udfordringer, der er.

Med »Fælles om verden« blev et bredt flertal blandt Folketingets partier enige om, at Danmark gennem sit udviklingssamarbejde skal hjælpe flere bedre, bekæmpe fattigdom, ulighed, klimaforandringer, konflikter og irregulær migration. For selv om der også sker fremskridt globalt, f.eks. når det kommer til at opfylde verdensmålene, må vi ikke miste fokus på de udfordringer, vi står over for. I dag er flere mennesker end nogen sinde – meget, meget tæt på 100 millioner mennesker – på flugt. Der er krig i vores nærområde, og der er en fødevarekrise, som raser. Pandemien har medvirket til, at de fremskridt for piger og kvinders vilkår og rettigheder, vi har set gennem de sidste årtier, er i risiko for at blive bremset, og fattigdommen er efter mange års fald igen stigende. Verdens allermest sårbare rammes hårdest af de forskellige kriser – vi ved det. Her skal Danmark selvfølgelig være med til at løfte sit internationale ansvar. De internationale aftaler såsom verdensmålene og Parisaftalen er en vigtig del af rammen for »Fælles om verden«. Og når I kan kritisere mig for, at verdensmålene ikke fremgår tydeligt, så vil jeg sige, at jeg synes, at de fremgår ekstremt tydeligt af strategien, og derfor er de jo et grundlag for den.

Lad mig sige det direkte: Jeg ser ikke udviklingssamarbejdet som et nulsumsspil, som kun enten kan komme verdens fattige og udsatte eller Danmark til gavn. Det er ikke et enten-eller – det er vitterlig et både-og, og det skal det også være, og det er i Danmarks klare interesse at bruge udviklingssamarbejdet til at bidrage til en mere fredelig, bæredygtig og lige verden fri for fattigdom og ulighed.

Redegørelsen viser, at udviklingssamarbejdet er drejet markant i retning af de mest skrøbelige lande og regioner, der, hvor mennesker lever under de allermest vanskelige kår, med en særlig indsats for de mest udsatte, for piger og for kvinder og for de mest marginaliserede grupper. Vi ved, at det også er de fattigste og mest udsatte, der rammes hårdest af klimaforandringerne.

Jeg er selv lige kommet hjem fra Etiopien, hvor over 8 millioner mennesker er påvirket af den værste tørke i årtier. Tørken hærger på det meste af Afrikas Horn og har enorme konsekvenser. Vi ser lige nu på humanitære bevillinger til Afrikas Horn, som kan være med til at adressere den akutte situation, samtidig med at der også skal ses på mere langsigtede og bæredygtige løsninger. Jeg var selv vidne til flere af dem dernede, i forhold til hvordan man kan sikre afgrøder. Vi skal gøre mere i den retning. Som redegørelsen også viser, går vi foran, når det kommer til at hjælpe med at skabe modstandsdygtighed over for klimaforandringer blandt verdens fattigste og sikre langsigtet udvikling, og det skal vi blive ved med.

I det kommende år vil regeringen fortsætte med at dreje udviklingssamarbejdet i den retning, som »Fælles om Verden« har sat. Vi skal fortsat gå forrest for de mest udsatte og marginaliserede grupper, og vi skal blive ved med at skabe forandringer for piger og kvinder. Deres rettigheder og vilkår er fundamentale for at skabe en fremgang og øge væksten i de fattigste lande, og her er uddannelse en ekstremt væsentlig faktor.

På COP27 i Egypten vil vi fortsætte med det grønne danske lederskab, når det kommer til at skaffe finansiering til klimatilpasning, der gavner de fattigste. Sammen med ligesindede donorlande arbejder vi for, at der leveres på målsætningen fra COP26 om at fordoble finansieringen til tilpasningen. Samtidig vil vi arbejde for, at nye, tiltrængte finansieringskilder kommer i spil til klimaprojekter i udviklingslandene, bl.a. gennem IFU og vores nye garantiinstrument. I forhold til COP27 lægger det mig virkelig på sinde at skabe fremdrift i forhold til det vigtige spørgsmål om klimaskabte tab og skader. Det vil jeg have at mange af udviklingslandene skal fornemme. De efterspørger det næsten alle sammen.

Vi fortsætter også med at støtte dem, der går forrest for demokrati og menneskerettigheder. Derfor vil vi i det kommende år bl.a. etablere et nyt demokratiinitiativ, der kan støtte arbejdet med demokrati og fremme den demokratiske samtale, både online og offline. Her ser jeg gerne, at vi får skabt bedre muligheder for at nå helt ud til dem, der skaber forandringerne. Det kan være lokale organisationer eller mere løst organiserede netværk af f.eks. unge mennesker eller bevægelser.

Ruslands frygtelige invasion af Ukraine kaster lange, lange skygger. Danmark har sat markant ind for at hjælpe Ukraine med hensyn til de akutte humanitære behov, ligesom det fortsat vil være vigtigt at hjælpe flygtninge fra Ukraine i og uden for Danmark. Det har skabt behov for den nødvendige omprioritering, som vi har været igennem. Danmark vil også være en stærk partner i genopbygningen, når tiden kommer til det i Ukraine.

Men det er samtidig helt afgørende at fastholde blikket på de mange afledte konsekvenser af krigen andre steder i verden, ikke mindst når det kommer til fødevaresikkerhed. Jeg vil her gerne citere jer, der har savnet et fokus på det i redegørelsen: Vi sad lige og færdiggjorde redegørelsen i de dage, hvor krigen i Ukraine brød ud. Det er en af årsagerne til, at vi ikke har kunnet forholde os til de forfærdelige konsekvenser, vi ser med prisstigninger på helt op til 33 pct., i redegørelsen. Men jeg lover jer, ordførere: Jeg har set det. Jeg så det i Afrika i sidste uge, altså hvor hårdt det slår, i forhold til at vi kan meget mindre med de milliarder, vi har til den humanitære indsats i den akutte situation.

Den energikrise, vi selv oplever i Danmark, rammer også udviklingslandene hårdt, og det kan og skal Danmark naturligvis også bidrage til at afhjælpe. Samtidig med vores stærke solidaritet med Ukraine skal vi have et skarpt øje på de andre globale kriser og på vores langsigtede mål med udviklingsbistanden. Langt størstedelen af de næsten 100 millioner flygtninge og fordrevne opholder sig netop i udviklingslandene. Jeg har sagt det før: Vi skal være der, hvor vi kan gøre den største forskel for flest mennesker. Det kan vi i Afrika. Vi var enige om det, da vi lavede strategien. Det er det kontinent, der er længst fra at få opfyldt FN's verdensmål, og hvor 12 millioner unge hvert år træder ud på arbejdsmarkedet, uden at der er nok jobs til dem. Ja, der er kun omkring 3 millioner nye jobs om året.

Mennesker skal have håb om en bedre fremtid i deres egne lande. Vi skal skabe samfund, som de ønsker at leve i og ikke ønsker at rejse fra.

Når jeg mødes med unge i vores ungepaneler rundtomkring i verden, efterspørger de netop en bedre fremtid – jobmuligheder og bæredygtig udvikling der, hvor de er.

Jeg synes, at det, jeg har lyttet mig til i forhold til jeres gode input, har givet mig mange, mange tanker og idéer til, hvordan vi kan samle op på det, der er målet med vores strategi. Og jeg vil også sørge for, at vi på vores efterfølgende ordførermøder får en god drøftelse af, hvad det er, vi kan gøre. Nu, hvor vi kan rejse, er det rigtig vigtigt at rejse. Det er rigtig vigtigt at få indtrykkene og oplevelserne og drøftelsen med de lokale organisationer og partnere derude.

I skal også vide, at når vi snakker om, hvordan vi endnu bedre får konkretiseret, hvilke resultater det er, vi har – for det har I sagt – så arbejder vi i ministeriet på sådan en OpenAid , hvor vi prøver at samle alle de gode resultater, der er. Jeg håber på, at når vi mødes her næste år til redegørelsesdebatten, kan vi så ud over den skriftlige redegørelse, jeg laver og leverer til jer, have et dokument, et flydende dokument, hvori vi opgør alle de resultater ved hjælp af det – som flere af jer også har sagt – som partnerne jo leverer derude.

Jeg vil gerne sige, at en af de helt store glæder, jeg oplever som udviklingsminister, er vores afsnit i strategien om partnerskaber – det at have så rig en civilsamfundsorganisering i Danmark og at have partnere ude i verden er vores bedste muskel til at nå de svageste rundtomkring i verden med. Det gælder både SPA-aftalerne , som vi jo har fået fornyet, men også CISU og de andre. Så jeg er rigtig glad for, og det vil jeg også gerne anerkende dem for fra talerstolen, at jeg har deltaget både hos Globalt Fokus og hos CISU. Det er det, jeg har haft mulighed for. Der har også været andre arrangementer, som har været optakt til vores redegørelsesdebat her i dag. Så sent som i går var det hos CISU, hvor rigtig mange mennesker rigtig konstruktivt fremlagde det. Flere af jer deltog også sammen med mig ved Globalt Fokus-arrangementet, hvor de også sparkede en lillebitte smule til os og havde lavet et fantastisk arbejde og næsten lavet et ekstra kapitel, der bare lige kunne sættes ind i vores egen udviklingspolitiske strategi. Dén energi og dét engagement er det, vi skal holde liv i, og det håber jeg virkelig også vi bliver medvirkende til med vores debat nu her i dag. Men umiddelbart mange tak til jer alle sammen. Og så er der tid til spørgsmål.

Tak til ministeren. Der er en stribe korte bemærkninger. Først er det fru Karen Ellemann. Værsgo.

Det er dejligt at være ordfører i salen. Meget tit sidder jeg jo i formandsstolen, og jeg får lige lyst til at påtale ministerens brug af direkte tiltale! Nå, det er formandens opgave.

Tak for ministerens tale. Jeg er glad for, at ministeren også giver anerkendelse til de mange aktører, som sådan set holder liv i debatten og holder både ministeren og ordførerne i ørerne. Nu er det en tid, der er præget af travlhed også herinde og en folkeafstemning, og derfor har det været svært at imødekomme alle de invitationer til den her debat.

Men en ting, jeg kunne tænke mig at spørge ministeren om – ministeren har været lidt inde på det – drejer sig om overvejelserne om den kommende redegørelse. Jeg vil sige tak for at understrege fokus på piger og kvinder og alt det, som vi har efterlyst, men er der en interesse fra ministerens side i, forud for at redegørelsen bliver færdig – og jeg anerkender, at den skal kunne læses på 30 minutter – netop at bede om lidt input fra nogle af de strategiske partnere for at få måske endnu mere konkrete eksempler? Det kan være, at de er der allerede, men det er det, jeg er lidt i tvivl om.

Værsgo til ministeren.

Tak for det. Jeg vil gerne svare fru Karen Ellemann: Ja, det vil jeg rigtig gerne. Jeg tror, vi skal tage imod input, og vi skal også idéudvikle sammen. Flere af ordførerne har været inde på præcis det – vi kan ikke gøre noget bedre end at understøtte det her engagement. Det er vores livsnerve; det er også vores legitimitet i forhold til at bruge 0,7 pct. til det her. Og i forhold til dem, der har givet udtryk for, at man ønsker yderligere ud over de 0,7 pct., vil jeg sige, at det jo også er en af vejene til at få lavet den italesættelse. For vi har så rigt et civilsamfund, og vi er verdensmestre i foreningsdannelse – det er derude, hvor meninger brydes og dannes. Så jeg vil meget gerne, at vi ser på – det kan vi gøre i ordførerkredsen – hvordan vi kan prøve at få input.

Men jeg synes, at de debatter, jeg har deltaget i, har været virkelig levende. Jeg synes måske også, det er rettidigheden i det – altså, redegørelsen kommer, og de har haft god tid til det, men det er rigtigt, at der også har været nogle ting, der har forstyrret det lidt. Men lad os dog endelig prøve at tale om, hvordan vi kan optimere den del.

Værsgo til spørgeren.

Så har jeg et opfølgende spørgsmål, som ligger i halen af det med det folkelige engagement, og som handler om beslutningen om at omdanne eller omdøbe det, der tidligere hed Magasinet 360°, til Tingenes Verden, som jeg tror der er mange der afventer med spænding. Det er vel lige på trapperne, eller har jeg simpelt hen overset, at det er blevet lanceret? For jeg synes ikke, jeg har set det endnu, og jeg synes, vi talte om marts-april. Nu er vi forbi marts-april, så ved ministeren noget, som kan røbes her, om en lancering?

Værsgo til ministeren.

Mange tak. Jeg ved i hvert fald, at på en af mine sidste rejser var der en journalist med fra Tingenes Verden, så de samler ind i øjeblikket. Jeg kan ikke helt huske det, men det er her i foråret, det kommer. Og jeg venter på det med lige så stor spænding. Jeg har givet udtryk for, at jeg faktisk synes, at vi i forhold til det hul, vi har haft fra Magasinet 360° til Tingenes Verden, nok burde have gjort det bedre – det er en helt ærlig erkendelse – når det er et spørgsmål om, at engagementet samlet set er så vigtigt for os politisk. Men vi skal bare glæde os til det, og det gør jeg virkelig også.

Tak. Den næste korte bemærkning er til hr. Rasmus Nordqvist fra SF. Værsgo.

Tak, og tak til ministeren for talen og de svar, der kom i den her tale. Jeg har simpelt hen så lang en liste med spørgsmål, så jeg skulle sidde og tænke over, hvad det nu er, jeg skal gå ind i her. Der er særlig én sag, som presser sig på hos mig. Vi er nogle, der har talt om tab og skader som en vigtig klimadagsorden i mange år, og endelig har en regering i Danmark og en minister i Danmark taget ordene i sin mund. Så tak for det! Det forpligter jo selvfølgelig også, når man tager ordene i sin mund.

Derfor har jeg to spørgsmål. Det ene går på, hvilke konkrete initiativer ud over involvering i Santiagonetværket ministeren tænker at støtte op om. Det andet er, at mange af de lande, som oplever tab og skader, taler for, at tab og skader skal have deres egen finansieringskategori i klimafinansiering, for at pengene ikke lige pludselig bliver taget fra tilpasning, som man lige har fået kæmpet igennem, og så flyttet over på tab og skader. Er ministeren enig i, at der skal ske en selvstændig rapportering?

Værsgo.

Jeg er rigtig glad for, at vi har kastet os ind i tab og skader. Jeg er rigtig glad for, at vi prøver at lave så meget forberedelse frem mod COP27 som overhovedet muligt. Jeg fik rigtig meget læring med mig hjem, især fra Bangladesh, hvor vi fokuserede på det her. Jeg havde et møde dernede med en gruppe af eksperter fra Bangladesh, og det er nogle af de fremmeste, som også deltager på COP'erne og har gjort det i lang tid. Jeg vil sige, at vi talte både pro et kontra i forhold til de idéer, der er kommet frem indtil nu, så vi er altså i en overvejelse. Der stilles rigtig store krav til også de nationale stater om at arbejde ind i tab og skader, så det er velforberedt, også fra landenes side, for man taler virkelig i øst og vest i øjeblikket.

Men i forhold til Santiagonetværket har vi stemplet ind. Jeg vil glæde mig rigtig meget til, at vi også i ordførerkredsen kan få en drøftelse af det her, altså hvordan vi bedst stiller os, for der er fraktioner i det her.

Til det omkring finansiering vil jeg sige: Er det en forsikringsordning, der skal til, eller hvad er det? Jeg er ikke klog nok på det her endnu til at give konkrete svar, men jeg vil meget gerne drøfte det i ordførerkredsen.

Værsgo til spørgeren.

Det vil jeg glæde mig til, for som sagt er det jo ikke et nyt begreb. Det er meget nyt, at en dansk minister tager ordene i sin mund, tak for det igen, men det er jo vigtigt, at vi netop bygger det her på den oplevede virkelighed, altså hvordan virkeligheden i udviklingslandene, der står og oplever tab og skader i dag, er. Det handler ikke om, at man begynder at sætte en interessebåren dagsorden fra dansk side ned over det, så jeg er glad for at høre, at man har taget fat i det i Bangladesh med de her mennesker.

Jeg kunne godt tænke mig at høre om noget i forhold til finansiering og rapportering: Er ministeren enig i, at det ikke er det samme som tilpasningsdagsordenen, altså at det har sine selvstændige ben?

Værsgo.

Man kan jo sige, at når vi taler med nogle af organisationerne om tab og skader – organisationer, som også arbejder med tilpasning – så siger de: Ja, det er godt nok også meget af det, vi arbejder med. Så der er jo altså noget i begge lejre. Men jeg synes, vi skal placere os helt rigtigt og fornuftigt, og det skal vi bruge lidt tid på.

I forhold til den oplevede virkelighed vil jeg sige: Ja, det var virkelig noget af det, jeg fik med mig hjem fra Bangladesh. For var vi ude i deltaet, ude i mangroven, hvor man bygger diger for at undgå, at der kommer salt ind over rismarkerne, fik vi også at vide, at på nøjagtig de samme marker bare ved siden af ønsker man at have rejeproduktion, og de vil gerne have saltvand. Så samtidig med at der var nogle, der byggede højere diger, var der nogle, der borede huller igennem diget for at få saltvand ind. Det er bl.a. sådan nogle situationer, jeg diskuterede med eksperterne derude. Så en arealfordeling er bl.a. også noget af det, som er de oplevede store udfordringer i verden.

Tak. Næste korte bemærkning er til fru Anne Sophie Callesen. Værsgo.

Tak. Jeg var måske lidt hård ved ministeren i min egen tale tidligere. Nu vil jeg gerne give ministeren mulighed for at gøre det om ikke godt igen, så i hvert fald bedre.

Jeg vil gerne spørge meget konkret, for vi kommer jo til at tage en snak om udviklingsbistanden generelt. I forhold til genopbygningen af Ukraine har Danmark jo lovet at bidrage til det, og det er jeg rigtig glad og stolt over. Men jeg vil gerne høre ministeren, hvordan han så forestiller sig at vi skal finansiere den opgave. Og jeg håber selvfølgelig, at det bliver som en ekstrabevilling.

Værsgo, ministeren.

Altså, jeg har ikke været en del af den her drøftelse, heller ikke i regeringen, så jeg har ikke noget svar at give på, hvordan den her finansiering skal finde sted. Men jeg har bemærket nogle meget positive ting i dansk politik inden for de sidste måneder, både det nationale kompromis og særloven. Jeg vil håbe, at man kan få lagt nogle rammer for den store udfordring, som Europa og Ukraine står over for på det område, og prøve at få en bred politisk drøftelse af det, for det her har jo store konsekvenser, hvis vi virkelig skal påtage os en opgave, der virkelig batter.

Værsgo, spørgeren.

Tak. Det er jeg fuldstændig enig i. Vi må have aftalt nogle overordnede rammer for, hvordan vi tager ansvar i forhold til Ukraine, og hvordan vi samtidig sikrer, at vi har en dansk udviklingsbistand, som ikke bliver skåret mere ind til benet, end den allerede er blevet. Men jeg vil godt spørge ministeren alligevel, om ministeren har nogle bud på, hvordan man så kan finansiere en genopbygningsindsats i f.eks. Ukraine eller for den sags skyld modtagelse af flere ukrainske flygtninge, hvis det ikke skal være på hans eget område.

Værsgo.

Altså, penge kan kun bruges én gang, og jeg vil altså ikke gå ind på det, som i høj grad er finansministerens ressort, altså at finde ud af, hvordan pengene skal allokeres. Jeg kan sige, og det har jeg også diskuteret med ordførerkredsen, at særloven i sine bemærkninger gav en fuldstændig klar sætning om, hvordan finansieringen af de første anslåede 20.000 flygtninge skulle være, og det var med 2,1 mia. kr. fra § 6.3. Og det ved jeg at jeg har svaret på. Jeg forsøgte virkelig så skånsomt og så hensynsfuldt som overhovedet muligt at allokere de penge den vej fra.

Tak. Den næste korte bemærkning er til hr. Christian Juhl. Værsgo.

Ja, og i forlængelse af det vil jeg gerne stille et spørgsmål til ministeren: Er han stadig væk i tvivl om, at vi i fællesskab kunne have fundet mere skånsomme måder at finansiere flygtninge fra Ukraine på. Altså, hvis vi i fællesskab reelt har haft indflydelse på det, kunne vi have fundet mere skånsomme måder at finansiere flygtninge fra Ukraine på?

Værsgo.

Nu blev det jo budt, hvor de skulle findes henne, og med den omhyggelighed, jeg og mine folk i ministeriet kiggede efter på vores konti, hvor der kun var tre kvartaler tilbage på året, vil jeg sige, at det skulle undre mig meget, at nogen kunne have fundet det mere hensynsfuldt og skånsomt end det, jeg gjorde. Det var forholdsvis mange penge, men det var godt, at vi ikke var længere inde i 2022. Og diskussionen er jo hypotetisk, i forhold til om de skulle være fundet andre steder, når loven sagde til mig, hvor de skulle findes henne.

Værsgo, spørgeren.

Tak for det. Jeg troede, I var sådan en demokratisk regering, hvor man diskuterede mulighederne, inden man fik besked på nogle ting. Det gør vi i hvert fald i vores parti.

Det andet spørgsmål er: Hvad mener ministeren om den åbenlyse diskrimination, der er imellem ukrainske flygtninge, som får relativt gode forhold, i forhold til hvad vi er vant til i Danmark, og at vi så har en anden klasse flygtninge fra Syrien, fra Afghanistan, Palæstina og andre lande, som kører under det gamle, ret barske flygtningeregime, som er i Danmark? Hvad synes ministeren personligt om, at vi har to standarder for den måde, vi behandler flygtninge på, alt efter hvilken krig eller hvilket land man kommer fra?

Tak. Værsgo.

Jeg synes personligt, at særloven var et meget, meget fint politisk håndværk. Når den ender med, at i første omgang syv partier stemmer for den og vi efterfølgende er oppe på otte partier, så er det et godt politisk håndværk, som tager hensyn til en fuldstændig ekstraordinært svær situation, som Europa er bragt i, fordi vi selv bliver nærområder. Og al den lovgivning, vi har, hr. Christian Juhl, bygger jo på flertal, som kan blive enige om, hvordan loven skal se ud. Ja, det er jo det arbejde, vi laver politisk.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og dermed er forhandlingen sluttet.