Det næste punkt på dagsordenen er:

8) Forhandling om redegørelse nr. R 12:

Ministeren for ligestillings redegørelse om perspektiv- og handlingsplan for ligestilling 2022.

(Anmeldelse 25.02.2022. Meddelelse om forhandling 25.02.2022).

Forhandlingen er åbnet. Det er en redegørelsesdebat, hvor vi skal have folk op at sidde på forreste række, så vi holder lige en lille teknisk pause, så vi får folk på plads.

Jeg kan jo forklare for de undrende tilhørere, at når vi har forespørgselsdebatter og redegørelsesdebatter, sidder ordførerne ikke på deres normale pladser i salen, men så sidder man lidt samlet heroppe på forreste række, for det giver sådan en mere intens debat. Så det er forklaringen på den lille tekniske ting, vi er i gang med her, hvor mikrofonerne skal være tilpasset den enkelte ordfører.

Så tror jeg, vi er klar. Hr. Lars Aslan Rasmussen, Socialdemokratiet.

Tak. Ulighed er et vilkår i grundstammen af ethvert velfungerende samfund. Med ulighed følger ofte ustabilitet og mistillid til de mest centrale institutioner i samfundet. Det gælder uanset ulighedens ansigt, for fællestrækket er det samme: Ulighed føder uretfærdighed.

I Danmark fik vi tidligt øjnene op for værdien af lighed, ikke kun i forhold til økonomisk lighed, men også i forhold til køn og seksualitet. Det har medført store fordele for vores samfund, for fremskridt går hurtigere, når vi løfter i samlet flok og ikke lader fremskridtet afhænge af en lille privilegeret gruppe. Netop vores ligestillingspolitik med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet har været afgørende for, at Danmark i dag er så velfungerende med et solidt velfærdssamfund, stor tillid og en stærk sammenhængskraft.

Det er socialdemokratisk hjerteblod at fremme ligestillingen i Danmark, og vi er stolte af de store fremskridt. Mange af dem er klart og tydeligt socialdemokratiske fingeraftryk. Men at der er en historisk sejr for ligestillingen, betyder ikke, at vi i dag har opnået ligestilling i Danmark. Det er en myte. Imens vi herhjemme har sat vores lid til, at forandringer skal ske af sig selv, har en lang række lande overhalet os på ranglisten over de mest ligestillede lande i verden. I 2006 lå vi på en 8.-plads, i 2021 lå vi på en 29.-plads.

Den socialdemokratiske regering har siden folketingsvalget i 2019 gennemført en lang række initiativer, som kommer ligestillingen i Danmark til gode. Vi har vedtaget en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse og indført politigaranti i voldtægtssager, og vi har styrket indsatsen over for ofrene. Vi har præsenteret et udspil, som skal styrke rettigheder og muligheder for lgbti-personer, og vi er godt på vej med at omstille initiativerne til lovgivning. Vi har indgået en aftale om øremærket orlov og forbedret barselsmulighederne for de selvstændige. Vi har sammen med parterne indgået en aftale i forhold til seksuel chikane på arbejdspladserne. Vi har styrket indsatsen mod social kontrol og nedsat Kommissionen for den glemte kvindekamp, som skal se på indvandrerpigers og -kvinders frihed og rettigheder. Vi har nedsat en Lønstrukturkomité, som skal se på lønstrukturer og uligeløn i den offentlige sektor. Vi har sikret flere kvinder i forskning ved at understøtte en mere ligelig kønsbalance i forskningsmiljøerne. Vi har fremsat et lovforslag om flere kvinder i ledelse og bestyrelser. Og senest har ligestillingsministeren foreslået en handlingsplan imod drab på kvinder.

Mange af initiativerne virker allerede, nogle er på vej, og nye skal komme til. Den socialdemokratiske ligestillingskamp handler om at skabe lige muligheder uanset køn og seksualitet, den handler om frihed og retfærdighed, og den handler om retten til at være den, man er, og elske den, man vil. Vores kamp for ligestilling er en fælles kamp, ikke en kamp mellem køn eller grupper i samfundet. Ligestillingskampen er for det brede fællesskab.

I Socialdemokratiet kæmper vi for et stærkt velfærdssamfund. Et stærkt velfærdssamfund står på et fundament af retfærdighed og solidaritet. Vi kæmper for et samfund, hvor der reelt er lige muligheder uanset køn og seksualitet, og hvor ingen udsættes for diskrimination, og hvor der er plads til forskellighed. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen ønsker om korte bemærkninger. Det betyder, at vi kan gå videre i ordførerrækken til fru Maja Torp, Venstre.

Tak for det. Jeg vil gerne indlede med at benytte den her anledning til at takke ministeren og ordførerne for at sætte ligestilling på dagsordenen. Selv om vi langtfra er enige om alt partierne imellem, så bidrager vi hver især til en god og konstruktiv, men også solid debat, som har den fornemste opgave, nemlig at fremme ligestillingen. Det er afgørende, at partierne står sammen, når det handler om at komme diskrimination til livs. Mere billedlig talt kan man forstå det sådan, at alle drager mod samme mål, men at vejen dertil er forskellig. Vi som folkevalgte repræsenterer en række værdier, som rækker længere end politiske ideologier, en række kerneværdier, som sikrer demokrati, frihed og ikke mindst lighed.

For mig at se er ligestilling et vidt begreb, som indeholder en række aspekter, som ikke må gå tabt i debatten. Ligestilling favner bredt og dækker i særdeleshed over køn, seksualitet, religion og etnicitet. Det er blot et udpluk, som ligestillingen dækker over. De her udpluk spænder jo bredt, og det illustrerer i al sin tydelighed, at ligestilling er mere end bare kvoter mænd og kvinder imellem. I Venstre ønsker vi ikke at køre fast i den samme gamle rille, som ikke bidrager til en nuanceret og bredere debat. Det kan siges enkelt: Vi skal kigge på diversitet og ikke bare på ligestilling mellem kønnene.

Jeg anerkender, at der eksisterer en problematik, i forhold til at kvindekønnet typisk er underrepræsenteret i visse brancher og i særdeleshed i bestyrelser og ledelser. Kvindekvoter eller ikke kvindekvoter – i Venstre tror vi på det enkelte menneske, den enkelte familie og den enkelte virksomhed. De ved alle selv, hvordan man bedst indretter sig. Og jeg tror også på, at vi kan nå mindst lige så langt med frivillighed, som vi kan med tvang, og endda endnu længere. For at sætte tingene lidt i perspektiv kan vi rette blikket mod et stigende antal kvinder, som frivilligt har lyst til at være værnepligtige. Det kan vi bl.a. se i den ligestillingsredegørelse, der ligger. Der er tale om en markant udvikling. Vi kan her se, at 3 pct. kvinder var værnepligtige i 2005. I 2020 var vi faktisk helt oppe på 22 pct. ad frivillighedens vej. Her har forsvaret vist, at de kan noget i forhold til at tiltrække kvinder, og det kunne andre virksomheder og organisationer godt lære lidt af, altså at være lidt nysgerrig på, hvad der gør, at de er lykkedes med det. For det er en udvikling, der er sket helt uden kvoter. Det er en prisværdig udvikling.

Jeg tror, at vi skal sikre de rigtige rammevilkår i forhold til at skabe en mere jævnbyrdig fordeling af køn på det danske arbejdsmarked. Først og fremmest skal vi vide, hvad det er, der reelt set forhindrer kvinderne i at besidde stillinger, som primært er domineret af mænd. Vi har mange fordomme og mange gisninger om, hvad barriererne er, men er vi nysgerrige nok i forhold til at lede efter nuancerne? Det kan jeg godt tvivle lidt på. Derefter skal vi gøre det attraktivt for alle uagtet køn, alder, seksualitet, religion eller etnicitet. Og jeg er bange for, at det, hvis vi først indfører kvoter for kvinder, kan danne grundlag for en uhensigtsmæssig glidebane, for hvad bliver så det næste? Skal vi også have kvoter defineret på baggrund af eksempelvis seksualitet?

Debatten på ligestillingsområdet vækker meget ofte stærke følelser, og det ser jeg som et tegn på, at det betyder rigtig meget for det enkelte menneske. Men det er også følelser, som vi skal kunne tøjle, og først og fremmest skal vi turde acceptere og i høj grad respektere de mennesker, som ikke nødvendigvis lever deres liv på samme måde som majoriteten. Det handler om frihed til at vælge. Vi skal som samfund aldrig dømme andre mennesker på baggrund af køn, seksualitet eller religion. Det betyder, at vi fremadrettet ikke skal tænke så meget i køn, men i diversitet. Det begreb skal vi simpelt hen have helt ind under huden. Jeg ser gerne, at vi får gjort op med den også nogle gange sådan lidt søjletænkning, kassetænkning, som har været der i alt for mange år. Vi skal nemlig tænke meget bredere i rammevilkår og strukturer og kultur. Med det mener jeg, at vi skal gøre det mere attraktivt og gøre det nemmere at tage del i det danske samfund, uanset hvem man er, så længe man indordner sig under de danske love.

Som jeg nævnte tidligere, rummer begrebet ligestilling en række aspekter, som hver især adskiller sig fra hinanden. Når vi debatterer ligestilling, kommer vi desværre ikke uden om de uhyggelige og hjerteskærende tal og statistikker. 21 pct. af de voldsudsatte kvinder har oplevet livstruende vold. Det er simpelt hen ikke acceptabelt. Jeg er selvfølgelig enig i, at vi løbende skal styrke indsatsen, så vi i fremtiden kan komme kønsbaseret vold til livs.

Vi skal række ud til de kvinder, som har været udsat for vold, men jeg er overbevist om, at vi skal sætte ind flere steder. Først og fremmest skal vi turde se realiteterne i øjnene, og det gør vi ved at tale om det, vi hidtil har ladet være usagt. Partnervold og kønsbaseret vold skal ikke forties. Vi skal trække det ud af mørket og bryde tabuet, og vi skal stille det frem i lyset, så vi for alvor kan betragte de forfærdeligheder, som har fundet sted alt for længe. Ved at vi begynder at italesætte problemerne på uddannelsesinstitutionerne, i familierne og blandt venner og veninder, har vi allerede dannet grobund for en kulturændring, som på sigt gerne skulle afspejle sig i samfundet og i de tragiske statistikker, som vi desværre må erkende eksisterer.

Som det er nu, er alt for mange kvinder underlagt social kontrol, som resulterer i negative konsekvenser, ikke kun for kvinderne, men også for det danske samfund. Desværre kan dagens redegørelse afsløre, at kvinder med anden kulturel og religiøs baggrund i alt for høj grad er udsat for social kontrol. Det ærgrer mig, at samfundet går glip af de kompetencer, fordi de er underlagt et pres fra deres familier, som begrænser deres frihed, en frihed, som bør og skal være en menneskeret for alle, som er bosiddende i Danmark. Eksempelvis har 70 pct. af de jobcentermedarbejdere, der er i Københavns Kommune, faktisk oplevet, at en ægtefælle eller en anden slægtning har presset på for at komme med ind til samtaler eller på anden vis har forsøgt at blande sig i ledige etniske minoritetskvinders forløb på jobcenteret. Hver tredje jobcentermedarbejder i Københavns Kommune har haft kontakt til ledige etniske minoritetskvinder, som har givet udtryk for, at de oplever et pres fra deres familier eller omgangskreds i forhold til ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er et område, hvor vi er nødt til at sætte ind, ikke kun for samfundets skyld, men jo i høj grad også for de mange kvinder, som reelt set er lagt i lænker.

Dagens redegørelse og debatten i dag vidner om, at ligestillingen stadig er underlagt et enormt pres, men jeg er også optimistisk. I Venstre tror vi nemlig på fremtiden, for fremtiden skaber nye muligheder. Et godt eksempel på det skal findes blandt danske innovative entreprenører. Jeg har tidligere været i dialog med nogle innovative kræfter, nogle unge piger, som selv har været med til at skabe et nyt redskab, opfinde et nyt redskab, hvor man simpelt hen har en knap, man kan trykke på, og så aktiverer man – ligesom med hjerteløbere – nogle mennesker, der er omkring en, på vej hjem fra nattelivet, og som kan hjælpe en og følge en sikkert hjem, hvis man føler sig truet i nattelivet. Der er nogle innovative løsninger på vej, og vi skal være nysgerrige på, hvad der findes af muligheder, og vi skal tage innovative løsninger med ind som mulige redskaber til at øge trygheden i nattelivet.

Afslutningsvis vil jeg gerne takke ligestillingsministeren for redegørelsen, og jeg ser frem til det fortsatte konstruktive samarbejde, og jeg er helt sikker på, at vi på tværs af partier og med inddragelse af eksterne organisationer, virksomheder og civilsamfund kan nå rigtig langt med ligestillingen. Vi har fået sat gang i en debat, som lever et liv derude, og den skal vi blive ved med at følge op på, for det er nu, vi skal have øget ligestillingen. Tak for ordet.

Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for talen. Jeg lagde meget mærke til, at Venstre sagde, at de enkelte ved bedst, at familien ved bedst selv, og at staten skulle trække sig tilbage. Det er jeg jo enig i. Men så undrer jeg mig over, at Venstre har stemt for tvunget barsel til mænd. Altså, hvis vi virkelig mener, at familierne bedst selv ved, hvordan de kan indrette sig, hvorfor skal vi så som politikere blande os i det?

Ordføreren.

Når vi bl.a. har været med i den aftale, er det jo også, fordi den her EU-beslutning ikke må blive overimplementeret. Det ligger jo som en EU-beslutning. Så har vi også samtidig med den aftale sikret, at små erhvervsdrivende bliver holdt uden for det her. Og så er det, fordi vi også tror på, at ligestilling starter meget, meget tidligere, med at man begynder at sætte fokus på de fordele, der er i, at begge parter også deltager i familielivet.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Jo, men jeg hørte jo ikke Venstre sige, at vi skal starte ligestillingen med tvang, og at vi politikere skal bestemme, hvor meget man skal tage af det ene eller det andet. Det er jo det, som den her lovgivning gør. Men er det Venstres opfattelse, at det er EU, der skal bestemme barselsreglerne i Danmark? Det vil sige, at det er dernede i EU og Bruxelles, man skal bestemme, hvordan danske familier skal indrette sig. Er det frihed? Er det ligestilling for familierne? Er det at give nogle rettigheder til familierne, at der sidder nogle helt nede i Bruxelles, der skal bestemme, hvordan danske familier indretter sig bedst? Er det Venstres holdning, at det er okay?

Ordføreren.

Det er ikke Venstres holdning, at Bruxelles skal bestemme, hvad der skal ske inden for familien, men her ligger der en EU-beslutning, som vi også går ind og sikrer ikke bliver overimplementeret.

Fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Tak for det, og tusind tak til ordføreren for talen. Jeg bider mærke i, at ordføreren gør en del ud af det med at bekæmpe negativ social kontrol blandt etniske minoritetskvinder, og jeg er jo fuldstændig enig i, at der i nogle miljøer – bestemt ikke alle, men nogle miljøer – i Danmark findes nogle særlige udfordringer med negativ social kontrol. En af de ting, vi hører og har hørt i mange år fra kvindekrisecentrene, er, at der er nogle kvinder, der dukker op på krisecentrene, som har været voldsramte og ikke har deres egne penge og ikke kan få kontanthjælp, fordi de stadig væk er underlagt ægtefælleafhængigheden, altså afhængigheden af den mand, som er derhjemme, og som de endelig har forladt, fordi han var voldelig. Vil Venstre gøre op med ægtefælleafhængigheden for kvinder på kvindekrisecentre?

Ordføreren.

Det er jo interessant at kigge på helhedsbetragtningen. Det er klart, at kvinderne også selv skal kunne have en frihed. Vi har ikke sådan lige taget stilling til den del, men vi vil selvfølgelig kigge positivt på det, hvis det bliver fremsat som forslag.

Fru Pernille Skipper.

Det er jeg rigtig glad for. Det er ærgerligt, I ikke har taget stilling til det. Det er ellers noget, der har været et problem i mange år, men jeg vil rigtig gerne være med til at fremsætte et forslag, hvis det er noget, Venstre kunne bakke op om. Problemet er jo f.eks., at de kvinder, der så kommer på et krisecenter, ikke har pengene til at betale gebyrerne til at få en skilsmisse, fordi de ikke kan få deres egen kontanthjælp, hvis de er arbejdsløse og har gået derhjemme. Så set i lyset af det her billede, der igen og igen bliver tegnet fra Venstres side, af kvinden, der bliver holdt derhjemme og er helt lukket inde og underlagt stærk negativ social kontrol, er det så ikke paradoksalt, at den dag hun skulle bryde ud og stå på krisecenteret, kan hun ikke få sine egne penge?

Ordføreren, værsgo.

Men det, som vi jo også går meget op i, er, at kvinderne får lov af deres mænd til at komme ud på arbejdsmarkedet og blive integreret og være en del af det danske samfund. Noget af det, jeg adresserer i talen her, er, at man på jobcentrene oplever, at der er en social kontrol, der flytter med ind i de samtaler, der er på jobcenteret, og forhindrer kvinderne i at komme ud på arbejdsmarkedet og være en del af det danske samfund. Det er det, jeg forholder mig til her i talen.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi siger tak til ordføreren og går videre til fru Astrid Carøe, SF.

Tak for det. Selv om man nogle gange kan ærgre sig over, at ligestillingen ikke fylder mere i den her sal, end den gør, så synes jeg virkelig, vi har taget nogle store skridt på det her område og nået mange sejre siden folketingsvalget og også det seneste år. Sofie Lindes tale om seksuelle krænkelser og anden bølge af metoo og hele debatten om tjenestemandsreformen og sygeplejerskernes strejke har virkelig sat gang i, at ligestillingspolitikken er blevet en meget stor prioritet for rigtig mange mennesker, og også en stor kulturændring i forhold til det her med seksuelle krænkelser, og det er vi i SF rigtig glade for. Det fylder noget mere derude, end det har gjort længe, og det er godt.

Vi er også rigtig glade for de ting, vi har nået i den her valgperiode, hvor vi for alvor har taget nogle meget historiske skridt i den rigtige retning. Vi har fået en samtykkelov, sat massivt fokus på bekæmpelse af negativ social kontrol, vi har fået øremærket barsel til mænd og fået sat gang i en stor indsats i kampen mod sexisme på arbejdspladserne. Det er ret fantastisk, at vi har fået smøget ærmerne op og kridtet løbeskoene. Men vi er stadig langtfra i mål, og hvis vi ikke handler aktivt, ja, så går der mere end 100 år, før vi når den berømte ligestilling mellem mænd og kvinder. Så selv om der er taget mange afgørende skridt på vejen, er der stadig brug for politisk handling, og som jeg ser det, er der særlig tre områder på ligestillingsområdet, hvor vi halter markant efter. Det handler om vold og drab mod kvinder, om ligeløn og om lige adgang, tre afgørende spor for ligestillingen, der kræver politisk handling, og vi kan ikke gå i sneglefart, men vi skal tage spurten. Så det vil jeg tale lidt om i dag.

Men først en lille smule om de sejre, vi faktisk har opnået. Aftalen om øremærket barsel til mænd er intet mindre end historisk, især for os i SF. Og selv om jeg virkelig ville ønske, at vi ikke havde været så fodslæbende, og at EU ikke var kommet os i forkøbet, så er jeg glad for, at aftalen er endt, som den er, og at den inden længe, lige om lidt, træder i kraft. Men selv om vi har den politiske aftale på plads, synes jeg stadig, der venter et stykke arbejde foran os på barselsområdet. Vi havde i SF gerne set, at barslen var blevet forlænget mere i forbindelse med de her forhandlinger, og vi vil fortsat arbejde for en model med mere barsel til begge forældre. Det mener vi vil styrke både forældrenes og børnenes trivsel. Samtidig skal vi også gøre en indsats for at styrke fædrenes forhold i samfundet. For selvfølgelig skal fædre mødes ligeværdigt med mødre i forældreskabet. Som far har man også brug for at snakke om bleer og sutteflasker og andre udfordringer i forbindelse med barslen, og derfor er det vigtigt, at vi arbejder videre med at skabe lokale initiativer for mænd som f.eks. Fars Legegruppe, så mænd på barsel har de samme fællesskabmuligheder, som kvinder på barsel har.

Jeg vender for en stund også lige tilbage til metoobevægelsen. For mig at se har den haft en afgørende betydning for kvinders ret til egen krop, og den har haft en afgørende betydning for den måde, vi taler sammen på. Vi har formået at bryde tavsheden om krænkelser og chikane, og dertil skal der også lyde en kæmpe tak til de mange, mange kvinder, der er stået frem med deres historier. Der er fortsat meget, som vi som samfund kan gøre. Det er helt afgørende, at der gøres mere for at bekæmpe seksuel chikane og krænkelser på danske arbejdspladser. I SF har vi længe presset på for at sikre arbejdsgivernes ansvar i sager om seksuel chikane på arbejdsmarkedet og for en bedre beskyttelse af ofrene, og jeg er også glad for den nylig indgåede trepartsaftale og ser frem til det videre arbejde med den i Folketinget, selv om vi jo gerne havde set, at den var endnu mere ambitiøs. I Danmark skal vi have trygge arbejdspladser for alle uanset køn, og trygheden skal vi udbrede i hele landet, både når det gælder på arbejdsmarkedet, men i lige så høj grad, når det gælder relationer og færden i nattelivet og derhjemme. Trygheden mangler. Jeg tror, vi alle var rystede, da den ganske unge kvinde Mia blev dræbt, mens hun var på vej hjem fra en bytur. Det er en meget voldsom sag om en kvinde, der bliver slået ihjel, og inden vi nåede marts måned i år, var yderligere fire kvinder blevet dræbt af deres nuværende eller tidligere partner. Jeg nævner sagerne i dag, fordi det er et ligestillingsproblem, som jeg mener vi skal løse, og det skal vi nu. Hvert år dræbes omkring 12 kvinder af deres nuværende eller tidligere partnere, og lige nu ser vi, at antallet af voldsofre over de seneste 7 år er eksploderet. For mig at se vidner det om et akut behov for politisk handling. Sager med vold og drab mod kvinder tager vi kun op, når de er ufattelig grusomme, eller når de ikke bliver opklaret. Ellers bliver det en avisnote, når en mand slår sin kone ihjel, og det er ikke godt nok.

Jeg kan læse i regeringens redegørelse til i dag, at der løbende er behov for at styrke indsatsen mod partnervold og overgreb. Jeg håber, at »løbende« er ensbetydende med endnu en spurt, for jeg er stærkt bekymret for de kvinder, som gentagne gange bliver udsat for livstruende vold, og ikke mindst for de børn, der står på sidelinjen af det. Derfor glæder jeg mig til at se regeringens handlingsplan mod vold i nære relationer. For vi ved, at bekæmpelse af vold i hjemmet kan forebygge drab på kvinder. Vi skal styrke den ambulante rådgivning for voldsudsatte kvinder og mænd, og i SF vil vi gerne have, at den ambulante rådgivning skrives ind i serviceloven, så alle får ret til den nødvendige hjælp.

Et andet område, der virkelig trænger til et gevaldigt ansigtsløft, er ligeløn, og det er et tilbagevendende tema på ligestillingsdagsordenen og har været det, siden vi vedtog tjenestemandsreformen i 1969. Og helt ærligt, hvor ville jeg ønske, at vi ikke igen i år skulle nævne ligeløn, men det skal vi, for det er stadig væk et af de største problemer, vi har, når vi taler om ligestilling. Jeg er klar over, at det ikke er noget, vi kan løse med et snuptag, men jeg mener, at det er et område, vi bliver nødt til at tage meget alvorligt og skal tage fat i. Som det er blevet sagt mange gange før, er en af grundene til den store lønforskel mellem mænd og kvinder, som i øvrigt stadig væk ligger på 14 pct., det kønsopdelte arbejdsmarked, og at vi konsekvent lønner traditionelle kvindefag lavere end traditionelle mandefag.

Vi havde gerne set et lønløft og en ligelønslov for at sikre højere lønninger i alle omsorgsfag i forbindelse med hele den debat, der har været om tjenestemandsreformen. Sygeplejerskerne, sosu-assistenterne og de mange andre ansatte i traditionelle kvindefag spiller en nøglerolle i vores samfund, og de bør have en løn og arbejdsvilkår, som afspejler den kæmpestore indsats, de yder hver evig eneste dag for at få samfundet til at hænge sammen. Vi skal gøre op med den historiske lønulighed mellem de traditionelle kvinde- og mandefag. Det er en uretfærdig forskelsbehandling, som jo går helt tilbage til den oldnordiske tjenestemandsreform. Den er politisk vedtaget, og derfor skal der også politisk handling til at skabe bedre rammer for traditionelle kvindefag. Der skal ske noget, hvis vi skal passe på vores offentligt ansatte, og hvis vi skal værne om vores velfærd.

Jeg vil lige bruge den sidste del af min taletid på at tale om lgbt+-området, som til tider fejlagtigt kan glemmes på ligestillingsområdet. Jeg er glad for, at vi i Danmark også har rykket os på det her område, og jeg glæder mig endnu mere til, at vi forhåbentlig snart får endnu en ny handlingsplan på området. For selv om vi også her har nået mange sejre, bl.a. barsel til regnbuefamilier, fleksibelt medmoderskab, og vi lige om lidt forhåbentlig sikrer bedre rettigheder for mænd, der får børn sammen, så er vi også her langtfra i mål, og jeg må ærligt indrømme, at jeg også synes, at regeringen er lidt fodslæbende, f.eks. når det drejer sig om juridisk kønsskifte til mindreårige. Jeg er dog glad for, at vi har prioriteret området på finansloven, for vi skal have konkrete initiativer for at sikre børn og unge og lgbt+-personers trivsel, for her har vi stadig væk rigtig meget arbejde foran os, og uden en finansiering kan vi ikke garantere, at den nødvendige hjælp, som denne gruppe har brug for, når dem. Der skal være nogen til at tage en telefon, når lgbt+-personer ringer om hjælp, fordi deres familier slår hånden af dem, eller når lgbt+-unge ringer, fordi de mobbes i skolen eller har selvmordstanker på grund af deres kønsidentitet eller seksuelle orientering. Vi hører skrækkelige eksempler om lgbt+-børn og -unge med depression, angst, stress, selvskadende adfærd og selvmordsadfærd, og det er betydelig mere udbredt blandt unge, der bryder med normer for køn og seksualitet, sammenlignet med den øvrige befolkning, og det samme ser vi faktisk med diskrimination og seksuel chikane. Det synes jeg gør ondt helt ind i hjertet, og det er meget alarmerende. Derfor skal vi også have investeret mere i køns- og seksualundervisning i folkeskolen. Den skal svare til den virkelighed, som børn og unge navigerer i. Normkritik og lgbt+ er nogle af de emner, som skal tages op i klassen, og så skal seksualundervisningen blive en obligatorisk del af læreruddannelsen, så alle lærere kan svare på spørgsmål om køn og seksualitet.

Lighed kan måles og vejes, men vi skal i langt højere grad hjælpe med at få skabt en kultur præget af ligeværdighed. Ligeværdighed er en del af den menneskelige kvalitet, og den skal vi hjælpe på vej. Vi vil i SF fortsætte den her kamp for ligestilling, som vi har været med til at kæmpe for siden vores partis stiftelse. Det er en fælles kamp for reelt lige muligheder og lige rettigheder for alle, og der er uden tvivl nok at tage fat på. Jeg glæder mig til, at vi fortsat kan nå milepæle og sejre. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige.

Det var til det med ligestillingen og de 12 drab. Der baserer SF så en holdning om, at der ikke er ligestilling mellem kønnene, når det handler om drab, på 12 drab om året, og jeg tror, der er fire drab, hvor kvinder dræber mænd. Hvis det nu havde været fifty-fifty, altså at der var seks drab begået af kvinder på mænd og seks drab begået af mænd på kvinder, ville man så sige, at der var ligestilling?

Ordføreren.

Jeg synes, at alle drab, der bliver begået, er ganske skrækkeligt. Men når det er så tydeligt, at kvinder, der bliver slået ihjel af deres partnere, er overrepræsenterede i statistikken, så er der behov for handling, især når kvindeorganisationerne og krisecentrene siger, at der reelt kan gøres noget, hvis vi griber ind før, f.eks. med ambulant behandling og en række andre ting. Selvfølgelig skal vi også hjælpe mænd, der bliver voldsudsat, men de bliver ikke i nær så høj grad slået ihjel af deres partner, heldigvis. Men vi skal selvfølgelig sikre, at kvinder heller ikke gør det.

Lars Boje Mathiesen.

Nej, men mænd bliver i højere grad slået ihjel. Der er langt flere mænd, der bliver dræbt. Så drab er åbenbart kun slemt, når det sker med den forskel, at det er fra det ene køn mod det andet køn? Hvis man skal have ligestilling inden for det her, må man sige, at der er langt flere mænd, der bliver dræbt, end der er kvinder, der bliver dræbt. De bliver bare dræbt af andre mænd, og så er det åbenbart lige pludselig ikke et problem.

Ordføreren, værsgo.

Det er jo et kæmpeproblem, men det er ikke et ligestillingsproblem. Jeg synes, vi har et ligestillingsproblem, når kvinder er så overrepræsenteret i statistikkerne, når det drejer sig om partnervold, der fører til drab. Det er virkelig alvorligt, og jeg synes, det er at negligere det at sige, at det kun er 12 drab om året. Det er alt for mange.

Jeg tror, det er bedst for debatten og klogest, at man kun taler, når det er sådan, at lyset er tændt, for så kan man få det med i referatet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og det betyder, at vi går videre til fru Samira Nawa, Radikale Venstre.

Mange tak, formand. Er vi egentlig ikke i mål med ligestillingen i Danmark? Det er et spørgsmål, som jeg har tænkt en del over, og jeg har tit oplevet, at spørgsmålet også har været gennemgående for ligestillingsdebatten herhjemme. Svaret på spørgsmålet skal jeg nok vende tilbage til. Imens vil jeg glæde mig over, at regeringen faktisk er begyndt at vise mere ambitiøse takter på ligestillingsområdet, og det bærer ministerens redegørelse også præg af. Så tak for det. Selvfølgelig er det ikke helt så ambitiøse takter, som jeg som radikal gerne så, for som radikal kunne jeg godt tænke mig at få Danmark tilbage i den position, hvor vi i verden var kendt som en sand ligestillingsforkæmper og virkelig stod øverst på alle ranglisterne. Det er nok for nuværende lidt for meget at ønske sig.

Men helt ærligt, lad os tage fat dér, hvor det faktisk flytter noget, og dér, hvor det nytter noget. F.eks. er det for mig helt grundlæggende at få sikret kvinder og mænd lige adgang til magt og indflydelse, og det er simpelt hen så vigtigt for Radikale Venstre, at vi får flere kvinder i virksomhedsbestyrelser og på samfundets topposter, for ifølge tallene er det jo sådan, at i 33.000 virksomhedsbestyrelser i Danmark sidder der ikke en eneste kvinde. Og så er der altså virkelig noget galt. Det gør ondt på min sociale samvittighed og i mit liberale hjerte. De fleste andre lande i Europa har handlet på det her spørgsmål, men i Danmark mangler vi stadig at komme op i omdrejninger. For mig at se vil det være pinligt, hvis det endnu en gang er EU, der skal trække os til truget på så vigtigt et område som kvinder og mænds ret til lige adgang til magt og indflydelse.

Når vi har diskussionen og debatten om ligestilling, bliver jeg ofte mødt med argumentet om, at vi jo allerede er i mål med ligestillingen, men modspørgsmålet, som man så skal kunne besvare, er jo: Hvornår fik vi den her ligestilling i Danmark? Jeg kan i hvert fald ikke se nogen, der har kunnet sætte dato, årstal eller konkret lovgivning på. Det lader sig simpelt hen ikke gøre. Det skyldes selvfølgelig, at ligestilling er et altomfattende emne, som sniger sig ind i alle afkroge af vores samfund, i vores hjem, på vores arbejdspladser, på skolen, i civilsamfundet, til festerne, i parforholdet, i samtalen og i samværet med hinanden, og derfor er det også forfejlet at tro, at ligestilling kun handler om forholdet mellem mænd og kvinder. Ligestilling er så meget mere end det og handler helt grundlæggende om at give lige muligheder og behandle hinanden med respekt og med værdighed. Ligestilling er på den måde et af de vigtigste parametre, når det kommer til at vurdere samfundets evne til at sætte mennesker fri til at leve meningsfulde liv, og derfor er det også en afgørende, ikke bare mærkesag, men også hjertesag for os i Radikale Venstre.

Lad mig så også blive konkret et øjeblik, for vi kunne gøre så meget allerede den dag i morgen, hvis vi turde. Der er masser af lavthængende frugter at gå i gang med. Tænk, hvis vi i morgen gjorde det obligatorisk med seksualundervisning på læreruddannelsen, så alle vores kommende skolelærere blev bedre i stand til at formidle og undervise i krop, køn, seksuel orientering og grænser. Tænk, hvis vi i morgen gjorde en endnu stærkere indsats for at gøre op med kvindevold og partnerdrab, der lige nu er en skamplet på vores frie samfund. Tænk, hvis vi i morgen gav vores selvstændige og ledige de samme rettigheder til barsel, som vi giver vores lønmodtagere. Og så er jeg ikke engang kommet ind på det omfattende arbejde, som vi mangler at gøre, når det kommer til sexisme, lgbt+-personer, ligeløn, kønsstereotyper osv. Der er simpelt hen så mange steder, hvor vi kunne sætte ind og gøre en forskel allerede i morgen, og for min skyld behøver vi faktisk ikke engang at vente til i morgen, for vi kunne bare gøre det i dag.

For hver gang vi tager et skridt frem i ligestillingskampen, flytter vi noget, og hver gang vi tør lidt mere end i dag, så nytter det rent faktisk noget. Jeg kunne godt tænke mig, at vi hæver ambitionsniveauet, også selv om vi er nået rigtig langt. Begge dele kan godt lade sig gøre, både at glæde sig over så langt, som vi er nået, men også at hæve ambitionsniveauet. Tak for ordet.

Tak for det. Og der er en kort bemærkning til fru Birgitte Bergman, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Jeg kan være sådan lidt i tvivl om, hvornår Radikale Venstre egentlig er tilfreds nok med ligestillingen. Anerkender ordføreren ikke, at Danmark faktisk de sidste 15 år har ligget på en andenplads i EU's opgørelse over, hvor langt medlemslandene er kommet på ligestillingsområdet? Og betyder det ikke, at Danmark faktisk er ret godt med, når det kommer til ligestillingsområdet? Det, jeg frygter lidt, er, at ordføreren retorisk og holdningsmæssigt maler et andet billede end det, der i virkeligheden foregår ude i den virkelige verden.

Ordføreren.

Det var også derfor, at jeg sluttede af med at sige, at vi jo sagtens kan glæde os over, hvor langt vi er. Det synes jeg ikke man kan tage fra os i Danmark, det synes jeg ikke man kan tage fra Folketinget – at vi når skridt for skridt længere og længere. Men er det ambitiøst nok? Skal vi stoppe her? Behøver vi så ikke gøre mere? Der synes jeg, at der er en forskel. Og det kan godt være, at vi har en fin plads på den rangliste, som fru Birgitte Bergman peger på, men der er jo andre verdensranglister på andre områder, f.eks. det her med kvinders adgang til magt og indflydelse. Der rangerer vi altså ikke superhøjt, og jeg nævner konkret 33.000 bestyrelser i Danmark, hvor der ikke sidder en eneste kvinde. Jeg tror ikke, at kvinder i Danmark ikke har kompetencerne eller ambitionerne.

Fru Birgitte Bergman, værsgo.

Vi er fuldstændig enige om, at der er rigtig mange kvinder, der har kompetencerne og kvalifikationerne. Men personligt – og jeg tror, at jeg taler for rigtig mange kvinder – skal jeg da ikke ansættes på baggrund af en kvote. Det er da så nedværdigende, som det kan være. Og hvordan hænger det egentlig sammen med, når ordføreren siger »mit liberale hjerte«? For mig er det jo ensbetydende med frihed. Hvordan hænger det sammen med, at vi skal have tvang og kvoter? Hvordan hænger det sammen med at indskrænke danske familiers frihed til selv at vælge, hvordan de vil indrette deres familie, når det kommer til barsel? Hvordan hænger dét liberale hjerte sammen med den tvang og de kvoter?

Ordføreren, værsgo.

Mit liberale hjerte brænder for at give alle i Danmark lige muligheder. Det er frihed for mig, at vi hver især har lige muligheder, lige adgang til f.eks. samfundets topposter, uanset om vi er mænd eller kvinder, uanset vores herkomst, uanset vores påklædning, vores religiøse baggrund, vores seksuelle orientering osv. Og det kan godt være, at fru Birgitte Bergman som kvinde ville have det skidt med at blive valgt til en post, fordi hun er kvinde, men der er ret mange mænd, der egentlig er fint tilfredse med at blive valgt til nogle poster, fordi de er mænd.

Så er det fru Maja Torp, Venstre. Værsgo.

Tak. Hvordan definerer ordføreren lige muligheder i Danmark? For har vi ikke et system, hvor vi burde have lige muligheder?

Ordføreren.

Det er et rigtig godt spørgsmål, for jo, på papiret har vi lige muligheder. Men når det kommer til praksis, og når vi ser virkeligheden, er der jo ikke lige muligheder. Vi ser, at der er kvindefag og mandefag, og vi ser, at der er 33.000 bestyrelser i Danmark uden en eneste kvinde – noget, som jeg jo kan forstå på Venstres ordførers tale at hun også ser som et problem. Og der er vi simpelt hen nødt til at skubbe på og gøre noget, hvis ikke vi vil vente på, at det her om to-tre generationer sker af sig selv.

Fru Maja Torp, værsgo.

Tak. Men anerkender ordføreren ikke også, at der inden for de her rammer af lige muligheder også skal være plads til at vælge forskelligt, så vi nok også skal acceptere, at der vil være brancher, hvor det ene køn er overrepræsenteret i forhold til det andet? Hvordan forholder ordføreren sig til det?

Ordføreren.

Jo, men lige muligheder betyder jo ikke, at der er andre, der skal bestemme, hvordan man gør. Lige muligheder betyder, at man er fri af samfundsnormer, af pres, af gruppepres og af sociale normer, som presser en i bestemte retninger. Og det er det, der er min pointe. Altså, lige muligheder er også at slippe fri af de normer, som samfundet pålægger en. Vi ser færre mandlige pædagoger, men måske er der flere mænd, der ønsker at være pædagoger.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Ordføreren sagde lige, at lige muligheder ikke betyder, at andre skal bestemme, hvordan man gør. Men det er jo netop det, man gør inde i Folketinget, når man pålægger nogen kvoter og vil bestemme, hvor mange af et bestemt køn der skal være i en bestyrelse. Så er det jo netop at bestemme, hvad andre skal gøre. Det er jo lige præcis en modsætning af det, ordføreren står og siger om, at lige muligheder ikke betyder, at andre skal bestemme, hvordan man skal gøre. For ordføreren vil jo netop gerne indføre kvoter, som pålægger helt private virksomheder, hvor mange der skal være af det ene køn eller det andet køn. Det er ligegyldigt, hvor kompetente de er til det; de skal bare have et bestemt køn, så de kan være derinde.

Ordføreren.

Det var en ganske interessant udlægning af mine ord. Lige muligheder er jo, at kvinder og mænd har lige adgang til indflydelse og til magt. I dag – og det ved jeg ikke om Nye Borgerliges ordfører egentlig anerkender eller ikke anerkender – er der jo ikke ligestilling på samfundets topposter. Vi ser jo, at kvinder på lige fod med mænd har kvalifikationerne – og måske i nogle tilfælde faktisk også bedre kvalifikationer – har de samme ambitioner og har de samme ønsker, men der sker en frasortering stille og roligt, jo højere op i ledelseslagene vi kommer. Vi ser som samfund, ikke bare i Danmark, men generelt, forskelligt på mænd og kvinder, der har fuldstændig de samme kompetencer. Det er noget, som ordføreren og jeg har diskuteret her i Folketingssalen tidligere.

Hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige.

Det kan godt være, at ordføreren anskuer mænd og kvinder forskelligt, men det gør jeg ikke. Jeg tror heller ikke, at samfundet strukturelt gør det. Altså, vi har en kvindelig statsminister. Der er flere partiledere, som er kvinder, end som er mænd. Vi har direktøren for DR, der er kvinde. Vi har en tidligere politidirektør, der er kvinde. Altså, på alle markante samfundsmæssige poster har der nogle gange siddet kvinder og sidder der kvinder nu. Så at der skulle være sådan en eller anden strukturel patriarkalsk ting, hvor mænd skulle holde kvinder nede, er jo simpelt hen ikke tilfældet. Så ville verden jo ikke se ud, som den gør. (Formanden (Henrik Dam Kristensen): Tak). Undskyld, jeg har ikke mere tid.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det, som Nye Borgerliges ordfører der fremfører, er jo lige præcis det, som jeg er bange for bliver sovepudeargumentet. Vi har fået en kvindelig statsminister – nummer to kvindelige statsminister – og så er alt jo perfekt, ligestillingen er i top, vi læner os tilbage, og vi gør ikke mere. Men helt ærligt, jeg peger på 33.000 virksomheders bestyrelser i Danmark, og i over halvdelen sidder der ikke en eneste kvinde. Vil spørgeren virkelig påstå, at der ikke er nogen kvinder, der har kompetencerne og ambitionerne til at indgå i det bestyrelsesarbejde?

Tak for det. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg synes, det er meget mærkeligt at høre på, at ordføreren siger, at Radikale Venstre går ind for lige muligheder. Hvis der skal være lige muligheder, hvordan kan man så samtidig sige, at nogen skal tvinges ind? På forskningsområdet ved vi at hvis der bliver søgt midler til forskningsprojekter fra kvinder, får de dem i samme grad, som mænd gør. Men de søger bare ikke. Skal de så tvinges til at være i bestyrelser? Hvis der er lige muligheder for at komme ind, skal de så tvinges? For så er der ikke lige muligheder mere. Eller er det mig, der misforstår det?

Ordføreren.

Ja, det er det, for det her handler ikke om tvang. Det handler netop om at give de samme muligheder for kvinder og mænd. Når man søger et sted hen, men bliver vurderet forskelligt, alt efter om man er mand eller kvinde, har man jo ikke de samme muligheder. Så er synet på den kvinde, der søger et bestemt job, en topstilling, anderledes end synet på en mand, der måske afleverer fuldstændig samme cv. Det er ikke noget, jeg står og finder på; det er noget, som undersøgelser har påvist.

Jens Henrik Thulesen Dahl, værsgo.

Så lige muligheder betyder ulige muligheder. Det betyder, at man skal tage nogen og sætte ind på bekostning af andre. Så har mænd jo ikke lige muligheder mere, men det skal vi måske heller ikke have.

Ordføreren.

Jo, det skal mænd selvfølgelig have: lige muligheder ligesom kvinder. Men i dag er udfordringen jo, at kvinder ikke har de samme muligheder som mænd. Det er det problem, som jeg gerne vil løse, ikke på bekostning af mænd, men jo netop for at give de samme muligheder. Og det er ikke sværere end som så. Det handler simpelt hen om, at hvis du har kvalifikationerne, hvis du har ambitionerne, hvis du har ønskerne, så er der ikke er nogen, der kommer og bremser dig, fordi du har et bestemt køn.

Vi siger tak til fru Samira Nawa. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og vi kan gå videre til fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Tak for ordet, og tak for talerne. Jeg er rigtig glad for, at jeg så småt med en ny regering og et nyt politisk flertal kan begynde at skifte mine ordførertaler til den årlige redegørelsesdebat ud. Der var mange år, hvor jeg holdt den samme – bare for at sige det helt ærligt – og skiftede lidt ud hist og her. Nu begynder der rent faktisk at ske noget, og om end jeg ville håbe, at vi kunne gøre mere, så er vi faktisk et sted, hvor der skal skrives nye taler, og det er et skridt fremad.

På den ene side er ligestillingsredegørelsen nedslående læsning. Vi har store problemer med alt fra kønsbaseret vold til ulighed på arbejdsmarkedet. På den anden side er det altså opløftende at få et overblik over, hvor mange ligestillingspolitiske initiativer der er i gang, og hvor mange mennesker der hver eneste dag arbejder rigtig hårdt på at skabe et mere lige og frit samfund for os alle sammen. Det har det seneste års tid også vist os.

Vi har fået en samtykkelovgivning, som har været i værk i et år, og allerede nu kan vi både se udviklingen positivt i statistikkerne med flere anmeldte voldtægter, men også kulturelt. Den måde, vi opfører os over for hinanden på, ændrer sig, og vi diskuterer, hvad der er acceptabel adfærd, og hvad der ikke er. Det er den vigtigste ændring. Vi er samtidig i gang med et opgør med seksuel chikane på arbejdspladserne foranlediget af den danske metoobevægelse. Vi har også fået vedtaget en aftale om barselsorlov, der sikrer, at mænd har ret til barsel på lige fod med kvinder.

Alt det gør mig optimistisk og gør, at jeg tror på, at der er en mere sikker fremtid for alle, hvor ingen behøver at frygte for velfærd eller muligheder i livet på baggrund af køn, seksualitet eller etnicitet. Og det, ligestilling grundlæggende handler om, er, at vi alle sammen er lige meget værd.

Men for rigtig mange minoritetsgrupper er oplevelsen ikke altid sådan og heller ikke for kvinder, som udsættes for diskrimination i både det offentlige og det private. Det er diskrimination, som i ekstreme tilfælde ender i vold. Af ligestillingsredegørelsen fremgår det også, at halvdelen af alle danske transpersoner oplever diskrimination, og at tusindvis af mennesker hvert år bliver udsat for vold som følge af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet. Og indsatsen mod hadforbrydelser skal fortsætte, og jeg er også rigtig glad for, at vi kommer til lige om lidt – forhåbentlig snart – at se, at vi åbner det første krisecenter for dobbeltminoriteter i Danmark. Det er en mangeårig kamp for Enhedslisten, som vi glæder os til at se ført ud i livet.

Vi har også, som andre ordførere har talt om, i særlig grad et problem med både fysisk og psykisk vold i nære relationer. I februar 2020 var vi vidne til et drab, der mindede os alle sammen – jeg tror hele landet – om, at nogle kvinder bliver slået ihjel, fordi de er kvinder. Det sker i nattelivet, men det sker også i særlig grad derhjemme. Partnerdrab er den største enkeltstående årsag til mord i Danmark, og det er i allerhøjeste grad kvinder, som bliver slået ihjel af deres partnere. Den store forskel og grunden til, at det er et ligestillingspolitisk spørgsmål, er, at selv om langt flere mænd bliver slået ihjel, så bliver de ikke slået ihjel af nogen, de kender nært, men det gør kvinderne generelt set.

Det skal vi have gjort noget ved. Vi skal have en handleplan mod kønsbaseret vold og partnerdrab, og vi skal have den nu, og den skal være anderledes end de handleplaner, vi har haft tidligere, for det er faktisk slet ikke noget nyt med handleplaner mod vold i hjemmet. En af de ting, som skal gøres anderledes, og som vi kæmper for i Enhedslisten, er, at det skal finansieres, og at det skal finansieres med det, der hedder varige penge. Vi skal ikke bare have en pulje, der kan gå i nogle år, hvorefter det stopper igen, og så skal vi starte forfra. Vi skal have nogle strukturelle forandringer i systemet, behandling til udøverne af vold, rådgivning til ofrene for vold, som er langt mere håndfast, og som også varer ved hen over årene.

Vi er rigtig glade for, at den nye ligestillingsminister kastede sig så voldsomt ind i den kamp allerede fra starten. Nærmest fra første sekund som ligestillingsminister var det en sag, og den støtter vi hundrede procent op om, og vi vil gøre, hvad vi kan, for at presse regeringen til også at finde de penge, der skal til, for at tage de vigtige, store skridt fremad.

I det forløbne år har vi også været vidne til det, man vist mildest talt kan kalde en voksende utilfredshed blandt offentligt ansatte i omsorgsfagene. Det er en utilfredshed, som bestemt er retfærdig, og som bunder i det faktum, at tjenestemandsreformen i 1969 indplacerede kvindefagene langt lavere i lønhierarkiet end mandefagene, baseret på deres køn. Det hierarki har varet ved frem til i dag. Det, at politikere dengang i 1969 kaldte kvindearbejdet i omsorgsfagene, i sundhedsfagene, for noget, man gjorde ved siden af, altså som lommepenge, har stadig væk effekter i 2022. Og det har så voldsomme effekter: Ud over den ulige fordeling af barselsorloven er det nok den største årsag til uligeløn mellem mænd og kvinder, men det er også et problem, som risikerer fuldstændig at undergrave vores offentlige sektor.

For – newsflash! – kvinder gider ikke arbejde for vores blå øjnes skyld. Man går ikke nødvendigvis kun ind i et fag som det at være sygeplejerske eller jordemoder, fordi man har et kald. Det kan sagtens være, at man har hjertet med – det ved jeg de alle sammen har – men man skal også lønnes for det, og man skal lønnes fair for det. Det, vi oplever, er jo, at det er ekstremt svært at finde de mennesker, som skal sørge for, at vi får de minimumsnormeringer i daginstitutionerne, som vi har kæmpet for i årevis, og som vi endelig har fundet penge til, men hvor der ikke er nogen til at søge jobbet. 1.000 flere ansatte i ældreplejen har vi fundet penge til – endelig – men vi mangler mennesker til at søge jobbene. 1.000 flere sygeplejersker var regeringens kæmpestore slagnummer i valgkampen, og pengene er der, men ansøgningerne udebliver. Og vi må ikke være blinde for, at lønnen er en kæmpe, kæmpe stor del af forklaringen her, og at det er et politisk ansvar at gøre noget ved den. Så vi skal finde penge til den Lønstrukturkomité, som regeringen har nedsat, så vi kan løfte omsorgsfagene og få en mere lige løn i den offentlige sektor.

For i det hele taget er ligestilling jo et spørgsmål om politik. Det er også et spørgsmål om penge. Og det er også et spørgsmål om, hvordan vi prioriterer. Og derfor vil jeg bruge de sidste minutter til lige at hive de 18 mia. kr. til oprustning, der er blevet afsat, ind i diskussionen her. Jeg synes, det er værd at nævne, fordi vi samtidig leder efter mindre end en tredjedel af det beløb til at gøre noget fuldstændig fundamentalt for lønstrukturen i vores offentlige sektor, og pengene kommer ikke til at hjælpe de mennesker i Ukraine, som vi så forfærdelig gerne vil hjælpe lige nu.

Jeg vil også sætte spørgsmålstegn ved, at regeringen har valgt, at finansieringen af hjælpen til ukrainske flygtninge tages direkte fra udviklingsbistanden. Det er nemlig den samme udviklingsbistand, som ligestillingsministeren i ligestillingsredegørelsen peger på skal bruges til, at Danmark går forrest i sikringen af kvinder og pigers rettigheder globalt set. Den udviklingsbistand går jo til lande som Burkina Faso, hvor 52 pct. af pigerne bliver gift væk, før de er 18 år, og hvor hver fjerde bliver gravid som teenager. Det er hjælpen til de kvinder, som er skåret væk. Det er svært for mig at se, hvordan det stemmer overens med den her erklærede ambition om et kæmpe for kvinder og pigers rettigheder uden for Danmarks grænser. Og nok kan man gå til mange møder i FN's Kvindekommission, og det synes jeg er vigtigt, men det er jo ikke der, forandringen for de kvinder skabes; det er, når der kommer handling og også kroner og øre med, og dem har regeringen altså lige taget en kæmpe, kæmpe stor klump fra.

Ligestilling kommer ikke af sig selv. Det er et spørgsmål om politiske prioriteringer og politisk handlekraft. Og jeg mener, at når vi står her i dag, er det, fordi vi skal anerkende, at vi har et ligestillingsproblem og ikke mindst et politisk ansvar for at gøre op med den ulighed, som er både herhjemme og globalt. Det er herinde, vi træffer beslutningerne, der gør forskellen. Den redegørelsesdebat, som vi har i dag, er vanvittig vigtig, men det er handlingerne, der kommer i dagene efter, der er endnu mere vigtige.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Jeg tror nu nok, at de kvinder, der er flygtet med deres børn fra Ukraine og må se deres mænd kæmpe dernede, gerne havde set, at de havde været medlem af NATO, og at der havde været ligestilling der, så de ikke skulle leve i frygt, som de gør nu. Og det er det, det handler om med hensyn til de 18 mia. kr., som man nu skal give mere til forsvaret. Det handler jo netop om ligestilling og om, at vi skal leve op til løftet om at betale 2 pct. af vores bnp til forsvaret, ligesom andre lande også skal gøre det, så der netop sker en ligestilling mellem landene, med hensyn til hvor meget man bidrager til det fælles forsvar. Det er jo hele pointen med, at man skal hæve det til de 18 mia. kr.

Men jeg kan forstå på Enhedslisten, at NATO kun er godt, når man har brug for det, men i fredstid skal vi helst ikke have NATO, og så skal vi ikke betale til det. Men når der er krig, skal vi lige pludselig ikke ud af NATO. Det er altså en hyklerisk måde at se det på. Jeg tror, at mange af de kvinder fra Ukraine ville ønske, at man havde haft ligestilling og havde betalt de 2 pct., og at de havde været medlem af NATO, så de kunne have levet et noget mere trygt liv i Ukraine, end hvad der er tilfældet lige nu.

Ordføreren.

Jeg tror måske, der er nogle ting i Nye Borgerliges ligestillingspolitik, der går op for mig nu, hvis Nye Borgerliges ligestillingsordfører mener, at det handler om ligestilling i forsvarsbudgetter.

Det, jeg taler om, er, hvordan man finansierer flygtninge, der kommer til Danmark, ved at tage penge fra den udviklingsbistand, som skal skabe sikkerhed og fred i resten af verden, og som jo bla., som ligestillingsministeren rigtigt påpeger, netop handler om ligestilling og at fremme kvinder og pigers seksuelle, reproduktive og sundhedsmæssige rettigheder i resten af verden, hvor kvinder bliver gift væk imod deres vilje, før de overhovedet er myndige, og hvor de får børn som teenagere og ikke har ret til abort og ikke har ret til at gå i skole. Det er ligestilling, og det, jeg kritiserer, er, at der bliver taget penge fra den indsats.

Hr. Lars Boje Mathiesen, værsgo.

Det var ordføreren selv, der bragte forsvaret og de 18 mia. kr. ind i debatten, og så siger jeg bare, at grunden til, at vi skal bruge 18 mia. kr. mere, netop er, at vi vil skabe ligestilling der, så alle lande bidrager med 2 pct. Hvis vi tager udviklingsbistanden, så ligger Danmark langt højere end mange andre lande, så vi er stadig væk foran der. Så hvis man skulle have ligestilling, sådan at samtlige lande skulle bruge den samme procentdel af deres bnp på udviklingsbistand, så skulle vi faktisk bruge mindre, end hvad der er tilfældet nu. Så allerede der er vi også foran. Så at sige, at der ikke er ligestilling på det område, er jo fuldstændig forfejlet, hvis man kigger på de faktuelle data.

Ordføreren.

Jeg føler mig ret overbevist om, at hvis alle lande i verden skal bruge det samme på både forsvarsbudgetter og udviklingsbistand, er det jo ikke sådan, at Danmark ligger i den lave ende på forsvarsbudgetterne. Det er jo noget rod. Udviklingsbistand er jo noget af det, der skaber fred i verden og sørger for, at vi forhindrer og forebygger konflikter, og det, der er sket, er, at vi i Danmark i vores opgørelse af vores udviklingsbistand tæller de penge med, som vi bruger på at hjælpe flygtninge herhjemme. Det er ikke en rimelig måde at opgøre det på, og det kommer til at have betydning for kvinders rettigheder i resten af verden.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Undskyld, fru Pernille Skipper, der kom lige en i sidste øjeblik fra fru Birgitte Bergman, Konservative Folkeparti. Værsgo.

Jamen det er, fordi jeg ikke kunne lade være med at gribe den bold omkring NATO. Så jeg skal bare lige forstå det. Ordføreren mener ikke, at et medlemskab af NATO sikrer det, nemlig den frie verden og det at kæmpe for demokrati og det at sikre, at vi netop kan have ligestilling og ligeværd og ligeværdighed mellem køn og have en demokratisk samtale, også mellem landene. Altså, jeg skal bare lige forstå det, når ordføreren siger, at det at være medlem af NATO ikke er at sikre det. For det er det, jeg hører ordføreren stå og sige.

Ordføreren.

Jeg tror, at jeg har svært ved at forstå, om fru Birgitte Bergman mener, at NATO-medlemskab har noget med ligestilling mellem mænd og kvinder at gøre.

Fru Birgitte Bergman.

Jeg mener overordnet set på baggrund af den samtale og dialog, som Lars Boje Mathiesen rejser, at der netop er det at sikre demokrati i verden. Det handler da også om ligestilling. Gør det ikke?

Ordføreren.

Altså, jo, jo. At sikre demokrati i verden handler om ligestilling. Jo flere kvinder, vi får i bestyrelseslokalerne generelt, jo mere diversitet, vi får i beslutningsgangene, jo bedre står de danske virksomheder. Jo større indsats, vi laver i udviklingsbistanden, og jo mere viden, vi får ind der, jo bedre og jo mere virksomt bliver det – jo, jo, selvfølgelig. Ligestilling og demokrati hænger da uløseligt sammen. Om man så synes, at NATO i al dets pomp og pragt og i alt, hvad der sker, har noget med det at gøre, er så en anden diskussion.

Så tror jeg, vi kan sige tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i rækken til fru Birgitte Bergman, Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet. Danmark har de sidste 15 år ligget på en andenplads i EU's opgørelse over, hvor langt medlemslandene er kommet på ligestillingsområdet. Det er faktisk en flot plads, vi indtager, og det kan vi godt være stolte af. Det vidner om, at vi er kommet langt med ligestilling. Det vidner om, at vi i Danmark står et godt sted, når det kommer til at have plads til alle; at være den, man er; at kunne ytre sig; elske dem, man vil, uanset hvem man er. Det er grundlæggende danske, vigtige værdier – ofte måske ting, som vi danskere tager for givet, for vi oplever nemlig desværre, at specielt kvinder i andre lande fortsat må kæmpe for at opnå retten til at bestemme over egen krop og retten til fri abort. Også når det gælder lgbt+-personers basale rettigheder i andre lande, er der fortsat en kamp at kæmpe.

Når det er sagt, er der naturligvis en række områder herhjemme, hvor vi kan forbedre ligestillingen. Det er vi helt enige i, det bakker vi fuldt op om, men der er et stykke vej endnu. Regeringen har fremlagt en perspektiv- og handlingsplan for ligestilling i 2022. Vi bakker naturligvis op om ligestillingen, og dermed også en hel del af den række af initiativer, der er med i planen. Vi er f.eks. enige i, at vi skal forebygge prostitutionslignende relationer blandt unge; vi er enige i, at vi skal stille nye krav til håndtering af negativ social kontrol; vi er enige i, at vi skal se på partnervold og gøre mere her, og vi er enige i, at vi skal være bedre til at hjælpe ofre for stalking.

Der er også en hel række initiativer, regeringen har fremlagt, hvor vi stiller os en smule skeptisk. Vi mener nemlig, at vi skal passe på, at wokestemning går for vidt og får uhensigtsmæssige konsekvenser. Vi mener ikke, at vi skal gå ind og ændre på ting, som vi før fundamentalt set var enige om, og som hele vores samfund og sociale konstruktion er bygget op omkring.

Regeringen vil indføre kønskvoter på de øverste ledelsesniveauer. Det betyder, at man som kvinde ikke længere vil opnå en ledelsespost på baggrund af sine kvalifikationer, men på baggrund af sit køn. Det synes jeg personligt er en rigtig skidt retning at gå i. Vi ønsker jo netop, at køn ikke skal have indflydelse på ens stilling på arbejdsmarkedet. At ensrette problematikken med manglende kvinder i ledelsesstillinger ved at indføre statsreguleret omvendt ligestilling er ikke vejen frem, tværtimod. Målet må jo være, at man ansættes ud fra kvalifikationer og ikke køn, alder og etnicitet.

Derudover er vi i Det Konservative Folkeparti uenige i, at det skal være staten, der skal bestemme, hvordan man indretter sit eget familieliv. Det skal ikke være staten, der skal diktere, om det er mor eller far, der går på barsel. Det er igen at gøre forskel på mænd og kvinder at indskrænke deres frihed. I vores optik skal alle barselsuger deles hundrede procent mellem forældrene, præcis som familien selv ønsker. Vi har tillid til, at familierne bedst selv ved, hvordan de indretter tilværelsen.

Derudover synes jeg, det er vigtigt, at vi bruger anledningen i dag til at understrege, at store beslutninger som et kønsskifte kræver tid til overvejelse, og vi skal passe på, at vi ikke udvisker den grænse, hvor vi ikke lader børn være børn. Sagt med andre ord: Det er ikke alt, der skal indføres og kastes op til debat; man kan ikke nægte, at man er født som mand eller kvinde, og man skal ikke som barn skulle tage stilling til og skulle stilles over for så omfattende en beslutning som det at skifte køn. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke, at der er nogen korte bemærkninger. Så vi siger tak og går videre i ordførerrækken til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak til ministeren for redegørelsen. Indledningsvis vil jeg sige, at den vision, som jeg læser i redegørelsen, nemlig at regeringen ønsker et velfærdssamfund, hvor der er reelt lige muligheder for kvinder og mænd, hvor ingen udsættes for diskrimination, og hvor der er plads til forskellighed, er jeg fuldstændig enig i, fordi det netop handler om at give lige muligheder. Men når jeg så læser ned i teksten og i de formuleringer, der er, så bliver jeg alligevel en lille smule bekymret for noget af det. Der står:

»Det er et problem for samfundet, at uddannelserne og arbejdsmarkedet er så kønsopdelt, fordi det bidrager til et mindre fleksibelt arbejdsmarked«.

Og så er det beskrevet, hvordan man på den ene side mangler arbejdskraft på omsorgsområdet og på den anden side mangler det i håndværksfagene. Vi mangler arbejdskraft på rigtig mange områder. Ville det betyde noget for det, om man tvang flere mænd til at blive sygeplejersker eller kvinder til at blive håndværkere? Det løser jo ikke nogen problemer i den sammenhæng – også når man taler om at tvinge folk ind i bestyrelser, tvinge folk til barsel, tvinge folk til forskning.

På forskningsområdet har der ad flere omgange været arbejdet med, at man laver puljer til kvinder, så kvindelige forskere får en fordel i forhold til nemmere at kunne få adgang til forskningsmidler. Der er det undersøgt, hvordan det ser ud, i forhold til om kvinderne søger forskningsmidler, og i det omfang, de søger, får de det præcis lige så meget som mænd, fordi det tildeles på basis af de kvalifikationer, man rent faktisk har. Hvorfor søren skal de så forfordeles, når man har lige muligheder? Så kan det handle om, at man ikke bruger de lige muligheder, og det tror jeg gælder på mange områder. Altså, nogle af grundene til, at kvindelige forskere ikke søger forskningsmidlerne, kan jo være, at rammerne omkring det at være forsker er svære. Det kan være rammerne, i forhold til at man tænker: Jeg vil gerne hjem til mit barn. Er det ikke okay? Det, vi så skulle kigge på, var så rammerne for at gøre det, rammerne for f.eks. at kunne være i en forskningsstilling, men ikke at man siger, at man som kvinde har en forret til at gå den vej.

Jeg må sige, at jeg også undrer mig over det her, når man sådan får signaleret: Kvinder står også for flest opgaver i hjemmet. Er det os herinde, der skal bestemme, om det er rigtigt eller forkert, hvem der er støvsuger i hjemmet, hvem der vasker bilen, hvem der graver i haven? Er det ikke noget, man selv skal bestemme? Skal man ikke selv have lov at bestemme, om man vil gøre det ene, eller om man vil gøre det andet?

Skal man ikke selv have lov at bestemme, hvad for en uddannelse man vil tage? Hvorfor skal vi signalere, at det er lidt forkert, at det er alle mændene, der tager de tekniske uddannelser, hvis det nu er det, de har lyst til? Hvis kvinderne bliver sygeplejersker, fordi det er det, de har lyst til, skulle det så være forkert? Skulle vi så lave om på det? Nej. Vi skal kigge på, hvor der er hindringer, hvor der er blokeringer, hvor der er noget, der gør, at man ikke kan få muligheden, hvis man har lyst og evner og kvalifikationer til det. Men vi skal ikke tvinge nogen ind i noget, som de ikke har lyst til. Vi skal ikke lave nogle rammer, som gør, at vi gør en forskel, som man ikke ønsker, og som man ikke har lyst til. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke, at der er nogen, der ønsker korte bemærkninger. Det betyder, at vi går videre til hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige.

Man skal ikke være blind for historiens betydning i ligestillingsdebatten, og man bliver også nødt til at kigge på det historiske element i det, hvis man snakker køn, og der har historisk set ikke været ligestilling mellem kønnene. Det er jo faktuel historieskrivning. Kvinder fik stemmeret senere end mænd. De kom på arbejdsmarkedet senere end mænd. Så på en lang række områder har der ikke været en reel ligestilling mellem kønnene.

Spørgsmål, som man skal adressere nu, er: Hvad er så tilfældet nu i samfundet? Er der stadig væk en strukturel diskrimination rettet mod kvinder i samfundet fra systemet? Nej, det er der ikke. Der er ingen evidens, som tyder på, at det skulle være tilfældet. Hvis vi kigger på andelen af kvinder, som tager en videregående uddannelse, er den højere end andelen af mænd. Kvinder lever længere tid end mænd. Kvinder tager i dag som regel mere barsel end mænd. På en lang række områder er der lige muligheder og ligestilling mellem kønnene. Hvis man kigger på de domme, som der har været, er der ikke noget i vores retssystem, som viser, at der skulle være et problem med, at kvinder skulle blive diskrimineret i forhold til at få bestyrelsesposter. Rækken af retssager, hvor der er blevet dømt for, at der er foregået diskrimination, er simpelt hen ikke til stede.

Hvis man kigger på den forskelsbehandling, som der er nogle der siger der er på løn, ja, så er der nogle, der turnerer rundt med de 14 pct., men rapporter understreger jo, at de 14 pct. kan dokumenteres fuldstændig. Det har først noget at gøre med noget historisk, det har noget at gøre med, hvilket job man vælger, og alt muligt andet, men det har ikke noget med diskrimination at gøre, og det er jo det, der er det centrale. Og hvis man kigger i de afgørelser og de domme, der har været omkring ligeløn, så kan man heller ikke finde, at der skulle foregå en systemisk diskrimination mod kvinder.

Hvis man kigger på andelen af kvinder i bestyrelser, som der er blevet nævnt nu her, så kan man se, at der inden for de sidste 5 år er sket en massiv ændring, og hvis den udvikling fortsætter – og jeg har ikke hørt nogen sige, at den udvikling ikke skulle fortsætte – så vil målet om f.eks. 40 pct. kvinder i børsnoterede bestyrelser være opnået inden for 10 år. Det synes jeg jo er en dejlig og god udvikling, hvis det betyder, at det er de mest kompetente mennesker, der bliver ansat. Men det, man vil nu, er, at man vil sætte kvoter for private virksomheder og sige til dem: I må ikke længere ansætte de mest kompetente mennesker, men I skal nu til at ansætte mennesker baseret på deres køn. Det synes jeg er diskriminerende. Jeg synes, det er frygtelig diskriminerende over for de vanvittig dygtige og kompetente kvinder, som er derude, og som nu hele tiden må få sat spørgsmålstegn ved det. Hvorfor jeg har fået den her stilling? Er det, fordi jeg er kvinde, eller fordi jeg er kompetent?

Jeg synes også, det er diskriminerende over for mænd, fordi med lovforslag 117, der handler om, at man skal opfylde nogle måltal for, hvor mange mænd og kvinder der skal være i ledende stillinger, bliver det nu sådan, at hvis der er en mand og en kvinde, som er lige kompetente og har samme kvalifikationer til en stilling, så bliver virksomheden nu mere tvunget til at ansætte kvinden for at kunne leve op til et måltal. Det vil sige, at manden ikke får jobbet alene baseret på, at han er mand. Det er jo definitionen på diskrimination.

Så jeg taler jo gerne om ligestilling og lige muligheder i samfundet, men vi skal være meget varsomme med at tro, at man herindefra via kvoter, tvang og kontrol kan skabe en ligestilling ude i samfundet. Jeg tror ganske enkelt ikke på det. Det vil medføre, at hvis vi skal have lige mange mænd og kvinder, som skal være sygeplejerske, hvis der skal være lige mange mænd og kvinder, som skal være renovationsmedarbejder, så kan man kun opnå det med tvang. Hvis der skal være lige mange mænd og kvinder, som skal være folkeskolelærer, så kan man kun opnå det med tvang: Man bliver nødt til at nægte nogle kvinder, som gerne vil studere til lærer, at blive lærer, fordi vi bliver nødt til at have flere mænd, der skal ind at være lærer, for at der kommer lige mange lærere ud i den anden ende. Sådan hænger det sammen.

Jeg tror ikke på, at vi får et bedre samfund med mere tvang. Jeg tror ikke på, at vi får et bedre samfund, hvis politikerne herinde skal diktere, hvilke uddannelser og hvilke erhverv folk i højere grad skal have. Det er ikke ligestilling, og det er jo heller ikke frihed.

Når vi kigger ud i verden på samfund, er Danmark et af de samfund, hvor du har mest fri mulighed for at blive, hvad du gerne vil. Det er ikke din økonomi eller dine familieforhold, men det er din kompetence og din flid, der afgør, hvilken uddannelse du kan få. Det, vi så kan se, er, at i de frie samfund, hvor Danmark ligger i toppen sammen med nogle andre skandinaviske lande, vælger kvinder og mænd forskelligt af ren fri vilje. Jeg har ikke lyst til at tage den frie vilje væk fra mænd og kvinder ved at skulle diktere nogle krav om kvoter for, hvor mange der skal være i den ene eller anden stillingskategori.

Men hvor kan vi så gøre noget, og hvor skal vi gøre noget? Ja, f.eks. kan vi tage servicelovens § 109 . Der er det således, at mænd ikke har samme rettigheder til at få hjælp på krisecentre, når de kommer der, som kvinder har. Og da vi fremsatte forslag om, om vi ikke skulle ensrette det, så mænd og kvinder har samme rettigheder, så blev det sjovt nok stemt ned af alle dem, som taler om lige rettigheder.

Vi kan snakke om værnepligt. I dag er der værnepligt for mænd, men ikke for kvinder. Jeg hører heller ikke, at der er nogen, der taler om, at det også skal være for kvinder. Der er i hvert fald modstand mod, at det skal være for begge køn. Jeg har ikke set det lovforslag, som kommer fra regeringen eller noget, om, at det også skal være for både mænd og kvinder.

Der er heller ikke ligestilling, når vi taler om borgerne. Her taler vi meget om køn, men der er også mange andre steder i samfundet, hvor der ikke er ligestilling, f.eks. arbejdsmarkedsbidraget, som er en strafskat for folk, som har et arbejde. Det er kun folk, der har et arbejde, som skal betale de her 8 pct. ekstra i skat, folk, som ikke har et arbejde, skal ikke betale det her. Det er jo ikke ligestilling. Så der er en lang række områder, hvor vi kan tale om ligestilling, og hvor vi bør tale om ligestilling. Men det er, som om man kun taler om det i forhold til bestyrelsesområderne i private virksomheder: Dér skal vi sætte kvoter. Dér skal vi stille krav. Det er et problem, at der ikke er flere kvinder der; man taler ikke om, at det er et problem, at der ikke er flere kvinder, der er tømrere, renovationsmedarbejdere eller alt muligt andet. Så vi skal have en bedre balance i det her.

Lad os nu også tale om de steder, hvor mænd så halter bagud. Mænd dør tidligere end kvinder. Mænd er mere kriminelle. De får dårligere uddannelser. Der er en større andel af mænd, der lever på bunden af samfundet, og som bliver alkoholikere, narkomaner. Det er også en del af det, som burde være en del af ligestillingsdebatten, hvis man vil snakke om at skabe bedre forhold.

Så selv om jeg godt forstår trangen til at sige, for den er meget tydelig herinde fra Folketinget, at man gerne vil detailstyre ned i folkets tilværelser – ja, tag bare barselsområdet, hvor man nu vil bestemme, om det er manden eller kvinden, der skal barslen – så er det altså en forkert vej at gå, hvis man vil have reel ligestilling. Jeg skal ikke dømme alle folketingsmedlemmerne, men hjemme i min lille familie var der i hvert fald ligestilling, da det skulle besluttes, hvem der skulle holde barsel og hvornår.

Så forestillingen om, at kvinder skulle være sådan et undertrykt og kuet køn, som ikke kan tage sin ret over for manden, er, synes jeg, en gammeldags måde at se på kvinder i dag på. Jeg tror på, at kvinder er langt mere kompetente og langt mere stærke, end at de har behov for, at der skal kvoter, tvang og regler til, for at de får deres rettigheder i samfundet og indtager deres sted. Det er ikke sådan, jeg ser på kvinder. Historisk set, jo, så har der været problemer, men absolut ikke, når vi kigger på nutiden. Kig rundt i samfundet: kvindelig statsminister, flere kvindelige ledere af partier, og på magtfulde poster en lang række andre steder kan der selvfølgelig være kvinder, netop fordi vi ikke mere kigger på kønnet, men kigger på kompetencer. Jeg vil nødig, meget nødig, tilbage til et tidspunkt, hvor man begynder at kigge på kønnet og ansætter folk baseret på køn i stedet for deres kompetencer, for det ville være et tilbageskridt for ligestillingen og ikke et fremskridt for ligestillingen. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Jeg tror ikke, der er flere ordførere. Vi mangler Liberal Alliances ordfører, hr. Sikandar Siddique og hr. Jens Rohde. Men så er det ministeren for ligestilling. Værsgo

Tak for det, og tak for en god debat, som er foregået fra Folketingets talerstol, som jo har en ret stærk historie, for i 1916 var det tid til at få en ny talerstol her i Folketinget, og det var, næsten samtidig med at kvinderne havde fået stemmeret, som Folketinget havde besluttet at kvinderne skulle have. Men der skulle altså laves en ny talerstol, og valget af den, der skulle lave den nye talerstol, faldt på den første kvindelige snedkermester i Danmark, nemlig Anny Berntsen, som i øvrigt var fraskilt, fordi hun blev mistænkt af sin mand for utroskab – det er en anden historie. Men jeg synes, det er ret sigende, at vi i dag har den her debat om fremskridt på ligestillingsområdet fra den talerstol, som har så stor historisk betydning, og hvor der gennem årene er truffet beslutninger, der er helt afgørende for, at mænd og kvinder, piger og drenge kan få større valgfrihed og muligheder i livet.

Men lad mig også starte med at slå fast, at vi ikke har ligestilling i Danmark. Det viser tallene, og det vidner oplevelser og opråb fra kvinder, mænd og lgbt+-personer om. Det viste starten på 2022 også, hvor vi kun få dage inde i året oplevede det første kvindedrab. Køn har en betydning for den enkeltes frihed, tryghed og muligheder for at udfolde sig, og det går ikke, at vi bliver ved med at lade, som om vi i Danmark er førende på ligestillingsområdet, for det er vi ikke.

Regeringen vil ligestillingen, og vi vil tage fat om de strukturer, som er afgørende for at ændre kulturerne. Vi skal tilbage i det nordiske fællesskab, og vi skal ikke ligge mange landepladser bag de øvrige nordiske lande, eksempelvis når det gælder kvinder i ledelse. Alle piger og kvinder skal leve i et samfund, hvor de kan gå trygt hjem om natten, hvor de ikke udsættes for partnervold eller partnerdrab eller oplever sexisme og seksuel chikane på jobbet, uddannelsesstederne eller de sociale medier, og hvor de er med i ledelser og bestyrelser.

Jeg mener som sagt, at strukturelle ændringer er afgørende for at kunne ændre på kulturerne. Og strukturelle ændringer e r der sket en del af på det seneste. Det er samtykkebaseret voldtægtslovgivning, som sender et meget vigtigt signal. Vi har lavet lovgivning imod psykisk vold. Vi har lavet lovgivning mod deling af billeder uden samtykke på nettet. Vi har lavet lovgivning, der styrker indsatsen mod stalking – og på en lang række andre områder, eksempelvis barselslovgivningen. Jeg mener, at strukturerne og de initiativer, vi tager her i Folketinget, har en afgørende betydning for, at vi kan ændre kulturen. Og hvis vi er i tvivl, kan vi kigge tilbage i historien. Det, der for alvor har ændret og givet fremskridt i lige muligheder, er, når vi her i Folketinget har handlet.

I gennemsnit bliver en kvinde dræbt hver måned af sin partner eller ekspartner. Det handler om køn, og vi skal anerkende og tale om de kønnede mønstre af volden, som er et alvorligt ligestillingsproblem. Derfor kommer regeringen også senere i år med en handlingsplan mod partnervold og partnerdrab.

Vi kan heller ikke lukke øjnene for, at der fortsat er etniske minoritetsmiljøer, hvor ligestilling og kvinders rettigheder ikke anerkendes. Det er miljøer, hvor piger og kvinder må kæmpe for frihed og for de rettigheder, som vi normalt forbinder med Danmark. Det er retten til selv at vælge, hvem man skal giftes med, og frihed til at arbejde og tjene sine egne penge. Vi skal støtte de piger og kvinder, der kæmper med ufrihed og æresrelateret social kontrol. De må ikke stå alene. Regeringen har derfor nedsat Kommissionen for den glemte kvindekamp, som skal se på det her og komme med anbefalinger til os politikere.

Gennem de seneste år har vi også hørt kvinder sige fra, kvinder, der modigt har stået frem og fortalt om forskelsbehandling og seksuel chikane i samfundet og generelt på arbejdspladserne. Derfor er jeg særlig stolt af, at vi sammen med arbejdsmarkedets parter har iværksat 17 initiativer, der skal sætte ind over for den seksuelle chikane. Trepartsforhandlingerne viser, hvor vigtigt det er, at vi står sammen, og jeg er heller ikke i tvivl om, at det er afgørende, hvis vi skal nå i mål med ændringer på det her område.

Når det kommer til ligestilling i bestyrelser og ledelser, sakker vi bagud. Vi skal derfor stoppe med at påstå, at vi ikke har et problem, eller at det nok løser sig selv med tiden. For bliver vi ved med at påstå, at vi ikke har noget problem, eller at løsningerne kommer med tiden, begår vi en fejl, og ikke mindst går vi glip af kvalificeret arbejdskraft og kompetencer. Det er baggrunden for, at regeringen har fremsat et lovforslag, der skal bane vejen for, at vi bruger hele talentmassen, og sikre, at der kommer flere kvinder i ledelser og bestyrelser både i private virksomheder og i det offentlige.

Ligestilling kommer ikke af sig selv, og kampen må aldrig blive den enkeltes. Det er en kollektiv kamp. Ligestillingen har ikke rykket sig for alvor i mange år her i Danmark, og vi skal rykke stærkere. Vi skal have Danmark med i front, og vi skal sikre kvinders rettigheder og muligheder på tværs af samfundet.

Sammen kan vi rigtig meget i det her Folketing, hvis vi vil, og her handler det om noget så vigtigt som lige muligheder i livet for alle, så derfor kære Folketing: Lad os handle, ikke nødvendigvis for vores egen skyld, men for vores børn og vores børnebørns skyld; helt ligesom medlemmer af Folketinget før os har handlet og sikret fremskridt i samfundet, at kvinder overhovedet kan være en del af demokratiet, og at vi har de rettigheder, som vi har i dag. Tingene kommer ikke af sig selv, og derfor glæder jeg mig til det videre samarbejde om fremskridt på ligestillingsområdet. Tak for ordet.

Tak for det. Hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Nu nævnte ministeren mange gange ligestilling, men hun nævnte det kun der, hvor der skulle være ligestilling for kvinder. Hvad med ligestilling for mænd? Der er blevet fremsat et forslag i Folketinget om, at man skal ligestille kvinders og mænds rettigheder til at få hjælp på krisecentre – altså også for mænd, som bliver ofre for vold, f.eks. i hjemmet, partnervold. Det sker faktisk for 19.000. Og der mener vi så, at de skal have samme muligheder og samme rettigheder til krisehjælp som kvinder. Men der var ligestilling åbenbart ikke så vigtig, for der stemte man nej. Det skal mænd ikke have – de skal ikke have samme rettighed til f.eks. psykologhjælp, som kvinder skal have, eller de samme muligheder for at komme på et krisehjem, som kvinder skal have.

Hvorfor er det, at regeringen mener, at man ikke skal kæmpe for ligestilling på det område, og hvorfor var det, at man stemte imod et beslutningsforslag om rent faktisk at skabe ligestilling på det område?

Tak. Og værsgo.

Ligestilling gælder for både mænd og kvinder. Som jeg husker debatten, var udfordringen, at der ikke fulgte finansiering med det pågældende forslag, der blev fremsat.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Wow! Så man vil ikke som minister forholde sig til den ulige behandling, der er af mænd og kvinder på krisehjem, på grund af en finansiering, som bare kan komme fra det økonomiske råderum, som er en fuldstændig legitim måde at finansiere ting på.

Betyder det så, at regeringen vil stemme for at ligestille rettighederne for mænd og kvinder på krisehjem, hvis der bliver fremsat et beslutningsforslag, som finansierer det via det økonomiske råderum, som alle er enige om der allerede er? Jeg ved godt, at nogle partier vil bruge det på noget andet, men jeg kan ikke se, at noget er meget vigtigere end rent faktisk at sikre, at mænd får samme rettigheder som kvinder, hvis de har det svært i livet og de oplever vold i hjemmet og de må på et krisehjem og de har brug for psykologhjælp.

Hvorfor er det, at de ikke skal have den rettighed, når kvinder skal have den rettighed? Kan det ikke ramme mænd hårdt? Er vi ikke (Anden næstformand (Pia Kjærsgaard): Ja tak!) ... Så vil ministeren stemme for, hvis det rent faktisk bliver finansieret?

Prøv lige at høre: Vi skal respektere hinanden med hensyn til taletiden.

Værsgo.

Som jeg sagde før, gælder ligestillingen for både mænd og kvinder. Men det er altså også helt normalt i det her Folketing, at når man fremsætter forslag, følger der finansiering med. Jeg sidder aktuelt og arbejder på en handleplan, der skal sikre bedre indsatser i forhold til forebyggelse af vold, i forhold til bekæmpelse af vold, så vi dermed også får nogle meget bedre rammer omkring det her. Og der håber jeg da, at Nye Borgerlige også vil spille ind med gode forslag.

Tak. Så er det fru Birgitte Bergman, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Vi er helt enige om, at ligestilling gælder for mænd og kvinder, og derfor kunne jeg egentlig også godt tænke mig at høre ministerens holdning til noget. Jeg kan forstå, at Danmarks Frie Forskningsfond ønsker en dispensation efter ligestillingslovens § 3 til at fremme et køn frem for et andet, hvilket jeg mener er et klart tegn på, at der ikke er tale om ligestilling her. Hvad mener ministeren?

Værsgo.

Jeg kommer til at henvise til den relevante minister, når det handler om konkrete tildelingskriterier. Der kan være nogle steder, hvor det kan give mening for at skabe ligestilling, at man da laver nogle strukturer, der fremmer det ene køn. For at sikre, at vi får en bedre fordeling af kvinder og mænd i bestyrelser og i ledelser, har regeringen, når det handler om kvinder i ledelse, foreslået, at vi ændrer på strukturerne i forhold til det. Det er den tilgang, vi har til det her, nemlig at man kan skubbe på strukturerne for at få bedre balance. Men i forhold til de konkrete tildelingskriterier må jeg henvise til den relevante minister.

Så er det fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil gerne spørge den nye ligestillingsminister, om ligestillingsministeren anerkender det store problem med uligeløn i den offentlige sektor mellem mande- og kvindedominerede fag. Det er det første. Det næste er, om ligestillingsministeren kæmper for, at vi også tager et politisk ansvar for at få gjort noget ved det.

Værsgo.

Ja, jeg anerkender, at der er forskel på løn, når det handler om mænd og kvinder og ikke mindst i forbindelse med de fag, som klassisk er kvindefag og klassisk er mandefag, og der er også igangsat et arbejde på området hos beskæftigelsesministeren.

Fru Pernille Skipper.

Det var et vigtigt og rigtig godt udgangspunkt. Det vigtige er jo så, at vi, når den Lønstrukturkomité, som er sat i gang ovre hos beskæftigelsesministeren, kommer tilbage med en måde at gøre det på, finder nogle penge fra politisk hold, for den eneste måde, en offentlig overenskomstforhandling, uanset Lønstrukturkomité eller ej, kan hæve sygeplejerskernes, jordemødrenes, sosu'ernes, radiografernes løn på, er, ved at vi finder nogle penge, der kommer ind i de forhandlinger, medmindre man synes, at pengene skal tages fra lærerne og politibetjentene. Er ministeren ikke enig i det?

Værsgo.

Jeg glæder mig til at se det arbejde, som beskæftigelsesministeren har sat i gang, og de anbefalinger, som kommer til at ligge der, og så er jeg helt sikker på, at vi får en god debat om både indhold og finansiering på bagkant af det.

Tak for det. Så er det fru Samira Nawa, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak, formand. 8. marts fejrede vi kvindernes internationale kampdag, og jeg fejrede det i Vega, hvor ligestillingsministeren også var til stede, og det var vores statsminister også, og hun holdt en tale, hvor hun bl.a. sagde, at vi ikke skal være så bange for at tale om kvoter for kvinder i bestyrelser. Og i Radikale Venstre har vi jo et forslag om, at vi skal have indført egentlige kvoter, ikke bare måltal, men egentlige kvoter, og det kunne jeg godt tænke mig, også i lyset af den tale, som statsministeren holdt den aften, at høre ligestillingsministerens tanker omkring.

Værsgo.

Jamen vi skal have flere kvinder i ledelser, og vi skal have flere kvinder i bestyrelser, og sandheden er jo, at vi ikke har gjort noget de seneste rigtig mange år for at få udviklingen til at ændre sig. Vi har ikke turdet røre ved det fra politisk hold. Nu har vi så fra regeringens side iværksat initiativer, der skal sikre, at man som bestyrelse og ledelse tænker over og opstiller planer for, hvordan det faktisk er vi får udviklingen til at rykke sig på det her område. Og det tror jeg på får skred i tingene. Men jeg kommer ikke til at stå her i dag og sige, at jeg på forhånd afviser initiativer, for det vil jo være det samme som at sige, at vi er villige til bare at lukke øjnene for det, hvis ikke der sker noget på det her område i fremtiden. Men jeg tror på, at det, vi har lagt frem for Folketinget, altså måltal, krav til, at man i virksomheder og i bestyrelseslokalerne opstiller nogle mål for det her og begynder at tænke over, hvordan man kommer derhen, rent faktisk kommer til at rykke noget.

Fru Samira Nawa, værsgo.

Og det er jeg rigtig glad for, for det udspringer jo af en beretning, som vi skrev i fællesskab oven på et beslutningsforslag, som Radikale Venstre havde, om lige præcis de her måltal. I mellemtiden er vi så også rykket skridtet videre, for lad os accelerere og gøre det lidt hurtigere, også fordi det her med lige adgang til topposter jo forhåbentlig også kan betyde lige adgang til andre stillinger i samfundet, når vi ligesom får det i forhold til magtpositionerne på plads. Det konkrete forslag, som vi har, er en 40-60-fordeling af mænd og kvinder i børsnoterede virksomheders bestyrelser, og så skal det være en forsøgsordning, for vi er jo ikke så forfærdelig glade for kvoter. Jeg stopper her, for formanden har rejst sig.

Værsgo.

Jeg vil allerhelst undgå at tvinge nogen til noget, og det er derfor, jeg faktisk synes, det er et rigtig godt lovforslag eller to gode lovforslag, som regeringen har fremlagt. For det er jo ikke kvoter, der er i det, det er måltal, hvor man opstiller krav til, at man skal have tænkt over, hvordan man gør det her, og at man har planer for at komme derhen. Jeg håber på, at det bliver taget ned, for ellers bliver vi nødt til at kigge på andre redskaber. Men lad os nu lige se, om ikke det virker. Det tror jeg det gør.

Tak for det. Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Inden vi får næste punkt på dagsordenen, skal vi lige have flyttet lidt rundt.