Tak, formand. Lad mig starte med at sige tak til alle ordførerne for nogle rigtig gode taler, for en rigtig god debat og også for en, synes jeg, optimistisk stemning. Altså, der er ingen, der siger til hinanden her i dag, at vi er i mål med vores 70-procentsmålsætning, at vi kan læne os tilbage og hvile på laurbærrene. Det giver sig selv. Men der er en optimisme, i forhold til 1) at vi er kommet langt, og 2) at vi har en rigtig god idé om, hvordan vi skal komme de næste skridt. Og forhandlingerne kommer til at fortsætte umiddelbart i det nye år.
Hvis man ser på, hvad det egentlig er for nogle aftaler, vi har lavet, så er det jo rigtigt, som flere af jer også har været inde på, at de sådan helt store af dem, dem, som der blev lagt mærke til på COP26-mødet i Glasgow, dem, som der skrives rapporter om, når verdens ngo'er skal rangere, hvilke lande de synes gør det bedst i kampen mod klimaforandringerne, jo er vores massive udbygning af vedvarende energi; det er energiøerne; stop for olie og gas i Nordsøen; det er de her meget store strukturelle greb, som vi er i gang med at tage i forandringerne af det danske samfund. Men de kan måske godt en gang imellem føles en lille smule fjerne for den sådan almindelige dansker i den almindelige danskers hverdag. Derfor er det meget, meget vigtigt at huske på, at det jo ikke er det eneste, vi gør. Ja, de store ting, de virkelig store strukturelle greb, er dem, der for alvor skal få os i mål, men der sker også meget andet, som også er vigtigt, som også er nødvendigt.
Tusindvis af danskere får udskiftet deres olie- og gasfyr i de her år. Før vi lavede aftalen om vejtransport, var det, hvis jeg ikke husker meget fejl, omkring 4 eller 5 pct. af de biler, der blev solgt i Danmark, altså de nye biler, som var grønne, og i dag er det tæt på halvdelen. Salget af plastikposer – I kender det sikkert selv – er jo gået ned, markant ned. Landmænd er i gang med at tage lavbundsjorder ud, så de i stedet for at være et problem for klimaet, fordi de udleder drivhusgasser, nu bliver jord, som står og suger drivhusgasser. Skibene er i vandet i forhold til de forundersøgelser, der skal laves i nogle af de rigtig store udbygninger af vedvarende energi. Vi kommer til nu at levere, også på den helt korte bane, på nogle af de teknologier, som er blevet kaldt hockeystavsteknologier.
Vi blev kritiseret for år tilbage, da vi startede, og da vi lagde planen. Hvis vi kun satsede på ccs, altså CO2-fangst, på ptx, altså grønne brændsler, på pyrolyse, altså brunkul – det, at vi via pyrolyseteknologi kan lagre CO2'en i noget kul, som vi så kan pløje ned i jorden – og på, at vi kan tilsætte forskellige stoffer til dyrs foder, så de udleder mindre CO2, så var det fugle på taget. Altså alle de her teknologier, der skal hjælpe os, blev vi kritiseret for – det kunne man ikke, og hvorfor skete der ikke mere?
To ting er der sket. For det første sker der rigtig, rigtig meget andet end det. Vi leverer på den korte bane med energieffektivitet, med vedvarende energi osv. osv., men vi har jo også vist, at de her teknologier ikke var fugle på taget. De kommer til at levere, og de kommer til at levere endda på den korte bane. Så det, der førhen måske lød som vilde fremtidsscenarier i den bedste af alle verdener, kommer til at ske. Vi har sat pengene af, vi har lavet lovgivningen, vi har lavet aftalerne. Allerede inden 2025 kommer vi til at levere på CO2-fangst – altså noget, der for få år siden lød som et fatamorgana.
Men det sker jo ikke af sig selv. Det er blevet sagt flere gange her: Ord er bare ord. Det er rigtigt, men i politik starter det nu engang med ord. Det er jo de ord, vi skriver ned, som bliver til lovgivning, der bliver til finanslove, som betyder, at vi allokerer de midler, der skal bruges. Nogle har sagt, at det ikke bare skal være subsidier, at det ikke bare skal være støtte – jeg tror, det var fru Marie Bjerre, der sagde det. Det skal være markedsbaserede løsninger – vi skal tro på markedet. Andre har sagt, at vi skal bruge flere penge. Men sandheden er jo begge dele. Der er ikke sådan ét vidundermiddel i den her kamp. Der er en lang række forskellige politiske virkemidler, og de forandringer, vi skal igennem, er så omfangsrige og kommer til at berøre så store dele af vores samfund og bliver så gennemgribende, at vi både skal bruge subsidier og markedsbaserede instrumenter, dvs. skatter og afgifter, og et kvotehandelssystem og regulering og planlægning og frivillig handling og det, borgerne gør af sig selv, og nogle gange det, borgerne gør, fordi de kan finde oplysninger, som vi måske hjælper med politisk at bringe til veje, og det, virksomhederne gør, nogle gange fordi vi regulerer dem, nogle gange, fordi de gør det af sig selv, fordi det er det, der gør dem konkurrencedygtige.
Alle de der ting skal med, og alle de der ting skal tænkes sammen. Derfor er det også så godt, at langt de fleste af de aftaler, vi laver, også er brede aftaler. Jeg er selvfølgelig ked af, er det ikke lykkes altid. Jeg er ked af, at Venstre ikke er med, når det handler om plastikposer. Det er noget, der er konkret; det er noget, folk kan forstå. Hvorfor vil man ikke det? Hvorfor vil man ikke være med til det? Jeg er ked af, at Venstre ikke er med i bilaftalen. Altså, det er måske lige til den, nogle vil måske endda kalde det lidt flabede side, hvis man beder danskerne om at tro på, at grunden til, at Venstre ikke er med i bilaftalen, i virkeligheden er, at den ikke er ambitiøs nok. Altså okay, det er fair nok at sige, at man har ændret holdning, og at man er blevet grønnere – den køber jeg; det er I bestemt – men der må alligevel være grænser for, hvad man kan forsøge at binde danskerne på ærmet.
Sagen er jo den, at vi heldigvis har fået Venstre med en gang imellem til nogle ting, men der, hvor det virkelig batter noget, er det altså meget tit, at hvis det lykkes, er det med nød og næppe, og ofte er det desværre ikke lykkedes. Da jeg overtog ministeriet fra Lars Christian Lilleholt – i øvrigt en, hvis man lige ser bort fra hans klimapolitik, hædersmand fra Fyn – forærede han mig en Harry Potter-figur. Hvorfor gjorde han det? Det var, sagde han, fordi: Den her 70-procentsmålsætning kan ikke lade sig gøre; det vil kræve magi. »Det vil kræve magi« – det var måske derfor, man i den forgangne periode faktisk ikke havde sat nye klimamål, men havde aflyst klimamål. Og det var måske derfor – og det var jo rørende at høre – at Venstre gerne ville bruge rigtig, rigtig mange penge på en begrænset effekt ved at udfase Nordjyllandsværket et par år tidligere. Men må jeg bare lige minde om, at Venstre selv aflyste målet om at udfase kul i 2030 – altså i 2030! Nå, det var egentlig min mening at holde mig mest til enighederne, men man kan jo blive fanget lidt af stemningen. Det sker i selv de bedste familier, og det skete så også for mig her.
Jeg er oprigtigt glad for, at vi laver brede aftaler. Der var også flere, der spurgte til, hvorfor det egentlig er, at det er så vigtigt med de her brede aftaler. Ja, først og fremmest er det jo, fordi det, når vi beder meget store virksomheder og investorer om at placere meget store beløb i udvikling i Danmark – energiøen i Nordsøen bliver den største infrastrukturinvestering i danmarkshistorien – så er ret vigtigt, at der er bred opbakning.
Det er i øvrigt også ret vigtigt, tror jeg, at vi bevarer den tradition, vi har, for det meget gode, konstruktive og pragmatiske samarbejde, der er, når der er en forligskreds. Altså, når jeg nogle gange prøver at fortælle mine kollegaer fra andre lande, hvad det der med en forligskreds og et forlig egentlig betyder – og det er jo ofte ret intelligente mennesker, der sidder i regeringer i andre lande, altså med høj uddannelse og erfaring i politik – så forstår de simpelt hen ikke, hvad jeg mener. De kan ikke kapere, at vi kan blive enige med hinanden i forhold til noget, der ikke er juridisk bindende, for det er en aftale, vi laver med hinanden om, at selv hvis magten skulle skifte, så står det her også efter næste valg; og at vi holder det; og at hvis man er med i et forlig, har man i øvrigt veto, så selv det mindste parti har lige så meget at skulle have sagt som det største parti, når vi skal implementere de der meget, meget store aftaler; at vi respekterer det, og at der er meget langt imellem, at der er nogen partier, der misbruger det. Det er altså en ret fantastisk ting ved det danske demokrati, og det er jeg helt oprigtigt dybt taknemlig for at vi kan gøre på klimaområdet.
Så det er ikke kun for at være høflig, og det er ikke kun, fordi det snart er jul: Jeg er virkelig glad for det tætte samarbejde, vi har om langt de fleste aftaler på klimaområdet, og havde vi ikke haft det, kunne vi ikke have været så ambitiøse, som vi er. Tak.