L 67 Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om sygedagpenge og forskellige andre love.

(En styrket og forenklet ungeindsats og samtaler over video eller telefon m.v.).

Af: fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2021-22
Status: Delt

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 10-11-2021
1. behandlet / henvist til udvalg 23-11-2021
Betænkning afgivet 08-12-2021
2. behandlet/direkte til 3. behandling 16-12-2021
Delt i:
Ministerområde:
Beskæftigelsesministeriet
Resumé:
Lovforslaget udmønter »Første delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen«, så der tilvejebringes den første besparelse inden for jobcentrenes samlede indsatsområde, der skal realiseres fra januar 2022, og som skal medvirke til at finansiere retten til tidlig pension.

Det foreslås, at proceskrav til indsatsen for uddannelses- og aktivitetsparate unge under 30 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse lempes, således at der må være fire måneder mellem hvert tilbud, hvor der i dag højest må være fire uger. Det foreslås desuden, at personer i målgruppen får ret til selvfunden virksomhedspraktik og løntilskud, og at de får ret til mentorstøtte i overgangen fra uddannelseshjælp til uddannelse for at understøtte, at den unge fastholdes i uddannelsen

Ifølge forslaget skal ledige efter seks måneders ledighed have mulighed for at vælge, om samtaler med jobcenter eller arbejdsløshedskasse skal afholdes ved personligt fremmøde, over video eller telefonisk. Jobcenter og arbejdsløshedskasse kan ændre samtaleformen fra video eller telefonisk til personligt fremmøde, såfremt de vurderer, at der er behov for det.

Med lovforslaget ønskes der i forlængelse af "Aftale om kommunernes økonomi for 2022" mellem regeringen og KL ændringer i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., således at der overføres en række statslige opgaver fra Workindenmark til kommuner, der er udpeget som International Citizen Service-kommuner.

Der foreslås desuden en mindre ændring af en overgangsregel vedrørende indsatsgarantien, så der gælder de samme regler for en person, der er omfattet af overgangsreglen, som for en person, der påbegynder et ressourceforløb efter lovens ikrafttræden den 1. januar 2022, for så vidt angår opgørelse af indsatser i ressourceforløbet m.v.

Endelig foreslås der ligeledes en ændring i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, der medfører en målretning af de oplysninger om den unge, som kommunerne sender til uddannelsesinstitutionerne, når en ung starter på en uddannelse. Det medfører desuden en forpligtelse til udveksling af relevante kontaktoplysninger mellem jobcenteret og uddannelsesinstitutionen.

Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1. januar 2022.