Det er jo en kendt sag – også for kulturministeren og ikke mindst for spørgeren, som jo selv har siddet i bestyrelsen for fregatten »Jylland«.
Desværre er der, som hr.
Kim Andersen også påpegede, en bevilling, som løber ud nu her, og det er jo på alle måder ulykkeligt for fregatten »Jylland«.
Jeg har stor forståelse for den frustration og de problemer, det giver, at bevillingen løber ud, for de mennesker, der som sagt dagligt arbejder med fregatten, og givetvis også for bestyrelsen.
Jeg er i den situation, som landet også står i, nemlig at der er nogle meget, meget stramme økonomiske rammer – også for mit område.
Det, jeg har gjort, er, at jeg har omprioriteret penge fra Statens Museum for Kunst til fregatten »Jylland«, så man får en fast bevilling på 300.000 kr.
fremadrettet.
Det slår overhovedet ikke til i forhold til det behov, som fregatten jo givetvis har, men det er det, som jeg har prioriteret, og det vil sige, at jeg har taget penge fra en anden institution og givet dem til fregatten »Jylland«.
Det, der så bare er vigtigt for mig i den her sammenhæng at understrege, er – ikke fordi det skal blive polemisk, men jeg vil alligevel understrege det – at da Venstre fremlagde deres finanslovforslag, var der heller ikke nye penge til fregatten »Jylland«.
Så det vil sige, at den tidligere regering har givet midlertidige bevillinger til fregatten »Jylland«, og disse midlertidige bevillinger udløber nu.
Jeg er gået ind og har fundet et mindre beløb fra en anden institution og flyttet det over til fregatten »Jylland«.
Det løser ikke den udfordring, fregatten »Jylland« står over for, men jeg vil også sige, at det er en kendt problemstilling, også for bestyrelsen.
Det er ikke, fordi kasketterne skal blandes sammen, men hr.
Kim Andersen har faktisk to kasketter på i den her sag:
både som bestyrelsesmedlem og som medlem af Folketinget.
Min nysgerrighed går på, hvad bestyrelsens strategi er fremadrettet.
Det får vi nok ikke svar på her, og det kan jeg få i en anden sammenhæng, men den nysgerrighed har jeg.