Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 207:

Forslag til finanslov for finansåret 2023.

Af finansministeren (Nicolai Wammen).

(Fremsættelse 31.08.2022).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for ordet. Dansk økonomi er bomstærk. Vores finansminister er nok for beskeden til at sige det selv, når han får ordet senere på dagen, så derfor må jeg jo sige det. Så sandt som mit navn er Benny, viser finanslovsforslaget, at dansk økonomi er bomstærk. Der er 3.868 sider i finanslovsforslaget – tabeller og paragraffer, som man kan bore sig så dybt ned i, at man aldrig nogen sinde kommer op til overfladen igen. Og tro mig: Vi har været i gang i Finansudvalget. Over 3 dage har vi haft den fornøjelse at have besøg af de fleste af regeringens ministre. Her har vi gennemgået forslaget paragraf for paragraf, og der er da også allerede stillet 44 skriftlige spørgsmål på lovforslaget. Vi skal nok komme helt til bunds i det og i alle detaljerne. Derfor vil jeg også benytte denne tale til at hæve blikket fra detaljerne, fra de teoretiske tal for arbejdsudbud og råderum, og så se på, hvad den førte økonomiske politik egentlig betyder for mennesker ude i virkelighedens Danmark.

Aldrig før har der været flere folk i beskæftigelse. Umiddelbart før coronakrisen mente nogle, at vi var tæt på arbejdsmarkedets kapacitetsgrænse. Der er kommet over 163.000 flere i beskæftigelse siden da. Mange af dem stod uden for arbejdsstyrken før det. Antallet af langtidsledige er på det laveste niveau, der nogen sinde er registreret, og der har ikke på noget tidspunkt været færre kontanthjælpsmodtagere målt i statistikkens 15-årige levetid. Og hvad endnu bedre er: Andelen af ikkevestlige indvandrere i kontanthjælpssystemet er faldet og er nu lavere, end den på noget tidspunkt var under VLAK-regeringen. Så når der er nogle i dette Folketing, der siger, at det ikke kan betale sig at arbejde, så er der mindst 163.000 ekstra mennesker, der er kommet i arbejde, som beviser det modsatte.

Når man lytter til erhvervsorganisationer som Dansk Erhverv og Dansk Industri, hører man naturligvis meget om mangel på arbejdskraft. Til trods for at der er over 100.000 flere mennesker i arbejdsstyrken i år, end der var ved udgangen af 2019, så er det ikke en udfordring, der kan negligeres. Derfor tager regeringen og Socialdemokratiet gerne handsken op for at sikre flere og ikke mindst mere kvalificerede medarbejdere til virksomhederne. Der er dog en sag, der her ligger mig meget på sinde, for fra faglige organisationers side, fra Ældre Sagens side og ikke mindst fra utrolig mange mennesker i deres bedste alder – jeg fristes faktisk til at sige: i vores bedste alder – peges der på, at arbejdsgivere ikke altid er villige til at ansætte de mere modne i ledige stillinger.

Derfor vil jeg gerne fortælle om den dejlige samtale, som jeg havde med Irene og Poul i går aftes. Jeg ved godt, at man ikke må tale om en dames alder, men jeg vil gøre en undtagelse med Irene, for hun har sagt, at jeg gerne må fortælle, at hun er 66 år. Hun har for nylig fået nyt arbejde. Hun kan egentlig gå på pension om 8 måneder, men det kommer ikke til at ske, for hun underviser nu ukrainske flygtninge i dansk og synes, at det er et drømmejob. Inden Irene fik sit nuværende arbejde, oplevede hun dog noget ret unikt, for hun var så vant til at få afslag, når hun sendte ansøgninger, men på meget kort tid blev hun inviteret til samtale til hele fem andre jobs. Og Irene selv er ikke i tvivl om, at det skyldes, at vi her i Folketinget har gjort det til et krav for offentlige arbejdsgivere, at de ikke længere må spørge til ansøgeres alder.

Irene og Poul er venner. De bor godt nok i forskellige landsdele – hun bor i Nordjylland, han bor i Sønderjylland – men de spiller »Wordfeud« med hinanden og udveksler undervejs i spillet sådan lidt erfaringer fra deres arbejdsliv, et arbejdsliv, som ingen af dem i øvrigt forestiller sig skal slutte lige foreløbig. Eller faktisk troede Poul for mange år siden, at han aldrig skulle arbejde længere, for efter en diskusprolaps fik han tilkendt førtidspension, men han gik hen og fik det bedre og valgte efter en del år at søge tilbage mod beskæftigelse via fleksjob. Før sommer mistede den 64-årige Poul, som er it-specialist, dog sit arbejde. Det var han ked af, og som han siger: Er man 64 år og arbejder med it, så kan man altså kun få arbejde via sit netværk – det hjælper ikke noget at søge en opslået stillingen, for ingen privat virksomhed vil ansætte en 64-årig it-specialist. Og derfor var glæden for Poul ekstra stor, da han for nylig kunne starte i et nyt job, og han er ovenikøbet klar til at skrue op for timeantallet.

Min pointe med Irenes og Pouls historie er, at vi ikke skal piske nedslidte i arbejde, slet ikke når der faktisk er seniorer, der gerne vil have et job. Så når et flertal i dette Folketing eksempelvis har fjernet modregningsregler, er det en gulerod for seniorer til at blive på arbejdsmarkedet. Og der er rigtig mange, der gerne vil, hvis ellers arbejdsgiverne tør ansætte mennesker med lang erfaring og meget få barns første sygedage.

Nu har jeg talt lidt om regeringens resultater, og det får jeg sikkert også spørgsmål om i debatten. Jeg gætter dog også på, at vi i debatten kommer til at tale om Konservatives plan for skattelettelser til de rigeste, for hvad er det nu med de der cirka 40.000 færre offentligt ansatte, som er konsekvensen af De Konservatives plan, og hvorfor taler så mange om, at De Konservative ønsker nulvækst, når nu hr. Rasmus Jarlov har bedyret, at man da bare skal stole på ham, når han afviser nulvækst? Altså, den konservative formand, hr. Søren Pape Poulsen, har flere gange slået fast, at han ønsker nulvækst i den offentlige sektor samlet set. Han har udtalt det til Dagbladet Børsen den 12. august, han gentog det på sit pressemøde den 15. august, og han bekræftede det så sent som den 31. august i Berlingskes podcast »Pilestræde«, altså 14 dage efter at Konservatives 2030-skatteplan blev fremlagt. Men selv hvis hr. Søren Pape Poulsen har ændret politik og nu ikke længere ønsker nulvækst, men vækst i det offentlige forbrug på cirka 0,1 pct., vil det jo altså stadig betyde, at omkring 40.000 ansatte i velfærden skal skæres væk frem imod år 2030. Til den tid vil vi være 125.000 flere ældre over 70 år og 50.000 flere børn mellem 0 og 6 år, så spørgsmålet må være: Hvor i velfærden er det konkret, hr. Søren Pape Poulsen og Konservative forestiller sig vi kan undvære 40.000 par hænder?

Men der er faktisk mere, der er skævt i den konservative plan. Statsministerkandidat hr. Søren Pape Poulsen vil med sin økonomiske 2030-plan afskaffe hele topskatten og dermed give gigantisk store skattelettelser til de allerrigeste danskere. Da planen blev fremlagt, fremhævede hr. Søren Pape Poulsen særskilt, hvad en arbejderfamilie vil få i årlig skattelettelse, men der blev ikke nævnt noget om, hvordan det ser ud for en højtlønnet dansker. Så man kunne jo spørge, hvor stor en topskattelettelse en højtlønnet dansker med en indkomst på, lad os bare sige 1.318.234 kr., får. Vi kunne kalde denne højtlønnede dansker for Søren. Hvilke skattelettelser får denne Søren, hvis man gennemfører den konservative plan? Svaret er omkring ni gange så meget som hele arbejderfamilien. Hvis man afskaffer topskatten, får denne Søren en skattelettelse på omkring 98.000 kr. om året. Det er skævt, og det er ikke det, dansk økonomi har brug for.

Det går jo altså godt for dansk økonomi, men der er altså også rigtige problemer, vi skal løse. Det er meget konkrete problemer: Energipriserne buldrer i vejret som følge af Ruslands invasion i Ukraine; vi skal styrke dansk forsvar, vi skal have reduceret Danmarks CO2-udledninger med 70 pct. i 2030; inflationen har nået et niveau, vi ikke har set, siden jeg var teenager; vi kan risikere en energikrise, hvis lige vi ikke har set, siden jeg i 1973 var en lille purk, der sad på barnesædet på min fars cykel, der i øvrigt havde masser af plads til at komme frem på de bilfrie søndage. Alt det kalder på ansvarlig økonomisk politik.

Det er ikke tid til eksperimenter. Det er ikke tid til at kaste benzin på et brændende inflationsbål i form af skattelettelser til de mest velstillede. De, der har brug for fællesskabets hjælp, er dem, der er hårdest ramt, og derfor er årets finanslovsforslag ikke en gavebod, men en sikker hånd på rettet. Så selv om jeg har talt om regeringens resultater, og selv om jeg har talt om, hvor bomstærk dansk økonomi er, så lad mig minde om en ting: Selv om der senest grundlovsdag næste år skal afholdes folketingsvalg, er tiden ikke til at love milde gaver i øst og vest. Tiden er til ansvarlighed, og tiden er til samarbejde. Tak for ordet.

Tak for det. Nu vil der så være mulighed for korte bemærkninger i op til 45 minutter, og dem får vi fyldt ud, kan jeg se på talerlisten.

Den første korte bemærkning er fra hr. Troels Lund Poulsen, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Jeg blev en smule forvirret, for man startede jo fra Socialdemokratiets side med at fortælle om, hvor fantastisk godt det går i Danmark i forhold til økonomien, og det tror jeg måske er spændende at fortsætte dagen med at diskutere, for så godt går det jo ikke i forhold til økonomien. Vi står med kæmpestore udfordringer, som jo også betyder noget strukturelt, men det må vi jo vende tilbage til.

Jeg er også sådan set lidt nysgerrig efter at blive lidt klogere på den inflationspulje, der er sat af, på de her 2 mia. kr., og hvad den eventuelt kan gå til, og ikke mindst, hvordan man sikrer sig, at man ikke laver den model, som vi jo har set i forhold til den såkaldte varmecheck og den skandale, som vi har set udrullet der, hvor op imod 20 pct. af dem, der har fået udbetalt varmecheck, slet ikke er berettiget til at få den. Hvad er det, Socialdemokratiet gør sig af tanker i den forbindelse?

Ordføreren.

Vi gør os den tanke, at vi tager de diskussioner i finanslovsforhandlingerne. Jeg går ud fra, at Venstre også er interesseret i at deltage i dem. Jeg har også hørt forskellige idéer fra Venstres side, som jeg går ud fra kommer til at indgå i det forhandlingsrum.

Troels Lund Poulsen.

Jeg kan sige, at vi ikke er inviteret til nogen forhandlinger endnu, så det er jo ikke nogen skam ikke at komme, når man ikke er inviteret. Men lad det nu være. Jeg tror så heller ikke, der rigtig bliver finanslovsforhandlinger, før der bliver folketingsvalg. Men lad det være – det er jeg jo ikke herre over.

Jeg spurgte sådan set for at få svar i forhold til den skandale, der er, hvor op imod 20 pct. af de varmecheck, der er udbetalt, har været til folk, der slet ikke var berettiget til det. Hvad er det helt præcis for en model? Er det noget, man vil forfølge? Er det noget, man vil gøre noget ved? For nu var ordføreren jo meget optaget af, at man skulle gøre rigtig meget for at sikre, at man brugte pengene fornuftigt, og det er vel ikke at bruge pengene fornuftigt at lave sådan en model?

Ordføreren, værsgo.

Nu svarede jeg jo faktisk også på det, som ordføreren stillede spørgsmål om, nemlig hvad regeringens tanker var om det her. Det er også sådan, at finanslovsforhandlingerne normalt begynder i oktober med indkaldelse til sættemøder, og dem kan Venstre selvfølgelig også forvente at blive indkaldt til.

Det er klart, at skal vi lave støtteordninger, så skal vi gøre det så målrettet som overhovedet muligt, og man må også sige, at det kunne selvfølgelig godt være gjort kønnere med varmechecken, men man må også sige, at den trods alt er kommet rigtig mange danskere, der virkelig har brug for den hjælp, meget til gavn.

Tak for det. Så er det fru Lisbeth Bech-Nielsen, SF.

Tak for talen. Der har de sidste par dage været en del diskussion om tal, og hvordan de skal forstås osv. Og derfor er jeg bare nysgerrig efter at høre, hvad Socialdemokratiets politik er for den fremskrivning, som vi fik fra Finansministeriet. Der var der jo tale om 11.000 færre, hvis man fremskrev, efter hvordan man ellers har gjort det. Og der synes jeg, det er afgørende lige foran et valg, at vi ved, hvad de forskellige partier står for. Så hvad betyder Socialdemokratiets politik egentlig, i forhold til hvor mange pædagoger, sygeplejersker, lærere osv. der er derude?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er rigtigt, at hvis man regner beregningsteknisk, vil det konservative forslag føre til i omegnen af 40.000 færre offentligt ansatte i 2030. Og hvis man alene følger det demografiske træk og ikke i øvrigt støtter under diverse finanslovsindsatser m.v., vil en almindelig basisfremskrivning på det demografiske træk faktisk også føre til lidt færre offentligt ansatte. Og det er ikke regeringen og Socialdemokratiets politik.

Jeg hæfter mig også ved, at hvis der er noget, vi bliver kritiseret for, er det faktisk, at der er kommet flere offentligt ansatte over de forgangne 3 år. Det må jo så være et ansvar, som SF's ordfører og jeg tager på os i fællesskab. Det gør jeg gerne.

Lisbeth Bech-Nielsen, værsgo.

Ja, den kritik kommer i hvert fald ikke fra os, og det ved ordføreren også godt. For det har jo været afgørende for os at sikre nogle flere velfærdsmedarbejdere, specielt flere pædagoger til vores børn. Så bare for at skære det helt klart ud: Vil ordføreren bekræfte, at med Socialdemokratiet ved roret i regeringen betyder den politik, der bliver ført, ikke færre offentligt ansatte, hverken hvis man tænker på det som – hvad skal man sige – naturlig afgang eller direkte fyringer?

Ordføreren.

Det korte svar er egentlig ja. Altså, vi kommer til at skulle holde hånden under velfærden – som minimum følge det demografiske træk. Vi skal sørge for, at vi kan løse den grønne udfordring, CO2-målene skal vi nå i mål med, og så skal vi styrke dansk forsvar. Vi vil derudover kunne have et behov for at lave yderligere prioriteringer, og til det er vi selvfølgelig også nødt til at lave reformer, som jeg også med glæde kan konstatere SF har været med til at sikre i de forgangne år, ligesom SF også har været med til at lægge vægt på, at der f.eks. skal gode normeringer i daginstitutionerne.

Fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. I Enhedslisten blev vi jo glade for, at statsministeren var ude at åbne op for, at vi skal se på lønnen, når det kommer til de offentligt ansatte. Ud over at der er et rigtig hårdt og presset arbejdsmiljø, og at vi skal sørge for at investere i de uddannelser, som er med til at uddanne vores dygtige velfærdsprofessionelle, kommer vi ikke uden om, at løn har en betydning, og at tjenestemandsreformens greb i forhold til den manglende ligeløn har en kæmpe betydning i forhold til at kunne rekruttere velfærdsprofessionelle i fremtiden.

Så jeg vil gerne høre Socialdemokratiets overvejelser om kampen for ligeløn og at sikre ligeløn i fremtiden

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er rigtigt, at man jo selvfølgelig er nødt til at kigge på det som et samlet hele. Vi skal selvfølgelig respektere den danske model, det giver sig selv. Vi skal ikke ind at bestemme, hvad den enkelte medarbejder eller den enkelte medarbejdergruppe skal have i løn. Men jeg synes, at det er det helt rigtige tidspunkt at tage den debat på, som statsministeren har åbnet for, altså det at kigge på velfærdssektoren generelt og også anerkende de udfordringer, der er. Noget handler om løn, noget handler om arbejdsvilkår, noget handler om at kunne sikre, at der måske også er lidt flere, som tager fuldtid. Det er jo ikke sådan, at vi synes, at det spørgsmål, der har været rejst fra f.eks. Venstres side, om at få lidt flere til at gå fra deltid til fuldtid, er en dårlig diskussion at tage. Der er masser af diskussioner, som vi bør tage i den sammenhæng, men selvfølgelig skal vi også kigge realistisk på det og også, når det kommer til stykket, tage den konkrete lønforhandling mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Det er klart, at det skal vi ikke kigge på her fra Folketingets side. Det er et spørgsmål for arbejdsmarkedets parter. Men rammevilkårene kan vi godt diskutere.

Tak. Victoria Velasquez.

Tak for det. Det er jo en anden musik, end man kan høre i en anden side af salen, hvor man vil rekruttere folk til at være velfærdsprofessionelle på baggrund af deres omsorgsgen; vi må forstå, at det jo skal være et kald, at man ikke skal have en værdig løn eller den løn, som man egentlig fortjener i forhold til det arbejde, som man laver. Vi er enige i, at det er parterne, der skal forhandle, hvad lønnen skal være, men selve rammen og lønrammen bliver jo besluttet her fra Christiansborgs side. Så kan vi vente at se forslag til reformer måske, eller at der vil være en åbning i finanslovsforhandlingerne til, at vi får afsat penge, sådan at parterne kan løfte både de lavtlønnede og sikre ligeløn?

Ordføreren, værsgo.

Det her er noget, vi kommer til at fremlægge mere konkrete ting om i fremtiden, ja. Jeg vil så lige gøre opmærksom på, at jeg også har hørt det her med de varme hænder fra andre partier her i Folketinget, men jeg har faktisk også hørt en udvidet grad af interesse for privatisering, som jo heller ikke nødvendigvis kommer til at føre til en bedre kvalitet, men som måske kan føre til, at systemet bliver dyrere i sidste ende.

Så er det hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti.

Socialdemokratiet har jo hele den her uge brugt al sin taletid på at tale om Det Konservative Folkepartis økonomiske plan og render rundt med beregninger, som er forkerte, af, hvor mange offentligt ansatte der vil være i 2030, hvis man gennemfører vores økonomiske plan. Men hvad er Socialdemokratiets egen økonomiske plan? Hvor mange offentligt ansatte kommer der til at være i 2030, og hvad bliver det offentlige forbrug i 2030? Vi må gå ud fra, at der er overensstemmelse mellem Socialdemokraternes handlinger og Socialdemokraternes ord, og når man påstår, at man kan undgå at reducere antallet af offentligt ansatte, så må man jo også ifølge sin egen logik have et helt klart svar på, hvad det offentlige forbrug så bliver i 2030.

Så hvor mange offentligt ansatte kommer der til at være i 2030? Og hvad bliver det offentlige forbrug i 2030?

Ordføreren.

Regeringen fremlægger om kort tid en 2030-plan, hvoraf disse ting vil fremgå. Jeg synes, det er meget vidtgående, at hr. Rasmus Jarlov fuldstændig benægter fakta; det synes jeg faktisk er ret vildt. Altså, det er jo ikke sådan, at der er nogle, der tilfældigt har opfundet de regnemodeller, som man benytter sig af i Finansministeriet. Så hvis det er sådan, at hr. Rasmus Jarlov ikke anerkender Finansministeriets regnemodeller og ikke anerkender de metoder, som er gængse, så synes jeg jo, at man skal sige det, som det er.

Men sandheden er, at hvis man gennemfører den konservative plan over en 8-årig periode, lander man på i omegnen af 40.000 færre offentligt ansatte, altså hvis man bruger helt almindelige, gængse regnemodeller.

Hr. Rasmus Jarlov.

Det er ikke sandheden. Og alle, der har fulgt den offentlige debat i den her uge, ved, hvem det er, der har et meget lemfældigt forhold til fakta og de tal, som man lægger frem, og det er Socialdemokratiet.

Jeg synes igen, at det er utrolig interessant, at når vi spørger til Socialdemokratiets egen økonomiske plan, er der tilsyneladende ikke nogen økonomisk plan. Vi kan ikke fra Socialdemokratiet få svar på det, som de afkræver os svar på, nemlig hvor mange offentligt ansatte der kommer til at være i 2030 og hvad det offentlige forbrug kommer til at være. Jeg synes, det er underligt, at et parti, som sidder på regeringsmagten og har så stort et apparat bag sig, ikke kan svare på den slags ting – og alligevel optræder nærmest inkvisitorisk over for os andre i det samme spørgsmål.

Så får vi et svar fra ordføreren. Værsgo til ordføreren.

Hvis man regner på De Konservatives økonomiske plan i et 8-årigt perspektiv – Finansministeriet regnede jo på det i et 7-årigt perspektiv – vil man selv med en vækst på 0,13 pct. ende med omkring 40.000 færre offentligt ansatte. Hr. Rasmus Jarlov ryster på hovedet, og hr. Rasmus Jarlov kan jo ryste på hovedet, herfra og til debatten er færdig, men det bliver det ikke mere forkert af.

Regeringen vil ikke skære ned i den offentlige sektor. Vi vil tværtimod holde hånden under velfærden.

Så er det hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne.

Tak til ordføreren for en sådan måske lidt polemisk tale, men sådan er det. Jeg kunne godt tænke mig at vende mig frem mod noget af det, som jeg tror rigtig mange danskere er optaget af, nemlig de stigende energipriser, og det var jo sådan set meget opløftende at se den debat, der var mellem de tre statsministerkandidater forleden dag. For det, der i hvert fald var enighed om, var, at man gerne ville gøre noget for at hjælpe danskerne. Bl.a. kom det jo frem, at den såkaldte elafgift, altså det, som staten lægger oven i den originale elregning – kan man sige – til danskerne, og det er ret meget, vil man livs, i hvert fald fra de to borgerlige statsministerkandidaters side.

Men det stod mere uklart, hvad det var, som Socialdemokratiet gerne ville, og der kunne jeg godt tænke mig at høre hr. Benny Engelbrecht, om man her i dag kan få at vide, hvad Socialdemokratiet og regeringen vil tilbyde danskerne ud over den lillebitte justering, der er blevet lavet i dag. For den betyder jo stort set ingenting i privatøkonomien. Hvad vil man tilbyde, fordi regningerne tårner sig op?

Tak. Ordføreren, værsgo.

Som jeg også var inde på i min tale, er det en stor krise, vi står foran. Vi risikerer, at det er en lige så stor krise som den, vi begge to oplevede i 1973, og derfor afviser vi heller ikke, at elafgiften ud over det, som vi har vedtaget for kort tid siden her i Folketingssalen, er noget, som vi kan drøfte. Men man må også bare erkende, at det, selv hvis den afgift, der er, fjernes, jo så stadig væk er en ret beskeden del i forhold til det, der virkelig er udfordringen, nemlig at elpriserne er voldsomt høje, ligesom mange andre af energiudgifterne er voldsomt høje, og derfor er vi jo selvfølgelig også nødt til at kigge på det samlet set, ikke alene i Danmark, men også i Europa. Jeg ved, at statsministeren og flere andre ministre holder pressemøde senere i dag, bl.a. for at adressere, hvordan vi går til det her, også med udgangspunkt i Europa-Kommissionens forslag til at kigge på, hvordan vi regulerer selve prissætningen. Og det kan jo have en større betydning end afgifterne.

Hr. Peter Skaarup.

Jeg tror måske godt, man kan sige, at det var det, man kalder et politikersvar, for jeg synes, der var meget snak her frem og tilbage om noget med EU og noget internationalt, og man afviste ikke noget. Men der var jo ikke noget konkret fra regeringen, altså fra Socialdemokratiets side her, og jeg tror, at der er rigtig mange danskere derude, der forventer, at der kommer noget konkret. Og hvad kan vi gøre herinde?

Ja, vi kan jo i hvert fald gøre én ting, og det er at skrue på de afgifter, som betyder et større provenu til staten, når det er, at elregningen hos borgerne derude bliver større. Og der kunne jeg godt tænke mig at få et konkret svar på: Hvad vil Socialdemokratiet gøre nu og her?

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Vi kan gøre noget, hvis vi vel at mærke samtidig skruer ned for noget andet. Det er vigtigt at huske på. For hvis vi blot giver penge ud til merforbrug, ender vi jo med, at inflationen stiger yderligere, og det er der ingen af os der har en interesse i at gøre, og det er derfor, regeringen har afsat en reserve på 2 mia. kr. i finanslovsforslaget, som der kan forhandles om.

Men det ændrer jo ikke på det helt grundlæggende, altså at selv hvis man sænker afgifterne, f.eks. på elektricitet, så er det, der for alvor slår igennem på den almindelige danskers elregning, selve prisstigningen. Og det er jo den, vi skal have gjort noget ved.

Tak for det. Så er det hr. René Christensen, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak for talen. Det var jo egentlig interessant at høre. Som ordføreren startede med at sige: »Dansk økonomi er bomstærk«. Jeg tror endda, det er rigtigt citeret. Og det er den faktisk også, og det kan vi også se i Økonomisk Redegørelse. Det går faktisk ret godt, og det er vi jo glade for.

Udfordringen er jo bare, at de danske husholdninger ikke har det lige så godt, som staten har det. De er mere udfordret, og derfor er vi jo ret interesseret i, hvordan vi får løst den udfordring, også i forhold til inflationen. Når man kigger på det, er der jo ikke et eneste tiltag i det finanslovsforslag, der er lagt frem, som hjælper husholdningerne. Der er dog sat et beløb på 2 mia. kr. af, men det forslår jo ikke rigtig. Altså, vi kan jo se, at den her check, som man har prøvet at sende ud til nogle mennesker, for 2,4 mia. kr., i hvert fald ikke var det, der skulle til.

Når man så siger, at økonomien er bomstærk, og at flere indvandrere er kommet i arbejde – det er jo sådan set også fornuftigt – hvorfor trækker man så ikke de penge tilbage? For indvandrerfamilier har man givet gaver – 2.000 kr. skattefrit ekstra om måneden. Det er 24.000 kr. om året, som den her regering har givet til indvandrerfamilier med børn. Hvorfor ser vi ikke i finanslovsforslaget, at det bliver trukket tilbage og de penge bliver brugt til at give til danskerne?

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Tak for spørgsmålene. Og ja, bomstærk er en reference til Peyos tegneseriefigur, der blev skabt i 1960, som, ja, har samme fornavn som undertegnede.

Der er ingen tvivl om, at de her udfordringer er reelle. Selvfølgelig kommer vi til at forhandle om det her i finanslovsforhandlingerne, ingen tvivl om det. Men man må også bare sige, at vi også kommer til at skulle kigge på selve forsyningssikkerheden. Altså, hvordan bliver prissætningen lavet, når von der Leyen har spillet ud med, at der skal laves prisloft og alt muligt andet? Det bliver vi selvfølgelig også nødt til at dyrke, for det kan i sidste ende komme til at betyde langt mere for priserne end nogen hjælpepakke, som vi kan lave herinde. Det bliver vi nødt til at forfølge, og derfor er det her selvfølgelig noget, der skal foregå parallelt med finanslovsforhandlingerne.

I forhold til ikkevestlige indvandrere på kontanthjælp vil jeg sige, at niveauet aldrig har været lavere, end det er nu. Og det synes jeg faktisk fortjener en anerkendelse.

Hr. René Christensen.

Netop. Så er det vel også nu, at man skal fjerne de ydelser, som holder folk i passiv forsørgelse. Ordføreren sagde også, at det ikke er tid til gaver, men man har jo givet fantastiske gaver til indvandrerfamilierne – 2.000 kr. skattefrit om måneden, 24.000 kr. om året. Og så er man stolt af, at man nu kommer til at sende en check på 5.000 kr. ud til folkepensionister. Det er 5.000 kr. sat op imod, at man har givet en indvandrerfamilie 24.000 kr. Det er da det, jeg tror at nogle danskere sidder og kigger på, når ordføreren står og siger, at regeringen ikke vil give gaver. Det ville man så gerne til nogle, men ikke til andre.

Tak. Ordføreren, værsgo.

Vi skal først og fremmest give alle danskere den gave, at de kommer i arbejde. Og derfor er regeringen optaget af at stille krav til dem, som fortsat er ledige, om at komme ud i beskæftigelse.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige.

Tak. Jeg vil godt tilbage til den beregningstekniske tilgang, som betød, at statsministeren fejlagtigt sagde, at der skulle fyres 40.000. Jeg kunne godt tænke mig spørge, om ordføreren kan bekræfte, hvad det betyder, hvis man f.eks. har et offentligt forbrug på et springvand på 5 mio. kr. og så vælger at sige: Nej, det har vi ikke råd til lige nu, så vi slukker det halvdelen af døgnet, så det kun koster 2 mio. kr. at drifte. Kan ordføreren bekræfte, at det isoleret set beregningsteknisk faktisk ville bone ud med færre offentligt ansatte?

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at man samlet set både beregner den offentlige økonomi ud fra antallet af ansatte, men altså også ud fra vareindkøbet. Så det er jo en kombination. Og så må man vel sige, at hvis man slukker springvandet nu, er det jo, fordi elpriserne er steget, og hvis det kun kører halvdelen af tiden, er den samlede omkostning nok nogenlunde den samme.

Så vil jeg også anfægte det, når hr. Lars Boje Mathiesen siger, at Finansministeriets beregninger af, at den konservative plan over en 8-årig periode kommer til at føre til 40.000 færre offentligt ansatte, er forkerte. For det er jo faktisk helt korrekt, og det er også blevet bekræftet fra flere forskellige sider. Det, der var udgangspunktet, var, at man lagde til grund, at der var nulvækst over en periode på 7 år, men hvis man beregner det for en periode på 8 år, med en vækst på 0,13 pct., lander man også på omkring de 40.000.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Ordføreren skal høre bedre efter. Jeg sagde, at statsministeren taler usandt, når hun siger, at det betyder, at der bliver fyret 40.000. Jeg snakker ikke om, hvad Finansministeriet har gjort.

Men jeg kunne godt tænke mig at spørge igen: Kan ordføreren bekræfte, at hvis man går fra at bruge 5 mio. kr. på et springvand, som er det, det koster at drifte, og man så lukker det ned halvdelen af tiden, så det kun koster 2-2,5 mio. kr. at drifte, så vil det isoleret set beregningsteknisk betyde færre offentligt ansatte?

Ordføreren.

Jeg bliver altså nødt til at anfægte det her igen. Hr. Lars Boje Mathiesen siger, at han er ligeglad med, om folk forsvinder på den ene eller den anden måde. Altså, hør nu her: Hvis man får 40.000 færre offentligt ansatte – om der er nogle af dem, der fyres, eller om det for nogles vedkommende sker ved naturlig afgang – så oplever kollegaerne, at der er færre hænder derude, og borgerne oplever, at der er færre hænder derude. Det er jo det, der er det vigtige her. Og jeg har svært ved at forestille mig, at man kan gennemføre en så omfattende plan, uden at nogen skal fyres.

Så er det hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Vi har jo efterhånden vænnet os til, at den her regering med jævne mellemrum siger ting i den offentlige debat, der ikke passer. Det gode ved, at det er sket så mange gange her i den seneste tid, er, at folk er begyndt at se skoven og ikke kun de enkelte træer; at det altså ikke er enkeltstående tilfælde, men en strategi fra regeringens og Socialdemokratiets side meget ofte at sige ting, der ikke passer.

Det gør man også i forbindelse med fremsættelsen af finanslovsforslaget, hvor finansministeren igen og igen kalder det en stram finanslov, alene fordi der ikke bruges helt så mange penge som i finansloven for 2022, som var løs på grund af coronatiltag. Det har så givet endnu en af de der overskrifter, hvor folk, der er kloge, fortæller, at det, regeringen siger, ikke passer. Økonomer afliver regeringens fortælling om en stram finanslov og siger, at den forøger inflationsproblemet. Vil hr. Benny Engelbrecht medgive, at det ikke er en stram finanslov, og at den har det, der hedder en positiv finanseffekt, og dermed forøger inflationsproblemet i Danmark?

Ordføreren.

Jeg har godt læst den pågældende artikel og har også undret mig over det. Jeg gætter på, at det er journalisten, der har misforstået det og har kigget på en linje i teksten og antaget, at det var positivt, men der står et minus foran. Så konklusionen er, at der en opstramning i finanslovsforslaget.

Ole Birk Olesen.

Ja, så får vi den igen, nemlig at der er en opstramning i forhold til finansloven for 2022, som jo var en løs finanslov på grund af lånefinansierede coronatiltag. Men det betyder ikke, at finansloven for 2023, som regeringen fremsætter forslag om, er stram. Det er det, økonomerne afviser. Så regeringen er igen ude i sådan en sag, hvor regeringen har sagt noget, hvorom folk med forstand på emnet siger, at det ikke passer; at det, regeringen siger, simpelt hen ikke er rigtigt. Kan vi få hr. Benny Engelbrechts indrømmelse af, at det ikke er en stram finanslov, og at økonomerne, som siger, at det ikke er en stram finanslov, har ret?

Ordføreren.

Det havde altså hjulpet, hvis den pågældende journalist havde været opmærksom på, at det ikke var et plus, men et minus, der stod foran tallet, for så var man nået frem til, at det er en stram finanslov, uanset om man kigger på den korte bane eller den lange bane.

Fru Aaja Chemnitz, IA.

Mange tak for ordet, og tak for talen. Jeg vil gerne sætte fokus på et område, som jeg tror de færreste herinde i salen er opmærksomme på, og det er, at der er sket den tredje dødsulykke på en arbejdsplads i Grønland. Arbejdstilsynet er et dansk ansvar i Grønland, og derfor vil jeg gerne være med til at sætte fokus på, at der er behov for et mere synligt og aktivt arbejdstilsyn i Grønland. Senest der blev lavet en rapport, var i 2017, og den sidste strategi er fra 2018. Så der er bestemt et behov for, at vi styrker vores arbejdstilsyn i Grønland, og derfor vil jeg høre, hvad regeringen, som ordføreren jo også er repræsentant for, eller i hvert fald for partiet, har tænkt sig at gøre i forhold til at styrke Arbejdstilsynet i Grønland.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg, selv om jeg har beskæftiget mig med rigtig mange af siderne i finanslovsforslaget, ikke har forberedt mig på Arbejdstilsynets indsats i Grønland. Det kan jeg lige så godt blankt erkende. Jeg ved, at der har været et generelt fokus på at styrke arbejdstilsynet, men hvorvidt det har nogen effekt i forhold til Grønland, kan jeg ikke udtale mig om på stående fod.

Men det er selvfølgelig et spørgsmål, som vi bliver nødt til at vende tilbage til, og som jeg håber vi kan vende tilbage til i udvalgsbehandlingen af det her lovforslag. Så jeg beklager, at jeg ikke har sat mig grundigt nok ind i de grønlandske forhold på det område.

Aaja Chemnitz, værsgo.

Tak for svaret. Men der er jo ingen tvivl om, at man er nødt til at gøre noget mere, og selv om man har styrket Arbejdstilsynet i Danmark, har man tilsyneladende ikke gjort det i Grønland, og jeg synes, det er ærgerligt, at man kun henviser til en nordatlantisk pulje, og at det er os, der skal finde pengene inden for den her pulje, hvor vi også skal prioritere en lang række andre ting.

Så vil regeringen prioritere selv at finde penge til at lave en redegørelse og til at styrke Arbejdstilsynet i Grønland?

Ordføreren.

Som sagt kender jeg ikke de præcise forhold desangående. Jeg ville måske vide lidt mere, hvis det handlede om nogle trafikale forhold, for der kan jeg måske huske en lille smule fra min fortid. Men jeg må blankt erkende, at jeg ikke kan svare på det.

Men det er klart, at vi, når spørgsmålet nu er rejst her, selvfølgelig vil være opmærksomme på det i Socialdemokratiet, og jeg er også overbevist om, at ministeren har hørt dette synspunkt.

Så er det fru Louise Schack Elholm, Venstre.

Jeg vil gerne spørge ind til regeringens politik i forhold til de ganske almindelige danskere. Nu har vi jo haft det her med, at regeringen ville kompensere danskerne med et varmecheckkaos, hvor det var tilfældige personer rundtom i landet, der fik det, hvoraf 20 pct. ikke var berettiget til det. Men samtidig har regeringen jo hævet skatter og afgifter mere end 40 gange, bl.a. skat på vand, skat på forsikringer, skat på rigtig mange ting, som helt almindelige danskere bruger.

Så med den ene hånd hæver man skatterne, og med den anden hånd giver man gaver ud til specielle befolkningsgrupper. Er det på den måde regeringen har tænkt sig at fortsætte, altså at hæve skatterne og så kun give gaver til visse befolkningsgrupper?

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at mange af de aftaler, som er indgået her i Folketinget, er indgået bredt, også med Venstre, herunder også en hel del af de aftaler, som på den ene eller den anden vis rykker ved skatten, f.eks. hæver skatten et sted og sænker den et andet sted. Derfor skal man jo altid passe på med at pege fingre, for nogle gange peger flere fingre tilbage på en selv og det, man selv har været med til at tage ansvar for.

Det er rigtigt, at der er en reserve på 2 mia. kr., som vi vil forhandle i forhold til inflationshjælp, og det er også rigtigt, at der har været udfordringer med udbetalingen af varmecheck, fordi der har været forkerte BBR-registreringer. Men heldigvis er der også rigtig mange mennesker, der virkelig har ondt i deres økonomi, som faktisk har fået en varmecheck og har haft rigtig god brug for den. De er vel at mærke kommet ud – jeg ved, at nogle godt kunne have tænkt sig, at det var gået endnu hurtigere – sådan at folk faktisk har fået pengene i år. Det har jo også været af betydning.

Louise Schack Elholm.

Det tog så et halvt år at få pengene ud, hvad angår varmechecken. Det skete så, da det var begyndt at blive varmere. Men ordføreren kan godt stå her og sige, at der er mange, der har været med til at hæve skatterne. Nu har Venstre et skattestop, så det er ikke os, der har været med til at hæve skatterne på andet end cigaretafgiften. Skatten på vand kom i en finanslovsaftale. Skatten på engangsservice kom i en finanslovsaftale. Skatten på forsikringer kom i en anden aftale, som vi heller ikke er en del af. I har også hævet skatten på våbentilladelser og på kørekort, alt muligt forskelligt.

Så er det på den måde, regeringen og Socialdemokraterne har tænkt sig at fortsætte, altså at udskrive højere skatter til danskerne?

Værsgo til ordføreren.

Jeg tror nu nok, at listen ville være noget længere, hvis fru Louise Schack Elholm skulle liste alle de ting op, som Venstre selv har været med til, men det kan vi jo tage i de videre forhandlinger omkring finanslovsforslaget. For jeg er helt sikker på, at der var et par ting der, som blev glemt.

Så er det fru Marie Bjerre, Venstre.

Tak for det. Den socialdemokratiske finansordfører siger, at tiden ikke er til gaver, tiden er til ansvarlighed. Det er jeg helt enig i, og derfor undrer jeg mig også rigtig meget over regeringens varmecheck, som man må sige har ramt noget tilfældigt. Den er blevet udbetalt til studerende på kollegier, til unge i et bofællesskab og til mange andre, som egentlig ikke har haft en stigning på varmeregningen. Samtidig er der rigtig mange danskere, som har et kæmpe behov for hjælp, som ikke har fået noget. Nu er det så også kommet frem, at der er fejl i op mod 20 pct. af registreringerne af varmekilde i BBR, og det betyder jo, at der potentielt kan være udbetalt mange, mange millioner forkert. Jeg vil gerne høre, om ordføreren synes, det er ansvarlig brug af skatteborgernes penge.

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at det havde været rart, hvis der ikke var så mange fejl i BBR. Det kan der jo ikke være to meninger om. Det havde været klart det bedste, at de penge var kommet til udbetaling mere korrekt. Men man skal altså ikke være blind for, at hvis man skulle have gennemført et meget millimeterretfærdigt system, var pengene jo ikke kommet ud endnu. Så var de måske først kommet ud til næste sommer. For udfordringen er jo at finde kanaler, hvor man faktisk kan udbetale penge nogenlunde præcist.

Jeg håber, at vi med den særlige udbetaling af ældrecheck har fundet en metode, som er mere præcis, for det er jo en ret veldefineret gruppe af mennesker, som får ældrechecken. Og det er jo udfordringen: Hvis man gerne vil bruge penge nogenlunde målrettet og man samtidig også gerne vil være nogenlunde sikker på, at de kommer hurtigt ud, kan der være fejl som dem i BBR, som spiller ind.

Så er det Marie Bjerre. Værsgo.

Nu var det her en fejl i BBR, men det var jo kun en af de fejlkilder, der var i den her model. Og det var i øvrigt noget, Venstre påpegede, allerede inden loven blev vedtaget. Men jeg undrer mig over, at ordføreren ikke vil svare på, om man synes, at det her er en god model, og om man synes, at det her virkelig er ansvarlig brug af skatteborgernes penge. Det er jo et relevant spørgsmål, fordi der er afsat 2 mia. kr. til inflationshjælp. Forestiller man sig, at man kan bruge en lignende model, eller vil man klart sige i dag: Nej, det her er en dårlig model, fordi det ikke er ansvarlig brug af skatteborgernes penge?

Ordføreren.

Altså, man kan jo se, hvad vi netop har vedtaget i Folketinget for kort tid siden ved tredjebehandling. Og det er jo nogle relativt præcise målrettede instrumenter, f.eks. en check til pensionister, som kun har folkepension og ATP og ikke andet, på 2.500 kr. i år og 2.500 kr. næste år. Det er nogle relativt veldefinerede grupper. Så jeg synes da bestemt, at man må sige, at vi har lært af det, og at vi også kan gøre det mere målrettet. Jeg tror da også, at alle Folketingets partier godt kan se, at det skal vi blive endnu skarpere til. Og jeg er også bare glad for, at Venstre også er en del af den aftale.

Tak. Lotte Rod, Radikale Venstre.

I de her dage er der igen en mor, der beskriver, hvordan det er at komme hen i børnehaven og der så kun er to voksne til 30 børn, og når den ene så skal med et barn på toilettet, er der kun én voksen til de andre børn, og hun slutter ligesom af med at skrive sådan her: Jeg ved ikke, hvem jeg skal råbe op, eller hvem der skal se det, før der begynder at ske noget, men jeg håber fandeme, at de ser det. Og undskyld bandeordet, men jeg tror egentlig, der er mange forældre, der har det sådan, at de tænker: Nu har I lavet minimumsnormeringerne, men der er stadig væk ikke pædagoger nok. Derfor har jeg lyst til at spørge Socialdemokratiet: Vil Socialdemokratiet fortsætte sådan, som det er, eller vil Socialdemokratiet tage ansvar for, at vi finder de penge, der skal til, for at lave en stor børneplan?

Ordføreren.

Minimumsnormeringerne er jo noget, der indrulles over en årrække, og som er en del af finanslovsaftalerne, som Radikale også er en del af, og der er jo ikke nogen, der har haft en forventning om, at minimumsnormeringerne, fra den første dag, hvor de besluttet, så blev gennemført. Nogle kommuner har været meget fremme i forhold til at sikre det, men det er jo ikke alle, der er i mål med det endnu. Så jeg forstår til fulde frustrationen.

Man må så også bare huske, at skulle man efter næste valg ende med, at der er en anden farve regering, hvor det eksempelvis er en konservativ plan, som kommer til at bestemme, så kommer der i hvert fald ikke flere hænder, heller ikke i børnehaverne.

Lotte Rod, værsgo.

Jamen det er fint, at vi har lavet aftalen om minimumsnormeringerne sammen. Det er jeg glad for vi har kunnet finde ud af i fællesskab. Men det er jo stadig normeringer, som ser bedre ud på papiret end i virkeligheden, og der er stadig ikke krav til, at det skal være uddannede pædagoger.

Derfor vil jeg gerne spørge Socialdemokratiet: Hvad er jeres politik? Hvad er jeres ambitionsniveau? Ønsker I kun at lave loven om minimumsnormeringer? Eller vil I være med til at tage ansvar for at finde de penge, der skal til, sådan at vi i fællesskab kan lave en stor børneplan?

Ordføreren, værsgo.

Jeg synes, at fru Lotte Rod siger det ganske rigtigt, nemlig ordet fællesskab. Det er lykkedes os i fællesskab at få sikret penge til minimumsnormeringer på det niveau, som nu er aftalt, og jeg synes jo, at det vil give rigtig god mening, at vi fortsætter det samarbejde og i fællesskab – hvis man ønsker det – prioriterer det i finanslovsforhandlinger. Men det må jo komme an på de konkrete forhandlinger.

Så er det hr. Torsten Schack Pedersen, Venstre.

I et tidligere svar sagde den socialdemokratiske ordfører, at Socialdemokratiet vil sikre, at der ikke bliver færre offentligt ansatte. Når Socialdemokratiet hidtil har stået på, at man vil følge det demografiske træk – det giver så 11.000 færre offentligt ansatte ifølge et notat fra Finansministeriet – vil jeg bare gerne høre, om det er korrekt forstået, at Socialdemokratiet grundlæggende har skiftet økonomisk politik, så det nu ikke er et offentligt forbrug, der følger det demografiske træk, men et forbrug, der er større, og hvis det er tilfældet, hvor stort et milliardbeløb er det så lige, Socialdemokratiet har udskrevet?

Ordføreren.

Det er jo lidt underligt på den ene side at blive kritiseret for, at der er kommet flere offentligt ansatte i det forgangne år, og for, at vi ikke fører en tilstrækkelig stram økonomisk politik, og på den anden side så også skulle høre, at den økonomiske politik, vi fører, ikke fører til flere offentligt ansatte.

Det er rigtigt, at hvis man laver en almindelig beregningsteknisk fremskrivning på baggrund af demografien, vil der over år være lidt færre offentligt ansatte, fordi man antager, at varekøbet stiger relativt set i forhold til medarbejderomkostningerne. Det er også derfor, vi siger, at vi kommer til at holde hånden under velfærden, at vi kommer til at skulle sikre, at der er penge til den grønne omstilling, så vi kan komme i mål med 70-procentsmålsætningen, at vi kommer til at skulle sikre en stigning i forsvarsudgifterne – og det vil vi kunne gøre i en 2030-plan, og det vil vi kunne anvise finansiering til – og at vi ud over det er nødt til at lave reformer, så vi også kan prioritere yderligere, som vi også har gjort i de forgangne år.

Torsten Schack Pedersen, værsgo.

Det var et langt svar på meget, som jeg ikke spurgte om. Jeg spørger: Er det nu Socialdemokratiets økonomiske politik, at det offentlige forbrug skal stige mere, end det demografiske træk tilsiger? Og hvad koster det i givet fald at øge det offentlige forbrug, så der ikke sker en reduktion i antallet af offentligt ansatte? Det er det, jeg spørger om, og ikke om alt muligt andet.

Ordføreren.

Jamen det er regeringens politik, og det er Socialdemokratiets politik at sikre, at vi kan følge med den efterspørgsel, der er i den offentlige sektor. Og ja, det bliver nogle stramme prioriteringer, og ja, det kræver også yderligere reformer, hvad enten vi kigger på psykiatrien eller på sundhedsområdet i øvrigt. Det, at der er områder, der skal prioriteres yderligere, er jo ikke noget, som vi her i Folketinget er dybt uenige om – ligesom vi har prioriteret det i de forgangne års finanslovsaftaler, hvilket har ført til flere offentligt ansatte.

Så er det hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det. Altså, der er jo ikke nogen tvivl om, at det får dramatiske konsekvenser, hvis man ikke følger det demografiske træk. Det så vi senest op igennem 2010'erne, hvor skiftende borgerlige, men også socialdemokratiske regeringer led af en vrangforestilling om, at man kunne indføre luftige begreber som produktivitetskrav og omprioriteringsbidrag, der egentlig skulle betyde, at man kunne få det dobbelte for det halve. Konsekvenserne ser vi jo i dag, altså når personalet forsvinder ud af velfærdsfagene, fordi både løn- og arbejdsvilkår simpelt hen er blevet for pressede. Derfor betyder det demografiske træk – det, at vi holder hånden under de udgifter – jo netop noget, især i en tid, hvor vi har et stigende antal af både børn, ældre og plejekrævende.

Når vi taler om det demografiske træk, er det jo bare bunden – det er jo bare at holde status quo – men hvis vi skal have reelle forbedringer i velfærden, bliver vi nødt til at investere derudover, altså at lægge oveni. Derfor vil jeg bare spørge den socialdemokratiske finansordfører, om Socialdemokraterne er enige i, at der skal tilføres yderligere midler, ud over demografien?

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Det er jo noget af det, som er blevet prioriteret i tidligere års finanslove. Jeg vil lige pointere en ting, og det er, at man nogle gange kan få det indtryk, at der ikke sker prioriteringer, optimeringer og effektiviseringer nogen steder i den offentlige sektor i dag – i hvert fald hvis man lytter til De Konservative, lyder det, som om det aldrig nogen sinde sker. Det er jo forkert. Om man er i staten, om man er i regionerne, om man er i kommunerne, så er der effektiviseringskrav. Der findes ikke en eneste kommunaldirektør, ikke en eneste borgmester, ikke et eneste byråd, ikke et eneste regionsråd, som ikke hele tiden optimerer og prioriterer. For langt størstedelens vedkommende har man jo så muligheden for at bruge de effektiviseringer på eget område – for statens vedkommende er der, inden for centraladministrationen, et egentligt omprioriteringsbidrag nu, men ellers er det jo sådan, at man har muligheden for at beholde det selv.

Derfor vil jeg også bare lige for en god ordens skyld slå fast, at når De Konservative siger, at der ingen effektiviseringskrav er, så er det jo ikke rigtigt. Vi lader bare den offentlige sektor beholde pengene selv.

Tak. Så er det hr. Peder Hvelplund. Værsgo.

Ja, det kan jeg i hvert fald bekræfte. Altså, nu ved jeg, at man i min egen kommune, Hjørring Kommune, har budgetseminarer i de her dage, hvor man sidder og kigger på besparelser, også på ældreområdet, på 45 mio. kr. Dækker man ikke demografien, altså forsvinder dét, bliver det, akkumuleret, 15 mio. kr., der skal lægges oveni i årene fremover, og jeg skal bare hilse og sige, at det ikke var, fordi man ikke effektiviserede. Det betyder jo, at rengøringen bliver yderligere forringet.

Derfor er spørgsmålet også bare – og det vil jeg gerne lige gentage – om det er rigtigt forstået, at den socialdemokratiske position er, at demografien selvfølgelig skal dækkes, men at vi selvfølgelig heller ikke skal have færre ansatte i den offentlige sektor til at dække det stigende antal opgaver.

Tak for det. Værsgo, ordføreren.

Det er i hvert fald det, der har været resultatet af de seneste års politik under en socialdemokratisk regering, og det er selvfølgelig også vores intention at fortsætte med det. Og så kan jeg kun bekræfte med et ja. Der er tilført flere midler til kommuner og regioner – 1,3 mia. kr. med økonomiaftalerne til kommunerne, 1 mia. kr. til regionerne – og alligevel kan vi jo også godt se historier ude fra det kommunale, hvor man er i gang med forskellige runder af effektiviseringer og besparelser, fordi budgetterne er stramme. Det anerkender vi også: Det er en stram finanslov.

Fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Socialdemokratiet er jo ude med mange skræmmebilleder om vores konservative politik, og det er jo heldigvis blevet tilbagevist adskillige gange. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til Socialdemokratiets løfte om at skaffe flere offentligt ansatte. Der var et løfte om flere ansatte i vores ældrepleje – der er kommet flere ældre pr. ansat på det område. Der var et løfte – som statsministeren selv kom med – om 1.000 ekstra sygeplejersker. »Nu er det Lottes tur«, stod der i de store annoncer. Nu har Lotte sagt op og arbejder ikke længere på Nyborg Sygehus, hvor hun var på det tidspunkt. Hun siger om regeringens indsats, at »det har jeg overhovedet ikke kunne mærke.« Hun siger også, at det er en fis i en hornlygte.

Faktisk er der i maj 2022 573 færre sygeplejersker i forhold til maj 2019. Så det kan godt være, at man både lover flere medarbejdere i vores ældrepleje og flere sygeplejersker i vores sundhedsvæsen, men hvordan er det egentlig gået?

Ordføreren.

Det, jeg foreløbig har hørt tilbagevist, er det, De Konservative flere gange har sagt, om, at deres plan ikke omfatter nulvækst, til trods for at hr. Søren Pape Poulsen, efter planen er blevet fremlagt, faktisk har bekræftet, at udgangspunktet er nulvækst i den offentlige sektor. Det er blevet gendrevet klart og tydeligt. Så lad os lige starte der.

Med hensyn til det andet: Ja, det er svært at holde fast på sygeplejerskerne i den offentlige sektor. Når man kigger på grafen, kan man se, at der har været nogle tidspunkter, hvor det lykkedes at nå op på de der 1.000, og så forsvandt der nogle igen. Vi er nødt til at kigge på hele sundhedsområdet og hele velfærdsområdet samlet set. Vi er nødt til at kigge på, hvordan vi sikrer, at løn- og arbejdsvilkår er sådan, at folk ikke forsvinder ud af den sektor. Det anerkender vi er en større udfordring, end vi havde forventet.

Mette Abildgaard, værsgo.

Så kan man jo ikke bruge Socialdemokratiets løfte til noget som helst. Man leverede ikke på det sidste gang, så hvorfor skal vi tro på, at man kommer til at levere på det den her gang? Socialdemokratiet får det til at lyde, som om det hele er et spørgsmål om løn, men hvis man rent faktisk har gidet læse, hvorfor Lotte sagde op, så var det bl.a., fordi hun blev pålagt en rotationsstilling, som hun ikke var interesseret i. Det handlede sådan set ikke om løn, selv om statsministeren nu har været ude med sådan et valgkampsbluffnummer, hvor hun har fået det til at lyde, som om man ville give alle offentligt ansatte mere i løn.

Må vi bare lige høre: Hvem er det præcis, der skal have de ekstra lønkroner?

Ordføreren, værsgo.

Nu får fru Mette Abildgaard det nærmest til at lyde, som om det er statsministeren selv, der har tilbudt den pågældende den der rotationsstilling, men sådan fungerer det jo ikke. Jeg kan godt forstå, at man kan være frustreret i den offentlige sektor, i sundhedsvæsenet, som er hårdt presset, men jeg minder altså også lige om, at der bliver tilført ekstra ressourcer via regionsaftalerne, og hvis der kommer en anden regering under konservativ ledelse, kommer der ikke flere penge – så kommer der jo faktisk færre offentligt ansatte.

Som en serviceoplysning vil jeg gerne sige, at vi inden for den aftalte tidsramme når to sæt korte bemærkninger mere, og det er fra fru Sophie Løhde og hr. Hans Kristian Skibby.

Værsgo til fru Sophie Løhde.

[Uden for mikrofon].

Undskyld, jeg var måske ikke tydelig nok, men det er først fru Sophie Løhde, og så er det hr. Hans Kristian Skibby.

Ja, det er let at forveksle os, men jeg håber alligevel, der er en vis forskel. Men tak for ordet, formand. Rigtig mange danskere sidder i øjeblikket med en stor bekymring over, hvordan deres økonomi kommer til at se ud i den kommende tid. Derfor vil jeg gerne spørge ordføreren om to ting. Punkt et: Vil Socialdemokratiet bakke op om Venstres forslag om at banke elafgiften helt i bund og så langt ned, som vi overhovedet må i henhold til EU's regler?

Punkt to: Vil den socialdemokratiske ordfører i dag garantere, at det er slut med skatte- og afgiftsstigninger fra den socialdemokratiske regerings side, og at man ikke kommer til at foreslå det igen? For én ting er, hvad man bliver presset af af inflationen i forhold til prisen på mælk og smør i supermarkedet, på benzinen, elregningen og gasregningen, men der er jo også fra den her regering kommet mere end 40 skatte- og afgiftsstigninger for mere end 10 mia. kr., som kommer oveni, og det kan jo virkelig mærkes hos danskerne.

Så vil man garantere, at man ikke igen vil hæve skatter og afgifter, og bakker man op om Venstres forslag?

Så får vi svar fra ordføreren. Værsgo.

Hvis vi tager det sidste først: Hvis jeg skulle give en sådan garanti, ville jeg jo på forhånd afskrive en af de løsningsmodeller, der kan komme i spil, når det gælder om at komme i mål med 70-procentsmålsætningen. Det er jo i øvrigt noget, vi er enige om, nemlig at der skal være en ekspertgruppe, som kommer med anbefalinger til, hvordan man håndterer udfordringerne med landbrugets udledninger. Og en af de anbefalinger kunne være en ensartet CO2-afgift, som flere borgerlige partier i øvrigt selv har peget på. Det ville derfor være en meget mærkelig garanti at give, når vi nu har en aftale om en ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger på præcis det område.

Vi vil gerne drøfte det forslag, der er kommet fra Venstre, og det kan man jo i den kommende tid passende tage med ind i forhandlingslokalet i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Vi skal også bare være ærlige og sige, at selv hvis man kigger på den afgift, er den store del af det, der koster i husholdningen, selve prisstigningen.

Så er det fru Sophie Løhde. Værsgo.

Det sidste må jo være sådan et politikersvar, nemlig at Socialdemokratiet gerne vil drøfte Venstres forslag om at banke elafgiften helt i bund. Hvis det var noget, man sådan helhjertet støttede, hvorfor kunne man så ikke i dag sige: Ja, det går vi også ind for, og det vil vi gerne bakke op om, og vi vil nu undersøge, om vi kan skabe et flertal for det, så danskerne rent faktisk også kan se det blive til virkelighed på den meget korte bane?

Så vil jeg takke ordføreren for ærligheden omkring, at Socialdemokratiet kommer til at hæve skatter og afgifter for helt almindelige danskere. Det tror jeg er vigtigt for danskerne at vide, når de sidder og planlægger økonomien derhjemme.

Så svarer ordføreren. Værsgo til ordføreren.

Som det vil være fru Sophie Løhde bekendt, vil en anden etape for en grøn reform være et nulsumsspil, som det også har været på den første etape. Derfor må jeg igen sige, at hvis det er sådan, at Venstre på forhånd udelukker, at man kan løse problemet med landbrugets CO2-udledninger, og hvis man ikke tager udfordringen med 70-procentsmålsætningen alvorligt, må man jo stå på mål for det. Jeg synes også, at noget af det, der er blevet sagt af hr. Jakob Ellemann-Jensen, har været noget vakkelvornt. Og i forhold til afgifterne ...

Tak. Det når man ikke, for der er jo taletid, og så skal man disponere den.

Hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne.

Jeg prøver. Tak, formand. Jeg noterede mig jo, at hr. Benny Engelbrecht i sin ordførertale lagde ud med at sige, at det var vigtigt, at man fra regeringens side fik fremhævet regeringens gode resultater i den forgangne periode. Og det blev også nævnt, at der ville komme den her omtalte 2030-plan, og det er jo meget fornuftigt som sådan.

Det, der bare undrer mig lidt, er, at ordføreren måske ikke var så meget inde på nogle af de dårlige resultater, som der også har været. Jeg tænker specielt på den situation, man tilbyder de forhenværende danske minkavlere. Jeg er helt med på, at det her er en finanslovsdebat, men hvis man kigger på de 21,4 mia. kr., som det ser ud til at koste, at regeringen valgte ulovligt at nedlægge et helt erhverv og afskaffe 6.000 arbejdspladser, så er det jo altså lidt underligt, at man ikke rigtig kan se, hvor de penge bliver sat af i forhold til de her berørte minkavlere. Hvad vil regeringen gøre for at fremskynde behandlingen, så man ikke ender med at skulle ud i finansloven for 2028, før minkavlerne kan se deres penge?

Tak. Ordføreren, værsgo.

Jeg synes faktisk, at fødevareministeren har været ret præcis i forhold til det spørgsmål, altså netop at lægge pres på, at det her skal gå hurtigere. Jeg skal være den første til at udtrykke, at jeg selvfølgelig også er skuffet over, at de første 25 prøvesager har vist, at de minkavlere, der har været udtaget til prøvesager, har været meget langsommelige i forhold til at sikre det datagrundlag, der skal til, for at man kan lave den konkrete sagsbehandling. Så der er der bestemt noget, vi bliver nødt til at kigge på. Det er jeg overbevist om at fødevareministeren også bestræber sig på at finde løsninger på, sådan at man kan få sagerne oplyst fuldt og helt, så man kan lave den konkrete sagsbehandling, der skal til i taksationskommissionerne.

Hr. Hans Kristian Skibby, værsgo.

Jeg tror faktisk, at de sidste tal, vi har fået, viser, at man har udbetalt omkring 6 mia. kr. ud af de 21,4 mia. kr., som det er estimeret til. Det var jo bl.a. til den her omtalte tempobonus til minkavlerne. Og det er jo lidt absurd, at man kalder det en tempobonus, som man får for veludført arbejde, og så er der ikke ret meget tempo eller bonus over regeringens ageren for at sikre, at de her mange virksomheder ikke lider en grum skæbne i forhold til at vente på at få et økonomisk indblik i deres egen privatøkonomi frem til 2028.

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Jeg synes, fødevareministeren har været meget præcis; her skal der mere hastighed på. Men man må også sige, at hvis man skal lave en ordentlig taksation og udbetale en rimelig erstatning, skal der selvfølgelig også foretages en vurdering, der baserer sig på de objektive data, som er nødvendige. Derfor må man altså også insistere på, at vi gør alt, hvad vi kan, for at smidiggøre det system, sådan at det ikke ender med at blive sådan, at der måske er forhenværende minkavlere, som ikke får indleveret de data, der skal til, for at deres sag kan blive behandlet.

Tak til Socialdemokratiets ordfører, hr. Benny Engelbrecht. Tiden er gået. Og vi går videre til hr. Troels Lund Poulsen, Venstre.

Tak for det. Forleden læste jeg om Rebekka Haugaard i B.T. Det er en mor til tre, som for tiden spørger sig selv, hvordan hun kan tjene flere penge, og også, om hun skal sælge nogle af møblerne i familiens hjem for at skaffe ekstra penge, eller om hun skal tage et ekstra job i weekenden. Hun og familien er bekymrede, de er presset økonomisk, fordi de som alle danskere lige nu oplever store prisstigninger på alt fra energi, der opvarmer hjemmet, til de dagligvarer, som de køber. Rebekka og familien er ikke alene, for vi mærker det alle. Men lige nu oplever vi den højeste inflation i flere årtier; det presser helt almindelige danske familier, og det presser også de danske virksomheder i hele landet. Jeg er bekymret, og jeg bliver også bekymret, når jeg læser, hvad det er for en virkelighed, som vi ser ind i: Inflationen stiger, forbrugertilliden styrtdykker, huspriserne står til at falde markant, og vi står over for, at der vil komme flere arbejdsløse.

Alligevel synes alvoren ikke helt at være gået op for regeringen, desværre. Regeringen har fremsat et finanslovsforslag, som ikke løser de udfordringer, vi står med, og som ikke mindst dansk økonomi kræver et svar på. Selvfølgelig kan vi ikke bilde hinanden ind, at vi fra politisk hold kan få inflationen til at gå væk, men vi har et klart politisk ansvar for at gøre, hvad vi kan, for at give de danskere, der er hårdest ramt af den stigende inflation, en økonomisk håndsrækning. Det skal vi gøre klogt, men det skal også gøres ansvarligt. Regeringen har jo tidligere foreslået ufinansierede checks til udvalgte grupper, og de har lavet en model for udbetaling af varmechecks, som rammer helt skævt, desværre. Og nu har de så i forbindelse med deres finanslovsforslag foreslået en ramme på 2 mia. kr., der skal øremærkes som reserve til håndtering af de stigende priser, som alle danskere lige nu oplever.

Venstre er enig i, at vi skal give danskere, der har det hårdt, en økonomisk håndsrækning. Det siger sig selv. Derfor hilser vi også forslaget velkommen, men vi mener ikke, det er nok; der skal mere til. Og det er også vigtigt at sige her i dag, at vi skal sørge for, at vi undgår, at der kommer en ny varmecheckskandale. Det er også derfor, Venstre har foreslået, at vi for det første udvider rammen for, hvad vi er villige til at bruge til en målrettet hjælp til de danskere, som har det svært. For det andet foreslår vi også konkret at bruge et redskab, som vi kender. Vi skal ikke opfinde alle mulige nye modeller og kanaler til udbetaling af checks, som regeringen desværre har for vane. Vi har jo tidligere foreslået at sænke elafgiften til EU's minimumssats i ½ år, så det bliver billigere for alle danskere at komme igennem vinteren.

Er det nok? Det er jeg ikke sikker på det er. Vi kommer til at gøre yderligere, og vi stiller os også klar til, at der skal gøres mere, fordi situationen er alvorlig. Når situationen med inflation er alvorlig, skyldes det i høj grad ydre faktorer, men det er også vigtigt at understrege, at regeringen jo har gjort det dyrere at være dansker og også dyrere at drive virksomhed. Det gør danskernes økonomi mindre modstandsdygtig over for den stigende inflation. Regeringen har jo hævet skatter og afgifter over 40 gange, for mere end 10 mia. kr., og dermed er det blevet dyrere at være dansker og ikke mindst også dyrere at drive virksomhed.

Danmark har brug for en ny retning, Danmark har brug for en ny regering. Vi har brug for en regering, som politisk sikrer ro og tryghed om danskernes økonomi, og som udvikler Danmark, som gør Danmark rigere, så vi bedre kan prioritere alt det, vi gerne vil: en forbedret psykiatri, bedre vilkår i forhold til sundhedsvæsenet og også med fokus på den grønne omstilling, for bare at nævne nogle af initiativerne.

Det kræver konkrete løsninger og politisk vilje. De løsninger og den vilje har Venstre. Venstre vil først og fremmest sikre politisk ro og økonomisk tryghed om danskernes økonomi. Det er også derfor, Venstre står på et skattestop. Det skal bidrage til økonomisk tryghed, og det vil være en garanti for, at vi fra politisk hold ikke gør det dyrere at være dansker eller dyrere at drive virksomhed. Vi skal også gøre Danmark rigere, så vi i fremtiden har råd til at investere i vores fælles velfærd og den grønne omstilling. Det er i Venstres øjne en bunden opgave.

Vi har allerede præsenteret en lang række politiske prioriteringer og bud på, hvordan vi gør det. Vi vil hjælpe flere med at få opfyldt drømmen om at eje deres egen bolig, vi vil give en øget økonomisk tilskyndelse til at arbejde fuld tid, vi vil reformere den aktive beskæftigelsesindsats og give flere muligheder til den enkelte, vi vil indføre en arbejdspligt for flygtninge og indvandrere og sænke ydelserne til især arbejdsløse indvandrere, så flere bliver en del af det arbejdende fællesskab. Vi mener ikke, at dagpengemodtagere skal have en højere ydelse for ikke at arbejde. Det vil vi rulle tilbage for at skabe mere rimelighed over for de mange danskere, der hver dag knokler.

Vi mener også, at vi skal prioritere et løft af psykiatrien, som regeringen desværre ikke prioriterer i deres finanslovsforslag, for psykiatrien skal have en samlet og også langsigtet plan med konkrete initiativer og derfor så også med den helt nødvendige finansiering. For det er ikke godt nok, at nogle børn og unge venter op mod 5 år på at få den rette hjælp. Det er ikke godt nok, at patienterne er kastebold i systemet. Det kan vi ikke være bekendt, det skal vi gøre noget ved. Vi skal investere i et markant løft af den samlede indsats for mennesker med psykiske problemer.

Alt det kommer vi til at anvise vejen til. Senere på efteråret fremlægger vi vores finanslovsprioriteter, hvor vi viser, hvad det er for nogle områder, vi særlig vil prioritere, men også, hvordan vi skaffer den nødvendige finansiering. Og vi kommer også til, for en god ordens skyld, at præsentere en samlet 2030-plan, inden vi møder vælgerne, som vi jo nok gør relativt snart. Og med det håber jeg, at vi kan få en debat om, hvordan vi fremtidssikrer det danske samfund, men hvor vi samtidig også er optaget af at tage hånd om de meget alvorlige økonomiske problemer, som vi ser ind i, både på den korte, men også på den lidt længere bane.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger til ordføreren, og den første er fra hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet. Værsgo.

Først og fremmest tak til Venstres ordfører for talen. Jeg kunne godt tænke mig at stille et lille spørgsmål om den konservative plan, hvor man lægger op til frem til 2030 at effektivisere for 17,8 mia. kr. Og jeg vil gerne stille dette spørgsmål, fordi for det første har hr. Troels Lund Poulsen jo lang ministererfaring, og for det andet har han også rigtig lang erfaring fra finansordførerområdet. Er det hr. Troels Lund Poulsens vurdering, at man bogstavelig talt med et fingerknips vil kunne finde effektiviseringer i den offentlige sektor i den størrelsesorden, som De Konservative lægger op til, på 17,8 mia. kr.?

Ordføreren.

Ja, jeg må desværre med skam meddele, at Det Konservative Folkeparti jo ikke har involveret min kæmpe ekspertise i at lave deres økonomiske plan. Det kommer nok som en nyhed her og vil nok også påkalde sig en gul bjælke på TV 2 News. Jeg skal selvfølgelig beklage, at de ikke har fundet sig i stand til at kontakte mig. Det vil også blive påtalt over for dem ved førstgivne lejlighed.

Men altså, jeg tror ikke, at Socialdemokratiet skal være så optaget af økonomisk politik. Jeg husker, at sidste valgkamp gik på, at man tryllede og sagde, at man kunne finde 3 mia. kr. på konsulenter – eller det, man kaldte managementkonsulenter. Der er ikke nogen tvivl om, at det at effektivisere den offentlige sektor er svært. Men jeg tror faktisk også, at hr. Benny Engelbrecht sagde noget meget klogt i sin egen ordførertale, og derfor skylder jeg også at fremhæve det. For jeg tror, hr. Benny Engelbrecht sagde, at man jo løbende skal effektivisere i den offentlige sektor. Og det skal man – ingen tvivl om det. Men jeg må med skam meddele, at jeg ikke har haft lejlighed til at være en del af dem, der har skrevet den økonomiske plan for Det Konservative Folkeparti. Derfor tror jeg også, at det er mest rigtigt, at jeg ikke gør mig til smagsdommer eller økonomisk ekspert.

Hr. Benny Engelbrecht.

Jeg tror faktisk, at det ville have været en fordel, hvis hr. Troels Lund Poulsen var blevet spurgt til råds. Jeg tror, det var blevet en mere veldokumenteret plan, som De Konservative havde lagt frem. Men tillad mig så lige at stille et lille supplerende spørgsmål i forhold til det. For De Konservative skriver jo faktisk også, at der er nogle områder, de vil friholde for effektiviseringerne. Så igen: Kan man med hr. Troels Lund Poulsens lange erfaring så ikke bekræfte her, at hvis man vil friholde nogle dele fra 0,4 pct.s besparelse, må der være nogle andre dele, som skal spare mere end 0,4 pct. samlet set, hvis man vil op på de her over 17 mia. kr. i besparelser?

Ordføreren.

Man kan vel sige det på den måde – og det er jo også det, der ligger i præmissen for spørgsmålet – at Venstre og Konservative ikke nødvendigvis ser ens på alle økonomiske udfordringer. Det er helt korrekt. Men jeg kan berolige ordføreren med, at der kommer en god løsning på det her spørgsmål, den dag regeringsmagten måtte skifte.

Den næste korte bemærkning er til hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

På en god dag med solskin og medvind på cykelstierne fik loftet over kontanthjælpen vel i omegnen af 450 mennesker ind på arbejdsmarkedet, ikke i job, men ind på arbejdsmarkedet. Til gengæld ramte man 30.000 familier og sendte i tusindvis af børn ned i fattigdom, og det resultat var Venstre jo pavestolte af, mens vi andre jo nok syntes, at det, man gjorde, var noget af en kynisk afvejning, i forhold til effekten af det. De menneskelige omkostninger er jo alt for store i forhold til det meget beskedne ekstra arbejdsudbud. Men det skal jo kunne betale sig at arbejde, som Venstre altid siger, og hvis man ikke gør livet surt for mennesker på kontanthjælp – det er øjensynlig filosofien – bliver de angrebet af akut dovenskab og nægter at bevæge sig ind på arbejdspladserne.

Derfor er jeg meget spændt på at høre Venstres forklaring på, hvordan det har kunnet lade sig gøre i løbet af det sidste godt et års tid at få 180.000 mennesker ind på arbejdsmarkedet uden nye tiltag, der forsurer menneskers liv.

Ordføreren.

Altså, jeg glæder jeg mig jo over, at folk får et job. Det tror jeg faktisk også – med mit kendskab til hr. Karsten Hønge gennem 3 år som beskæftigelsesminister og utallige samråd – deles af hr. Karsten Hønge, og det er jo kun godt. Det er jo kun godt, at vi som samfund formår at skabe flere jobs.

Vi synes så bare i modsætning til SF, at det bedre skal kunne betale sig at gøre en indsats, og der er vi jo så bare uenige. Hr. Karsten Hønge synes, at det skal være mere attraktivt for nogle grupper at gå på dagpenge frem for at have et job. Det synes jeg er forkert, og jeg synes heller ikke, det er et rigtigt signal at sende til de mennesker, der f.eks. sidder ved kassen nede i Netto eller i Føtex eller et andet sted, at de potentielt kan ekspedere en kunde, der får mere i dagpenge, end de selv får i løn.

Hr. Karsten Hønge.

Det kan jo sådan set bringe mig videre til det næste spørgsmål, for jeg kan jo se, at Venstre ganske ufortrødent fortsætter sine kampagner mod familier på kontanthjælp og nu også i de her store reklamer på vores togstationer. Jeg oplever den her kampagne som en kynisk spekulation i misundelse, og jeg vil bare gerne have, om hr. Troels Lund Poulsen kan bekræfte, at den her kampagne fra Venstre – den her misundeleskampagne – alene handler om under 300 familier.

Ordføreren.

Det, jeg kan bekræfte, er, at vi sådan set er meget optagede af det, som jeg vil kalde oplysning til borgerne om samfundet eller folkeoplysning. Jeg synes sådan set, det er ret vigtigt, at man giver viden til danskerne om, hvordan og hvorledes ydelserne er sammensat, og også om, hvor meget man kan få i ydelse, i forhold til hvad man får, hvis man har et arbejde. Så jeg kan bekræfte, at det er nogle helt korrekte tal, ja.

Den næste korte bemærkning er til hr. Andreas Steenberg, Radikale Venstre. Værsgo.

Også tak herfra for en god tale med rigtig meget indhold. Alligevel har vi jo så også i Radikale Venstre begået den samme fejl som Det Konservative Folkeparti, nemlig at lave en økonomisk plan uden at inddrage ordførerens, må jeg forstå, meget fantastiske egenskaber. Det krævede nok, at man var i samme parti, og det er vi jo ikke endnu.

Jeg kunne godt tænke mig at prøve at spørge åbent til, hvad Venstre har af større forslag til at komme med noget arbejdskraft ind i økonomien. Jeg ved, at det jo er en bekymring, vi deler i vores to partier, at der mangler mennesker til klimaindsatsen og til velfærd og også det private erhvervsliv. Hvad har Venstre på bedding af store forslag på det område?

Ordføreren.

Tak for bemærkningerne. Jeg kan også godt lide ordførerens kommentar om, at vi ikke er en del af det samme parti endnu. Det er der nok heller ikke på den korte bane noget der lader til skulle blive anderledes. Så det er stadig væk to selvstændige partier.

Men i forhold til at skaffe mere arbejdskraft har vi jo f.eks. påpeget og lavet et forslag, der handler om det, at man kan reformere vores jobcentre. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det at lave en reform af vores jobcentre er totalt påkrævet og meget nødvendigt. Så det tror jeg i sig selv vil frigøre x antal personer. Det er jo ét forslag.

Vi blev så heldigvis også enige lige før sommerferien med Radikale Venstre og regeringen om en faktisk god aftale om at sikre mere udenlandsk arbejdskraft til Danmark, og det vil jeg gerne kvittere for her i dag. Det er sjældent, jeg kan kvittere over for finansministeren, men jeg synes, det var et glimrende forhandlingsforløb, som jeg også tror kommer til at få en effekt. Det lovforslag, som skal bane vejen for det, er jo ikke trådt i kraft endnu. Derudover bliver vi selvfølgelig også nødt til at se overordnet på, hvad der ellers kan tages af yderligere initiativer. Men det var mere to konkrete forslag, som kommer til at betyde noget både på den korte og også på den lidt længere bane.

Hr. Andreas Steenberg.

Jeg vil også kvittere for den gode aftale om international rekruttering og erklære mig enig i, at man må få kigget på de jobcentre. Det er jo interessant, at selv om der er meget få ledige, bruger vi den samme sum penge på det område.

Det, vi har med i vores plan, er jo at kigge på tilbagetrækningsområdet, hvor både Venstre og Radikale Venstre jo har anerkendt, at den såkaldte Arnepension er der er stort flertal for. Så peger vi på at kigge på efterlønnen, for er der brug for den, når nu Arnepensionen og seniorpensionen er der? Hvad har Venstre af politik for de her efterhånden fem forskellige tidlig tilbagetræknings-ordninger?

Ordføreren.

Dybest set mener vi ikke, tiden er inde til at afskaffe efterlønsordningen eller lave om på nogle af de allerede aftalte initiativer, der er. Vi er mere optaget af, hvad vi kan gøre for at gøre Danmark rigere på nogle andre punkter, andre felter, og det er jo ved at øge arbejdsudbuddet. Hvordan vi så helt konkret kommer til at gøre det, vil man kunne læse i vores 2030-plan. Den bliver præsenteret, inden vi skal til folketingsvalg, og der kan man vel sige helt åbent, at den eneste her i Folketingssalen, der ved, hvornår det bliver, er hr. Andreas Steenberg.

Den næste korte bemærkning er til hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Nu har vi jo både Klimarådet og Det Miljøøkonomiske Råd, som anbefaler, at vi skal have nogle CO2-afgifter for alle sektorer, og de har så et bud på, hvilket niveau det skal være, og der er blevet indgået én aftale for dele af samfundet. I forbindelse med lidt landbrugsdebat er der så opstået lidt tvivl om, om Venstre egentlig ønsker sådan en status quo for landbrugssektoren, altså om man forsøger at vige udenom, at der også skal være CO2-afgifter for den sektor. Jeg synes jo, at vi med landbrugsaftalen har taget nogle skridt omkring plantebaserede spor i forhold til mere økologi og nogle indsatser, som måske har en indflydelse. Og Enhedslistens bud er så, at vi skal gå hurtigere frem og halverer den animalske produktion frem mod 2030.

Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren, om ordføreren ser for sig, at vi skal have en CO2-afgift på samme niveau på landbrugssektoren som den aftale, der er blevet indgået, som vedrører andre sektorer.

Ordføreren.

Jeg tror jo, at det er kendt for hr. Søren Egge Rasmussen, at vi har lavet en aftale om, at der skal komme en ny afrapportering. Jeg tror, den kommer her på et tidspunkt efter valget. Jeg tror, at den kommer i november måned. Der skal man se på landbrugssporet. Med respekt for at jeg i hvert fald ikke har haft lejlighed til at læse den rapport, synes jeg ikke, det giver mening at diskutere, hvad det er for et niveau, man eventuelt skal diskutere en CO2-afgift i forhold til.

Jeg er sådan set optaget af to ting. Jeg er optaget af, at vi stadig væk har landbrugsproduktion i Danmark og også animalsk produktion. Det ved jeg så Enhedslisten ikke er optaget af. Jeg kan forstå, at der ikke skal være nogen produktionsdyr, hverken køer eller grise, i Danmark, det skal halveres. Det har jo en megastor konsekvens for rigtig, rigtig mange tusind mennesker, der mister deres job. Og produktionen flytter andre steder hen, hvor den er mere miljøbelastende. Det er i hvert fald triste nyheder for miljøet. Derudover er jeg optaget af, at man så også laver en grøn omstilling af det danske landbrug. De ting kan godt gå hånd i hånd. Det er ikke et enten-eller, men det er et både-og. Man kan godt stadig væk have et højt antal dyr i Danmark og så også have en lavere miljøbelastning.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Hvis ikke vi gør noget over for landbruget, så vil landbruget jo komme til at dække 45 pct. af vores CO2-udledning i 2030, og det synes vi er et alt for højt niveau. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ordføreren ikke kan se, at der er et stort skisma i, at hvis ikke vi har den her CO2-afgift på landbruget, så er der andre dele af samfundet, som skal bidrage med mere. Det er jo det, som dele af erhvervslivet har været ude at sige, nemlig at vi skal have en CO2-afgift på alle sektorer, for det er sådan set mest rimeligt. Det er jo det, som Klimarådet også anbefaler. Jeg er godt klar over, at jeg måske ikke får klare svar i dag, men er det ikke rimeligt, at landbruget også har en CO2-afgift på niveau med det øvrige samfund?

Ordføreren.

Men man kan måske sige, at det er lidt lige meget, hvilket svar jeg måtte give hr. Søren Egge Rasmussen, for han proklamerer jo allerede, at det ikke er sikkert, at han får nogen svar. Nej, hr. Søren Egge Rasmussen får det svar, som jeg synes giver mening at give. Det kan så være, at det er noget, man ikke vil forholde sig til i Enhedslisten.

Jeg ser ikke en vej frem, som betyder, at man skal halvere husdyrproduktionen i Danmark. Jeg synes, at det er dybt forkert. Jeg synes ikke, at det på nogen måde hverken er godt for miljøet eller for det danske samfund. Men derudover synes jeg da også, at det er vigtigt at understrege, at dansk landbrug ligesom andre sektorer også skal bidrage til, at CO2-udledningen falder. Det siger sig selv. Det er jo ikke sådan, at vi bare skal sige, at landbruget overhovedet ikke skal være en del af den grønne omstilling. Det skal landbruget.

Næste korte bemærkning er til fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Det var med en meget stor glæde, at jeg for nylig læste, at Venstre havde rykket sig i forhold til jobcentrene – jobcentre, som pisker og plager syge og nedslidte rundt i systemet, jobcentre, som koster 13 mia. kr. om året, op mod 5 mia. kr. alene i administration, omkring 12.000 ansatte, som med et kunne frigives til gode, produktive jobs i det private, hvor der i den grad er brug for det.

Så at Venstre vil nedlægge jobcentrene i deres nuværende form, er en kæmpe glæde, og jeg vil bare spørge ordføreren, om ordføreren sammen med Nye Borgerlige og forhåbentlig de øvrige borgerlige partier, der bakker op om det, vil kæmpe for, at et borgerligt flertal, som vi forhåbentlig får lige om lidt, bliver det flertal, der nedlægger jobcentrene, så vi ikke længere skal bruge vanvittig mange penge på noget, som i den grad er umyndiggørende og umenneskeligt for de mennesker, det her går ud over.

Ordføreren.

Ja, det vil jeg gerne give et tilsagn om. Hvis der måtte komme et blåt flertal, synes jeg, at det blå flertal skulle sørge for at sikre, at jobcentrene ikke længere kommer til at eksistere, og så skal man lave noget helt andet. Man bliver nødt til at ryste posen. Og det kan jeg sige, for jeg er selv medskyldig, og det kan man godt sige her fra Folketingets talerstol, for det er sjældent, det er noget, der påkalder sig stor opmærksomhed. Men jeg har jo selv været beskæftigelsesminister, jeg har selv været med til at lave nogle af de her regler, og jeg har selv været med til at administrere dem. Man må bare konstatere, at det er gået for vidt, at det ikke virker. Og det er ikke nogen kritik af de medarbejdere, der forsøger at gøre det ude i jobcentrene, for vi har pålagt dem nogle vanvittige regler her fra Christiansborgs side i en enorm detail-iver. Så ja, vi bliver nødt til at gentænke vores beskæftigelsesindsats på en helt anden måde.

Venstre har i den forbindelse lagt op til, at man skal sætte borgerne fri, at de i højere grad skal have mulighed for selv at vælge, hvem der skal give dem den hjælp, om det skal være deres a-kasse, om det skal være en privat aktør, eller om det skal være kommunen. Og det tror jeg sådan set er det vigtige, for så slipper man også for den diskussion om, hvorvidt man bliver umyndiggjort, for så bliver man herre over sit eget liv.

Fru Pernille Vermund.

Det lyder rigtig godt. Et andet sted, hvor Nye Borgerlige gerne vil sætte borgerne fri, og vi mener jo, at pengene skal følge borgerne, er på vores skoleområde. Vi ved, at vi bruger relativt mange penge på skoleområdet, vi er også et af de lande, når vi kigger på førskoleområdet, der bruger allerflest penge pr. førskolebarn, og alligevel, hvis vi f.eks. tager førskoleområdet, er det et område, hvor der jo alle steder er en følelse af, at man løber for stærkt, at man har for meget at lave, at man ikke har tid til børnene. Undersøgelser viser, at de ansatte kun bruger cirka halvdelen af tiden på børnene og resten af tiden på alt muligt andet. Vil Venstre være med til, også på førskoleområdet og på skoleområdet, i højere grad at sætte skolerne og førskolerne fri og sørge for, at pengene i højere grad følger borgerne?

Ordføreren.

Vi er helt åbne over for også at tage en diskussion af både daginstitutionsområdet, men også koblingen i forhold til folkeskolen. Der, hvor Venstre synes der er et markant behov for at gøre noget, er ikke mindst også i forhold til de fysiske rammer, og det vil jeg gerne starte med at understrege. Vi ser i øjeblikket en lang række daginstitutioner rundtom i landet, men for den sags skyld også folkeskoler, som er totalt nedslidte, hvor der slet ikke har været investeret i at gøre rammerne bedre. Det er isoleret set et meget, meget stort problem, for det betyder også, at indlæringen bliver dårligere under de 9 år eller de 10 år, eller hvor lang tid man går i folkeskolen. Så jeg tror altså, der er brug for at gentænke hele området på en helt anden måde, hvor man både ser på indholdet, men også på de fysiske rammer.

Den næste korte bemærkning er til hr. Jens Joel, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Og tak til Venstres ordfører for talen. Da Venstres ordfører i august blev spurgt til det konservative forslag om at finde 17,8 mia. kr. ved at spare 0,4 pct. hvert år i den offentlige sektor frem mod 2030, sagde ordføreren, at det i hvert fald ikke er en finansiering, som Venstre kan sige ja til. Kunne ordføreren ikke sætte nogle flere ord på, hvorfor Venstre ikke kan sige ja til den finansiering?

Ordføreren.

Jeg synes ikke, der er behov for at sætte flere ord på. Der er generelt behov for at sige helt klart, hvad man mener, og det gjorde jeg i det citat, så faktisk synes jeg, at det er et godt citat.

Hr. Jens Joel.

Jeg er enig med ordføreren i, at det er et godt citat, men det der med at sige, hvad man mener, handler jo også lidt om at forklare hvorfor. Altså, hvad er det, der er galt? Hvorfor er det, at Venstre ikke kan bakke op om den her finansiering? Skyldes det, at man faktisk anerkender, at det vil betyde markant færre offentligt ansatte? Er det, fordi man er bange for, at man ikke, om jeg så må sige, kan finde de her effektiviseringer, hvis man ikke har sagt noget om hvordan? Eller hvad er det egentlig, der nager Venstre ved den her finansiering?

Ordføreren.

Altså, der er ikke noget, der nager Venstre, piner Venstre eller holder os søvnløse, men adspurgt om, hvorvidt Venstre i vores 2030-plan ville have et indhold, som var de her 18 mia. kr., så er svaret: Nej, det kommer vi ikke til. Min erfaring som minister er, at det er ret svært at finde de her effektiviseringer. Det er der sådan set ikke noget nyt i, og det har jeg tilladt mig at sige. Og nu har jeg så også tilladt mig at sætte endnu flere ord på, så hvis det kan give hr. Jens Joel en bedre opfattelse af det, jeg er blevet citeret for, så er det jo kun godt.

Næste korte bemærkning er til hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Siden vi var her sidst, har Venstre og også hr. Troels Lund Poulsen jo skiftet politik. Nu går man ind for at bevare Arnepensionen, og det er jo noget andet, end hvad hr. Troels Lund Poulsen tidligere har sagt. Faktisk tror jeg, at ordføreren var den første i Folketingssalen, der kunne sige, at Venstre ville gøre alt, hvad de kunne, for at afskaffe Arnepensionen efter et valg. Men nu er det så kommet frem, at Venstre er imod finansieringen. Og derfor vil jeg bare spørge hr. Troels Lund Poulsen, om det, at Venstre er for Arnepensionen, betyder, at Venstre vil afskaffe samfundsbidraget fra den finansielle sektor, lagerbeskatningen af ejendomsselskabers ejendomsavance og loftet over fradragsretten for lønninger over 7 mio. kr. Altså, vil Venstre afskaffe den finansiering, der er lagt til grund for, at man kan bakke op om Arnepensionen?

Ordføreren.

Jeg tænker, det mest fornuftige er, at man fra hr. Bjørn Brandenborgs side kan se, hvordan vi vil finansiere den såkaldt tidlige pension. Det vil man kunne se i vores 2030-plan.

Hr. Bjørn Brandenborg.

Synes hr. Troels Lund Poulsen, det er at bakke op om Arnepensionen, når man står på talerstolen og ikke kan finde ud af at anvise finansiering? Altså, det er jo glædeligt – jeg tror, rigtig, rigtig mange mennesker, både i lokalet her og rundtomkring i Danmark, er rigtig, rigtig glade for, at hr. Troels Lund Poulsen og Venstre er kommet til fornuft og nu bakker op om retten til tidligere tilbagetrækning. Men synes hr. Troels Lund Poulsen ikke, det ville være på sin plads, at man også ville anvise lidt finansiering til Arnepensionen?

Ordføreren.

Jo, det synes jeg, og det skal man også gøre, før man møder vælgerne. Men mig bekendt har hr. Bjørn Brandenborg jo ikke udskrevet folketingsvalg endnu, det er nok heller ikke hr. Bjørn Brandenborg, der gør det – der skal vi over til hr. Andreas Steenberg, for at det bliver udskrevet. Så man kan være fuldstændig tryg ved, at der kommer en klar finansiering.

Og jeg vil så bare sige, at i forhold til det der med at anvise finansiering skulle man måske lige tage en snak med sundhedsministeren, som nu er kommet i salen, og som jo har fremlagt en psykiatriplan, som det koster et meget, meget stort milliardbeløb at indfri, uden overhovedet at anvise nogen form for finansiering. Så det med at være så bekymret for anvisning af finansiering skal man i hvert fald nok passe lidt på med, når man er socialdemokrat, fordi det jo så kun er noget, der gælder for alle andre end en selv.

Så er der en kort bemærkning til fru Lisbeth Bech-Nielsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg synes ærlig talt ikke, at det er i orden, at Venstres ordfører ikke vil svare klart på, hvor reduktionerne i landbruget skal komme fra, om der skal være en CO2-afgift eller andet. Jeg synes ikke, at svaret til Enhedslistens ordfører var fyldestgørende, og jeg synes ikke, det er i orden, at man umiddelbart før et valg siger, at det har man ikke tænkt sig at svare på. Hvis vi ikke gør noget, kommer halvdelen af landets udledninger om 10 år fra landbruget, og Venstre vil ikke svare klokkeklart på, om der skal være en CO2-afgift på landbruget. I statsministerdebatten var der heller ikke noget svar fra Venstre. Det er simpelt hen ikke i orden. Det kan befolkningen, der skal til valg, jo ikke bruge til noget, når de skal beslutte sig for, hvor krydset skal sættes.

Ordføreren.

Skal vi nu ikke lade befolkningen få lov til at stemme, og så kan fru Lisbeth Bech-Nielsen jo sige det her til vælgerne? Jeg tror sådan set, at vælgerne er kloge nok. Det, der er vigtigt for os, er, at vi lever op til de målsætninger, vi har indgået aftale om, altså 70-procentsmålsætningen. Så kan man diskutere, hvordan man når den. Jeg synes, det er meget mærkeligt, at jeg i dag skal stå og foruddiskontere, hvordan dansk landbrug helt præcis skal levere en CO2-reduktion, når vi har bedt et ekspertudvalg om at komme med forslag til det – også forslag til en CO2-afgift. Til det om, hvorvidt jeg så skal lægge mig fast på en model nu, eller når jeg har set anbefalingerne, tillader jeg mig først at lægge mig fast på det, efter jeg har set anbefalingerne.

Jeg er jo ikke herre over, hvornår der kommer et folketingsvalg. Det tror jeg trods alt også godt at SF ved. Det er jo ikke mig, der har fremprovokeret den nuværende politiske parlamentariske situation, hvor Radikale Venstre ønsker, at der skal udskrives valg senest i starten af oktober måned. Så jeg tillader mig at afvente, at vi ser udspillet fra eksperterne.

Fru Lisbeth Bech-Nielsen.

Det er jo ikke sådan, at Venstre ikke har en politik på andre områder, selv om der også der er kloge mennesker, der sidder og arbejder med dem – det er alt fra skattepolitik til uddannelsespolitik. Det her er jo bare fedtspilleri af værste skuffe. Og det er jo ikke småting, vi taler om, for det er halvdelen af landets udledninger, der kommer fra landbruget, hvis vi ikke gør noget. Derfor bliver jeg bare nødt til at spørge, og det handler ikke om den specifikke konkrete model, om Venstre går ind for, at der skal være en bred CO2-afgift i landbruget.

Ordføreren.

Venstre bekender sig til, at man skal sikre en CO2-reduktion, som lever op til de 70 pct., og hvordan vi så målrettet får lavet modeller for det, kommer vi jo til at diskutere. Der er det jo ikke nødvendigvis en model, der skal være den samme for alle brancher. Vi kan også som et eksempel se, at der er lavet en model for bilerne. Så har vi lavet en lang række grønne aftaler, hvor vi også har fået indført en CO2-afgift, og jeg synes, at den CO2-afgift, der er indført, er klog. Og så står vi jo med en kæmpe udfordring i forhold til dansk landbrug, som skal igennem en grøn omstilling. Venstre vedkender sig også, at det skal dansk landbrug.

Den næste korte bemærkning er til fru Ida Auken, Socialdemokratiet. Værsgo.

Mange tak. De Konservative har jo fremlagt en plan, hvor de vil finansiere skattelettelser med 17,8 mia. kr. fra den offentlige sektor og ved at skære i velfærden. Lige før spurgte min kollega, om ordføreren ville forklare, hvorfor han ikke kunne sige ja til den her finansiering, og det blev et noget uldent svar fra ordføreren. Det tror jeg alle der lyttede til det vil sige, for der kom ikke rigtig en forklaring. Men jeg kan jo hjælpe ordføreren med hans egne ord fra samme artikel, hvor han siger:

»Det at skaffe 18 milliarder kroner ud af den blå luft uden at anvise, hvordan man anskaffer dem, men bare sige, at det skal komme ved at effektivisere den offentlige sektor, så nemt er det ikke«.

Mener ordføreren stadig det?

Ordføreren.

Ja, altså, der er jo ikke noget i de ting, jeg er blevet citeret for, hvor jeg tænker, at jeg er blevet fejlfortolket, eller hvor der er nogen, der har lavet nogle grove citatmisbrug af, hvad jeg har sagt. Så jeg kan stå fuldt på mål for det, jeg har sagt, og jeg takker også for den omsorg, Socialdemokratiet har for mine glimrende citater. Det er første gang i de 20 år, jeg har siddet i Folketinget, hvor jeg har mærket en tsunami af ros fra Socialdemokratiet, i forhold til hvad jeg har sagt. Jeg kan næsten ikke være i min krop af stolthed over det.

Fru Ida Auken.

Så vi forstår, at Venstre også hælder Konservatives finansiering fuldstændig ned ad brættet i dag i forhold til det der med med et fingerknips at tro, at man lige kan spare 17,8 mia. kr., og at det ikke går. Kan vi ikke bare få ordføreren til at sige det helt klart i dag? For det har været en lille smule uldent, hvad Venstre mener.

Ordføreren.

Man må altså forstå, at alt, hvad Socialdemokratiet siger, er knivskarpt, og at alt, hvad Venstre siger, er uldent. Sandheden er nok et helt andet sted. Prøv at høre her. Jeg forstår godt den store omsorg, der er for Venstres økonomiske politik, og for den sags skyld også manglen på omsorg for Det Konservative Folkepartis økonomiske politik, når man ser på det med Socialdemokratiets øjne. Dem, der måtte være meget bekymrede, skal blot være opmærksomme på, at Venstre og Konservative nok skal finde hinanden. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der er forskelligheder imellem politiske partier. Det tror jeg også fru Ida Auken ved. Der er forskel på, hvad Socialdemokratiet mener, der er forskel på, hvad SF mener, der er forskel på, hvad Radikale Venstre måtte mene og sågar Enhedslisten. Venstre og Det Konservative Folkeparti skal nok finde hinanden i en god og sund økonomisk politik, og så må vi jo se på, hvordan det lader sig gøre, hvis vælgerne betror os magten.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kasper Sand Kjær, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Nu må vi jo se, om rosen fra Socialdemokratiet til ordføreren kan fortsætte, for jeg har egentlig et meget simpelt spørgsmål til hr. Troels Lund Poulsen. Vi har jo været omkring det flere gange i løbet af dagen.

Mange danskere er meget bekymrede for, hvad stigende priser og inflation betyder for deres privatøkonomi, og regeringen har jo gjort mange ting. En af de ting, vi har gjort for at hjælpe danskerne, er jo – sammen med et flertal i Folketinget – at lave en aftale om et loft over huslejestigninger, sådan at folk ikke er nødt til at gå fra hus og hjem, når huslejen stiger i takt med inflationen. Det er jo en aftale, som Venstre ikke er med i, og derfor har jeg i virkeligheden bare et simpelt spørgsmål: Hvis nu der på et tidspunkt kommer et folketingsvalg og regeringsmagten skifter og hr. Troels Lund Poulsen og hans partifæller sidder i regering, vil Venstre så tilbagerulle den aftale, som sikrer ro og tryghed om huslejen?

Ordføreren.

Jeg kan godt lide, at ordføreren siger: Hvis nu der kommer et folketingsvalg. Ja, det er jo fuldstændig i den socialdemokratiske ånd, at man fuldstændig negligerer, at man bliver nødt til at spørge vælgerne. Men jeg tror nu, at der kommer et folketingsvalg. Det er jo ikke til at vide. Jeg tror det. Jeg tror til Radikale Venstres store ros, de får det fremprovokeret. Hvad der måtte ske efter et folketingsvalg, tror jeg vi bliver nødt til at diskutere der.

Nu har Venstre jo sørget for ikke at modsætte sig, at man kan lave en hastebehandling af det lovforslag. Man kunne have været rigtig, rigtig genstridig, men det er vi jo ikke af natur – og mig i særdeleshed ikke; jeg er jo et af de mest pragmatiske mennesker, der findes i Danmark, hvis jeg selv skal sige det, og det bliver man jo nødt til. Så jeg vil bare sige, at vi kommer til at sørge for, at det lovforslag kan hastebehandles. Vi kommer til at være imod, men hvordan og hvorledes det ender, synes jeg er for tidligt at sige.

Hr. Kasper Sand Kjær.

Jeg synes bestemt også, hr. Troels Lund Poulsen er meget pragmatisk – det vil jeg gerne skrive under på – og jeg er rigtig glad for, at Venstre har sagt ja til, at vi kan hastebehandle lovforslaget, så vi kan nå at skabe tryghed hurtigt for de mange danskere, som frygter, at huslejen vil stige.

Men jeg synes egentlig, det ville være rimeligt nok, at Venstre så også var helt ærlige om, om de ville tilbagerulle det, hvis der på et tidspunkt – det gør der jo i hvert fald inden for det næste år – kommer et folketingsvalg, hvor Venstre kom til at sidde i regering. Står den aftale så ved magt, eller er der danskere, der nu skal frygte, at huslejen kan stige eksplosivt, og at de måske ikke har råd til at blive i deres lejlighed, hvis Venstre sidder i regering efter et folketingsvalg?

Ordføreren.

Der er jo ikke nogen hemmelighed i, at der under de forhandlinger, vi havde om det såkaldte midlertidige lejeloft, jo er stillet en lang række spørgsmål, bl.a. om, hvorvidt det er ekspropriativt. Det er jo noget af det, som vi kommer til at bruge nogle kræfter på at få klarlagt i udvalgsbehandlingen.

Man kan vel sige det på den måde, at det ikke er sådan, at Socialdemokratiet har ret god erfaring med at lave hastebehandlinger af lovforslag. Altså, jeg husker, at sidst man havde en hastebehandling, som påkaldte sig ret stor opmærksomhed, var i forhold til den såkaldte varmecheck, hvor op imod 20 pct. af de penge, der bliver udbetalt, ser ud til at være udbetalt uberettiget. Det betyder så også, at jeg jo vil kende lovforslagets konkrete indhold og de svar fra ministeren, inden vi gør vores stilling op – også hvad der måtte ske efter et folketingsvalg. Vi anerkender, at vi ikke er i en situation, hvor vi kan forhindre det her. Det er et flertal, der har besluttet det, og sådan er det.

Den næste korte bemærkning er til hr. Jonathan Simmel, Enhedslisten. Værsgo.

Det er jo ganske interessant at lytte til. Jeg vil gerne spørge ordføreren om noget, hvor vi også lige sådan skruer blikket væk fra Christiansborg og ud til virkelighedens velfærd.

Nu har man kritiseret Socialdemokratiet lidt for ikke at fortælle, præcis hvem det er, de mener skal have lønstigninger i forhold til de udspil, der er kommet. Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren og Venstre: Hvor er det, man gerne vil finde, hvad skal man sige, stillingerne i kernevelfærden? Med det demografiske træk og den økonomiske politik, der er lagt op til, skal man ud at finde ca. 11.000 stillinger. Hvor præcis er det, man gerne vil finde dem – især når ordføreren selv har udtalt, hvor svært det er at effektivisere i den offentlige sektor?

Ordføreren.

Det synes jeg er et yderst relevant spørgsmål. Vi har jo præsenteret et udspil, hvor vi gør det mere attraktivt at gå fra deltid til fuld tid, fordi der i dag er rigtig, rigtig mange deltidsansatte, som gerne vil arbejde fuld tid. Så det er jo det første sted, man kan starte: at få nogle af dem, der har et ønske om at arbejde fuld tid, til at få den mulighed. Jeg har noteret mig, at bl.a. FOA har taget meget godt imod det forslag, Venstre lagde på bordet. Og det er da et godt eksempel. Det er da én faggruppe, hvor man kan starte.

Det er simpelt hen ikke rimeligt, at der er for mange i dag, der har et ønske om at arbejde mere end på deltid, men at de ikke har mulighed for det. Så det er da bl.a. et konkret svar på dit spørgsmål.

Spørgeren.

Tak for det. Som jeg har noteret mig – i hvert fald fra FOA og de aftaler, der allerede er – er det jo rigtigt nok, i hvert fald på det regionale område, at man allerede har fået indskrevet retten til fuldtid, lige så vel som man jo faktisk har et samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter på det kommunale område om, at stillinger skal opslås på fuld tid osv. Jeg tror, ordføreren ved mere om finanspolitik, end jeg gør, men som jeg har forstået det, så handler det med den økonomiske ramme, man ønsker at lægge, ikke om enkeltpersoners levering af arbejdstid, det handler om, hvor mange fuldtidsansatte der er råd til at ansætte. Der vil man have et mindre råderum på 11.000 stillinger, og det vil jo så blive omsat til, hvis man samtidig vil tvinge folk op på fuld tid, at det i virkeligheden vil være et endnu større tab af personer og hoveder derude. Så jeg synes, det kunne være interessant at få svar på.

Ordføreren.

Ja, det synes jeg sådan set også det kunne være. Derfor glæder jeg mig til at se regeringens 2030-plan. For det der svar, der dumpede ned midt i en debatudsendelse her søndag aften, efterlader jo flere spørgsmål, end det giver svar. Jeg er ikke i stand til at forstå det svar, der er givet fra finansministeren. Det tror jeg man skal være meget, meget dygtigere, end jeg er, for overhovedet at have en fornemmelse af. Men det må vi jo vende tilbage til, når vi ser forudsætningerne for økonomien fremadrettet.

Men det er klart, at der ikke er nogen tvivl om, at i Venstres 2030-plan kommer vi selvfølgelig til at sikre det, vi kalder et velfærdsløft, og det er også, at der er ressourcer til at klare den udfordring, det bliver med det demografiske træk, der kommer til at påvirke samfundet – ingen tvivl om det.

Tak til hr. Troels Lund Poulsen, Venstre. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Socialistiske Folkeparti, og det er Fru Lisbeth Bech-Nielsen. Velkommen.

Vi lever i en tid med en række kriser. Vores børn og unge oplever mistrivsel i et omfang, vi ikke har set før. Det er alvorligt, og vi kan ikke skubbe det foran os og løse det på et eller andet andet tidspunkt, hvor det lige passer bedre ind. Forleden offentliggjorde Børns Vilkår en rapport, der kunne fortælle, at hver anden pige i 8. klasse føler sig utilstrækkelig. Mange føler sig presset til at præstere perfekt, både i skolen og socialt og ikke mindst online. En tredjedel af pigerne og 13 pct. af drengene taler om lav livskvalitet Det betyder dage med ondt i maven, angst, tristhed og ensomhed. Vores børn og unges trivsel går den helt forkerte vej, og det skal vi prioritere at finde en løsning på nu.

Vi oplever også en klimakrise. Det er ikke vores børnebørn, der kommer til at opleve det, som vi ellers har sagt i mange år. Det er her og nu. En tredjedel af Pakistan står under vand, naturbrande hærger Australien og Californien, og tørken har lagt Europas floder tørre. Hvis du ser mig, så græd, stod der på en af de mange hungerstene, som dukkede op, da vandet forsvandt. Varmen har også selvstændigt bidraget til, at elprisen er skruet voldsomt i vejret. Vi har krig på europæisk jord, vi har måske næsten glemt de menneskelige rædsler, fordi konsekvenserne af krig og sanktioner også rammer os selv så hårdt lige nu. Men vi må ikke glemme, at der er mænd, kvinder og børn, der bliver slagtet af Putin lige nu. Vi bliver nødt til at fortsætte vores støtte til Ukraine, for de kæmper også en kamp for alle os andre. Og jeg vil gerne sige noget her fra Folketingets talerstol, der ødelægger den gode stemning: Skam jer, Lego! Skam jer, Rockwool! Skam jer, der sætter profit over døde ukrainske børn. I er med til at legitimere Putin, I fodrer hans krigsmaskine. I tre regioner er Rockwool den allerstørste skattebetaler. Jeg tror, historien vil dømme jer.

Herhjemme rammer inflationen hårdt, og det bliver værre endnu. Det er den hårde sandhed. Det er også derfor, vi i SF siger klokkeklart til regeringen: Vi har brug for forhandlinger med det løfte til danskerne, at ingen skal gå fra hus og hjem. For det er jo faktisk det forfærdelige scenarie, som nogle kommer til at stå over for. Det handler ikke længere om, hvorvidt man kan komme på vinterferie, eller om man skal sælge bilen. For nogle er prisen på gas, olie og træpiller blevet så voldsom, at det truer med at trække tæppet væk under hele familiens økonomi.

»Stram« – det siger finansministeren regeringens finanslovsudspil er. Og det er rigtigt, analysen er rigtig, men konklusionen er forkert. For der er mange måder at være både stram og ansvarlig på. Vi er selvfølgelig nødt til at tage højde for den buldrende inflation og føre klog finanspolitik. Men i sin prædiken om økonomisk ansvarlighed anviser regeringen kun sparevejen. Der er også en anden vej, og den handler om omfordeling. Vi kan hjælpe dem, der har allermest brug for det, dem, der er ramt af stigende energipriser, og vi kan stadig væk investere i vores velfærdssamfund i en tid med krise i vores velfærdsinstitutioner. Det er mindst lige så vigtigt at vise social ansvarlighed.

I SF mener vi, at de to ting både kan og skal gå hånd i hånd. For det har en pris at lave stram finanspolitik, hvis vi ikke investerer nok i børn og unge, deres trivsel og vores sundhedsvæsen. Og det er de mest udsatte, der kommer til at betale den pris, hvis vi strammer for hårdt. Årets finanslov leverer ikke svar på tidens udfordringer.

I SF foreslår vi bl.a. en formueskat på ½ pct. på formuer over 5 mio. kr., så penge, der står og samler støv på en konto, kan komme ud i samfundet og gøre en kæmpe forskel for folk, der rent faktisk har brug for dem her og nu. Vi har brug for at rykke sammen i bussen. I alt har vi forslag på vores finanslovudspil for 5½ mia. kr., og vi har selvfølgelig finansiering på 5½ mia. kr.

Dertil foreslår vi en særskat på rederier, der tjener overnormale profitter på coronarelaterede flaskehalse og på selve inflationen, ja, som endda bidrager til inflationen. Konkret betyder det f.eks., at Mærsk skal betale 12 mia. kr. Vi siger, at det handler om omfordeling fra dem, der tjener på inflationen, til dem, der lider under inflationen.

Nogle er blevet meget rigere de senere år. Der er tale om formuer, som har vokset sig meget, meget større, ikke bare under, men på grund af en af vores største kriser, coronakrisen. De penge vil vi i SF gerne sende tilbage til dem, der har lidt under og på grund af coronakrisen, og som nu lider under den stigende inflation, og som har måttet se sig forbigået igen og igen, når der bliver uddelt pengegaver, nemlig vores børn og unge, patienterne i psykiatrien, velfærdsmedarbejdere, der knokler til en for lav løn og under vilkår, der gør dem syge. Og almindelige borgere, der ikke har råd til at varme deres hjem ordentligt op, eller som slukker køleskabet for ikke at sprænge energibudgettet.

De fleste mennesker kan godt, men mange har brug for en hjælpende hånd fra fællesskabet af forskellige grunde. Et præstationssamfund, der sætter den enkelte unge under pres, en sundhedssektor, der er i knæ, og som ikke kan rekruttere nye medarbejdere, en forfærdelig krig i Ukraine, der er med til at skabe inflation og energikrise. Det gør ikke de her mennesker mindre stærke. Det betyder bare, at de har brug for en ekstra hånd, og det er vi i SF ikke bange for at give dem. Vi er ikke bange for at bede dem, der har rigtig meget, om at bidrage lidt mere.

Tiden er ikke til højrefløjens skattelettelser, der vil koste titusindvis af jobs i vores vuggestuer, børnehaver og skoler. Tiden er heller ikke til regeringens uambitiøse finanslov. Tiden er til ansvarlige og solidariske investeringer i vores velfærd, i vores børn og unge og vores velfærdsarbejdere, der passer på os. Hellere nu end for sent, for vi risikerer, at regningen i sidste ende bliver for stor at betale, især for vores børn og unge.

Lige om lidt skal vi højst sandsynligt alle sammen til valg, og jeg håber, at alle jer, der skal ud og stemme, vil stemme, som om jeres fremtid afhang af det. For det gør den.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger til ordføreren, og det er først fra hr. Troels Lund Poulsen, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Jeg er sådan set lidt optaget af at forfølge det spor, som der jo trods alt er en bred enighed om i en eller anden form, nemlig at det er nødvendigt at tage yderligere tiltag i forhold til inflationen. Og der kunne jeg så notere mig, at der var nogle forslag fra SF. Men hvordan og hvorledes tænker SF man skal gribe det an? Nu har Venstre f.eks. foreslået, at man skal sænke elafgiften. Hvordan stiller SF sig til det forslag, og vil det være et forslag, som vi kan blive enige om nu, sådan at vi kunne få det gennemført?

Ordføreren.

Jeg tror, at vi har en fælles ambition om at hjælpe folk, der bliver rigtig hårdt ramt. Men i SF synes vi, at Venstres forslag er usædvanlig dårligt, og det er der flere grunde til. For det første vil det koste 3,4 mia. kr. bare for det halve år, som jeg hører Venstres forslag dækker over. For det andet er det et meget, meget lidt målrettet forslag, og det skyldes, at hvis man har en varmepumpe eller elradiatorer, er man i forvejen afgiftsfritaget for forbrug ud over 4.000 kWh om året pr. hustand, og de 4.000 kWh er et ret højt normalt elforbrug, hvis man ikke bruger el til varme og bil. Så dem, der har mest brug for fritagelsen, er altså fritaget i forvejen. Og hvis man har en elbil, kan man også undgå en afgift, hvis man investerer i en privat ladestander, som man kan få til en lav pris med et abonnement. Og de fleste andre erhverv betaler ikke elafgift ud over EU's minimumssats. Så derfor vil forslaget være meget, meget dyrt, og det vil gå bredt ud til danskerne, men det vil ikke gå til dem, der har allermest brug for det.

Hr. Troels Lund Poulsen.

Det var jo et ærligt svar – et svar, som jeg ikke er enig i, i hvert fald ikke politisk enig i, men lad nu det være. Men nu er ordføreren jo meget opmærksom på, at man skal skræddersy tingene til de rigtige, sådan at man rammer helt præcist, og det er jo al ære værd. Men hvad siger ordføreren så til, at SF har lagt stemmer til en varmecheck, hvor man trods gentagne advarsler nu potentielt har udbetalt et beløb, hvor 20 pct. af de mennesker, som har fået en varmecheck, slet ikke er berettigede til det? Hvad tænker SF om det? Hvad er det for en omgang med statens penge?

Ordføreren.

Den aftale, vi lavede, gik vi ind i med åbne øjne, for vi vidste godt, at ikke alle har opdateret deres oplysninger i BBR rigtigt, som man jo skal. Det gik vi ind i med åbne øjne, og vi vidste, at der kunne nogle af pengene komme ud til nogle, som de egentlig ikke var tiltænkt. Med hensyn til de 400.000 danskere, der har fået en check, der sikkert luner godt, kan man sige, at det trods alt stadig væk er et mindre antal mennesker, end hvis man giver en udifferentieret elafgiftslettelse til alle danskere. Så vi synes selvfølgelig, at vi skal have rettet op på det, så vi får et BBR-system, der er retvisende, specielt fordi det kan være, at vi skal bruge det igen til noget a la det her. Men jeg er sikker på, at de penge varmer godt i den her tid uanset hvad, men hvis vi skal lave målrettet inflationshjælp igen, vil vi gerne gøre det igennem kendte ordninger, så vi kan få pengene ud med det samme, og det er jo bl.a. til folk, der er på overførselsindkomster. Det kan også være med en grøn check, som vi er enige med Enhedslisten i er den vej, vi kan gå. Så det er nogle af de muligheder, der er for at målrette det endnu mere.

Den næste korte bemærkning er til fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tusind tak for det. Og tak til ordføreren for en virkelig stærk tale. Vi har jo haft fornøjelsen af at samarbejde i mange henseender, og et af de samarbejder har måske ikke fået den store offentlige opmærksomhed, men det kan få en stor betydning for, i hvilken retning vores samfund udvikler sig. Og her tænker jeg på muligheden for at få et endnu stærkere demokratisk erhvervsliv.

Der er så kommet nogle anbefalinger fra den ekspertgruppe, som vi nedsatte, og der vil jeg bare høre ordføreren fra SF, om SF er klar på, at det skal vi da følge op på i finansloven og de steder, hvor der er brug for små penge, i forhold til hvor stor en forskel det kan gøre. Skal vi ikke sammen mase på for, at det bliver prioriteret?

Ordføreren.

Jo, det vil jeg rigtig gerne, for fru Victoria Velasquez har jo fuldstændig ret. Vi har så mange kriser lige nu, at det her er gået sådan lidt under radaren, men jeg ved også, at vi er enige om, at det faktisk kan betyde en rigtig stor forskel, hvis vi får flere demokratisk ejede virksomheder.

Vi ser her i den seneste økonomiske redegørelse, der bliver udgivet af Finansministeriet, at det, der hedder lønkvoten, er faldende. Det betyder, at når der bliver skabt værdier ude i virksomhederne og mange tjener flere penge, så bliver det ikke omsat til højere lønninger til medarbejderne. Så der er altså simpelt hen en afkobling fra den værdiskabelse, der sker i virksomhederne, til det, som medarbejderne får ud af det. Hvis medarbejderne selv ejer virksomheden, får de jo del i værdien, og det er jo også en ganske særlig dansk tradition, som vi kender fra andelsbevægelsen og mange andre steder. Så det vil vi meget gerne have udbredt, og det har jo også en stor fordel i forbindelse med generationsskifter, for hvis man skal igennem et generationsskifte i en virksomhed, sådan som mange store danske virksomheder skal, og der ikke er børn, der gerne vil overtage virksomheden, kan man jo i sidste ende være nødsaget til at sælge til en udenlandsk kapitalfond, som ikke har nogen interesse i at opretholde de arbejdspladser i Danmark.

Fru Victoria Velasquez.

Det synes jeg lyder som nogle fantastiske pointer og ikke mindst, når man tænker på noget af det, som ordføreren kom ind på i sin tale. Når alene én virksomhed lige nu på inflationen spinder et overskud på 100 mia. kr. – og vi taler altså i første halvår – så virker det kun fornuftigt, at vi i højere grad ser på, hvordan vi kan omfordele de ressourcer, der er i vores samfund, på en mere retfærdig måde.

Ud over selve finansloven er der jo også nogle andre aftaler, vi kommer til at lave løbende. Vi ser ind i at skulle forhandle en ny iværksætteraftale, og der er også erhvervsfremmesystemet og andre dele. Jeg vil bare høre, om ordføreren er enig i, at vi ligeledes der gerne vil prøve at fremme den her dagsorden.

Ordføreren.

Jamen jeg oplever, at når fru Victoria Velasquez og jeg arbejder sammen, både i forbindelse med Finansministeriet og Erhvervsministeriet, så har vi mange af de samme dagsordener, og dem kan vi jo også se blive til virkelighed ved fælles hjælp. Det gælder f.eks. de her anbefalinger af demokratisk ejerskab, som jo var en fælles dagsorden, vi havde for et par år siden i forbindelse med finansloven.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kim Valentin, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg må starte med at sige til ordføreren, at der står det modsatte af det, der bliver fremført, i »Økonomisk Redegørelse«, nemlig at virksomhederne ikke har øget avancerne i den her periode. Det kan betale sig at læse »Økonomisk Redegørelse«. Der var masser af gode ting i ordførerens tale, men det skygger simpelt hen for ordførerens tale, at SF ser på virksomheder, der tjener penge, som politiet kigger på forbrydere. Det går simpelt hen ikke. Det er jo med til at skabe arbejdspladser i Danmark. Det er det samme med Mærsk. Det er simpelt hen ikke godt nok, at man siger, at der skal være en selektiv skatteopkrævning for Mærsk, for hvad så med de år, hvor de ikke tjener penge? Mit spørgsmål til ordføreren er: Skulle det så være sådan, at vi fra statens side gik ind og sagde, at de virksomheder, der ikke har tjent penge i år, må søreme ikke tabe så mange penge, og derfor skal de have nogle penge af staten? Nej, det er jo markedet, der regulerer det her. Men hvad siger SF til det?

Ordføreren.

Jeg kan godt forstå, at Venstre med den liberalisme, som man har som ideologi, har det meget svært i de her år, hvor man må se, at markedskræfterne spiller fallit, og hvor man under en coronakrise må se, at det er det, at vi holder hånden under erhvervslivet, der gør, at vi økonomisk kommer rigtig godt igennem en af de største kriser i vores tid.

Men jeg vil simpelt hen ikke have det siddende på mig, at ordføreren siger, at jeg tager fejl i forhold til lønkvoten. Derfor vil jeg gerne læse op fra »Økonomisk Redegørelse«:

»Lønkvoten er navnlig faldet i industrien. De 1 pct. største industrivirksomheder målt på værditilvækst har samlet set reduceret deres lønkvote betydeligt i løbet af seneste to årtier.«

Hr. Kim Valentin.

Ja, og hvis ordføreren så læser lidt videre, kan man jo tydeligt se, at under den krise, som ordføreren taler ind i, har virksomheden ikke øget avancen, og det, det hele går ud på, er, hvor overskuddet lander henne, og hvor det kommer fra. De har ikke øget avancen.

Ordføreren.

Jeg tror simpelt hen, at spørgeren skal have et økonomikursus. Jeg taler om lønkvoten. Det er klokkeklart, hvad der står i »Økonomisk Redegørelse«. Der står, at det navnlig er i industrien og i de 1 pct. største industrivirksomheder, at lønkvoten er faldet. Det kan ikke misforstås.

Den næste korte bemærkning er til hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Jeg vil altid gerne være med i et økonomisk kursus, hvor SF og Venstre stiller op. Det kunne jo være hyggeligt, det kunne være en dejlig eftermiddag, jeg kommer gerne. Jeg kunne godt tænke mig at høre SF's holdning til det her med at beskatte det, man kalder overnaturligt overskud, og de her virksomheder, som skal beskattes. Der har været noget ude omkring, at det skal gælde for fossile energiselskaber, men skal det i SF's optik også gælde for dem, der producerer vindenergi, og dem, der producerer solenergi, som også, i hvert fald med den samme begrebsforståelse, har haft utrolig store overskud? Skal de penge også føres tilbage?

Ordføreren.

For det første hedder det overnormale profitter – det er sådan et mainstream økonomisk begreb, som jeg i hvert fald ikke hører er reserveret til venstrefløjen at mene skal beskattes. Jeg ved faktisk ikke, om man også i hr. Lars Boje Mathiesens bagland mener, at det skal beskattes, men det er i hvert fald et ret mainstream økonomisk standpunkt, at man beskatter overnormale profitter. Og det, vi har set med rederierne, er jo, at man på grund af flaskehalse, nedlukningen af Shanghais containerhavn osv. osv. simpelt hen har kunnet skrue priserne så voldsomt i vejret på fragtraterne, som bliver betalt af bl.a. dansk erhvervsliv, som sender regningen videre til kunderne og dermed til os alle sammen. Når der er tale om overnormale profitter – og det er jo ikke SF, der skal definere det, for det er fagfolk, der skal det – skal man beskatte det. Og jeg vil lige sige, at de her 12 mia. kr. altså svarer til en beskatning på 4 pct. Jeg kan ikke rigtig forstå, hvorfor så mange liberale synes, det er helt i orden, at der er så mange forskellige regler for dansk erhvervsliv. Altså, de fleste andre virksomheder betaler 22 pct. i skat.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Jamen det var ikke det, mit spørgsmål gik ud på. Mit spørgsmål gik ud på, om det her også skal gælde for dem, der producerer vindenergi, og dem, der producerer solenergi, som lige nu oplever at få styrtende indtjeninger og har lave produktionsomkostninger. Skal de også aflevere noget af det overskud til fælleskassen? Det er et meget simpelt spørgsmål: Skal det også gælde for sol- og vindenergi?

Ordføreren.

Ja, overnormale profitter vil vi beskatte, hvilket er et helt gængs økonomisk synspunkt. Derudover foregår der jo faktisk nogle ret interessante diskussioner lige nu i EU i forhold til at få indført sådan en cap eller et loft over de her priser, som går helt amok. Og det – det er en anden diskussion, men det hænger jo sammen – vil jo betyde alverden for de danske forbrugere, hvis vi kan få nogle lofter over, hvor meget man skal betale for sin energi.

Den næste korte bemærkning er til hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet. Værsgo.

Når man hører debatten mellem ordføreren og hr. Lars Boje Mathiesen, kan man jo få det indtryk, at danske virksomheder, der producerer dele til vindmøller – det kunne være tårne, det kunne være naceller, det kunne være andre ting – sådan er marineret i overskud og profit. Jeg må sige, at det ikke er det, jeg hører fra danske producenter af grøn energi; jeg hører tværtimod, at de er ret presset på deres indtjening.

Så for sådan lige at få en lille smule balance i den debat kunne jeg egentlig bare godt tænke mig at høre, om ordføreren kan bekræfte, at der er ganske mange producenter, der gør opmærksom på, at de netop er presset på det her område, og at det er en del af udfordringen i forhold til den grønne omstilling.

Ordføreren.

Det kan jeg absolut bekræfte, og jeg får også de samme henvendelser, og derfor synes jeg også, det er lidt at blande pærer og æbler sammen i den her diskussion, når man taler om overnormale profitter. Det kan vi f.eks. se i forbindelse med vindindustrien. Hvis man nogen sinde har ejet en Vestas-aktie, så kan man jo virkelig se, hvordan det går op og ned. Og vi har jo brug for at sætte turbo på den grønne omstilling, så derfor har vi også brug for, at de her virksomheder investerer så meget, som de overhovedet kan. Og det synes jeg er en helt anden diskussion, end hvis man har danmarkshistoriens største overskud, hvor man tjener 100-200 mia. kr. på, at danske virksomheder betaler voldsomt høje fragtrater, som så går videre til forbrugerne, og at vi dermed alle sammen betaler mere for varerne, fordi der er nogle, der skummer fløden.

Hr. Benny Engelbrecht.

I søndags var der en debat, hvor to af de borgerlige bejlere til statsministerposten bl.a. skulle give svar i forbindelse med et af de temaer, der blev taget op i debatten, nemlig klimaet. Jeg kunne egentlig bare tænke mig at høre SF's ordførers vurdering af, om de to partier, der var tale om her – Konservative og Venstre – fremstod som klare, tydelige og varme fortalere for den 70-procentsmålsætning, som de jo egentlig selv har været med til at vedtage her i Folketinget skal gennemføres. Føler ordføreren sig tryg ved, at det med en borgerlig statsminister er en retning, man vil fortsætte ad i Danmark?

Ordføreren.

Nej, og jeg vil faktisk gå så vidt som til at sige, at hvis der er borgerlige vælgere derude, som har klimaet som en af deres topmærkesager, så burde de være meget, meget bekymrede lige nu. For vi har jo fået malet det her billede af, at vi nu alle sammen er grønne, og at det ikke er noget, der er store forskelle i længere, men der blev det jo virkelig afsløret under den debat, at det simpelt hen ikke passer. Vi har en sektor, nemlig landbruget, som vi alle sammen gerne vil hjælpe med at omstille sig, men dertil hører altså også, at man ligesom resten af samfundet skal bidrage gennem CO2-afgiften, og der kunne vi ikke få noget klokkeklart svar, og slet ikke fra Konservative, som jo ellers prøver at fremstille sig selv som højrefløjens grønne parti.

Tak. Den næste korte bemærkning er til hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak til ordføreren for en fin tale. Jeg vil godt spørge ordføreren i forhold til den artikel, der er i Jyllands-Posten i dag med hensyn til Socialdemokratiets valgløfte om 1.000 flere sygeplejersker, og hvad SF mener om den sag. Sagen er jo, at der, hvis man følger det, der er beskrevet i medierne, også i Jyllands-Posten i dag, stort set ikke er kommet flere sygeplejersker, siden Mette Frederiksen trådte til som statsminister. Ja, faktisk regner Jyllands-Posten sig frem til, at der ude i regionerne nu er færre sygeplejersker, end der var, da hun trådte til, og det bærer SF jo også et medansvar for, fordi man er parlamentarisk grundlag for den nuværende regering, og dermed også de her tal.

Der kunne jeg godt tænke mig at høre: Hvordan har SF det egentlig med det, at der nu åbenbart er færre sygeplejersker, hvor der skulle være kommet 1.000 flere? Og hvad vil man i øvrigt gøre ved situationen? For det er jo helt uholdbart, når vi kommer frem i årene og kan se, at der bliver færre og færre sygeplejersker.

Ordføreren.

Det er nemlig helt uholdbart, og jeg vil gerne brede det lidt mere ud og sige, at vi alle sammen – eller i hvert fald de fleste af os – har et medansvar for, at det er gået, som det er gået. For det er jo mange, mange års besparelser, 2-procentsbesparelser på sundhedsvæsenet, dengang vi havde det osv., det er jo mange, mange års politik, der tilsammen gør, at der nu er mange inden for en række velfærdsfag, der siger: Vi vil ikke mere. Løn er en del af det, arbejdsvilkår er en del af det, og de vil ikke se på vikarer, der tjener mange gange det, de selv gør. Vi har en regulær krise i vores velfærdsinstitutioner, og jeg synes, vi bliver nødt til at hæve os op over, om det er det ene eller det andet. Det er klart, at vi gerne havde set de 1.000 flere sygeplejersker.

Vi bliver nødt til at tage nogle helt andre redskaber i brug. I SF har vi jo klokkeklart sagt, at det også er et politisk ansvar at gøre op med den uligeløn, der er mange steder.

Hr. Peter Skaarup.

Det er fint med sådan nogle hensigtserklæringer, men nu står vi jo sådan set lige foran at skulle møde vælgerne. Selv om statsministeren vist ser ud til at trække den lidt, kommer man nok ikke uden om, at det er relativt snart, og så er det jo, vi alle sammen gør boet op og ser på, hvor mange sygeplejersker der så er kommet. Man lovede 1.000 – og SF har et medansvar – og der er jo nærmest kommet et minus. Så spørger jeg: Hvad har SF gjort? Hvad har SF gjort igennem de her 3 år, for at der kom flere sygeplejersker? Det her med omstillingsparathed er jo vigtige ord, men hvad har SF gjort?

Ordføreren.

Jamen i modsætning til den borgerlige regering og dengang, ordføreren var med i DF, hvor man jo ikke ville dække det demografiske træk, når der kom flere ældre og flere unge, så har vi jo nu en regering – og det vil jeg gerne rose finansministeren for her – som ved hver eneste finanslov dækker det demografiske træk. Og undskyld mig, men det var den tidligere regering og støttepartiet DF, som udhulede vores velfærd igen og igen, fordi man ikke ville levere det, der skulle til for at dække det demografiske træk, og gør man ikke det år efter år, får man en udhuling, som vi ser resultatet af nu. SF er det eneste parti – efter hvad jeg ved – som har lagt penge på bordet til at stoppe den uligeløn, som vi ser er en af grundene til den utilfredshed, der er.

Næste korte bemærkning er fra hr. René Christensen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det er nemlig rigtigt. Og jeg repræsenterer Dansk Folkeparti.

Det er faktisk sådan, at det, jeg vil spørge om, handler om, at ordføreren står deroppe og siger, at under coronaen holdt regeringen hånden under virksomhederne. Der vil jeg bare lige sige, at staten gav et likviditetstilskud. Man lånte nogle penge af staten, som man skulle betale tilbage. I forgårs kom tallene: Bare i august måned er der 230 virksomheder, der er gået konkurs, bl.a. fordi man skal til at betale de her penge tilbage. Jeg skal lige sige, at det ikke bare er tomme selskaber; det er selskaber, som enten har ansatte eller har en omsætning på over 1 mio. kr. Så man holdt hånden under dem? Nej, man har givet dem et lån, som man nu vil have betalt tilbage. Man skal huske, at alle offentligt ansatte var sendt hjem på fuld løn. Det var sådan, man gjorde det. Så det var ikke staten, der holdt hånden under virksomhederne.

Det, jeg så gerne vil spørge om, er, at når nu man vil lave den her enorme skattestigning i forhold til de her selskaber, som har en stor profit i forhold til de udfordringer, der er, hvad er det så, SF vil bruge dem til? Altså, vi sidder og kigger på en finanslov, hvor der intet er til danskerne, og svaret står jo tilbage: Det udløser øget inflation. Hvad er det, de mange milliarder skal bruges til? Skal de tilbage til danskerne?

Ordføreren.

Det sidste først: Der er en række ting, som vi vil bruge de her penge på. Noget af det er målrettet inflationshjælp. Og der er det klart, at vi bliver nødt til at målrette det, for gjorde vi ikke det, ville 12 mia. kr. ikke engang være nok. Vi er nødt til at målrette det til dem, der ikke kan få økonomien til at hænge sammen. Det kan alle os herinde godt, også selv om vi også kan se, at ting bliver dyrere. Det er det ene. Det andet er vores sundhedsvæsen. Og så har vi også nogle andre velfærdsområder. Så vi siger, at det skal være ekstra oven i det finanslovsforslag, som man kan læse på SF's hjemmeside, med udgifter og indtægter for 5,5 mia. kr.

I forhold til det her med antal virksomheder vil jeg sige, at jo, vi har holdt hånden under virksomhederne, samtidig med at der også blev stillet meget store krav til rigtig mange virksomheder, som har haft det rigtig hårdt under coronaen. Men der har været lønkompensation, der har været forskellige hjælpepakker, og der har været forskellige kompensationspakker. Og rigtig meget af det har f.eks. været løn og udskudt moms. Der udskød vi faktisk, hvornår man skulle betale momsen tilbage. SF var et af partierne, der pressede på for det. Men vi vidste godt, at der ville komme den dag, hvor nogle af de her virksomheder ville gå konkurs, for det sker jo desværre løbende i en økonomi.

Hr. René Christensen.

Jo, men det er alligevel en stigning på 10 pct. i konkurser, og det er da i hvert fald en udfordring for samfundet. Og vi ser, at der er en høj beskæftigelse, og det er jo det private, der skal være med til at holde hånden under velfærdssamfundet. Der skal være nogle, der producerer noget, som vi kan beskatte, så vi kan få noget velfærd. Jeg tror sådan set, vi er meget enige med SF i det.

Det, jeg gerne lige vil tilbage til, er det her med, at man, hvis der kommer flere penge ind i forhold til skatter, ikke kan bruge det på sundhed. Det kan jo være, at det er et engangsbeløb, der kommer ind. Derfor vil jeg gerne lige spørge igen: Hvis regeringen og SF kommer igennem med det, de gerne vil, altså at beskatte de her selskaber, som tjener mange penge, hvad er det så, man vil bruge pengene på? Det kan jo alene være ting, der er engangsting; det kan jo ikke være strukturelt, for de penge bliver jo formodentlig ikke ved med at komme ind.

Ordføreren.

Det er også helt rigtigt. Det er et engangsbeløb, medmindre man kan sige, at den her forfærdelige situation, hvor de fragtrater er så voldsomme – og de bliver jo betalt af dansk erhvervsliv og danske forbrugere – ligesom bliver en ny normal. Det håber jeg ikke, og det tror jeg heller ikke. Men det er rigtigt, at det er nogle forskellige engangsudgifter, vi gerne vil bidrage til, både noget inflationshjælp – og der vil jeg sige, at det er det største enkeltstående bidrag, som jeg har hørt noget parti komme med den her særskat skal gå til – og det er også til nogle engangsbeløb inden for vores sundhedsvæsen og dele af vores velfærdssamfund. De løbende ting kan man se i vores almindelige finanslovsudspil, som man også kan læse på hjemmesiden.

Den næste korte bemærkning er til hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance. Værsgo.

Når man er i en tid med inflation, er det jo vigtigt, hvilken såkaldt finanseffekt en finanslov har. Det forslag til finanslov, der nu er blevet fremsat af regeringen, har en finanseffekt på 0,9 pct. Det vil sige, at finansloven øger efterspørgslen i samfundet med 0,9 pct. mere, end finansloven øger udbuddet i samfundet og dermed bidrager til inflationen. Har SF det helt okay med et finanslovsforslag fra regeringen, som er et løst finanslovsforslag, som øger efterspørgslen i samfundet med 0,9 pct. og dermed bidrager til inflationen?

Ordføreren.

Nej, men så kan hr. Ole Birk Olesen være rigtig glad for, at SF forhåbentlig skal forhandle finanslov, for nogle af de finansieringselementer, som vi har, trækker luft ud af økonomien og trækker i den modsatte retning. Det er, fordi vi politisk står et sted, hvor vi siger, at vi gerne vil omfordele, og at vi vil gøre det på en klog måde. Vi kan kun lave målrettet inflationshjælp, for ellers er det rigtigt, at det vil puste til inflationen, hvis man gør det for bredt.

Hr. Ole Birk Olesen.

Det er selvfølgelig godt, at SF ikke synes, finansloven i disse tider skal have en positiv finanseffekt. Det er så ikke lige de redskaber, jeg ville bruge. Jeg ville bruge nogle andre. Men det er godt, at man ikke ville have en finanslov, der øger inflationen. Men hvad synes SF om, at regeringen hele tiden kalder finanslovforslaget for stram? Jeg ved ikke, hvor mange gange finansministeren sagde ordet stram på sit pressemøde, men det var vildt mange gange, og det var vildt meget i starten, så alle journalisterne troede, at den var stram. Hvad synes SF om, at finansministeren og regeringen ikke taler sandt om deres finanslovsforslag?

Ordføreren.

Det synes jeg simpelt hen er en anklage, der ikke er i orden, for den er jo stram set i et historisk perspektiv – i hvert fald i den nyere historie. Den er strammere end finansloven sidste år, og den sidste år var strammere end året før osv., og det er jo, fordi den ene krise har afløst den anden, så vi har måttet gøre forskellige ting. Men SF og Socialdemokratiet er ikke det samme parti, og vi vil gerne gøre nogle andre ting. Vi vil gerne investere mere i vores velfærd end det, der er lagt op til, og det vil vi finansiere med noget, der så samtidig trækker i den anden retning.

Næste korte bemærkning er til hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Nu sagde ordføreren lige før, at SF var det eneste parti, der ligesom havde finansieret sit ligelønsinitiativ. Enhedslisten har også et udspil, som siger, at der skal være en ligeløns- og lavtlønspulje på 5 mia. kr.

Det, jeg gerne vil ind på, er det med den overnaturlige beskatning, som vi jo nok i et vist omfang har samme tilgang til. Jeg undrer mig bare lidt over SF, når I er ude at sige, at Mærsk skulle betale 12 mia. kr. ud af sit store overskud, og at det er noget, som er et rimeligt sigtepunkt med en 4,44 pct.s beskatning. Det synes jeg lyder ekstremt lavt, når vi er inde at kigge på overnaturlige profitter. For der er jo så et selskab her, som har været dygtige og heldige at sejle så mange penge hjem, fordi der i Danmark er en beskatning, som kører pr. skib. Er der andre elementer end lige det med skibstransporten, som ordføreren kan se vi skal have særligt fokus på omkring de overnaturlige profitter?

Ordføreren.

Allerførst vil jeg sige: Jeg beklager meget. Selvfølgelig har Enhedslisten også finansieret en ligelønspulje. Det vidste jeg godt. Jeg havde glemt det et øjeblik. Det beklager jeg.

Jamen det er meget lavt. Hvis det ser ud til, at resultatet fra 2022 bliver det, man forventer, er det rigtigt, at så bliver det godt og vel 4 pct. i skat, som også var det, der blev betalt for 2021. Og det er jo egentlig helt vildt, at vi har en virksomhed, som tjener så mange, mange gange mere end f.eks. Novo Nordisk, som betaler en helt almindelig selskabsskat. Og vi har et dansk erhvervsliv, som både betaler selskabsskat på 22 pct. og samtidig skal betale voldsomme fragtrater for at få importeret ting, som de skal bruge i deres forretninger. Altså, det er jo ret vildt. Når det er så lav en procentsats, er det simpelt hen et forsøg på at se, om vi kunne få flere partier end Enhedslisten og SF med. Så det er ren pragmatisme.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Ja, så pragmatisk er Enhedslisten ikke. Omkring de overnormale profitter kan det jo også være inden for energisektoren, og jeg synes, debatten lige før kørte af sporet. For spørgsmålet fra Nye Borgerlige lød ikke på vindmøllebranchen, men at der jo sådan set også kunne være selskaber, som har vindmøller og solceller, som oplever en meget stor fortjeneste, selv om de ikke har øgede driftsudgifter. Så jeg synes også, at vi bør være åbne over for, at der kan være alle mulige forskellige selskaber i energisektoren, som har overnormale profitter, og hvor vi bør forholde os til det. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ordføreren er enig i det, at der ikke er noget helligt i at beskatte et selskab, som har enormt mange vindmøller, og som tjener ekstra på det lige i øjeblikket.

Ordføreren.

Jeg beklager, hvis jeg ikke var præcis før i mit svar. Men vores tilgang til overnormale profitter er den samme, uanset hvor de findes henne, og det er jo rigtigt, at der er virksomheder, som ejer, administrerer og håndterer vindmøller, og hvor nogle altså så bare er kapitalejere og bare ejer den energi, som der lige nu bliver tjent så utrolig mange penge på. Derfor synes jeg jo også, at det er så vigtigt, at vi får en fælles europæisk aftale om at sætte nogle prislofter ind i den her tid, hvor der bliver tjent så styrtende med penge på energi, og hvor det samtidig har sådan nogle forfærdelige konsekvenser for folk, specielt de mennesker, der ikke har høje indkomster.

Den næste korte bemærkning er til fru Louise Schack Elholm, Venstre. Værsgo.

I den her regerings tid er ni ud af ti indkomstgrupper blevet fattigere af den førte politik, og regeringen har ikke formået at mindske uligheden, hvad den ellers var gået til valg på. Hvordan har SF det med at støtte en regering, som ikke formår at mindske uligheden, og som øger fattigdommen i Danmark?

Ordføreren.

Jeg skal nok svare konkret på spørgsmålet, men jeg vil sige, at jeg, da vi senest fjernede kontanthjælpsloftet, hvad der løftede tusindvis af børn ud af fattigdom, ikke så Venstres omsorg for dem, der har mindst i det her samfund. Og jeg hørte også Venstres finansordfører, hr. Troels Lund Poulsen, tidligere sige, at det da i hvert fald blev lavet om, hvis Venstre fik magt, som de har agt. Der er titusindvis af børn i det her land, der vokser op i fattigdom. Vi fik trukket nogle af dem ud med den aftale omkring det, og det vil jeg gerne sige regeringen tak for. Vi havde gerne set, at vi var gået videre end det, men det var et enkeltstående godt skridt fremad, specielt i forhold til at børn ikke skal vokse op i fattigdom.

I forhold til det, som fru Louise Schack Elholm spørger om, er det jo i høj grad cigaretafgiften, som boner ud, når man kigger på det. Vi havde i SF gerne set, at vi gjorde det, samtidig med at vi lavede nogle mere lighedsskabende initiativer. For vi synes også, at det er en god idé at hæve cigaretafgiften, som vi gjorde.

Fru Louise Schack Elholm, Venstre.

Jamen der formåede fru Lisbeth Bech-Nielsen stadig ikke at svare på mit spørgsmål. For jeg spurgte, hvordan SF har det med at støtte en regering, hvor ni ud af ti indkomstgrupper er blevet fattigere, og det svarede ordføreren ikke på. Så det ville jeg sådan set gerne have at ordføreren svarede på. For én ting er, at man sviner os ovre i blå blok til, og SF kunne jo aldrig finde på at støtte blå blok, men man støtter stadig væk en regering, hvor dog ni ud af ti indkomstgrupper bliver fattigere, og uligheden er ikke mindsket.

Så hvor langt er man kommet med de mål, man havde, da man valgte at støtte en rød regering?

Ordføreren.

Man er i hvert fald ikke kommet i mål med det, som stod i vores forståelsespapir, om, at uligheden skulle mindskes, og det tror jeg ikke der er nogen der vil anklage mig eller mine kolleger i SF for ikke at have råbt op om igen og igen. Det er meget, meget vigtigt for os.

Men jeg synes simpelt hen, at fru Louise Schack Elholm strammer garnet her. Altså, vi har på 3 år været igennem noget, som man normalt ville betegne som hundredeårskriser – coronakrise, inflationskrise osv. – og vi har i forbindelse med dem holdt hånden under erhvervslivet og under borgerne, og vi har været et af de lande i verden, hvor økonomien er kommet mest helskindet igennem de her kriser. Så jeg synes virkelig, det er at stramme den lidt for meget.

Tak til fru Lisbeth Bech Nielsen, Socialistisk Folkeparti. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Nu er det således, at der ikke er forfærdelig lang tid til, at der bliver kaldt til en frokostpause, men der er dog 12 minutter til den, og derfor tillader jeg mig at bede Radikale Venstres ordfører om at komme på talerstolen. Det bliver formentlig kun til et par korte bemærkninger, og så genoptager vi mødet efter frokost.

Velkommen til hr. Andreas Steenberg, Radikale Venstre.

Tak. Jeg vil gerne rose regeringen for at fremlægge et meget ansvarligt finanslovsudspil. Det er nødvendigt i den situation, vi står i. Men det er også et finanslovsudspil, der viser, at vores økonomi ikke er i stand til at kunne håndtere de store kriser, vi står over for, og det er derfor, der er brug for at tænke nyt, der er brug for at få et samarbejde mellem røde og blå, så vi kan få taget fat om nogle af de store kriser, som vi her i Folketinget burde være enige om, i hvert fald som problemformulering.

Det første er selvfølgelig energikrisen og også klimakrisen, som jo ikke er gået væk, men kun bliver større for hver dag, der går. En af grundene til, at priserne stiger, er jo, at vi har gjort os afhængige af fossile brændsler fra Mellemøsten, Rusland og andre steder i stedet for at producere energien selv. Det skal vi i gang med, og vi har jo heldigvis i et bredt samarbejde fået nedsat en meget stor klimafond, der gør, at vi har finansiering til at gøre noget ved klimaproblemerne, men også problemerne med, om der er energi nok. Vi har også lavet et nationalt kompromis, hvor vi siger, at vi skal være uafhængige af russisk gas og olie og kul, så nu må vi bruge vinteren her på at komme i gang, lave de investeringer i fjernvarme, i varmepumper, i at sætte solceller, vindmøller og alt muligt andet op, så vi har energi nok – energi, som også på den lange bane er bæredygtig – så vi får gjort noget ved et af de allervigtigste problemer, nemlig klimakrisen.

Dermed ikke sagt, at vi i Radikale Venstre afviser, at der kan være konkrete grupper og personer, der har brug for ikke bare at få penge til grøn omstilling, men simpelt hen få penge til at kunne betale og kunne blive boende i deres hus eller deres lejlighed, for jeg tror desværre, at vi kommer til at kigge ind i, at nogle mennesker simpelt hen kan blive tvunget til at gå fra hus og hjem, hvis ikke vi er med til at hjælpe. Det er selvfølgelig vigtigt, apropos den diskussion, der også har været om elafgift og alt muligt andet, at de ting bliver finansieret, så man ikke bare skubber mere til inflationen, for så har vi jo ikke gjort noget godt, så har vi bare gjort problemet større for de mennesker, der ikke fik nogen hjælp.

I Radikale Venstres 2030-plan har vi også en meget ambitiøs iværksætterpolitik og erhvervspolitik, hvor vi vil permanentgøre fradraget for forskning og udvikling, hvor vi vil fjerne nogle af de skatter, der gør det svært for små virksomheder, små iværksættere at vokse sig store. Det ser vi også ind i den klimaudfordring, vi står over for, for hvis vi skal have lavet et CO2-neutralt samfund, skal vi have helt nye forretningsmodeller, især inden for landbrug, som kommer på banen, men også kommer i vækst, så de kan skabe arbejdspladser og indtægter til vores fællesskab. Det kræver, at der er gode vilkår for at lave nye virksomheder og for at lave innovation i virksomhederne.

Den anden krise, vi gerne så Folketinget, røde som blå, kunne samles om at løse, er den meget alvorlige mangel på mennesker i økonomien, der er. Man kan tale om alle de ting, vi gerne vil på klima, på velfærd, udviklingen i det private erhvervsliv, men i den økonomi, vi ser ind i, er der ikke mennesker til at være sygeplejersker, der er ikke mennesker til at arbejde i det private erhvervsliv eller mennesker til at lægge de fjernvarmerør, som vi skal bruge. Derfor er det enormt vigtigt, at vi tager hul på nogle af de svære diskussioner om, hvordan vi får flere mennesker ind i økonomien. Vi peger på en skatteomlægning, hvor vi fjerner nogle skattefradrag på bolig og giver det i skattelettelse på at arbejde. Vi stiller spørgsmålet, om der er brug for nu hele tre tidlige tilbagetrækningsordninger, eller om man kunne fjerne en af dem – vi har peget på efterlønnen – eller i hvert fald overveje, om der er brug for dem alle tre på den måde, der er.

Vi peger også på at lave en trepartsaftale i den offentlige sektor, hvor der kommer mere arbejdskraft ud af det, men måske også bedre arbejdsmiljø, opgaveglidning og nogle af de andre ting, der bliver peget på. Selvfølgelig drejer det sig også om at fortsætte med at se på international rekruttering, for en af de ting, vi kan gøre, er at se, om der er nogen mennesker fra udlandet, der har lyst til at komme til Danmark og arbejde og bidrage til at løse vores udfordringer.

Den sidste krise, som vi er meget bekymret for, er det, vores børn og unge står over for. Det sidste tal, jeg så, var, at hvert syvende barn forlader folkeskolen uden basale kompetencer i at læse, skrive og regne – hvert syvende barn! Det er omkring 13 pct. af en årgang. Og de mennesker kan vi jo desværre følge hele vejen op i kontanthjælpssystemet, på området for sindslidelser og kriminalitet og på alle mulige andre områder, og desværre kan vi også se, at deres børn i meget høj grad ender samme sted.

Det er, synes jeg, et svigt, og det er selvfølgelig også samfundsøkonomisk rigtig trist, at så mange mennesker lever udenfor i stedet for at opleve den værdighed og den frihed, det er at være en del af vores samfund.

Så har vi trivslen blandt alle unge, som jeg synes er uhyggelig, men også uforståelig. Når man ser, hvor mange der har brug for at blive indlagt i psykiatrien eller at komme i behandling for alle mulige ting, er det virkelig trist at tænke på. Det kræver, at vi tør investere i hele børne- og ungeområdet, i vores uddannelser, vores folkeskole, vuggestuer, børnehaver og alt det, der er rundt om til at hjælpe de her mennesker. For de får ikke hjælp hjemmefra, fordi deres forældre formentlig havde de samme udfordringer.

Derfor kan jeg også være lidt bekymret over den her diskussion om, hvorvidt man kan lade være med at bruge penge i den offentlige sektor. For med det antal ekstra ældre, der skal behandles og plejes, og med de udfordringer, vores børn og unge står over for, så er det efter min mening umuligt ikke at lave flere investeringer i vores velfærdssamfund. Dermed ikke sagt, at der ikke kan være andre ting, man kan effektivisere, men at tro, at der ikke skal ekstra penge eller medarbejdere til, mener jeg ikke er ansvarligt eller ladesiggørligt.

Samtidig er der altså også nødt til at være vækst i det private erhvervsliv, og der er nødt til at komme ekstra arbejdskraft. For det er det, der også finansierer, at vi kan have en udvikling i vores fællesskab. I forhold til de her tre kriser – klima- og energikrisen, mistrivslen og mangel på hænder – har vi lagt vores to planer frem, en 2030-plan og en klimaplan. Vi mener, den rækker ud til både røde og blå, og det kan være, at såkaldt røde og blå vil være uenige i det, men det er i hvert fald vores hensigt.

For vi tror på, at ved at gå sammen på tværs af de her såkaldte blokke, kan vi få løst de her ting i fællesskab. Det er det, vi går til valg på, og det er også det, vi lægger ind i den forhandling, der – måske, måske ikke – kommer på den anden side af et folketingsvalg, når vi skal i gang med det.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger til ordføreren, og det er først fra hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Det er jo godt at være ansvarlig. Det er ikke så godt, hvis man bare siger, at man er ansvarlig, men ikke er det i virkeligheden. Og den regering, som Radikale Venstre støtter, har valgt at komme med et finanslovsforslag her i disse inflationsår, som har det, man kalder en positiv finanseffekt. Det vil sige, at der skubbes på for en øget ophedning af dansk økonomi. Det her er målt i forhold til udgangsåret 2019, og så vil finansloven for 2023 have en positiv finanseffekt på 0,9. For ligesom at skjule det siger finansministeren hele tiden stram, stram, stram, altså som om han var en eller anden papegøje, der havde lært et ord, som papegøjen ikke forstår meningen med. For finansloven er jo ikke stram.

Hvordan har Radikale Venstre det med at støtte en regering, som siger, at finansloven er stram, når den ikke er det?

Ordføreren.

Økonomisk politik er en af grundene til, at vi vil have det her valg og have en anden kurs, men jeg synes nu, at hr. Ole Birk Olesens kritik her lige rammer lidt forbi; i hvert fald skal vi have nogle nuancer med. For det er jo rigtigt nok, at den såkaldte finanseffekt er negativ, og det er jo så i forhold til sidste år. Så vælger hr. Ole Birk Olesen at regne nogle flere år tilbage, og det er jo rigtigt, at vi f.eks. indførte minimumsnormeringer, som selvfølgelig kostede nogle penge, og det har vi ikke tænkt os at lave om på.

Men det, jeg synes vores to partier hellere skulle have en diskussion af – for der er vi jo faktisk enige – er om noget af det, jeg sagde om iværksætteri, men også om nogle af de her reformer, der skal tilvejebringe arbejdskraft. Og derfor håber jeg også, at Liberal Alliance kan være med i det brede samarbejde, som jeg og vi taler om, for Liberal Alliance er jo et af de partier, der meget tidligt i den her valgperiode turde foreslå reformer, også før de to borgerlige statsministerkandidater gjorde det. Så lad os prøve at samles om det, for det tror jeg er vigtigt. Og hvad angår den her finanslov isoleret set, så strammer den op.

Hr. Ole Birk Olesen.

Altså, finansloven for 2022, som gælder for i år, rummer jo en række lånefinansierede udgifter, fordi samfundet i dele af året stadig var nedlukket på grund af corona. Og derfor var finansloven for 2022 en løs finanslov – strammere end den for 2021, men stadig væk en løs finanslov.

Det her finanslovsforslag for 2023 er så lidt strammere end finansloven for 2022, men der er stadig væk tale om en løs finanslov og ikke en stram finanslov, der har en positiv finanseffekt. Og hvad synes hr. Andreas Steenberg om, at regeringen kalder en løs finanslov for stram?

Ordføreren.

Jeg synes, det er godt, at den her finanslov er stram og har en negativ finanseffekt, hr. Ole Birk Olesen. Der har så været tre andre finanslove, der ikke har haft det, især på grund af corona, og det har vi ikke tænkt os at lave om på. Men at den her finanslov er stram, synes vi er ansvarligt, og det vil vi gerne rose. Og så er det vigtigt at få sat reformerne i gang. Det er jo ikke sikkert, at de kan nå at slå igennem næste år, men hvis vi kunne lave en stor aftale om at få lavet reformer over de næste 10 år, så ville det være rigtig vigtigt.

Hermed skal jeg udsætte mødet 1 time. Det genoptages i dag kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 11:59).

Mødet er genoptaget.

Jeg skal lige konstatere, om der er nogle, der har ønsket en kort bemærkning, som ikke har fået det. Jeg kan se Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, formand. Og tak til den radikale ordfører for talen. Jeg kunne egentlig godt tænke mig bare lige at få den radikale ordfører til indledningsvis at forholde sig til den konservative plan, som vi jo har vendt lidt et par gange. Den er jo ret ukonkret, når det handler om besparelser i den offentlige sektor, men vi kan forstå, i hvert fald i den offentlige debat, at De Konservative ønsker at friholde nogle dele af den offentlige sektor for besparelser. Men i det tilfælde – og man fortsat har en plan om at spare 0,4 pct. – er det så ikke en rimelig antagelse, at man skal finde de besparelser andre steder? Og er det sådan, at ordføreren måske har nogle områder, hvor man kan være særlig bekymret for, at de besparelser rammer?

Ordføreren.

Ja, jeg vil starte med at sige, at jeg jo synes, det er godt, at Det Konservative Folkeparti kommer med reformer. Men jeg bliver lidt bekymret over to ting i den plan. Den ene er det totale fravær af en klimaplan. Med de udfordringer, vi står over for og står med, synes jeg, det er imponerende, at man kan lave en 2030-plan, hvor der ikke er noget som helst klima. Jeg kunne forstå, at det kunne komme under øvrige initiativer, og for os er det lidt vigtigere end at være »øvrigt«.

Den anden er, at jeg forstår, at man jo selvfølgelig vil have flere ansatte i forsvaret – det er vi jo alle sammen stort set enige om her i Folketinget på grund af den situation, der er – der skal sikkert også flere mennesker i politi- og fængselsvæsen, og så skal der flere mennesker i ældreplejen. Og når man så vil spare ret mange penge, må det jo være på børn, unge og uddannelse. Det vil være at save i den gren, vi sidder på, for det er jo det, vi skal leve af – og som jeg var inde på i min tale med hensyn til den mistrivsel, der er, og de mange, der simpelt hen ikke har lært nok, så mener jeg, det vil være at skade fremtiden.

Hr. Benny Engelbrecht.

Som supplement til det får man jo også nogle gange det indtryk, når man lytter til De Konservatives formand og finansordfører, at der ikke foretages nogen former for effektiviseringer i den offentlige sektor noget sted. Og det har faktisk været ret uklart for mig, om de besparelsesinitiativer, som De Konservative har lagt op til, skal lægges oven i det, der findes allerede – for der er jo rigtig mange effektiviseringer – eller om det faktisk er indregnet. I hvert fald på Twitter har hr. Rasmus Jarlov tilkendegivet over for mig, at det faktisk er en del af de besparelser, der allerede findes. Ser det ikke også uklart ud?

Tak for det. Vi får svar nu. Værsgo.

Jeg synes, det er vigtigt at huske på, at vi de sidste to årtier jo har lavet sådan nogle grønthøsterbesparelser årligt i sundhedsvæsenet, i ganske mange år. Det samme gjorde man under hr. Lars Løkke Rasmussens seneste regering på hele uddannelsessektoren. Det vil sige, at man har været igennem de der nemme effektiviseringer, og det vil sige, at der så kun er tilbage at fravælge nogle bestemte ting – det må man jo så svare på – eller bare at gøre velfærden endnu dårligere. Det bekymrer mig, for så tror jeg, at nogle af dem, der har penge, bare køber det ved siden af, og så har vi et helt andet samfund.

Tak for det. Så er det hr. Kim Valentin, Venstre.

Tak for det, og tak for ordførertalen. Jeg lytter altid meget efter, når De Radikale kommer med deres tale. Nu hører vi så lige i svaret til Socialdemokratiet, at ordføreren siger, at der mangler noget, og så kunne jeg jo ikke lade være med at kigge i finanslovsforslaget, og hvis man så ser, hvor lidt der er af opfølgning på klimamålene for 2025, hørte jeg i og for sig ikke en kritik af det i ordførerens tale. Det vil jeg gerne give mulighed for nu.

Ordføreren.

Der vil jeg gerne rose både regeringen, Venstre og Det Konservative Folkeparti, for lige før sommeren lavede vi en stor klimafond, som jeg faktisk nævnte i min tale, og den ligger der jo. Vi har også det såkaldte nationale kompromis, som både Venstre og Radikale Venstre er med i, hvor der er en vision om og også nogle penge til at blive uafhængig af russisk gas. Så jeg mener sagtens, at man på bagkant af det, vi har lavet, kan lave nogle grønne initiativer.

Det, der er allervigtigst, og det er sådan den væsentligste kritik af den her regerings økonomiske politik, er, at der mangler mennesker, også til at lave klimaforbedringer. Det er jo der, at vi i dansk politik mangler en sammenhængende plan for også de næste 10 år at tilvejebringe alle de mennesker, der skal rejse skov, lave fjernvarme, sætte ladeanlæg op, samtidig med at der også skal være arbejdskraft til flere ældre og også i det private erhvervsliv. Det, jeg sådan set synes er den store mangel inden for klimaområdet, er, at der ikke er lavet nogle reformer.

Kim Valentin.

Det sidste, ordføreren sagde, er jeg meget enig i. Det er også derfor, at jeg godt tror, at De Radikale ved, at når vi siger nogle ting i Venstre, er det faktisk også noget, vi gør. Og når vi siger, at vi f.eks. gerne vil have en grønnere dagsorden, er det også noget, vi gerne vil vise i vores politik. Derfor vil jeg bede De Radikale og ordføreren om at huske på det, når de siger, at de er røde, men de er også blå, for det, man oplever, er, at De Radikale først er røde og så lidt blå.

Værsgo til ordføreren.

Vi vil jo gerne prøve at lade være med at gøre dansk politik op i de her blokke, men prøve at se, om man kan lave et samarbejde om at være grønne, uanset hvad udgangspunktet så har været. Jeg vil gerne anerkende det samarbejde, vi har haft med Venstre, især i det seneste halve år om at lave den her CO2-afgift og den grønne fond. Det var noget Venstre var primus motor i helt tilbage for 2½ år siden, da vores partier gik ud og foreslog den her CO2-skat. Det vil jeg gerne kvittere for.

Louise Schack Elholm, Venstre.

Radikale har jo lavet en rigtig ambitiøs plan i forhold til at sikre, at der kommer flere hænder. Men Radikale støtter samtidig en regering, der ikke rigtig har nogen forslag til at øge udbuddet af arbejdskraft. Hvordan ser den radikale ordfører på regeringens finanslovsforslag, som jo ikke leverer noget som helst på arbejdskraft?

Ordføreren.

Jeg forstår, at regeringen kommer med en 2030-plan, hvor de i hvert fald signalerer at der kommer noget på det. Men altså, det har været den store mangel i dansk politik siden 2015, at vi hverken i den ene eller den anden side af salen har kunnet danne et flertal om at få lavet tilstrækkeligt med reformer. Det var første gang her i januar, at vi fik lavet reformer, der tilvejebragte noget arbejdskraft, og så fik vi lavet den her aftale, også sammen med Venstre, om international rekruttering i sommer. Men der mangler meget mere. Det var egentlig også det, jeg var inde på i min ordførertale, nemlig at hvis vi skal løse alle de udfordringer, vi står over for, med flere ældre, med klima, med børn og unges mistrivsel og med et forsvar, der også skal have mere arbejdskraft, så er vi nødt til at komme i gang med de reformer, og det er i øvrigt, uanset hvad valget munder ud i og hvem der bliver statsminister. Så skal vi have fundet et samarbejde bredt i Folketinget om at få løst det.

Louise Schack Elholm.

Jeg er fuldstændig enig i, at det er et behov, vi har brug for at løse. Og der tror jeg, at Venstre og Radikale sagtens kunne finde nogle ting, vi kunne se på. Men det, jeg måske bare reflekterer lidt over, er, at vi havde den samme diskussion sidste år ved finanslovsdebatten, hvor det var mit indtryk, at Radikale havde en forventning om, at regeringen ville levere noget i forhold til arbejdskraft. Oplever ordføreren, at regeringen har leveret på det ønske og den aftale, man havde, i forhold til at sikre, at man også havde noget arbejdskraft?

Ordføreren.

Ja, vi lavede en aftale i januar, der tilvejebragte 12.000 mennesker i økonomien, og det var den aftale, vi havde. Men det er jo ikke nok, og derfor skal vi jo videre, hvis vi skal sikre vores fremtid. Så vi skal sørge for, at de børn og unge får et bedre liv, end de har lige nu, hvis vi skal sørge for, at alle de her ekstra ældre kan få sygehusbehandling. Og hvis vi skal gøre noget ved klimaet og erhvervslivet også skal være i vækst, skal der ske meget mere, og jeg tror, at fru Louise Schack Elholm har ret i, at vores to partier sagtens kunne lave nogle aftaler om det. Problemet er, at det ikke summer op til 90 mandater, og det er nok det, der er begge vores partiers udfordring, og det må vi se på efter valget.

Hr. Anders Kronborg, Socialdemokratiet.

Tusind tak for, synes jeg, en god tale, og også tak for det svar, som ordføreren giver min kollega hr. Benny Engelbrecht her i salen. Jeg er meget optaget af det svar, som ordføreren giver, ikke mindst i forhold til det grønne og de mangler, som ordføreren ser i den konservative skatteplan. Et er jo selvfølgelig de mangler, der kan ligge i en konkret plan, noget andet er, hvad der siges for tiden.

Jeg er helt overbevist om, at ordføreren ligesom mig selv så partilederdebatten den anden aften. Der kunne jeg godt tænke mig at dvæle lidt ved den. For der synes jeg jo i virkeligheden, at når man ser partilederdebatten og hører, hvad Det Konservative Folkeparti siger, kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren, om ordføreren føler sig betrygget i, at vi efter et valg, hvor flertallet skifter, kan have samme grønne ambitioner med en konservativ statsminister ved roret.

Ordføreren.

Nu var det jo desværre en statsministerkandidatdebat og ikke en partilederdebat, så der var jo kun tre partier, der var repræsenteret. Jeg synes ikke, der var nogen af dem, der var særlig imponerende på klimaområdet. Det synes jeg heller ikke at man har været i den her periode. Vi har lavet nogle gode aftaler, og der har jo både Konservative og Venstre været med i f.eks. aftalen i sommer, og det har Socialdemokratiet også.

Vi tror, at det er i midten af dansk politik, at også klimaområdet skal drives frem, for vores oplevelse er, at hvis de her tre statsministerkandidatpartier går sammen, tør man mere og tør komme mere i bund. Så det er vores vision. Vi vil gerne have det her brede samarbejde, fordi vi også tror, det er det, der får klimaområdet længst frem. For hvis erhvervslivet, borgerne og alle andre skal agere og ændre deres adfærd, skal de vide, at det holder hen over valg. Derfor er brede aftaler utrolig vigtige. Og de ting, der er lavet, og som har drevet klimaområdet frem de sidste mange årtier, er brede aftaler, og det er det, vi vil prøve om vi kan være primus motor i at få mere af.

Anders Kronborg.

Jeg tror bare, jeg vil kvittere for svaret fra ordføreren. Jeg synes, at de brede aftaler har den her regering, der sidder ved roret nu, jo også bevist den kan indgå, både landbrugsaftaler og en lang række andre klimaaftaler. Så jeg vil bare sige tak for svaret.

Ordføreren.

Selv tak. Jeg håber, at vi netop kommer i gang med klimaet på landbrugsområdet, for det er vigtigt også for at finde en vej, hvor landbruget kan blive ved med at tjene penge og skabe arbejdspladser, men på en meget mere bæredygtig måde.

Så er det hr. Torsten Schack Pedersen.

Tak for det. Den radikale 2030-plan flytter rundt på nogle milliarder kroner. Det, der undrer mig, er, hvorfor De Radikale mener, at danskerne samlet set skal betale noget mere i skat.

Ordføreren.

Det er rigtigt, at vi har nogle grønne afgifter med, bl.a. på fly, hvor vi synes, det er retfærdigt og rimeligt, at man betaler noget ekstra for at flyve. De penge bruger vi så på at udvikle grønne flybrændstoffer og andre brændstoffer til tung transport. Det er rigtigt, at der regner CEPOS sig så frem til, at det giver en stigning i skattetrykket, men det er set med vores øjne ikke for at få et højere skattetryk, men for at få en grøn omstilling.

Torsten Schack Pedersen.

Når der nu er blevet regnet på det, får det så De Radikale til at genoverveje, om den samlede plan giver mening forstået på den måde, at De Radikale jo ligesom os har et ønske om, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde, at vi øger arbejdsstyrken, øger arbejdsudbuddet? Der er stigende skatter og afgifter bare ikke hjælpsomme. Og når det nu bliver gjort op til, at det er en samlet ekstraregning i skat på, jeg tror det er omkring 1,5 mia. kr., vil jeg bare høre, om De Radikale ikke – og det skal være mit håb – vil lægge sig i selen for at få fjernet den skattestigning, så danskerne ikke oplever stigende skatter og afgifter.

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Vi står selvfølgelig ved vores plan, og nogle af de skattestigninger er egentlig nogle, vi håber ender med ikke at give nogen indtægt, for det er bl.a. en CO2-skat på flytransport. Og på et tidspunkt skal vi jo derhen, at flytransport bliver CO2-neutralt, fordi der bliver brugt nogle andre brændstoffer. Og så skal indtægterne fra den skat jo bortfalde. Så det er sådan set ikke ud fra et ønske om, at skattetrykket skal være højere, men vi vil gerne bruge de grønne afgifter til at lave grøn omstilling, sådan at vi får den adfærdsændring. Det er jo det, man kan, hr. Torsten Schack Pedersen, når man ikke har et skattestop.

Fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti.

Tak, og tak til ordføreren for en god tale og for et altid godt samarbejde. Jeg kunne egentlig rigtig godt tænke mig, når nu det i dag handler rigtig meget om konservativ politik, og når jeg også kan forstå, at ordføreren hele tiden bliver spurgt til det, at høre, hvor grøn regeringen kontra Det Konservative Folkeparti ifølge ordførerens kendskab egentlig har opført sig. Det kunne være interessant at høre det.

Ordføreren.

I lige måde tak til fru Mona Juul for det gode samarbejde; det er en fornøjelse. Jeg synes, at Det Konservative Folkeparti mangler at være med i bilaftalen. Det har vi to også diskuteret. Men ellers er det jo rigtigt, at rigtig mange af de grønne aftaler er blevet lavet bredt. Det er bl.a. også noget, som vi i Radikale Venstre har lagt stor vægt på, for som jeg var inde på i mit svar til hr. Anders Kronborg, tror vi på, at hvis industrien, landbruget, borgerne, folk, der køber biler, skal rette ind efter det, som vi ønsker os, når det gælder om at leve mere bæredygtigt, er det en rigtig stor fordel, at man ved at aftalerne gælder i mange år, for det er en stor investering, man skal ud og lave til f.eks. en varmepumpe eller en ny bil; at man ved, at det holder stik, uanset hvordan de næste to, tre, fire valg går. Derfor har både De Konservative, Venstre, Radikale Venstre, SF og Socialdemokratiet været med i langt de fleste aftaler. Vi mangler dog lige den omkring den grønne transport.

Mona Juul.

Det var der jo en årsag til, bl.a. at en stor del af klimaeffekten bliver fundet, ved at man kører over grænsen og tanker i Tyskland. Så giver det jo ikke meget mening at være med i en aftale og kalde den grøn. Men det, jeg rigtig godt kunne tænke mig at spørge om, er i forhold til den økonomiske situation. Vi står jo her med høje elafgifter og med vanvittig høje priser på forbrug for både SMV'erne, de store virksomheder og hjemme i husstandene, og hvor er De Radikales ønsker her? Ønsker I også at sænke elafgiften?

Ordføreren.

Vi har været ret tilbageholdende med at rende rundt og siger en masse i den her aktuelle situation, for vi tror, at det er ret svært at vide, hvordan man gør det bedst. Det er klart, at det for os skal være klimavenligt på den lange bane. Det er også derfor, at jeg nævnte i min tale, at vi skal sørge for at bruge nogle penge på at få folk over på nogle klimavenlige energikilder, som vi så i øvrigt producerer selv, så vi ikke er afhængige af at købe dem i Rusland eller Mellemøsten. I den forbindelse, for at svare konkret på spørgsmålet, kan det godt være, at spørgsmålet om afgifter på elvarme eller el i det hele taget kan blive en del af det.

Lisbeth Bech-Nielsen, værsgo.

Tak for talen, og også tak for samarbejdet. Jeg ved jo, at Radikale Venstre går rigtig meget op i klima. Det er faktisk en af de allervigtigste dagsordener, hvis ikke den vigtigste dagsorden for partiet, og derfor vil jeg høre ordførerens vurdering af det, vi har hørt i den sidste tid fra Venstre og Konservative, de to statsministerkandidatpartier på højrefløjen så at sige, i forhold til deres ambitioner i forhold til det grønne eller mangel på samme.

Ordføreren.

Jeg synes, at alle tre statsministerkandidatpartier er for tilbageholdende i forhold til klimaet, og det er jo bl.a. vores to partier og andre, der hele tiden har skullet hæve den grønne overligger og spørge, om der ikke skal ske noget mere. Det var jo Radikale Venstre og Venstre, der kom ud med CO2-skatten, og det er bl.a. SF, Enhedslisten og Radikale, der har haft den her idé om en klimafond. Jeg synes, det er mærkeligt, at Det Konservative Folkeparti er kommet med en 2030-plan, hvor klimaet ikke rigtig er nævnt og der ikke er nogen konkrete initiativer, og nu må vi så se på Socialdemokratiets og Venstres 2030-plan, som vi jo ikke har set endnu, og der håber jeg da, at det vil vise sig, at der er noget med om klimaet. Vi har det i hvert fald som en af vores topprioriteter og bekymringer, også når vi diskuterer det her med manglen på mennesker i økonomien. For det er, som jeg var inde på i min tale, noget, der bekymrer os rigtig meget. For er der folk til både ældreplejen, til at give vores unge en god og sikker fremtid og lave alle de her tiltag i forhold til klimaet? Er der mennesker nok til alt det? Det mener vi ikke der er, og det bekymrer os rigtig meget.

Lisbeth Bech-Nielsen, værsgo.

Tak. Jeg er enig langt hen ad vejen. Arbejdsudbud kan vi jo diskutere på et senere tidspunkt, og det kommer vi nok til. Men uagtet at vi kan sige, at vi i den her røde, magentafarvede blok, som vi har nu, i hvert fald har været nok partier til at skubbe på den grønne omstilling, til, at vi har fået sådan et historisk resultat, og at vi er godt på vej mod de 70 pct, mangler vi stadig væk virkelig det sidste tunge læs så at sige, som er landbruget.

Tak. Ordføreren, værsgo.

Jeg har godt set, at SF prøver at tegne sådan et billede af, at det kun er såkaldt rød blok, der kan gøre noget ved klimaet. Vi prøver jo at få de her blokke til at samarbejde, og jeg synes også, at man kan se i den her valgperiode, at de partier, når de er gået sammen, så tør mere, at de tør lave større forandringer af vores samfund, fordi den anden også er med.

Ja, jeg har da også en bekymring for, at de borgerlige ikke vil gå til landbruget, men den bekymring har jeg så sandelig også i forhold til regeringen i forhold til fødevareindustrien. Så jeg tror, at det kræver det her brede samarbejde.

Hr. René Christensen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg har egentlig bare et spørgsmål i forhold til den brede aftale, der er blevet lavet, omkring mere udenlandsk arbejdskraft fra tredjeverdenslande, også muslimske lande. Dengang man landede den, var der da nogle partier, der havde et stort fokus på, at man ikke skulle kunne importere arbejdskraft fra muslimske lande, som ikke fik det igennem, fordi den aftale, der er indgået, jo betyder, at der nu også er fri indvandring fra muslimske lande, hvis man har en løn i forhold til grænsen?

Ordføreren.

Der er jo ikke fri indvandring. Altså, man skal jo have et arbejde – det er det, der er kernen, når vi skal diskutere udlændingepolitik. Man kan jo ikke bare vade ind fra et land uden for EU; man skal have et arbejde og have fået det og have søgt det. Men det er da rigtigt, at der var nogle partier – det er jo det, hr. René Christensen refererer til – der var meget bekymrede for indvandringen fra nogle bestemte lande. Det, den bekymring gik på, var, om de mennesker, når de var kommet til landet, ville være kriminelle. Det er jo derfor, at den aftale indeholder en gennemgang, i forhold til at hvis man kommer ind på den her beløbsordning og mister sit arbejde eller begår kriminalitet, så ryger man altså ud igen, uanset hvilket land man så kom fra oprindelig.

Hr. René Christensen.

Men kan ordføreren ikke bekræfte, at det så vil sige, at man nu med den aftale, der er indgået, har sænket grænsen, så man kan komme ud og blive renovationschauffør eller tage andre ufaglærte jobs, altså at man, også hvis man kommer fra tredjeverdenslande med muslimsk baggrund, kan komme til Danmark, hvis man har fået sådan et job, og få lovligt ophold her? Altså, hvis man har fået jobbet, er der fri indrejse til Danmark.

Ordføreren.

Det er der, for vi har brug for den arbejdskraft. Så hvis man kommer fra et ikke-EU-land – inden for EU er der jo som bekendt fri bevægelighed for arbejdskraft – og det er på overenskomstmæssige vilkår og til det beløb, som vi har aftalt, kan man komme til landet og bidrage. Og hvis man mister arbejdet eller begår kriminalitet, ryger man ud igen.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg vil gerne dvæle ved lidt af det samme, som hr. René Christensen. For nu siger hr. Andreas Steenberg, at hvis den pågældende begår kriminalitet, så mister man sit opholdsgrundlag. Men sagen er jo, at kommer man på den her ordning, må man jo også tage sin familie med – ægtefælle, børn. Hvad hvis de begår kriminalitet? Hvordan er situationen så? Sender man så den her arbejdstager ud af landet, hvis en 16-årig søn f.eks. har begået et voldeligt overgreb? Eller er det så den 16-årige søn, der skal splittes fra sin familie, og hvordan er det i forhold til konventionerne? Kan hr. Andreas Steenberg sige noget om det?

Ordføreren.

Nu debatterer jeg med en, ved jeg, dygtig jurist her. Men det er klart, at man bliver udvist, hvis man har begået kriminalitet, så det vil så være ægtefællen eller barnet, der bliver udvist, med mindre man har været så lang tid i landet, at man har opnået det, der i menneskerettighederne hedder selvstændig tilknytning. Men det tager jo, som hr. Morten Messerschmidt sikkert er bekendt med, i hvert fald en række år. Jeg kan ikke huske tallet, men det er 6, 7, 8 år, før man har opnået det. Så de første mange år vil man altså blive udvist, og så må den, der har fået arbejde i Danmark, jo beslutte, om man vil være her selv, eller om man rejser tilbage sammen med den ægtefælle, der er blevet udvist.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg vil sige, at hr. Andreas Steenberg kan tale fuldstændig frit om sagen, for vi har jo en erkendt uenighed her, så vi prøver rent faktisk på at blive klogere på, hvad der er sket inde i det forhandlingslokale – vi kan ikke helt forstå, at der var nogle, der blev derinde frem for at forlade det. Lad os nu forestille os en familie fra Somalia eller et andet afrikansk muslimsk land, der kommer til Danmark. Faren har et arbejde, og han overholder sådan set reglerne og har en søn med. Sønnen er 16 år, og arbejdskontrakten varer 7 år. Når sønnen er fyldt 19 år, begår han en voldtægt. Han er i mellemtiden til gengæld også blevet gift. Hvem skal så ud, og hvem kan få lov til at blive?

Ordføreren, værsgo.

Det er så den, der har begået kriminaliteten, der bliver udvist. Og så kan resten blive, for de er ikke kriminelle.

Så er det hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

Nu er der al den her snak om, at ordføreren synes, at det er ærgerligt, at De Konservative ikke er med i det ene og det andet. Jeg sidder sådan og tænker: Vi har da lavet nogle ret gode finanslovsaftaler sammen med regeringen, også på det grønne område. Jeg husker bl.a., at havvind sådan set blev opprioriteret væsentligt i en finanslovsaftale. Jeg synes også, jeg husker en drikkevandsfond, og vi har fået bestilt, at der skal være en skovfond, som vi gerne skal i mål med i år, inden der kommer et valg. Så vi har sådan set sikret en række opgaver, uden at Konservative er med, og uden at Venstre er med.

Det synes jeg også vi skal huske på, også til kommende finanslove. Det er jo tit, at der i bunden af aftaler står, at partierne sådan set er frit stillet til at lave andre gode gerninger, hvis man kan finde ud af det i forbindelse med en finanslovsaftale. Det er bl.a. landbrugsaftalen. Der står der nede forneden: Vi kan godt lave noget mere, hvis det er sådan, vi kan blive enige om det i en finanslovsaftale. Er det ikke korrekt, at vi faktisk kan komme ret langt uden De Konservative?

Ordføreren, værsgo.

Jo, men min pointe er, og den vil jeg gentage her, at nogle af de allerstørste klimaaftaler er blevet til i de her brede forlig. Hvis der er nogen, der skal begynde at investere milliarder af kroner i at lave energiøer f.eks., kræver det jo, at man ved, at en beslutning om at lave energiøer står ved hen over 10-15 år. Og det kræver, at der er brede forlig. Derfor er den store klimafond, CO2-skatten, det store energiforlig fra sommeren 2020 og også de store beslutninger om vedvarende energi jo vedtaget bredt – og i øvrigt også landbrugsaftalen, hr. Søren Egge Rasmussen. Og sådan ser jeg også det kommer til at være efter valget.

Men selvfølgelig har vi lavet gode finanslove om alt muligt. Bl.a. har vores parti jo haft et godt samarbejde om minimumsnormeringer og løft af ungdomsuddannelser. Det er jeg fuldstændig enig med hr. Søren Egge Rasmussen i.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Jamen det er godt, at vi har den der fælles erindring om, at man via finanslove kan lave gode grønne gerninger, og at det ligesom kan være startmotoren til noget. For noget af det, der så er aftalt i finansloven, er så blevet puttet ind i nogle endnu bredere aftale, som så forpligtiger. Så det er også en måde at gøre det på. I stedet for at starte med det store bord og al den palaver, kan man sådan set tage finansloven og få motoren ind dér. Kan ordføreren ikke se, at det ville være rigtig godt at lave endnu en finanslov, inden der bliver udskrevet valg? Vi er jo ikke helt i mål med f.eks. 2025-målet.

Tak! Vi får svar nu. Værsgo.

En af grundene til, at vi f.eks. brugte finansloven til at få mere vedvarende energi ind, var, at den socialdemokratiske regering ikke havde gjort det af sig selv. Det var jo noget, vi kritiserede dem for, og så kunne vi bruge finansloven til det. Men det burde faktisk være sket lang tid tidligere. Derfor holder vi fast i, at der skal være valg, og der skal være en ny regering, som laver det her samarbejde hen over midten og også sætter klimaet allerforrest og ikke hele tiden skal presses der hen, hvor det bliver for sent, i stedet for at have gjort det fra starten af.

Hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne.

Tak for talen til hr. Andreas Steenberg. En ting, som hr. Andreas Steenberg taler en hel del om her i dag, er jo aftaler, og det skal gerne være brede aftaler, i forhold til det politiske herinde på Christiansborg. Og det synes vi jo også i Danmarksdemokraterne er rigtig fint – hvis det kan lade sig gøre. Et af de områder, som der er en relativt bred aftale om, er jo på politiets område. Og der er det sådan, at Danmarksdemokraterne havde rettet en henvendelse til regeringen, hvor vi havde tilbudt at være med i politiaftalen. Men jeg kan forstå, bl.a. på Det Radikale Venstre, at man ikke ønsker det, selv om man jo egentlig går ind for brede aftaler. Kan vi få en forklaring på, hvorfor man er imod, at Danmarksdemokraterne er med i politiaftalen? Er det fru Inger Støjbergs person, eller hvad er det, der er galt?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, det er fru Inger Støjbergs person. Jeg må desværre være svar skyldig. Det er ikke en beslutning, jeg lige har været inde over, selv om jeg ellers er inde over en del. Så jeg må være svar skyldig, desværre – beklager.

Hr. Peter Skaarup.

Jamen altså, det er jo fair nok, hvis man ikke lige har været inde over en beslutning. Men ikke desto mindre synes vi jo i Danmarksdemokraterne, at vi sådan meget venligt tilbyder vores assistance og gerne vil være med i en af de her brede aftaler. Der laves jo stadig væk aftaler, også selv om Det Radikale Venstre mere eller mindre har erklæret mistillid til regeringen. Der er jo stadig væk gang i forskellige ting – så sent som i dag på energiområdet. Så vi synes jo egentlig, det ville være rimeligt – og lad det så bare være et budskab, I kan overveje hos De Radikale – at sige ja tak til det gode tilbud, når der nu kommer nogen og gerne vil tage medansvar for det, der ligger på bordet.

Tak for det. Værsgo til ordføreren.

Det budskab vil jeg tage med, og vi kan jo sætte os ned og drikke en kop kaffe om det, hr. Peter Skaarup. Det har vi jo gjort før.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og den næste ordfører er fru Victoria Velasquez, Enhedslisten.

Og så vil jeg gerne lige have lov at sige, at det at tale sammen i Folketinget er meget, meget vigtigt – men når man gør det så tæt på talerstolen, har det sådan en mildt generende effekt.

Værsgo.

Vi står over for tre hovedopgaver, som vi som land kan gøre en forskel i forhold til. Det er klimakrisen, velfærdskrisen og ulighedskrisen, og de opgaver, vi ser ind i, kan vi kun løse i fællesskab. Det er opgaver, der er nødvendige at løse, selv om de er store og svære. Lige nu er et af de vigtigste emner klimaforandringerne, som vi allerede kan se udfolde sig rundt omkring os, og som vi kan mærke: skovbrande, udtørrede floder, hedebølger. Sommeren har om noget vist os, at klimaforandringerne buldrer derudad. De kan allerede mærkes, for klimaforandringerne truer livet, som vi kender det, også selv om det for tiden virker til at blive overset af alt for mange politikere.

Den grønne omstilling kan ikke vente, klimakrisen kan ikke gå væk, selv om vi skulle lukke øjnene og krydse fingre for, at fiksfakserier og teknologi, som ikke er udviklet endnu, skulle kunne løse det. Og det ville ikke kun være katastrofalt, det ville være fuldstændig unfair og et generationssvigt af det ansvar, vi har fået som folketingsmedlemmer, over for fremtidens generationer – der ikke kan skrue tiden tilbage og tage de nødvendige beslutninger på vores vagt – hvis vi ikke selv magter at gøre det i dag.

Men det er også nødvendigt med ambitiøse signaler fra Christiansborg, også fra dem, som allerede i dag står i spidsen for den grønne omstilling. Og her tænker jeg eksempelvis på vores landbrug.

Jeg synes, det er hamrende uansvarligt, at partier, der ellers bryster sig at være et landmandsparti, ikke sørger for, at vi starter den grønne omstilling med rettidig omhu af landbruget, så det kan ske på så god og gradvis en måde, som det kan lad sig gøre på det her tidspunkt, hvor vi er nu. Og hvis situationen ikke havde været så alvorlig, kunne man måske trække på smilebåndet over, at det måske skyldes, at Enhedslisten ofte er det parti med flest landmænd i Folketinget, og at det er os, der ved, at man altså gerne skal have lidt tid til at omlægge til den grønne produktion og leve op til de internationale aftaler, som vi har lavet.

Danmark kan være et foregangsland. Det har vi en forpligtelse til. Danmark kan vise, at vi kan løse den grønne omstilling på en socialt ansvarlig måde, og første skridt ved at være et foregangsland er, at vi herinde finder pengene til at gennemføre den grønne omstilling.

I vores klimaforslag, som er fuldt finansieret, prioriterer vi i Enhedslisten pengene fra en fremrykning af pensionsbeskatningen, det nye grønne råderum fra Landbrugsklimafonden og ved at pålægge de største klimaudledere i industrien en større CO2-afgift. Det viser, at mulighederne for at skrue op for den grønne omstilling er der. Det handler om politisk vilje. For vi kan stadig nå i mål, og det er ikke en mulighed at overlade vores generations største krise til fremtidens generationer.

Derfor vil vi i Enhedslisten, som vi har gjort det med de andre finanslove, arbejde for, at også den her finanslov skal være med til at rykke vores samfund i en grønnere retning. Og det gør finansloven ikke, som den ser ud nu. Man har eksempelvis skåret på fjernvarme eller investeringerne i energibesparelser. Det er både dårligt for den grønne omstilling og ikke mindst i forhold til den sikkerhedspolitisk alvorlige situation vi står i efter Ruslands invasion af Ukraine. For selv om flere vil anvise, at vi har nået meget, så står det uhyggeligt klart, at der sker for lidt, det går for langsomt: Vejen til CO2-reduktionerne og de 70 pct. har vi ikke levet op til endnu.

Vores ældre bliver svigtet, daginstitutionerne har svært ved at ansætte pædagogisk personale til børnene, fordi ingen søger de opslåede stillinger. Og på sygehusene får mange ikke den omsorg og behandling, som de har brug for, udsatte får ikke den hjælp, som de har brug for, og som de burde have. De problemer eksisterer, på trods af at vi de sidste 3 år har haft et nyt flertal, og hvor vi har startet arbejdet med at dække de kæmpe huller, der er i velfærden efter årtiers nedskæringer.

Der er blevet sat penge af til minimumsnormeringer i daginstitutionerne, der er blevet sat penge og finansiering af til tusind ekstra sygeplejersker og tusind flere uddannede og ansatte i ældreplejen. Der er sat 600 mio. kr. af til psykiatrien, der er sendt flere hundrede millioner af sted til folkeskolen, og sådan kunne jeg fortsætte. Alt sammen vigtigt, men tydeligvis langtfra nok. Og nu står vi jo også tilbage med den grundlæggende udfordring, som der ikke findes lappeløsninger på, og det er, at vi ikke kan levere på fremtidens velfærd, hvis der ikke er uddannede at ansætte, og hvis ingen vil have jobbene.

Der mangler allerede tusindvis af velfærdsprofessionelle i omsorgsfagene, og det ser kun ud til at blive værre. Problemerne er ganske alvorlige. Søgningen til velfærdsuddannelserne falder, og de ansatte flygter fra deres fag i en sådan grad, at der i øjeblikket står 5.000 sygeplejerskestillinger ubesatte hen. Der mangler i eksempelvis Region Hovedstaden så mange jordemødre, at det svarer til, at der ikke er nogen på arbejde om mandagen. Alt for længe har deres arbejde ikke været værdsat og er ikke blevet værdisat efter, hvor afgørende det er for vores samfund.

I 2022 er det stadig et lavtlønnet arbejde at holde et menneske i hånden, når vedkommende dør; at sikre, at små børn har en tryg og god dagligdag; og at give behandling og omsorg til syge. For det handler både om tryghed, behandling, omsorg og støtte, men også om den værdi, det skaber i kroner og øre. En stærk offentlig sektor er ikke en udgift. Tværtimod burde selv de største fortalere for den private sektor anerkende, at den offentlige sektor giver Danmark en stærk økonomi ved at levere gratis behandling til syge, omsorg til ældre, støtte til børn og meget mere.

Fair løn og lige løn, flere uddannede og bedre arbejdsforhold er det, der som minimum skal til for at redde den offentlige velfærdssektor, og det er givet, at investeringerne skal fortsætte i de næste mange år. Derfor blev vi i Enhedslisten også glade for, at regeringen kom med den åbning om at se på lønnen, altså at man er klar til at se på lønnen, og vi vil selvfølgelig presse på for, at det resulterer i et opgør med uligelønnen i Danmark. For det skal være slut med affejningen af ligelønsbevægelsen og eksempler som indgrebet i sygeplejerskestrejken, hvor mange i det offentlige fik at vide, at man ikke kunne tillade sig at kræve ordentlige forhold.

Vi har brug for det modsatte. Vi har brug for et signal til de ansatte og til dem, der har forladt faget, og til de unge, der skal vælge uddannelse. Vi kan gøre det bedre. Giv os og den offentlige sektor en chance til. Men det forpligter, det kalder på handling. I Enhedslisten vil vi sikre varige midler til en lavt- og ligelønspulje, som parterne skal forhandle, samtidig med at der udarbejdes en langsigtet handlingsplan for at sikre lige løn i Danmark. Den handlingsplan skal indebære, at vi sørger for, at flere kan og vil tage en velfærdsuddannelse, og det skal ske ved at hæve uddannelseskvaliteten, så den står mål med den værdi, fagene skaber i vores samfund. Og så skal handlingsplanen selvfølgelig også give velfærdsprofessionelle arbejdsvilkår, der giver dem lyst til at blive i faget. Det er ansvarlig fremtidssikring af velfærdsstaten. Og det står i skærende kontrast til den side af salen, der vil motivere velfærdsprofessionelle med deres såkaldte omsorgsgen og prioritere skatterabatter i toppen på bekostning af tusindvis af velfærdsprofessionelle i fremtiden. Det er en farlig vej at gå. Vi skal det helt modsatte, og det bør vores flertal levere.

Mens næste finanslov, som ser ind i 2023, skal forhandles, så vil mange i vores samfund have ondt i maven over de problemer, de står med her og nu i deres hverdag. Kan jeg betale min næste regning? Har jeg råd til mad i slutningen af måneden? Skal jeg flytte fra hus og hjem? Klarer jeg bidende frostgrader, hvis jeg ikke kan varme mit hjem op? Det må ikke ignoreres. Det skal tages alvorligt. Og vi har råd til at hjælpe borgerne. I Enhedslisten mener vi, at vi ikke har råd til at lade være.

De stigende priser rammer hårdt. Det rammer særlig hårdt hos dem, som er på overførselsindkomst. Få på Christiansborg vil egentlig tale højt om det, men særlig de aftaler, der er blevet lavet af et flertal herinde, der år for år udhuler ydelserne, viser sig nu at have rigtig store konsekvenser. Det er helt vildt, hvordan eksempelvis et parti som Konservative nu foreslår, at den udhuling simpelt hen skal fortsættes – folkepension, førtidspension. Og det skal så finansiere deres planer om skatterabatter i toppen. For imens ældre, syge og andre hårdt pressede får flået deres pengepung, så er det netop i toppen, at vi ser og er vidne til, at en række selskaber lige nu indkasserer enorme ekstraprofitter og tjener penge på den krise, vi står i. I Enhedslisten mener vi, at hverken inflationsbaroner eller staten skal spinde guld på prisstigningerne, og derfor foreslår vi, at pengene sendes tilbage til borgerne, og at vi sikrer en akuthjælp mod de stigende priser. Vi vil tilbageføre det ekstra, befolkningen har af udgifter på grund af prisstigninger, til forbrugerne, og det kan vi gøre ved at indføre en ekstraordinær skat på overnormal profit og fordele indtægterne fra den skat ud til befolkningen, som har brug for denne hjælp.

Ja, der venter mange vigtige opgaver. Vi er klar. Tak for ordet. Jeg glæder mig til debatten.

Den tager vi straks fat på. Fru Louise Schack Elholm, Venstre.