Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 3. behandling af lovforslag nr. L 116:

Forslag til lov om etablering af statsgaranti på en del af ejendomskreditaftalerne i landdistrikterne.

Af erhvervsministeren (Simon Kollerup).

(Fremsættelse 09.02.2022. 1. behandling 22.02.2022. Betænkning 18.05.2022. 2. behandling 02.06.2022. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Er der nogen, der ønsker at udtale sig? Det gør hr. Lennart Damsbo-Andersen, Socialdemokratiet.

Tak, formand. Jeg er simpelt hen så glad i dag, så jeg er simpelt hen også nødt til at tage ordet. Det er en glædens dag, for vi forbedrer nemlig nu mulighederne for at få realkreditlån i hele Danmark, også i de dele, der ligger uden for de større byer.

Lige så længe jeg kan huske, har jeg været medlem af Folketingets Landdistriktsudvalg, og i alle årene har jeg sammen med mine rigtig gode kolleger fra øvrige partier her i Tinget draget ud i landet for at se og høre, hvad der foregår derude – se det med egne øjne og høre de mennesker, der bor derude, hvad de glædes over, og hvad der bekymrer dem. En af de ting, der altid har stået øverst på listen over problemer, har været manglende mulighed for finansiering af boliger. Lige om lidt vedtager vi et lovforslag, der giver bedre mulighed for netop at finansiere boliger i landdistrikterne. Så i dag er en glædens dag.

Men det er også en dag, hvor vi markerer skillelinjer i dansk politik. Når vi nu om lidt trykker på afstemningsknapperne, vil alle kunne se, hvem der reelt kerer sig om landdistrikterne, og hvem der ikke gør. Det, der forbavser mig mest, er, at Venstre vælger at stemme imod. Jeg har aldrig tvivlet og jeg tvivler ikke på, hvor mine gode kollegaer hr. Hans Christian Schmidt og hr. Peter Juel-Jensen står i den her sag. Det er nok også derfor, det ikke er Venstres landdistriktsordfører, der har den her sag eller har haft den i salen; det er den i landdistriktssammenhæng helt ukendte fru Heidi Bank. Men omvendt er det jo også en klar indikation på, at Venstre ikke længere har fokus på landdistrikterne. Det rokker nu ikke ved, at jeg er rigtig glad for, at vi i dag kan vise her i Folketinget, hvem der tager landdistrikterne alvorligt. Tak for ordet.

Det gav anledning til en række korte bemærkninger. Først er det fra hr. Thomas Danielsen, Venstre. Værsgo.

Den socialdemokratiske ordfører behøver ikke at være så overrasket over, at det er Venstres boligordfører, der har lovforslaget. Men jeg kunne godt lige tænke mig at spørge lidt ind til det i statslånet, som ordføreren bryster sig af. Jeg skal bare have bekræftet, om det ikke er korrekt, at lånene bliver dyrere end øvrige lån på området, altså at man ikke må lave statslån, der kan konkurrere med private lån, og ergo laver man nu dyrere lån for landdistrikterne, og at når man skal lave en kreditvurdering på det frie marked, altså vores realkreditlån, som vi har et system for, der er helt unikt i Danmark, skal man i den forbindelse lave nabotjek, og hvis ordføreren så har et realkreditlån, og jeg er ordførerens nabo, men har et statslån, vil ordføreren, næste gang ordføreren skal have et lån, blive nabotjekket, hvorfor ordførerens kreditinstitut så kan se, at hov, ordførerens nabo er hr. Thomas Danielsen og han har et lån på faldefærdige rønner i provinsen, som er statslån, og at ergo er det et område, som er blevet forpestet af de lån nu, hvorfor ordføreren også skal tages i betragtning til et lån.

Tak for det. Værsgo til ordføreren.

Jeg er sådan set rigtig glad for, at hr. Thomas Danielsen stiller nogle spørgsmål her, for jeg tror, det er vigtigt i sådan en sag som den her at få rettet op på sådan helt fejlagtige opfattelser af, hvad det er, vi taler om. Først og fremmest er det jo ikke et statslån. Det er en statsgaranti til et realkreditlån, og det er ikke et statslån. Og man skal stadig væk som borger og som boligejer leve op til de helt almindelige kriterier for at få et realkreditlån.

Så siger hr. Thomas Danielsen, at lånene bliver dyrere. Det gør de ikke. Det, der sker her, er jo, at man får mulighed for at få et lån i det hele taget. Det, vi taler om her, er jo personer, der ikke i dag har mulighed for at få et realkreditlån, sådan som vilkårene er nu, hvor realkreditten vælger at sige nej, og hvor vi så med det her lovforslag giver mulighed for, at staten kan garantere for den del af lånet, der går fra 50-90 pct. af værdien af boligen.

Og så skal man jo holde det op ... Nå, det kan jeg svare på om lidt.

Det tager vi på et andet tidspunkt. Værsgo igen til hr. Thomas Danielsen.

Hvis ordføreren så bare kan præcisere. Kan ordføreren afvise, at det her gør finansieringen dyrere i landdistrikterne? Eller kan ordføreren garantere, at det ikke bliver dyrere i landdistrikterne? er det måske mere korrekt at spørge om.

Ordføreren.

Der er aldrig nogen garantier, men jeg kan i hvert fald garantere for, at hensigten er, at det skal være billigere. For alternativet for de mennesker, som i dag ikke kan få et realkreditlån, er jo, og det ved vi derudefra, når man har snakket med gode mennesker, f.eks. at gå i banken, og så siger banken: I kan ikke få et realkreditlån, men vi vil meget gerne give et banklån til jer, det koster så bare lige 8 pct. eller 9 pct. i rente, som I må betale i stedet for at give ½ pct. eller 3 pct., eller hvad renten nu er i dag. Et tredje alternativ er så, at man skal på pantebrevsmarkedet, og det er heller ikke billigere. Så derfor vil det jo helt naturligt for de mennesker, vi taler om her, blive billigere end deres alternativ.

Tak. Fru Heidi Bank, værsgo.

Tak for det. Det er jo dejligt at høre, at ordføreren brænder for det, for det er faktisk en fælles interesse, vi har i Danmark, nemlig at vi skal have landet til at hænge sammen, og at vi skal gøre det godt at bo i hele landet. Derfor synes jeg også, at det er uklædeligt, at ordføreren gør det her til, at Venstre lige pludselig ikke vil landdistrikterne, for det er jo simpelt hen noget vrøvl. Det her handler om, at vi ønsker løsninger, som ikke i sidste ende skader mere, end de gavner, og at der er de rette balancer i de løsninger, man laver. Faktum er jo, at når realkreditinstitutterne skal ud og se på de her områder, er de nødt til at se på pantets værdi. Det er faktisk for at sikre, at de, der køber ejendomme i landdistrikter, også har en solid privatøkonomi fremadrettet, og at de ikke lige pludselig står med noget, der er usælgeligt. Så det, vi har efterspurgt, og det har vi jo efterspurgt fra starten, har været, at man havde en åbenhed fra regeringens side, og at man indbød til forhandlinger. Det, der i stedet for skete fra regeringens side, var, at man kom med et udspil på en halv A4-side, og der har været nul forhandlinger på det her område. Så Venstre havde hellere end gerne budt ind, og jeg vil igen høre, hvad man vil sige til de mennesker i forhold til pantets værdi.

Nu skal vi have et svar fra ordføreren. Værsgo.

Altså, det her er jo meget teknisk, men jeg synes da, at det er vigtigt at diskutere, hvem det egentlig er, der vil noget godt for landdistrikterne. Hvis Venstre nu ved førstebehandlingen af det her forslag f.eks. var kommet med nogle alternative forslag til, hvad det var, der skulle ændres i lovforslaget, så havde det jo været en mulighed. Det, som jeg har hørt i forhandlingerne her i salen, er jo, at Venstre har afvist det fra dag et og ikke på noget tidspunkt er kommet med nogen konstruktive forslag til, hvad man så skulle have gjort. Og jeg betragter det ikke som en fremstrakt hånd. Jeg betragter det mere som, at man ikke ønsker at være med og ikke ønsker at være en del af de partier, der vil sikre, at man kan låne med realkredit i hele landet.

Fru Heidi Bank.

Jeg er nødt til at sige, at ordføreren modsiger sig selv. Ordføreren står og fremhæver den ene ordfører fra Venstre efter den anden som nogle, der i årevis har arbejdet for landdistrikterne. Hvorfor skulle Venstre have ændret holdning? Altså, vi har jo ikke ændret holdning. Vi bliver jo ved, og det gør vi i forhold til planloven i øjeblikket, hvor vi sidder og kæmper for, at der bliver givet bare lidt til de landdistrikter, så de har udviklingsmuligheder, så der kan skabes job. Prøv at høre: Det, der bliver sagt oppe fra talerstolen, passer jo ikke. Det er simpelt hen vrøvl. Og jeg synes ikke, det er klædeligt, hvis man gerne vil have et Danmark, hvor vi tænker på hele landet.

Ordføreren, værsgo.

Jeg startede jo med at sige her i min tale, at jeg har rejst land og rige rundt med gode folk fra Venstre. Alle folk i Venstre er gode; det er jo ikke sådan. Men jeg har aldrig nogen sinde tvivlet på opbakningen fra Venstre i forhold til at ville sikre bedre lånemuligheder i hele landet – aldrig nogen sinde. Og derfor var jeg dybt, dybt overrasket og også chokeret, da vi havde førstebehandlingen af det her forslag i salen, over, at Venstre lige pludselig markerer en helt anden holdning.

Så er det hr. Peter Juel-Jensen, Venstre.

Tak. Og tak til ordføreren for at gå på talerstolen. Jeg vil sige, jeg normalt ikke kender den kære ordfører sådan, for normalt synes jeg, at ordføreren altid har substans og vilje i det, der bliver sagt. Det er der jo slet ikke her.

Om grunden til, at vi ikke vil være med, kan jeg sige: Det er jo således, at vi har sat os godt ind i sagerne. Vi har jo prøvet via en teknisk gennemgang at finde ud af, hvad det her drejer sig om, og vi har forsøgt at komme med forbedringer. Men vi har fået blankt nej hele vejen igennem. Det her kommer ikke til at betyde, at der bliver lånt flere penge ude i landdistrikterne. Der kan ikke være nogen garantier, har ordføreren selv sagt.

Altså, det er jo bare tomme ord; det er jo noget, som ikke kommer til at hjælpe noget, plus at det bliver dyrere at låne ude i landdistrikterne. Hvis man endelig vil lave noget ude i landdistrikterne, skal man ikke lave et A- og et B-hold, hvor A-holdet er dem inde i de store byer, og B-holdet er dem ude i landdistrikterne, der skal betale mere for tingene. Ordføreren er på vildspor her. Kan ordføreren garantere, at det her kommer til at betyde, at ingen får afslag fremadrettet?

Ordføreren, værsgo.

For at tage det sidste først, så tror jeg bestemt ikke, man kan garantere for, at der ikke er nogen, der får afslag, fordi man jo stadig væk skal vurderes på, om man har økonomien i orden, altså om man som køber lever op til de kriterier, der er.

Men jeg synes jo, at vi i den situation, vi har i dag, har et A- og et B-hold. Derude, hvor jeg bor; derude, hvor ordføreren bor, ved vi jo godt at der er mennesker, der i dag ikke har mulighed for at få et realkreditlån, for de får nej, hvis de vil købe en bolig. Og det er ikke, fordi de ikke har penge, fordi de ikke har økonomien i orden; det er, simpelt hen fordi det er et forkert postnummer.

Og så ved jeg godt, at man henne i finansverdenen siger, det ikke er den virkelighed, man kender til. Nej, men de registrerer ingenting i forhold til afslag, og derfor kan vi slet ikke stole på det, der bliver sagt. Vi ved jo kun fra de samtaler, vi har ført med almindelige borgere, at de får afslag på afslag, der ikke har en pind at gøre med deres økonomi, men ene og alene har noget at gøre med, hvor det er, de bor henne. Og derfor har vi allerede i dag et A- og et B-hold. Det er det, vi skal have rettet op på.

Hr. Peter Juel-Jensen, værsgo.

Jamen hvis vi allerede har et A- og et B-hold og vi også fortsat vil få et A- og et B-hold, hvorfor tog man så ikke imod vores tilbud om at læse i ministerens postkasse, således at vi kunne se, hvad det er for nogle udfordringer, man møder som mulig låntager, og hvad det er for nogle barrierer, man banker imod. Der tilbød vi sammen med resten af de blå partier og sammen med Finans Danmark, at vi kunne sætte os ned i fællesskab og finde den helt rette løsning. Men regeringen ville ene og alene selv. Og nu siger man, det er os, der ikke vil være med. Det er regeringen, der ikke har formået at samarbejde. Det er regeringen, der ikke har formået at tænke løsninger hen over midten.

Værsgo, ordføreren.

Jeg synes jo så, at det havde været klædeligt for Venstre i den her situation at sige: Okay, nu går vi ind i det – og så prøve at være med. Det er jo trods alt en ordning, der løber i 3 år. Så kan man jo se om 3 år, hvordan man så vil opfatte det. Det, jeg synes er vigtigt ved det her, er, at vi giver en håndsrækning til alle i Danmark, der bor uden for de større byer, så de har mulighed for at få realkreditlån.

Hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. Jeg synes også, det er meget ærgerligt og i det hele taget underligt, at vi ikke kunne få lov til at kigge med i alle de borgerhenvendelser, der er kommet, i forhold til hvilke problemer der er. Vi aner jo ikke, hvor mange det er. Det er da normalt, at man, når man har en forhandling, så kan se, hvad der er blevet meldt ind.

Jeg kan så forstå nu, at de fine ord, som ordføreren selv sagde fra starten, sådan set ikke holder stik, for ordføreren har jo allerede svaret den foregående spørger, at man ikke nu her kan garantere, at alle, som får et afslag på realkredit, så efterfølgende kan få et statsgaranteret lån. Der er allerede nogle nu, der er blevet efterladt derude. Der må regeringen jo allerede have et klart svar. Altså, jeg læser det næsten sådan, at den her sag har regeringen tabt, inden man overhovedet har fået den stemt igennem. For mange af dem, som det var møntet på, kan allerede nu kigge i vejviseren efter det, for de får alligevel ikke et lån.

Ordføreren.

Nej, man skal jo huske på, at det i den her sag handler om, som det gjorde tidligere, at man skal kunne leve op til de almindelige kriterier for at blive godkendt og anerkendt som boligkøber for at få et realkreditlån. Der er jo ikke nogen ændring i det. Det, der er forskellen her, er, at der, hvor man kan se, at kreditforeningen ikke har lyst til at gå hele vejen, har man mulighed for at lave den her løsning, hvor der er en statsgaranti på den sidste del. Det er det, der skal hjælpe en del af boligkøberne til at få mulighed for at købe en bolig, hvilket de ikke kan gøre i dag.

Så spørger spørgeren også til de breve, som er blevet sendt til ministeren. Så vidt jeg erindrer – nu kan jeg jo ikke tale for ministeren – er der kommet svar på de henvendelser, som Venstre har sendt til ministeren. Og de mennesker, der har skrevet til ministeren, har gjort det i tiltro til, at de papirer, som de sender, bliver behandlet fortroligt og ikke bliver vist frem – det er forkert at sige til alle og enhver eller i offentligheden – og derfor skal det heller ikke vises frem i den her sag. Så skal man jo spørge på en anden måde.

Tak for det! Så er det hr. Erling Bonnesen. Værsgo.

Jamen det er jo en ren tilståelsessag. Altså, ordføreren har lige stået og sagt, at det ikke er alle, der får lån. Man siger, at man gør noget nu, og det kan man jo sådan set omskrive lidt til, at det er sådan en slags skraldespandslån, som man kan komme ud i. Konkret kunne det være, at der kom nogle nye kunder hen i banken, som faktisk kunne dokumentere egenkapital og det hele, og som normalt ville kunne låne penge. De får et nej fra et kreditinstitut, og så bliver de sendt over på den anden side af gaden, eller også kan de ansøge om at få det her statsgaranterede lån. Det bringer jo ikke sagen i hus.

Tak for det. Så er det ordføreren. Værsgo.

Det, jeg synes er det vigtige at tænke på i den her sag, er, at vi skaber en reel mulighed for, at dem, der får afslag i dag, kan få prøvet af, om de kan få et realkreditlån med statsgaranti, og det er jo her, hvor Venstre vælger ikke at være med.

Så er det fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak. Og tak til ordføreren. Ja, ordføreren og jeg har i hvert fald siddet i Udvalget for Landdistrikter og Øer i de 10 år, udvalget har eksisteret, og det er en kamp, vi har kæmpet – det anerkender jeg – men det, der egentlig gør mig ked af det, er, at med det løsningsforslag, som regeringen nu er kommet med, så er det på den måde, at man nu reelt synligt laver et A- og et B-hold. For de mennesker, der nu rent ud sagt er nødt til at få en statsgaranti, risikerer, at det faktisk også spreder sig til nabohusene, og det betyder, at de områder så bliver til sorte pletter på landkortet. Det kan jeg simpelt hen ikke forstå.

Så vil ordføreren ikke give mig ret i, at ordningen her, som regeringen nu gennemfører, netop skaber synlige A- og B-hold?

Ordføreren.

Jeg synes jo, at vi har meget synlige A- og B-hold allerede i dag. Hvis man kigger på danmarkskortet og ser, hvor der bliver givet tilsagn om realkreditlån, så kan man jo se, at der er et A- og et B-hold, og at der er postnumre og områder i Danmark, hvor det stort set er umuligt at få et realkreditlån. Og jeg ved ikke, hvordan man kunne forestille sig, at den her situation skulle forværre det.

Det, der kommer til at ske, er, at nogle af dem, der i dag får et afslag, i fremtiden vil få et tilsagn, altså når vi nu her om lidt stemmer om det, og hvor Venstre så stemmer imod.

Fru Anni Matthiesen.

Bare lige til sidst kunne jeg godt tænke mig, at ordføreren ville svare ja eller nej, om det bliver dyrere for de her borgere at tage de her lån – ja eller nej?

Ordføreren.

For de borgere, der får mulighed for at købe en ejendom, og som er i den situation, som vi taler om her, bliver det billigere. For alternativet for dem er enten et pantebrev eller et rent banklån, og det er i begge tilfælde dyrere end det realkreditlån, de her vil få.

Så er det hr. Bent Bøgsted, uden for grupperne.

Tak for det, formand. Jeg tror da, at ordføreren kan bekræfte, at det jo ikke er noget nyt, at det er oppe, at man skal have garanti for lån i landdistrikterne. Det var oppe at vende under den tidligere regering, det var oppe at vende under Helle Thorning-Schmidt-regeringen, og der har undervejs været en lang proces. Det, som det drejer sig om, er jo, at et par i en lille lokal by oppe ved mig i Nordjylland, der havde en indkomst på 650.000 kr., købte et hus til 250.000 kr., og de kunne ikke få et realkreditlån; deres økonomi var i orden, men huset lå det forkerte sted. De tog så et banklån og prøvede sig frem med det, og de bor der selvfølgelig i dag og er glade for huset.

Men det er jo ikke sådan, at man kan få det lån, hvis ikke man har økonomien til at betale afdrag og renter – det går jeg ud fra at ordføreren kan bekræfte – for det her hjælper dem, der har økonomi til at købe, men ikke kan få et realkreditlån, fordi huset ligger det forkerte sted.

Ordføreren.

Det vil jeg bekræfte, og jeg kan sige, at det har ordføreren fuldstændig ret i. Hr. Bent Bøgsted beskriver meget nøjagtigt den situation med den familie, som får et afslag, og hvor man tænker: Hvad i alverden sker der her? De historier har vi jo hørt utallige eksempler på over de senere år, og der er en del regeringer, der har forsøgt at gøre noget ved det, men det har ikke været muligt.

Nu har vi et forslag, hvor der er mulighed for reelt at gå ind og gøre noget, og det kommer så også til at ske, for der er et flertal for det her. Jeg noterer mig bare, at det parti herinde, der også erklærer sig som et landdistriktsparti, rent faktisk stemmer imod det.

Hr. Bent Bøgsted.

For det her drejer sig også om familier, der siger, at de vil flytte ud fra en storby – de bor i en lejlighed og har to eller tre børn – og købe et billigt hus ude i en landsby. De skal godt nok have biler, for de skal jo på arbejde, men der er meget mere overskud til børnene, ved at de køber et hus ude i en landsby og renoverer det, plus at landsbyen får et løft, fordi der er nogen, der vil gøre noget ved husene. Så kan de ikke få et realkreditlån, men det kan de så her med statsgaranti – men de skal selvfølgelig først spørge realkreditinstituttet. Det er jo ikke sådan, at man pr. automatik får statsgarantien; man skal først prøve den anden vej.

Tak for det. Så er det ordføreren. Værsgo.

Den situation, ordføreren beskriver her, er også meget betegnende for den tid, vi lever i, hvor der faktisk er flere familier, der har et ønske om at flytte ud, og så lander man et sted med et postnummer, hvor man ikke kan få lov til at udleve den drøm, man faktisk har, om at flytte ud fra byen og leve et, man kan sige, friere liv med højere til himlen, altså fordi postnummeret er forkert og man så får afslag på realkreditlånet. Men det bliver der nu mulighed for med det her.

Så har hr. Orla Hav fra Socialdemokratiet bedt om ordet.

Ja, det har jeg. Jeg vil gerne spørge ordføreren, om han synes, at det at omtale den hen type lån som statsgaranterede lån til faldefærdige rønner i landdistrikterne er en rimelig måde at beskrive det på.

Det var jo sådan, hr. Thomas Danielsen omtalte den her type huse. Jeg kender rigtig mange mennesker, som er glade for at bo et godt sted ude i et landdistrikt og have et godt og solidt hus, som de værner om. Synes ordføreren, at det at få det karakteriseret som faldefærdige rønner i landdistrikterne er en rimelig måde at omtale det på?

Ordføreren.

Nej, det synes jeg faktisk ikke, og jeg tror også, at det måske har været en fortalelse fra hr. Thomas Danielsens side, når han siger sådan, som han har gjort, for langt, langt de fleste huse ude i landdistrikterne i Danmark er faktisk pæne, og de er hverken faldefærdige eller rønner, men det er bare huse, der er i nogle postnumre i områder, hvor der ikke er mulighed for at få et realkreditlån. De er så godt nok billige, og det kan være, det er derfor – det skal jeg ikke kunne sige – men de er i hvert fald ikke faldefærdige.

Hr. Orla Hav, værsgo.

Min bekymring gik på, at det her paradigmeskifte, som åbenbart er sket i Venstre, går på, at man karakteriserer huse beliggende forskellige steder som faldefærdige eller rønner eller noget andet, hvis ikke de ligger det rigtige sted, og jeg synes, at Venstre skal have mulighed for at rette op på, at det ikke er det, man går efter.

Ordføreren.

Jeg kan så sende opfordringen videre til Venstre.

Jeg kan sige, at ganske kort tid efter mødet her kan man se, præcis hvad det er, ordføreren og andre har sagt her i Folketingssalen. Så det kan man hurtigt få afklaret.

Hr. Torsten Schack Pedersen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren har i et svar nu sagt, at intentionen er, at det ikke skal blive dyrere for folk, der i dag har et realkreditlån i vores landdistrikter. Jeg bliver altid bekymret, når regeringen og Socialdemokratiet taler om intentioner, for så virker det ofte på mig som, at regeringen gør noget, som den håber og tror ser rigtigt ud, selv om den godt kan være bekymret for konsekvensen. For konsekvensen er jo, som flere har sagt, at der er en overordentlig stor risiko for, at statsgaranterede lån nu bliver normen i vores landdistrikter, og de statsgaranterede lån er jo ikke en gratis omgang, det er dyrere lån, og det betyder, at det her forslag har en meget, meget stor risiko for, at folk, der i dag får et lån, fremover kan se frem til at blive mødt med krav om en statsgaranti på det lån og dermed se frem til en højere betaling for deres lån. Jeg kan bare ikke forstå, at den socialdemokratiske ordfører ikke anerkender den problemstilling.

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Det kan jo ikke blive et problem for de mennesker, der har et realkreditlån, for det her handler jo om, at man kan få de her lån, når man køber en bolig, ikke når man har en i forvejen. Så vidt jeg erindrer, taler vi om, at den her statsgaranti vil koste i omegnen af 225 kr. om måneden, altså for at man får lov til at få statsgaranti. Det vil også være sådan, at kreditforeningen også skal bære en del af byrden i forhold til at tage en risiko på det her. Der vil jo blive foretaget en helt almindelig vurdering, ligesom man gør i dag, altså om køberen er kreditværdig, om man godt kan gå ind i en bolighandel, om det er muligt at give et normalt realkreditlån, og hvis det ikke er det, kan man komme over i den anden afdeling, der hedder statsgaranti på et realkreditlån. Jeg ser overhovedet ikke for mig, at det her bliver dyrere, jeg ser kun for mig, at det her bliver en mulighed for, at de mennesker, der i dag ikke har adgang til et realkreditlån, kan få et i fremtiden.

Torsten Schack Pedersen, værsgo.

Hvis Socialdemokratiet var så sikker på, at der ikke var nogen risiko for, at det her kommer til at sprede sig, og at folk, der ikke har behov for en statsgaranti, også bliver mødt med det som et krav og dermed får et realkreditlån, der er dyrere end det, de ellers var nødt til at tage, ja, hvis ikke den tvivl nagede Socialdemokratiet, hvorfor er det så, at det her alene er en 3-årig forsøgsperiode?

Ordføreren.

Jeg vil egentlig godt starte et andet sted, for en af grundene til, at jeg ikke er bekymret, er jo netop, at realkreditinstituttet også skal bære en del af det, at man tager en chance – det er ikke en byrde – ved at give realkreditlånet på de her betingelser. De får trods alt de 10 pct. af de 30 pct., som de selv skal tage, og derfor tror jeg ikke på, at der er nogen, der vil gå ind i det her, uden at man kan se, det er fornuftigt at gøre det.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, så nu er det Karina Lorentzen Dehnhardt, SF, som ordfører. Værsgo.

Tak for ordet. Det er muligvis ikke velset her inden sommerferien at forlænge debatterne, da vi skal stemme i meget lang tid, men jeg synes alligevel, at det her forslag skal have nogle pæne ord med på vejen. Vi har sådan set i SF siden 2014, hvor vi fremsatte det første forslag, sagt, at markedskræfterne simpelt hen ikke kommer til at løse det problem, vi ser med, at der ikke bliver givet realkreditlån i visse områder i landdistrikterne. Vi har fem gange fremsat et forslag, hvor vi har appelleret til forskellige former for løsninger, og nu ligger der rent faktisk et bud på, hvordan vi løser udfordringerne med manglende realkreditlån i landdistrikterne, og det hilser vi rigtig meget velkommen.

For os handler det om de mennesker, der bor i landdistrikterne. Det er en kæmpe bombe under trygheden for de mennesker, der bor i landdistrikterne, hvis ikke de kan omsætte deres huse. Tænk bare, hvis man bliver skilt, bliver arbejdsløs, eller hvad hvis man bliver gammel nok og har brug for at komme ud af sit hus og ind i en lejebolig? Der er altså nogle steder, hvor det ikke er en mulighed, hvor folk simpelt hen skal bæres ud med benene først, hvis de skal derfra, og det synes jeg simpelt hen ikke er rimeligt. For mig handler det om et Danmark, der hænger sammen, for mig handler det om retfærdighed, for mig handler det om en rimelig balance mellem land og by.

Det er blevet sagt i debatten, at der ikke er tale om at give lån til huse, som er faldefærdige, eller til købere, som ikke er kreditværdige. Det skal ske på nøjagtig de samme vilkår som det, der gælder i dag til almindelige realkreditinstitutter. Det, der er anderledes, er, at staten tager en del af risikoen, og det er jo ikke noget, som vi er helt ubekendte med. Jeg tror, det er Vækstfonden og Eksportkreditfonden, hvor staten også går ind og kautionerer og garanterer. Det er ikke et princip, som vi er ubekendt med, altså at staten ligesom tager en del af risikoen, og jeg tror desværre, at vi er nødt til det, hvis vi skal løse det her problem.

Så har der også været snakket om prisen. Bliver det dyrere? Ja, det bliver dyrere, men det er godt nok ikke ret mange penge. Jeg har selv spurgt ind til i et udvalgsspørgsmål, og det tror jeg også Venstre er bekendt med, hvad det egentlig koster mere at låne 1 mio. kr. Ja, det ligger i omegnen af 200 kr., og det tror jeg er til at leve med. Men hvad koster det egentlig mere, hvis man skal have finansieret det gennem UdenomBanken, som jo så er det alternativ, man kan risikere at blive presset over i? Det koster 1.670 kr. mere om måneden. Så jeg tror, at det at få adgang til et retfærdigt, stabilt og ordentligt lån vil betyde rigtig meget for de mennesker, der bor i landdistrikterne.

Så er det også blevet nævnt her i debatten og spørgsmålene, at vi ikke vil have et A- og et B-hold. Men kære venner, det findes jo allerede, og det er altså nogle menneskers tryghed, som det her handler om ude i landdistrikterne. Hvis ikke vi gør det her, kommer det til at sætte en bremse for liv, vækst og udvikling. Og ja, vi kan godt diskutere, at vi skulle gøre noget andet, men det har vi altså diskuteret i 8 år, siden vi fremsatte det første forslag. Det her er ikke en vending, som vi bare kan foretage ved at sætte nogle ændrede rammevilkår. Det skal vi også gøre, men det her er et helt nødvendigt forslag.

Min eneste frygt i det her kan være, at der findes realkreditinstitutter, som siger: På trods af at staten ikke vil tage en del af ansvaret, har vi ikke lyst til at arbejde med statsgaranterede lån. Men jeg har dog svært ved at forestille mig, at der vil være realkreditinstitutter, når nu endelig en del af ansvaret bliver løftet af dem, som skulle være så usolidariske, at de ender med at sige nej og ikke vil deltage i en ordning med statsgaranterede lån. Det vil være et kæmpe svigt af landdistrikterne.

Jeg vil afslutte debatten med at sige et kæmpe tak til regeringen for endelig at have fået gjort noget ved den her problemstilling. Så må vi se, hvor langt vi kommer med løsningerne. Jeg har ikke i den tid, jeg har været ordfører på det her område, hørt bedre bud på løsninger, og det er jo endda et stykke tid. Jeg tror, det her vil have en betydning for landdistrikterne, og ikke mindst vil det give håb for de mange mennesker, som er udfordret på at købe og sælge deres bolig i landdistrikterne. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning. Hr. Peter Juel-Jensen, Venstre.

Tak for talen. Jeg hæftede mig ved to ord, nemlig retfærdighed og balance. Ordføreren erkender, at det bliver dyrere at tage den her type lån, hvis man bor ude i et landdistrikt. Synes ordføreren så stadig væk, at det udspil og det forslag, der ligger her, er et retfærdigt forslag og et forslag, der bringer bedre balance, når det nu bliver dyrere at låne ude i landdistrikterne i forhold til i byerne?

Ordføreren.

Jeg tror simpelt hen, at det vil være retfærdigt og, ja, afbalanceret, hvis man skal betale 200 kr. mere om måneden, modsat de 1.670 kr., man skal betale UdenomBanken, hvis man er så heldig at få lov til at få et lån igennem UdenomBanken. Det er i øvrigt også oftere på meget, meget kort afbetalingstid. Så jeg synes, at det her giver rigtig god mening, og jeg har ikke hørt forslag fra Venstre, i forhold til hvordan vi får løst det her. Så det er det bedste bud, der for mig at se ligger lige nu.

Hr. Peter Juel-Jensen.

Jamen vi kunne måske i fællesskab have lavet et bedre forslag, hvis ordføreren havde været enig med Venstre i, at det havde været en god idé, at vi kiggede med i de besvarelser, som ministeren havde fået ind i sin postkasse, således at vi kunne finde den bedst mulige løsning på det her problem. Men det ville ordføreren ikke. Man var bare glad for det, der lå.

Hvor mange vil fortsat opleve at få afslag på deres låneansøgning, efter at vi har vedtaget det her, med ordførerens egne ord, rigtig gode forslag, der skubber landdistrikterne foran, men som faktisk også er et forslag, der gør det dyrere at låne?

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Jamen det er jo klart, at der er nogle, der ligger uden for forslagets ramme her, men det er vel et forsøg på at finde ud af, hvor balancen skal ligge, og det er vel også derfor, at vi skal evaluere om 3 år for at se, om vi så fandt den rigtige balance. Jeg har bare ikke hørt nogen gode bud fra Venstre på, hvordan det her forslag kunne se anderledes ud, og dermed synes jeg faktisk, at Venstre lader landdistrikterne i stikken her.

Så er det hr. Thomas Danielsen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Der var et ønske om fra den foregående taler, at jeg uddybede, hvad jeg mente med udtrykket faldefærdige rønner. Ønsket kom, efter at jeg ikke havde flere korte bemærkninger, og derfor vil jeg lige benytte mig af lejligheden til at uddybe det.

Det, jeg sagde, var, at statslån skråstreg statsgarantier risikerer at blive en pest, der spreder sig i provinsen i de huse, som var de faldefærdige rønner. Det skyldes, at der er folk, der i dag har realkreditlån, som lige pludselig bliver pålagt at tage en statsgaranti, for det har man besluttet at man skal gøre ude i provinsen, og hvorfor skulle realkreditinstitutterne så ikke gøre det? Det var jo den pointe, som den socialdemokratiske ordfører ikke accepterede, men jeg er glad for, at SF er ærlige og siger: Ja, det her bliver dyrere for dem, der skal låne i provinsen, og som i dag har et almindeligt realkreditlån. Så tak for SF's ærlighed.

Ordføreren.

Det har jeg da ikke noget problem med at indrømme, for hvis vi fortsætter, som Venstre ønsker, med ikke at lave nogen ordninger, vil det koste 1.670 kr. om måneden gennem UdenomBanken ved et lån på 1 mio. kr., og det vil koste 200 kr. ekstra med det her lån. Det synes jeg er langt mere retfærdigt, og det afspejler den højere risiko.

Så vil jeg sige, at jeg i mit første beslutningsforslag var inspireret af Norge, som jo har Husbanken, hvor staten også yder lån, og jeg har altså ikke set, at der som sådan har udviklet sig massive sorte pletter på landkortet. Så det tror jeg er en frygt, der er helt ubegrundet. Vi giver i dag garantier eller kautioner fra statens side til virksomheder, der har brug for lån. Det har vel heller ikke givet sorte pletter på virksomhedskortet, at der er nogle, der siger, de ikke vil røre de virksomheder med en ildtang, fordi de har fået det forkerte lån eller en garanti. Det er jo helt skørt. Så lad os nu se, hvordan det går med det her, og så kan vi evaluere på det.

Hr. Thomas Danielsen, værsgo.

Man kan også spørge omvendt: Hvad skulle argumentet være for realkreditinstitutterne for ikke at kræve en statsgaranti for at mindske deres risici? Der er ovenikøbet i dag krav om, at de skal lave nabotjek. Det vil sige, at de ikke må se bort fra, at en, der i dag har et almindeligt realkreditlån, får en nabo, som har fået statsgaranti. Det må de ikke se bort fra. Det skal de tage med i deres kreditvurdering. Sådan er lovgivningen i dag. Så hvad skulle argumentet være for, at de ikke skulle pålægge den næste i landdistriktet også at tage en fordyrende statsgaranti oven i det lån, de har i dag?

Så får vi svar fra ordføreren. Værsgo.

Vi kan jo også vende det om og sige, at hvis vi har et område, hvor der simpelt hen nærmest ikke udbydes realkreditlån, vil det så ikke blive en stor sort plet, hvor ringene vil brede sig endnu mere? Under valgkampen i 2015 var jeg med Carl Holst ude i en landsby – den hedder Gabøl og ligger i Sønderjylland – og der var blandt de senest solgte huse ikke et eneste hus i den by, der var finansieret på normal vis. Det synes jeg da er et kæmpeproblem. Så måtte folk ty til alle mulige andre ordninger, og det er jo der, vi ender, hvis vi ikke giver dem muligheden for at få et statsgaranteret lån.

Så er det fru Heidi Bank, Venstre. Værsgo.

Tak, og tak for en ordførertale, som jeg egentlig syntes der var noget ærlighed i i forhold til at erkende, at der faktisk er nogle kæmpestore problemer med den ordning, som SF bakker op om. En af de ting, som nu er blevet gentaget flere gange fra talerstolen, er det her med, at det jo er meget dyrere, hvis man skal have en anden ordning, altså sammenligner det med det allerdyreste, man overhovedet kan finde. Men ordføreren italesætter jo også markedsvilkårene, og anerkender ordføreren ikke, at der er nogen, der ikke kan købe en ejendom, fordi de simpelt hen ikke kan få lån til den, fordi pantet ikke er stærkt nok til, at man kan give det lån, at så vil man måske få afslag på den ejendom, og at det dermed kan være, at man har fået så stort et afslag, at det var bedre, at det var den vej, vi gik, frem for at man så går ind og laver statsgaranterede lån og pålægger en køber at skulle betale 225 kr. hver eneste måned over de næste 30 år?

Ordføreren.

Jeg tror bare, jeg bliver nødt til at sige, at jeg kan se et kæmpe og massivt problem med områder, som er blevet til sorte pletter, i hvert fald realkreditmæssigt. Vi hører i hvert fald gang på gang historierne om folk, der får at vide, at de ikke kan få et lån i en eller anden landsby, men at hvis de flytter ind til den nærmeste større by, kan de få et lån, og det synes jeg bare er et problem for udviklingen i landdistrikterne.

Jeg har ikke de store kvababbelser med den her ordning. Jeg har ikke de store kvababbelser med, at lånene bliver en lillebitte smule dyrere, når vi stadig væk også giver lånene til købere, som er sikre, og som har økonomien i orden, og til huse, som er i orden. Jeg tror på, at det her kan være noget af det, som kan være med til at skabe noget tryghed og noget sikkerhed for de borgere, der bor i landdistrikterne, og jeg tror, at hvis jeg ejede et hus det forkerte sted, ville jeg være virkelig bekymret, i forhold til om jeg blev skilt eller arbejdsløs eller så gammel, at jeg skulle flytte på et plejehjem, fordi det faktisk ikke kan lade sig gøre at omsætte huset.

Fru Heidi Bank, værsgo.

Jeg er bare nødt til at sige, at det her er en falsk tryghed, man giver derude. Altså, det her hænger sammen med, at du har et pant, og at det pant skal vurderes på den ene eller på den anden måde. Når man går ind og laver en statsgaranti, går man ind og laver en falsk præmis, og man har endda gjort det på den måde, at man har sagt, at nu tester vi det i 3 år. Altså, undskyld mig, vi køber huse, fordi vi skal bo i dem i mange, mange år. Det er jo kæmpestore livsbeslutninger, og noget af det, vi bekymrer os om i Venstre, er jo, at vi står med købere, hvor vi vil være sikre på, at deres økonomi også holder på den lange bane.

Ordføreren, værsgo.

Jeg havde måske også gerne set, at den her ordning fortsatte mere end 3 år, men vi kommer jo til at evaluere på det, og jeg håber da også, at der vil være basis for, at hvis der er noget, vi kan rette op, så bliver det en ordning, der fortsætter. Men jeg har indtryk af, at det var ligegyldigt for Venstre, hvor langt den her ordning strækker sig over, hvor lang en periode det så er. Mon ikke, det er, fordi Venstre faktisk ikke bryder sig om ordet statsgaranti, og at det er det, som trigger hele det her spørgsmål.

Fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak. Tak til ordføreren for talen. Da jeg bor i en landsby, kan jeg sige, at det, jeg bekymrer mig om ved den her ordning, egentlig er, at hvis vi nu siger, at der faktisk er ti indbyggere i min landsby, som er i en situation, hvor de er nødt til at få statsgaranti for i det hele taget at kunne få et lån, så vil der, når man ved, at i det her postnummer, i den her landsby, er flere, der er nødt til at få statsgaranti, være en tendens til, at man måske ikke ville turde investere i eller renovere sit eget hus. Dermed er jeg bange for, at de sorte pletter faktisk vokser og bliver større og også spreder sig til naboerne. Anerkender ordføreren ikke det?

Ordføreren.

Jeg synes, at det virkelig er et dilemma. Lige nu er der nogle mennesker, som ikke kan omsætte deres huse. Så er der nogle andre, som kan, og de vil også med det her forslag fortsat kunne gøre det, fordi realkreditinstitutterne vil have en interesse i at finansiere det, som er billigst for dem, på helt almindelige vilkår, og hvor de vurderer, at risikoen er mindst. Jeg er mere bekymret for den gruppe, som simpelt hen ikke kan få lov at omsætte deres hus. Og derfor er der jo nogle dilemmafyldte balancer i det her, men lad os nu prøve den her ordning i 3 år. Lad os se, hvad det rent faktisk afhjælper, og om der er ting, der skulle have været anderledes. Så må vi jo prøve at samle op på det dér. Jeg synes i hvert fald, at alternativet er værre, nemlig at vi i dag lader de mennesker, som ikke kan omsætte deres hus, i stikken.

Fru Anni Matthiesen.

Ordføreren siger: Nu prøver vi så det her, og så lad os følge op på det. Har ordførerens parti sikret sig, når man følger op, at man så også har noget at følge op på? For hvis det nu viser sig om 3 år, at de her pletter faktisk i stedet for er vokset, så er det vel ikke en succes, og så bør man vel stoppe det i en fart. Altså, det, jeg tænker på, er: Når man evaluerer det her, har man så sikret sig, at man har noget at evaluere på?

Ordføreren.

Jamen jeg tror da i hvert fald, at vi vil få noget viden om, om den her ordning bliver brugt. Hvad er det for nogle postnumre, den især vil blive brugt i? Så jeg tror da, at der er masser at evaluere på om nogle år. Men fru Anni Matthiesen kan jo sige, hvad det er, hun synes at der skal evalueres på. Så er jeg sikker på, at vi også kan være villige til at stoppe det med ind i en evaluering. Jeg har da kun én interesse, og det er, at den her ordning bliver god, og at den tager hånd om de bekymringer, folk har i landdistrikterne, så lad os kigge på det.

Hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. Jamen det er jo nu tydeliggjort, at det ikke er alle, som får et afslag på et almindeligt realkreditlån, der så vil kunne få det med statsgarantien. Hvad er så ordføreren og SF's svar til de mange, som jo stadig væk står med en fornuftig egenkapital eller udbetaling, men som hverken kan få et almindeligt realkreditlån eller en statsgaranti? Hvad er svaret til dem?

Ordføreren.

Den her ordning tager jo hånd om de steder, hvor kvadratmeterpriserne er lavest, og er jo lavet ud fra – hvad kan man sige – en forståelse af, hvor man tror at folk har flest problemer med at få et lån. Men vi har jo ikke haft sådan en låneordning her før, og det har været enormt svært at skaffe data på det her område. Hr. Erling Bonnesen ved selv, at det virkelig har været problemfyldt. Vi hører bare hele tiden historierne om folk, som ikke har kunnet få lov at låne til det hus, som de gerne ville, og derfor er der jo lagt nogle balancer ind i det her forslag, som handler om de kvadratmeterpriser, som er lavest, og hvor man jo også må have en formodning om at det vil være sværest at omsætte et hus. Vi ved jo også fra ejendomsmæglere, at de bakker op om, at de her problematikker findes derude.

Så ja, der er nogle, som vil falde uden for ordningen – det er helt klart – fordi der jo ligesom er lagt to kriterier ind i den, som netop også handler om kvadratmeterpris.

Hr. Erling Bonnesen.

Jamen hvad er så svaret lige præcis til dem? For det var jo det, som jeg efterspurgte, altså at der jo stadig væk er nogle, der står med en fornuftig egenkapital eller udbetaling – og den behøver sådan set ikke at være særlig stor, fordi det jo typisk er lidt billigere huse – men som hverken kan få det ene eller det andet. Det mangler vi stadig væk et svar på.

Ordføreren.

Men det kan da sagtens være, at der er nogle, der falder uden for ordningen, for der er jo nogle kriterier. Men jeg har indtryk af, at det er fuldstændig ligegyldigt for Venstre, for Venstre stemmer nej. Venstre kan ikke lide statsgaranti. Jeg synes, det er synd for landdistrikterne.

Hr. Bent Bøgsted, uden for grupperne.

Tak for det. Man kan godt blive lidt træt af den debat, der kører, om, hvor store lån man skal have, og priserne på husene. I Nordjylland, hvor jeg kommer fra, er de steder, hvor der er problemer, ikke bygget op på postnumre. Det kan godt være, at der er nogle små landsbyer inde under det samme postnummer, hvor de ikke kan få lån, men i den største by på måske 1.200-1.500 indbyggere kan de godt få lån, og det er typisk priser på huse ude i de små landsbyer fra 200.000 til 600.000 kr., det drejer sig om de ikke kan få finansieret. Så kan de få et banklån til 8-10 pct. i stedet for et realkreditlån til 2-3 pct., og det er der, hvor den store besparelse er, hvis de kan få en statsgaranti. Så kan de få et realkreditlån til måske 2 eller 3 pct., i stedet for at det er dyre banklån til 8-10 pct. For bankerne vurderer også deres kreditværdighed og hvad for områder de skal låne i, og der er ikke nogen, der kan gå ind i banken og få et banklån til 3-4 pct. til at købe et hus.

Tak. Ordføreren, værsgo.

Ja, det er jo fuldstændig rigtigt, og jeg kunne jo ikke have sagt det bedre selv. Der er bare nogle, der bor nogle forkerte steder inden for nogle bestemte postnumre, hvor der i øvrigt også kan være steder, hvor man giver masser af realkreditlån på helt almindelige vilkår, og det er jo bare en udfordring, og jeg synes, det gør noget ved trygheden. Vi har jo alle, der bor i egen bolig, brug for at kunne omsætte den, hvis vores livsvilkår ændrer sig. Hvis vi bliver ældre, hvis vi bliver skilt, hvis vi bliver arbejdsløse, så har vi brug for at kunne omsætte et hus og have trygheden i det og også gøre det til en fornuftig, billig, retfærdig pris, og det er jo også det, som jeg synes at det her forslag handler om. Selv om jeg anerkender, at UdenomBanken løfter et ansvar der, hvor realkreditterne svigter, er jeg ked af, at folk skal drives i armene på den, hvis man kunne have fået et realkreditlån med en statsgaranti, som var billigere.

Tak. Bent Bøgsted.

Tak. Jeg tror, at ordføreren kan genkende det, for hvis der er et rigtig godt hus ude i en lille landsby, kunne de jo måske få 350.000-400.000 kr. for det, hvis der gives realkreditlån. Hvis ikke man kan få det, kan man måske ikke sælge huset, og så er det, det kan komme til at stå og forfalde og ikke blive vedligeholdt, fordi man ikke kan komme af med det eller nogen ting, og på et tidspunkt kommer det så dertil, hvor der alligevel ikke er nogen, der vil have det. Men kan man få et realkreditlån, har man også mulighed for at forbedre huset, så det bliver attraktivt at bo i den lille landsby.

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Ja, det er fuldstændig rigtigt. Et realkreditlån giver jo en tryghed og en sikkerhed, og det mener jeg faktisk vi skylder de mennesker, der bor i landdistrikterne. For ellers er det jo nedrivningspuljen, der skal til næste gang.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og jeg skal høre, om der er flere, der ønsker ordet til L 116.

Det er der ikke, og så går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse, og der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For stemte 63 (S, SF, RV, EL, DF, FG, ALT, Bent Bøgsted (UFG) og Karina Adsbøl (UFG)), imod stemte 33 (V, KF, NB, LA og Naser Khader (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.