B 90 Forslag til folketingsbeslutning om indførelsen af en biodiversitetslov.

Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2021-22
Status: 2. beh./Forkastet

Om beslutningsforslaget

Sagsgang:
Fremsat 11-02-2022
1. behandlet/henvist til udvalg 01-04-2022
Betænkning afgivet 11-05-2022
2. behandlet/forkastet 17-05-2022
Ministerområde:
Miljøministeriet
Resumé:
Forslaget pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag til en biodiversitetslov. Formålet med loven er at forpligte regeringen til at fremsætte nationale mål og delmål, som sikrer, at mange år med tilbagegang i arter og naturtyper vendes til fremgang. Målsætningerne skal omfatte mål både for naturarealet, kvaliteten af naturen og beskyttelsen af arter og naturtyper. Ydermere ønsker forslagsstillerne, at loven skal sikre, at naturpolitikken udformes i overensstemmelse med videnskabens anbefalinger og en opfyldelse af målene i Europa-Kommissionens biodiversitetsstrategi og FN’s globale biodiversitetsmål.

Derudover skal forslaget også sikre, at Biodiversitetsrådets ansvar og opgaver udvides til, at rådet årligt skal komme med en faglig vurdering af, hvorvidt den til enhver tid siddende regerings naturindsats er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser og med målsætningerne i biodiversitetsloven og de fastsatte delmål heri, og komme med konkrete anbefalinger til den fremadrettede indsats.
Afstemning:
Forslaget blev forkastet. For stemte 2 (FG), imod stemte 106 (S, V, SF, RV, EL, KF, DF, NB, LA, Bent Bøgsted (UFG), Liselott Blixt (UFG) og Marie Krarup (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.