Tak, formand. Ifølge ROCKWOOL Fondens forskningsenhed er der en voldsom mængde udlændinge i Danmark, som opholder sig uden et lovligt opholdsgrundlag, og det skaber selvfølgelig en hel række problemer. Nogle af dem har vi forsøgt at håndtere, som ministeren har nævnt, ved at vi har lavet skærpede straffe for de skruppelløse arbejdsgivere, som altså udnytter illegal arbejdskraft, som jo konstant lever i en tilværelse af ængstelighed for at være under overvågning eller blive opdaget og på den måde blive smidt ud, og som derfor ikke er en del af det offentlige og officielle system, og som formentlig derfor også går til nogle lønninger og nogle ordninger, som er meget, meget langt fra det, som vi almindeligvis forbinder med det danske arbejdsmarked.
Men der er jo også en anden side af mønten. Der er også det element, at det over for de mange udlændinge, der opholder sig lovligt i Danmark, selvfølgelig er voldsomt demotiverende og demoraliserende, at det ikke har en stærkere konsekvens, at man kan være i Danmark eventuelt som udvist eller på anden måde, hvor man altså befinder sig illegalt her. Derfor vil vi i Dansk Folkeparti gerne skærpe den straf, ikke for dem, der er blevet udvist – for det er sådan set godt, at vi kan skille os af med de brodne kar, kriminelle udlændinge osv. – men for dem, der så forhindrer den dom, eller hvad det er, som de danske myndigheder er kommet frem til, i at blive eksekveret. Hvis man forestiller sig, at de måske 20.000, måske 30.000, måske 40.000 udlændinge, der så illegalt opholder sig i Danmark, almindeligvis vil have svært ved at få sig en lejekontrakt eller erhverve sig en bolig osv., så kræver det ikke så meget fantasi at komme frem til, at de nok har nogen til at hjælpe sig med at vægre sig imod den her udvisning og altså blive i Danmark, og det er nok heller ikke sådan helt ude på overdrevet at forestille sig, at mange af dem, som så hjælper de illegale indvandrere i Danmark, selv er folk med indvandrerbaggrund, og det er derfor, at det, hvis vi vil gøre noget ved det første problem, også er helt afgørende, at vi gør noget ved det andet problem. Og det er der, hvor jeg synes, at den nuværende konstruktion, som ministeren redegjorde for, hvor man jo kan idømmes op til 2 års fængsel, hvis man huser en illegal indvandrer i Danmark, og man, hvis man dømmes for det, så efterfølgende kan udvises af Danmark, simpelt hen er for mangeledet. Vi har, hvis vi skal det her uvæsen med illegale indvandrere til livs, brug for, at vi får en meget hurtigere og meget mere konsekvent proces, fra den ulovlige handling med, at man huser den illegale indvandrer, til at opholdsgrundlaget for den pågældende udlænding, der har gjort det her, forsvinder, og det var det, som vi i Dansk Folkeparti havde et måske lidt naivt håb om at kunne få et flertal for i dag.
Regeringen er som altid rosenrød i sin tale og sort som natten i sin handling – der kommer ikke til at ske noget – men jeg fornemmer dog, at der i hvert fald i de borgerlige partier er en forståelse af problemet og også en imødekommelse af, at der skal ske noget. Om det så er den løsning, som vi i Dansk Folkeparti her anviser, kan vi jo tale om efter et folketingsvalg, hvor tingene forhåbentlig ser mere blå ud og dermed mere lyse ud. Tak, formand.