Det sidste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 64:

Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af Det Nationale Forskningsnævn.

Af Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Peter Seier Christensen (NB) og Henrik Dahl (LA) m.fl.

(Fremsættelse 11.01.2022).

Forhandlingen er åbnet, og vi giver først ordet til uddannelses- og forskningsministeren.

Først en tak til forslagsstillerne for med beslutningsforslaget at sætte fokus på et helt centralt spørgsmål, nemlig vigtigheden af troværdighed og integritet i dansk forskning. Integritet, uafhængighed og troværdighed er helt afgørende for den forskningsindsats, som vores forskningsinstitutioner udfører, og for en forskning af høj kvalitet. Høj integritet i forskningen er en grundlæggende forudsætning for, at forskningen kan understøtte den løbende samfundsudvikling og hjælpe os med at håndtere de udfordringer, vi som samfund står over for. Integritet i forskningen spiller også en helt central rolle, når det kommer til forskningens troværdighed og legitimitet i befolkningen og dermed også legitimitet i forhold til de store bevillinger, der gives til området.

Derfor synes jeg sådan grundlæggende, at det er fint at få den her diskussion og have et fokus på de emner. Det ville jeg godt lige få sagt til indledning, når jeg så i øvrigt vil argumentere for, hvorfor jeg ikke synes, at forslaget er en god idé, og vil tale imod det, men selve det at have den diskussion og det fokus synes jeg absolut er på sin plads, og det er sundt, at vi med mellemrum besøger den debat.

Hvordan understøtter vi så integritet og troværdighed bedst? Som sagt mener jeg ikke, at det er med forslaget her, fordi det samlet set lægger op til en centralisering. Alle tilfælde, hvor der er mistanke om brud på ansvarlig forskningspraksis, skal efter forslaget anmeldes til et nyt centralt organ, det nationale forskningsnævn, som også får ansvaret for at vurdere sagerne og træffe afgørelse. Det gælder alle sager, både sager om tvivlsom forskningspraksis og sager om decideret videnskabelig uredelighed, hvor vi er ovre i sager med en øget alvor. Nævnet skal også komme med anbefalinger til de forskningsfelter, hvor der måtte være særlige udfordringer i forhold til forskningens integritet.

Jeg mener ikke, at vi løfter integriteten og troværdigheden i dansk forskning gennem centralisering og afkobling fra forskningsmiljøerne. Samtidig vil forslaget efter min opfattelse medføre, at vi opbygger øget og unødvendigt bureaukrati. Derfor kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Jeg synes, det er vigtigt, at det er forskningsmiljøerne, der skal sikre den løbende videnskabelige udvikling. Det er også forskningsmiljøerne, som i deres daglige virke har til opgave at sikre en ansvarlig forskningspraksis præget af høj integritet og høj troværdighed. Derfor har universiteterne som en af deres centrale pligter at værne om forskningsfriheden og videnskabsetikken og i øvrigt at sikre en ansvarlig forskningspraksis.

Vi har i en tidligere meget omtalt vedtagelsestekst her i Folketingssalen også lagt stor vægt på den akademiske selvregulering, som vi udtrykte det på det tidspunkt i det forslag til vedtagelse. Den skal have rum til at virke, og den tiltro, der er til det i den vedtagelsestekst, synes jeg egentlig burde gå igen hos forslagsstillerne bag forslaget her.

Når der sker brud på ansvarlig forskningspraksis, mener jeg, at vi i dag har et både solidt og effektivt system til at håndtere de enkelte tilfælde. De nuværende regler flugter tæt med anbefalingerne fra det ekspertudvalg om videnskabelig uredelighed, der i 2015 afgav deres anbefalinger, som i øvrigt blev gennemført af den tidligere borgerlige regering med Søren Pind som uddannelses- og forskningsminister og vedtaget af alle Folketingets partier, herunder også Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, som jo er blandt forslagsstillerne til beslutningsforslaget i dag.

Søren Pind fremhævede i sin tale ved førstebehandlingen af det oprindelige lovforslag bl.a. følgende, som jeg godt vil citere fra:

»Ansvaret for den konkrete håndtering ligger bedst hos institutionerne, og der er derfor lagt op til, at det er institutionernes pligt at håndtere tilfælde af tvivlsom forskningspraksis. Fordelingen af ansvaret skal for det første bidrage til et øget fokus på ansvarlig forskningspraksis på de enkelte institutioner. Dernæst vil forslaget føre til en mere effektiv behandling af sager om egentlig videnskabelig uredelighed i det centrale nævn.«

Her slutter citatet, men det kunne sikkert sagtens være fortsat, og den vurdering, som Søren Pind havde dengang, er en vurdering, som jeg deler.

Jeg vurderer, at den centrale anmeldelse og behandling af alle sager om tvivlsom forskningspraksis og videnskabelig uredelighed vil svække det samlede arbejde for god forskningspraksis og samtidig medføre et unødvendigt bureaukratisk setup med risiko for lange sagsbehandlingstider i sager, der jo kan være ganske vigtige at få afklaret så hurtigt som muligt.

Den nuværende lokale behandling af sager om tvivlsom forskningspraksis sikrer den vigtige kobling til det relevante forskningsfaglige miljø og det lokale arbejde med forskningsintegritet i det daglige. Den nuværende lokale screening af sager om egentlig videnskabelig uredelighed understøtter, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed modtager veloplyste og relevante sager og altså kan gå direkte til behandling af det, de egentlig er sat i verden for.

Jeg forventer, at universiteterne løfter det vigtige ansvar, de har, i forhold til sager om brud på ansvarlig forskningspraksis, ligesom jeg har en klar forventning om, at universiteterne tager deres lovbestemte pligt til at værne om forskningsfriheden og videnskabsetikken meget alvorligt. I øvrigt finder jeg det lidt specielt at antage, at universiteterne skulle undlade at fremme relevante sager om brud på ansvarlig forskningspraksis. Vi skal ikke glemme, at et universitets omdømme, herunder også internationalt, vil lide voldsom skade, hvis det kommer frem, at et universitet direkte dækker over brud på ansvarlig forskningspraksis.

Regeringen kan derfor som nævnt ikke støtte forslaget, men som jeg også sagde i min indledning, hilser jeg i høj grad debatten om vigtigheden af integritet og troværdighed i dansk forskning velkommen. Det er nogle år siden, at vi fik det her kodeks på området, som alle har tilsluttet sig, og jeg vil godt sige, at der i løbet af i år vil gå et arbejde i gang med det, hvor man altså også kan genbesøge nogle af de her problemstillinger og sørge for, at det kodeks, der frivilligt regulerer det her, kan man sige, er up to date og tager højde for nogle af de tilbagevendende ting, som vi selvfølgelig skal være opmærksomme på, når det gælder om at sikre integriteten i forskningen. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak for det. Nu taler ministeren om omdømme og integritet, og samtidig siger han, at man ikke ønsker en afkobling fra de enkelte forskningsmiljøer. Vores bekymring er jo sådan set, at når vurderingen af det her ligger ude i de enkelte forskningsmiljøer, bliver der en risiko for, at man i det lokale miljø måske ikke vurderer så optimalt, som man burde vurdere. Det, vi gerne vil med det her, er, hvad vi jo normalt priser meget herinde, nemlig at sikre armslængde til dem, der skal vurdere, om et givent forskningsprojekt er i orden.

Noget af den diskussion, vi har mange steder i samfundet i dag, handler jo om mistillid: Hvad er det for noget mærkelig forskning, der kommer? Hvorfor gør de det ene, og hvorfor gør de det andet? Hvordan skal jeg så kunne have tillid til, at man i den enkelte lille forskningskreds eller det enkelte forskningsfelt vurderer, om det her er i orden eller ej? Der har vi brug for at få det løftet væk. Derfor vil jeg gerne spørge ministeren: Hvorfor støtter man ikke, at vi reelt får armslængde i de her sager?

Ministeren.

Når det handler om sager, der har at gøre med egentlig videnskabelig uredelighed, altså hvor vi er inde i noget, der er ret alvorligt, med plagiering og forfalskning osv., så er der et centralt nævn for det, men som jo altså modtager oplyste sager fra de enkelte institutioner. Jeg synes, at argumentationen her på en måde er en mistillid til hele det system og hele den tradition, vi har, for, at de enkelte universiteter og forskningsmiljøer sørger for at røgte og holde kvalitet, integritet og faglighed omkring det at følge videnskabsetik og sørge for, at man har en ordentlig integritet og kvalitet af forskningen i det daglige. Det er klart i universiteternes egen interesse, at de lever op til det. Det er jo som sagt at følge en meget klar anbefaling fra ekspertudvalget om videnskabelig uredelighed, at de enkelte institutioner entydigt har ansvaret og jo også pligten til at sørge for, at der er integritet og kvalitet i forskningen.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Det er meget nemt at sige, men vi har jo også brug for at blive betrygget i, at det her foregår ordentligt. Jeg sad herinde sammen med Esben Lunde Larsen, da hans afhandling var under diskussion. Og der viste det sig jo klart i det forløb, at afhængigt af om man var i det ene eller det andet fakultet, var der faktisk forskellige rammer og regler for, hvad der var o.k., og hvad der ikke var o.k. Det gør det jo mærkeligt, når man sidder ude i samfundet og kigger ind på noget. Og man siger: Er det her virkelig ordentlig forskning? Det giver da næsten sig selv, at hvis et mindre forskningsmiljø selv skal vurdere, om tingene er i orden eller ej, så bliver det nogle andre mekanismer; så er det kollegaerne. Vi har brug for den her armslængde for at sikre, at der faktisk kommer et overordnet niveau. Jeg forstår ikke ministeren. Ministerens parti støttede jo også V 137 for knap et år siden.

Så er det ministeren.

Ja, og den vedtagelse henviste jeg jo faktisk til i min tale her, fordi den i høj grad lægger vægt på, at der skal ske en akademisk selvregulering, og dermed ikke, at staten skal overtage ansvaret for at gå ind og vurdere forskning eller metoder. Det kan vi jo godt have en diskussion om, men altså, der er et centralt nævn for sager om egentlig videnskabelig uredelighed, og i de sådan mindre sager om mere tvivlsom forskningspraksis har man ansvaret lokalt. Det skal man ikke kunne skubbe fra sig. Og jeg synes heller ikke, at der her er ført et godt bevis for, at vi faktisk har det problem i dag, altså at de faggrupper, der er på tværs af fag – ikke bare dine egne kollegaer, men på tværs af faggrupper – ikke i dag er i stand til at vurdere det og sikre integritet og kvalitet i forskningen.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ministeren. Vi kan gå til ordførerne, og den første er Socialdemokratiets ordfører, og det er hr. Bjørn Brandenborg.

Tak for det, formand, og tak for ordet, og tak til forslagsstilleren; der er ikke så mange af dem, der har fremsat forslaget, der er til stede ved debatten i dag. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt.

Men jeg vil sige, at i en tid med misinformation og propaganda er forskning et vigtigt sted at finde fakta og evidens, og med de kriser, som vi står over for nu, tror jeg at alle kan se vigtigheden af, at vi har forskning, der er i verdensklasse. Derfor er jeg helt enig med forslagsstillerne, når de understreger, at troværdighed og integritet i dansk forskning er vigtigt. Med det sagt har vi, som ministeren også var inde på, allerede et effektivt system, som håndterer brud på ansvarlig forskningspraksis, så vi og omverdenen fortsat kan have tillid til forskningen i Danmark. Jeg ser derfor heller ikke nogen grund til at lave systemet fundamentalt om.

De nuværende regler for håndtering af sager flugter tæt med anbefalinger fra ekspertudvalget om videnskabelig uredelighed og i virkeligheden også med de diskussioner, som vi jo tidligere har haft her i Folketingssalen. Jeg tror ikke, at en centralisering og øget bureaukratisering af det nuværende system vil skabe bedre forskning, måske snarere tværtimod. Vi støtter derfor ikke beslutningsforslaget. Det er der et par grunde til.

For det første er der det åbenlyse i, at vi har verdensklasseforskning i Danmark, som er anerkendt internationalt. Den status opnår man kun, ved at forskere hver dag går på arbejde for at sikre god og ansvarlig forskning og forskningspraksis.

For det andet vil det her forslag centralisere beslutninger, som hører til lokalt. Den nuværende behandling af sager sikrer, at sagerne tages op i det relevante forskningsmiljø, og at man fortsat arbejder lokalt med forskningsintegriteten i det daglige. Den centralisering vil betyde, at man fuldstændig afkobler forskningsmiljøerne.

For det tredje skaber beslutningsforslaget mere bureaukratisering. Intentionen med Nævnet for Videnskabelig Uredelighed er vel netop, at de skal behandle alvorlige sager som videnskabelig uredelighed effektivt. Jeg tror ikke på, som ministeren også var inde på, at mere bureaukrati vil hjælpe på sagsbehandlingen.

Så afslutningsvis: Vi har et effektivt system, som håndterer brud på ansvarlig forskningspraksis, så vi stadig væk kan have tillid til den forskning, der bliver bedrevet i Danmark, og vi stemmer derfor ikke for beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Ordføreren har jo fuldstændig ret i, at vi har verdensklasseforskning i Danmark, heldigvis. Det er vi rigtig glade for, det har vi meget stor glæde af i rigtig mange sammenhænge, og det skal vi opretholde og holde fast i. I rigtig mange andre sammenhænge er vi firkantede på, at der skal være armslængde. Der skal være armslængde, når vi bevilger forskningsmidler; der skal være armslængde, når man siger, hvem der skal kunne lave hvilke forskningsprojekter, netop for at det er uvildigt og man er sikker på, at det bliver gjort ordentligt. Det her forslag handler om at skabe mere armslængde til den vurdering af, om et forskningsprojekt er redeligt eller uredeligt, eller om der er nogle andre problemer med det, så det netop ikke er nogle i miljøet, der skal sidde og vurdere det. Hvordan kan det være, at Socialdemokraterne ikke vil støtte det?

Ordføreren.

Uden at skulle gentage præcis det, som ministeren sagde, for det var jo præcis det, som ministeren svarede, synes jeg heller ikke, at en centralisering ville være løsningen. Og generelt er jeg faktisk meget imod centralisering af alle mulige andre institutioner også, men jeg synes heller ikke, at en centralisering af det her område ville være løsningen. Hvis man kigger på, hvordan de forskellige universiteter håndterer det her, er det jo typisk ved faktisk at have repræsentanter fra forskellige fagligheder, som sidder med og vurderer, hvis der kommer spørgsmål om, hvorvidt der er ordentlig praksis i den forskning, der bliver lavet.

Så synes jeg også bare, at vi har haft den her diskussion før. Det er op til ledelserne på universiteterne at sørge for, at der er fri og uafhængig forskning, at der er pluralisme i forskningen. Det havde vi en lang og god debat om ikke bare her i Folketingssalen, men jo også alle mulige andre steder. Og jeg synes, at hvis vi skal stå på det, vi vedtog i forsommeren, som er, at det er universiteternes ansvar, må vi også give dem mandatet herfra til at sørge for, at det også er det i fremtiden. Derfor synes jeg ikke, at vi skal centralisere den her beslutning og kludre det sammen med alt muligt andet bureaukrati.

Så er det hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Så vi skal bare lade beslutningen ligge derude. Jeg undrer mig over, fordi jeg hører ordføreren i andre sammenhænge tale om armslængde og vigtigheden af armslængde, at det er lige meget i den her sammenhæng. Så skal vi bare lade det ligge tæt på i stedet for at sige, at vi faktisk har brug for at være hundrede procent sikre på – netop for at sikre troværdigheden og netop i lyset af den debat, der også har været, som i nogle sammenhænge godt kan skabe usikkerhed om, hvad det egentlig er, der foregår, og hvordan det foregår – at vi skaber et system med en reel og ordentlig armslængde. Vil det ikke være formålstjenligt?

Ordføreren.

Nej, for jeg synes i virkeligheden, der har været – også på det seneste – en god debat om det her. Jeg synes, at den nye rektor fra det område, jeg selv kommer fra, på SDU, Jens Ringsmose, skrev en udmærket kronik om det i Berlingske, som netop handler om, at der også er en gensidig overenskomst. Når vi viser universiteterne den tillid, at det er dem, som er med til at bestemme, hvad der forskes i, og hvem der gør det, så har universiteterne også et ansvar for at sørge for, at det er ordentlig forskning, at der er en akademisk selvregulering, at der er pluralisme i forskningen, og de andre ting, som vi også har været omkring ad flere omgange. Der har jeg sådan set den tillid til universiteterne, at det er noget, universiteterne sørger for at der også er fremadrettet. Derfor synes jeg ikke, der er brug for en centralisering af det område.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Og vi kan gå videre til Venstres ordfører, og det er fru Ulla Tørnæs.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at sige mange tak til forslagsstillerne for at rejse den her vigtige debat. Hvis jeg bare sådan kort skal summere op, er formålet med beslutningsforslaget et ønske om at oprette det nationale forskningsnævn, som det kaldes. Det skal styrke indsatsen mod tvivlsom forskningspraksis og videnskabelig uredelighed. Forslaget går på, at det her nævn skal forankres i loven om videnskabelig uredelighed og skal varetage det arbejde, som rent faktisk allerede foregår på de enkelte forskningsbaserede uddannelser.

Egentlig kunne jeg faktisk nøjes med blot at læne mig op ad ministerens bemærkninger, som jo havde nogle glimrende referencer til min partikollega Søren Pind og det, han lavede, da han sad i ministerstolen, men for en ordens skyld vil jeg nu alligevel gerne lige knytte et par bemærkninger til beslutningsforslaget. Men jeg deler meget langt hen ad vejen ministerens bemærkninger til beslutningsforslaget, og det kommer jeg til at begrunde.

Forslagsstillerne mener, at det er problematisk, at det i dag er forskningsinstitutionernes egne praksisudvalg, som vurderer, om en anmeldelse om tvivlsom forskningspraksis og/eller uredelig forskning skal sendes videre til behandling i det nuværende Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, eller om forskningsinstitutionen selv træffer afgørelse og afviser anmeldelsen. Forslagsstillerne mener som konsekvens heraf, at den nuværende konstruktion er til særlig ulempe for forskere på små forskningsområder, hvor det kan opleves som kompromitterende for den pågældende anmelders kollegiale status at indgive en anmeldelse om en kollegas forskning til vurdering hos den institution, som forskeren selv er ansat under.

Jeg noterer mig imidlertid, at forslagsstillerne ikke er bekendt med omfanget af dette påståede problem, men at det vurderes tvivlsomt, at det fulde omfang af uredelig og tvivlsom forskning afdækkes i den nuværende konstruktion. Hvad den vurdering hviler på, er imidlertid ikke nærmere beskrevet i beslutningsforslaget. Altså, lægger man med beslutningsforslaget op til at løse et problem, som rent faktisk slet ikke eksisterer? kan man vel med rette spørge.

Jeg noterer mig også, at forslaget ikke indebærer overvejelser om, at en de facto-behandling af uredelig eller tvivlsom forskningspraksis uden om forskningsinstitutionernes egne praksisudvalg vil betyde, at der ikke længere vil være nogen oplagte gatekeepere for anmeldelser, hvis alle forskere tildeles mulighed for at indklage direkte til et nationalt forskningsnævn. Det kan i sidste ende potentielt medføre en overbebyrdelse af det i beslutningsforslaget foreslåede nationale nævn, og dermed kan det skabe lange sagsbehandlingstider på grund af flere klager. Så vidt jeg kan se, er der i beslutningsforslaget heller ikke afsat ressourcer til, at nævnet skal løfte et sådant arbejde.

Jeg noterer mig endeligt, at forslagsstillerne ikke har overvejet at undersøge mulighederne for at ændre den lovbundne definition af videnskabelig uredelighed, således at den kan rumme flere aspekter af uredelig og tvivlsom forskning, eller sætte andre krav – med andre ord altså at styrke nævnet. Forslagsstillerne nævner selv det danske kodeks for forskningsintegritet, som forskningsinstitutionerne læner sig op ad. Også dette kodeks kunne man se yderligere på med henblik på en eventuel skærpelse.

Af de nævnte årsager kan Venstre ikke stemme for beslutningsforslaget, som det er fremlagt i dag. Men vi indgår gerne i yderligere dialog om at undersøge omfanget af det problem, som forslagsstillerne har rejst opmærksomhed omkring.

Jeg skal også meddele på vegne af Det Konservative Folkepartis ordfører, fru Britt Bager, at Det Konservative Folkeparti ikke kan støtte forslaget. Mange tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak for det. Tak for ordførertalen. Jeg bliver jo lidt bekymret, når ordføreren siger, at der skal være en gatekeeper, for jeg bliver bekymret for, hvad det er, den gatekeeper skal holde uden for gaten. Altså, det her må jo handle om, at vi skal have tingene frem. Jeg forstår godt, at man kan problematisere, at vi ikke har en kortlægning af problemets størrelse; det har vi også før ønsket at få, så jeg er sådan set glad for at høre ordføreren give tilsagn om, at Venstre vil være med til at presse på for, at vi får sådan en undersøgelse. For det er klart, at det vil kunne give grundlag for at sige, at det her er nødvendigt, eller at finde ud af, at det slet ikke er nødvendigt. Så for den sags skyld vil jeg meget gerne bekræfte, at det går vi da meget gerne ind i at få skabt. Men for lige at vende tilbage til det konkrete spørgsmål: Mener fru Ulla Tørnæs ikke, at der kan være brug for større armslængde i forhold til dem, der sidder ude på de enkelte institutioner nu og skal være gatekeepere i forhold til vurderingen af de her projekter?

Ordføreren.

Som også ministeren, der jo lænede sig op ad tidligere minister hr. Søren Pinds tale her fra Folketinget, mener jeg faktisk, at den måde, det i dag er tilrettelagt på, hvor der er et praksisudvalg, som forholder sig til indholdet i den pågældende klage i forhold til det, der klages over – altså dem, der har størst kendskab til området, også er dem, og jeg har så brugt udtrykket gatekeeper her, der forholder sig til, om det er en sag, der skal sendes videre i systemet – er en måde, som efter min opfattelse fungerer, og som vi ikke har noget ønske om at ændre på.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Så det, jeg hører, er, at fru Ulla Tørnæs mener, at dem, der er tættest på og har størst viden om det enkelte område, er de bedste til at vurdere, om noget er redeligt eller ikke er redeligt. Og der kan jeg bare have en bekymring for, om vi kan være sikre på, at de ikke på en eller anden led er så fedtet ind i det, de nu sidder og er eksperter på, at de har svært ved at holde armslængden; at de har svært ved at have det objektive blik på, hvad det egentlig er, de sidder og vurderer.

Ordføreren.

Som det forhåbentlig er fremgået af min tale og også af min tidligere besvarelse, ser jeg ikke det samme problem, som hr. Jens Henrik Thulesen Dahl peger på, og derfor ser jeg heller ikke noget grundlag for at ændre lovgivningen. Forudsætningen for, at vi på nogen som helst måde kunne indgå i en dialog om en ændret lovgivning på det her område, er, at der foreligger en langt større viden om, hvad problemets egentlige omfang er her. Som jeg antydede, har man lidt fornemmelsen af, at forslagsstillerne lægger op til at løse et problem, som ikke eksisterer.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så går vi videre til SF's ordfører, og det er fru Astrid Carøe.

Tak for det. I Danmark har vi en stolt tradition for at sikre høj troværdighed, når forskere udarbejder rapporter, finder ny viden og samarbejder med andre, og det er afgørende for at sikre forskning af høj kvalitet. Det er vigtigt, at der er en ordentlig procedure til at redegøre for uredelighed, rense forskere eller det modsatte, og at der findes en proces, der har tilslutning fra alle de forskere, offentlige såvel som private, som hver dag bidrager til, at Danmark kan være med i front på den internationale scene.

Det mener vi i SF at dansk forskning allerede har i dag. Vi skal ikke længere tilbage end til 2017, hvor vi sidst diskuterede proceduren for tvivlsom forskningspraksis og videnskabelig uredelighed. Dengang var vurderingen, at tilfælde af tvivlsom forskningspraksis bedst håndteres som en del af forskningsinstitutionernes arbejde, og at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed skulle behandle sager om videnskabelig uredelighed – en klar ansvarsfordeling, som i dag giver de enkelte institutioner stor ansvarlighed og autonomi til at fastsætte rammerne og processen for behandlingen af tilfælde af tvivlsom forskningspraksis, en ansvarsfordeling, som giver effektive behandlingstider, fordi mindre sager kan løses lokalt, og en arbejdsfordeling, som gør, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed modtager veloplyste og relevante sager, og den arbejdsfordeling ser jeg ikke nogen grund til at ændre på.

Jeg har fuld tillid til, at praksisudvalgene ude på institutionerne sikrer, at der er et tilstrækkeligt grundlag for at behandle klager, som vedrører tvivlsom forskningspraksis, og at de lever op til deres ansvar i forhold til anmeldelse af sager. Og jeg er bekymret for den unødige administration, som det her forslag vil give. Derfor mener jeg, det er en stor fordel, at det er forankret ude på institutionerne. Jeg kan ikke se, hvordan et nationalt forskningsnævn skal kunne have de nødvendige eller tilstrækkelige ressourcer til at kunne belyse en klagesag tilstrækkeligt, og slet ikke uden at det vil føre til lange sagsbehandlingstider og et unødigt bureaukratisk setup.

Så vil jeg bare til slut sige, at jeg også er meget uenig i forslaget til finansiering. Vi vil i SF i hvert fald på ingen måde være med til at udhule basismidlerne og dermed universiteternes penge til forskning og undervisning for at lave et bureaukratisk og unødvendigt forskningsnævn. Så vi kan ikke bakke op om beslutningsforslaget.

Tak for det. Og der er en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak for talen. Jeg vil gerne høre ordføreren, om hun ikke mener, at man kan være for tæt på noget til at kunne foretage en objektiv og dermed korrekt vurdering, f.eks. hvis man sidder ude på den enkelte institution i nærheden af det enkelte forskningsmiljø, sådan at nogle faktisk kan sige, at den vurdering, der kommer derfra, ikke er objektiv.

Ordføreren.

Jo, man kan godt komme for tæt på. Altså, vi skal jo f.eks. ikke have folk til at vurdere deres eget arbejde. Det synes jeg ikke ville være god praksis. Det er bare heller ikke sådan, det foregår i dag. Praksisudvalgene arbejder sådan som hovedregel på syv ud af otte universiteter helt på tværs af de enkelte fagmiljøer. Så det er ikke et enkelt fagmiljø, der sidder og vurderer forskningsarbejde fra det samme fagmiljø. Det sker simpelt hen ikke derude. Så jo, det kan godt ske, men det er ikke det, der sker her.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Men nu har vi så diskussionen: Hvad sker der, og hvad sker der ikke? Så derfor vil jeg gerne spørge, om SF vil bakke op om, at vi laver en egentlig kortlægning, så vi får et fælles grundlag for at vurdere, om der er et problem, eller om der ikke er et problem rundtomkring derude. Vil SF være med til det?

Ordføreren.

Altså, man havde jo et meget grundigt arbejde netop om det her område, som man færdiggjorde i 2015, og ud fra det lavede man nye regler i 2017, som Dansk Folkeparti dengang også bakkede op om, og det er netop det her – altså det, som vi har i dag. Og som vurderingen er, er det det, der fungerer bedst. Og umiddelbart er der er ikke store udfordringer derude, så jeg synes, det er godt, at vi har et effektivt system, som ikke er særlig bureaukratisk; der er ikke lange svartider. Og så har vi et nævn, som er nationalt, og som kan hjælpe i de sager, hvor man ikke lokalt kan finde ud af det.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Radikale Venstres ordfører, og det er hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det, og endnu en gang tak til forslagsstillerne for, at vi igen får muligheden for at diskutere forskning her i Folketingssalen. Da jeg i sin tid havde min daglige gang på Københavns Universitet, var der en længere årrække, hvor vi stort set dagligt startede med over en kop kaffe at diskutere den nyeste udvikling i sagen med hende der hjerneforskeren. For debatten om videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskning har altid fyldt og fylder stadig væk ude i forskningsmiljøerne, og det skal den gøre. Vi skal kunne stole på den forskning, der bedrives, og at de forskere, der bedriver den, ikke snyder, for hvis det sker – når forskere snyder – rammer det jo ikke kun dem selv. Det kan have store konsekvenser for kolleger, for studerende, for ansatte og for hele instituttet, der kan få skadet sit omdømme.

Derfor er det vigtigt, at vi har fokus på at sikre kvaliteten af forskningen og har mekanismer til at håndtere de tilfælde af fusk og uredelighed, der måtte komme. Det er meget alvorligt som forsker at blive anklaget for uredelighed, og derfor skal sådanne sager håndteres grundigt og ordentligt. I dag skal de enkelte forskningsinstitutioner have retningslinjer for, hvordan man håndterer disse sager, og det giver jo mening, da forskellige felter har forskellig praksis og det er vigtigt at have den rette viden for at behandle disse sagde korrekt. Og sager kan jo som nævnt også sendes videre til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed.

Beslutningsforslaget her pålægger regeringen at oprette et nyt nationalt forskningsnævn, som ifølge forslagsstillerne skal styrke indsatsen imod tvivlsom forskningspraksis og videnskabelig uredelighed. Det kan jo lyde meget sympatisk, men djævlen ligger jo som bekendt i detaljen, og jeg har en række forbehold. Først og fremmest er det uklart, hvorfor der skulle være behov for et nyt bureaukratisk lag, der centraliserer disse afgørelser. Der findes allerede et nationalt nævn, der skal tage sig af disse sager, ligesom alle institutter som bekendt skal have en procedure for at håndtere dem lokalt. Det er ikke retfærdiggjort, at de eksisterende systemer ikke skulle fungere. Er der eksempler på sager, der ikke kommer videre, klager, som afvises, eller systematisk svigt i processen? Nej, det er der ikke.

Forslaget lægger også op til, at alle skal kunne indklage forskere anonymt. Her er det også nemt at se, hvordan sådan en ordning kan misbruges til chikane, både af politiske modstandere, der måske ikke deler forskerens præmis, eller konkurrerende forskere, der godt vil sætte en bremse på et projekt. Det er en voldsom anklage – det er en voldsom anklage, gentager jeg her – som forsker at blive kaldt for uredelig, og derfor skal der være en vis substans i sådanne sager, før man bliver hevet igennem den mølle, som det jo er.

Vi skal kunne stole på forskningen, vi skal kunne håndtere sager om tvivlsom forskningspraksis, og det mener jeg at universiteterne i dag gør og kan inden for de rammer, der eksisterer. Det betyder ikke, at der ikke er problemer på forskningsområdet i dag, men jeg ser udfordringer på en helt anden front, end forslagsstillerne gør her. I Norge har man for nylig sat en undersøgelse i gang, der skal se på forskeres ytringsfrihed, og om der er udfordringer i forhold til deres akademiske frihed. Det så jeg langt hellere at vi fokuserede på her i Danmark.

Så Radikale Venstre kan ikke støtte forslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak for talen. Jeg ved jo, at vi deler interessen for og fascinationen af forskning og vigtigheden af forskningen og af, at det er ordentligt, uvildigt og seriøst. Derfor tror jeg også, vi deler bekymringen for det, hvis der er problemer. Så kan man selvfølgelig have diskussionen, som vi har nu, af, hvad vi så gør for at gøre det bedst muligt.

Der bliver jeg bare nødt til at spørge hr. Stinus Lindgreen, om ikke det er tænkeligt, at det kommer for tæt på, når man har den, man kunne kalde det gatekeeperfunktion ude på de enkelte institutter, der kan sige, hvad der kommer videre til en måske mere grundig vurdering. Der kan sidde nogle i de miljøer, der egentlig bekræfter hinanden i, at det her er okay, mens hvis det kom ud og blev kigget på sådan mere objektivt og med mere armslængde, fik man en mere objektiv og mere ensartet vurdering af de enkelte projekter.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Ja, vi er fuldstændig enige om, hvor vigtigt det er med forskning og kvaliteten af forskningen, og at vi sikrer, at der ikke forekommer uredelig forskning. Jeg deler bare ikke præmissen i spørgsmålet fra ordføreren. I dag er det jo i forvejen sådan, at man selvfølgelig skal sammensætte et udvalg, som ikke har interessekonflikter, og det har jeg da fuld tillid til at man gør derude.

Man skal også huske – nu er vi i den politiske verden her, hvor der kan være en del konflikter – at det er der i sandhed også inden for forskningsverdenen. Der er hård konkurrence, og der er folk, der gerne vil foran de andre. Så at tro, at man, bare fordi det ligger ude på det enkelte institut, så på en eller anden måde beskytter hinanden, er en præmis, jeg ikke køber – også fordi, som jeg sagde i min tale, at hvis der er nogen, der bliver ramt af sager om uredelighed, så er det ikke kun forskeren selv; det er også kolleger, det er ansatte, det er studerende, det er instituttet selv, hvis det kommer frem, at man dækker over den her slags. Så der er kun én interesse her, og det er at få de sager afdækket og afklaret hurtigst muligt.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Jeg kan godt høre, at vi har en uenighed i forhold til, om der er en problemstilling derude. Hr. Stinus Lindgreen er såmænd nok tættere på forskningsmiljøerne, end jeg er. Jeg har nok en viden på en anden vis, og jeg kan kun kigge på det udefra, men jeg vil meget gerne have, at vi kan være helt sikre på, at det, der foregår, også er ordentligt. Så kunne vi blive enige om at lave en kortlægning og få kortlagt, om der er udfordringer, og om der er problemer, så vi rent faktisk har det grundlag at stå på i forhold til at vurdere, om vi skal lave om på det system, vi har nu?

Ordføreren.

Nu er det jo ikke mange år siden, man lavede en kortlægning af problemet for at se, hvad man skulle gøre, om der skulle rettes op. Jeg ved ikke, om man så handlede på baggrund af det. Som jeg nævnte i min tale, ser jeg problemet på en helt anden front. Jeg har ingen indikationer af, at der er sager om uredelighed, der ikke kommer videre, og forskere, der dækker over hinanden – hele den problematik, som forslaget her hviler på. Jeg ser det ikke.

Tværtimod ser jeg hellere, at man skal kigge på, om forskere er hæmmet på andre måder. Er der anslag på deres ytringsfrihed, deres akademiske frihed? Er det noget dér, vi skal være opmærksom på, institutionerne skal være opmærksom på? Det tror jeg er langt vigtigere.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Og vi går videre til Enhedslistens ordfører, og det er fru Victoria Velasquez.

Tak for ordet, og tak for endnu en god debat. Jeg synes, der er blevet sagt rigtig mange gode ting heroppe fra talerstolen, som jeg er enig i. Derfor vil jeg gøre det kort og egentlig bare supplere med, at i det kodeks, som de fleste partier her har bakket op om, står der jo eksplicit, at dem, der skal behandle sagerne om tvivlsom forskningspraksis, skal være upartiske, og at de skal have kompetencer inden for det specifikke fagområde.

Men jeg går ud fra, at der kommer nogle opfølgende spørgsmål, og ellers så tænker jeg jo også, at det er en debat, vi skal tage løbende. Og det, som jeg håber vi kan få en debat af – og det ser jeg egentlig også det her forslag som en del af – er forskernes ytringsfrihed, og det er i forhold til muligheden for fra Christiansborg at kunne slå ned på forskning, hvor resultaterne ikke lige passer med det, man godt kunne tænke sig. Og jeg ser forslaget som en del af dén samlede pakke, og derfor kan vi selvfølgelig ikke bakke op om det.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Ja, det bliver jeg næsten nødt til med den opfordring, der kom fra ordføreren. Når der nu bliver sagt, at der står i regler og paragraffer, at man skal være upartisk, så er det jo ikke nødvendigvis det samme, som at dem, der så sidder derude, også er det. Det kan vi håbe på. Men det, jeg egentlig gerne vil høre ordføreren om, er, om Enhedslisten vil være med til på basis af den uenighed, der kan være herinde, at lave en kortlægning af det her og sige: Lad os finde ud af, hvordan det ser ud, og om der er eller ikke er en udfordring, og så på den baggrund få et grundlag for at lave de ændringer, der i givet fald skal til.

Ordføreren.

Jeg tror, at ordføreren havde stillet et spørgsmål, uanset om jeg var kommet ind på det eller ej – men lad det ligge. I forhold til kortlægningen er flere jo også kommet ind på, at der er blevet lavet et stort stykke arbejde forud for det her, og jeg synes egentlig, at det ville give bedre mening, at vi laver en kortlægning af, hvordan det står til med forskeres ytringsfrihed. Men jeg kunne godt tænke mig at høre den anden vej rundt, måske, om forslagsstillerne og deres partier faktisk har spurgt nogle af dem, som sidder med de her problemstillinger, eller har spurgt nogle andre, eller hvad det er for et forarbejde, der ligger forud for det her arbejde. Hvor er det, man ville kunne understøtte eller hjælpe, hvis der skulle være nogle, der har oplevet de her problemer? Eller er det mere ud fra sådan en mavefornemmelse, at man synes, det kunne være godt, at staten lavede et centralt nævn, og at man afkoblede det fra det lokale arbejde ude på universiteterne?

Jens Henrik Thulesen Dahl.

Jamen grundlaget er faktisk, at vi hører fra forskellige, at der er nogle udfordringer her. Det vil jeg ikke stå her og uddybe, for de personer, der kommer til os med det, synes faktisk, det er rigtig svært at bringe det op i andre sammenhænge. Så derfor synes vi faktisk, at det er vigtigt at kigge på det, og det er derfor, jeg gerne vil opfordre til, at vi laver en kortlægning, så vi rent faktisk mere objektivt kigger på, hvad der er problemet. For jeg skal jo ikke kunne sige noget præcist i forhold til dem, der kommer til mig. Jeg er ikke fagperson, jeg er ikke forsker, og jeg kan ikke dykke ned i, om det er helt objektivt, og jeg kan heller ikke dykke ned i, hvad der foregår derude. Så derfor vil jeg egentlig bare gerne gentage mit spørgsmål til Enhedslisten. Kunne vi ikke blive enige om at lave en undersøgelse og en kortlægning af det her?

Ordføreren.

Jeg synes, det er en kæmpe gave, når der er nogle, der henvender sig om, at vi skal skabe en bedre praksis, eller at der er nogle ting, vi kan forbedre. Nogle gange når folk henvender sig med et problem, er det jo oplagt at prøve at spørge ind til, om de har nogle konkrete forslag til, hvordan man kan løse problemet, eller om der er noget, der kan afhjælpe det. Jeg hører ikke, at det, der efterspørges, er, at vi skal have et forskningsnævn på den måde, som ordføreren foreslår det – tværtimod. Der er så mange fordele ved at styrke det ude lokalt, så jeg håber, at ordføreren vil svare tilbage og spørge, om der er nogle ting, man kan gøre, og nogle initiativer, man kan tage, for at se på, hvordan det fungerer i dag. De svar, der måtte komme der, vil vi gerne være med til at se på.

Tak for det. Der er ikke flere muligheder for spørgsmål til den foregående spørger, så vi er nødt til at henvise til bilaterale snakke om det. Og der er ikke flere, der har rejst ønske om korte mærkninger nu, så vi går videre til den næste ordfører. Det er Nye Borgerliges ordfører, og det er hr. Peter Seier Christensen.

Dansk forskning er anerkendt som værende i verdensklasse. Danmark ligger i verdenseliten med hensyn til gennemslagskraft i toneangivende tidsskrifter. Hvad skal der til for at skabe dansk forskning i verdensklasse? Forklaringen er, at danske forskere både laver god forskning og er gode til at samarbejde. Men det kræver også en videnskabelig undren, ydmyghed og benhårdt arbejde uge efter uge, år efter år. Det er heller ikke til nogen skade at kaste sig over en uopdyrket niche, hvor teknologi kan bane vejen for nye erkendelser. Og så skal man have evnen til at skaffe penge og skabe relationer, og det gælder både i forhold til hele forskerholdet og i forhold til verden omkring. Men når man er magthaver i et universitetssystem som det danske, skal der altid være nogen, man er underlagt kvalitetssikring af. Armslængdeprincippet er noget, vi benytter i mange andre sammenhænge.

Videnskab er en stærkt karrieredrevet disciplin. Videnskabsfolk har brug for et godt omdømme. Alle skal kunne indgive en klage, herunder anonymt. Muligheden for at indklage forskning gøres digital og nemmere, end det er tilfældet ved forskningsinstitutionerne i dag. Nævnet bestemmer suverænt, om det vil tage en sag op. Det Nationale Forskningsnævns tværdisciplinære og tværsektionelle sammensætning skal sikre den nødvendige vidensdeling om den bedste danske forskningspraksis. Det giver dermed fremtidens forskere endnu bedre muligheder for at tilegne sig de kompetencer og den integritet, der kræves af forskere ved danske universiteter.

Derfor opfordrer vi i Nye Borgerlige Folketingets partier til at stemme for beslutningsforslaget, men det kan jeg jo så notere mig at man ikke vil. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det, og tak for talen. Nu kom ordføreren selv ind på muligheden for de her anonyme klager, og det er en af de ting, jeg selv studser lidt over ved beslutningsforslaget, for jeg ser potentialet for, at en sådan ordning kan misbruges. Jeg kunne godt tænke mig at høre: Hvilke tanker har ordføreren gjort sig i forhold til den praksis, man lægger op til her, og ser han nogle udfordringer i forhold til den måde, man foreslår det på?

Ordføreren.

Ja, altså selvfølgelig vil en sag jo ikke kunne blive til noget, hvis der ikke er noget substans i den. Så derfor kommer der jo ikke noget ud af at indgive en anonym klage, som slet ikke har nogen substans, mod en forsker.

Hr. Stinus Lindgreen.

Man må vel antage, at en klage vil sætte gang i et eller andet, en eller anden proces. Kunne man ikke forestille sig, at det ville have nogen konsekvenser for de forskere, der bliver anklaget? At blive anklaget for uredelighed er jo noget af det værste for en forsker, der kan ske; se blot på de personer, der er blevet anklaget og har fået en dom. De er ikke længere inden for forskningen. Så det her er jo ikke for sjov. Man skal jo tage det alvorligt, men det gælder jo begge veje. At lave et system, hvor man risikerer at mærke forskere på et forkert grundlag, kan have ret store konsekvenser. Er det ikke en bekymring, man bør tage alvorligt? Og har man overhovedet indtryk af, at der er et problem her, som man bør tage hånd om, før man kommer med så vidtgående et forslag?

Ordføreren.

Nu nævner spørgeren jo selv, at det har haft konsekvenser for dem, hvor klagen så har vist sig at indeholde noget. Men hvis en forsker bliver pure frifundet og klagen viser sig at være fuldstændig indholdsløs, så vil forskeren jo også blive renset.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så går vi til ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak for det, og tak for en god debat. Det er altid spændende og interessant at diskutere forskning. Det forslag, vi har diskuteret i dag, har jo til hensigt at sikre troværdigheden af og integriteten i dansk forskning. Dansk forskning er anerkendt som værende i verdensklasse, og det er afgørende, at vi beskytter det renommé. Derfor mener vi i Dansk Folkeparti, at der er behov for at opdatere loven om videnskabelig uredelighed.

Havde loven været tilstrækkelig i dag, havde vi ikke haft de problemer, vi har: små og lukkede fagområder inden for navnlig kønsforskning, raceforskning, postkoloniale studier og bredt set, at kulturstudier ukritisk blåstempler hinanden og universiteternes ledelser er for høflige eller for bange til at gøre noget ved det. Det vil jo ramme dem som en boomerang at irettesætte forskerne, for hvem ønsker at skade sit omdømme og måske gå glip af bevillinger og lide prestigetab?

Det er en af grundene til, at der er brug for armslængde, for hvordan kan forskningsinstitutioner sidde og vurdere deres egne? Det ønsker de ikke. Interessekonflikten er åbenlys, og problemernes omfang taler sit tydelige sprog. Universiteterne løser ikke selv problemerne, som det ser ud i dag, og det virker derfor også besynderligt, at forskerne lige netop i det her tilfælde ikke går ind for armslængde.

Derudover vil jeg gerne lige komme en i mine øjne uberettiget kritik i forkøbet, nemlig den, at vi vil sidde som politikere og bestemme, hvad der er god, og hvad der er dårlig forskning. Det vil vi ikke. Det er vigtigt, at det er Det Nationale Forskningsnævn alene, der kan bestemme, om de vil tage en sag op, og samtidig vil nævnet få til opgave at udarbejde en årlig rapport om bedste praksis. Anbefalingerne udarbejdes med udgangspunkt i de særlige udfordringer, der måtte vise sig i et givet forskningsfelt, med henblik på at styrke forskningsfeltets fagfællemiljø og de uddannelser, der hører til forskningsfeltet. Det Nationale Forskningsnævns tværdisciplinære og tværsektionelle sammensætning vil sikre den nødvendige vidensdeling og bedste praksis og giver dermed fremtidens forskere bedre mulighed for at tilegne sig de kompetencer og den integritet, der kræves af forskere ved danske universiteter.

Når vi har fastsat en sen dato for oprettelsen af nævnet – inden udgangen af 2023 – så er det, fordi vi anerkender, at der skal et grundigt forarbejde til, og det er det arbejde, som vi gerne vil tage tilløb til med det her forslag.

Nu har jeg så godt hørt ordførerne sådan lidt bredt sige, at vi ikke kommer videre med det her forslag, som det ligger. Det må jeg tage til efterretning. Det, jeg håber, vi kan arbejde videre med, er måske så at se på en reel kortlægning og se på, hvor store eller små de her problemer rent faktisk er. For den sags skyld kan vi tage ytringsfrihedsudfordringerne med, som hr. Stinus Lindgreen nævnte i sin ordførertale, for vi har brug for at være sikre på, at det her er ordentligt og redeligt. Vi har brug for at være sikre på, at når der laves forskning i Danmark, er det i verdensklasse, er det i orden, og så er der ikke noget at sætte fingeren på. Det er egentlig det, der er vores hovedsigte med det her forslag. Men jeg vil gerne sige mange tak for debatten i dag og håber, vi fortsætter den på et andet tidspunkt. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det – ja, vi fortsætter den lige nu. Ordføreren nævner ganske fornuftigt, at vi selvfølgelig ikke politisk skal sidde og bestemme, hvilke områder eller sager det skal være, men alligevel nævner ordfører nogle specifikke, konkrete fagområder som værende problematiske, må man antage, eftersom de blev nævnt i talen i forbindelse med videnskabelig uredelighed. Det leder mig frem til det spørgsmål – måske ikke så overraskende – som jeg også stillede til hr. Peter Seier Christensen lige før, nemlig om den ordning, ordføreren foreslår her, ikke har nogle problemer. Anerkender ordføreren ikke, at der kan være nogle udfordringer i den måde, man gør det på? Hvis man kan anklage folk anonymt og derved hive dem igennem en mølle – altså også selv om de bliver renset bagefter, og man siger jo også, at der jo ikke går røg uden brand – er der nogle ting, der kan hænge fast. Og hvis man kan blive ved med at gøre det i al evighed og anklage folk for uredelighed, fordi man er uenig med feltet, er det så ikke en udfordring, er det ikke et problem?

Ordføreren.

Anomymitet har selvfølgelig nogle indbyggede problemer. Det anerkender jeg. Omvendt har vi også et hensyn til at sikre, at der er mulighed for at få vurderet et forskningsprojekts valør. Og hvis man nu sidder i et ret tæt forskningsmiljø – og det er jo i hvert fald nogle af de problemstillinger, som kan bekymre os, og som der kan være – og der er en kollega, som man gerne vil have kigget på, så kan man med det her system få kigget på det. Og hvis kollegaen bliver frikendt, vil jeg sige, at så må vedkommende jo anse sig som renset. Selvfølgelig skal vi tage en diskussion af, hvordan vi gør det på en fornuftig måde. Men jeg mener bare, der er behov for, at man netop kan sikre, at man også i mindre miljøer kan få kigget objektivt med armslængde på givne projekter.

Hr. Stinus Lindgreen.

Det lyder, som om der er en antagelse om, at forskere sidder og putter sig lidt og ikke vil kritisere nogen andre forskere for at lave noget dårlig forskning, og det er ganske enkelt ikke et billede, jeg kan genkende. Tværtimod bygger forskning jo på kritik af hinanden. Tag til en hvilken som helst videnskabelig konference, og læs et videnskabeligt tidsskrift, og du vil se, at det er det, forskere gør: fremlægger egne resultater og kritiserer de andre, fordi de selv vil have ret og de andre tager fejl. Det er sådan, forskning er.

Så idéen om, at man ikke anklager folk for uredelighed, selv om man tror, de har gjort noget forkert, fordi man er bange for at sætte sit navn på, kan jeg slet ikke forstå. Hvor kommer den bekymring fra? Hvad er det, der reelt gør, at man har fremsat det her forslag?

Ordføreren.

Den bekymring, som jeg har – uden at være forsker og uden på den måde at kunne sætte mig ind i det enkelte forskningsområdet – er, at man på et forskningsområde udvikler metoder, som man anerkender hinanden for, men som rent faktisk ikke forskningsmæssigt holder. Der har jeg et billede af, at der så kan opstå miljøer, hvor man simpelt hen godkender hinandens projekter. Der vil jeg gerne med det her sikre, at der er en armslængde i forhold til vurderingen af de enkelte projekter, hvor man siger: Er der noget her at komme efter, skal vi også kunne se på det. Det er derfor, jeg egentlig opfordrer til, at kan vi ikke andet, kunne vi så lave en kortlægning af udfordringen? Så kan vi bagefter, hr. Stinus Lindgreen og jeg, tage en diskussion af, hvad vi så gør ved det. Men hvis vi i hvert fald kunne få det kortlagt, ville det være et fremskridt.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Uddannelses- og Forskningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.