Det sidste punkt på dagsordenen er:

37) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 37:

Forslag til folketingsbeslutning om at bringe fælles EU-barselsregler op på førstkommende EU-topmøde.

Af Morten Messerschmidt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 11.11.2021).

Forhandlingen er åbnet. Beskæftigelsesministeren.

Tak for det. Henvendt til både de ordfører, der har fundet vej til salen, men jo også til de mange seere, der sikkert stadig væk sidder derude og følger med i denne vigtige debat, vil jeg begynde med at slå fast, at det for regeringen er hjerteblod at værne om dansk velfærd og selvfølgelig den danske arbejdsmarkedsmodel. Indretningen af det danske velfærdssamfund og det danske arbejdsmarked er et anliggende for Folketinget og for arbejdsmarkedets parter. Derfor er det også regeringens holdning, at orlovsrettigheder håndteres bedst nationalt frem for på EU-niveau.

Når det er sagt, har regeringen et klart ønske om, at flere danske fædre skal tage mere orlov, og at danske orlovsregler bliver så fleksible som muligt. Derfor glæder det mig også, at vi den 26. oktober 2021 indgik en bred politisk aftale om øremærket orlov med Venstre, SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet.

Med den politiske aftale minimumsimplementerer vi orlovsdirektivet og øremærker heraf 9 uger til henholdsvis mor og far. Regeringen ønsker ikke at øremærke mere end de 9 uger, fordi det også er vigtigt, at familierne har mest mulig fleksibilitet. På den måde får den enkelte familie mulighed for at indrette sig, så det giver bedst mulig mening for dem. For det er et område, som selvfølgelig optager rigtig mange familier. Og så sent som i torsdags stod jeg også her på talerstolen, fordi vi behandlede et borgerforslag om netop øremærket orlov.

Jeg går ud fra, at det er efterårets debat om øremærket orlov, der også har affødt beslutningsforslaget, som vi skal behandle nu. Med beslutningsforslaget ønsker forslagsstillerne at pålægge regeringen at bringe fælles EU-barselsregler op på førstkommende EU-topmøde, at igangsætte et arbejde med at kortlægge, i hvilket omfang EU har kompetencer og beføjelser til at regulere på barselsområdet, og at arbejde for, at en eventuel kompetence tilbageføres til nationalstaterne.

Lad mig først slå fast, at EU har kompetence til at regulere på det her område. Beskæftigelsesudvalget har i september i år efter ønske fra hr. Morten Messerschmidt stillet et skriftligt folketingsspørgsmål, folketingsspørgsmål nr. 694, om det samme, nemlig om, med hvilken EF-traktat Danmark overdrog beføjelser til EU på barselsområdet. Som den fungerende beskæftigelsesminister svarede i mit fravær, fordi jeg selv var på fædreorlov, er det vurderingen, at det daværende EF havde mulighed for at regulere området, allerede da Danmark blev medlem i 1973.

Allerede i 1970'erne og 1980'erne blev der vedtaget direktiver på det ansættelsesretlige område om rettigheder ved bl.a. virksomhedsoverdragelser, kollektive afskedigelser og solvens. Senere har man så med Maastrichttraktaten fået et mere specifikt hjemmelsgrundlag. Derfor er der ikke behov for at vurdere, om der er kompetence, for det er der. Det indebærer jo så også, at vi kan gå direkte til spørgsmålet om at tage kompetence tilbage, som forslagsstillerne lægger op til.

Hvis EU's kompetence på orlovsområdet skal tilbagetages, kræver det selvfølgelig en traktatændring. En traktatændringsproces er en væsentlig begivenhed, og det vil betyde, at alle medlemslande og andre aktører på europæisk plan vil kunne fremføre deres ønsker om ændringer og tilføjelser, vel at mærke ændringer og tilføjelser, som meget vel kan være stik modsat danske interesser. Det er slet ikke en vej, som vi på nuværende tidspunkt ønsker eller ser behov for at gå ned ad.

Regeringen er skeptisk over for EU's mulighed for at regulere på store dele af arbejdsmarkedsområdet. Vi har f.eks. lige stemt nej til direktivet om passende mindstelønninger. Men der er også områder, hvor vi ser positivt på EU-regulering, f.eks. på arbejdsmiljøområdet, og senest er der foreløbig dansk opbakning på ligelønsområdet. Vi mener, at EU skal arbejde for at opnå konkrete resultater for borgerne og ikke kaste samarbejdet ud i årelange diskussioner om mulige traktatændringer.

Vi skal heller ikke stille os selv uden for døren. Vi kan ikke løse de mange grænseoverskridende udfordringer alene, f.eks. og mest nævneværdigt udfordringerne med social dumping. I den forbindelse er der i de senere år sket forbedringer i EU-reglerne, der kan bidrage til kampen mod social dumping, hvor Danmark har været med til at presse på. Det gælder bl.a. det reviderede udstationeringsdirektiv. Med det reviderede udstationeringsdirektiv rykkede man jo på balancen i EU-reglerne til fordel for beskyttelse af arbejdstagerne. F.eks. blev det gjort klart, at man kan kræve den sædvanlige aflønning og ikke blot mindsteløn, og en tjenesteyder kan maksimalt udstationere en arbejdstager i 18 måneder, før værtslandets regler gælder fuldt ud. Der er altså sket gode forbedringer. Men regeringens kamp stopper ikke her.

Vi er blandt de lande, der har presset på, for at der bliver endnu bedre muligheder for at kontrollere, at udstationeringer er reelle, herunder at man ikke udstationeres for postkassevirksomheder. Konkret har vi foreslået indførelsen af et id-kort for vandrende og udstationerede arbejdstagere. I øjeblikket er der en bevægelse i en række lande, i Kommissionen og i Europa-Parlamentet, der taler for, at mobile arbejdstagere skal have et socialsikringspas; særligt efter udmeldinger fra den nye tyske regering kan der komme skub i den sag. Danmark har også med lande som Belgien, Nederlandene, Tyskland og Østrig taget problemstillingen om udstationering af tredjelandsborgere op i regi af den europæiske arbejdsmarkedsmyndighed ELA, så det nu er et prioritetsområde.

Det er generelt helt afgørende, at vi bruger de muligheder, som EU-reglerne giver, og implementerer dem med respekt for vores nationale arbejdsmarkedsmodel. F.eks. har regeringen med afsæt i EU's udstationeringsregler sammen med et bredt flertal i Folketinget, herunder Dansk Folkeparti, indført regler, der skal bidrage til at forhindre social dumping på landevejene.

De eksempler, jeg har nævnt her, viser, at vi kan og skal arbejde for danske interesser og konkrete resultater inden for rammerne af EU-samarbejdet – et samarbejde, der har afgørende betydning for dansk vækst og velstand. Det gør vi bedst ved at blive ved forhandlingsbordet og forhandle i EU frem for at kæmpe for nye forbehold og traktatændringer. Når det er sagt, tror jeg heller ikke, det er realistisk, at alle lande skulle gå med til en sådan idé om at tage kompetencerne tilbage.

Med de betragtninger, jeg har redegjort for, kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget, og jeg skal på regeringens vegne opfordre til, at beslutningsforslaget forkastes. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Det var min opfattelse, at regeringen var imod, at EU havde beføjelse på barselsområdet, ellers gav det jo ikke megen mening, at den tidligere ligestillingsminister hr. Mogens Jensen, lige efter han var tiltrådt, gik ud med en eller anden tanke om, at Danmark skulle få en undtagelse. Derfor er det her forslag egentlig set som et forsøg på at komme regeringen i møde, ikke ved årelange diskussioner – mig bekendt varer et topmøde i hvert fald ikke flere år, men typisk bare nogle dage – men ved at kunne rejse det her tema om, hvor EU egentlig bevæger sig hen, ikke i forhold til alle de meget fine ting, som ministeren nævner, og som vi måske kan blive enige om giver mening at have fælles regulering af, men specifikt på det her barselsområde, hvor jeg synes vi mangler en forklaring på, hvad det egentlig er, der er det afgørende for, at EU overhovedet skal regulere vores barselsregler.

Ministeren.

Der er jo flere ting i hr. Morten Messerschmidts indlæg. Altså, først og fremmest har han jo ret i, at det var den daværende ligestillingsministers første udmelding, og det var også, og det står jeg gerne ved, for jeg var selv EU-ordfører på daværende tidspunkt, en del af den socialdemokratiske position, dengang debatten kørte, lige da forslaget var blevet lagt frem; men det stod også ret klart ret hurtigt, både efter at den daværende regering tog mandat i Europaudvalget, og som forhandlingerne skred frem, at der ikke var nogen diskussion om, hvorvidt EU reelt havde kompetence til det her, og derved brugte i hvert fald Socialdemokratiet, der dengang var i opposition, men også ret hurtigt efter vi kom i regering, al energi på at forsøge at forhindre, at reglerne blev vedtaget. Men de blev nu engang vedtaget, og derfra har vi jo forsøgt at gøre det til vores opgave at implementere dem, både så de bliver minimumsimplementeret, men jo også så det sker i respekt for danske familiers fleksibilitet.

Hr. Morten Messerschmidt, værsgo.

Vi taler jo slet ikke, minister, om, hvorvidt Danmark har givet beføjelse eller hvorvidt EU har beføjelse på det her område, for det er jo evident, i hvert fald så evident, som det må være på så mange andre områder. Vi taler om, hvorvidt det er ønskværdigt. Og Socialdemokratiet har i hvert fald indtil for ganske nylig haft den position, at det ikke var ønskværdigt, og at EU ikke skal have kompetence på dansk socialpolitik, herunder barselsregler, og det er bare et underligt standpunkt, hvis man på den ene side mener, at EU ikke bør have kompetence på et område, EU har kompetence på, men man så i øvrigt ikke gør noget for at forhindre, at EU har den kompetence, f.eks. ved at gøre det til et tema på et topmøde.

Ministeren.

Jamen jeg vil da gerne gøre det meget, meget klart, og jeg beklager selvfølgelig også, hvis det kan misforstås. Altså, vi synes i rigtig, rigtig mange henseender, at det ikke er ønskværdigt, at der bliver vedtaget fælles EU-regler på områder, hvor de enkelte nationalstater bedre ville være i stand til at regulere det, herunder i særdeleshed i Danmark, hvor vi har en meget, meget stærk og solid arbejdsmarkedsmodel, som hviler på gensidige aftaler mellem arbejdsmarkedets parter. Det, der så til gengæld jo også er en del af forholdene, er, at EU på nuværende tidspunkt har kompetence til det.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger – og vi skal lige spritte af. Tak for det. Hr. Jens Joel, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Og tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte beslutningsforslaget og initiere debatten i dag.

Jeg vil gerne starte med at sige, at vi i Socialdemokratiet er glade for den brede aftale, der er lavet på barselsområdet. Det er vi, fordi vi synes, at man med den aftale sikrer størst mulig fleksibilitet. Man sikrer en minimumsimplementering af det EU-direktiv, som er kommet, og det er også klart, som beskæftigelsesministeren har sagt, at vi jo gerne ser, at danske fædre tager mere barsel.

Når alt det er sagt, er det også rigtigt, og det ligger jo også lidt i beslutningsforslaget og i hr. Morten Messerschmidts oplæg til diskussionen her, at vi gerne havde set, at EU ikke havde blandet sig i det her område, og at EU ikke dikterede, hvordan barselsreglerne skulle indrettes, fordi vi som udgangspunkt synes, at det ligger bedst hos arbejdsmarkedets parter i en dansk diskussion. Sådan har vi nu engang indrettet rigtig mange ting på vores social-, velfærds- og arbejdsmarkedsområde herhjemme.

Men som ministeren også har redegjort for, er det vores opfattelse og har været det en rum tid – men i øvrigt også aktualiseret af det spørgsmål, som hr. Morten Messerschmidt har stillet – at EU jo faktisk på det her område har en kompetence. Og derfor kommer man jo ikke udenom, at hvis man tager det op på et topmøde – uanset at hr. Morten Messerschmidt siger, at et topmøde kun tager et par dage – så må det jo være med henblik på at få en traktatændring, som i givet fald kan lave det om. Og der er jeg enig med regeringen og med ministeren i, at åbner man for en traktatændringsdiskussion, tager det for det første relativt lang tid, og så risikerer man jo også, at der er en hel del andre kræfter i Europa, som vil en anden vej end Danmark, og som udnytter den traktatændringsdiskussion til måske i virkeligheden at flytte sig længere ind over nogle af de social- og arbejdsmarkedsområder, som vi mener vi selv skal regulere. Så det er jeg ikke sikker på er en frugtbar vej at gå.

Men jeg synes til gengæld, at diskussionen om, hvad EU skal fylde på vores sociale område, på vores arbejdsmarkedsområde og på vores velfærdsregulering, er en sund diskussion. Vi har den jo til daglig, når der kommer konkrete forslag. Er det nogle, hvor vi faktisk ønsker EU's indblanding, eller er det, som mindstelønsdirektivet et område, hvor vi siger: EU skal holde snitterne væk, det er noget, danske lønmodtagere og arbejdsgivere skal regulere, og der bliver vi nødt til at sige fra.

Når vi har den grundlæggende opfattelse, at EU-samarbejdet er godt og vigtigt og nødvendigt for vækst og velstand og for klima og for bekæmpelse af skattely og alle de der ting, som er grænseoverskridende, så har vi jo dermed også sagt, at vi synes, det er godt og rigtigt, at vi har et EU-samarbejde. Men det er jo slet ikke det sammen, som at EU-samarbejdet skal brede sig over alle områder. Og derfor vil jeg egentlig byde den diskussion velkommen, som hr. Morten Messerschmidt rejser, om, hvad det er, EU skal regulere og hvordan. Vi mener ikke, at det er hensigtsmæssigt at gå ind i en større diskussion om traktatændringer, og vi glæder os over, at der er lavet et bredt en bred aftale om, hvordan vi minimumsimplementerer det her barselsdirektiv til gavn for danske familier.

Og udover at sige, at Socialdemokratiet ikke støtter beslutningsforslaget her, har jeg lovet at hilse fra SF og Radikale og sige, at de heller ikke støtter forslaget.

Tak for det. Så får vi en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Det er da enormt bizart at hilse en diskussion velkommen, hvis man ikke skal bruge den til noget. Hvad er det, vi skal gå rundt og diskutere for, hvis man ikke er villig til at tage en konsekvens – og ovenikøbet en konsekvens, hvor Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti tilsyneladende er enige her, i hvert fald i, at vi ikke synes, at EU skal blande sig i vores socialpolitik, især ikke i vores barselsregler?

Der er vi så villige til at sige: Så synes vi, vi skal tage det op på et topmøde og få diskuteret med de andre lande, hvordan vi får ordnet det. Jeg ved ikke, om en traktatændring er nødvendig, men man kunne lave en protokol, som vi har det på andre områder, hvor Danmark bare på det specifikke område så udtræder af traktaten, og så kan de, der elsker at EU-regulere deres barselsregler, bare forblive deri. Men det er da en fuldstændig underlig diskussion kun at have diskussionen uden at skulle bruge det til noget, hr. Jens Joel. Hvad skal vi diskutere for, hvis Socialdemokratiet ikke er villige til at tage konsekvensen af, at vi synes, at det EU, vi har i dag, er noget skidt? Skal vi så bare stå her og diskutere for at bruge tiden? Altså, ja, der er fem kvarter tilbage, og så er det en ny dag. Har det haft nogen værdi, hvis ikke Socialdemokratiet er villige til også at konkludere noget og handle på det?

Ordføreren.

Jeg tænker måske, det er slet skjult, hvis man udleder, at Dansk Folkeparti er skeptiske over for vores EU-medlemskab og gerne så, at vi meldte os ud. Der tror jeg bare vi er uenige. Derfor kan jeg jo godt se, at den her diskussion sagtens kan bruges til at finde eksempler på, at EU på nogle områder gør nogle ting, som vi er uenige i, og som vi derfor bekæmper. Så kan man jo bruge det som et argument for, at vi så kunne vælge at melde os ud. Det ville jeg synes var en forkert strategi. Men det betyder jo ikke, at vi ikke skal kæmpe imod, hvis EU blander sig på et område, vi ikke mener de skal blande sig på, eller at vi kan være uenige i den konkrete løsning, hvis det er et område, hvor EU faktisk har kompetencen til at blande sig, men hvor vi synes man vælger de forkerte redskaber.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg forstår slet ikke, hvad det har med sagen at gøre, hr. Jens Joel. Altså, at vi ønsker noget andet med EU end Socialdemokratiet, ændrer vel ikke på, at hvis vi på det her specifikke område er enige om, at EU har fået overdraget en kompetence eller beføjelse, som vi ikke ønskede at EU skulle have – det rejser i øvrigt nogle spørgsmål, i forhold til hvor letsindigt vi i virkeligheden overdrager kompetencen, men det kan de partier, der har stemt ja, jo tænke lidt over i deres lønkammer hen over julen – så må det væsentlige være, at der må være en moralsk pligt til, at man så også gør noget for at få den tilbage i stedet for bare at stå her og sige, at man vil have diskussionen for diskussionens skyld.

Ordføreren.

Jeg tror, man er nødt til at forholde sig til, at når vi har et samarbejde og vi på nogle områder siger, at her mener vi faktisk, at samarbejdet bevæger sig i en forkert retning, eller her er der et flertal, som beslutter noget, som vi er uenige i, så skal man selvfølgelig bekæmpe det politisk, fuldstændig som vi ville gøre, hvis hr. Morten Messerschmidt fremsatte noget i Folketingssalen, som vi var uenige i. Men diskussionen om, hvorvidt man skal være med i fællesskabet, er jo en anden, og diskussionen om, hvorvidt man skal lave traktatændringer for at kunne lave om på de grundlæggende spilleregler, er en helt anden og åbner for nogle andre diskussioner, som vi ikke er sikre på at vi ville få lige så meget ud af, som hr. Morten Messerschmidt synes han vil.

Tak til hr. Jens Joel. Så er det hr. Hans Andersen, Venstre.

Tak for det. Vi behandler som nævnt et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti, der pålægger regeringen at bringe de fælles EU-barselsregler op på det førstkommende EU-topmøde. Forslaget henviser også i bemærkningerne til EU's orlovsdirektiv, som jo senest har været grundlag for en aftale, vi har indgået her i Folketinget blandt en række partier. Aftalen baserer sig bl.a. på anbefalinger fra arbejdsmarkedets parter, der har brugt kræfter på at finde en god løsning. Venstre er også gået ind i forhandlingerne og har taget ansvar for at sikre forældrene mest mulig frihed og valgfrihed, men vi har også lagt vægt på, at det skulle handle om en minimumsimplementering.

Vi tog ansvar, og vi synes også, at vi har lavet en god aftale. Det, der var et ønske om i flere partier, som indgår i aftalen, nemlig at vi skulle have flere øremærkede uger end det, som orlovsdirektivet lagde op til, forhindrede Venstre. Vi har også sikret, at de selvstændige ikke er en del af aftalen. Det er vi også tilfredse med. Men det ændrer jo ikke på, at vi sådan set også, da vi havde regeringsmagten, var modstandere af et orlovsdirektiv. Vi stemte også imod, fordi vi grundlæggende har den opfattelse, at velfærdssamfundet og den danske arbejdsmarkedsmodel er et anliggende for de nationale parlamenter. Det er Venstres holdning.

Men det ændrer jo ikke på, som det også er blevet sagt her ved behandlingen af det her beslutningsforslag, at i forhold til nærhedsprincippet, og i forhold til om EU har kompetence, har EU kompetence på lige præcis det her område omkring orlov. Hvis det skal ændres, kan vi jo godt, som Dansk Folkeparti foreslår her, tage det op på et EU-topmøde ved sådan set at lægge op til, at det skal med i en kommende traktatændring, for det er det, det indebærer for at få ændret reglerne. Vi er nok af den opfattelse, at det ikke er klogt på nuværende tidspunkt. Vi er i hvert fald ikke i Venstre i den situation, at vi siger: Nu har vi gjort tegnebrættet op, og vi ønsker at lave de her ændringer i traktaten, og vi tror samlet set, at det kan ende ud i en god aftale.

Risikoen er vel, at hvis vi bringer det her op, er der andre lande, der kommer med andre ønsker til ændringer af traktaten, og så er det ikke sikkert, at det falder ud til fordel for Danmark. Så vi er grundlæggende skeptiske over for at bringe det her op med det mål at få flyttet og ændret kompetencen, for der er sådan set den risiko, at vi ender med et dårligere resultat end det, vi står med lige nu, selv om vi sådan set er fuldstændig enige med Dansk Folkeparti i, at orlov og orlovsændringer er og bør være et anliggende for det nationale parlament. Så med de ord kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget. Tak.

Der er en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt.

Jamen den frygt er jeg heldigvis i stand til fuldstændig at fjerne fra Hans Andersen, og det vil glæde mig, for han skal jo ikke gå julen i møde i en frygtsom tilstand. Det er sådan, at man kun kan ændre traktaterne, hvis alle lande er enige. Så skulle vedtagelsen af det her forslag føre til sådan en Pandoras æske af alle mulige forslag, kan Danmark bare sige: Nej, nej, nej, det vil vi ikke.

Så det behøver Hans Andersen slet ikke at være bekymret for. Hvis jeg var Hans Andersen, ville jeg være meget mere bekymret for en anden ting, nemlig det forhold, at de to partier, der bejler til regeringsmagten – det er ovenikøbet to partier, der tilsammen har et flertal her i Folketinget – åbenbart siger, at de er enige med Dansk Folkeparti i det her, men at de intet vil gøre ved det. De vil, som Jens Joel siger, gerne have en diskussion om det, men vil de handle? Uha nej, for så sker der jo sikkert noget. Nej, det gør der ikke, Hans Andersen. En gang imellem sker der faktisk kun noget i den retning, man gerne vil, fordi man gør noget af det, man gerne vil, og hvor farligt er det at tage noget op på et EU-topmøde? Ja, man kan selvfølgelig sige, at der ikke er nogen, der har prøvet det, for jeg har ingen erindring om en dansk regering, der for nylig overhovedet har haft mandsmod nok til at tage noget op på et EU-topmøde.

Men måske var det faktisk for en gangs skyld nu, hvor der er et flertal i Folketinget, der i hvert fald i ord er villig til at gøre noget ved det her, på sin plads, at man så også handlede.

Ordføreren.

Jeg tænker jo stadig væk, at risikoen er, selv om der er veto for de enkelte lande, at der, hvis vi fra Danmarks side bringer op, at vi skal have ændret i traktaten, også er andre lande, der har enkelte små ting og ændringer, de ønsker at få foretaget. Så er jeg helt med på, at der kan være veto, og at det så betyder, at ingenting kan ske. Men så er det jo det, vi kommer til at diskutere det næste år i EU, og jeg tror simpelt hen ikke, det er en fornuftig brug af hverken vores tid eller den tid, vi bruger i fællesskab i EU-regi for at bringe EU fremad og de enkelte nationalstater fremad, at vi diskuterer eventuelle ændringer af traktaten. Det tænker vi i hvert fald ikke er den vej, vi skal gå.

Så er jeg helt med på – og der er vi jo enige – at det med orlovsdirektivet nu er vedtaget af et flertal i EU. Vi stemte imod det, nu er det kommet hertil, og nu har vi implementeret det på den bedst mulige måde.

Tak. Hr. Morten Messerschmidt, værsgo.

Det understreger jo bare paradokset. Altså, i hvert fald både Venstre, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti stemte for den her traktat tilbage i 1972 og i 1992, da det så fik sin egen bestemmelse. Det vil sige, at man er de partier, der har overdraget beføjelsen, og i dag står man så og siger, at man i virkeligheden var imod den beføjelse, man så overdrog. Så man var imod det, man gjorde, og nu her 30 år efter er man ikke villig til at rette den fejl, som man dengang begik.

Kan hr. Hans Andersen ikke godt se, at det i hvert fald over for den danske befolkning, som måske kerer sig lidt mere om dansk suverænitet end de tre partier, jeg nævnte før, kan virke paradoksalt?

Ordføreren, værsgo.

Men jeg tror også, danskerne ved, at når man indgår en fælles aftale, bliver der givet og taget, og samlet set er Venstre af den opfattelse, at det er en gevinst at være medlem af EU. Hundredtusindvis af danske arbejdspladser er afhængige af, at vi kan eksportere vores varer til EU-lande, og samlet set finder vi, at det er en gevinst.

Så er vi helt med på, og det tydeliggør debatten, at vi ikke har været tilhængere af øremærket barsel, som det er vedtaget i EU, men vi har fået det bedste mulige ud af det. Tak.

Tak til hr. Hans Andersen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak for at spritte af. Fru Katarina Ammitzbøll, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Er der noget bedre her den 21. december end at stå og tale om EU og barsel. Det er jo herligt. Det er et emne, der er blevet drøftet en hel del i dette år, og særlig det her med den øremærkede barsel har vi alle sammen drøftet, og det er jo også noget, som vi i Det Konservative Folkeparti stemte imod. Men med det her forslag pålægger DF her regeringen, at de skal tage barsel op på det førstkommende topmøde. Nu er det ikke, fordi jeg normalt vil stå og forsvare regeringen, men der har jo været rejst kritik af Kommissionen omkring den øremærkede barsel til mænd, og man kan godt drøfte barsel, men der er jo tale om delt kompetence, og der har været rejst kritik. Så spørgsmålet er måske snarere, og det kunne man tage op, hvordan national kompetence defineres og beskyttes, og hvilke kriterier der ligger for det.

Et andet forslag, der er i det her beslutningsforslag, er, at det skal kortlægges, i hvilket omfang EU har kompetence til at bestemme barsel. Jeg vil sige, at der jo allerede er lavet flere notater, både inden for beskæftigelsesområdet og EU-området, og det har jo altså været vurderet også fra Kommissionens side, at det ikke strider imod det. Men man kan få det her nærmere afklaret, og det kan man jo tage op i et eventuelt udvalgsarbejde.

Desuden siger forslaget her, at der skal arbejdes for at hive kompetencen hjem igen, og man citerer her fra Folketingets Ligestillingsudvalg, som har udtalt:

»Forslaget strider mod nærhedsprincippet, idet udviklingen i orlovsrettigheder bør ske nationalt under hensyn til de nationale traditioner.«

Måske mangler DF her at oplyse, at Folketingets partier faktisk ikke blev enige om, hvorvidt det var i strid med nærhedsprincippet, i den kritiske udtalelse, man sendte til kommissær Marianne Thyssen og kommissær Věra Jourová i juni 2017. Det var faktisk kun DF og EL, der udtalte det i det kritiske brev. Det er rigtigt, at Ligestillingsudvalget nævnte det, men ikke for Folketingets partier.

Nu har orlov været delt kompetence siden 1973, så EU har beføjelser på det her område. Det er jo ikke en enekompetence, men et delt kompetenceområde, hvor medlemsstaterne også kan lovgive. Vi synes jo her, at EU gik for langt sidst med den øremærkede barsel, men det betyder jo ikke, at vi skal tage det helt op og lave en traktatændring. Hvis kompetencen netop trækkes tilbage, som det foreslås af DF, vil det kræve en traktatændring, og hvad ville det betyde for andre områder, og er det den rigtige vej at gå? Det blev også nævnt af den forrige ordfører. Så måske er den vej, vi faktisk skal gå, at få set på, hvad den nationale kompetence er, og hvordan vi får den mejslet fast, får efterset kriterier, så de er utvetydige og klare, så man hermed sikrer, at den danske regering har mulighed for at udmønte regler om barsel såvel som beskæftigelse i overensstemmelse med danske traditioner og lovgivning. Det kunne vi godt se, men vi kan ikke stå inde for det her beslutningsforslag. Tak for ordet.

Hr. Morten Messerschmidt, en kort bemærkning.

Som jeg forstår det, stemmer Det Konservative Folkeparti imod implementeringen af det her direktiv. Betyder det så også, at man er uenig i, at EU har fået beføjelsen, altså ligesom vi har hørt det fra Venstre og Socialdemokratiet – ikke dermed sagt, at man har lyst til at gøre noget ved det, det er slet ikke det, jeg antyder – og at man er af den opfattelse, at det var forkert, at EU fik den her beføjelse?

Ordføreren.

Nu skal jeg forstå ordførerens spørgsmål ret, altså om EU har fået den her beføjelse oprindelig, helt tilbage i 1973 og før det. Det er svært at sige, og man kan være for eller imod. Det har ligget der i så lang tid. Det, vi ser nu, er, at det er en delt kompetence, og det er jo det, vi hæfter os ved, så det altså er muligt at lovgive også på dansk jord, og det er det, vi skal have fokus på. Der er jo flere andre områder, hvor der er delt kompetence, og vi kan se, at EU er ved at gå for langt. Der er rigtig mange gode ting i EU, men på det her område går EU længere og længere. Det har vi set på bl.a. mindstelønsområdet, og vi drøftede det jo med kommissæren, der kom til Danmark, og han lovede at beskytte den danske model, men det skete ikke. Så her er der brug for, at vi stiller mere op og siger, at den nationale kompetence skal respekteres.

Hr. Morten Messerschmidt.

Ja, undskyld, men jeg forstod simpelt hen ikke svaret. Er Det Konservative Folkeparti for eller imod den beføjelse, som EU-samarbejdet i dag har i forhold til barselsregler?

Som der blev givet i sin tid? Jeg må undersøge nærmere, hvad vi har stemt helt tilbage i den tid, for historikken står ikke helt klart for mig.

Hr. Jens Joel.

Tak for det, og tak til den konservative ordfører, også for i lighed med os ikke at støtte beslutningsforslaget. Ordføreren siger, at det her er en EU-kompetence, og også den regering, som ordførerens parti var en del af før sidste folketingsvalg, vurderede jo, at det faktisk var en EU-kompetence. Nu har man så vedtaget et direktiv, som Det Konservative Folkeparti, som jeg forstår det, så ikke vil implementere. Altså, man vil stemme imod implementeringen af et EU-direktiv. Kan den konservative ordfører nævne eksempler på, at det er sket, at et regeringsbærende parti ikke vil implementere noget lovgivning fra et fællesskab, man er en del af?

Ordføreren.

Nej, ifølge min erindring er det ikke sket før. Nu var det også sådan, at vores mep i Bruxelles heller ikke i sin tid stemte for forslaget om den øremærkede barsel til mænd, da det blev behandlet. Nu er det udmøntningen af det, som vi har været imod, og vi synes også, at det er på sin plads at markere, at der altså er nationale kompetencer, der skal respekteres. Det var også lidt en anden tid, men nu ser vi jo bare, at EU går længere.

Nu nævnte jeg også mindstelønnen, og jeg sad i det samme møderum som kommissær Nicolas Schmit. Vi sad i EU-udvalget og talte om mindstelønnen, og der blev lovet, at man ville respektere den danske tradition og trepartsaftaler. Hvad er det, der sker? Det kører videre alligevel. Så der er jo behov for, at vi begynder at stille op i forhold til nogle ting, særlig på beskæftigelsesområdet.

Hr. Jens Joel.

Jeg kan godt være enig i, at der er nogle diskussioner, vi skal have her, men med al respekt er det jo ikke noget argument for, at et parti, der ønsker at være regeringsbærende, ikke vil implementere noget EU-lovgivning. Der er jo ikke frit valg. Det er jo et forpligtende samarbejde, vi er med i. Alligevel ønsker De Konservative ikke at støtte en implementering. Hvad er egentlig planen for at undgå det? Forestiller man sig at tage en retssag, som man taber, eller hvad er den konservative plan, hvis man på et tidspunkt skulle komme i regering?

Ordføreren.

Nu har vi jo heldigvis som opposition muligheden for netop at vise vores markante holdning og sige, at det vil vi gå imod, fordi det simpelt hen går for langt. Hvis vi havde siddet i regering, havde vi måske også taget det højere op og måske været meget mere udfarende og havde forhandlet meget tidligere i Bruxelles om det her og også markeret. Det kom jo tidligere, og vi har ikke stemt om det, men vi har taget diskussionen op tidligere.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Det er altid sjovt at have de her diskussioner om enkeltelementer i EU-samarbejdet, som relativt mange, i hvert fald i Danmark, kan se man aldrig rigtig har haft en intention om at EU skulle blande sig i. For nogle uger siden var det spørgsmålet om mindsteløn, hvor EU nu har grebet omkring det danske overenskomstsystem på en måde, som jeg tror de færreste af dem, der i sin tid stemte for EF- og EU-traktaterne, har ønsket eller forudset. Nu har vi så barselsreglerne, og det er jo en tilbagevendende diskussion på område efter område, hvor EU alligevel, uden at man havde forudset det, har fået beføjelse.

Det, der er den måske tragiske side af den til tider nogle gange lidt komiske opførelse, er jo, at der ikke er nogen af de partier, som i sin tid har stemt for traktaterne, der tilsyneladende er villige til så også at gøre noget ved det. For hvis man sætter hele EU-medlemskabet på spil, kommer det til at koste rigtig, rigtig meget. Man kunne også indvende, at den, der hele tiden dukker hovedet, intet har at miste. For det her handler jo ikke kun om kroner og øre, og det handler i øvrigt heller ikke om det danske EU-medlemskab. Det handler om, at man som spiller i en klub nogle gange siger stop. Når spillereglerne bliver brudt, når forudsætningerne bliver krænket, siger man: Det var ikke det her, vi skrev under på.

Når ovenikøbet de partier, der altså i sin tid har stemt for – både i 1972, som vi hørte ministeren sige det, men også i 1992 – i dag kan sidde og sige, at det ikke var det, der var deres forudsætning, hverken vedrørende mindstelønnen eller barselsreglerne eller socialpolitikken, så er det vel egentlig ikke for meget at forvente, at der bliver sagt stop. Det, vi i dag i Dansk Folkeparti har fremsat som forslag, er jo ikke, at Danmark så som en konsekvens skal træde ud af EU. Det kunne vi såmænd godt foreslå, men vi gør det på en anden måde og i en anden sammenhæng. Det, vi gør, er, at vi foreslår, at man inden for de etablerede spilleregler, der gælder, når man holder topmøder i EU, tager det her op enten som udenrigsminister eller som statsminister. Det er ikke ualmindeligt, at der holdes topmøder, det sker faktisk med en relativt jævn frekvens, og det er heller ikke ualmindeligt, at lande melder ind, at man gerne vil diskutere det ene eller det andet, og det kan være økonomiske anliggender, det kan være traktatmæssige anliggender, det kan være udenrigspolitik osv. Der vil ikke i EU-samarbejdet være nogen som helst, der ville synes, at det var underligt, at Danmark, som generelt betragtet jo anskues som et EU-kritisk, eurokritisk land, ville have en diskussion om, hvorvidt den meget voldsomme integration af magt, der sker, skulle drøftes på højeste niveau. Men det kan vi så ikke komme igennem med.

Det Konservative Folkeparti fandt jeg aldrig rigtig ud af hvorfor var imod, men i hvert fald kan jeg forstå, at Venstre og Socialdemokratiet primært er imod, fordi man kun vil have diskussionen. Det synes jeg ærlig talt er lidt pauvert. Hvorfor skal man have en diskussion, hvis man så ikke er villig til at handle ud fra, at vi tilsyneladende er enige om, at EU på nogle områder i dag i hvert fald er gået for vidt? Hvorfor skal det altid være sådan, at hvis man påpeger de mange huller i osten, får man at vide, som hr. Hans Andersen sagde, at vi har så mange erhvervsinteresser, eller som hr. Jens Joel sagde, at så åbner vi for Pandoras æske? Hvorfor kan man ikke bare forholde sig til det, der er kritikken? Måske er det, fordi japartierne ikke er i stand til at forholde sig til kritikken, at vi aldrig nogen sinde rent faktisk får gjort noget ved tingene. Det synes jeg da må kalde på en lille smule refleksion.

Nu ved jeg godt, at tiden er ved at rinde ud sådan i fysisk forstand – vi er kommet lidt længere hen på dagsordenen, end jeg tror de fleste af os havde håbet og forventet, i forhold til hvornår den her tågede diskussion om EU skal finde sted. Men måske er tiden også ved at rinde ud for de partier, der tror, man kan blive ved med bare at bilde befolkningen ind, at kritik nødvendigvis fører til, at der så sker noget helt frygteligt. For briterne har jo vist, at det gør der ikke nødvendigvis.

Den britiske samhandel med EU var i sommer, da coronaen var nede, fuldstændig på niveau med det, som gjaldt, inden briterne valgte at melde sig ud. Jeg siger ikke det her for at true nogen – det kunne aldrig nogen sinde falde mig ind – jeg siger det bare som en venlig påmindelse: Hvis man som et af de partier, der traditionelt betragter sig selv og betragtes som pro-EU, er så bange for ikke bare at tage diskussionen om, men også konsekvensen af, at EU i dag har fået langt større beføjelser, end man havde forventet, og har langt mere reguleringsmagt end det, som jeg tror et stort flertal i den danske befolkning ønsker sig, så kunne det jo godt være, at det faktisk satte en negativ spiral i gang. Det vil jeg og mit parti, Dansk Folkeparti, på ingen måde hilse uvelkommen. Tværtimod, vi agter sådan set selv at skubbe gang i den proces ganske snart, for vi ønsker en dansk udmeldelse af EU.

Men hvis man ikke ønsker det, kunne det jo være, man skulle gøre EU bare en lille smule mere appetitligt for den europæiske, herunder også for den danske, befolkning og ikke kun ønske sig en diskussion, men rent faktisk også at prøve at bevæge EU i en anden retning. Det er bare ment som en venlig henstilling eller opfordring.

Vi kommer i hvert fald i mit parti til kontinuerligt at pege på de fejl og mangler, der er i det her EU-samarbejde, ikke bare for, som hr. Jens Joel siger, at få en diskussion om det, men også for at sige, at hvis ikke det er muligt at påvirke EU-samarbejdet i en retning, der for os, for flertallet her i Folketinget, og angiveligt nok et endnu større flertal ude bag de tykke mure, er det, vi ønsker, så er der jo kun ét alternativ, og det er et Dexit, altså at gøre, ligesom briterne har gjort. Og det er ikke, fordi vi ikke ønsker at samhandle, hr. Hans Andersen, for det er helt åbenlyst, at ligesom vi i øvrigt har en fordel af, at de 50 stater i USA har slået sig sammen, og at man altså der har ét marked, vi kan eksportere samlet til, mon ikke vi så vil have de fleste af de fordele ved det indre marked, som findes i dag, også selv om vi selv trådte ud af det? Det er trods alt stadig væk ca. 25 lande, man så kan eksportere til, indtil der selvfølgelig også er andre, der dér bliver klogere og begynder at forlade den synkende skude.

Men måske er det sådan set hele pointen: Hvis nu EU bare var blevet ved EF, hvis nu man ikke var begyndt at blande sig i alle mulige politiske spørgsmål fra udlændingeanliggender til socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik, skoleforhold, og hvad ved jeg, så kunne det være, at kærligheden, opbakningen og begejstringen var en lille smule større at spore uden for Europabevægelsens lukkede lokaler. Det er jo det, der er hele pointen, altså at der er en grænse for, hvor lang tid man kan snyde befolkningen – eller true befolkningen – til at tro, at det her EU-samarbejde er så helligt, at det ikke kan ændres. For det kan det, og hvis ikke man gør det, så smuldrer det fuldstændig. Det er muligt, at vi er uenige om, hvor vi gerne vil hen – det tror jeg må være relativt klart – men som en venlig opfordring vil jeg bare sige, at hvis man er bange for at ændre noget, der ikke virker, så ender det altså med, at alt det, man prøver at beskytte, smuldrer ud igennem hænderne på en. Tak, formand.

Der er en kort bemærkning til hr. Jens Joel, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg er egentlig enig med hr. Morten Messerschmidt i, at man selvfølgelig bliver nødt til ikke bare at diskutere, men også at kæmpe. Det er fuldstændig, ligesom det foregår her i Folketingssalen, hvis der er et blåt flertal og der bliver fremsat noget og måske endda vedtaget noget, som man er uenig i herovre; så er løsningen på det jo heller ikke at melde sig ud af kongeriget og lade være med at deltage i debatterne i Folketinget, men jo nogle gange at stemme imod og sige: Vi vil arbejde for, at der er et flertal for noget andet.

Derfor vil jeg bare bede hr. Morten Messerschmidt om at bekræfte i forbindelse med den diskussion, vi har i dag, om barsel, at Danmark jo stemte nej til det.

Ordføreren.

Jeg kan i den grad bekræfte, at Danmark stemte nej, men jeg må også sige, at den analogi, som Jens Joel prøver at knytte, jo ikke holder. For vi har et flertal i Folketinget, endda et komfortabelt flertal, der siger, at vi ikke ønsker, at EU skal have beføjelserne til barselsreglerne. Og så kan Danmark stemme nej herfra og til dommedag, men det ændrer jo ikke på, at EU har fået kompetencen. Det er jo helt anderledes, end hvis der er et flertal i Folketinget, som beslutter sig for noget tosset, for så kan den danske befolkning, hvad jeg inderligt håber i forhold til den parlamentariske sammensætning her ved næste folketingsvalg, jo sige: Det der er tosset, vi vil have noget andet. Men om så alle Folketingets medlemmer mente, at EU ikke skulle have beføjelserne på det her område, så kan det jo ikke ændre noget, for vi har kun de medlemmer, vi har, i Europa-Parlamentet; vi har kun de stemmer, vi har, i Ministerrådet; og vi har kun den ene kommissær, som vi har, og så er der domstolene, hvis man skal tælle dem med. Så derfor holder billedet jo ikke, hr. Jens Joel.

Hr. Jens Joel.

Der er en række problemer, som vi jo ikke har en chance for at løse herhjemme: bekæmpelse af skattely, klimaforandringer, miljøbeskyttelse, fiskeri, alle mulige ting og i øvrigt det indre marked, som jeg også ved at hr. Morten Messerschmidt bakker op om. Derfor er det sådan set grundlæggende i dansk interesse, set med vores briller, at vi har et samarbejde. Og derfor ender man jo, hvis man ikke kan få ret i det samarbejde, med den exitmulighed, som hr. Morten Messerschmidt argumenterer for. Det er jo fair nok, at det er det, man er uenig i; jeg synes bare, at man skal stå ved, at det, man søger med den her konfrontation, i virkeligheden er et dexit og ikke en indflydelse på, hvor EU bevæger sig hen.

Tak for det. Hr. Morten Messerschmidt.

Nej, altså, det beslutningsforslag, vi har fremsat her, og som hr. Jens Joel jo udmærket gennemgik, handler ikke om dexit. Det tager vi en anden dag, eller jeg har det stort set på dagsordenen hver dag, men det er ikke lige nu.

Det her handler om inden for den spilleplade, der gælder i EU-systemet, at rejse et spørgsmål, som hr. Jens Joel siger han er enig i, men som han ikke engang vil rejse. Det er det, der er paradokset. Der er ikke noget underligt i, at vi mener noget forskelligt – det kommer vi sikkert til på mange områder de næste rigtig mange år. Det underlige er, at her mener vi det samme, men hr. Jens Joel vil ikke gøre noget ved det.

Tak til hr. Morten Messerschmidt. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Der er ikke flere, som har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Europaudvalget. Og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.