I 2020 blev der lavet en udligningsreform, som endnu en gang gav endnu mere såkaldt udligning fra såkaldt velstillede kommuner til såkaldt mindre velstillede kommuner. Når jeg siger »såkaldt«, er det, fordi den udligningsreform, der blev lavet, ikke var bygget på nogen objektive kriterier.
Det var ikke sådan, at man havde en analyse, som dokumenterede, at de kommuner, der har flest penge, skal aflevere til de kommuner, der har færrest penge. Det byggede alene på sympatier for bestemte kommuner, for bestemte valgkredse, hvor folketingsmedlemmer og ministre er valgt, og hvor nogle partier har en overrepræsentation i forhold til andre partier.
Det første, der skete, var, at Det Konservative Folkeparti blev smidt ud af forhandlingerne. Så var der ligesom arbejdsro, og så kunne Venstre og Socialdemokraterne sætte sig sammen og blive enige om, at de fleste socialdemokratiske kommuner skulle have flere penge, og at de fleste Venstrekommuner skulle have flere penge. Og så var der et lille mindretal – det var de konservative kommuner – som skulle betale regningen. Den aftale lavede man så.
Udligningsreformen er så kompleks og består af så mange parametre, så man kan skrue det sammen, sådan at man kan sikre sig, at helt bestemte kommuner bliver vindere og andre kommuner bliver tabere, hvis man bare drejer de rigtige steder. Der er så mange skruer at dreje på, at man faktisk kan få præcis det billede af landskabet, som man gerne vil have, og ramme præcis de kommuner, som man ønsker at ramme. Der er intet objektivt i det; det er rent magtspil, hvor man giver til sine venner og tager fra nogle andre – jeg vil ikke kalde det fjender – som man ikke er lige så tæt på.
Borgerne reagerede ret kraftigt på det her ved kommunalvalget. I en kommune som Rudersdal kan man se en til en, at som resultat af den udligningsreform er der ikke længere en Venstreborgmester, men nu en konservativ borgmester, fordi borgerne er blevet meget, meget sure over den udligningsreform. Det samme resultat kan man se andre steder rundtomkring, især i hovedstadsområdet, hvor det var, man havde valgt at tage særlig mange penge. Så på den måde er der jo kommet en politisk konsekvens af udligningsreformen, men der er også nogle økonomiske konsekvenser, som kommunerne kæmper med.
Forslaget her handler specifikt om det absurde i, at når nogle kommuner nu skal betale regningen – altså den ekstraregning, de har fået i udligning – så har de ikke andre steder at finde pengene end ved at sætte skatten op. Der er tale om ret store beløb i de kommuner, som er ramt hårdest af udligningsreformen; i Gentofte, Rudersdal, Lyngby-Taarbæk eksempelvis rammer det meget hårdt, og der er man nødt til at sætte skatten op. Det er der i hvert fald totalt enighed om i kommunalbestyrelserne i de kommuner. Der er ikke rigtig nogen, der sidder og siger, at det kan de sagtens klare, eller at det kan de sagtens spise ved at skære på deres plejehjem. Der er sådan en ret bred enighed om, at man er nødt til at sætte skatten op.
Når kommunerne så sætter skatten op, bliver de også udlignet af den ekstra skat, de får ind, og det vil sige, at regningen faktisk bliver flere gange større, end den var indledningsvis. Så når en kommune som Gentofte eksempelvis bliver bedt om at aflevere, jeg mener det er 164 mio. kr., så bliver regningen flere gange større, fordi de forsøger at opkræve det i skat, og så skal de betale ekstra.
Vi tænker, at det trods alt måske ikke har været meningen, at man ville straffe kommunerne sådan tredobbelt i forhold til de beløb, som man har meldt ud til offentligheden man ville tage fra kommunerne – og så er det i virkeligheden tre gange så meget, man tager. Det tænker vi ikke har været intentionen. I hvert fald synes vi, at der har været en uærlig kommunikation over for offentligheden, når man har lagt de her tal på bordet og så ikke har været ærlig om, at det i virkeligheden er tre gange så meget, man tager fra kommunerne.
Det er derfor, vi har fremsat det her beslutningsforslag. Vi tænker, at en ting er, at man har lavet en usaglig udligningsreform, som ikke bygger på noget som helst andet end sympatier og mavefornemmelser, og at man altid synes, at lige præcis ens egen kommune har det særlig hårdt; noget andet er, at man faktisk straffer kommunerne tredobbelt, ved at man også udligner deres ekstra skat, som de er nødt til at kræve ind.
Det er det, som beslutningsforslaget konkret handler om. Jeg er ked af at høre, at der ikke er flertal for det her igen i år. Det kan være, vi skal prøve at fremsætte det igen senere hen. Vi tænkte, at resultatet fra kommunalvalget måske havde fået nogle til at overveje, om ikke man var gået lidt for langt over for de kommuner, når man ser, hvor kraftigt borgerne har reageret på det, og at man måske derfor ville have støttet beslutningsforslaget. Men det må vi så konstatere ikke ser ud til at være tilfældet, desværre.