B 29 Forslag til folketingsbeslutning om en national strategi for bevægelse i folkeskolen.

Af: Stén Knuth (V), Marlene Ambo-Rasmussen (V), Marie Bjerre (V), Anni Matthiesen (V), Kenneth Mikkelsen (V) og Ellen Trane Nørby (V)

Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget

Samling: 2021-22

Status: Bortfaldet

1. behandling den 11-01-2022

Hele debatten
Overblik over alle taler
Ordfører- og ministertaler

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det sidste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 29:

Forslag til folketingsbeslutning om en national strategi for bevægelse i folkeskolen.

Af Stén Knuth (V) m.fl.

(Fremsættelse 09.11.2021).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er børne- og undervisningsministeren.

Tak for det. Det her er jo en af mine yndlingsdagsordener, så det er en af dem, vi virkelig har tilfælles, og derfor vil jeg sige tusind tak til Venstre og ikke mindst hr. Stén Knuth for at blive ved med at holde fast i det her område. Jeg vil dog også sige, at selv om det for min skyld kunne være et tema, vi drøftede på ugentlig basis, ville det være lidt synd for skolerne, hvis vi så også på ugentlig basis skulle finde på nogle nye redskaber, før vi havde set, om de redskaber fra ugen før faktisk virkede. Derfor vil jeg gerne annoncere, at uanset hvor mange gange man tager det her op, stiller jeg meget gerne op til at tage debatten om det, fordi jeg synes, det er vigtigt, og jeg tror, at jo flere gange, vi debatterer det, jo mere vil det også brede sig de steder, hvor man endnu ikke er nået i mål med at få bevægelse ind i skoledagen, så man kommer videre med det. Så jeg synes, at debatterne i sig selv er vigtige, vil jeg gerne sige, men det betyder altså ikke, at vi, hver gang vi tager debatten, dukker op med et nyt redskab, som de så også skal anvende på skolerne, for jeg tror faktisk på, at de redskaber, vi har taget stilling til, virker.

Det er sådan, at vi i næste uge også har en forespørgselsdebat, anmeldt af Venstre, om lovkravet om de 45 minutters bevægelse, og der vil nok være nogle pointer, der går igen, men som sagt mener jeg faktisk, at det er en selvstændig pointe at blive ved med at have en offentlig debat om det. Så langt, så godt, så lad os endelig blive ved med det.

Det er jo generelt sådan på skoleområdet, at selv om nogle her i parlamentet godt kunne tænke sig, at man bare kunne lave lovgivning, så alt med et fingerknips ville være, som man havde besluttet herinde, så kan jeg afsløre, at sådan er det ikke. Det er faktisk noget af det, jeg synes er en af de utrolig formildende omstændigheder ved lærerstanden i Danmark, nemlig at man gør de ting, som man synes er fornuftige, så godt man kan. Sådan har det altid været med skolesektoren i Danmark, og det er jo efter min mening en utrolig positiv afart af selvstændig tænkning, som jeg sådan set tror vores børn og unge har godt af, at deres lærere er indehavere af. Men det giver så også den frustration, at hvis lærerne ikke synes, at det, man har vedtaget, er fornuftigt, så er det altså ikke nødvendigvis sådan, at de gør, som der bliver sagt, og det kan så skabe en vis frustration i parlamentet og ikke mindst også indimellem hos ministeren. Men sådan er det heldigvis, og det betyder også, at vi har et fundament for, at kritisk tænkning og selvstændighed og al den slags, vi bryster os af at være gode til i Danmark, får skoleeleverne så ikke fra fremmede, men fra deres lærere, som også er i stand til selv samme.

Derfor er det altså ikke sådan, at vi kan træffe en beslutning om, at der skal være 45 minutters bevægelse i skolen, og så gør man det så også bare i skolerne, og derfor betyder det, at vi skal være rigtig gode til at argumentere for det. Så selv om vi har indført lovgivningen, så de rent faktisk skal gøre det, og vi med jævne mellemrum også kan fortælle dem, at de skal gøre det, kræver det også, vi gør det stykke benarbejde, der skal til, for faktisk at overbevise lærerne om, at det er en rigtig god idé, og derfor er de offentlige debatter vigtige, og det er det både med forespørgselsdebatten, og det er også med den debat, der er her i dag. Jeg vil i hvert fald i enhver tænkelig sammenhæng argumentere for og forsøge at overbevise så mange, som jeg overhovedet kan, om, at det virkelig er en god idé, at man får bevægelse ind i undervisningen.

Det er jo ikke, fordi minutkravet i sig selv er et mål, for det er det bestemt ikke, men intentionen om, at bevægelse skal være en integreret del af skolens hverdag, og at eleverne skal bevæge sig hver eneste dag, er vigtig, og det er den, fordi eleverne trives bedre med det. Og vi har kunnet konstatere, at det fortsat er sådan, at der er en række skoler og lærere, som på trods af de meget klare lovgivningsmæssige krav, som er formuleret i folkeskoleloven om de gennemsnitligt 45 minutters bevægelse om dagen, er det ikke blevet til virkelighed alle steder, langtfra.

Vi er som regering meget optaget af at øge friheden for skoler rundtomkring i Danmark, og jeg er så glad for bevægelseskravet, at det vil være en af de sidste dele af lovgivningen, jeg lader falde; vi har alle sammen sådan nogle lister over hvad de første af de krav, vi lader falde, er. Folk har forskellige lister her i Folketinget. For nogle ville det første, de gav frihed fra, være de nationale test, fordi de altid har elsket at hade dem, mens det for andre er noget andet, der står øverst. For mit eget vedkommende er det sådan, at når alle andre partier har tilsluttet sig at fjerne al anden regulering, når vi til kravet på 45 minutter i forhold til bevægelse.

Inde i den diskussion om frihed står jo i virkeligheden en diskussion om new public management, og vi er heldigvis efterhånden alle sammen ved at være noget til den erkendelse, at det skal være slut med det. Kravet om de 45 minutter er i den grad en reminiscens af lige præcis det, altså et ønske om at detailstyre på enkeltelementer i folkeskolen, det anerkender jeg fuldstændig. Og derfor kan man sige, at hele diskussionen om at have lovbestemt 45 minutters bevægelse er paradoksal i forhold til den diskussion, vi har om frihed til folkeskolerne. Det skal jeg være den første til at erkende.

Jeg håber, at alle skoler vil arbejde på, at eleverne bevæger sig mere i skoledagen, og det er selvfølgelig, fordi jeg mener, at bevægelse hænger uløseligt sammen med, at skolerne og skolehverdagen for rigtig mange bliver nemmere, bedre, noget, de glæder sig mere til, og i øvrigt noget, de får mere ud af, også fagligt. Vi ved, at der er en positiv sammenhæng mellem bevægelse og læring og trivsel og sundhed, og det er præcis derfor, at det for nogle af os står så enormt centralt, at selv om det er en lidt gammeldags måde at drive skole på og lugter langt væk af new public management, holder vi utrolig stramt fast i lige præcis det her krav.

Som I ved, annoncerede statsministeren i sin nytårstale, at der skulle være mulighed for, at flere kommuner kom med og fik mulighed for de velfærdsaftaler, som vi indtil nu på skoleområdet har lavet med Holbæk og Esbjerg Kommuner, og alle ved godt, at det her ikke er en hegnspæl i den sammenhæng, og det vil sige, om ikke virkeligheden mon kommer til at overhale det her beslutningsforslag indenom, forstået på den måde, at jeg har svært ved se de kommuner for mig, hvor man ikke vil stille sig positivt over for, at ens skolevæsen skal indgå i de velfærdsaftaler. Men det får vi jo at se. Det er i hvert fald mit håb, og i den sammenhæng vil det jo betyde, at man ikke længere er underlagt det her krav, men i høj grad selv får frihed til at planlægge skoledagen. Man skal bare i den sammenhæng ikke tage fejl af, at jeg jo i lige så høj grad vil bruge den megafon, jeg har, og de redskaber, jeg har, til at argumentere for, at bevægelse skal ind og være en del af skoledagen.

Heldigvis er der rigtig meget ud over lovgivningen, man kan, når man gerne vil overbevise nogen om det fornuftige i noget, og noget af det er jo indeholdt i nogle af de initiativer, vi har taget i fællesskab med hinanden for at få fremmet den her dagsorden, og de ting mener jeg også skal fortsætte derudaf, fordi jeg synes, det er enormt vigtigt med bevægelse i løbet af dagen, når man modtager undervisning.

Først og fremmest har vi forhøjet tilskuddet til dansk skoleidræt, som kæmper en brav kamp på det her område og gør det rigtig godt. De har etableret et praksiscenter, som arbejder på at sikre implementeringen af bevægelseskravet gennem kompetenceudvikling i kommunerne. Det er bare for at sige, at jeg faktisk tror rigtig meget på det element i det, vi har lavet i fællesskab med hinanden, og derfor tror jeg meget lidt på, at vi skal gøre noget igen og igen bare for at virke handlekraftige. Det tror jeg vi skal lade være med, og jeg tror, vi skal lade det her virke, for jeg tror, det virker, og vi skal læne os op ad de rigtige gode ting, som Dansk Skoleidræt og vi har sat i værk, fordi vi tror på, at dansk skoleidræt kan flytte på det her.

Bevægelse er stadig væk en ny faglighed. Selv om det kan synes, det er lidt længe siden, vi har besluttet det, er det en ny faglighed, der skal indtænkes i skolehverdagen, og derfor kommer det ikke bare fra den ene dag til den anden. Det kræver, at der er en praksisnær kompetenceudvikling, og det er jo præcis det, vi har taget initiativ til, og derfor synes jeg, vi skal give tid til, at det får lov til at virke, i stedet for at vi tager nyt initiativ, på nyt initiativ.

Så har vi også igangsat initiativet »Fagene i bevægelse«, hvor alle professionshøjskoler i samarbejde med Børne- og Undervisningsministeriet understøtter den lokale udvikling på skoler og i kommuner, sådan at bevægelse bliver en meningsfuld del af undervisningen på skolerne. »Fagene i bevægelse« retter sig både mod forvaltninger, imod skoleledelser, imod lærere og imod pædagoger, og de kommuner, der ikke deltager i »Fagene i bevægelse«, kan gratis tilgå digitale læringsforløb om, hvordan man implementerer bevægelse i fagundervisningen. Jeg har så i øvrigt et møde i min kalender med DIF, DGI og Dansk Skoleidræt, hvor vi skal drøfte status på implementeringen, og så følger vi selvfølgelig udviklingen i anvendelsen af bevægelse i grundskolepanelet øvrigt.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg også i den nærmeste fremtid skrive til kommunerne og minde dem om det her lovkrav, og at det skal efterleves, for det er faktisk ikke et valg, men et krav om, at de 45 minutters bevægelse skal efterleves. Det er bare for at sige, at jeg jo synes, at de her redskaber for de flestes vedkommende, frihedsforsøg eller ikke frihedsforsøg, skal fortsætte, for jeg synes, at det uforandret, det er god idé, og det er så den måde, man arbejder på, når man ikke detailstyrer.

Men vi kommer til at få en lidt interessant diskussion, vil jeg gerne sige. Nu har det særlig været Venstre og Socialdemokratiet, der stod meget hårdt fast på lovkrav, og det kommer vi så til at have en interessant diskussion om i forbindelse med frihedsforsøgene på folkeskolen, men jeg vil i hvert fald herfra sige, at når alle andre partier har strakt våben på deres respektive krav, kan vi begynde også at diskutere det her. Men for mig er det et af de rigtig vigtige, for det betyder så sindssygt meget, undskyld, det betyder utrolig meget for en stor gruppe børn, både for deres faglige indlæring og i øvrigt for deres trivsel, at man bevæger sig i forbindelse med sit skolearbejde. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Alex Vanopslagh.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Ministeren adresserer jo en interessant problemstilling, et interessant dilemma. På den ene side vil man gerne give folkeskolerne mere frihed og mindre new public management, på den anden side vil man rigtig gerne fastholde bevægelseskravet, og så må friheden vige og new public management sejre, for bevægelseskravet skal fastholdes. Vi har jo efterhånden næsten 10 års erfaring, i hvert fald en del års erfaring med folkeskolereformen, hvor der er det her bevægelseskrav, og det har jo ikke medført bedre læring eller bedre trivsel. Tværtimod. Trivslen er faldet, læringen er faldet, og på en række andre områder er reformen også dumpet. Det interessante er jo så, at vi har forsøgt – forsøgsvis kan man sige – at gå den anden vej med mere frihed. Der er frikommuneforsøgene, som ministeren selv nævner, og der er egentlig også friskolerne, som i et eller andet omfang også er undtaget fra det her bevægelseskrav.

Jeg vil bare høre, om ministeren ved, hvad der er sket på friskolerne i de her frikommuner. Er det sådan, at trivslen er faldet yderligere, og at der ingen bevægelse er på friskolerne i de her frikommuner, eller har det egentlig vist sig, at det at give skolerne mere frihed ikke fører væsentlig mindre bevægelse med sig?

Ministeren.

Altså, vi ved faktisk fra forskningen, at der er en sammenhæng dér i forhold til at være fysisk aktiv. Der er rigtig meget i folkeskolereformen, som åbenlyst overhovedet ikke har levet op til de mål, der var med den, men lige præcis i forhold til det, der handler om bevægelse, kan man faktisk isolere det og se, at der rent forskningsmæssigt er en sammenhæng mellem det at bevæge sig og trives. Det er derfor, jeg siger, at det er det sidste, jeg vil lade falde.

Men i forhold til den anden del af det, du siger, der handler om, hvad der så bliver vigtigt, new public management eller det her krav, bliver jeg bare nødt til at sige, at for mit og for regeringens vedkommende er det sådan, at når vi har valgt at spille ud med, at skolerne over en bred kam i Danmark skal kunne tilslutte sig frihedsforsøget, så kommer det her jo til at falde, hvis det er sådan, at kommunerne i øvrigt har lyst. Det vil sige, at det, der står øverst for os, er frihed, og det vil sige, at bevægelseskravet ikke er en hegnspæl i forbindelse med de nuværende velfærdsaftaler med Holbæk og Esbjerg. Det har vi jo gået med til er sådan, og det vil også være vores oplæg i forbindelse med det udspil, vi kommer med i forhold til resten af kommunerne. Er der opbakning til det, kommer friheden til at stå øverst, og det tror jeg er rigtigt, og så må vi bruge de andre redskaber, der findes i redskabskassen til at overbevise om, at bevægelse er en god idé.

Hr. Alex Vanopslagh.

All right – det misforstod jeg. Tak for opklaringen, for den eneste sådan relevante indsigelse imod at fjerne bevægelseskravet er, at så får eleverne ikke bevæget sig nok, men er der overhovedet noget fra den virkelige verden, fra de eksisterende frikommuneforsøg eller friskolerne, der tyder på, at ved ikke lovgivningsmæssigt at have et bevægelseskrav får eleverne ikke bevæget sig nok? Jeg ved ikke, om det var sådan i ministerens egen skoletid, inden der var et bevægelseskrav, at ministeren ikke fik bevæget sig som barn, for hvis ikke det er tilfældet, er det jo bare et overflødigt krav.

Ministeren.

Altså, ministeren bevægede sig nok så meget i klasselokalet, at det ofte endte med, at man kom til at sidde uden for døren. Så det var ikke sådan en organiseret del af undervisningen, men snarere et udtryk for ikke rigtig at være så god til at sidde stille i undervisningen. Det tror jeg ikke vi skal have med her.

Ja, der er en sammenhæng mellem, at kravet er blevet indført, og at der så er kommet mere bevægelse i folkeskolen. Jeg har ikke nogen tal for, hvordan det gør sig gældende på friskolerne. Men lige præcis bevægelseskravet har faktisk betydet, at der er kommet mere bevægelse ind i skolerne. Der er meget lang vej til, at det har betydet noget på alle skoler, og det er det, jeg mener med, at der jo er en tendens til, at man gør det, man synes er klogt, med hensyn til de aftaler vi laver herinde. Men ja, der er faktisk den sammenhæng. Jeg tror dog også, vi kan komme langt ad andre veje end det her lovkrav.

Så er det hr. Stén Knuth.

Tak for det, og tak til ministeren for talen, og i øvrigt tak for samarbejdet og de mange samtaler, vi har haft om det, vi også brænder for her, nemlig bevægelse i folkeskolen. Jeg vil godt lige tage fat i noget af det, hr. Alex Vanopslagh også replicerede på, netop det dilemma, der ligger i både at holde fast i et krav, men jo også at give frihed. Ministeren nævner også en hel del tiltag, som er gjort, for at vi skal have mere bevægelse ind i folkeskolen.

Hvad er det så for nogle redskaber, ministeren vil tage i brug, hvis det er, at det ikke lykkes? Nogle af de redskaber, som ministeren også nævner, har jo været i spil i rigtig, rigtig mange år, og vi har stadig væk en rest af skoler, hvor de unge mennesker ikke får bevæget sig. Det her med bevægelse er jo godt for krop og sind, så alt det der er vi jo ikke uenige i. Men hvad er det for nogle redskaber, som ministeren tænker på? Og hvis det ikke er, fordi vi lige skal trykke på KL eller rende rundt og sige, at det her er vigtigt, hvad er det så for nogle redskaber, ministeren vil bruge?

Ministeren.

Det her er simpelt hen inde i kernen af den diskussion, vi kommer til og bliver nødt til at have med hinanden, og det er egentlig meget godt at have det her som eksempel, for det er noget, der gør avs på mig. Det er altid nemmere at fjerne regler, når det er noget, der gør avs på nogle andre. Lige præcis det her med bevægelse gør avs på mig.

Hvis vi mener, at der skal være frihed til selv at tilrettelægge skoleundervisningen på den bedst tænkelige måde på skolerne i Danmark, bliver vi nødt til også at sige, at det ikke er os, der skal lave reglerne, når det gør avs på os selv. Det er derfor, jeg svarede så klart til hr. Alex Vanopslagh, at det for mig betyder, at friheden kommer til at stå over mit eget ønske om, at der skal bevægelse ind i skolen, og så må jeg bruge de andre redskaber, vi har. Og en af de ting, der ikke er blevet anvendt, før lovgivningen kom, er jo f.eks. at få opbygget et kompetencecenter til at udvikle bevægelse som en del af undervisningen. Da man indførte det her krav i sin tid, var der ufattelig lidt om, hvordan man rent didaktisk kunne anvende bevægelse i fagene på tværs af fagene. Det er jo noget af det, der er blevet udviklet, efter kravet er kommet, og det kan vi jo fortsætte med.

Jeg tror egentlig godt, man kan spørge, hvad der er mest virksomt: Er det det stykke arbejde, der bliver lavet – altså, er det lovgivningen i sig selv? – eller er det det arbejde, der fulgte med, at man lavede lovgivningen? Jeg tror faktisk, det er det sidste. Derfor vil jeg håbe, at det er sådan, at vi skal fortsætte med det sidste, selv om lovkravet fjernes, og dermed fortsætte med at sætte de bevillinger af til Dansk Skoleidræt og de andre initiativer, som vi har sat i gang.

Hr. Stén Knuth.

Tak for det. Der ligger faktisk i forslaget her jo netop friheden til, at den enkelte skole kan udarbejde en strategi, som tager udgangspunkt i den fysiske ramme, den skole har, i sammenhæng med lærer-, pædagog- og elevsammensætningen. Der ligger netop en frihed til selv at bygge det her op fra bunden af.

Nationale strategier er jo ikke noget, der er nyt. Vi har en national strategi for kunstig intelligens, en national strategi for personlig medicinering, for sjældne sygdomme og for ensomhed. Så det er jo ikke et redskab, som er nyt, men noget, som egentlig kan skabe en ramme herinde fra Folketinget af, hvor vi siger: Det er vigtigt; det står i loven; I skal have skabt jer en strategi på hver enkelt skole. Det vil jeg gerne have et par kommentarer til, minister. Tak.

Ministeren.

Det her er der nogle stykker der har hørt mig sige utrolig mange gange: Det er så sjældent, at jeg ikke mener, at en national strategi bare er en politikers udtryk for en papirtiger eller i hvert fald det, der bliver til en papirtiger. Jeg medgiver, at indimellem er en national strategi en god idé, men det er godt nok sjældent, jeg har set det være tilfældet. Ellers er det efter min bedste overbevisning et slag i luften. Jeg tror selv, jeg har stillet utallige forslag om det samme gennem min tid på Christiansborg, så det er ikke for at pege fingre ad nogen. Jeg opfatter det som en papirtiger.

Så jeg er egentlig meget mere indstillet på at lytte til forslag a la de utrolig gode forslag, jeg har hørt Venstre komme med, og som er nogle af dem, jeg har nævnt her – i forhold til f.eks. Dansk Skoleidræt. Jeg er åben over for forslag, men nationale handlingsplaner og nationale strategier og bla bla lyder af en masse djøf-timer, som aldrig bliver til noget ude i virkelighedens verden – hvis jeg lige skal komme med alle mine fordomme om den slags.

Tak. Så er det hr. Uffe Elbæk.

Så er det jo meget godt, at jeg kommer på nu, for vi har en diskussion i en anden sammenhæng.

Allerførst vil jeg sige tak, for jeg kan høre ministeren tage den her dagsorden virkelig, virkelig alvorligt, altså at det virkelig er en hjertesag. Det er det også for mig og for Frie Grønne, altså hvordan vi får det allerbedste læringsmiljø for alle vores poder derude, som jo lærer på forskellig vis. Nogle lærer igennem hovedet, og andre lærer igennem kroppen og hånden. Ikke mindst synes jeg at den her debat er interessant set ud fra sådan et – og det, jeg bevæger mig ind på, er måske lidt farligt – kønsperspektiv. Der er rigtig, rigtig mange drenge, som sidder derude og har krudt i røven og har ild i røven og har svært ved simpelt hen at være rolige fysisk i så lang en periode, som et undervisningsforløb nogle gange er.

Så jeg har lyst til at høre, hvordan ministeren mener man ud fra sådan et kønsperspektiv, hvis man overhovedet næsten tør bevæge sig ind på det område, kobler det til den her dagsorden.

Ministeren.

I givet fald bliver vi i hvert fald nødt til køns- og identitetsmæssigt at gøre præcis det, de unge siger i dag, nemlig selv at definere, hvad for et køn vi så tilhører, ikke? For der er også en stor gruppe piger, for hvem det at sidde stille en hel dag er ganske forfærdeligt. Jeg tror sådan set, at du har ret i, at der er et flertal af drenge. Hvis vi sætter op, hvor mange der keder sig ved at sidde stille en hel dag, vil der givet være 55 pct. drenge og 45 pct. piger i den gruppe, der keder sig ved det; det tror jeg sådan set er rigtigt. Men det er en lang kønspolitisk diskussion.

Jeg vil sige det sådan, at når det er en hjertesag for mig, er det jo også, fordi vores dannelsesbegreb simpelt hen er blevet indsnævret. Vi har meget lidt praktisk undervisning i folkeskolen. Det gælder også det her med bevægelse, og det er jo i virkeligheden i forlængelse af det, som hr. Uffe Elbæk siger, med, at vi lærer på forskellig vis. Vores dannelsesbegreb skal faktisk være lidt bredere efter min mening, og det hører jeg jo også ligger i det, spørgeren siger. Det gælder både på det kreative område, altså på det musiske og det praktiske, forstået som robotteknologi eller træsløjd for at tage to yderpunkter, og så selvfølgelig bevægelsen, altså det, at verden er konkret og fysisk og noget, man forholder sig til på anden vis end ved at sidde og læse i en bog. Det mangler i vores folkeskole, så derfor lægger det her med bevægelsen mig meget på sinde, sammen med alt det andet.

Tak. Hr. Uffe Elbæk.

Mit sidste spørgsmål er: Jeg bliver virkelig nysgerrig på det, som ministeren sagde om kommende møder med bl.a. DGI og DIF og andre former for idrætsorganisationer, for kunne Foreningsdanmark, havde jeg nær sagt, de lokale foreninger, måske ikke være en af nøglerne til faktisk at lave det kompetenceløft, der måske er brug for i folkeskolerne?

Ministeren.

Det er de jo simpelt hen rigtig mange steder. Altså, rigtig mange steder har man fået etableret virkelig gode samarbejder i forhold til at få bevægelse ind i skoledagen, og andre steder har man det slet ikke. Og på den ene side er jeg helt vild med mangfoldigheden i folkeskolen. Jeg tror, at det er med til at skabe både kreativitet, selvstændig tænkning, kritisk sans og alle mulige andre dyder, som vores samfund har brug for, at det er så forskelligartet, og at man ikke bare kl. 8.15 kan slå op på kapitel 3, for så underviser de alle sammen i det kapitel i dansk i 5. klasserne i Danmark. Omvendt giver det jo så også den udfordring, at det samarbejde har man nogle steder, men andre steder har man det ikke, og der tror jeg, vi skal være gode til at vise det gode eksempel, så man kan lade sig inspirere af hinandens måder at gøre det på. Men selv da vil jeg tro, at nogle vil gøre det ene, og så vil der være nogle andre, der siger, at de har fundet en bedre model, og så tror jeg sådan set også, det er godt nok.

Tak for det. Så er det fru Lotte Rod.

Jeg vil gerne fortsætte, hvor Liberal Alliance slap, ved at sige, at vi i Radikale Venstre ikke er så sikre på, at det her med at have et minutmål nødvendigvis er det klogeste. Jeg synes, vi er i gang med en meget sund bevægelse væk fra det der med, at alt det, vi vil, bliver til nogle konkrete regler, nogle nye projekter eller et eller andet, som kommer oveni, og jeg synes jo, at vi skal nå hen til, at det vokser ud af fagene.

Derfor vil jeg gerne spørge ministeren: Er det i virkeligheden ikke de fælles mål, som er den vigtigste nøgle her, altså det at komme af med nogle meget stramme mål for undervisningen og til gengæld få foldet formålet og arbejdsformerne i fagene ud?

Ministeren.

Det er jeg helt overbevist om at vi skal ind og kigge på, for i virkeligheden er minuttallet og den måde, som de fælles mål hænger sammen på i dag, jo begge skåret ud af det samme stykke træ, nemlig en tænkning, hvor man gerne vil detailstyre, altså new public management-tænkning pladret ud over folkeskolen, som efter min bedste overbevisning ikke har godt af det. Så jeg mener også, at det er noget af det, vi skal have vendt på hovedet.

Så vil jeg også i forhold til det med minuttallet sige, at jeg har det med det, lidt ligesom jeg har det med kønskvoter. I virkeligheden elsker jeg at hade kønskvoter, for jeg kan ikke forestille mig noget værre end alene at blive valgt på grund af mit køn – det ville jeg synes var en fornærmelse. Så kunne det være, at vi, apropos den tidligere debat, vi havde, skulle tilbage til det der med, at man selv må vælge sit køn, men når jeg alligevel går ind for det i rigtig mange sammenhænge, er det, fordi det kan være en fantastisk god murbrækker, altså et nødvendigt onde, i en periode. Og jeg tror, at minuttallet har været et nødvendigt onde i forhold til at få slået hul på en debat og få skabt en forandring af noget fagdidaktik i folkeskolen.

Så jeg er faktisk ikke ked af, at vi gjorde det. Der kan være andre regler og fælles mål, som jeg måske godt synes man kan ærge sig over blev til virkelighed, men jeg ærgrer mig ikke på samme måde over minuttallet, for jeg tror, det var en vigtig murbrækker. Så tror jeg til gengæld også, at det på et tidspunkt skal have en ende, og der tror jeg, at forhandlingerne om velfærdsaftalerne kan være en meget god anledning til det.

Tak. Så er det hr. Jens Rohde.

Jeg ville også hade at blive valgt på baggrund af mit køn, men det sker næppe – slet ikke i disse tider.

Jeg har en hustru, som er blevet børne- og undervisningsformand i Viborg Kommune, i øvrigt under en Venstreborgmester. Denne Venstreborgmester, Ulrik Wilbek, har taget 64 strategier, der stammer fra dengang, hvor jeg sad i byrådet, og har hældt dem ud med badevandet, for der er ingen, der læser alle de der strategier; der er ingen, der kender dem, de sidder ikke under huden. Og så har han fastsat fire politiske værdier i stedet for. Dem kender folk, dem kan man pejle efter, og det giver et eller andet kompas, men det giver jo så samtidig også noget frihed.

Hvad synes ministeren om den tilgang? Nu taler vi specifikt om folkeskolen her, og jeg bliver jo glad, når jeg hører ministeren tale om frihed, men jeg bliver også bekymret, når vi ikke kan få at vide, hvilke hegnspæle ministeren så vil sætte, for så kan vi jo have mange hegnspæle herinde.

Ministeren.

Det kommer der utvivlsomt også til at være en god debat om. Jeg kan enormt godt lide idéen om at fjerne 64 strategier, for det lyder også for mig som totalt tidsspilde, og jeg ville ønske, at man kunne tælle, hvor mange der nogen sinde har klikket sig ind og læst de papirer. Jeg tør også vædde på, at det har været spild af tid at udvikle dem, for halvdelen af medarbejderne kunne have beskæftiget sig med noget bedre end at sidde og udvikle strategier, der aldrig blev læst. Det er ikke for at sige, at strategier ikke indimellem virker, for det gør de, men min oplevelse er, at der bliver lavet for meget af det i den offentlige sektor, så den del synes jeg er klogt.

I forhold til hegnspælene vil jeg sige, at det er klart, at jeg synes, at de aftaler, der er lavet, vedrørende Holbæk og Esbjerg, er fornuftige, for ellers havde vi jo ikke lagt stemmer til dem fra regeringens side, og derfor er det ikke så langt fra det, som vi også godt kunne tænke os, men vi er ikke færdige med at drøfte det endnu.

De hegnspæle, vi taler om, er, at vi f.eks. synes, det er enormt vigtigt, at det stadig væk er gratis at gå i folkeskole. Det kan man måske godt grine lidt af, men fjerner vi hele folkeskoleloven, er det sådan set en af de ting, der ryger. Så vi synes, det er vigtigt, at det fortsat er gratis at gå i folkeskole. Det er det jo f.eks. ikke på friskoler, så det er vigtigt, at der er et gratis skoletilbud. Det er vigtigt, at man fordeler eleverne i kommunerne. I dag har man skoledistrikter, og det kan man godt gøre på flere forskellige måder, men det er vigtigt, at det er en kommunal opgave. Sådan er der forskellige hegnspæle, og det kommer vi tilbage til at drøfte med hinanden, i forbindelse med at vi melder noget ud om, hvad den samlede mængde skal være. Men det er ikke meget langt fra de velfærdsaftaler, der allerede er indgået, for ellers ville vi jo ikke have indgået dem.

Tak. Så er det hr. Jens Rohde. Værsgo.

Nej, naturligvis kan vi ikke afskaffe folkeskoleloven og slet ikke folkeskolelovens § 1, som man jo fint kan drive skole på baggrund af.

Selvfølgelig bliver det jo en større diskussion, men det, der sådan lidt er min bekymring, er, at vi har en minister, som alligevel siger, at vi har en folkeskole med træsløjd og musik, og hvad ved jeg. Så har vi Det Konservative Folkeparti, der siger, at vores folkeskoleelever som minimum skal ud i praktik i virksomheder en gang om ugen; vi har mig selv, sagde hunden, og Venstres europaordfører, der vil have mere sprogundervisning ind i folkeskolen; og vi har Venstre her, der så taler om en national strategi for idræt, og samtidig står alle og siger, at vi skal have en kortere skoledag. Jeg har lidt svært ved at se, hvordan det skal hænge sammen.

Ministeren.

Altså, jeg har ikke sagt noget om en kortere skoledag. Det har ordføreren i hvert fald fuldstændig misforstået. Jeg har også hørt, at der er utrolig mange, der siger det. Jeg siger det ikke. Det har været en lang debat, og nu er vi kommet så langt, at der faktisk er blevet kortet lidt af den, men jeg forstår udmærket, hvad ordføreren mener. Jeg tror, at vi skal vænne os til en ny form for lovgivning. Jeg har selv døbt den modellovgivning, og det kræver lidt længere tid, end der er til sådan et svar, at gå i dybden med den, men jeg mener simpelt hen, at vi skal bort fra detaillovgivning, og det betyder, at vi kommer til at æde det, at nogle af vores kæpheste ikke står i loven. Til gengæld tror jeg at vi skal arbejde med modellovgivning, for vi kan give rigtig meget retning og gøre det uden at behøve at styre ned i detaljen, som man gør i dag, men det skal jeg have lidt bedre tid til, end jeg har lige nu, til at svare på, før jeg kan folde det ud.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til ministeren. Så kan vi gå i gang med ordførerrækken, og den første ordfører er hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Ikke overraskende lægger jeg mig i slipstrømmen på min partikammerat ministeren. Nogle siger, at det er karrierefremmende; jeg ved ikke, om det faktisk er tilfældet, men det er sådan, vi gør det her. Jeg vil selvfølgelig også gerne sige et par ord om bevægelse og om vigtigheden af bevægelse og i virkeligheden også om den der ret interessante diskussion, som vi lige har haft om, hvorvidt man også kan få nogle af de der gode elementer ind i skolen uden nødvendigvis at styre det helt ned i detaljen.

Først vil jeg sige noget om bevægelse. Det er jo sådan nu og har været det, siden vi lavede folkeskolereformen, at det er et krav. Der er ligesom ikke noget at rafle om. Det er også godt. Det er godt for indlæringen, men det er også godt for sundheden, og det gælder sådan set både den fysiske og den mentale sundhed. Som hr. Uffe Elbæk også sagde, er der også nogle, hvis nervebaner og fysik bare trænger til en gang imellem at blive rørt, for at de ligesom kan få ro i kroppen og dermed også holde koncentrationen.

Så der er ingen tvivl om, at det er en ekstremt vigtig dagsorden, og derfor er jeg også glad for, at Venstre og hr. Stén Knuth har rejst diskussionen gentagne gange og bl.a. været med til at lave nogle af de aftaler, som betyder, at vi nu ikke bare har et krav om bevægelse, men også – og det er jo lidt væsentligt – at vi gør det mere sandsynligt, at det rent faktisk bliver til virkelighed. For det, der er det interessante, er jo ikke, hvad vi laver af lovgivning, men om det rent faktisk også kan endnu indoptages derude, om det rent faktisk kan omsættes til praksis, om der er nogle, der griber bolden i den anden ende.

Der har vi, som ministeren har nævnt, og hvilket andre også har været med til at lave aftaler om, jo bl.a. øget støtten til Dansk Skoleidræt, for det er nogle af de mennesker, der både kan være ambassadører, men også rollemodeller, kan man sige, og nogle af dem, der instruerer i og viser, hvordan man gør det. Og der er lavet det her projekt Fagene i Bevægelse, som jo i virkeligheden er et forsøg på at se på, hvordan man kan indtænke bevægelse i forskellige fag, sådan at det ikke er hver enkelt lærer, der skal opfinde den dybe tallerken hver dag, og sådan at vi undgår, at lærere afstår fra at inddrage bevægelse i deres undervisning, fordi de simpelt hen ikke lige kan finde ud af, hvordan de skal gribe det an. Det er nemt i nogle fag, og det er rigtig svært i andre fag, og det skal vi hjælpe hinanden med at blive bedre til.

Så dermed også bare være sagt, at bevægelse er ekstremt vigtig for Socialdemokratiet. Som ministeren sagde, er det måske en af de ting, vi synes er sværest at undvære. Men det er klart, at forudsætningen for, at et krav eller for den sags skyld et ønske eller en henstilling om, at der foregår bevægelse, rent faktisk bliver til virkelighed, er jo, at man har hjulpet med at gøre dem i den anden ende af den her beslutningskæde, nemlig dem ude i klasselokalerne på skolerne, i stand til rent faktisk at integrere det i deres hverdag. Det kan vi gøre noget for, ikke ved at lave en national strategi, som er et stykke papir, hvor der står et eller andet pænt om, hvad man skal gøre, men ved faktisk at lave det, man jo i virkeligheden godt kunne sige var en national strategi – det er i hvert fald nationalt, og det har også et strategisk sigte – nemlig at få det her til at blive til virkelighed, og det er noget af det, vi har gjort sammen.

Derfor synes jeg måske – selv om vi ikke støtter beslutningsforslaget her – at vi jo sådan set gør nogle af de her ting for fra nationalt hold at understøtte bevægelse derude, også selv om vi ikke trykker en plan på glittet papir. Så vi støtter ikke beslutningsforslaget, men vi støtter bestemt intentionen, og vi vil meget gerne diskutere, hvordan vi sikrer, at der kommer mere bevægelse i vores skole.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til Socialdemokratiets ordfører. Den næste ordfører er fra Dansk Folkeparti, hr. Alex Ahrendtsen.

Tak, formand. Tak til Venstres hr. Stén Knuth for med beslutningsforslaget at sætte bevægelse i folkeskolen på dagsordenen. Det er jo altid interessant at høre, hvad ordførerne har at sige om det. Jeg ved jo, hvor meget hr. Stén Knuths hjerte brænder for bevægelse og idræt. Jeg er dog ikke sikker på, at forslaget om en national strategi er den rigtige vej at gå. Jeg ved ikke, om vi overhovedet kan nå frem til en enighed i udvalget om en beretning.

Hvis jeg skulle give Venstre et godt råd, ville jeg nok snarere bruge det her forslag som en anledning til at skrive ud til Venstres byrådsgrupper, som hver især kan tage emnet op i deres kommune på et kommunalbestyrelsesmøde. Hvorfor foreslår jeg det? Det gør jeg, fordi det er kommunalbestyrelserne, der har ansvaret for driften af folkeskolen, og det her handler jo egentlig om drift. Så hvis Venstre virkelig synes, det er nødvendigt med en form for strategisk tilgang til bevægelse i folkeskolen, ville det jo være oplagt, at det er de enkelte kommuner, der sætter det i værk. Vi har jo egentlig allerede i 2013 med folkeskolereformen vedtaget en national strategi. Det ligger jo meget klart i loven, at der skal være en form for bevægelse ude i folkeskolen, og det er kommunalbestyrelsens opgave at sørge for, at det sker.

Jeg synes ikke, det er vores opgave at lave en national strategi, sådan som det er lagt frem i beslutningsforslaget. Jeg tror, det bedste ville være, at vi stoler på, at kommunalbestyrelserne er deres opgave voksen, og at de sørger for at gøre det, vi beder dem om. Der kan hvert enkelt parti jo være med til at hjælpe det på vej. Det er derfor, at jeg egentlig bare foreslår, at Venstre tager fat i deres byrådsgrupper og siger til dem: Prøv at høre her, der er stor forskel på kommunerne, men vi synes, det ville være en god idé, at I hver især finder en strategi for, hvordan I vil gribe bevægelse an i folkeskolen; vi ved, det er populært blandt eleverne, og vi ved også, at det er enormt svært for lærerne at implementere det i skolerne; vi ved også godt, at folkeskolereformen var et enormt indgreb i skolernes og lærernes frihed, bl.a. på bevægelsesområdet, fordi det også griber ind i undervisningen. Det tror jeg er den bedste måde at gøre det på, i stedet for at vi fra centralt hold gør det.

Hvis jeg må tale sådan lidt mere generelt, er jeg også lidt bekymret på Venstres vegne, som jo i de sidste 10 år er blevet et mere og mere centraliseringsparti, hvor det tidligere var det store decentraliseringsparti. Man skulle måske finde tilbage til rødderne. Jeg tror, det ville være godt for både Venstre og for folkeskolen.

Jeg ved ikke, om vi kan nå frem til en beretning i udvalget. Det ville måske være det bedste. Men skal jeg være helt ærlig, ville det allerbedste være, at Venstre kontaktede sine byrådsmedlemmer rundtomkring i Danmark. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste ordfører er fra Socialistisk Folkeparti, fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Tak for det. Der er ingen tvivl om, at bevægelse i skoledagen er vigtig, både for børnenes indlæring, sundhed og trivsel, og måske især for dem, der har lidt svært ved at sidde på en stol i længere tid ad gangen. Samtidig kan vi også i folkeskolen sikre, at alle børn oplever glæden ved at bevæge sig og møder idrætten, både i skolen og i foreningslivet. Så tak til Venstre for at sætte fokus på et meget vigtigt element i en god skoledag, men det er faktisk også vigtigt for os alle sammen.

Bevægelse er en af de få ting i skolereformen, som vi kan se stadig væk er rigtig positiv og har en god virkning. Når børnene får lov til at bevæge sig i løbet af skoledagen, gavner det både det enkelte barn, men det gavner også fællesskabet i klassen. Derfor er det for SF vigtigt også at holde fast i, at børn skal opleve en varieret skoledag med bevægelse. Hvordan når vi så dertil?

Lovkravet om 45 minutter har været gældende i mange år nu, og alligevel er det ikke alle skoler, der lever op til kravet, det er ikke i alle klasser, og der er forskel på indskoling og udskoling. Mange lærere og pædagoger fortæller, at det er lettere at få mere bevægelse ind i skoledagen i indskolingen, end det er i udskolingen, ligesom mange lærere og pædagoger fortæller, at manglende tid til forberedelse og de mange andre opgaver gør det svært at få det tænkt ind i undervisningen.

Vi ved, at mange lærere og pædagoger gerne vil have mere bevægelse ind i skoledagen, men de mangler tiden, kompetencerne og opbakningen fra ledelsen. Derfor er det også godt, at Dansk Skoleidræt har fået flere penge til fortsat at hjælpe og inspirere skoler, og vi har også sat gang i Fagene i Bevægelse, som skal sikre lokal kapacitetsopbygning i forhold til kompetence, udvikling og vidensdeling.

Samtidig er vi i SF åbne over for at kigge nærmere på, hvad vi kan med ændringer i læreruddannelsen for at sikre, at nyuddannede lærere i højere grad føler sig klædt på til at tænke bevægelse ind i undervisningen og vil kunne bidrage med inspiration til de erfarne lærere. Men vi er ikke sikre på, at tiden er til en national strategi på området. Både fordi der allerede er igangsat nationale initiativer, og fordi vi mener, at det vigtigste er den lokale forankring og frihed.

Tilbage i 2020 vurderede 41 pct. af skolerne, at kommunen ikke spillede en rolle for arbejdet med bevægelse. Og det indikerer, at der er flere kommuner, som kan gøre det bedre, end de gør i dag i forhold til at understøtte skolerne. Og vi har også set lokalt, at når de har lavet de indsatser, så ruller det faktisk rigtigt meget derudad. I SF tror vi også på, at børnene vil opleve mere bevægelse, hvis eller når skolerne får mere frihed.

Statsministeren fortalte i sin nytårstale, at regeringen mener, at alle kommuner skal sættes fri på skoleområdet. Det synes vi faktisk er rigtig spændende og tiltrængt, og vi ser frem til de drøftelser med regeringen og resten af partierne. Venstre har også ønsket mere frihed på skolerne, og det tænker vi ikke helt harmonerer med flere nationale krav og tiltag, men snarere med et større fokus på kommunale strategier for bevægelse i skolen.

Derfor bakker vi ikke op om beslutningsforslaget som sådan, men siger tak til Venstre og især hr. Stén Knuth for at have et vedholdende fokus på, at børnene har krav på og brug for bevægelse i deres hverdag.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til SF's ordfører. Og den næste ordfører er fru Lotte Rod fra Radikale Venstre.

Tak for det. I Radikale Venstre kan vi heller ikke støtte det her beslutningsforslag, men jeg har meget lyst til at starte med at sige: Hvor er jeg simpelt hen bare så glad for, at vi har hr. Stén Knuth i kredsen af ordførere, der bliver ved med at snakke om betydningen af bevægelse og bliver ved med at presse på for, at der skal ske noget mere. Det synes jeg er en stor fornøjelse og virkelig vigtigt, og det må vi endelig bare blive ved med. For helt tilbage til Den Blå Betænkning i starten af 1960'erne har skolefolk jo snakket om, at vi har brug for at udvikle arbejdsformerne i skolen; eleverne skal føle, at de er i meningsfulde situationer. Og det giver jo bare ikke nogen mening, at vi har så stor en opdeling mellem hoved og krop, for vi mennesker har jo ikke bare en krop – vi er en krop. Vi lærer gennem vores sanser, vi husker jo det, hvor vi bliver påvirket allermest. Vi taler jo endda om, at oplevelser går under huden på os, og det skal vi have meget mere af i skolen.

Derfor mener jeg, at vi har en fuldstændig bunden opgave i i fællesskab at få en skole, hvor det er muligt som elev at lære på mange flere forskellige måder, så man nogle gange sidder stille og skal lytte til, hvad læreren siger, og skal sidde med papir og blyant eller ved sin computer og øve det samme igen og igen, men at skoledagen også skal være præget af, at man oplever ting, at man kommer ud, at man bevæger sig, at man ser nye ting, at man møder andre mennesker, at man bliver forstyrret, sådan at det giver mening, når man bagefter skal sidde og terpe noget.

Ministeren sagde det her med, at vi jo har skønne, selvstændige lærere i den danske skole, så selv om politikere synes, de vedtager noget, som er vældig klogt, bliver det ikke altid sådan. Og jeg tror måske, at det lige her er lidt for nemt, hvis man siger, at det er, fordi lærerne ikke vil. For jeg møder utrolig mange lærere, som rigtig gerne vil skabe en mere varieret undervisning, men det er rammerne, der er problemet. Og det peger jo så tilbage på os som politikere. For jeg tror, at noget af det, der står i vejen for bevægelse, er den meget stramme målstyring og de krav, der var til alt det, man skulle leve op til, og at det blev presset længere og længere ned. Det gjorde, at man som lærer oplevede, at man havde mere og mere travlt, samtidig med at man har haft for lidt tid til at forberede de gode forløb, og at man derfor nogle steder har følt sig presset til at lave for meget portalundervisning, som jo bliver enormt ensformig og enormt stillesiddende – at man bare løser den samme slags opgaver en efter en.

Så jeg tror, at vi herinde også har et ansvar for at sikre nogle rammer, der gør, at vi løsner skolerne og lærerne fra målstyringen, at vi giver mere plads til den pædagogiske refleksion på skolen, og at vi giver ordentlige rammer for, at man kan forberede de gode forløb, hvor bevægelse er tænkt ind. Derfor er det meget vigtigt for os i Radikale Venstre, at når vi går til det her, skal vi lave politik på en ny måde. Og jeg synes allerede, vi er kommet langt. Jeg lagde godt mærke til, at man i beslutningsforslaget fra Venstre lægger stor vægt på, at det her er noget, der skal udvikles lokalt, selv om det er en national strategi. Og jeg tænkte, at hvis det her beslutningsforslag var blevet fremsat for 5 år siden, havde der nok været en eller anden bestemt plan eller et bestemt koncept, og det viser jo noget om, at vi er i en virkelig god og vigtig udvikling.

Men jeg synes stadig, at sådan en national strategi er noget, der kommer oppefra eller udefra. Og jeg tror på, at hvis vi for alvor skal rykke noget, er der ikke nogen vej uden om, at det kommer gennem fagene, og det er derfor, jeg er så optaget af, at vi skal have udviklet de fælles mål, så vi får gjort op med målstyringen, men også sådan at vi får udfoldet formålet med de enkelte fag og arbejdsformerne. Og der er det også vigtigt for mig, at bevægelse så ikke bare bliver én ting, men at vi lykkes med at få varierede undervisningsformer, så vi får fantasi og virkelyst – at der er bevægelse, at der er åben skole, at der er udeskole. Og der tror jeg, at det allervigtigste er, at den udvikling sker gennem fagene, og så skal lærerne selvfølgelig have tid til og have rammer til, at det også kan blive til virkelighed, så det ikke bare er noget, der står på papiret, og de er nødt til at løbe fra den ene klasse til den anden, men at de rent faktisk kan lave forløb, hvor eleverne oplever, at der er varierede undervisningsformer, hvor de kan have kroppen med.

Der er en kort bemærkning til hr. Jens Rohde, KD.

Det er jo egentlig bare for at udtrykke min begejstring. Nu har vi hørt, synes jeg, mange gode taler, og en ret fremragende tale fra hr. Alex Ahrendtsen fra DF. Og det var en fremragende tale her fra fru Lotte Rod, der egentlig bygger på det samme værdisæt. Det er lidt specielt, må man sige, men måske er det jo så starten på, at vi tør lægge beslutninger ud, at vi tør sætte skolerne fri, kommunerne fri, i vores gøren og laden her.

Man i forlængelse af ministerens tale vil jeg jo gerne høre, hvilken kæphest Radikale Venstre så vil slippe og tage hænderne væk fra?

Ordføreren.

Jamen i Radikale Venstre er vi jo faktisk villige til at rydde op i utrolig mange regler, og som sagt vil jeg gerne have ryddet op i de fælles mål som noget af det næste, for jeg oplever, at det, at undervisningen er styret af så mange mål, bliver en hæmsko for at kunne have den pædagogiske refleksion og at have en undervisning, som er bygget på virkelyst og på fantasi i skolen. Og jeg vil også gerne være med til at diskutere timetal og de bindinger, der er omkring det. I Radikale Venstre vil vi gerne have en kortere skoledag. Så vi er faktisk villige til at gå ret langt.

Hvis jeg skal udfordre en lille smule tilbage, så var der faktisk noget, jeg var lidt uenig i i hr. Alex Ahrendtsens ordførertale. For jeg synes, at vi skal passe meget på, når vi snakker frihed, hvem friheden så er til. Altså, er den til skolerne, eller er den til kommunerne? Og vi er jo ikke nået så meget længere, hvis det bare er kommunen, der laver en strategi. Jeg kan se, at hr. Alex Vanopslagh nikker, mens jeg siger det, og i hvert fald lægger vi i Radikale Venstre utrolig stor vægt på, at friheden skal ud på skolerne og ikke bare skal være i kommunalbestyrelsen.

Hr. Jens Rohde.

Men det er jeg så enig i, og det er meget vigtigt at have den skelnen. Men man er jo nødt til at erkende herindefra, at det så også forudsætter, at vi tør sætte kommunerne fri, for at de tør sætte skolerne fri. Hvis vi ikke giver afkald på vores kæpheste, bliver det jo altid sådan lidt doceret frihed. Jeg har det sådan lidt med doceret frihed, at det er lidt ligesom et afbrudt samleje. Altså, det kan godt være, at det kan noget, men bagefter tænker man, om man ikke helst var det foruden. For møgsager opstår altid, når der er frihed, og det ender altid herinde på Folketingets talerstol.

Tak for det. Ordføreren.

Men i virkeligheden synes jeg, at vi har en diskussion til gode om det der med frihed, for vi er så mange, der har talt om frihed på alle mulige måder. Og for os i Radikale Venstre er der faktisk to friheder på spil. Der er både friheden fra noget, og der er friheden til noget. Og jeg synes faktisk, at vi har et lige stort politisk ansvar for begge dele.

Hvis man skal være lidt grov i forhold til noget af det, jeg synes er gået galt i de frihedsforsøg, der er nu – bl.a. hvis man lytter til nogle af lærerne fra Esbjerg – så har det kun været friheden fra noget. Altså, man har følt, at man bare har smidt nogle regler væk, og man har manglet den der fælles forpligtende samtale om, hvad det fælles er i vores folkeskole. Jeg mener, at værdierne og f.eks. det, at vi skal lykkes med at have virkelyst og fantasi, skal vi forpligte hinanden mere på, samtidig med at vi så sætter fri fra regler.

Hr. Uffe Elbæk.

Jamen så stiller jeg mig op i køen af dem, der har lyst til at rose ordførertalen, og jeg vil sige, at jeg nærmest er enig ord for ord. (Lotte Rod (RV): Så kom hjem, Uffe). Ja, ja, kom hjem til Aarhus. (Munterhed). Nej, nej. Jeg synes også, at ministeren var inde på det, for der er jo et dilemma mellem, hvad det er for nogle nationale mål, vi stiller os, og så samtidig at kunne give folkeskolen fri, sådan at man kan sige, at vejen hen til det mål, vi nu har defineret, er op til den enkelte folkeskole.

Jeg synes jo, at den her debat, som er foranlediget af Venstre, netop sætter fokus på, hvordan pokker vi fastholder både fokus og ambitionsniveau og fremdrift, når vi alle sammen ønsker, at der skal være mere bevægelse i folkeskolen. Det er jo det, der er dilemmaet. Så hvad tænker ordføreren om det?

Ordføreren.

Jeg tror, det vigtigste er en stærkere forpligtelse. Det er også derfor, jeg stiller ministeren spørgsmålet om de fælles mål og dermed også om det partnerskab, der nu er omkring skolen i Sammen om skolen. For det, der har den store værdi, er jo, når vi er enige om værdierne, og hvor vi gerne vil hen. Og så kan det jo se ud på forskellig måder på skolen. Jeg tror, det er det, vi tidligere har gjort så forkert. Vi lavede nogle regler, som var de samme for alle, og så undlod vi at diskutere, hvad værdien og formålet med det egentlig var.

Nu skal vi gøre det modsatte; nu skal vi forpligte mere på formålet, og jeg vil jo gerne på den måde også have vendt styringen om. Hvis vi skal snakke om, hvad kommunernes rolle er, så er det jo f.eks., at kommunerne burde interessere sig noget mere for i deres anerkendelse og deres ledelse af skolelederne, om der så på en skole er fantasi og virkelyst; altså i stedet for at man måler et eller andet krav eller en eller anden regel. Så vi skal have ændret hele måden, vi ser, hvad der egentlig er det vigtige og opgaven for skolen, på.

Hr. Uffe Elbæk.

Det kan også godt være, at det bliver for detaljeret en diskussion hernede i Folketingssalen, og at vi skal have den uden for salen – det ved jeg ikke. Men hvis vi nu kunne være enige om at sige, at man i folkeskolen både skal kunne lære med hovedet og hjertet og hånden – sådan lidt luftigt sagt, ikke? – skal der så også være folkeskoler, hvor man siger: Jamen det kan da godt være, at I har det formål, men hos os er det kun hovedet?

Er det den form for frihed? Det er det vel ikke. Så hvordan løser vi det dilemma, vi diskuterer her?

Ordføreren, værsgo.

Det er derfor, jeg tror på, at vi politisk skal sætte retningen, og så skal det være lærerne, altså de faglige foreninger, som udfolder både formålet og også arbejdsformerne i faget. Og det tror jeg i øvrigt også kommer til at virke meget mere, for vi kan jo se, at det, at vi stiller et eller andet krav om, at der skal være 45 minutter, jo ikke er det, der ændrer skolen; det er jo, når det bliver til virkelighed og bliver den måde, lærerne arbejder på med deres fag. Og så peger pilen tilbage på os; for der skal jo faktisk være rammer for, at man så også kan gøre det til virkelighed.

Tak for det, og tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Det er vist ingen hemmelighed, at vi i Enhedslisten ikke var varme tilhængere af folkeskolereformen. Men et af de elementer, vi faktisk fandt rigtig godt, var indførelsen af et krav om bevægelse i skolen. Vi synes, det var utrolig fornuftigt, at der blev sat et stærkt fokus på det element i undervisningen. Det er jo fremgået allerede af en række ordførertaler, at det både i et sundhedsmæssigt perspektiv og et læringsmæssigt perspektiv er rigtigt fornuftigt, at der er tydeligt fokus på, at eleverne får rørt sig. Det er godt for kroppen, og det er godt for hovedet både læringsmæssigt og i forhold til elevernes trivsel.

Derfor synes jeg også, når vi har debatten, at det er væsentligt at understrege reformens ambitioner på det her område, for de er jo i den grad ikke blevet ført ud i livet. Det har måske ikke fyldt så meget, men når man kigger på følgeforskningen – tallene er fra januar 2020, og der er givetvis sket noget siden – kan man se, at der ingenting var sket fra 2014 til 2018 i forhold til indskolingen. Når man kigger på mellemtrinnet, kunne man se, at det gik en lillebitte smule op det første år efter reformen; derefter gik det ned. Og når man kigger på hele udskolingen, kan man faktisk se, at der efter folkeskolereformen har været et dramatisk fald i andelen af elever, der bevæger sig fysisk 45 minutter om dagen.

Så ud over de fine intentioner må vi jo også sige, at det, der skete omkring folkeskolereformen, simpelt hen ikke virkede. Og jeg skal ikke bevæge mig ud i sådan den almindelige retorik om folkeskolereformen, og hvordan den samlede situation i folkeskolen kan have påvirket det, altså om den skyldes manglende lærerkompetencer, eller hvad pokker det nu kan være. Men det, der står tilbage, er, at de mål, der blev sat omkring bevægelse i aftalen om folkeskolereformen, ikke fik den diametralt modsatte effekt – det vil jeg ikke sige – men virkeligheden var i hvert fald sådan, at eleverne bevægede sig væsentlig mindre, 4 år efter at folkeskolereformen var vedtaget.

Så derfor er jeg jo lige så glad, som jeg kan høre andre ordførere er, for, at hr. Stén Knuth hele tiden rejser debatten om, hvordan vi sikrer mere bevægelse i folkeskolen. Og jeg synes faktisk, at det er en analyse værd at finde ud af, hvad det er, der er sket i folkeskolen, siden vi altså står med et resultat, hvor der ikke er kommet mere bevægelse, men mindre bevægelse ud af de beslutninger, man traf tilbage for 7-8 år siden.

Jeg må så desværre slutte mig til koret, der siger, at de ikke tror, at en national strategi er vejen. Der er utrolig mange ting, der skal rettes op efter 7-8 turbulente år i folkeskolen. Jeg tror ikke, det er rigtigt på nuværende tidspunkt at lave en national strategi. Til gengæld synes jeg egentlig, at det kunne være godt, hvis ministeren ville tage på sig at få bragt hele bevægelsesdiskussionen ind i samarbejdet omkring skolen. Jeg synes faktisk, at den mangel på resultater og den negative udvikling, der faktisk har været, kalder på, at vi gør noget.

Altså, jeg er ikke generelt modstander af at lave nationale strategier – det kor kan jeg ikke slutte mig til. Altså, jeg vil sige, at det kunne da være en mulighed at gøre det. Jeg tror bare ikke på, at det er den rigtige løsning på nuværende tidspunkt. Til gengæld tror jeg, at det ville være rigtig klogt, hvis man på et passende tidspunkt – for der er mange opgaver at løse – tager diskussionen i Sammen om skolen, får diskuteret med lærerne og skolelederne og med forældrene og elevernes repræsentanter, hvad det egentlig er, vi kan gøre for at få det her til at flytte sig ude i praksis, sådan at vi ikke, når vi eller andre diskuterer det om 7-8 år, kan sige, at også 7-8 år efter denne debat viste det sig at gå tilbage med bevægelse i stedet for det, som er vores fælles intention.

Og ja, det er rigtig godt, at vi har diskussionen om at frisætte skolerne noget mere. Det er jo ikke ensbetydende med, at det løser det her problem, for det er jo ikke friheden i sig selv, der nødvendigvis løser problemerne, så desværre, hr. Stén Knuth, må vi sige nej til en national handlingsplan nu. Men vi vil give tilsagn om, at vi meget gerne er med til at diskutere, både hvad årsagerne er til, at det er gået, som det er gået, og til at diskutere, hvilke løsninger vi så kan pege på; for vi synes, det er utrolig vigtigt, at eleverne bevæger sig mere, end de åbenlyst gør i dag.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti.

Tak, og tak for et spændende beslutningsforslag, som jeg kan sige at Det Konservative Folkeparti ikke kommer til at støtte, men jeg vil gå så langt som til at sige, at vi virkelig har fået en kollega med en rigtig god sag, og at der også er roser herfra til hr. Stén Knuth for at sætte bevægelse på dagsordenen. Det kunne være, at DIF og DGI skulle omskrive deres slogan, så det ikke er »Bevæg dig for livet«, men »hr. Stén Knuth bevæger dig for livet«. Hvem ved?

Der er tre årsager til, at vi ikke kommer til at støtte det her beslutningsforslag, og den første er, at det jo ikke er nogen hemmelighed, at lovkravet om de 45 minutters bevægelse ikke er et ønske, der er groet i den konservative have. Stod det til os, var der ikke noget krav. Stod det til os, indførte vi hellere en kortere skoledag med god mulighed for, at man så efterfølgende også kunne komme ud og bevæge sig noget mere. Vi har jo set den konsekvens, at flere bevæger sig mindre, også efter skole, fordi de synes, at skoledagen er meget lang.

Det andet argument er, at det i en tid med afbureaukratisering og i en tid, hvor vi faktisk diskuterer mere frihed på skolerne, virker som at gå i den modsatte retning at lave en national strategi. For man må jo, hvis man laver en national strategi, formode – medmindre det, som ministeren sagde, skal være sådan en papirtiger, som kommunerne kommer til at stille ind på en hylde, og som de så aldrig kommer til at bruge, og som ikke kommer til at leve – at den vil kræve, at der er nogen, der kommer med nogle tilbagemeldinger ude fra kommunerne, og det vil jo i så fald betyde, at der vil være ansatte ude i kommunerne, som skal sidde og komme med dokumentation og indspark til, hvordan man opfylder den her strategi, og der tænker vi, at den tid kan bruges bedre. På ældreområdet ser vi jo eksempelvis, at man går i den helt modsatte retning, hvor man prøver at fjerne bøvl og besværlige regler og krav, og så synes vi ikke, at det giver mening at tilføje flere regler eller krav på skoleområdet. Det er det andet argument.

Det tredje er, om en national strategi om mere bevægelse kan samle og forene 98 kommuner. Og det er jo i virkeligheden også blevet sagt lidt af mange ordførere før mig her fra talerstolen i dag, at man kan lave bevægelse på rigtig mange måder og forskelligt ude i kommunerne, og når der i beslutningsforslaget står, at man vil lave én fælles ramme, tænker vi i Det Konservative Folkeparti bare intuitivt, at det kan være svært at få alle kommuner til at blive dækket ind af den her fælles ramme. For bevægelse kan være tænkt på mange forskellige måder i de mange forskellige kommuner – de 98 – vi har.

Så som en opsummering herfra med baggrund i, at vi ikke er så begejstrede for lovkravet omkring de 45 minutters bevægelse; at vi kan være bekymrede for, om det vil betyde mere bureaukrati og i hvert fald ikke mindre bureaukrati; og at det risikerer at blive en strategi på glittet papir, som ikke kommer til at kunne tage form efter kommunerne derude, kommer vi heller ikke til at støtte det her beslutningsforslag.

Hr. Jens Rohde, KD.

Tak for også en rigtig god tale, som jeg synes er dejligt værdiladet i forhold til at sætte fri, men også i forhold til at vi ikke skal institutionalisere vores børn, som jeg synes at den folkeskolereform, der er gældende i dag, lidt er et udtryk for. Den peger netop ind i det der med, at hvis vi laver en lang skoledag, er der måske ikke så meget at sige til, hvis børnene bevæger sig mindre efterfølgende, men mange af børnene har jo også alsidige idrætstilbud og dyrker idræt i deres fritidsliv, og det skal der også være plads til.

Så jeg er meget med på den der linje, men det spiller så lige ind i noget andet, hvor jeg vil spørge fru Mai Mercado, om hun, når man siger, at man ikke skal lave sådan nogle nationale strategier, kan se en selvmodsigelse i, at den konservative formand jo så for nogle måneder siden var ude med forslaget om, at vi herindefra skulle træffe nogle beslutninger om, at børn i udskolingen skulle have 1 eller 2 dages praktik ude i virksomhederne hver uge.

Ordføreren.

Jeg tror, jeg sagde det på en helt anden måde. For man kan jo i virkeligheden sige, at vores forslag var et udtryk for, at der er nogle elever, for hvem det ikke giver den indlæring, som de jo rettelig skulle have. Og man kan lære på mange forskellige måder, og for nogle elever kunne det at komme ud og være en del af en erhvervsskole tidligt – muligheden findes allerede i et vist omfang – men også det at komme ud og stifte bekendtskab med virksomhederne jo rent faktisk være en måde til, at man gerne vil tilbage på skolebænken igen.

Så det skal ikke ses sådan, at man indsnævrer friheden, men at man egentlig udvider friheden, især for den her gruppe af unge.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Hvis folkeskolereformen var startet i 1. klasse ved sin indførelse i 2013, skulle den til afgangseksamen i år, så det er jo et godt tidspunkt at give reformen et kritisk eftersyn. Formålene med reformen var ret klare. Eleverne skulle blive bedre til at læse, skrive og regne, den sociale baggrund skulle betyde mindre, trivslen skulle højnes, og der skulle indføres en heldagsskole, der også tog sig af lektier og bevægelse. Og det er også en kendt sag, at folkeskolereformen ikke er lykkedes med at opfylde en eneste af sine målsætninger. Fagligheden – dumpet. Trivslen – dumpet. Evnen til at løfte de svageste – dumpet. At skabe forbedringer i forhold til bevægelse og krop – dumpet. Man kunne sige det på en anden måde: Skulle folkeskolereformen reelt set til afgangseksamen i år, ville vi nok konkludere, at folkeskolereformen skulle have sine skolepenge tilbage.

Da folkeskolereformen blev fremlagt, advarede vi i Liberal Alliance mod, at det højst sandsynligt ville blive resultatet, altså en dårligere folkeskole. Men vi har også hele tiden sagt, at vi håbede, vi tog fejl; at vi hellere ville have en god folkeskole, end vi ville have ret. Desværre fik vi så ret i stedet for at få en bedre folkeskole, og det spændende ved det er jo så, om det får nogle nye erkendelser til at brede sig – om det er sådan, at vi erkender i Folketinget, at vi skal tage et opgør med den ideologi og tænkning, at man kan regulere sig, detailregulere sig frem til en bedre folkeskole. Og bedømt på det her beslutningsforslag tyder det ikke på, at det er tilfældet. Når man ser på reaktionerne ellers, fra de forskellige partier, og hvad man hører der er oppe i den offentlige debat i det hele taget, så er der faktisk noget, der tyder på, at vi er ved at tage ved lære. Vi vil gerne sætte skolerne fri med frikommuneforsøgene. Vi snakker også om, at der skal ske noget lignende på området, og jeg vil egentlig også gerne rose ministeren for den her idé om en modellovgivning, altså at man kan antyde en retning, at man kan stille viden og værktøjer til rådighed, men at det ikke er en tung detailregulering, der er vejen frem, heller ikke på skoleområdet.

Men selve beslutningsforslaget er jo for meget af det gamle, der ikke virker; det er for meget detailregulering, for meget bureaukrati og for mange krav til, hvordan folkeskolerne skal undervise. Og det er jo bl.a. det, der gik galt med folkeskolereformen. Det er jo ikke ensbetydende med, at det ikke er sundt at bevæge sig, både for voksne og børn. Det gælder nok i særdeleshed de yngste, som har et naturligt behov for at bevæge sig, og det drejer sig i høj grad om, at de skal have lov og plads til det. Altså, da jeg var barn og gik i folkeskole, var der ikke nogen national strategi eller måltal for, hvor meget vi skulle bevæge os, men jeg fik rigeligt med bevægelse hver evig eneste dag i frikvarteret. Jeg spillede fodbold og bordtennis, når det var rigtig dårligt vejr, og jeg og langt de fleste af mine skolekammerater fik den bevægelse, vi skulle have, helt uden at man fra Christiansborgs side skulle vedtage en national strategi for det.

Jeg tror, det kræver sådan en særlig form for christiansborgsk logik, som næsten grænser til en form for arrogance, selv om det selvfølgelig kommer af gode intentioner, hvis man tror, at sådan noget som bevægelse og en god skoledag i det hele taget kan sikres med mere lovgivning, flere strategier og mere bureaukrati. Det viser med al tydelighed, hvorfor der opstår så meget bureaukrati, for når der kommer et krav om 45 minutters bevægelse, kommer der jo også et behov på skolerne og hos lærerne for at kunne dokumentere, at man lever op til de daglige 45 minutters bevægelse, over for kommunerne og over for liberale politikere i Venstre. Og det er jo sådan, at bureaukratiet starter; det starter med gode intentioner, men det ender med dårlige resultater.

I forhold til at sikre bevægelse skal vi gøre brug af, at Danmark er et foreningsland, og det ved jeg også at ordførererne er engageret i. Og vi skal være stolte af, at vi er et foreningsland. Vi har tusindvis af foreninger, hvor aktive danskere står klar til at spille fodbold og klatre og danse med børnene, når de får fri fra skole. Der er trænere og frivillige, der har forelsket sig i forskellige sportsgrene, hvad enten det er roning, fodbold, kampsport, eller hvad det nu er, og det er jo det, der gør, at det er så spændende for børn at komme ud i en forening – for der mærker de fællesskab, og de mærker passionen. Der er en meget vigtig almen dannelse og et vigtigt fællesskab i foreningslivet, og den virkelyst, den dannelse og den bevægelse kan ikke bæres af folkeskolen, og den skal heller ikke bæres af folkeskolen.

Det, vi har brug for i folkeskolen, er at give både skolerne og lærerne mere plads til at bevæge sig på, men også mere plads til at indrette hverdagen og planlægge skoledagen på den måde, de nu engang finder bedst. Og der skal vi selvfølgelig stadig væk stille krav til det, der er skolens kerneopgave, altså at børnene skal lære de vigtigste færdigheder og vide noget om det samfund, de er en del af. Ja, det krav skal selvfølgelig stadig væk være der. Skolen skal ligesom introducere børnene til den verden, de er en del af, gennem fagene. Og det er jo ikke ensbetydende med, at vi skal detailregulere om noget så banalt som bevægelse.

Derfor er vi egentlig enige med regeringen i at sige nej til det her forslag fra Venstre.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Jeg vil lige bede ordføreren tørre af. Tak for det. Så er det hr. Uffe Elbæk, Frie Grønne.

Tak for det. Jeg havde egentlig tænkt mig at holde en helt anden tale end den, jeg nu kommer til at holde, for jeg har jo ad flere omgange diskuteret det her beslutningsforslag med ordføreren for Venstre, og jeg var faktisk fuldstændig enig i, at der var brug for en national strategi for det her område. Jeg har som udgangspunkt ikke nogen problemer med, at man formulerer en national strategi, for der er brug for både fokus, et højt ambitionsniveau og fremdrift. Så da jeg gik ind i salen, havde jeg egentlig tænkt mig at stille mig op og sige, at jeg bakker fuldstændig op om forslaget. Så har der været nogle rigtig, rigtig interessante indlæg heroppefra, både fra Dansk Folkeparti, fra Radikale, fra Enhedslisten og fra SF, men det, der gjorde indtryk på mig, var det, som ministeren sagde. For jeg oplever, at alle er enige om intentionen bag forslaget, og at man fra Venstres side egentlig løber en åben dør ind i forhold til regeringen og i hvert fald i forhold til ministeren. Så derfor står jeg her og havde egentlig tænkt mig at sige noget helt andet, men jeg må bare konkludere, at jeg synes, at vi i forhold til den diskussion og ambition, som ligger bag det her forslag, må kunne gøre det på en anden måde – det kunne være ved at lave en beretning i udvalget, hvor vi siger, at det her er en vigtig problemstilling; for det er det. Jeg synes slet ikke, at vores folkeskoler er gode nok til at integrere kroppen. Og jeg har jo også under debatten spurgt, hvordan vi får en folkeskole, som taler til både hovedet og hjertet og kroppen – altså hvordan gør vi det?

Den debat er jo slet, slet ikke slut nu. Så det, jeg tænker, er, om man kunne tage den her diskussion over i udvalget og så faktisk lave en ambitiøs fælles tekst, der siger, at det her virkelig er noget, som vi herinde i Folketinget har fokus på og tillægger stor betydning. Så jeg kommer ikke til at stemme sammen med hr. Stén Knuth, sådan som jeg egentlig havde planlagt, fordi jeg synes, at diskussionen er blevet meget mere nuanceret, end jeg havde regnet med. Og jeg håber, at vi kan tage den over i udvalget at få lavet en ambitiøs fælles tekst dér.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg tror, at en af nøglerne til, at man laver det kompetenceløft, som der er brug for ude på den enkelte folkeskole, er et meget, meget tættere samarbejde med de lokale idrætsforeninger og foreninger, der har erfaring inden for det her område. Og der tænker jeg ikke bare på DGI, men altså også på hele den kreds, det økosystem af foreninger, der er i forhold til kroppen. Så det håber jeg at vi på den ene eller den anden måde kan være med til at understøtte, og at vi kan sende de signaler, som der er brug for.

Så jeg kommer ikke til – desværre, hr. Stén Knuth – at stemme for det. Jeg var ellers klar til det, men jeg synes, at diskussionen har gjort, at jeg tror, at det er at løbe en åben dør ind. Og jeg håber på, at vi så kan lave en virkelig ambitiøs fælles tekst i udvalget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Hr. Jens Rohde, KD.

Tak. Hr. Uffe Elbæk, jeg elsker, når politikere ikke er argumentresistente. Jamen altså, når man rent faktisk kan flytte noget under en debat, er det jo godt. Til gengæld vil jeg sige, at jeg altid bliver så bedrøvet, når vi diskuterer folkeskole, for samtlige ordførere fra Folketingets talerstol – ikke bare nu, men igennem jeg ved ikke hvor mange år – er verdensmestre til at italesætte vores folkeskole som en, der fejler på det ene område, på det andet område, på det tredje område, på det fjerde område. Og jeg vil gerne have lov til at sige med et vist kendskab til en hel del skoler i Europa og skolevæsener i Europa, fordi det altid har optaget mig meget, hvordan man driver skole i resten af Det Europæiske Fællesskab, at vi har verdens bedste folkeskole. Og et eller andet må den jo kunne – et eller andet må den folkeskole jo kunne!

Når jeg kigger ud på samfundet og ser, hvor velfungerende vi trods forskellige udfordringer er på en lang række områder, hvor meget tillid der er i den danske befolkning til myndigheder, mellem hinanden, i forhold til hvad man oplever i mange andre lande, når jeg ser på vores arbejdsmarkedsstruktur: Vores folkeskole er fantastisk til at skabe selvstændigt tænkende mennesker. Hurra for det!

Nu har jeg jo været med så mange år og var med til at lave folkeskolereformen i 2001-02, da Foghregeringen kom til. Jeg sad selv med den daværende minister, fru Ulla Tørnæs, og forhandlede folkeskolereformen, og dengang handlede det jo om PISA-undersøgelserne, altså om tempo, hvor hurtigt vi læser osv., og det har slået mig, at hver eneste gang vi kommer til et valg og vi får en ny regering, så skal der laves en ny folkeskolereform, fordi alle går til valg på, at vi vil have verdens bedste folkeskole. Ja, selvfølgelig vil vi det. Men så skal der laves en ny folkeskolereform, og det er, uagtet at ingen af os har givet den eksisterende folkeskolereform tid til at virke. Og det synes jeg vi skulle komme lidt væk fra og så prøve at holde nallerne en lille smule væk og rent faktisk anerkende, at folkeskolelovens § 1 er fantastisk. Det er nemlig verdens bedste folkeskoleparagraf, vi har.

Vores folkeskole fungerer meget bedre end det, vi italesætter her. Og når det kommer til bevægelse, er der jo stor forskel på de forskellige skoler. Der er også stor forskel på kommunerne. Jeg har to børn, der går i folkeskole i Viborg, og jeg skal hilse og sige, at de saftsuseme får meget bevægelse. Kan jeg så deraf slutte, at fordi de får rigtig meget bevægelse og i øvrigt har masser af praksis, så er det sådan på de andre skoler? De har så mange temauger af den ene og den anden art, hvor de er ude at røre og føle og cykle, og hvad ved jeg, at jeg nogle gange tænker: Okay, kunne der ikke også være lidt plads til det boglige? Jeg ville jo gerne have en strategi for tysk og fransk og oldtidskundskab og politisk idéhistorie osv., og sådan kan man jo blive ved med at lægge ovenpå. Men fordi de får bevægelse nok, er det jo ikke ensbetydende med, at det så er sådan på de andre skoler.

Men vi andre kan jo heller ikke konkludere, at folkeskolen bare ikke er dygtig nok til at lave bevægelse, for jeg tror, det afhænger meget af, hvordan man griber det an på den enkelte skole. Det er derfor, jeg tror, alle de gode intentioner til trods – og ros for fokus på det, hr. Stén Knuth – at vores vigtigste opgave er at lære at løfte hænderne lidt og netop vise tillid.

Det er sjældent, at der kommer noget dårligt ud af tillid, så lad os sætte skolerne fri, lad os sætte lærerne fri. De ved godt, hvad det er for en opgave, de står over for. Og den er jo også forskellig fra elev til elev. Hr. Alex Vanopslagh fik bevæget sig en masse i folkeskolen, andre gør det ikke. Nogle sidder i et hjørne, andre sidder med en iPad, eller hvad ved jeg. Der er jo kæmpestor forskel på det, men det er lærerne, der er de nærmeste til at se det.

Så lad os i stedet for styrke folkeskolen ved så at lade kommunerne have en økonomisk frihed gennem ophævelse af serviceloft og skattestop. Så kan vi komme rigtig langt.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Uffe Elbæk.

Jeg vil bare sige tak for et entusiastisk indlæg – jeg er enig langt hen ad vejen. Der er dog stadig væk det dilemma, som vi bevæger os rundt omkring, når vi snakker frihed til folkeskolen og samtidig har nogle nationale kvalitetsmål; altså hvor man skal være efter 9 år i folkeskolen. Hvordan tænker ordføreren at vi håndterer, at vi har nogle nationale ambitionsniveauer, og at vi vil slippe folkeskolen fri? For jeg synes, at det hele tiden er det, der er dilemmaet i diskussionen, også her i dag.

Ordføreren.

Nu er det jo lidt svært at stille spørgsmål tilbage, men jeg er ikke sikker på, at jeg forstår spørgsmålet rigtigt. Er det de nationale tests, vi taler om? Dem har jeg et meget skeptisk forhold til. I forhold til alle de målkrav, vi stiller, vil jeg sige: Ja, vi har nogle elever, som vi godt ved er udfordret, og som kræver en særlig opmærksomhed. Den kan man jo så give ved at understøtte læringen med tolærerordningen osv., hvis man nu giver kommunerne den økonomiske frihed, bl.a. ved at ophæve serviceloftet og skattestoppet. For den store udfordring ude i kommunerne lige nu er et kraftigt faldende børnetal, som udfordrer økonomien i kommunerne, hvor der så skal lukkes nogle skoler eller man skal finde en anden måde at gøre det på. Men det er min opfattelse, at skoleledelserne og lærerne godt ved, hvor skoen trykker.

Hr. Uffe Elbæk, værsgo.

Det kan være, at jeg fik formuleret mig dårligt, for jeg er også fuldstændig imod nationale tests. Men jeg er ikke imod, at der er nogle krav til, hvor vores børn og unge skal være, når de forlader 9. klasse. Så vi skal sikre, at de er klædt på til den fremtid, der er på vej mod dem, og derfor skal de være på et vist niveau inden for x antal fagområder. Det formoder jeg at vi er enige om. Men i forhold til vejen derhen – det er vel det, vi snakker om – skal der på den enkelte skole være frihed til at finde sin egen vej til at nå det fælles niveau, når eleverne forlader 9. klasse. Det var det, jeg spurgte ind til.

Ordføreren, værsgo.

Det er vi jo enige om, og det ville være lidt vanskeligt for mig at skulle begynde at beskrive den vej lige her. Altså, selvfølgelig er vi enige om det, og selvfølgelig er der nogle klare krav, vi skal have opfyldt. Jeg ville bare gerne have, at vi var en lille smule bedre til at tale om vores folkeskole som en skole, der rent faktisk på ufattelig mange områder lykkes. Det gør den i allerhøjeste grad, for ellers havde vi ikke så rigt et samfund, som vi trods alt har i dag. Og det skal vi huske, når vi diskuterer de udfordringer, der selvfølgelig er, og som vi i øvrigt meget ofte herindefra har skabt for folkeskolen.

Tak for det. Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Stén Knuth, Venstre.

Tak for det, formand. Tak for den rigtig, rigtig gode samtale. Jeg kan godt høre, hvor vi er henne, men det skal ikke afholde mig fra at udtrykke både min begejstring, men også respekt for den gode samtale, vi har, omkring det her rigtig vigtige emne. Tak til ministeren og ordførerne.

Alle, som er her i salen i dag, har jo været med til at diskutere bevægelsen i folkeskolen, og vi er også alle sammen enige om, at der skal mere til. Der er mange derude, der gør det rigtig, rigtig godt, vil jeg medgive hr. Jens Rohde. Jeg har selv været ude at kigge på noget af det, der foregår på nogle af de bedste skoler rundtomkring, og langt, langt de fleste steder foregår det her jo rigtig fint. Men der er også områder, hvor vi godt kan oppe os lidt, og derfor handler vores forslag her i dag fra Venstres side jo også om at lave en national strategi, ligesom vi har gjort på andre områder, der har handlet om ensomhed, medicinering, og jeg skal komme efter jer.

Jeg havde egentlig også forestillet mig, at jeg skulle have holdt en anden tale end den, jeg holder nu, for jeg kan godt høre, hvor Venstre kunne stå helt alene i Folketinget på lige præcis det her, og der er jo ikke rigtig nogen, der vil stå alene, så vi bliver også nødt til at revidere vores tilgang til det her. Men der er brug for, at vi får kigget på, hvordan vi får mere bevægelse i folkeskolen. Hr. Jakob Sølvhøjs udmærkede idé om at lave andre tiltag i forhold til bevægelse i folkeskolen og på et eller andet tidspunkt bringe det ind i Sammen om skolen for at få en diskussion af, hvordan man der kunne se det folde sig bedre ud sammen med de øvrige redskaber, som er blevet givet, herunder med Dansk Skoleidræt, og som vi i fællesskab jo har skaffet penge til, kunne godt være et rigtig fint forslag.

Tusind tak i øvrigt til hr. Alex Ahrendtsen for de gode forslag til, hvad Venstre i øvrigt skulle gøre for at få mere bevægelse i folkeskolen – dem vil vi selvfølgelig arbejde videre med. Og tak for roserne, i forhold til at bevægelse er vigtigt. Der er jo rigtig mange, også herinde i Folketinget, som kommer ud af idrætten og har set, at bevægelse kan gøre noget både for krop og for sind og netop det, som vi alle sammen gerne vil have at de unge mennesker har noget mere af, nemlig en ordentlig trivsel, og så det at have nogle ordentlige kammerater og at have leg og bevægelse i folkeskolen. Så det har været intentionen i det forslag, som ligger her. Og I skal ikke være helt sikre på, at jeg stopper her, for det er en vigtig dagsorden, og det er vi alle sammen heldigvis også enige om.

Så blot tusind tak for debatten og for jeres indlæg. Det har været enormt inspirerende at være med til det her. Jeg synes, I er kanongode, og det glæder mig, at I også har den tilgang til bevægelse, som er så vigtig for vores børn i folkeskolen. Så tusind tak for debatten, og tak for, at I tog godt imod den. Jeg faciliterer gerne en samtale igen, hvis jeg kan mærke, at jeg ikke synes, det går hurtigt nok i forhold til bevægelse i folkeskolen. Så kalder jeg på jer igen, så vi kan drøfte videre her i Folketingssalen, hvordan vi synes det også kunne være derude. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Se video af alle taler

Det sidste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 29:

Forslag til folketingsbeslutning om en national strategi for bevægelse i folkeskolen.

Af Stén Knuth (V) m.fl.

(Fremsættelse 09.11.2021).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er børne- og undervisningsministeren.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Alex Vanopslagh.

Ministeren.

Hr. Alex Vanopslagh.

Ministeren.

Så er det hr. Stén Knuth.

Ministeren.

Hr. Stén Knuth.

Ministeren.

Tak. Så er det hr. Uffe Elbæk.

Så er det jo meget godt, at jeg kommer på nu, for vi har en diskussion i en anden sammenhæng.

Så jeg har lyst til at høre, hvordan ministeren mener man ud fra sådan et kønsperspektiv, hvis man overhovedet næsten tør bevæge sig ind på det område, kobler det til den her dagsorden.

Ministeren.

Tak. Hr. Uffe Elbæk.

Ministeren.

Tak for det. Så er det fru Lotte Rod.

Ministeren.

Tak. Så er det hr. Jens Rohde.

Jeg ville også hade at blive valgt på baggrund af mit køn, men det sker næppe – slet ikke i disse tider.

Ministeren.

Tak. Så er det hr. Jens Rohde. Værsgo.

Nej, naturligvis kan vi ikke afskaffe folkeskoleloven og slet ikke folkeskolelovens § 1, som man jo fint kan drive skole på baggrund af.

Ministeren.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til ministeren. Så kan vi gå i gang med ordførerrækken, og den første ordfører er hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til Socialdemokratiets ordfører. Den næste ordfører er fra Dansk Folkeparti, hr. Alex Ahrendtsen.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste ordfører er fra Socialistisk Folkeparti, fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til SF's ordfører. Og den næste ordfører er fru Lotte Rod fra Radikale Venstre.

Der er en kort bemærkning til hr. Jens Rohde, KD.

Man i forlængelse af ministerens tale vil jeg jo gerne høre, hvilken kæphest Radikale Venstre så vil slippe og tage hænderne væk fra?

Ordføreren.

Hr. Jens Rohde.

Tak for det. Ordføreren.

Hr. Uffe Elbæk.

Ordføreren.

Hr. Uffe Elbæk.

Er det den form for frihed? Det er det vel ikke. Så hvordan løser vi det dilemma, vi diskuterer her?

Ordføreren, værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti.

Hr. Jens Rohde, KD.

Ordføreren.

Så det skal ikke ses sådan, at man indsnævrer friheden, men at man egentlig udvider friheden, især for den her gruppe af unge.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Derfor er vi egentlig enige med regeringen i at sige nej til det her forslag fra Venstre.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Jeg vil lige bede ordføreren tørre af. Tak for det. Så er det hr. Uffe Elbæk, Frie Grønne.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Hr. Jens Rohde, KD.

Så lad os i stedet for styrke folkeskolen ved så at lade kommunerne have en økonomisk frihed gennem ophævelse af serviceloft og skattestop. Så kan vi komme rigtig langt.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Uffe Elbæk.

Ordføreren.

Hr. Uffe Elbæk, værsgo.

Ordføreren, værsgo.

Tak for det. Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Stén Knuth, Venstre.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Se video af alle taler

Derfor er vi egentlig enige med regeringen i at sige nej til det her forslag fra Venstre.

Så lad os i stedet for styrke folkeskolen ved så at lade kommunerne have en økonomisk frihed gennem ophævelse af serviceloft og skattestop. Så kan vi komme rigtig langt.

Folketinget

Resumé

Om beslutningsforslaget

Fremsættelse af forslag

1. behandling

Udvalgsbehandling

2. behandling

B 29 Forslag til folketingsbeslutning om en national strategi for bevægelse i folkeskolen.

1. behandling den 11-01-2022

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling