Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 28:

Forslag til folketingsbeslutning om at sikre alle danskere en familielæge.

Af Per Larsen (KF) og Søren Pape Poulsen (KF).

(Fremsættelse 09.11.2021).

Forhandlingen er åbnet. Sundhedsministeren.

Tak for det, formand. Den første af førstebehandlingerne i dag drejer sig om et beslutningsforslag, som er fremsat af Det Konservative Folkeparti, og det er en revideret genfremsættelse af et forslag fra et tidligere folketingsår – et forslag, som blev forkastet. Forslaget lyder som følger:

»Regeringen pålægges at fremsætte lovforslag, hvor antallet af hoveduddannelsesforløb i almen medicin øges til 400 pladser om året i perioden 2022-2027. Samtidig skal antallet af introduktionsstillinger øges med 195 årligt i samme periode. Forslagene skal finansieres igennem råderummet.«

Så det handler altså om lægedækning. Det handler om, hvad vi skal gøre for at sikre bedre lægedækning. Det er en diskussion, som er særdeles relevant, og jeg vil sige, at i regeringen deler vi ambitionen om at få bedre lægedækning, uanset hvor i landet man bor. Hvis man ser på vores udspil »Tættere på II – sundhed, uddannelse og lokal udvikling« fra oktober sidste år, er der jo dér netop fremlagt en række forslag til initiativer, der skal styrke lægedækningen. Dem vender jeg tilbage til om lidt.

Men først vil jeg sige et par ord om dimensioneringen af speciallægeuddannelsen. Det er jo det redskab, som beslutningsforslaget her lægger op til at tage i brug. Som det er bekendt, er dimensioneringen af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen i almen medicin allerede øget ad flere omgange de senere år. Jeg vil anerkende, at den tidligere regering – den, der blev kaldt VLAK-regeringen – øgede den, og vi har så øget den yderligere, så der er altså taget nogle skridt til at øge den, både af den tidligere regering og den her regering, som så har øget den efterfølgende.

Senest er regeringen og Danske Regioner i »Aftale om regionernes økonomi for 2022« enedes om fra i år gradvis at øge antallet af hoveduddannelsesforløb i bl.a. rekrutteringsudfordrede specialer og uden for de større byer. Så det gælder altså ikke kun almen medicin, men også rekrutteringsudfordrede specialer, og det er meget, meget vigtigt at holde fast i det. For der er flere forskellige specialer, hvor man har rekrutteringsudfordringer, og der er også geografisk forskel på, hvor man kan få læger.

I den her nye dimensioneringsplan, altså den plan, der går fra 2022 til 2023, er der på tværs af specialer samlet dimensioneret med 1.067,5 hoveduddannelsesforløb i 2022 og 1.090 hoveduddannelsesforløb i 2023. Det er en øgning i forhold til den seneste dimensioneringsplan. Dengang lå man på 1005,5. Det der med 0,5 kan lyde lidt mærkeligt, men det er altså den måde, vi arbejder på. Dertil skal lægges et antal hoveduddannelsesforløb i akutmedicin på mellem 29 og 42.

Så med det her løft i den ny dimensioneringsplan er der altså blevet plads til både at indarbejde det relativt nye speciale i akutmedicin i den samlede ramme, at fastholde det høje antal hoveduddannelsesforløb i almen medicin på 350 hoveduddannelsesforløb årligt og at øge dimensioneringen i en række af de andre specialer. Det betyder bl.a., at dimensioneringen er øget inden for psykiatri, børne- og ungdomspsykiatri, neurologi og radiologi. Det er vi nødt til at have med. Vi er nødt til at se på hele feltet, at se på alle specialer, når vi har de her diskussioner, og vi har også anbefalet, at vi i den her debat i dag også ser på andre specialer. Selv om forslaget selvfølgelig handler om almen medicin, er vi nødt til at have de andre specialer med i det samlede billede. Jeg synes, det er positivt, at vi altså har kunnet øge dimensioneringen i de her specialer, hvor der virkelig også er et stærkt, stærkt behov for specialuddannede læger.

For almen medicin specifikt forholder det sig sådan, at de seneste års høje antal af hoveduddannelsesforløb på 350 videreføres i år og næste år. Samtidig øges det nedre antal introduktionsforløb i almen medicin fra 455 til 525. Det betyder altså, at der er dimensioneret med fra 525 til op til 700 introduktionsforløb i almen medicin årligt i år og næste år. Så dimensioneringen af almen medicin er altså øget gennem de senere år, og i år øges antallet af introduktionsstillinger yderligere.

Når vi taler om dimensionering, er det jo relevant at kigge på hovedscenariet i Sundhedsstyrelsens lægeprognose. Man må jo slå op i den og se på, hvordan prognosen ser ud: Uddanner vi nok? Det er jo noget af det, vi kunne have ønsket at man havde gjort mange år før, måske årtier før, for det tager lang tid at uddanne de her speciallæger. Så man skal hele tiden holde øje med, hvordan prognosen ser ud: Uddanner vi nok? Hvordan skal vi indrette os uddannelsesmæssigt, så vi uddanner nok her? I det, der hedder hovedscenariet i Sundhedsstyrelsens lægeprognose, vises en forventet stigning i antallet af speciallæger i almen medicin på 51 pct. for den periode, hvor prognosen gælder. Det er jo en lang periode, men på den kortere bane forventes en stigning i antallet af speciallæger i almen medicin på knap 8 pct. i perioden 2018-2025.

Derfor mener jeg, at det, vi bør fokusere vores kræfter på, er initiativer, som kan styrke lægedækningen relativt hurtigt, og jeg nævner prognoserne, for jeg synes, det er relevant, for at vi kan se, at det, vi gør nu og her, dels skal kunne løse noget nu og her, dels skal kunne være bæredygtigt, også i de kommende år. Og indtil der kommer flere speciallæger, er det regeringens holdning, at der er behov for initiativer, som bl.a. kan være med til at styrke fordelingen af læger. For vi kan se, at udfordringen med lægedækning, altså det, der jo er lægedækningstruede områder, er vidt forskellig geografisk fra område til område.

Det er vi nødt til at tage ansvar for at ændre på, og vi har to målsætninger for lægedækningen: 1) at alle borgere skal have adgang til en fast læge tæt ved deres bopæl, og 2) at der skal flere læger til almen praksis i lægedækningstruede områder. Det er derfor, vi, som jeg nævnte til at starte med, har fremlagt en række forslag til bedre lægedækning, som bl.a. har til formål at fordele lægerne bedre. Vi har konkret jo tre forslag. Det ene er en praksispligt under speciallægeuddannelsen i almen medicin, det andet er at styrke fordelingen af uddannelseslæger, og det tredje er en målrettet indsats i områder med lægemangel, og jeg vil godt lige gennemgå hver enkelt af initiativerne.

Det første punkt, altså praksispligt, vil betyde, at den del af hoveduddannelsen i almen medicin, der foregår i almen praksis, forlænges med op til ½ år, og at hospitalsdelen forkortes tilsvarende, så lægerne skal bruge mere tid i almen praksis under speciallægeuddannelsen. Det vil jo give flere hænder i de eksisterende praksisklinikker, og vores skøn er, at forslaget vil kunne bidrage med 290 uddannelseslæger, som altså bruger ½ år mere ude i almen praksis, hvor der virkelig er behov for dem.

Det andet punkt handler om det her med at styrke fordelingen af uddannelseslæger, bl.a. til lægedækningstruede områder. Så det handler altså om at sikre en langt bedre fordeling af læger – en fordeling, som i højere grad tager hensyn til, hvor der er brug for lægerne – mens de uddanner sig til speciallæger.

Det tredje punkt handler om at give vores regioner nye muligheder for at iværksætte målrettede tiltag for at tiltrække læger til områder med lægemangel. Det er jo en tidsbegrænset periode, når man ser på prognosen, at vi har den her problemstilling, så i den periode vil vi i visse områder med særlig store udfordringer med lægemangel give mulighed for at yde et økonomisk tilskud til praktiserende læger, og samtidig foreslår vi at lempe reglerne for etablering af regionsklinikker og for at fremme såkaldte licensklinikker, som giver den tilflyttende læge mulighed for at fokusere på lægearbejdet, mens regionen så kan tage sig af det administrative arbejde, som der jo også er i en almen praksis.

Jeg ser meget frem til at drøfte forslagene nærmere med Folketingets partier. Der er jo tale om nye redskaber, og flere af dem forudsætter en ændring af det realgrundlag, som ligger bag, så jeg håber, at vi i et bredt fællesskab kan indgå aftaler og blive enige om at tilvejebringe de fornødne rammer, så vi forhåbentlig kan løse lægedækningsudfordringerne, som jeg ved optager, jeg tror faktisk alle partier her i Folketinget og med god grund, for det optager sandelig også de mennesker, som bor steder, som er lægedækningstruede.

Så for at samle op vil jeg sige, at vi i regeringen er helt enige i den diagnose, som beslutningsforslaget stiller. Der er behov for bedre lægedækning. Vi mener ikke, at en yderligere øget dimensionering er den rette medicin nu, hvor vi forventlig står foran en væsentlig stigning i antallet af speciallæger i almen medicin og dimensioneringen allerede er øget ad flere omgange under skiftende regeringer, senest under os selvfølgelig. Og så vil jeg også indskyde, at der jo er betragtelige omkostninger forbundet med forslaget om øget dimensionering, så det skal vi selvfølgelig også have med i betragtning. I stedet foreslår vi altså at tage de her nye værktøjer i brug: at fordele lægerne bedre og understøtte rekrutteringen til områder, som desværre oplever lægedækningsudfordringer, så flere kan få en fast læge. Det vil vi arbejde for med de forskellige forslag, som vi har lagt frem.

Konklusionen er, at vi ikke kunne støtte forslaget, da det blev fremsat sidste gang i 2020, og af de grunde, jeg har redegjort for her, vil vi heller ikke kunne støtte det aktuelle forslag. Tak for ordet.

Tak for det. Der er korte bemærkninger, først fra hr. Martin Geertsen, Venstre.

Tak for det, og tak for ministerens tale, og på mange stræk tror jeg jo godt at vi kan snakke om nogle af de her ting. Jeg bemærkede mig, at ministeren sagde, at der, hvis man nu var gået 10, 15 eller 20 år tilbage og havde kigget frem, så nok havde været et behov for nogle bedre prognoser og muligvis også nogle mere fremsynede politiske beslutninger på baggrund af de prognoser. Og nu står vi så her og kigger 10-15 år ud i fremtiden, og noget af det, som vi vel er enige om, er, at det nære sundhedsvæsen skal løse noget mere for fremtiden, og det gælder jo sådan set også almen praksis, altså de praktiserende læger. Jeg ser for mig, at man ved at uddanne nogle flere praktiserende læger i virkeligheden også styrker det frie valg. Altså, i dag er det frie valg jo nærmest ikkeeksisterende, når det handler om praktiserende læger.

Så ville det på den baggrund ikke – det bliver et lidt ledende spørgsmål, minister – være fornuftigt ligesom at have et eller andet perspektiv på, at der, hvis vi ser 10-15 år ud i fremtiden, så også er læger til at løse opgaven i forhold til en styrkelse af det nære sundhedsvæsen og en etablering af et reelt frit valg af praktiserende læge?

Ministeren.

Jo, og der er jo en grund til, at dimensioneringsplanen gælder i år og gælder næste år, og det er altså en lidt kortere periode, end man normalt har i en dimensioneringsplan. Og derfor er det jo oplagt, at vi, når vi forhåbentlig i et bredt flertal er blevet enige om en sundhedsreform, der også beskriver den nærhedsrevolution, som sundhedsvæsenet står over for, og hvor mange eksperter og også mange, mange partier – jeg tror, alle partier – er enige om, at vi skal have styrket indsatsen og fokuseret indsatsen, så må se på, hvad det eventuelt giver af nye udfordringer inden for dimensioneringsplanen. Der må vi jo så se, om der skal laves tilretninger af det, og vi må se, hvad Sundhedsstyrelsen kommer frem til. For det kan jo ikke afvises, at de beslutninger, vi står over for, vil have en betydning for, hvilken lægetype der skal være hvor, og det må vi så drøfte og få beregnet. Men jeg tror, tanken må være, at vi først skal have de forhandlinger og forhåbentlig en bred aftale, og at vi så beder Sundhedsstyrelsen om at levere oplæg til en ny dimensioneringsplan.

Hr. Martin Geertsen.

Det svar er jeg sådan set glad for. For det bekræfter jo blot, at det godt kan ende med at se sådan ud. Altså, hvis vi er enige om diagnosen, bliver vi også nødt til på et eller andet tidspunkt at blive enige om en løsning, og jeg har bare svært ved at se, at man ligesom kan komme uden om at styrke almen praksis, også i forhold til antallet af hoveder og hænder, når vi ser ud i fremtiden.

Jeg skal bare have ministeren til at bekræfte, at det, der handler om lægedækningen, herunder uddannelsen af flere læger, så også bliver en del af forhandlingerne om en sundhedsaftale, sundhedsreform, lidt afhængigt af temperamentet.

Ministeren.

Det vil jeg meget gerne bekræfte at det er. Altså, en stor del af det handler jo om at rykke sundhedstilbuddene tættere på borgerne, og det er jo almen praksis, og nu taler vi om almen praksis, og det er jo et meget, meget stort og vigtigt tema for os alle sammen og også for forslagsstillerne her, men det er også bare meget, meget vigtigt, at vi har et blik på alle specialer. For man kan risikere sådan en intern kannibalisering, hvor man laver nogle specialer, som så kannibaliserer på de andre steder, og vi har altså også brug for speciallæger i børne- og ungepsykiatrien og andre steder. Så det er vigtigt, at vi har det samlede billede. Tak, formand.

Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak til ministeren for hans tale, selv om jeg faktisk er en lille smule skuffet over indholdet i ministerens tale. For ministeren siger jo faktisk nogle af de rigtige ting, altså det her med, hvorfor man ikke havde sørget for at uddanne nogle flere praktiserende speciallæger eller almenmedicinere for lang tid siden, sådan at vi ikke havde haft det her problem her i dag, men hvis det er sådan, at man stemmer imod det her forslag, kommer vi jo faktisk til at have en situation, der ligner det, også ude i fremtiden. For de initiativer, som ministeren redegør for her i forhold til at lave en bedre fordeling og noget med tvang og sådan noget, løser jo ikke problemet, hverken på kort sigt eller på lang sigt. Så jeg savner faktisk en reel begrundelse for, hvorfor ministeren ikke vil være med til at hæve andelen af praktiserende læger fra de omkring 3.300, som vi har nu, til de der 5.000, som PLO vurderer er dem, der bliver behov for på grund af demografien og altså en stigende levealder.

Hvad er begrundelsen for, at ministeren ikke bider til her og så siger: Lad os nu få det løst en gang for alle?

Ministeren.

Altså, der er jo en lang, lang række begrundelser her, men det er jo vigtigt, at vi har uddannet de læger, som skal til nu og her og i fremtiden, og nu og her står vi og mangler læger på specialet almen medicin, som vi taler om her i dag, men også på en række andre specialer mangler vi læger, og vi mangler en bedre fordeling af de læger, som har gennemgået specialeuddannelsen. Dem mangler vi simpelt hen flere steder i Danmark. Så én ting er jo at starte op med at uddanne flere nu og her, og det er vi i gang med at gøre her, og man kan jo altid drøfte hvor mange. Vi har lagt ovenpå – det har vi ud fra de prognoser, som vi har – men det er altså ikke nok kun at gøre det. Vi er også nødt til at være ærlige over for hinanden og sige, at der skal være en bedre fordeling. For ellers risikerer vi at skrue op for det, som kan vokse og kan blive til en intern kannibalisering, hvor man tager fra specialer og tager fra geografiske områder, hvor der er brug for lægerne. Og det er det, jeg frygter ved det her forslag.

Ønsker hr. Per Larsen ordet igen? Værsgo.

Tak. Jamen det her med fordelingen er jo et eller andet sted en lappeløsning, og vi ved jo godt, at læger ikke er sådan at flytte rundt på. Når nu de først er blevet uddannet som speciallæger i almen medicin, så har de typisk også en alder, hvor de har stiftet familie, og de har børn og sådan noget, og så er de jo altså ikke sådan at flytte med. Så den reelle mulighed, hvis det er sådan, at alle danskere skal have en familielæge, som de kender, er jo simpelt hen at graduere det op, sådan at vi kommer op på de 5.000 læger. Er ministeren uenig i det?

Ministeren.

Ja, det er jeg uenig i. Det er jeg, for hvis vi bare graduerer blindt op, risikerer vi nemlig, at vi så vil fjerne endnu flere af de læger, som er på andre specialer, hvor der også er et behov. I psykiatrien, i børne- og ungepsykiatrien, er der et kæmpestort behov for speciallæger, og hvis vi skruer voldsomt op for en af speciallægeuddannelserne nogle steder i Danmark, risikerer vi at tømme andre steder for speciallæger geografisk og specialemæssigt.

Fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti.

Mange tak. Og tak for ministerens svar på beslutningsforslaget. Der, hvor jeg ser der er en forskel, er, hvor vi taler om en familielæge, og der tror jeg at vi er meget enige med Konservative, for det er noget af det, vi ønsker. En familielæge får du ikke, ved at der kommer flere uddannelseslæger derude, for de er der ikke ret lang ad gangen. Det er også svært at gøre det på Lolland, hvor jeg kommer fra, for det er at sende uddannelseslæger ud til klinikker, der ikke eksisterer. Man ser også, at der er nogle af de her private klinikker, der nu må lukke, og at der så bare skyder endnu flere regionsklinikker op. Det er igen ikke noget, der har med en familielæge at gøre. Vi taler altså om to vidt forskellige ting. Den ene ting handler om bare at have nogle sundhedsprofessionelle, der tager sig af borgerne. Den anden ting handler om at have nogle familielæger, der følger dig, og som er der, både når du bliver gravid og har født, og som ser den lille, også når den lille skal vaccineres, og det vil måske også gøre dig mere tryg, når du skal have en coronavaccine, eller hvad det nu er. Kan ministeren se den forskel?

Ministeren.

Ja, det kan jeg sagtens se. Derfor handler et af vores forslag om, at man de steder, hvor man er nedlægningstruede i de her år, kan være med til at belønne læger økonomisk og lave bedre økonomiske muligheder for, at læger kommer dertil, eller være med til at løfte nogle af de administrative byrder, som en læge, der kommer i en praksis, har. Det er jo netop med til at tiltrække dem.

Men når det andet forslag, som fru Liselott Blixt nævner her, handler om at få flere uddannelseslæger, altså dem, som har valgt almen medicin som deres speciale, ud undervejs i uddannelsen, er det jo, fordi vi ved, at de er med til at aflaste. Når jeg kommer i mit lægehus, taler jeg nogle gange med lægen, og andre gange taler jeg altså med en, der er ude i forbindelse med sin uddannelse og sørger for en vaccination, en børnevaccine, eller hvad det nu kan være, og det er man som familie jo helt tryg ved. Man har et kendt ansigt, og så er der nogle, der hjælper i klinikken.

Fru Liselott Blixt, værsgo.

Altså, jeg er nu ikke særlig tryg ved at komme op til skiftende læger, hvis jeg skal have foretaget en gynækologisk undersøgelse eller skal tale om psykisk sygdom, eller hvad det nu kan være. Det er da i forbindelse med sådan nogle ting, at man har brug for tillid mellem to parter. Så jeg kunne godt tænke mig at høre: Hvordan vil ministeren sikre, at vi f.eks. på Lolland får læger derned? Og hvor mange uddannelseslæger kommer der de steder? Det er sådan nogle ting, jeg også kommer til at stille nogle skriftlige spørgsmål om, for vi vil igen se det samme, nemlig at uddannelseslægerne kommer der, hvor der er læger.

Ministeren.

Ja, det gør de. Og derfor er det jo lidt af en gordisk knude. Men vi er jo nødt til at bruge mange forskellige elementer, således at vi får vendt den negative spiral. Det, som fru Liselott Blixt nævner, er præcis min pointe. Det lød, som om vi var uenige, men jeg tror, vi næsten var helt enige. Der er tilfælde med vores egen, vores næres, vores families sundhed, hvor vi virkelig har behov for, at vi godt vil se et ansigt, der er kendt, som kender vores historik, og som vi har dyb tillid til i den patient-læge-relation, som vi har med vores almenpraktiserende læge. Og så er der andre ting, som er meget mere uproblematiske, og der kan man jo så gøre brug af alle de andre medarbejdere, der er i klinikken, og det samarbejde synes vi også kan være godt.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går nu til ordførerrækken, og så er det fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet.

Tak for det, hr. formand. Jeg er her i stedet for vores ordfører på sagen, Birgitte Vind, som desværre har måttet lægge sig – ikke med corona, men alligevel. Så jeg holder mig nogenlunde til vores talepapir, og jeg glæder mig meget til debatten.

Når det så er sagt, synes jeg faktisk, at den her debat er meget, meget væsentlig, og jeg er glad for, at De Konservative har rejst den. Jeg er opvokset i Vestjylland og bor i Aarhus og har i mit eget liv oplevet den store forskel, der er.

Jeg kunne godt tænke mig at starte med at fortælle mine kolleger og Folketinget om, da jeg her for knap en måned siden skulle skifte læge. Jeg bor i det centrale Aarhus. Og ikke nok med, at jeg havde flere at vælge imellem, men jeg kunne også kigge både på geografi, på kompetencer og også på køn. Det er en af fordelene ved at bo et sted, hvor der er stor lægedækning, og det er en af ulemperne ved så at bo i et af de steder, som ordføreren, der har fremsat forslaget, nævner.

Mere end 6.000 danskere bor netop i sådan et område, som er lægedækningstruet. Der er ingen tvivl om, at det er et stort problem, og at den praktiserende læge spiller en central rolle for vores samfund, både når det handler om den tryghed, som også ordføreren for Dansk Folkeparti nævner, for den enkelte familie, for den enkelte person, og når det handler om at henvise til behandling i det øvrige system. Derfor skal alle danskere også have en mulighed for at have en fast praktiserende læge; og derfor er det udtryk for stor geografisk ulighed, når der netop i dag er dele af landet, hvor man praktisk talt ikke har sin egen læge.

En del af løsningen er, som De Konservative også peger på, at uddanne flere læger, og derfor er vi selvfølgelig også glade for og stolte af, at regeringen har aftalt i sin første økonomiaftale med regionerne at øge antallet af hoveduddannelsesforløb i almen medicin med i alt 100 pladser. Vi uddanner altså heldigvis rigtig mange nye læger i de kommende år. Ifølge Sundhedsstyrelsens prognose forventes der også et stigende antal speciallæger i almen medicin, og det forholder sig sådan, at det stiger generelt.

Vi finder det altså væsentligt også at se på, hvordan vi kan uddanne flere læger i de områder af landet, hvor der i dag er mangel på læger. Her kan lægeuddannelserne, eksempelvis i Køge og Aalborg, bidrage med læger i nogle af de områder i Nordjylland og på Sjælland, som netop kæmper med lægemangel.

Men uddannelse gør det altså heller ikke alene. I de kommende år er vi særlig ramt netop af lægemangel, og vi har derfor brug for tiltag på den korte bane i de områder, der nu er særlig hårdt ramt. Vi kan ikke vente de mange år, det tager at uddanne en praktiserende læge.

Regeringen spillede i efteråret ud med en praksispligt, som også ministeren sagde, hvor vi ønsker at omlægge en del af uddannelsen til speciallæge i almen medicin, således at mindre tid foregår på hospitalet og mere ude i almen praksis. Det giver omkring 290 uddannelseslæger, som bruger knap ½ år mere ude i almen praksis, hvor de giver en hånd med på de områder, som også ministeren omtalte.

Det er et forslag, som der er blevet taget godt imod, og jeg håber også, at vi kan finde en bred og gedigen opbakning her i Folketingssalen.

Hvad angår Det Konservative Folkepartis konkrete forslag her om at lovgive om, at der i de kommende år skal være 400 hoveduddannelsesforløb i almen medicin, så ligger det som sagt allerede i de nuværende prognoser, at der sker en stor stigning i antallet af læger i de kommende år. Og som ministeren sagde, skal vi være opmærksomme på, at vi ikke tømmer andre områder. Det er en kompliceret og svær sag, som jeg og Socialdemokratiet i den grad er glade for, at vi får diskuteret, for vi er nødt til at se på de forskellige greb, der er. Vi ser frem til samarbejdet og til, at vi samlet kan arbejde for en bred, lige og retfærdig dækning med praktiserende læger i hele Danmark.

Der er en kort bemærkning til hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak til fru Camilla Fabricius for at være standin her og for at holde den socialdemokratiske tale, men jeg er nødt til at spørge om en ting. Statsministeren sagde jo i sin nytårstale, at alt for mange danskere ikke har mulighed for at få deres egen praktiserende læge, og det er jo dejligt, at vi enige om, at det er vigtigt, at folk har en egen praktiserende læge, men det klinger jo en smule hult, når man så ikke vil bide til bolle her og være med til at sikre, at vi kommer op på de 5.000 praktiserende læger, som PLO jo har en prognose der siger vi har behov for fremadrettet, fordi der eksempelvis bliver dobbelt så mange 80-årige. Så siger man ét på landsdækkende tv, og så mener man i grunden noget helt andet, når man kommer herned i Folketingssalen?

Ordføreren.

Tusind tak for at stille mig det spørgsmål. Jeg synes på ingen måder, at det er modstridende. Jeg synes sådan set, at både jeg selv her i talen, men jo også at ministeren har været meget klar ved at sige, at vi har stærke ambitioner om et lige og retfærdigt Danmark, og at det, som landets statsminister og vores partileder siger her, er meget klart, i forhold til at det er en udfordring. Derfor har ministeren jo også peget på, at der er nødt til at være forskellige greb. Vi er altså nødt til at se på uddannelse. Vi er nødt til at se på tiltrækning. Vi er nødt til at se på, hvad det er for nogle tiltag, der generelt skal være.

Jeg kunne jo vende det rundt og sige eller i hvert fald håbe, at ordføreren så var klar til at snakke om praksispligt, at man faktisk satte sit mandat bag og støttede op om Socialdemokratiet og regeringens forslag om praksispligt. Så det glæder jeg mig meget til at diskutere noget mere.

Per Larsen, værsgo.

Der er med stor sikkerhed ikke flertal for praksispligt i Folketinget, så den er ligesom lagt lidt død. Praksispligten vil jo også forøge længden af speciallægeuddannelsen med et halvt år for velsagtens alle specialer. Det betyder jo så, at vi kommer til at skulle vente endnu længere tid på hospitalerne på at få nogle flere speciallæger, som man jo også mangler på hospitalerne. Så det vil jo alt andet lige være en rigtig, rigtig dårlig løsning, fordi de jo ude på hospitalerne voldsomt mangler de speciallæger.

Ordføreren.

Det viser jo også, at der her er forskel på, hvordan man lægger kraft bag, og også at man er uenig om, hvordan man kan løse noget. Så det, der bliver det finurlige her, er jo, hvordan vi løser noget, som begge parter mener er et seriøst problem. Jeg tror også, det er væsentligt at kigge på andre dele. Hvis man f.eks. kigger på det yderste Vestjylland, kan man se, at de på Cold Hawaii er lykkedes med at tiltrække læger af en hel anden årsag, nemlig at man har lavet noget gedigent byudvikling. Det tror jeg også er vigtigt at se på, og det har Socialdemokratiet jo også stået bag.

Tak for det. Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Martin Geertsen, Venstre.

Tak for det. Det her forslag er jo som bekendt en genfremsættelse af B 142, hvis jeg ikke husker meget galt, fra maj 2020. Dengang holdt jeg en tale om doktor Hansen fra Matador og den gammeldags familielæge. Den moderne familielæge og dermed også den moderne praktiserende læge og den moderne lægepraksis, som vores børn kommer til at møde, vil jo nok være væsensforskellig fra den praktiserende læge, vi møder i dag, og i hvert fald væsensforskellig fra den læge, som jeg kendte, da jeg var dreng. Vi og vores børn vil i fremtiden opleve en almen praksis under konstant forandring. Vi kommer nogle gange til at møde lægen virtuelt, og vi vil opleve langt mere opsøgende læger, der vil deltage aktivt i dialogen med borgere med kroniske sygdomme, og som på linje med lindring og behandling vil kunne rådgive os effektivt om forebyggelse.

Familielægen og dermed den praktiserende læges rolle i det danske sundhedsvæsen tror jeg bliver endnu vigtigere i fremtiden. Den praktiserende læge er i dag gatekeeperen i forhold til det øvrige sundhedsvæsen, og den rolle bliver nok forstærket i fremtiden. Men lægen er jo også og vil samtidig også i fremtiden gradvis komme til at kunne håndtere mere komplekse problemstillinger end i dag og altså endnu mere være noget i kraft af sig selv. Fremtidens praktiserende læge har dog ikke desto mindre det tilfælles med doktor Hansen, at vedkommende nyder vores alle sammens store tillid. Netop derfor er familielægen vigtig for vores børn, for de unge, der bliver stadig mere krævende, skulle jeg hilse og sige derhjemmefra, for de midaldrende, der allerede har researchet deres symptomer og mulige sygdomme på internettet før konsultationen, og så selvfølgelig for de ældre, der med stadig flere kroniske sygdomme skal i relativ komplekse behandlingsforløb – også for dem bliver den praktiserende læge vigtig.

Det er netop den praktiserende læge, som fortsat, lidt ligesom doktor Hansen, har det personlige forhold til patienterne, og som bliver vores vejleder, og som kan henvise til yderligere udredning og behandling inden for rammen af de patientrettigheder, som jo nu heldigvis er blevet genindført. Den daværende regering aftalte jo før sidste valg sammen med Dansk Folkeparti en sundhedsreform. Den er der jo ikke længere flertal for, og fred være med det, men de udfordringer, som vores reform adresserede, er der jo sådan set stadig væk. Derfor er der også et markant behov for en reform af vores sundhedsvæsen.

Vi vil arbejde for, at bedre lægedækning bliver en del af den aftale, vi forhåbentlig på et tidspunkt kommer til at lave. Men vi mener altså ikke, at det er nok kun at uddanne flere læger, som kommer til at virke på den lange bane. Derfor ønsker vi også f.eks. at anvende økonomiske incitamenter, så lægerne får en tilskyndelse til at tage flere patienter ind end det her normtal på normalt 1.600 patienter. Vi ønsker også at skabe bedre fysiske rammer, både her i hovedstadsområdet, men også ude i de lidt tyndere befolkede egne af landet, som gør det mere attraktivt at etablere sig som praktiserende læge. Vi ønsker mere tid i almen praksis på speciallægeuddannelsen, hvilket også vil betyde en ekstra arbejdskraft til rådighed i almen praksis. Vi ønsker at give økonomisk støtte til, at yngre læger under uddannelse kan etablere sig i lægedækningstruede egne af landet, og så ønsker vi ved siden af det, at vi også får en bedre speciallægedækning i det hele taget i de lidt mere tyndt befolkede egne af landet, så det ikke kun er forbeholdt hovedstadsområdets borgere at have speciallæger. Alt det her er bl.a. for at styrke det frie valg, så den enkelte dansker får større muligheder, når det kommer til valg af læge, men jo altså også for at fremtidssikre det danske sundhedsvæsen, hvor vi ved at vi bliver nødt til at styrke det nære sundhedsvæsen for at aflaste vores sygehuse.

I Venstre støtter vi forslaget fra De Konservative, men vi er altså også af den overbevisning, at almen praksis, altså de praktiserende læger, står over for en større omstilling i de kommende år, hvor dialog med patienter og pårørende bliver helt anderledes end det, vi kendte, fra dengang, ja, undskyld udtrykket, vi havde den gammeldags familielæge doktor Hansen. Den omstilling er jeg helt overbevist om, at familielægen kan håndtere, også ved at der uddannes flere praktiserende læger, sådan at familielægen også fortsat vil være at finde i hele landet og altså også i de geografisk set lidt tyndere befolkede egne af vores land.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til hr. Martin Geertsen for talen. Jeg synes, det er interessant at rejse netop det aspekt i forhold til hele den omstilling, der sker med hensyn til spørgsmål om almen praksis og de praktiserende læger. Der tror jeg, at hr. Martin Geertsen jo har ret i, at den nye generation af almenpraktiserende læger, vi kommer til at se, også vil efterspørge nogle andre muligheder, altså mulighed for ikke nødvendigvis at have arbejdsgiveransvar, mulighed for at have faglig sparring med andre og måske endda mulighed for delte stillinger og i hvert fald at kunne indgå i kollegiale fællesskaber på andre måder.

Derfor vil jeg godt høre hr. Martin Geertsen om den omstilling. Er hr. Martin Geertsen så enig i, at det også bør omfatte f.eks. en større frisættelse af regionsklinikkerne, altså så man har muligheden for at etablere offentlige regionsklinikker, som ikke er underlagt reglerne om, at der konstant skal laves udbud, hvilket jo bryder muligheden for at have en mere fast tilknytning? Men det kunne jo netop sikre mulighed for mere fleksibilitet og samtidig også sikre, at der er mulighed for at have en fast tilknytning til en læge.

Ordføreren.

Nu hedder det jo privatpraktiserende læger, og det er jo, fordi vi her har en sektor, der traditionelt i det her land har været i den private del af vores sundhedsvæsen. Og det ser vi egentlig ikke nogen grundlæggende grund til at ændre på. Men jeg tror, at hr. Peder Hvelplund har ret i, at der er nogle praktiserende læger, som for fremtiden har lyst til at eje deres eget ydernummer – det skal de jo ifølge lovgivningen – men også at tage sig af det hele, dvs. al administrationen og det med at forestå bureaukratiet og lønudbetalinger, og hvad ved jeg, altså at man selv har lyst til at stå for det. Men der vil jo også være dem, der har lyst til at have et, hvad hedder sådan noget, back office til at håndtere de her ting. Og det findes der jo allerede eksempler på – ikke for at starte en eller anden lang diskussion med hr. Per Larsen om stråmandsklinikker. Der findes jo muligheder for, at man, om man så må sige, kan få andre til at håndtere de mere bureaukratiske dele af det at være praktiserende læge. Så jeg er sådan set enig i analysen, men lidt mere bekymret for forslaget fra hr. Peder Hvelplund.

Hr. Peder Hvelplund.

Men så må jeg jo forstå det sådan, at det alene beror på en ideologisk modstand imod, at man sikrer det frie valg til også at kunne etablere regionsklinikker. For vi ved jo, at der er en efterspørgsel efter muligheden for bl.a. at have delte stillinger, så man f.eks. kan levere nogle timer på et hospital og andre i en regionsklinik. Og det kunne jo være med til både at sikre bedre arbejdsvilkår for de nye almene medicinere, som gerne vil ud at arbejde i praksis, men også sikre en øget mulighed for faglig sparring. Så kunne man ikke være åben for den mulighed, når nu det er noget, der bliver efterspurgt?

Ordføreren.

Jo, mit sind er altid åbent. Men der er vel ikke noget i vejen med at have en principiel indstilling til tingene. Og jeg synes grundlæggende, at den måde, som almen praksis, der er på private hænder, er på, og den måde, som vi har skruet tingene sammen på i dag, er den rigtige måde. Og så kan der jo være nogle praktiserende læger i fremtiden, som gerne vil have hjælp til alt det, der ikke handler om, hvad skal man sige, det centrale i lægegerningen. Det har jeg til gengæld et mere afslappet forhold til.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti.

Mange tak. Jeg har min tale her, men jeg vil godt sige noget inden. En af de største fejl, vi laver herinde, er, at vi symptombehandler, at vi har et ministerium, der arbejder i søjler og ikke på tværs og ikke ser på de udfordringer, der faktisk ligger i landet, og ser på, hvordan vi kan løse dem nedefra. For hvad er grunden til, at vi ikke kan få læger til at komme til Lolland, som jeg selv nævner, eller andre steder? Hvad er grunden til, at der er færre og færre, der beslutter sig for at bo ude på landet, ude i de områder? Hvad er grunden til, at det er ældre og folk på overførselsindkomst, der efterhånden tegner de små landsbyer? Det er derfor, man har svært ved at tiltrække folk med en høj uddannelse og specielt læger til at bosætte sig i et område, hvor de måske ikke har det fællesskab, som de går efter. Hvad er grunden til, at vi i Danmark har det sådan, at man samler sig i de her kæmpe kommuner, København, Aarhus, Odense, mens man lader alt det andet falde? Når vi taler om, hvordan vi får læger ud i områderne, er det jo et infrastrukturproblem, man bliver nødt til at se på, for det vil kunne løfte nogle af de områder, det vil kunne løfte nogle af de mennesker, der bor derude.

Jeg vil starte med, hvad angår selve forslaget, at sige tak til De Konservative for at bringe det op, for vi har kæmpestore udfordringer på området, specielt visse steder i landet, som jeg har været inde på. Det her er noget, som vi også i Dansk Folkeparti arbejder meget på, også fordi det er noget, der ligger os meget nært – specielt det at få en familielæge, og at det ikke blot er et sundhedstilbud. I forbindelse med det, jeg også spurgte ministeren om, nemlig det her med, at flere uddannelseslæger tager imod dig, at der på regionsklinikker er forskellige læger, som er i gang med en uddannelse, som tager imod dig, og som skal spørge en anden læge for at høre, om det er den rigtige diagnose, eller om det er den rigtige behandling, vil jeg sige, at det frygter jeg. Jeg frygter også, at vi får et lappesystem i stedet for at finde ud af, hvordan vi sikrer, at der kommer rigtige familielæger derud, eller i hvert fald nogle læger, der er der mere end et halvt år ad gangen. Det handler om, at der skal være nogen, der følger dig, når du bliver gravid, når du har født, men også når du kommer op med dine syge børn – nogen, der kender dig, der kender din familie og kan tage hånd om det.

Så er det rigtigt, at vi godt i forbindelse med problemer, hvor vi lige skal have et stik i fingeren, eller hvad det nu kan være, kan komme andre steder hen, men det er jo det, man bliver nødt til at løse, i stedet for at vi bare hele tiden symptombehandler.

Noget af det, som vi i Dansk Folkeparti har bedt om, er, at man kigger på, hvordan vi kan sørge for, at der kommer flere borgere ind på den enkelte klinik, for vi ved, at der er rigtig meget tryk på hos de læger, der er ude i de her områder. Vi ved også, at over 50 pct. af dem, der ringer og vil have fat i lægen, er ældre mennesker, der er bekymrede. De begynder at føle sig svimle, de er faldet, de har ikke styr på pillerne, eller hvad det nu kan være, og der ønsker vi jo geriatriske sygeplejersker med selvstændigt virke, som kan være en person, som netop tager ud og taler med de ældre, ser, hvordan de er, hvordan de bor osv., og det gør også, at lægen så kan tage flere andre patienter. Det er nogle af de ting, som vi vil, så man stadig væk har en klinik, som kender de ældre godt, og så det er den samme person, de møder og er trygge ved. Det håber vi kunne være noget af det, man kunne tage med i det her udspil.

I forhold til selve forslaget her vil jeg sige, at vi er positive og stemmer ja, men kunne vi lave en beretning, hvor vi også kigger på, hvordan vi sikrer, at dem, man så uddanner her, ikke bare flytter til Norge, fordi de ikke vil til Lolland? For det er jo det, vi er nervøse for? Eller hvad hvis man bliver inde på et sygehus som almen mediciner, fordi man ikke kan få en praksis København eller lige præcis der, hvor man gerne vil have den, Gentofte, eller hvor det kan være? Vi kan uddanne lige så mange, vi vil, men vi kan ikke tvinge dem til Lolland eller til Esbjerg eller et andet sted, hvor de mangler – i Tingbjerg tror jeg også der er mangel – altså nogle af de steder, hvor der faktisk er udfordringer. Det er det, der er vores problem, og det problem bliver vi nødt til også at italesætte og tage fat i, før vi kan løse det med, at vi hver især kan få en familielæge. Tak

Christina Thorholm, Radikale. Værsgo.

Det glæder mig, at ordføreren taler om andre fagligheder til at aflaste den praktiserende læge, for de praktiserende læger har jo rigtig mange opgaver, hvoraf nogle ligger mere naturligt for dem end andre. Nu nævner I bl.a. den geriatriske sygeplejerske, men rigtig mange kommer jo også med muskel-skeletproblemstillinger, hvor den praktiserende læge ikke nødvendigvis har den bedste faglighed. Så tænker Dansk Folkeparti også på andre fagligheder til at supplere lægens kompetencer?

Ordføreren.

Ja, bestemt. Vi har jo også ad et par omgange fremsat forslag herinde om, at man ikke skulle have en henvisning for at gå til fysioterapeut, for det burde ikke være nødvendigt først at skulle til læge og bruge lægens tid og få en henvisning for bagefter at komme til en fysioterapeut, der faktisk ved mere om muskel- og skeletområdet. Det kunne også gælde andre faggrupper end fysioterapeuter – der er også mange, der går til en kiropraktor og får lavet røntgenbilleder og faktisk får den behandling, de har brug for. Det er noget af det, vi bliver nødt til at se på, altså om alt skal igennem lægen. Det kan være, at vi skal aflaste på nogle områder for at sikre, at andre kompetencer kan komme i spil.

Christina Thorholm for endnu en kort bemærkning? Nej. Så siger vi tak til fru Liselott Blixt. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og vi går videre i ordførerrækken til fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak for ordet. Og tak til Det Konservative Folkeparti for igen at fremsætte det her forslag. Jeg tænker, at det nok også giver mening, at jeg så genbruger en hel del af den ordførertale, som jeg allerede holdt, sidste gang det samme forslag var til behandling.

Vi tager i SF fortsat udfordringen med mangel på læger i den almene praksis dybt alvorligt, og et samlet Folketing, inklusive mig selv, støtter også op om den store lægedækningsaftale, som vi indgik i januar 2017 – en aftale, som netop også havde til hensigt at dæmme op for manglen på praktiserende læger, men også en aftale, hvor jeg allerede dengang selv var med til at gøre gældende, at der stadig væk er en udfordring, vi står over for, og at det er et langt, sejt træk med det, som vi stadig væk skal have løst. Det har den nye regering så også taget fat på i aftaler om regionernes økonomi, hvor der også er adresseret flere hoveduddannelsesforløb, hvilket også er et udtryk for, at vi hele tiden trækker i den rigtige retning.

Når De Konservative foreslår at øge antallet af hoveduddannelsesforløb i almen medicin, mener jeg faktisk også, at partiet så at sige sparker en åben dør ind, for netop lægedækningen har jo haft rigtig stor sundhedspolitisk opmærksomhed – og med rette. Særlig når det gælder uddannelse i almen medicin, er vi udfordret. Det er angiveligt ikke specielt attraktivt for unge læger, at de både skal købe en klinik og nedsætte sig i et område, hvor der måske er udsigt til at være låst fast i mange år frem i tiden – ikke mindst i en tid, hvor vi tænker mobilitet på arbejdsmarkedet.

Derfor skal vi også overveje, om vi på anden måde kan dække behovet for alment praktiserende læger. I SF mener vi først og fremmest, at patienter skal have mulighed for at have deres egen praktiserende læge, men hvorvidt egen praktiserende læge er ansat i regionen og bosiddende i en regionsklinik, måske sammen med nogle andre læger, er ikke afgørende for kvaliteten. Men nye ejerformer kan være afgørende for, hvordan vi i fremtiden kan tiltrække nye praktiserende læger.

Med til drøftelsen hører også, at vi generelt er udfordret af mangel på læger, også på andre områder, inden for andre specialer, og i parentes bemærket har jeg lyst til her også at sige, at vi også er udfordret af manglen på sundhedspersonale helt generelt. Vi skal derfor også generelt have fokus på, hvordan vi kan gøre det mere attraktivt at søge uddannelse inden for sundhedssektoren. En del af løsningen kan være større fleksibilitet i virksomhedsområderne for de respektive faggrupper, så sygeplejersker og terapeuter i højere grad kan aflaste lægerne, ligesom social- og sundhedsassistenter, lægesekretærer og andet sundhedspersonale måske i højere grad kan aflaste sygeplejersker.

Corona har bragt meget elendigt med sig, men det har også lært os noget. Bl.a. er der, i forbindelse med at specialer bliver nødt til at arbejde sammen på tværs, eksempler på, at netop tværfaglighed kan gavne både kvaliteten og arbejdsglæden. Når flere kloge hoveder stikker hovederne sammen, er der nemlig større chancer for, at patienterne kommer raske ud af sygehuset igen, og hvem vil ikke gerne se gode resultater af dagens arbejde?

Dimensioneringen af sundhedsuddannelser og også af læger skal fortsat stå højt på den sundhedspolitiske dagsorden, men det giver altså god mening at afvente en dimensioneringsplan, hvor vi også får lejlighed til at vurdere lægedækningen generelt.

Derudover vil jeg også lige for god ordens skyld bemærke, at der er en væsentlig økonomisk omkostning forbundet med det her forslag, som isoleret set relaterer sig til praktiserende læger, men jeg så gerne, at det i stedet blev adresseret til en mere tværfaglig drøftelse, hvor man også på tværs af hele sundhedssektoren måske kunne se de rigtige og de gode løsninger.

Derfor støtter SF heller ikke denne gang forslaget.

Der er en kort bemærkning til hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak til fru Kirsten Normann Andersen. På SF's hjemmeside bemærkes det, at der er stor mangel på praktiserende læger, især i yderområder og udsatte boligområder. Og op til valget i 2019 kunne man jo læse i Sundhedspolitisk Tidsskrift, at Kirsten Normann Andersen sagde:

»Vi skal uddanne flere læger, og det skulle vi have gjort for længe siden.«

Så er spørgsmålet bare: Hvad har forandret sig? Hvad er årsagen til, at man ikke en gang for alle vil være med til at løse det her problem med lægemangel rundtomkring i Danmark?

Ordføreren.

Det vil vi også rigtig gerne stadig væk være med til, og derfor nævner jeg jo netop også, at jeg allerede før valget gjorde opmærksom på, at den plan, som vi lavede i 2017, altså lægedækningsaftalen, ikke var tilstrækkelig, men at vi med økonomiaftalerne efterfølgende jo netop også har afsat midler til flere hoveduddannelsesforløb, så vi trækker i den rigtige retning. Men jeg tænker samtidig også, at man skal se det her i en større sammenhæng. Altså, vi står over for at skulle forhandle en sundhedsreform, og jeg så gerne, at nogle af de opgaver, som praktiserende læger har patent på i dag, ville være opgaver, som man måske også kunne forestille sig, at andre faggrupper med fordel kunne tage sig af. Derfor tror jeg også, at spørgsmålet om virksomhedsområder for faggrupperne er en relevant diskussion at tage med her.

Per Larsen.

Det er fuldstændig rigtigt, at der er mangel på sundhedspersonale over en bred front, og man kan jo også se, at de praktiserende læger efterhånden ansætter rigtig mange sygeplejersker, fordi de simpelt hen har så travlt og har så mange patienter. Men man kunne jo netop også løse noget af det ved at uddanne nogle flere praktiserende læger.

Nu var SF jo med i finanslovsforhandlingerne, så jeg kan ikke lade være med at spørge: Bragte I problemet på bane i finanslovsforhandlingerne, og bad I om at få uddannet nogle flere praktiserende læger, sådan at vi kan komme op på det niveau, der er behov for?

Ordføreren.

I finanslovsforhandlingerne har vi i første omgang prøvet at tage os af det helt akutte problem, at der mangler sundhedspersonale. Corona har jo netop vist, at der har været kæmpestore sprækker i sundhedsvæsenet – måske meget større, end vi overhovedet havde forestillet os – og de har skullet lappes, sådan at vi også kunne komme sikkert igennem vinteren med en akutpakke på 1 milliard til en start. Og så afventer vi jo alle sammen nogle sundhedsreformer, hvor vi måske skal prøve at se, om vi kan tegne nogle nye streger på landkortet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Derfor kan vi gå videre i rækken til fru Christina Thorholm, Radikale Venstre.

Tak. Den praktiserende læge har en helt central funktion i det nære sundhedsvæsens kontakt med borgeren, når denne enten har et alment helbredsproblem eller har brug for en henvisning til specialiseret behandling. Igennem de sidste mange år har alt for mange mennesker ikke haft en familielæge – altså mere end 100.000 mennesker – det kan vi ikke være bekendt, da familielægen skaber tillid og tryghed og bedre rammer for lighed i sundhed.

Vi har brug for flere praktiserende læger, fordi alt for mange står uden sådan en, men også fordi vi fremadrettet får flere behandlinger i det nære sundhedsvæsen; for det, der ikke kræver en specialiseret behandling, skal ske i det nære miljø og ikke på hospitalet, som yder en højt specialiseret indsats. I det nære sundhedsvæsen vil der være flere borgere, der får behandling i samarbejde med en praktiserende læge og kommunens sundhedsmedarbejdere, som overvejende er sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, og i ambulant behandling på hospitalet. Og det betyder et øget behov for praktiserende læger.

Yderligere bliver vi flere ældre med en øget andel af ældre i befolkningen, samtidig med at flere mennesker lever med flere kroniske lidelser, hvilket igen fører til, at flere har brug for kontakt til den praktiserende læge, da disse behandlinger skal ligge i det nære sundhedsvæsen, hvor det bl.a. er vigtigt at fokusere på den forebyggende indsats, så det ikke bliver nødvendigt med en specialiseret behandling. Det er klogt at have en stærk almen praksis, hvor vi har let adgang til en familielæge for at forebygge og behandle sygdom, da det reducerer udgifterne til dyre indlæggelser.

Heldigvis har vi taget ansvar for behovet for praktiserende læger, bl.a. i dimensioneringsaftalen og økonomiaftalen, som der er refereret til, hvor der forventes en stigning på 50 pct. i antallet af speciallæger i almen medicin frem mod 2040. Og der er allerede nu sket en væsentlig stigning hen imod 2025. Der er lavet flere hoveduddannelsesforløb, og der er blevet oprettet flere speciallægestillinger i almen praksis – alt sammen tiltag, der ligger i tråd med det, som De Konservative har fremsat forslag om.

Radikale er interesseret i at se på andre tiltag for at øge antallet af læger, som interesserer sig for at være praktiserende læger, særligt i områder med lægemangel. Her ser vi, at lempelser af reglerne for, hvordan man kan etablere regionsklinikker, fremme licensklinikker og give mulighed for, at læger kan slippe for det administrative arbejde, kan lette springet fra at være nyuddannet til at være ude i praksis.

Så Radikale glæder sig over, at regeringen er i gang med arbejdet for en ny sundhedsreform med nye initiativer, der kan styrke arbejdet i det nære sundhedsvæsen. For at forbedre behandlingerne for mennesker med kroniske lidelser og vores ældre har vi brug for flere læger – og det ser vi frem til. Tak.

Der er en kort bemærkning til hr. Per Larsen, Konservative Folkeparti.

Tak til ordføreren for talen, som på mange måder indeholder nogle gode elementer. Men jeg synes ikke helt, at de bider til bolle. I skriver jo også på jeres hjemmeside: »Der mangler læger overalt i Danmark. Det giver utryghed for dem, der har brug for hjælp, og det er uacceptabelt i et velfærdssamfund, der bygger på fri og lige adgang til sundhedssystemet.« Og så er mit spørgsmål så, hvorfor I ikke vil være med til at sikre, at vi kommer op på de 5.000 praktiserende læger, som PLO har som prognose at der bliver behov for fremadrettet på grund af demografien, og på grund af at man også gerne vil styrke det nære sundhedsvæsen og løse nogle flere opgaver ude i det nære.

Ordføreren.

Jamen vi forventer, at det kommer til at indgå i forhandlingerne om sundhedsreformen. Og så synes jeg, at vi skal tale om det, flere ordførere har talt om, altså hvad for nogle opgaver andre faggrupper kan løse i samarbejde med de praktiserende læger, sådan at presset på den enkelte læge bliver mindre. Vi får brug for flere, og det mener vi kommer til at ligge i forhandlingerne om sundhedsaftalerne.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i rækken til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, formand. Jeg vil godt starte med lige at præcisere, hvad jeg også har hørt tidligere ordførere sige, altså at det her reelt set er en genfremsættelse. Og jeg synes da også, at man måske bør overveje, hvor mange gange man genfremsætter et forslag, uden at der reelt set er nyt i forhold til det. Men det ændrer jo ikke på, at det selvfølgelig er en væsentlig diskussion, og derfor er det også fornuftigt nok, at vi får den.

I forhold til spørgsmålet om praktiserende læger er der jo ikke nogen tvivl om, at vi ikke bare kommer til at mangle almenpraktiserende læger eller almene medicinere, men vi kommer til at mangle læger fremover, og derfor er det også væsentligt at sikre, at vi har tilstrækkelig søgning til det. Det her handler jo ikke kun om at sikre flere hoveduddannelsesstillinger – det har vi jo gjort en indsats for at få, og det synes jeg er fornuftigt – men det handler i lige så høj grad om at sikre, at vi har nogle gode arbejdsvilkår for de læger, der skal ud at arbejde, og derfor også sikre, at der bliver tilstrækkelig stor søgning til hoveduddannelsesstillingerne.

Derfor handler det her jo også om at gøre det mere attraktivt at fungere som almenpraktiserende læge ved f.eks. at forbedre arbejdsmiljøet. Det handler om lukkegrænserne, som vi i Enhedslisten klart er imod at man hæver, fordi vi allerede i dag ved, at der er et problem med arbejdsmiljøet for mange almenpraktiserende læger. Og der er stressproblematikker; de møder langt større kompleksitet i de sager i forhold til både multisyge og ældre medicinske patienter, men også i det hele taget patienter med psykiske lidelser og patientgrupper, som i det hele taget har en højere grad af kompleksitet. Det er jo en problematik, som vi formentlig også kommer til at se være stigende i de kommende år, også med det pres, der kommer fra det nære sundhedsvæsen.

Så det handler også om at sikre, at vi får et bedre arbejdsmiljø for de almenpraktiserende læger, og der ved vi, at noget af det, der bliver efterspurgt fra bl.a. yngre læger – altså det, der kan gøre det attraktivt at komme ud i almen praksis – er at sikre, at der bliver mulighed for en højere grad af faglig sparring, at man ikke nødvendigvis skal have et arbejdsgiveransvar, hvor man skal sidde med en lang række administrative opgaver, og at der også stadig væk kan være mulighed for f.eks. at lave forskning.

Derfor synes jeg også, at det er oplagt at se på muligheden for at frisætte regionsklinikkerne og netop sikre, at der bliver delte stillinger. Vi ved også, at der er mange almene medicinere, som i dag arbejder på sygehusene, og det vil jo også være en mulighed at åbne op for, at de ud over at arbejde på et sygehus måske også kunne levere nogle timer eller et par dage om ugen i en almen praksis i en regionsklinik. Dermed sikrer vi også kontinuiteten, altså i forhold til at regionsklinikker ikke hele tiden skal udsættes for udbud, hvilket jo betyder, at det er svært at få læger til at søge stillinger der for at kunne blive der igennem en længere periode. Så jeg synes, det er oplagt at se på muligheden for at frisætte regionsklinikkerne for netop at sikre nogle bedre muligheder for den nye generation af almene medicinere og gøre det mere attraktivt at kunne arbejde i almen praksis.

Så ud over de tiltag, der allerede er taget, mener jeg at der er en række ting, som vi kan gøre for både at forbedre arbejdsmiljøet, men også gøre det mere attraktivt at arbejde som almen mediciner ude i praksis.

Så bliver vi selvfølgelig også nødt til at kommentere, at forslaget her vil betyde en udgift, som der ikke er anvist finansiering for. Og jeg synes måske også, at det er lige frisk nok af et parti, der ellers påberåber sig økonomisk ansvarlighed, at man fremsætter et forslag uden at anvise finansiering til det.

Samlet set betyder det, at vi ikke kommer til at bakke op om det her forslag. Vi er sådan set enige i, at der er den problematik, men mener, at der også skal ses bredere på det, og at der er nogle andre løsningsmetoder, der skal tages i brug.

Der er en kort bemærkning til hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak for ordførerens tale. Vi diskuterede også emnet sidste år, for det er jo rigtigt, at det er en genfremsættelse, og det bunder lidt i, at da statsministeren rent faktisk havde emnet med i sin nytårstale, blev jeg så glad, at jeg tænkte: Nu prøver vi lige en gang til. For hvis det er sådan, at Socialdemokratiet har ændret holdning, skal de jo have mulighed for det. Da vi diskuterede det sidst, sagde fru Pernille Skipper, at manglen på alment praktiserende læger er en stor trussel mod lighed i sundhed. Det er jeg fuldstændig enig med fru Pernille Skipper i.

Mit spørgsmål er så: Bragte I i Enhedslisten nogle forslag på bordet, da I forhandlede finanslov? For der var der rent faktisk forhandlinger om 1,2 mia. kr. Det her koster i 2022 38 mio. kr., altså ganske små penge i forhold til de 1,2 mia. kr., der var til forhandling i forbindelse med finansloven.

Ordføreren.

Jeg har bare lige et godt råd til den konservative ordfører: Hvis man er i tvivl om, om et parti har bevæget sig i en anden retning, er det jo muligt at rette henvendelse til det parti og så spørge, om der var mulighed for at presse en politisk løsning igennem. Men fair nok.

Ud over finansieringsdelen er der jo ikke kun tale om, at det er en enkelt udgift i 1 år – det skriver forslagsstillerne jo også selv i forslaget. Ud over det er det her jo et spørgsmål om, at vi bliver nødt til at se bredere på det her, for problematikken med at skaffe læger, både i udsatte boligområder og også i tyndtbefolkede områder, løses jo ikke alene ved at oprette flere hoveduddannelsesstillinger; det løses jo ved at gøre det mere attraktivt at komme til at arbejde i de områder. Vi har jo set i udkantsområder, altså steder, hvor der både er mangel på alment praktiserende læger, men hvor der også er mangel på speciallæger på sygehusene, at der har været mulighed for at frisætte regionsklinikkerne og undtage dem fra den tvang, der er, i forhold til at de skal i udbud, med en vis kadence, og det kunne netop være en af de muligheder, der kunne være for at sikre større søgning dertil.

Hr. Per Larsen, værsgo.

Når jeg hører ordførerens tale om regionsklinikker, bliver jeg en lille smule nervøs for kontinuiteten. For typisk er regionsklinikker jo noget, hvor der typisk er nogle måske pensionerede læger, som søger nogle timer om ugen. Det kan være nogle, som måske slet ikke er uddannet som almenmedicinere, men som måske er røntgenlæger, som lader sig ansætte i de der klinikker. Er ordføreren ikke enig med mig i, at hvis man har en praksis med et ydernummer og dertil 1.600 patienter eksempelvis, hvilket typisk er det, vi ser, giver det en bedre kontinuitet for patienterne?

Ordføreren, værsgo.

Men det er et politisk valg, at vi har brudt den kontinuitet, for det er jo, fordi de pålægger dem, at de skal ud i udbud hvert andet år. Altså, vi ved, at der er stor efterspørgsel også fra yngre læger i forhold til at sikre mulighed for en ansættelse, hvor man ikke er underlagt arbejdsgiveransvar, hvor der er mulighed for forskning, hvor der er mulighed for kollegial sparring, og det er jo lige præcis det, man kunne sikre i regionsklinikker, hvis man frisatte dem, og dermed ville det også give mulighed for en større grad af kontinuitet.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og da jeg ikke ser flere ordførere i salen, ud over ordføreren for forslagsstillerne, er det nu hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, formand, og tak for de faldne bemærkninger til vores forslag. Alt for mange danskere har ikke mulighed for at få deres egen praktiserende læge. Det var statsministerens ord på den første dag i det nye år, og der blev jeg selvfølgelig rigtig, rigtig glad. Vi har jo haft en mangel på praktiserende læger i alt for mange år, som også flere ordførere har nævnt. Faktisk havde vi en mangel, allerede da regionerne blev dannet for efterhånden 16 år siden. Der var problemet faktisk velkendt, og derfor var man også ude i nogle ordninger, hvor man var nødt til at honorere nogle af lægerne med ekstra honorar, generationsskifteaftaler og forskellige andre ting, som gjorde, at man ligesom prøvede på at holde sammen på stumperne. I øjeblikket er det mellem 100.000 og 150.000 danskere, som er henvist til en klinik med skiftende vikaransatte læger, og det er bestemt ikke tilfredsstillende. Samtidig har lægerne ofte også så travlt, at det kan være vanskeligt at få tid hos sin læge. Det synes jeg faktisk tit jeg får henvendelser omkring.

Hvad kan vi så gøre med det forslag her? Ja, der kan vi jo løse problemet en gang for alle, sådan at vi får sikret, at vi ikke kommer til at stå i den samme situation fremadrettet. Vi har jo et stort behov for at have nogle flere praktiserende læger. Vi ved jo, at prognosen siger, at der bliver dobbelt så mange 80+-årige, og det ved vi godt er det tidspunkt, hvor man kan se at der er mere behov for lægehjælp – med alderen. Vi har også alle sammen en målsætning om, at vi gerne vil aflaste hospitalerne og simpelt hen sikre noget mere kapacitet i det nære sundhedsvæsen, og det er lige nøjagtig der, hvor de praktiserende læger hører hjemme.

Det er godt med praktiserende læger. De kan nemlig holde patienterne ude af hospitalerne. Det, at man kender sine patienter, og at patienterne kender lægen, giver en god kontinuitet, som kan være med til at forbedre lægearbejdet. Det siger næsten sig selv, at hvis det er sådan, at lægen ude i klinikken oplever, at det er en ny patient, som lægen aldrig nogen sinde har set før, der kommer ind ad døren, så giver det ikke den samme kvalitet i lægearbejdet, som hvis det er en velkendt gruppe af patienter, som lægen kender. Jeg tænker bare på alle de kronisk syge, de multisyge, de sårbare patienter, de psykisk syge og folk, der er kommet i en livskrise, og at det har en enormt stor betydning, hvis man har en læge, som man kender. Der er i hvert fald rigtig mange kronikere, som ofte italesætter det her med, at det er ganske forfærdeligt at komme ind til en læge, med den korte tid, der er sat af til konsultationen, hvis lægen ikke kender patienten og derfor er nødt til at begynde at læse i journalen for at finde ud af, hvad det er, der ligger forud for det her.

Sidst vi drøftede det, blev forslaget stemt ned af de røde partier, men jeg havde jo håbet og forventet, at der var en bevægelse i gang, i og med at statsministeren havde det med i sin nytårstale. Så bliver der problematiseret noget omkring finansieringen af det, og altså, i vores optik har vi jo ikke råd til at lade være. Manglen på praktiserende læger giver et øget pres på vores hospitaler, og det er et kæmpe problem, som jeg synes vi er nødt til at tage alvorligt. De 38 mio. kr., som det koster at starte det op i 2022, er jo et ganske ubetydeligt beløb i forhold til det kæmpestore problem, der er ude i regionerne, når man ser, hvad der bliver brugt af øgede midler til udbudsklinikker og til vikaransættelser. Det er i det hele taget nogle store beløb, som bliver brugt derude, og jeg er helt sikker på, at regionerne gerne selv ville have været med til at finansiere det, hvis det var sådan, at vi spurgte dem. Og i forhold til at der ikke skulle være penge til rådighed, kan man så sige, at Finansministeriet opererer med et økonomisk råderum i 2025 på 16 mia. kr., så det skulle nok kunne lade sig gøre at få det finansieret, hvis det var sådan, at der var vilje til det og man blev enige om det her i Folketinget.

Så for mig at se handler det ene og alene om vilje eller mangel på samme. 400 ekstra hoveduddannelsesforløb og 195 ekstra introduktionsstillinger ville kunne løse problemet en gang for alle, sådan at vi kunne komme op på det niveau, der er behov for, og altså sikre, at vi kunne reducere antallet af patienter på vores hospitaler, at vi kunne få en bedre tilgængelighed, og at alle kunne få mulighed for at vælge deres egen læge. For det er jo en mulighed, der ikke rigtig eksisterer i dag: det, at man har mulighed for at vælge sin egen læge ud fra alder, køn, geografi og andre ting. Men vi tager selvfølgelig til efterretning, at der ikke ser ud til at være et flertal for vores forslag lige her og nu, og så må vi jo tage det med, når vi skal forhandle sundhedsaftale, for det er bydende nødvendigt, at vi kommer op i niveau, så vi sikrer, at alle danskere, som statsministeren jo så rigtigt pointerede i sin nytårstale, får ret til at have en egen læge, som man kender.

Tak for ordet.

Tak for det. Fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg hørte ordføreren svare hr. Peder Hvelplund på et tidligere tidspunkt, og jeg kan også høre i ordførerens egen ordførertale nu, at forklaringen på, at det her forslag bliver genfremsat, selv om der jo sådan set ikke er noget i sol og måne og stjerner, der tyder på, at stillingen til det er blevet ændret – alle vil rigtig gerne løse det her problem, men der er forskellige tilgange til, hvordan man løser det. Ordføreren bliver ved med at henvise til statsministerens nytårstale. Jeg skal bare høre, hvad det var, der gjorde, at statsministerens nytårstale fik ordføreren til at henvise til det her forslag, og om der er en sammenhæng mellem statsministerens nytårstale og det forhold, at Konservative genfremsætter det her forslag.

Værsgo.

Sammenhængen er jo den, at når nu statsministeren i absolut bedste sendetid, der er stillet til rådighed, på årets første dag italesætter, at det er vigtigt, at folk i Danmark har adgang til en praktiserende læge, så bliver jeg jo så glad og tænker: Okay, så må der også ligge noget bag. Så må man have haft en drøftelse om, at det er det, man gerne vil, nemlig sikre alle danskere en læge, som de kender. Så syntes jeg jo, det var oplagt, at vi siger: Okay, hvis der er sket en bevægelse i Socialdemokratiet, skal de også have mulighed for at bevise det her i Folketingssalen.

Værsgo til fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Det er bare, fordi jeg kan se, at ordføreren fremsatte forslaget den 9. november 2021, og så bliver jeg simpelt hen så nysgerrig på, hvad det er for nogle forbindelser, ordføreren har til statsministeren, i forhold til nytårstalen, som vi andre ikke har, for det kunne være skønt, hvis vi også kunne være så forudseende i fremtiden.

Værsgo.

Nu kunne det jo være, at statsministeren så måske havde læst mit forslag, inden hun skrev sin nytårstale. Det kan man aldrig vide, men en vis form for optimisme har man jo lov til at have.

Så er det hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Nu er det så til gengæld min tur til at blive vældig opløftet over noget, som ordføreren sagde, for ordføreren understregede jo, at der er et stort overskud på statens finanser, og at vi sagtens kan bruge midler på at investere i velfærd. Så skal jeg bare høre, om det sådan er en generel betragtning hos Det Konservative Folkeparti, at vi nu står i en situation, hvor vi rent faktisk kan investere i velfærden, og om det også betyder, at Det Konservative Folkeparti så vil være villige til at stemme for en velfærdslov, hvor vi netop sikrer, at midlerne følger med de stigende udgifter. Eller er det bare lige en enlig svale i det her forslag?

Værsgo.

Tak. Nu er velfærdsloven jo ikke noget, der er dyrket i vores have. Og i forbindelse med drøftelsen af, om vi skal have nogle flere praktiserende læger, vil jeg sige, at jeg simpelt hen ikke mener, at vi har råd til at lade være. Jeg synes, det er så bydende nødvendigt, at vi sikrer, at alle har en læge, som de kender, og som kender sine patienter, fordi det giver en høj kvalitet i lægearbejdet. Vi kan simpelt hen ikke være bekendt, at der er op til 150.000 danskere, som ikke har en læge, som de kender, og som har sin egen klinik med sit eget ydernummer og sin egen patientpopulation. Det synes vi simpelt hen er så vigtigt at vi sikrer. Det koster masser af penge ude i regionerne hver evig eneste dag, hvor man er nødt til at hutle sig igennem ved at lave nogle løsninger, som kan blive ved med at sikre, at folk trods alt har adgang til et lægetilbud. Så det er utrolig vigtigt, at vi sikrer, at vi har læger nok i fremtiden.

Hr. Peder Hvelplund.

Det er jo fuldstændig rigtigt, at effektiviseringer i sundhedsvæsenet også har enorme konsekvenser for den regning, der så bliver for patienter, som ikke kan få den rigtige behandling, eller personale, som kommer til at skulle løbe for stærkt. Det har enorme konsekvenser, når man ikke sikrer, at der følger tilstrækkelige midler med til de opgaver, man bestiller. 16 mia. kr. – siger ordføreren selv. Der er jo masser af penge. Er det så ikke rimeligt, at vi sikrer, at vi holder hånden under velfærden, og at vi investerer i den, så forebyggelse kommer til at gælde på alle områder og ikke kun specifikt det her? For det er jeg sådan set fuldstændig enig i: Selvfølgelig skal vi sikre det. Men det kan jo være klogt at anvise den konkrete finansiering.

Så gælder det her også andre forslag om at holde hånden under velfærden end kun specifikt det her?

Værsgo.

Det kommer jo fuldstændig an på, hvordan man definerer det. Altså, de midler, der er i råderummet, skal der jo forhandles om, og der vil det være op til de forskellige partier at byde ind med, hvad det er for nogle områder, man synes man vil prioritere. Der er der ingen tvivl om, at vi i hvert fald vil prioritere, at vores sundhedsvæsen kommer i en bedre gænge, end det er i i øjeblikket, for vi kan jo se, at der er et voldsomt stort pres på vores sundhedsvæsen, ikke kun på grund af covid, men ambulancerne kører simpelt hen mere, end de nogen sinde har kørt, og vi ved også, at på grund af den stigende levealder bliver udfordringen bare større og større. Derfor skal vil sikre, at vi har et robust sundhedsvæsen, som også kan tage en pandemi, hvis der kommer sådan en igen en anden gang.

Tak for det. Så er der ikke flere, der har bedt om ordet.

Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Sundhedsudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.