Det eneste punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 203:

Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af protokoller om Finlands og Sveriges tiltrædelse af Den Nordatlantiske Traktat.

Af udenrigsministeren (Jeppe Kofod).

(Fremsættelse 02.06.2022)

Forhandlingen er åbnet. Fru Annette Lind, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Jeg er nordist, og derfor synes jeg, at det er en helt speciel dag i dag. Jeg er rigtig glad. Når vi står her i Folketingssalen, siger vi mange gange: Det her er historisk. Det kan man gradbøje noget, men i dag har vi et beslutningsforslag, som virkelig er historisk. Vi skal behandle, at Sverige og Finland kan indlemmes i Den Nordatlantiske Traktat, bedre kendt som NATO.

Både Sverige og Finland har ansøgt officielt om NATO-medlemskab. Præcis den dag, hvor den finske præsident og den finske statsminister bekendtgjorde, at de ønskede at få et medlemskab af NATO, stod jeg i den finske rigsdag. Det var en helt, helt særlig situation, men der var en stor samhørighed i forhold til at gøre det. Jeg havde også min svenske kollega Gunilla Carlsson med, og hun var selvfølgelig spændt på, om de så også ville sige ja til et NATO-medlemskab, når de skulle have deres møde et par dage senere. Det gjorde de heldigvis. Den 18. maj bekendtgjorde de begge to, at de havde ønske om et medlemskab, og her står Jens Stoltenberg med det. (Ordføreren viser et billede).

Vi står nemlig i en helt ny og radikalt forværret sikkerhedspolitisk situation i Europa. Det har vi selvfølgelig også reageret på her i Norden. Med Putins brutale angreb på Ukraine vågnede vi alle sammen op til en ny virkelighed den 24. februar i år. Derfor er jeg også både glad og stolt over, at både Sverige og Finland har besluttet sig for at blive en del af NATO. For det bedste modsvar til Putins angreb er, at vi rykker tættere sammen med vores allierede. Det gælder i NATO, men det gælder bestemt også i Norden.

Jeg er glad for, at vi er et af de allerallerførste lande, som ratificerer og byder vores nordiske nabolande velkommen til NATO. Det sender et stærkt signal til vores nordiske venner. Finsk og svensk medlemskab vil gøre NATO endnu stærkere og måske sikre nordisk samling. Sammen kan vi få en stærkere nordisk stemme i sikkerhedspolitikken. Det er en glædelig nyhed for både finnerne og svenskerne og for os her i Danmark, men også for det nordiske samarbejde og for vores fælles sikkerhed i Norden, Europa og verden.

Fra dansk side skal vi naturligvis støtte op om en hurtig optagelse af Finland og Sverige i NATO. Det betyder meget for svenskerne og finnerne, ved jeg, at de øvrige nordiske lande bakker dem op og vil bidrage til at fremme optagelsesproceduren. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at sikre den mulige ratifikationsproces, og vi opfordrer selvfølgelig alle lande til at bakke op og ikke forhale processen – det gælder også Tyrkiet.

Danmark har desuden givet Sverige og Finland en sikkerhedsgaranti i fællesskab med Norge og Island under optagelsesforløbet, for det er nemlig i skelsættende øjeblikke som dette, at det nordiske samarbejde for alvor viser sin værdi og styrke. Det nordiske fællesskab er helt unikt. Der var engang, hvor vi slog hinanden ihjel; vi bekrigede hinanden i mange nordiske krige. Men siden den store nordiske krig, som havde en fredsaftale i 1721, altså for over 300 år siden, har vi levet fredeligt side om side.

Vi har tillid til hinanden, vi deler dybe historiske rødder, tætte sproglige forbindelser og kulturelle bånd, og vi har grundlæggende fælles værdier. Dette værdifællesskab er helt uvurderligt. Det er fundamentet for vores sikkerhedspolitiske samarbejde i Norden, som kun kan blive endnu tættere og stærkere i fremtiden. Svensk og finsk medlemskab af NATO og den opbakning, der er til det, er et stort og vigtigt skridt i retning af et styrket forsvarssamarbejde i Norden. Ved at stå sammen kan vi indtage en mere ledende rolle og fremme vores fælles værdier i NATO, både i Østersøregionen, i Europa og i resten af verden.

I dag er det min fødselsdag, og det siger jeg ikke for at blive fejret, men fordi jeg faktisk føler, at i mine 53 år har jeg ikke fået nogen bedre fødselsdagsgave end netop at ratificere de nordiske landes medlemskab af NATO. Så tak for ordet. Socialdemokratiet støtter naturligvis beslutningsforslaget.

Tillykke med fødselsdagen. (Annette Lind (S): Tak).

Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen, og også stort tillykke med fødselsdagen. Der er ikke nogen tvivl om, at når Sverige og Finland udtrykker et ønske om at blive optaget i NATO, er det ikke noget, vi modsætter os. Men det er også samtidig klart, at det har nogle sikkerhedsmæssige implikationer. Derfor vil jeg bare høre Socialdemokraternes opfattelse af, hvad det her får af konsekvenser for hele sikkerhedssituationen i Østersøen, altså det generelle trusselsbillede både mod de skandinaviske lande, men også mod Danmark, og hvad Socialdemokraternes holdning egentlig er til det ønske, som Sverige har udtrykt, om at få et forbehold i forhold til udstationering af atomvåben på svensk territorium og det samme i forhold til udenlandske tropper på permanente baser i Sverige. Hvad er Socialdemokraternes holdning til de ønsker fra Sverige?

Ordføreren.

Det nordiske samarbejde føler jeg jo bare bliver styrket, og det gør sikkerheden i Østersøområdet også. Det føler jeg klart og tydeligt. Vi har jo haft og har også nu et samarbejde i NORDEFCO. Det samarbejde forventer jeg sådan set kommer til at fortsætte, sådan at vi stadig væk har de samme tætte bånd. I forhold til atomvåben har vi den samme holdning som svenskerne, nemlig at vi ikke ville have atomvåben på dansk jord, og det er jo sådan, det er.

Hr. Peder Hvelplund.

Det er jeg jo glad for at høre, altså at Socialdemokraterne vil bakke op om det ønske fra Sveriges side. Men når det kommer til truslen mod de skandinaviske lande, også i forhold til Danmark, skal jeg bare høre, hvad ordføreren baserer det på. For som jeg kan se det, ligger der ikke en umiddelbar trusselsvurdering, i forhold til hvad det her får af konsekvenser, og det er jo altid meget rart at vide, når man træffer en beslutning, altså om det er noget, der har en afledt implikation i forhold til sikkerhedssituationen i Østersøen, også i forhold til Danmark.

Ordføreren.

Som jeg sagde i min ordførertale, deler vi fælles værdier i de nordiske lande, og derfor er jeg hundrede procent sikker på, at vi også i et tættere samarbejde i NATO vil have nogle fælles værdier, som vi går sammen om. Jeg sagde også i min ordførertale, at jeg føler, at vi bliver et stærkere Norden, når vi står sammen. For vi skal jo vise vores værd nu i NATO som en god region. Det er jo sådan, at vi i Nordisk Råd og i Nordisk Ministerråd har en vision om at være den mest integrerede og grønne region i verden. Det skal vi leve op til, og det ved jeg at Enhedslisten også vil synes er godt.

Hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Tusind tak til fru Annette Lind, og tillykke med det hele skulle man måske tilføje. Nu er der jo begrænset taletid, og det er klart, at man ikke kan nå det hele, og derfor vil jeg godt benytte lejligheden til at stille fru Annette Lind et spørgsmål om hele den diskussion, der har været om Tyrkiets blokering. For det er jo klart, at Tyrkiet har stillet nogle meget konkrete krav – de er blevet konkretiseret hen ad vejen. Det er krav, som vil angribe menneskerettighedsstandarder i Europa; det er krav, som vil svække kampen mod Islamisk Stat. Hvordan stiller den socialdemokratiske ordfører sig til de krav, som Tyrkiet har fremlagt?

Ordføreren.

Tak for det, og tak for lykønskningen. Jeg kan jo godt huske en 2. juni og min fødselsdag, hvor det ikke gik helt så godt med et ja, som det gjorde i går.

I forhold til Tyrkiet har vores udenrigsminister jo taget sagen op med Erdogan – eller i hvert fald med udenrigsministeren i Tyrkiet – og derfor mener jeg, at det har udenrigsministeren garanteret helt styr på.

Hr. Søren Søndergaard.

Fuld respekt for, at den danske udenrigsminister har taget det op med den tyrkiske udenrigsminister, men det er jo ikke sådan, at det så har ført til, at Tyrkiet har opgivet sine krav, tværtimod – de blev jo forstærket så sent som i går. Og derfor tror jeg, at befolkningen godt vil høre en klar melding fra Socialdemokratiet om, at man under ingen omstændigheder kan acceptere, at Tyrkiet skal få mulighed for at forringe menneskerettighedsstandarder i resten af Europa – det er slemt nok, hvad de gør i Tyrkiet – og at de ikke skal få mulighed for at svække kampen mod Islamisk Stat, som jo slet ikke er overstået. Der tror jeg, det ville være godt med en klar melding fra Socialdemokratiet.

Ordføreren, værsgo.

Jamen vi står selvfølgelig fast på vores menneskerettigheder. Vi har lavet et værdikompas i forhold til den udenrigspolitiske situation i hele verden. Vi har jo en kompleks verden lige nu, hvor man må tage stilling fra gang til gang. Vi slækker ikke på nogen af vores menneskerettigheder, og derfor har vi også en tydelig stemme i udenrigsministeren i forhold til det her.

Vi ønsker en hurtig ratificeringsproces, og det håber og tror jeg også på at vi får, og Stoltenberg tror på det, og derfor er vi blandt de første til at ratificere det her i salen.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Det betyder, at vi går videre til hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre.

Ja, det er jo faktisk en rigtig, rigtig god dag, for man kan jo vende det og ligesom bruge de historiske briller og sige, at nu er Norden samlet igen. Vi er samlet i et fælles værdigrundlag, i et fælles forsvar mod den aggressivitet, der er fra Putins side, og som jo nu desværre er ret tydelig for enhver. Derfor kan jeg jo vende det om og sige, at jeg tror ikke, at Putin i sine vildeste tanker havde forestillet sig det, der faktisk er sket siden hans voldsomme aggressivitet, nemlig at vi faktisk samler os mere og mere om hinanden. Vi bakker hinanden op. Ja, selv her har vi faktisk aldrig haft et mere NATO-positivt Folketing end det, vi har i dag. Så man kan roligt sige, at der virkelig er sket noget på få måneder.

Derfor er jeg rigtig, rigtig glad for, at vores både geografiske naboer, men også naboer i værdifællesskab nu beslutter sig for at søge optagelse i NATO. Og vi skal selvfølgelig stå klar med åben dør og rød løber og sørge for at gøre alt, hvad vi kan, for at den overgang bliver så gnidningsfri som overhovedet muligt. For det er jo lige præcis det, som kan være med til at bekæmpe Putin – det er isolation, og det er sammenhold blandt os andre.

Vi har jo set, hvordan og hvorledes Putin igennem årene har prøvet det modsatte. Vi har jo set, hvordan Putin har en eneste interesse, nemlig at destabilisere Vesten og sørge for med vold og magt at få os til at gå imod hinanden. Og derfor er jeg virkelig, virkelig en glad udenrigsordfører i dag, hvor jeg kan se, at det modsatte sker.

Betyder det, at verden så bare bliver helt perfekt, når Sverige og Finland kommer med i NATO? Nej, selvfølgelig ikke. Og derfor må vi også bare erkende, at vi desværre er i en kold krig version 2.0, hvor Putin i fuld alvor mener, at han skal være med til at bestemme, hvad der sker i andre lande, deriblandt de nordiske lande.

Derfor er det jo reelt, når Finland og Sverige decideret siger, at i den periode, der er, indtil de bliver fuldgyldige NATO-medlemmer, har de brug for en beskyttelse. For vi er jo oppe imod en Putin, som reelt sidder og siger, at de lande ikke må have lov til selv at bestemme, hvad de vil gøre. Ja, han er endda gået så vidt, at han vil bestemme over, hvad Danmark gør i forhold til Bornholm.

Så vi er oppe imod en forfærdelig mand, som faktisk prøver med vold og magt at destabilisere. Og derfor er jeg også rigtig glad for, at der er en lang række lande, deriblandt Danmark, som nu også bakker op omkring Sverige og Finlands sikkerhedsgaranti, sådan at vi i hvert fald også allerede beskytter dem nu, hvis det utænkelige skulle ske, men også lige så meget for at sende det meget, meget rigtige signal.

Så er det selvfølgelig også vigtigt at holde fast i, at der selvfølgelig ikke må være et NATO-land, som begynder at lægge så mange forhindringer i vejen, at det bliver umuligt at få optaget de her to naboer. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi står sammen i Danmark og simpelt hen siger, at selvfølgelig skal vi have dem som medlem, og selvfølgelig skal det være uden betingelser fra nogen andre NATO-landes side.

Så alt i alt er det en rigtig, rigtig stor dag i dag, og jeg glæder mig over, at det ser ud til, at et enigt Folketing beslutter, at vores naboer nu kommer sammen med os, og at vi virkelig er sammen i Norden.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og det betyder, at vi går videre i rækken til hr. Karsten Hønge, SF.

Kære svenskere, kære finner og kære kolleger i den finske Eduskunta og den svenske Riksdag: For få måneder siden havde ingen af os fantasi til forestille os, at vi skulle behandle et forslag som det her i Folketinget. Vi har nu muligheden for at udvise den solidaritet med vores svenske og finske naboer, som de har brug for, for det er i svære tider, man lærer sine sande venner at kende.

Det er jo historiske beslutninger, vi står over for, og med udvidelsen af NATO har Putin i den grad sat gang i en bevægelse, som han ikke havde forestillet sig. Men når autoritære regimer begynder at spise af sine nabolande, skal demokratiske lande reagere. Midt i en mørk tid får Sverige og Finland alligevel solen til at skinne. Vi skal modtage Sverige og Finland med åbne arme, for det er samfund, der ligner vores, og NATO's udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje får et skub i den rigtige retning. Et stærkere europæisk engagement i NATO er nødvendigt, når det er åbenlyst, at USA i årene fremover mere og mere orienterer sig mod Stillehavet og Asien. Det bliver godt for alle – bortset fra Rusland og Kina.

Med de to nye medlemslande står den nordiske tankegang stærkere, og Norden står nu sammen i en forsvarsalliance. Måske især Sverige styrker den linje, som jeg da også forventer at Danmark holder fast i, nemlig fortsat afvisning af atomvåben og permanente udenlandske baser.

Sverige og Finland har jo på ufattelig kort tid taget den dramatiske beslutning at søge om optagelse i NATO. Finland, der i hele sin moderne levetid som stat har været så bange for Rusland, at de ikke har turdet nærme sig NATO, er nu så bange, at de ikke tør lade være. Så når Putin opfatter den finske ansøgning som en trussel mod Rusland, må vi bare konstatere, at ingen har et større ansvar for Finlands ansøgning end Putin selv.

Sverige, der siden Napoleonskrigene nærmest har gjort neutraliteten til en del af landets identitet, er nu så bange for den russiske bjørn, at de ikke tør være neutrale længere. Så når Putin opfatter den svenske ansøgning som en trussel mod Rusland, må vi bare konstatere, at ingen har et større ansvar for Sveriges ansøgning end Putin selv.

For SF har det nordiske samarbejde har altid været helt centralt, både hvad angår de regionale balancer, men også i forhold til det fællesskab, som vi repræsenterer. Endelig kan Norden blive samlet om en fælles sikkerhedspolitik. Med det danske ja til EU i går, deltager alle nordiske lande nu i det fælleseuropæiske forsvar, og kommer Finland og Sverige med i NATO, er vi også samlet der. SF's håb er, at de nordiske lande i EU såvel som i NATO fortsat kan være en fælles stemme, der insisterer på en bred sikkerhedspolitik, der også øger fokus på humanitære indsatser og demokratisk opbygning.

Tyrkiets præsident Recep Erdogan optræder som en useriøs basarhandler, der nu vil udnytte situationen i sin egen indenrigspolitiske kamp for at bevare magten ved det valg, der snart kommer. Alt, hvad vi ved om Erdogan, har været konstante forsøg på at kvæle oppositionen i hans eget land med våben, med fængsel, med krig, men vi må ikke give efter for hans kamp mod kurderne – kurderne, vores allierede, der stod allerforrest i kampen mod den ultimative ondskab Islamisk Stat. Så når Erdogan udnytter situationen, hvor to demokratiske velfungerende lande søger ly hos deres naboer, til at ramme kurderne, må vi stå fast.

Danmark skal vise sig som Sveriges og Finlands sande ven. SF støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Det betyder, at vi går videre til hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Mange tak, formand. Det er nogle vilde dage i dansk politik. Det er også nogle vilde dage i nordisk og europæisk politik. I går valgte to tredjedele af den danske befolkning at stemme ja til, at Danmark indtræder i det forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde i EU, og i dag behandler vi så et beslutningsforslag, hvor vi giver vores opbakning til Finlands og Sveriges deltagelse i NATO. Det bakker Radikale Venstre selvfølgelig op om. Både det, der skete i går, og det, vi skal stemme om i dag, er glædelige begivenheder, der efter vores vurdering vil styrke sikkerheden og stabiliteten for Danmark, vil styrke det nordiske samarbejde og vil styrke det europæiske samarbejde.

Men der er jo ikke nogen grund til at lægge skjul på, at det her sker på en yderst tragisk baggrund, at optagelsen af Finland og Sverige ikke i sig selv skaber fred i Ukraine, og at der med de udviklinger og små jordskælv, der sker i hele den europæiske sikkerhedsarkitektur, også vil komme nye krav og svære krav til Danmark. Når der er jordskælv i vores geopolitik, er det svært at vide, hvordan det hele lander, når jordskælvet er ovre, men der tegner sig konturerne af fire spor, som jeg tror kommer til at påvirke både dansk og nordisk sikkerhedspolitik.

Det ene er selvfølgelig Østersøen, som flere har nævnt. Det vil øge spændingen i Østersøområdet; det kan ikke undgås med 1.500 km ny grænse mellem Norden og Rusland. For det andet vil vi stå over for nogle store sikkerhedspolitiske valg, når det handler om de østeuropæiske lande, der endnu ikke er med i EU: Ukraine, Georgien, Moldova og Balkan. Hvilken status skal de have? Hvilken status skal de stilles i udsigt på kort og på lang sigt for at sikre deres demokratiske og fredelige udvikling? Her tror vi i Radikale Venstre, at vi er nødt til at vise en større åbenhed, end vi har været klar til indtil nu, men selvfølgelig baseret på Københavnerkriterierne.

For det tredje er der jo nu et kæmpe fokus på øst, men det ændrer ikke på, at når vi kigger mod syd, tårner udfordringerne sig også op. Krigen i Syrien raser fortsat. Det gør den i Yemen også. I det nordlige Afrika er der seriøse sikkerhedsproblemer og på længere sigt en migration, der kan løbe ud af kontrol, hvis ikke vi får skabt den udvikling og økonomiske stabilitet i Afrika, som kontinentet fortjener. Når jeg nævner det sidste, er det jo, fordi det står stadig mere klart med NATO-topmødet om en måned, at USA forventer, at vi tager et større ansvar for det, der foregår syd for Europa, sammen med vores europæiske, nye allierede. Og det kommer også til at stille krav til Danmark og til de andre nordiske lande, både i regi af NATO, men især i regi af det europæiske forsvarssamarbejde.

Til sidst er der, hvor Danmark måske har den allerstørste rolle, Arktis. Hvad bliver implikationerne? Vi har en kæmpestor interesse i sammen med resten af rigsfællesskabet at prøve at fortsætte traditionen for lavspænding, men også traditionen for en bæredygtig udvikling til gavn for folkene i Arktis. Det er ikke blevet lettere. Det bliver heller ikke lettere med den beslutning, vi tager i dag, men til gengæld er vi flere om at kæmpe for det.

Så med et stort og fuldtonet ja som alle andre talere synes vi også, at Tyrkiets håndtering af de her ansøgninger er utilstedelig, og vi går ud fra og håber, at det er et spørgsmål om tid, før der bliver fundet en diplomatisk løsning på det, sådan at hele NATO kan tage helhjertet imod de to nye, nordiske medlemmer. Tak.

Der er en kort bemærkning til hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Tak. Nu fik hr. Martin Lidegaard lige til sidst nævnt elefanten i rummet og udtrykte sit håb om, at der hurtigt ville findes en diplomatisk løsning. Altså, vi har i Enhedslisten aldrig hørt til dem, der mente, at eftergivenhed over for diktatorer eller autoritære regimer ville føre til noget godt. Det gælder Putin og hans gas, og det gælder sådan set også Tyrkiet. Alligevel må vi konstatere, at der langt hen ad vejen er givet efter for Tyrkiet, og når man giver efter for sådan en som Erdogan, får han appetit på mere, og det har han jo bestemt fået. Hvad er det, der gør, at hr. Martin Lidegaard tror, at der kan findes en diplomatisk løsning, som ikke indebærer en underminering af de demokratiske rettigheder i Europa, og som ikke indebærer en styrkelse af Islamisk Stat?

Ordføreren.

Det er ikke let, det vil jeg gerne medgive hr. Søren Søndergaard, men jeg baserer mit håb på, at bag ved hr. Erdogans voldsomme nationalistiske retorik, gemmer der sig nogle benhårde geopolitiske realiteter, og en af dem er, at Tyrkiet har al mulig interesse i at blive i NATO og sikre sin egen sikkerhed og dermed sit eget forhold til de allierede i NATO. Så ud fra enhver rationel geopolitisk logik bør Tyrkiet ligesom alle andre NATO-lande også uden betingelser sådan set bakke op om en ansøgning, så længe landene lever op til de standarder, de skal NATO-mæssigt, og det gør de jo.

Hr. Søren Søndergaard.

Det er muligt, at den logik sætter sig igennem. Man kan sige, at i andre sammenhænge har logikken ikke helt sat sig igennem i forhold til Tyrkiets enehersker. Altså, der burde jo også være logik i at have stiftet fred i Tyrkiet i forhold til Dolmabahceaftalen i 2015, som var en aftale med både kurderne og PKK, der kunne have skabt fred. Den valgte Erdogan så at se bort fra af rene partitaktiske, valgtaktiske hensyn. Så der er nok ting involveret her, som ikke følger en streng logisk tankegang. Men skal jeg forstå det på den måde, at hr. Martin Lidegaard siger, at der er ingen eftergivelser i forhold til Erdogan, når det gælder demokrati, og når det gælder kampen mod Islamisk Stat?

Ordføreren.

Altså, nu er det jo ikke det danske Folketing, der skal forestå forhandlingerne med Tyrkiet, men derimod Sverige og Finland, og jeg hører jo tydeligt, at Sverige og Finland ikke agter at gå på kompromis med deres demokratiske principper, og det vil jeg bestemt forvente at de står fast på. Når det er sagt, vil jeg medgive, at det jo ikke altid er sådan, at nationalister agerer rationelt. Men hvis der er et rationale, så er det i forhold til deres egen popularitet i deres egne befolkninger, og jeg vil vurdere, at også på den parameter har Tyrkiet al mulig interesse i at bakke op om Finlands og Sveriges medlemskab.

Vi siger tak til ordføreren og går videre til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, formand. Der går ikke en dag, uden at man skænker de belejrede ukrainere en grådkvalt tanke. Titusinder er blevet dræbt, mænd, kvinder og børn. Millioner er blevet fordrevet, millioner sidder endnu fast i konfliktzoner, og store dele af Ukraine er ødelagt. Det vil koste milliarder og mange år at genopbygge landet. Det vil muligvis koste en generation at genskabe et minimum af sikkerhed og tryghed. Vi bør daglig minde os selv om, at det at hjælpe Ukraine i denne svære tid, det at forsvare Ukraines frihed, suverænitet og integritet er den primære opgave, der ligger foran os. Det må vi ikke glemme.

Men der er heller ikke nogen tvivl om, at Ruslands kriminelle, illegitime overfald i Ukraine har gjort os alle sammen mere utrygge, ikke mindst i Østeuropa. Hvad pønser galningen i Moskva på næste gang? Krigen har for alvor omstyrtet den sikkerhedspolitiske balance på kontinentet. Dagsordenen er præget af oprustning. NATO's kollektive forsvar er tilbage på dagsordenen. Sverige og Finlands anmodning om NATO-medlemskab er et eksempel på en anselig udvidelse af alliancen. Det er med andre ord tydeligt, at Ruslands krig foruden at være en uhyrlig forbrydelse også er en fejldisposition med indbygget rekyl, et rekyl, som er sprunget lige tilbage i ansigtet på Putin. Lad os håbe, at den lærestreg bundfælder sig bag Kremls mure.

Nu er det ikke nogen hemmelighed, at Enhedslisten er et NATO-kritisk parti. Vi har været kritiske over for NATO's opsøgende militarisme i Irak, Afghanistan og Libyen. Vi vil fortsætte med at følge kritisk med. Det føler vi faktisk er vores ansvar. Vi mener i fuld samklang med vores svenske søsterparti på den svenske venstrefløj, at Sveriges alliancefrihed har tjent landets sikkerhed godt både i fredstid og under forhøjede spændinger. Vi finder det også trist, at 200 års svensk neutralitet og alliancefrihed nu bringes til ende. Vi så gerne, at der blev lavet en egentlig folkeafstemning. Vi er også enige med det svenske Miljøparti i deres vurdering af, at alliancefriheden har givet Sverige muligheder for at indgå i dialog, agere som fredsmægler og dermed bidrage til afspænding rundtomkring i verden, ikke mindst i vores eget nærområde. Sådanne friheder vil blive sat under pres inden for NATO-rammen.

Vi har kort sagt nogle bange anelser. Vi frygter risikoen for, at NATO-udvidelsen vil øge spændingerne i f.eks. Østersøen. Vi frygter, at det vil øge den gensidige oprustning og cementere konfliktlinjen mellem Skandinavien og Rusland i årtier frem. Vi er også stærkt bekymrede for, om de krav, som den tyrkiske despot, Erdogan, uden tvivl benytter lejligheden til at forsøge at presse igennem, bliver indfriet. Derfor vil jeg også gerne bede ministeren bekræfte, at regeringen naturligvis vender tilbage til Folketinget, hvis der i forbindelse med de videre optagelsesforhandlinger bliver indfriet krav fra Erdoganregimet, som bryder med menneskerettighederne eller på nogen måde svækker vores kurdiske allieredes kamp imod Islamisk Stat og andre islamistiske grupper.

Men i dag stemmer vi for en dansk anerkendelse af Sverige og Finlands medlemskab. Det bryder med mange års politik, hvor Enhedslisten har været modstandere af NATO's østudvidelser. Men i dag befinder vi os i en skærpet situation. Vi vil naturligvis respektere den beslutning, som Sverige og Finland træffer på vegne af deres sikkerhed. Det vil ikke være på sin plads for os, som selv har været medlem af alliancen siden 1949, at stille os i vejen for vores nordiske naboers valg. Og når vi ikke blot undlader at stemme, er det, fordi det er afgørende netop i den her tilspidsede situation at sende et klart signal til Putin om, at vi ikke tøver; at han ikke kan forhindre Sverige og Finlands ønske om optagelse i NATO.

Vi nærer desuden et spinkelt og muligvis naivt håb om, at finsk og svensk medlemskab kan bidrage til et mere fredeligt NATO for fremtiden, en mere fredelig alliance, som fokuserer på kerneopgaver om kollektivt territorialforsvar på kontinentet og frem for alt på færre udfarende krigsmissioner. Derfor kan Enhedslisten støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og det betyder, at vi går videre til hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand. Først og fremmest vil jeg sige tillykke til Annette Lind – den slags må vi ikke glemme. Så vil jeg sige, at jeg er rigtig, rigtig glad for, at vi allerede nu behandler Danmarks foreløbige optagelse af Sverige og Finland i NATO. Det er jo, som flere har sagt, en kæmpe beslutning, ikke bare for NATO, men også for sikkerheden her i Norden. Og tak til udenrigsministeren for at fremrykke processen, således at det danske synspunkt allerede nu står klart.

Så må jeg også sige, og det er ikke for at blande tingene sammen, at jeg er rigtig glad for, at vi behandler det her forslag, dagen efter at Danmark så klart har meldt sig ind i det europæiske forsvarssamarbejde. I mine øjne hænger tingene rent faktisk sammen, og det er mange af de samme allierede og partnere, vi har i NATO og i EU, og det bliver selvsagt i endnu højere grad tilfældet, når Sverige og Finland bliver medlem af NATO og Danmark af EU's forsvarssamarbejde.

Så vil jeg også sige, at det er en modig beslutning af Sverige og Finland. Begge lande har tidligere været i direkte krig med Rusland – i Finlands tilfælde for ikke så forfærdelig mange år siden – men det ændrede verdensbillede taler sit klare sprog, og vi i Europa er ganske enkelt nødt til at rykke tættere sammen.

Som flere har været inde på her fra talerstolen, er det en kæmpe ærgrelse, at lige præcis Tyrkiet bremser processen af optagelsen af de to lande i NATO. Det er ikke så forfærdelig lang tid siden, at adskillige NATO-lande bidrog til kampen imod Islamisk Stat i Syrien og dermed bidrog til sikkerhed i Tyrkiets forhave. Så jeg håber oprigtigt, at det er noget, som vi fra dansk side vil gøre alt for at bremse, altså Tyrkiets forsøg på at bremse den her proces. I hvert fald sender vi med Danmarks beslutning i dag – så vidt jeg hører er det en enstemmig beslutning, og det er jo fantastisk – et meget klart signal om, hvad vi mener.

Med disse ord bakker Det Konservative Folkeparti helhjertet op om forslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Vi går videre til Dansk Folkepartis ordfører, og det er hr. Søren Espersen.

Mens Ruslands hær synes at sumpe til på slagmarken, delvis ydmyget, står præsident Putin over for et lige så stort skrivebordsnederlag, når Sverige og Finland bliver NATO-medlemmer som direkte konsekvens af Ruslands invasion. Ruslands militære leder havde som præsidenten selv givet kalkuleret med hurtigt at kunne indlemme Ukraine som en del af et nyt Storrusland, og langt de fleste forventede, også udenlandske militære analytikere, en hurtig russisk sejr over den underlegne ukrainske hær. Men sådan skulle det ikke gå. Russerne har lidt et stort tab af mandskab og materiel og har sine steder givet indtryk af at være en kolos på lerfødder.

Samtidig har ukrainerne forsvaret sig bravt og dygtigt og står tilbage som et folk, der med deres mod over for en militær overmagt har påkaldt sig verdens respekt. Som nævnt modtager Rusland nu et nyt nederlag af dimensioner: Udvidelsen af NATO mod øst. Finland med mere end 1.000 km grænse til Rusland har en meget stor hær, 280.000 mand under våben og vel omkring 400.000 i reserven på meget kort frist. Dog er en del af materiellet ikke så udviklet, som man kunne ønske, men det råder man nu fra finsk side bod på og kan uden videre indtræde i NATO. Hvad angår Sverige, har man i årevis skåret kraftigt ned på forsvaret ud fra devisen om, at konventionel sikkerhedspolitik var en saga blot efter Sovjetunionens fald. Ruslands invasion af Ukraine har ødelagt den illusion. Men allerede inden Ruslands invasion var Sverige i gang med en meget markant oprustning og lever snart helt op til NATO's 2-procentskrav.

Det har for mig været en drengedrøm, og sikkert også for mange andre, at skulle opleve vores fem nordiske lande samlet inden for NATO, og tænk engang, nu er det ikke længere en drøm, det sker nu og her og altså med yderligere tre baltiske lande om bord. I den givne situation er det vigtigt, at de nordiske og baltiske lande kan gøre fælles front og gøre Østersøen og Den Botniske Bugt til et trygt og fredeligt hav. Så tilgangen til NATO vil således ikke bare være en fordel for Sverige og Finland, men bliver mødt med jubel i hele alliancen – med en enkelt sur undtagelse.

I Dansk Folkeparti er vi glade for, at regeringen med beslutningsforslaget her vil kunne godkende Sverige og Finlands medlemskab så hurtigt som overhovedet muligt og takker udenrigsministeren for dette initiativ. Yderligere skal der herfra lyde et hjerteligt velkommen i forsvarsalliancen til vores nordiske broderfolk. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Nye Borgerliges ordfører, og det er hr. Peter Seier Christensen.

Sverige og Finland har besluttet sig for at ansøge om NATO-medlemskab. Ud fra en militærfaglig vurdering er det et klart ja til Sverige og Finland fra Nye Borgerliges side, og ud fra en politisk vurdering er det også et klart ja fra vores side. Skandinavien, herunder Danmark, står lige nu i et forsvars- og sikkerhedspolitisk dilemma. Politisk støtter vi Sverige og Finlands fuldstændig legitime nationale ret til valg af alliancer og selvbestemmelsesret. Sverige og Finland vil naturligvis sikre sig sikkerhedsgarantier fra USA og igennem NATO, og det gør Finland og Sverige, fordi man godt er klar over, at man ikke kan stå militært alene. Uden et medlemskab af NATO vil Sverige og Finland fortsat stå forsvarsmæssigt og militært svagt i forhold til at kunne imødegå en eventuel russisk aggression. Magtens sprog er det eneste, som en diktator som Putin forstår.

I den nuværende sikkerhedspolitiske situation er det vanskeligt for et enkelt land eller to at stå alene, så Nye Borgerlige hilser det derfor velkommen, at der i Sverige og Finland er en erkendelse af, at landene står svagt uden for et alliancefællesskab. Der er behov for klar tale. Med yderligere militært materiel og støtte fra USA, Storbritannien og andre og flere boots on the ground er NATO i fuld gang med yderligere forstærkning af de baltiske lande. Formålet er at sende et klart signal til Rusland om, at angreb mod de tre lande ikke vil blive tolereret.

Der er en tid for alting, og tiden er inde nu. I denne tilspidsede situation, hvor NATO og Rusland er på kant med hinanden, er Østersøen ikke længere fredens hav. Det vil være klogt for Danmark i enighed at byde Sverige og Finland velkommen i NATO, for det vil sende et kraftigt signal til Rusland om et enigt NATO og om et utvetydigt svensk og finsk alliancetilhørsforhold. Vesten, herunder Skandinavien, finder os ikke længere i begrænsninger og krav fra en diktator som Putin – Putin, som anvender metoder, der strider imod alle internationale aftaler og måder at agere på.

Et er sikkert, og det er, at Rusland ikke har respekt for Vestens svaghed, hverken militært eller politisk, og det taler for en hurtig svensk og finsk optagelse i NATO-fællesskabet, og vi i Nye Borgerlige byder derfor vores nordiske brødre velkommen i NATO. Nye Borgerlige kan støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Vi går videre til Liberal Alliances ordfører, og det er hr. Henrik Dahl.

Tak for ordet. Fundamentet for Danmarks nuværende udenrigspolitik blev formuleret så langt tilbage som i 1965 af Per Hækkerup, og det skete i en bog, der hedder »Danmarks udenrigspolitik«. I den bog siger Per Hækkerup, at dansk udenrigspolitik har fire søjler: NATO er grundlaget for sikkerheden; EU, som dengang hed EF, er grundlaget for dansk økonomi; FN er grundlaget for en regelbaseret verdensorden; og så er Norden en udvidelse af det værdifællesskab, der også holder Danmark sammen. Det, der sker i dag, er sådan set ikke, at Hækkerups pointer fra 1965 bliver annulleret, men at den sikkerhedspolitiske og værdipolitiske dimension smelter sammen. Danmark er med til at tage skridt til, at de to medlemmer af vores nordiske familie kan blive medlem af NATO. Det er en god dag for Danmark, og det er en god dag for Norden, og det er også en god dag for opretholdelsen af den europæiske orden, som vi har nu, og som den russiske imperialisme siden 24. februar og også længere tilbage har forsøgt at lave om på. Derfor bakker vi i Liberal Alliance selvfølgelig op om beslutningsforslaget.

Men jeg vil gerne også knytte nogle bemærkninger til den beslutning, vi træffer i dag. Den russiske imperialisme er ikke nogen nyhed. Grundlaget for zarismen før 1917 var imperialisme, og den imperialisme overtog det kommunistiske regime uden at lave om på den overhovedet, og efter en meget kort pause under Boris Jeltsin genoplivede Vladimir Putin imperialismen, da han kom til magten i år 2000. Så hvis der er en konstant i europæisk politik, er det desværre russisk imperialisme. Det kan man ikke komme udenom, og det er i sidste instans også derfor, at Sverige og Finland tager den beslutning, som vi nu understøtter.

Den europæiske tilgang til den russiske imperialisme har desværre været noget, som der ikke er noget dansk ord for, og derfor bliver jeg nødt til at bruge et engelsk, nemlig appeasement, altså en eftergivende tilpasning til stadig mere opskruede krav fra de russiske imperialister. Men siden den 24. februar og navnlig siden den tyske kanslers reaktion tre dage senere har det været slut med europæisk appeasement over for imperialisme, og det er det, der står på højkant i hele den her beslutning.

Det, jeg gerne vil benytte lejligheden til at gøre opmærksom på her på Folketingets talerstol, er, at det, Rusland reelt ønsker, er, at Potsdamaftalen – og det er en aftale fra 1945, som bortfaldt i 1990 med russisk billigelse i forbindelse med Tysklands genforening – i realiteten skal træde i kraft igen, men det er selvfølgelig uacceptabelt, fordi det, aftalen går ud på, er, at Europa er opdelt i en russisk og en vestlig interessesfære, og Finland og til dels også Sverige falder så ind under den her russiske interessesfære. Det er en helt uacceptabel måde at se tingene på i vore dage, fordi det rokker ved et helt grundlæggende princip om suveræne staters autonomi.

Det eneste, der kan forhindre Rusland i at genoprette magtbalancen fra 1945 er militær afskrækkelse. Det skulle vi selvfølgelig have gjort os klart for lang tid siden, men nu er erkendelsen klar. Uden den vil den russiske imperialisme sætte sig igennem, og det vil som minimum ske, indtil Rusland en skønne dag er afputiniseret.

Det er de barske realiteter, og det er det lys, man bør se Sverige og Finlands anmodning om optagelse i NATO i, og det er derfor, at det er sådan en vigtig og langtrækkende beslutning, vi tager i dag. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og så kan vi gå videre og give ordet til udenrigsministeren.

Mange tak for det, formand. Allerførst en stor tak til alle partier og ordførere for den store fleksibilitet og samarbejdsvilje, som har gjort det muligt, at vi kan gennemføre en hurtig behandling af beslutningsforslaget. Hvis man tænker lidt over den situation, vi står i, vil jeg sige, at hvis nogen for 4 måneder siden havde sagt, hvad vi behandler her i Folketinget i dag, ville jeg i hvert fald ikke have troet mine egne ører. Vi står i en fundamentalt forandret verden, og den sag, vi behandler i dag, er jo et tydeligt eksempel på det, som også ordførerne har været inde på. I mere end 70 år har Finland og Sverige valgt at stå uden for NATO. De var ikke med, da vi dannede NATO. De valgte at være alliancefrie tilbage i 1949 og ikke at gå med Danmark, Norge og Island i at forme NATO. Det har nu ændret sig, og den nye sikkerhedspolitiske virkelighed kræver meget af os alle sammen, at vi gentænker gamle politikker, at vi styrker vores redskaber, og at vi finder sammen i vigtige fællesskaber, så også tillykke til danskerne, som i går stemte klart ja til at deltage fuldt og helt i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar.

Man kan sige, at i 4 måneder har vi set det ene sikkerhedspolitiske digebrud efter det andet på tværs af Europa, og jeg er stolt over, at Danmark stiller op og bidrager, også når det er svært. Vi har bidraget substantielt til at forstærke NATO's østlige flanke i et bredt flertal her i Folketinget. Vi har efterspurgt materiel og våben til Ukraines forsvarskamp, og nu stiller vi os også parate til at være blandt de første, der byder Finland og Sverige velkommen i NATO, og det er rigtig godt. Det er helt afgørende, at vi har et stærkt folkestyre, hvor de folkevalgte står sammen om at værne om Danmarks og vores allieredes sikkerhed. Vi tager ansvar, og vi går forrest.

På trods af den her dystre kontekst markerer vi i dag ikke bare styrken af vores demokratiske samarbejde herhjemme, men også, at vi kan styrke samarbejdet med vores allernærmeste venner, vores nordiske broderfolk. Når vores sikkerhed er truet, rykker vi endnu tættere sammen. Og det er også her, dagen efter vi har stemt i Danmark, at vi som en af de første allierede gør os klar til at byde Sverige og Finland velkommen i NATO. Man kan roligt sige, at mens den 24. februar 2022 markant ændrede sikkerhedssituationen i Europa, står vi her i juni 2022 over for nogle allerede vigtige og afgørende beslutninger for vores fælles sikkerhed både i Danmark og i Norden og i øvrigt også i resten af Europa, som er værd at bemærke.

Med finsk og svensk medlemskab får vi nordisk sammenhæng i NATO. Det vil styrke sikkerheden i Norden, og det vil gøre NATO endnu stærkere. Det er selvfølgelig en beslutning, vi fra regeringens side bakker hundrede procent op om. Derfor ønsker vi også, at Danmark skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at sikre, at deres optagelse sker så hurtigt som muligt, og med dagens beslutningsforslag ønsker vi at bane vejen for, at Danmark kan ratificere, så snart optagelsesforhandlingerne er afsluttet og tiltrædelsesprotokollerne er blevet underskrevet i NATO. Det vil sende et klippefast signal om solidaritet med Finland og Sverige, som jeg ved vil blive værdsat højt af vores nordiske venner, og som jeg også håber kan inspirere andre allierede til at gennemføre hurtige nationale processer. Så jeg vil gerne også takke Folketinget for den debat, vi har her i dag, og også den enighed, der er i Folketinget.

Så synes jeg også, det er værd at dvæle lidt ved – der er flere, der er inde på det – at det i sandhed er et historisk øjeblik, og hvis man kigger tilbage til, da Danmark valgte at gå med i Atlantpagten, tilslutte sig Atlantpagten, helt tilbage i marts 1949, den 23. marts, var der i det her ærede Ting en behandling af det spørgsmål, og der blev det også slået fast, at fred og demokrati hænger sammen. Vores evne til at forsvare os selv mod aggression er helt afgørende i den situation, vi er i, og derfor kan man sige, at i den situation, vi er i, kan Putin kun takke sig selv for, at vi nu står i en situation, hvor Sverige og Finland er på vej ind i NATO. Jeg tror, det var den finske præsident, der sagde det meget fint, nemlig at hvis man skal finde en forklaring på, hvorfor vi står, som vi står nu, altså hvis man vil vide, hvem der er ansvarlig for det, skal Putin kigge sig selv i spejlet, og så vil han finde ud af, hvem der er ansvarlig for situationen nu. Det var noget i den retning, han sagde, eller han sagde faktisk: Hvis Putin vil vide, hvem der er ansvarlig for skiftet i finsk NATO-politik, skal han kigge i spejlet. Så vi er i en helt unik og historisk situation her.

Jeg vil også gerne sige til jer, at jeg ser nogle store perspektiver, både med vores ja i Danmark i går til at tilslutte os det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar, at vi kan byde Sverige og Finland velkommen i NATO, og at Norden med vores værdier og vores demokratiske samfundssyn kommer til at præge også sikkerhedspolitikken i de kommende år. Det ser jeg meget frem til, for jeg er af den klare overbevisning, at det styrker NATO, at vi får to ligesindede nordiske lande med værdier som de danske ind, ud over at vi i forvejen har Norge og Island. Det vil sige, at alle fem nordiske lande bliver NATO-lande, og at Danmark så også sammen med de andre nordiske lande kan præge EU-samarbejdet om sikkerhed og forsvar. Det er stærkt for Norden, for vores region i verden, og det er nødvendigt i den tid, vi er i, for vi må ikke tage de internationale normer og regler for givet. Det er den 24. februar en brutal påmindelse om at man ikke kan, ikke engang respekten for, at man har ret til som land at leve i fred og sikkerhed med sine naboer, nedfældet i FN-pagten. Den respekt har Rusland og Putin gjort til skamme.

Vi kan ikke tage vores demokrati og vores frihed for givet, og derfor skal vi være klar til at investere i det og stå op for det hver dag, og jeg kan garantere jer for, at hvis vi ikke gør det, hvis vi ikke investerer i vores forsvar og ikke investerer i vores sikkerhed, vil prisen på længere sigt, både for vores værdier og for vores samfund, blive meget, meget større, og derfor er jeg så glad i dag som udenrigsminister for, at vi med den her behandling hurtigt kan vise, at Danmark og det danske Folketing kan bakke op om den finske og svenske ansøgning om NATO-medlemskab. Det er i sandhed historisk. Tak.

Tak for det. Der er korte bemærkninger, og den første er fra hr. Peder Hvelplund.

Tak for det. Og tak til ministeren for talen. Som sagt er det også sådan, at Enhedslisten naturligvis ikke vil modsætte sig Sverige og Finlands optagelse i NATO, og det er også klart, at vi i den tilspidsede situation, vi står i, kommer til at stemme ja til det.

Men det er klart, at noget af det, der bekymrer os, når vi læser beslutningsforslaget, er, at vi ikke kan se, at der ligger nogen risikoanalyse eller trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Det er trods alt en betragtelig udvidelse, hvor der pludselig kommer til at være godt 1.300 km grænse mellem NATO og Rusland, og derfor er det jo vigtigt, at man, når man træffer sådan en beslutning, også er klar over, hvilke implikationer det efterfølgende har både for sikkerhedssituationen i Østersøen, men jo også med hensyn til risikoen for en eskalation, og at man ved, hvilke vurderingerne der er blevet foretaget.

Derfor skal jeg bare høre udenrigsministeren, om der ikke findes sådan en trusselsvurdering, og i så fald hvorfor den ikke indgår i det her beslutningsforslag.

Ministeren.

Først må jeg slå fast, at NATO jo er en forsvarsalliance, som forsvarer landene mod aggression udefra, hvis det måtte komme. Man kan også sige, at man kan se, at Putins reaktion på Finland og Sveriges ansøgning om NATO-medlemskab har været meget afdæmpet, men der skal nok komme en reaktion.

Men der er ingen tvivl om, at NATO sikkerhedsmæssigt vil stå stærkere med Finland og Sverige. Vi er jo i forvejen meget, meget tætte partnere – Finland og Sverige er NATO's tætteste partnere – og man kan sige, at det, at vi med Finland og Sveriges ankomst vil se, at hele Norden og praktisk taget alle lande i Østersøområdet bliver medlemmer af NATO, betyder, at vi har vi en situation, hvor vi kan arbejde tæt sammen om vores sikkerhed, og det vil jeg vurdere er med til at styrke sikkerheden i vores region. Det er også derfor, at det for Danmark og resten af NATO-landene i Østersøregionen er en styrkelse med de finske og svenske ansøgninger. Det er klart min vurdering.

Hr. Peder Hvelplund.

Nu kan man sige, at det, det handler om, jo er at styrke sikkerheden og trygheden, og det er også derfor, at man altid, når man skal træffe beslutningen, bliver nødt til at lave en konkret analyse af, hvad det her har af implikationer, med hensyn til at det – hvad vi jo ikke håber kommer til at ske – kunne føre til en form for eskalation, der så kunne føre til det, som vi alle sammen frygter, nemlig en form for atomar konflikt. Det er derfor, det undrer mig lidt, at der ikke ligger en sådan trusselsvurdering eller risikoanalyse, fordi det jo netop også giver muligheden for at kunne tage de forholdsregler, som vil være nødvendig for at undgå, at den situation kommer til at opstå.

Ministeren.

Jo, men man skal se – og det er derfor, jeg har brugt citatet fra den finske præsident her – det, Finland og Sverige gør, som et defensivt træk for at imødegå en ny sikkerhedssituation, som Rusland og Putin har skabt i Europa, og NATO er, vil jeg understrege, en forsvarsalliance, som forsvarer landenes ret til at leve i fred og frihed med deres naboer. Så det er det, der er sagens kerne her. Der er det min klare vurdering, at når vi er samlet i Norden og omkring Østersøen som NATO-lande, så står vi bare stærkere og kan beskytte vores sikkerhed, og det er derfor, vi skal byde Sverige og Finland hjertelig velkommen til NATO.

Så er det hr. Michael Aastrup Jensen.

Tak for det. Udenrigsministeren siger, at vi skal investere i vores forsvar, for det er simpelt hen nødvendigt, og det er vi jo hundrede procent enige i. Det er jo også derfor, jeg er glad for, at vi, alle partierne, kunne lave det nationale kompromis. Problemet er jo bare, at vi mangler at udmønte det nationale kompromis; vi mangler at komme i gang med forsvarsforhandlingerne. Og når ministeren står og siger så klokkeklart, at vi skal investere i vores forsvar, fordi det er nødvendigt i forhold til den her afskrækkelse af Putin, og ikke mindst også når vi ved, at NATO jo forventer, at vi kommer i gang med vores forsvarsforhandlinger nu, mener ministeren så ikke, at regeringen burde vågne op og tage imod den opfordring, der kommer fra bl.a. Venstre, om, at vi igangsætter forsvarsforhandlingerne nu, sådan at vi kommer i gang nu? For det er jo ikke nogen hemmelighed, at der er en lang række lande, som er godt i gang med en nødvendig oprustning, så køen i forhold til materiel og lignende bliver garanteret ikke mindre i de kommende måneder, hvor regeringen venter på, hvad end de venter på.

Så er ministeren ikke enig i, at vi skal i gang med forhandlingerne nu?

Ministeren.

Nu ved hr. Michael Aastrup Jensen jo godt, at det er min kollega forsvarsministeren, som forestår forsvarsforhandlingerne, så det vil jeg henvise til.

Så vil jeg bare sige til den der bemærkning om, at Danmark ikke stiller op, at vi er nogle af dem, der stiller allermest op i forhold til at styrke vores østlige flanke i lyset af den nye sikkerhedssituation. Vi har nu omkring 1.000 soldater deployeret i Letland og Estland i NATO-kontekst for at afskrække og vise vores forsvarsprofil i alliancen, så der ikke kommer en trussel fra Rusland og Putins side. Og det ved jeg er noget, som Venstre også bakker op om. Og det gør os faktisk til et af de lande, som i forhold til befolkningstal bidrager allermest uden for landets grænser til den fælles NATO-politik. Og jeg er rigtig glad for og stolt over, at Danmark stiller op, ligesom vi gjorde i 1990'erne, da vi arbejdede for, at bl.a. de baltiske lande skulle blive medlemmer af EU og NATO, sådan som de ønskede – så stiller vi også op i dag, når der er en trussel mod vores fælles sikkerhed.

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Der er vi jo fuldstændig enige, som ministeren også siger. Jeg nævner det kun, fordi ministeren selv tog det op i sin tale, og jeg er hundrede procent enig. Derfor er jeg ked af, at der åbenbart ikke foregår, skal vi sige koordinering internt i regeringen i forhold til nødvendigheden af det, udenrigsministeren står og gør sig til talsmand for, nemlig at vi kommer i gang med at opgradere vores forsvar, sådan at vi er klar til at kunne lave den nødvendige afskrækkelse.

Så derfor kan jeg kun komme med en opfordring, og det er en meget, meget stor opfordring, og det er, at udenrigsministeren skal tage det her budskab med til forsvarsministeren, og i stedet for at vente og vente så lad os komme i gang med forhandlingerne nu. Venstre er klar.

Ministeren.

Nu nævnte hr. Michael Aastrup Jensen jo selv, at vi har lavet et nationalt kompromis om dansk sikkerhed, og her har vi jo afsat flere milliarder kroner, både i 2022 og i 2023, til at styrke vores forsvar, og det håber jeg at Venstre har noteret sig. Og så er det rigtigt, at så går man i gang med forsvarsforligsforhandlinger meget snart. Så det er jo ikke, fordi der ikke er afsat milliarder til at styrke forsvaret. Vi bruger også milliarder til at hjælpe ukrainerne i deres forsvarskamp mod Putins aggression.

Så jeg synes absolut ikke, vi har noget at skamme os over; jeg synes, vi bør glæde os over det historiske sammenhold, vi har, også i Folketinget, om de her spørgsmål.

Så er det hr. Søren Søndergaard.

Tak. I dag har et enigt Folketing jo bakket op om det ønske, som et flertal i den finske og den svenske rigsdag har udtrykt om at blive medlem af NATO. Det har vi jo bl.a. gjort for at give mulighed for, at det kunne gå hurtigt – at det ønske kunne blive opfyldt hurtigt. Det eneste, der vel blokerer for det – kan komme til at blokere for det – er Tyrkiet. Det var derfor, Enhedslistens ordfører jo i sin tale spurgte udenrigsministeren, om udenrigsministeren ville love at vende tilbage, hvis det hen ad vejen viste sig, at prisen for at få Tyrkiets godkendelse af den her udvidelsesproces er, at der bliver givet indrømmelser i forhold til menneskerettigheder i Europa og i forhold til kampen mod Islamisk Stat. Så jeg vil bare lige minde udenrigsministeren om det ønske og ser frem til svaret.

Ministeren.

Tak til hr. Søren Søndergaard for det spørgsmål. Altså, vi har en klar tilgang: Vi fører en værdibaseret udenrigspolitik, og i forhold til kampen mod ISIL støtter vi også bl.a. Syrian Democratic Forces, altså SDF, og deres kamp. De er allierede i kampen mod Islamisk Stat – vigtige allierede – og det vil de fortsat være. Og i forhold til våbeneksportrestriktioner fører vi også en fælles politik i EU, bl.a. som følge af det, der skete i 2019, som vi har vendt ved andre lejligheder. Det fortsætter vi med.

Så det vigtige for mig nu er, at vi hurtigst muligt får en proces, hvor de ønsker om medlemskab, som Finland og Sverige nu har sagt de har, bliver imødekommet med, at vi har en hurtig proces i NATO. Det arbejder Danmark benhårdt for. Jeg havde selv samtaler med den tyrkiske udenrigsminister i Berlin her for et par uger siden, lige efter Erdogan var kommet med sine udmeldinger, og vi arbejder tæt sammen med bl.a. svenskerne og finnerne for at løse de eventuelle uoverensstemmelser, der måtte være.

Hr. Søren Søndergaard.

Det var rigtig mange ord på ikke at svare på spørgsmålet. Spørgsmålet er sådan set meget enkelt: Hvis såfremt ifald vi kommer i en situation, hvor Tyrkiet fuldstændig urimeligt insisterer på, at Sveriges og Finlands optagelse i NATO skal have konsekvenser for menneskerettighedssituationen i Europa, og det betyder en svækkelse af kampen mod Islamisk Stat, vil ministeren så komme tilbage til Folketinget? Det er et relativt simpelt spørgsmål, og jeg tror, det kan besvares med et ja eller et nej.

Ministeren.

Det var også det, jeg svarede på, hr. Søren Søndergaard, ved at sige, at vi fuldstændig fastholder vores politik på menneskerettighedsområdet. Den ændrer sig ikke, og vi har ikke tænkt os at lave nogen ændret tilgang i forhold til kampen mod Islamisk Stat eller at f.eks. SDF, Syrian Democratic Forces, er vores partner i den kamp. Så der er ikke nogen forandring her.

Så glæder vi os til at få Sverige og Finland med i NATO, for de kan faktisk styrke, synes jeg, den værdibaserede del af NATO. Jeg ønsker, at NATO bliver stærkere på værdierne, på kampen for menneskerettighederne, for demokrati og respekt også for mindretalsrettigheder osv. Vi er også en politisk alliance, der deler værdier og forsvarer vores lande mod aggression og folk, der angriber vores værdier, med Putin i spidsen.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udenrigsudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.