Tak for ordet. Borgerforslaget, som vi behandler i dag, lægger op til, at det skal være nemmere og mere attraktivt at komme til Danmark. Det er et bredt forslag, hvor det både foreslås at udvide kvoteflygtningeordningen, indføre mulighed for at søge asyl på ambassader og konsulater, udfase udrejsecentre og afskaffe princippet om, at man kun har ret til beskyttelse i Danmark, så længe man er forfulgt i sit hjemland.
Jeg er langtfra enig i det hele, men jeg vil godt starte med at sige, at jeg faktisk er meget enig med forslagsstillerne i, at der er brug for en ny tilgang til asylsystemet. Det eksisterende asylsystem har spillet fallit. Det er inhumant, det er uretfærdigt, og det beskytter ikke de mest sårbare. Jeg synes faktisk, at der i bemærkningerne til beslutningsforslaget er flere formuleringer, som jeg sagtens kan se mig selv i. Det er formuleringer, der handler om diagnosen, men én ting er at være enig i diagnosen. Jeg er ikke enig i medicinen.
Stillerne af borgerforslaget foreslår f.eks., at man skal kunne tage imod asylansøgninger på Danmarks ambassade i udlandet. Jeg synes ikke, at det virker gennemtænkt. Jeg synes ikke, at det virker gennemtænkt, i forhold til hvad det reelt ville betyde for vores samfund, hvis vi f.eks. tillod, at de mange, mange flygtninge, der for tiden opholder sig i Tyrkiet, skulle kunne tage hen på den danske ambassade i Ankara og banke på døren og søge asyl i Danmark. For sandheden er desværre, at vi ikke kan tage imod alle mennesker, der er på flugt, eller som søger en bedre tilværelse for dem selv og deres familie, uanset hvor meget forståelse man har for den enkelte persons situation.
Som regering – og jeg vil også sige som Folketing – har vi et ansvar for at bevare sammenhængskraften i vores samfund, og vi har et ansvar for at tænke på vores økonomi og på vores fremtid. At man tager ansvar for det danske samfund, og at vi tager det ansvar alvorligt, betyder jo ikke, at vi skal være ligeglade med verdens flygtninge, for det skal vi selvfølgelig ikke. Det skal vi tage ansvar for, og det synes jeg faktisk også Danmark gør. Det handler om, hvordan vi bedst forvalter det ansvar. Det handler om, på hvilken måde vi kan hjælpe flest mulige, samtidig med at vi har indvandringen til Danmark under kontrol. Det er i hvert fald regeringens tilgang.
Derfor arbejder regeringen også for et nyt og mere retfærdigt asylsystem. Et af mange elementer i det asylsystem, vi arbejder for, handler om at hjælpe mere og bedre i nærområderne. Der er f.eks. en akut situation i og omkring Afghanistan, som verdenssamfundet burde tage mere alvorligt. Det mener vi at vi skal fokusere på. Det er dér, langt hovedparten af verdens flygtninge befinder sig, og det er dér, hvor pengene rækker længst. Derfor har vi faktisk i år, altså i 2021, afsat 350 mio. kr. mere end sidste år til bl.a. at hjælpe flygtninge i nærområderne, og næste år planlægger vi at afsætte yderligere 400 mio. kr. fra udviklingsbistanden til bl.a. flygtninge i nærområderne. Ambitionen er at komme op på i alt 3,5 mia. kr. ekstra frem mod 2025 til migration, nærområder og skrøbelige stater.
Endelig er et vigtigt element i at få skabt et nyt asylsystem, at vi en gang for alle får fjernet incitamentet til at købe en billet hos menneskesmuglerne i gummibåden over Middelhavet. Det lykkes bedst ved at få flyttet asylsagsbehandlingen uden for EU og uden for Schengens grænser. På den måde kan man bryde den irregulære migrationsstrøm og fokusere på hjælp i nærområderne. Ved at gøre det vil Danmark også få mulighed for at kunne tage flere kvoteflygtninge, for det er faktisk regeringens ønske, at de flygtninge, der skal til Danmark – og vi mener, at der skal flygtninge til Danmark – skal komme hertil kontrolleret gennem genbosætning, gennem FN's kvoteflygtningesystem. Det skal gradvis blive den primære vej til at opnå beskyttelse i Danmark frem for spontant asyl.
Vi har længe sagt, at vi mener, at Danmark skal tage imod kvoteflygtninge, så længe vi kan bevare den rette balance mellem antallet af flygtninge, som Danmark samlet modtager, og vores evne til at integrere dem, der allerede er her. Vi skal bevare den positive fremgang, men det kræver, at vi kan følge med. Antallet af spontane asylansøgere vil naturligvis spille en rolle i den forbindelse.
I forslaget står der også, at de nuværende regler hæmmer viljen til at integrere sig og i øvrigt bremser den positive fremgang, fordi der sendes et signal om, at flygtninge aldrig skal føle sig velkomne. Det er jeg ikke enig i. Jeg mener, at vi skal være ærlige over for folk, der kommer hertil, og fortælle dem, at Danmark gerne giver beskyttelse til folk, der har behov for beskyttelse, at vi meget gerne vil have, at de bliver en del af det danske samfund, og at vi faktisk forventer, at de bidrager, men også, at et ophold som flygtning i Danmark som udgangspunkt sker ved en midlertidig opholdstilladelse. Det er i øvrigt et helt grundlæggende vilkår i asylsystemet, og princippet om midlertidighed står vi fast på.
Med forslaget lægges der op til at gå i den modsatte retning. Der lægges op til, at udrejsecentre og motivationsfremmende foranstaltninger skal udfases for dem, der har fået afslag på asyl. Jeg kan meget klart sige, at det har vi ikke planer om at ændre. Vi skal gøre, hvad vi kan, for at få folk til at rejse hjem, hvis de ikke har et lovligt ophold i Danmark. Og hvis ikke man medvirker til sin hjemsendelse og ikke rejser hjem, kan man blive pålagt kontrolforpligtigelse på et udrejsecenter. Det gør vi dels for at motivere den enkelte til at rejse hjem, dels for at have styr på, hvor udlændinge, der ikke har lovligt ophold i Danmark, befinder sig, men også, fordi det må være sådan, at legitimiteten i asylsystemet er, at dem, der så får afslag, også rejser ud. Sådan må det være.
Når bl.a. afviste asylansøgere indkvarteres på et udrejsecenter, er det også for at sende et tydeligt signal, og så er det vigtigt at huske, at de rent faktisk har mulighed for at rejse hjem, og at de kan få en pose penge med, hvis de medvirker. Det ville være det bedste for alle, for de har ikke en fremtid her i landet. Undtagelsesvis kan en udlænding, der har fået afslag på asyl, meddeles en midlertidig opholdstilladelse, hvis de er udsendelseshindret. Adgangen til at få sådan en opholdstilladelse er begrænset, stærkt begrænset. Det er en forudsætning, at man faktisk har medvirket til udsendelsen i en periode på 18 måneder i træk, og at udsendelsen reelt er udsigtsløs. Og i sådan en situation synes jeg også, at det er helt fair og rimeligt, at vi har sådan en regel. Men det forudsætter altså, at udlændingen ikke selv har bragt sig i den situation. Det er ikke meningen, at afviste asylansøgere eller andre uden lovligt ophold skal kunne modarbejde sig til et ophold i Danmark.
Så for at opsummere: Jeg forstår og deler ønsket om, at vi i Danmark får en mere human asylpolitik, og jeg deler faktisk også diagnosen, der stilles i beslutningsforslaget, langt hen ad vejen, men at åbne op for ambassadeansøgninger og at slække på politikken over for afviste asylansøgere er vi ikke tilhængere af, og vi er heller ikke tilhængere af at gå væk fra, at midlertidighed er udgangspunktet i asylpolitikken.
Vi kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget, men ser selvfølgelig frem til den videre behandling.