Det næste punkt på dagsordenen er:

33) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 2:

Forslag til folketingsbeslutning om at opdatere skolesikkerhedsberedskabsplanerne og udarbejde læringsforløb om Muhammedkrisen til brug i undervisningen i folkeskolen.

Af Mette Thiesen (NB), Ellen Trane Nørby (V), Alex Ahrendtsen (DF), Mai Mercado (KF) og Henrik Dahl (LA).

(Fremsættelse 06.10.2021. 1. behandling 10.12.2021. Betænkning 17.12.2021).

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig? Det gør hr. Karsten Hønge. Værsgo til ordføreren.

Muhammedkrisen, dens baggrund, de voldsomme reaktioner og konsekvenser skal være et uomgængeligt element i f.eks. historieundervisningen eller i samfundsfag. Danmark blev placeret midt i brændpunktet i den største udenrigspolitiske krise i 70 år, og læren af Muhammedkrisen trækker spor til en række andre relevante samfundsspørgsmål. Der er jo lærere i dag, der faktisk underviser i Muhammedkrisen, og jeg forstår udmærket deres frygt og bekymringer. De skal vide, at vi står bag dem, også når de vælger at bruge primærkilderne. Problemet er jo, at lærerne står med udfordringer hver dag, ikke bare om Muhammedkrisen, men også om en række andre spørgsmål, når forskellige kulturer mødes. Det kan være holocaust, det kan være kvinders ligestilling, seksuelle frigørelse, det kan være lgbt+-spørgsmål, det kan være folkedrabet i Armenien, Israel-Palæstina-konflikten, evolutionsbiologi og sikkert også en række andre sager. Vores opgave er, at vi skal forsvare både ytringsfriheden og undervisningsfriheden.

Vi kræver ikke, hverken af den enkelte lærer eller af den enkelte skole, at de skal bruge selve tegningerne, men relevant materiale, også primærkilderne, skal være tilgængeligt. Undervisningen skal foregå på en måde, som gør vores elever klogere og ikke skaber splittelse. Det skal således ikke være chikane eller træden på religiøse følelser eller med krænkelse som formål, men være et nuanceret, uomgængeligt indslag i den almene dannelse, at uenighed og forskellige religiøse overbevisninger er helt okay, så længe vi mødes på en civiliseret måde. Muhammedkrisen, tegningerne, religionskritik, satire, ytringsfrihed osv. skaber stærke følelser og krads debat, og netop derfor er det så vigtigt, at så mange som muligt i Folketinget står bag beslutningen om at gøre det obligatorisk at undervise i netop de temaer. På skoler vil man jo også fremover diskutere, hvorvidt man i virkeligheden skal undervise i Muhammedkrisen. Der vil være diskussioner mellem kollegerne, mellem lærerne og ledelsen, med eleverne og med forældregruppen, og det kan hurtigt blive nogle glohede debatter, og det vil selvfølgelig være en klar styrke, at et stort flertal står bag beslutningen i Folketinget.

Det vil hurtigt kunne blive et selvstændigt argument imod de modige lærere og imod undervisningen i Muhammedkrisen, hvis der kun manifesterer sig et spinkelt flertal i Folketinget. Det vil derfor helt indlysende styrke sagen, hvis vi ud over forslagsstillerne og SF også får Socialdemokraterne med ombord, og med tanke på både De Radikale og Enhedslistens stærke traditioner for religionskritik kan vi vel også forvente støtte fra de to partier. Jeg mener netop, at De Radikales og venstrefløjens fundament jo består af frisind, oplysning og kritik af autoriteter og gamle magtstrukturer. Gennem årtier har de partier også berettiget kritiseret reaktionær fundamentalistisk bogstavtro religiøs praksis, og jeg håber også, at partierne husker deres egen historie.

Siden vi behandlede beslutningsforslaget i sidste uge, har regeringen meddelt, at de indkalder til forhandlinger straks efter nytår, og det må da være i alles interesse, at en kort timeout, som det vist hedder i de her håndboldtider, bliver respekteret, for det har ingen praktisk betydning. Til gengæld skal regeringen levere et resultat, som lever op til beslutningsforslaget. Lad os finde en løsning i fællesskab. Hvis regeringen imod forventning ikke kan eller vil klare opgaven, vender vi jo bare tilbage med et nyt beslutningsforslag med samme ordlyd som det, vi behandlede i sidste uge, havde. Og hvis regeringen ikke kan finde ud af det, står SF også klar med hammeren. De her ting kan vi nå i fin stil i det her folketingsår.

Jeg forstår på de borgerlige, at de er ærgerlige over ikke at kunne bringe regeringen i mindretal, men der må jeg se væk fra den slags smålige følelser og taktiske snedigheder. SF er ikke bange for at bringe regeringen i mindretal, men det er altså ikke et selvstændigt mål for os, for vi stiller skarpt på indholdet i sagen, nemlig at der skal undervises i Muhammedkrisen, men også at det skal ske så gnidningsfrit som muligt ude på skolerne. Højrefløjen vil åh så gerne forsure regeringens liv, men det har bare ikke noget med substansen i den her sag at gøre. Tak.

Tak til hr. Karsten Hønge. Der er et par korte bemærkninger, først fra fru Mai Mercado. Værsgo.

Vi havde en fremragende debat i sidste uge her i Folketingssalen, og SF var enige i det her forslag – enige i, at nu skulle der sættes handling bag ordene, enige i, at nu ville man stemme for, efter at politisk leder, fru Pia Olsen Dyhr, i sin landsrådstale havde tilkendegivet, at nu ville man ikke acceptere voldsmandens veto. Hvad skete der så? Der skete det, at Socialdemokraterne lige havde fat i kraven på SF'erne og sagde, at det gik søreme ikke, fordi der nu i stedet skulle laves en forhandling.

Men jeg minder bare lige om, at selv samme statsminister jo lovede en forhandling om præcis det her tilbage i en spørgetime i april. Så nu spørger jeg bare lige SF: Hvorfor tror man på, at den her kamel, som kommer oven i bunken af kameler, der så skal sluges, gør, at der nu kommer forhandlinger, at der nu sker noget, som vil sikre, at man rent faktisk gør op med voldsmandens veto, og at man stiller lærerne derude bedre, så de ikke er bange for at undervise i Muhammedkrisen?

Værsgo.

Jeg forstår på fru Mai Mercado, at Socialdemokraterne har snydt jer. Det er da ikke pænt gjort; man må ikke sådan gå rundt og snyde hinanden herinde. Men rolig nu, nu er SF med på holdet, og vi skal nok få snor i Socialdemokraterne.

Vi har en aftale om, at de indkalder til forhandlinger straks i det nye år, og som sagt er det betydelig mere perspektivrigt, at vi får en aftale, der omfatter det altovervejende flertal i Folketinget frem for en snæver afgørelse om noget, der er så følsomt ude på skolerne. Så hvis Socialdemokraterne har snydt jer, må det blive en opgave mellem jer og ikke for SF. Vi skal nok sørge for, at den kommer i land, og hvis det ikke lykkes, som jeg sagde, og Socialdemokraterne mod forventning ikke skulle leve op til det, de har lovet, så står vi klar med hammeren og et beslutningsforslag med det samme indhold som det, vi diskuterede i sidste uge.

Værsgo, fru Mai Mercado.

Nej, for de eneste, der snyder her, er jo SF. SF stod i sidste uge og sagde klokkeklart, at nu ville man bakke lærerne op og nu ville man stemme for det her politiske forslag, som jo har været mere end et år undervejs, og som jo første gang blev rejst som en debat, da Samuel Paty blev halshugget på åben gade i Frankrig. Men nu vil man så gerne vente endnu en gang, fordi man er regeringens dikkende lammehale. Så de eneste, det er synd for, er lærerne, og det eneste, SF burde gøre, var egentlig at sikre, at man stod ved sit ord, og at man rent faktisk gjort det, man lovede i sidste uge i Folketingssalen.

Tak, og værsgo.

Vi står fuldstændig ved vores ord. Min tale i dag er et totalt koncentrat af, hvad vi står for. Vi vil stå bag de modige lærere. Vi vil sørge for, at det bliver obligatorisk at undervise i Muhammedkrisen. Det skal være obligatorisk; om man vil bruge tegningerne eller ej, er en valgmulighed.

Men hvorfor dog gå i så små sko, fru Mai Mercado, og gå op i, hvorvidt vi får et par måneder ekstra, hvis gevinsten vel at mærke er, at vi har et langt større flertal bag lærerne derude, så det ikke bliver en selvstændig diskussion på lærerværelserne over for forældregrupperne, og hvor det kun var med et meget snævert flertal i Folketinget? Vi giver det en chance og laver en aftale med regeringen.

Tak. Den næste korte bemærkning er fra fru Ellen Trane Nørby. Værsgo.

Tak. Det er noget af en robåd, hr. Karsten Hønge har sat sig op i. For der bliver godt nok padlet bagud i forhold til den debat, vi havde i Folketingssalen for 2 uger siden – og hvor er det trist. Jeg stod faktisk og roste SF og hr. Karsten Hønge til den debat, og jeg må sige, at alle de ord kan jeg jo så tage i mig igen. For nu sker der præcis det samme, som der skete sidste år.

På cirka samme tidspunkt havde vi et samråd om den samme sag, og der lød der også bulder og brag fra SF – og så faldt man alligevel helt ned. Så havde vi en forespørgselsdebat tilbage i foråret, hvor der jo lå et udkast til en vedtagelsestekst, som lige præcis sikrede den handling, der skulle til, så vi kan beskytte skolelærerne. Også dér faldt SF så helt ned, og jeg ved ikke, hvad det er en for en hammer, hr. Karsten Hønge taler om. Men den er i hvert fald lavet af gummi.

Den 11. maj foreslog statsministeren så, at der blev indkaldt til forhandlinger. Dem har vi stadig væk ikke set, og nu er SF så faldet fra igen. Det synes jeg er ærgerligt, og de eneste, der taber, er skolelærerne.

Værsgo.

Det er simpelt hen noget fundamentalt sludder, vil jeg sige til fru Ellen Trane Nørby. Jeg ved da godt, at socialdemokrater tit kan være nogle, der har lim på stolene, så de er svære at flytte, ikke? Men vi har her fået en klar tilkendegivelse fra regeringen om, at vi kan lave en aftale om det her spørgsmål. Og hvorfor skulle det dog så være ligefrem at falde helt ned, at vi lige giver det en timeout på et par måneder, hvis gevinsten vel at mærke er, at de modige lærere derude tager beslutningen om, at de selvfølgelig underviser i Muhammedkrisen?

Jeg er ikke i stand til at forstå et eneste argument for, hvorfor man ikke skulle undervise i noget af det mest skelsættende i dansk udenrigspolitisk historie de sidste 70 år. Lærerne skal hverken stå og diskutere med kollegerne eller med ledelsen eller måske med en genstridig forældregruppe, for vi vedtager herindefra, at det skal være obligatorisk. Og der er det da en kæmpe fordel, at de modige lærere, som vi taler om her, har et bredt flertal i Folketinget bag sig i stedet for et snævert flertal.

Fru Ellen Trane Nørby.

Tak. Det ville da være dejligt for de lærere, og en start på det kunne jo have været, at SF stod ved deres ord. Nu citerer jeg fra Folketingstidende den 11. maj, hvor statsministeren udtalte: »Ja, det vil jeg gerne tage initiativ til, og jeg synes, vi skal se på det hele vejen rundt«. Det var et svar på et spørgsmål om at indkalde til forhandlinger. Det var den 11. maj.

Siden da er der jo ikke blev indkaldt til nogen forhandlinger, selv om der har været utallige chancer. Derfor må man jo sige, at forudsætningen for, at der kunne laves et bredt flertal bag det her, jo var, at SF havde modet til at stå sammen om at beskytte lærerne i stedet for bare at padle tilbage, hver gang den her sag kommer op og det gælder og der skal stemmes her i Folketingssalen.

Værsgo.

Altså, hvis spørgsmålet gik på, om det er for slapt af Socialdemokraterne og regeringen ikke at tage et initiativ til det, så er svaret jo klokkerent: Ja, det er for slapt. Men rolig nu, højrefløj, for nu har vi jo SF med i sagen, og vi skal nok sørge for at få det her landet. Og hvis vi ikke lander det – må jeg igen slå fast – så står vi bag beslutningsforslaget med den samme ordlyd. Men vi synes da, at hvad skulle 2 måneder fra eller til dog betyde, hvis gevinsten er så stor, at et klart flertal i Folketinget vil manifestere, at de står bag de modige lære; altså 2 måneder for at få den gevinst?

Men igen vil jeg sige til Venstre: Hvis I føler jer snydt af Socialdemokraterne, skal I lade være med at lave den slags løse aftaler.

Jeg advarer imod, at det der »I« også er direkte tiltale.

Den sidste korte bemærkning er til hr. Alex Ahrendtsen.

Jeg forstår ganske enkelt ikke logikken, vil jeg sige til hr. Karsten Hønge. Hvis SF nu holdt fast i at støtte beslutningsforslaget, var der jo et flertal, og fordi der så er et flertal, skal regeringen jo gøre noget. SF gør så det modsatte. Man løber fra det, man egentlig har sagt i salen, fordi man nu tror på, at regeringen meget bedre kan gøre det.

Kan hr. Karsten Hønge ikke godt forklare mig, hvad logikken er? Jeg har simpelt hen brug for oplysning, jeg er helt fortabt – hjælp mig!

Værsgo.

Jeg tror, jeg må fremsende min ordførertale til hr. Alex Ahrendtsen, for jeg synes, jeg gjorde rede for det, så godt det nu kunne lade sig gøre. Pointen er: Alle veje fører til Rom; mange forskellige veje fører til Muhammed. Det vigtigste er vel, at vi ender det rigtige sted.

Altså, jeg ved godt, at højrefløjen har sat deres politiske gps på, at der er én bestemt rute, der skal følges i den her sag, og det er at bringe regeringen i mindretal. Vi har det anderledes i SF, hvor det er substansen, der er det vigtigste. Vi giver regeringen en mulighed for at vise, at den støtter lærernes frihed og bakker op om de modige lærere, og at man selvfølgelig ikke kommer uden om, at der skal undervises i en så afgørende periode i Danmarks historie. Jeg synes bare, at vi har en fælles interesse, også med højrefløjen, i, at det skal være så massivt et flertal herinde i Folketinget, der siger det her til skolerne, at man slipper for de der diskussioner derude mellem lærerne indbyrdes, med ledelsen og med forældregruppen om, at der var et lille, snævert flertal i Folketinget, der mente det. Nej, der er forskellige veje frem til det, men vi ender det samme sted. Og jeg synes, at tiden er godt givet ud på at give det et afbræk på et par måneder.

Spørgeren.

Stadig væk, hr. Karsten Hønge: Hvis SF holder fast, er der flertal, og så skal regeringen gøre noget og dermed også indkalde til forhandlinger på et eller andet tidspunkt, når regeringen så har tænkt sig at følge op. Så hvorfor ikke bare holde fast? Jeg forstår simpelt hen ikke logikken. Er det sådan, at SF bare er blevet slæbt ned i kælderen og har fået en masse tæsk? Altså, jeg kiggede efter de blå mærker, da jeg mødte hr. Karsten Hønge tidligere; jeg kunne ikke finde dem, fordi der måske var en masse sminke på dem.

Jeg forstår ikke logikken. Der er et flertal, og så skal regeringen da gå i gang. Hvorfor bakke på det? Det er da slapt.

Tak. Værsgo til hr. Karsten Hønge.

Den socialdemokrat er ikke født endnu, som kan intimidere mig.

Tak til hr. Karsten Hønge. Er der flere, der ønsker at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, iler vi til afstemning.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse, og der må stemmes.

Vi slutter afstemningen.

For stemte 45 (V, DF, KF, NB og LA), imod stemte 54 (S, SF, RV, EL, FG og ALT), hverken for eller imod stemte 0.

Dermed er forslaget til folketingsbeslutning forkastet.

Jeg udsætter hermed mødet til kl. 19.15, så vi kan få rengjort pladserne og afstemningssystemet. Værsgo at forlade salen i god ro og orden.

Mødet er udsat. (Kl. 18:58).