Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 197:

Forslag til folketingsbeslutning om aktivt fravalg af organdonation fra det fyldte 18. år i Danmark (borgerforslag).

Af Leif Lahn Jensen (S), Thomas Danielsen (V), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Andreas Steenberg (RV), Peder Hvelplund (EL), Mai Mercado (KF), Peter Skaarup (DF), Peter Seier Christensen (NB), Ole Birk Olesen (LA), Susanne Zimmer (FG), Torsten Gejl (ALT), Jens Rohde (KD), Aaja Chemnitz Larsen (IA), Karina Adsbøl (UFG), Lise Bech (UFG), Liselott Blixt (UFG), Bent Bøgsted (UFG), Lars Løkke Rasmussen (UFG) og Hans Kristian Skibby (UFG).

(Fremsættelse 22.04.2022).

Forhandlingen er åbnet. Sundhedsministeren, værsgo.

Tak for det. I 2021 var der 11 patienter i Danmark, der døde, mens de stod på en venteliste, en venteliste til at få et organ. Året før, i 2020, var det tal 18, i 2019 var det tal 17, i 2018 var det tal 40. Det er ikke sådan, at hvert eneste af de dødsfald kunne have været undgået, men langt de fleste af de dødsfald kunne have været undgået, hvis de mennesker havde fået det organ, som de ventede på at få, og som havde reddet deres liv. Når man spørger danskerne, om de er tilhængere af organdonation, er der en kæmpestor opbakning til organdonation.

Alligevel er det sådan – vi har jo en ordning, og vi opfordrer alt, hvad vi kan, til at melde sig til som organdonor – at kun 1,3 millioner mennesker er tilmeldt registeret. Af dem har 813.000 givet fuld tilladelse. 176.000 har givet fuld tilladelse plus tilladelse til forskning. 184.000 danskere har givet begrænset tilladelse til at bruge organer. 34.000 har givet begrænset tilladelse plus tilladelse til forskning. Og så er der 73.000, der har registreret sig med et forbud mod at bruge deres organer, men de har taget stilling. Og 22.000 har sagt, at de ved ikke, men har altså også markeret det, og dermed er det så op til de efterladte, hvis man står i en situation, hvor man dør og ens organer kan bruges til at redde liv.

Så tak til de 1,3 millioner mennesker, som har registreret sig. Tak til dem alle sammen, både dem, der har meldt sig til med fuld tilladelse og med begrænset tilladelse, men også til dem, der har sagt: Mine organer skal ikke bruges. Også tak til dem for at træffe beslutningen, for det er meget, meget hårde, vanskelige samtaler, der foregår mellem pårørende og læger, når man står i en sådan situation, som jo er næsten umulig at forberede sig på, men trods alt har man forberedt sig så godt som muligt ved at registrere sig her.

Men når jeg sagde kun 1,3 millioner, så er det jo, fordi vi er et land med mange flere, og det går ikke, at der er så mange, der lurepasser her og synes, at det måske er et lidt ubekvemt spørgsmål at svare på. Vi skal have det tal væsentlig højere op. Det er ikke til at bære, at vi hvert år har så mange mennesker, så mange patienter, som dør, mens de venter på et livgivende organ. Og der har i den her uge været en række artikler i forskellige medier, hvor en del af de her historier er blevet udfoldet. Hver eneste af dem berører mig dybt. Jeg ved, at det berører alle partiernes sundhedsordførere dybt. Det er jo konkret Mads Sebbelovs kæmpestore arbejde og den store folkelige opbakning, som gør, at vi har fokus på det her emne i dag og i det her forår. Så tak for det store, store arbejde. Og jeg skal selv mødes med Mads Sebbelov for at drøfte hans historie og hans arbejde.

Men det er også vigtigt, at vi i Folketingets partier på tirsdag skal mødes med eksperter, og de eksperter, vi indkalder, er altså dem, der står for samtalerne, nemlig de meget, meget svære og som sagt hårde samtaler med pårørende, for at finde ud af, hvad der skal ske. Hvordan kan vi sammen gøre noget, hvor vi får flere organdonorer – det skal vi have – og samtidig ikke risikerer at gøre deres arbejde vanskeligere eller sværere? Det må være det, vores opgave går ud på. Man må sige, at der arbejdes så hårdt, og at det er et imponerende arbejde, vi gør i Danmark, og som vores sundhedspersoner gør. Og hver eneste gang det lykkes at redde et liv, er det flot arbejde, og det kan man kun rose. Men vi må også se på reglerne, vi må se på lovgivningen, og vi må se på, hvad vi kan vi gøre for at få flere mennesker til at tage stilling.

Vi kan opfordre til det, og sidste gang, vi systematisk gjorde det for alvor, var, da vi introducerede det digitale sundhedskort som en app på vores telefon. Der havde vi en pop up-tekst, hvor vi opfordrede folk til at melde sig til det. Der var virkelig mange, som meldte sig i de uger, når de fik den app, så det har altså en effekt, når vi har debatten, og når vi har kommunikationen. Men vi er som sagt stadig væk på de der 1,3 millioner, der har registreret sig. Det vil sige, at for resten af befolkningen er det så op til ens pårørende at beslutte det, når man afgår ved døden. Det sker jo typisk pludseligt, og så skal de pårørende ikke kun håndtere det, men de skal også håndtere det svære spørgsmål om, hvad de skal gøre med organerne, for den elskede, der er død, har ikke taget stilling.

Så hjælp alle, hjælp de pårørende, men hjælp selvfølgelig ikke mindst de patienter med alvorlige sygdomme, som har brug for organerne, ved at gå ind og registrere jer. Det må være den entydige opfordring.

Det er også for at sige, at det ikke går alene med opfordringer, og det går ikke kun med kampagner. Der er intet, der er fremmed for mig. Jeg er med på at diskutere alle ting. Helt konkret er der jo et forslag om en ny model. Lad os prøve at vurdere den, lad os prøve at høre sagkundskaben – og det gør vi jo så på tirsdag – hvordan det vil stille dem i deres arbejde, lad os høste, hvad der er af erfaringer fra udlandet. Og hvis vi i enighed når frem til, at der skal laves en lovændring, er jeg selvfølgelig også klar til det.

Folketinget havde for et par uger siden også en stor debat om emnet. Det var i forbindelse med et forslag fra en række partier om, at det skulle være obligatorisk at tage stilling ved at sige ja, nej eller ved ikke. Man skulle altså tage stilling. Det er jo noget af det, vi skal arbejde sammen med partierne og eksperterne om, hvordan en sådan model ville kunne strikkes sammen i praksis. Hvor skal man gøre det, og ved hvilke begivenheder i livet vil det give mening at stille de spørgsmål?

Som sagt er der ingen redskaber, jeg er fremmed for. Jeg mener, at hvert eneste af de her dødsfald, der kunne være undgået, er ubærlige. Og husk på en ting til, nemlig at vi ikke kun gør det for de 1,3 millioner, for det er selvfølgelig sådan i Danmark, at vi også gør det for dem, der ikke har taget stilling – i øvrigt også for dem, der har sagt nej. Vi har det sådan, at hvis de har brug for et organ, gør vi alt, hvad vi kan, for at finde det og for at hjælpe dem. Selvfølgelig gør vi det. Derfor synes jeg også, at uanset hvad vi når frem til ved den tekniske afklaring og sammen med partierne, skal der ske noget her. Jeg er også overbevist om, at der kommer til at ske noget. Jeg synes, at jeg har registreret det blandt partierne. Vi skal være helt sikre på modellerne og på, at vi gør det rigtige, men det skal ske noget her.

Der er jo ikke nogen lande, der har en perfekt løsning, men vi må gøre modellerne bedre, end de er i Danmark i dag, og det er både lovgivningsmæssigt, hvordan man laver samtalen – der er mange ting. Der er helt klart meget, vi kan optimere og kan lære af de udlandske erfaringer, men uanset hvad, er det, man som borger selv kan gøre, at tage samtalen med ens familie og venner og gå ind og registrere sig. Det er det suverænt bedste, man selv kan gøre.

Men det går ikke kun at sige, at det er den enkeltes ansvar, for det her er et samfundsansvar, og jeg vil hermed bebude, at der kommer politiske forhandlinger på tirsdag samt drøftelser med eksperterne. Vi må forpligte os til, at der skal ske noget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre.

Tak for det. Mange tak til ministeren for en, synes jeg, rigtig god tale, der belyser alle de kompleksiteter, der er i det her spørgsmål. Og også tak for, at ministeren er åben over for at tage forskellige redskaber i brug. Det er jeg personligt utrolig glad for at høre. Det, jeg egentlig ville have spurgt om – ministeren kom lidt ind på det senere i sin tale, efter at jeg havde trykket mig ind – er netop vedrørende de udenlandske erfaringer. Der er jo rigtig mange lande, der har indført en model, der minder om den, vi har her, i større eller mindre grad og for enten kortere eller længere tid siden. Så er der jo en række erfaringer derude. Og en af de ting, ministeren også er inde på i sin tale, er den svære samtale, der er mellem læger, sundhedsfaglige og de efterladte. Den samtale vil altid være svær, uanset hvilken model vi har. Det er der ikke nogen tvivl om. Men nogle af de erfaringer, der er kommet fra udlandet, er, at det faktisk bliver nemmere, hvis man indfører en model med aktivt fravalg. Det er de erfaringer, der er fra bl.a. England, kan jeg forstå på den høring, vi havde for ikke så længe siden. Så jeg kunne godt tænke mig at høre, hvilke udenlandske eksperter og erfaringer ministeren har tænkt sig at tage med i det møde, vi skal have i næste uge.

Værsgo.

Jamen det er præcis de erfaringer, som vi må høste. Jeg er bekendt med, at der har været den her høring. Jeg var ikke selv med til den, men jeg er bekendt med den høring, og jeg synes, at det er klogt at spørge netop de lande, som har indført det her, altså hvad det betyder for samtalen. For den samtale er en meget, meget hård og svær samtale. Idéen er, at vi simpelt hen inviterer de sundhedsprofessionelle – det er jo læger og andre – som står for de samtaler med de pårørende i de her svære situationer. Det vil sige, at de kan præsentere os for, hvad det er for nogle dilemmaer, de pårørende står i. Som pårørende har man selvfølgelig et ønske, nemlig at følge den vilje, som man formoder var hos den person, som man er nær pårørende til. Men hvad nu, hvis man ikke har nogen idé om, hvad den vilje var, og hvis vedkommende ikke er registreret i et register? Nu nævnte jeg registertallene. Der er også mange, der på anden vis har meldt det, f.eks. ved at nævne det til de pårørende, nemlig at du skal vide, at hvis noget sker med mig, så vil jeg godt have, at det og det sker med mine organer. Det er jo lige så juridisk bindende. Nogle har også et donorkort. Så der er flere forskellige muligheder, skal man lige vide. To ud af tre har meldt sig på den måde. Men vi skal hjælpe til at få det bedst mulige rum omkring den samtale.

Hr. Stinus Lindgreen. Værsgo.

Tak for det, og tak for svaret. Et andet aspekt, som vi også var inde på i debatten, vi havde for et par uger siden, omkring også organdonation, hvilket ministeren også var inde på, var Det Etiske Råd og deres rapport, der kom for 4-5 år siden. Jeg vil bare høre, om ministeren kan bekræfte, at vi kan forvente at få en ny redegørelse fra Det Etiske Råd omkring den model, der ligger fremme her i dag, så vi har noget at forholde os til.

Værsgo.

Det er også min forståelse, og jeg synes, det er klogt, at Folketinget har henvendt sig til Det Etiske Råd og bedt dem om at komme med en vurdering. Der vil jeg så understrege noget, hvad angår Det Etiske Råd. Det er ikke til ordførerne, for det ved de udmærket godt, men nogle gange er det i offentligheden sådan, at man tror, at man kan trække et svar, og så er det det, og så står det med lysende bogstaver, at det er det, man skal. Typisk er det jo en kvalificering af de dilemmaer, der så er. Nogle gange følger en indstilling med, ofte faktisk en uenig indstilling. Så må man jo lytte til de argumenter. Så det er en kvalificering af argumenterne i en svær etisk debat, som det her selvfølgelig også er. Det handler om liv og død og om mennesker i en meget, meget vanskelig og svær situation, både for dem, der venter på organer, og selvfølgelig for de pårørende.

Tak. Så er det hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til ministeren for en god og reflekteret tale, synes jeg. Jeg er jo fuldstændig enig med ministeren i, at det, der er afgørende her, er netop, at vi får så mange som muligt til at tage stilling, fordi det også gør det lettere. Når man skal have samtalen efterfølgende med de pårørende, er det alt andet lige lettere at tage en samtale med udgangspunkt i, at den berørte selv har taget stilling, og at det ikke er noget, andre har gjort, uanset om det er et formodet samtykke eller et informeret samtykke.

Men jeg hørte også ministeren sige, at ministeren faktisk ikke var afvisende over for nogen løsningsmodeller i forhold til det her, og jeg skal bare høre, om det skal forstås sådan, at hvis vi nu får den obligatoriske tilkendegivelse, som vi forventer, og det viser sig ikke at have den tilstrækkelige effekt, så vil ministeren også være villig til at se på andre løsningsmetoder, f.eks. et formodet samtykke.

Værsgo.

Jeg vil bare sige ja. Vi kan ikke blive ved med at se på den problemstilling, der er med, at vi har patienter – i øjeblikket har vi 389 patienter på en aktiv venteliste – som står i en situation med alvorlig sygdom og venter. Og vi kan se hvert år, at der altså er nogle af dem, som afgår ved døden, fordi de ikke har fået det.

Vi ved, at der stadig væk er mange – for det kan vi se på tallene – som egentlig godt ville have meldt sig til, men ikke får gjort det af den ene eller anden årsag, men som faktisk er tilhængere af organdonation, men vi får ikke brugt deres organer, selv om vi egentlig godt ville have gjort det, på grund af det nuværende setup af regler og lovgivning. Så alt, hvad vi kan gøre for at sikre, at vi får gjort det, er jeg tilhænger af. Men det er meget vigtigt, at vi også lytter til sagkundskaben – dem, der har de her samtaler – men der er ikke noget, jeg vil afvise på nuværende tidspunkt.

Tak. Hr. Peder Hvelplund.

Det er jeg sådan set glad for at høre, for der er jo nogle overvejelser, som det er rigtig fornuftigt at Det Etiske Råd får kigget på, men vi er fuldstændig enige om, hvad målet er: at vi skal sikre, at der bliver flere organer tilgængelige til organdonation, men det er klart, at der også kan være nogle usikkerheder.

Det, jeg godt lige vil høre ministerens overvejelser omkring, er, om der kan være en risiko, hvis man laver et formodet samtykke, for, at der er nogen, som nærmest i trods siger, at det her ønsker man ikke at andre skal blande sig i; det er noget, man selv vil tage stilling til, og derfor framelder organdonation. Er det noget, der har været nogle overvejelser omkring?

Værsgo.

Det er jo lige præcis sådan nogle elementer, som vi må forsøge at indhente viden omkring, både fra udlandet og fra Danmark.

Jeg har måske lige behov for at præcisere, at da jeg sagde, at der var ingen modeller, der var fremmede for mig, så er det modeller, der skal sikre, at vi får flest mulige organer, men der er stadig væk én model, der er vigtig, tror jeg, at stå fast på. Selv om jeg er stor, stor tilhænger af organdonation og opfordrer alle til at registrere sig, respekterer jeg også, hvis man siger nej, og det vil sige, at uanset hvilken model vi ender på lovgivningsmæssigt og praktisk, så bør det selvfølgelig – det mener jeg er en selvfølge – stadig være muligt at kunne sige af forskellige personlige årsager, at man ikke vil have, at ens organer skal bruges. Det bør stadig væk være en mulighed. Jeg anbefaler, at man siger ja, for det har jeg selv gjort, men det bør stadig væk være en mulighed, og det er den enkeltes personlige valg, vi her har med at gøre, som er helt central.

Tak for det. Så er det hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige.

Tak. Jeg er faktisk glad for den sidste præcisering, som ministeren kom med, om, at der ikke var nogen løsninger, som man ikke ville kigge på. Det her konkrete borgerforslag går jo på, at man som automatik er tilmeldt, men at man så aktivt skal fravælge det. Hvordan har regeringen tænkt sig at stemme til det her konkrete borgerforslag?

Værsgo.

Jeg synes, det er for tidligt at sige, at man stemmer ja til det her, for vi er jo nødt til at lytte til sagkundskaben, og derfor passer det meget godt timingsmæssigt, at vi på tirsdag har møde netop med ordførerne og med sagkundskaben og med nogle andre modeller i spil også, som vi stemte om for et par uger siden, nemlig det her med, at man får en eller anden form for juridisk model for, at man obligatorisk skal tage stilling på nogle tidspunkter i livet. Hvordan vi skal gøre det, udestår jo, men det er noget af det, vi skal drøfte hvordan kan lade sig gøre juridisk og praktisk.

Så der er forskellige modeller i spil, og når jeg sagde, at der ikke er nogen modeller ud over de sådan grundlæggende hegnspæle, jeg nævnte her, som er fremmede for mig, er der ikke det. Nu er det her bragt op, og jeg ser det som borgerforslagenes fornemste opgave at bringe ting op, og det her er virkelig bragt på dagsordenen. Nu skal vi så også levere på det, men i forhold til hvilken model vi ender med, er jeg nødt til at forbeholde mig retten til at lytte til de eksperter og den sagkundskab, som står for de der samtaler med de pårørende.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Bare så det lige er helt klart vil jeg spørge, om jeg skal forstå det på den måde, at enten har regeringen ikke taget stilling endnu til det konkrete borgerforslag, eller at man ikke vil stemme for det, som det ligger. Altså, det er jo et borgerforslag, og vi skal stemme om det, så det er bare i forhold til det konkrete. Når vi skal trykke på knappen, skal vi jo enten trykke rød, gul eller grøn, så jeg spørger ind til, om regeringen har taget stilling til, hvad den kommer til at trykke.

Værsgo.

Jamen som jeg forstår det, har Sundhedsudvalget lavet en tidsplan, som går på, at der er tid nu til at gå ind i det faglige arbejde med de her sundhedseksperter og se på, hvad vi kan lave for en juridisk, holdbar model, og det arbejde synes jeg vi skal fokusere på. Det er der tid til at gøre, inden der ville skulle stemmes. Som jeg forstår det, vil der skulle stemmes til næste samling, altså til efterårssamlingen, så til den tid vil vi kunne se, om vi har fået lavet et robust system, som er et andet, eller om vi har noget, der læner sig mere op ad det her.

Så hvis vi stemte om det konkrete forslag i morgen, ville jeg ikke stemme for det, fordi vi er i gang med det faglige arbejde. Men jeg er fuldstændig enig i intentionen. Vi skal have flere organdonorer; det synes jeg er vigtigt.

Tak. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet.

Tak, fru formand. Først og fremmest vil jeg gerne hilse fra vores sundhedsordfører, som jeg har taget over for i dag. Det var en anderledes tale, jeg fik i hånden i første omgang. I politik kan tingene jo forandre sig på kort tid, så man ender med at få taget en virkelig klog beslutning som den, Sundhedsudvalget tog i går, nemlig om at give mere tid, så man kan få gode, fornuftige output, input, refleksioner og diskussioner omkring organdonation. Jeg vil bare lige sige, at det, der jo er interessant ved forslaget her, er, at man prøver at vende organdonation på hovedet, sådan at man aktivt skal melde sig fra i stedet for aktivt at melde sig til, og hele den diskussion af, hvordan det er, vi opnår flere organdonationer, er interessant. Det, at borgerforslaget i virkeligheden giver os en mulighed for at diskutere organdonation, er rigtig væsentligt.

Der har faktisk også været ret mange kampagner for at få folk til at tage stilling, men det har ikke virket efter hensigten. Som ministeren også nævnte, og som en god kollega i salen også ved, er der rigtig mange, der står på venteliste. Nogle kan risikere at dø, mens de står på venteliste – der er nogle, som oplever at stå så lang tid på venteliste, at deres krop faktisk ikke længere kan klare det, til trods for at de havde gode chancer til at starte med. Det tror jeg faktisk også er ret vigtigt at få med ind i hele drøftelsen, altså det, der handler om den tid, der går, indtil der bliver et organ, hvad skal man sige, ledigt. Så tror jeg også, det er vigtigt, at vi får taget en diskussionen om det at være pårørende; det gælder både de pårørende, som mister en, og som skal give lov til, at organerne kan gives videre, men jo også alle dem, som er pårørende til en, som står og venter.

Derfor bakker vi i Socialdemokratiet også op om den proces, som Sundhedsudvalget har aftalt. Vi glæder os meget til at diskutere det yderligere, og vi er i øvrigt glade for, at ministeren gjorde opmærksom på, at det her også handler om muligheden for forskningen, altså det handler jo om organdonation, men der er også det her med, at vi får lejlighed til at diskutere, hvad man gør, for at man kan blive klogere på forskningsdelen. Det var det.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer. Så er det hr. Martin Geertsen, Venstre.

Tak for ordet, og mange, mange tak til de borgere, herunder Mads Sebbelov og organisationen Foreningen 7Liv og andre, som henholdsvis har stillet og støttet det her borgerforslag. I har alle som en lavet et uvurderligt stykke arbejde, som jeg gerne vil benytte anledningen her til at anerkende og rose. Vi synes i Venstre i sagens natur og i lighed med andre partier, at debatten om organdonation er overordentlig vigtig, men det er også en svær debat, fordi det jo handler om liv og død og vores egne organer. Det er en svær debat her i Folketingssalen, men fremfor alt tror jeg, det er en svær debat ude i de danske hjem, hvis man da overhovedet har fået taget den. Det gør kun dette beslutningsforslag endnu vigtigere, da det jo under alle omstændigheder er vigtigt, at vi på alle planer får taget debatten. Med debatten får vi også i sig selv skærpet opmærksomheden på manglen på organer.

Når vi ser det her borgerforslag, som har fået 53.000 underskrifter, tydeliggør det i hvert fald for mig, at der også ude i de danske hjem er et klart ønske om, at vi skal blive ved med at tage denne debat. Vi kan jo se, at langt de fleste danskere er positive over for at donere deres organer, men kun en fjerdedel har fået registreret deres stillingtagen. Når nu så mange har taget stilling, men under halvdelen af dem, der har taget stilling, har fået det registreret, kan der altså gøres mere. Og når man laver meningsmålinger og spørger folk, om de er villige til at donere deres organer, er det jo helt op til 85 pct., som gerne vil bistå andre mennesker i en svær og livstruende situation, og derfor er det selvfølgelig ikke tilstrækkeligt, når de her mange positive tilkendegivelser ikke omsættes i flere organdonorer.

Min klare opfattelse efter vores sidste debat om organdonation her i salen er, at et markant flertal her i salen håber og tror på, at vi med politiske virkemidler kan hjælpe flere af dem, som ønsker at være organdonor, til at blive det. I Venstre tilslutter vi os fuldstændig ambitionen om, at flere skal tage stilling.

Vores folketingsgruppe bakker dermed også fuldt og helt op om det beslutningsforslag, som var til afstemning for nylig. Det var det beslutningsforslag, som handlede om, at når man som borger i dette land f.eks. skal bestille et nyt kørekort, pas, sygesikringsbevis eller lignende, bliver man via en dialogboks eller lignende på nettet opfordret til at tage stilling til, om man vil være organdonor. Nu står vi så med borgerforslaget om formodet samtykke. Som jeg forstår beslutningsforslagsstillerne, opererer det med en såkaldt soft optoutmodel – det er godt, at Mads Sebbelov nikker – hvilket betyder, at såfremt afdøde ikke har taget stilling inden sin død, er det fortsat de efterladte pårørende, som skal tage stilling til spørgsmålet om donation. Det tror jeg er overordentlig vigtigt at understrege. En soft optoutmodel i modsætning til en hard optoutmodel, hvor de pårørende ikke ville blive konsulteret ved manglende stillingtagen, gør altså det hele lidt mindre dramatisk, end man umiddelbart ved første øjekast skulle få indtryk af.

Vi har drøftet forslaget om formodet samtykke uhyre indgående i Venstres folketingsgruppe over en hel del gruppemøder, og jeg skal for dem, der måtte have behov for at spekulere i den slags, understrege, at det er foregået i en meget god, ordentlig og høflig tone. Vi har set hinanden i øjnene og er blevet enige om – og jeg understreger enige om – uanset ståsted i denne sag, at vi ikke nødvendigvis kommer til at stemme som en samlet gruppe lige præcis i dette spørgsmål. Som jeg nævnte indledningsvis, er der i høj grad tale om et etisk spørgsmål, et samvittighedsspørgsmål, et spørgsmål om liv, død og vores egne organer.

En del af Venstres folketingsgruppe er således positive over for nærværende forslag om formodet samtykke og ser det som et væsentligt bidrag til, at flere mennesker får taget aktiv stilling til spørgsmålet om organdonation. Denne del af Venstres folketingsgruppe lægger samtidig vægt på, at forslaget skal ses i tæt sammenhæng med spørgsmålet om en soft optoutmodel, altså, som jeg nævnte før, at har man ikke fået taget stilling inden sin død, er det altså fortsat de pårørende, som konsulteres præcis som i dag.

En anden del af Venstres folketingsgruppe er af den opfattelse, at det beslutningsforslag, vi vedtog forleden, foreløbig er den rigtige vej at gå, altså at vi indfører en model, hvor man, når man på den ene eller anden vis er i kontakt med offentlige myndigheder, bliver opfordret til at tage stilling til spørgsmålet om organdonation, når ens svar i øvrigt ikke er forbundet med yderligere konsekvenser.

Min egen vurdering, hvis nogen kunne have interesse i den, er, at det er cirka halvdelen af Venstres gruppe, der mener det ene, og cirka halvdelen, der mener det andet.

Afslutningsvis er vi lidt ærgerlige over, at Det Etiske Råd endnu ikke har fået lavet en ny udtalelse om spørgsmålet om organdonation. Vi var i Venstres folketingsgruppe uanset ståsted sådan set klar til at stemme i den kommende uge, altså inden sommerferien, men har forstået det derhen, at Det Etiske Råd afgiver en udtalelse senest i september måned, som vi så venter på, inden vi stemmer om dette forslag. Tak for ordet.

Tak for det. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten, har bedt om en kommentar.

Tak for det. Og tak for en rigtig god og reflekteret tale, synes jeg. Når jeg tager ordet, er det egentlig mest for bare lige også at få det processuelle på plads, for det er klart, at det har en stor interesse for en stor gruppe borgere. Så jeg skal bare bede hr. Martin Geertsen om at bekræfte, at vi i Sundhedsudvalget i enighed har besluttet, at vi afventer den stillingtagen, der kommer fra Det Etiske Råd i september måned, og at det derfor så først vil blive i den nye samling, at der vil komme en konkret afstemning om det her forslag. Så der kommer en afstemning, men med den tidsplan, der er vedtaget i et enigt Sundhedsudvalg, bliver det først, efter næste folketingssamling er indtrådt, altså i oktober måned.

Værsgo.

Det kan jeg fuldt ud bekræfte. Det afholder mig dog ikke fra, som jeg også sagde i min tale før, at være en lille smule ærgerlig over, at Det Etiske Råd ikke har afgivet den udtalelse og først kommer med en udtalelse i september måned. Det har jo altså været en debat, der har pågået længe. Borgerforslaget har været længe undervejs, og derfor er jeg ærgerlig over, at den udtalelse ikke ligger der i dag. Men på den anden side synes jeg sådan set også, det er væsentligt, at der kommer en udtalelse fra Det Etiske Råd omkring det her spørgsmål, og jeg kan bekræfte hr. Peder Hvelplunds skitsering af, hvad det så er for en tidsplan.

Hr. Peder Hvelplund.

Jeg deler sådan set hr. Martin Geertsens ærgrelse over, at vi står i den her situation, men jeg synes også, det er fornuftigt, at vi får en ny udtalelse fra Det Etiske Råd. Og på samme måde kan man sige, at beslutningen omkring en obligatorisk stillingtagen jo også har en indflydelse på den beslutning, vi kommer til at træffe, alt efter hvordan den model bliver udformet. Så der kan jo også være nogle fordele ved det, men jeg er sådan set grundlæggende enig i, at det er ærgerligt, at vi står i den situation nu, at vi førstebehandler det og så alligevel først kommer til at stemme om det til oktober måned.

Værsgo.

Ja, og jeg tror sådan set ikke, jeg har yderligere at tilføje.

Tak. Så er det hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre.

Tak for det. Tak til ordføreren for en, synes jeg, rigtig god tale, der kommer omkring et komplekst spørgsmål, som jeg kan forstå på ordføreren deler Venstres gruppe, hvilket det nok også gør i flere andre grupper, kunne jeg forestille mig.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ordføreren gør sig nogen tanker om at kombinere de forskellige modeller. Nu har vi diskuteret det her med obligatorisk stillingtagen for et par uger siden i, hvad kan man sige, konteksten af den model, vi har i dag, men har ordføreren gjort sig nogen tanker om, hvordan det kunne spille sammen med det her forslag om et aktivt fravalg i stedet for?

Værsgo.

Nu skal jeg jo gå a thin line, som det hedder på nydansk, for jeg skal søge at repræsentere en folketingsgruppe, hvor der er lidt forskellige ståsteder i forhold til det her. Men helt objektivt set ser jeg sådan set ikke på den måde nogen konfrontation logisk set – skal jeg understrege – mellem på den ene side at lave information og spørge folk, i forbindelse med at man bestiller kørekort eller andet på nettet, og så på den anden side at have det formodede samtykke, i særlig grad ikke, når det er kombineret med den soft optoutmodel – altså det forhold, at de pårørende jo vil blive konsulteret, hvis man i givet fald har trykket sig forbi alle mulige dialogbokse, når man har bestilt kørekort og sygesikringsbevis og den slags. Så logisk set – det skal jeg understrege – ser jeg ikke nogen indbygget konflikt i det.

Værsgo.

Tak for det. Jeg er fuldstændig enig med ordføreren i det. Og jeg deler også ordførerens ærgrelse over, at vi ikke har fået en ny udtalelse fra Det Etiske Råd. Det var noget, der også var oppe under sidste debat, og derfor synes jeg, det er en skam, at vi ikke har fået det. Som ministeren var inde på, er det ikke, fordi det afgør, hvad vi stemmer her, men det er altså godt at få belyst komplekse etiske spørgsmål fra flere sider. Så det er egentlig ikke så meget et spørgsmål, men mere en kommentar. Jeg er enig med ordføreren. Jeg er sådan set også klar til at stemme i næste uge, men jeg synes, det er klogt, som vi besluttede og blev enige om i udvalget i går, at skyde det, til alle folk har beslutningsgrundlaget på plads.

Værsgo.

Ja, og jeg kan sådan set bekræfte og understrege den ærgrelse endnu en gang, for jeg synes, det her har været længe undervejs. Og som jeg sagde før, kan jeg i hvert fald med sindsro konstatere, at vi i Venstres folketingsgruppe har haft uhyre mange drøftelser af det her spørgsmål, og det har også været en debat, der har kørt i offentligheden længe. Så ja, det er brandærgerligt, at vi ikke kan træffe en beslutning her inden sommerferien om det.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer. Så er det fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Og tak til de borgere, som med Mads Sebbelov i spidsen har sat organdonation på dagsordenen endnu en gang. Jeg kan ikke komme i tanker om en større sorg end at miste et barn – det skulle da lige være at vide, at barnet faktisk kunne have været reddet med en organdonation. Jeg har derfor også den allerstørste forståelse for det borgerforslag, som vi behandler i dag.

Der er næppe tvivl om, at formodet samtykke, som det kaldes, kan øge antallet af donorer til gavn for borgere, som har brug for organdonation. Jeg tror også, det er rigtigt, at der er flere borgere, som gerne vil donere nogle eller alle organer, men som bare ikke lige har fået truffet beslutningen i tide. Ordningen forudsætter imidlertid, at borgere, som af forskellige årsager ikke ønsker at donere organer, selv melder fra. Der er grund til at antage, at der også vil være borgere, som bare ikke lige får det gjort, og det vil altså også efterlade pårørende til potentielle donorer med en tvivl om, hvorvidt det faktisk var i overensstemmelse med den pågældendes ønsker.

Vi har drøftet det her spørgsmål i mange år, og jeg har også været med til at drøfte det i mange år, og det er en falliterklæring, at vi ikke på nogen måde har rykket os på synspunkter eller på løsninger. Derfor er jeg også glad for, at det i foråret viste sig muligt at få et flertal for et beslutningsforslag, som indebærer, at vi som borgere skal tage stilling til organdonation. Ordningen vil indebære, at alle voksne tager stilling til, om de vil donere organer og hvilke. På den måde griber vi de mange, som bare ikke lige får taget stilling i tide, og vi sikrer, at efterladte ikke er i tvivl om, hvad den pågældende selv har ønsket i forhold til organdonation. For lige så svært det er for patienter, som venter på det livgivende organ, lige så svært er det også for de pårørende, som skal tage afsked med en potentiel donor.

Vi er netop blevet indkaldt til de første drøftelser om sådan en ordning, og jeg ser frem til, at vi forhåbentlig snart kan præsentere en holdbar og forbedret løsning på organdonation for de patienter, som vil få gavn af det. Jeg mener imidlertid også, at vi med fordel kan inddrage lige præcis det her borgerforslag i det videre arbejde, og derfor håber jeg også, at vi bliver enige om, at en afstemning kan vente, så vi får vendt alle muligheder i de kommende forhandlinger.

Endnu en gang tak til jer, der igen og igen sætter det her vigtige emne på dagsordenen. Vi ser frem til, at vi forhåbentlig meget snart kan præsentere en konkret løsning, som faktisk også kan holde i fremtiden.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer. Hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre.

Mange tak, formand. Jeg vil gerne starte med at sige tillykke, særlig til Mads Sebbelov for at have fået samlet nok underskrifter til at få borgerforslaget her debatteret i Folketingssalen, men også tillykke til alle jer andre, der har bakket op undervejs. Det er i sig selv en stor præstation. Jeg husker stadig tydeligt den første gang, jeg snakkede med Mads og han fortalte mig om Josephine. Det har været, godt et halvt års tid efter at han havde mistet sin datter alt, alt for tidligt, da hun kun var 15 år. Den samtale gjorde et meget stort indtryk på mig, og enhver forælder kan uden tvivl instinktivt sætte sig ind i, hvor ubeskrivelig ondt det må gøre.

Josephine døde, som vi alle sammen ved, mens hun ventede på et nyt hjerte. Og på baggrund af Josephines alt for tidlige død har Mads arbejdet ihærdigt for at sikre flere organdonorer i Danmark. At han har været i stand til det så kort tid efter at have mistet sin egen datter, er for mig dybt imponerende.

I dag kan vi så i Politiken læse om Julie, der også støtter det forslag, vi diskuterer her i dag. Hun mistede sin 9-årige søn Theodor, men valgte at lade hans organer redde fire andre menneskers liv. Det er på en og samme tid smukt og tragisk, og det viser, hvorfor denne debat er så utrolig vigtig.

Men det er ikke første gang, jeg stifter bekendtskab med den model, der bliver foreslået her. Og faktisk har jeg også selv bevæget mig i spørgsmålet. Jeg blev først opmærksom på den foreslåede model med aktivt fravalg fra Lasse Heidelbach og hans organisation. Min første rygmarvsreaktion var modstand, men meget ud fra de samme begrundelser, som jeg også hører flere steder i debatten i dag: Vi er ikke reservelagre; staten ejer ikke min krop; vi skal have kropslig autonomi. Alt det er jeg fuldstændig enig i, og jo mere jeg gravede mig ned i forslaget her, jo klarere blev det, at der ikke er en modsætning.

Der er ikke tale om tvang, og den enkelte kan altid selv bestemme over egen krop; det ændres der ikke ved. Jeg kan også høre, at der på tværs af partier er sympati for målet om at sikre flere organdonorer, men måske ikke helt enighed om vejen derhen. Det er jo ikke så længe siden, at vi her i salen diskuterede et forslag om at gøre det obligatorisk at tage stilling til organdonation. Og på den baggrund er vi jo som bekendt alle blevet inviteret til forhandlinger i næste uge.

I dag har vi et system i Danmark, hvor man aktivt skal sige ja til at være organdonor. Samtidig kan vi se, at selv om langt, langt de fleste af os gerne vil være organdonorer, så er der stadig rigtig mange, der ikke lige har fået sig registreret, og det er helt oplagt svagheden ved det aktive tilvalg, som vi jo har i dag.

Borgerforslaget går ud på at vende modellen om og antager, at man som udgangspunkt gerne vil være organdonor, men at man naturligvis kan vælge at sige nej. Vil dette forslag så løse alle udfordringer, vi har? Nej, men erfaringerne fra de mange lande, der allerede har indført denne model, viser, at det vil gøre en markant forskel – særlig når det kobles med debat og oplysning, hvilket jo helt utvivlsomt vil ske. Organdonation med aktivt fravalg kan jo nemt kombineres med den obligatoriske stillingtagen, som der er bred enighed om her i Folketinget. Og samlet vil det medføre øget opmærksomhed og øget stillingtagen, hvis man kigger på de udenlandske erfaringer.

Det er vigtigt at understrege, at modellen her ikke gør organdonation til en pligt, eller at staten bestemmer over ens krop. Nej, det er stadig helt op til en selv, om man vil sige ja eller nej, ligesom lægen selvfølgelig vil snakke med de efterladte, nemlig den såkaldte soft optoutmodel, som Venstres ordfører var inde på tidligere. Interessant nok har vi lært fra bl.a. England, at modellen med aktivt fravalg som foreslået her vil gøre samtalerne mellem læge og efterladte nemmere.

Man skal også huske, at der jo er indbygget implicitte etiske antagelser i den nuværende model. Begge tilgange antager at vide, hvad den enkelte person vil vælge. I dag antager vi, at man ikke ønsker at hjælpe andre med sine organer efter ens død, og man skal aktivt sige ja; med borgerforslaget her antager vi, at man gerne vil redde andres liv, når man selv er borte, og man skal så aktivt sige nej. Begge modeller har etiske antagelser, og begge modeller har konsekvenser. Men når vi nu ved, at opbakningen til organdonation er meget stor i befolkningen, men at mange ikke aktivt får meldt sig til, så kan man godt argumentere for, at den foreslåede model her er bedre i overensstemmelse med virkeligheden, end den nuværende model er.

Vi ser frem til den videre debat i udvalget, og vi ser frem til Det Etiske Råds nye redegørelse, men i Radikale Venstre støtter vi den foreslåede model, som den ligger her. Tak for ordet.

Tak for det, og der er ikke nogen kommentarer. Vi går videre. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten, værsgo.

Tak for det, formand, og tusind tak til forslagsstillerne for at rejse den her debat igen. Det er klart, at jeg tror, det er noget, vi alle sammen blive dybt berørt af, både når debatten kommer op, men selvfølgelig også især med baggrund i den historie, der ligger forud for det her beslutningsforslag, og selvfølgelig også de historier, vi løbende ser i dagspressen. Jeg tror sådan set, at det allermest positive, ved at det bliver bragt op, er, at vi får debatten igen. For noget af det, der er tydeligt at se, er, at hver gang vi diskuterer det her emne, har det en konkret betydning for, hvor mange der tager stilling til, om man ønsker at tilmelde sig som organdonor eller ej.

Jeg vil sige, at for Enhedslisten og for mig er det helt afgørende, at det her bliver et spørgsmål om, at man personligt tager stilling; at det er et spørgsmål, man selv overvejer, men at det også er et spørgsmål, man drøfter med sine nærmeste. For uanset hvad er det jo de nærmeste, der bliver allermest ramt, når man står i situationen. Det ved vi fra det konkrete tilfælde her, og det ved vi generelt, og når man skal træffe den beslutning, er det altså rart, at man ved, hvad den berørte selv havde af ønsker i forhold til det, og det er sådan set, uanset om vi ender på et informeret eller et formodet samtykke. Uanset hvad er det jo, fordi der er nogen, der på forhånd har taget stilling, nemlig til at man enten som udgangspunkt gerne vil donere eller man som udgangspunkt ikke vil donere.

Derfor synes jeg, at det helt afgørende er, at så mange som overhovedet muligt får taget stilling, og det er jo det, vi også skal til at drøfte her i næste uge. Og jeg er rigtig glad for det beslutningsforslag, der blev vedtaget, som omhandler den obligatoriske stillingtagen, fordi det netop sikrer, at vi sørger for, at den effekt, vi kan se, hver gang vi har debatten, bliver vedvarende, fordi folk hele tiden bliver bedt om at tage stilling. Det her er etisk svært, og jeg er faktisk tilhænger af, at folk skal have muligheden for at kunne sige, at man ikke har taget stilling, at man ikke ønsker at tage stilling endnu, men at man så hele tiden bliver mindet om det og bliver bedt om at tage stilling. For jeg synes, at det er en beslutning, som ligger hos den enkelte, og hvor det er afgørende, at den enkelte også får muligheden for at drøfte det med sine nærmeste.

Så er der spørgsmålet om, hvad det så er, vi skal sige som udgangspunkt. Er det, at folk gerne vil donere, eller er det, at folk som udgangspunkt ikke vil donere? Jeg synes, at det var en glimrende tale, som hr. Stinus Lindgreen holdt. Jeg har også haft den samme sådan umiddelbare modstand i forhold til det. Den har jeg måske ikke så meget længere. Jeg kan i hvert fald godt se nogle perspektiver i det, men det, der er centralt for mig, er stadig væk, hvordan vi sikrer inddragelsen af de pårørende i forhold til det.

Så ud over at jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at vi ikke har en indstilling fra Det Etiske Råd, men at vi alene har den tilbage fra 2017, kan jeg også godt se, at der kan være en fordel i, at vi både har afklaret, hvor Det Etiske Råd stiller sig i forhold til det, ikke fordi det skal være definerende for, hvad vi beslutter, men det er dog rart at have deres overvejelser af det – det er jo også det, vi har dem for – men at vi også får udformet en konkret model for obligatorisk stillingtagen, fordi det jo også har en effekt, i forhold til hvad det betyder, om vi vælger et informeret eller et formodet samtykke. Så jeg ser frem til, at vi får taget stilling til det, og jeg synes under alle omstændigheder, at der jo er muligheden for, når vi laver ny lovgivning i forhold til obligatorisk stillingtagen, at vi også kan se, hvordan den udvikling så er med hensyn til tilmelding til Donorregistret. Og hvis det så ikke har den ønskede eller den tilstrækkelige effekt, synes jeg absolut, at det her er et glimrende forslag at kunne gå videre med.

Afslutningsvis tror jeg så også bare, at det er vigtigt at huske på, at det her jo ikke bare er en kamp om at komme hen til den rigtige løsning. For jeg tror, at der altid vil være en diskussion om, hvad den rigtige løsning er. Så det er jo hele tiden en dynamisk diskussion om, hvordan vi sikrer, at vi løser den her problemstilling bedst. Hvordan sikrer vi, at vi får mest mulig inddragelse af de pårørende? Hvordan sikrer vi, at vi får flest mulige tilmeldte til Donorregistret? Derfor handler det måske heller ikke kun om modellen. Det handler også om, hvad det er for en tilgang, vi har til det, og hvad det er for en diskussion, vi har om det. Og der er det i hvert fald fuldstændig uvurderligt, at der er borgere, som har et overskud, selv om de står i en personlig krise, til også at bringe det her op på det samfundsmæssige niveau, så vi netop får diskussionen også her i Folketingssalen. Tak.

Tak for det. Hr. Stinus Lindgreen, værsgo.

Tak for det, og tak for en rigtig god tale til hr. Peder Hvelplund. Jeg tror, ordføreren har helt ret i, at der ikke er én ting, der løser de problemer, vi står i her, men at der er mange ting, som samlet kan give den effekt, det har, og jeg er også enig med ordføreren i – hvis jeg hørte ordføreren korrekt – at målet sådan set ikke er, at vi skal have alle til at sige ja, men at vi skal have folk til at tage stilling, og et ja og et nej er begge to helt legitime svar, ligesom det er helt legitimt ikke at vide, hvor man stiller sig endnu. Jeg er fuldstændig enig med ordføreren, og når man kigger til andre landes erfaringer, tyder det på, at modellen som her med et aktivt fravalg kombineret med at bede folk om at tage stilling kombineret med debatten, som vi får bare på baggrund af, at vi står her i dag, er med til, at flere folk tager stilling.

Så det er egentlig mest en kommentar, altså at jeg tror, at vi skal se bredt på det her, og at jeg tror, at vi er helt enige om, at målet er at få flest mulige til at tage stilling.

Værsgo.

Ja, det er jeg fuldstændig enig i. Det afgørende er jo netop, at vi får diskussionen ikke bare her i salen, men også bredt i samfundet, at der er avisartikler, der illustrerer problemstillingen, der illustrerer dilemmaerne, fordi det får flere til at tage stilling, og jeg er fuldstændig enig i det med, at vi bliver nødt til at se bredt på det. Der findes ikke bare et quickfix, der løser den her problemstilling, men det handler både om – og det var også det, jeg prøvede at understrege – hvad det er for nogle modeller, vi bruger, hvad det er for nogle initiativer, vi bruger, og det handler også om, hvad det er for en generel debat, vi har i samfundet. Og der er det klart, at vi, hver gang vi diskuterer det, netop kan se en effekt, og det er også derfor, jeg synes, det er rigtig fornuftigt, at vi nu får set på spørgsmålet omkring en obligatorisk stillingtagen. Vi får en ny vurdering fra Det Etiske Råd, og så kan vi forhåbentlig lave en samlet model med baggrund i det. Jeg tror også bare, det er vigtigt, at det er noget, vi løbende kommer til at evaluere, fordi der ikke er nogen færdig pakke i forhold til det her.

Tak. Så er det hr. Per Larsen, Konservative.

Tak for det, formand, og tak til forslagsstillerne for at bringe det her forslag herind i Folketingssalen. Det har under alle omstændigheder, som andre også har været inde på, en stor værdi, for jo mere debat, jo flere donorer. For det, det handler om, er jo, at vi skal have så mange til at tage stilling som overhovedet muligt.

Vi har jo for ganske nylig fået vedtaget et beslutningsforslag her i Folketingssalen, som andre jo også har refereret til, der går ud på, at man jævnligt skal blive påmindet om, at man skal tage stilling, når man er i forbindelse med det offentlige, og det er jo bl.a., når man fylder 18 år og det offentlige sender et eksemplar af grundloven til de unge mennesker, og det kan være, når man nu erhverver sig et kørekort, et sygesikringsbevis, fornyer sit pas eller på anden måde, at man så lige bliver mindet om, at man altså skal tage stilling ved at sige: Jeg vil gerne være organdonor, jeg vil ikke være organdonor, eller jeg ved det ikke. Det synes vi i Det Konservative Folkeparti er en rigtig god model, som vi jo faktisk har kæmpet for i rigtig lang tid, og nu er det så endelig lykkedes, og det er vi glade for. For det vil helt sikkert give væsentlig flere organdonorer end det, vi har set hidtil, hvor det er gået lidt trægt.

Men vi er rimelig optimistiske, i forhold til at den model kommer til at give væsentlig flere. Vi så det jo i forhold til appen, der blev lanceret, hvor man lige spørger, og så giver det altså nogle flere. Så det, at folk bliver opmærksomme på, at de lige skal tage stilling, giver altså nogle flere donorer. Det er jo hjerteskærende at stå i en situation, og det er jo forfærdeligt – og det var faktisk fru Kirsten Normann Andersen, der sagde det så flot – hvis man skal sige farvel til et barn og man mister et barn, men endnu værre er det jo, hvis det var sådan, at der havde været en mulighed for, at man kunne have reddet det barn, og at den er blevet forpasset af den ene eller den anden årsag. Det er jo ganske forfærdeligt, så vi skal have så mange til at melde enten fra eller til som muligt, og vi ved jo – det viser alle undersøgelser – at der er rigtig mange, der gerne vil melde sig til, men at de bare ikke har fået det gjort, og det skal vi hjælpe dem med, og det gør beslutningsforslaget B 65.

Så er der sat en proces i gang, som andre har sagt, i forhold til at Sundhedsudvalget i går havde en drøftelse med Det Etiske Råd, og nu beder vi dem jo så om at komme med en udtalelse. Så der er en proces i gang, som vi også glæder os til at tage del i debatten omkring. Tak.

Tak. Hr. Stinus Lindgreen, værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren. Det her er en svær sag; det tror jeg vi alle sammen er fuldstændig enige om. Det er komplekse etiske spørgsmål, vi står og diskuterer her.

Ordføreren siger, at vi skal sikre, at flest mulige tager stilling, og det er jeg fuldstændig enig i. Ordføreren var med til i hvert fald noget af høringen – jeg kan ikke huske, om hr. Per Larsen var med til hele høringen – vi havde her for noget tid siden, men en af de ting, der blev nævnt, var fra Island, så vidt jeg husker, hvor man havde vurderet, om obligatorisk stillingtagen var nok i sig selv, eller om man skulle bruge den model, som vi har her. Man valgte så det sidste, fordi erfaringen var, at det ikke var nok med obligatorisk stillingtagen.

Så når man kigger ud i verden, lader det til, at kombinationen af de to tiltag, altså både at have et aktivt fravalg og at bede folk om at tage stilling, faktisk giver den bedste effekt. Har hr. Per Larsen nogen kommentar til det?

Værsgo.

Jamen jeg synes jo som udgangspunkt, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, men når jeg så har sagt det, er der altså også en grænse, og det er det der med, at man pr. automatik er organdonor. Det synes jeg som udgangspunkt er et dilemmafyldt farvand at sejle ud i, for det kan altså give nogle problemstillinger, som er uhensigtsmæssige. Det er også derfor, vi holder så hårdt på, at man simpelt hen skal tage valget, at den enkelte skal tage valget. Det skal man selv gøre, det skal ens pårørende også gøre, og det skal vi alle sammen gøre: tage valget. Vil vi, eller vil vi ikke, eller vil vi helst være fri for at tage beslutningen selv og overlade det til dem, der så vil komme til at tage beslutningen?

Hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det, og det er jeg helt enig i. Det er en svær diskussion, og det er svært for de efterladte. Og jeg er helt enig med ordføreren i, at selvfølgelig skal det altid være personen selv, der bestemmer, og jeg tror, at det er vigtigt, at vi, når vi har den her debat, sørger for at formidle det ud til befolkningen. Det handler ikke om, at vi skal bestemme over borgernes kroppe. Det er i sidste ende altid borgerens selvbestemmelse og de efterladte, der vurderer, hvad der skal ske. Så jeg vil blot høre, om ordføreren ikke er enig i, at selv hvis det ender med en model som den her med aktivt fravalg, er det altid en selv, der bestemmer, om det skal være et ja eller nej.

Værsgo.

Jo, det er jeg for så vidt enig i så langt, at det jo så også betinger, at man får taget stilling, og det er jo der, hvor der godt kan være nogen, som måske ikke får det gjort, og så har vi, kan man så sige, problemet.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Der er en ny ordfører, og det er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Organdonation er et virkelig svært og dilemmafyldt emne, fordi vi på den ene side har nogle, der har brug for organerne, som mere eller mindre desperat er på udkig efter, hvordan det kan blive muligt at få de organer, de har behov for, og på den anden side står vi med nogle pårørende, som har en rimelig ret til selv at bestemme, hvad der skal ske med den afdødes organer.

Det, jeg også sådan hører fra alle ordførerne, er, at det, der her er det helt centrale, er, at vi får så mange som muligt til at tage stilling – og at man ikke bare som person tager stilling, men også tager stilling sammen med sin familie, for det ulykkelige er jo også, hvis man som person har taget stilling, men at familien så bagefter skal forholde sig til noget, de ikke vidste noget om. Så står man også med et svært dilemma. Det er også det, jeg læser i det forslag, vi behandler her i dag. Der beskrives det, hvor vigtigt det er, at man gør sig de overvejelser og træffer den beslutning – ikke bare med sig selv, men i fællesskab med sine pårørende, så alle er informeret om, hvad man gerne vil som person, og så de pårørende også har været involveret i at tage stilling til, hvad de vil mene, når de efterfølgende står der og skal tage stilling.

Da jeg sad her under debatten prøvede jeg lige at se, hvor nemt det er at komme ind og tage stilling. Hvis man går ind på borger.dk, skal man faktisk søge lidt for at finde noget om organdonation. Hvis man går ind på sundhed.dk, er det det samme. Der er ikke nogen af stederne, hvor det er lagt ind, så det er nemt at læse noget om det, nemt at få noget information og nemt at tage stilling til det.

Vi synes i Dansk Folkeparti, at det beslutningsforslag, som vi havde til debat for nylig, B 65, som netop handler om at stille krav om, at man skal tage stilling, er rigtig centralt, og vi synes, at debatten er rigtig central. Altså, det, der er hele kernen i det her, er jo, at man får taget stilling, og den debat, vi har i dag, er også med til, at man kan gøre sig overvejelser og gå hjem til familien og tage diskussionen og få taget stilling. Vi skal jo gerne frem til, at der er mange, mange flere, der tager stilling, for det værste er jo sådan set det, at vi ikke forholder os til det.

Derfor er jeg også glad for, at vi har udskudt andenbehandlingen og afstemningen om det her forslag, til vi har haft en bredere debat og har fået Det Etiske Råd til at komme med en ny udtalelse og en ny vurdering af, hvordan de ser på det her, og til at vi tager den diskussion med de forskellige parter, som ministeren har inviteret til i næste uge, så vi rent faktisk bliver klædt på til det. Man kan sige, vi burde være klædt på til det, og at vi burde have taget den her diskussion for lang tid siden, men når vi gør det nu, synes jeg også, vi skal gøre det ordentligt, og jeg synes også, at vi skal give os tiden ved at sige, at nu har vi et par måneder til at diskutere det her, og så tager vi lige præcis det her forslag op igen her i salen og får en behandling af det igen og får en afstemning.

Det er sådan set ikke afstemningen, jeg interesserer mig for. Jeg interesserer mig mere for, at vi finder nogle løsninger, der skaber debatten og interessen og gør, at flere og flere tager stilling. Det må være det, der er kernen i det her. Det vil jeg egentlig bare se frem til at vi får en god behandling og diskussion af – til alles bedste. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer. Den næste er hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige.

Efter jeg havde kysset mine to små piger, Anna og Agnes på 5 år og 8 år, farvel her i morges sådan cirka kvart over fem, kørte jeg i bil tværs over Jylland, Fyn og Sjælland for at komme herover, og imens hørte jeg P1 Morgen, hvor Mads Sebbelov var med og fortalte sin historie, og han nævnte også, at vi skulle diskutere det her borgerforslag i dag. Jeg tror, man skal være frygtelig kynisk, hvis den fortælling ikke rører og rammer en, og det skete også for mig, da jeg sad der i bilen efter at have sagt farvel til mine børn om morgenen, før jeg kørte hjemmefra. Så det ramte mig.

Da jeg gik ind i politik, tog jeg den beslutning, at jeg altid ville tillade mig at ændre holdning, hvis jeg fik lyst til det, eller hvis jeg syntes, jeg var blevet klogere efter at have hørt nogle argumenter, eller fordi verden havde forandret sig, som jeg nævnte. Jeg kommer ikke til at stå fast på noget, hvis der er argumenter mod det eller noget, som peger den anden vej. Jeg vil tillade mig at blive klogere. Jeg vil tillade mig at ændre mine holdninger, og så kan folk skyde mig det i skoene, at jeg har skiftet holdning eller noget. Jeg gør det gerne, hvis jeg synes, jeg er blevet klogere.

Det konkrete borgerforslag, som det ligger, og som det er udformet her, kan jeg ikke støtte. Det kan jeg ikke, fordi det her for mig er noget helt fundamentalt. Man skal huske på, at borgerforslaget her går på, at man aktivt skal sige nej, hvis man ikke ønsker at være donor, og så bliver det noget helt fundamentalt for mig. For vores liv er vores eget, og vores organer er vores egne; det er hverken statens eller noget andet fællesskabs. Det må og skal være udgangspunktet. Man kan sige, at vores krop på den måde er vores ejendom. Derfor er principperne om ejendomsret i min forståelse også gældende her. Hvis man ønsker at give afkald på sådan en helt grundlæggende rettighed, som man har, altså ejendomsretten til egen krop, så mener jeg, at det skal kræve et aktivt samtykke, et aktivt valg. Borgerforslaget her er indrettet på den måde, at det går den modsatte vej, altså at dine organer grundlæggende er fællesskabets, statens og ikke dine egne, og det kan jeg ikke støtte, når det er formuleret på den måde. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer.

Da der ikke er flere ordførere til stede, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget. Og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.