Tak for det, og tak til Det Konservative Folkeparti for endnu et B-forslag. Det går ud på at skærpe karensreglerne og vandelskravet for personer, der søger om permanent opholdstilladelse, bl.a. ved at indføre en karensperiode på 4 år ved enhver dom for overtrædelse af straffeloven, ved overtrædelse af særlove, hvor der idømmes en større bødestraf, ved at udvide karensperioden til 10 år ved en betinget frihedsstraf og ved at skærpe det, så ubetinget frihedsstraf udelukker udlændinge fra at kunne få permanent opholdstilladelse. Forslagsstillerne henviser som baggrund for forslaget til, at de finder karensreglerne for lempelige i dag.
De gældende regler betyder, at udlændinge, der idømmes frihedsstraf, enten helt udelukkes fra at kunne få permanent opholdstilladelse eller udelukkes herfra i en længere periode. Udlændinge, der idømmes en ubetinget frihedsstraf på mindst 6 måneders fængsel, vil helt være udelukket fra at få permanent opholdstilladelse. Det gælder, uanset hvilken type kriminalitet der er tale om. Visse former for kriminalitet, herunder eksempelvis seksualforbrydelser og vold, indebærer udelukkelse ved en ubetinget frihedsstraf på mindst 60 dages fængsel, så der er grænsen altså endnu lavere. Ved siden af disse regler vil en frihedsstraf, betinget eller ubetinget, medføre en karensperiode på mellem 6 og 15 år. Ved straf for ulovligt arbejde, også bødestraf, er karensperioden op til 22½ år. Det kommer bl.a. an på, om udlændingen har opholdstilladelse på tidspunktet for det ulovlige arbejde.
Det er altså sådan, at en bøde generelt set ikke har konsekvenser for muligheden for at få permanent opholdstilladelse, mens en frihedsstraf altid vil have konsekvenser. Det er der selvfølgelig en god grund til. Lovovertrædelser skal naturligvis have konsekvenser, og det har de også. Det kan f.eks. være, at man skal afsone en frihedsstraf. Det kan også være, at man skal betale en bøde. Lovovertrædelsens grovhed og straffens karakter har betydning for, om man kan få permanent opholdstilladelse og hvornår.
Det er selvfølgelig også et spørgsmål om proportionalitet. Jeg mener ikke, at udlændinge, som har opholdt sig lovligt i Danmark i mindst 8 år, og som opfylder de mange og strenge krav for at opnå permanent opholdstilladelse, herunder beskæftigelseskravet og danskkravet, skal udelukkes permanent fra at få opholdstilladelse i 4 år, hvis de får en bøde. En frihedsstraf vil altid have konsekvenser for muligheden for at opnå permanent opholdstilladelse.
Jeg synes, at vi har fundet en rimelig balance i forhold til på den ene side at slå ned på dem, der ikke kan finde ud af det, og på den anden side at tilgodese dem, der bidrager positivt til fællesskabet. Derfor er jeg ikke enig i, at reglerne i dag er for lempelige. Jeg mener, der er en fornuftig balance, og som udgangspunkt afviser vi beslutningsforslaget, men vi indgår selvfølgelig konstruktivt i udvalgsarbejdet.