Tak for ordet. Beslutningsforslaget her udspringer af det kaotiske og problematiske forløb omkring omdannelsen af det tidligere plejehjem i Sandvad til et specialasylcenter sidste efterår. Det var et forløb, der efter vores mening førte til en hverken etisk eller fagligt forsvarlig løsning. Det skal vi simpelt hen kunne gøre bedre i fremtiden. Kort fortalt blev både Vejle Kommune og lokalsamfundet ført bag lyset, da de sidst i august fik at vide, at der på få måneder skulle oprettes et tilbud til udsatte asylansøgere, der havde brug for ekstra støtte bl.a. på grund af fysiske eller psykiske sygdomme. Det havde hverken kommunen eller beboerne noget imod, da både kommunen og lokalsamfundet har taget et kæmpestort ansvar i forhold til at tage godt imod asylansøgere igennem mange år.
Virkeligheden viste sig desværre at være en anden. Kort efter kunne man nemlig i medierne læse, at sandheden var, at centeret skulle rumme bl.a. domsanbragte asylansøgere og afviste asylansøgere, der på grund af psykisk sygdom har begået meget alvorlig kriminalitet, og som derfor, ikke kun for deres egen skyld, men også på grund af lokalsamfundets sikkerhed, har behov for at være skærmet fra lokalsamfundet og under overvågning døgnet rundt. Sagen er så grel, at advokatfirmaet Kromann Reumert, som Vejle Kommune har hyret til at kigge på forløbet, den 28. januar konkluderede, at målgruppeskiftet, som Udlændingestyrelsen har foretaget i Sandvad, er ulovligt, da man helt ubestrideligt har givet udlejer forkerte oplysninger.
At skabe et tilbud, der kan rumme en målgruppe med så komplekse og alvorlige udfordringer, som beboerne på centeret i Sandvad har, er desuden en opgave, der kræver stor faglighed og erfaring. Hvordan et så komplekst tilbud kan oprettes så hurtigt uden lokal inddragelse, og uden at det overhovedet er en del af overvejelserne, om en placering midt i en landsby lige ved siden af legepladsen er hensigtsmæssig, som Udlændingestyrelsen indrømmede, da de endelig hårdt presset deltog i et borgermøde i starten af november, er meget bekymrende. Måske ikke så overraskende har resultatet da også vist sig at være dybt problematisk, både for beboerne, der næsten ikke kan undgå at støde ind i de lokale, hvis de bevæger sig udenfor, selv om de har behov for ro og for at være skærmet fra lokalsamfundet, og for beboerne i Sandvad, der har oplevet en række ubehagelige episoder, og som selvsagt oplever en enorm utryghed ved situationen.
Vores påstand er, at den her gruppe borgere aldrig ville være endt på det tidligere plejehjem i Sandvad, hvis der havde været en åbenhed om processen, og hvis ikke tilbuddet havde været målrettet asylansøgere. Kravene til Udlændingestyrelsen i forhold til de faglige standarder og grundighed, sikkerhed og inddragelse af lokalsamfundet er ganske enkelt ikke i nærheden af de samme krav, som der er til f.eks. en kommune, der vil skabe et lignende tilbud for en så udfordret målgruppe. Det skal der rettes op på, så hverken et lokalsamfund som Sandvad eller beboerne på centeret i fremtiden havner i en lignende situation.
Vi havde egentlig håbet, at ministeren ville være kommet os i møde og havde erkendt, at der skulle kigges grundigt på, hvordan vi kunne undgå en lignende proces og en lignende situation i fremtiden, så det her beslutningsforslag havde været overflødigt. Det har han desværre ikke været villig til. Dog vil vi kvittere for, at vi i sidste uge fik at vide, at det nu bliver skrevet ind i det nye udbud, at det pågældende tilbud i fremtiden ikke skal ligge bynært. Derfor håber vi selvfølgelig også, at ministeren vælger at bakke op om vores beslutningsforslag, som ærlig talt ikke er særlig vidtgående, da vi ikke er gået længere end til at foreslå, at der fremover skal være et krav om dialog med lokalsamfundet, og at et fremtidigt bosted til en så udfordret målgruppe, som der er tale om i den her sag, ikke skal placeres i tætbebyggede områder. En sådan placering er som nævnt meget problematisk både for beboerne og for lokalsamfundet. Alternativt håber vi, at vi kan blive enige om en beretning, der sikrer en meget bedre og mere fagligt forsvarlig proces, når der i fremtiden oprettes lignende tilbud i Udlændingestyrelsens regi, på præcis samme måde, som vi har fået indført nye regler, når den her slags tilbud skal oprettes i kommunalt regi.
Til sidst vil jeg endnu en gang opfordre ministeren til at fremskynde flytningen. Vi ser det som en anerkendelse, at der i et nyt udbud bliver skrevet ind, at det her center skal ligge uden for en by; en anerkendelse af, at det er fagligt uforsvarligt, at det ligger der, hvor det ligger i Sandvad, altså det nuværende tilbud. Derudover er der både et advokatfirma og en kommuner, der mener, at Udlændingestyrelsen har ageret ulovligt. Den eneste grund til, at de ikke lægger sag an mod Udlændingestyrelsen, er, at der er 18 måneders ventetid i boligretten, og derfor giver det ikke mening for dem at bruge skatteborgernes penge på en sag, der alligevel ikke når at komme for retten, inden lejemålet er blevet opsagt.
Så med de to begrundelser synes vi, at der er al mulig grund til, at ministeren prøver at kigge på, om det ikke kan fremskyndes så meget som muligt, at vi får fundet et nyt sted, der både for borgere og beboere er fagligt forsvarligt og sikkert. Tak for ordet. Jeg ser frem til en forhåbentlig god debat om det her vigtige emne, så vi får fundet en god løsning, inden det går galt et sted som Sandvad.