Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 143:

Forslag til folketingsbeslutning om igangsættelse af en uvildig undersøgelse af det familieretlige system.

Af Mette Thiesen (NB) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2022).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er social- og ældreministeren. Værsgo.

Tak for det, formand. Med forslaget her foreslås det at igangsætte en uvildig undersøgelse af, om der er tilstrækkelig effektive retsmidler i det familieretslige system. Af forslagets bemærkninger fremgår det, at der med effektive retsmidler menes – og nu citerer jeg – »de mekanismer i lovgivningen, som kan bringes i anvendelse til at sikre, at en afgørelse i det familieretlige system eller ved familieretten bliver håndhævet«. Jeg forstår det derfor sådan, at der tænkes på de redskaber, der er i lovgivningen til at kunne fuldbyrde en afgørelse eller aftale om forældreansvar.

Jeg er indledningsvis nødt til at tage fat i, at forslagsstillerne som begrundelse for forslaget bl.a. peger på, at der er grundlæggende problemer med retssikkerheden i det familieretlige system. Det baserer forslagsstillerne bl.a. på en retssikkerhedsundersøgelse fra 2021, og man fremhæver, at ud af 267 advokater svarede halvdelen, at retssikkerheden er dårligere i dag end for 5 år siden. Den nævnte undersøgelse var også omdrejningspunktet for et samråd, som jeg var indkaldt til i maj sidste år, hvor jeg skulle redegøre for min holdning til, og jeg citerer fra samrådsspørgsmålet, »at Familieretshuset krænker børn og forældres retssikkerhed ved for lange sagsbehandlingstider og vilkårlig sagsbehandling, som det fremgår af »Retssikkerhedsbarometer-undersøgelsen 2021««.

Der er altså tale om den samme undersøgelse, og på samrådet kunne jeg om undersøgelsen, der er lavet af Advokatsamfundet, oplyse, at kun 267 advokater ud af Advokatsamfundets medlemmer på ca. 6.000 advokater deltog i undersøgelsen, og den handlede om retssikkerheden i vores samfund generelt, dvs. ikke kun i forhold til det familieretlige område. Jeg kunne endvidere oplyse, at på et spørgsmål om den generelle udvikling af retssikkerheden i samfundet de sidste 5 år svarede 50 pct. af advokaterne, at den er blevet dårligere. På et tilsvarende spørgsmål for det familieretlige område svarede kun 27 pct., at retssikkerheden er blevet dårligere. Det var ikke dengang og er altså heller ikke i beslutningsforslaget i dag retvisende at bruge den undersøgelse til at pege på problemer med retssikkerheden særskilt i det familieretlige system.

Det er selvfølgelig lidt ærgerligt at skulle sige det igen, når vi nu har været igennem et samråd om præcis det, og derfor vil jeg heller ikke bruge mere tid på det. Nu er det sat på plads igen, og derfor vil jeg så gå videre til det konkrete forslag.

Jeg mener, at forslaget her er blevet overhalet indenom af en undersøgelse, som VIVE netop har lavet af hele fuldbyrdelsesområdet, og derfor er det svært at se relevansen af det fremsatte forslag. Undersøgelsen, der hedder »Fuldbyrdelsessager efter forældreansvarsloven – før og efter den familieretlige reform i 2019« – en lidt lang titel, men til gengæld dækkende for indholdet – er den 23. marts i år blevet sendt til Social- og Ældreudvalget. Jeg nævnte den også kort på statusmødet om Familieretshuset den 31. marts, og jeg ved, at vi i den her uge har genfremsendt undersøgelsen til ordførerkredsen, hvis nu den skulle være blevet væk i nogens indbakke.

Formålet med undersøgelsen var at få viden om fuldbyrdelsesområdet, altså det, som beslutningsforslaget her handler om, og hvilken betydning den familieretlige reform har for behandling af fuldbyrdelsessagerne før og efter reformen. Undersøgelsen belyser bl.a., hvordan de forskellige tvangsmidler, som systemet kan bruge, anvendes i praksis, når en forælder f.eks. ikke vil udlevere barnet til samvær. De tvangsmidler er tvangsbøder; det er tilbageholdelse af den forælder, der ikke vil udlevere barnet; og det er afhentning af barnet med magt.

Undersøgelsen kom i stand, fordi VIVE tidligere har peget på, at der manglede viden om det her område, og fordi vores kolleger, der forhandlede det nye skilsmissesystem, var meget optaget af præcis det her. Der var under forhandlingerne enighed om, at det af hensyn til retssikkerheden er vigtigt og rigtigt, at en afgørelse om forældreansvar kan fuldbyrdes. Derfor er lovgivningen også med reformen, der er jo blevet forhandlet igennem under den tidligere borgerlige regering, ændret, bl.a. for at sikre, at tvangsbøder har en størrelse, der reelt kan påvirke forældrenes adfærd.

Når det er sagt, er jeg nødt til at minde om, at sager om fuldbyrdelse er meget belastende for barnet. Det er sager, hvor børnene har været trukket igennem langstrakte forløb, fordi der er nogle forældre, der ikke vil anerkende og ikke vil respektere myndighedernes afgørelse. Der er tale om § 7-sager, hvor familien først havde været i Familieretshuset, så i familieretten, hvor der er truffet en afgørelse om f.eks. samvær. Hvis den ene forælder ikke vil følge rettens afgørelse, kan de ende tilbage i familieretten, for at afgørelsen kan fuldbyrdes. Som undersøgelsen fra VIVE også viser, er der altså tale om komplekse sager med ofte meget omfattende konflikter.

Derfor ville et enigt Folketing med reformen have tydeliggjort i lovgivningen, at fuldbyrdelse kun kan ske af hensyn til barnet, og at den skal varetage barnets bedste. Og der var enighed om, at der skal gøres alt for at undgå den potentielt sidste udvej, nemlig at barnet skal hentes med magt. Og med magt menes, at politiet, kommunen og en børnesagkyndig fra Børneenheden møder op dér, hvor barnet befinder sig, med henblik på at tage barnet tilbage til den anden forælder.

Jeg hæfter mig da også ved, at det af undersøgelsen fremgår, at tvangsmidler er noget, som de fleste dommere ser som en sidste udvej, fordi man ikke oplever, at det nytter noget, når man tvinger forældrene, og fordi det kan skade børnene. Undersøgelsen peger også på, at selv om der fastsættes tvangsbøder, er det sjældent, de effektueres, fordi forældrene i de fleste sager vælger at rette ind og udlevere barnet. Der peges derfor på, at tvangsbøder ser ud til at have en motiverende effekt, hvilket også er dommernes erfaring.

Fuldbyrdelsesundersøgelsen er en del af den samlede evaluering af reformen, som vi nu igangsætter. Evalueringen skal overordnet følge op på, om den ændrede struktur sikrer den ønskede kvalitet; det vil sige, om børnenes trivsel er i centrum, om sagsgangen er enkel og tilpasset familiernes behov, og om forældrene bliver rådgivet, så de selv kan tage ansvar for at være gode skilsmisseforældre. Der skal også ses på samarbejdet mellem myndighederne.

Evalueringen vil derimod ikke sige noget om sagernes udfald, og det synes jeg ellers er interessant viden at få i forhold til de komplekse § 7-sager. Derfor har ministeriet som et supplement til den allerede aftalte evaluering fået VIVE til at foretage en undersøgelse af § 7-sagerne. Den undersøgelse skal bl.a. belyse sagernes udfald, herunder om de afgøres ved dom eller forlig, og om der eventuelt er sammenhæng mellem, hvordan sagen ender, og familiens udfordringer, og om familien vender tilbage senere med nye uenigheder.

Fordi der lige er gennemført en stor undersøgelse af fuldbyrdelsesområdet, og fordi der snart igangsættes yderligere undersøgelser, har jeg svært ved at se, at der er behov for endnu flere, og derfor kan regeringen ikke støtte forslaget her. Og så vil jeg afslutningsvis – som en slags serviceoplysning måske – oplyse, at jeg netop har sendt en invitation til ordførerne om en gennemgang af den nye fuldbyrdelsesundersøgelse den 18. maj. Jeg håber, I har mulighed for at deltage – og jeg ser frem til, at VIVE kan gøre os klogere på det her komplekse og jo desværre også ulykkelige område. Så med det vil jeg sige tak for ordet.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Mette Thiesen.

Tusind tak for det, og tak til ministeren for invitationen. Den tager vi selvfølgelig meget gerne imod.

Noget af det, som vi præcis anfører i det her beslutningsforslag – og det var også noget af det, vi kunne høre til den høring, som jeg faciliterede, om det familieretlige system – er jo bl.a. det her med, at der tilsyneladende simpelt hen ikke er effektive retsmidler. Nu kan vi se eksempelvis Martin, som var med til den her høring: Der blev der givet en bøde, og så bortfaldt den, da modparten tilbageholdt barnet igen. Mener ministeren reelt set, at området med hensyn til de her fuldbyrdelsessager simpelt hen fungerer, som det skal, når man i princippet bare kan lade være at følge rettens dom?

Ministeren.

Tak for det. Jeg vil først bare understrege – og det håber jeg ikke der er nogen som helst der er uenige i, og det tror jeg egentlig heller ikke – at det jo er ekstremt ulykkelige sager, hver eneste gang folk, der har sat børn i verden sammen, bliver skilt på en måde, hvor konflikterne er store, fordi det påvirker børnene helt utrolig meget. Jeg er i hvert fald selv fortsat glad for, at man valgte at lave en reform af skilsmissesystemet med det formål at gøre skilsmisseforældre, som har svært ved det, i stand til at være gode skilte forældre, så de ikke hele tiden kommer tilbage til et system for at få truffet en afgørelse, men kan lære at aftale det selv, så børnene ikke konstant skal leve i den her konflikt.

I forhold til spørgsmålet omkring tvangsbøder vil jeg sige, at det jo er et nødvendigt onde, fordi vi desværre står i en situation, hvor der er nogle forældre, der ikke respekterer systemets afgørelser. Derfor skal der også være et effektivt system. Derfor er det jo godt at se i fuldbyrdelsesundersøgelsen fra VIVE og at høre fra dommerne, at tvangsbøder bliver oplevet som noget, der faktisk er motiverende. Og jeg skal sige, at der også er domspraksis for, at dommerne konkret kan bestemme, at tvangsbøderne ikke bortfalder. Det skal vi gerne få udfoldet yderligere i udvalgsbehandlingen.

Fru Mette Thiesen.

Det vil jeg glæde mig rigtig meget til. Jeg vil gerne sige, at jeg faktisk er rigtig glad for det. Jeg tror, det er det første forslag, jeg har fremsat på det her område – ud over at ministeren lige havde lidt af en optakt – hvor ministeren ikke er kategorisk afvisende over for at kigge på det her. Det synes jeg jo er rigtig positivt.

Jeg synes også, det er rigtig positivt, at vi kigger på det her med de her bøder, for i rigtig mange af de sager, jeg i hvert fald har været konfronteret med, har det absolut ingen konsekvens, at man tilbageholder barnet. Så man kan kigge på det i udvalgsbehandlingen.

Men generelt synes jeg jo også, det ville være rigtig fint, hvis man satte sig ned – alle partierne sammen – og kiggede på, om der var nogle konkrete ting i det familieretlige system, som skulle laves om.

Ministeren.

Tak. Ja, det er jo lidt sjovt, at det skal italesættes, som om ministeren endelig ikke er afvisende over for noget, man har foreslået, når virkeligheden er, at den fuldbyrdelsesundersøgelse af de tvangsmidler, de magtmidler, der er i lovgivningen, lige er blevet gennemført uvildigt. Og det er blevet oversendt til partierne, og nu har vi genfremsendt det, og der er også indkaldt til et møde, så man kan få en gennemgang af det. Så det er jo underligt at skulle få tegnet sådan et billede af, at nu banker man døren ind, når det faktisk er noget, der er foregået, og vi har sat yderligere tiltag i gang. Så det møde vil jeg se frem til, og jeg vil også se frem til opbakning til de yderligere undersøgelser, vi har sat gang i, og det kan jo så kun forhåbentlig blive godt.

Tak. Så er det fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Jeg tror, at min invitation nok ligger i cyberspace et eller andet sted. Men det, jeg egentlig vil høre ministeren om, er, om ministeren anerkender, at der foregår forælderfremmedgørelse i Familieretshuset. Det er netop en mangelvare i bl.a. VIVE's rapport og også i Lev Uden Volds rapport. Så jeg skal bare lige høre, om ministeren anerkender, at det forekommer.

Ministeren.

Nu er det mig bekendt vist ikke sådan en beskyttet titel eller et begreb, som er meget fast defineret i forskningen og i hvert fald heller ikke i vores lovgivning. Det, jeg kan se, er jo, at der er en nogenlunde konstant mængde af skilsmissesager, som er voldsomt konfliktfyldte, hvor der er nogle børn, der kommer voldsomt i klemme, og hvor de får nogle ar på sjælen og nogle problemer, der også kaster nogle lange skygger ind i deres voksenliv. Det kan man jo høre, når man nu lytter til nogle af de unge voksne, der har levet i den slags konstante konflikter mellem deres forældre. Og derfor er det rigtigt, at vi har et skilsmissesystem, hvis hovedformål er at se, om man dog ikke kan bringe forældre, også i de svære skilsmissesager, til at kunne aftale ting, til at kunne forliges. Og selvfølgelig, hvis man ikke kan lykkes med det, må der i sidste ende kunne træffes en afgørelse, og det må også kunne håndhæves, at den aftale kan føres ud i livet. Men jeg kan klart bekræfte, at vi desværre stadig har en andel af skilsmisser, som er meget, meget konfliktfyldte. Det er i øvrigt en andel, som man kan se ligger på samme niveau i de andre nordiske lande.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg synes, det var et meget langt svar på et spørgsmål, man sådan set bare kunne svare ja eller nej til. Spørgsmålet gik på, om ministeren anerkender, at der foregår forælderfremmedgørelse i nogle sager i Familieretshuset, og så kom der et langt svar. Altså, kan ministeren svare ja eller nej? Anerkender ministeren, at der er nogle sager, hvor forælderfremmedgørelse foregår? Jeg ved ikke, om ministeren også så »Med børnene som våben«, eller om ministeren også har modtaget nogle af alle de henvendelser, som vi har fået, i forhold til det her. Så det er bare et spørgsmål om, om ministeren anerkender det.

Ministeren.

Hvis der er én ting, vi har diskuteret meget, både her i Folketingssalen og i samråd og jo heldigvis også i de løbende statusmøder, vi har i aftalekredsen aftalepartierne imellem, omkring det her, så er det da, at der er den problemstilling, at der er forældre, der udøver chikane, og hvor vigtigt det er, at vi har et system, hvor man kan komme til orde i forhold til de anklager. Og vigtigst af alt er det, at vi har et system, der undersøger det til bunds, når der er anklager om vold og misbrug og andet, for der bliver vi nødt til at være på børnenes side. Så det vil spørgeren have hørt mig forholde mig til ganske mange gange gennem tiden.

Tak for det. Og tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og så kan jeg forstå, at ordførerne har givet lov til en lille rokade i ordførerrækkefølgen, så nu er det fru Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti, der får ordet. Værsgo.

Tak. Og jeg vil gerne sige mange tak for, at vi kan vise den velvilje over for hinanden – tak for det. Derfor skal jeg heller ikke gøre det særlig langt. Jeg vil bare sige, at vi støtter forslaget, og at jeg egentlig er rigtig ked af, at behandlingen foregår på et tidspunkt, hvor der ikke er så mange til stede, og hvor der foregår alt muligt andet rundtomkring, og hvor vi alle sammen har alt for travlt til at behandle det her meget, meget alvorlige problem. For det er alvorligt – altså, når man hører ministeren fortælle om det, når man i bemærkningerne til forslaget læser om de eksempler, der er, så får man jo gåsehud, og man får næsten tårer i øjnene, for det er simpelt hen så barsk – også for os, der personligt kender til flere tilfælde, hvor det har været sådan.

Men jeg skal ikke gøre det langt. Tusind tak til ordførerne. Jeg håber faktisk, at vi – hvis ikke det her bliver løst inden – får en gentagelse efter den mødefri periode. Og så lover jeg, at jeg personligt vil lægge flere kræfter i det. Tak.

Tak til fru Pia Kjærsgaard. Så fortsætter vi med ordførerrækken, og den næste ordfører er fra Socialdemokratiet. Værsgo til fru Camilla Fabricius.

Tak for det. Jeg vil bare sige, at Socialdemokratiet ikke kan støtte beslutningsforslaget. Vi synes, at ministeren har redegjort rigtig godt for det. Vi synes også, det er væsentligt at huske på, at det har været et stort arbejde, man har sat i gang omkring Familieretshuset – at det har været bøvlet og besværligt, og at årsagen til, at vi gjorde det, var at sætte barnet i centrum.

Vi glæder os også til at få en gennemgang af VIVE-rapporten sådan helt i bund, så vi kan blive endnu klogere. Jeg synes faktisk også, at de løbende gennemgange, vi har haft, har vist, hvordan arbejdet er i Familieretshuset. Nu har vi en rapport, som jeg glæder mig til at gå igennem.

Der er en kort bemærkning fra fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Ja, vi har haft rigtig, rigtig mange gennemgange, som ordføreren siger, der er bare ikke rigtig handlet på det, der er bare ikke rigtig sket noget. Vi har fremsat rigtig mange beslutningsforslag, både om skyldsspørgsmålet i samværssager, om § 7-sager direkte ved domstolene, om det her med kontaktbevarende, overvåget samvær, det her om, at vi sikrer, at der er de effektive retsmidler, der skal til, sådan at man ikke bare kan lave chikane og holde barnet væk fra den anden part.

Så kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre den socialdemokratiske ordfører, når nu Socialdemokratiet ikke kan støtte det her beslutningsforslag: Hvor mener Socialdemokratiet og Socialdemokratiets ordfører, at vi skal sætte ind for netop at sikre, at man ikke fuldstændig ustraffet kan holde barnet tilbage?

Ordføreren.

Jeg synes, at knap 1 mia. kr. til understøttelse af Familieretshuset generelt er et meget stort beløb, som også viser et markant underfinansieret Familieretshus. Der har vi i samlet flok – næsten samlet flok, uden ordføreren – valgt at sige, at det her tror vi på. Vi tror på, at det skifte, der har været, er til for barnets bedste, og at vi skal løbe det her i gang. Når man laver så stor en kulturændring, hvor man sætter børnene i centrum, vil der være noget, hvor man skal gøre tingene på en anden måde. Jeg anerkender ikke den beskrivelse, som ordføreren nævner i forhold til princippet om, hvorvidt man laver chikane bare for at lave chikane. Altså, vi har chikaneparagraffer, og der tror jeg bare, det er vigtigt at sige, at sagerne har to sider.

Fru Mette Thiesen.

Nogle gange tænker jeg, at det må være ekstremt nemt at være venstreorienteret, for det er, ligesom om man tænker: Vi poster bare flere penge i det, så løser problemerne sig nok. Det ved langt de fleste nok desværre ikke er sådan. Det er en meget nem løsning at komme med, men det er jo ikke sandheden. Så jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren om to ting. For det første: Mener ordføreren reelt set, at bare det man poster flere penge i et system, hvor der er nogle ting, der ikke fungerer, så løser det automatisk sig selv? For det andet: Anerkender ordføreren, at der findes noget, der hedder forælderfremmedgørelse, hvor en forælder bevidst forsøger netop at fremmedgøre barnet over for den anden forælder?

Ordføreren.

Jeg er lidt i tvivl om, om ordføreren hørte, hvad det var, jeg sagde. Det er et samlet Folketing undtagen Nye Borgerlige, der faktisk vil være med til at støtte op om et utrolig visionært og godt tænkt program, som er fremlagt af den tidligere familieminister fra De Konservative. Det har vi jo været samlet om i Folketinget, og der stod Nye Borgerlige udenfor. Og at Venstre, Konservative og Liberal Alliance så er røde tror jeg ikke de selv vil synes.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Socialdemokratiets ordfører. Så er det Venstres ordfører, fru Marlene Ambo-Rasmussen. Værsgo.

Tak for ordet, formand, og også en tak til Nye Borgerlige, som står bag beslutningsforslaget, som vi behandler i salen her i dag, nemlig et beslutningsforslag, der har til hensigt at få igangsat en uvildig undersøgelse af det familieretlige system med fokus på, hvordan retsmidlerne bliver anvendt. Og det er et vigtigt forslag, fordi vi nu er 3 år inde i reformen og vi i den grad trænger til at få afdækket de udfordringer, som har fyldt i debatten.

Med reformen om ét samlet familieretligt system blev det besluttet at lave en grundlæggende ændring af det familieretlige system. Her blev det besluttet, at barnets trivsel skulle i centrum. Derudover blev det også besluttet, at familierne skulle mødes med enkle, gennemskuelige og forudsigelige forløb, og at sagerne skal screenes, så den enkelte families behov bliver mødt på den rigtige måde. Endelig blev det så besluttet, at man skulle evaluere reformen i 2023, altså 4 år efter dens implementering. Nu står vi så 3 år inde i reformen, og udfordringerne i Familieretshuset hober sig op.

Som Nye Borgerlige også skriver i deres beslutningsforslag, er der mange forskellige udfordringer i Familieretshuset, som vi er nødt til at håndtere. Det handler først og fremmest om de lange sagsbehandlingstider og den til tider også vilkårlige sagsbehandling, som flere skrækhistorier også har berettet om; problemer, der medfører store personlige omkostninger, og som kan skade kontakten mellem barn og forældre og for nogles vedkommende for altid.

Derudover handler det også om de massive problemer med samværschikane, en problemstilling, som er blevet endnu tydeligere for de tusindvis af forældre, der hvert år gennemgår en skilsmisse, efter at TV 2-dokumentaren »Med børnene som våben« rullede over skærmen her den seneste måned, og tak til TV 2-nyhederne for at sætte fokus på det her.

Men det handler desværre også om manglende statistik. Vi kender simpelt hen ikke omfanget af det her problem i dybden, fordi der ikke bliver ført en ordentlig statistik over det. Nu har andre også nævnt det med VIVE's statusrapporter, men vi er altså nødt til at tage de spæde statusrapporter, som allerede er på bordet, ganske alvorligt. Det drejer sig bl.a. om erfaringerne fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, som jeg er sikker på at ministeren og ordførerne allerede er bekendt med. Jeg ved ikke, hvor mange ude blandt befolkningen der er det, men vi har diskuteret det så meget allerede, og en af de ting, som rapporterne bl.a. er inde over, er, at der er flere børn, som ikke har samvær med den ene forælder, bl.a. fordi samværet sættes på pause, mens sagen behandles, og at der også er problemer med, at forældre, særlig forældre med de komplekse sager, ikke oplever at få den tilstrækkelige hjælp. Og så er der – og måske næsten vigtigst af alt, fordi det er børnene, det her handler om – stadig væk alt for mange børn i det her system, som er i mistrivsel. Så alt i alt ser vi altså et system, som har vanskeligheder, og som på nogle områder har svært ved at imødekomme familiernes og – allervigtigst – børnenes behov.

I Venstre ser vi gerne en fremrykning af evalueringen, og at vi tager hul på for at forhandle mere langsigtede tiltag for at forbedre Familieretshuset. For hvis vi virkelig skal rykke noget, og hvis vi virkelig skal forbedre det her, så er vi også nødt til at kigge på alle de relevante vinkler i den her sag, for så vidt det handler om økonomi, sagsbehandlingstider eller udnyttelse af systemet til f.eks. samværssager. Derfor mener vi i Venstre også, at det kan give god mening at få igangsat den evaluering og få en undersøgelse af, hvordan retsmidlerne anvendes, og hvorvidt de er tilstrækkelige, ligesom det er foreslået af Nye Borgerlige med beslutningsforslaget her i dag.

Så til sidst vil jeg egentlig bare sige, at det selvfølgelig, som jeg har sagt mange gange før, er fuldstændig uacceptabelt, at der er forældre, der sidder i det her system, og det er allermest uacceptabelt, når det er børnene, der sidder tilbage som taberne. Jeg synes helt ærligt, at der er nogle partier herinde, der svigter deres ansvar, for det her har konsekvenser. For nogle børn betyder det, at de mister kontakten med den ene forælder; for nogle børn betyder det, at de mister kontakten med den ene forælder for altid, og det er ikke kun med forælderen, men det er også med bedsteforældre, det er med søskende. Og det kan vi herindefra ikke sidde overhørigt.

Med det sagt bakker Venstre selvfølgelig op om beslutningsforslaget fra Nye Borgerlige – tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til Venstres ordfører. Så er det SF's ordfører, fru Ina Strøjer-Schmidt. Værsgo.

Tak. Vi kan sagtens blive enige om, at der er problemer i det familieretlige system, og det kan også være, at der er brug for yderligere undersøgelser af området. Men jeg synes, at vi i første omgang skal afvente det møde, vi har i næste uge om VIVE's rapport, og så kan vi herefter beslutte, om der er brug for yderligere undersøgelser. Og hvis der er det, er vi også positive over for det. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til SF's ordfører. Den næste ordfører er fru Brigitte Klintskov Jerkel fra Det Konservative Folkeparti.

Tak til Nye Borgerlige for at fremsætte beslutningsforslaget her om at igangsætte en uvildig undersøgelse af det familieretlige system. Alle socialordførere her i Folketinget har fulgt implementeringen af Familieretshuset tæt. Senest var vi alle til et statusmøde om implementering her den 31. marts i år sammen med Familieretshuset, og der er også lagt op til en evaluering i 2024. I den forbindelse mener vi i Det Konservative Folkeparti, at en uvildig undersøgelse af det familieretlige system kan bruges til at indgå sammen med evalueringen, så vi har et bedre grundlag at evaluere på.

Derfor kommer Det Konservative Folkeparti til at støtte beslutningsforslaget, og vi vil gerne være med til at lave en fælles beretning, som lægger op til at igangsætte en uvildig undersøgelse af det familieretlige system. Vores fokus vil altid være på at sikre barnets tarv, og vi vil derfor gerne have det bedste grundlag at arbejde ud fra for at sikre barnets tarv. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Fru Mette Thiesen.

Jeg vil egentlig bare sige tusind tak til Det Konservative Folkeparti. Jeg ved godt, at Det Konservative Folkeparti havde en konservativ minister, der stod i spidsen for det her familieretlige system, så jeg er bare ekstremt glad for, at man nu kommer med i forhold til at få kigget på, hvor vi kan ændre nogle ting.

Vi har selvfølgelig i Nye Borgerlige den klare holdning, at der er ret mange ting, der skal ændres, men jeg synes, det er rigtig dejligt, at Det Konservative Folkeparti kan støtte det her beslutningsforslag, så vi kan få sat gang i den her uvildige undersøgelse. Så tak for det.

Ordføreren.

Tak for bemærkningen. Vi synes, det er vigtigt, at vi, når vi skal evaluere det, har så bredt et evalueringsgrundlag som overhovedet muligt. Og der tænker vi, at sådan en uvildig undersøgelse kan indgå i det samlet der, så vi, når vi skal evaluere, simpelt hen har et bredere grundlag at kigge på det ud fra. Tak.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Det Konservative Folkepartis ordfører. Så har fru Karina Adsbøl, uden for grupperne, bedt om ordet.

Tak. Så gør vi det igen her. Vi har jo haft rigtig mange debatter om det familieretslige område, om Familieretshuset. Vi har i Socialudvalget indkaldt til samråd, vi har haft det oppe i en spørgetime, og vi har fremsat beslutningsforslag – på hver vores side i hvert fald – og det har jeg også selv gjort, for det er sådan, at som udgangspunkt skal børn jo have ret til deres mor og far, men når vi ser, hvordan det foregår i nogle tilfælde i praksis, er der ikke tale om barnets ret. Og så har vi en statsminister, der jo gik til valg på, havde jeg nær sagt, og i hvert fald sagde, at hun ville være børnenes statsminister.

Så kan man jo undre sig over, hvorfor regeringen ikke tager det mere alvorligt med de eksempler, vi også hører og ser rundtomkring, og altså ikke anerkender, at der i nogle sager forekommer forældrefremmedgørelse. Det handler jo selvfølgelig også om at sikre en god kultur i Familieretshuset. Men det, jeg undrer mig over, er det med samvær. Der er jo ikke nogen, der synes, at børn skal have samvær hjemme hos en forælder, der udsætter dem for nogle grove ting. Men der har vi jo børnehusene, for kommunerne er forpligtede til at bruge børnehusene, hvis børn i dag er udsat for vold eller overgreb.

I dag er der ca. 300 børn, der mister kontakten til deres forældre, og som det tidligere er sagt i dag, er det jo ikke blot deres forældre, det er også søskende, bedsteforældre og deres familie på mange områder. Jeg er meget enig i, at det er vigtigt, at vi får fremrykket det her. Nu foreslår Nye Borgerlige så i det her beslutningsforslag en undersøgelse, og det kan regeringen så ikke støtte. Det er da egentlig utroligt, når regeringen ikke bestiller andet end at nedsætte kommissioner og få lavet undersøgelser selv – eller ekspertudvalg, fordi vi skal høre, hvad eksperterne mener. Men når det kommer til det her beslutningsforslag, ja, så kan man ikke støtte det.

Men jeg vil godt sige, at jeg støtter de intentioner, der er, og også gerne vil støtte op om beslutningsforslaget. Jeg synes, det er vigtigt, at vi tager de henvendelser og dokumentarprogrammer – de oplevelser, borgerne har i mødet med Familieretshuset – alvorligt. Jeg synes, vi bliver nødt til at handle; jeg synes, vi bliver nødt til at rette op. For når der er nogle ting, der ikke fungerer, bliver vi nødt til at rette op på det. Det synes jeg vi som politikere er forpligtet til. Så jeg bakker i hvert fald op om det her. Tak for ordet.

Tak til fru Karina Adsbøl. Der kom lige en kort bemærkning i sidste øjeblik. Værsgo til fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Jeg vil egentlig bare sige tak til ordføreren. Jeg er sådan set fuldstændig enig med ordføreren i, at der simpelt hen ikke er nogen gode argumenter for ikke at kunne bakke op om, at vi får undersøgt det her til bunds, i forhold til om der er de effektive retsmidler, som skal bruges, når man kommer ud i de her situationer med eksempelvis forældrefremmedgørelse. Så jeg vil egentlig bare sige tak til ordføreren for opbakningen og tak for det gode samarbejde på det her område.

Ordføreren, værsgo.

Jeg vil gerne sige selv tak for det samarbejde, som vi har haft på det her område. Jeg tænker, at det på et tidspunkt bærer frugt. Vi fortsætter kampen for at forbedre det her. En anden ting i forhold til det er, at jeg jo heller ikke synes, at der er nogen gode grunde til, at man ikke får undersøgt tingene til bunds, medmindre man er bange for, hvad det viser. Men jeg synes under alle omstændigheder, at det er et vigtigt område, og jeg er virkelig meget ked af de familier og børn, der bliver ramt, også i forbindelse med ikke at få den rigtige støtte og ikke den rigtige hjælp, de lange sagsbehandlingstider, der er i Familieretshuset osv. osv. Tak for ordet.

Tak til fru Karina Adsbøl. Nu er der ikke flere korte bemærkninger. Så skal vi sige velkommen til ordføreren for forslagsstillerne. Det er fru Mette Thiesen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

»Something is rotten in the state of Denmark«. Så kort formulerede William Shakespeare det i stykket »Hamlet«; så kort kan det siges om det familieretlige system. I Nye Borgerlige har vi længe kæmpet for at lave det fejlslagne og ødelæggende system om.

Meget tyder på, at der er manglende ligestilling mellem bopæls- og samværsforældre, når sagen kommer i Familieretshuset, hvilket senest er blevet bekræftet af et nyt forskningsprojekt. Omkring 25-30 pct. af skilte par med børn får deres sag behandlet i Familieretshuset, typisk fordi de er uenige om fordelingen af samværet. I 2020 var 86 pct. af alle bopælsforældre mødre, mens fædre typisk var samværsforældre. Og her opstår problemet jo så. Mor og far har forskellige juridiske udgangspunkter fra starten, og i vores samfund er det oftest faren, der flytter ud og derfor bliver samværsforælder.

For mig handler det her sådan set ikke om køn, men det er altså ikke en retsstat værdigt, at vi har en lovgivning og et system, hvor den ene forælder fra starten står juridisk svagere end den anden. Forskningsprojektet konkluderer bl.a., at samværsforælderen får en anden type rådgivning af Familieretshuset, og samtidig har deres ord mindre vægt end bopælsforælderen, når det kommer til at lave aftaler for samvær. Det er dybt uholdbart. Jeg har tidligere kunnet fortælle om Søren, der blev forladt og mistede sine børn. Jeg har også kunnet fortælle om Jan, der ligeledes mistede sine børn. Og jeg har fortalt om Martin, der, på trods af at retten utallige gange havde fastslået, at han og hans ekskone skulle have deres fælles datter i en 7-7-ordning, nu udelukkende ser sin datter 4 timer hver 14. dag, fordi moren har obstrueret samværet og skabt konflikt.

Det nye familieretlige system skulle netop sikre retssikkerheden i familieretssagerne, men det gør det altså ikke, tværtimod. Årsagen skal findes i både forældreansvarsloven og Familieretshusets praksis. Her har skyldsspørgsmålet i en sag med såkaldt højt konfliktniveau ikke betydning for samværsspørgsmålet. Det bør det selvfølgelig have. Sagsbehandlingen går også for langsomt i Familieretshuset, og når sagen endelig er færdigbehandlet, skal den tit og mange gange videre til domstolene og blive afgjort der. I mellemtiden kan der være gået flere år, hvor den ene forælder ikke har haft mulighed for samvær med sit barn. Det er en langsom proces, der holder både forældre og børn fast i en konflikt, der får lov at udvikle sig til skade for både børn og forældre.

Derfor fremsatte jeg og Nye Borgerlige på den baggrund beslutningsforslag om at rykke sagsbehandlingen direkte i domstolene uden om Familieretshuset. Det vil forkorte processen til gavn for forældre og børn, for det er en mareridtstilstand at vente på, at sagerne bliver afgjort, når de som i dag trækker ud i op mod et år. Men det blev desværre stemt ned.

Men i Nye Borgerlige giver vi ikke op. Derfor drøfter vi også det her forslag i dag. Tak til de partier, som bakker op. Tak til Dansk Folkeparti, tak til Venstre, tak til Karina Adsbøl, uden for grupperne, og tak til Det Konservative Folkeparti. Med det forslag her i dag foreslår vi nemlig, at vi får undersøgt, hvordan vi sikrer, at de domme, der bliver afsagt, også overholdes. Vi ønsker en uvildig undersøgelse af Familieretshuset for at sikre, at domme effektueres og ikke ignoreres – såkaldte effektive retsmidler. Forhåbentlig vil det danne et overblik over, hvordan Familieretshuset behandler samværssager.

»Something is rotten in the state of Denmark«, men det er ikke for sent at lave det om. Derfor fortsætter jeg og Nye Borgerlige kampen for retssikkerheden på det familieretlige område, for båndet mellem barn og voksen skal forblive intakt, når det er muligt. Familielivet skal vi værne om, også når familier bliver splittet. Tak for ordet.

Tak til fru Mette Thiesen for ordførertalen. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Social- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.