Det sidste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 134:

Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en forening for politikere og forskere i Folketinget.

Af Lotte Rod (RV) og Sofie Carsten Nielsen (RV).

(Fremsættelse 01.03.2022).

Da der som bekendt ingen minister er på dette område, er det jo Folketingets eneansvar. Jeg vil så forsøge at lytte opmærksomt til debatten om forslaget, der skal behandles senere i Udvalget for Forretningsordenen.

Forhandlingen er åbnet. Først er det hr. Jens Joel, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Ja, det er rigtigt, det er en lidt speciel situation, når der ikke er nogen minister på det, og det, om man så må sige, er et internt anliggende. Det er også lidt svært, skal jeg være ærlig og sige; jeg ikke helt sikker på, at jeg forstår det. Nogle gange er det meget smart, at debatten rundes af med dem, der har fremsat beslutningsforslaget. I den her omgang er det måske en lille smule bagvendt, for jeg tror godt, jeg kunne bruge fru Lotte Rods tale til ligesom at pejle mig ind på, hvad det er, man ønsker.

Det, jeg kan læse, er selvfølgelig, at man lægger op til at understøtte, at der er en struktureret dialog med forskere, altså mellem forskere og politikere, og at man både skal sikre, at forskningen tager farve af, hvad det er for nogle politiske strømninger, men jo ikke mindst, at de politiske diskussioner tager farve af den forskningsmæssige debat og evidens og udvikling, der er ude på området og konkret i den her sammenhæng på børne- og undervisningsområdet, på det pædagogiske område, nogle af de ting, som vi i øvrigt i fællesskab har sat flere penge af til at styrke, altså børneforskning. Jeg er meget enig med De Radikale og SF og andre, der har været med i den diskussion, for det er jo rigtig vigtigt, at vi får underbygget vores politiske diskussioner og i øvrigt beslutninger med forskningsmæssige belæg og evidens og sådan noget.

Jeg vil også sige på vegne af Socialdemokratiet, at jeg er noget skeptisk over for, om det her er den rigtige måde at gøre det på, for jeg tror sådan set, at vi alle sammen som parlamentarikere, som medlemmer af Folketinget, jo har en arbejdsmodus, hvor vi mødes med både forskere og med interesseorganisationer og med kollegaer og med almindelige borgere og med alle mulige for at oplyse om de politiske valg, vi tager. I den forbindelse oplever jeg ikke, at forskere siger nej, eller at man ikke kan komme i kontakt med de oplysninger, man gerne vil have. Derimod oplever vi vel alle sammen, at der er utrolig meget rift om vores opmærksomhed, og at det nogle gange kan være svært at nå alle de møder, man ligesom har. Derfor tror jeg, at dem, der ville prioritere at mødes i sådan en forening, jo er nogle af dem, der af egen drift ville prioritere faktisk at mødes med nogle forskere. Derfor er jeg lidt usikker på, om det her reelt set løser et problem, eller om det bare skaber en struktur, som gør, at den forskningsbaserede dialog, mange af os i forvejen opsøger, vil blive opsøgt af dem, der gerne vil det, og de andre vil det så ikke rigtig ændre noget i forhold til.

Så vi er umiddelbart skeptiske, men jeg ser selvfølgelig frem til, at vi også i udvalget kan få en drøftelse af, hvad man i givet fald kunne sende videre til Udvalget for Forretningsordenen og Præsidiet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Derfor går vi videre til hr. Kenneth Mikkelsen, Venstre.

Tak for det, formand. I Venstre mener vi faktisk, at der er nogle spændende elementer i det her beslutningsforslag, men jeg er måske også på linje med Socialdemokratiets ordfører, nemlig at det faktisk kunne have været rart, hvis Radikale Venstres ordfører havde startet med at stå heroppe og måske havde svaret på nogle af de spørgsmål, som jeg i hvert fald har. Det er jo, havde jeg nær sagt, svært at være uenig i det her, for hvem vil ikke gerne træffe beslutninger i den her sal på et så oplyst grundlag som overhovedet muligt, og jeg fornemmer egentlig, at det er det sigte, som også ligger her i beslutningsforslaget.

Vi har i Venstre behov for at få afdækket nogle ting i forhold til beslutningsforslaget her. Vi ønsker bl.a. at få afklaret, hvad det egentlig er for et udbytte, vi kan få ud af en sådan forening, som vi i dag ikke får afdækket på anden vis hos f.eks. VIVE eller i regi af DEA. Vi har også en række statslige styrelser med forskere og specialister, hvis ekspertise Folketinget jo i forvejen trækker på.

Som det fremgår af beslutningsforslaget her, har forslagsstillerne hentet idéen til at danne den her forening mellem politikere og forskere fra Finland, og vi synes oprigtigt, at det er spændende at dykke ned i, hvad det er for erfaringer, man har gjort sig i Finland. Det har jeg forsøgt, men må også sige, at det baggrundsmateriale, der ligger på Folketingets hjemmeside, bliver man måske ikke så meget klogere af. Jeg har også været i gang med sådan egne googlesøgninger, og det er faktisk svært at finde ret meget beskrivelse af den her forening fra Finland, som ligesom er foregangsforening for forslaget her. Der findes en lille smule på engelsk, og andet er så på finsk. Der kan jeg da godt afsløre fra talerstolen i dag, at lige nøjagtig det finske ikke er spidskompetencen hos mig, så det blev jeg ikke så meget klogere af.

For Venstre er det som sagt vigtigt at få afklaret, om forudsætningerne for en forening i virkeligheden er de samme i Danmark, som de er i Finland. Her kunne det være interessant og relevant at kigge på, om det finske parlament, ligesom vi nu har her, har styrelser og statslige forskningsinstitutioner, som de kan trække på. Har de den samme tradition for at indkalde forskere og eksperter til høring og andet i udvalgene? Det er vigtigt for os, at vi får afklaret nogle af de her ting, før vi lægger os fast på en endelig model for en eventuel forening.

Jeg har også noteret mig, at Reformkommissionen, som jo i forrige uge kom med sin seneste udgivelse af anbefalinger, anbefaler at nedsætte et nyt uddannelsesråd. En tanke kunne være, om der er mulighed for eller ræson i at tænke de her to forskellige forslag sammen i en eller anden form for løsning. Det var måske mere et åbent spørgsmål, også til kollegaerne i Folketinget.

Som sagt er vi i Venstre ikke afvisende over for beslutningsforslaget, og vi ser frem til den videre udvalgsbehandling, hvor vi håber at kunne blive klogere på indhold, organisering, udbytte og eventuel finansiering af initiativet her. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Jeg sidder og tænker på, foranlediget af de to ordførere, der har været indtil nu, at der jo ikke er noget i forretningsordenen, der siger, præcis hvordan ordførerrækken skal være, og skulle den her situation opstå en anden gang, kunne man jo overveje, at ordføreren for forslagsstillerne startede debatten. Det synes jeg vi skal tage med i nogle videre overvejelser, hvis vi skal have forretningsordenen ændret på et tidspunkt.

Vi går videre nu, og det er fru Astrid Carøe, SF.

Tak for det. Det er altid godt at lære lidt om Folketingets Forretningsorden her en fredag eftermiddag. At vide, at det også er en mulighed, kunne nok have været meget givtigt.

Jeg er meget enig med mine to foregående kollegaer, i forhold til at jeg også har været meget i tvivl om, hvad det her forslag egentlig indebar. Altså, man vil oprette en forening af politikere og forskere på tværs af børne-, undervisnings-, uddannelses- og forskningsområdet, og ja, det lyder jo som en god idé, at vi får inddraget forskere i endnu højere grad, for selvfølgelig vil vi gerne sikre gode betingelser for de beslutninger, vi træffer her i Folketinget; det er klart. Al forskning og vidensdeling er guld værd for os politikere, både når vi skal fremsætte lovforslag, diskutere i Folketingssalen eller ytre vores mening over for journalister eller i valgkampe osv. Et argument, der bygger på troværdige kilder fra videnskaben, skaber selvfølgelig en større overbevisning og giver incitament til at handle på et område. Men jeg vil også sige, at allerede nu synes jeg jo, at vi her rundtomkring på Christiansborg har et tæt samarbejde på tværs af interesseorganisationer, eksperter, forskere osv., og jeg tror, at rigtig mange af os, mig selv inklusive i hvert fald, taler med fagpersoner og eksperter på daglig basis for at få mere viden på et område, når vi går til f.eks. forhandlinger eller skal forhandle ting i Folketingssalen eller i udvalgene.

Derfor er jeg måske også en lille smule i tvivl om, hvad det er, det her forslag skal, som vi ikke allerede gør i dag. Vi kunne sagtens blive bedre til at vidensdele, men spørgsmålet er, om det er en forening, der skal til for det. Jeg synes f.eks., at de seneste udviklinger, der har været i regeringen, med at oprette »Sammen om Skolen« og »Sammen om Ungdomsuddannelserne« er gode eksempler på steder, hvor vi faktisk får inddraget nogle fagpersoner, og hvor jeg også synes man sagtens kunne inddrage nogle forskere, og jeg synes, at man burde gøre det i langt højere grad. Nu sidder jeg også med de videregående uddannelser, og der har vi jo også opfordret ministeren til at oprette sådan nogle fælles indsatser eller fælles møder, hvor vi kan mødes, både politikere og fagpersoner. Det synes jeg man skulle gøre meget mere af.

Men jeg vil altså også bare sige, at selv om jeg synes, at intentionen lyder rigtig god – vi kan ikke få nok viden i Folketinget for at understøtte de beslutninger, vi tager – er vi også en lille smule forbeholdne i vores begejstring, for jeg synes, der er meget, der ikke er uddybet, og det var måske også derfor, det havde været en god idé, hvis ordføreren for forslagsstillerne havde været den første, men det ved vi så til en anden gang. Der er både noget i forhold til sekretariatsbetjening og i forhold til budgetter og alt muligt andet, og så må jeg også indrømme, at jeg kan være en lille smule bekymret, ligesom den socialdemokratiske ordfører, i forhold til om folk møder op. For vi har meget, meget travlt, og jeg oplever til udvalgsmøderne, at der er en vigende deltagelse, og spørgsmålet er, om vi ikke risikerer, at det vil være det samme. Jeg synes i hvert fald personligt, at det er lidt pinligt at sidde til møder, hvor man har kaldt fagpersoner ind og der så sidder få folketingsmedlemmer. Og det er jo ikke, fordi folk ikke har en valid undskyldning for at være andre steder, for vi har jo travle kalendere, hvor vi har to, tre eller fire møder på samme tid, og så må man jo vælge. Det er bare for at sige, at det godt kan bekymre mig, om vi vil skabe et forum, som ikke bliver brugt, men det kan også godt være, at man kan gøre noget for at undgå det.

Når det så er sagt, glæder jeg mig til at drøfte det her forslag nærmere. Vi er meget interesserede i SF i at fremme kritiske undersøgelser af beslutningstagning og udnytte de resultater, som bliver fundet, både på børne- og undervisningsområdet, men sådan set også på alle andre områder i Folketinget, og hvis vi kan gøre det bedre, end vi gør det i dag, gør vi gerne det.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og det betyder, at vi går videre til hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Jeg indrømmer gerne, at jeg også var noget i tvivl. Det, jeg havde læst i finske kilder, hjalp selvfølgelig, og jeg ved ikke, om hr. Kenneth Mikkelsen har brug for hjælp til oversættelsen – nej. Jeg er enig i, at det har været svært helt præcist at se, hvor vi var henne med det her forslag, og hvad der var af erfaringer andre steder fra. Det er meget vanskeligt at være uenig i, at vi i højere grad skal arbejde med afsæt i viden og forskning, og det er vel ikke sådan, at vi ikke gør det i betydelig udstrækning, men der er brug for at styrke det, ikke mindst på børne- og undervisningsområdet, og jeg tænkte, at det måske var den minister, vi ville have til stede, men jeg kan godt se, at det er en anden struktur, vi har her.

Men ikke desto mindre er der jo på børne- og undervisningsområdet et kolossalt behov for det, og jeg synes, vi har haft interessante diskussioner både om en styrket forskningsmæssig indsats på børneområdet, hvor forslagsstillerne og Enhedslisten i hvert fald er meget enige om, at den forskningsmæssige indsats har ladet meget tilbage at ønske, og vi har drøftet det meget på skoleområdet, hvor der jo jævnligt på det socialpædagogiske område er diskussion om, hvordan vi skal anvende forskningen, og nogle hælder til den meget evidensorienterede tilgang. Det vil jeg sige at jeg ikke selv gør. Dermed ikke sagt, at evidens ikke kan være utrolig vigtigt, men man skal bare være forsigtig med at overføre forskningsmæssig evidenstænkning fra et område, hvor det er velegnet, til områder, hvor det er mindre eller slet ikke velegnet. Men det er jo også den type diskussioner, man måske med fordel kunne tage, når vi diskuterer, hvordan vi bruger forskningen i vores lovgivning. Så vi er bestemt tilhængere af, at vi drøfter, hvordan vi kan bruge viden og forskning stærkere. Det er jo også tit sådan, at vi får politisk mere interessante debatter, når vi har en fælles platform for at diskutere, så det ikke bare er synsninger og mavefornemmelser, som styrer det, men at vi ud fra en fælles vidensmæssig platform kan tage de reelle politiske debatter og lade os dele os efter anskuelser.

Så med de bemærkninger, som måske så er tilpas svævende som andre ordføreres, vil jeg sige, at jo, det er et sympatisk forslag. Jeg vil altså også sige, at jeg er meget usikker på hele foreningskonstruktionen. Jeg tror, at det, i hvert fald, som jeg umiddelbart har tænkt det, kan blive en meget formalistisk måde at arbejde på, og jeg synes egentlig, at vi på områder, hvor forslagsstillerne og jeg har fælles erfaringer, har været gode til at bruge forskerne, når vi stødte på problemer i en given sammenhæng, og at vi så et kort øjeblik lagde de politiske uenigheder til side og sagde, at lad os nu høre ikke én, men fem, seks, otte forskellige forskningsmæssige vinkler på en given problemstilling. Så der tror jeg nok mere sådan på en ad hoc-tilgang. Men skulle der være brandgode erfaringer fra det finske, som vi kan løfte ind, så er der jo ingen grund til ikke at gøre det. Så vi deltager meget gerne i den videre debat om, hvordan vi anvender viden og forskning bedre i lovgivningsarbejdet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og det betyder, at vi går videre til fru Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Jeg er jo så så heldig, at jeg har fået lov at være standin i dag på det her beslutningsforslag, som jeg godt vil sige tak til Radikale Venstre for at fremsætte. Der har allerede været sagt meget omkring forslaget, så den del af det vil jeg ikke gentage.

For Det Konservative Folkeparti er det altid vigtigt med en grundig lovbehandling og med en grundlæggende viden om de områder, vi arbejder med og lovgiver omkring. Helt generelt er det vores indtryk, at der allerede er meget materiale tilgængeligt, at forskere, universiteter og andre parter med stor viden inden for et specifikt område er gode til at kontakte relevante ordførere, at høringsparter kontakter os i forbindelse med konkrete lovbehandlinger, og at vi har forskellige kontrolorganer, herunder Statsrevisorerne, som bringer yderst relevant viden. Desuden afholdes der ofte relevante høringer, hvor Folketingets medlemmer deltager og diskuterer med forskere, fagpersoner og branchefolk. Så der er god viden og gode institutioner, der allerede udfører relevant arbejde, som Folketinget i højere grad kunne inddrage i sit arbejde.

Når det så er sagt, er modellen fra Finland spændende, og det, at man systematisk kan mødes, og at det ikke kun er i forbindelse med en konkret lovbehandling, for at diskutere forskning, kan noget. Vi vil gerne diskutere nærmere i udvalgsbehandlingen, hvordan vi kan indsamle viden fra Finland og andre lande omkring, hvilke modeller der findes, og hvordan man gør i andre lande. Men vi er på nuværende tidspunkt ikke klar til at støtte oprettelsen af en forening. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Og det betyder, at vi går videre til hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti.

Tak. Som jeg har forstået beslutningsforslaget fra De Radikale, er intentionen at styrke samarbejdet og den gensidige forståelse mellem mf'er og forskere på landets universiteter. Idéen har man fået fra Finland, hvor en sådan forening allerede findes.

Nu har jeg ikke meget forstand på den finske forening, og hvordan de er kommet på idéen; ej heller ved jeg, hvordan det hele fungerede, inden den forening blev stiftet. Jeg tænker bare umiddelbart, at vi i Danmark og i Folketinget til daglig har et væld af muligheder for at komme i nærkontakt med vores dygtige forskere. Vi kan afholde alle de høringer, vi vil; vi kan i udvalgene invitere hvem som helst, vi ønsker; vi kan arrangere udvalgsture, hvor man kan studere forskerverdenen; og der er masser af andre muligheder. Forskerne vil – det ved jeg af erfaring – med glæde komme ind på Borgen for at oplyse os om, hvad man arbejder på, og hvor vi som parlamentarikere eventuelt kan sætte ind.

Det fremgår af beslutningsforslaget, at der skal vælges en bestyrelse, som så 6-8 gange om året skal mødes for at beslutte temaerne for seminarerne. Den del af det har jeg det faktisk ikke så godt med, for der kan man jo forestille sig, at bestyrelsen måske ville få en politisk slagside og måske ligefrem som talsmænd for en forening kunne levere høringssvar til lov- og beslutningsforslag og dermed jo altså agere politisk.

Afslutningsvis vil jeg sige, at vi som politikere har en pligt til at lytte til alle samfundslag, og der er det at lytte til eksperter og forskere for mig og for Dansk Folkeparti lige så vigtigt, som at vi med vores lytten kan høre græsset gro, som det hedder i en af sentenserne på Christiansborg. Jeg ved det ikke helt, men jeg tror, det bliver et nej herfra.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så kom vi så endelig til ordføreren for forslagsstillerne, fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Tak for det. Det har jeg glædet mig til. I Radikale Venstre tror vi, at vi skal tænke nyt, og det gør vi så ikke bare med det konkrete forslag her, men jo også ved det her med, at der jo faktisk ikke er en minister i salen; derfor er jeg glad for, at formanden startede med at sige, at han ville lytte særlig godt efter. For det er jo klart, at det her forslag handler om os i Folketinget og også om, at vi på den her måde i virkeligheden kan styrke vores magt i Folketinget over for regeringen ved, at vi er klædt endnu mere på, så vi er stærkere, og at alt det politiske arbejde ikke nødvendigvis altid kun foregår ovre i ministerierne, men at vi også kan mere her i Folketinget.

Tak for jeres tilpas vævende taler – jeg vil stjæle udtrykket fra Enhedslistens ordfører. Jeg hørte den socialdemokratiske ordfører sige, at vi sådan skal have lidt opmærksomhed på, hvordan det her ikke bare kommer til at handle om dem, som alligevel mødes med forskerne. Venstre havde en idé om, at vi måske kunne tænke det lidt sammen med noget af det, vi alligevel arbejder med. SF talte også om, hvordan det her ligesom kommer til at give noget andet, i forhold til at vi jo i forvejen trækker på mange forskellige fagpersoner. Enhedslisten hørte jeg også tale om det her med, at det kan noget at have en fælles platform, men at vi ligesom skal finde ud af, hvad der så kan give mening. De Konservative var også åbne for ligesom at kunne diskutere det videre i udvalgsarbejdet. Og jeg synes, at Dansk Folkeparti også kom med en interessant ting omkring det her med, hvordan vi undgår, at sådan en forening bliver politisk, for det er jo ikke meningen, at det på den måde ligesom skal tage et rum for sig selv.

Men når jeg har fremsat det her forslag, er det, fordi jeg har en oplevelse af, at vi i Danmark mangler et sted, hvor politikere og forskere mødes systematisk og diskuterer den nyeste viden. For vi har mange dygtige forskere, og der bliver bedrevet rigtig meget vigtig forskning i Danmark, og jeg synes faktisk ikke, at vi bruger det så meget i vores politiske arbejde. Altså, en gang imellem hiver vi jo forskere ind, som I andre også har givet eksempler på. Jeg kan også godt selv huske udvalgsmøder, hvor vi har bedt forskere om at komme og fremlægge deres viden. Jeg husker selv rigtig godt et møde, hvor Center for Ungdomsforskning var inde at fremlægge, hvad de havde fundet omkring mistrivsel.

Men når jeg alligevel rejser det her forslag, er det, fordi jeg har en oplevelse af, at det trods alt er en lille smule tilfældigt, hvad det er, vi sætter på dagsordenen, eller hvem der lige kender hvem, for vi har jo ikke sådan en systematik, og vi kender heller ikke nødvendigvis alt det, der foregår. Så jeg har i hvert fald en oplevelse af, at der er viden, vi kommer til at gå glip af.

Som flere af jer har været inde på, er det jo i dag den enkelte politikers opgave at mødes med folk og også læse op på ting, men jeg tror også på, at der er en værdi i, at vi er sammen om det – altså, lidt som vi oplever det nu i Sammen om skolen, som der også var andre af jer, der talte om. Jeg tror, at det, at man er i det fælles rum, jo ikke kun har en værdi i, at vi så hører nogle oplæg i fællesskab, men at vi hører hinandens reaktioner på det og får den fælles dialog omkring det.

Måske kan jeg illustrere det med at give et eksempel på et sted, hvor jeg synes vi er gået glip af viden. Vi har lige forhandlet det her nye evaluerings- og bedømmelsessystem i skolen, og kan I huske, at der forud for forhandlingerne faktisk blev lavet et meget grundigt analysearbejde af sådan en rådgivningsgruppe med nogle af de førende forskere? Kan I huske, at vi fik udleveret anbefalingerne, dengang vi startede forhandlingerne? Og kan I huske, hvor meget den viden så faktisk fyldte i de drøftelser, vi havde efterfølgende? Ikke særlig meget, vel? Jeg havde faktisk selv glemt det, og jeg blev først gjort opmærksom på det efterfølgende, da der var en forsker, der spurgte mig om, hvad det egentlig var for en viden, vi havde brugt, i forhandlingerne.

Først blev jeg egentlig sådan lidt flov over, at der havde været det her enormt grundige arbejde af enormt dygtige mennesker, og at vi så havde brugt det for lidt. Og bagefter tænkte jeg, at det ligesom ikke kun er mig, det er galt med – det er noget omkring strukturen for, hvordan vi egentlig bruger ting.

Så kan man selvfølgelig altid spørge: Behøver vi så at lave en forening? Vi kunne jo også bare have hevet forskerne ind i begyndelsen af forhandlingerne; vi kunne have inviteret dem ind i i udvalget; vi kunne have gjort nogle af alle de andre ting, som Dansk Folkeparti siger. Men det var ligesom ikke inde på radaren, og jeg har i hvert fald selv en oplevelse af, at jeg faktisk ikke har overblikket over, hvor mange dygtige forskere vi har rundtomkring i de forskellige miljøer – jeg ved simpelt hen ikke, hvem de er.

Det er derfor, jeg ser med misundelse til Finland, hvor de jo siden 1970 har haft den her forening, der hedder TUTKAS, som ligesom skaber et systematisk samarbejde mellem politikere og forskere. Vi har jo tit – også her i Folketingssalen – talt om Finland. Vi har talt om deres gode skoler, vi har talt om deres læreruddannelser. Og jeg tror, at vi i virkeligheden i den debat har undervurderet, hvad det betyder for, hvor godt det går i Finland, at de har den her forening og det her tætte samarbejde mellem politikere og forskere.

I Finland er foreningen jo kæmpestor – altså, der er tusind medlemmer, der er 800 forskere og 200 parlamentsmedlemmer. Jeg tænker, at vi godt kunne gøre det lidt mindre i Danmark, men jeg kan egentlig godt lide idéen om, at de mødes en gang om måneden, for det gør, at man kommer til at være utrolig tæt på, og at politikere, hver gang der kommer ny forskning, også vil kunne være opdateret på den.

Hvis man f.eks. kigger på, at vi lige har holdt en høring om inklusion, så synes jeg, at man kunne prøve at sige: Tænk, hvis vi havde haft sådan en forening for politikere og forskere i Folketinget. Så ville vi jo på en helt anden måde også kunne komme både i dybden og i bredden med den nyeste forskning, der er, omkring inklusion, og som også ville gøre, at vi havde større tilknytning og i det hele taget bare kendte flere forskere. Det tror jeg kunne være til stor gavn både for børn og for pædagoger og lærere.

Så tak for jeres tilpas vævende taler. Jeg håber, at vi i det videre udvalgsarbejde kan prøve at finde hinanden i at arbejde videre med nogle modeller. Vi kunne jo starte med at lave nogle forsøg eller prøve nogle ting af og se, hvad der giver mening. I hvert fald tror jeg på, at hvis vi kunne få sådan et tæt samarbejde mellem politikere og forskere, ville det gøre noget rigtig godt for vores politikudvikling, og det ville styrke Folketinget

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at beslutningsforslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.