Det næste punkt på dagsordenen er:

19) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 121:

Forslag til folketingsbeslutning om, at alle danskere sikres ret til egen familielæge, og om at standse udbredelsen af stråmandsklinikker i almen praksis.

Af Per Larsen (KF) og Søren Pape Poulsen (KF).

(Fremsættelse 24.02.2022).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er sundhedsministeren.

Mange tak for det. Da jeg først så det her forslag, tænkte jeg: Det har vi da haft før. Det har vi næsten også, for vi havde debatten vel for cirka et år siden, men forslaget fra Det Konservative Folkeparti er faktisk revideret, og det handler om – ja, jeg kan citere derfra:

»Folketinget pålægger regeringen at modvirke udviklingen, der aktuelt går i retning af, at stadig flere danskere er tilmeldt lægeklinikker med korttidsansatte vikarer. Regeringen pålægges også at dæmpe udbredelsen af såkaldte stråmandsklinikker, hvor speciallæger i almen medicin opkøber ydernumre, hvorefter de overlader klinikdriften og det lægefaglige arbejde til private firmaer, så patienten alligevel ikke møder den samme læge, når vedkommende bliver syg. Som led i dette pålægges regeringen at fremsætte et lovforslag om at ændre sundhedslovens bestemmelser, således at praktiserende lægers mulighed for at eje mere end ét ydernummer afskaffes.«

Så det er altså en revideret genfremsættelse, tror jeg vi må kalde det.

Jeg vil fra starten sige, at regeringen er enig med forslagsstillerne i, at læger, der ejer ydernumre, bør være beskæftigede med driften af deres klinikker. Lad mig prøve at komme med lidt historik om det her, for det er en ordning, som har løbet siden 2013, hvor det altså har været muligt for praktiserende læger at eje op til seks af det, der hedder ydernumre. Det var den samme lovændring, som gjorde regions- og udbudsklinikker mulige. Så det er altså noget, der har været der i næsten 10 år nu.

Formålet var dengang helt klart at forbedre regionernes mulighed for at tilbyde alle borgere adgang til et almenmedicinsk tilbud på effektiv vis og af høj kvalitet. Reglen betyder, at de fem regioner kan sælge ledige ydernumre til læger, som altså allerede i dag ejer et andet ydernummer. Det kan f.eks. være en læge, som har fået det til at fungere med drift af en almen praksis-klinik og har mulighed for at oprette en ekstra. Det kan være i samarbejde med fastansatte læger eller praksispersonale eller i samarbejde med en virksomhed, som håndterer det administrative og dermed giver lægen mulighed for at se patienter tilknyttet to forskellige klinikker. Så man kan sige, at muligheden for, at læger kan eje flere ydernumre, giver regionerne nogle flere kort på hånden, når de skal sørge for lægedækningen, og det gør praksisformen mere fleksibel for lægerne.

Hvorfor er det relevant? Det er jo relevant i de områder, hvor vi i dag kan se, at der er mindre interesse i at slå sig ned som læge, og hvor regionerne derfor kan have sværere ved at få solgt ydernumrene. Så konteksten er den samme, som vi har i dag, nemlig lægedækningsudfordringer. Det kommer jeg tilbage til lidt senere.

Hvad er så en partnerskabsklinik, og hvad er en stråmandsklinik? En partnerskabsklinik er en klinik, hvor den praktiserende læge har indgået en aftale med en privat virksomhed om, at denne varetager dele af driften af klinikken, f.eks. at virksomheden tager sig af det administrative, således at lægen kan fokusere på patientkontakten. Vi ved fra undersøgelser, at der er en del speciallæger i almen medicin, som gerne vil arbejdet i almen praksis, men de ønsker ikke at stå for alle de opgaver, der jo er ved siden af, med at drive sådan en almen praksis, altså det her med at være en selvstændig erhvervsdrivende, og det kan også inkludere ansættelse af personale.

Det er regeringens vurdering, at partnerskabsklinikker og andre organisationsformer, f.eks. licensklinikker, kan bidrage til lægedækning i områder, hvor det er svært at få en praktiserende læge til at slå sig ned. Så det handler altså om, hvordan vi kan finde nogle løsninger på det aktuelle problem, vi har.

Det gør sig også gældende i forhold til forslaget om, at der skal stilles krav om, at ejerlægen selv skal ansætte alle læger og øvrigt klinikpersonale i klinikken. Vi taler jo meget om at vende tilbage til kerneopgaven, nemlig at frigøre lægetid, så læger kan bruge mest muligt af deres tid sammen med patienterne. Derfor syntes jeg ikke, det virker hensigtsmæssigt, hvis man skulle indføre et krav om, at det skal være lægen, der indgår i alle ansættelser, hvis den her læge hellere vil bruge sin tid på patienter. Derudover ligger ansvaret for, at overenskomsten overholdes i driften af klinikkerne, jo stadig hos den læge, som ejer ydernummeret, uanset om denne har været involveret i selve ansættelsen.

Så til det her, der kaldes stråmandsklinikker: Det, der bliver kaldt stråmandsklinikker, er en samling af klinikker, hvor ejerlægen ikke er beskæftiget med arbejdet i nogen af klinikkerne og altså hverken er involveret i administration eller patientkontakt. Det er jeg ikke tilhænger af, og det var også det, jeg sagde indledningsvis. Vi støtter fra regeringens side op om den bagvedliggende intention med det her forslag, nemlig at ejerlæger skal have hovedbeskæftigelse med at drive deres egne klinikker.

Det var sådan set også det, vi sagde – eller jeg sagde, og flere partier var jo sådan set enige – sidste gang vi drøftede det her forslag. Der blev jo skrevet en betænkning, og det er altid godt at hive den gamle betænkning frem og så se: Blev det så til noget, kom der noget ud af det? Og nu kan jeg lige citere fra betænkningen, hvor der står:

»S, V og RV noterer sig, at Sundhedsministeriet vil arbejde for en løsning i regi af Regionernes Lønnings- og Takstnævn, der sikrer, at ejerlægen skal have hovedbeskæftigelse med at drive og tage ansvar for egne klinikker.«

Hvad er det så blevet til? Man kan se, at det faktisk er blevet sådan, at i den overenskomst, som er trådt i kraft den 1. januar, er der nogle markante ændringer netop på det her område. For af overenskomsten mellem RLTN, altså Regionernes Lønnings- og Takstnævn, og PLO, altså lægerne, fremgår det nemlig, at det ikke er muligt i henhold til overenskomsten at eje et ydernummer uden at have hovedbeskæftigelse med at drive og tage ansvar for egen klinik eller egne klinikker; at der bør sikres gennemsigtighed, i forhold til hvilke læger der arbejder i klinikken, og det omfatter, at de læger, der fremgår af lægevalgslisten og praksisdeklarationen, også er de læger, patienterne skal kunne forvente at møde i klinikken; at klinikker ikke kan anvende skiftende vikarer, medmindre der er tale om et midlertidigt fravær; og endelig at en ledig kapacitet maksimalt kan stå ubesvaret i 1 år – og der kan så anvendes vikarer i det år – inden den skal bemandes af en kompagnon eller en fast ansat læge i henhold til overenskomsten. Det er altså ændringer, der er sket siden sidst, så man kan sige, at der jo er kommet noget ud af det siden sidst, og det var sådan set også det, vi skrev i betænkningen, nemlig at vi ville arbejde for at få de ændringer med. Og jeg synes, man må sige, at alle ændringerne har til formål netop at forhindre, at ejerlægerne køber ydernumre uden intention om at være involveret i driften og patientkontakten på klinikkerne.

Det står nu i aftalen, men det er også sådan, at det ligger i aftalen, at lægerne har 6 måneder fra ikrafttrædelsesdatoen, altså den 1. januar, til at tilpasse sig de her nye regler, og det betyder, at man altså har indtil juli i år til at få tilpasset sig. Så det er man jo, går jeg ud fra, helt sikkert i gang med. Og jeg mener, det er nogle vigtige skridt i den retning.

Så for at opsummere: Vi er enige fra regeringens side i ambitionen bag forslaget her. Der er taget skridt i regi af overenskomsten netop på den baggrund, og de er trådt i kraft, og man har 6 måneder til at omstille sig. Og generelt har vi lige haft en god debat om lægedækningen, som jo også er en stor prioritet for den her regering. Men det har vi lige haft en stor drøftelse af. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning.

Tak til ministeren for talen. Grunden til, at vi bringer det op, er jo selvfølgelig, at det ad flere omgange er blevet dokumenteret – vi har bl.a. også skrevet det i fremsættelsen – at det har en enormt stor betydning for patienterne og for lægearbejdet, at man har en læge, som man kender, og derfor er det uhensigtsmæssigt med skiftende læger.

Man er også bare nødt til at sige, at hvis en læge driver op til seks ydernumre, så giver det jo ikke sikkerhed for den kontinuitet, som man har, hvis man er sikker på, at der er en enkelt læge, som har sin egen kapacitet, og som har sine egne patienter. Så hvis man skulle give en indrømmelse om det fra ministerens side, kunne man så ikke sige, at der med seks ydernumre altså er rigtig, rigtig stor risiko for, at kontinuiteten forsvinder?

Ministeren.

Jo, men der er jo ikke nogen partier, tror jeg, der ud fra et sundhedsfagligt eller partipolitisk synspunkt synes, at det lige skal være seks klinikker. Det er jo for at veje fordele op mod ulemper.

Der er klare fordele. Det første plus er, at vi får nogle af de læger, som brænder efter patientkontakt, men som ikke brænder efter papirarbejde og drift af en klinik, til at komme ud og blive ansat som praktiserende læger. Det andet plus er, at vi endda får dem ud til steder, hvor vi har utrolig svært ved at få læger i dag. Og det tredje plus er, at der kommer et fagligt miljø, hvor der er faglig sparring, hvis der er sådan nogle klinikker, hvor der på den måde er noget sammenhæng. Det er jo kæmpe plusser.

Men så er der også nogle minusser, og dem forsøger vi så at tage hensyn til og få klarlagt mere. Det har man så gjort i overenskomsten. Det er jo ikke altid, at man har brug for at tale med den samme læge. Nogle gange kan det være noget ret simpelt, hvor man bare skal have en vaccination, eller hvad ved jeg; andre gange vil man meget gerne have en læge, som kender ens historik.

Tak. Så er det hr. Peder Hvelplund.

Tak for det. Det er egentlig mest, fordi jeg godt vil høre ministeren, om det er et problem, som vi begynder at kunne se vokse frem – og det synes jeg det lyder som om ministeren er enig i at det er – med de her stråmandsklinikker, også fordi vi kan se, at der er koncerner, altså Nordic Medicare og alles Lægehus, som prøver på at komme ind på markedet. Og de ting, som ministeren peger på omkring muligheden for, at kollegiale fællesskaber ikke nødvendigvis er arbejdsgiveransvar, kan jo løses gennem f.eks. regionsklinikker eller licensklinikker, som regeringen selv har foreslået i deres eget sundhedsudspil.

Så jeg skal bare høre, om ministeren ikke er enig i, at den her problemstilling skal vi have gjort op med, og om regeringen, hvis det viser sig, at det ikke er tilstrækkeligt med de initiativer, der er blevet taget nu, så er villig til f.eks. at gøre som her i beslutningsforslaget og sige, at så går vi ned til ét ydernummer, og så er der så den anden mulighed for, at man kan have licensklinikker eller regionsklinikker i stedet for.

Ministeren.

Jeg kan sagtens se de her problemstillinger, og der er plusser ved alt, hvad man gør, men jeg synes som sagt, at der jo også er nogle minusser ved det her, hvis vi gjorde det. Det er jo helt rigtigt, at vi har foreslået fra regeringens side, at der netop skal være bedre muligheder for flere forskellige løsninger, også licensklinikker og også regionsklinikker, end der er i dag, i hvert fald i den tid, hvor vi står og mangler læger i store dele af Danmark, og vi må jo bare sige som Folketing – det gælder i hvert fald regeringen, og som jeg kender dem, også partierne – at vi ikke igen kan stå over for befolkningen ved et folketingsvalg og sige, at der stadig væk er store og massive problemer med lægedækningstruede områder – det kan vi ikke. Det vil sige, at når der er noget, som faktisk virker, og nogle, der faktisk løser nogle af de her udfordringer, skal vi virkelig være sikre på, at det kan løses på anden vis lige så sikkert og lige så godt som det, der faktisk er en løsning nogle steder, og det er der, jeg synes vi skal passe på at vi ikke gør noget, som ville være uheldigt.

Spørgeren.

Men vi har jo de alternativer. Altså, både licensklinikker og regionsklinikker er jo redskaber, vi kan bruge. Jeg synes jo bare, at når man ser en udvikling, hvor der er udenlandske koncerner, som prøver at købe sig ind på noget, som er en fuldstændig hjørnesten i det danske sundhedsvæsen, nemlig muligheden for at kunne benytte sig af en praktiserende læge, og at hvis det er noget, der skal kapitaliseres og gøres til en forretning, vil det jo være en udvikling, som det kan tage år at vende igen. Derfor er det jo vigtigt, at vi får sat nogle værn op, og det er derfor, mit spørgsmål er, om regeringen, hvis det nu viser sig, at den her udvikling fortsætter, så er villig til at tage yderligere initiativer for at få bremset den her udvikling. For det er en bombe under det sundhedsvæsen, vi har.

Ministeren.

Altså, hvis det her udvikler sig til at være en bombe under sundhedsvæsenet, vil vi selvfølgelig kigge på det. Vi følger sammen med partierne jo situationen meget nøje, men jeg tror, at det sted, vi er nu, altså er et sted, hvor der er for mange hvide pletter på landkortet, hvor det ikke er til at få en læge, og i forhold til de initiativer, der kan være med til at hjælpe på det, er det min indstilling, at vi skal prøve at gå uideologisk til værks og få løst de problemer.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Derfor går vi nu over til ordførerne, og den første er Socialdemokraternes ordfører, hr. Rasmus Horn Langhoff. Værsgo.

Tak for det. Et af de redskaber, som vi i Folketinget har stillet til rådighed, er at give regionerne mulighed for at lade læger eje flere ydernumre, og på den måde kan læger købe ydernumre og ansætte lægefagligt personale. Og det personale, der så bliver ansat, kan være læger, som ikke selv ønsker at være ejere af en almen praksis og stå for alt det administrative arbejde. På den måde kan vi altså få nogle flere læger ud i almen praksis der, hvor vi har den største og mest alvorlige lægemangel – få dem ud på steder, hvor vi ellers ikke ville have fået læger ud.

Men det skal også siges, at det selvfølgelig aldrig nogen sinde har været meningen, at en læge, der ejer et ydernummer, blot skal fungere som stråmand, og det er jo netop også derfor, at der, siden Konservative fremsatte forslaget sidst, er blevet aftalt den her nye overenskomst for almen praksis, hvor det bl.a. slås fast, at det ikke er muligt i forhold til overenskomsten at eje et ydernummer uden at have hovedbeskæftigelse med at drive og have ansvaret for egen klinik. Så på den måde er der jo allerede taget, hvad kan man sige, nogle effektive skridt imod stråmandsklinikker.

Vi kan ikke støtte op omkring det her forslag; vi kan ikke støtte op omkring et forslag, som ruller udviklingen tilbage fra 2013 – dertil er lægemanglen for alvorlig i store dele af Danmark. Men vi ser frem til at drøfte de udfordringer, vi står over for med lægedækningen i store dele af Danmark, i de sundhedsforhandlinger, som vi jo netop er i gang med. Og der er vi imødekommende over for alle gode forslag, som kan være med til at sikre god lægedækning i hele Danmark.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til hr. Rasmus Horn Langhoff for talen. Jeg skal bare høre, om ordføreren ikke kan bekræfte, at de udfordringer, der måtte være i forhold til at løse problemstillingen med, at nogle speciallæger i almen medicin ikke ønsker at have arbejdsgiveransvar og ønsker at være en del af et fagligt fællesskab, ville kunne løses gennem brugen af f.eks. regionsklinikker eller for den sags skyld også licensklinikker, og at det i den forstand jo ikke er nødvendigt, at vi skal begynde at invitere private koncerner ind på markedet for at løse den her problemstilling. Altså, kan ordføreren ikke bare bekræfte, at lige præcis den problemstilling kunne løses gennem regionsklinikker og alternativt licensklinikker?

Alle landets fem regioner har fået tilladelse til at oprette regionsklinikker, senest Region Sjælland her for et par år siden. Så det har de som et redskab, ligesom de har en række andre redskaber; de har også det her redskab. Og så er det altså op til regionen at vurdere, hvordan man sikrer den bedst mulige lægedækning i ens område, alt efter hvad behovet er, alt efter hvilke muligheder der er, og alt efter hvordan de sikrer læger, også der, hvor det er allersværest at tiltrække læger. Det vigtigste er, at der er læger til de borgere, til de patienter, vi har derude. Og så har jeg altså et ønske om, at vi giver en vis metodefrihed til regionerne for at klare det bedst muligt. Det er en svær opgave, de står over for, fordi vi har lægemangel, særlig længst væk fra de byer, hvor der bliver uddannet læger, og det skal altså løses.

Spørgeren.

Jamen nu er det jo sådan, at der stadig væk er nogle begrænsninger, i forhold til hvornår regionerne har muligheden for at oprette regionsklinikker. En mulighed var jo at frisætte dem, så det blev lettere at oprette regionsklinikker. Men så vil jeg da bare spørge ordføreren, om ordføreren er af den opfattelse, at stråmandsklinikker og private koncerner er en del af den fremtidige løsning. For så er det klart, at vi ikke skal gøre noget ved det, men hvis det ikke skal være det, bliver vi jo nødt til at forholde os til, hvordan vi får det begrænset.

Ordføreren.

Altså, den bedste løsning er jo, at vi får læger i almen medicin i hele landet, altså at vi uddanner tilstrækkeligt med læger, ikke kun der, hvor der i forvejen er bedst lægedækning, men at vi uddanner, så der er god lægedækning i hele Danmark. Der har vi et stort arbejde foran os, som vi ikke lige klarer med et snuptag. I mellemtiden må vi altså sikre, at vi har den bedst mulige lægedækning, med de midler, vi har til rådighed, og dér er der altså brug for noget metodefrihed til regionerne, for at de kan løse det på den måde, det nu kan lade sig gøre.

Så er der et spørgsmål fra hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak til ordføreren for ordførerens tale. Jeg anerkender jo selvfølgelig, at der er dele af landet, hvor vi har en stor udfordring i forhold til lægedækningen. Hvis nu det lykkes os at komme op i kadence, sådan at vi får en bedre fordeling og et højere antal læger, anerkender ordføreren så, at det vil være hensigtsmæssigt, at man reducerer antallet af ydernumre, sådan at vi får en bedre kontinuitet i lægeklinikkerne?

Ordføreren.

Ikke nødvendigvis. Altså, det bedste, vi kan gøre, er jo at sørge for, at der er læger til alle borgere, at der ikke kun er læger der, hvor lægerne bliver uddannet, men at der er læger i hele landet. Det er noget af det, vi sidder og forhandler om. Jeg afslører vist ikke for meget ved at sige, at det jo er noget af det, vi sidder og forhandler om nu her i en sundhedsreform og i forhold til at sikre nærhed og lighed i sundhed i hele Danmark, og det er jo noget af det, som vi sammen forhåbentlig kan finde nogle gode løsninger på, som kan fremtidssikre en vigtig del af vores sundhedsvæsen.

Men jeg har ikke nogen sådan særlig ideologisk holdning til, at det absolut er en god idé at begrænse antallet af ydernumre.

Spørgeren.

Når det nu er veldokumenteret, at relationen imellem patient og læge er så vigtig, som den trods alt er, vil det så ikke være hensigtsmæssigt, at man arbejder målrettet på at sikre alle patienter, alle borgere i Danmark, en relation til en læge, som de kender over en længerevarende periode, sådan at der simpelt hen bliver en relation? Det handler jo om psykisk syge, folk, der får livskriser og andre ting, hvor det kan være utrolig vigtigt, at de har en læge, som de kender. Og vi ved også, hvor meget det betyder for de kronisk syge, at de ikke hele tiden skal til selv at remse deres sygdomshistorie op over for en læge, som måske kun har været ansat i klinikken i kort tid, og som de kun møder nogle enkelte gange.

Ordføreren.

Det er jo meget nemt at svare på det spørgsmål. For jo, det er det bedste. Det er det, vi arbejder hen imod. Det er også derfor, det var glædeligt, at der i ordførerens egen storkreds i sin tid blev opstartet en lægeuddannelse i Aalborg. Det er en kæmpe gave for vores folkesundhed, lige så vel som der begynder at blive uddannet læger i Køge, og lige så vel som der nu her også bliver uddannet sygeplejersker i Holbæk. Det er vigtigt, i forhold til at vi får den her uddannelsesspredning. Det er den vej, vi skal gå, og det er det, der skal være med til at fremtidssikre vores sundhedsvæsen og sikre, at vi har den kapacitet, der er behov for.

Tak til hr. Rasmus Horn Langhoff. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og jeg vil gerne byde velkommen til hr. Martin Geertsen fra Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak for det. Og tak til hr. Per Larsen for – det er i hvert fald ikke helt forkert at sige – at genrejse en i øvrigt altid meget, meget væsentlig drøftelse af almen praksis og forholdene i almen praksis i al almindelighed. Vi havde jo nogenlunde det samme forslag oppe at vende i sidste folketingssamling, og forslaget her ligger også lidt i forlængelse af den drøftelse, vi lige har haft, om lægedækning i al almindelighed.

Hvis man nu hæver sig lidt op i helikopteren – det er jo ikke, fordi jeg siger, at alle andre ikke også har gjort det; nu gør jeg det så bare igen – så synes jeg, at når man indleder den her type af debatter, kunne det være meget interessant at stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor er det nu lige, at vi har en forholdsvis stærk almen praksis i Danmark? Og det er der efter min opfattelse i hvert fald mindst to gode grunde til.

For det første er det, fordi vi ønsker, at det, der kan klares i det nære sundhedsvæsen – og i det her tilfælde altså i almen praksis – skal kunne klares i det nære sundhedsvæsen. Altså, kan den enkelte patient udredes og behandles hos lægen i almen praksis, så er det da det, der skal ske. For det andet er det, fordi almen praksis jo udgør en uvurderlig indgang til det øvrige sundhedsvæsen. Det er vores praktiserende læge, som i al væsentlighed henviser os videre i sundhedsvæsenet, hvis det er det, der skal til for den enkelte patient. Så hovedopgaven for os som politikere er, efter mine bedste begreber, i hvert fald som jeg ser det, at sørge for, at vi i mangel af et bedre ord har en bagvedliggende organisatorisk indretning, der kan imødekomme danskernes ønske om at komme til læge, når det er nødvendigt, at man kan komme til læge uden for lang ventetid, og at det kan ske, når man har tid til det som patient.

Og i den her anledning vil jeg sige, at jeg tror, det er meget væsentligt, at man har adgang til en læge, uanset hvor i landet man bor, hvilket jo også er derfor, vi lige i det forrige beslutningsforslag har foreslået at hæve antallet af privatpraktiserende læger og give dem økonomiske incitamenter til at fordele sig geografisk. Langt de fleste steder i landet fungerer det jo, om jeg så må sige, på traditionel vis, ved at man som læge har et såkaldt ydernummer og et fast antal patienter og selv driver sin egen virksomhed og sin egen praksis. Det kan også være, at lægen driver sin praksis i samarbejde med andre i et lægehus efter nogenlunde samme opskrift.

Tilbage i 2013 lavede Venstre i forbindelse med den daværende S-ledede regerings indgreb i konflikten mellem Danske Regioner og PLO så en politisk aftale om at bruge nogle yderligere håndtag til sikring af lægedækningen i Danmark. Bl.a. introducerede vi det, at såfremt et ydernummer eller en praksis, om man vil, ikke kan besættes af en traditionel PLO-læge, så skal ydernummeret sendes i udbud blandt andre private leverandører, og lykkes det ikke, så kan regionen tage over og selv drive klinikken.

Vi blev så også enig med den daværende regering om, at det var en god idé at gøre det muligt for praksislæger at eje helt op til seks ydernumre, altså i princippet seks praksisser – igen for at sikre, at der er så mange værktøjer i værktøjskassen som muligt med henblik på at sikre lægedækning i hele landet. Vi står i Venstre stadig et hundrede og ti procent bag hovedtrækkene i de aftaler, vi dengang tilbage i 2013 lavede med Socialdemokraterne og for den sags skyld Det Radikale Venstre og SF.

Nuvel, i nogle tilfælde ser man så – og som jeg forstår det, især i de tilfælde, hvor en praktiserende læge ejer flere ydernumre – at vedkommende engagerer en af de private leverandører på markedet til at stå for eksempelvis it, personale, vedligeholdelse af bygninger og andre praktiske spørgsmål. Og jeg forstår så også det konservative forslag sådan, at det, der så er problemet, er de tilfælde, hvor den praktiserende læge – altså vedkommende, der ejer ydernummeret – ikke har en daglig patientkontakt, men kun optræder som stråmand eller sidder derhjemme, eller hvor vedkommende nu sidder henne.

Jeg skal være helt ærlig og sige: Altså, jeg har stadig væk ikke rigtig set en undersøgelse eller på anden vis en tilkendegivelse af, om der er et problem, eller om det bare er et scenarie, man beskriver her. Og i givet fald at der er et problem, har jeg også stadig væk til gode sådan rigtig at se noget, som anskueliggør, hvor stort problemet er i virkelighedens verden. Til gengæld kan jeg godt se og konstatere, at der er en hel del diskussion af noget, som angiveligt – må vi vel være enige om indtil nu – kan gå hen at blive et problem, men som ikke nødvendigvis er det nu. Og i hvert fald er der ikke ført dokumentation for det. Men det skal jo ikke ændre ved, at vi selvfølgelig er lydhøre over for at drøfte spørgsmålet videre, især hvis det kan kundgøres, at der er et problem, og det kan anskueliggøres mere, end tilfældet har været indtil nu.

I forbindelse med behandlingen af nogenlunde samme forslag her i Folketinget sidste år, fremførte et flertal jo en betænkningstekst, og den betænkningstekst står vi selvfølgelig stadig væk helt bag ved. Jeg går også ud fra, at ministeriet løbende følger med i, om der nu bliver levet op til hensigterne i den betænkningstekst. Og derfor kan vi heller ikke stemme for dette forslag, da vi stadig står helt bag ved den aftale, vi indgik i 2013.

Tak til hr. Martin Geertsen. Der er ikke nogen, der bed på med korte bemærkninger, så vi siger tak for den her gang og velkommen til fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Tak til Konservative for endnu en gang – må jeg også sige – at fremsætte forslaget om bekæmpelse af stråmandsklinikker i almen praksis. Det er et godt tema, og jeg må bare sige, at jeg deler formandens opfattelse af, at de foregående ordførere meget, meget grundigt har gennemgået det her beslutningsforslag.

I SF er vi stadig væk enige i, at vi skal forhindre stråmandsklinikker. Vi noterer os dog også, at der siden sidst er foretaget ændringer i overenskomsten om almen praksis – en overenskomst, som i øvrigt er trådt i kraft den 1. januar 2022. Og jeg er selv meget glad og positiv over, at PLO netop har taget teten i forhold til også at tage ansvar for at bekæmpe problemet. Men vi har stadig udfordringer med manglende lægedækning i store dele af landet.

Som det blev nævnt under det tidligere punkt på dagsordenen i dag, vil SF eksempelvis arbejde for udbredelse af licensklinikker. Det er langtfra sikkert, at nye unge læger synes, det er fedt at arbejde på de samme vilkår, som hidtil har været gældende for praktiserende læger. Lægedækningen er imidlertid også helt afgørende for arbejdet med det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, og jeg tror, det er vigtigt, at netop lægedækningen skal ses i en større sammenhæng, også sådan at vi sikrer, at vi får kigget på, om andre faggrupper kan være med til at afhjælpe problemet og være med til at løse opgaverne i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.

SF stemmer derfor heller ikke for det her forslag – det tror jeg ikke kommer bag på forslagsstillerne, for det gjorde vi nemlig heller ikke sidste gang – men vi forventer, at udfordringerne adresseres i de sundhedsforhandlinger, som p.t. pågår. Tak for ordet.

Selv tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Per Larsen fra Konservative.

Tak for ordførerens tale. Ordføreren er inde på licensklinikker og nævner unge læger, men vi ser rent faktisk også eksempler på, at der er læger, som har afhændet deres praksis, og som gerne vil indgå i et partnerskab med regionen i forhold til en licensklinik, fordi de så måske kan gå lidt ned i arbejdstid, fordi de har lyst til at have lidt mere fritid. Og det er sådan set også en rigtig god model i de områder, for det kan jo i modsætning til andre organisationsformer godt give den der kontinuitet, som man gerne vil have, hvis man f.eks. ved, at ens egen læge er i klinikken 3 dage om ugen eller sådan noget.

Så det er jo langt at foretrække i forhold til nogle andre konstruktioner, hvor der måske er en vis trafik ud og ind af læger, som er ganske kort tid i klinikkerne.

Ordføreren.

Jamen det er vi jo fuldstændig enige i. Jeg kan godt forstå, hvis man er en ung læge eller for den sags skyld en seniorlæge og man skal til at etablere sig med ydernummer og forretning for ligesom at kunne arbejde som praktiserende læge, at der er mange, der giver op, allerede inden de overhovedet kommer i gang. Vi lever i et mobilt samfund, hvor man også gerne vil kunne flytte sig, og hvis familien pludselig skal flytte, fordi en ægtefælle har fået et job et andet sted i landet, eller hvad ved jeg, jamen så skal det være let at flytte sig igen, og det er det altså ikke i det nuværende system. Tiden er bare rendt fra, at doktor Hansen bor nede på hovedgaden, og at det har han i øvrigt altid gjort.

Jeg tror, vi skal vænne os til, at der kan skabes noget mere fleksibilitet og også muligheden for, at man netop kan flytte sig og også flytte et andet sted hen, hvis det er sådan, at man får brug for det, uden at skulle forpligte sig med meget, meget store omkostninger.

Tak til fru Kirsten Normann Andersen. Og velkommen til hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre.

Mange tak, formand. Det forslag, vi skal diskutere i dag, er jo i det store hele en genfremsættelse af Det Konservative Folkepartis forslag, som vi diskuterede i sidste samling. At læger kan eje flere ydernumre, ser vi i Radikale Venstre ikke som et problem i sig selv, ligesom vi ikke finder det problematisk, at læger kan indgå nye samarbejder eller tilkøbe private leverandører til at stå for dele af driften. Der er eksempler på, at det netop kan afhjælpe lægemangel i dele af landet. Men der er dog sket et par ting, siden vi sidst havde debatten her i salen. Vi kan se i tallene, at antallet af patienter, der er tilknyttet en klinik uden ejerlæge, er steget voldsomt i de seneste år, og det kan måske indikere, at der er et problem med stråmandsklinikker, hvor ejerlægen kun er et navn på et stykke papir, men ikke sikrer den faglighed og den kontinuitet, som er formålet med lovgivningen.

Men samtidig pålagde et flertal jo sidste år ministeren at arbejde for en løsning i regi af Regionernes Lønnings- og Takstnævn for at sikre, at en læge ikke blot er ejer på papiret, for det er jo netop hensigten med lovgivningen. Til det mål er der aftalt flere elementer i den overenskomst, som trådte i kraft den 1. januar i år, og som lægerne stadig væk har et par måneder til at leve op til. Heri understreges det, at man ikke kan eje et ydernummer uden at have som hovedbeskæftigelse at drive og tage ansvar for sin klinik. Det skal sikres, at patienterne rent faktisk kan forvente at møde de læger, der står på lægevalgslisten. Skiftende vikarer skal kun anvendes ved midlertidigt fravær og altså ikke som den planlagte faste bemanding, og en ledig kapacitet kan maksimalt være uden fast læge i 1 år. Her er altså en række tiltag i den nye overenskomst, der har til formål netop at komme de her reelle stråmandsklinikker til livs. Vi har stadig til gode at se den fulde effekt af dette, og om der er virksomheder, der bevidst undviger formålet ved eksempelvis at udskifte ejerlægen med korte intervaller.

Jeg har dog den indstilling, at inden man beslutter sig for en løsning, skal man i mine øjne først gøre det klart, at der rent faktisk er et problem, dernæst gøre det klart, at den foreslåede løsning rent faktisk løser problemet, og endelig sikre sig, at forslaget ikke skaber flere problemer, end det løser. Derfor er det vores ønske, at regeringen nøje følger udviklingen med de nye tiltag, der er i overenskomsten, så vi kan få et retvisende billede af problemets udvikling og omfang og derved også sikre, at der er et oplyst grundlag for at vurdere, om der er behov for yderligere tiltag. Og det bliver vores mål i udvalgsarbejdet. I Radikale Venstre kommer vi altså heller ikke til at stemme for forslaget denne gang, for vi vil ikke fjerne et muligt værktøj, uden at det er helt klart, at det er nødvendigt. Tak for ordet.

Selv tak til hr. Stinus Lindgreen. Der er ingen korte bemærkninger, så vi iler videre til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten – De Rød-Grønne.

Tak for det, formand, og tak til Det Konservative Folkeparti for at rejse den her debat. Jeg synes, det er en ekstremt væsentlig debat om, hvordan vores sundhedsvæsen skal se ud i årene fremover. Der er jo ikke nogen tvivl om, at der er behov for at se på, hvordan vi indretter det nære sundhedsvæsen, også hvilke arbejdsbetingelser vi giver til de nye yngre læger, som kommer, og som kan have en interesse i at slå sig ned som speciallæger i almen medicin. Der bliver vi nødt til at se på den struktur, der er, for i forhold til den struktur, vi har set igennem de sidste mange år, hvor det alene har handlet om den privatpraktiserende læge, altså familielægen, tror jeg, man skal erkende, at det bliver et andet billede, vi kommer til at se i årene fremover.

Det er også derfor, det er så vigtigt at få fokuseret på muligheden for at kunne etablere regionsklinikker, i princippet også licensklinikker, hvad regeringen jo selv har fremlagt forslag om i deres udspil til en sundhedsreform, netop for at sikre, at der også bliver mulighed for at kunne befatte sig med lægegerningen uden nødvendigvis at skulle have et arbejdsgiveransvar eller skulle tage sig af en masse administrative ting, men også for at have muligheden for at kunne deltage i et kollegialt fællesskab og have muligheden for at kunne lave forskning. Det synes jeg jo vi har redskaberne til at kunne gøre, altså netop gennem licensklinikker og regionsklinikker.

Den udvikling, som vi har kunnet se, og som jeg synes kan være bekymrende, handler jo om de indrapporteringer, vi får, og de viser, at især to koncerner, altså Nordic Medicare og alles Lægehus, prøver på at etablere sig som deciderede sundhedskæder, altså lidt ligesom det, vi også har set på tandlægeområdet, hvor vi kan konstatere, at koncerner, ofte med base i udlandet, forsøger på at komme ind og etablere sig i det nære sundhedsvæsen i Danmark. Det ville være en fuldstændig katastrofal udvikling, hvis vi kommer til at opleve, at det bliver et område, som kan bruges til spekulation i forretning. For der er ikke nogen tvivl om, at de koncerner, der kommer ind, kommer med det formål, at de vil ind og tjene penge på det, og de vil kunne udnytte nogle stordriftsfordele i forhold til det.

Derfor er vi i Enhedslisten enige i forslaget fra De Konservative om, at det her er en problemstilling, vi bliver nødt til at tage alvorligt. Jeg har jo også lyttet til, at regeringen med baggrund i den seneste beretning, der blev lavet, også har taget nogle initiativer til at begrænse det. Men jeg mener ikke, det skal afholde os fra at sige, at vi bliver nødt til at få sat nogle værn op mod den her udvikling i forhold til at undgå, at vi kommer til at se en udvikling i sundhedsvæsenet, hvor store koncerner kommer ind og begynder at drive almen praksis.

Så nu må vi prøve at se, hvordan det udvikler sig i udvalgsarbejdet. Det er muligt, vi kan lande det i en fælles beretning, hvor vi kan sikre, at der bliver sat yderligere værn op i forhold til det, men ellers er vi sådan set positive med hensyn til forslaget fra De Konservative. Altså, jeg kan godt være lidt usikker på, om det er den helt rigtige model at sige, at man skal begrænse det til ét ydernummer. Det kunne jo godt tænkes, at det i forbindelse med noget generationsoverdragelse eller andet kunne være praktisk, at man havde mere end et enkelt ydernummer, men set i forhold til den trussel, vi kan komme til at stå over for, er jeg sådan set enig i, at det kunne være en mulighed at gøre det.

Så vi er i hvert fald villige til at se positivt på det, også i udvalgsbehandlingen, og så må vi se, om vi ellers i fællesskab kan finde nogle yderligere værn, der gør, at vi kan sikre, at vi kan få forhindret den bekymrende udvikling, som der i hvert fald godt kunne være et tegn på er ved at ske i sundhedsvæsenet nu, fuldstændig ligesom vi har set på tandlægeområdet. Så tak til De Konservative for at rejse debatten. En positiv tilkendegivelse skal der lyde her fra Enhedslistens side i hvert fald.

Der er en kort kommentar fra hr. Per Larsen.

Jeg vil gerne kvittere for ordførerens tale om den her problemstilling. En af grundene til at rejse den er også, at man ser i regionerne, at når der skal laves udbud på nogle af de klinikker, som regionerne driver – det skal der jo indimellem – så kommer der selvfølgelig nogle bud, og når man så går listen igennem, kan man se, at der faktisk er nogle, der byder på flere af de der ydernumre, som gør det i samarbejde med nogle af de koncernlignende konstruktioner, som ordføreren også nævner. Så det er jo helt klart en reel problemstilling, selv om der bliver rejst spørgsmål om, hvorvidt det nu også findes i virkeligheden. Det gør det helt klart. Men i hvert fald tak for ordførerens tale.

Ordføreren.

Jamen tak for det. Jeg vil da bare sige, at i forhold til det med regionsklinikker er det jo netop en af udfordringerne, at regionerne påtvinges at sende det ud i udbud igen. Der kunne vi jo overveje – det er i hvert fald det, Enhedslisten har foreslået – at vi udvider muligheden for regionerne for at kunne oprette regionsklinikker og også have en større frihed til fortsat at kunne drive regionsklinikkerne, netop så man kan sikre, at det bliver fast personale, der er der, og at det bliver personale, som både kan være en del af et fagligt fællesskab og have muligheden for at deltage i forskning. Så vi så gerne, at man udvidede de rammer, der var for regionerne, til at kunne etablere regionsklinikker. Men lad os se på de forskellige løsningsmodeller i udvalgsarbejdet.

Tak til hr. Peder Hvelplund. Der er ikke flere kommentarer, og så tager vi fat i hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Familielægen: Er det en drøm? Måske. Men der er åbenlyse kvaliteter i den nære læge, lægen, der har overblik over mig og min familie som patienter, og det er det, der skal være i fokus. Det er bestemt ikke ideelt med meget skiftende vikardækning i lægeklinikkerne. Om det reelt løser det at afskaffe muligheden for at kunne eje flere ydernumre, ved jeg ikke. Men i Dansk Folkeparti vil vi meget gerne drøfte, hvordan vi sikrer bedre og mere kontinuerlig lægedækning for os alle, med fokus på, ønsket om, drømmen om familielægen. Tak for ordet.

Tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl for en prisværdig kort og klar tale. Vi er nu nået til ordføreren for forslagsstillerne, da jeg ikke ser nogen fra Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Frie Grønne eller Kristendemokraterne. Værsgo til hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Et historisk højt antal af danskere står jo uden en fast læge, specielt hvis man tæller stråmandsklinikkerne med, altså de klinikker, som f.eks. er opkøbt gennem en læges navn, hvor al lægedriften er uddelegeret til vikarer. Helt konkret er der tale om 215.000 danskere, som i dag står uden en familielæge. Det er næsten det dobbelte af det antal, der var i 2018, og kigger man i PLO's prognoser for de kommende år, vil man om få år stå med cirka 300.000 danskere uden en familielæge. Der er i høj grad behov for at gøre noget.

Vi kan ikke løse problemet alene ved at uddanne flere praktiserende læger; vi er også nødt til at sikre, at der er en fast læge i klinikken. For det handler om at skabe kontinuitet mellem patient og læge. Sådan er det desværre ikke i dag, for i øjeblikket må en læge jo aktivt eller mindre aktivt eje op til seks ydernumre. Det giver ingen mening, at en læge kan eje et antal klinikker, så der måske både er en i Vordingborg, Hillerød, Herning, Kolding, Faaborg og Frederikshavn. For man kan jo på ingen måde danne sig et overblik over, hvordan det går i de klinikker, og skabe en tæt relation til de patienter, som frekventerer helt op til seks ydernumre. Derfor ønsker vi, at praktiserende læger kun ejer ét ydernummer, og det er jo så også et ønske fra de praktiserende lægers organisation.

Hvorfor er det så så vigtigt med en fast læge? Ja, det er det jo, fordi de borgere, som ikke har en familielæge, rent faktisk får en anderledes behandling end dem, som har en fast læge. Det viser ny forskning publiceret i anerkendte tidsskrifter. Med andre ord: Jo kortere tid lægen og patienten har kendt hinanden, jo større helbredsproblemer har patienten. Det skyldes, at uden familielægen opbygges der jo ikke den der tætte relation mellem patient og læge.

Jeg håber, at Folketinget vil bakke op om forslaget, så vi kan bremse udbredelsen af stråmandsklinikker og sikre alle danskere ret til egen familielæge. Tak.

Selv tak til hr. Per Larsen. Der er ingen korte kommentarer, og der er ikke noget, der tyder på, at ministeren ønsker ordet igen.

Så da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ikke der er nogen af jer, der gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)