Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 116:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod profit på herberger og kvindekrisecentre.

Af Pernille Skipper (EL) m.fl.

(Fremsættelse 24.02.2022).

Forhandlingen er åbnet. Social- og ældreministeren.

Tak for det. Med beslutningsforslaget her ønsker forslagsstillerne dels at pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag, som ulovliggør, at der udtages overskud fra sociale tilbud, der er underlagt det såkaldte selvmøderprincip, dvs. kvindekrisecentre og herberger, som er reguleret efter servicelovens §§ 109 og 110, dels at pålægge regeringen at indkalde til forhandlinger om et skærpet tilsyn med fagligheden i de to boformer.

Jeg vil gerne indlede med at kvittere for forslaget, som jeg har set frem til at debattere her i dag. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at regeringen gerne havde set, at vi allerede nu havde sat ind over for muligheden for at tage overskud ud af de sociale tilbud, ligesom jeg er enig med forslagsstillerne i, at der er brug for, at vi drøfter kvaliteten af de tilbud, som tager imod nogle af de mest udsatte i vores samfund, nemlig voldsramte kvinder og mennesker i hjemløshed. Da beslutningsforslaget omhandler to dele, vil jeg starte med at adressere den del, som handler om et forbud mod at tage overskud ud fra herberger og krisecentre.

Boformer efter servicelovens §§ 109 og 110 er som bekendt omfattet af selvmøderprincippet, hvilket skyldes tilbuddenes akutte karakter. Selvmøderprincippet sikrer, at den voldsramte kvinde og det hjemløse menneske kan blive optaget direkte af tilbuddets leder og ikke skal forbi kommunen. Som forslagsstillerne understreger i bemærkningerne til forslaget, har selvmøderprincippet afgørende betydning for nogle af de mest udsatte mennesker i vores samfund. Det er noget, vi skal værne om.

Men selvmøderprincippet betyder også, at de her tilbud adskiller sig fra andre sociale tilbud, som kommunerne visiterer borgerne til. Samtidig er der fri adgang for private aktører til at oprette og drive herberger og kvindekrisecentre enten som private nonprofittilbud eller som private kommercielle tilbud med mulighed for at udbetale udbytte, hvis de kan opnå godkendelse hos socialtilsynet.

Ser vi på kvindekrisecentrene, kan vi konstatere, at antallet af tilbud og pladser de seneste år er steget. Stigningen er primært drevet af, at der er kommet flere private kommercielle kvindekrisecentre til. Antallet af private kommercielle kvindekrisecentre er fra december 2019 til marts 2022 steget fra 6 til 20 og udgør således i dag en betydelig andel af de i alt 71 kvindekrisecentre.

Civilsamfundet har historisk spillet og spiller også i dag en stor og vigtig rolle på herbergs- og kvindekrisecenterområdet, og det er selvsagt ikke alle private kommercielle tilbud, der er problematiske. Men når jeg taler med interessenter på området som f.eks. LOKK, fremhæver de, at der er aktører, som er på markedet af forkerte årsager og driver krisecentre med det formål at generere overskud, der kan udbetales som udbytte til den private ejerkreds. I bemærkningerne til forslaget her er flere af de historier gengivet.

Ser vi på herberger, kan vi også konstatere en stigning i antallet af private kommercielle herberger. Fra december 2019 til marts 2022 er antallet af private kommercielle herberger steget fra 11 til 23. De private kommercielle herberger udgør nu omkring en femtedel af de i alt 110 herberger. Der er altså for begge boformer tale om markante stigninger i private kommercielle tilbud. Sammenholdt med det faktum, at kommunerne ikke har indflydelse på, hvilke tilbud der oprettes, og at der ikke findes en kritisk køber, når kommunerne ikke har visitationsretten, men skal betale prisen for opholdet, som tilbuddet har sat, ja, så mener jeg, at det ikke burde være muligt at drive et herberg eller et krisecenter og tage udbytte ud.

Som jeg indledte med at sige, støtter regeringen altså et forbud mod at kunne udtage overskud på private sociale tilbud efter servicelovens §§ 109 og 110, men jeg må også sige, at et lignende forslag allerede har været drøftet i forbindelse med forhandlingerne om styrkelse af socialtilsynet og styrkelse af det økonomiske tilsyn med sociale tilbud i efteråret 2020 og foråret 2021, hvor regeringen foreslog, at private sociale tilbud skal oprettes og drives som selvejende institutioner. Det var der som bekendt ikke opbakning til fra et flertal.

I stedet blev der indgået aftale om styrkelse af socialtilsynet og styrkelse af det økonomiske tilsyn med sociale tilbud, hvor tilbuddene bl.a. skal offentliggøre en ny række økonomiske nøgletal om bl.a. udbetalt udbytte. Nøgletallene vil kommunerne bl.a. kunne anvende i deres beslutningsgrundlag, når de skal vælge et konkret tilbud til den enkelte borger, og det vil dermed gøre dem i stand til at forholde sig som kritiske købere. Men som tidligere nævnt er der altså ikke en kritisk køber på § 109- og § 110-området.

Beslutningsforslagets anden del pålægger regeringen at indkalde til forhandlinger om et skærpet tilsyn med fagligheden i de to boformer. Jeg vil gerne starte med at slå fast, at både kvindekrisecentre og herberger er omfattet af socialtilsynets godkendelse og løbende driftsorienterede tilsyn. Socialtilsynet kan kun godkende et tilbud, hvis det forventes at have den fornødne kvalitet, og i det indgår bl.a. en vurdering af personalets kompetencer.

Når det er sagt, er regeringen enig med forslagsstillerne så langt, at vi bør interessere os mere for fagligheden, men vi mener, at drøftelser om faglighed bør ses i sammenhæng med spørgsmålet om kapacitet og tilgængelighed og tilbud, som kan imødekomme målgruppernes behov. Det er også en del af baggrunden for den kapacitetsanalyse på herbergsområde, som er igangsat med den politiske aftale om en omlægning af indsatsen på hjemløseområdet, som vi sammen med bl.a. forslagsstillernes parti indgik i november sidste år. Den analyse skal understøtte udviklingen i opholdstider, pladser, tilbudstyper, ejerformer, herunder omfanget af tilbud, som udtager profit, samt udgifter og kapacitet på området. Analysen skal også se på, om det samlede antal og også typerne af tilbud på området omfatter de faglige kompetencer, der svarer til målgruppens behov. Derfor mener jeg, at en eventuel drøftelse af fagligheden på herbergsområdet bør afvente analysen og tages i sammenhæng med drøftelserne om kapacitetsstyring, som vi skal have i forlængelse af den aftale på hjemløseområdet.

Når det gælder fagligheden på kvindekrisecentrene, har der som sagt været en stor stigning i antallet af kvindekrisecentre og i antallet af pladserne på centrene. Der har desværre også været historier om tilvæksten af nye kvindekrisecentre af tvivlsom kvalitet. Derfor skal spørgsmålet om faglighed selvfølgelig adresseres, men jeg mener ikke, at vi bør se på spørgsmålet om kvalitet uden samtidig at kigge på spørgsmålet om kapacitet. Kapaciteten på kvindekrisecentre er ikke styret fra centralt hold, og tilvæksten af mange nye tilbud og pladser har skabt en bekymring for overkapacitet blandt visse interessenter – en overkapacitet, der kan betyde, at tilbuddet er nødt til at lukke, og dermed risikerer vi også, når der ikke er styring med kapaciteten, at det er de forkerte, der lukker, f.eks. tilbud med pladser til kvinder med ganske særlige behov. Jeg er derfor åben over for at drøfte, hvordan faglighed og kapacitet kan understøttes yderligere i forbindelse med det videre arbejde på krisecenterområdet, bl.a. i regi af forhandlingerne om reserven til efteråret.

Regeringen er som sagt enig i intentionerne bag beslutningsforslaget. Der er behov for at sikre, at de offentlige midler, der bruges på kvindekrisecentre og herberger, faktisk kommer dem, som har behov for hjælp, til gode. Jeg mener, at vi har et vigtigt arbejde foran os, og der er allerede en kapacitetsanalyse på den ene paragraf i gang, og jeg tænker, det er godt at få belyst i udvalgsbehandlingen, hvordan vi kan sikre en parallelitet, også i forhold til den anden paragraf. Med det vil jeg sige tak for ordet, og at jeg ser frem til udvalgsbehandlingen.

Tak for det. Fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Tak til ministeren, ikke mindst for opbakningen til intentionerne i forslaget. Jeg er bekymret på samme måde, som ministeren er, ikke mindst fordi jeg er bekymret for, at der, hvis vi handler for sent, vil opstå den overkapacitet, som ministeren også taler om, og så vil vigtige historiske, faglige aktører, som er private, risikere at lukke. Så vil ministeren ikke sige lidt om, hvor særligt det her selvmøderprincip egentlig er, og hvor meget vi egentlig er afhængige af den faglighed, som også er hos de private aktører, som har været på området, Dannerhuset, Mændenes Hjem, som alle kender, og hvor meget det egentlig betyder for den viden og faglighed, vi har som land på det her område?

Værsgo.

Det er jo helt rigtigt, at historisk er der nogle helt centrale private aktører, som jo så har drevet selvejende tilbud og ikke tilbud, hvor man har udbetalt overskud som udbytte, som jo har både en meget stærk faglighed, men som også ofte har en anden adgang til de mest udsatte målgrupper, fordi de ikke er offentlige, og det er særlig på herbergsområdet meget ofte nogle mennesker, som har dårlige oplevelser med det offentlige med i bagagen, også så mange, at der er en bedre mulighed for, at de her aktører kan nå dem.

På kvindekrisecenterområdet har vi nogle tilbud, som er meget specialiserede, og det kan være for voldsramte kvinder, som samtidig kan være stofmisbrugere, eller voldsramte kvinder, som samtidig er i prostitution eller andet. Og det er klart, at når der ikke er nogen styring overhovedet af kapaciteten, risikerer vi, at der kommer flere ikkespecialiserede billige tilbud, altså som er billige at drive, og som kan generere overskud og udbetale udbytte, og at det, uden at nogen har villet det, så er nogle af de specialiserede tilbud, der kan få problemer med at få enderne til at mødes. Så selvmøderprincippet er meget unikt og meget afgørende for nogle meget sårbare borgergrupper, fordi der er tale om akutte problemstillinger.

Fru Pernille Skipper.

Jeg er meget enig, og jeg er igen rigtig glad for, at ministeren gerne vil tale om, hvad vi kan gøre for at holde øje med det her. Vil ministeren ikke sørge for, at vi så hurtigt som muligt får nye tal på banen, så vi kan holde øje og grave ned i det her område omkring selvmøderprincippet, altså simpelt hen holde øje med, hvor mange nye kommercielle tilbud der kommer, og så løbende holde udvalget orienteret?

Ministeren.

Det vil jeg meget gerne gøre. Man kan sige, som jeg også beskrev det i min tale, at vi kommer til at få ny viden med den aftale, som vi indgik omkring styrkelse af socialtilsynet, som kommer til at gøre os klogere på, hvad der sker af opbygning, overskud og udbytteudbetaling. Men som sagt, selv om vi får den viden på §§ 109 og 110, er der jo ikke den kritiske køber, der så kan sætte et kritisk spørgsmålstegn ved det, fordi vi har selvmøderprincippet, og jeg håber, at der bredt herinde er en vilje til at holde fast i selvmøderprincippet. Men vi bliver så bare også nødt til at være villige til at tage en diskussion af, hvad vi så gør for at kunne løse de utilsigtede problemer, det så giver andre steder.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer. Så vi kan gå i gang med ordførerrækken. Det er fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tusind tak, fru formand. Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til Enhedslisten for at fremsætte det her beslutningsforslag og jo på den måde være vedholdende med en diskussion af, hvordan det er, pengene bliver tildelt på det meget specialiserede socialområde og her på kvindekrisecentrene. Jeg synes, at med ordførerens beslutningsforslag her er der i den grad en opmærksomhed på, hvad det er, vi bruger pengene til, og hvordan vi sikrer den faglighed, der er til stede.

Jeg synes også, at ministeren har gjort klart, at når vi ser på den kapacitetsanalyse, der kommer, så skal vi sætte os ned og kigge på, hvad det er, den viser. Samtidig er det også min klare forventning, når vi har socialtilsynet og den styrkelse, der har været på særlig økonomidelen, at vi kan begynde at se et output af det.

Det er et beslutningsforslag, som i den grad også har de samme emner og ting, som har været vigtige for Socialdemokratiet, nemlig at vi får sat en direkte prop i, i forhold til at man kan trække overdreven profit ud, og også i forhold til at der bliver trukket viden og erfaring ud. Det her er et vigtigt område, fordi vi tager vare på de allermest sårbare.

Jeg ser frem til at blive ved med at diskutere emnet, og jeg ved jo, at det ligger Enhedslisten på sinde, så jeg er helt sikker på, at vi bliver ved med at have et stærkt fokus, både i vores egne rækker med debatterne i finanslovspartierne, men jo også i udvalget og her i Folketingssalen. Så tusind tak til Enhedslisten for at rejse spørgsmålet.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer. Det er fru Marlene Ambo-Rasmussen, Venstre. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Også en tak til Enhedslisten, som har fremsat det her beslutningsforslag i dag. I Venstre anerkender vi fuldt ud, at der blandt de private sociale tilbud findes brodne kar, som udnytter tilliden og svigter de udsatte borgere, som de har ansvaret for at hjælpe og understøtte i en særlig vanskelig situation. Derfor var Venstre også med i aftalen om en styrkelse af socialtilsynet og det økonomiske tilsyn. Derfor stemte vi også så sent som for godt 4 måneder siden for netop at styrke både socialtilsynet og det økonomiske tilsyn med de sociale tilbud, hvilket som bekendt trådte i kraft her i februar 2022.

Formålet med styrkelsen af socialtilsynet var netop at skærpe kontrollen på området og give socialtilsynet bedre forudsætninger for et mere ensartet, koordineret og effektivt tilsyn, som skulle medvirke til at sikre kvaliteten i de sociale tilbud, og at der bliver grebet ind over for tilbud, hvor kvaliteten ikke findes eller lever op til kravene. Samtidig skærpede vi tilsynet med de sociale tilbuds økonomi, hvorved der blev givet bedre muligheder for at gribe ind over for uforsvarlig brug af offentlige midler.

Set i lyset af at dagens forslag adresserer mange af historierne om brodne kar på socialområdet, der stammer tilbage fra, før loven blev skærpet og det her sociale tilsyn og økonomiske tilsyn trådte i kraft, så mener vi faktisk, at beslutningsforslaget lægger op til dobbeltlovgivning. Det gør vi grundlæggende, fordi forslaget søger at problematisere en problemstilling, vi forhåbentlig – og her understreger jeg: forhåbentlig – allerede har taget hånd om med L 64. Det kan vi af gode grunde ikke vide endeligt endnu, for vi har nemlig først lige sat det i værk, og det vil sige, at der skal evalueres på det efterfølgende.

Det her kommer nok ikke som nogen overraskelse, men Venstre kan selvfølgelig ikke bakke op om beslutningsforslaget, og vi mener egentlig også, at det her forslag blot er endnu et forsøg på at bedrive en ideologisk kamp mod de private velfærdstilbud, og det kan vi selvfølgelig ikke være med til i Venstre. Tak for ordet.

Tak for det. Fru Pernille Skipper. Værsgo.

Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at man kan blive ved med at prøve på at gemme sig bag den her anklage om ideologisk kamp. Lige præcis når det kommer til kvindekrisecentre og herberger, har du at gøre med et helt, helt særligt tilbud, hvor man ikke skal have lov af kommunen til at bestemme prisen, eller hvem der har behov for tilbuddet. Man kan dybest set, når man er godkendt som et krisecenter eller et herberg, tage de penge, man har brug for, og det er jo sindssygt vigtigt, at man kan det, for det er sindssygt vigtigt, at folk kan gå ind og få en plads med det samme. Det her forslag handler ikke om de private. Det handler om, om man kan trække profit ud til aktionærer. Hvad er det i forhold til det, at man bruger offentlige midler til at udbetale til aktionærer, som Venstre ser imødegået med ændringerne omkring socialtilsynet?

Værsgo.

Altså, helt sådan grundlæggende har vi i Venstre simpelt hen ikke noget problem med, at man tjener penge på velfærd. Det ser vi også på mange andre områder. Det, som jeg også startede med at sige i min tale, var, at der er udfordringer med nogle få brodne kar. Men hvad med alle de ildsjæle, vi også har rundtomkring? Nu kan jeg se, at man i indstillingsnotatet nævner en, der har været kogebogsforfatter, tror jeg. Men er det som udgangspunkt noget, som man gerne vil til livs i Enhedslisten? Er det udgangspunktet, at så længe det ikke er kommunalt forankret, er man bare pr. automatik imod det? Det er vi simpelt hen ikke i Venstre. Jeg har ikke noget problem med, at det så er en, der er kogebogsforfatter. Hvis det er en eller anden ildsjæl, der virkelig brænder for det her område, virkelig brænder for at arbejde med det her, så må vedkommende da godt stå bag det, og vedkommende må også gerne trække profit ud, så længe dem, der bruger tilbuddet, er tilfredse. Det er sådan set det, der er det afgørende for mig.

Fru Pernille Skipper.

Igen, det er jo slet ikke det, jeg spurgte om. Der er forskel på private aktører og kommercielle aktører. Venstre kunne bare starte med at svare, at ja, der er forskel på private aktører og kommercielle aktører. Der er også enormt stor forskel på at få løn for et vigtigt omsorgsarbejde – det skal værdisættes, det skal i øvrigt lønnes langt højere, end det bliver allerede i dag i forhold til de socialpædagoger, som for manges vedkommende arbejder de her steder – men det er ikke det samme som at udbetale profit til en aktionær, som muligvis aldrig nogen sinde har sat sine ben det pågældende sted. De penge kommer direkte – direkte – fra kommunekassen. De kommer til at mangle andre steder. Kan Venstre ikke godt anerkende, at der er forskel på privat og kommerciel?

Værsgo.

Altså, igen bliver jeg simpelt hen nødt til at gentage det, jeg sagde før. Det lyder bestemt igen, endnu en gang – og vi havde samme diskussion i forbindelse med L 64 – som en ideologisk kamp fra Enhedslistens side, når man taler om det her. Og jeg har simpelt hen ikke pr. automatik et problem med eller vil forbyde, at der kan sidde aktionærer, som kan være en del af det her og trække profit ud. For det er også et af udgangspunkterne i vores velfærdssamfund, at vi har de her muligheder. Jeg er ikke imod, at man har private tilbud. Jeg er ikke imod, at man har selvejende tilbud. Jeg har ikke den automatik, at så længe det ligger kommunalt forankret, eller så længe man forbyder sig ud af alle mulige ting, så er det den rigtige vej at gå. At borgerne er tilfredse, er det, der er afgørende for mig. Og er borgeren tilfreds med et tilbud, må det være det, der har den største betydning.

Fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. KL har jo ad flere omgange problematiseret selvmøderprincippet, fordi de mener, at det simpelt hen er for vanskeligt at styre økonomien på det område. De kan hverken styre, hvor mange tilbud der opstår, eller hvad prisen skal være, og de kan sådan set heller ikke vælge, hvilke tilbud borgeren skal have.

Jeg kunne godt tænke mig at høre: Med den eksplosive stigning, som ministeren også redegjorde for i sin tale, på både kvindekrisecenterområdet og på herbergsområdet i forhold til etablering af nye private kommercielle tilbud er Venstre så bekymret for, at det selvmøderprincip kan ende med at ryge på et tidspunkt?

Værsgo.

Vi havde jo også den diskussion i forbindelse med netop L 64, og vi vil sådan set gerne, hvis man kan lave et eller andet samarbejde med KL om, hvordan man fremadrettet bedre kigger på det her. Men helt ærligt, vi synes også, at vi netop har vedtaget lovgivning, hvor vi sådan bredt forankret i Folketinget var enige om, at det var den rigtige vej at gå. Så synes jeg, at vi må kigge på evalueringen af det efterfølgende, og så er SF jo velkommen til at komme med nogle forslag.

Men sådan et samarbejde med KL om, hvordan vi kunne kigge på det her på anden vis, vil vi altid være imødekommende over for.

Fru Trine Torp.

Tak for det. Bare et opfølgende spørgsmål i forhold til det: Når jeg hører det tal for nyetablerede tilbud, er det jo et unaturligt højt tal, for så mange flere borgere, der har behov for det, er der jo ikke kommet; efterspørgslen er jo ikke steget i takt med det udbud af krisecenterpladser, der er kommet.

Jeg kunne bare godt tænke mig at høre Venstre: Hvor er Venstres smertegrænse for, at nu er det alvorligt, og at nu er vi nødt til at gøre noget?

Værsgo.

Altså, der bliver jeg nødt til at sige, at udgangspunktet ikke er, hvad antallet er. Udgangspunktet er, at man kunne sætte sig ned og lave et samarbejde med KL omkring det her – det er den ene ting. Og den anden ting – som i virkeligheden er det altafgørende for mig – er simpelt hen, om borgerne er tilfredse. Og vi har netop set nogle af de eksempler, bl.a. med Havregården, som så ikke var et kvindekrisecenter, men var en døgninstitution, hvor der netop var nogle problematikker, og dem tog vi jo i forbindelse med L 64. Jeg synes i virkeligheden, at vi skal afvente evalueringen af det, når det har været ude at virke fuldt ud.

Tak for det. Så er der ikke flere kommentarer. Så er det fru Trine Torp, SF, som ordfører.

Tak for ordet. Og tak til Enhedslisten for at fremsætte forslaget. I SF synes vi, at det er et vigtigt forslag, som vi bakker op om. I SF er vi helt enige i, at selvmøderprincippet er vigtigt at bevare og værne om. Det er vores pligt at sikre, at mennesker, der er voldsudsatte eller hjemløse, kan få den hjælp, som de har brug for, her og nu. De mennesker, som har så akut brug for hjælp, er i en yderst udsat og sårbar situation, som kræver, at de bliver mødt af kompetente medarbejdere, som med deres faglighed ved, hvordan de skal tage imod dem og hjælpe dem i den situation, de står i.

At det er sådan, de bliver mødt, sikrer selvmøderprincippet dog desværre langtfra. Tværtimod giver det lige nu fri adgang til at oprette kvindekrisecentre og herberger og samtidig mulighed for at generere overskud, der kan trækkes ud, i stedet for at bruge pengene på borgerne.

For andre sociale tilbud, som ikke har selvmøderprincip, vil det være kommunen, som henviser borgeren, og dermed også kommunen, der kan vurdere, om stedet lever op til forventningerne i forhold til pris og kvalitet. De kan tjekke stedet på Tilbudsportalen, hvor der ligger en lang række oplysninger om økonomi og faglighed. Og med den seneste lovændring i forhold til socialtilsyn, som flere også har refereret til, har vi vedtaget herinde, at der skulle være endnu flere oplysninger på Tilbudsportalen.

Men fordi det er borgeren selv, der vælger tilbud med selvmøderprincip, så har kommunen ikke mulighed for at gå ind i Tilbudsportalen og tage stilling til økonomi og kvalitet. Så selv om tilbuddet i princippet er gennemsigtigt via oplysningerne på Tilbudsportalen, er det ikke nødvendigvis reelt sådan, for hvilket menneske, der står i en udsat situation og har akut brug for hjælp, slår tilbud op på Tilbudsportalen og tager stilling til oplysningerne? Mit gæt vil være: Ingen.

Det er først og fremmest et problem for de borgere, der har brug for at blive mødt med den rigtige faglighed, men det er også en udfordring for de øvrige ikkekommercielle organisationer, såvel kommunale som private. Civilsamfundsaktørerne spiller en vigtig rolle i indsatsen for de mennesker og har igennem mange år opbygget en rigtig stor faglighed omkring bl.a. vold og hjemløshed, som er helt uundværlig. Derfor er jeg også bekymret, når jeg hører, at rigtig mange af de selvejende tilbud oplever, at de har svært ved at få fyldt pladserne op; ikke fordi behovet ikke er der, for så ville det jo være en lykkelig historie, men fordi der er sket en eksplosiv stigning i åbningen af private kommercielle herberger og krisecentre med fri etableringsret og selvmøderprincippet.

Vi bakker derfor forslagsstillerne op i, at der vedtages et krav om, at der ikke skal kunne trækkes overskud ud, og at der stilles højere krav i forbindelse med godkendelse af og tilsynet med fagligheden på de enkelte tilbud med selvmøderprincip. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer, så vi går videre. Fru Christina Thorholm, Radikale Venstre.

Tak til Enhedslisten for at rejse debatten om profit på socialområdet. Idéen med beslutningforslaget handler om, at der ikke må udtages overskud fra sociale tilbud, der er underlagt selvmøderprincippet. Selvmøderprincippet betyder, at borgere, som er udsat for vold og hjemløshed, kan møde op og få en plads et krisecenter eller et herberg. Vi anerkender, at der er sket en enorm udvikling i antallet af pladser, særlig på de kommercielle krisecentre, over de sidste 5 år. Vi lytter også til Selveje Danmark og krisecentrenes bekymring for den store stigning i kommercielle tilbud, hvilket lægger et pres på Selvmøderprincippet; et princip, som der ikke skal herske tvivl om at vi i Radikale mener er afgørende vigtigt for, at voldsudsatte og hjemløse kan få ophold helt akut. Det kan være om aftenen og om natten, hvor der ikke er sagsbehandlere til stede.

Vi anerkender udfordringen, men kan ikke bakke op om beslutningsforslagets forbud mod profit. For vi mener, at det er socialtilsynet, som skal godkende kvaliteten af de ansøgere, der er. De har en faglighed til at gå ind at spørge til, hvad det er for en ledelse, hvad det er for nogle medarbejdere, hvad det er for nogle principper, de skal godkende tilbuddet efter. Det er socialtilsynets opgave at følge op på, om der er kvalitet i forhold til den pris, der er fastsat. Der er brodne kar blandt de private kommercielle aktører, og det bliver der sat en stopper for, og det er godt. Der er også kvalitetskontrol i de kommunale tilbud; de får indimellem et eftersyn, og der bliver udstedt nogle påbud af socialtilsynet.

Vi anerkender, at der kan være noget i lovgivningen, der ikke fungerer godt nok. I loven om socialtilsynet havde vi gerne set, at socialtilsynets muligheder for at følge op på sammenhængen mellem pris og kvalitet og tydeliggøre for omverdenen, hvordan sammenhængen er, gik videre end det, der lå i aftalen fra efteråret. Men det var ikke muligt at blive enige om det. Vi mener, det er afgørende nødvendigt, at tilbuddene har den voldsfaglighed, som der skal til, og vi vil gerne arbejde med at supplere modellen, som socialtilsynet arbejder efter nu. For i forhold til mennesker, der er i en så udsat position, hvor de f.eks. har været udsat for vold eller hjemløshed, er det vigtigt, at vi kan gå så tæt på som muligt i forhold til tilbuddene.

Vi bakker op om indkaldelse til forhandlinger om et skærpet tilsyn med faglighed i forhold til de to botilbudstyper. I forhold til bekymringerne hos kommunerne mener vi jo, at kommunerne har en mulighed for at følge op på både de borgere, der bor på krisecentre og på herberg, i forhold til at sikre et trygt og sikkert liv efter opholdet på krisecentrene og herbergerne, og jo hurtigere de får stillet en bolig til rådighed, jo mere styr er der på det, for så flytter borgerne videre. Der er jo ikke nogen, der har et ønske om at blive boende i længere tid på et krisecenter eller et herberg, tænker jeg.

Så vi vil gerne arbejde på en beretning i forhold til nogle af de udfordringer, der er, men vi kan ikke bakke op om grundelementet i det her med et forbud mod profit på herberg og krisecentre.

Tak for det. Fru Pernille Skipper, værsgo.

Tak for det, og tak til Radikale Venstre for den delvise opbakning og ikke mindst anerkendelse af, at vi står med et område her, som er både svært og i en hastig udvikling. Sådan hørte jeg også ordføreren.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge til, om Radikale Venstre ikke anerkender, at det her problem er ved at vokse sig større end enkelte brodne kar. Ordføreren siger selv »brodne kar« på det her område, og det gjorde Venstres ordfører også før, men det er jo egentlig ikke et spørgsmål om enkelte snydere, der køber spalokaler til sig selv og alt muligt andet for offentlige midler. Det kan vi godt være forargede over, men det, der er problemet, er jo, at vi ser så stor en stigning i antallet af pladser, at det underminerer det, man kan kalde de måske sådan klassiske kvindekrisecentre, herberger, hvis kundegrundlag, hvis vi skal blive i den jargon, jo er ved at forsvinde ud af hænderne på dem, og det kan jo betyde, at de må lukke. Er det der, hvor klassiske Kirkens Korshær-herberger eller lignende ngo'er, som sidder med stor faglighed, må lukke? Hvis det sker, er Radikale Venstre så villig til at sige: Så sætter vi en prop i det?

Værsgo.

Der er anerkendte leverandører af herbergs- og krisecentertilbud, som besidder en enorm faglighed, og som også bidrager til udvikling af området på en helt særlig måde.

Hvornår er presset for stort i forhold til udbud? Det er jo noget af det, vi kan diskutere i forhold til en beretning, tænker jeg, fordi det har en værdi, at vi har nogle af de her særlig specialiserede tilbud. Det er en specialisering, man ikke opnår, sådan fordi man etablerer sig ind i et område. Så lad det være en del af den debat, vi har i forhold til en beretning.

Fru Pernille Skipper.

Tak for det. Det vil jeg se frem til, for jeg tænker nemlig, at det må gøre indtryk på Radikale Venstre. Jeg vil mene, at verden er forandret nu i forhold til sidste gang, vi havde den her diskussion, både fordi her er tale om selvmøder; man sætter selv prisen; kommunen kan ikke vælge en anden leverandør, hvis de ikke kan lide den, og fordi der er rigtig mange aktører, der gør opråb. Det er Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, det er Mødrehjælpen, der siger, at de samler kvinder op, som har været på krisecentre, hvor de har fået det værre. Det er forstanderen for Kofoeds Skole, og sådan kunne vi blive ved. Det, at de siger, at udviklingen er voldsom, gør vel også indtryk på Radikale Venstre?

Værsgo.

Som jeg sagde, anerkender vi, at der er nogle aktører, som har en helt særlig kompetence og en specialisering og en erfaring, som rækker årtier tilbage, og dem skal vi jo lytte til, også i forhold til den udfordring, der er. Vi anerkender den udfordring; det sagde jeg også i min tale. Vi synes bare, at der er nogle andre greb, og så kan ordføreren spørge, men vi er imod, at det med profitten bliver det væsentligste redskab i det her.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer, så nu er det fru Brigitte Klintskov Jerkel.

Tak for ordet. Beslutningsforslaget her fra Enhedslisten går ud på et forbud mod profit på herberger og kvindekrisecentre. Den her tale kan jeg gøre meget kort. Det Konservative Folkeparti støtter ikke beslutningsforslaget her, som bygger på en ideologi om, at alle private udbydere af sociale indsatser ikke leverer et ordentligt stykke arbejde, og at de kun tænker på at udtage profit.

Den mistro til private tilbud deler vi ikke. I Det Konservative Folkeparti er vi glade for, at der er private ildsjæle, som brænder for at gøre en forskel for mennesker, som er udsatte og har brug for hjælp. Der findes mange gode eksempler på private udbud af velfærdsydelser på socialområdet, hvor der laves et fantastisk stykke arbejde. Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget her. Tak for ordet.

Fru Pernille Skipper.

Jeg vil starte med at sige, at jeg giver ordføreren fuldstændig ret – hvis der ikke var private udbydere, måske især af kvindekrisecentre og herberger, ville vi være gevaldig på en vis legemsdel. Altså, det ville være fuldstændig ødelæggende at udradere private tilbud på hele socialområdet, men måske især herberger og kvindekrisecentre. De private ildsjæle er kernen af vores sociale indsats og har været det i årtier, måske endda før vi fik den velfærdsstat, som vi kender det i dag. Så det er så vigtigt, at de bliver bevaret.

Når de så siger – Landsorganisation af Kvindekrisecentre, private herberger, Kirkens Korshær, Dannerhuset – at de her nye kommercielle tilbud underminerer deres arbejde, at der er en overkapacitet, og at de risikerer at skulle lukke, hvad hører Konservative så? Hører de en eller anden ideologi eller et alvorligt problem, som kan underminere hele vores private indsats på det her område?

Værsgo.

Jeg hører, at der bag beslutningsforslaget ligger en ideologi om, at man simpelt hen er imod, at der er nogle private, der tjener penge på faktisk at lave et stykke arbejde, hvor de hjælper nogle mennesker, som er udsatte. Og den ideologi deler vi ikke fra Det Konservative Folkepartis side. Det er jeg bare nødt til at sige.

For os er det rigtig vigtigt, at der er et alternativ til det offentlige; at man har mulighed for, hvis man er en ildsjæl og man gerne vil oprette et sted, fordi man gerne vil gøre en forskel for nogle mennesker og virkelig brænder for det, så at oprette det sted. Og vi har heller ikke noget imod, at man tjener noget på at lave et godt stykke arbejde. Så vi deler simpelt hen ikke den ideologi, der ligger bag det her.

Værsgo.

Det var overhovedet ikke det, jeg spurgte om. Jeg spurgte, hvad Konservative hører, når private tilbud råber op og siger, at der kommer nye kommercielle tilbud, som underminerer dem – private aktører, som har været på det her område i årtier, og som har den stærkeste sociale faglighed, når det kommer til voldsramte mennesker og hjemløse. Når de råber op og siger, at de risikerer at blive undermineret, hvis vi ikke gør noget ved de her nye kommercielle aktører, og når vi hører fra Mødrehjælpen, at de siger, at de samler kvinder op, der har været hos kommercielle aktører, og som har fået det værre af at være der, hvad hører Konservative så – ikke, hvad hører ordføreren Enhedslisten sige, men hvad hører ordføreren de private organisationer sige? Er det også en ideologisk kamp fra deres side?

Værsgo.

Nu har jeg ikke talt med de organisationer, som du nævner der, og som skulle have sagt det. Jeg har ikke hørt fra nogen af dem i forhold til det, som spørgeren nævner, og derfor er det lidt svært at forholde sig til. Jeg kan kun høre, hvad spørgeren siger, og jeg synes, det er lidt svært at forholde sig til, når jeg ikke har hørt det, som du fremfører her.

Tak. Der er ikke flere kommentarer. Den næste ordfører er hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti.

Mange tak. I Dansk Folkeparti deler vi bekymringen fra Enhedslisten over nogle private aktører, der snyder fællesskabet og udnytter socialt udsatte, som de er sat i verden for at hjælpe. Mennesker, der har brug for hjælp i en svær livssituation, skal selvfølgelig ikke udnyttes økonomisk, og det skal vi som samfund bekæmpe. Det er uacceptabelt, at vi har enkelte brodne kar, der udnytter sårbare mennesker.

I Dansk Folkeparti deler vi dog ikke Enhedslistens løsningsforslag om et forbud mod indtjening på herberger og kvindekrisecentre. På socialområdet er der flere gode eksempler på private udbydere og selvstændige, der tager et stort ansvar og gør en stor forskel for deres klienter. Vi risikerer at straffe alle, der gør en forskel for socialt udsatte. Veldrevne private aktører er en fordel for alle, ikke mindst for borgerne, der benytter sig af tilbuddene. Skal vi udelukke alle de selvstændige, der gør en stor indsats for socialt udsatte og i nogle tilfælde kan være bedre end et offentligt tilbud? Hvad nu, hvis vi bliver bedre til at gå målrettet efter branchens brodne kar frem for at udelukke muligheden for indtjening for alle områdets aktører?

Det bør anerkendes, at en velfungerende virksomhed på det sociale område, der formår at gøre deres arbejde godt og effektivt til gavn for både ansatte og borgere, gør en positiv forskel. Vi ønsker ikke pr. automatik at fjerne al selvstændighed og mistænkeliggøre dygtige selvstændige, der hver dag gør en forskel for socialt udsatte. Gode og veldrevne private aktører på socialområdet giver som sagt mulighed for eksempelvis private kvindekrisecentre, der formår at specialisere sig og opnå et højt fagligt vidensgrundlag til fordel for borgerne, der har oplevet en ekstrem livssituation og har brug for en faglig og specialiseret hjælp. Derfor kan vi i Dansk Folkeparti ikke støtte forslaget.

Tak. Fru Pernille Skipper, værsgo.

Vil Dansk Folkepartis ordfører erkende, at der er forskel på et kommercielt tilbud, som udtager profit til f.eks. ejere eller aktionærer, og så en privat nonprofitinstitution eller selvejende institution?

Værsgo.

Det er jo en sådan lidt underlig diskussion om en leg med de to ord privat og kommerciel. Jeg forstår det ikke helt, for private kan også være kommercielle og er det åbenbart i stigende grad. Som jeg forstår det, er det en positiv udvikling, at der er så mange nye, der kommer frem og forsøger sig. Og der er ikke noget forbryderisk i at være kommerciel og tjene penge på det, som man er god til at gøre; det kan man i alle samfundets forhold.

Fru Pernille Skipper.

Jeg hører det sådan, at man i Dansk Folkeparti siger: Ja, der er forskel på en selvejende institution eller Kirkens Korshær, hvor folk jo tjener penge på at hjælpe hjemløse, fordi de får løn for deres arbejde, og så en anden type tilbud, f.eks. et aktieselskab, som også kan udtage profit og dermed også udbetale midler til nogle aktionærer, som måske aldrig har sat deres ben det pågældende sted eller aldrig nogen sinde i deres liv har sagt dav til en hjemløs. Der er forskel på de to ting.

Vil Dansk Folkepartis ordfører bekræfte, at det her beslutningsforslag ikke handler om alle private aktører, men handler om dem, der kan udtage profit?

Værsgo.

Altså, hvis det er så enkelt at forstå for Enhedslistens ordfører, så er det jo mærkeligt, at man har skrevet beslutningsforslaget på en måde, så alle her i salen før mig synes, at det virker underligt, og fru Pernille Skipper skal op og sige det samme hver eneste gang. Der er bunker af eksempler inden for sundhedsvæsenet på, at der er dygtige private virksomheder, som har en stor kommerciel betydning. Tænk også på alle de private klinikker, man har, og som man jo også bruger i forhold til behandlingsgarantien.

Så jeg synes, at det der er en leg med ord. Jeg synes, at det vigtigste er at slå fast, at det ikke er forbryderisk, at det ikke er kriminelt at tjene penge på det, man er dygtig til at gøre.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Jeg vil egentlig ikke sige så meget om det her forslag, som er udtryk for en grundlæggende mistillid til det private initiativ og i bund og grund rendyrket socialisme. Jeg vil blot konstatere, at Nye Borgerlige selvfølgelig ikke kan støtte det. Vi stemmer imod.

Tak for det. Der er ingen kommentarer. Hr. Ole Birk Olesen.

Intet menneske er en ø. Vi er alle sammen afhængige af andre mennesker, fordi mennesket er et socialt dyr. Vi er afhængige af at samarbejde med andre mennesker, og nogle gange er vi også afhængige af andre menneskers hjælp. Når vi er afhængige af andre menneskers hjælp, er det en ulykke, hvis man er begrænset til at søge hjælp hos nogle få. Det er en glæde, hvis der er mange, der tilbyder hjælp til dem, der søger hjælp. Det er en glæde, hvis der er driftige mennesker, som kappes om at give den bedst mulige hjælp, fordi de af et ærligt hjerte går op i det, og fordi de også har valgt at gøre en levevej ud af det, som de går op i.

Alle steder i det danske samfund nyder vi alle sammen hele tiden godt af, at der sker innovation og investeringer fra folk, som både går op i det, de laver, men som også søger en levevej til sig selv og dem, de skal forsørge. Forudsætningen for, at man vil putte sin opsparing i et projekt eller måske låne til et projekt, er også, at den risiko, man løber, giver en mulighed for at tjene pengene hjem igen og måske endda også få et overskud ved det. Det er derfor, at vi kan glæde os over alle mulige områder af samfundslivet, hvor private aktører, som også går efter et overskud, kappes med hinanden om at levere det bedst mulige til os.

At have det synspunkt, at det er en ulykke, at folk, der er afhængige af hjælp, udsatte mennesker, kan mødes af folk, der kappes om at tilbyde dem det bedst mulige, også med det mål at kunne tjene nogle penge på det, står i fuldstændig modsætning til, hvad vi synes vi har godt af som mennesker, når vi er selvhjulpne og kan klare os selv og bare er ude efter det bedst mulige tilbud. Det er ikke sådan, at man, når man er selvhjulpen og kan klare sig selv og er ude efter det bedst mulige tilbud, så har nogle helt andre interesser end dem, der har brug for hjælp. Også dem, der har brug for hjælp, har behov for, at der sker innovation på området for hjælp, og at der er ildsjæle, der har lyst til at melde sig, også de ildsjæle, som ser en forretningsidé i det.

Så derfor kan vi ikke støtte det her socialistiske amokløb mod profit i velfærd, som både Enhedslisten og de demokratiske socialister i Socialdemokratiet fører an med, men som der heldigvis indtil videre ikke er det store flertal for i Folketinget. Vi stemmer imod.

Fru Pernille Skipper.

Ved Liberal Alliances ordfører, om man, når man starter et krisecenter, så selv investerer i etableringen, eller om man får tilskud fra det offentlige til at etablere det?

Værsgo.

Der er begge muligheder. Ikke desto mindre er det også sådan, at man kan etablere det med egne midler og med investorpenge, som man får, og at man også har et behov for at få de penge betalt tilbage, og at man også har et behov for at vide, at den risiko er værd at løbe.

Fru Pernille Skipper.

Så det, Liberal Alliance mener, er, at hvis det er det offentlige, der betaler etableringsomkostningerne, og man får tilskud til det, og det er det offentlige, der betaler alle driftsomkostningerne, så man ikke har noget investeret i det og ikke har nogen risiko i det, så er det okay at sige: Så må du trods alt alligevel ikke trække overskuddet ud til aktionærerne?

Værsgo.

Jeg er kun interesseret i en ting, og det er, at der er flest mulige tilbud til dem, der har behov for hjælp. Det er ikke det, Enhedslisten er interesseret i. Enhedslisten er interesseret i at beskytte de etablerede på området mod konkurrence fra nye mennesker med nye idéer og nye visioner. Det er det, vi ser gang på gang – Enhedslisten ønsker at beskytte den offentlige sektor mod konkurrence, og nogle gange ønsker man, som i det her tilfælde, også at beskytte ngo'er mod konkurrence.

Værsgo, fru Trine Torp.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at spørge om noget, når vi nu ser den her usædvanlige stigning i kapaciteten, som nærmer sig en markant overkapacitet. Normalt ville det jo være sådan, når det er de frie markedskræfter og der er uoverensstemmelser mellem udbud og efterspørgsel, at så er det køberne på markedet, der ligesom afgør, hvad det er for nogle tilbud, der eksisterer. Mener Liberal Alliance, at de mekanismer virker reelt på det her område?

Værsgo.

Ja, det mener jeg at de gør. Lad os tage et hjørne af det. De seneste tal, jeg har set, siger, at en tredjedel af de personer, som er på f.eks. kvindekrisecentre, er gengangere. Og det vil sige, at hvis de vender tilbage til et sted, de har været før, er det udtryk for, at de har haft en god oplevelse med at være der før. Hvis de ikke har haft en god oplevelse med at være der før, tror jeg, at de også i den situation godt kan finde ud af at søge et andet sted.

Fru Trine Torp.

Okay. Det overrasker mig lidt, at et succeskriterie skulle være, at man vendte tilbage. Jeg ville håbe, at det var sådan, at man faktisk ikke havde brug for at vende tilbage. (Ole Birk Olesen (LA) afbryder fra talerstolen). Men lad nu det være – nu er det i hvert fald mig, der har ordet. Men det er jo også sådan, at når man vil have flest mulige tilbud, betyder det de facto, at man lukker nogle, fordi efterspørgslen ikke bare stiger, fordi der er flere tilbud.

Værsgo.

Jeg synes, det er ekstremt usagligt, når fru Trine Torp udmærket ved, at langt de fleste, som er på kvindekrisecentre i dag, går til nogle af de etablerede institutioner, som fru Trine Torp vil beskytte mod konkurrence. Når fru Trine Torp så lader, som om jeg har et succeskriterie om, at en tredjedel skal være gengangere, vil jeg sige: Det er situationen i dag hos de institutioner, som fru Trine Torp beskytter mod konkurrence. Derfor er det et usagligt svar, som fru Trine Torp giver mig i anden omgang.

Tak for det. Så er der ikke flere kommentarer, og der er i det hele taget ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet ... Nej, undskyld, det er da ordføreren for forslagsstillerne. Det er det da. Værsgo. Jeg syntes bare, fru Pernille Skipper havde sagt så meget, så jeg tænkte, at der ikke kom mere. Men værsgo.

Mange tak, og tusind tak for debatten. Jeg kan beklage eller love eller betrygge med, at der er masser af mere at skulle sige om dette emne, også efter i dag. Det tror jeg.

Vi har set en rigtig stor stigning i antallet af nye tilbud på herbergsområdet og på kvindekrisecenterområdet. Nogle af de sådan grelleste eksempler reklamerer med wellnessafdelinger og muligheden for at komme på surferskole: Kom hertil, så skal vi nok gøre det rigtig godt for dig. Det vidner jo om, at vi har et problem.

Selvmøderprincippet er sådan noget, man egentlig ikke taler om. Jeg ved godt, at det ikke er et begreb, der er rigtig sådan folkeligt forankret, men det er sindssygt vigtigt, når det kommer til nogle af de mest udsatte mennesker i vores samfund. For det betyder, at man kan henvende sig til et herberg eller et kvindekrisecenter, banke på døren helt bogstaveligt, og så er det den person, der åbner, der vurderer, om man skal ind og have en plads og en seng med alle de rettigheder til behandling og støtte og hjælp, der er. Og kommunen har bare at betale – og sådan set betale det, som det sted siger der skal til for at levere den rette faglige indsats. Det er så vigtigt, at vi bevarer det.

Når der så kommer så mange nye tilbud, hvoraf rigtig mange er aktieselskaber eller aps'er, så vidner det om, at her er der også nogle, eller der er i hvert fald en risiko for, at der er nogle, der har set en fed fidus. Og det underminerer også de eksisterende etablerede private tilbud, som netop er drevet af ildsjæle på baggrund af stærk faglighed i rigtig mange år, fordi i citationstegn deres kundegrundlag forsvinder, og så kan de ikke blive ved med at drive deres tilbud. Så vi risikerer, at nogle af de vigtigste aktører, vi overhovedet har, når det kommer til udsatte mennesker, hjemløse og voldsramte kvinder, ender med at måtte dreje nøglen rundt, fordi vi har et ideologisk ønske om, at de bare partout skal udsættes for konkurrence.

Helt ærligt, det skal de da ikke. Hvis man tror, at konkurrence er af det gode, når det kommer til krisecentre, der hjælper voldsramte, har man jo sådan en eller anden idé om, at der sidder en voldsramt kvinde – som i øvrigt ofte har været voldsramt gennem længere tid, og mange af dem har også børn – og når hun planlægger sin flugt, sidder hun ikke tænker på, hvornår han mon kommer hjem fra arbejde, og om hun kan være sikker på at nå frem, og hvor hun skal stille den taske, hun har pakket, så han ikke opdager den, nej, så sidder hun søreme lige og googler, hvad de mon har fået af point på Trustpilot, og overvejer, om hun så tage til det ene eller det andet sted. Det er noget vrøvl at tro, at de mennesker, som ikke har noget hjem, ikke har noget sted at bo og banker på et herberg, er sådan nogle kritiske forbrugere, der vælger det bedste sted med de gode anbefalinger. Man har ikke været uden for de her døre, hvis man tror, det er sådan, det hænger sammen. Derfor er der ikke et frit marked. Det er heller ikke et frit marked, når man bare selv kan sætte sin pris og så bede kommunen om at betale. Vi har nemlig besluttet os for, at her er der ekstrem tillid, fuldstændig, og det er der så nogle der udnytter.

Der er meget, meget stor forskel på at være et privat initiativ og så være et privat initiativ, som kan udtage profit og være kommercielt. At gemme sig bag, at det her skulle være en eller anden form for socialistisk stormløb mod private, er simpelt hen for meget, og det er for dumt, specielt når rigtig mange af de private aktører, som har den stærkeste faglighed på det her område, og som netop er alle de ildsjæle, som rigtig mange af de tidligere ordførere hylder, advarer og siger, at de er i problemer nu.

Ja, man skal tjene penge på at hjælpe udsatte mennesker. Velfærdsarbejde, omsorgsarbejde er værdisat alt for lavt. Det synes jeg man skal huske på, næste gang vi snakker om, om socialpædagoger og sygeplejersker og sosu'er skulle have noget mere i løn, i forbindelse med diskussioner om ligeløn. Det her handler om, om aktionærer, som muligvis aldrig har sat deres ben på et tilbud eller aldrig har hilst på en hjemløs, også skal have mulighed for at tjene penge på det. Og der synes jeg, at nej, det er simpelt hen spild af offentlige kroner – noget, som højrefløjen ellers går meget op i at undgå.

Jeg vil håbe, at vi kommer til fornuft herinde, før det her går galt. Problemet er jo netop, at her ikke er tale om et frit marked, hvor det er survival of the fittest. Problemet er her, at der er tale om nogle meget, meget specialiserede tilbud, som vi har behov for, og noget faglighed, som risikerer at gå tabt. Jeg håber, vi kan enes om en eller anden form for meget, meget tæt monitorering. Vi er allerede gået i gang på herbergsområdet, vi mangler at gøre det på krisecenterområdet. Så håber jeg, vi kan stramme lidt op på, hvad det er for nogle faglige krav, der er, så socialtilsynet kan holde ekstra øje med det.

Jeg er bange for, at hvis vi ikke indser, at vi skal sætte nogle rigtige tommelskruer omkring de her profitmuligheder, så ender det med at gå ud over selvmøderprincippet. For det, der sker i en kommune og hos byrødderne, når man skal lægge budgettet, er jo, at de penge skal udbetales, lige meget hvor høj prisen er, og så kommer de til at mangle andre steder, enten andre steder på de offentlige tilbud – det er der så nogen herinde der er lidt ligeglade med, kan jeg næsten forstå – eller også kan de komme til at mangle på handicapområdet eller andre steder, og derfor kan det jo ikke bare fortsætte. En eller anden grænse skal der jo sættes. Det er mig et under, at vi har en højrefløj, som synes, at det er helt fint, at der er nul styring af økonomien på et offentligt område, hvor udgifterne bare kan gå amok, og det er lige meget. Det er mig virkelig et under.

Vi vil i hvert fald meget, meget gerne tage imod de udstrakte hænder, der har været rundtomkring, og så forsøge at arbejde videre med problematikken.

Der er en kort bemærkning til fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tusind tak. Det, der kommer fra Enhedslisten og fra Enhedslistens ordfører, er jo ikke noget nyt. Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge ordføreren, for det her forslag handler jo helt specifikt om forbud mod profit på herberger og kvindekrisecentre, netop fordi der i den nuværende lovgivning ikke er de samme rettigheder for mænd og kvinder: Mener Enhedslisten, at man skal ligestille, altså kønsneutralisere servicelovens § 109, for at sikre, at mænd har lige rettigheder med kvinder?

Ordføreren.

Enhedslisten mener, vi skal lave en selvstændig paragraf, så kvinder og mænd får samme rettigheder til at møde op på et krisecenter og have deres børn med, hvis de er voldsramte, ja, og det arbejde er i gang. Det ved fru Mette Thiesen også.

Det, der er problemet, er, at hvis vi gør det og selvmøderprincippet stadig væk gælder, så vil de offentlige udgifter på det her område stige koloenormt meget. Man vil stadig væk kunne udtage profit på området, og vi vil simpelt hen undergrave den indsats, der allerede er.

Så ja, det skal vi gøre. Det har godt nok ikke noget med det her forslag at gøre, men vi har heldigvis også stillet vores eget beslutningsforslag om det tidligere, som jeg er sikker på at fru Mette Thiesen kan huske.

Fru Mette Thiesen.

Det kan jeg nemlig godt. Det var bare, fordi jeg ikke har hørt noget til det her med § 109 A i meget lang tid. Så det var egentlig derfor, jeg tænkte, at jeg ville spørge ordføreren, om man havde glemt det lidt igen.

I Nye Borgerlige mener vi sådan set grundlæggende, at man simpelt hen bare skal kønsneutralisere § 109, for det giver ikke nogen mening, at man har særskilte paragraffer for kvinder og for mænd. Men jeg ved sådan set heller ikke, hvad det er, fru Pernille Skipper bygger den antagelse på, at udgifterne på området vil stige fuldstændig vanvittigt, hvis man gør det her.

Tak. Ordføreren.

Man kan jo kigge på de tal, som der er lige nu. Inden for de sidste meget, meget få år har der jo været flere hundrede procents stigning i de kommercielle tilbud på kvindekrisecenter- og herbergsområdet. Rigtig mange nye aps'er og A/S'er er opstået. Der er også nogle af dem, der allerede er gået konkurs igen. Det koster rigtig mange penge, fordi de har adgang til at sætte deres pris selv og i øvrigt selv beslutte, om de mennesker, der kommer ind ad døren, har brug for deres hjælp eller ej. Den mulighed vil man jo udvide, hvis man laver en § 109 A.

Tak for det, og tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.