Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 114:

Forslag til folketingsbeslutning om mere fleksibel hjælp til borgere med handicap i forbindelse med flytning mellem kommuner og efter det fyldte 18. år.

Af Charlotte Broman Mølbæk (SF) m.fl.

(Fremsættelse 24.02.2022).

Forhandlingen er åbnet. Social- og ældreministeren.

Tak for det, formand. Jeg vil gerne starte med at sige tak til forslagsstillerne for at fremsætte beslutningsforslaget her, som sætter fokus på en meget vigtig problemstilling, nemlig mere fleksibel hjælp til borgere med handicap ved flytning mellem kommuner og efter det fyldte 18. år. Beslutningsforslaget pålægger regeringen inden udgangen af oktober i år at fremsætte et lovforslag om afbureaukratisering af og mere fleksibel hjælp til borgere med handicap.

Lovforslaget skal for det første indebære, at borgerne kan beholde de samme hjælpemidler og tilbud om hjælp, som de var visiteret til i fraflytningskommunen, i en periode på mindst 2 år efter flytning til en anden kommune, medmindre der sker ændringer i deres situation eller livsvilkår. For det andet skal det indebære, at der i løbet af 2023 sættes et forsøg i gang, hvor hjælp til unge med et handicap videreføres efter servicelovens børnebestemmelser efter det fyldte 18. år, medmindre der er sket væsentlige ændringer i den unges situation eller mulighederne for rehabilitering, uddannelse og job kan forbedres væsentligt via en overgang til voksenbestemmelserne.

Jeg vil allerede her indledningsvis sige, at selv om regeringen deler intentionerne bag beslutningsforslaget, kan vi ikke støtte det, og det skal jeg nok vende tilbage til og uddybe om lidt.Som sagt deler vi intentionerne bag beslutningsforslaget om at øge tryghed, forudsigelighed og kontinuitet i hjælpen til borgerne. Det gælder selvfølgelig både, når man flytter til en anden kommune, eller når man som ung fylder 18 år og dermed formelt overgår til voksentilværelsen, men også helt generelt.

I et velfærdssamfund som vores skal man som borger med funktionsnedsættelse ikke leve med angsten for pludselig at miste al den hjælp, som man er afhængig af for at få hverdagen til at fungere. Men i regeringen mener vi ikke, at denne intention og klare værdi skal føres ud i livet ved at fastlåse hjælpen i en periode på 2 år, hvis man flytter til en anden kommune. Vi bør i stedet for sikre borgernes retssikkerhed helt generelt, og her har regeringen allerede sammen med Folketingets øvrige partier taget en række gode og vigtige initiativer, bl.a. også med forslagsstillernes parti.

For bare at nævne nogle af dem vil jeg pege på udvidelsen af servicelovens varslingsordning på 14 uger ved kommunernes afgørelse om frakendelse eller nedsættelse af hjælp. Her har vi på finansloven for 2022 – og nu kigger jeg ned på finanslovspartierne – afsat midler, så varslingsordningen kan blive udvidet med flere typer af hjælp, f.eks. socialpædagogisk støtte, ledsagelse og botilbud. Det er et vigtigt skridt til at øge tryghed, forudsigelighed og kontinuitet i hjælpen, fordi man får et varsel på minimum 14 uger, hvis kommunen træffer afgørelse om frakendelse eller nedsættelse af hjælpen. Det gælder selvfølgelig også ved flytning, forstået på den måde, at den kommune, som man flytter til, ikke kan frakende eller nedsætte hjælpen med dags varsel.

I forlængelse af det vil jeg også sige, at de løbende ydelser, f.eks. merudgiftsydelse og hjælpeordninger, som en borger modtager, fortsætter ved flytning til en anden kommune, indtil den nye kommune har truffet afgørelse i sagen. Når det gælder løbende ydelser vil en borger altså ikke komme til at stå uden hjælp i den periode, hvor den nye kommune sagsbehandler, og hvis den nye kommunes afgørelse går ud på nedsættelse eller frakendelse af de typer af hjælp, der ligger i varslingsordningen, så kommer varslet på de 14 uger oven i.

Jeg vil også pege på den retssikkerhedspakke, som vi afsatte midler til i regi af social-, sundheds- og arbejdsmarkedsreserven for 2022-2025. I den pakke ligger der bl.a. et initiativ med titlen »Borgeren i centrum«, som skal styrke tillid, samarbejde og borgerinddragelse helt generelt, og som dermed også skal bidrage til at øge trygheden, forudsigeligheden og kontinuiteten i hjælpen til den enkelte. Jeg vil også fra den retssikkerhedspakke nævne initiativet med lovændring om skærpede krav til kommunalbestyrelsernes behandling af danmarkskortet ,som vi var samlet her i salen for at førstebehandle i sidste uge, i tirsdags, tror jeg det var,initiativet om et handicapbarometer til måling af juridisk sagsbehandlingskvalitet og initiativet om et juridisk serviceeftersyn, hvor kommunerne bl.a. vil have pligt til at genoptage sager, hvor afgørelsen er ugyldig. Det er også med til at øge trygheden, forudsigeligheden og kontinuiteten i hjælpen.

Med det sagt vil jeg nu komme nærmere ind på begrundelserne for, at vi i regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget. Den første del af beslutningsforslaget handler om at beholde sine hjælpemidler og tilbud om hjælp i en periode på mindst 2 år, hvis man flytter til en anden kommune. For de hjælpemidler, som man har fået bevilget, og som man fortsat har behov for, gælder det allerede i dag, at man kan tage dem med sig, hvis man flytter til en anden kommune. Man kan altså tage sin kørestol, sin benprotese eller sit synskompenserende oplæsningsprogram til computeren med sig ved flytning, og først når der opstår behov for reparation eller udskiftning af det gamle hjælpemiddel eller man får behov for et nyt hjælpemiddel, fordi hjælpebehovet har ændret sig, skal man søge om det i den nye kommune. Det, som ønskes indført med beslutningsforslaget omkring hjælpemidler, er altså allerede gældende ret, og godt for det.

I forhold til at beholde den øvrige hjælp ud over hjælpemidler, som fraflytningskommunen har visiteret til, f.eks. hjælpeordning eller socialpædagogisk støtte, er der nogle mere principielle indvendinger. For det første har vi i Danmark kommunalt selvstyre, der som noget ret væsentligt netop baserer sig på, at den kommune, der har myndigheds- og forsyningsansvaret, også er den, der betaler. Derfor skal en kommune også selv kunne fastlægge sit eget serviceniveau uden at blive bundet af serviceniveauet i en anden kommune i en periode på mindst 2 år, hvis en borger flytter til kommunen.

Når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at de kommunale forskelle naturligvis ikke må blive for store. Danmark er for lille et land til store forskelle, plejer vi jo også at sige.

Hjælpen til den enkelte borger skal også altid gives ud fra en konkret og individuel vurdering af den enkelte borger, så hjælpen matcher hjælpebehovet og den livssituation, som man aktuelt står i. Og mener man som borger, at man ikke får den hjælp, som man har behov for og ret til, så ligger der en helt afgørende retssikkerhedsgaranti i, at man kan klage over kommunens afgørelse til Ankestyrelsen.

De her helt grundlæggende elementer omkring tildeling af hjælp i vores velfærdssamfund mener jeg vi skal holde fast i frem for i det, som der lægges op til i beslutningsforslaget, om at fastlåse hjælpen i mindst 2 år ved flytning til en anden kommune.

Desuden har jeg også den betænkelighed ved beslutningsforslaget, at man principielt ville kunne flytte midlertidigt til en kommune med et højere serviceniveau på et område, og at man ville kunne flytte videre til en anden kommune med et højt serviceniveau på et andet område. På den måde ville man principielt kunne indsamle hjælp på forskellige områder som f.eks. socialpædagogisk støtte, ledsagelse, kontant tilskud til ansættelse af hjælpere på et højt serviceniveau, som man ville kunne bevare i 2 år.

Selv om jeg ikke har fantasi til at forestille mig, at borgerne ville spekulere i det og agere på den måde, så tænker jeg og kan være bekymret for, at det ville medføre en reel risiko for, at kommunerne ville føle sig nødsaget til at harmonisere deres serviceniveauer, og det ville sandsynligvis ikke blive det højeste serviceniveau, man ville lande på. Hvis det skulle ske, ja, så vil beslutningsforslaget jo få en meget uheldig effekt på den samlede hjælp til borgerne, som jeg i virkeligheden ikke tror der er nogen af os, der ønsker.

Endelig vil jeg både i forhold til den her del af beslutningsforslaget og den, som jeg kommer til om lidt, sige, at det også må forventes at medføre merudgifter, og der er, som jeg kan se det, ikke nogen finansiering anvist i beslutningsforslaget, og det skal bl.a. de merudgifter ses i lyset af. Kommunerne mister muligheden for at tilpasse hjælpen i nedadgående retning, hvis borgerens behov mindskes, f.eks. fordi indsatserne virker, og det er jo immervæk et succeskriterie for nogle af indsatserne, at borgeren får en højere mestring, mindre behov for hjælp, kan klare mere selv.

Så til den anden del af beslutningsforslaget, som handler om forsøg med mere flydende overgang mellem servicelovens børne- og voksenbestemmelser: Her vil jeg starte med at sige, at der som opfølgning på den forespørgselsdebat, F 32, som vi havde sidste sommer her i salen, vil komme drøftelser om, hvordan der kan skabes bedre rammer for overgangen til voksentilværelsen for unge med handicap. Som jeg varslede under forespørgselsdebatten, har jeg bedt Ankestyrelsen om at lave en undersøgelse, som kan kaste mere lys over, hvad der rent faktisk sker i forbindelse med overgangen til voksenlivet for unge med omfattende støttebehov. Det er en undersøgelse, som snart er færdig, og jeg vil derefter som aftalt indkalde til drøftelser.

Jeg vurderer, at overvejelser om forskellige modeller for at sikre en bedre overgang til voksenlivet, herunder eventuelle forsøg med nye modeller for tilrettelæggelse af indsatsen, også efter det fyldte 18. år, med fordel vil kunne bringes op og tales igennem ved de drøftelser, vi altså kommer til at have i fællesskab. På den måde kan vi sikre, at vi ved vores overvejelser får tænkt alle aspekter sammen, så vi ikke kommer ud på den anden side med halve løsninger for de unge mennesker, hvis hjælp og livsvilkår det hele jo handler om.

Den kommende drøftelse af modeller for mulige forsøg vil i udgangspunktet skulle ske med afsæt i de lovgivningsmæssige rammer, som ligger i servicelovens forsøgshjemmel, og her er det bl.a. en forudsætning, at forsøget ikke stiller borgerne ringere, end hvad der følger af serviceloven. Det er vigtigt at holde sig for øje, når vi skal drøfte det nærmere indhold i mulige forsøg.

Bare her til sidst en gentagelse af, at vi fra regeringens side støtter intentionerne i beslutningsforslaget, nemlig øget tryghed, forudsigelighed og kontinuitet i hjælpen også for de mennesker, som har nogle af de mest komplekse hjælpebehov, men som jeg også lige har redegjort for, kan vi ikke bakke op om beslutningsforslaget, som det foreligger, men forhåbentlig har vi så nogle gode drøftelser foran os omkring dele af det. Så tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk, SF. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for talen og for at bakke op om intentionerne, om end det er selve handlingen, der vil komme til at gøre en forskel for mennesker. Jeg antager, at ministeren kender til begrebet kommunelotteri, og det er en beskrivelse af den meget forskellige hjælp, man kan få, hvis man lever med et handicap i Danmark, alt efter i hvilken kommune det er. Og det er ligesom også det, jeg hører ministeren henvise til, altså at man ikke skal kunne beholde nogen af de bestemmelser, der er fra før det 18. år eller ved overgangen fra én kommune til en anden, fordi man så ville kunne udfordre kommunernes serviceniveau.

Hvis man nu sammenligner det med et brækket ben eller med kræftområdet, ville det jo være helt utænkeligt, at vi tillod vilkår, der betød, at man som borger i det her land kunne få en vidt forskellig behandling, alt efter hvad økonomien i kommunen sagde. Så det vil jeg gerne bede ministeren reflektere lidt over, og jeg vil også spørge ministeren: Mener ministeren virkelig, at økonomien er vigtigere end det enkelte menneske med handicap, der har behov for hjælp?

Tak. Ministeren, værsgo.

Jeg synes jo faktisk, at jeg redegjorde for, hvad det er for en bekymring, jeg kan have ved den model, som SF lægger op til i beslutningsforslaget her, nemlig at vi kan ende med at have kommuner, der harmoniserer deres serviceniveau på et lavere niveau, end nogle kommuner har i dag, og det ville jo være, antager jeg, en fuldstændig uønsket, utilsigtet konsekvens af ordførerens forslag. Så man kan sige, at hjælpemidler kan man tage med sig videre. De løbende ydelser tager man jo også med sig videre, indtil der så bliver truffet en ny afgørelse, og falder det så inden for de nu udvidede rammer for varsling, ja, så vil man have 14 ugers varsling, og man vil kunne klage til Ankestyrelsen. For der skal være en konkret og individuel vurdering af den enkelte. Altså, selv om man har fastlagt et kommunalt serviceniveau, skal der jo laves en vurdering af den enkelte, og de retsgarantier er der jo i dag. Så jeg vil sige, at jeg til fulde forstår intentionen bag forslaget, men jeg har også her fra talerstolen delt den bekymring, jeg kan have, med hensyn til hvad det kan få af utilsigtede konsekvenser.

Fru Charlotte Broman Mølbæk, værsgo.

Det, der bekymrer mig ved ministerens svar, er, at det handler om kommunernes behov og mere er en bekymring for, om borgeren vil tænke og spekulere i det, frem for at vi tænker på, hvordan det er, vi kan stille borgeren stærkere. Der kommer så mange sager i min indbakke og i mange af de andre ordføreres indbakker og uden tvivl også i ministerens indbakke omkring den uretfærdige behandling, man oplever derude i kommunerne, og en nedvurderet hjælp. Hvad vil ministeren gøre, hvad vil regeringen gøre for at hjælpe de her mennesker med at have en bedre behandling ude i kommunerne og en ordentlig hjælp?

Ministeren, værsgo.

Det er jo et meget stort spørgsmål, og i min tale gennemgik jeg nogle af de greb, vi har lavet i fællesskab, med den store aftale om reserven fra sidste år og nogle af de ting, der blev en del af den endelige finanslovsaftale. Og så er det jo ikke en løsning, hvor der er ét greb, der er det rigtige. Jeg tror, at det at få en egentlig specialeplanlægning på området med nogle styrkede værktøjer også til dem, der sidder og visiterer, med en øget adgang til højt specialiseret viden vil gøre en kæmpe forskel. Men jeg tror sådan set også, at det arbejde med at kigge nærmere på f.eks. reglerne for merudgiftsydelser og se, om vi har fået noget lovgivning, der er for kompliceret, er en del af svaret. Og på den måde tror jeg at der skal mange forskellige greb til.

Hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Tak. Jeg vil høre ministeren, om ikke ministeren vil give forslagsstillerne ret i, at der kan være et element af stavnsbinding i de regler, vi har i dag. Det er jo rigtigt, som ministeren nævner, at der er forskellige kommunale serviceniveauer. En borger, som har fået tilkendt en BPA-ordning i én kommune, kan derfor i et eller andet omfang frygte, at vedkommende, hvis hun eller han flytter kommune, ikke længere vil kunne fastholde sin BPA-ordning, og det er jo af enorm betydning i forhold til den enkeltes selvstændige liv. Er det ikke et problem, at borgeren kan opleve sådan en stavnsbinding?

Ministeren.

Jeg forstår til fulde, at det kan være forbundet med usikkerhed om den fremtidige hjælp, hvis man vælger at flytte til en anden kommune – til fulde. Jeg har så heller ikke fantasi til at forestille mig, at man kan gå fra at være vurderet til at have et meget omfattende hjælpebehov i én kommune til så at blive vurderet til ikke at have et hjælpebehov i den anden. Men jeg forstår da godt den grundlæggende usikkerhed, og derfor synes jeg også, det er vigtigt, at vi fortsat har den retssikkerhedsgaranti, som det er, at man så kan påklage det til Ankestyrelsen, hvis man er uforstående over for, hvordan den nye kommune, man flytter til, er kommet frem til den vurdering, den er. Det giver jo også en øget tryghed, at varslingsbestemmelserne nu med vores fælles finanslovsaftale er blevet udvidet, som de er.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Jo, men det er jo trods alt kun 14 uger, man så har til at omstille sit liv. Jeg er enig i, at det jo ikke vil forekomme ustandselig, at en borger får tilkendt en BPA-ordning i én kommune og så flytter og får den frataget. Det er jo slet ikke det, der er påstanden, men som jeg forstår forslaget her, skal det jo netop sikre, at den undtagelse, der kan forekomme, fordi der er meget forskellig praksis, f.eks. på BPA-området, kan føre til, at man får en fuldstændig ændring, en grundlæggende forandring af sit liv. Taler det ikke for, at vi skal finde en anden måde at regulere området på?

Tak for det. Så får vi svaret fra ministeren.

Tak for det. Jeg har jo prøvet at redegøre for, hvad jeg kan frygte der kan ske, hvis man laver sådan en fastlåsning, hvor én kommune bliver forpligtet af en anden kommunes serviceniveau. Jeg tænker, at den bekymring ville ordføreren også kunne genkende, hvis det forslag blev lagt frem, for så tror jeg, der vil blive rejst en bekymring om, at det her kan ende med at være en vej til harmonisering på laveste fællesnævner, formentlig i hvert fald ikke højeste. Så det er den ene svaghed.

Den anden svaghed i forslaget i forbindelse med nogle af de her bestemmelser er, at borgeren kan få en progression, hvor borgeren får det bedre, og så skal hjælpen selvfølgelig kunne tilpasses.

Tak for det, og tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi går så i gang med ordførerrunden, og det er først hr. Daniel Toft Jakobsen, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Ligesom ministeren vil jeg også starte med at takke SF for beslutningsforslaget, og jeg kan nok også godt afsløre, at jeg ikke bare takker SF for beslutningsforslaget, for jeg kommer også til at sige andre ting, som minder lidt om det, som ministeren sagde, og det kommer nok ikke super meget bag på folk. Men overskriften her for beslutningsforslaget er: mere fleksibel hjælp til borgere med handicap i forbindelse med flytning mellem kommuner og efter det fyldte 18. år.

Den intention, som ligger i den overskrift, kan vi i Socialdemokratiet sagtens bakke op om. Det skal ikke være sådan, at der opstår kæmpestor usikkerhed om den fremtidige hjælp, hvis man som borger med handicap flytter fra én kommune til en anden kommune, uanset om man flytter på grund af arbejde, uddannelse, familie, venner eller af alle mulige andre gode grunde. På samme måde skal der heller ikke opstå usikkerhed om den fremtidige hjælp, bare fordi man snart fylder 18 år, hvilket jo også er noget, som vi tidligere har diskuteret her i Folketingssalen, og vi har også handlet på det med loven om en bedre forberedelse af overgangen til voksenlivet for unge med handicap fra december 2020 og jo også med den vedtagelsestekst og forespørgselsdebat, der var i juni 2021. Så vi er sådan set enige i målet med lovforslaget, men vi er bare ikke helt enige i midlerne.

Når det kommer til forslaget om at fastlåse hjælpen i 2 år, når man flytter fra én kommune til en anden, er det allerede sådan i dag, som ministeren også nævnte, at man kan tage sine bevilgede hjælpemidler med sig, når man flytter. Og i forhold til andre typer af hjælp er der jo en lovgivning, som alle kommuner skal overholde, men inden for lovens rammer kan der selvfølgelig være forskel på kommunernes serviceniveau, ligesom der kan være forskel på deres skatteprocenter og andre ting. Det er en del af det kommunale selvstyre, som vi i Socialdemokratiet bakker rigtig meget op om, og som jeg også tror SF bakker op om. Der står i hvert fald i beslutningsforslaget, at SF respekterer, at der er et kommunalt selvstyre.

Så frem for at fastlåse hjælpen i 2 år ved flytning fra én kommune til en anden og dermed binde en kommune til en anden kommunes serviceniveau i 2 år vil vi hellere forsøge at styrke retssikkerheden på handicapområdet generelt, som vi jo også var mange partier der tog nogle gode skridt i retning af med finansloven for 2022, også med aftalen om den sociale reserve, som der blev lavet sidste efterår.

Angående idéen om en forsøgsordning, hvor man viderefører den samme hjælp til unge med handicap efter det fyldte 18. år, synes jeg, at den diskussion hører til i den proces, som SF selv har været med til at sætte i gang med den her forespørgselsdebat og vedtagelsesteksten fra sidste sommer.

Af de grunde kan vi i Socialdemokratiet ikke støtte det konkrete forslag, som ligger i det her beslutningsforslag.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det. Og tak for ordførerens tale og tilslutning til intentionerne. Men som jeg også sagde tidligere, er det, der i virkeligheden tæller noget, at vi gør noget, at vi handler. Og det er her, at der står sådan lidt en tom plads tilbage. Jeg spurgte tidligere ministeren, og nu spørger jeg også ordføreren: Hvad er det så, ordføreren mener vi kan gøre for lige præcis at handle på de intentioner, der ligger bag ved forslaget?

For vi kan vel være enige om, at den retssikkerhed og den tilstand, der er på handicapområdet lige nu, simpelt hen er for dårlig, og den bliver vi nødt til at gøre noget ved. Det synes jeg er meget tydeligt på rigtig mange fronter. Og her forsøger vi ligesom at give nogle bud på, hvordan vi kan stille borgeren stærkere end kommunens økonomi. Så jeg spørger igen: Hvad er Socialdemokratiets bud på, hvordan vi kan begynde at lave noget handling, og hvordan vi kan bakke op om, at vi får lavet de forandringer, der skal til, så vi netop kan bakke op om de intentioner, der er bag forslaget?

Ordføreren.

Jamen altså, dels er der nogle ting, vi har gjort, dels er der nogle ting, som vi har planer om at gøre ganske snart. Og noget af det, vi har gjort, har vi jo gjort sammen med bl.a. SF og flere andre gode partier i den aftale, vi lavede om den sociale reserve i efteråret, hvor der er en retssikkerhedspakke til – så vidt jeg husker – 112 mio. kr. med en række forskellige initiativer, som har til formål at sikre, at loven bliver overholdt i alle kommuner, på tværs af kommuner, så alle borgere får den hjælp, de har brug for, i første hug.

Og så er der det her fra finansloven med en udvidelse af varslingsordningen, som jeg synes er en rigtig, rigtig god ting, som jeg er glad og stolt over også kom med i finansloven, og som ikke mindst gjorde det på grund af støttepartierne. Også fremadrettet er vi jo i gang med en proces om en evaluering af det specialiserede socialområde, som der snart skal følges op på, og som sådan set også har til formål, at borgerne får den rigtige hjælp, som de har brug for, i første hug, på tværs af kommuner.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Det blev jeg desværre ikke klogere af, og det tror jeg ikke der var nogen der gjorde, i forhold til hvad det er, Socialdemokratiet vil gøre, netop for at vi kan leve op til de her intentioner. Det er jo sådan i dag, at man som ungt menneske kan risikere, at kommunen ikke får gjort det, den skal ifølge lovgivningen. Så kan man klage, men i mellemtiden sidder det unge menneske bare og venter og får ikke den hjælp, der er behov for. Eller også kan man få en bevilling, der er så forringet i forhold til det, man kunne før, at man faktisk næsten er institutionaliseret bag de fire vægge. Hvad er det, vi skal gøre ved det?

Tak for det. Så får vi ordførerens svar.

Jamen jeg synes, jeg nævnte nogle ting, som har med retssikkerhed at gøre, og den her diskussion har også med retssikkerhed at gøre. Og så er der jo et dilemma i forhold til det her med, at vi i vores parti går rigtig meget ind for et kommunalt selvstyre. Og jeg mener faktisk, at det historisk har gavnet udviklingen af vores velfærdssamfund enormt meget, at der har været en frihed i kommunerne til at finde lokale løsninger, til at sætte serviceniveauet forskelligt osv. Det vil jeg virkelig gerne holde fast i, og derfor er der bare grænser for, hvor totalt harmoniseret man kan lave serviceniveauet i hele landet. Men der skal selvfølgelig ikke være for store forskelle. Det skal være inden for lovens rammer alle steder.

Tak for det. Så er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tusind tak. Nu taler ordføreren ind i det kommunale selvstyre, og det lyder ikke, som om det fra Socialdemokratiets side bliver anerkendt, at der er et lotteri – lad os bare kalde det det – i forhold til hvilken kommune man havner i, og om man får den rigtige hjælp eller man ikke gør.

Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, om ordføreren mener, at alle kommuner løfter den opgave, de skal, på handicapområdet, og om ordføreren ikke også kan gå lidt længere ned ad den vej og måske uddybe for nogle af os, der sidder og undrer os lidt, om man egentlig ikke mener, at det er på tide, at man sætter borgerne før systemet.

Ordføreren.

Jeg synes lidt, at fru Mette Thiesen her begår den fejl at sige, at hvis ikke man er enig i et helt bestemt løsningsforslag til at håndtere den her udfordring, så er man uenig i, at der overhovedet er en udfordring. Jeg gjorde mig umage – og det kan godt være, det ikke lykkedes godt nok – med at sige, at vi anerkender, at der er noget her, hvor der også er udfordringer, og derfor anerkender vi intentionen. Men af de grunde, jeg har nævnt, bl.a. fordi vi går rigtig meget ind for det kommunale selvstyre, som historisk også har betydet enormt meget for udviklingen af det danske velfærdssamfund, så ser vi nogle problemer i lige præcis det løsningsforslag, der er lagt frem her.

Så har jeg peget på nogle andre løsningsforslag, som vi synes er vigtige, og som vi jo også er i gang med at udføre, i forhold til noget af det, der er sket med finansloven for 2022 – den sociale reserve-aftale, som vi lavede i efteråret, og også noget af det, som ligger foran os, nemlig forhandlingerne om, hvordan vi følger op på den store evaluering af handicapområdet, som blev lavet. Og det er de spor, som vi vil forfølge i forhold til den udfordring, som jeg anerkender der er.

Fru Mette Thiesen.

Tak. Nu vil jeg citere ordføreren for Socialistisk Folkeparti, og det sker nok ikke så tit: Det var der nok ikke mange der blev meget klogere af. Det blev jeg sådan set heller ikke på det her område. For jeg undrer mig lidt. Der skal jo ikke herske nogen tvivl om, at i Nye Borgerlige ønsker vi, at handicapområdet kommer helt ud af kommunerne. Vi mener simpelt hen, at de har spillet fuldstændig fallit på det her område med de mængder af sager, vi ser, hvor folk bliver fuldstændig kørt over. Men jeg har bare meget svært ved at forstå, hvorfor man fra socialdemokratisk side tilsyneladende vægter kommunernes mulighed for at prioritere højere end borgernes.

Tak. Så er det ordføreren. Værsgo.

Jamen det gør vi heller ikke. Altså, vi anerkender, at der er nogle udfordringer på handicapområdet generelt, også i forhold til de ting, vi diskuterer her, men vi er ikke sikre på, at hvis man bare flyttede det hele væk, ville alle problemerne forsvinde. Det tror vi faktisk ikke.

Så igen vil jeg sige: Selv om vi ikke er enige om, præcis hvad det er for nogle løsninger, kan jeg jo godt anerkende, at vi ser nogle af de samme problemer, og det ville jeg lidt ønske at spørgeren også kunne den anden vej.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og det betyder, at vi går videre til fru Marlene Ambo-Rasmussen, Venstre.

Tak for ordet, formand, og også en stor tak til Socialistisk Folkeparti, som står bag det beslutningsforslag, vi førstebehandler i salen i dag. Vi skal nemlig drøfte hjælpen til borgere med handicap i forbindelse med flytning mellem kommuner og hjælpen til borgere med handicap, når de fylder 18 år, et område, som vi så sent som i går i Odense til et handicaptopmøde fik nogle rigtig gode drøftelser af og input til, både fra pårørende og fra fagpersoner.

For lovgivningen på handicapområdet er i dag udfordret. Det har utallige hjerteskærende historier vidnet om bare det seneste par år. For desværre er der alt for mange unge mennesker, der oplever, at hjælpen fra den ene dag til den anden forsvinder, og der er stadig fejl i for mange af afgørelsessagerne, bl.a. på børnehandicapområdet. Det ser heller ikke meget bedre ud på voksenhandicapområdet, hvor omgørelsesprocenten lå på knap 42 pct. i 2020, og det er ikke godt nok. For selv om vi bredt i Folketinget blev enige om at sikre en bedre overgang til voksenlivet for unge med handicap med lovforslaget L 17, står vi stadig væk med den udfordring, at børne- og voksenbestemmelserne i serviceloven nogle gange er for forskellige.

Vi er nødt til at sikre, at overgangen til voksenlivet sker i en ret og rimelig proces med respekt for de unges behov, evner og kompetencer. Så selv om det er positivt, at vi med lovforslagene, henholdsvis L 15, L 16 og L 17, som vi behandlede sidste år, fik forbedret rettighederne for personer med et handicap, så er vi ikke i mål endnu. Vi har altså stadig væk et behov for mere fleksibilitet, men også et behov for en større frihed for de her mennesker. Derfor står vi også fuldstændig bag, at vi afbureaukratiserer det her område, og det gælder både på voksen- og på børnehandicapområdet. Vi vil gerne have lige muligheder for alle, og vi vil også gerne have et samfund, hvor der er plads til, at borgere med handicap kan leve frit; vi vil have et samfund, hvor borgere med handicap kan blive en aktiv del af fællesskabet, og hvor de kan bidrage med deres evner og kompetencer. Derfor må paragraffer og servicerammer aldrig stå i vejen for, at en borger med handicap kan flytte nærmere et arbejde, familie og venner, eller at unge med handicap kan få den uddannelse eller det job, de allerhelst ønsker.

Nej, så flere regler og mere bøvl bliver nu engang aldrig nogen sinde svaret på vores problemer. Derfor har Venstre også stået fast på, at vi bl.a. gerne vil have flere frikommuneforsøg på velfærdsområdet, herunder bl.a. socialområdet, som SF også er inde over. For vi ved faktisk også, at der er rigtig meget viden rundtomkring i kommunerne og hos de dygtige fagpersoner og hos de pårørende og allermest hos de borgere, som det her handler om, og hvis vi på nogen måde kan lære at drage nytte af den viden, er vi simpelt hen nødt til at give kommunerne lidt plads til at vise os det.

Derfor er vi i Venstre også fuldstændig enige i substansen i det her forslag, og selv om vi ikke, som det foreligger nu, kan stemme helhjertet ja til det, så håber vi, at vi sammen med SF, og hvem der ellers kunne være med, kan lande en beretning, så vi i et samarbejde med hinanden i partierne herinde kan få lagt et pres på det, for at der skal ske noget. For vi er også nødt til at få afdækket det her område. Vi er nødt til at få den konkrete viden og forslag på bordet, så vi kan tage de rigtige beslutninger. Vi har allerede haft utallige beslutningsforslag her i salen og lige så mange samråd i udvalget, og selv om handicapområdet fortjener endnu mere opmærksomhed, end det får i dag, så er vi simpelt hen nødt til at samle de her forslag og tage dem med til forhandlingsbordet. For det her falder ene og alene på evalueringen af det specialiserede socialområde, som vi stadig væk venter på, og som er blevet skubbet flere gange det seneste år. Uden det rigtige vidensgrundlag risikerer vi at famle i blinde, og der er gode og kompetente folk, som bl.a. SF også fremhæver i de her beslutningsforslag. Vi har faktisk rigtig mange af vores civilorganisationer, som allerede er kommet med nogle input, og derfor håber jeg også, at et flertal her i Folketinget kan stå sammen om bl.a. også at presse regeringen til at indkalde til forhandlinger på baggrund af den længe ventede evaluering af det specialiserede socialområde. Vi har allerede ventet for længe på dem. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Tak til ordføreren for en meget grundig og i virkeligheden også ret nuanceret tale om de mange svære vilkår, der faktisk er på handicapområdet lige nu, og også en anerkendelse af, at vi bliver nødt til at gå ind på handlingsbanen og begynde at rydde op i noget af det, der er, og noget af det kan være lovgivningen, og andet kan også være en svag retssikkerhed hos borgerne derude.

Så jeg er helt enig i, at vi gerne skal have sat gang i nogle forhandlinger. Med det her forslag forsøger vi i SF at begynde at tage fat i i hvert fald to af områderne, som jeg oplever at der er rigtig store problemer med, og det her kan muligvis være noget af det, der kan være vejen til en bedre retstilstand for nogle af de her borgere.

Hvad mener Venstre egentlig i virkeligheden om det her forslag? Er det noget, Venstre kan se sig selv i som den helhed, de er i? Eller hvordan ser Venstre at vi kan arbejde videre med det?

Ordføreren.

Tak for det, og tak til SF for spørgsmålet. Altså, den del omkring frikommuneforsøget synes vi faktisk er rigtig interessant at arbejde videre med. Så det er noget, vi bestemt gerne vil arbejde videre med sammen med SF og forhåbentlig også de andre partier herinde. Så er der den der overgangsfase, og nu har vi faktisk f.eks. i Odense forsøgt at lave nogle andre løsningsforslag til det. Vi har bl.a. søsat et projekt, hvor de her unge mennesker overgår til en anden forvaltning på det 15. år, og så fastsætter man den samme sagsbehandler, og den person skal så følge borgeren med et handicap fra det 15. år og op til det 30. år.

Så vi har faktisk nogle løsningsforslag udeomkring i kommunerne, hvor vi forsøger at afdække det her problem, netop fordi vi ved, at den der overgang, der sker fra det 18. år, simpelt hen bare er for voldsom for de her mennesker og i virkeligheden også for sagsbehandlerne. For i forhold til mange af dem kan jeg så åbenbart forstå, at man faktisk skifter sagsbehandler, fordi man også pr. automatik skifter forvaltning, og det er jo heller ikke hensigtsmæssigt. Og nu er det ikke for at fremhæve min egen kommune, for vi har i den grad også udfordringer på handicapområdet, men jeg synes i virkeligheden også, at der i nogle af kommunerne derude er nogle løsningsforslag, hvor tingene godt kunne indrettes.

Tak. Fru Charlotte Broman Mølbæk, værsgo.

Det lyder rigtig dejligt, og det, som det kommunale selvstyre kan, er jo at finde lokale løsninger og strukturere sig på en måde, hvor de hjælper borgerne. Problemet er bare, at vi sådan strukturelt set, overordnet set i alt for mange af de her sager ser, at de ikke får den hjælp, der er behov for, og at man kommer for sent i gang, eller at man går væsentlig ned i serviceniveau, bare fordi man fylder 18 år.

Så kunne Venstre se sig selv i den del, i hvert fald som et isoleret forsøg? For så kunne vi få afprøvet, hvad det kommer til at betyde, hvilke erfaringer vi får med os, og hvad økonomien i det reelt set siger.

Ordføreren.

Vi kan bestemt godt sætte os ind i, at vi laver et frikommuneforsøg, og det skal jo være i et samarbejde med de kommuner, der så byder ind på den her opgave, og det har jeg da også en forventning om at der vil være nogle kommuner der vil gøre. Jeg vil da gerne selv lægge mig i spidsen for det fra Odense, fordi jeg netop synes, det kunne være spændende at få afdækket nogle frikommuneforsøg, og det er jo noget af det, vi i Venstre rigtig gerne vil.

Jeg synes i virkeligheden også, at man skal anerkende, at der kan være noget forskellighed i forhold til revisitationen ude i kommunerne, f.eks. fordi man måske lægger nogle ting på et andet niveau, eller man simpelt hen har en anden udformning af tilbuddet, og at det derfor kan være svært at sætte det ned som sådan en samlet ramme over samtlige 98 kommuner. Men derfor skal der ikke være serviceforringelser.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og det betyder, at vi går videre i ordførerrækken, og det er nu fru Christina Thorholm, Radikale Venstre.

Mens vi venter på evalueringen af det specialiserede område, er SF kommet med et helt konkret forslag, som vil kunne forbedre forholdene for mennesker med handicap ude i kommunerne. Det vil vi gerne sige stor tak for, for vi presser ligesom andre partier virkelig på for, at der sker noget på det her område, og vi venter, og vi venter snart med stor utålmodighed på den evaluering, som skulle give os et nyt handlingsgrundlag, for vi vil gerne handle på et vidensgrundlag og på en analyse. Men det handler jo også om at sætte handling bag holdning, og det ser vi vi kan med det forslag, som SF har fremsat.

Den første del af forslaget handler om, at man skal have rettigheden til at flytte til en anden kommune og bevare den støtte, man har, og vi har fået forklaret, at hjælpemidler ikke er noget problem, men der er en masse andre ydelser, man kan få som handicappet, altså personlig støtte og vejledning, og der synes vi, det er et rigtig godt forslag, at man bevarer rettigheden til det, man har, hvad enten det skal hedde i 1 eller 2 år. Hvis vi kunne ende på, at forslaget kunne gennemføres, kunne vi godt leve med en anden tidshorisont, men princippet i, at man med tryghed kan flytte til en anden kommune og vide, at man bevarer den service, man har, synes vi er en grundlæggende rettighed, og vi mener ikke, at den er udgiftsdrivende, så derfor kan vi godt bakke op om det.

Vi må med beklagelse høre ministeren tale om, at det kan blive et ræs mod bunden. Jeg synes, at det perspektiv på kommunernes ønske om at tilgodese mennesker med handicaps vilkår er beskæmmende, men det må man jo udtale sig om, som man synes.

Hvad angår den anden del af forslaget, er vi enige i intentionen om at lave et forsøg, hvor der skal arbejdes med at bevare de samme rettigheder, efter man er blevet 18 år, som man havde, før man blev 18 år, for når man er ung, ved vi godt, det er en enorm overgang at blive 18 år, og det at få nye ydelser eller ny støtte kan være rigtig svært. Vi vil gerne se på det i en forsøgsordning, men vi har bare ikke finansiering til det, og derfor kan vi ikke bakke op om det. Vi vil håbe, at SF vil acceptere, at man kan blive enige om de her forslag individuelt, for så vil vi som sagt kunne bakke op om det første forslag, men ikke det andet forslag, fordi vi ikke har pengene til det på nuværende tidspunkt.

Så ligger der også en hel diskussion i, om der er nogle ydelser, der stopper, fordi man er barn og bliver voksen. Der er jo juridisk meget stor forskel på at være barn og på at være voksen, også for de her mennesker, så dermed ligger der også en diskussion af det. Men lad os kigge på det, også i en finanslovsdiskussion.

Vi vil også gerne bakke op om at se ind i frikommuneaftaler, altså om man kan gøre det juridisk lettere for kommunerne at arbejde med det her, uden at der ligger en økonomisk binding i det.

Så tusind tak for det her initiativ, som sætter handling bag de holdninger, som mange af os har.

Der er en kort bemærkning til fru Charlotte Broman Mølbæk.

Mange tak for det, og faktisk en meget stor tak herfra for både at kunne se intentionerne bag og idéen i de forslag, der er. Jeg deler ordførerens betragtninger – også den undren, man kan have om regeringens stillingtagen til det her, altså at man desværre ikke tør gå ind i netop at sætte handling bag ordene.

Noget af det, jeg lytter mig til, er, at ordføreren siger, at der lidt er nogle udfordringer med de to forslag som en enhed. Så vil det hjælpe, hvis vi splitter forslaget op? For det gør vi gerne.

Så vil jeg bare lige knytte den bemærkning til det, at det, vi havde set som finansiering af det her projekt med de unge og overgangen, havde vi set i en reservekontekst. Og det er klart, at det har sit eget forhandlingsforløb. Men der kan vi i hvert fald også godt se os selv i at rejse det igen. Men det er bare lige for at høre, om ordføreren bedre kan se sig selv i det, hvis vi deler det op.

Ordføreren.

Ja, vi kan meget bedre se os selv i det, når det er delt op, og vi ser også, at der er et forhandlingsforslag finansieret af reserven, men har brug for at få det belyst også ud fra en juridisk vinkel, fordi der er elementer i det her med at gå fra at være barn til at være voksen, som måske skal hegnes ind på en eller anden måde.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så siger vi tak til ordføreren og går videre til hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Vi er i Enhedslisten helt enige med forslagsstillerne i, at alt for mange borgere med handicap oplever, at der er usikkerhed om, hvorvidt den hjælp, de er blevet tilkendt, kan opretholdes, hvis de flytter fra én kommune til en anden. Det kan være på grund af forskellige serviceniveauer, der er besluttet i de forskellige kommuner. Det kan også være, og det er måske så meget desto værre, fordi man i nogle kommuner har en mere grænsesøgende tilgang i sine afgørelser end i den kommune, borgeren flytter til. Og det vil sige, at usikkerheden af borgeren måske kommer til at opleves som en egentlig stavnsbinding, altså at man simpelt hen ikke tør flytte til en anden kommune af bekymring for, at man mister den hjælp, man er blevet tildelt. Derfor er der god grund til at styrke retssikkerheden, sådan som SF foreslår det med dette forslag.

Vi er også enige i, at der er brug for at gøre mere for at sikre den bedst mulige overgang til voksenlivet, når den unge med handicap fylder 18 år. Det har vi heldigvis taget fat på, som det også fremgår af beslutningsforslaget, med den lovændring, vi lavede her for halvandet års tid siden med det lovforslag, der blev benævnt L 17, hvor vi indskrev en ny bestemmelse i serviceloven, der jo forpligter kommunerne til at påbegynde forberedelsen af overgangen, allerede når den unge fylder 16 år. Vi støttede det forslag, men påpegede allerede dengang, at vi ikke kom langt nok med forbedringer af reglerne, bl.a. fordi der ikke blev skabt den nødvendige sikkerhed for, at der ikke kom et slip, fra den unge fik hjælp efter børnebestemmelserne, til den unge fik hjælp efter voksenbestemmelserne – altså at der simpelt hen kunne være et slip i forbindelse med det fyldte 18. år. Vi pegede i den forbindelse på, at en løsning kunne være, at man beholdt hjælpen efter børnebestemmelserne i en længere periode. Og jeg vil sige, at SF's forslag imødekommer det ønske, og derfor er vi meget positive over for forslaget.

I forhold til den del, der handler om medtagelse af hjælp over kommunegrænserne, vil jeg godt tilføje en ting, for jeg synes, der er behov for en helt grundlæggende diskussion om, hvor visitationen egentlig ligger i forhold til hjælp til borgere med handicap. Det er ingen hemmelighed, at vi ønsker at flytte ikke al visitation på handicapområdet, men dele af visitationen på handicapområdet væk fra kommunerne og til en ny måske regionalt, måske statsligt baseret myndighed. Det er en problemstilling, som vi, og det har vi sagt mange gange fra talerstolen, snart skal i gang med at drøfte i forhandlinger efter evalueringen af det specialiserede socialområde. Jeg går ud fra, at det nu kommer til at ske.

Det, vi skal drøfte, bliver jo bl.a., hvor snitfladerne i visitationen er. Der har vi ikke lagt os fast. Det går vi med åbent sind ind i forhandlingerne om. Men et af de punkter eller en af de paragraffer eller to af de paragraffer i serviceloven, som forslagsstillerne nævner, nemlig BPA-ordninger efter §§ 95 og 96, synes vi umiddelbart det er oplagt vil være en opgave, som man bør flytte væk fra kommunerne og over til regionerne. Det vil jo i sig selv løse problemet ved flytning fra den ene kommune til den anden. Så kan vi diskutere, hvad man så gør, hvis man flytter fra en region til en anden, men det må vi jo tage en sådan lidt mere specifik drøftelse af.

Derfor vil jeg sige det sådan, at jeg håber, hvad angår den del af forslaget, at vi meget snart her frem mod sommerferien sådan set får løst det problem med at få flyttet visitationen. Derfor vil jeg sige det på den måde, at med de præmisser, der er i dag, støtter vi absolut det forslag, der ligger fra SF – også for det her forslags vedkommende. Vi støtter dem begge. Men vi håber altså, at vi i de forhandlinger, vi nu skal have om hele placeringen af visitationen, i virkeligheden får løst det på en endnu bedre måde, ved at vi simpelt hen flytter den højt specialiserede visitation væk fra kommunerne. Så løser vi det problem, som vi er helt enige med SF i skal løses.

Der er en kort bemærkning til fru Charlotte Broman Mølbæk.

Jeg vil godt kvittere og sige stor tak for opbakningen, om end jeg måske ikke er sådan helt vildt overrasket, fordi vi jo efterhånden har haft et noget længere og rigtig godt og konstruktivt samarbejde både med Enhedslisten og faktisk også med Radikale Venstre. Vores ambitioner for handicapområdet er langt højere, end handlingerne rækker til lige nu, og derfor står vi alle sammen og tripper lidt på perronen for, at vi kan komme i gang med det, som mange af os også kalder for den store reform af handicapområdet.

Men det skal ikke hedde sig, og derfor synes vi også i SF, at vi skal til at komme i gang og ud over stepperne med nogle af tingene. Jeg er faktisk enig med ordføreren i, at hvis vi kigger på visitationer – en anden mekanisme – så kan det godt være, at noget i de her forslag ikke er så relevant. Men med det system, der er for nuværende, tænker vi, at vi kan stille borgerne bedre og i virkeligheden få gjort lidt op med den meget, meget store forskellighed, der er, i faglighed og visitationsniveau, fordi det beror på kommunernes økonomi.

Jeg har egentlig ikke så mange spørgsmål, men vil blot kvittere og takke for ordførerens tale.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg vil sige, at vi kan måske begge dele, for hvis det går, som Enhedslisten ønsker – og som jeg kan høre SF også ønsker – at vi får ændret hele placeringen af visitationen, så får vi jo ikke gjort det fra den ene dag til den anden. Og vores tålmodighed er på mange måder ved at være opbrugt i den her sag, men hvis vi ikke desto mindre vælger og forhåbentlig får flertal for, at vi flytter dele af visitationen væk fra kommunerne, så kan vi jo ikke gøre det over en formiddag.

Derfor kunne det jo give rigtig god mening, at det forslag, som SF her har fremsat, fik retsvirkning, indtil man flyttede visitationen, sådan at vi sikrede os, at de borgere, der er ved at komme i klemme i dag eller i morgen, ikke bare må kigge ind i det forjættede land, når man flytter visitationen, men at de faktisk får løst deres problemer her og nu. Så på den måde synes jeg også, at SF's forslag giver rigtig god mening – så tak for det.

Charlotte Broman Mølbæk.

Ja, det synspunkt deler jeg. Og man kan sige, at måden, vi har konstrueret forslagene på, jo også er sket med forsigtighed og i en afgrænset ramme, så det er over kortere tid eller i en forsøgsramme, hvilket egentlig også gør, at vi kan undersøge lidt mere, hvad der sker, hvis vi gør det på den her måde. Stiller det borgerne bedre? Skaber vi et bedre grundlag for den faglige vurdering derude? Det er i hvert fald det, der er intentionerne med det.

Men det er modtaget her, og lad os se, hvordan den videre behandling både af det her og generelt af handicapområdet bliver.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Ja, og det synes jeg er en fortrinlig tilgang til det. Det er allerede blevet nævnt – jeg tror, det var af den radikale ordfører – at der kan ligge nogle overvejelser, i forhold til at behovene jo bliver anderledes i forbindelse med det fyldte 18. år. Derfor kan man på den ene side sige, at det er godt at videreføre nogle børnebestemmelserne, og på den anden side sige, at det er rigtig vigtigt, at vi får gennemført en sagsbehandling, sådan at alt er klappet og klart den dag, den unge fylder 18 år.

Men vi er enige i intentionerne og ser frem til at behandle det videre i udvalget.

Tak for det. Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi går videre til fru Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Og tak til SF for at fremsætte beslutningsforslaget her om mere fleksibel hjælp til borgere med handicap i forbindelse med flytning mellem kommunerne og efter det fyldte 18. år.

I Det Konservative Folkeparti mener vi, at intentionen i forslaget giver god mening. Vi mener, at forslaget fortjener at blive behandlet grundigere, hvor vi ser på udfordringerne i en større sammenhæng og i en samlet helhedstænkning i forhold til kommunerne. Om det skal tænkes ind i arbejdet og forhandlingerne omkring det specialiserede socialområde eller et andet sted, kan jeg ikke lige på stående fod gennemskue, men vi er i hvert fald positive over for at kigge på det i en større sammenhæng. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Tak for det, formand. Tak for ordførertalen, og tak for at anerkende intentionerne her og i virkeligheden også de positive ting, vi har set i lige præcis i det her beslutningsforslag.

Skal jeg opfatte ordføreren på den måde, at man ikke støtter beslutningsforslaget på den måde, som det er skrevet her i dag? Og i forlængelse heraf vil jeg spørge, hvad det så er, der skal til, for at vi kan komme videre i det arbejde. For jeg er sådan set enig med ordføreren i, at det er noget, vi skal tage ind i en større sammenhæng, men spørgsmålet er, om der er noget, der kan hjælpe i den videre proces, i forhold til at vi kan begynde at realisere nogle af de her visioner, vi har, for, at mennesker med handicap får en bedre hjælp derude.

Værsgo.

Vi synes, som jeg nævnte, faktisk, at det er et rigtig godt forslag, og at det giver rigtig god mening. Vi synes også, at der er behov for, at det lige bliver undersøgt grundigere, så vi ser det i en større sammenhæng. Lige hvor det skal puttes ind, og hvor det ville give bedst mening, og det er det, jeg siger, kan jeg ikke på stående fod sige – om det er, i forhold til når vi skal kigge på det specialiserede socialområde, eller om det er i forhold til et andet område. Men vi er i hvert fald åbne for at kigge på det, fordi vi faktisk synes, at det giver god mening.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det, og det er jeg glad for at høre. Ville det være en hjælp, hvis forslaget blev delt op, som jeg også spurgte om tidligere?

Værsgo.

Det ville nok være en hjælp, måske, at vi fandt ud af, hvor vi kan kigge på det i forhold til en større sammenhæng, og i forhold til hvordan det bedst passer ind. Det ville faktisk være en hjælp, hvis vi kunne kigge på det, for vi vil gerne være med til at undersøge, hvordan vi kan gøre det bedre, for vi synes helt klart, at det giver rigtig god mening, at vi kigger på det. Det er nogle gode ting, der er fremlagt, både det her med, når man flytter fra én kommune til en anden kommune og man har fået bevilget en hjælp i én kommune, men også i forhold til overgangen, fra at man er under 18 år, til man fylder 18 år og ryger over i voksenbestemmelserne – at vi også får kigget på en måske bedre overgang dér.

Tak for det, og så er der ikke flere kommentarer til ordføreren. Så er det hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. I Dansk Folkeparti vil vi selvfølgelig gerne støtte op om en mere fleksibel hjælp til borgere med handicap; det tror jeg i øvrigt ikke der er nogen partier her i Folketinget der ikke kan nikke til. Men det er en mærkesag for os, at borgere med handicap skal have den hjælp og de støttemidler, som de er berettiget til, og dermed have den bedst mulige livskvalitet.

Der er mange eksempler på borgere, der har haft behov for hjælp og støtte, men hvor kommunerne vægter økonomiske hensyn over den enkelte borgers situation. Det er uacceptabelt, men det finder altså sted i visse kommuner.

Selv om vi ønsker at sikre ordentlige vilkår til borgerne med handicap, skal vi være påpasselige med, om forslaget her så også er den bedste løsning i forhold til borgernes ret til hjælpemidler. Risikerer vi i unødigt omfang at tage autonomi fra kommunerne og tilsidesætte kommunernes selvstyre? Vil forslaget her indirekte udsætte kommunerne for ekstra bureaukrati og omkostninger, der måske er til gene for kommunen og mere end til gavn og glæde for borgerne med handicap? Vi skal også være opmærksomme på, at der kan være udfordringer med borgere, der flytter til en ny kommune, der ikke har de samme tilbud og muligheder for specialiserede tilbud, som eksempelvis en større kommune kan opretholde og finansiere. Man kan spørge, om det er realistisk på nuværende tidspunkt, at alle danske kommuner kan give et ensartet tilbud til alle borgere med handicap uden tilførsel af ekstra midler.

Finansieringsmæssigt forstår jeg, at der er afsat 10 mio. kr., og hvilke forudsætninger ligger til grund for lige præcis det beløb? Med 98 kommuner kan det synes som en noget begrænset finansiering, særlig med tanke på, at handicapområdet er et meget komplekst område, der økonomisk udgør en stor post i mange kommunale budgetter.

Vi støtter faktisk intentionen i det her forslag, men der kan være flere uafklarede spørgsmål. Jeg nævnte nogle af dem, og derfor vil vi tillade os at forholde os afventende indtil videre. Tak.

Der er en kort bemærkning. Fru Charlotte Broman Mølbæk, værsgo.

Tak for det, og tak for talen og for at støtte intentionerne. Vi har jo også tidligere haft et ret godt og konstruktivt samarbejde med Dansk Folkeparti, når det gælder mennesker med handicap og deres retssikkerhed og i virkeligheden også mulighed for at få en ordentlig og værdig hjælp derude.

Jeg har et par bemærkninger til ordførerens tale. Den første er om den her afgrænsning af økonomien. Det er simpelt hen, fordi vi har ønsket at lave en afgrænset projektafsøgning. Det er for at undersøge, hvad det er, der vil ske, hvis vi lader det være muligt at videreføre børnebestemmelserne i voksenbestemmelserne. Det er faktisk et forslag, som Danske Handicaporganisationer har opfordret til. Så det er derfor, det er med i den konstruktion.

Den anden konstruktion er jo sådan set en mulighed for borgeren for at beholde den nuværende støtte, men det betyder jo ikke, at det er den støtte, man skal have, hvis det er, at man bliver enig med sin sagsbehandler om, at en anden støtte vil give bedre mening. Så det er i virkeligheden sådan en minimumsbeskyttelse og for at prøve at ophæve den stavnsbinding, man ofte oplever. For når man så endelig har fået den hjælp, man har behov for derude, så er man rigtig bange for, at man mister den ved at flytte til en ny kommune. Så det er i hvert fald det, der ligger i intentionerne, og det håber jeg at jeg har betrygget ordføreren en lille smule mere i.

Tak. Værsgo.

Jeg synes, det var dejligt at få den afklaring. Jeg tror, jeg må have misforstået noget omkring den enkelte sag der. Så det er da i høj grad medvirkende til også at gøre os mere interesseret i det, men lad os lige se, hvad der sker.

Tak for det. Der er ikke flere spørgsmål. Så er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Det er meget sjovt, for da jeg fik den her mappe med det her forslag, var min sekretær kommet til at skrive Nye Borgerlige på som forslagsstiller på forsiden, så det måtte jeg lige rette. Men det er ikke helt ved siden af – jeg synes, det er et rigtig godt forslag, Socialistisk Folkeparti har fremsat. For det handler jo grundlæggende set om det, vi har drøftet rigtig mange gange hernede i salen, nemlig at man kan risikere at tabe i det, jeg plejer at kalde postnummerlotteriet på handicapområdet, altså at man simpelt hen havner i en kommune, hvor man ikke får den hjælp, man har krav på, hvor kassetænkningen i høj grad erstatter synet på det hele menneske, og det har vi også rigtig længe været optaget af at få gjort noget ved.

Vi fremsatte selv et forslag om, at man netop skulle straffe kommuner, som ikke gav den rigtige hjælp, ved at pålægge dem at yde kompensation til borgerne, og vi støttede også borgerforslaget fra #enmillionstemmer om at få handicapområdet ud af kommunerne, for vi mener faktisk, at det er det, der skal til. Vi mener, at kommunerne har spillet fallit på det her område. Men tak til SF for at fremsætte det her forslag, som i hvert fald adresserer nogle af de problematikker, der ligger i den måde, handicapområdet er sat sammen på i dag.

Det her med, at man kan risikere at miste den hjælp, man endelig har fået tilkæmpet sig ved at flytte kommune, gør jo også, at man stavnsbinder nogle borgere, og den bekymring, der har været rejst her i debatten om, at sagsbehandlingen kan blive meget dyrere, deler jeg simpelt hen ikke. Tværtimod kan jeg faktisk se, at det vil blive billigere, fordi den kommune, der overtager, jo så kan se, at de ikke skal sætte ny sagsbehandling i gang osv., fordi der sådan set ligger en plan for, hvad den pågældende borger konkret har behov for. Så den bekymring deler jeg bestemt ikke.

Vi har altså også set nogle ret groteske eksempler med unge mennesker, som har meget, meget svære handicaps, som ikke er noget, der bare lige går væk, fordi man fylder 18 år, men de er alligevel havnet i en situation, hvor de simpelt hen har mistet deres hjælp, fordi det er blevet vurderet, at da de nu er fyldt 18 år, burde de nok flytte hjemmefra, eller hvad det nu kan være, selv om der er tale om unge mennesker med ret svære handicaps. Så den del af det er også vigtigt at adressere, og det er også noget, vi kan bakke op om.

I Nye Borgerlige kæmper vi benhårdt for, at det skal være pengene, der følger den enkelte, og det var sådan set også derfor, at vi fremsatte vores eget forslag til, hvordan man kunne skrue systemet sammen, nemlig ved hjælp af det, vi kalder en objektiv visitation, hvor man altså tager det ud af kommunerne, sådan at man bliver visiteret på en indsatstrappe, hvis man kan sige det sådan, rent økonomisk, og at man så derved kan tage hjælpen med, uanset hvor i landet man så bosætter sig. For det må være kerneidéen med at have en politik på handicapområdet, at det, der er intentionen og målet, er, at man stiller mennesker med handicap, næsten ligesom de faktisk ville være stillet, hvis ikke de havde haft det handicap, sådan at de kan leve deres liv, som de ønsker, så de er herre i eget liv og selv kan bestemme. Det synes vi sådan set også at det her forslag adresserer

Med det sagt støtter Nye Borgerlige det her forslag, og vi støtter også op, hvis der kommer en beretning eller noget andet. Vi synes det er et rigtig godt forslag og et skridt i den retning, som jeg tror flere af os gerne vil gå, nemlig at lave et helt nyt system, hvor man får handicapområdet ud af kommunerne, og hvor pengene følger den enkelte.

Det er et godt forslag, som vi støtter.

Tak for det. En kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det. Jeg vil selvfølgelig også kvittere og sende en stor tak for opbakningen til forslaget. Jeg kender jo også ordføreren som meget passioneret inden for det her område. Om end det ikke er altid, at vi er helt enige i, hvad løsningen skal være, så er vi trods alt et langt stykke hen ad vejen enige om, at vi skal gøre noget, og at det haster – og vi er alligevel også enige om nogle af løsningerne.

Jeg deler sådan set også ordførerens bekymringer og betragtninger i forhold til visitationen, altså at vi bliver nødt til at gøre noget på en anden måde, der ikke er så direkte knyttet op til den økonomi, der er så presset ude i kommunerne. Det er en anden ting, vi også skal have taget os af. Men det, at man kan spekulere så meget økonomisk set, sætter borgeren i en rigtig, rigtig svær situation, særlig når man går fra det 17. til det 18. år, hvor man kan gå fra at have sådan en fuld børne-BPA til nærmest kun at have 15 ledsagetimer om måneden. Og i øvrigt kan man se frem til, at man skal have faste puttetider og vækningstider og overhovedet ikke leve på nogenlunde lige fod med andre unge mennesker. Det er i virkeligheden det, vi forsøger at adressere med det her. Så det vil jeg gerne kvittere for, og jeg vil sige tak for opbakningen.

Værsgo.

Selv tusind tak. Det er fuldstændig rigtigt, som ordføreren siger, at det er noget, som både jeg og Nye Borgerlige er meget passioneret i forhold til at få lavet om. Det ved jeg også ordføreren er. Så tak for at kvittere for det. Vi er meget enige. Som sagt er vi ikke enige i alle løsningerne, men langt de fleste synes jeg faktisk vi kan mødes om. Så tak for det. Jeg er fuldstændig enig i det, ordføreren siger. Det handler jo grundlæggende set om, at det skal være mennesket før systemet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, kan jeg se, der vil have ordet, så derfor er det nu ordføreren for forslagsstillerne, fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Tak for det. Og tak for alle kommentarerne, der har været her i dag, til beslutningsforslaget, og også tak til Socialdemokratiet for også at henvise til den forespørgselsdebat, som jeg var med til at stille, ja, det var vel sidste forår. Det er rigtig dejligt, at det arbejde, der bliver lavet, bliver taget med, og der i virkeligheden også arbejdes videre med det, fordi det er det, der er det vigtigste. En ting er, at vi kan sige, hvad vi mener, men det, der i virkeligheden gør, at politik har en værdi, er jo, at vi får lavet beslutninger, der berører virkelige menneskers virkelige problemer.

Vi taler her om hjælp på handicapområdet. Det er under et voldsomt pres, og for alt for mange mennesker med handicap er det simpelt hen en kamp at få den hjælp, som der er brug for. Retssikkerheden er voldsomt udfordret med alt for mange fejl, og det værste er, at mennesker ikke får den hjælp, de har brug for. Jeg mener, at tilstanden på handicapområdet er så alvorlig, at det må være et af de vigtigste områder for os at rette op på, og det arbejde forsøger vi så at starte på med det her beslutningsforslag i dag.

Vi behandler et beslutningsforslag om mere fleksibel hjælp til borgere med handicap i forbindelse med flytning mellem kommuner og efter det fyldte 18. år. Beslutningsforslaget indeholder to dele.

Den første del handler om, at en borger flytter fra en kommune til en anden. Så skal modtagerkommunen vurdere, om borgeren skal have den hjælp, der er bevilger i fraflytningskommunen. I SF har vi respekt for det kommunale selvstyre – som der også blev spurgt til tidligere – det har vi, det synes vi er vigtigt, men vi mener også, at tilflytningskommunerne nogle gange er for hurtige til at revurdere hjælpen.

Det går ikke, at vi de facto stavnsbinder borgere i deres nuværende kommuner, alene fordi de frygter, hvad der kan ske med den rette hjælp og støtte, som de tidligere er blevet bevilget og har brug for, og den frygt bør simpelt hen ikke eksistere. Og ligesom vi ikke behandler et brækket ben på 98 forskellige måder, skal serviceniveauet for behandling af mennesker med handicap og de forskellige handicap, der er, ikke kunne ligge på 98 forskellige måder.

Det er et kommunalt lotteri, som det er i dag, og det skal vi have gjort op med, og det bør alene være den faglige og specialiserede viden, der skal være baggrund for vurderingen af, hvilken hjælp der kan bevilges. Derfor fremstår det uforståeligt, hvorfor tilbuddene kan variere så meget, og det er faktisk også den besked, jeg får fra rigtig mange ulykkelige mennesker.

Vi foreslår derfor i SF, at der laves de nødvendige ændringer i retssikkerhedsloven og serviceloven, så borgerne kan fortsætte med den hidtidige hjælp og fastholde de eksisterende hjælpemidler i en længere periode og i mindst 2 år, når borgerne flytter kommune.

Den anden del drejer sig også om, at når man fylder 18 år og har et handicap, risikerer man, at ens fødselsdagsgave bliver, at man får forringet den hjælp, man var bevilget, før man fyldte 18 år. Mange unge med handicap oplever, at der med deres overgang til voksenreglerne sker en voldsom ændring i den hjælp, de modtog, før de fyldte 18 år, og det har meget store konsekvenser for deres livskvalitet.

Unge, der skal leve med et handicap, skal ikke sidde derhjemme og have begrænset deres muligheder. Der bør i vores velstandssamfund være rum og plads til, at man fortsat kan leve et aktivt og indholdsrigt liv og få den hjælp, der er behov for. Vi må simpelt hen have nogle højere ambitioner for handicapområdet, end vi har i dag. Og selvfølgelig skal vi styrke overgangen til voksenlivet for unge med handicap, for det er med til at sikre, at de er med i de beslutninger, der handler om deres eget liv, når det gælder uddannelse, beskæftigelse og forsørgelse, og mens voksenbestemmelserne netop har fokus på det, har børnebestemmelserne fokus på trivsel og udvikling, og disse ting bør selvfølgelig tænkes sammen.

For vi skal huske, at en del unge med et handicap også er meget langt væk fra uddannelse og beskæftigelse, og måske opnår de ikke uddannelse eller kommer heller ikke i job på grund af deres alvorlige fysiske og kognitive handicap. Men de skal også have mulighed for set ud fra et udviklingsperspektiv at leve deres voksenliv, og forudsætningen for det er, at de kan fortsætte med den hjælp, de fik bevilget, før de fyldte 18 år.

Det er årsagen til, at vi i SF foreslår, at man i en række kommuner udfører det her forsøg med flydende overgange mellem børne- og voksenbestemmelserne, for det må man ikke i dag, og at forsøget evalueres efter 2 år, så vi kan se betydningen for borgernes livskvalitet og udvikling samt effekten af en mere smidig sagsbehandling.

Beslutningsforslaget vil mindske følelsen af at være stavnsbundet, mindske de kommunale transaktionsomkostninger og begrænse mængden af bureaukrati, samtidig med at det vil øge retssikkerheden og tilliden til systemet, og det er der i høj grad brug for. Vigtigst af alt skal det øge livskvaliteten for borgerne, og derfor er vi glade for de mange positive tilkendegivelser, vi har hørt, om intentionerne.

Nu lytter jeg mig muligvis også frem til, at det ikke ser ud til, at det lige bliver stemt igennem med den konstruktion, der er i dag, men muligvis kan vi begynde at arbejde videre med en beretningstekst, der på en eller anden måde kan bære de her intentioner videre, så vi også kan arbejde med at få sat handling bag ordene, som det også blev sagt før af nogle af de andre ordførere heroppe på talerstolen.

Som jeg også har sagt tidligere, har jeg lidt en bekymring for særlig ministerens og ordføreren for ministerens partis vægtning af, hvor vigtig kommunernes økonomi og selvstyre er frem for borgerens behov for at have en hjælp og have en eller anden form for retsstilling. Der må være en bund for, hvordan og hvor langt ude vi kan visitere de forskellige tilbud. Fortolkningsbredden skal simpelt hen ikke være så stor, som den er i dag.

Vi mener faktisk ikke i SF, at vi med det her forslag kommer til at ødelægge det kommunale selvstyre. Der er jo stadig væk rig mulighed for individuelle beslutninger, men vi stiller os lidt stærkere på borgerens side. Det er jo borgeren, der er den svage part i det her, og som i forvejen skal kæmpe med al mulig sagsbehandling og ankesystemer i Ankestyrelsen, og det kan komme til at vare rigtig lang tid, og i mellemtiden sidder borgeren i sit hjem og får ikke den hjælp, man har brug for.

Så der håber jeg, at vi også kan få regeringen og Socialdemokratiet med på, at vi stiller os lidt stærkere på borgerens side og også har lidt mere tillid til, at det, som borgerne rent faktisk kommer og siger de har behov for, ligger der ikke en masse spændende beregninger i eller spekulationer i, og at det, man gør, gør man kun, fordi det er den hjælp, man reelt set vurderer at der er behov for.

Der er også blevet sagt her fra talerstolen, at der ikke er én rigtig løsning, og det er jeg fuldstændig enig i, og jeg vil heller ikke her fra talerstolen påstå, at det her er løsningen, der redder alt, men jeg mener, at det er begyndelsen på at ændre nogle strukturer, hvilket også vil højne livskvaliteten for nogle af de borgere, som jeg har nævnt tidligere i talen.

Det er klart, at vi lige om lidt har en evaluering, vi skal have kigget på, og forhåbentlig får vi også forhandlet, hvad vi gør på den helt store klinge, når vi snakker om handicapområdet, i forhold til visitation, og der vil jeg også meget gerne kvittere de ordførere, der har rejst det her spørgsmål på talerstolen, for det er også en rigtig vigtig del af det her billede af handicapområdet, at vi får kigget på visitationen og på, hvordan den fungerer, og i virkeligheden på, hvordan mekanismerne er omkring mennesker med handicap og den hjælp, som de skal have.

Med de bemærkninger vil jeg sige tak for behandlingen i dag, og jeg vil sige tak for de mange gode ordførertaler. Det har sat en masse nye tanker i gang hos mig, og jeg vil arbejde videre med at finde ud af, om vi kan finde en tekst, som forhåbentlig kan betyde en forbedring for mennesker med handicap.

Tak for det. Der er en kommentar fra hr. Daniel Toft Jakobsen. Værsgo.

Tak. Det er sådan set bare et opklarende spørgsmål til forslagets indhold. Hvis man flytter fra én kommune til en anden, skal man jo ifølge forslaget kunne beholde den hjælp, man har i den første kommune, i den anden kommune i 2 år. Hvis man så efter halvandet år flytter videre til en tredje kommune, starter de 2 år så forfra på ny, eller hvad er tanken dér? Det er bare for helt at forstå lige den her del af indholdet i forslaget.

Tak. Og værsgo.

Tak for det. Ja, det gør de, og det er simpelt hen, fordi man i princippet ved en flytning fra den ene kommune til den anden i hvert fald skal have en form for sikring af, at der er en overgangsfase, hvor man kan få lov til at beholde den her hjælp. Men hvis ordføreren tænker i, at der så er nogle, der hvert andet år vil flytte til nye kommuner, så tror jeg, at det er et meget tænkt eksempel. Jeg ved ikke, om ordføreren selv synes, det er sjovt at flytte. Jeg synes i hvert fald, at det er noget af det hårdeste, man kan udsætte sig selv for – og i særdeleshed, når man lever med et handicap, hvor der er så mange andre omstændigheder i ens liv, der er ret vigtige for en. Så det er en stor beslutning at flytte kommune. Men jeg tænker ikke, at det vil blive et problem i sig selv. Der har jeg faktisk ret meget tillid til borgerne i det her samfund.

Hr. Daniel Toft Jakobsen.

Jamen det er fint. Det var også bare lige for at få det afklaret. Men det er klart, at det selvfølgelig vil betyde, at den frygt, der i hvert fald ifølge forslagsstillerne kan være forbundet med at flytte til en ny kommune, jo så vil kunne opstå, når de 2 år er ved at være gået, i forhold til at blive boende i den kommune, man bor i nu. Og jeg er da enig i det, ordføreren siger, altså at det er en hård proces at flytte osv. Men det er stadig væk alligevel lidt tankevækkende, at man så, efter de 2 år er gået, vil kunne stå i en situation, hvor man nærmest kan blive bange for den revisitering, der vil komme, når man bliver boende, og den kan man så undgå, hvis man flytter over på den anden side af kommunegrænsen. Det synes jeg bare er et aspekt ved forslaget, hvor jeg var interesseret i at høre om det var sådan, det var, og det forstår jeg er sådan, det forholder sig. Det synes jeg bare er fint lige at få frem.

Tak. Værsgo.

Tak for det. Den her del af forslaget beror faktisk enormt meget på tillid. Altså, det beror sig på tillid til, at borgerne flytter til en anden kommune, fordi det er det, deres livsomstændigheder tilsiger, ligesom alle os andre. Sådan bør vi også, jævnfør FN's handicapkonvention, i virkeligheden skabe muligheder for, at det reelt set kan lade sig gøre.

I virkeligheden er der også et tillidselement i det for kommunerne ved at sige, at nu er der en 2-årig periode, hvor man er sikret den her ret, og i den 2-årige periode har man så tid til sammen at afdække det meget mere grundigt og i øvrigt i en gensidig dialog at få opbygget et samarbejde, der forhåbentlig er mere tillidsbaseret, således at man finder den rette hjælp til, hvad der skal ske fremadrettet. Så jeg tror, at vi skal passe på, at vi ikke spreder en masse mistillid ned i systemerne.

Tak for det.

Så er der ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Social- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.