L 10 Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v., lov om midlertidig regulering af boligforholdene og lov om friplejeboliger.

(Landsbyggefondens rammer 2021-2026, sammenlægning af boliger, grundkapital for almene boliger og kapitalindskud for friplejeboliger m.v.).

Af: Boligminister Kaare Dybvad Bek (S)
Udvalg: Indenrigs- og Boligudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 07-10-2020
1. behandlet / henvist til udvalg 04-11-2020
Betænkning afgivet 26-11-2020
2. behandlet/henvist til udvalg 01-12-2020
3. behandlet, vedtaget 03-12-2020
Ministerområde:
Transport- og Boligministeriet
Resumé:
Lovforslaget fastlægger Landsbyggefondens rammer i perioden 2021-2026 til nye renoveringsprojekter.

Derudover skal reglerne i renoveringsstøtteordningen forenkles og reglerne om sammenlægning af boliger ændres med henblik på at bevare mindre og billige boliger i de større byer. Der tilføres midler til en forlængelse af den generelle nedrivningspulje, som ikke retter sig mod udsatte boligområder.

Der afsættes desuden midler til bæredygtighedspuljer og digitalisering af det almene byggeri og til at styrke udbuddet af almene boliger på landets mindre øer, ligesom der også oprettes en ny grøn garanti i Landsbyggefonden.

Forslaget forlænger de nuværende regler om den nedsatte, differentierede kommunale grundkapital frem til 2026 og de nuværende regler om det nedsatte niveau for friplejeleverandørers kapitalindskud i friplejeboliger.

Finansieringen af Center for Boligsocial Udvikling bliver forlænget til og med 2026 for at sikre, at de boligsociale indsatser kvalificeres og virker effektivt.

Forslaget udmønter sidste del af boligaftalen af 19. maj 2020 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet og Sikandar Siddique (UFG).
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 91 (S, V, DF, RV, SF, EL, KF, ALT, Susanne Zimmer (UFG) og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 5 (NB og LA), hverken for eller imod stemte 0.