Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 85:

Forslag til lov om ændring af straffeloven. (Samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse).

Af justitsministeren (Nick Hækkerup).

(Fremsættelse 11.11.2020).

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører kommer fra Socialdemokratiet. Det er hr. Jeppe Bruus.

Tak for ordet. Sex uden samtykke er voldtægt. Det er i virkeligheden meget enkelt, og så enkelt kan det siges. Alligevel kan man jo undre sig meget over, at det ikke allerede er sådan i dag. I dag er et historisk øjeblik. Vi førstebehandler i dag et lovforslag, der indeholder den måske største ændring af lovgivningen om voldtægt, siden det første gang kom ind i straffeloven – jeg tror, det er helt tilbage i 1666. Det er et helt afgørende skridt.

I dag er det jo sådan, at selv om man siger nej, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man er udsat for en voldtægt. Det tror jeg de fleste danskere vil undre sig over. Det er, fordi den lovgivning, vi har, betyder, at der skal være vold eller tvang eller andre ting, før der egentlig definitivt kan være tale om en voldtægt. Det er det, vi vil ændre. Retten til at bestemme over sin egen krop, den frie vilje til at beslutte sig til, hvem man gerne vil indlede et seksuelt forhold til, må selvfølgelig være omdrejningspunktet, også for vores lovgivning. Derfor er det her også et af de vigtigste skridt, vi kommer til at tage, også i forhold til ligestillingen mellem kønnene, imellem partnere, også af samme køn, fordi det selvfølgelig må være sådan, at det at indlede sig i et intimt seksuelt forhold er noget, som begge parter ikke bare har lyst til, men også er indforstået med.

Derfor er jeg virkelig glad for, er det er lykkedes for de partier, der også var med til at lave forståelsespapiret for den her regering, at lave et fælles grundlag for den lovgivning, og jeg håber meget, at den lovbehandling, vi kan have i Folketinget, betyder, at vi alle sammen kan være enige om, at det er på høje tid, at vi får ændret den her lovgivning.

Der er grundlag for at takke den tidligere regering, tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen, for at sætte gang i det her arbejde, altså bede Straffelovrådet om at udarbejde en betænkning, et beslutningsgrundlag. Det var rigtigt set, det var godt, og det skal anerkendes også i dag. Den lovgivning, vi nu har, bygger jo på det forarbejde. Vi har ikke været enige i alt det, som Straffelovrådet kom frem til, f.eks. mener vi, at det skal være samtykke. Vi mener, at det skal være sådan. Hvis to parter møder hinanden i byen, ikke tidligere har haft en seksuel kontakt – det kan også være to kollegaer til en julefrokost – hygger sig, flirter, det kan endda være, at man kysser og alt mulig andet, går hjem sammen, er det så ensbetydende med, at det skal udvikle sig til sex mellem de to mennesker? Er det helt naturligt, fordi man jo har haft en optakt, hvor man har mødt hinanden? Nej, det er det ikke. Hvis den ene part ikke vil, og den anden gerne vil, så er det voldtægt.

Det var noget af det, der var svagest formuleret i det grundlag, der lå. Det er noget af det, vi slår fast med den her lovgivning, nemlig at der skal være et samtykke. Det samtykke skal selvfølgelig også konstitueres, dvs. man skal finde ud af, hvordan det samtykke så er udtrykt. Det er der også et bud på i lovgivningen her. I sidste ende vil det jo være sådan, at en domstol og en dommer for bordenden skal tage stilling til beviserne i en sag. Og i en sag, hvor der er to mennesker i et lokale uden vidner og alt mulig andet, kan det selvfølgelig være vanskeligt. Det ændrer bare ikke ved, at der er alt for mange, primært kvinder, der lever i et parforhold, og som bliver udsat for voldtægter i dag, som aldrig bliver anerkendt, og som aldrig fører til dom. Når man læser de domsbeskrivelser, der er i det forarbejde, der er lavet; når man modtager breve fra kvinder, som har været udsat for overgreb, så er det helt ubegribeligt og uforståeligt, at det ikke er ulovligt.

Kvindeorganisationerne har været meget aktive, og jeg fik på et tidspunkt en stak breve med beskrivelser fra kvinder, der havde skrevet – en pige på 15 år, tror jeg hun var, hvis storesøster havde en kæreste; hun kendte kæresten rigtig godt, de ligger sammen i sengen om aftenen, storesøsteren sover, og han forgriber sig på hende, og hun får det aldrig sagt, for hun er usikker på, hvad der sker. Var det i dag blevet dømt som en voldtægt? Ikke nødvendigvis. Vil det være sådan, når den nye lovgivning kommer? Ja, det vil det. Fordi det påhviler den part, der har taget initiativ til det, også at være med til at sige noget. Hvad det var, der skete, som gjorde, at du fandt anledning til, at der her var samtykke?

Jeg er rigtig glad for og stolt af den her lovgivning. Jeg synes, det er et enormt vigtigt skridt for alle i Danmark, og jeg er også som far til to piger enormt stolt over at kunne være med til at lave den her lovgivning, fordi det også kan ændre kulturen for dem, når de vokser op. Så derfor vil jeg ikke bare udtrykke Socialdemokratiets støtte, men stolthed over, at vi kan præsentere den her lovgivning i dag. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger til ordføreren. Den første er til hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Vi synes, det er et godt lovforslag, og vi vil stemme for lovforslaget. Derfor undrer processen om aftalen om lovforslaget mig også rigtig meget. Jeg forstår det sådan, at der var brede forhandlinger om at lave en aftale, og så pludselig synes regeringen, at den kun skal lave aftalen med de røde partier, selv om det, man aftaler, er noget, der er bred tilslutning til. Hvorfor insisterede regeringen på, at det skulle være en smal aftale om noget så vigtigt, når det lige så godt kunne have været en bred aftale?

Ordføreren.

Jeg er da rigtig glad for den positive opbakning, det må jeg sige, og jeg håber da, at vi kan have et lovforslag her, som alle Folketingets partier kan stemme for. Det synes jeg faktisk ville være et rigtig stærkt signal, også om, at det ikke bare er lovgivning, men at det også skal skabe en kulturforandring og flytte forståelsen af, hvad det er, der er acceptabelt, og sørge for, at de voldtægtsofre, der kommer, også får en ordentlig behandling, altså at man, når man anmelder en sag, bliver taget alvorligt. Det er rigtigt nok, at vi i det forståelsespapir, vi har lavet for at danne den her regering, har være meget tydelige, med hensyn til at det her var et af de kardinalpunkter, der lå på bordet. Derfor er det måske heller ikke så underligt, at vi startede der, altså med partierne bag forståelsespapirerne, som har bragt os ind i regeringskontorerne, i forhold til at lave en fælles forståelse. Vi deltager meget gerne i en drøftelse her i salen og i lovgivningsarbejdet, så vi forhåbentlig i fællesskab kan vedtage den her lovgivning.

Hr. Ole Birk Olesen.

Altså, jeg er ikke retsordfører og har ikke deltaget i forhandlingerne, men sådan som jeg forstod det, startede man der, at man indbød til brede forhandlinger, og at der var brede forhandlinger, og så på et tidspunkt under disse brede forhandlinger beslutter man bare, at man kun vil lave aftalen med de røde partier, selv om man formentlig godt kunne have lavet aftalen bredt. Var det ikke sådan, det var? Og hvis det var sådan, det var, hvorfor var det så sådan? Hvorfor gjorde regeringen det?

Ordføreren.

Nej, det var ikke sådan, det var. Vi kan godt have sådan en procesdiskussion, det vil jeg også gerne deltage i, men jeg synes faktisk ikke, at det skal overskygge det historiske øjeblik, vi står i. Men det er ikke sådan, at der har været brede forhandlinger, og lige pludselig træder vi ud af det forhandlingsrum og sætter os sammen med partierne bag forståelsespapirerne og laver en aftale uden om den store og brede forhandling. Nej, det er ikke sådan, processen har været.

Den næste korte bemærkning er til hr. Jens Rohde, Radikale Venstre. Værsgo

Tak for det. Jeg synes også, det er et meget vigtigt lovforslag, vi behandler her i dag, og som vi forhåbentlig meget, meget snart får vedtaget. Men der er jo et ressourcespørgsmål, som jeg faktisk tror har noget at gøre med, at kun 100 ud af 500 anmeldelser i dag når til retssalene. Det tror jeg, og jeg kan kun bygge det på en tro, har noget med ressourcer at gøre.

Jeg har selv et nært familiemedlem, der vågner op med en mand oven på sig efter en fest. Hun har, som så mange unge mennesker har, telefonen under hovedpuden. Hun får tændt den, og man kan høre, at hun ligger råber op om, hvad i alverden manden har gang i. Det går jo selvfølgelig til politiet, men sagen kommer ikke for retten på grund af mangel på tekniske beviser.

For mig at se, uden at jeg beder hr. Jeppe Bruus om at tage stilling til den sag, er det et udtryk for, at det er ualmindelig svært at få nogen dømt, endsige få dem for retten. Har man taget højde for i forhandlingerne her, at der måske skal tilføres nogle ressourcer, for at vi kan sikre os, at sagerne rent faktisk også kommer for retten?

Ordføreren.

Jamen jeg kan da mærke, at jeg også bliver helt forarget og sur over sådan en sag. Jeg har da også mødt kvinder, som ikke bliver taget alvorligt, når de anmelder deres sag, eller som oplever, at der bliver sagt: Skal vi ikke lige snakke lidt om det, inden du begynder at anmelde det? Og der er kvinder, som måske også nogle gange bliver talt fra at anmelde det. Jeg vil sige, at når man taler med politiet fra centralt hold, siger de faktisk mange af de ting, vi gerne vil have. Men jeg må desværre også konstatere, at der nogle gange er en oplevelse af, at dem, som man så møder nede på stationen, ikke altid siger det samme.

Derfor er det afgørende, at den her lovgivning kommer til at skabe en forandring. Det er i kulturen blandt unge, så de ved, hvilke rettigheder man har, men selvfølgelig også en forandring i politiet, hos anklagemyndigheden og i den måde, som domstolene agerer på. Det løser vi heller ikke uden ressourcer. Derfor er jeg meget glad for, at når vi sidder og forhandler om politiforliget, er det noget af det, der er på tapetet. Der har også været nedsat en ekspertgruppe, der er kommet med en række gode anbefalinger til, hvordan vi kan skabe en bedre proces. Det er noget af det, vi tager meget alvorligt og kigger meget alvorligt på.

Hr. Jens Rohde.

Det synes jeg er dejligt. Så skal man huske på, at det går hele vejen op, og at det også er i forhold til ressourcer til at uddanne politiet til virkelig at håndtere de her sager – i den pågældende sag, som jeg har kendskab til, må jeg sige, at håndteringen har været lidt tvivlsom, men det skal jeg ikke belemre ordføreren med. Men det er jo for de her unge kvinder en helt særlig sag, og de føler, at de bliver frarøvet deres krop. Derfor er lovforslaget som sådan fantastisk. Men vi er jo nødt til at sikre, at behandlingen i starten er den rigtige, at anklagemyndigheden har de rigtige ressourcer – det har regeringen spillet ud med – men vi skal også sørge for, at domstolene har de ressourcer, der skal til. Det skal bare være opfordringen herfra.

Ordføreren.

Det starter med, at vi har en god lovgivning, der klokkeklart fortæller alle i det her land, hvilke rettigheder man har, og at man skal ikke være i tvivl om, at man bør anmelde det, man bliver udsat for. En ting er de sager, der bliver anmeldt, men der er rigtig mange sager, der ikke bliver anmeldt, også fordi over 70 pct. af de her voldtægter foregår i parforhold eller i parforholdslignende forhold. Derfor er vi nødt til at sende et klart og tydeligt signal herfra i dag om, at det ikke længere skal være sådan, at man er i tvivl om, om man i virkeligheden bør anmelde det. Og når man anmelder det, skal det selvfølgelig tages seriøst. Man skal hele vejen igennem – det kan være, når man bevæger sig derned dagen efter, samme aften eller 10 dage senere – selvfølgelig tages seriøst, og det kræver da, at vi sætter ind og følger en række af de anbefalinger, der er kommet fra en række gode eksperter, om, hvordan vi gør det meget bedre, og det er både på politistationen, men også helt op til domstolene.

Tak til ordføreren. Den næste korte bemærkning er til fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Der er alt for mange kvinder i Danmark, der bliver voldtaget, og der er alt for mange gerningsmænd, der får lov at gå fri. Derfor er vi i alle partier i Folketinget enige om, at der skal gøres noget ved det, og at der er en politisk opgave, der skal løses.

I den forbindelse har man forud for det her lovforslag bl.a. spurgt Straffelovrådet, hvad de anbefaler af de to varianter, som man har talt om, altså en lovgivning baseret på frivillighed og en lovgivning baseret på samtykke. 10 ud af 11 anbefalede en lovgivning baseret på frivillighed. Man var simpelt hen bange for, at det ville kriminalisere sex mellem mennesker unødigt, hvis man vælger den vej, som regeringen og flertallet af de røde partier nu har valgt.

Kan ordføreren beskrive, hvorfor man har valgt at gå samtykkevejen frem for frivillighedsvejen? Altså, hvad er det, der ligger? Hvad er forskellen på de to, som har gjort, at man har valgt samtykke frem for frivillighed, som Straffelovrådet anbefalede?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at Straffelovrådet havde 10 medlemmer, der mente ét, og 1 medlem, der mente noget andet, og de lavede et meget godt arbejde. Noget af det arbejde, der ikke var så godt, var, at de ikke ville forholde sig til hinandens argumenter og eksempler hele vejen igennem, og det er selvfølgelig klart, at det gør det lidt vanskeligere. Når vi valgte at gå med samtykket, var det, fordi der er rigtig mange overlap mellem de to begreber, og det kommer meget an på, hvordan man definerer dem. Det her er også et klart, tydeligt signal om, at man altså har retten til selv at bestemme over sin egen krop, og det er da ikke urimeligt at forvente, at hvis man indleder et seksuelt forhold til en anden person, skal det selvfølgelig foregå med samtykke.

Så kan man jo godt segmentere det i frivilligt eller samtykke osv. Det vigtigste har hele tiden været, at indholdet er stærkt. Men ord betyder selvfølgelig også noget, og det at lægge vægt på samtykke sender også et signal om, at man altså skal sørge for, at begge parter ikke bare er indforståede, men at de også har lyst til det, der foregår.

Fru Pernille Vermund.

Det er forhåbentlig og formentlig et fælles mål, at færre kvinder skal voldtages, og at flere gerningsmænd skal straffes. Men det er forhåbentlig også et fælles mål, at retssikkerheden for alle parter skal bestå. Har ordføreren og Socialdemokratiet, regeringen og aftaleparterne gjort sig nogen overvejelser om retssikkerheden for mænd med de beføjelser, man nu giver til domstolene til at dømme i seksuelle relationer mellem to mennesker, hvor der, som ordføreren selv siger, ikke har været vidner til stede, og hvor det selv i ægteskabelige sammenhænge kan betyde, at et skænderi forud for, at man senere samme aften har sex, kan medføre, at det her bliver erklæret for en voldtægt? Er vi så ikke på den forkerte side af, hvad retssikkerheden burde give af muligheder for borgerne?

Ordføreren.

Tre-fire unge drenge med en anden etnisk minoritetsbaggrund tager en ung pige med ind i en baggård eller i en kælderskakt, griner ad hende osv. og har sex med hende på skift. Siger hun nej? Nej, det gør hun ikke. Er hun der frivilligt? Det påstår de; det er ord mod ord.

Med den her lovgivning om samtykke indskærper vi, at det ikke bare skal være frivilligt, men at det også skal ske med samtykke. De vil nu blive spurgt: Hvad gjorde I for at sikre jer det samtykke? Det vil også være en skærpende omstændighed, at de står der på den måde og intimiderer. Så der er en forskel, og vi vil ikke være med til, at der kan stå sådan tre-fire unge drenge og presse en ung pige til sex, grine ad hende og måske endda optage det lidt og så bagefter stå og forklare, at det selvfølgelig bare var helt frivilligt og dejligt og fantastisk. Det er da fair at forvente, at vi kan straffe dem, hvis ikke det står fuldstændig klokkeklart, at det dér var en aftale med samtykke.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Venstre, og det er fru Inger Støjberg.

Forslaget, som vi behandler her i dag, handler jo om at indføre en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse i den danske straffelov. Det foreslås, at straffeloven, helt konkret § 116, stk 1, nyaffattes, så det fremover fremgår, at et samleje med en person, som ikke samtykker heri, er voldtægt. Ingen skal udsættes for voldtægt, for det er en forbrydelse, og det er en forbrydelse, som sætter sig dybe, dybe spor hos offeret, det er umenneskeligt, og det kan hverken vi som samfund eller offeret naturligvis rumme, og det skal vi heller ikke.

Vi er enige med Straffelovrådet i, at den eksisterende retstilstand ikke yder et tilstrækkeligt værn for ofre for voldtægt, og at voldtægtslovgivningen derfor bør opdateres og også moderniseres. I nærværende lovforslag indfører man så en samtykkeformulering i § 216. Det skal jo fremover så betyde, at det giver beskyttelse i de situationer, hvor offeret f.eks. fryser i angst i forbindelse med en voldtægt. For med bestemmelsen er det ikke længere et krav, at offeret skal være udsat for vold, trusler om vold eller være i en hjælpeløs tilstand. Det betyder f.eks., at der i situationer, hvor en person forholder sig helt passivt, hviler en forpligtelse på den initiativtagende part til at sikre sig, at den anden rent faktisk også ønsker sig et samleje. Med den ny samtykkelov vil det fortsat være anklagemyndigheden, der skal føre bevis for, at tiltalte har haft samleje med offeret, og at offeret ikke havde samtykket, og at tiltalte havde forsæt til, at offeret ikke deltog med samtykke, og derfor er det domstolene, der skal vurdere den konkrete sag.

I Venstre mener vi, at den nye samtykkelov vil komme til at gøre en reel og meget, meget vigtig forskel for voldtægtsofrene, og vi er derfor også positive over for regeringens forslag. Vi har nok nogle ting, som vi gerne vil rejse i udvalgsbehandlingen, og det er f.eks. strafniveauet for voldtægtsforbrydelser, og det vil sige, om normalstraffene, som bliver givet ved domstolene i dag, rent faktisk også afspejler forbrydelsens karakter, hvilket vi fra Venstres side ikke helt mener at de gør. Derfor er vi klar til at hæve straffene, og det er nok noget af det, som vi kommer til at rejse og gerne vil diskutere, ligesådan som det jo allerede fra den socialdemokratiske ordførers side er blevet nævnt i et svar på et af spørgsmålene, at vi også i politiforhandlingerne kigger på politiets håndtering i forhold til voldtægtsofre, der kommer ind på en politistation og ønsker at anmelde en voldtægt.

Alle de ting kommer vi jo til at diskutere, og det er også noget, vi håber kommer til at foregå i måske en lidt anden ånd, end det her lovforslag så er kommet til veje af. For fra Venstres side kommer vi til at støtte det her forslag, men jeg vil sige, at vi faktisk er meget kede af den proces, der har været op til det her. Vi mener, at vi kunne have haft en anderledes og god proces i Folketinget, hvis alle Folketingets partier havde været inddraget i arbejdet, og for at sige det, som det er, synes vi, det er en lidt underlig proces, der har været omkring det her, som vi har været vidner til. For vi er jo vidner til på den ene side at have en regering, der siger, at man ønsker at samarbejde bredt i Folketinget, og som på den anden side laver et lovforslag og en aftale på den her måde uden om de borgerlige partier. Det synes vi er forkert, også fordi det her er så vigtig en sag og det kunne have haft et helt andet – synes jeg – ordentligt forløb omkring sig. Men nu er det, som det er, og vi kommer som sagt til at spille ind med de her ting i udvalgsbehandlingen.

Men jeg kan også allerede nu sige, at vi kommer til støtte lovforslaget, om end vi godt vil have kigget på straffene, og vi er så også meget glade for, at det bliver en del af politiforhandlingerne.

Tak til Venstres ordfører. Der er en kort bemærkning fra hr. Jeppe Bruus, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tusind tak for den meget konstruktive tilgang. I forhold til processen var det her, som jeg også svarede hr. Ole Birk Olesen tidligere, en meget, meget tydelig del af vores forståelsespapir og derfor også noget, vi føler os bundet til at levere. Jeg vil gerne kvittere for den meget konstruktive tilgang og sige, at vi selvfølgelig også går til det med samme konstruktive tilgang i lovbehandlingen her, og jeg oplever bestemt også, at Venstre er lige så optaget af det her, som vi andre er, både i forhold til det her, men også i forhold til de igangværende politiforhandlinger. Jeg synes, det er meget, meget positivt, at vi kan samle et meget, meget bredt flertal, for det er et vigtigt, vigtigt signal at sende til alle de kvinder i det her samfund, som fortjener, at deres sager bliver taget seriøst.

Ordføreren.

Det kvitterer jeg selvfølgelig for, men ét er jo, at man har et forståelsespapir sammen med nogle meget røde partier, og det er, som det er. Noget andet er jo, at der ikke kan gå skår af regeringen, der i hvert fald siger, at man ønsker at samarbejde bredt i Folketinget, ved også at vise, at man rent faktisk ønsker det. Så det ærgrer os, men det skal jo ikke komme voldtægtsofrene til skade, at vi har en regering, der efter min mening måske samler sig lidt for meget omkring de røde partier. Man kunne bare have fået et andet flot forløb, og det synes jeg rent faktisk også kunne have været med til at løfte den her sag, og jeg synes også, at det ville have været godt for voldtægtsofrene. Men det er, som det er, og vi kommer til at stemme for det. Vi kommer til at komme med nogle af de indspil, som jeg har nævnt her.

Den næste korte bemærkning er fra fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tusind tak til fru Inger Støjberg for talen. Jeg er faktisk en lille smule rørt over, at Venstre støtter det her lovforslag. Det er meget, meget positivt. Enhedslisten har fremsat forslag om det her i Folketingssalen hele tre gange, og Venstre har stemt imod hver gang. Så jeg vil sige, at jeg også bliver rørt, fordi det kommer lidt som en overraskelse, at Venstre støtter det, men det er jo en meget, meget positiv overraskelse, at I støtter det her lovforslag i Venstre. Så det vil jeg egentlig bare sige tak for til både Venstre og fru Inger Støjberg.

Ordføreren.

Jamen det vil jeg da også gerne kvittere for, og så vil jeg sige til fru Rosa Lund, at det jo kunne være, at man nogle gange også godt kunne diskutere med de blå partier og så rent faktisk nå til enighed om nogle ting. Det kunne godt være, at vi nogle gange skulle lukkes ind i det samme rum, og så kunne det godt være, at vi ikke var så uenige om alting, som det ellers umiddelbart kunne se ud til. Men nu er vi, hvor vi er, og lad os så få en ordentlig udvalgsbehandling af det her.

Fru Rosa Lund.

Det er jeg bestemt enig med fru Inger Støjberg i, og hvis der er noget, jeg har lagt mærke til, som man har fremhævet nogle gange fra Venstres side, så er det jo, at vi ikke løser det her problem uden også at styrke seksualundervisningen i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Det er jo også et spørgsmål, vi har rejst flere gange i Enhedslisten, så der synes jeg da, at det er helt oplagt, at vi mødes i det samme forhandlingslokale og bliver enige om at styrke seksualundervisningen.

Ordføreren.

Vi vil gerne diskutere både seksualundervisning og straffe og det hele. Det handler sådan set om at få ordentlighed ind på det her felt, så retfærdigheden kan ske fyldest de steder, hvor det har knebet.

Den næste korte bemærkning er fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Værsgo.

Jeg vil også gerne sige tak for Venstres opbakning. Jeg synes faktisk, det er rigtig dejligt, at vi kan samles om et forslag her, som er så vigtigt.

Der er måske lidt en sidegren til det her forslag, som jeg gerne vil spørge om, og det drejer sig egentlig om mennesker med kognitive og mentale handicap. Der kom en ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder for ikke så lang tid siden, som viser, at deres sager er i større risiko for at ende med et tiltalefrafald. Der er fire gange så stor sandsynlighed for det. De har sværere ved at løfte deres sager. De har sværere ved at forstå, hvad der sker i en retssag.

De får faktisk heller ikke erstatning, fordi det er noget, man skal søge efter selve domsforhandlingen. Det har jo også en konsekvens i forhold til voldtægtssager, hvor vi jo desværre kan se, at der af og til er overgreb på bosteder og andre steder, som har de her mennesker boende. Så jeg vil bare høre, om Venstre vil give tilsagn om, at vi også får kigget på den problemstilling.

Ordføreren.

Umiddelbart lyder det for mig som noget, der også vil kunne have plads i politiforhandlingerne, som SF jo også er en del af. Som sagt: Vi er villige til at diskutere alting, men har dermed ikke givet tilsagn om, at vi er enige med SF om alting. Men jeg synes jo, at man skal fremsætte nogle forslag, og så må vi tage diskussionen derfra.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg tror nemlig ikke rigtig, at det hører til politiforhandlingerne. Jeg vil rigtig gerne have en passus i retsplejeloven om, at når man har en person med et mentalt handicap, ja, så skal man vurdere offerets støttebehov, så offeret har samme lige adgang til at løfte sin sag som alle andre. Specielt fordi vi jo desværre ser nogle overgreb på bosteder og andre steder, hvor der er mennesker med kognitive og psykiske handicap, så synes jeg, det er rigtig væsentligt, at vi får givet dem den frie og lige adgang. Så vil Venstre være med til at arbejde for det?

Ordføreren.

Jeg kan sige så meget, at det jo sådan set er ligegyldigt, hvem man er, og hvor man bor: Man skal man ikke udsættes for voldtægt.

Således tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Dansk Folkeparti, og det er fru Karina Adsbøl.

Tak for det, formand. Jeg fik sådan et billede, da jeg hørte debatten om, at Enhedslisten og Venstre blev lukket ind i et rum, og så ventede de, indtil der kom hvid røg op, altså indtil de var blevet enige. Nå, men det er ikke, fordi der er kommet ny retsordfører i Dansk Folkeparti. Jeg er simpelt hen bare så heldig, at jeg har fået lov til at stå her i dag.

I dag behandler vi jo lovforslag nr. L 85, lov om ændring af straffeloven, den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse, eller i daglig tale samtykkeloven. Det er en lov, som skulle give bedre mulighed for at sikre, at dem, der reelt begår voldtægt, efterfølgende også bliver straffet. Så langt, så godt. For kan vi på nogen måder være med til at sikre, at gerningsmænd bliver straffet, så deltager vi gerne i det. Desværre ser vi ikke, at denne lov skaber den nødvendighed i loven, som reelt ændrer noget i en eventuel retssag, da det stadig væk vil være ord mod ord. Loven sikrer jo desværre heller ikke, at seksuelle overfald ikke foregår, og loven sikrer heller ikke, at det bliver nemmere at løfte bevisbyrden efterfølgende.

Nu handler det om, at man blot skal have givet udtryk for samtykke, og om der reelt har været et sådant, vil jo være ord mod ord, præcis som det også var tidligere. Loven er nærmere en form for symbollov, uden at den vil give det helt store i praksis. Men symbolet, altså at man skal samtykke for at have sex, er selvfølgelig også et skridt i den rigtige retning. Om man kan lovgive, således at det ændrer noget, er vi nu ikke helt sikre på. Allerede nu formoder jeg at der ikke er mange voldtægtsanklagede, der erkender, at offeret efter deres bedste overbevisning ikke gjorde det frivilligt. De påstår sikkert allerede, at der ikke var tale om voldtægt, men om frivillighed. Så i realiteten ser vi ikke, at denne lovændring vil ændre ret meget i praksis. Der bliver lagt lidt til og taget lidt fra et andet sted.

Loven er efter vores overbevisning mere lavet for at sende et signal om, at når man dyrker sex, skal det være på baggrund af samtykke. Det er et princip, som jo burde være logik for enhver. Samtidig ved vi jo også godt, at sådan er alles indstilling desværre ikke. Der foregår stadig væk alt for mange voldtægter, og vi kan konstatere, at mænd med udenlandsk baggrund er overrepræsenteret i statistikkerne. Der burde man sætte ind, og samtidig bør straffen hæves. Der er vi jo fuldstændig enige med fru Inger Støjberg og hendes tale.

Vi stemmer også for lovforslaget, på trods af at vi mener, at der bør være mange andre steder, man skal sætte ind, hvis man skal gøre mere for at sætte ind over for seksuelle overgreb. Det kunne være, man skulle forbedre hjælpen til ofrene og den efterfølgende erstatning til ofrene, og at selve straffen til gerningsmanden blev markant forhøjet, samt at de, hvis de er udlændinge, selvfølgelig straks skal udvises. Vi deltager selvfølgelig gerne i Dansk Folkeparti i det videre arbejde, og vi ser også frem til yderligere forhandlinger på det her område.

Men jeg vil godt komme med en kommentar til det, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt også spurgte om. Det er jo faktisk en vigtig problemstilling. Nu er jeg jo selv handicapordfører, og vi har tidligere fremsat forslag om voksenattester. Det betyder, at man, ligesom vi har på børneområdet, skulle fremvise den. Vi har børneattesterne, og på samme måde kunne man have voksenattesterne på voksenområdet. Det blev desværre nedstemt i Folketingssalen. Det, vi så gjorde efterfølgende, var jo at komme med et forslag om, at man selvfølgelig skulle indhente offentlige straffeattester på fagpersonale.

Inden jeg gik op på talerstolen, læste jeg jo faktisk også lige om en 14-årig, der er blevet voldtaget på et psykiatrisk afsnit af en af de ansatte. Så der har vi i hvert fald også et område, jeg synes vi skal gå ind og kigge på. Det er faktisk også noget, som både Ældre Sagen og handicaporganisationerne tidligere har bakket op om, ikke fordi vi kan undgå, at det sker, men der er i hvert fald et forebyggelseselement i, at man skal have indhentet en offentlig straffeattest. Hvorfor skal det så være en offentlig straffeattest? Det skal det jo være, fordi den går længere tid tilbage. Man ville kunne have forebygget nogle sager, hvis man havde indhentet offentlig straffeattest. Der har desværre også været sager på botilbud og andre steder, også i hjemmeplejen, hvor nogen er blevet ansat, efter at vedkommende havde begået seksuelle overgreb. Så det håber jeg jo at justitsministeren vil være med til at kigge på. Fra Dansk Folkepartis side vil vi i hvert fald gerne være med til at sikre, at også mennesker med handicap får den hjælp, de har brug for, hvis der er blevet begået overgreb eller voldtægt imod dem. Så jeg ser frem til, at vi kan få et konstruktivt udvalgsarbejde, og som sagt stemmer Dansk Folkeparti også for det her lovforslag.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger til ordføreren, først fra fru Astrid Carøe fra SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg nåede lige et øjeblik at blive bekymret for, at Dansk Folkeparti ikke stemte for det her lovforslag, for ordføreren giver udtryk for, at der ikke rigtig er noget, der vil ændre sig. Men jeg er glad for, at Dansk Folkeparti alligevel vil stemme for, dog er jeg også en lille smule uenig. Jeg undrer mig over, at ordføreren siger, at det kun er symbolsk, når vi ser den ene sag efter den anden, hvor der ikke har kunnet fældes dom, fordi der ikke er blevet sagt aktivt nej. Nu ændrer vi loven, sådan at der skal have været et samtykke, og det ændrer da noget, ikke kun symbolsk. Hvad siger ordføreren til det?

Ordføreren.

Som jeg hørte den socialdemokratiske ordfører, snakkede han jo også om kultur, forandring og signal. Og det her lovforslag er jo et vigtigt signal at sende. Når jeg taler om symbol, handler det jo bl.a. om noget, der står i den her artikel, jeg har, hvor der står, at samtykkekrav ikke ændrer noget i voldtægtssager; og det er jo en professor, Eva Smith, der udtaler sig om det, så det er mest det, jeg tænker på. Men det andet i symbollovgivningen kan være godt, for det bliver jo, kan man sige, et symbol på, at vi strammer op, og det fører til, at man ligesom ved, at der altså er kæmpe fokus på det. Vi må håbe, at det rykker, men det kan vi jo først se, når vi får evalueret lovgivningen på et tidspunkt.

Fru Astrid Carøe.

Det er jeg også helt enig med ordføreren i, altså at man også symbolsk kan ændre en kultur med det her lovforslag, og som der også tidligere er blevet nævnt, kan vi forhåbentlig også få ændret noget ved at have mere fokus på det her med grænser og samtykke i seksualundervisningen. Jeg vil dog sige, at når vi ser eksempler på sager, hvor en kvinde har været så beruset, at hun ikke har kunnet sige nej, og der er blevet begået et overgreb, har jeg dog en forventning om, at den her lov vil gøre en forskel. Så vil jeg kvittere for det. Vi er selvfølgelig ikke i mål med det her, og i SF vil vi også rigtig gerne have en voldtægtsenhed i politiet, som netop tager sig af de her sager, sådan at der er flere ressourcer til at efterforske og anklagerne bliver taget alvorligt.

Ordføreren.

Jamen jeg ser da også frem til, at justitsministeren indkalder til nogle forhandlinger igen. Det kan være, at justitsministeren har indkaldt igen og jeg ikke har fået skrevet det ind i min kalender – det skal jeg ikke kunne udelukke. Men jeg håber da, at vi måske også kan få kigget videre på det i forhold til offentlige straffeattester, hvor der jo desværre ikke, kan man sige, har kunnet mønstres et flertal her i Folketingssalen endnu.

Den næste korte bemærkning er til hr. Jeppe Bruus, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Jeg er rigtig glad for, at Dansk Folkeparti støtter den her lovgivning. Hvis det bare var ord og symboler, kunne vi jo have lavet en meget kort udgave. Så kunne vi bare have skiftet ordet ud og skrevet »samtykke« der, hvor der står »frivillighed«. Det er det selvfølgelig ikke og deraf mit eksempel fra før om tre-fire drenge med en anden etnisk baggrund end dansk, der tvinger en ung pige ned i en kælderskakt eller ind i en baggård og griner ad hende; hun siger ikke nej, de udøver ikke vold på hende. Bliver de dømt for voldtægt ud fra den nuværende lovgivning? Det er ikke sikkert. Vil de blive dømt for voldtægt ud fra den nye lovgivning? Ja, det er meget tænkeligt, at de vil det. Er det en reel forskel, den her lov kommer til at gøre? Ja, det er det da.

Det betyder jo, at noget af det, der i dag ikke er kriminelt, gør vi kriminelt. Det er jo det, der er hele grundlaget i den her lovgivning. Vi flytter simpelt hen rammerne for, hvad der er kriminelt. I dag skal der jo nærmest vold eller tvang til, eller offeret skal have kradsemærker eller skal råbe og skrige og skal næsten også kunne vise, at man har gjort det, før offeret kan få anerkendt, at det var en voldtægt. Nu bliver det sådan, at i sådan en sag, som jeg kom med et eksempel på, vil det jo højst sandsynligt blive betragtet som en voldtægt. Er ordføreren enig i, at det er en reel og markant forskel?

Ordføreren.

Jeg håber da så inderligt, at den socialdemokratiske ordfører får ret. Det er jo det, vi må afvente og se, når de her retssager har kørt. Det, jeg bed mærke i, og det, jeg også svarede på i forhold til det, var jo, at Eva Smith var ude at sige, at det her samtykkekrav ikke ændrer noget i voldtægtssager. Det var det, jeg henviste til.

Det er ikke, fordi Dansk Folkeparti ikke går ind for symbollovgivning. Det gør vi bestemt, for det sender netop et signal, som den socialdemokratiske ordfører også sagde i sin tale. Det er også med til at kunne skabe en kulturforandring, hvor man vitterlig tager det her seriøst, og det synes jeg er godt. Men jeg kunne godt ønske mig, at regeringen og den socialdemokratiske ordfører ville være med til mere i forhold til det – altså straksudvisninger af voldtægtsforbrydere og hævede straffe, som det også er blevet sagt tidligere i dag – og at vi sikrede, at ofrene også fik noget hjælp, og at der blev taget ekstra godt hånd om dem, så deres retsfølelse ... Og nu har formanden rejst sig, og så stopper jeg.

Det er, fordi tiden blev overskredet, men heldigvis er der mulighed for en anden omgang til hr. Jeppe Bruus. Værsgo.

Vi går også meget konstruktivt ind i behandlingen af det her lovforslag. Jeg er bare nødt til at anholde det der med, at så har man snakket med en professor, og så synes man, at det hele handler om semantik. Det her er jo en reel forandring af noget. Noget, der i dag ikke er kriminelt, bliver gjort kriminelt. Det synes jeg ikke man skal tale ned. Der er al mulig grund til at fejre, at vi faktisk står her i dag. Det er et historisk øjeblik her i Folketingssalen, og jeg er simpelt hen så glad for, at det ene parti efter det andet erklærer sig enig i, at der ikke bare er behov for at ændre opfattelsen, så det nu hedder samtykke, men at man også reelt gør mange af de her overgreb og voldtægter til det, de er, nemlig voldtægter, og dermed også kriminaliserer dem. Det er på høje tid.

Ordføreren.

Jamen altså, voldtægt er kriminelt. Det er kriminelt. Der er ikke nogen, der skal udsættes for voldtægt eller seksuelle overgreb, altså noget, der er imod deres vilje. Det, der er i det, er, at det er svært at løfte bevisbyrden, og der må vi jo håbe, at det her lovforslag kan rykke noget. Jeg er da glad for, at vi i Dansk Folkeparti har været med til at gøre den socialdemokratiske ordfører glad, for vi stemmer selvfølgelig for lovforslaget. Vi er fuldstændig enige. Vi synes, at forløbet kunne have været anderledes – og det er blevet nævnt – for det var jo, kan man sige, et arbejde, der gik i gang under den tidligere regering. Så der har jo været bred opbakning i Folketinget til at finde en løsning på det her område.

Den næste korte bemærkning er fra fru Karina Lorenzen Dehnhardt, SF. Værsgo.

Jeg får nemlig også lige lyst til at kaste mig ind i en diskussion af, om det her er symbolpolitik, og derfor vil jeg tage udgangspunkt i et eksempel, som ordføreren måske kender, fordi det stammer fra vores valgkreds, det stammer fra Esbjerg, hvor en taxachauffør bliver anklaget for at have voldtaget en pige, som har en promille på 3,26. Det er jo et under, at hun overhovedet er ved bevidsthed. Det er faktisk der, hvor det begynder at blive livstruede og meget farligt. Jeg skal sige, at sagen endte med en frikendelse. Offeret kunne jo hverken sige ja eller nej. Vil man med den her nye lovgivning bedre kunne få ram på sådan et tilfælde? Jeg vil gerne have et svar, som er et ja eller nej, og en begrundelse. Tak.

Ordføreren.

Nu er det jo sådan med jura, at det er utrolig svært, når man står i en retssal, hvor det er ord mod ord. Men jeg håber da så inderligt, at det vil have en stor effekt, og det kan vi jo se på et tidspunkt. Jeg håber da, at vi får evalueret det her efter nogle år, så vi kan se, at det har rykket sig markant. Det håber jeg da. Men tingene skal jo hænge sammen, også i forhold til anklagemyndighed og domstole og også strafniveauet. Der kan vi jo også bare se, at straffene i dag jo er alt, alt for lave.

Og så synes jeg jo, vi skal have kigget på erstatninger til ofrene, og jeg synes også, vi skal have kigget på, om offentlige straffeattest skal være obligatorisk, når man arbejder med mennesker, der har en funktionsnedsættelse, eller man arbejder i sundhedsvæsenet eller andre steder. Det synes jeg da er logisk.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg kan sige, at det korrekte svar er: Ja, det vil være nemmere med den nye lovgivning at få has på sådan en sag, fordi det vil have formodningen imod sig, at der kan være afgivet et samtykke, når man er så fuld. Så den her lovgivning kommer bestemt til at betyde noget.

Så vil jeg bare til sidst spørge, om ordføreren kan bekræfte, at det, da man indførte samtykkeloven i Sverige, faktisk førte til flere domme. Det vil sige, at det har en betydning, om det er samtykke eller noget andet.

Ordføreren.

Jeg siger ikke, at det ikke har nogen betydning. Jeg siger, at vi også sender et signal med den her lovgivning. Det er symbollovgivning. Jeg synes, det er rigtig godt, og vi skal evaluere det.

Men nu ved ordføreren jo også godt, at jeg ikke er retsordfører, så i forhold til at være helt nede i materien og vide, hvordan det ser ud i Sverige eller Norge, er jeg sikker på, at SF's ordfører, som er retsordfører, er meget dybere inde i den del. Men i forhold til den anden del, der drejer sig om handicapområdet, er jeg helt nede i materien, så den vil jeg jo rigtig gerne drøfte videre med fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Den næste korte bemærkning er fra fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig også at diskutere det her om symbolet. For jeg synes faktisk også, at ordføreren har ret i, der er en hel del symbol i det. Altså, det er fuldstændig korrekt, hvad fru Karina Lorentzen siger, nemlig at det har ført til flere domfældelser i flere lande. Der er en meget stor sandsynlighed for, at mange af de frikendelser, vi har set de seneste år, ville have ført til domfældelse, hvis man havde den her lovgivning. Men det sender jo også et signal til unge mennesker om, hvad der er rigtigt og forkert. Og når vi diskuterer, hvordan vi definerer voldtægt, så diskuterer vi også, hvordan man opfører sig over for hinanden. Vil ordføreren ikke give mig ret i, at det at sende et meget klart signal om, at der skal være et aktivt samtykke fra begge parter, og at man ikke bare må røre ved mennesker, selv om de er passive, er et vigtigt, vigtigt signal at få sendt?

Værsgo.

Men jeg synes da, at den her lov er vigtig – ellers ville vi jo heller ikke stemme for. Som sagt synes vi jo, at processen har været træls. Men når det er sagt, henviser jeg jo bare til en professor, som jeg fandt en artikel af, og som skriver, at det ikke vil ændre det store for hverken offer, tiltalte eller domstol, at der nu indføres en ny voldtægtslov, der baseres på samtykke. Det vurderer Eva Smith, tidligere juraprofessor i proces ved Københavns Universitet. Og hun skriver jo, at det er svært for hende at se, at det vil rokke ved forfærdelig meget. Det er den artikel, som jeg har taget udgangspunkt i, kan man sige, for jeg tænker, at når man er tidligere juraprofessor, må man være meget klog inden for det her område. Men jeg håber da inderligt – igen, som jeg siger – at det her ud over symbolet, signalet og de her ting også kan mærkes markant i forhold til domfældelser, så vi ser, at vi får styrket ofrenes retssikkerhed.

Fru Pernille Skipper.

Det er jeg glad for at Dansk Folkeparti grundlæggende stemmer for og er for, og at de også kan se symbolet – at det er noget, der formentlig også vil være retningsgivende for vores adfærd, og ikke kun noget, der vil være retningsgivende for vores domstole. Men jeg må bare anfægte, at man kan tage én juraprofessors holdning, tilsidesætte alle andres og så i øvrigt sige, at det ikke vil have nogen effekt. Vi har jo nøje beskrevet i bemærkningerne, hvilken effekt det skal have ude hos domstolene, nemlig at man skal begynde at behandle sagerne anderledes. Og det er et andet gerningsindhold, der vil være i den lovgivning i fremtiden, end det er i dag, fordi det helt grundlæggende handler om, om det er offerets ansvar at sige nej, eller om det er den persons, som gerne vil tilnærme sig, eller en potentiel gerningspersons ansvar at spørge først eller at sikre sig et ja først. Det er jo det, der er hele kernen, og derfor vil det selvfølgelig også ændre noget – det skal ændre noget hos domstolene. Ellers må vi jo komme efter dem igen, ikke?

Ordføreren.

Ja, sådan er det jo med domstole; dem har man jo somme tider lyst til at komme efter, også i forhold til at man jo synes, at de straffe, der somme tider bliver givet, er alt for lave. Så jeg er helt med på og glæder mig også til, at vi på et tidspunkt får evalueret lovgivningen. Altså, jeg håber, at man i jeres aftale, som I jo har indgået, også laver en evaluering, så man får kigget på det her, og at man kigger på effekten, og at man kigger på, hvilken effekt det har haft i forhold til tidligere. Og jeg håber da, at man vil få en effekt. Og jeg siger ikke, at det ikke vil give en effekt – det er ikke det, jeg siger, for så har ordføreren jo fuldstændig misforstået mig. Det er altid vigtigt at sende signaler og at være med til at skabe noget kulturforandring med lovgivning ude i samfundet.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. (Karina Adsbøl (DF): Somme tider skal man passe på med at være substitut). Det er vigtigt, at partierne er repræsenteret.

Det næste parti, der nu bliver repræsenteret på talerstolen, er Radikale Venstre. Det er fru Samira Nawa. Velkommen til.

Mange tak. Jeg vil starte med at hilse fra hr. Kristian Hegaard. Han har være forhandler for Radikale Venstre i det her spørgsmål og ville enormt gerne have været her lige netop i dag, men kunne desværre ikke. Det betyder så, at jeg som ligestillingsordfører har er så heldig at være her i dag.

Den 1. september 2020 var en historisk dag, for det var den dag, aftalen om en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse i straffeloven landede. L 85 er et historisk lovforslag. I dag er en historisk dag. For fremover vil sex være noget, der forudsætter samtykke fra begge parter. Det kan jo lyde logisk. Man skulle tro, at det allerede var tilfældet i dag, men det er det ikke med den lov, vi har. I dag straffes man for voldtægt, hvis man har tiltvunget sig samleje med vold eller trusler om vold, men det ændrer vi nu. Vi retter op på voldtægtsofrenes retssikkerhed, og det er på tide.

Men vi kunne ikke have gjort det her uden hjælp. Jeg vil godt i dag benytte lejligheden til at takke de mange ofre, der igennem de seneste år har stillet sig frem og fortalt deres historier. I har allerede været udsat for voldsomme og traumatiserende overgreb, og alligevel har I fundet modet og styrken til at stille jer frem offentligt og fortælle jeres historier. Jeg har afgrundsdyb respekt og er fuld af beundring for jeres mod. Jeres beretninger har været uundværlige for at skabe det politiske pres, der gør, at vi står her i dag. Tak til jer. Jeres historier har ikke været forgæves.

Under hver fjerde voldtægt bliver anmeldt. Under hver femte anmeldelse fører til en fældende dom. Og det vidner jo helt åbenlyst om en katastrofal retssikkerhed for en gruppe af mennesker, der allerede har gennemgået et af de mest traumatiserende overgreb, man kan forestille sig. Det, vi gør i dag, og når et flertal trykker på den grønne knap senere, er det mindste, vi kan gøre fra politisk side, altså at vise, at både samfundet og retssystemet tager ofrene alvorligt. Jeg tror, at vi vil se tilbage på den her dag og undre os over, hvorfor det først blev i 2020, at vi fik den her lovgivning. I Radikale Venstre ser vi med stolthed og glæde frem til at kunne stemme for det her lovforslag.

Tak til Radikales ordfører. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Socialistisk Folkeparti, og det er fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak for ordet. Jeg tror, jeg kaldte det en retspolitisk milepæl, da SF sammen med Enhedslisten, Radikale Venstre og Socialdemokraterne kunne præsentere den her nye aftale om en samtykkebaseret lovgivning. Det mener jeg stadig væk, og jeg er rigtig stolt af, at vi kan behandle lovforslaget her i dag.

Vejen hertil har været lang og kringlet. Personligt startede jeg i 2010 med at gøre opmærksom på forskelsbehandlingen på voldtægtscentrene, hvor hjælpen simpelt hen afhang af det postnummer, man boede i. Det fik vi rettet op på. Vi fik bedre adgang til tilbuddene. Så fulgte SF op med flere forslag om at ændre straffeloven. Det var i 2014, 2015 og 2016. Dengang handlede det om uagtsom voldtægt, som var det begreb, man havde i Norge, og der var masser af forslag til forbedringer af bl.a. bistandsadvokatordningen og til at sikre videoafhøring af ofrene, så de ikke skulle genfortælle de modbydelige overgreb, som de havde været udsat for igen og igen. Og så behandler vi altså i dag forslaget om en samtykkelov, som blev mulig med et nyt flertal efter regeringsskiftet sidste år, og nu ser det også ud til at få bred opbakning her i salen.

Jeg synes, det er historisk, at vi ændrer en lov, som i det store hele ligner den, som blev fremsat i 1930, da straffeloven blev til. Det har vi bl.a. kunnet gøre, fordi der har været stærke kvindeorganisationer og stærke enkeltpersoner som Kirstine Holst og Eva Aagaard, som utrætteligt har fortalt ofrenes historier, har argumenteret og krævet ny lovgivning. Tak for det.

Til ofrene vil jeg sige: Vi har hørt jer. Nu ændrer vi loven, så kun »ja« betyder ja. Er der ikke et samtykke, så er det en voldtægt, og det gælder også i parforhold, og vi får langt om længe slået fast, at hvis offeret fryser, hvilket er en meget almindelig reaktion – jeg tror, at det sker i op mod 70 pct. af tilfældene, viser nogle undersøgelser – kan der ganske simpelt ikke være tale om samtykke, så er det en voldtægt. Der er alt for mange, der har en forventning om, at det perfekte offer er et, som har forsøgt at bide og slå og sparke og råbe op, og sådan er det desværre sjældent. Der er mange, der oplever at fryse og være ude af stand til at gøre modstand, og så falder sagen altså ved domstolene i dag, fordi der er krav om, at man skal sige fra. Det får vi ryddet op i.

Kommer det så til at give en tsunami af domme? Nej, det tror jeg ikke, men det kommer til at forhindre de værste frifindelser. Det kan vi se i Sverige, hvor der falder flere domme, efter at de havde lavet loven om. Kommer det så til at give en dårligere retssikkerhed for mændene? Nej, der skal stadig væk løftes et bevis for, at der ikke forelå samtykke, hvis der skal kunne dømmes for voldtægt. Kommer det så til at ændre vores syn på sex? Ja, det håber jeg godt nok at det gør. Forhåbentlig vil loven få de kommende og nuværende generationer til at være mere opmærksom på, at kun samtykke er godt nok. Det vil forhåbentlig skabe en tiltrængt kulturændring og en generel holdningsændring i samfundet med større fokus på respekten for andre menneskers grænser og retten til at bestemme over egen krop.

Kommer det til at give ballade? Ja, det gør det måske. Det er en stor forandring for nogle, og det kan man godt se i høringssvarene, men man kan også se det i den offentlige debat. Nogle synes, det er for meget, nogle synes, det er for lidt. Derfor tror jeg også, det er klogt, at vi gør det, som nogle af høringssvarene peger på, nemlig at vi i forbindelse med den nye lovgivning kører nogle kampagner og fortæller om det.

Er vi så færdige med at tale om voldtægt? Nej, det synes jeg godt nok ikke vi er. For en lovgivning kommer ikke til at virke, hvis ikke politiet bliver bedre til at møde ofrene og efterforske sagerne, så de holder i retten, og præcis derfor skal vi have nogle særlige enheder i politiet, så de bliver dygtigere til at arbejde med de her sager. Særlige enheder kan sikre, at dem, der møder ofrene, f.eks. har viden om traumer, for så ved de, at det er almindeligt, at et voldtægtsoffer handler ulogisk efter en voldtægt f.eks. ved at blive i gerningsmandens lejlighed efter voldtægten. Det er en helt almindelig traumereaktion, og det er ikke nødvendigvis et tegn på, at det ikke var en voldtægt eller noget, der gør offeret utroværdigt. Der er et stort behov, det viser politiets egne tal, for hvert andet offer føler sig dårligt mødt af politiet. Det skal der rettes op på.

Så lad os få de enheder, så vi forhåbentlig ikke skal se sådan en sag som Eva Aagaards sag igen, hvor hun bliver talt fra at anmelde den, da hun stod ved politiets skranke, eller at vi ikke igen skal se, at der ikke bliver taget alle efterforskningsskridt, som det skete i Kirstine Holsts sag, hvor man aldrig undersøgte sæd- og blodpletter på hendes tøj. Det kunne måske have bakket hendes forklaring op, men det kunne også godt have styrket afvisningen af sagen. Det blev bare aldrig undersøgt. Og lad os kigge mod Sverige, hvor de rent faktisk allerede har særlige enheder med 350 ansatte. Det kalder jeg en investering i ofrene. Og tænk, at vi i Danmark har fået enheder til lastbiler og dyr, før vi har fået det til ofre for voldtægt. Og så mangler vi selvfølgelig at understøtte ofrene på talrige andre måder. Det skal jeg ikke trætte jer med her. Jeg siger bare, at arbejdet ikke er slut, det er kun lige startet, men det skal ikke tage glæden fra os på den her historiske dag, hvor vi endelig får en lovgivning om samtykke.

Tak til SF's ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Enhedslisten, og det er fru Rosa Lund.

Tak for det. Sikke en dejlig dag, det er i dag, og solen skinner endda også. Min mors generation af kvinder kæmpede for retten til fri abort. Min generation af kvinder har kæmpet for en samtykkelov. Begge dele handler om retten til vores egen krop, og begge dele er kampe, som i starten har mødt massiv modstand, både på Christiansborg og i befolkningen. Begge dele er beviser på, at når vi er mange nok, kan vi skabe de forandringer, der bringer os tættere på et samfund med ligestilling og ligeværd. I dag ser vi jo heldigvis retten til fri abort som noget helt naturligt. Det kommer vi også til med samtykke.

Enhedslisten har fremsat forslaget om at indføre en samtykkebaseret voldtægtslovgivning i Folketinget tre gange. To retsordførere fra Enhedslisten har før mig stået her og talt for det forslag, som vi endelig behandler i dag, og jeg har selvfølgelig ikke kunnet dy mig for at gense klip fra de debatter i Folketingssalen. Det var på mange måder en opløftende oplevelse, som jeg kun kan anbefale, fordi debatterne viser, hvor langt vi er nået, og hvor stor en forandring vi har skabt, siden Enhedslisten fremsatte forslaget for første gang i 2017. Vi har aflivet myter om NemID, om omvendt bevisbyrde, om falske anmeldelser. Vi er gået fra at være et lille mindretal, som til tider er blevet latterliggjort, til at være et flertal, som det nu viser sig i dag, er et meget stort flertal, som bakker op om en samtykkelov.

Så i dag er en rigtig stor dag for mange af os. Det er en historisk dag i dag, og vi skylder alle sammen herinde at sige en stor tak: Tak til Kristine, tak til Amalie, tak til Liva, tak til Louise, tak til Marie, tak til Emilie, tak til Eva, tak til Bolette, og tak til alle jer, som modigt har stået frem og fortalt jeres historier. Vi skylder en dybfølt tak til alle jer, hvis navne vi og offentligheden ikke kender, men som har kæmpet for den her lov, som har sat jeres navn på underskriftindsamlinger, som har gået til demonstrationer. Jeg vil gerne sige til jer: I gik ikke forgæves.

Den lovændring, vi behandler i dag, er vigtig, for vores love er holdnings- og kulturbærende. Vi skal fra en samtykkelov til en samtykkekultur. Vi skal sørge for, at den her lov forankres i politiet og retssystemet, så ingen ofre for voldtægt bliver svigtet i systemet. Enhedslisten vil give ofre for voldtægt udvidet ret til bistandsadvokater, så man allerede, inden man anmelder voldtægten, har ret til en bistandsadvokat. Vi kræver specialenheder hos politiet, der skal tage sig af partnervold og voldtægt, og vi foreslår, at dommere skal gennemgå en særlig uddannelse, før de får lov at dømme i voldtægtssager.

Men selv om der stadig er meget at tage fat på i vores retssystem, er der ikke nogen tvivl om, at det lovforslag, vi behandler i dag, forbedrer ligestillingen og retsstillingen for voldtægtsofre markant. Vi får en lov, som i højere grad afspejler virkelighedens overgrebssituationer, fordi den fjerner fokus fra anvendelsen af vold, tvang og trusler, og hvad offeret gjorde for at modsætte sig overgrebet, til i stedet for at handle om, at når man har sex, skal alle involverede være med på, at det er en god idé, ellers er det voldtægt.

Det betyder, at loven vil beskytte de kvinder, som lever i et voldeligt og kontrollerende parforhold, hvor de ulige magtforhold selvfølgelig følger med ind i soveværelset. For kravet om samtykke gælder uden undtagelser. Det er vigtigt for mig at understrege: uden undtagelser. Og loven vil beskytte de mange ofre, som reagerer ved at fryse i overgrebssituationen, fordi passivitet altid er en formodning imod samtykke. Jeg ved godt, der er nogen, der prøver at gøre det her meget svært, men det er det ikke. I al sin enkelthed betyder samtykke, at du skal sikre dig, at den, du gerne vil have sex med, også gerne vil have sex med dig. Det er jo utroligt, at det først er noget, der bliver afspejlet i dansk lovgivning i 2020. Men i dag flytter vi hegnspæle for voldtægtsofres rettigheder, og vi sikrer retten til egen krop. Enhedslisten kan meget varmt støtte det her lovforslag.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Jeppe Bruus, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Nu har jeg stået og kvitteret for de borgerlige partiers tilslutning, og så virker det helt underligt ikke også at benytte den her anledning til at sige tak til Enhedslisten, tak til SF, tak til De Radikale. Så tak til Enhedslisten for at have førr det her frem i lang, lang tid. Tak til alle de kvinder, der har stillet sig op. Tak til fru Pernille Skipper for at brænde for den her sag. Og så kommer det her til at virke sådan meget socialdemokratisk, men nu siger jeg det bare alligevel: Tak til vores statsminister, Mette Frederiksen, for også før det her valg at gøre det til et centralt omdrejningspunkt for, hvad en ny regering skulle kunne levere på. For det betyder noget. Tak til vores justitsminister, Nick Hækkerup, for at være med til at lave den her lovgivning. For det betyder noget. Det flytter noget. Det er vigtigt. Det er her, man kan mærke, at politik faktisk gør en reel forskel. Tusind tak.

Ordføreren.

Jeg lyst til at sige, at det var så lidt. Men det har faktisk været meget op ad bakke – så måske selv tak. Jeg er rigtig glad for, at der blev lyttet i Socialdemokratiet, og at I i Socialdemokratiet bakkede op om de beslutningsforslag, som vi i Enhedslisten fremsatte. Det gjorde I lige inden valget. Det var vi meget, meget glade for. Jeg er også glad for, at det lykkedes at få den sætning ind i forståelsespapiret, som den her aftale bygger på. Så det synes jeg bare er et eksempel på et rigtig godt samarbejde, som jeg håber fortsætter langt ind i politiforhandlingerne.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Jens Rohde, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg synes også, det er rigtig fint. Man har også lov til at være lidt rørstrømsk på sådan en dag, for det er faktisk vigtigt. Men når det kommer til f.eks. at sikre de ressourcer, hvilket jeg også spurgte hr. Jeppe Bruus om, vil jeg gerne spørge om noget. Det er jo ikke bare at vedtage en lov. Altså, politiet skal have de rette ressourcer. Det er også vigtigt, at de har den rette uddannelse til at håndtere de her sager. Det var det, jeg nævnte før jeg selv har oplevet med et familiemedlem, hvor det ikke er min oplevelse, at man har de rette kompetencer alle steder til at håndtere det. Der er en anklagemyndighed, der skal have tilført midler, og der er domstole, der skal have tilført midler. Vi ser jo i dag, og jeg tror simpelt hen, at det er et ressourcespørgsmål, at man oplever, at 400 ud af 500 sager aldrig når til retten. Vil Enhedslisten være med til at sikre, at de ressourcer også bliver tilført, så det her lovforslag får sin bedste virkning ude i den virkelige verden?

Ordføreren.

Ja, det vil vi gerne, og hr. Jens Rohde har jo helt ret i, at vi godt kan blive sådan lidt rørstrømske i dag, men nu skal jeg prøve at komme lidt ned, selv om det er svært. Jeg tror ikke, at det kun er et ressourcespørgsmål. Det er også et vidensspørgsmål, og derfor spiller politiuddannelsen en kæmpestor rolle i det her. Desværre er politiuddannelsen jo blevet en meget, meget kort uddannelse, og det er ikke længere en professionsbacheloruddannelse. Det er vi meget kede af i Enhedslisten, og vi tror faktisk, at noget af det, der virkelig ville kunne løfte det her, var, at vi gav vores kære politibetjente lidt mere undervisning i, hvordan man håndterer voldtægtsofre. Det er sådan, at man i de gode gamle dage havde et helt semester, hvor man blev undervist i det her, og nu underviser Center for Voldtægtsofre i det på to lektioner i en hel politiuddannelse. Det er simpelt hen ikke nok.

Ønsker hr. Jens Rohde yderligere en kort bemærkning? Nej. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til Enhedslistens ordfører. Den næste ordfører kommer fra Det Konservative Folkeparti, og det er hr. Naser Khader. Velkommen.

Tusind tak. Det er svært at komme efter den tale, der lige er blevet holdt. Men tillykke til alle dem, der har kæmpet for den her lovgivning, og det er der mange der har gjort. Det er en stor dag i dag.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Det Konservative Folkeparti glæder os over, at der denne gang er kommet et nuanceret forslag vedrørende spørgsmålet om en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse. Vi har afvist de seneste to beslutningsforslag fra Enhedslisten, fordi vi ville sikre os, at en samtykkelov var grundigt gennemarbejdet og debatteret, og det var enormt vigtigt for os, at vi også fik fat i de udenlandske erfaringer på området, og det fik vi, især fra England og Sverige.

Jeg har personligt haft en hel del fordomme om udtrykket samtykke. Jeg havde den forestilling, at det havde noget med kontrakter og alt muligt andet at gøre, og at når det kom fra Sverige, skulle man i hvert fald ikke gøre noget, der mindede om det. Men jeg blev meget klogere på det, og jeg synes faktisk, at det er en fremragende bestemmelse, der her er blevet formuleret i lovgivning.

Vi ville også sikre os, at en samtykkelov dækkede det hul, der har været årsag til, at mange har opgivet at prøve deres sag for retten. Vi ville sikre os, at en ændring af straffeloven giver retfærdighed til de personer, der har været ofre for ufrivillige seksuelle handlinger. For i Det Konservative Folkeparti har vi længe være optaget af at styrke forståelsen af, at voldtægt er et groft overgreb på den seksuelle selvbestemmelsesret og den seksuelle integritet, og vi har været optaget af, at lovgivningen skal understøtte, at et overgreb anmeldes og retsforfølges.

Da vores formand, hr. Søren Pape Poulsen, var justitsminister, stadfæstede han det ved at forhøje straffen for voldtægt markant, og som justitsminister igangsatte han meget af det arbejde, der er gået forud for det lovforslag, som vi behandler i dag, og det er vi stolte af. Og som han flere gange har sagt, er det vigtigt med lovgivning, det er vigtigt med høje straffe, men det er også vigtigt, at man gør noget for at ændre på kulturen, og at man også gør noget i forhold til at uddanne betjente til at afhøre kvinder, der er udsat for voldtægt, meget bedre, end man gør i dag. Så en kulturændring er også vigtig i den sammenhæng.

Derfor er vi glade for i dag at se en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse, der gør det klart, at alle andre seksuelle handlinger end de, der bygger på et frivilligt samtykke, er voldtægt og straffes som voldtægt. Derfor bakker vi i Det Konservative Folkeparti op om forslaget om en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse. Tak.

Tak til hr. Naser Khader. Der er en kort bemærkning til hr. Jeppe Bruus. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes faktisk, det var en rigtig flot tale af hr. Naser Khader. Det var også en meget fin beskrivelse af den udvikling, der har været. Så det synes jeg var rigtig godt. Jeg var lidt inde på det i mit ordførerindlæg, men jeg vil også gerne sige det her, for jeg synes også, der er grund til at kvittere hr. Søren Pape for i sin tid at sætte gang i det arbejde, som nu kan udmøntes i en lovgivning, som vi efterhånden alle sammen kan se os selv i. Det synes jeg også er værd at anerkende her.

Hr. Naser Khader.

Jeg siger tusind tak og giver hilsnen videre.

Det giver ikke anledning til en anden bemærkning. Derfor siger vi tak til hr. Naser Khader. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Tak. Der er alt for mange kvinder, der bliver voldtaget, og der er alt for få gerningsmænd, der bliver dømt. Det vidner om, at vi som samfund har et problem, som vi politikere skal tage alvorligt, og som vi skal gøre noget ved.

Straffelovrådet anbefaler, at Danmark skal have en voldtægtsbestemmelse baseret på frivillighed. Det burde være en selvfølge, at sex mellem to eller flere mennesker er frivilligt. Tvang er voldtægt. Men det er ifølge Straffelovrådet ikke tydeligt nok i den nuværende lovgivning. Det bør det være. Og hvis en frivillighedsbestemmelse kan få flere voldtægtsforbrydere dømt, vil det være godt.

Ønsket fra det store flertal i Straffelovrådet var, at vi skulle undgå at kriminalisere en seksuel adfærd, der af mange vil blive anset som det, de kalder »naturlig og sædvanlig«, men at vi samtidig skulle sørge for, at det bliver fuldstændig klart, at seksuelle forhold altid skal være frivillige. Der var kun 1 ud af Straffelovrådets 11 medlemmer, der ikke anbefalede det. Dette ene medlem anbefalede derimod samtykke, hvor pligten for afklaringen ligger hos den, der tager initiativet til samlejet.

Jeg er enig med de 10 medlemmer af Straffelovrådet og uenig med nummer 11. Samtykkebestemmelsen er noget rod, der risikerer, at kriminalisere helt naturlige seksuelle forhold og oplevelser mellem mennesker. Som det tydeligt fremgik af pressemødet ved præsentationen af regeringens og venstrefløjens aftale om en samtykkelov, ender det lynhurtigt i en karikatur. Og voldtægt er ikke morsomt, og sex under tvang skal ikke karikeres.

Det lovforslag, som vi behandler i dag, blander flertallets frivillighedsbestemmelse sammen med mindretallets brug af ordet samtykke. De mest uegnede aspekter af en samtykkebestemmelse er gudskelov udgået af dagens lovforslag. Men faktum er dog, at ordet samtykke står tilbage.

Almindelige mennesker tager utvivlsomt afstand fra seksuelle overgreb, men de færreste vil nok forbinde almindelig seksuel aktivitet, eventuelt mellem partnere eller ægtefolk, med aktivt samtykke. Sex kan være akavet, forvirret, usagt og umiddelbart. Det kan komme i stand på mere eller mindre tilfældige måder, og handlingsforløbet behøver ikke altid at stå klart, heller ikke for de involverede. Sex er som en dans, og nok har en dans regler, som man ikke bryder, men man spørger ikke om lov til at sætte den ene fod ned efter den anden, uden at man undervejs ødelægger dansen.

Jeg savner en fornuftig forklaring på, hvorfor regeringen og dens støttepartier holder fast i det noget forvirrende begreb samtykke, som skaber uklarhed, og som risikerer at bringe både mænd og kvinders retssikkerhed i fare. I Nye Borgerlige mener vi, at Straffelovrådets flertal havde foreslået den rette balance mellem straf og retssikkerhed. Jeg kan dog også læse i lovforslaget og særlig i bemærkningerne til lovforslaget, at der er andre, som har haft indflydelse på lovforslaget, som har haft den samme bekymring i forhold til en ren samtykkebestemmelse, og som også ser udfordringerne i, at man risikerer at kriminalisere helt almindelig seksuel adfærd mellem mennesker, som måske har levet sammen i mange år, som har et mere stille sexliv, og som forhåbentlig ikke af den grund skal risikere at føle frygt for at blive anmeldt for voldtægt.

På den baggrund håber vi selvfølgelig, at vi under udvalgsbehandlingen kan få skabt klarhed og sikret os, at den rette balance er til stede i det her lovforslag. Vi har jo, eftersom vi ikke var en del af forhandlingen og ikke er en del af aftalen, ikke haft mulighed for at høre om processen og spørge ind til de ting, som vi gerne ville spørge ind til. Det kommer vi selvfølgelig til at gøre i forbindelse med udvalgsarbejdet, som vi plejer at gøre i alle andre sager. Færre kvinder skal voldtages, flere voldtægtsforbrydere skal dømmes, men vi skal ikke gå på kompromis med retssikkerheden. Det må være vores fælles mål.

Der er en kort bemærkning til fru Rosa Lund. Værsgo.

Tak for det. Jeg noterer det jo altid, når fru Pernille Vermund siger, at vi ikke skal gå på kompromis med retssikkerheden, for det sker nogle gange for Nye Borgerlige.

Jeg kan simpelt hen ikke forstå, og det kan fru Pernille Vermund måske forklare mig, hvordan frivillighed er et mere klart begreb end samtykkebegrebet, for samtykke er jo netop klart: Det er en aktiv handling; der skal være et aktivt samtykke. Frivillighedsbegrebet derimod er jo sådan lidt mere mudret, og på en eller anden måde minder det mere om det, vi har i dag. Men måske kan fru Pernille Vermund forklare mig, hvad det er, der gør frihedsbegrebet så klart, for det er ikke rigtig klart for så mange andre.

Ordføreren, værsgo.

Jeg vil gerne give et konkret eksempel. Når vi taler om frivillighed eller samtykke, er vi jo ovre i noget, som er tæt beslægtet. Vi taler ofte om situationer, hvor det er partnervold, og hvor det ikke er så åbenlyst som i de eksempler, der har været fremme tidligere i dag, og som alle sammen formentlig burde eller skulle være dømt som voldtægt. Altså, som tidligere nævnt, eksemplet med en kvinde, der er så utrolig beruset, at hun ingenting kan, er allerede i dag omfattet af loven. Hvorfor han ikke bliver dømt, er jo svært at sige.

Men i den her situation taler vi jo typisk om partnervold eller partnervoldtægt. Hvis jeg efter et skænderi med min mand, som har drukket et par glas rødvin undervejs, lægger mig i sengen ved siden af ham med ryggen til og måske lidt tæt på ham, har jeg så samtykket? Har jeg frivilligt lagt mig i sengen? Hvis vi har sex, og jeg vågner næste morgen og tænker, at det var egentlig ikke det, jeg ville, kan jeg så anklage ham for voldtægt? Risikerer han at fremstå som voldtægtsforbryder? Det er jo nogle af de spørgsmål, jeg gerne vil have afklaret, for jeg vil ikke risikere en situation, hvor almindelige mænd bliver voldtægtsforbrydere.

Tak, fru Pernille Vermund. Så er det fru Rosa Lund. Værsgo.

Jamen det kan jeg afklare for fru Pernille Vermund, håber jeg da, med det samme. Det står nemlig i loven, at samtykket skal gives i umiddelbar sammenhæng med den seksuelle akt. Så er det ligesom på plads.

Men jeg synes ikke, jeg får svar, For hvordan er fru Pernille Vermunds eksempel – som handler om passiv sex, hvilket vel at mærke er noget andet end passivitet – en forklaring på, at frivillighedsbegrebet er mere klart? Frivillighedsbegrebet er jo netop et passivt begreb. Frivillighedsbegrebet beskytter jo netop ikke kvinder, som bliver voldtaget i deres parforhold. Det gør samtykkebegrebet, fordi samtykke er noget, man gør.

Tak. Fru Pernille Vermund, værsgo.

Når jeg lægger mig i sengen med min mand som i eksemplet før og er passiv i situationen, står der jo i bemærkningerne til lovforslaget her, at det jo ikke er omfattet. Det gør der nok, fordi det er en type af frivillighed, som ikke er et direkte samtykke, og det er derfor, jeg siger, at de her ting bliver blandet lidt sammen i lovforslaget, og de giver os også et ekstra behov for at spørge ind til, hvor grænsen ligger, når man i bemærkningerne til lovforslaget både bruger ordet samtykke og samtidig har en grad af frivillighed.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Det betyder, at vi kan gå videre til hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Tak for det. Jeg kommer ind fra sidelinjen til den her debat, fordi jeg ikke normalt fungerer som retsordfører. Men det giver jo også muligheder med hensyn til at belyse, hvordan man har oplevet den her debat, og belyse, hvad der kunne være årsagen til, at man tidligere havde bestemte holdninger på baggrund af de oplevelser, man havde som en ikke central del af debatten.

Når jeg tidligere blev præsenteret for synspunkter om, at man skulle have en samtykkebaseret voldtægtslovgivning, så bed jeg mærke i, at der også var retskyndige mennesker, som sagde, at man risikerede, at det førte til omvendt bevisbyrde. F.eks. sagde Dommerforeningens formand, at det i praksis kunne føre til omvendt bevisbyrde, selv om det ikke var det, der var intentionen bag det. Og det var da sådan nogle ting, der påvirkede mig dengang.

Når jeg nu i dag kan sige, at vi stemmer for dette lovforslag, så er det, fordi jeg er blevet betrygget om, at det ikke er det, der er tilfældet, og at det ikke er det, det vil føre til. Man kan sige, at hvis den betryggelse var sket tidligere, kunne vi også tidligere have sagt: Det her er vi faktisk for. For vi er fuldstændig enige i, at forudsætningen for, at voksne mennesker har sex sammen, må være, at begge parter ønsker det. Spørgsmålet er bare: Hvordan beviser man, at den ene ikke ønskede det, og at den pågældende derfor blev taget med magt eller uønsket?

De bekymringer, som fru Pernille Vermund har, om, hvad forudsætningen egentlig er for et samtykke, kan jeg også godt gentage, for man behøver jo ikke at have været i spillet mellem kønnene i mange år for at have opdaget, at den ene part nogle gange gerne vil forføres. Denne forførelse kan godt have karakter af, at den anden part skal være frembrusende i sin måde at ville have sex på, mens den første part mere skal være modtagende. Og hvis det er et ønske for begge to, foreligger der jo, må man tro, et samtykke, om end det ikke er udtrykt meget klart. Men jeg tror på, at det er lykkedes at forfatte lovforslaget på en måde, som tager højde for de her situationer, og det er derfor, vi kan stemme for lovforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jeppe Bruus.

Tak. Jeg har egentlig lyst til at sige noget af det, som også fremgår af lovforslaget, og som er væsentligt i de eksempler. Det er, at i et ligeværdigt forhold mellem to parter kan der være forskellige måder at agere på. Men der kan også være forhold, der er præget af, at det ikke er ligeværdigt, og som er præget af vold, intimidering, psykisk terror. Og der har vi i det her lovforslag faktisk gjort noget ud af at sige, at der, hvor der ikke er tale om et ligeværdigt forhold, må man naturligt have nogle andre forventninger til det samtykke. Hvis man skal sige det på den måde.

Jeg synes faktisk, det er lidt væsentligt at få frem her, også i debatten om, hvad der er normalt, og hvad der ikke er normalt, for der er alt for mange, der lever i ikkeligeværdige forhold, og som udsættes for voldtægter i dag, og som aldrig har en kinamands chance for at få det anerkendt. Og det er meget, meget vigtigt, at vi også får sat ind dér.

Ordføreren.

Jamen det lyder helt rigtigt.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så nu siger vi tak til ordføreren. Og så er det justitsministeren.

Tak for den meget, meget brede opbakning til lovforslaget. Med lidt held vil alle Folketingets medlemmer kunne stemme for, når der skal stemmes om lovforslaget til tredjebehandlingen og dermed den endelige vedtagelse. Det vil være godt, og det vil være vigtigt, og det vil være rigtigt. Det vil være godt, fordi vi på den måde markerer, at den forankring og forandring af det kriminelle område er noget, som vi alle sammen kerer os om, og det vil være med til at sige, at her skubber vi fra Folketingets side – ud over at vedtage lovgivningen – også til den opfattelse, der skal være i samfundet af først og fremmest kvinders ret til at bestemme over egen krop. Derfor er der grund til at takke for den brede opbakning.

Vi skal væk fra, at det, der konstituerer voldtægt, er særligt opregnede tvangsmidler, og over til, at det afgørende er, om personen deltager i samlejet af egen fri vilje. Og det er præcis det, vi kommer hen til med den her lovgivning.

Så er der rejst nogle spørgsmål, som der arbejdes videre med forskellige steder. Lad mig bare pege på, at i hvert fald flere har sagt, at lovgivningen er en ramme. Men er der de ressourcer hos politiet, som skal til, og er der de metoder hos politiet og anklagemyndigheden, som skal til for at sikre, at vi faktisk også effektivt får retsforfulgt de her tilfælde af voldtægt? Det bliver der arbejdet med i forskelligt regi.

Den aftale, som vi forhåbentlig inden så længe kan indgå om politi og anklagemyndighed for de kommende år, har jo et fokus på præcis voldtægtsforholdets spørgsmål, men skulle jo også gerne føre til, at der bliver sat yderligere ressourcer af til såvel politi som anklagemyndighed, så muligheden for at sikre, at der sker effektiv retsforfølgelse, bliver bedre, ligesom vi allerede har indført og implementeret minimumssagsbehandlingsskridt i politiet.

Altså, i den situation, hvor man står med en potentiel voldtægt, er der nogle sagsbehandlingsskridt, som man skal igennem for at sikre, at sagen bliver forfulgt bedst muligt, men også for at sikre, at det offer, som der er, bliver behandlet ordentligt, ligesom der arbejdes med et traumepsykologisk katalog for at sikre, at der er den der forståelse af, at de mennesker, der kommer ind, og som har været udsat for voldtægt, kan reagere forskelligt. Man skal kunne forstå deres reaktion, og man skal kunne håndtere dem, også selv om situationerne kan være forskellige, ligesom vi skal arbejde med den fortsatte uddannelse.

Alt det ligger rundt om, men det, som vi gør i dag, er, at vi tager et kæmpe skridt i forbindelse med spørgsmålet om ret til selvbestemmelse over egen krop og for at sikre, at det afgørende fremadrettet er, om personer deltager i et samleje af egen fri vilje. Så tusind tak for den brede opbakning, det sætter jeg meget, meget stor pris på.

Der er en kort bemærkning til hr. Jens Rohde.

Tak for det. Når man som jeg har siddet i Europa-Parlamentet i 10 år, bliver man inficeret af den der bacille, der hedder, at det er et mål i sig selv at skabe et bredt forlig. Derfor: Når man nu hører, at de borgerlige partier ønsker at stemme for og udtrykker stor glæde over det her lovforslag, så synes jeg, justitsministeren måske skylder et svar på, hvorfor i alverden de ikke er en del af forliget og har været med i forhandlingerne, hvad jeg må forstå de ikke har været.

Ministeren.

Det var jo, bl.a. fordi spørgerens parti ønskede den konstruktion. Altså, at være en del af kredsen bag forståelsespapiret giver selvfølgelig en privilegeret adgang til at være til stede i de forhandlinger, som er omfattet af forståelsespapiret.

Hr. Jens Rohde.

Nu har jeg jo ikke selv deltaget i forhandlingerne, fordi jeg ikke er retsordfører, men jeg har aldrig hørt om, at Radikale Venstre har sagt, at man skulle udelukke andre partier. Hvis det står til troende, kommer det op som diskussion i Radikale Venstre, for det kan aldrig være sådan, og jeg har aldrig hørt om, at Radikale Venstre har haft den idé, at man ikke skal lave brede forlig. Så det ville overraske mig meget, hvis vores retsordfører har stillet krav om, at de borgerlige ikke skulle være med. Men lad det nu ligge.

Justitsministeren siger politi og anklagemyndighed. Hvor bliver domstolenes ressourcer af i det her?

Ministeren.

Man kan i hvert fald godt sige, uden at tage munden for fuld på nogen som helst måde, at spørgerens parti ikke argumenterede for ...

(Formanden (Henrik Dam Kristensen): Undskyld, justitsminister, vi har, som alle kan høre, meget larm udefra, så hvis man kan hæve stemmen, uden at det bliver til råberi, ville det være rigtig godt).

Jeg vil gøre mit yderste for at prøve at overdøve dem, der hamrer løs derude.

Det første spørgsmål var om, hvorfor man blev tildelt den privilegerede adgang ud over den del, der ligger i forståelsespapiret, og i forhold til det var der i hvert fald ikke noget udtrykt ønske om, at de her forhandlinger skulle bredes ud til en videre kreds end den, som det var.

Så var der spørgsmålet: Hvad med domstolene? Og det er jo fuldstændig rigtigt, at vi også har et ressourceproblem i domstolene generelt betragtet, som skal håndteres. Nu lægger vi op til at adressere det i forbindelse med aftalen om politi og anklagemyndighed, men det skal jo også håndteres, når vi skal diskutere økonomien for domstolene fremadrettet.

Så er det fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Det gik stærkt. Jeg skal lige høre justitsministeren om noget. Voldtægt er jo simpelt hen en så forfærdelig og skrækkelig handling, man kan begå, og derfor vil jeg høre: Vi har nogle mennesker i vores samfund, som har brug for beskyttelse fra andre, herunder personale på botilbud og personale på sygehuse og personale i hjemmeplejen og andre steder. For som jeg netop også sagde fra talerstolen, så kører der i øjeblikket en historie på Ritzau, og det handler om en pige, der er blevet voldtaget på psykiatrisk afsnit af en ansat. Der vil jeg altså høre, om justitsministeren vil være med på, at det skal være anderledes. I dag er det jo en »kan«-bestemmelse i straffeloven, men skal det ikke være obligatorisk at indhente straffeattester, når man arbejder med mennesker, som har behov for en i sin dagligdag?

Ministeren.

Som spørgeren ved, er det jo noget af det, som vi også kigger på i anden sammenhæng, bl.a. i forbindelse med vanvidskørsel, altså det her med at udvide, hvad der optages på den private straffeattest, og som så kan indhentes, i forbindelse med at man f.eks. skal lave en ansættelse eller andet. Så det er da bestemt noget, som det også er relevant at kigge på.

Fru Karina Adsbøl.

Det er jo noget, jeg har arbejdet for i mange år, og så kan man godt blive lidt utålmodig som ordfører, men man fortsætter arbejdet. Det sidste svar fra justitsministeren, jeg har fået, var, at det ville sundheds- og ældreministeren kigge på sammen med justitsministeren. De svar har jeg efterhånden fået i rimelig lang tid, så derfor kunne jeg godt tænke mig at høre justitsministeren om, hvornår der kommer noget handling bag ordene.

Ministeren.

Det er ikke sådan, at vi giver et svar om, at det vil vi arbejde med, og så lader vi være med at gøre det. Altså, ting er i proces, og du har jo ret i, at det er sådan i politik ligesom med så meget andet, at alt det, som ingen tid tager, tager et kvarter, og alle andre ting tager dobbelt så lang tid, som man tror.

Så er det fru Rosa Lund.

Tak for det. Jeg vil egentlig bare gerne benytte lejligheden til at sige tak til justitsministeren for et godt samarbejde omkring den her lov, og vi er jo i Enhedslisten rigtig glade for, at vi endte med en samtykkelov uden undtagelser og en samtykkelov, hvor passivitet ikke længere er et samtykke til sex. Det er vi bare ekstremt glade for – det vil jeg gerne sige tak til ministeren for er lykkedes. Det har været helt naturligt for os, at det er de partier, som har bakket op om en samtykkelov hele vejen igennem, som har været med til det her. Og jeg synes, det er dejligt, at det i dag viser sig, at der er flere partier, der bakker op, men hvis de måske havde sendt en lille sms eller e-mail lidt før om, at de havde ombestemt sig med hensyn til en samtykkelov, ja, så kunne forhandlingerne måske have været bredere.

Minister.

Jamen jeg synes også, at vi har haft et rigtig godt samarbejde om lovgivningen her. Når det nu viser sig, at der er andre partier, som er så positive, som de er, synes jeg også, at vi så skal benytte den videre proces – for det er jo ikke slut endnu – i det udvalgsarbejde, der er, til at se på nogle af de spørgsmål, der måtte være. Herunder er det blevet påpeget, at det kunne være, vi skulle overveje, om strafniveauet er det rigtige.

Så går vi videre til hr. Ole Birk Olesen.

Jamen det er i forhold til det med processen, hvor det bliver til en ren rød aftale uden de blå partier, som ellers gerne ville være med til det her. Der forstår jeg på justitsministeren, at det er, fordi man har lavet noget i forståelsespapiret, og så måtte det ende sådan. Altså, man har også i forståelsespapiret, at der skal ske en 70-procentsreduktion af CO2-udledningen i Danmark, men alligevel har man lavet en bred aftale med et bredt udsnit af Folketingets partier om det. Jeg kan så forstå på det, som fru Rosa Lund siger, at det er Enhedslisten, der ikke har ønsket at gøre det her sammen med andre – det har man villet have for sig selv – af en eller anden grund, selv om den største glæde i politik jo er, når andre bliver overbevist om det, man har sagt til dem igennem lang tid, og gerne vil det samme. Hvorfor sagde regeringen ikke nej til det? Hvorfor sagde regeringen ikke: Ja, ja, det står der i forståelsespapiret at vi ville gøre sammen, men vi ønsker da så bred en aftale som muligt?

Minister.

Jamen det tror jeg simpelt hen at hr. Ole Birk Olesen sagtens kan sætte sig ind i. For det er sådan, at når man har et parlamentarisk grundlag, navnlig når man har et forståelsespapir, som vi har, så følger der en privilegeret adgang med. Lad os nu kigge på den tidligere regering, VLAK-regeringen. Der ville man jo også f.eks. i finanslovsforhandlinger give Dansk Folkeparti en særligt privilegeret adgang. Det var det, der førte til, at Liberal Alliance kom helt op i træet, fordi man insisterede på, at det skulle være den her gruppe, som var det parlamentariske grundlag, som skulle håndtere den finanslov. Og det er vel en illustration af, at man i den situation ikke vendte sig om og sagde: Hvad med Socialdemokratiet, kunne det være lettere at lave en aftale med Socialdemokratiet? Man insisterede på at sige: Det er vores parlamentariske grundlag – med alle de politiske konsekvenser, som det førte til, ikke mindst for spørgerens parti.

Hr. Ole Birk Olesen.

I en finanslovssammenhæng er det helt klart, at regeringen er bange for at lave finanslovsaftaler med andre partier end deres støttepartier, fordi man er bange for, at de bliver så sure, at de simpelt hen vil vælte regeringen. Var regeringen her nervøs for, at Enhedslisten ville vælte regeringen, hvis regeringen tillod andre partier end de rent røde partier at deltage i en aftale om en ny voldtægtslovgivning?

Minister.

Jeg tror godt, at vi bare for historieskrivningens skyld kan blive enige om, at der er masser af eksempler på situationer, hvor man har en regering, som har lavet aftaler, også om finansloven, hen over midten, som også har omfattet partier, som ikke var ens eget umiddelbare parlamentariske grundlag. I den her situation var det sådan set ikke et spørgsmål om at være i en proces, hvor Enhedslisten truede – eller andre partier truede – men hvor det var et spørgsmål om at have en god og konstruktiv proces, som førte til det her fremragende resultat, som nu giver mulighed for, at alle Folketingets partier i fulde drag i dag kan nyde glæden og frugten af vores indsats.

Karina Lorentzen Dehnhardt, værsgo.

Tak for ordet. Jeg vil også bare lige sige tak til ministeren for et rigtig godt samarbejde. Jeg er rigtig glad for, at vi har kunnet gøre det her sammen, og nu har vi jo i forbindelse med det her lovforslag snakket rigtig meget om en formodningsregel og sådan nogle ting. Jeg tror bare, jeg vil sige til hr. Ole Birk Olesen og andre, at der måske også har været en stærk formodning for, at man ikke ville støtte det her lovforslag, og det har vist sig anderledes, end vi troede det. Men det er jo kun glædeligt, at vi så sammen kan stå sammen om det.

Det, som jeg vil spørge om, er egentlig det samme spørgsmål, som jeg rettede til Venstres ordfører, nemlig om de her mennesker med kognitive og mentale handicap, som simpelt hen har en dårligere adgang til vores retssystem. Det drejer sig ikke kun om mennesker, som bliver udsat for overgreb fra personale, hvilket jo sker, men de bliver simpelt hen også udsat for overgreb fra hinanden på bosteder og andre steder. Vil ministeren være med til at kigge på, hvordan vi kan sikre dem en lige adgang til vores domstole? For Institut for Menneskerettigheder har påvist, at det har de altså ikke i dag.

Ministeren.

Ja, det vil jeg gerne. Jeg synes bare også, det hører med til oplysningen af præcis det spørgsmål – også fordi fru Karina Adsbøl jo stillede det før – at vi faktisk i straffelovens § 218, som ikke er den paragraf, som vi diskuterer i dag, har en særskilt kriminalisering af det forhold, hvor der er tale om at udnytte en person, som er sindssyg eller mentalt svagt stillet. Det er selvstændigt kriminaliseret i sin egen paragraf. Men jeg er helt på det rene med – og det tror jeg også er det der ligger i spørgsmålet – at det jo ikke er det samme, altså at man, fordi man har en ret, så også får den ret. Det er den anden del af det, jeg hører, og det kan der være et behov for at kigge på. Og det synes jeg da bestemt også det er relevant at gøre.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det vil jeg være rigtig glad for. For det handler nemlig om muligheden for at kunne udnytte den ret, og den har de ikke i dag. Vi kan bare se, at der er fire gange så stor sandsynlighed for, at lige præcis deres sager falder, og de får sådan set heller ikke andel i en erstatning. For det er noget, som man selv skal søge efter domshandlingen, og der har man ikke længere en bistandsadvokat, og det siger sig selv, at hvis man har mentale og kognitive handicap, så bliver det også en svær proces. Så det er jeg rigtig glad for at ministeren også siger at vi kan have en diskussion om.

Ministeren.

Det opfattede jeg bare som en kommentar.

Fru Pernille Vermund.

Tak for det. Efter at aftalen var indgået, må jeg indrømme at jeg var noget bekymret for forholdet mellem frivillighed og samtykke, og jeg talte med flere jurister om det her, som også var bekymrede, men som alle sagde: Lad os nu se, hvad der sker, når lovforslaget kommer. Og jeg præsenterede flere af dem for et tænkt eksempel, som jeg også nævnte fra talerstolen i dag: Min mand og jeg bliver uvenner, jeg går i byen, bliver beruset, kommer hjem og lægger mig i vores dobbeltseng, tæt på, måske så tæt, at han betragter det som en opfordring. Jeg betragter det måske bare som en mulighed for, at man kan få en varmere bagdel, end man havde, da man kom ind ad døren – whatever. Jeg vågner næste morgen; vi har haft sex. Jeg synes ikke, at det var der, vi var, vores skænderi var ikke færdigt; det synes han. Vil han risikere at blive dømt for voldtægt, hvis jeg anmelder ham, med den nuværende lovgivning? Jeg fik de forskellige juristers svar, og jeg vil meget gerne høre ministerens svar.

Ministeren.

Det kan jeg hverken sige ja eller nej til, fordi der med dygtighed i eksemplet bliver lagt nogle elementer ind, som kan tale for, at der kan være samtykke, eller for at der måske ikke er samtykke. Og bevisbedømmelsen er jo fri ved domstolene. Men man kan i hvert fald sige, at det ikke er sådan, at selv hvor der er total passivitet, som jeg nærmest forstår der er i eksemplet her, kan der ikke være samtykke. Også her vil det bero på en konkret vurdering, og i den vurdering vil det naturligt kunne indgå, f.eks. om parterne tidligere har haft sex med samtykke, altså det, som folk, der har været gift i mange år, kunne kalde onsdagssex, f.eks. Ja, svaret var ikke længere.

Værsgo.

Tak for svaret. Så onsdagssex på en lørdag efter et skænderi og lidt alkohol bliver ikke kriminaliseret på nuværende tidspunkt – så langt, så godt. Og det er jo på en eller anden måde en lille smule betryggende, al den stund at vi jo også er nogle, som nogle gange er der. Men det er jo et af de spørgsmål, som vi gerne vil have afklaret i udvalgsarbejdet, og når ministeren indleder med at sige, at det kan man ikke svare entydigt på, så vidner det jo også om, at der – hvad skal man sige – er så mange nuancer i det her, at vi altså bare skal være enormt opmærksomme på balancen mellem retssikkerheden for manden og retssikkerheden for kvinden. Så jeg håber, at vi i udvalgsarbejdet får et mere klart svar på det.

Tak. Ministeren, værsgo.

Det er rigtigt: Retssikkerheden betyder meget. Jeg synes bare, at det, man skal holde sig for øje, er en problemstilling, som vi diskuterer herovre, hvor det med diskussionen i gamle dage eller før i tiden og med den gældende retstilstand er et helt andet bevistema. Altså, vi skal have fat i vold, vi skal have fat i tvang, vi skal have fat i andet. Nu flytter vi det, der bliver kriminelt, herover. Det er selvfølgelig klart, at der i kanten af det kriminelle område, uanset om det ligger herovre eller derovre, vil være situationer, som skal vurderes: Er det voldtægt, eller er det ikke voldtægt? Men der er bare en række af de situationer, som i dag ville være i den grå zone, som utvivlsomt vil være voldtægt.

Der er tilsyneladende ikke flere, der vil takke ministeren, så jeg vil sige tak.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.