Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 138:

Forslag til lov om ændring af lov om mark- og vejfred. (Videreformidling af optagne katte).

Af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri (Rasmus Prehn).

(Fremsættelse 14.01.2021).

Forhandlingen er åbnet, men vi venter lige et øjeblik på ministeren. Vi trækker lige vejret og ser, om der kommer en minister – det kan godt være en fordel at have en minister til stede!

Det kan ikke være vejret, der har gjort, at ministeren er forsinket, men vi er glade for nu at se ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri – og for katte. Så vil vi igangsætte forhandlingen om punkt 4, og hr. Anders Kronborg fra Socialdemokratiet er første ordfører på talerstolen. Værsgo.

Tusind tak for det. Det lovforslag, vi skal behandle her, er en ændring af mark- og vejfredsloven, og det lyder jo i virkeligheden ikke særlig mundret, men det lyder heller ikke særlig teknisk. Men jeg vil sige, at det faktisk er en rigtig vigtig ændring, vi her i dag behandler, og det er jo også en sag, vi ad nogle omgange har diskuteret herinde i Folketingssalen, og vi har også diskuteret den bilateralt. Den handler nemlig om vores firbenede venner, om vores katte.

Vi ved, at der i øjeblikket er rigtig mange katte, der kommer ind på vores internater. Vi ved også, at der er mange katte, der ikke er mærkede, og vi ved også, at det giver noget administrativt bøvl, når de her katte skal fremvises, for når de er kommet ind på internaterne, skal de fremvises i 72 timer, hvor de f.eks. skal lægges på internettet. Vi ved også, at der er mange, der ikke efterfølgende får deres ejere tilbage, men hvor internaterne skal ud at finde nye ejere til de her katte.

Vi har drøftet det grundigt med hinanden, om der er nogle incitamenter, der kan gøre, at flere vil overveje at mærke deres katte. Vi har ligeledes drøftet, om det er muligt at skabe nogle initiativer, der afhjælper det bureaukratiske pres på internaterne. Og der er vi nået frem til, at det giver god mening at lave en ændring af mark- og vejfredsloven, hvor vi skaber nogle øgede incitamenter til, at folk ad frivillighedens vej vælger at mærke deres kat. Med det her lovforslag bliver det sådan, at hvis katten ikke er mærket med øretatovering, halsbånd eller for den sags skyld en indbygget chip, kan man hurtigere afhænde, om man så må sige, katten. Det vil sige, at alle katteejere ved, at det vil være en rigtig, rigtig formålstjenlig ting at få mærket deres kat, hvis den skulle løbe bort.

Det, som jeg også synes er godt ved det her lovforslag, er, at vi faktisk har fået lagt en evalueringspraksis ind. For vi ved som sagt, at der i øjeblikket er rigtig mange katte, der kommer ind på internaterne, men man ved ikke rigtig hvorfor. Københavns Universitet peger på, at det er, fordi internaterne gør en ekstraordinært stor indsats – og stor ros for det.

Vores intention er, at flere katte skal mærkes, og derfor vil det også være fornuftigt at tage en evaluering af den her ordning forholdsvis tæt på vedtagelsen, og derfor hilser jeg det med tilfredshed velkommen, at der faktisk står, at 2 år efter at den her lov er vedtaget, evaluerer man den her ordning og ser på, om den har virket, og om der skal tages initiativer til yderligere forbedringer. Her synes jeg faktisk, der er tale om sund fornuft, og jeg synes i virkeligheden, at det fremmeste og det bedste er, hvis vi herinde kan lave lovgivning, som kan håndhæves, og som samtidig er udtryk for sund fornuft – og som i det her tilfælde kan gøre livet bedre for vores katte.

Med de ord vil jeg gerne tillade mig at sige, at jeg er tilfreds med de ændringer, som ministeren lægger op til. Jeg synes, ministeren har lyttet, også da vi drøftede et beslutningsforslag om katte. Da var den her dagsorden jo også på tapetet og blev drøftet her i Folketingssalen. Så jeg er som sagt tilfreds med de her ændringer i mark- og vejfredsloven, men jeg er selvfølgelig, ligesom alle mulige andre gange, villig til at drøfte forskellige elementer i forbindelse med udvalgsbehandlingen. Men som det ligger her, synes jeg, det vil være meget fornuftigt, hvis vi tilkendegiver en opbakning til det her lovforslag. Tak for ordet.

Selv tak. Der er en kort bemærkning fra fru Pia Kjærsgaard.

Tak. Det er da et skridt på vejen, det anerkender jeg, men jeg synes ikke, det er stort nok, og det kommer nok heller ikke helt bag på hverken ordfører eller minister. Jeg fatter simpelt hen ikke, at man, når man nu skal stå her i Folketingssalen og forhandle det her en gang til, så ikke tager skridtet fuldt ud og siger, at det her skal være obligatorisk. Jeg er ret sikker på, at i løbet af noget tid vil vi stå her igen, fordi det er nødvendigt med en obligatorisk ordning, og derfor fatter jeg oprigtigt simpelt hen ikke, at man ikke gør det i stedet for. Vi har dyreværnsorganisationerne bag en obligatorisk ordning, og det synes jeg er ret væsentligt, og høringssvarene siger det samme, nemlig at det burde være sådan. Jeg forstår oprigtigt ikke, hvorfor man ikke i dag siger, o.k., at så gør vi det obligatorisk.

Ordføreren.

Tusind tak for det spørgsmål. Jeg anerkender til fulde, at fru Pia Kjærsgaard har interesseret sig for den her sag, og jeg anerkender også til fulde, at fru Pia Kjærsgaard har en stor interesse i den her sag. Jeg vælger at fastholde fokus på, at jeg synes, det er utrolig flot, at der halvandet år inde i en regeringsperiode faktisk er sket handling, så tingene går den rigtige vej i forhold til mærkning af kattene. Jeg ved, at fru Pia Kjærsgaard har været parlamentarisk grundlag for en blå blok tidligere, hvor man jo ikke lavede nogen initiativer, der fik det her på rette vej, så jeg hilser de her initiativer velkommen.

Så vil jeg bare tilkendegive over for fru Pia Kjærsgaard, at de næste 2 år, hvor vi følger det her tæt, hvorefter det skal evalueres, skal vi holde nøje øje med, om det her skaber de ønskede forbedringer i forhold til vores katte, og hvis ikke det gør det, er jeg sådan set ikke uenig med fru Pia Kjærsgaard i, at så skal vi dykke yderligere ned i materien. Men man vurderer jo, at det her vil hjælpe kattene, og det er sådan set det afgørende.

Spørgeren.

Det er jo godt, at alt, hvad vi siger her i Folketinget, bliver refereret, for så vil jeg, når det ikke fungerer, som jeg er ret sikker på det ikke vil på et tidspunkt, tage det frem, der er blevet sagt, så vi så kan tage skridtet og gøre det obligatorisk. Det vil jeg holde ordføreren og regeringen, uanset hvilken regering der sidder, fast på. Og så synes jeg ikke, det er helt på sin plads at sige, at fru Pia Kjærsgaard heller ikke kunne få den blå regering med på det. Nej, det kunne vi ikke, og det synes jeg da er ærgerligt, men jeg er sådan set helt kold over for, om det er en socialdemokratiskledet regering eller en regering ledet af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, hvad ved jeg, for det, det drejer sig om for mig, er at få det gennemført, og jeg synes ikke, man skal prøve at skyde mig andet i skoene, for jeg prøver alt, hvad jeg kan, uanset hvilken regering der sidder, og jeg har ikke opgivet endnu.

Ordføreren.

Den største anerkendelse og den største respekt for det. Der skal heller ikke være nogen som helst tvivl om, at mit fokus som ordfører her alene har været på kattene. Vi må også huske, når vi læser de høringssvar, der ligger på sagen, at der er andre organisationer, der faktisk bakker op om den her ordning og mener, at den her ordning er den rigtige vej at gå. Det er også derfor, jeg siger, at jeg er rigtig glad for, at der er indbygget en evaluering i den her ordning, så vi grundigt kan følge det her, grundigt kan evaluere det med hinanden og så få en grundig snak med hinanden efterfølgende. Jeg er af den overbevisning, at det her vil hjælpe, og jeg er også af den overbevisning, at det her vil gøre det væsentlig mindre bureaukratisk for internaterne, så de faktisk kan bruge deres energi på at hjælpe vores dyr frem for at lave bureaukrati.

Tak til hr. Anders Kronborg. Der er ikke flere korte bemærkninger. Derfor går vi over til hr. Erling Bonnesen fra Venstre, Danmark Liberale Parti. Værsgo.

Tak for det. Der er i de seneste år sket en stigning i antallet af katte, der bliver indleveret på landets internater. Den foregående ordfører har jo gennemgået lovforslaget, så det skal jeg ikke gå længere ind i end bare sige, at med den gældende lovgivning er det besværligt at få videregivet bortløbne katte. Det betyder, at kattene i flere situationer kommer til at opholde sig uforholdsmæssig lang tid på internaterne, hvilket også øger presset på internaterne og omkostningerne og bøvlet, kan man sige, for internaterne.

Det vil det her lovforslag så ændre og forhåbentlig hjælpe på, da bortløbne katte uden mærkning eller chip hurtigere kan komme videre til et nyt hjem, en ny ejer, kan man sige. Det synes vi i Venstre er en god idé, da det også giver et incitament til at få mærket sin kat, hvis man som katteejer gerne vil have styr på sin kat, kan man sige, for så kan man, hvis den skulle løbe væk, få fat på den igen. Det skulle samtidig også meget gerne lette dyreinternaternes arbejde.

For Venstre har det været afgørende, at ændringen af reglerne ikke betyder en mærkningspligt for katteejerne. På landet er det jo også meget almindeligt, at man har såkaldte udekatte, og i de situationer synes vi ikke der er nogen grund til at stille krav om mærkning af disse katte. Omvendt kan vi sige, at hvis man ikke mærker sin kat, løber man selvfølgelig den risiko, at den kan løbe væk og havne på et internat og dermed også blive videregivet.

Vi synes, det er et godt lovforslag, som forholder sig til de problemstillinger, der er blevet rejst af ikke mindst internaterne. Nu har katteejerne så selv ansvaret for deres katte og får mulighed for at mærke dem, så de kan holde styr på dem. Så Venstre støtter lovforslaget. Tak.

Selv tak. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste, vi får på talerstolen, er fru Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti.

Den 19. maj sidste år behandlede vi i Folketinget Dansk Folkepartis beslutningsforslag om en kattelov. En central del af forslaget var etableringen af en obligatorisk mærkningsordning for katte. Omkring hver femte husstand i Danmark har en kat, men det er kun hver fjerde kat, der er mærket eller registreret, og dertil skal man jo også lægge de mange herreløse katte. Katte, der ikke er registrerede, kan som bekendt ikke spores tilbage til en ejer. Det efterlader internaterne med en enorm opgave, når de skal håndtere umærkede og uregistrerede katte. Som jeg også nævnte under behandlingen af vores beslutningsforslag, blev der i 2019 indleveret 40 pct. flere katte end året før, og det tal bliver sikkert ikke mindre i årene fremover. Mange familier har som følge af coronaepidemien anskaffet sig kæledyr, og desværre er det jo sådan, at nogle mennesker ikke helt har gjort op med sig selv, hvad det faktisk kræver, når man har et kæledyr, og derfor kommer de også til at fortryde det. Derfor må vi desværre forvente flere herreløse katte i den kommende tid. Af samme årsag ønskede vi også fra Dansk Folkeparti en obligatorisk mærkningsordning, der kunne sikre, at ansvaret for katten påhviler ejeren, og samtidig aflaste internaterne for den helt uoverkommelige opgave, de er stillet over for i øjeblikket.

Nu er regeringen så kommet med et lovforslag om ændring af reglerne, der desværre ikke imødekommer Dansk Folkepartis synspunkt om, at en obligatorisk mærkningsordning burde være det, vi gjorde. I stedet vil regeringen lempe reglerne for fremlysning af katte, så de kan videreformidles hurtigere, og gøre umærkede katte til optagerens ejendom, som det hedder i forslaget – altså en kat, der ikke er mærket, kan man beholde, hvis man finder den. Det er på den baggrund regeringens håb, at flere vil vælge at mærke deres kat. Men som det også fremgår af høringssvarene, er det ikke andet end et lønligt håb. Blandt de interessegrupper, der slår til lyd for obligatorisk mærkning af katte, er Den Danske Dyrlægeforening, Det Dyreetiske Råd, Dyrenes Beskyttelse og Tullebo Kattehjem. De er alle enige om, at en fortsat frivillig mærkningsordning ikke er tilstrækkelig. Ministerens forgænger har anført, at det ville være omkostningsfyldt for politiet, hvis der var en obligatorisk mærkningsordning, fordi politiet så skulle bruge ressourcer på at efterforske, hvem en kat tilhørte. Det argument er med ministerens forslag i dag faldet bort, for fremover kan umærkede katte jo umiddelbart videreformidles. Der er derimod ikke længere lovgivningsmæssig behov for nogen form for politimæssig efterforskning. Er en kat synligt mærket, er det jo umiddelbart ret nemt at finde ejermanden, og det vil i øvrigt normalt ikke kræve politiets mellemkomst, men blot at internatet kontakter ejeren. Uden en obligatorisk mærkningsordning, der utvivlsomt vil nedbringe antallet af umærkede katte, vil internaterne stadig stå tilbage med en stor opgave med at finde nye ejere til umærkede katte. Nok skal de ikke længere bruge kræfter på at finde den oprindelige ejer, men der skal stadig findes et nyt hjem.

I Dansk Folkeparti mener vi derfor fortsat, at der er behov for en obligatorisk mærkningsordning med et synligt mærke, og vi har svært ved at forstå, hvorfor der er så stor modstand i systemet mod en mærkningsordning, når så mange interessegrupper efterlyser lige nøjagtig dette instrument for at sikre ligestilling mellem hunde og katte og reducere antallet af herreløse og omstrejfende katte, og da særligt, når der gøres alle mulige krumspring for at fremme tilslutning til en frivillig mærkningsordning. Hvorfor så ikke bare bide til bolle og etablere den obligatoriske mærkningsordning, som så mange efterspørger? Vi vil i hvert fald forbeholde os retten til at stille ændringsforslag om netop dette.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra hr. Anders Kronborg. Værsgo.

Tusind tak til fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti. Når jeg har diskuteret det her om en obligatorisk mærkningsordning for katte, er jeg endnu ikke blevet overbevist om, hvordan en sådan obligatorisk mærkningsordning i givet fald skal håndhæves. Jeg synes, at hvis man laver en lovgivning i Danmark, så skal man også kunne håndhæve loven. Så jeg vil spørge fru Pia Kjærsgaard – for jeg kan forstå, at der kommer et ændringsforslag til lovforslaget, og derfor finder jeg det også nyttigt at få nogle bud på det – om, hvordan en sådan obligatorisk mærkningsordning i givet fald håndhæves.

Ordføreren.

Tak. Jo, men det er jo ikke anderledes, end hvis det f.eks. er en hund. Altså, det er jo nøjagtig det samme. Når man anskaffer sig en kat, ligesom når man anskaffer sig en hund, så skal der finde en mærkning sted, og det vil vi selvfølgelig gøre opmærksom på i det ændringsforslag, vi kommer med.

Jeg siger ikke, at det her forslag er unyttigt – bestemt ikke – jeg siger, at det er et skridt på vejen. Men hvorfor ikke tage det fulde skridt? Jeg kommer til at tro, at vi kommer til at gøre det, netop når vi skal evaluere den her ordning.

Spørgeren.

Jeg synes jo allerede, vi kan se, at der er nogle positive tendenser, for ifølge de tal og oplysninger, jeg i hvert fald er i besiddelse af, er ca. 15 pct. af de katte, der har en ejer i øjeblikket, ikke mærket, altså kun 15 pct. Så det er jo de sidste 15 pct. her, vi skal have med i forhold til mærkning. Og så må vi også huske på, at der er stor forskel på intentionerne i loven med hensyn til hunde og katte, bl.a. fordi det med den lov, man indførte, blev ansvarspådragende med mærkning af hunde, ligesom vi heller ikke har nær så mange – og heldigvis for det – herreløse hunde, der går rundt.

Så jeg kvitterer også positivt her, for jeg forstår, at ordføreren ikke er positiv, men anerkender, at det her da i hvert fald er et skridt i en retning, der er positiv.

Ordføreren.

Jamen det gør jeg da helt bestemt. Og jeg tror også, at en årsag er, at vi har debatten, for den når jo altså heldigvis også ud og bliver taget til efterretning rundtomkring på internater og hos folk, der har med dyr at gøre, men også udeomkring i det øvrige samfund. Så selvfølgelig vil der være flere, der gør det frivilligt, men jeg tror bare ikke på, at det er nok – og det gør jeg stadig væk ikke. Jeg tror ikke på, at det er nok.

Det, jeg godt kunne frygte, som jeg også sagde i min ordførertale – og det gælder for så vidt også hunde – er alle de dyr, som givetvis og desværre lander på et internat, fordi folk anskaffer sig kæledyr i øjeblikket. Hvad skal man egentlig få tiden til at gå med, ikke? Så kan man få sig et kæledyr. Og det er desværre ikke alle, der er helt opmærksomme på den meget, meget store opgave, det er, hvad enten det er en hund eller en kat. Og der har vi et problem specielt i forhold til kattene.

Hr. Carl Valentin.

Tak til fru Pia Kjærsgaard for talen. Jeg synes, den var rigtig god, og jeg synes også, at det er tydeligt, at Dansk Folkeparti faktisk har spillet en nøglerolle i forhold til at kæmpe for, at vi nu får en forbedring af lovgivningen, så stor ros for det.

Jeg kunne dog godt tænke mig at høre fru Pia Kjærsgaard reflektere lidt over, hvorfor man fra Dansk Folkepartis side er så indigneret, når det kommer til sådan noget som katte, mens der i forhold til dyrevelfærd og dyrs rettigheder, hvad angår alle mulige andre arter, ikke lader til at være helt så stort et engagement. Jeg synes i hvert fald, at det er lidt problematisk, hvis det, vi som dyrevelfærdsordførere særlig vurderer som værende det vigtige, er, om dyrene har en eller anden særlig rolle i vores eget liv, eller om de på en eller anden måde gør nytte for os, eller om de er nuttede, eller hvad det nu er, der spiller ind, i forhold til at Dansk Folkeparti ofte er så dedikerede, når det kommer til katte, mens man, hvis det kommer til grise, køer, kyllinger eller lignende dyr, ikke er helt villig til at tage den samme kamp. Hvordan kan det være, at man gør den her forskel?

Ordføreren.

Det passer simpelt hen ikke. Altså, jeg står og undrer mig helt vildt over det her. Jeg skal hilse mange gange og sige, at da Dansk Folkeparti blev stiftet i 1995, var vi det første parti, der fik en dyrevelfærdspolitik, og vi var det første parti, der fik en dyrevelfærdsordfører. Der var ikke rigtig nogen partier, der før havde interesseret sig for det. Nu er det heldigvis alle partier, der er gået ind i det her emne, og det synes jeg er rigtig, rigtig godt. Hvad enten det er produktionsdyr, kæledyr, dyr ude i naturen eller vilde dyr, eller hvad ved jeg – og det gælder også dyremarkederne eller wetmarkederne i Kina – så synes jeg i allerhøjeste grad, at vi skal interessere os for det. Jeg bliver meget, meget indigneret, for mit hjerte banker meget, meget stærkt for dyrevelfærd, og jeg synes ganske enkelt ikke, at det, som ordføreren siger, er rigtigt.

Spørgeren.

Jeg er glad for, at ordføreren bliver indigneret, for det er også et vigtigt område, men jeg har svært ved at forestille mig, at Dansk Folkeparti f.eks. ville udsætte katte for de samme forhold, som man har udsat mink for i årevis, til trods for at Dansk Folkepartis ordfører varmt har forsvaret minkproduktionen i den debat, vi har haft her. Jeg har også svært ved at forestille mig, at Dansk Folkepartis ordfører ville synes, at det var okay at behandle katte, sådan som man behandler smågrise og svin i det hele taget i dyreproduktionen. Jeg har set billeder af fru Pia Kjærsgaard på en svinefabrik, hvor hun står med en lille gris, som har ret til 0,65 m² gennem hele dens liv. Altså, jeg synes, der er en diskrepans mellem, hvilke forhold man ønsker at give katte og så alle mulige andre arter, men jeg er glad for indignationen.

Ordføreren.

Jamen får den gris ret til flere kvadratmeter, fordi jeg ikke besøger en svineproduktion? Altså, jeg siger jo faktisk, at jeg interesserer mig for området, og jeg vil gerne ud at besøge de forskellige områder, og jeg vil gerne høre, hvad det egentlig er, der sker, og det bliver jeg ved med. Det har jeg gjort hele mit politiske liv. Og så synes jeg ærlig talt for at sige det ligeud, at den bemærkning om mink kunne hr. Carl Valentin godt have undladt i den tid, vi befinder os i. Jeg kan bruge mange ord på at fortælle, hvordan mink er blevet behandlet, efter at man troede, de blev masseaflivet. Det kan jeg bruge mange ord på. Jeg synes, at det var direkte afskyeligt, og hvad gjorde hr. Carl Valentins parti og andre partier, der var for den her aflivning, i den sag? Ingenting.

Fru Zenia Stampe.

Masseaflivning – det synes jeg var et interessant ord. De skulle jo alle sammen eller de fleste af dem aflives på et tidspunkt. Nå, men vi skal ikke diskutere mink i dag. Vi skal diskutere katte.

Vi har også givet det en virkelig alvorlig overvejelse, om vi skulle kæmpe for en obligatorisk mærkningsordning, og det kan vi heller ikke afvise endnu. Vi ser rigtig meget frem til evalueringen for at se, om det er nødvendigt, men det, som har gjort os i tvivl, er to ting: Hvad er sanktionen, hvis man så bliver grebet i ikke at have mærket sine katte? Og hvordan skal vi efterforske, forfølge, håndhæve sådan en lov?

Er det kun, når der kommer en umærket kat ind på et internat, at loven skal håndhæves? Og skal der kun ske en straf, og hvad skal den straf være, hvis den eventuelle ejer så kommer og siger: Det er min kat? Eller bliver det et krav, som der bare ikke bliver fulgt op på og heller ikke sanktioneret? Det er for at være ærlig det, der har gjort os i tvivl om, om det var den rigtige vej at gå, og derfor glæder jeg mig rigtig meget til at høre, om fru Pia Kjærsgaard har et bud på det.

Ordføreren.

Tak, fru Zenia Stampe. Jeg synes, det er fint, hvis man har gjort sig nogle overvejelser, og at man måske kan komme frem til det, netop når vi skal have den evaluering. Det synes jeg er rigtig godt.

Hvordan og hvorledes og hvor stor bødestraffen skal være, tror jeg ikke man normalt plejer at stå og diskutere, når man kommer med et lovforslag. Men jeg synes da, det vil være velegnet under udvalgsbehandlingen, når vi kommer længere ind i de drøftelser, at forholde sig til, hvordan man håndhæver det, hvordan man effektuerer det. Men jeg må bare sige, at det må være på præcis samme måde, som når man vedtager en eller anden lov her i Danmark, altså at man finder ud af, hvad vi følger op på bagefter, og hvad myndighederne gør i forhold til at få fulgt op på de lovforslag, som vi vedtager her i Folketinget.

Spørgeren.

Jamen når nu regeringens hovedargument for ikke at forfølge målet om en obligatorisk ordning er ressourcetrækket hos politiet og det også er sanktionen, så kan jeg ikke forstå, at fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, som har kæmpet for det her længe – og fuld respekt for det – ikke prøver at gå ind på den banehalvdel og så blive mere konkret, i forhold til hvad ressourcetrækket så vil være, hvad en realistisk sanktion så vil være. For hvis det er det, der er modargumentet, er det jo der, man må møde det.

Derfor vil jeg da bare opfordre fru Pia Kjærsgaard til i udvalgsbehandlingen at bore lidt mere ned i de spørgsmål, fordi det i hvert fald er dem, som vi har lyttet til, og som også har gjort, at vi støtter forslaget i dag, men det er jo også der, vi eventuelt kan overbevises om noget andet.

Ordføreren.

Det sidste lyder stadig væk godt. Men i modsætning til, da vi diskuterede Dansk Folkepartis forslag tidligere, er regeringen jo ikke kommet så meget ind på det ressourcemæssige denne gang, og jeg ser det egentlig også som en positiv ting, at regeringen faktisk ikke berører det i det her lovforslag. Så det er ikke det, der gør det store; det tror jeg ikke et øjeblik på.

Det er klart, at al lovgivning, hvor man griber ind, og hvor der skal være nogle forbud – det er jo også der, vi er i forhold til det her – vil koste en eller anden form for ressource, naturligvis. Det er som med alt muligt andet, hvor vi griber ind, og jeg synes bare, vi skal skrive os bag øret, at det er sådan. Men det kan forbedre vilkårene for internaterne, og det kan forbedre vilkårene for kattene, og det er i virkeligheden derfor, at Dansk Folkeparti går meget op i den her sag.

Tak til fru Pia Kjærsgaard. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og velkommen til hr. Carl Valentin fra Socialistisk Folkeparti.

Tak. Jeg er egentlig ked af, at debatten blev lidt ophedet lige før, for det var egentlig ikke min mening at kritisere Dansk Folkeparti. Jeg mente det faktisk oprigtigt, da jeg sagde, at jeg synes, at Dansk Folkeparti har spillet en nøglerolle i forhold til at kæmpe for bedre lovgivning for kattene. Men jeg kan godt forstå, at bølgerne går lidt højt, for i min optik er der meget dobbeltmoral forbundet med hele dyrevelfærdsdebatten, og hvordan vi tillader os at behandle forskellige arter. Det synes jeg vi skal tale åbent om, for det er helt åbenlyst, at der er meget, meget forskellig lovgivning på området og meget, meget forskellige tilgange til, hvordan vi behandler forskellige dyr, alt efter hvilken art de lige tilhører.

Nå, men lad mig komme tilbage til forslaget. Altså, som relativt ny ordfører på det her område, har jeg forsøgt at sætte mig godt ind i det. Det er jo tydeligt, at det har været debatteret i rigtig mange år – og særlig den her obligatoriske mærkningsordning for katte, som også var oppe lige før.

Så tak til ministeren og tak til regeringen for endelig at skride til handling på det her område, som har været debatteret i længere tid. Og egentlig også tak til hr. Mogens Jensen, hvis han tilfældigvis sidder og ser kattedebat fra sit kontor. Jeg nåede at drøfte det med ham, inden vi fik en ny minister, og inden han trådte af, og jeg er glad for, at arbejdet blev sat i gang dengang. Selv om jeg måske ikke synes, at man går helt langt nok med forslaget, så er det helt bestemt et skridt i den rigtige retning, og det sætter jeg stor pris på.

Presset på internaterne er stort, og for kattenes skyld mener jeg, det er fuldstændig afgørende, at vi sikrer, at flere bliver mærket, og at vi får en smidigere sagsgang. En undersøgelse fra Københavns Universitet har vist, at 25 pct. af ejerkattene er umærkede, og det er jo helt vildt uacceptabelt. Og jeg synes, det er utroligt, at man i så mange år herindefra har ladet stå til, mens diverse internater og organisationer har råbt op om det her problem. Så det er godt, at der sker noget nu.

Når man læser høringssvarene, er det jo tydeligt, at mange af dem, som virkelig kerer sig om dyrene, ikke synes, at forslaget her går langt nok, bl.a. Dyrenes Beskyttelse, og den kritik er jeg sådan set enig i. Jeg er dog glad for, at der er lagt ind, at vi skal evaluere ordningen om et par år, og her håber jeg, at regeringen vil love, at man er villig til at tage yderligere initiativer, hvis det her ikke er tilstrækkelig effektivt. Jeg synes egentlig også, at det ville være passende at se på en obligatorisk mærkningsordning i en situation, hvor det her ikke virker, sådan som man håber på. Så det håber jeg regeringen vil tage med.

Dyrenes Beskyttelse har også et vigtigt forslag i høringssvaret om, at man burde indføre neutraliseringspligt for ejerkatte, som man f.eks. har fået det i Sverige. Og det kunne jeg godt tænke mig at høre ministerens holdning til. Altså, mange killinger, som ingen vil tage ansvar for, kommer hvert år til verden, og jeg synes, det er hjerteskærende at se, at der er mennesker, der dumper kattekillinger i papkasser. Altså, det vidner om, at der er nogle mennesker, der absolut ingen empati har for andre levende sansende væsener. Og vi skal gøre alt, hvad vi kan herindefra, for at sikre, at der ikke er nogen dyr, der lider sådan en skæbne.

Jeg synes også, at Den Danske Dyrlægeforening har en god pointe i, at fraværet af dyreartsspecifik lovgivning for katte gør, at kattenes status stadig væk opfattes som lavere end en del andre dyrs. Og når nu vi skal implementere den nye dyrevelfærdslov og se på bekendtgørelserne, så kunne det være godt, hvis ministeren ville forholde sig til den problematik, at der ikke er dyreartsspecifik lovgivning for katte. Jeg fandt for nylig ud af, at det samme gælder for eksempelvis kaniner, og jeg synes generelt, det virker lidt mærkeligt, at vi har nogle dyr, vi holder i vores varetægt på den ene eller den anden måde, som der slet ikke er nogen dyreartsspecifik lovgivning for. Altså, forskellige arter har jo forskellige behov, og det bør vi altid tage højde for i lovgivningen.

Hos Den Danske Dyrlægeforening og Dyrenes Beskyttelse er der også en pointe i høringssvarene om, at flere mærkede katte kunne være til gavn for effektiv smitteopsporing i forhold til zoonoser, f.eks. covid-19. Og både forebyggelse af fremtidige epidemier og effektiv smittebekæmpelse synes jeg bør være en langt højere prioritet i fremtiden. Så jeg synes, at det er en god pointe og endnu en god grund til, at vi holder skarpt øje med, om den her lovgivning er tilstrækkelig og kommer til at virke, sådan som vi ønsker det.

Men endnu en gang tak for lovforslaget, som jeg synes er godt. Socialistisk Folkeparti bakker op om det.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Anders Kronborg.

Jamen tusind tak til SF's ordfører for et, synes jeg, nuanceret og godt indlæg. En af fordelene ved at have en 5-årig datter, hvad jeg selv har, er, at man begynder at gense alle disneyklassikerne derhjemme. Og for ikke lang tid siden sad vi og så »Aristocats«, hvor der både er katte med fint halsbånd, der har en ejer, og hvor der er de her baggårdskatte. De har jo i virkeligheden altid været der.

Det, jeg synes er bekymrende, og som jeg også synes vi lige skal forholde os lidt til i den her debat, er, at vurderingen jo er, at katte uden ejere er eksploderet. Altså, nogle faktiske tal er jo, at man vurderer, at fra 2004 til 2017 er der sket en stigning på 250 pct. i forhold til katte, der er indleveret på internater. Og jeg tror i virkeligheden, at når vi skal have den debat om, hvad vi gør for de katte, der ikke har ejere, så skal debatten også bygge på fakta.

Der er jeg jo en af dem, der glæder mig rigtig meget til, at Københavns Universitet afslutter et forskningsprojekt målrettet de her katte, der ikke har ejere, og det gør de her i 2022. Så jeg vil bare høre SF's ordfører, om han ikke er enig med mig i, at når den redegørelse kommer, er det oplagt, at vi så tager en drøftelse i forhold til alle de katte, der ikke har ejere.

Ordføreren.

Det er jeg meget, meget enig i. Jeg synes, det er enormt vigtigt. Det her med, at der er blevet flere katte uden ejer, er et stort problem. Og jeg synes også, at neutraliseringspligten, som jeg nævnte før, måske kunne være et redskab i kassen for at mindske den situation fremadrettet. Men jo, det synes jeg, helt sikkert. Lad os tage nogle drøftelser om det. Det medvirker SF meget gerne til.

Spørgeren.

Det er også derfor, at jeg synes, det her lovforslag er så godt. Vi ved jo, at internaterne gør et storstilet arbejde, et rigtig flot arbejde. Og det her lovforslag er målrettet, at alt det der unødvendige bureaukrati for internaterne bliver fjernet, så internaterne kan gøre det, de er bedst til, nemlig at hjælpe dyrene og f.eks. også sørge for, at sterilisationen fungerer. Så selv om ordføreren siger, at det her ikke er nok, vil jeg bare høre ordføreren, om han ikke anerkender, at det her er et rigtigt skridt i den rigtige retning.

Jamen det anerkender jeg så afgjort. Altså, jeg synes helt klart, at det her lovforslag er et skridt i den rigtige retning. Det håber jeg også er fremgået. Jeg synes bestemt, det er et rigtig godt forslag, vi behandler her, og SF støtter det. Og jeg tror, det kommer til at virke. Spørgsmålet er, om det virker nok, og det må vi jo så se, når vi skal evaluere lovgivningen om et par år. Det ser jeg rigtig meget frem til. Men jo, stor anerkendelse, både til regeringen og ministeren og Socialdemokratiet og den tidligere minister og dem, der har kæmpet for det her i flere år; at der skulle ske noget her. Jeg synes, man går i den rigtige retning.

Tak til hr. Carl Valentin.

Og efter afspritningen vil jeg gerne have lov til at byde velkommen til fru Zenia Stampe fra Radikale Venstre.

Tak for det. Det her er jo en sag, der har været rigtig længe undervejs, også lang tid før jeg overhovedet vidste, at der eksisterede et problem, for nu at sige det, som det er. Jeg blev landbrugsordfører efter valget, og det er vel efterhånden halvandet år siden, og nogle af de første, der kom og bankede på min dør, var Dyrenes Beskyttelse og DOSO for netop at tale om katte. Det vil jeg gerne kvittere for, hvis I sidder derude. I har arbejdet for det her længe, I har arbejdet dedikeret, engageret og seriøst, og det er ikke mindst jeres fortjeneste, at vi i dag behandler det i Folketinget.

Men det er jo allerede halvandet år siden, og jeg kan huske, vi havde en vending på det sammen med ministeren. Det var så ikke med den nuværende minister, men med hr. Mogens Jensen tilbage i marts. Jeg tror, det var en af de eneste aftaler, vi indgik der i foråret, hvor vi ellers alle sammen kun havde corona i hovedet, og nu står vi så endelig her og behandler det i Folketingssalen.

Det er en drøftelse, vi har haft med regeringen over længere tid, og for nu at sige det, som det er, har vi jo også været i tvivl, om vi skulle gå efter den obligatoriske ordning, for det er den, Dyrenes Beskyttelse og også Dyrlægeforeningen har foreslået og haft rigtig gode argumenter for. Omvendt må vi jo konstatere, at DOSO, som også organiserer en del dyrevelfærdsorganisationer, bl.a. Kattens Værn og Inges Kattehjem, altså er glade for den her løsning. Og derfor synes vi egentlig, vi har ramt det helt rigtige snit, hvor vi nu starter med at ændre fremlysningspligten, så vi gør det nemmere, billigere og mindre bureaukratisk for internaterne, og også bedre for kattene, fordi de hurtigt kan videreformidles. Men hvor vi jo også skaber et incitament til at mærke sine katte, hvis man vil være sikker på at få katten hjem igen, hvis den løber væk. Og der synes vi, at det her forslag er et rigtig godt skridt.

Men vi er også rigtig glade for, at der er lagt en evaluering ind, så vi kan se, om vi nu også når de resultater, vi gerne vil, og om vi ser en øget mærkning af katte, så vi kan få gjort noget ved de der 15-25 pct., som jo altså ikke bliver mærket i dag. Og så er der stadig væk spørgsmålet om alle de vilde katte, som aldrig kommer ind på et kattehjem. Man kan sige, at der gør det så ikke rigtig nogen forskel, om der er en obligatorisk ordning, eller om det er den her ordning, for de er jo derude. Og der er det måske mere et spørgsmål om sterilisation i forhold til reglerne dér, som vi måske også kan tage op i forbindelse med evalueringen, som jo gerne skulle have et lidt bredere sigte, nemlig kattenes velfærd, så at sige. Og også dermed, i forlængelse af det, som hr. Carl Valentin sagde, en mere sådan dyrespecifik tilgang til de enkelte arter, hvad der ville være rigtig gavnligt, for der er jo forskellige ting, der gør sig gældende.

Derfor vil jeg også godt kvittere for Dyrenes Beskyttelses høringssvar, for jeg synes, det har været rigtig konstruktive bidrag. Vi er jo så ikke endt der i første omgang, hvor de gerne vil have vi ender. Men jeg kan jo også se, at de kvitterer for evalueringen og gerne vil gå aktivt ind i den, og det vil jeg bare sige jeg er rigtig glad for, altså at Dyrenes Beskyttelse har valgt at gå så konstruktivt videre med den her sag. Tak for det, og vi har virkelig lyttet til jeres argumenter, også selv om vi ikke går til den obligatoriske ordning med det her forslag.

Men det vil da ikke forvinde fuldstændig fra vores overvejelser, og noget af det, som jeg spurgte fru Pia Kjærsgaard om, er jo også noget, som vi selv vil undersøge i det videre forløb. Altså, hvis vi ser, at man ikke opnår de nødvendige resultater med det her skridt, og i stedet for begynder at genoverveje en obligatorisk ordning, hvad betyder det så i forhold til ressourcetræk, hvad betyder det så i forhold til sanktionsniveau? Men i øvrigt også: Hvad betyder det i forhold til den sociale balance? Man kan jo godt forestille sig, at nogle af dem, der ikke får mærket deres katte i dag, måske ikke er nogle af de mest ressourcestærke mennesker. Loven er selvfølgelig lige for alle, men man skal selvfølgelig også lige overveje, om man skal bruge en masse ressourcer på at dunke nogle mennesker i hovedet, som måske skulle have en helt anden type hjælp for at afhjælpe det her problem.

Så der er rigtig mange perspektiver i det, men det vil vi alt sammen gå seriøst ind i. Og derfor kan jeg bare i dag melde, at vi støtter lovforslaget, men vi støtter også den varme, konstruktive dialog med dem, der ønskede at gå skridtet videre. Og vi håber, at de især vil være aktive i forhold til at følge det her skridt, så vi om 2 år kan sætte os sammen og se, om vi er kommet langt nok, eller om der stadig væk er noget, vi kan hente, eventuelt ved en obligatorisk ordning.

Tak til fru Zenia Stampe. Der er ingen korte bemærkninger, ingen overhovedet.

Efter afspritning vil jeg gerne byde velkommen til hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten – De Rød-Grønne.

Tak. Enhedslisten støtter lovforslaget. Det her lovforslag vil jo aflaste de internater, som i øjeblikket skal beholde katte i tre døgn, før de kan give dem et nyt hjem. Vi synes, det er rigtig godt, at vi tager det skridt nu. Loven ændrer ikke noget for de katte, som er øremærket, og jeg synes, at det ville være rigtig vigtigt - hvis der er nogen, der lytter til den her debat, eller ser den omtalt – at de kommer frem til at få øremærket deres kat, så de har bedre mulighed for at få katten tilbage, hvis den løber væk.

Jeg synes, at det er rigtig vigtigt her at påpege, at vi har organisationer, som arbejder for bedre vilkår for vores husdyr, og de organisationer, der har engageret sig i kattes vilkår, har virkelig gjort et godt stykke arbejde. Jeg håber, at de også vil blande sig, når det er sådan, at vi skal evaluere loven om godt 2 år, og at de så også der vil være med til at påvirke os. For det er jo sådan med love, at man ikke kan sige, at de er hundrede procent rigtige, og jeg kan godt se fordele i, at vi kommer frem til, at der skal være obligatorisk mærkning af katte, og at man dermed opnår, hvad skal man sige, et måske lidt større engagement omkring at have et husdyr.

Så Enhedslisten støtter lovforslaget, og vi ser frem til den her evaluering om 2 år. Og så synes jeg, at der skal lyde en sidste opfordring til folk, der har kat, om at få den øremærket.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger til hr. Søren Egge Rasmussen, så derfor går vi lige om et øjeblik over til hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, formand. Jeg vil gerne indledningsvis sige, at vi i Det Konservative Folkeparti støtter forslaget. Det er jo afbureaukratiserende og mere administrativt let at have med at gøre, så vi synes, at det er rigtig fornuftigt, at man laver den her mere smidige måde at håndtere det på.

Der er jo stor forskel på, hvordan man holder kat. Nogle har en kat som kæledyr – det har de fleste. Og så er der også den store fordel ved katte, at de godt kan lide at spise mus. Ude på landet er katten et nyttedyr, forstået på den måde, at den holder musebestanden nede, og det er rigtig nyttigt og givtigt på mange måder, at musebestanden bliver holdt nede. Der findes masser af katte ude på landet, som har et rigtig godt liv, som trives i flokken, og som fodres og plejes og på alle måder har det rigtig godt, men som har den der primære funktion at holde musebestanden nede.

Hvis man forestiller sig, at der på store landbrugsejendomme er en håndfuld katte eller to, så er det jo også en anselig omkostning at skulle have dem mærket og registreret. Derfor er vi lidt skeptiske over for den der permanentgørelse af at skulle registrere alle katte. Lad os nu se på det, når den her lov engang skal evalueres, altså hvordan vi kommer om ved det. Men jeg synes, det ville være en stor byrde, hvis det var sådan, at man skulle til at registrere alle de der katte, som jo typisk bliver på den ejendom, hvor de nu er og har det godt, og hvor de ikke render nogen steder og aldrig havner på et internat. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Anders Kronborg.

Jeg synes jo, det er en interessant betragtning, ordføreren har, og jeg synes også, at den tale, ordføreren holder her, er lidt kontrastfyldt i forhold til den tale, vi hørte fra Enhedslistens ordfører, som fra talerstolen opfordrede ejere af katte til at få mærket deres katte. Ordføreren for Det Konservative Folkeparti kalder det en stor byrde, hvis man på landet, sådan forstår jeg det i hvert fald, skal til at mærke sine katte. Jeg står her med priserne for mærkning. Hvis man ønsker at mærke sine katte og f.eks. vælger en chipmærkning, koster det mellem 300 kr. og 450 kr., og hvis man i stedet for vælger en øretatovering, koster det mellem 400 kr. og 700 kr. Og uanset om det er en kat, der befinder sig i en lade i en flok, synes jeg sådan set, at opfordringen fra Enhedslisten er meget værdifuld, for hvis en kat løber væk, vil den jo også gerne tilbage til sin flok. Så jeg vil gerne høre ordføreren, om ordføreren mener, at de priser, jeg læste op, vil være en stor byrde.

Ordføreren.

Ja, det var det, jeg gav udtryk for, altså at det var en byrde, og det synes jeg også det er. Hvis det er sådan, at man har en landbrugsejendom, hvor der et stort kattehold – det kan være 5, 10, 15 stykker for den sags skyld – så synes jeg, det er en byrde, hvis det er sådan, at man hele tiden skal sikre sig, at de er mærkede og registreret i Katteregisteret, og jeg synes måske ikke, at nødvendigheden er så stor. Men hvis det var, at Socialdemokratiet havde den holdning, at alle katte skulle mærkes, kunne man jo have foreslået, at der skulle være en pligt til det, og det ser jeg jo ikke at Socialdemokratiet har foreslået, så derfor undrer jeg mig en lille smule over spørgsmålet.

Spørgeren.

Intentionen er jo klart den, at man ønsker flere mærkede katte i Danmark, og det er det, vi opfordrer til med den her incitamentsordning. Jeg anerkender fuldt ud, at man med den her ordning kan lade være med at mærke sine katte, det kan man i øvrigt også, selv om vi har en obligatorisk ordning, for udfordringen er, hvordan det skal håndhæves. Men jeg vil så spørge på en anden måde. Har jeg forstået ordføreren på den måde, at ordføreren ikke er enig i den opfordring, som Enhedslistens ordfører kom med, nemlig at dem, der ejer kattene, skal skynde sig at få dem registreret, eller hvordan?

Ordføreren.

Altså, det er da ganske hensigtsmæssigt, hvis det er sådan, at man har en kat, og man bor i et bynært område, hvor kattene kan gå rundt til naboer og andre steder, at kattene så er mærkede, helt klart, fordi det letter jo den der byrde i forhold til myndighedshåndhævelse. Når katten er mærket, er det jo til at have med at gøre, for så kan man hurtigt finde ud af, hvis kat den er. Men ude på en landbrugsejendom, hvor der er et større kattehold, som lever i en flok, synes jeg simpelt hen ikke, at det er nogen god idé at begynde at kræve, at de katte skal mærkes, for jeg er overbevist om, at det ikke er der, problemet er. Det er internaterne, der har problemet, hvor det typisk er bykatte, som på en eller anden måde måske forvilder sig for langt fra der, hvor de bor, og som så bliver optaget, fordi der er nogen, der får ondt af dem, når de står og ser sultne ud. Så har man lige pludselig problemet. Det foregår ikke ude på f.eks. en landbrugsejendom.

Tak til hr. Per Larsen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Jeg ser, at Nye Borgerlige og Liberal Alliance ikke ønsker at gøre brug af taletiden i dag, og medmindre jeg har set forkert, vil jeg gerne give ordet til ministeren for landbrug, fødevarer og fiskeri – herunder for katte og andre kæledyr.

Jeg vil også indledningsvis rette en tak til de mange engagerede borgere, de mange engagerede organisationer, og de mange aktive politikere, der har hjulpet til i forhold til at få lavet den her forbedring af kattenes vilkår med det her forslag. Jeg vil også sige tak til politikerne her i salen for den gode og konstruktive debat, hvor vi lytter til hinanden, tager bestik af, hvad hinanden siger, og er villige til at finde løsninger i fællesskab. Det er positivt.

Der er ikke nogen tvivl om, at der er mange holdninger til katte; der er også mange anvendelsesmuligheder for katte. Hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti var inde på, at der er kælekatte, men der er også nyttekatte, som fanger mus. Selv kommer jeg ofte til at tænke på den hyggelige tegneseriefigur Garfield, når jeg tænker på katte. Katte adskiller sig dog fra de fleste andre husdyr og kæledyr, fordi de optræder i flere forskellige roller, og det er det, der ligesom er pointen her, og det var også det, hr. Per Larsen var inde på – katte kan være kæledyr, og de kan også være brugsdyr, som hr. Per Larsen altså var inde på.

Men desværre er det sådan, at de her katteinternater i de seneste år har oplevet en stigende tilgang af herreløse tamkatte. F.eks. fik Dyrenes Beskyttelses otte internater i 2019 indleveret ca. 9.000 katte. Det var 40 pct. flere end normalt, og det er jo altså noget, vi er nødt til at tage alvorligt. Der er brug for at hjælpe internaterne i deres arbejde med at give de indleverede katte nye hjem. Vi skal derfor skabe bedre rammer for en smidigere sagsgang i forbindelse med både optagelse af kattene på internaterne og videreformidling af dem. Derudover skal vi skabe et øget incitament hos katteejerne til at få mærket og registreret deres katte, og jeg kunne egentlig rigtig godt lide den opfordring, som hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten kom med til alle katteejere: Husk nu at få mærket jeres katte, det er en god idé.

Jeg er glad for, at der her i Folketinget er bred tilslutning til det her mål. Et af de punkter, der har været drøftet, er, om der også skulle etableres en obligatorisk mærkningsordning, og det har vi jo hørt bl.a. Dansk Folkepartis fru Pia Kjærsgaard argumentere stærkt for. Der kan være argumenter for det, og det har vi også hørt her i salen, men jeg mener dog ikke, at en obligatorisk mærkningsordning er vejen frem, særlig fordi den vil være meget svær, tung og ressourcekrævende at håndhæve. Og jeg går ikke ind for regler, som er svære at håndhæve, eller som kan være meget tunge og ressourcekrævende at realisere.

Der er nok dem, der vil sige: Arh, kunne I ikke tage jer sammen og gå hele vejen. Der er måske også nogle, der ligefrem ville beskylde os for at være dovne. Og her tillader jeg mig, i al respekt for den her vigtige sag, at lede tankerne hen på Garfield igen, for der er et lidt hyggeligt citat af Garfield, som siger: Jeg er ikke doven, bare yderst motiveret af ikke at lave noget. Og det synes jeg er værd at trække på smilebåndet over, også selv om det er en nok så alvorlig sag, vi har med at gøre her.

Nu, når vi taler om det her med, om vi skal gå hele vejen eller ej, og om vi skal indfri fru Pia Kjærsgaards målsætning om, at alle katte skal mærkes, synes jeg, det er værd at bemærke, som også flere ordførere har været inde på, at vi jo i lovforslaget her har lagt op til – som jeg er glad for at fru Pia Kjærsgaard siger er et skridt i den rigtige retning – at vi skal evaluere efter 2 år. Og det gør jo så, at der er en mulighed for at få indhøstet erfaringer for, hvordan det her lovforslag har virket, men også i dialog med relevante organisationer at kigge på, om vi skal gøre noget mere, om det er nødvendigt at tage et skridt mere, og om det vil kunne lade sig gøre.

Ved den her evaluering vil man lægge vægt på, hvorvidt ændringerne har resulteret i en øget mærkning af katte og dermed den ønskede reduktion af indleveringerne af umærkede katte til internaterne. Med lovforslaget her foreslås det derfor, at reglerne ændres, så fremlysningspligten for umærkede katte afskaffes og ejerskabet til disse katte herefter automatisk overgår til optageren. Det betyder, at internaterne kan videreformidle umærkede katte øjeblikkelig, og også mærkede katte, som ikke afhentes, kan videreformidles, hvis ejeren ikke har reageret inden for 24 timer efter at være blevet underrettet om optagelsen. Derudover skal internaterne ikke bruge ressourcer på en fremlysning af katten.

Jeg forventer, at det vil betyde en mærkbar lettelse af de administrative byrder hos internaterne, hvilket har været en af intentionerne med det her forslag. Internaterne har også selv oplyst, at det vil give en ikke uvæsentlig administrativ lettelse, hvis fremlysningsperioden afskaffes.

Det vil selvfølgelig fortsat være sådan, at ejeren af en mærket og registreret kat skal underrettes inden 24 timer efter optagelsen og underrettes om, at ejeren har en frist på 24 timer til at afhente sin kat. Det ændrer vi ikke ved. Der ændres heller ikke ved, at der efter lovgivningen ikke er pligt til at mærke sin kat. Mærkning af katte vil således fortsat være frivilligt for ejerne, men vi kan, som det også er blevet sagt her i salen, opfordre til, at folk gør det, fordi det vil være hensigtsmæssigt på mange forskellige måder.

Det er ønsket og forventningen, at man som katteejer tager ansvar for sit dyr, og jeg forventer derfor, at en katteejer, som vil bibeholde sin kat, vil sørge for, at katten er mærket og registreret. Jeg håber og tror, at denne lovændring vil bidrage til at mindske antallet af optagne herreløse katte og afhjælpe noget af presset på katteinternaterne.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg ser frem til en god og konstruktiv behandling af det her lovforslag i udvalget, og at jeg også ser frem til, at vi kan evaluere lovforslaget om 2 år og kigge på, hvad vi så skal lære af det. Tak for ordet.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger, først til hr. Carl Valentin. Værsgo.

Tak til ministeren for talen. Jeg synes, der var mange gode pointer, og jeg er også rigtig glad for, at vi nu behandler det her lovforslag, som jeg bestemt synes er et skridt i den rigtige retning. Vi har den her evaluering om 2 år, som ministeren også nævner. Det synes jeg er rigtig vigtigt, og jeg ved, at man også har gjort det for at imødekomme nogle af de organisationer og nogle af os, der måske ikke synes, at man går helt langt nok i forhold til det her. Jeg vil bare lige høre, om ministeren så også i dag er klar til at love, at hvis lovgivningen så ikke har den ønskede effekt, så kommer man også med flere initiativer, der skal sikre de målsætninger, vi har her, så vi ikke bare om 2 år snakker lidt om, hvordan det er gået, men at vi også er klar til at handle, altså hvis lovgivningen ikke har den ønskede effekt.

Ministeren.

Hele idéen med at lave en evaluering er jo at lære af de erfaringer, der er – det er pointen. Og hvis der er områder, hvor vi kan gøre noget for at fremme dyrevelfærden, så vil jeg sige: Gerne for mig. Det er derfor, vi arbejder med det her. Jeg synes dog også, at man skal tage de overvejelser, der er, med i betragtning. Hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti beskriver bl.a., hvordan katten er et nyttedyr ude på landet, og at der kan være gårdejere, der har måske 20 katte. Der skal man jo så kigge ind i: Er det nødvendigvis en rimelig byrde at give dem? Det skal vi også have med i den diskussion. Derfor skal vi drøfte det her til bunds, inden vi gør et eller andet, og derfor kan jeg godt lide det, der ligger i det her lovforslag, nemlig at vi starter på den her måde, så evaluerer vi og kigger på, hvad erfaringerne er, og så laver vi eventuelle ændringer.

Hr. Carl Valentin.

Tak for det. Det synes jeg er en rigtig god tilgang. Jeg er meget enig, og jeg er glad for, at man også siger meget klart, at hele meningen med evalueringen er, at man vil tage yderligere initiativer, hvis det her lovforslag ikke gør som ønsket – så tak for det.

Ministeren.

Det er vi enige om, og jeg synes, det er i den ånd, at det her lovforslag er fremsat, og det er den måde, jeg håber på at vi her i Folketinget kan samarbejde om bedre dyrevelfærd fremadrettet.

Tak for det. Så er det fru Pia Kjærsgaard.

Det er sådan lidt i samme boldgade. Altså, en evaluering er altid vældig god. Jeg må jo bare sige, at der er meget stor forskel på de her vilde katte. Man kalder dem også lidt for gårdkatte, men det er faktisk reelt vilde katte, for hvis en gårdejer har 20 katte, er det jo ikke de der socialiserede katte, som man ellers taler om i det her lovforslag. Og det er bare for at cementere det, men der er efter min mening kun en eneste ting at gøre, når vi evaluerer det, og hvis det viser sig – og det kan jeg godt have en stor skepsis i forhold til – at det ikke batter nok, og det er en obligatorisk ordning. Det bliver jeg bare nødt til at sige her under behandlingen af det her, altså at det er vejen frem, og at det er det, jeg forventer. For det vil jeg selvfølgelig slå op på om 2 år og sige, at der bliver I endnu en gang nødt til at give Dansk Folkeparti ret, sådan som Socialdemokratiet har gjort i så mange andre sager.

Så lad os nu se, hvordan det går. Men som jeg også sagde, er det her et skridt på vejen, og det er en begyndelse, og det er godt, at vi får debatten, også på internaterne rundtomkring i Danmark. Så det er fint nok.

Ministeren.

Først og fremmest er jeg selvfølgelig rigtig glad for, at fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti oplever, at det her forslag er et skridt i den rigtige retning. Jeg er også med på, at I godt kunne ønske jer noget mere, og det er så også derfor, at vi har lavet den her evalueringsbestemmelse, og det har vi også gjort i dialog med de forskellige engagerede organisationer, som har sagt: Kan vi få en evalueringspassus ind, så vi kan høste erfaringerne og så kigge på, om vi skal stramme op?

Så vil jeg også gerne slutte med at give en anerkendelse for det dedikerede og målrettede arbejde, der er lavet af fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti i forhold til at sætte dyrevelfærd på dagsordenen. Det er noget, som har været en inspiration for resten af Folketinget, og det er nyttigt og godt, og det er anerkendelsesværdigt.

Fru Pia Kjærsgaard.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at tage den anden bemærkning, men nu sagde ministeren selv det med, at hvis vi så finder ud af, at der skal gøres mere – hvad forventer ministeren det er?

Ministeren.

Nu er fru Pia Kjærsgaard jo selv en meget erfaren og vidende politiker og ved, at det med at svare på hypotetiske spørgsmål skal man altid lige holde en lille smule igen med. Men tanken er, som jeg også sagde til hr. Carl Valentin fra Socialistisk Folkeparti, at det, når man laver en evaluering, så er med det mål at lære af de erfaringer, man indhøster, og er der måder, hvorpå vi kan fremme dyrevelfærden, så kigger vi selvfølgelig på det.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til ministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Miljø- og Fødevareudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.