I sidste måned besøgte jeg en erhvervsskole i Hvidovre. Eleverne var tilbage, og det var de glade for. Det er svært at lære at skifte bremser på en bil hjemme fra sofaen uden at have værktøjet mellem hænderne eller at blive bygningsmaler uden konkret at stå med en pensel og malerbøtter, og det er op ad bakke at lære om strøm og ledninger uden at være til stede fysisk. Også her har coronaen haft konsekvenser.
Hvad gør man så? En af lærerne, Daniel Svendsen, underviser på hovedforløbet til personvognsmekaniker. Han fortalte med smittende entusiasme, godt nok bag mundbindet, at han nu var begyndt at møde ind tre kvarter før om morgenen, og at han i øvrigt forventede det samme af sine elever. Alle dem, der ville indhente det forsømte, kunne troppe op allerede kl. 7.30. Måske var der nogle, der lige i starten brokkede sig lidt, men de fleste stod op og var klar. Ærlig talt tabte jeg mit hjerte den dag ude i Hvidovre. For det er lærere som Daniel Svendsen, der skaber vores samfund, og som gør forskellen. Det er den handlekraft, jeg oplever mange steder i Danmark lige nu – en kampgejst, en optimisme, en vilje til at arbejde hårdere for at nå længere.
Vi har klaret os godt igennem pandemien takket være befolkningens store indsats, den eminente omstillingsevne i alle dele af samfundet – erhvervslivet, myndighederne, sundhedsvæsenet – og det solide og brede samarbejde her i Folketinget om en resolut krisehåndtering. Tak til alle i salen for det.
Som fællesskab står Danmark stærkere end i mange år. Vi har gjort det godt, og hvad gør vi så nu? Vi kunne jo vælge bare at stille os tilfredse, sige til hinanden, at vi jo klarede den, og læne os tilbage, lade udviklingen gå sin gang og justere lidt hen ad vejen. Den mulighed er der, men det er ikke den, vi skal vælge. Vi skal gå den modsatte vej – reformer, innovation, uddannelse, jobskabelse og vækst.
Lige nu har vi et langt bedre udgangspunkt, end nogen turde håbe på i de mørke uger i foråret 2020. Vi har styrken. Nu skal vi finde den politiske vilje til forandring. Vores danske håndtering af pandemien viser først og fremmest, at der altid er et valg. Vi valgte rigtigt den her gang, og nu skal vi videre. Vi skal bruge den erfaring. For hvad var det, vi gjorde? Vi tæmmede tigeren. Når vi kan bekæmpe en global pandemi, fordi vi i Danmark beslutter os for det, så kan vi meget mere end det.
Tænk, hvis vi går til de andre af samfundets store udfordringer med samme beslutsomhed; hvis vi tør stille spørgsmål, også ved de etablerede sandheder som f.eks. den påstand, at vi ikke kan gøre noget ved den stigende centralisering af vores land, eller at vi bare skal acceptere, at uligheden stiger. Tænk, hvis vi nu gemmer automatreaktionerne lidt væk og gør op med de falske modsætninger og f.eks. insisterer på, at den grønne omstilling i Danmark både skal skabe et mere bæredygtigt samfund og skabe arbejdspladser i stedet for at sende dem ud af landet. Det er vi godt i gang med.
Tænk, hvis vi for alvor finder modet til at tage fat på de store udfordringer, som skiftende regeringer og folketingsflertal har forsøgt at løse i årtier: klimakrisen, den fejlslagne integration, det alt for meget bureaukrati i den offentlige sektor, de alt for mange unge, der ikke får en uddannelse. I stedet for at lade være at tænke, at andre har forsøgt det før os, så lad os gå til opgaven uforfærdede og med en genvunden tro på, at svaret ikke nødvendigvis behøver at være givet på forhånd; at politik ikke kun er drift, administration og at skrue en lille smule på knapperne, men at politik er nøjagtig, som vi har vist det igennem snart halvandet år i coronahåndteringen: drømme, visioner og håb om et stærkere, et grønnere og mere retfærdigt Danmark.
Vi har en unik mulighed for at bygge oven på det Danmark, som har vist sit værd i den her krise. Men det kræver måske først og fremmest, at vi gør som eleverne og læreren på Vestegnen – at vi begynder at stå tidligere op.
En statsministers tale her ved afslutningsdebatten plejer som regel at se bagud, tilbage på folketingsåret. I år vil jeg gøre det anderledes, jeg vil kigge frem. Regeringen forbereder nu et ambitiøst reformprogram. Vi vil øge væksten og velstanden, vi vil gøre Danmark både rigere og grønnere, men først og fremmest dygtigere.
Vi vil sætte reformarbejdet i gang med et 10-årigt perspektiv, og vi kommer til at tage fat på alle de afgørende strukturelle udfordringer i vores samfund for dansk økonomi. Danmark har et stærkt velfærdssamfund, og sådan skal det være – tryghed og frihed igennem hele vores liv. Arne fik sin pension, og det er retfærdigt. Vores samfundsmodel er unik, men velfærdssamfundet kommer ikke af sig selv, for velfærden er først og fremmest betinget af høj beskæftigelse. Det er helt afgørende, at mange i Danmark arbejder, at vi er veluddannede, og at virksomhederne har de bedste betingelser.
I dag vil jeg fokusere på tre udfordringer, som egentlig er vidt forskellige, men som, når alt kommer til alt, handler om det samme. Vi skal sikre, at flere kommer i arbejde, og det skal vi for den enkeltes skyld, for at have et arbejde og at bidrage til samfundet er nu engang noget af det allerallervigtigste i et menneskes liv. Og for økonomiens skyld, for høj beskæftigelse er en afgørende forudsætning for vækst og velstand. Derfor må vi aldrig som samfund opgive mennesker, forvente for lidt og lade være med at stille krav. Det gælder uddannelserne, hvor der er for mange unge, der bliver tabt, og hvor vi ikke uddanner til de job, som der er brug for. Det gælder på arbejdsmarkedet, som i hvert fald for nogle bliver stadig mere usikkert og mindre organiseret, og det gælder desværre for de mange mennesker, særlig med ikkevestlig baggrund, som går derhjemme på kontanthjælp uden at have et arbejde at stå op til.
Først nogle ord om de unge og uddannelserne. På den ene side er det en fantastisk succeshistorie, for stadig flere unge tager en uddannelse, stadig flere unge tager en lang uddannelse. Jeg tror, vi må imødese, at vores egne børn bliver dygtigere end os selv, og det er godt. Men der er også en bagside, en historie om for mange, der oplever nederlag og måske modløshed. Alt for sjældent taler vi, det gælder også her i Folketinget, om alle de mange unge, der hverken er i gang med job eller uddannelse. Hver femte ung i Danmark står som 25-årig uden en uddannelse – det er nærmest en katastrofe – og næsten 50.000 unge under 25 år er hverken i gang med job eller uddannelse i dag, mens vi diskuterer her i Folketingssalen, de har ikke afsluttet en ungdomsuddannelse. Alt for ofte bliver de kaldt restgruppen, hvilket egentlig er et ret skrækkeligt ord. Tænk at give den besked til så mange unge mennesker om, at de er blevet tilovers i vores Danmark, opgivet af et samfund, mens vi andre bare kører videre.
Hvis nogen af jer unge ser med i dag, vil jeg gerne give jer en særlig hilsen, for Danmark har brug for jer, og Danmark har brug for dig. Det er ikke jer, der er det dårlige selskab, det er ikke jer, der har en svag karakter, det er os andre, der åbenbart har en billig fantasi, fordi vi herinde i alt for mange år har accepteret den ulighed, at så mange mennesker står uden for.
Når vi nu taler om ulighed, er der ofte et lidt for snævert fokus kun på de økonomiske forskelle. Økonomisk ulighed er selvsagt vigtigt, og det bekymrer også mig, at forskellene vokser, og at nogle stikker af, men uligheden i sundhed, uligheden i uddannelse, den begrænser, den indskrænker, den holder tilbage, den er grundlæggende uretfærdig, og den er forkert i Danmark.
For nogle år siden havde jeg den store fornøjelse at besøge VUC i Struer. Jeg talte med en gruppe yngre kvinder, en del af dem var alene med deres små børn, og mange måtte køre langt i bil for bare at passe deres skole og i øvrigt lige så langt den anden vej, og der skulle man så nå at hente barnet, inden daginstitutionen lukkede. Mange af de her unge kvinder, måske med en familiebaggrund, hvor det at tage uddannelse ikke har været det mest normale, tager i virkeligheden en uddannelse i Danmark på trods, og de havde i virkeligheden kun én fælles forudsætning – noget viljestyrke. Men på et tidspunkt kan det blive for svært at uddanne sig, f.eks. hvis der bliver for langt derhen, for så vil der være flere, der desværre giver op.
Jeg nævner det, fordi jeg synes, at det perspektiv har manglet i den diskussion, der har været i kølvandet på regeringens forslag om at udflytte uddannelser til hele Danmark. Det er jo ikke en kamp om uddannelser mellem land og by, og jeg har i øvrigt selv en lang videregående uddannelse, og vi har brug for stærke og sunde studier og forskningsmiljøer for dygtige videnskabsmænd og -kvinder, for højtuddannede specialister, for videnarbejdere, men vi har altså også brug for, at man kan bo og uddanne sig overalt i vores land, og det kræver, at vi tør træffe nogle politiske valg herinde, og de valg vil ikke alle steder være lige populære. Men alternativet, hvis ikke vi gør det nu, er, at en skæv udvikling, som ingen politikere i øvrigt nogen sinde har spurgt danskerne om de er enige i, altså centralisering, får lov til at fortsætte, så centraliseringen til sidst løber os over ende. Det skal vi ikke tillade, og derfor skal vi i gang med for alvor at vende udviklingen.
Det skal vi også på et andet punkt. Allerede nu er situationen, at vi ikke i tilstrækkelig grad uddanner til de job, der er i den offentlige og i den private sektor, og de jobs, der kommer i den offentlige og private sektor. Det er jo ikke alene et problem for den virksomhed, der ikke kan skaffe smede eller elektrikere til produktionen eller til det plejehjem, der mangler veluddannede sosu-assistenter til at tage nattevagten på demensafdelingen, for det er et problem for os alle sammen. Det risikerer at hæmme væksten, bremse fremgangen og spænde ben for den fremtid, der i øvrigt tegner så utrolig lys for Danmark.
Vi kommer til at mangle arbejdskraft, givetvis allerede i år, fordi det går så godt for dansk økonomi, og det vil blive et større problem for hvert år, der går – særlig faglært arbejdskraft. Nogle vil helt sikkert spørge, hvorfor det egentlig er så stort et problem. Lad mig prøve måske at illustrere det med noget, der ligger Folketinget meget på sinde, nemlig den grønne omstilling. Vi har kolossal medvind på den grønne dagsorden, vi viser hele verden, at den grønne omstilling ikke sker i Danmark på bekostning af samfundets udvikling, men tværtimod udvikler vores samfund, skaber vækst og masser af lokale arbejdspladser.
Klima og miljø er nok det område, hvor Danmark kan gøre den største forskel globalt. Vi har et forspring, og vi har en mulighed for, at fremtidens grønne løsninger og teknologier bliver udviklet i lige præcis vores land. I efteråret indgik vi et unikt strategisk partnerskab med Indien, for få dage siden styrkede vi vores strategiske partnerskab med Sydkorea, og danske virksomheder kunne indgå nye grønne aftaler. I efteråret vil der komme en satsning på det tyske marked, og så snart det bliver muligt, sætter jeg mig selv i spidsen for et erhvervsfremstød i USA, og i EU har vi besluttet, at den økonomiske genopretning i Unionen efter coronaen både skal være digital og grøn. Der er afsat flere tusinde milliarder offentlige kroner til grøn genopretning i hele Europa. Med andre ord er der helt utrolig gode muligheder for de danske løsninger, og dem skal vi gribe.
Til november er Storbritannien vært for det globale klimatopmøde i Glasgow, COP26, og allerede nu bliver der lagt mærke til Danmark. Vi gør meget herhjemme, og det er godt, men i virkeligheden er Danmarks fingeraftryk i verden langt større end det. Vi leverer grønne løsninger inden for energi og energieffektivitet til de helt store udledere Kina, Indien, USA, og aldrig har vi stået stærkere, men vi risikerer, at vi ikke kommer til at høste gevinsterne af det grønne forspring, ganske enkelt fordi vi kommer til at mangle arbejdskraft. Det er forkert. Vi har brug for vindmølleteknikere til at bygge og servicere vindmøllerne, vi har brug for elektrikere til at opstille ladestandere, tømrere og murere til at klimarenovere bygninger og anlæg, vvs'ere til at opstille varmepumper, automationsteknikere til at udvikle produktion af grøn brint i Kolding, mekanikere til det gamle Lindø Værft på Fyn, og oppe i Hirtshals har man behov for ernæringsassistenter til at varetage den bæredygtige omstilling i de professionelle køkkener. Med andre ord er det måske allervigtigste for den grønne omstilling nu faglært arbejdskraft i Danmark.
Det gælder ikke kun på den grønne omstilling, det gælder også for medicinalindustrien, fødevareerhvervet og mange andre, og virkeligheden er den, at store årgange af faglært arbejdskraft lige om lidt går på pension, og vi har ikke nok nyuddannede til at erstatte dem. Kun hver femte elev, der forlader den danske folkeskole, søger direkte ind på en erhvervsuddannelse, og det er langt fra det mål, som et bredt flertal her i Folketinget har sat sig, og det er nok ikke endnu en erhvervsskolereform, der er svaret, eller i hvert fald det, der kommer til at løse alle problemerne. Vi har forsøgt, skiftende regeringer, og det er, som om det kun bliver til nogle meget, meget små hop på stedet.
Måske er tiden kommet til, at vi tager en mere grundlæggende, og jeg ved godt svær diskussion af vores uddannelsessystem i Danmark. For nogle børn er skolen blevet for akademisk. Den er blevet for teoretisk og for lidt praktisk, og det starter allerede i folkeskolen. I har set dem første skoledag, enten lige før sommer eller i starten af august. De møder ind med en rygsæk, der næsten er større end dem selv, og masser af gåpåmod i hjertet. Men det er altså ikke alle vores børn, der forlader skolen 10 år efter med samme energi og glæde, så langt fra endda. Og vi kender dem alle sammen: de drenge, der bare ikke kan finde ud af at sidde stille, og de piger, og det kan sagtens også være piger, der bare ikke kan få de bogstaver til at give mening i kladdehæftet. Måske er sandheden den, at selv om vi på mange måder har en god skole, er spørgsmålet, om skolen passer til alle vores børn.
Måske vil det rigtige være at lade nogle af børnene starte senere i skole, og måske er svaret også at lade nogle af dem, der er skoletrætte, få lov til at gå i skole på en helt anden måde og i perioder måske faktisk ikke gå i skole, men i stedet for komme ud på en arbejdsplads, få kolleger og begynde at lære et fag og dermed få den tilknytning til arbejdsmarkedet, som de så efterfølgende kan få lov til at bygge ovenpå. Som jeg ser det, og her er der så noget positivt, har vores erhvervsskoler lige nu, hvis vi træffer nogle nye beslutninger, en mulighed, man ikke har haft tidligere. For alle Danmarks unge er vildt engagerede i klimakampen, og i virkeligheden er det jo erhvervsskolerne, der tilbyder de uddannelser til de unge, hvor man for alvor kan gøre en forskel for klimaet og få en stolthed ved at bruge et fag til at løse fremtidens problemer. Når det nu er de faglærte, der i høj grad er klimaets kernetropper, skal vi bruge erhvervsuddannelserne som en løftestang for den grønne omstilling og i reformarbejdet bygge broen mellem de unges uddannelsesvalg, eller mangel på samme, og den danske klimakamp.
Den næste udfordring, jeg vil dvæle lidt ved, er vores arbejdsmarked. Vi har på lange stræk et utrolig velfungerende, stærkt dansk arbejdsmarked. Der er ordentlige løn- og arbejdsvilkår – det skal der også være – og der er økonomisk sikkerhed, hvis man i en periode mister sit arbejde. Sådan er det for de fleste, men ikke for alle. I dag er vi nu der, hvor næsten hver tredje ikke arbejder i en fuldtidsstilling: løst ansatte, tilkaldevikarer, platformsarbejdere og mennesker med nultimekontrakter eller i ulønnet praktik; det har mange navne. Det kan være tjenere og chauffører, men det kan også være unge arkitekter, journalister eller kunstnere og mange andre. Jeg tror, der ligger mange årsager bag, men lige så mange årsager, der er, lige så tydeligt er det, at der er en bagside, ikke mindst for mange af de unge, der er på vej ind på arbejdsmarkedet. For alt det her kan give usikker indkomst, og det kan give ingen eller ringe pensionsopsparing, dårlige barselsvilkår, når den lille melder sig, måske ingen rettigheder til efteruddannelse og ringe dækning ved arbejdsskader, hvis ulykken rammer. Det er for sårbart for den enkelte, og vi ved, hvor galt det kan gå, hvis uheldet er ude – hvis man har mistet sit arbejde og sin indkomst fra den ene dag til den anden og der ikke er et arbejdsmarked og en model, der griber en.
Den danske arbejdsmarkedsmodel er i høj grad bygget til lønmodtagere på fuld tid, men vores arbejdsmarked forandrer sig, selvfølgelig, og så skal den danske model kunne følge med, som den har gjort det før. For hvis udviklingen får lov til at løbe fra os, kan en stadig større gruppe mennesker komme til at stå uden for det organiserede arbejdsmarked. Det er alle dem, der arbejder på andre måder end det, vi mest har været vant til. Coronakrisen, og mange af jer vil kunne huske, hvor store diskussioner, vi har haft om indretning af hjælpepakker i den forbindelse, har vist, at dem, vi i virkeligheden tidligere kaldte atypiske ansættelser, er der kommet flere af. Måske har man noget som lønmodtager og noget som selvstændig eller noget midt imellem. Det gælder ikke mindst på kulturområdet.
Når det atypiske bliver typisk, udfordrer det vores samfund på en helt anden måde. Derfor skal vi have løst også den her udfordring, så vi er klar til at gribe fremtiden. Virksomhederne skal selvfølgelig have mulighed for at finde nye forretningsmodeller og tiltrække investeringer, men vi skal udvikle vores danske model, så det stadig væk er et velorganiseret arbejdsmarked og det er barsel og pension, arbejdsmiljø og en ordentlig løn, der er hele grundlaget. Som samfund har vi brug for den unikke danske arbejdsmarkedsmodel, hvor arbejdsmarkedets parter tager et fantastisk ansvar for hele vores samfund. Tænk bare på de 17 trepartsaftaler, som er blevet indgået under coronakrisen. Tak til fagforeninger og arbejdsgivere for den store indsats.
Den danske befolkning har en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet, og det er godt. Og langt de fleste unge tager også en uddannelse. Hvis man stiller ti danskere op ved siden af hinanden og de er mellem 18 og 59 år, har de otte af dem et job eller er i gang med en uddannelse. Der er mange i Danmark, der er med til at løfte. Og sådan skal det også være, for ellers hænger det ikke sammen – hverken økonomien eller vores samfundskontrakt med hinanden.
Der er desværre dele af befolkningen, der ikke tælles med i de positive tal, og det gælder især kvinder, der har rødder i ikkevestlige lande. Det er den tredje store udfordring, som jeg gerne vil uddybe i dag. Ud af ti kvinder med baggrund i Mellemøsten, Nordafrika, Afghanistan, Pakistan eller Tyrkiet er der kun fire, som er i arbejde – kun fire. Det er for lidt. Og fra den her talerstol har statsminister efter statsminister sagt, at flere indvandrerkvinder skal i arbejde, uden at vi for alvor har fået løst problemerne. Og nu stiller jeg mig så op i rækken i dag med bevidstheden om, at lige præcis det her kommer til at kræve nogle svære beslutninger, og også med det håb, at Folketinget, hele Folketinget, vil tage ansvaret på sig og den her gang få det løst. Og i den forbindelse er det jo ikke nok, hvis alle bare siger nej.
Fordi vi nu igennem årtier har accepteret, at mange kvinder med indvandrerbaggrund er derhjemme i stedet for at have et job og bidrage aktivt til Danmark, skal det ikke blive ved med at være sådan. Der har været et for stort fokus på alt det, man har ret til i Danmark, og for lidt fokus på det, man har pligt til. Det siger jeg ikke mindst også i forhold til den diskussion, der kommer nu i forhold til ydelser. I stedet for kun eller primært at fokusere på, hvordan vi indretter kontanthjælpssystemet, handler det vel først og fremmest om at få flere i arbejde. Og derfor: Hvad med, om vi vender hele tankegangen og lægger til grund, at alle voksne i Danmark selvfølgelig kan arbejde? Så vil der være få undtagelser på grund af funktionsnedsættelse eller sygdom, hvor folk ikke kan, men hvad med, om vi vender den rundt og tænker og siger og forankrer, at selvfølgelig kan alle voksne i Danmark som udgangspunkt arbejde og bidrage, og at vi som samfund udtrykker den forventning klart?
Vi står lige nu for foden af et økonomisk opsving, og det er nu, vi har muligheden for at trække mange flere ind på arbejdsmarkedet og insistere på, at hvis man får ophold i Danmark, skal man forsørge sig selv. Og hvis det i en periode så mod forventning alligevel ikke kan lade sig gøre, vil regeringen foreslå, at man til gengæld for sine ydelser som det helt klare udgangspunkt får pligt til at bidrage med, hvad der svarer til en almindelig arbejdsuge på 37 timer. Møder man ikke op, får man ikke sin betaling. Den arbejdslogik skal etableres i ydelsessystemet.
Med andre ord: Fremtidens Danmark skal bygges nu. Vi skal have hænder og hoveder nok, og vi skal være dygtige nok til at løse de opgaver, vi har foran os. De reformer, vi kommer til at fremlægge, kommer til at kræve ganske meget af os alle sammen. Men vi har også rigtig meget på spil, og vi har meget at vinde.
Når vi ser 5-10 år frem, vil den digitale revolution forandre arbejdsmarkedet og virksomhederne. Det kommer igen til at stille helt nye krav til vores uddannelser; efterspørgslen på grøn omstilling og grønne løsninger vil stige; der åbner sig nye og attraktive markeder. Den fremtid ligger godt til for Danmark. Vores stærke position på digitalisering, som alle danskere dagligt mærker, når man skal testes eller nu, heldigvis, vaccineres, skal understøttes af en ny digitaliseringsstrategi, for første gang både for den offentlige og den private sektor. Og vi har behov for en langsigtet bred og ambitiøs plan for at imødegå de trusler, der er på cyberområdet.
De stolte produktionsvirksomheder i Danmark, der skaber arbejdspladserne og væksten i alle dele af landet ved at sælge topkvalitet ude i verden: I skal have de bedste vilkår, I skal have bedre vilkår. Danmark var, Danmark er og skal fortsat være et produktionsland – ligesom Danmark er rigt på små selvstændige servicevirksomheder. Og jer, der har skabt en lille virksomhed fra bunden og måske har et par ansatte: I har ikke haft det let under den her pandemi. I fortjener også mere anerkendelse end den, I ofte oplever at få. I er en afgørende del af erhvervsstrukturen i Danmark.
Regeringen vil derfor se bredt på, hvordan vi styrker Danmarks konkurrencekraft. Ny viden og erhvervslivet skal knyttes tættere sammen. Derfor har vi øget forsknings- og udviklingsfradraget for virksomhederne og hævet de grønne forskningsmidler markant. Med andre ord: Erhvervspolitikken er helt central for Danmarks økonomiske politik, fremtidens teknologier, eksporten og arbejdspladserne. Vi herhjemme lever af alt det, I andre udretter i verden. Heldigvis er mange andre lande end Danmark nu ved at lægge den værste krise bag sig. Coronaens åg kan rystes af vores skuldre. Eksportmarkederne er på vej tilbage, og danske virksomheder skal være klar. Det er nu, det gælder. Vi har et solidt udgangspunkt for at komme videre.
Vi valgte at føre en konsekvent krisepolitik, en ekspansiv finanspolitik og en politik, der i al væsentlighed er anderledes end den, der blev ført efter finanskrisen. Det var klogt, og nu ser vi resultaterne. Dansk økonomi har klaret sig godt igennem krisen. Arbejdsløsheden er faldet, forbruget stiger, eksporten vokser, og næste år forventer vi den højeste økonomiske vækst i 15 år. Samtidig havde Danmark i 2020 på trods af coronakrisen det relativt set laveste underskud på de offentlige finanser i hele EU, og Danmark har stadig den højeste internationale kreditvurdering, AAA-rating. Den økonomiske politik er ansvarlig. Der vil stadig være udgifter til at holde smitten nede, til vacciner, når vi forventeligt skal vaccineres igen og måske igen og igen, til investeringer i vores beredskab og til test, hvis det er nødvendigt. Der vil givet stadig være behov for en målrettet indsats og hjælp til nogle brancher og et fagligt efterslæb, der skal indhentes, men det står samtidig klart nu, at der ikke er behov for en egentlig økonomisk genopretning oven på corona. Opgaven er ganske enkelt en anden. Vi skal investere og gøre Danmark stærkere. Og når vi kan det, skyldes det – og igen tak til hele Folketinget – de beslutninger, vi har truffet i fællesskab.
Under pandemien har 330.000 mennesker været hjemsendt på lønkompensation. Virksomhederne har bidraget til noget af lønudgiften, medarbejderne med nogle feriedage, og indtil nu har staten udbetalt 17 mia. kr. til lønkompensation. Til gengæld har tusindvis af danskere ikke modtaget en fyreseddel. Tænk, hvis vi havde gjort det modsatte. Tænk på alle de udgifter, der havde været, til dagpenge og til kontanthjælp for slet ikke at tale om de menneskelige omkostninger ved, at det igen var de forkerte, der skulle betale for krisen – risikoen for at miste fodfæstet på arbejdsmarkedet og aldrig komme tilbage, som vi har set det i andre krisehåndteringer. De omkostninger havde ikke været til at bære hverken menneskeligt eller økonomisk. Og virksomhederne har nu den kæmpe fordel, at de ikke skal ud at ansætte nye medarbejdere. De skal ikke oplære forfra. De har stadig de gode gamle erfarne medarbejdere. Sagt med andre ord har vi nu opnået en konkurrencefordel over for mange andre lande. Det skal vi udnytte i forhold til at skabe det, der kan blive et unikt væksteventyr. Jeg ved, at dansk erhvervsliv er klar til at rykke. Det skal hele Danmark være nu. Og i vores øjne er det her den primære opgave.
I dag har jeg taget fat på tre vigtige og svære samfundsudfordringer. Vi kommer til i løbet af sommeren at præsentere flere vigtige udfordringer. Vi vil den her gang tillade os at bruge tid på at dvæle ved det præcise udfordringsbillede og finde de bæredygtige svar på fremtidens udfordringer. Og vi kommer i øvrigt ikke til at hævde, at vi har alle svarene, men vi vil finde dem – gerne sammen med jer, og jeg håber, at alle vil tage del i den debat.
Et andet sted, hvor vi skal invitere, og hvor vi ønsker at invitere til et endnu tættere samarbejde, er i rigsfællesskabet. Den globale interesse for Arktis og Nordatlanten er stigende. I rigsfællesskabet har vi et fælles mål om lavspænding i Arktisområdet, og lige nu er den målsætning under pres. Det skal vi forholde os til sammen. Jeg glæder mig over, at vi er enige om at passe på vores åbne og demokratiske samfund, og at vi derfor er nødsaget til at sætte det nødvendige værn op imod dem, der ikke vil os det godt.
Fundamentet for vores sikkerhed udgøres af samarbejdet med USA og i NATO – noget, alle parter i rigsfællesskabet havde lejlighed til at drøfte med USA's udenrigsminister, Antony Blinken, da han besøgte Danmark og Grønland for nylig. Men i den nuværende og fremtidige sikkerhedspolitiske virkelighed er truslerne sjældent så entydige, som de var engang. Ofte vil de gå på tværs af politikområder, og det betyder, at det kan blive vanskeligt at skelne mellem det, der er et grønlandsk, færøsk eller dansk ansvar. Det stiller nogle store krav til alle os i rigsfællesskabet om tættere dialog og endnu mere samarbejde, også på udenrigs-, sikkerheds- og forsvarsområdet. Det inviterer regeringen til. Jeg ser frem til fortsat at udvikle samarbejdet i rigsfællesskabet i tæt dialog med det færøske landsstyre og Grønlands nye naalakkersuisut og sammen med de nordatlantiske mandater her i Folketinget. Tak til jer for et godt samarbejde. Og så glæder jeg mig i øvrigt selv til et gensyn med både Færøerne og Grønland, så snart coronasituationen tillader det.
Det var ord om fremtiden, men når jeg nu har talerstolen, vil jeg lige tage et lille tilbageblik på hæsblæsende 2 år. 185 aftaler er der blevet indgået hen over midten i dansk politik. Det er aftaler om grøn omstilling, økonomi, velfærd og vores danske håndtering af pandemien. Tak til alle partier for et godt og bredt samarbejde. Danmark stod samlet, da det virkelig gjaldt. Og selvfølgelig skal der lyde en særlig tak til SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten. For 2 år siden satte vi os sammen her i Folketinget og skrev vores fælles vision for en mere retfærdig retning for Danmark. Tænk, at det kun er 2 år siden – der er sket ganske meget på de 2 år.
Vi lovede hinanden, at vi ville gå foran i klimakrisen. Vi satte et mål, og I skubbede os. Det var et mål, som mange dengang kaldte urealistisk, men som har vist sig – og tak for det – at være den ambition, der driver den grønne omstilling fremad i hele Danmark. Det drejer sig om energiøer, arbejdet med CO2-skat, en natur- og biodiversitetspakke, et stop for olieproduktion i Nordsøen, en tredobling af afgiften på bæreposer og engangsservice, genanvendelse af affald, flere elbiler, og senest har vi foreslået skærpede regler for miljøzoner i byerne. Listen er lang.
Der var længe en diskussion om hockeystaven, altså at vi først tæt på 2030 skulle træffe de svære beslutninger. Her kun et år efter at vi vedtog klimaloven, har vi allerede truffet beslutninger, som sammen med landbrugsudspillet – som vi selvfølgelig skal have forhandlet på plads – og erhvervslivets beslutninger bringer os næsten halvdelen af vejen. Vi er nået halvdelen af vejen på kun omkring et år. Oven i det har vi nu indgået en aftale om et ambitiøst mål allerede i 2025. Hvis der nogen sinde har været en hockeystav, kan vi vist nu konstatere, at den er knækket.
Vi lovede også at styrke vores velfærdssamfund. Det er en stor opgave, men vi er kommet godt i gang: Minimumsnormeringer til børnene, tusind nye sygeplejersker har vi afsat penge til, løft af psykiatrien, kommunale budgetter med mere plads til velfærd, når der kommer flere børn og flere ældre, har vi sikret. Senest har vi også sikret bedre rettigheder og mere tryghed til de allerallermest udsatte børn.
Vi sagde før valget i fællesskab, at pengene skal følge med, når der kommer flere børn og ældre – det har vi leveret, og vi har derudover også leveret milliardinvesteringer i noget af det allervigtigste, nemlig uddannelse. Skal vi lige tage den liste også? Vi har afskaffet omprioriteringsbidraget, vi har gjort op med uddannelsesloftet, vi har afsat penge til flere lærere i folkeskolen, vi har investeret i opkvalificering og efteruddannelse af ufaglærte, i bedre ungdomsuddannelser og i flere studiepladser her undervejs i krisen. Derudover har vi sat gang i oprensningen af generationsforureningerne, vi har sikret bedre barselsvilkår til de selvstændige, og vi skrev i forståelsespapiret, at sex altid skal være baseret på samtykke, og hvor står det nu? Nu står det i lovgivningen.
Der er meget, vi kan være stolte over. Danmark står stærkt, men vi kan mere end det, og i dag er måske en meget god dag til at huske hinanden på, hvorfor Danmark er blevet et af de rigeste og mest trygge lande i hele verden. Dengang vi stod efter en anden alvorlig og endnu større krise, nemlig krigen, tog Danmark fat. Erhvervsudviklingen tog form, industrien voksede, danske virksomheder kom ud på eksportmarkederne, og kvinderne strømmede ud på arbejdsmarkedet. Alt det var kun muligt, fordi der dengang var politikere, der traf beslutninger om fremtiden, som baserede deres beslutningskraft på investeringer, velfærd, uddannelse og mennesker ud fra en fælles erkendelse allerede dengang om, at jo flere der er til at trække, og jo flere der er dygtigere, jo større bliver samfundskagen.
I 1990'erne kommer så den nye, moderne offensive erhvervspolitik, arbejdspladser etableres, og med den aktive arbejdsmarkedspolitik med fokus på ret og pligt kommer tusindvis af mennesker i arbejde, og fordi man dengang satsede på uddannelse, kunne nogle af dem, der mistede deres fag på grund af udviklingen, gå ind i et nyt, og i 1990'erne blev grundlaget for det grønne eventyr også lagt. Nu kan vi stå sammen om at skrive det næste store kapital for vores land. Vi kan vende afvikling til udvikling, hensigter til handlinger. Vi har nu igennem 2 år vist, at politik gør en forskel. Vi skal tage ansvaret på os og udfordre os selv og hinanden, gennemføre de nødvendige og store og omfattende investeringer i Danmarks fremtid, altså en høj andel af befolkningen, som arbejder, uddannelser til samfundets behov, et erhvervsliv i omstilling og med udsyn til verden.
Jeg vil gerne have lov til i dag at ønske Folketinget og alle andre i Danmark en velfortjent sommerferie, når vi kommer dertil. Det varer lidt endnu, og efter sommerferien får vi igen travlt. Jeg håber, at alle vil byde ind i det omfattende reformarbejde, vi nu går i gang med. Vi skal træffe de beslutninger, der vil stille Danmark så stærkt som overhovedet muligt. Hvor vi er som land og som samfund om 10 år, bestemmer vi selv.